Sider

onsdag den 11. januar 2023

Q&A 2023: Too Old to Die Young

Turen går i dag til Sønderborg, hvor Jesper Larsen fra Too Old to Die Young leverer svar til årets Q&A.

Øl fra Too Old to Die Young kan købes her.

1: Hvad var det mest positive i 2022 for bryggeriet?

Det har generelt været et ret vildt første år for os i Too Old To Die Young, hvor der er rigtig mange ting, som er værd at fremhæve. Vi er ret overraskede over nomineringerne til årets bryggeri hos både DØE og DBBA (Danish Beer Blogger Awards), som giver virkelig meget ekstra blod på tanden ift. at gøre det endnu bedre. Men skal jeg fremhæve én ting, så var det at blive inviteret til at deltage på MBCC i maj, som i mine øjne er noget af det største, vi som nyt bryggeri kunne opleve så tidligt i vores levetid. Vi havde det som målsætning på den lange bange at blive inviteret med, så at vi allerede deltog i år er stadig mindblowing for os.

Og helt generelt, så vil vi egentligt gerne bare sige tak til alle de danske øldrikkere, som har taget godt i mod os og givet os en god start i bryggeriet.

2: Hvad er det for et nyt år, I som bryggeri kigger ind i?
Vi har nogle spændende projekter i planen for 2023, som vi glæder os til at tage fat på, og ellers så er vores fokus for 2023 at gøre vores øl endnu bedre. I 2022 har vi været vidt omkring i forskellige øltyper for at lære brygudstyret at kende - vi bliver mere fokuseret og skarpere i 2023.

3: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2023?
Generelt, så forventer jeg, at 2023 bliver et underligt år. Det er virkelig svært at forudse, hvordan det hele udvikler sig. Men der er ingen tvivl om, at alle de danske bryggerier kommer til at slås med alt lige fra stigende priser på energi, råvarer og emballage til leveringssikkerhed fra diverse leverandører.

4: Bliver 2023 udvikling eller overlevelse for den danske ølbranche?
Jeg håber på det første, men jeg frygter, at vi ser ind i et år, hvor de danske bryggerier bliver virkelig presset på økonomien. Vi er i den grad afhængig af støtten fra de danske øldrikkere.

5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap?
Jeg vil gerne sende en high five og en kæmpe tak til nogle af vores fantastiske kollegaer i branchen:
  • Fanø Bryghus, som har været en kæmpe hjælp for os under hele klargøringen af vores bryggeri i Sønderborg og for nogle sjove og gode collabs.
  • Bad Seed har været en stor hjælp, da vi bøvlede lidt med vores dåsekolonne i starten af året.
  • Mikkeller for at invitere os med til MBCC og tage os med deres julekalender.
  • Ebeltoft Gårdbryggeri for super godt samarbejde og ikke mindst gæstfrihed.

(Spørgsmålene er besvaret den 21. december 2022)