torsdag den 14. december 2017

Årets nye danske øl 2017

Det tog lang tid før en mulig kandidat til årets danske øl meldte sig, men på sommerens ferie til Fanø meldte der sig endelig en værdig aspirant til titlen. Mango Mussolini blev i løbet af den uge opholdet varede drukket dagligt og også hjembragt til det fynske. Mango Mussolini er øl når det er bedst. En underspillet øl, hvor alt balancerer og man uanset, hvor hårdt man prøver, ikke formår at blive træt af den, men sagtens kan drikke en håndfuld i streg. Alle kan skabe noget ekstremt, men når man sætter drinkability som målet og lykkes med det, så er det ølbrygning ophøjet til en kunstart. Jeg håber Fanø Bryghus holder fast i Mango Mussolini og lader den blive en del af det faste sortiment. 

Trods den megen rygklapperi, så må Mango Mussolini nøjes med en lille sølvpokal, der indikerer at selvom det var virkelig godt gået, så gik den ikke hele vejen hjem. Mango Mussolini er en stensikker toer på Stovts liste over årets nye øl, men for at finde årets #1 skal vi knap så meget mod vest. 
Det har på mig virket som om, at Ugly Duck de senere år ikke helt har vidst, hvad retning brandet skulle i. Stille og roligt virker det dog som om, at man igen er begyndt, at arbejde sig i retning af et velfungerende fikspunkt i horisonten, hvor en blanding af de bundsolide øl, der for mig er kernen af Ugly Duck, kommer til at blande sig med fade, surt og sort, og en vedvarende flirten med de stilarter, der måtte være oppe i tiden. 

Ugly Duck ramte med Undertoad lige ind i kernen af det jeg synes definerer Ugly Duck, men det var med Kinky Cowboy, at man perfektionerede det i sådan en grad, at det udløser den højest mulige podieplacering i kampen om at skabe årets nye danske øl.
Kinky Cowboy var tænkt som en fusion af amerikansk West Coast IPA og New England IPA. Det etablerede og det nye. Jeg er på ingen måde stilartsrytter og giver egentlig ikke to fucks for, hvor i IPAregisteret Kinky Cowboy giver udslag. For mig er det vigtigste, at den balancerer helt og aldeles og totalt. Lytter man til musik kan man tåle langt højere volume når lyden ikke forvrænger. Det er det samme her. Intet er overdrevet og intet er overgjort, men der er rigeligt af det. Jeg har nydt hvert et glas jeg har fået af den siden den blev lanceret og som det var tilfældet med Mango Mussolini og Fanø Bryghus, så håber jeg, at Ugly Duck vil beholde Kinky Cowboy i sortimentet.

torsdag den 7. december 2017

Klummen 25: Etik og etiketter.

At kalde det, der i september ramte Kissmeyer Beer & Brewing for en shitstorm, ville være lidt være som at sammenligne den danske efterårsblæst med de storme, der på det seneste har hærget i Caribien. Elementerne var der, men slet ikke i de påkrævede mængder. Det er dog alligevel værd at kigge nærmere på, for det stiller også nogle spørgsmål i forhold til, hvordan man må navngive øl og agere omkring det. 

Kort fortalt så har Kissmeyer Beer & Brewing omdøbt deres Citra Tripel til Strange Fruit. Det virker måske ikke synderligt kontroversielt, men det er uheldigt fordi Strange Fruit er titlen på en af de mest ikoniske protestsange, der nogensinde er skrevet. Det faldt nogen for brystet i kommentarsporet på Facebook og så gik det ellers som den slags gør. 

Jeg opdagede det ikke selv, men fik linket tilsendt. Mit bud var i udgangspunktet, at der var tale om et uheldigt og dårligt researchet navnesammenfald, men Anders Kissmeyer bød selv ind efter et par timer og kommenterede, at Icons-serien trækker på klassiske sange når de skal navngives. Her mener jeg så, at man grundet sangens status burde dele dens historie, og ikke blot bruge den som blikfang for én øl som man i sidste ende må formodes, at ville tjene penge på. 

Hele misæren er dog nok mere kikset end egentlig skandaløs, men den viser dog meget godt, at ølnavne ikke står udenfor de tendenser, der ruller igennem samfundet. 
Et spørgsmål ved sidste års Craft Brewers Conference om hvad Brewers Association gjorde for at få bryggerierne til at støtte og fremme ligestilling mellem køn, racer m.m. satte gang i noget i USA. I starten af året meldte det amerikanske ølmagasin All About Beer i en leder ud, at de ikke længere ville anmelde eller omtale øl ”that demean women or promote rape culture”. 

Siden fulgte Brewers Association efter og tilføjede til deres kodeks, at bryggerier i deres markedsføringsmateriale bør gå udenom etiketter med mere, der: 
  • contain sexually explicit, lewd, or demeaning brand names, language, text, graphics, photos, video, or other images that reasonable adult consumers would find inappropriate for consumer products offered to the public; or 
  • contain derogatory or demeaning text or images. 

Endvidere har man fra Brewers Associations side forbudt øl, der falder ind under ovenstående og deltager i World Beer Cup eller Great American Beer Fest (som Brewers Association står bag), at bruge eventuelle medaljer i markedsføring, lige som man ikke vil udråbe dem som vindere, men forbigå dem i stilhed. 

