tirsdag den 21. november 2017

Anmeldelse: Fire gange Gose

Gose er fantastisk. Færdig, basta. Men! Noget er naturligvis bedre end andet. 

Det er ikke første gang Stovt kører en Gose-smagning og det er med god grund. I en ølverden, hvor surt er konge, der er Gose min Prins Knud. Den sande tronfølger! Stovt har hevet en flok arveprinser ned fra hylderne for at se om nogen er mere tronfølgeværdige end andre. Øllen er listet i den rækkefølge de blev smagt i og husk!! Stovt følger 13-skalaen. 

Anderson Valley – The Kimmie, The Yink and the Holy Gose Ale 4,2% 
Det er et hårdt udlæg fra Anderson Valley. Topklassisk Gose. Duften er intens, men øllet er let og lige i øjet. Det her er en Gose som den skal være. Let, lige til og med tilpas meget saltet modhage på til at det ikke bare ryger lige ned i løgneren. Jeg har ladet mig fortælle, at i United States of America, der koster en sixpack af denne øl én 12 dollars penge, og tanken om, at det for mindre end 80dkr ville kunne lade sig gi’ sig, at slæbe en gavmild håndfuld af The Kimmie, The Yink and the Holy Gose Ale med i kolonihaven på en varm sommerdag, så saltbalancen kan opretholdes, er så noget jeg snildt kan få mange, lange vinteraftener til at gå med. (10)

Brew By Numbers – 18/04 4,3% 
Fra det londonske byder Brew By Numbers ind med deres bud på en Gose. En mere fed og flad variant, hvor alt som sådan sidder, hvor det skal, men alligevel bliver lidt småtrist undervejs. 18/04 kommer i én 70cl flaske og det er så absolut i overkanten for en øl som denne. Efterhånden som øllet luner en smule op, der stikker den af på flere forskellige parametre og balancen falder så småt fra hinanden. Et okay bud på en begynder-Gose, men så heller ikke mere. (8) 

Prairie – Flare 5,4% 
Der er dømt sceneskift med Praries bud på en Gose. Duften er tæt på ikke eksisterende, hvor de andre er noget mere insisterende med deres sure punch. En smule karameliseret æble og that’s it. Farven på øllet ligger ikke langt fra en Classic, så man kan næsten gætte, at der er karamel i farvandet. Og så er der smagen: Oversaltet, ubalanceret, sødlig og så noget udefinerbart, der nok er det tilsatte appelsin. Det fungerer ikke og det kommer det aldrig til. Nyd farverne på etiketten og lad den stå. (5) 

Founders – Green Zebra 4,6% 
En duft, der blander surt og vandmelon kræver tilvænning, det er ikke fordi det egentlig lugter dårligt, det sure og det meget søde går bare ikke helt hånd i hånd, det er mere som når en fyraftenstræt forælder slæber af med sit ulvetimetrætte barn, uden at man helt kan bedømme, hvem der hiver i hvem. Green Zebra er brygget med vandmelon og det kan den-onde-hyleme smages. Det sure med det søde, det er kuriøst og udmærket, det gør ikke en kat fortræd, det kan sagtens drikkes, men superophidsende er det ikke. (8)

tirsdag den 14. november 2017

Anmeldelse: Forårets tre sorte fra Amager Bryghus

 
På listen over de talløse ting her i livet jeg ikke forstår, der rangerer behovet for at anmelde Imperial Stouts helt dugfriske just efter de er blevet sluppet ud på det frie marked lige udenfor topplaceringerne. Imperial Stouts er øllets svar på b-mennesker, der skal lige være en periode med ro på før de evner at performe helt optimalt. Eventuelt også en kop kaffe. Eller kan man forvente en ujævn præstation, der måske nok kan give et indtryk af, hvad der kan være på vej, men som ikke scorer toppoint. Henover den første halvdel af 2017 smed Amager Bryghus et nærmest uhyrligt antal nye øl på markedet. Blandt dem var der tre Imperial Stouts, der nu har nået et alderstrin, hvor man formode, at de er blevet så modne, at det er fair nok at kigge nærmere på, hvad de kan. 
Dario the Dark Don – Double Mash Russian Imperial Stout 11% 
Dario the Dark Don blev lanceret I forbindelse med Amager Bryghus 10års fødselsdag. Den er dobbeltmæsket som man også har set hos andre Amager-øl som Double Black Mash og Green, Green Banshee. Man fornemmer slægtskabet, men Dario indtager lillebrorrollen. Den er mere umiddelbar og knap så tung. Hvor dens to brødre i al deres massivitet kan føles som uoverstigelige bjerge at bestige, der er Dario the Dark Don mere en modbydelig tur op af trapperne. Den er intens, den er kras og man fornemmer klart alkoholen, men den balancerer. Der er ristede noter uden alt det bitre og beske, der er kaffe, ikke som den i koppen, men som det der hænger i luften lige efter den er blevet kværnet. Det fungerer, det balancerer, men der er stadig en del kanter, der ville have godt af at blive filet ned. Som med de andre dobbeltmæskede øl fra Amager, der tror jeg slet, slet, slet ikke, at vi er der endnu, der skal mere tid til. Om et år eller to, der er det her et vidunder af en øl. Lige nu, der er den bare virkelig god. (10) 
The Mortician – Imperial Stout 10,5% 
Bedemanden så dagens lys til årets Amarikanerdag som den eneste sorte øl blandt et væld af andre samarbejdsbryg i det nok svageste opløb, der hidtil er udbudt til en Amarikanerdag. Amagers samarbejdsbryg minder efterhånden mere og mere om de duetplader man ser gamle stjerner ty til når de ikke længere har noget nyt at byde ind med. Hvor man låner hinandens navne i et forsøg på at holde en gryde i kog på et blus, der er ved at gå ud. Jeg er ikke i tvivl om, at det sælger, men hvor ville jeg dog ønske at øllets kvalitet stod mål med markedsføringsværdien. The Mortician er født ud af et samarbejde med Barrier Brewing Co., men minder en del om det sorte ølland man normalt betræder, hvis man kaster sig ud i Amager-klassikere som Pride eller Hr. Frederiksen. Det er fyldigt og rundet, det er tungt og det er blødt og sødt uden at det kammer over. Når det gælder det søde, så kommer The Mortician dog lidt tættere på at kamme over end de nævnte forlæg, der ville ikke skulle være meget mere restsukker tilbage før det ville gå galt. Trods det synes den lettere end de nævnte Amager-klassikere. Også mildere. Måske mindre generøst humlet, eller måske er det hveden og havren, der putter en dæmper på tingene. Den tilsatte kaffe kunne i forhold til min smag snildt have været mere generøst tilsat, den fornemmes, men det væsen den gør af sig skjules af sødmen. Jeg foretrækker mit sorte øl tungere og mere markant end hvad The Mortician kan tilbyde, jeg er dog slet, slet ikke i tvivl om, at der er et publikum for den derud. Forbeholdene til trods, klart en af de bedste blandt årets Amarikanerdagøl. (8) 
The Red Hetman – Czarniecki Style Imperial Baltic Porter 11% 
The Red Hetman var så lang tid undervejs, at den planlagte lancering måtte udskydes. Af uransagelige årsager gad øllet ikke gære ned og så var der ikke andet for end at vente. Igen er der tale om et samarbejdsbryg, denne gang skal der dog ikke kigges mod vest, men derimod mod det polske i sydøst. De udvalgte partners in crime til The Red Hetman er Pracownia Piwa om hvem jeg aner nul og niks, men løst bedømt på den stigende omtale, så skal man ikke dømme Polen ude som ølland. Den store ukendte faktor ved The Red Hetman er, at der optræder bisongræs på ingredienslisten. Hvad gør det overhovedet ved øl? Skal jeg tro på, hvad jeg er faldet over af anmeldelser, så rummer svaret kanel! Det er heller ikke helt skævt. Første tår kaster tankerne i retning af en meget markant bitter Barley Wine tilsat kanel og lavet med en rå mængde muscovadosukker, der efterlader en markant brændt sødme. Sådan smager den langt hen af vejen. Den mildnes dog markant efter en tyve minutters tid, hvor bitterheden, sødmen og de mest fremtrædende af de brændte noter er væk. Det giver en noget mere tilgængelig øl, der dog stadig smager mere i retning af en Barley Wine end noget som helst sort. Det gør den dog med stor bravour og hvis man kan tale om at ældes med ynde indenfor en tidsramme af tyve minutter, så er det her et klasseeksempel. Min begejstring er også klart størst i det afsnit, der foregår efter de tyve minutter. Indledningsvis savnede jeg noget krop i øllen, der kunne give sødmen og det brændte noget modspil, det behov forsvinder også i takt med at The Red Hetman lynældes. Den røde næstkommanderende er et kikset indlæg, der alligevel ender som et oplæg til en scoring. Den fungerer ikke helt, men når den får lov til at stå, så falder alle tandhjulene alligevel på plads så maskineriet kan køre. (9)

mandag den 6. november 2017

Stovt glæder sig i denne tid

Julen kryber nærmere, og forleden slap store og små de øl fri, de tænker matcher den forestående højtid. Jeg er ikke den store juleølsfan, men der plejer alligevel at være et par enkelte, der stikker ud i positiv retning og prikker og pirrer min nysgerrighed i en grad, at de bliver købt. Indtil videre er der dog kun tikket en enkelt ind på den liste i år.

