Viser opslag med etiketten Christian Firtal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Christian Firtal. Vis alle opslag

mandag den 15. maj 2023

Pale Ale festival 2023

Ses vi til …?

Og nej, har svaret lydt de seneste uger, når nogen har spurgt om min tilstedeværelse til forskellige ølfestivaler.

Jeg gider ikke små glas og mange mennesker, og jeg gider ikke længere bruge tid på transport for at smage øl.

Så nej.

Jeg har været til én egentlig ølfestival i mit liv og jeg behøver ikke opleve flere af dem.

Bortset fra Pale Ale Festival.

Christian Firtals lille lokale perle, der byder på et ølkort så fyldt op med IPA, APA, DIPA und so weiter, at det virker som en ensporet temafest, hvilket dét jo så også er.

Vejret lover desværre ikke for prangende, hvilket er trist, for der har andre år været noget næsten rituelt over at komme hjem med en mindre forbrænding i ansigtet efter lidt for mange timer i solen.

Forleden blev årets ølliste så gjort tilgængelig online. Lidt over 140 linjer skulle der til for at nå øllene igennem.

Der er gamle kendinge og masser af nye navne – også på bryggerilisten.

Jeg kunne da godt få en eftermiddag til at gå med at drikke favoritter som Mango Mussolini fra Fanø Bryghus eller Wildflower fra Ebeltoft Gaardbryggeri.

Det er øl, der har de kvaliteter, der for mig kendetegner en god IPA, APA und so weiter. At de er værd at bestille igen, når den første er drukket.

Det er så en af fordelene ved at have skrottet Untappd for et par år siden. Der er ingen stress, ingen nyheder, der skal tikkes af, det gælder egentlig bare om at finde et godt glas øl og så skide højt og flot på, om indholdet er det samme dagen ud – bare selskabet er godt.

Til min store glæde er der også et par sorte IPA’er på øllisten. Bridging the Gap fra Dry & Bitter og Malaphor fra Gamma Brewing måtte da godt være koblet på en hane, når jeg kigger forbi.

Vanen tro byder årets Pale Ale Festival også på et par øl brygget til anledningen. Ølsnedkeren byder ind med Bedre sent end aldrig, en West Coast IPA på 5% og fra Åben kommer der Pif, Paf, Knud, en Pale Ale på 4,8 %.

Netop de lave procenter synes at fylde på årets liste. Ikke på en dominerende måde, men der synes at være en del af dem. Ingen klager herfra.

Pale Ale Festival starter på torsdag og det skal nok blive godt. Som altid. Du kan endda bestille dine øl i almindelig glasstørrelse, hvis det er det du ønsker.

fredag den 12. oktober 2018

Kalmarunionen indtager Christian Firtal

Kalmarunionen! Ifølge Wikipedia ”… en personalunion mellem kongerigerne Danmark, Norge og Sverige, som blev oprettet i 1397 og varede til 1523”, men ifølge Stovts sociale kalender er det en fællesnordisk tap takeover på Christian Firtal, der går ned fra torsdag d. 18. oktober omkring middagstid til baren lukker lørdag d. 20 oktober.

Hver af de tre dage vil du kunne finde én IPA, én DIPA, én Sour og én Imperial Stout på hanerne fra hvert af de tre deltagende lande, hvilket giver 12 tematiserede øl pr. dag. Bryggerilisterne er ikke 100% på plads endnu, men forvent svenske øl fra O-O Brewing, Omnipollo, Brekeriet, Brewski og All In Brewing. Norge bliver repræsenteret af Lervig, Ægir, Aamundsen og Cervisiam, alt imens vores engang så stolte fædreland blandt andet bliver repræsenteret af Braw, Gamma, Dry & Bitter Brewing og Amager Bryghus.

Som det plejer at være når Christian Firtal ruller en begivenhed ud, så er de gule poletter gangbar mønt. Der bliver smidt stemmesedler i baren, så dagens bedste øl kan kåres og der trækkes én ”bland din egen femmer” blandt dagens stemmer.

Arrangementet kan findes på Facebook her.

mandag den 30. april 2018

PAF 2018

Den 10. maj, når både den store og den lille viser står på 12, der åbnes der op for årets Pale Ale Festival på Christian Firtal. Langt hen ad vejen bliver det business as usual, men da Stovt var forbi Christian Firtal for at høre om årets festival var det et nyt ansigt, der sad på den anden side bordet og fortalte. Sine Hansen-Nord har siden februar beklædt barchefrollen på Christian Firtal og det er ikke uden en vis æresfrygt, at hun nu træder ind som ansvarlig for årets PAF, men bakket op af bartendere, der har været med før går hun også ind til festivalen med en solid tro på, at det hele nok skal lykkes.

