Sider

tirsdag den 3. januar 2023

Q&A 2023: Svendborgsund Bryghus

Årets Q&A på Stovt skydes i dag i gang. Første mand til at svare på spørgsmål er Bo Abelgren Ehlers fra Svendborgsund Bryghus.

Køb øl fra Svendborgsund Bryghus her.

1: Hvad var det mest positive i 2022 for bryggeriet? 
Vi er lidt overraskede over, at vi ikke er mere negativt påvirket af krisen end vi på nuværende tidspunkt er. Så det er vi rigtig glade for. Vi håber det varer ved. 

2: Hvad er det for et nyt år, I som bryggeri kigger ind i? 
I 2023 er det planen, at vi hjemtager hele produktionen. Det vil sige investerer i større anlæg og endnu en lokation, hvor der skal produceres. Lige p.t. få vi kontraktbrygget en stor del af produktionen, fordi vi ikke kan følge med på vores 1.000 liters anlæg og ikke har plads til at udvide på vores nuværende lokation på Tåsinge. Vi arbejder p.t. på, at etablere produktion i Svendborg. Vi glæder os til at kunne fortælle mere om det, måske vi allerede har offentliggjort, hvad vi gør når dette udkommer. 

3: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2023? 
Det bliver uden tvivl krisen og alt hvad der følger med dette. Det bliver dyrt at være producent og dermed også dyrt at være forbruger. Og det leder mig videre til næste spørgsmål 

4: Bliver 2023 udvikling eller overlevelse for den danske ølbranche? 
For mange bliver det helt sikkert kamp for overlevelse. Og så kan jeg så spørge mig selv, om det nu også er klogt at investere og opgradere i krisetid? Mit svar til mig selv er: Hmmm umiddelbart dårligt tidspunkt, måske burde du vente… Men vi er bare så klar til at hjemtage hele produktionen. Jeg kan ikke rigtig forlige mig med, at jeg brygger en så stor procentdel på kontrakt, og det efter hånden kun er meget lidt, som kommer igennem eget anlæg. Desuden vil vi gerne ned og blande os i et nyt område på havnen i Svendborg, hvor der på sigt bliver meget liv. Og så er det om at slå til først. Om det er galt eller genialt, får vi at se om nogle år. 

5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap? 
Jeg vil gerne fremhæve Bogholderiet i Svendborg. Vi har i mange år savnet en bar med primært fokus på øl. Hyggelig og afslappet atmosfære og med mange forskellige øl så både nørderne og hr og fru Danmark kan være med. Folkene bag Bogholderiet afholdte desuden deres første ølfestival i Svendborg i 2022. En fin debut med hyggelig stemning på havnen i Svendborg.

(Spørgsmålene blev besvaret den 29. november 2022)