Sider

tirsdag den 3. januar 2023

Klummen 64: Revolversælgeren Nick

Det var en vild artikel Information bragte i går. Ikke at bølgerne egentlig gik højt, men der var masser af lumske understrømme gemt i indholdet, der måske nok skal læses to gange før man forstår, hvor vildt det egentlig er.


Med tanke på, hvor meget vi alle har lært om kommunikation i de forgangne år, der har budt på fake news, anti-vaxer-retorik og andet sjovt, der virker det til, direktøren for Bryggeriforeningen Nick Hækkerup vil se, hvad der sker, hvis man hejser alle røde flag på én gang.

Det er eksempelvis børnelærdom, når man arbejder med salg, at hvis du er nødt til at tale konkurrenternes produkt ned for at sælge dit, så har du tabt på forhånd. 

Det er, hvad Nick Hækkerup gør, når han taler om et opgør med ”nypuritanerne og sundhedsparnasset”. Det er øldrikkerne mod de herskende og moralske, det er ”os” mod ”dem” og det emmer af, at det er modparten, der er galt på den.

Det minder langt hen ad vejen om højrefløjens retorik, hvor der graves grøfter og sættes i bås. ”Man er nødt til at forholde sig til, hvem vi er som danskere. Øllet er en del af vores folkesjæl.” Og lige pludselig handler det ikke bare om øl, det er en kulturkamp, det er ”os” mod ”dem”. 

Når Nick Hækkerup taler om at drikke øl ”I kolonihaven om sommeren eller til den årlige vejfest…” så idylliserer Nick Hækkerup ølindtaget ved at slå ned på det vi forbinder med det typisk danske. Øldrikning er ren Morten Korch må du forstå, men hvad ved nypuritanerne og sundhedsparnasset om det.

Jeg vil her indskyde den påstand, at hvis du kun drikker øl i kolonihaven og til vejfesten, så har du en god chance for at holde dig på den rigtige side af det anbefalede alkoholindtag. Så det handler næppe kun om det.

”Nick Hækkerup vil ikke anfægte, at der er videnskab bag Sundhedsstyrelsens anbefalinger, siger han til Information. ”Det har de sikkert ret i…”” Sikkert! Et lille ord, der alligevel fint udtrykker, at man ikke skal tage det forudgående udsagn for troende.

Når Nick Hækkerup siger sikkert, når Nick Hækkerup påstår, at der ikke er evidens for anbefalingen om højst at drikke ti genstande om ugen, så går han ind og underminerer modpartens argumenter ved at så usikkerhed om deres sandhedsværdi. En tilgang vi så uskønt udført en milliard gange i forbindelse med Corona-debatterne. Hvilket igen bringer os tilbage til, at hvis du er nødt til at tale konkurrenternes produkt ned, så har du tabt på forhånd.

Jeg har i denne sag svært ved at se på Nick Hækkerup som andet end en revolversælger, der er villig til at gøre hvad som helst for at afsætte sit produkt, uanset hvor uskønt og utroværdig han må fremstå i situationen. Problemet med den slags sælgere er, at de sjældent holder længe. For når først troværdigheden er væk, så gider ingen lave forretninger med dem mere - og så kommer bryggerierne til at stå med et problem.