Det bliver som sagt business as usual i år. De ændringer der er, ligger i detaljen. Eksempelvis kommer vi til at se flere sorte IPAer i år, og det af den simple grund, at det er her en af Sines præferencer ligger. Der kommer bud på genren fra blandt andet Hornbeer, Humleland, Warpigs/People Like Us og italienske Birrificio Rurale. Birrificio Rurale er ikke det eneste italienske bryggeri på øllisten. Det ligeledes italienske bryggeri Hammer er også at finde på listen. Når man ser øllisten fornemmer man også, at den er sat sammen på en anden måde end de senere år. Sine fortæller, at man har forsøgt at blande kortene anderledes i år ved at tage færre forskellige øl ind fra de forskellige bryggerier, for så til gengæld at kunne tage flere bryggerier ind.

Foreløbigt ser bryggerilisten således ud: Warpigs, Flying Couch, Amager Bryghus, BRUS, Mikkeller, Dry&Bitter, Gamma, Beer Here, Åben, Ebeltoft, Humleland, Hammer, Birrificio Ruriale, Omnipollo, Põhjala, Siren, Edge Brewing, Tiny Rebel, Adnams, Fourpure, BBno, Thornbridge, Vocation, Gipsy Hill, Founders, Stone, Lagunitas, O/O, Beerbliotek og Brewski

Fokus til PAF bliver som altid IPA, APA, DIPA, NEIPA og hvad ellers forkortelser, der finder inden for genrerne. Et par enkelte humlede Sours og Wits finder også vej til kortet, casktilhængerne bliver ikke snydt og dukker man op uden at gide drikke øl indenfor temaet, så bliver der også fyldt på flaskekortet før festen går i gang. Skulle sulten melde sig, så står genboen Foodstall klar med en art grillmad, der endnu ikke helt er fastlagt.

Vanen tro vil der komme flere indlæg på Stovt om årets festival og har du ikke nok i det, så kan begivenheden følges på Facebook her.

mandag den 8. maj 2017

Pale Ale Festival 2017: Ølliste Ebeltoft Gaardbryggeri

Endnu en dag, endnu en ølliste til PAF 2017, der løber af stablen i næste uge. Dagens ølliste er hentet ved snotklatten på Jyllands næse, der ligger jorder til Ebeltoft Gaardbryggeri. 

Ølliste PAF 2017, Ebeltoft Gaardbryggeri: 
- Skunk Jam (IPA)
- Grisette (Grisette)
- Lust for Life (Pale Ale)
- Wildflower (IPA )
- Wild Hop Ale (Farmhouse Ale)
- Man of Appetites (Double IPA)
- Le Sacre (Saison)

torsdag den 4. maj 2017

Pale Ale Festival 2017: Premiere på NE-IPA fra Ugly Duck

Der tælles stadig ned mod næste uges Pale Ale Festival på Christian Firtal, og i dag kan der berettes om en nyhed fra Ugly Duck, der næste vil kunne opleves på PAF, men også til Mikkeller Beer Celebration Copenhagen, hvis man er på de kanter.

Undertoad er Ugly Ducks bud på en 7% New England IPA. Brygget med Citra, Simcoe, Mosaic og Ekuanot, og derefter tørhumlet med mere end tre gange så meget humle som der normalt bruges til tørhumling på de kanter. På maltsiden er der brugt Pale Ale, hvede og valset havre. Resultatet er ifølge bryggeriet blevet en ”uklar, frugtig og bitter øl, lige præcis som typen foreskriver det.

Udover Undertoad kan man på PAF smage Obama og Amarillo/Citra fra Ugly Duck.

tirsdag den 2. maj 2017

Pale Ale Festival 2017: Amager Bryghus line-up

Årets Pale Festival Festival på Christian Firtal nærmer sig, og så småt begynder det at slippe ud, hvad der er i vente. En af de øl, der bliver mest spændende at sætte tænderne i bliver den Session IPA som Amager Bryghus har brygget til lejligheden. 

”The Lady of the Lake” bliver en 4,5% Session IPA. Der er ikke tale om en New England-style IPA som sådan, men lidt maltet havre giver den en smule moderigtig haze. Den er bitterhumlet med Columbus, og både tørhumlet og late-hopped i Whirlpool med Cascade, Lemondrop og Citra. Anslået IBU omkring de 25. 