Hvorfor man stadig vælger at lade dem stille op melder historien intet om, ligesom historien intet melder om, hvorfor fokus fra Brewers Association og All About Beer er på sexisme og ikke på eksempelvis racisme, men et gæt herfra er at det handler om relevans i forhold til de øl, der er på markedet. Der er med stor sandsynlighed flere etiketter og ølnavne, der er er nedladende i forhold til kvinder, end der er etiketter og ølnavne, der er nedladende i forhold til etniciteter. 
Herhjemme er der blevet grint meget over at svensken ikke ville lukke etiketten til Amager Bryghus – Lust ind på Systembolagets hylder, men bryggerierne skal nok i højere grad til, at tage Systembolags-brillerne på når de tænker navne og etiketter i fremtiden. En øget krænkelseskultur, større fokus på ligeværd og feminismens indtog i medierne er blandt de faktorer, der gør, at navngivningen af en øl nu kræver omtanke. Den smålumre, hyggeracistiske onkelhumor skal herefterdags holdes på idéplanet og væk fra etiketterne. 

For der bliver lavet danske etiketter, der er på kanten. Jeg har prøvet at samle nogle eksempler på etiketter, der på hver deres måde går over grænsen. Skulle nogen være uenige eller have andre bud, så er de velkommen til at byde ind på Stovts Facebookside.
Det er påfaldende, at både Syndikatet og Thorning Bryghus benytter Zwarte Piet på etiketten til deres juleøl i år. Zwarte Piet er en hollandsk julefigur, der over de senere år er blevet tiltagende kontroversiel blandt andet grundet figurens fremtoning, der benytter sig af blackface. Blackface blev i 20ernes og 30ernes USA benyttet i forestillinger, hvor hvide skuespillere malede sig sorte i ansigtet og fremstillede sortes om uintelligente arketyper. Blandt den fokus, der har været på figuren igennem de senere år kan nævnes, at  en FN-komité om racediskrimination i 2015 opfordrede Holland til at fjerne de racemæssigt negative stereotyper fra figuren, samme år fjernede de hollandske skoler de negative stereotyper fra figuren. I 2016 meldte den hollandske børneombudsmand ud, at figurens negative stereotyper var en overtrædelse af børns ret til ligeværd og således ville listen kunne forsættes.
Midtfyns Bryghus og Coisbo lancerede i foråret 2016 samarbejdsbrygget ”Grænseløberen”. Dette var mens folk stadig havde billeder af flygtningestrømme på den sønderjyske motorvej i efteråret året før i frisk erindring. I den video, der blev lavet for at introducere øllen bliver der sagt ”..Grænseløberen den skal være sort”, alt imens den sorte grafik på etiketten afbilleder en bevæbnet mand i uniform, der jager karikaturen af en røver, hvilket trækker yderligere uheldige referencer mellem grænseløbere og berigelseskriminalitet. 
Howling Monkey lancerede i 2015 en Kellerbier med navnet Fritzl. Kombineret med en etiket, der viser en børnetegningslignende illustration af et hus med kælder og det østrigske flag hejst udenfor efterlades der ingen tvivl om, at det er et forsøg på en humoristisk reference til sagen med Josef Fritzl, der holdt sin datter indespærret i en kælder i 24år og efter sigende voldtog hende 3.000 gange.  
I den omtalte leder fra All About Beer omtales både Panty Peeler og Panty Dropper som eksempler på øl med upassende navne. På etiketten til Mikkeller Kihoskh Juleøl er trusserne også røget og ligger nu på julemandens ene lår, mens et sæt afklædte dameben er placeret på det andet. En visualiseret udgave af navne, der er dømt upassende hos All About Beer. Med de føromtalte Systembolags-briller på må man spørge sig selv om, hvorfor trusserne er røget. Fungerer juleøllen som en art afrodisiakum, eller hvordan skal etiketten tolkes?

Der er uden tvivl flere etiketter derude, der balancerer mellem det tilladte, det dumme, det tydeligvis grænseoverskridende og det nogle vælger at lade sig forarge over. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det er et område, hvor det for bryggerierne fremover bliver nødvendigt at være sikre på, at de ikke støder nogen og derved træder sig selv over tæerne. 

mandag den 4. december 2017

Klummen 24: Folkemængdefinansiering

Crowdfunding er stille og roligt ved at blive en del af den danske ølbranche. Tidligere har blandt andet People Like Us og Vestslesvigsk Bryghus benyttet sig af det, og året ud har Ugly Duck og Bryggeriet Djævlebryg gang i hver deres indsamlingskampagne for at skaffe penge til henholdsvis et surølsprojekt og en genoptagelse af produktionen. 

Crowdfunding er et stærkt markedsføringsværktøj, der giver mulighed for at involvere bryggeriernes kunder i langt højere grad end man normalt vil kunne gøre. Optimalt holder man dem løbende orienteret undervejs gennem projektets løbetid og skaber således en flok oplyste ambassadører for hvad end projekt man er i gang med at finansiere. Dette kræver dog også, at man er i stand til at leve op til den øgede interaktion, og evner at levere de incitamenter støtterne er blevet stillet i udsigt til gengæld for deres økonomiske støtte. 

Jeg støttede både kampagnerne fra People Like Us og Vestslesvigsk Bryghus. Hvor Vestslesvigsk Bryghus udviste god stil og kommunikationsevner hele vejen igennem og rundede af med personlig levering ved døren, der virkede det til, at projektet mere eller mindre døde for People Like Us da deres indsamling nåede slutpunktet. Der fulgte flere måneders forsinkelse i et kommunikativt dødvande før en kasse med seks ens øl dukkede op i stedet for den kasse blandede øl, der var stillet i udsigt. Min interesse for projektet døde dér. 

