Sider

torsdag den 13. juni 2013

Portræt: Bo Rino Christiansen, Kunstbryggeriet Far & Søn

Turen fra min barndoms by og ud til Hundstrup, hvor jeg skal besøge Bo Rino Christiansen, der sammen med sin søn har Kunstbryggeriet Far & Søn, går af Hundstrupvej. En vej, der bugter sig forbi præstegården, hvor min konfirmationsforberedelse foregik for et lille sølvbryllup siden. Forbi huse, hvor gamle klassekammerater voksede op engang. Forbi Krarupvej, der rummer noget af det skønneste fynske natur man kan opdrive, og undervejs går igennem Sibirien. Forbi Hundstrups byskilt, det nedlagte savværk, den nedlagte brugs og endelig forbi kroen. 

Kort efter kroen skulle jeg dreje til højre to gange, og efterfølgende parkere ved Den Selvforsynende Landsby. Et tidligere landbrug, der i dag fungerer som et kollektiv, hvor de tidligere marker i dag er udstykket til boliger og gårdens gamle hovedbygning har fået rollen som fælleshus. Jeg sender en venlig tanke til vores tidligere kolonihavehus, mens jeg går ned forbi husene. Solen skinner, børnene leger og på en dag som i dag forstår jeg godt folk, der vælger denne livsform frem for at koge i en lejlighed i den indre by. Stovt er kommet på landet og dagens ret er idyl.

Bo bor i bunden af landsbyen. Jeg bliver mødt med et ”hej, hyggeligt” og et fast håndtryk. ”Tag du den bløde stol, så tager jeg favoritpladsen”. Favoritpladsen dækker over de to trappetrin op til Bos lille toværelses træhus. Terrassen vi sidder på er klemt inde mellem huset og en skurvogn, og ved siden af terrassen har græsset frit slag, så gæssene har noget at gå og rapse af.

Når jeg interviewer folk til Stovt, så gør jeg det bedste jeg kan for at få læst op på dem, deres øl og deres historie. Jo mere jeg ved, jo nemmere er det at tale med, og jo nemmere er det at komme ind på emner, der ikke er afdækket før. Den sidste del er ret nem når det gælder Kunstbryggeriet Far & Søn, for det er ikke mange linjer, der er skrevet og lagt på nettet om projektet.
 
Lige så vel som at bryggeriet er en god historie, så er historien om, hvorfor Bo nu sidder på sit trappetrin i stedet for i en lejlighed i København, og smiler hele vejen igennem interviewet også værd at tage med.

Bo svarer ja, da jeg spørger om han ganske enkelt er stået af ræset. Han er uddannet projektingeniør og har indenfor industrien i både Europa, USA og Asien. Han sad i Taiwan da hans bror ringede og fortalt, at deres far havde fået sin sjette blodprop og næppe overlevede det. Nyheden efterlod Bo med en tom følelse, der fik ham til at spørge sig selv, hvad fanden han havde gang i. Da han kom hjem solgte han alt hvad han ejede; Arne Jacobsen møblerne, Warholen på væggen, alt røg. Det samme gjorde forholdet, for hans daværende kæreste ville ikke være en del af det sociale eksperiment som Bo nu flyttede til Sydfyn for at blive en del af. Bo forklarer, at han ikke kunne klare tanken om at køre på igennem et helt arbejdsliv, og så risikere at falde død om når pensionen skulle udbetales første gang. ”Livet skal leves undervejs i livet” og som han sidder der overfor mig ligner han mest af alt en mand, der er i gang med lige netop det og på ingen måde en mand, der fortryder, at han har skiftet spor.

Helt givet slip på sin fortid har Bo dog ikke, for han arbejder stadig som konsulent en gang imellem. I dag klares det dog over Skype, ”CV’et skal lige støves af engang i mellem”. Hverdagen er dog en anden. Bo holder bier, som sin far, han sylter rødbeder, han har ansvaret for at slagte dyr i landsbyen, han har fået fire børn og så brygger han øl, og øllet er grunden til at jeg sidder her.

Når Bo brygger, brygger han to gange 25liter øl på en dag og som regel ender det med 300liter på en måned. Der brygges på en automatisk Brewmaster, alligevel følger brygningen naturens gang, forstået på den måde, at der ikke er adgang til kølefaciliteter, det vil sige, at der udelukkende brygges overgærede øltyper henover sommeren, hvor temperaturene er høje, og undergærede øltyper i vinterhalvåret, hvor temperaturerne er lave. Det betyder så også, at hvert bryg er unikt og aldrig vil kunne genskabes. Bo benytter sig heller ikke af pumper, han klipper selv etiketterne i hånden og laver sin egen malt, en ting han har lært hos Per Kølster. Generelt gør Bo hvad han kan for at holde det akademiske ude af sin ølbrygning.

Jeg beder om lov til at se malteriet. ”Der er ikke meget at se”. Vi går hen ad en sti trådt ned i det høje græs og ender i et presenningsoverdækket skur, hvor malteriet ligger skilt af og ganske rigtigt ikke synes af meget. Det er planen, at der hvor skuret står, skal der bygges et kølehus med et væld af køleskabe, der skal indkøbes på loppemarkeder henover sommeren. Så øllet kan komme til at gære ved mere jævn temperatur. Vi går tilbage til terrassen. 
Ledelse og produktionen affotograferet i Bos have.
Bo fortæller, at han faktisk kun er ansat i bryggeriet, for det er hans 15årige søn Fabian, der ejer aktiemajoriteten. Arbejdet med at udregne opskrifter og regnskab, har den skjulte pædagogiske effekt, at matematik er mere motiverende at lære når man omsætter det til praksis. Jeg tænker på integralregning, mens jeg nikker genkendende. Bo fortæller videre, at han også drager stor nytte af Fabians unge, uspolerede smagsløg, som bliver ved med at imponere hans far.