Man kan møde følgende øl fra Amager Bryghus på Pale Ale Festival 2017: 
- The Lady of the Lake Baby 
- Mosaic IPA 
- Tibidabo 
- The Fascinating Strasbourg Dance Craze 
- Kåååd 
- No Rice & Curry Lust 
- Todd - The Axe Man 

mandag den 1. maj 2017

Pale Ale Festival 2017: The basics

Jeg tog forleden til pressemøde for den kommende Pale Ale Festival, der i år finder sted 11-14 maj i og omkring Christian Firtal. Stovt har i de senere år talt ned til årets udgave af PAF og 2017 bliver ingen undtagelse. 

Festivalen rummer ingen store overraskelser i år, det kommer langt hen ad vejen til at være business as usual. PAF kommer i år til at byde på +120 øl, heraf to styk, der er brygget specifik til PAF. Amager Bryghus byder ind med ”The Lady of the Lake”, der er en 4,5% Session IPA, mens Dry & Bitter Brewing Company byder ind med Shaggy Pale Ale, der er en APA på 5,2%. 

PAF kommer i år til at byde på øl fra Ebeltoft, Stigberget, Brewski, Gamma, Brus, Northern Monk, Burning Sky, Evil Twin, Guineu, LOC, Jolly Pumpkin, Borg, Four Pure, Gypsy Hill m.fl. Vanen tro bliver der sessionskift klokken 18. De præcise øllister offentliggør Christian Firtal i dagene op til PAF. 

Maden står der Salinaz på, der kommer til at servere sliders festivalen igennem. Søndag bliver der et tømmermandsarrangement, der kommer til at byde på løgnturnering, en best of af slatter fra de foregående dage og mad fra Werners Grill. 

Følg arrangementet på Facebook.

tirsdag den 30. august 2016

Ny ølbar i Odense

Sommeren over har Odense fået en sværm af nye vinbarer, men nu hvor sommeren går på hæld, synes der endelig at ske noget på ølfronten. I starten af oktober bliver Odense nemlig beriget med en ny ølbar.

Navnet på stedet bliver Dunkbar, beliggenheden bliver Jernbanegade 24 og bag baren står to velkendte ansigter, nemlig Peter Pagh og Stefan Lund Jørgensen, der begge er involverede i Howling Monkey og har stået bag baren på Christian Firtal.

Dunkbar bliver udstyret med 10 fadølshaner ud fra en less is more tankegang, hvor man hellere vil være kræsne med, hvad der kommer på hanerne end at have kedeligt fyldøl og øl, der får lov til at stå og blive gammelt og kedeligt på kortet. Det skal ikke forstås således, at man er snobbede i forhold til, hvad der kommer på hanerne. Som Peter formulerede det ”så er der intet i vejen med at tage eksempelvis en Founders All Day IPA ind, så længe den er frisk”. Kan hanerne ikke fyldes op med tilfredsstillende indhold, så vil man også hellere lade hanen stå tom end smide et fad på, bare for at smide noget på.

Udover de ti haner, er det planen at opbygge et ølkort med fokus især det sorte og det sure øl.

Der kommer ikke til at blive serveret hverken spiritus eller vin, til gengæld får man to haner med cocktails på fad.

Foreløbigt står lokalet ribbet for interiør, så der ikke noget at se, men man går efter at skabe en moderne udseende ølbar, der fremstår lysere og mere moderne end det gængse værtshus. Der kommer til at blive 35-40 siddepladser i lokalet. I kælderen er der et lokale, der skal bruges til smagninger og arrangementer, som i tilfælde af pres også kan åbnes op og bruges som floodgate, hvis man har brug for 20 ekstra pladser. Åbningstiderne bliver til 23 i hverdagen, og til 01 i weekenden. Der er endnu ikke fastsat en åbningsdag, men går alt efter planen bliver det primo oktober.

tirsdag den 26. april 2016

Pale Ale Festival 2016

Femte til ottende maj går årets Pale Ale Festival på Christian Firtal ned. Fire dage med humlede øl i alle afskygninger og den eneste ølfestival jeg kan prale af, at have været til mere en enkelt gang. I sidste uge satte jeg mig ned med en danskvand og Thilde, der til dagligt huserer bag baren, og tog en snak om årets festival. 

Den gode nyhed er, at har man svært ved omstilling, så bliver man ikke udfordret det store i år. Mange af årets ændringer ligger i den praktiske afdeling, men der kommer alligevel til at ske små nye tiltag. Antallet af haner i teltet, bliver udvidet til 12, således, at der er 32 haner i spil. Der bliver i år kun sessionskift fredag og lørdag, til gengæld er programmet udvidet med en BBQ søndag. Poletsystemet forsætter som man kender det, og inspireret af andre festivaler indfører man i år vandposter, hvor man kan skylle glas. 