Seneste skud på den danske crowfundingscene er Coolship Brewing Company som jeg på mange punkter synes er interessant sat op. Når man læser sig igennem salgsteksten på Indiegogo så virker det alt sammen meget bekendt. Er man den mindste smule velbevandret i de danske bryggerier, så tager det heller ikke længe før det går op for én, at det er forhistorien til Munkebo Mikrobryg man sidder og læser. Jeg finder det derfor påfaldende, at navnet Munkebo Mikrobryg ikke optræder nogle steder. For hvad det måtte være værd, så vil bryggeriet i den brede befolkning blandt andet været kendt som tidligere vinder af årets danske øl og årets danske bryggeri. Hvorfor benytter man sig i lanceringen af Coolship Brewing Company så ikke af den synergieffekt man vil kunne opnå ved at koble det nye projekt til Munkebo Mikrobryg? 

En af forklaringerne kan være den negative presse Munkebo Mikrobryg har fået i forbindelse deres dårlige økonomi, der i sommers truede firmaets fremtid. Indskudt bemærket er det endnu ikke offentligt kendt om man har fået en ny investor ind, men det virker ikke til det. Ifølge en artikel hos Fyens Stiftstidende kommer Coolship Brewing Company til at være uafhængigt af Munkebo Mikrobryg. Med tanke på Munkebo Mikrobrygs dårlige økonomi er det svært ikke at blive ramt af tanken om Coolship Brewing Company er ved at blive kørt i stilling som et nyt bryggeriprojekt for Claus Christensen, hvis og når Munkebo Mikrobryg ikke længere har kapital til at blive drevet videre. 

Incitamenterne hos Coolship Brewing Company er også nogle underlige størrelser. For 65€ (cirka 480dkr) kan man få sit navn på listen over støtter. For de samme penge kan man hos Djævlebryg hente otte Pride of Nekron, og hos Ugly Duck er man en tyver fra at kunne veksle sin støtte til to fadlagrede øl og et medlemskab af First Taste Club. Selv om der selvfølgelig er renhjertede sjæle derude, der ønsker at støtte økonomisk op om projekter for projektet eller projektafsenderens skyld, så bygger crowdfunding primært på en noget for noget filosofi, hvor man får igen i forhold til, hvad man støtter med. 

Skal man have noget igen hos Coolship Brewing Company, så skal man slippe minimum 195€ (Cirka 1.450dkr) for at få fyldt en to-liters growler op ti gange. Det kan man få hos bryggeriet eller hos en af deres ”stations”. Eftersom ingen ved, hvor disse ”stations” kommer til at ligge, så risikerer man hurtigt at komme til at købe katten i sækken, hvis man ikke jævnligt har ærinder på egnen syd for Kerteminde. Hvis støtterne ikke kan komme nemt og bekvemt til deres incitamenter så er der ingen idé i at støtte. Og hvor mange vil gide køre de eksempelvis 15-20km fra Odense og tilbage igen ti gange for at hente øl? 
Hvis en crowdfundingkampagne skal nå i mål, så skal incitamenterne give økonomisk mening for støtterne, der skal føle at de får noget for deres penge. Optimalt skal crowfundingens mål også være opnåeligt. Alle foretrækker at være en del af en succeshistorie. Lige nu er alle de tre igangværende crowdfundingkampagner et stykke fra deres mål. People Like Us nåede heller ikke i mål, mens det lykkedes for Vestslesvigsk Bryghus, der dog også havde det klart laveste mål af de fem kampagner. Hvilket også viser, at der stadig er grænser for, hvor stor en finansiering man kan opnå på denne måde. 

Stovt tror, at vi kommer til at se langt mere crowdfunding i ølverdenen fremover, og byder dem velkomne. Det vil åbne op for nye projekter, og forhåbentligt også bidrage til et øget oplysningsniveau blandt ølforbrugerne, i takt med at flere og flere forhåbentlig støtter op om disse projekter.

tirsdag den 28. november 2017

Anmeldelse: Holder Limfjordsporterens nye holdbarhedsdato?

Limfjordsporteren har i al diskretion for nylig fået ændret sin holdbarhed fra 1½år til 3år. Rent tilfældigt, er det ikke lang tid siden, at jeg sidst var i kælderen og hive en flaske frem, der cirka havde den alder. Den blev indtaget en aften uden at jeg helt var opmærksom på, at jeg havde grebet ud efter noget med alder. Det gav ikke grund til nærmere eftertanke, men oplevelsen var på ingen måde prangende. 

Men! Hvis man hos Thisted Bryghus mener, at Limfordsporteren kan holde sig tre år, så bliver det lige pludselig interessant at dykke ned i kælderens dyb, fiske en cirka tre år gammel flaske frem og se hvordan den smager. Tættest på den ønskede alder var en flaske på 3år og 3 måneder, der derfor blev taget op til nærmere eksamination. Selvom den udvalgte flaske er tre måneder over den nye holdbarhedsgrænse, så vil forskellen ligge så meget i detaljen, at jeg ikke tror det vil i praksis gør den store forskel. 

Duften er intens. Masser af lakrids, der flyder fint sammen med en smule røg og det er ikke her, at vi finder problemet. Smagen derimod. Man smager det med samme. Øllet har fået en sur note, nærmest som var den blevet svøbt i en hinde af balsamico. Tankerne går i retning af oxidering. Hvor en frisk Limfjordsporter kommer med en masse kraft, der føles den her træt og forbitret. Det er surt, det er ikke indbydende og det er ikke umiddelbart noget jeg helt kan forstå man som bryggeri vil stå inde for. Jeg har igennem årene smagt en del ældre Limfjordsportere, og det er en note der går igen i højere eller lavere grad. 

