Brewmance, et navn, der nærmest emmer af Brokeback Mountain på flaske. En øl undfanget efter en svedig omgang one on one mellem Omnipollo og To Øl. Tre måneder på Bourbonfade, og med honning fra et hipt Stockholmsk honningeri. Oh yes, det hele er så rigtigt, at det næsten gør ondt, der hvor det burde gøre godt.
Øllen har stået stakket væk inde i skabet de sidste to år og ventet på det rigtige øjeblik, der aldrig rigtigt kom, og derfor endte med at blive en allerede glemt Champions League-kamp.
Den første tanke, der slår mig, er, at øllet ikke har den fedme, jeg normalt forbinder med fadlagret øl. Kulsyren er minimal, og smagen går i retning af stærk kaffe blottet for bitterhed, en smule sødme og en eftersmag, der bliver hængende, brændt, men behagelig.
Noget er dog ikke helt som det skal være. Indledende tænker jeg, at Brewmance virker vandet og mangler fylde, til trods for smagsmæssigt at være jævnt massiv. Enten er smagen gået tabt, eller livskraften langsomt fadet ud af flasken over de to år den har tilbragt i mit ølskab. Mere sandsynligt, så har Brewmance aldrig været en stor øl, eller nok mest sandsynligt, så har øllet raget noget til sig, der ikke burde have fundet vej i flasken. Øllets udtryk er i hvert fald så ubehageligt sumpet, at det ikke giver mening at forsøge, at tvinge mere ned.
Ærgerligt, og spild af plads. Det er desværre rent gætværk om denne Brewmance ville haft det bedre af at komme ud af skabet tidligere.