Klummen 31: Mylius og den vestjyske diversitet

For nyligt kom nyheden om, at Mylius-Erichen Bryghus i Hvide Sande var gået konkurs. Den nyhed linkede Stovt til og i ordene, der fulgte med linket, nævner jeg blandt andet, at jeg ikke mener, at det er et stort tab. Der kom et par kommentarer til opslaget, og flere var inde på, at det var et tab for diversiteten i Vestjylland. Det har jeg tænkt, at diskutere med mig selv på de følgende linjer.

Jeg har holdt en del ferier i Hvide Sande i løbet af de senere år. Jeg har smagt en del øl fra Mylius-Erichsen Bryghus, jeg har været på rundvisning på bryggeriet og jeg føler egentlig, at jeg har en god føling med, hvad det var for et output Mylius-Erichen Bryghus havde. Det var lokalt: Ja, men godt: Nej. 

Jeg tror ikke jeg forstår, at det skulle være godt for diversiteten, at der bliver sendt dårlige produkter på markedet. Et standpunkt, der ligger i forlængelse af, at jeg heller ikke mener, at det er et sundhedstegn, at der kom 1622 nye øl på markedet i 2017. Antal og alternativer er ikke en kvalitet i sig selv, hvis kvaliteten på produktet ikke er okay. 

Hvis kvaliteten på øllet ikke er god, så beriger øllet heller ikke med noget, tværtimod så står det i vejen for, at bedre øl kan blive afsat. Men sådan fungerer markedskræfterne, og det er heller ikke dem jeg argumenterer imod her. 

Jeg kan sagtens se, at der går noget identitet tabt når det lokale bryggeri lukker. Ligesom, hvis kroen lukkede. Men hvis kroen har trukket lutter dårlige anmeldelser og sure smileys, hvori består tabet så?

Jeg har ikke smagt øl fra Mylius-Erichen Bryghus, der ikke fik baghjul fra eksempelvis øl fra Jacobsen. Hvad er så værdien ved et lokalt produkt, hvis det industrielle alternativ er bedre? Hvad beriger det så udbuddet med? Altså andet end at det er lokalt. Kast øllen rundt i glasset alt det du vil, stik næsen ned til glasset, lad øllet gang på gang løbe over tungen, og gentag det lige så mange gange du lyster- du kan ikke smage, at det er lokalt. 

Det er selvfølgelig træls, at folkene bag Mylius-Erichsen Bryghus ikke har evnet at løfte opgaven og skabe et alternativ, der er bedre end, hvad de store bryggerier kan levere. Og der findes mange af den slags bryggerier herhjemme. Men med mindre de kan opbygge en fandens god gang storytelling omkring bryggeriets opståen og eksistens, eller skabe en solid lokal kundebase, der ikke er så kritiske med, hvad de putter i munden (eller mere tænkeligt: Ikke ved bedre), så går de den samme skæbne som Mylius-Erichsen Bryghus i møde. 

Et tab? Tjoh, måske den lokale identitet får et par ridser i lakken. Diversiteten? Den brokker sig næppe, så længe det betyder, at den gennemsnitlige kvalitet bliver hævet.

Rundvisning på Mylius-Erichsen Bryghus

Hvide Sande er det perfekte sted at forsvinde hen, når man lidt uden for sæsonen ønsker Vesterhav, havnehygge og ro på drengen. Det er en by, der rummer det fornødne og har langt til alt andet, og således det ideelle getaway. Der er dog kommet en ny attraktion i bymidten, efter at Mylius-Erichsen Bryghus har hevet teltpløkkerne op i Ringkøbing og fundet sig et nyt domicil på Auktionsgade i Hvide Sande. Og da der udbydes rundvisninger med indlagt smagning på det nye sted, virkede det næsten uhøfligt ikke lige at kigge forbi når nu jeg var i byen. 

Når du træder ind på Mylius-Erichsen Bryghus, så træder du ind på lageret, hvor et par paller flaskeøl synes at være det eneste organiserede blandt en masse rod. Flaskeøllene er dog kommet udenbys fra, da bryggeriet får brygget alt sit flaskeøl i Nibe, men planen og håbet er, at der vil blive indkøbt en flaskemaskine inden årets udløb. 

Vi ankom ti minutter for tidligt til et tomt bryggeri, hvor vores vært endnu ikke var dukket op. Det gjorde han dog få minutter senere, og vi kunne fra vores venteposition på lageret følge med i hans klargøring til smagningen. Øllet blev skænket fra serveringstanke over i plastikkander, hvor de fik lov til at vente sammen med os andre på at rundvisningen skulle gå i gang. 

Det gjorde den, men først da der var gået endnu ti minutter kunne vi hælde øllet fra plastikkanderne over i vores uddelte plastikkrus. Der blev budt velkommen og lagt op til, at første øl nu kunne smages. ”Kan i gætte hvad det det er?”. Mit bud var pilsner. En kedelig, smålunken fladøl af en pilsner! Det skulle vise sig, at være bryggeriets Saison med hyldeblomst. Fuldstændig død og smadret af den elendige behandling øllet havde fået siden det forlod tanken. Sådan var det hele vejen igennem. 

Vores vært var en flink fyr, ingen tvivl der. Og da snakken gik efter rundvisningen og han talte frit, var han også ganske vidende. Men under smagning og rundvisning var han ganske enkelt ikke klædt på til at udfylde jobbet. Han bestred et lignende job hos Stauning Whisky, og trak virkeligt mange tråde på tværs af Ringkøbing Fjord til sin anden arbejdsgiver. Fair nok, han var nystartet i stillingen, men der manglede en basal forståelse at både øl og ølproduktion. At han ikke var blevet klædt rigtigt på er både/og hans skyld. Han kunne vælge, at sætte sig bedre ind i materialet, men det er vel i sidste ende Mylius-Erichsen Bryghus, der er ansvarlig for oplæring af deres ansatte. 

Set i bagklogskabens klare lys er den vare Mylius-Erichsen sælger med deres rundvisninger, heller ikke noget man skal blive klogere af, men mere en undskyldning for at drikke noget øl og foregive, at det er andet og mere end det. Der var rigeligt i kanderne, og havde vi bedt om det, var der sikkert også blevet hentet mere. Det er for 100,- sludder for en sladder med indlagt fadøl. 

Rundvisning er også et stort ord, for alt er mere eller mindre samlet i det samme lokale og kan ses fra der, hvor man bliver stillet til at starte med. Bryganlæg, gæringstanke, lagertanke samlet i en vinkel af under 180 grader i forhold til der, hvor jeg stod. Eneste virkelige pluspoint blev uddelt i maltrummet, hvor vi fik lov til at dufte forskellen på Stauning Whiskys røgmalt og en standard røgmalt (Castle Malting). Forskellen var som forskellen på Grand Canyon og hullet i en dårligt vedligeholdt villavej, og den sødlige røgsmag fra de par korn jeg pillede op af spanden og smagte på blev hængende behageligt længe. 

Vi forlod bryggeriet lidt mere en time ældre, og en fattig oplevelse rigere. På Mylius-Erichsens Facebookside er der med Caps Lock slået til skrevet ”VESTJYLLANDS BILLIGSTE FADØL!”. Sådan som de behandler det, er det rart, at prispolitikken i det mindste er i orden.