Jeg forstår ikke, at man som bryggeri vil stå inde for det. Den udvikling Limfjordsporteren gennemgår på tre år er ikke til det bedre og jeg mener ikke, at det er fair at lade kunderne betale for et produkt, der bliver så markant ringere. 

Tilbage til halvandet års mindst holdbar til Thisted Bryghus!

tirsdag den 21. november 2017

Anmeldelse: Fire gange Gose

Gose er fantastisk. Færdig, basta. Men! Noget er naturligvis bedre end andet. 

Det er ikke første gang Stovt kører en Gose-smagning og det er med god grund. I en ølverden, hvor surt er konge, der er Gose min Prins Knud. Den sande tronfølger! Stovt har hevet en flok arveprinser ned fra hylderne for at se om nogen er mere tronfølgeværdige end andre. Øllen er listet i den rækkefølge de blev smagt i og husk!! Stovt følger 13-skalaen. 

Anderson Valley – The Kimmie, The Yink and the Holy Gose Ale 4,2% 
Det er et hårdt udlæg fra Anderson Valley. Topklassisk Gose. Duften er intens, men øllet er let og lige i øjet. Det her er en Gose som den skal være. Let, lige til og med tilpas meget saltet modhage på til at det ikke bare ryger lige ned i løgneren. Jeg har ladet mig fortælle, at i United States of America, der koster en sixpack af denne øl én 12 dollars penge, og tanken om, at det for mindre end 80dkr ville kunne lade sig gi’ sig, at slæbe en gavmild håndfuld af The Kimmie, The Yink and the Holy Gose Ale med i kolonihaven på en varm sommerdag, så saltbalancen kan opretholdes, er så noget jeg snildt kan få mange, lange vinteraftener til at gå med. (10)

Brew By Numbers – 18/04 4,3% 
Fra det londonske byder Brew By Numbers ind med deres bud på en Gose. En mere fed og flad variant, hvor alt som sådan sidder, hvor det skal, men alligevel bliver lidt småtrist undervejs. 18/04 kommer i én 70cl flaske og det er så absolut i overkanten for en øl som denne. Efterhånden som øllet luner en smule op, der stikker den af på flere forskellige parametre og balancen falder så småt fra hinanden. Et okay bud på en begynder-Gose, men så heller ikke mere. (8) 

Prairie – Flare 5,4% 
Der er dømt sceneskift med Praries bud på en Gose. Duften er tæt på ikke eksisterende, hvor de andre er noget mere insisterende med deres sure punch. En smule karameliseret æble og that’s it. Farven på øllet ligger ikke langt fra en Classic, så man kan næsten gætte, at der er karamel i farvandet. Og så er der smagen: Oversaltet, ubalanceret, sødlig og så noget udefinerbart, der nok er det tilsatte appelsin. Det fungerer ikke og det kommer det aldrig til. Nyd farverne på etiketten og lad den stå. (5) 

Founders – Green Zebra 4,6% 
En duft, der blander surt og vandmelon kræver tilvænning, det er ikke fordi det egentlig lugter dårligt, det sure og det meget søde går bare ikke helt hånd i hånd, det er mere som når en fyraftenstræt forælder slæber af med sit ulvetimetrætte barn, uden at man helt kan bedømme, hvem der hiver i hvem. Green Zebra er brygget med vandmelon og det kan den-onde-hyleme smages. Det sure med det søde, det er kuriøst og udmærket, det gør ikke en kat fortræd, det kan sagtens drikkes, men superophidsende er det ikke. (8)