Den ære tilfalder: Chocolate Salty Christmas Balls fra Cervisiam. 10% Imperial Stout med kakao, ahornsirup, salt og kanel. Min underbevisthed fortæller mig, at det godt kunne risikere at være godt. Skulle andre ønske at teste min tese af, så kan den bestilles ved Boxbeers.
I mangel på friske nyheder, der glæder jeg mig over, at To Øl har valgt at genudsende Santa Gose F&#% It All, der blev lanceret sidste år. Det er uden sidestykke den bedste Gose, der er undfanget på dansk jord.

Ellers skal Stjernebryg fra Herslev naturligvis fremskaffes (både til nu og til kælderen) og mon ikke de lokale udskænkningssteder byder ind med henholdsvis Hoppy Christmas fra Ugly Duck og JuleIPA fra Beer Here, der topper Stovts liste over humlede juleøl. Der bliver desværre ingen Phister de Noel fra Flying Couch i år. 
På hjemmefronten er der blevet taget juleøl op fra kælderen fra de senere år. Jeg tænker, at der også godt kunne risikere at gemme sig en god oplevelse eller to her. Især glæder jeg mig til den fadlagrede Juleporter fra Det Lille Bryggeri, der til stadighed er den bedste rødvinsfadlagrede øl, der har krydset mine veje. 

Som sagt, jeg er ikke juleølsfan, men jeg tror alligevel på, at det bliver ganske okay i år.

torsdag den 2. november 2017

Q&A med Djævlebryg

Djævlebryg har skudt gang i en crowdfundingkampagne efter at bryggeriet har ligget i dvale i et par år. I løbet af september har man på Facebook kunne stemme om, hvilken øl fra Djævlebrygs sortiment, der skulle genoplives som den første. Valget faldt på Pride of Nekron. I forbindelse med genopstandelsen greb Stovt fat i Laust Christensen fra bestyrelsen til en lynrunde Q&A.

Hvorfor komme tilbage nu? 
Det var nu eller aldrig. Den gamle bestyrelse var for få om for meget og havde fået metaltræthed.

Er der stadig plads til Djævlebryg, der er jo sket en del siden i sidst var her? 
Der er sket rigtig meget siden sidst. Syrlige øl er f.eks. blevet utroligt populære, men to ting er vigtige at huske:
1: Djævlebryg var nogen af de første med brettanomyces baserede øl kommercielt til salg i Danmark (Mareridt samt Hjul og Stejle).
2: Godt øl går ikke af mode.
Djævlebryg har været i stand til at levere både spændende nye øl og samtidig gode, solide øl. Den tradition vil vi forsætte i den nye bestyrelse.

Er det de samme folk, der står bag, hvem er det og hvilke udskiftninger har der været? 
Ja og nej, der har været en komplet udskiftning af bestyrelsen, men en del af de gamle kræfter hjælper til med at få genrejst Djævlebryg. De nye bestyrelsesmedlemmer er: Anna Kiersgaard, John Peter Ekstrand, Thorbjørn Sæthre og Laust Christensen.

Hvad skal vi forvente os, bliver det gamle sortiment genoptaget eller kommer der nyt til? 
Til at starte med vil vi genoplive nogle af de gamle favoritter, men når vi har fundet fodfæstet vil vi overveje alle de mange spændende muligheder, der er kommet til siden sidst.

Er det et hobbyfirma eller er der fuldtidsbeskæftigelse i det? 
Indtil videre er det noget vi gør i vores fritid, men drømmen er, at kunne ansætte folk.

Støt Djævlebrygs crowdfundingkapagne her.

tirsdag den 31. oktober 2017

To nye juleøl fra Flying Couch

Flying Couch introducerer i år to nye juleøl, dels en Imperial Stout og dels en IPA. Jeg fik Kasper Gerdes fra bryggeriet til at sætte et par ord på dem. Er man nysgerrig efter at få dem i hus, så holder bryggeriet åbent nu på lørdag 4. november fra 11-14.  
Black Ice, Imperial Stout 9,5%
Black Ice er en Imperial Stout brygget med en smule laktose, vanilje og kaffe. Den holder 9.5% og jeg ville ønske, at vi havde valgt at fadlagre den. Der var desværre slet ikke nok i første omgang, så vi har valgt at brygge den igen i denne uge. Det betyder selvfølgelig også, at der kommer mere ud på fad, så den når længere omkring end i første omgang. Det kom lidt bag på os, at den solgte så hurtigt. 
Hop Sneeze, IPA 6,5%
Hop Sneeze er en IPA på 6.5%, hvor vi har tilsat en smule appelsin, lime og abrikos. Vi har valgt at moderere mængderne, så de komplementerer humlerne og det ikke bliver en IPA-frugtpuré, selvom det ellers er meget moderne. Den er i vores verden ikke voldsomt humlet og vi har også brugt Caramalt, hvad vi ellers ikke ofte gør.

tirsdag den 24. oktober 2017

Anmeldelse: Nerdbrewing - Extends Oak Aged Imperial Oatmeal Stout – Carrot Cake Edition

Get your freak on messede Missy Elliot i starten af årtusindet, og din freak er lige hvad du får på i gulerodskageudgaven af Extends. Jeg har glædet mig stygt meget til at smage den her øl. Nerdbrewing har tidligere været voldsomt overbevisende og gulerodskage er ikke en spise, der skal gå mange gange rundt om min seng før jeg får krummer på pudevåret. 

Duften bringer faktisk tankerne i retning af gulerodskage. Det vil jeg med det samme gerne indrømme næppe havde strejfet mig, hvis ikke der havde stået ”Carrrot Cake Edition” på etiketten, men godt nudget på vej af ordene midt på flasken, så kunne min underbevidsthed godt se det. Smagen er en let skizofren labyrint af tvetydige indtryk. Mest af alt er øllen massivt sød og det skygger for de andre indtryk, men der viser sig et mønster. Første indtryk er i få sekunder gulerodskage’ish (og igen uden tvivl nudget godt på vej af ordene på etiketten), så går oplevelsen over i to spor, hvor man har mørkt øl på den ene side og den tilsatte gulerodsjuice på den anden, for til sidst at kulminere i oplevelsen af en massivt sød tynd øl med klare lakridsnoter, der efterlader en krydret smag og brændende fornemmelse i eftersmagen. 

Jeg er ikke imponeret. Det kan jeg se på Untappd at de fleste andre, der har prøvet øllen er. Det synes jeg er værd at tage med, for jeg tror at det beror sig på to faktorer. Jeg er ikke til overdrevent søde Imperial Stouts eller søde øl generelt for den sags skyld. Mere interessant er det, at jeg mistænker at øllen ældes fuldstændig uharmonisk og ganske hurtigt. Det er muligt, at øllen har været god frisk, men som jeg oplever den, så stikker gulerodsjuicen fuldstændig af og står ud af fra den samlede oplevelse. Som man eksempelvis også kan opleve med øl tilsat vanilje, når de når et stykke hen. Det er mit bud. Dags dato er Extends Carrot Cake Edition i hvert fald ikke i nærheden af at være de 100,- værd jeg slap for den.

tirsdag den 17. oktober 2017

Vintage: To Øl - Goliat (2012)

Goliat fra To Øl er en af de tunge drenge, hvilket også var grunden til, at den i sin tid røg i kælderen. For Goliat viste sig at være et sukkertrip pakket ind i kaffe og ristede noter, der fik mig til at kigge skævt til den indkøbte flaske, der stod tilbage i skabet, efter den var blevet smagt ude i byen. Det er vel omkring fem år siden. 

Denne flaske af Goliat er årgang 2012, og hvis den er blevet tildelt en holdbarhedsdato på fem år, så er den blevet flasket 10. januar 2012. 