Der bliver i år brygget to øl specielt til Pale Ale Festival. Fra Amager Bryghus kommer Springtime in Tårnby, der udover at plagiere Carl Nielsen, er en Session IPA på 4,8%. Fra Ugly Duck kommer Obama, en APA på 4,8%, brygget med Magnum, Mosaic og El Dorado humle. Obama vandt ved det fynske mesterskab i håndbryg, og bag opskrifter står blandt andet Stefan Jørgensen, der arbejder som bartender på Christian Firtal. 

Christian Firtal har bevidst valgt, at skære i antallet af særbryg, da de tidligere har fyldt godt på ølkortet i tiden, der fulgte Pale Ale Festivalen. Til gengæld har det gjort det muligt, at bestille langt mere varieret ind i år. Der er bestilt over 100 forskellige øl ind, blandt andet kan man glæde sig til øl fra AleSmith, Brew By Numbers og Prarie Artisan Ales.

tirsdag den 26. maj 2015

Pale Ale Festival 2015

Årets Pale Ale Festival løb i år af stablen i dagene fra 14-17. maj. Stovt nåede forbi både torsdag og lørdag, og havde, som det har været tilfældet de foregående år, a hell of a time. 

Hvad er det, der driver en over gennemsnittet begavet mand, med grånende tindinger og kollisionskurs mod de 40 ud i at drikke sig over promillegrænsen to dage næsten i rap, når tømmermændene med alderen er gået fra et fartbumb på vejen til en god grund til at gennemtjekke vilkårene for ens livsforsikring? Jeg bilder mig ind, at det er glæden ved at indtage en cocktail af ting, der måske ikke er så odiøse, men som hver især bibringer mig en del glæde i hverdagen. Christian 4tal, humlet øl og en hulens masse mennesker jeg kender både godt og knapt så godt er i hvert fald alle på den liste. 
Torsdag blev udlevet i baren med masser af småskubben og undskylden fra de mennesker, der forsøgte at kæmpe sig frem til at kunne bestille, der hvor vi nu engang havde valgt at placere vores stole. Dagene var som sidste år inddelt i sessions, og torsdagens var på papiret det stærkeste udspil. Jeg havde i hvert fald disse seks øl i tankerne, der skulle smages. 

Amager – That Amager Feelin’ 
Dry & Bitter – Ever Glow 
Ølsnedkeren – Fyn Er Cream 
Beerbliotek – Jester IPA 
Howling Monkey – Fritzl 
Fanø – Black Ryenoceros 

Alle kunne de noget, men best in show, og det gælder i øvrigt for hele Pale Ale Festivalen (Batch 1000 ikke medregnet) var That Amager Feelin’ fra Amager Bryghus, der igen, igen, igen understregede, at når det gælder humlede øl, så er der ingen hverken over eller ved siden af Amager Bryghus herhjemme. Jeg nåede at kaste flere poletter efter den, og lukkede da også aftenen ned med en pint af samme. 
Lørdag var lig møgvejr, og frisuren jeg så nydeligt havde sat hjemmefra blev undervejs til Christian 4tal omdannet til en retro grydeklip af vejret, der var mere end gavmild med regnen i den tid jeg befandt mig på min cykel. Det betød også fuldt hus i både telt og lokaler, hvilket betød at vores pladser de første mange timer var i ly under et halvtag, mens andre mere modige gemte sig væk i de af festivalen uddelte regnslag og under de parasoller, der burde have skærmet festivalgæsterne for solen. 
To øl skilte sig ud lørdag. Dels Batch 1000, som jeg for første gang fik smagt var fra fad. Det har været nævnt før, men kan sagtens siges højt igen. Den øl er et mesterværk. Gennemtænkt og gennemført. Og så var der Circle Jerk fra Horrible People. En 6,6% sort IPA, bitterhumlet med Chinook og dobbelt tørhumlet med Soriachi Ace. En øl som jeg efterhånden har været med til at brygge en del gange sammen med Alex Rock fra Rock On Beer, og nu altså kunne finde på hane 12 til årets festival. Brygger kan jeg ikke kalde mig, men det kræver vist ikke andet end et fuldskæg og lidt skryden, at kunne kalde sig øldesigner, så det er hermed tilføjet mit visitkort. Desværre oplevede vi den lidt halvflad, hvad vi stadig går og tænker lidt over. Et par dage før da vi testede den, var den perfekt sprød, men et eller andet er smuttet. Ingen har dog givet den under tre stjerner på Untappd, så helt ved siden af har den heller ikke været.