tirsdag den 14. november 2017

Anmeldelse: Forårets tre sorte fra Amager Bryghus

 
På listen over de talløse ting her i livet jeg ikke forstår, der rangerer behovet for at anmelde Imperial Stouts helt dugfriske just efter de er blevet sluppet ud på det frie marked lige udenfor topplaceringerne. Imperial Stouts er øllets svar på b-mennesker, der skal lige være en periode med ro på før de evner at performe helt optimalt. Eventuelt også en kop kaffe. Eller kan man forvente en ujævn præstation, der måske nok kan give et indtryk af, hvad der kan være på vej, men som ikke scorer toppoint. Henover den første halvdel af 2017 smed Amager Bryghus et nærmest uhyrligt antal nye øl på markedet. Blandt dem var der tre Imperial Stouts, der nu har nået et alderstrin, hvor man formode, at de er blevet så modne, at det er fair nok at kigge nærmere på, hvad de kan. 
Dario the Dark Don – Double Mash Russian Imperial Stout 11% 
Dario the Dark Don blev lanceret I forbindelse med Amager Bryghus 10års fødselsdag. Den er dobbeltmæsket som man også har set hos andre Amager-øl som Double Black Mash og Green, Green Banshee. Man fornemmer slægtskabet, men Dario indtager lillebrorrollen. Den er mere umiddelbar og knap så tung. Hvor dens to brødre i al deres massivitet kan føles som uoverstigelige bjerge at bestige, der er Dario the Dark Don mere en modbydelig tur op af trapperne. Den er intens, den er kras og man fornemmer klart alkoholen, men den balancerer. Der er ristede noter uden alt det bitre og beske, der er kaffe, ikke som den i koppen, men som det der hænger i luften lige efter den er blevet kværnet. Det fungerer, det balancerer, men der er stadig en del kanter, der ville have godt af at blive filet ned. Som med de andre dobbeltmæskede øl fra Amager, der tror jeg slet, slet, slet ikke, at vi er der endnu, der skal mere tid til. Om et år eller to, der er det her et vidunder af en øl. Lige nu, der er den bare virkelig god. (10) 
The Mortician – Imperial Stout 10,5% 
Bedemanden så dagens lys til årets Amarikanerdag som den eneste sorte øl blandt et væld af andre samarbejdsbryg i det nok svageste opløb, der hidtil er udbudt til en Amarikanerdag. Amagers samarbejdsbryg minder efterhånden mere og mere om de duetplader man ser gamle stjerner ty til når de ikke længere har noget nyt at byde ind med. Hvor man låner hinandens navne i et forsøg på at holde en gryde i kog på et blus, der er ved at gå ud. Jeg er ikke i tvivl om, at det sælger, men hvor ville jeg dog ønske at øllets kvalitet stod mål med markedsføringsværdien. The Mortician er født ud af et samarbejde med Barrier Brewing Co., men minder en del om det sorte ølland man normalt betræder, hvis man kaster sig ud i Amager-klassikere som Pride eller Hr. Frederiksen. Det er fyldigt og rundet, det er tungt og det er blødt og sødt uden at det kammer over. Når det gælder det søde, så kommer The Mortician dog lidt tættere på at kamme over end de nævnte forlæg, der ville ikke skulle være meget mere restsukker tilbage før det ville gå galt. Trods det synes den lettere end de nævnte Amager-klassikere. Også mildere. Måske mindre generøst humlet, eller måske er det hveden og havren, der putter en dæmper på tingene. Den tilsatte kaffe kunne i forhold til min smag snildt have været mere generøst tilsat, den fornemmes, men det væsen den gør af sig skjules af sødmen. Jeg foretrækker mit sorte øl tungere og mere markant end hvad The Mortician kan tilbyde, jeg er dog slet, slet ikke i tvivl om, at der er et publikum for den derud. Forbeholdene til trods, klart en af de bedste blandt årets Amarikanerdagøl. (8) 
The Red Hetman – Czarniecki Style Imperial Baltic Porter 11% 
The Red Hetman var så lang tid undervejs, at den planlagte lancering måtte udskydes. Af uransagelige årsager gad øllet ikke gære ned og så var der ikke andet for end at vente. Igen er der tale om et samarbejdsbryg, denne gang skal der dog ikke kigges mod vest, men derimod mod det polske i sydøst. De udvalgte partners in crime til The Red Hetman er Pracownia Piwa om hvem jeg aner nul og niks, men løst bedømt på den stigende omtale, så skal man ikke dømme Polen ude som ølland. Den store ukendte faktor ved The Red Hetman er, at der optræder bisongræs på ingredienslisten. Hvad gør det overhovedet ved øl? Skal jeg tro på, hvad jeg er faldet over af anmeldelser, så rummer svaret kanel! Det er heller ikke helt skævt. Første tår kaster tankerne i retning af en meget markant bitter Barley Wine tilsat kanel og lavet med en rå mængde muscovadosukker, der efterlader en markant brændt sødme. Sådan smager den langt hen af vejen. Den mildnes dog markant efter en tyve minutters tid, hvor bitterheden, sødmen og de mest fremtrædende af de brændte noter er væk. Det giver en noget mere tilgængelig øl, der dog stadig smager mere i retning af en Barley Wine end noget som helst sort. Det gør den dog med stor bravour og hvis man kan tale om at ældes med ynde indenfor en tidsramme af tyve minutter, så er det her et klasseeksempel. Min begejstring er også klart størst i det afsnit, der foregår efter de tyve minutter. Indledningsvis savnede jeg noget krop i øllen, der kunne give sødmen og det brændte noget modspil, det behov forsvinder også i takt med at The Red Hetman lynældes. Den røde næstkommanderende er et kikset indlæg, der alligevel ender som et oplæg til en scoring. Den fungerer ikke helt, men når den får lov til at stå, så falder alle tandhjulene alligevel på plads så maskineriet kan køre. (9)

mandag den 6. november 2017

Stovt glæder sig i denne tid

Julen kryber nærmere, og forleden slap store og små de øl fri, de tænker matcher den forestående højtid. Jeg er ikke den store juleølsfan, men der plejer alligevel at være et par enkelte, der stikker ud i positiv retning og prikker og pirrer min nysgerrighed i en grad, at de bliver købt. Indtil videre er der dog kun tikket en enkelt ind på den liste i år.

Den ære tilfalder: Chocolate Salty Christmas Balls fra Cervisiam. 10% Imperial Stout med kakao, ahornsirup, salt og kanel. Min underbevisthed fortæller mig, at det godt kunne risikere at være godt. Skulle andre ønske at teste min tese af, så kan den bestilles ved Boxbeers.
I mangel på friske nyheder, der glæder jeg mig over, at To Øl har valgt at genudsende Santa Gose F&#% It All, der blev lanceret sidste år. Det er uden sidestykke den bedste Gose, der er undfanget på dansk jord.

