Sider

tirsdag den 16. februar 2021

Klummen 46: Den hårde seltzer kommer

Hvis 2020 var noget, så var det ikke ”year of the lager”, det var ”year of the hard seltzer” – i hvert bedømt på de amerikanske medier, hvor der er blevet skrevet stolpe op og stolpe ned om det fermenterede sukkervand, der også så småt er ved at snige sig ind på de danske hylder.

De store har fanget det. Carlsberg har allerede lanceret hard seltzer i et par smagsvarianter under deres Somersby brand, og Royal-Unibrew er på vej med deres version, hvis den ikke allerede er blevet lanceret.

I den lokale bottle shop har jeg også spottet bud på Hard Seltzer fra Omnipollo og Evil Water (Evil Twin), og for nylig meldte Amager Bryghus ud, at de også kommer med deres bud på genren. Godt nok som et bryg i begrænsede mængder, men lur mig om ikke det er testballon, der sendes op for at se om der blæser lune vinde omkring hard seltzer som en mulig udvidelse af sortimentet.

De væksttal, der kan læses for hard seltzer som produktgruppe på den anden side dammen er så voldsomme, at de vil kunne få enhver budgetansvarlig til at knibe en håbefuld tåre. Især i disse Covid-tider. Spørgsmålet er om de tal vil kunne kopieres til danske forhold - og er der en åbning for en ny produktkategori til de mindre danske bryggerier?

Blandt salgsargumenterne for hard seltzers er et lavere kalorieindhold, men vi har i Danmark ikke tradition for alkohol med lavt kalorieindhold som de har i USA med deres light-øl, som Bud Light, Busch Light, Millers Lite osv. Så findes det marked overhovedet i Danmark, eller kan det skabes?

Et andet salgsargument er ønsket om at kunne tilbyde et glutenfrit alternativ, men igen – i USA har langt flere bryggerier deres egen/egne bar(er), hvor det er fantastisk, at kunne sælge et glutenfrit alternativ af egen produktion med bedre dækningsbidrag til følge.

Oplagt ville det være, at spille hard seltzer ud som et alternativ til Bacardi Breezer, Mokai, Somersby og hvad de ellers hedder. Her kan de store bryggerier godt lege med i priskategorien, men har målgruppen til disse produkter interesse i at betale mere for et (måske) mere håndlavet produkt? Jeg tvivler stærkt på, at det er her, at de mindre bryggerier kan finde et kundeunderlag for deres bud på hard seltzer.

Men hvem er så målgruppen?

Kan et bryggeri opnå den samme hype omkring en ny hard seltzer, som det kan omkring en ølnyhed?

Første gang - måske, når bryggeridyrkerne lige skal se giraffen

Anden gang - tvivlsomt.

Selvfølgelig vil man kunne sælge hard seltzer. Som et ikke øl-alternativ på ølbarerne, når de ellers åbner igen. Som ready to drink. Som… hvad fanden ved jeg.

Men, hvor meget kan man sælge af det? Nok til, at tage det ind som en fast del af bryggeriets sortiment? Nok til at det kan afhælpe de Covid-ramte salgstal? Nok til at satse på det?

Måske.

Jeg er ret sikker på, at vi får svaret i år.