Det kan man nu ikke rigtigt smage når man dykker ned i flasken. Kulsyren lever og så meget er kanterne heller ikke blevet filet ned. Og dog! Trods en krop, der ikke rigtigt evner at lægge vægt bag slaget, så sker der meget i hvert eneste indtag af Goliat. Alkoholen er overvældende på den samme gode måde som et glas whisky kan være. Et diskret lammende stik der trækker ud, mens tungen langsomt sitrer og prøver at finde tilbage til sin defaultindstilling. Kaffen, der ville overdøve det hele, hvis ikke bitterheden var blevet trukket ud af ligningen og havde efterladt en uoverstigelig væg af mokkasom de andre indtryk kunne hænge deres portræt op på. Og så dé der lidt udefinerbare rosintunge vinnoter, der leder tankerne hen i retning af portvin. Noter, der har budt kaffen op til dans og nu står som et par, der aldrig har danset sammen før og ikke helt ved, hvem der skal føre. Indledningsvis pinligt, men som tiden går og roen falder på, der finder de melodien og øllen finder hjem. 

Goliat smager ikke længere som en irish coffee, hvor nogen både glemte flødeskummet og at sige stop, da der skulle skovles farin i koppen. Den er modnet uden at have mistet pusten. Jeg synes stadig, at den er for meget, men den er ikke mere for meget end at det bliver udlignet af alle de kvaliteter tiden har fået frem i den. Jeg endte med at føle, at jeg stod og kunne betragte det hele lidt udefra fordi de supertunge, supersøde Imperial Stouts ikke lige er min hjemmebane, men der er blevet tilføjet så mange lag til øllen, at den er begyndt at ligne noget jeg kunne finde hjem i. En både god og interessant oplevelse, der igen beviser, at det giver god mening at smide øl i kælderen. 

tirsdag den 10. oktober 2017

Vintage: Willemoes Porter 2013

Der var engang. Det virker som den passende indledning til en fortælling, der rummer Willemoes Porter. For for helvede, hvor har jeg drukket mange af den dengang min interesse for øl var i sin spirende fase. Det var en lille brandert i sig selv, og det ofte til en tilbudspris på en tier. Tiderne skiftede dog og mine smagsløg fik fine fornemmelser, der stillede større krav til hvad jeg puttede i munden. En enkelt Willemoes Porter fandt dog vej ned i den første kasse øl jeg satte i kælderen. Udløbsdatoen hed 17. juli 2014, jeg har dog ikke helt styr på hvor lang den forventede levetid er for en Willemoes Porter fra Vestfyens side, men jeg gætter forsigtigt på, at det er en årgang 2013. 

Fire år burde en sort omgang imperisk portøl på 9,8% godt kunne klare, men Willemos Porter falder sammen, som jeg ikke kan mindes, at andet jeg har hevet op af kælderen er faldet sammen før. Ikke visuelt, det er flot skum med store bobler, der topper øllen af så længe det står på, men! Smagen af en fire år gammel Willemoes Porter er ren brun sukker. Ingen noter af andet, ingen antydninger af noget, bare en opløsning af brun sukker i vand, der byder ind med nul, nix og absolut intet end det. Jeg har kun prøvet noget lignende en gang før, da jeg smagte Albani 1000 25år efter den var blevet brygget til Odenses 1.000 års fødselsdag. Det var også ren farin og røg. To spor, intet andet. Jeg mistænker, at det har noget med øllets opbygning at gøre. At procenterne er pumpet op med sukker i stedet for malt og øllen derfor efterlades med så lidt krop, at den efter en årrække er klar til svagbørnskoloni. Eneste værdi tilbage i denne øl var panten. Fire år for at kunne hente halvanden krone hjem er dog ikke en del af Stovts fremtidige forretningsplan.

torsdag den 5. oktober 2017

Bryggeriloggen 17: Agile Brewing

Et nyt fantombryggeri ser dagens lys i Aarhus når Agile Brewing senere på måneden sender deres første øl på gaden. Lasse V. Hansen, der står bag projektet har været så venlig at smide nogle svar efter bryggeriloggens spørgsmål.
Bryggeriets navn: 
Agile Brewing 

Siden hvornår: 
September 2017 

Fantombryggeri eller ”rigtigt”: 
Fantombryggeri. Brygger på Humlelands gamle anlæg, som Jacob Fink fra Brew42 i dag ejer og har installeret i Elev lidt uden for Aarhus. 

Hvem står bag: 
Lasse V. Hansen 

Hvordan kom det så vidt: 
Startede som håndbrygger i August 2014 hvor jeg sammen med 2 venner gav mig i kast med Maltbazarens begyndersæt. Min interesse for brygmetoder og især udstyr stak dog hurtigt af fra de andre, og pludselig var jeg 20 bryg inde, tappede på Cornelius fade og havde bygget et køleskab om til gæringskammer med Raspberry Pi temperaturstyring. Behovet for i min fritid at fordybe mig i et fysisk håndværk sprang nok ud af at jeg i mit daglige virke som softwareingeniør var ret langt fra netop dette. I 2016 deltog jeg i Munkebo Mikrobrygs gærkonkurrence og tilmeldte også øl brygget på den fynske gær til det danske mesterskab i håndbryg. De var af så god kvalitet, at jeg vandt begge konkurrencer samt det skandinaviske mesterskab. Som en del af præmien blev Munkebo-vinderen "Sort Smoothie" brygget i et større batch, og DM/SM vinderen "Blegfisen" fik jeg en aftale med Syndikatet om også at få brygget i en større mængde. Det var ikke noget jeg økonomisk var en del af, men det åbnede mine øjne for hvordan kontraktbryggeri foregik. Spol frem til 2017: Jeg har købt hus i Aarhus og min nye nabo viser sig at være Jacob Fink. Han havde netop overtaget Humlelands gamle anlæg efter at de var rykket til deres nye anlæg på baren Hantwerk, og han var åben for at man kunne kontraktbrygge hos ham. Så det virkede som en oplagt mulighed for at tage mit bryggeri til det næste niveau: øl der kan sælges. 

Hvad er planen: 
Agile Brewing bliver et projekt jeg kommer til at køre sideløbende med mit fuldtidsarbejde (og baby til november... timing er ikke min stærke side), så planen er ikke at spytte øl ud på samlebånd. Batchstørrelsen hedder 400L og øllene bliver nok primært solgt i butikker/barer i Aarhusområdet og igennem Facebook-siden. Økonomisk er min ambition alene ikke at miste for mange penge på projektet; jeg vil bare gerne have mine ølidéer ud til folk. 

Hvilke øl skal vi forvente: 
Jeg kommer til at lave øl uden kompromiser. Øllene bliver lavet fordi jeg synes det er sjovt, så jeg lover at du aldrig finder en pilsner, classic eller brown ale fra Agile Brewing. Brew42 anlægget er godt rustet til at håndtere urimelige mængder humle, og Jacob er med på selv de lidt skøre idéer. Min første øl, Redneck Juice, kommer til at være mit bud på en New England Saison. En øl der humlemæssigt bliver behandlet som en New England IPA: lav bitterhed + meget store mængder aroma og tørhumling. Men som modsat de søde NEIPAer har som erklæret mål at være så tør som mulig. Det smager rigtig godt! 

Hvad er næste træk: 
Nu skal første øl brygges og så må vi se hvordan folk tager imod den. I fremtiden har jeg en våd drøm om at få lov at lave noget med brett på hvidvinsfade eller Imperial Stouts med frugtpuréer, men inden da bliver det nok mere af den humlede type.

