Sider

tirsdag den 2. maj 2023

Klummen 65: Byudvikling og nye tider

Henover sommeren kan vi vælte os i nye ølbarer her i Odense.

Bootleggers åbner en af de nærmeste dage, og på et eller andet tidspunkt i nærmeste fremtid åbner Delaney’s også.

Delaney’s bliver spændende at følge.

Med adresse på Tolderlundsvej ligger den udenfor bymidten, men med en placering mellem Skibhuskvarteret og havnen, der ligger den ikke helt skidt.

For et årti eller halvandet siden boede jeg på Malmøgade, der cirka lå en spytklat fra Vikingen – værtshuset, der på det tidspunkt holdt til i lokalerne, hvor Delaney’s nu rykker ind.

Enhver cykeltur ind til byen inkludererede en knytnæve af røg, når den tohjulede kørte forbi stedet. Både inden- og udenfor åbningstiden.

Vikingen var et dagsværtshus af den gamle skole. Jeg var aldrig derinde, men det lå som et af flere værtshuse, der passede meget godt til det gamle arbejderkvarter, som Skibhuskvartet var.

Men tiden stod ikke stille. Skibhuskvarteret blev mere og mere eftertragtet, og byudviklingen på havnen mere og mere intens. Og så en dag sidste år gik Vikingen konkurs.

Udviklingen startede få skridt fra Vikingen, hvor en ældre bygning blev ombygget til ”Fashionable New Yorker-lejligheder” som der vist stod i annoncen, da de skulle sælges.

Der har jeg til gengæld været inde en enkelt gang. Før det blev fashionabelt lå der øvelokaler i huset, og en våd nat med en flaske whisky befandt jeg mig pludselig blandt hiphoppere og mikrofoner.

Tiderne ændrer sig, og det bliver ikke mig, der begræder de brune værtshuses forsvinden. Ikke at alt skal være fint og fancy, men ting har sin tid. Og dagdrikkeri dyrkes ikke af så mange, som det gjorde engang.

Til gengæld har Massageklinikken et par husnumre henne stadig gang i biksen. Deres specialiserede ydelser er der åbenbart stadig efterspørgsel på - eller også er de på anden måde fulgt med tiden.

Hvor der før var røg og sikkert tilbud på sæt, der kommer der så nu 10 haner. Tæt på havnen, tæt på Odenses fineste kvarter og forhåbentlig er stedet levedygtigt og tæt på perfekt.

Jeg glæder mig i hvert fald til at se det.