Tak til Christian 4tal for endnu engang at hive Pale Ales m.m. op på den piedestal, hvor de hører hjemme, det må i gerne gøre igen.

tirsdag den 12. maj 2015

Pale Ale Festival 2015: Horrible People

Til årets Pale Ale Festival kan man lørdag aften smage en nyhed i form af Circle Jerk fra Horrible People. Circle Jerk er en sort IPA på 6,6% med en IBU på 80. Der er brugt Chinook som bitterhumle, mens al aromahumlen er Soriachi Ace. Trods den høje IBU er resultatet blevet en let drikkelig IPA uden den store bitterhedsintensitet, men med en markant eftersmag, hvor smagen af Soriachi Ace giver Circle Jerken sin personlighed.

onsdag den 22. april 2015

Pale Ale Festival 2015: Ølliste fra Amager Bryghus

Tiden nærmer sig for årets Pale Ale Festival, der i år finder sted fra 14. -17. maj. Det betyder også, at der så småt åbnes op for, hvad der kommer på hanerne. Første bryggeri, der er blevet offentliggjort en ølliste fra er Amager Bryghus, der stiller med følgende hold:
 
- Batch 500
- Batch 1000
- Bunddeutscher IPA
- Chocolate Spring (sort)
- Commander Cody’s Calypso Club
- Envy
- Kåååd
- Los Valentinos
- Lubricated Ewok
- Orange Crush 
- Reepicheep’s Revenge
- Shadow Pictures - Skyggebilleder
- Southern Peach
- That Amager Feeling
- The Black Madonna (sort)
- The Great, White Hope
- Todd - The Axe Man

fredag den 23. maj 2014

Stemningsrapport: Pale Ale Festival 2014

Jeg tror nok mere på, at vor herre er på Christian Firtals side, end jeg tror på vor herre selv. Hvem end, der sidder og trækker i trådene til vejret, pakkede i hvert fald nedbøren væk, og lod vejret mildne, så tørstige sjæle kunne komme tørskoet ned i Vintapperstræde, og tage del i de glæder, der blev serveret. Selv nåede jeg kun forbi en enkelt gang, men da den enkelte gang strakte sig over otte timer, var det med en vis mæthedsfornemmelse i forhold til humlede øl, at jeg vågnede op lørdag morgen. 

Fredag eftermiddag landede vi lidt over midt på eftermiddagen, og fik os tiltusket et bord i udkanten af den menneskemængde, der havde bænket sig udenfor Christian Firtal. Fremmødet var imponerende, det til trods for, at temperaturen var et par grader lavere end sidste år. De fleste tilstedeværende syntes udstyret med et af de stempelkort, der gav adgang til ti 20cl fadøl for det, der cirka svarede til nis pris. Således også vores bord. En let måde, at komme hurtigt til sine øl uden at skulle rode med dankort eller det sidste ral fra fastelavnsbøtten. 
Indenfor blev baren betjent af en hel håndfuld bartendere, alligevel strakte køen sig af flere omgange hen til døren, uden at det dog var fordi den stod stille. Øltavlen skiftede løbende udseende i takt med at haner løb tør, og andet skulle fyldes på. Ved 18-tidenblev den mere eller mindre visket ren for at gøre klar til aftenholdet, et uden tvivl godt taktisk træk, jeg havde i hvert fald i løbet af de første par timer nået det jeg ville på eftermiddagsudgaven af tavlen. 

Der var annonceret et fokus på humlede øl af sessionstyrke, og det løfte blev indfriet. Både inde i selve baren, og i den til lejligheden sammenflikkede Bar’ 5%, hvor der var lidt over en håndfuld haner at gøre godt med. Gemt (lidt for godt?) væk i en tom butik, to husnumre fra selve Christian Firtal, løb der her kun øl under 5% fra hanerne. Den ene af dagens anker, var dog også gemt væk i Bar´ 5%. Af en eller anden grund kunne der kun købes halvliters fadøl herinde, en kende irriterende, da der var flere på kortet jeg gerne have prøvet i en størrelse small, og det med at forsøge at fordele en stor fad i tre mindre glas skulle vise sig, at være et værre svineri. 
Lad mig også bare få dagens anden anke ud af systemet med det samme, for selvom det var fint med muligheden for at købe tapas, så havde det været rart med muligheden for at købe noget lidt mere mættende kost fra for eksempel en pølsemand eller lignende. Bevares, McD er at finde på den anden side husrækken, og så langt skal man heller ikke strække sig for at finde en pizza, men når først man er blevet sat er det rart med alt samlet på et sted. Det ødelagde dog på ingen måde dagen, og jeg overlevede da også perioden mellem aftenens ene pose salt & vinegar chips, og frem til den kebabmix jeg fik slæbt med hjem, uden at dø af sult. 