onsdag den 4. oktober 2017

To gange rug på fad fra Amager Bryghus

Udover fadlagrede varianter af de tre øl fra Amager Bryghus Mobster Series, så har Amager Bryghus haft to andre øl på den sending friske Bourbon-fade de fik fra Barton destilleriet. Dels Murphill, som nogle vil kunne huske, og så har Ryeking også været en tur på fad og er blevet til Paul the Packing Piano Player. Begge vil blive frigivet fra bryggeriet den 9. december. Kort bemærket så hører Ryeking til blandt mine absolutte favoritøl. Hvis fadlagringen har rundet den en smule og givet lidt mere punch, så vil jeg allerede nu godt pege på Paul the Packing Piano Player som en oplagt kandidat til årets ølnyhed.
Murphill, Bourbon barrel-aged Imperial Rye Porter, 10,5%
Amager Bryghus has come a long way since our start in 2007, and along this way we have met and worked with a lot of great people. Two of those we would like to pay homage to by re-brewing a beer we originally did with them back in 2012. Mike Murphy and Shaun Hill were then both brewers in Copenhagen, and as we are indeed very much inspired by modern American craft brewing it was meant to happen that we would become friends and hang out at each other’s breweries. At such a get-together we came up with the recipe for our Imperial Rye Porter (Rugporter), a beer we still brew occasionally. And a beer we found fitting to put on Bourbon barrels back them. Mike and Shaun have indeed since come up in the craft beer world – to say the least – and in our anniversary year we found it only fitting to recreate the beer we named after these two craft beer pioneers on the Danish brewery scene. MurpHill 2017 is a slightly enhanced version of the original beer, aged on fresh Bourbon barrels straight from Kentucky. Many have asked for this beer since the original small batch, and now it’s back. We’re pretty certain it has been worth the wait.
Paul the Packing Piano Player, Bourbon barrel-aged Rye Stout, 8,7%.
In so many ways Paul Przezdzienkowski should have been happy about his life. He had a distinct talent, and he had his parents' support to pursue this talent in full. His mom and dad worked extreme hours in their tiny pawnshop to be able to pay for their son’s piano lessons with fellow Polish immigrant Professor Potemkowski. Not only Chopin, but also Dobrzyński, Badarzewska & Wieniawski – Paul worked his way through all the old dudes, and he was damned good at it. But Paul was not happy. He was small in more ways than one – and he was fed up with all the vicious teasing in the shower stalls after gym class. Paul started drifting after school, and one afternoon he found himself inside the Jedynka Dance Hall, not really remembering how he managed to get in. But the colors, the lights, the girls – it was all a revelation to him. And the music – the music of course. So much more alive than what he had been used to with his foul-breathed Polish piano teacher. Within a year Paul was the lead piano player in the club – Chopin had been substituted with Scott Joplin. Formally The Jedynka had Polish management, but everyone knew that Italian godfather Dario Daddano was behind. And between the Italian mobster and the hollow-breasted Polish teenager a strange friendship soon developed. Paul – now also famous for his somewhat exaggerated pant package and his tiny Cobra one shot Derringer – was thus an obvious choice as the first Entertainment Manager when Dario opened a dance club associated with the new Dario & Daddano Brewing Company.

torsdag den 28. september 2017

Anmeldelse: Kissmeyer Easy Kiss + Into the Black

Der sker en del ting på Tværgade her i Odense for tiden. Actionen finder sted inde bag Albanis mure, hvor et nyt microbryggeri er blevet bygget op og så vidt vides også taget i brug. I forbindelse med det er Anders Kissmeyer blevet ansat og Kissmeyer er blevet et brand under Albanifanerne. Siden foråret er der dukket øl fra Kissmeyer op som fadøl på forskellige udvalgte barer. På papiret har nogle af dem pirret til min nysgerrighed, men ikke nok til, at jeg har droppet mine normale hangouts og kastet vejen forbi, hvor de har været at finde. Nu er de så også at finde på flaske. 

Den ene af Odenses ølhandlere har udstyret en hel hylde med Kissmeyer. Jeg greb fat i de to flasker, der umiddelbart ville have størst chance for at ramme mine smagsløg korrekt og tog dem med til kassen. ”Det er altså mere Kissmeyer end det er Albani” betryggede ekspedienten mig med en troværdighed, der virkede tvivlsom. Men købt blev de, og anmeldes skal de. 

Øllene fra Kissmeyer kommer i to serier. Garage-serien, der vist skal ses som standardserien, og så Icons-serien, der er øl fra dengang Kissmeyer bare var Kissmeyer. Jeg valgte en Pale Ale og en sort IPA på henholdsvis 5,5% og 7%. Der var også en session-IPA på hylden, men ellers var stilarterne ikke fra de nabolag, hvor jeg normalt køber ind. 

Eftersom afsenderne er Kissmeyer og Albani, så går jeg til de her øl med visse forventninger, der nok tenderer fordomme. Jeg har aldrig smagt en øl fra Kissmeyer (altså da Kissmeyer bare var Kissmeyer), der har blæst mig ned af stolen. Det har altid været solide øl, tenderende det virkeligt kedelige. Anders Kissmeyer har så vidt huskes også været med til at skabe Albani Schiøtz-serie. Indrømmet, det er ikke meget jeg har smagt fra den, men ud fra de få jeg har smagt, der vælger jeg altså stadigvæk hellere en Albani Classic når jeg frekventerer et af de lokale spillesteder, der har lukket ned for andet øl end Albanis. 

Jeg skal naturligvis ikke fælde dom før jeg har smagt øllet, men lad mig så i stedet kigge i min krystalkugle og komme med en spådom. Jeg forventer, at dette er øl brygget til det brede flertal. Øl man ikke skal kunne skære sig på, men som harmløst kan glide ned. Mit gæt er at Pale Alen fremstår orange, rundet og malttung, sådan lidt oldschool på den ufede måde om man vil. Den sorte IPA gætter jeg på vil fremstå sød og en smule vandet da den ikke er humlet ordentligt igennem og malten derfor kommer til at fungere som smagsgiver på en måde, der ikke er hensigtsmæssig fordi der ikke opnås balance. De to øl har ved anmeldelsen en alder på henholdsvis en måned og tre uger, så de burde fremstå nogenlunde som de var tiltænkt. 
Easy Kiss, Pale Ale, 5,5% 
Det første point på fordomskontoen hives hurtigt hjem, da bobler og skum har fundet vej til toppen og efterladt en orange øl under det hvide låg. At øllet er forholdsvist frisk kan smages. Humlen gør mere væsen af sig end forventet, men trækker tankerne tilbage til en tid, hvor bitterhed stod over aroma. Der er blandt andet brugt Comet i Easy Kiss. En humle jeg ikke er den store fan af, den har for mig en spøjs smag og duft af lime, hvilket skinner igennem og stikker upassende ud fra helhedsoplevelsen, især i duft og eftersmag. Easy Kiss kræver modspil, det er ikke en øl til terrassen, græsslåningen eller 3 hurtige til happy hour. Den skal have noget mad, for ikke at blive for tung. I bund og grund som forventet, men alligevel med en smule mere bid end forventet. 
Into the Black, Black IPA, 7,0% 
Umiddelbart er Into the Black skåret ganske fint, den er pænt fyldig og efterlader en lang ristet eftersmag, der først peaker efter lidt. Inden da når den forbi en lidt spøjs frugtig note, der også kan duftes, hvis man gider stikke næsen nær glasset. Det spiller dog ikke helt. Der mangler noget balance, humleprofilen overdøver (stik modsat forventet) kroppen, hvilket måske med tiden vil udligne sig efterhånden som humlen fader. Slutoplevelsen bliver dog på det jævne, der mangler noget personlighed, noget tyngde, noget rytme eller andet, der ville kunne få det til at spille. 

De to testede øl fra Kissmeyer er på ingen måde dårlige, men de er næppe heller brygget med tankerne på mig. Der bliver søgt ind mod midten og de er næppe sat i verden for at rykke alt op med roden og bygge det op igen. De ligger lysår over eksempelvis Schiøtz-serien, hvilket heller ikke kræver en egentlig indsats. Til 30,- flasken bliver man ikke snydt, men jeg vil give mig selv ret i så meget af min spådom omkring dem, at jeg ikke ser nogen grund til at dykke dybere ned i Kissmeyers repetoire.