Ellers skal Stjernebryg fra Herslev naturligvis fremskaffes (både til nu og til kælderen) og mon ikke de lokale udskænkningssteder byder ind med henholdsvis Hoppy Christmas fra Ugly Duck og JuleIPA fra Beer Here, der topper Stovts liste over humlede juleøl. Der bliver desværre ingen Phister de Noel fra Flying Couch i år. 
På hjemmefronten er der blevet taget juleøl op fra kælderen fra de senere år. Jeg tænker, at der også godt kunne risikere at gemme sig en god oplevelse eller to her. Især glæder jeg mig til den fadlagrede Juleporter fra Det Lille Bryggeri, der til stadighed er den bedste rødvinsfadlagrede øl, der har krydset mine veje. 

Som sagt, jeg er ikke juleølsfan, men jeg tror alligevel på, at det bliver ganske okay i år.

torsdag den 2. november 2017

Q&A med Djævlebryg

Djævlebryg har skudt gang i en crowdfundingkampagne efter at bryggeriet har ligget i dvale i et par år. I løbet af september har man på Facebook kunne stemme om, hvilken øl fra Djævlebrygs sortiment, der skulle genoplives som den første. Valget faldt på Pride of Nekron. I forbindelse med genopstandelsen greb Stovt fat i Laust Christensen fra bestyrelsen til en lynrunde Q&A.

Hvorfor komme tilbage nu? 
Det var nu eller aldrig. Den gamle bestyrelse var for få om for meget og havde fået metaltræthed.

Er der stadig plads til Djævlebryg, der er jo sket en del siden i sidst var her? 
Der er sket rigtig meget siden sidst. Syrlige øl er f.eks. blevet utroligt populære, men to ting er vigtige at huske:
1: Djævlebryg var nogen af de første med brettanomyces baserede øl kommercielt til salg i Danmark (Mareridt samt Hjul og Stejle).
2: Godt øl går ikke af mode.
Djævlebryg har været i stand til at levere både spændende nye øl og samtidig gode, solide øl. Den tradition vil vi forsætte i den nye bestyrelse.

Er det de samme folk, der står bag, hvem er det og hvilke udskiftninger har der været? 
Ja og nej, der har været en komplet udskiftning af bestyrelsen, men en del af de gamle kræfter hjælper til med at få genrejst Djævlebryg. De nye bestyrelsesmedlemmer er: Anna Kiersgaard, John Peter Ekstrand, Thorbjørn Sæthre og Laust Christensen.

Hvad skal vi forvente os, bliver det gamle sortiment genoptaget eller kommer der nyt til? 
Til at starte med vil vi genoplive nogle af de gamle favoritter, men når vi har fundet fodfæstet vil vi overveje alle de mange spændende muligheder, der er kommet til siden sidst.

Er det et hobbyfirma eller er der fuldtidsbeskæftigelse i det? 
Indtil videre er det noget vi gør i vores fritid, men drømmen er, at kunne ansætte folk.

Støt Djævlebrygs crowdfundingkapagne her.

tirsdag den 31. oktober 2017

To nye juleøl fra Flying Couch

Flying Couch introducerer i år to nye juleøl, dels en Imperial Stout og dels en IPA. Jeg fik Kasper Gerdes fra bryggeriet til at sætte et par ord på dem. Er man nysgerrig efter at få dem i hus, så holder bryggeriet åbent nu på lørdag 4. november fra 11-14.  
Black Ice, Imperial Stout 9,5%
Black Ice er en Imperial Stout brygget med en smule laktose, vanilje og kaffe. Den holder 9.5% og jeg ville ønske, at vi havde valgt at fadlagre den. Der var desværre slet ikke nok i første omgang, så vi har valgt at brygge den igen i denne uge. Det betyder selvfølgelig også, at der kommer mere ud på fad, så den når længere omkring end i første omgang. Det kom lidt bag på os, at den solgte så hurtigt. 
Hop Sneeze, IPA 6,5%
Hop Sneeze er en IPA på 6.5%, hvor vi har tilsat en smule appelsin, lime og abrikos. Vi har valgt at moderere mængderne, så de komplementerer humlerne og det ikke bliver en IPA-frugtpuré, selvom det ellers er meget moderne. Den er i vores verden ikke voldsomt humlet og vi har også brugt Caramalt, hvad vi ellers ikke ofte gør.

tirsdag den 24. oktober 2017

Anmeldelse: Nerdbrewing - Extends Oak Aged Imperial Oatmeal Stout – Carrot Cake Edition

Get your freak on messede Missy Elliot i starten af årtusindet, og din freak er lige hvad du får på i gulerodskageudgaven af Extends. Jeg har glædet mig stygt meget til at smage den her øl. Nerdbrewing har tidligere været voldsomt overbevisende og gulerodskage er ikke en spise, der skal gå mange gange rundt om min seng før jeg får krummer på pudevåret. 

Duften bringer faktisk tankerne i retning af gulerodskage. Det vil jeg med det samme gerne indrømme næppe havde strejfet mig, hvis ikke der havde stået ”Carrrot Cake Edition” på etiketten, men godt nudget på vej af ordene midt på flasken, så kunne min underbevidsthed godt se det. Smagen er en let skizofren labyrint af tvetydige indtryk. Mest af alt er øllen massivt sød og det skygger for de andre indtryk, men der viser sig et mønster. Første indtryk er i få sekunder gulerodskage’ish (og igen uden tvivl nudget godt på vej af ordene på etiketten), så går oplevelsen over i to spor, hvor man har mørkt øl på den ene side og den tilsatte gulerodsjuice på den anden, for til sidst at kulminere i oplevelsen af en massivt sød tynd øl med klare lakridsnoter, der efterlader en krydret smag og brændende fornemmelse i eftersmagen. 