Dagens ølmæssige højdepunkt blev Dude fra Flying Couch, og i den anden ende fik Coisbos Batch no. 9 mig til at tænke på den klassiske Monty Python joke, hvorfor amerikansk øl er like making love in a canoe? (Fucking close to water). Ellers var der mange fine indslag, hvor især Ebeltoft Gaardbryggeri, Amager Bryghus og Munkebo Mikrobryg skal have et skulderklap med på vejen. 

Efter mange timers ølindtag fik den ene af bordets herrer nok, og valgte at bestille en runde George/Mikkeller som modvægt til at det bitre. Ingen af os blev rigtigt os selv mere den aften. Jeg valgte at trække stikket, da jeg så småt havde svært ved at huske, hvorvidt jeg havde købt titurskort, ellers betalt alle forlystelserne ved indgangen. 

Det er ikke for sjov, at jeg har glædet mig til årets Pale Ale Festival. Som lokal får man hilst på mange ansigter man kender, som ølbegejstret får man hilst på en masse øl, man ikke kendte, og næste år gør vi forhåbentlig det hele igen.

onsdag den 14. maj 2014

Nedtælling til Pale Ale Festival - #7 Munkebo Mikrobryg

Så er det i morgen, at Pale Ale Festival 2014 tager sin begyndelse. Det betyder også, at Stovts nedtælling til festivalen nærmer sig sin ende. Vi slutter lokalt hos Munkebo Mikrobryg, der har følgende fem nyheder med. Med undtagelse af Festival Pale Ale er alle eksperimenter, der er brygget specielt til Pale Ale Festivalen, og der er kun brygget et enkelt fad, af hver af dem. 

- Gin & Tonic IPA (Enebær IPA) - 7,6%, 82 IBU 
- Dark IPA Lager - 6%, 62 IBU 
- Blueberry Wheat Ale - 5,2%, 20 IBU 
- Festival Pale Ale - 4.6%, 18 IBU 
- Late Hopped Wheat IPA - 6,2%, 70 IBU 
 

tirsdag den 13. maj 2014

Nedtælling til Pale Ale Festival - #6 Amager Bryghus

Amager Bryghus har leveret mere eller mindre alt, hvad de har af bitre øl i sortimentet til årets Pale Ale Festival. Ingen egentlig nyheder fra lorteøens ølhelte, men blandt det leverede finder man to øl, der blev introduceret til de hungrende masser ved den nys overståede CBC. 

Bunddeutscher IPA 6,3% - Tysk IPA. 
Tysk brygkunst er kendt for et knæhøjt bundniveau, hvor der er langt mellem de deciderede missere. Men samtidig er traditionerne så konservativt fastforankrede, at det kan virke hæmmende på innovationen. Dog er tingene så småt i skred også i Tyskland, hvor små bryghuse med unge bryggere eksperimenterer med utyske stilarter. Og også blandt de tyske humleproducenter har man godt hørt, at der efterspørges andre varianter end de klassiske og efterprøvede. Og det er to af disse helt nye tyske aromahumler, som vi prøver af i denne tyske IPA. Hüll Melon giver som navnet antyder mindelser om (honning)melon og måske litchi, men Mandarina giver friske citrusnoter. Og under dette leverer arbejdshesten Herkules en god basisbitterhed. Vi er slet ikke ude at antyde, at dette er IPA’ernes Mercedes eller Porsche, men måske snarere en fornuftig Opel Ascona….i en lettunet version med gule fartstriber. 