onsdag den 27. september 2017

Genudsendelse fra Amager Bryghus - nu på fad

Tidligere på året slap Amager Bryghus de tre fødselsdagsøl i deres Mobster Series Cody the Crooked Cop, Marianna The Moody Milf og Dario the Dark Don fri. De dukker nu op igen under nye dæknavne efter at have været under vidnebeskyttelse i friske bourbon-fade fra Barton destilleriet. Øllene frigives ved et arrangement på bryggeriet den 9. december, men etiketterne kan allerede nu beskues her på Stovt.
Cristopher The Crimson Crooner, Bourbon barrel-aged Barley Wine, 11%.
Christophe Clairville was born in a very modest New Orleans home in the Vieux Carré, the old French part of town. It didn’t take long before his family realized, that he was born with the kind of voice that could turn any hardcore atheist into believing that there may be a God after all. Without really wanting to, Christophe became the undisputed star of the youth choir in his local St. Mary’s Assumption Church. That boy could really sing. Christophe's voice was the kind that would attract attention anywhere. And although he certainly didn’t do anything to attract female interest, it came to him anyways. His natural good looks weren't exactly working against him either. Years later, during prohibition, when Christophe was the star of the Crescent City Lounge & Ballroom, it is said that he was the first male crooner to experience having female panties or knickers thrown at him on the stage. Even as a grown man that kind of behavior would make Christophe blush, a circumstance he never managed to hide. But his crimson cheeks just made him even more adorable in the eyes of his female admirers. From as far away as Chicago fans came to enjoy his show – a clientele mostly consisting of mobsters who could afford the expensive journey. Even Marianna Daddano, the wife of the undisputed Chicago godfather Dario Daddano, totally lost it when Christophe crooned his way straight into her heart. So years later, when her husband – now a law abiding beer manufacturer – reopened his re-licensed nightclub, it was only natural that Christophe, now Cristopher, was the leading act – and he would continue to be so for many years to come.
Maureen the Maverick Moonshiner, Bourbon barrel-aged Imperial Stout, 12%.
If someone had predicted, during Maureen McAlister’s childhood in Pigeon Forge, Tennessee, that she would end up on the wrong side of the law, everyone would have laughed out loud. Maureen was a sweet and only child out of a mighty fine family of distillers. Maureen’s dad having specialized in a very popular Black Walnut Liquor – a drink much fancier and dearer than whiskey. However, when prohibition came in 1920 the McAlister distillery went bankrupt within 6 months. The shame was too much for Maureen’s parents who ended their penniless lives with the last two bullets they could afford. Maureen, now a young lady, fled her hometown, carrying her family liquor recipe book as her only luggage, determined to make a living from distilling and to carry on the family tradition. Maureen ended up in the woods of Dubois County, Indiana, much closer to the prominent Chicago market. Nicknamed the wettest county, homemade liquor flowed through Dubois just like the Patoka River. A recluse for more than ten years, some called Maureen a mad woman because she would always greet visitors with the barrel of her shotgun. However, there was nothing mad about her moonshine, and its reputation for impeccable quality would even reach the absolute top of the Chicago Outfit, Dario Daddano. When prohibition ended and Dario opened his craft brewery Daddano & Dadolnikov Brewing Company – now on the right side of the law – he sent a search team to Dubois County on a mission to bring Maureen McAlister in. That’s how a woman ended up as the barrel master of Chicago’s first craft brewery.
Patrizio the Persuasive Peacemaker, Bourbon barrel-aged Old Ale, 10,5%.
As a boy growing up in small-town Saugatuck, Michigan, Patrizio Paccioretti always dreamt of bigger things and bigger places. Chicago – just across the lake – particularly occupied the boy’s mind. Local girls constantly suggested that he should invite them out for dances at the Big Pavilion, but girls meant nothing to him. His only real interest was intense target practice in the nearby dunes with the huge Colt Peacemaker he had inherited from his ex-cavalry grandad. And he ended up an excellent shot. This bullseye perfection and his Colt were about the only things he brought with him, when he finally moved to Chicago. Everybody took him for an Italian, but in reality his roots were Swiss. But the Italian name and his notoriety with a gun eventually landed him the job as the personal bodyguard for local top mobster Dario Daddano. The sight alone of Patrizio and his Peacemaker arriving in his grand Cadillac V8 would usually do the job – he was very much a man who came with a reputation. In reality however, Patrizio had never shot anything bigger than a rat; maybe it was his Swiss roots that made him want to keep it that way. Patrizio's love for Doppio Malto brews made it an easy choice for him to accept the position as Head of Security, when his boss opened Daddano & Dadolnikov Brewing Co. in 1934. The first, the best and now also the safest craft brewery in Chicago.

tirsdag den 26. september 2017

Vintage: Hornbeer - The Fundamental Blackhorn 2012

Et levn fra den første kasse øl jeg smed i kælderen, da lagret øl skulle til at være en ting. Fem år gammel er den blevet, og jeg har ikke smagt den siden jeg smed den i kælderen. Jeg husker The Fundamental Blackhorn som værende for meget for mine dengang sikkert sartere smagsløg. Dengang var de tunge, mørke øl sødere, mens der de senere år er blevet skruet op for humlen. Måske var The Fundamental Blackhorn forud for sin tid, jeg husker den i hvert fald som gedigent humlet og etiketten nævner da også noget om 120 IBU i den engelske del af teksten. 

Fem år senere er det et virkelig fyldigt glas øl, der bliver serveret. Øllen er over de fem år ældet på den måde, som man håber øl gider gøre. The Fundamental Blackhorns blanding af alkohol og gammel humle river pænt, men bliver pakket ind i velour af øllets efter årene cremede konsistens. Smagen er alkohol, mørk chokolade og sød lakrids, blødt pakket ind. Der er et solidt punch gemt i glasset, men handskerne er trods alt på. Det er sådan her man håber på, at alle flaskerne i kælderen ville gide udvikle sig, men som det desværre sjældent sker. The Fundamental Blackhorn viser hvordan det kan og bør gøres.

torsdag den 21. september 2017

Anmeldelse: To Øl/Pöhjala - Imperial Ginie

Det er efterhånden meget, meget sjældent, at jeg støder på øl som jeg vil gå igennem ild og vand for at få lov til at prøve, men en a: Imperial, b: fadlagret Gose gik rent ind på den liste. Imperial Ginie er et samarbejdsbryg mellem To Øl og Pöhjala lagret på gintønder fra Kyrö Distillery. 

Førstehåndsindtrykket er dog ikke imponerende. Som enhver halvdyr flaske øl bør være, er kapslen gemt væk under et lag voks. Da flasken skal åbnes går voksen dog af i flager som var det stearin. Da kapslen bliver smidt på bordet falder alt af, det virker… billigt. 

Duften er forholdsvis tung og sød, sammenholdt med den morgenurinsmørkorange farve, der fylder glasset, der fornemmer jeg hurtigt, at Imperial Ginie lander et andet sted end hos de lette, lyse syrlige drops jeg foretrækker når der skal serveres Gose. Imperial Ginie smager af hospital. Ikke kemisk som medicin, men som noget der er blevet insisterende rengjort i kradse sager og så coated med koldpresset æblejuice og karamel. Den giver ingen mening. Det er ikke så horribelt som det lyder, men det giver absolut ingen mening. En fiks idé, der virker på tegnebrættet, men som i virkelighedens verden ikke har nogen gang på jord… og 89,- ud af vinduet.

tirsdag den 19. september 2017

Vintage: AleSmith - Wee Heavy (2014)

Jeg gætter på, at det var i 2014 jeg købte denne flaske. Drikkeriget havde på en lille sticker sat holdbarhedsdatoen til 1. marts 2015, men ellers bærer flasken ingen antydninger af, hvor gammel den måtte være. Men jeg gætter forsigtigt på, at holdbarhedsdatoen har været sat til et enkelt år og flasken derfor nu må være omkring 3½år gammel. Jeg kan ikke huske, hvor flasken er købt, men jeg husker så meget som at den var købt til umiddelbar indtagelse. Skæbnen ville dog, at Christian Firtals korte flaskeliste havde den på kort tid efter og at det en aften virkede som en god ide, at få en flaske på bordet. Dommen den aften var, at den var for alkoholtung og af samme grund blev den indkøbte flaske forvist til kælderen herhjemme. 

Det er den så ikke længere. Tværtimod har den indfundet på stuebordet, hvor den lige fik lov til at lune sig ved en halv countryplade før der blev åbnet op. Alkoholen har lagt sig, og en brændt sødme jeg vel egentlig godt synes, at kunne mindes, har lagt sig på førstepladsen for dominerende indtryk. Det er ikke sådan helt optimalt, men hele øllen er faldet så meget ned, med alle hjørner rundet, at det fungerer indenfor rammerne af det tilforladelige. 

Mine erfaringer med at lagre Scotch Ale er stadig forholdsvis begrænsede, men den smule jeg har smagt synes at tone alkoholen ned, hvilket klæder øllet. Det er ikke fordi der sker det store, men det fungerer som en langtrukken måde, at tweake øllet en smule i den rigtige retning på. På etiketten til Wee Heavy anbefales det, at man lader øllen stå 6-24 måneder før den serveres, det mindes jeg ikke at have set før. 