At Kunstbryggeriet Far & Søn er et kunstbryggeri ligger der flere ting i. Det mest markante er tilgangsmåden til ølbrygningen, hvor øllene enten tager udgangspunkt i en tekst eller danner grundlag for en. Bo bryggede før kunstbryggeriet blev et kunstbryggeri al øllet til kollektivet, og fortæller at det tit blev noget med ”hvad fanden skal vi nu brygge” før en tilfældig stilart blev valgt. Med teksterne skal øllet spilles op mod ordene. Det højpandede litterære, skal spilles op mod det fladpandede i en bajer, som Bo så smukt formulerer det. Da projektet startede op leverede digteren og forfatteren Vagn Remme, der også bor i den selvforsynende landsby fem tekster til Bo. Bo fik noget at arbejde med, og projektet afhjalp Vagn med en skriveblokering. Bo brygger sideløbende med kunstbryggeriet stadig alt øllet til kollektivet.

Siden er det blevet til over 20 kunstbryg. Jens Blendstrup blev til en Kölsch, Alberte Windings tekst rummede frugt, så det blev fremtryllet i brygget og så fremdeles. Cirka fire gange om året deltager Bo så ved oplæsninger, hvor forfatterne læser deres tekster op og Bo introducerer øllene. Øllet bliver udleveret, ikke serveret, for øllene er kunstværker. Bo opfordrer heller ikke folk til at drikke dem, at folk så alligevel vælger at drikke dem, er ikke hans problem.

Det kan måske argumenteres, at der ikke er meget kunst over en øl, men ved den seneste oplæsning medbragte Bo blandt andet en øl, der indeholdt modermælk. Kunstbryggeriet Far & Søn har også øl med nakkekoteletter på samvittigheden, og der har været flere gode ekstremiteter i flaskerne.

Eksempelvis har Eva Tent tidligere leveret en tekst til kunstbryggeriet, der rummede ål. Det fik Bo til at eksperimentere med at koge ål med i øllet, men det udløste fedtperler, der ikke kunne opløses. Derefter forsøgte han at koge gelatinen ud af skelettet, men endte med en vandig budding, der heller ikke kunne serveres. I sidste ende blev det til teksten omsat til en Maibock serveret med røget ål.
Etiketten med Susanne Stauns tekst.
Jeg havde også fået noteret Susanne Stauns navn på min notesblok. Selv kender jeg hende kun som en kvindelig krimiforfatter, og havde derfor forberedt et kikset jokespørgsmål, om hun var hevet ind som en undskyldning for at servere tyndt øl. Virkeligheden befandt sig i den anden grøft, for Susanne Stauns tekst udspillede sig under bæltestedet, og Bos modsvar var en Biere de Garde brygget med kussehårene fra seks damer. Han skrev bagefter en beklagende mail til Susanne, hvor han undskyldte, at han ikke havde fået den til at smage mere af kusse. Alligevel smagte den af nok til at Niels Ivar Larsen gav den seks ud af seks i Information.

Jeg har sidenhen erfaret, at det at fortælle om øl som ovenstående er noget de fleste kan have en holdning til, og her vil jeg da ikke lægge skjul på, at jeg det er fantastisk, at teksterne er blevet fulgt helt til dørs. Ikke alle har været enige, men sådan skal det også være med kunst.

For nylig har Bo været rundt på flere af de fynske bryggerier og brygge som en del af et kulturprojekt. Han medbragte sit eget udstyr og på det har han brygget 4 ens øl, men med forskellige tilsætninger fra gang til gang. På Stensbogaard Bryghus blev der tilsat friske humleblade, hos Ø-Bryg blev der tilsat blæretang og muslinger og så videre. Til efteråret bliver øllene så forenet med tekster fra Vagn Remme og Peter Adolphsen, og udstilles på Johannes Larsen Museet, SAK, Galleri Galschiøt og kommer en tur rundt på alle Fåborg-Midtfyn Kommunes biblioteker.

Efteråret og det halvår, der følger bliver en spændende tid for kunstbryggeriet. Til august skal skurvognen, som jeg sidder op af renoveres, så bryggeriet kan blive godkendt som producent af fødevarer. Fra januar er det planen, at produktionen skal øges til 800liter om måneden, nok til at Bo kan leve af det. Der skal stadig sælges til kunstarrangementer og i kollektivet, men planen er at supplere med et onlinesalg, gårdsalg eller komme ud i et par butikker. Det er ikke noget, der bliver taget så tungt. ”Vi satser på at have 30 forskellige bryg på lager til den tid, så finder vi ud af hvordan vi kommer af med det”.
 
Bo fortæller, at hans tilgang til brygningen er jagten på den perfekte øl. Derfor leger og eksperimenterer han, også med ingredienserne. ”Tænk nu hvis man opdager en ny måde at gøre det på”. Der er et paradoks i jagten på den perfekte øl, for som han brygger i dag, vil han alligevel aldrig kunne lave den igen, hvis det lykkedes at skabe den. Naturens gang er nu en gang umulig at kopiere, så indtil videre er det en evig rejse. En rejse han ellers havde sagt til sig skulle stoppe, hvis bryggeriet blev omtalt i Politiken eller Information. Det blev det, uden at bryggeriet blev lukket ned. I stedet drømmer Bo nu om at kunne leve af det.. og en elektrisk maltmølle. Stovt krydser fingre for, at begge dele kommer til at ske.