Shadow Pictures 8% - Double IPA. (Samarbejdsbryg med Grassroots Brewing) 
Shaun Hill – magiker, excentriker, troldmand og en af den moderne ølverdens helt store personligheder. I enhver henseende så langt fra typisk Tårnby drengerøvsmentalitet, som man kan forestille sig. Men på trods af dette – eller måske netop på grund af dette – blev Shaun en god ven af Amager Bryghus, hvor flere øl kom til verden som resultatet af et frugtbart samarbejde, mens Shaun selv arbejdede som brygger på Nørrebro Bryghus. Da vi i juni 2013 besøgte New England var det derfor kun naturligt, at vi slog forbi Shauns gårdbryggeri Hill Farmstead – absolut in the middle of nowhere. Vi fik skideballer af Shaun, da vi kom til at tømme et par af hans fade med god Saison, men det var alt sammen glemt, da vi dagen efter bryggede “Shadow Pictures Of A Journey” – en ren og næsten fornærmende letdrikkelig Double IPA fyldt med de sprødeste aromahumler. “Shadow Pictures – Skyggebilleder” er vores fortolkning af samme øl, som opstod den dag hos Shaun i Vermont. 

Nedtælling til Pale Ale Festival - #5 Nordic Brewing Co.

Virkeligheden er nu kun to dage fra, at Pale Ale Festivalen starter, og Stovt har i dag samlet sin menighed for, at give en kort prædiken om den nyhed som Nordic Brewing Co. præsenterer på festivalen.

Humle Over Fjorden 6% -Amerikansk IPA– IBU 51
Denne amerikansk inspirerede IPA er brygget med en passion om at lave en øl der var humlet uden at blive for bitter. Den er brygget med et humleindhold på 13 gr./liter og med Columbus som bitterhumle og Amarillo som aroma -og tørhumle, hvilket betyder at smagen og aromaen trænger ind som et orgie af citrusfrugter, der har fået ordre til at gøre deres indtog. Trods sine 6 pct., er Humle Over Fjorden en lækker tørstslukker i sommervarmen

mandag den 12. maj 2014

Nedtælling til Pale Ale Festival 2014 - #4 Humleland

Stovt forsætter nedtællingen til Pale Ale Festival 2014 og har grebet i Michael fra Humleland for at få ham til at fortælle, om de nyheder bryggeriet har med til festivalen.

Premiereøl i Odense - brygget til Pale Ale Festivalen og har ikke været udskænket før


Den Tropiske Session 4.5 % - Session Hvede IPA - IBU 47 
Lige dele Pale Ale malt og Hvedemalt danner maltbunden til den lette hvede IPA. Humlet med Columbus, Calypso, Citra og Galaxy.

Den Tyske Mandarin 4.5 % - Session IPA - IBU 45 
Latehopped session IPA med tysk Mandarina Bavaria humle. En datter af Cascade humlen med frugtig aroma af mandarin og citrus.

BælleSæsonen 5.8 % - Saison - IBU 24 
Frugtig fransk sæson humlet med Australsk Galaxy og Amerikansk Belma der giver noter af ananas, melon og jordbær.

Disse 2 bryg er nye fra Humleland men har sandsynligvis været skænket på en bar i København inden festivalen.
Den Skallede Citron 5.8 % - Amerikansk Wheat - IBU 21 
Indisk koriander bombe med Szechuan peber og "tørhumlet" med frisk citron og appelsinskal. Humlet med Nelson Sauvin, Galaxy og Citra

Nelson i Normandiet 7.2 % - Fransk Saison - IBU 26 
Saison voldhumlet med New Zealandsk Nelson Sauvin humle. Krydret med ingefær, peber, stjerneanis, frisk citron og appelsinskal. Tørhumlet med Nelson Sauvin og Galaxy

Disse 2 øl er nogle vi har lavet før men Chaufføren er ændret i både malt, humle, gær og procent. Det Gule Akvarium er i den originale version - smager ligesom DM vinderen fra 2012. Første gang den er tilgængelig kommercielt.
 Chaufføren 3.5 % - Amerikansk Blond Ale - IBU 23 
Drikkevenlig og let humlet med Falcorners Flight. Humlen er et blend af Citra, Simcoe, Sorachi Ace sammen med eksperimental humler fra det Nordvestlige USA.

Det Gule Akvarium 5.3 % - Amerikansk Pale Ale - IBU 33 
”The Original” Det Gule Akvarium brygget i Humlelændernes bryggeri i Risskov. Her er muligheden for at smage en friskbrygget version af det akvarium som vandt DM i håndbryg 2012. Humlet med Nelson Sauvin og Galaxy

Det er på nuværende tidspunkt uvist om den når at blive klar til festivalen - vi håber det. Har været brygget i forskellige versioner over årene som håndbrygger og udskænket på festivaler, men første gang den er kommercielt tilgængelig.