For mig virker øllen til at peake nu, en time efter den er blevet åbnet. Temperaturen er lige lun nok, men det kvæler de brændte noter. Det er tung, harsk karamel. Mere sødme end jeg normalt bryder mig om i øl, men det er så tungt pakket ind i alkohol og brændte noter, at det fungerer. Wee Heavy fra Ale Smith bliver aldrig min foretrukne Scotch Ale, men den fungerer trods alt. Efter et par år i kælderen fungerer den endda en smule bedre, men om det overhovedet kan betale sig, at lagre Scotch Ale er jeg endnu ikke nået frem til en endelig holdning til.

fredag den 15. september 2017

Ølabonnement hos Beerbox

Beerbox er et nyt ølabonnementstiltag på det danske marked. Ikke at der er noget nyt i konceptet, der byder på seks øl pr. måned formedelst 229,- og navnet lyder også som noget man har planket ude i byen, men! Beerbox har kørt/kører en kampagne, hvor man i bedste pusherstil får det første fix gratis og kun betaler de 39,- fragten står i. Det virkede på mig som en god handel næsten uanset, hvad posten valgte at efterlade i postboksen til mig, men! Sjældent har jeg åbnet en kasse øl sat sammen  med så uambitiøs en flok øl i. Bedøm selv: 

Refsvindinge – Ale No. 16 
Nørrebro Bryghus – Ravnsborg Rød 
Indslev Bryghus – Spelt Bock 
Paulaner - Hefe-Weissbier 
Ladager Bryghus – Mørk Satan 
Praga – Premium Pils 

Første flaske ude af kassen var Mørk Satan fra Ladager Bryghus, hvilket var det eneste lidt skæve indslag. Resten er som man ser rent supermarkedsøl. Jeg vil slet ikke ligge skjul på, at jeg synes kassens sammensætning er røvsyg, ganske enkelt. Havde jeg smidt 229,- efter ovenstående øl, så ville jeg føle mig bollet et vist sted og dét uden forspil, smørelse og søde ord. 
De første fire på listen står vel normalt til omkring en tyver i butikkerne. Både Paulaner og Nørrebro Bryghus har jeg for nylig spottet på tilbud til 12,-. Sådan kunne man blive ved og udstille, hvor dårlig en handel kassen er. Eneste potentielle kundegruppe jeg ser for Beerbox, hvis det her er niveauet, er folk uden interesse i øl, der bor uden adgang til dagligvarehandel. Jeg hentede min kasse i Fakta, og der kunne jeg i forhold til det tilsendte have udrettet mirakler for de 229,-. 

I en verden, hvor man kan få ølabonnementer i samme prislag hos eksempelvis Boxbeers eller Hopt Shop, der gør det så uendeligt meget bedre, der spår jeg Beerbox en levetid i en underkanten af, hvad man kan forvente for en døgnflue. 

torsdag den 14. september 2017

Ny IPA fra Ugly Duck

Ugly Duck har en ny IPA ude. Navnet er Ugly Duck Kinky Cowboy IPA, og den er ifølge bryggeriet en fusion af amerikansk West Coast IPA og New England IPA. Lys og kantet som en West Coast IPA, masser af frugtig bitterhed og uklar/hazy som en New England IPA. Kinky Cowboy holder 6,5% og tager sit navn fra den texanske sanger, politiker, forfatter m.m. Richard ”Kinky” Friedman. Den er humlet med Amarillo og El Dorado. Begge humletyper deler navn med byer i Texas og ud af det sprang idéen om at opkalde den efter Kinky Friedmann. 

Kinky Cowboy er tappet tirsdag i denne uge, kommer i første omgang kun på fad og kan opleves på Copenhagen Beer & Whisky Festival, der starter i dag, samt Christian Firtal i Odense. Flere steder skullle være på vej.

tirsdag den 12. september 2017

Nyheder fra ølverdenen


Fire små hurtige nyheder. 
- Bryggeriet Djævlebryg er på ud af mørket og har en crowdfundingkampagne i pipelinen. Lige nu kan man på deres Facebook-side stemme om, hvilken øl der skal brygges som den første
- Der er intet nyt i at Dunkbar har en pilsnerfestival undervejs til launch 20-21. oktober. Nyt er det, at den nu er oprettet til din virtuelle kalender på Facebook

Vintage: Evil Twin - Even More Jesus 2013/2016/2017

Der må have mere Jesus i den forsamlede mængde glas, end jul, påske og Mexico kan byde ind med til sammen. Tre årgange Even More Jesus fra Evil Twin, to flasker og en dåse af nogenlunde frisk aftapning kom på bordet da vi for nylig valgte at bruge en aften på at smage dem op imod hinanden. Den ene flaske var tappet sidste år, mens dåsen var fra i år. Den sidste flaske mente indehaveren var fra et af de første batches, der blev brygget og fra omkring 2013. 

Even More Jesus er en klassisk sød og massiv Imperial Stout fra en tid, hvor sessionøl ikke rigtigt var slået an endnu, og der stadig blev skruet op for alle parametre, når der skulle laves sort øl. Siden er verden heldigvis gået af lave. 

Tre mand udstyret med tre årgange Even More Jesus giver ni glas sort øl på bordet, et i sig selv voldsomt syn, som de stod dér midt på bordet. På papiret er Even More Jesus med sine 12% en oplagt øl at smide i kælderen, og der var da helt sikkert også noget at hente i den ældste flaske. I udgangspunktet er jeg ikke synderligt begejstret for Even More Jesus, det er for tykt og for sødt. Et tåleligt glas øl, men så heller ikke meget mere. 

Dåsen fra i år var dagens absolutte nitte. Såvel duft som smag var gennemsyret af alkohol i en grad, at enhver form for eftersmag blev overdøvet af et solidt alkoholburn. Pure rubbish! Man er heller ikke i tvivl om at det er en alkoholholdig væske man sidder med, når der skiftes over til 2016. Men duften er vaniljetonet og fed, mere end den bare river i næsen. Smagen tager udgangspunkt i sød lakrids og alkohol, men i en balance, hvor det samlede udtryk trods alt rummer en lethed og en eftersmag, der rent faktisk smager og ikke bare river og brænder. Personlige præferencer sat til side, så giver øllen fint mening her. Duften fra den ældste flaske er stik mod sædvane mindre intens end 2016, men man kan fint fornemme, at de er i familie. Det kan smages, at den er blevet ældre. I forhold til 2016 er den mere fyldig, mere vinøs og som den får lov til at stå bliver den virkelig, virkelig tyk, og skal til sidst indtages med kniv og gaffel. 

At smage Even More Jesus i tre årgange var en af de mere kuriøse omgange. 2017-udgaven var lysår af elendighed fra de andre, mens 2013 og 2016 trods et par års afstand til hinanden ikke havde voldsomme forskelle at byde på, til trods for at alderen fint skinnede igennem i den ældste flaske.

torsdag den 7. september 2017

Interview med Steve Rold, Fanø Bryghus

Da Stovt i starten af juli besøgte Fanø Bryghus blev der også tid til en snak med stedets ene brygger Steve Rold. Igennem Fanø Bryghus historie har der været flere amerikanske bryggere på bryggeriet, lige som man også har set det på eksempelvis Ebeltoft Gaardbryggeri og Herslev Bryghus. Jeg kan ikke sige mig fri for at være nysgerrig efter, hvad det er, der driver en brygger fra et land, hvor ølbranchen er eksploderet, på tværs af både Atlanten og Nordsøen for at brygge øl på en mindre ø ud for Esbjerg. Så jeg spurgte Steve om jeg ikke måtte høre hvordan han var havnet der. 

Historien tager sin begyndelse flere generationer tilbage, hvor Steves forfædre boede her i landet. Efternavnet Rold er det samme Rold som man finder I Rold Skov, og i forlængelse af det har Steve også tidligere besøgt Danmark før han tog hyre på Fanø. Oplevelser han rammer ind med to ord: ”loved it”. Skulle det ikke være nok, så stammer Steve fra Elk Horn. En lille by i Iowa grundlagt af danske udflyttere i starten af 1900-tallet, der stadig værner om danske traditioner. 

Der bor kun 600 mennesker i Elk Horn. Han fortæller, at skulle de eksempelvis i biografen var det ensbetydende med en køretur på en god halv time. Ud fra de oplysninger er Nordby måske slet ikke så langt ude på landet, som det føles i forhold til min egen hverdag. 

Som sådan var Steve ikke utilfreds med sit daværende bryggerjob på Free State Brewing i Kansas, cirka 350km sydpå i forhold til Elk Horn. Han erkender dog, at han var træt at skulle brygge de samme fem øl igen og igen og igen, og at forfremmelse havde lange udsigter. Der var flere andre ansatte med større anciennitet, der stod længere fremme i køen de næste gange, der skulle udpeges en ny headbrewer. Men! Steves planer om at se sig om efter noget andet lå stadig et par år ude i fremtiden, altså indtil han så jobopslaget fra Fanø Bryghus. Hans kones reaktion på opslaget var ”you have to apply”” og jobsamtalen fandt sted da parret var i Danmark på deres bryllupsrejse. 
Steve fik som bekendt jobbet og bor nu på Fanø sammen med hans kone Jessica og deres søn. Jessica er kunstner, men har også lavet en god del af de etiketter, der er kommet fra Fanø Bryghus siden Steve kom til. Blandt andet etiketterne til Mango Mussolini og Malignant Narcissist, der begge parodierer Donald Trump på deres etiketter. Steve runder da også det nuværende politiske klima i USA, da han fortæller om livet uden for USA. Han har allerede understreget, at han ikke har ikke travlt med at vende hjem, men bruger den nuværende præsident til at opridse en tidsramme, hvor han i hvert fald slet ikke har travlt. 