Jeg er ikke imponeret. Det kan jeg se på Untappd at de fleste andre, der har prøvet øllen er. Det synes jeg er værd at tage med, for jeg tror at det beror sig på to faktorer. Jeg er ikke til overdrevent søde Imperial Stouts eller søde øl generelt for den sags skyld. Mere interessant er det, at jeg mistænker at øllen ældes fuldstændig uharmonisk og ganske hurtigt. Det er muligt, at øllen har været god frisk, men som jeg oplever den, så stikker gulerodsjuicen fuldstændig af og står ud af fra den samlede oplevelse. Som man eksempelvis også kan opleve med øl tilsat vanilje, når de når et stykke hen. Det er mit bud. Dags dato er Extends Carrot Cake Edition i hvert fald ikke i nærheden af at være de 100,- værd jeg slap for den.

tirsdag den 17. oktober 2017

Vintage: To Øl - Goliat (2012)

Goliat fra To Øl er en af de tunge drenge, hvilket også var grunden til, at den i sin tid røg i kælderen. For Goliat viste sig at være et sukkertrip pakket ind i kaffe og ristede noter, der fik mig til at kigge skævt til den indkøbte flaske, der stod tilbage i skabet, efter den var blevet smagt ude i byen. Det er vel omkring fem år siden. 

Denne flaske af Goliat er årgang 2012, og hvis den er blevet tildelt en holdbarhedsdato på fem år, så er den blevet flasket 10. januar 2012. 

Det kan man nu ikke rigtigt smage når man dykker ned i flasken. Kulsyren lever og så meget er kanterne heller ikke blevet filet ned. Og dog! Trods en krop, der ikke rigtigt evner at lægge vægt bag slaget, så sker der meget i hvert eneste indtag af Goliat. Alkoholen er overvældende på den samme gode måde som et glas whisky kan være. Et diskret lammende stik der trækker ud, mens tungen langsomt sitrer og prøver at finde tilbage til sin defaultindstilling. Kaffen, der ville overdøve det hele, hvis ikke bitterheden var blevet trukket ud af ligningen og havde efterladt en uoverstigelig væg af mokkasom de andre indtryk kunne hænge deres portræt op på. Og så dé der lidt udefinerbare rosintunge vinnoter, der leder tankerne hen i retning af portvin. Noter, der har budt kaffen op til dans og nu står som et par, der aldrig har danset sammen før og ikke helt ved, hvem der skal føre. Indledningsvis pinligt, men som tiden går og roen falder på, der finder de melodien og øllen finder hjem. 

Goliat smager ikke længere som en irish coffee, hvor nogen både glemte flødeskummet og at sige stop, da der skulle skovles farin i koppen. Den er modnet uden at have mistet pusten. Jeg synes stadig, at den er for meget, men den er ikke mere for meget end at det bliver udlignet af alle de kvaliteter tiden har fået frem i den. Jeg endte med at føle, at jeg stod og kunne betragte det hele lidt udefra fordi de supertunge, supersøde Imperial Stouts ikke lige er min hjemmebane, men der er blevet tilføjet så mange lag til øllen, at den er begyndt at ligne noget jeg kunne finde hjem i. En både god og interessant oplevelse, der igen beviser, at det giver god mening at smide øl i kælderen. 

tirsdag den 10. oktober 2017

Vintage: Willemoes Porter 2013

Der var engang. Det virker som den passende indledning til en fortælling, der rummer Willemoes Porter. For for helvede, hvor har jeg drukket mange af den dengang min interesse for øl var i sin spirende fase. Det var en lille brandert i sig selv, og det ofte til en tilbudspris på en tier. Tiderne skiftede dog og mine smagsløg fik fine fornemmelser, der stillede større krav til hvad jeg puttede i munden. En enkelt Willemoes Porter fandt dog vej ned i den første kasse øl jeg satte i kælderen. Udløbsdatoen hed 17. juli 2014, jeg har dog ikke helt styr på hvor lang den forventede levetid er for en Willemoes Porter fra Vestfyens side, men jeg gætter forsigtigt på, at det er en årgang 2013. 

Fire år burde en sort omgang imperisk portøl på 9,8% godt kunne klare, men Willemos Porter falder sammen, som jeg ikke kan mindes, at andet jeg har hevet op af kælderen er faldet sammen før. Ikke visuelt, det er flot skum med store bobler, der topper øllen af så længe det står på, men! Smagen af en fire år gammel Willemoes Porter er ren brun sukker. Ingen noter af andet, ingen antydninger af noget, bare en opløsning af brun sukker i vand, der byder ind med nul, nix og absolut intet end det. Jeg har kun prøvet noget lignende en gang før, da jeg smagte Albani 1000 25år efter den var blevet brygget til Odenses 1.000 års fødselsdag. Det var også ren farin og røg. To spor, intet andet. Jeg mistænker, at det har noget med øllets opbygning at gøre. At procenterne er pumpet op med sukker i stedet for malt og øllen derfor efterlades med så lidt krop, at den efter en årrække er klar til svagbørnskoloni. Eneste værdi tilbage i denne øl var panten. Fire år for at kunne hente halvanden krone hjem er dog ikke en del af Stovts fremtidige forretningsplan.

torsdag den 5. oktober 2017

Bryggeriloggen 17: Agile Brewing

Et nyt fantombryggeri ser dagens lys i Aarhus når Agile Brewing senere på måneden sender deres første øl på gaden. Lasse V. Hansen, der står bag projektet har været så venlig at smide nogle svar efter bryggeriloggens spørgsmål.
Bryggeriets navn: 
Agile Brewing 

Siden hvornår: 
September 2017 

Fantombryggeri eller ”rigtigt”: 
Fantombryggeri. Brygger på Humlelands gamle anlæg, som Jacob Fink fra Brew42 i dag ejer og har installeret i Elev lidt uden for Aarhus. 