GranFætteren 7.0 % - Dansk IPA
Humlet med Kohatu, Simcoe og Cascade. Store mængder friske granskud fra det midtjyske tilsat under kogningen. Tørhumlet med Cascade.

fredag den 9. maj 2014

Nedtælling til Pale Ale Festival 2014 - #3 Poesibogen: Peter Pagh

I anledning af den forestående Pale Ale Festival har jeg grebet fat i Peter Pagh, der er en af arrangørerne bag årets festival, bartender på Christian Firtal, indehaver af en helårs movember og en masse andet godt.
Yndlingsøl? 
Den er svær. Jeg er et meget humørdrevet menneske. Men hvis det er den øl, jeg altid har lyst til at drikke, så må det næsten blive Jaipur fra Thornbridge. Det er en afsindigt drikbar IPA, og jeg har svært ved at komme på, hvornår jeg ikke skulle have lyst til at drikke den. Og hvis det træffer sig så heldigt, at man kan få den skænket fra cask, så er der simpelthen ikke et øje tørt. 

Yndlingsøltype? 
Det må være Session IPA. Man kan diskutere om navnet giver mening, noget internettet gør i stor stil, men konceptet fejler så absolut ingenting. Idéen med en sessionable øl er, at man skal kunne dunke et betydeligt kvantum under en drinking session uden at skvatte af stolen. Og hvis man kombinerer det med blomstrede, amerikanske humler, lune solstråler og godt selskab er livet simpelthen en formidabel ting. 

Største øloplevelse? 
Jeg tror, min største øloplevelse var i 2007, da jeg var i Californien. Jeg var på det tidspunkt endnu ikke nået til den erkendelse, at øl virkelig kan være en lækker ting, og på det tidspunkt tror jeg, at blå Chimay var den vildeste øloplevelse, jeg havde haft. I Californien kom min svoger og jeg forbi Chico, og vi stoppede ind ved Sierra Nevada Brewing Co. og fik deres tasting platter. Der for første gang gik det op for mig, at øl for alvor var noget for mig. 

Hvor køber du dine øl? 
Jeg køber mine øl mange steder. Hvis det er fadøl, er det som oftest på Christian Firtal, og hvis det er to go, kommer jeg helst i Vinoble Dalum; der har de sådan en skabet lille førstemand. 

Hvad er det øl kan, siden det er så godt? 
Øl kan rigtig meget forskelligt. Øl kan rumme alle mulige og umulige former for smagsindtryk. Det kan være fedt og fyldigt, men det kan også være mildt og tørt. Det kan være komplekst og teknisk, men det kan også være let og ukompliceret. Der findes en øl til enhver lejlighed og så gør det sig godt i venners lag.

torsdag den 8. maj 2014

Nedtælling til Pale Ale Festival 2014 - #2 Djævlebryg

Stovt forsætter nedtællingen til årets Pale Ale Festival, og kan i dag sætte ord på den nyhed Djævlebryg præsenterer på årets festival. 

Beeromancer: Rug pale ale #1, 4% 
Djævlebrygs nyhedsbidrag til årets Pale Ale Festival bliver en rug Pale Ale, som Rune Lindgren fra Djævlebryg beskriver således. ”..en velhumlet og frisk øl med klare toner af rug i smag og mundfølelse. Vi ender på omtrent 45 IBU. Som aroma- og tørhumle har vi kastet os over Sorachi Ace, Simcoe, samt en ekstra humle”.  

Rug Pale Alen er samtidigt startskuddet på et nyt koncept fra Djævlebryg, hvor bryggeriet under navnet Beeromancer vil præsentere testbryg og produkter under udvikling.

tirsdag den 6. maj 2014

Nedtælling til Pale Ale Festival 2014 - #1 Syndikatet

Stovt tæller ned til årets Pale Ale Festival, der snart løber af stablen, og præsenterer op til festivalen en del af de ølnyheder festivalen har at byde på. Første navn på blokken er Syndikatet, der har de følgende to nyheder med på festivalen. 

Ingeniøren Pale Ale 6,6%
”Tør og læskende amerikansk pale ale. Med innovativ ingeniutet har vi hybridiseret den med en god flaske californisk hvidvin. Øllet er designet til at passe sammen med fiskeretter, som det ellers godt kan være svært at sætte øl til.” 
 
Afhopperen IPA 5,8% 
”Spionen er hoppet af til USA. I særlig anledning af Christian Firtals Pale Ale Festival i Odense har Syndikatet brygget en overstadig udgave af deres finalist ved Årets Ølnyhed 2013. Ikke mere windsurfing i troperne og fraternisering med humle fra Australien og New Zealand. Nu løber det over med komplekse amerikanske insiderhumler, og masser af det. Amarillo, Calypso og Mosaic.”