Steve trives med den frihed det giver i høj grad selv at styre arbejdsdagene, han sammenligner bryggeriets Kasper Schultz bryganlæg med at køre Porsche og der er grundet bryganlæggets størrelse plads til at chancer. Man kan i høj grad mærke, at hans tilgang til øl skinner igennem i bryggeriets one of bryg. Det handler om drinkability frem for det ekstreme. En mindre monolog om hans tilgang til øl bliver afsluttet med at Steve retter sig op i stolen og slår armene opgivende ud som for at understrege hans pointe: ”I don’t care if a beer is only 40 IBUs”. 

Ovenstående citat er ikke samtalens sidste ord, men virker som et godt sted at stoppe. Steve kunne ikke vide, hvad han fik da han rejste til Fanø, men som han sidder og fortæller virker han som en mand, der er landet lige der, hvor han gerne ville hen. Og det kan jeg godt forstå, at man vil rejse langt efter.

tirsdag den 5. september 2017

Anmeldelse: Hoppin' Frog/To Øl - S.S. Stout

Flasken afgiver ikke megen vidnesbyrd om, hvad det er der gør SS Stout skandinavisk inspireret. Der skrives om engelsk og chilensk malt, og belgisk sukker, men det eneste skandinaviske præg i etiketteksten er omtalen af Tobias fra To Øl, så måske han har stået for den skandinaviske inspiration. Øllen er en af mange europæiske samarbejdsbryg som Hoppin’ Frog har lanceret i år, og da der skulle handles var det den der stod som den umiddelbart mest interessante i stakken. Da jeg tidligere på året var til koncert med Karl Blau udtalte han noget i stil med ”I played in Amsterdam last night, don’t know if you consider it Scandinavia”? Så måske er det bare de amerikanske geografiskills, der viser sig i al deres glory og inkluderer Belgien i det skandinaviske fællesskab. 

Det første man bemærker er, at øllen smager langt varmere end den er. Jeg har ingen fornuftig forklaring på fænomenet, men der var bred enighed om det omkring bordet. Duften er svært kandiseret og slår på mit duftbarometer ud som en Quadrupel. Smagen er tyk. Tyk af den der harske sødme man finder i en øl, der ikke er gæret ordentligt ned. Det sure islæt ligger som en film henover øllen og nej, helt korrekt, jeg er ikke imponeret. Godt nok er der i To Øls øl en tendens til slagside mod det søde når de laver sorte øl, men her vælter læsset altså. Voldsomt ristet, voldsomt sød og det sure islæt kan på en god dag måske veksles til det mere venlige ”noter af mørke bær”. 

Havde jeg skabt denne øl som en middagsret, så ville jeg være ked af at navnet væltet lokum var taget.

søndag den 3. september 2017

Danske Ølentusiaster og Det Fri Øl

I sidste uge støttede Danske Ølentusiaster Det Fri Øl - blandt andet med ordene "Vi risikerer, at markedet for specialøl bliver undermineret, når industribryggerierne sætter sig på markedet for specialøl". I denne uge har de uddelt en pris til et af de bryggerier Det Fri Øl er lavet som et forsvar imod. Det er nok meget godt at DØE er en forbrugerorganisation og ikke et taxaselskab, for jeg er ikke helt sikker på, at de selv ved hvor de vil hen.

onsdag den 30. august 2017

Stovt på besøg hos Fanø Bryghus

Stovt gæstede i starten af juli Fanø og inviterede i forbindelse med opholdet sig selv på besøg på Fanø Bryghus. Det blev til en rundvisning og en lang og god snak med Claus Winther, der er direktør for Fanø Bryghus, om det at være et bryggeri i et øsamfund, om de mange amerikanske bryggere, der har været igennem stedet og om ønskerne for fremtiden. 
 
Fanø Bryghus er ikke svært at finde. Når ankommer med færgen til Nordby følger man bare vejen og når vejen deler sig i to og valget står mellem Fanø Bad eller Rindby og Sønderho, så holder man til højre i retning af Fanø Bad og står snart foran det gamle elværk, der rummer bryggeriet. 

Da jeg træder ind på bryggeriet kører tappemaskinen, hvad den kommer til at gøre i de fleste af de timer jeg opholder mig på bryggeriet. Stedets to bryggere varetager tapningen, mens to andre medarbejdere går til hånde ved tapningen, mens de også passer deres andre gøremål. Halvanden af bryggeriets lagringstanke skal køres på flaske og da jeg træder ind er det Hvedelyng fra bryggeriets standardsortiment, der arbejdes med. Senere op af formiddagen er det Vadehav, der kommer på flaske og jeg når at smage dem begge mens jeg gæster bryggeriet. 
Jeg finder Claus på bryggeriets kontor, der nok er synligt udefra, men som på bryggeriet er gemt væk i et hjørne bag en lang snæver gang, tapperum og andet. Selvom der er højt til loftet når man træder ind på Fanø Bryghus, så skal man ikke se sig meget omkring før man erfarer at stedet er en overflod af kringelkroge, og at hver en kvadratmeter er taget i brug. 

Malten er stakket væk under loftet, lige inden for hovedindgangen er et Kasper Schultz bryganlæg klemt op i hjørnet. Tre gæringstanke står modsat bryganlægget på den anden side gangen ind til tappemaskinen, og er yderligere klemt inde bag en håndfuld fade, der rummer noget sort, noget surt og en Quadrupel. På den anden side den brede gang, der skærer igennem bryggeriet og rummer en blanding af bar, bottleshop og lager, der finder man kælderen, hvor stedets ni 2000l lagringstanke må trække maven ind for at kunne være der. Ovenpå på den er der et serveringsområde til smagninger og de der dage, hvor udeservering besværliggøres af vejret. Det er her vi efter turen rundt slår os ned og udveksler spørgsmål og svar. 

Fanø Bryghus genindtrådte i min bevidsthed da jeg sidste år gæstede øen for første gang i 25år. I mit hoved bestod bryggeriets sortiment af en stribe standardbryg, der måske nok var tilforladelige, men som ikke trak de store overskrifter. Ud over dem skulle det dog vise sig, at bryggeriet har et sideløbende sortiment, der i højere grad følger med tidens toner i form af Berliner Weisse, NE IPA med mere. Baseret på de erfaringer jeg har gjort med øllene på egen krop er fællesnævneren, at det er meget umiddelbare og let drikkelige øl. Jeg tog i hvert fald en pæn portion begejstring for bryggeriet med mig hjem sidste år, tildelte bryggeriet prisen som årets positive overraskelse i slutningen af året og valgte som optakt til årets ferie at kontakte bryggeriet og høre om De havde lyst til besøg. 
Som jeg snakker med Claus, kan jeg dog høre, at min billede af bryggeriets sortiment ikke er grebet helt ud af det blå. Der har været perioder med lav produktivitet, hvor standardsortimentet har fyldt hele produktionen. Det er også der den primære efterspørgsel ligger, eksempelvis udgør Vadehav sammen med Fanø Rav de meste solgte øl fra bryggeriet. Øllene ud over standardsortimentet bliver til i samarbejde med bryggerne, der får lov til at byde ind med, hvad idéer og ønsker de har. 

