torsdag den 4. april 2024

Bryggeriloggen 34: Müßiggang

Der er kommet et nyt og en smule anderledes bryggeri på banen. Første bryg er lavet, men kommer ikke på gaden før til næste år. Bliv klogere på Müßiggang i dette afsnit af bryggeriloggen.

Du kan følge Müßiggang på Facebook her.

Bryggeriets navn?
Müßiggang.

Siden hvornår?
2023.

Fantombryggeri eller "rigtigt" bryggeri?
Fantombryggeri... i samarbejde med Skagen Bryghus´ brygmester - mig.

Hvem står bag?
Tom Schafferhans, Diplombraumeister og gærdræber fra Tyskland.

Hvordan kom det så vidt?
Jeg har, som mange andre, i lang tid drømt om at starte et bryghus. Efter flere års erfaring i forskellige bryghuse, især med stærke øl, synes jeg nu, at det rigtige tidspunkt er kommet.

Tidligere hos Frederikshavn Bryghus har jeg allerede eksperimenteret med frysning af øl, og nu er jeg klar til at gå i gang med et bryggeri, der udelukkende producerer Eisbock.

Hos Skagen Bryghus, hvor jeg er ansat, må jeg låne bryganlægget, når der er kapacitet.

For mig kunne der ikke være et bedre sted til at brygge, det er den perfekte "Arbeits-Müßiggang-Balance".

Hvad er planen?
Müßiggang - som betyder "lediggang" på dansk, kommer til at lave øl på høje procenter og højt niveau, som laves i min fritid og som også skal nydes, når man har "lediggang".

Indtil videre er det et rent sideprojekt, hvor jeg bruger kreativ energi og teknisk forstand til at skabe helt nye oplevelser, og også bare for sjov.

Det betyder, at kvalitet og innovation har altid førsteprioritet. Begrænsede mængder, fadlagring, eksperimenter, måske også den ene eller anden rekord.

Eisbock skulle ikke længere anses som en "trick" der bruges til imagepleje og markedsføring, men som en relevant stil i sig selv. Det har jeg gjort til opgaven.

Det første bryg er allerede brygget, nu skal det fryses og fadlagres. Hvornår det er klar, kan jeg ikke sige endnu, men jeg regner med foråret i 2025.

Hvilke øl skal vi forvente?
Det er svært at se langt ud i fremtiden.

Helt sikker: En fadlagret mørk Eisbock mellem 30% og 40%, som allerede er brygget.

Så har jeg en lys øl på listen, som brygges senere i år. Den laves i en version som er nemt tilgængelig i smagen.

Sandsynligvis laves også en helt anden version, med innovative ingredienser, men jeg vil ikke fortælle for meget endnu.