Egentlig troede jeg, at tiden var løbet fra IPAer med så lange levetider, men efter at være stødt på blandt andet en IPA fra Thisted, der var blevet sat fri fra bryggeriet med en bedst før dato, der lå to år ude i fremtiden, der må jeg sande, at sådan er det ikke.
Øl er en friskvare og IPAer er i særdeleshed en friskvare, så meget har vi da lært. Det gælder i hvert fald for de der pænt humlede varianter, jeg mistænker, at en del af dem, der læser med her, drikker fra tid til anden.
Men! Hvor stor forskel gør det egentlig med den klassiske supermarkeds-IPA. Kan man egentlig smage den store forskel på om en IPA er et halvt eller et helt år gammel? Et år eller to? Jeg er begyndt at tvivle.
Og lad mig lige understrege, jeg taler om den klassiske supermarkeds-IPA. Den der gammelskole, lidt for malttunge, unuancerede bitre størrelse, der åbenbart har en fanbase siden den stadig bliver ved med at dukke op i nye forklædninger.
I de nyere varianter med hvede, der kan jeg ikke forestille mig andet end at kroppen vil falde sammen før de to år er gået, men den klassiske supermarkeds-IPA? Jeg forestiller mig ikke, at de har den store mængde af delikate aromahumler, der hurtigt forsvinder. Så længe bitterheden bevares, så skal det såmænd nok gå.
Hvis dine smagsløg i udgangspunktet er tunet ind på, at en sådan øl smager godt, så tror jeg ikke, at du har din bevidsthed så langt nede i glasset, at du er opmærksom på, hvor vidt der er de store udsving i øllets udtryk.
Tanken har strejfet mig, at deponere en flaske eller to i kælderen, for at se hvordan de smager efter to år, men jeg tror ikke, at det er et eksperiment jeg egentlig selv ville gide følge til dørs.
Om den lange holdbarhedsdato er sat på for at glæde butiksbestyrerne, lagerbestyreren eller hvem det skal glæde, det ved jeg ikke. Som et vink med en vognstang om, at den smagsoplevelse, der venter i flasken ikke er langtidsholdbar – i overført betydning forstås – der kan man måske godt glæde sig, hvis man husker at gå udenom.