I Odense kan man en sjælden gang imellem opleve øl fra Fanø Bryghus på hanerne hos Christian Firtal, men ellers er det ikke meget man ser til bryggeriet. Derfor er et af mine forberedte spørgsmål også, hvor Fanø Bryghus afsætter sit øl henne. Claus stiller en lidt groft skåret fordelingsnøgle op, der fortæller, at en fjerdedel af øllet bliver solgt på Fanø, en fjerdedel i Esbjerg og omegn og en fjerdedel fordeles til resten af landet. Især Københavnsområdet har man fået godt fat i. 
Den sidste fjerdedel dækker eksporten. Her er det især Norge og Frankrig, der tager fra. Det franske salg varetages af en fyr, der efter at have afsluttet universitet var i praktik hos bryggeriet i er par uger. Da han vendte tilbage til Frankrig fastholdt man kontakten og spurgte efter et stykke tid om han kunne have lyst til at importere Fanø Bryghus til det franske, og det kunne han. Den tidligere praktikant ejer i dag et ølimportfirma og har for nylig åbnet egen bar i Paris. Salget til det franske har ført mange overvældende oplevelser med sig, som Claus rundhåndet deler ud af mens vi sidder ved bordet. Pt. arbejdes der på at få en fod indenfor på det tyske og det italienske marked. I Italien har man været i gang siden november sidste år, i Tyskland går man og afventer distributøren, men det skulle falde på plads først på efteråret.  
Jeg har på mit papir skrevet sætningen ”den der lever stille lever godt”. Det er ikke meget man ser til bryggeriet på de sociale medier, og helt skævt går det, hvis man klikker ind på bryggeriets hjemmeside, hvor afsnittet om bryggeriet er underskrevet Claus og Ryan. Bryggeriets tidligere brygger Ryan Witter-Merithew forlod Fanø Bryghus i slutningen af 2012. ”Det handler om tid” forklarer Claus kort. Det er ikke viljen, der mangler, men bryggeriet har en størrelse, hvor man er nødt til at prioritere opgaverne benhårdt, fordi der ikke er råd til den ekstra mand, der ville kunne få tingene til at hænge sammen. Man har dog for nylig fået en ny fuldtidsansat, der blandt andet gerne skulle kunne aflaste Claus, så han får mere tid til den type opgaver. Skal der en ny mand ind, så skal der udvides. Der er plads til at bygge et lager ude bagved, hvilket ville frigøre den tid man nu bruger på at hente øl på bryggeriets lagre ude i byen. Den smule lager bryggeriet har nu minder mest af alt om en carport og det er både en upraktisk og ufleksibel løsning. Produktionen vil man også gerne øge med en ekstra tank, så man kan få noget mere øl igennem systemet. Der er idéer og ønsker nok på tegnebrættet, der er bare ikke sat datoer på.  

Førnævnte Ryan Witter-Merithew er bare en af flere amerikanske bryggere, der har været igennem bryggeriet. Lige for tiden er det Steve Rold og Ryan Brei, der rører i gryderne, men det er mere tilfældigt end bevidst at bryggeriet har fået et amerikansk præg blandt bryggerne. Da jeg spørger ind til det får jeg at vide, at søger man efter en brygger i Europa, så er der en høj procentdel af lykkeriddere blandt ansøgerne, mens hvis man søger i USA får man langt mere kvalificerede ansøgere, der er bedre uddannede og har mere erfaring. I bund og grund handler det dog om tilfældigheder, men ikke desto mindre tilfældigheder, der nu har gentaget sig af et par omgange. 
Mens vi snakker er der blevet åbnet for bryggeriets bar og flaskesalg, hvilket giver en stille, men vedvarende trafik ind gennem bryggeriets fordør. Mange skal bare have en enkelt øl og/eller et par øl til senere på dagen. Få bliver hængende længe selvom det selvfølgelig sker. Bryggeriets bar skal mest af alt ses som en præsentation af bryggeriet. Åbningstiderne, der siger slut sidst på eftermiddagen fortæller da også tydeligt, at man ikke har nogen interesse i at drive værtshus. Vi lander på emnet, hvordan det er at drive et bryggeri på en ø. Og det bliver det emne i løbet af vores snak, der kommer til at mane mest til eftertanke. 

Helt lavpraktisk er der det faktum, at det er dyrere. Det koster cirka det samme, at få fragtet en palle øl til Esbjerg Havn, som det koster at få den videre derfra og til København. Men så er der også det sociale, det lokale samarbejde og de positive associationer. For navnet Fanø er positivt ladet, og forbindes af de fleste med sommer og ferie. Endvidere er øen en del af Nationalpark Vadehavet, hvilket man på bryggeriet har valgt at bruge aktivt. Alle flasker er udstyret med nationalparkens logo. 

Og så er der det med det sociale. Når man skal arbejde så tæt sammen som man gør i en trods alt mindre virksomhed som Fanø Bryghus, og samtidig befinder sig på en ø, hvor man er i et lille tæt miljø, så er det sociale nødt til at fungere. Claus bander her mere end på noget andet tidspunkt i samtalen, for at understrege alvoren i det. Ingen tvivl om, at det er en prioritet når man finder nyt personale. 
Der sælges kun øl i bryggeriets bar og bottleshop. ”Flere har spurgt os, hvorfor vi ikke serverer mad. Det kunne vi da også sagtens, hvis vi inddrog lejligheden, der hører til bryggeriet, men sæsonen er kort, og vi ville komme til at stå i en situation, hvor vi ville være konkurrenter til dem, som vi skal leve af at sælge til”. Man fornemmer hurtigt, at det ikke er aktuelt at udvide madvaretilbuddet på bryggeriet til meget mere end de tre varianter af chips man pt kan få. Sæsonen er kort på en ø som Fanø, men i forbindelse med at færgepriserne uden for højsæsonen er blevet sænket, der håber man at se flere turister uden for sommerperioden. Claus fortæller om, hvor svært det er, at få tingene til at hænge økonomisk sammen for restauratørerne når sæsonen er så begrænset som den er, men han virker til at øjne et håb for, at de sænkede færgepriser kan være med til at ændre på det. 

Her stopper vi. Efter et par timer i hinandens selskab runder vi samtalen, og jeg sætter mig udenfor og venter på at tappemaskinen får fyldt flasker færdig for i dag, så jeg kan komme til at snakke med Steve Rold om det at rejse over Atlanten for at brygge øl på en lille ø. 
 

tirsdag den 29. august 2017

Anmeldelse: Bøgedal - Sour #1

Bøgedal er et af de bryggerier jeg lidt elsker på afstand. De få gange jeg har fået øl fra bryggeriet, har det altid været en del af en oplevelse, hvor det har fungeret. Jeg elsker de groftskårne etiketter og champagneflaskerne, og det eksklusive og rustikke udtryk bryggeriet har er heldigvis blevet bibeholdt nu hvor bryggeriet har skiftet over til de mindre 375ml flasker. Sour #1 er som navnet antyder den første Sour fra Bøgedal. Fra etiketten kan det fortælles, at første fermentering er foregået på Alegær, anden fermentering er sket på fermenterede brombær og at øllet har fået 10 måneder på egetræsfad. 

Duften er bekendt, men det tog mig lige et par minutter at zone mig ind på det genkendelige, men jeg bliver mindet om at træde ind et sted, hvor der er blevet kværnet kaffe. Og hvor duften af kaffe stadig hænger i luften som det fjerneste af indtryk. Bortset fra at bryggeren måske har indtaget en kop kaffe undervejs, har øllen dog aldrig set skyggen af mokka. Smagen er overraskende. Jeg havde i baghovedet, at dette værende Bøgedals første Sour, så ville noget være for meget på et eller andet punkt, men nej. Lortet balancerer. Det sure er en fin lille diskret note, baseøllen er en diskret lys Ale og man mærker intet til de 7,1% den bærer rundt på. Der er intet overdrevent ved Sour #1, det er en begyndersour om man vil, men den fungerer på alle planer og jeg er begejstret.

torsdag den 24. august 2017

Anmeldelse: Alefarm/Northern Monk - Peach Farmhouse Ale + Blueberry Wild Ale

Det sæt øl, der nok har fyldt mest I mit ølfeed på det seneste er samarbejdet mellem Alefarm og Northern Monk, der har begået to øl sammen i Northern Monks Patron Projects serie. Jeg havde på forhånd størst tiltro til Blueberry Wild Ale, og lad mig da også bare med det samme skyde Peach Farmhouse Ale ned og konkludere, at den for mig smager som en Dubbel, lugter som en Dubbel, ligner en Dubbel og er lige så kedelig som en Dubbel. 

Umiddelbart er det den samme duft, der står op fra glasset efter Blueberry Wild Ale er blevet skænket. Det er så også den samme gær, der er blevet brugt (WLP565). Langsomt blender der sig nogle bærnoter ind, der dog skal mande sig gevaldigt op for bare at få lov til at spille andenviolin. Et øjeblik sidder jeg med den tanke, at det er Peach Farmhouse Ale igen tilsat et skud Ribena. Smagen er tæt på medicinsk og i min optik fylder gæren alt, alt, alt for meget i begge øl. Indrømmet! Med Saisongær på spil er vi også ude, hvor jeg normalt ikke engang gider tjekke om jeg kan bunde, men Alefarm har så mange gange før leveret øl i stilarter jeg normalt ikke kan og vil, hvor jeg er blevet overvældet af resultatet. Ikke her. To skuffelser af de store, og to øl jeg ikke tror på blev som man forventede da de var på tegnebrættet.