Sider

mandag den 9. januar 2023

Q&A 2023: Krenkerup Bryggeri

Svarene til årets Q&A pibler stadig frem, i dag er det COO fra Krenkerup Bryggeri, Thomas Glæsner Henriksen, der leverer svarene.

Køb øllene fra Krenkerup Bryggeri her.

1: Hvad var det mest positive i 2022 for bryggeriet?
Det var dejligt, at restauranterne igen kunne holde åbent og blive drevet uden at skulle tage hensyn til restriktioner. Året før gjorde restriktioner, nedlukninger og aflysninger det svært at være restauratør - og dermed også bryggeri. Det er vi forhåbentlig ovre for nu.

Det har også været positivt, at vi i 2022 igen har kunne samle en masse besøgende til vores høstfest. Den sidste lørdag i august hvert år hylder vi ’livet på landet’ med en kæmpe høstfest med fri entré, og efter 2 år med aflysninger var det en fornøjelse igen at se et stort fremmøde.

2: Hvad er det for et nyt år, I som bryggeri kigger ind i?
Vi ser spændte frem mod 2023, og vi er allerede i fuld gang med at planlægge året. 2023 byder på et 15 års jubilæum for Krenkerup Bryggeri, og det er jo i sig selv stort. Mon ikke det skal fejres med en ny øl?

3: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2023?
Bedst som vi slap af med nedlukninger og pandemi, er danske bryggerier nu udfordret af energi- og råvareprisstigninger samt mangel på råvarer. Det vil helt sikkert komme til at præge 2023 for en del bryggerier såvel som andre brancher.

Dertil kommer at folk har færre penge eller holder på pengene. Det vil præge ølsalget - også i 2023.

4: Bliver 2023 udvikling eller overlevelse for den danske ølbranche?
Mit bud er, at vi i første halvdel af 2023 vil se en opbremsning og en konsolidering, hvor et par af de mindre bryggerier formentlig vil nedskalere eller kaste håndklædet.

Når vi så kommer på den anden side af sommeren, tror jeg på, at vi igen ser en udvikling i den danske ølbranche. Dansk specialøl er med sin historie og kvalitet så efterspurgt i markedet, og mon ikke forbrugerne igen vil efterspørge det i både butikker og restauranter.

5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap?
Hmm.. Der er mange, der gør det godt, og det er spændende at følge branchen. Vi har en del danske ølbloggere, der formidler godt og forstår at øge interessen for dansk øl - ingen nævnt, ingen glemt.

(Spørgsmålene er besvaret den 5. december 2022)