Hvem står bag: 
Lasse V. Hansen 

Hvordan kom det så vidt: 
Startede som håndbrygger i August 2014 hvor jeg sammen med 2 venner gav mig i kast med Maltbazarens begyndersæt. Min interesse for brygmetoder og især udstyr stak dog hurtigt af fra de andre, og pludselig var jeg 20 bryg inde, tappede på Cornelius fade og havde bygget et køleskab om til gæringskammer med Raspberry Pi temperaturstyring. Behovet for i min fritid at fordybe mig i et fysisk håndværk sprang nok ud af at jeg i mit daglige virke som softwareingeniør var ret langt fra netop dette. I 2016 deltog jeg i Munkebo Mikrobrygs gærkonkurrence og tilmeldte også øl brygget på den fynske gær til det danske mesterskab i håndbryg. De var af så god kvalitet, at jeg vandt begge konkurrencer samt det skandinaviske mesterskab. Som en del af præmien blev Munkebo-vinderen "Sort Smoothie" brygget i et større batch, og DM/SM vinderen "Blegfisen" fik jeg en aftale med Syndikatet om også at få brygget i en større mængde. Det var ikke noget jeg økonomisk var en del af, men det åbnede mine øjne for hvordan kontraktbryggeri foregik. Spol frem til 2017: Jeg har købt hus i Aarhus og min nye nabo viser sig at være Jacob Fink. Han havde netop overtaget Humlelands gamle anlæg efter at de var rykket til deres nye anlæg på baren Hantwerk, og han var åben for at man kunne kontraktbrygge hos ham. Så det virkede som en oplagt mulighed for at tage mit bryggeri til det næste niveau: øl der kan sælges. 

Hvad er planen: 
Agile Brewing bliver et projekt jeg kommer til at køre sideløbende med mit fuldtidsarbejde (og baby til november... timing er ikke min stærke side), så planen er ikke at spytte øl ud på samlebånd. Batchstørrelsen hedder 400L og øllene bliver nok primært solgt i butikker/barer i Aarhusområdet og igennem Facebook-siden. Økonomisk er min ambition alene ikke at miste for mange penge på projektet; jeg vil bare gerne have mine ølidéer ud til folk. 

Hvilke øl skal vi forvente: 
Jeg kommer til at lave øl uden kompromiser. Øllene bliver lavet fordi jeg synes det er sjovt, så jeg lover at du aldrig finder en pilsner, classic eller brown ale fra Agile Brewing. Brew42 anlægget er godt rustet til at håndtere urimelige mængder humle, og Jacob er med på selv de lidt skøre idéer. Min første øl, Redneck Juice, kommer til at være mit bud på en New England Saison. En øl der humlemæssigt bliver behandlet som en New England IPA: lav bitterhed + meget store mængder aroma og tørhumling. Men som modsat de søde NEIPAer har som erklæret mål at være så tør som mulig. Det smager rigtig godt! 

Hvad er næste træk: 
Nu skal første øl brygges og så må vi se hvordan folk tager imod den. I fremtiden har jeg en våd drøm om at få lov at lave noget med brett på hvidvinsfade eller Imperial Stouts med frugtpuréer, men inden da bliver det nok mere af den humlede type.

onsdag den 4. oktober 2017

To gange rug på fad fra Amager Bryghus

Udover fadlagrede varianter af de tre øl fra Amager Bryghus Mobster Series, så har Amager Bryghus haft to andre øl på den sending friske Bourbon-fade de fik fra Barton destilleriet. Dels Murphill, som nogle vil kunne huske, og så har Ryeking også været en tur på fad og er blevet til Paul the Packing Piano Player. Begge vil blive frigivet fra bryggeriet den 9. december. Kort bemærket så hører Ryeking til blandt mine absolutte favoritøl. Hvis fadlagringen har rundet den en smule og givet lidt mere punch, så vil jeg allerede nu godt pege på Paul the Packing Piano Player som en oplagt kandidat til årets ølnyhed.
Murphill, Bourbon barrel-aged Imperial Rye Porter, 10,5%
Amager Bryghus has come a long way since our start in 2007, and along this way we have met and worked with a lot of great people. Two of those we would like to pay homage to by re-brewing a beer we originally did with them back in 2012. Mike Murphy and Shaun Hill were then both brewers in Copenhagen, and as we are indeed very much inspired by modern American craft brewing it was meant to happen that we would become friends and hang out at each other’s breweries. At such a get-together we came up with the recipe for our Imperial Rye Porter (Rugporter), a beer we still brew occasionally. And a beer we found fitting to put on Bourbon barrels back them. Mike and Shaun have indeed since come up in the craft beer world – to say the least – and in our anniversary year we found it only fitting to recreate the beer we named after these two craft beer pioneers on the Danish brewery scene. MurpHill 2017 is a slightly enhanced version of the original beer, aged on fresh Bourbon barrels straight from Kentucky. Many have asked for this beer since the original small batch, and now it’s back. We’re pretty certain it has been worth the wait.
Paul the Packing Piano Player, Bourbon barrel-aged Rye Stout, 8,7%.
In so many ways Paul Przezdzienkowski should have been happy about his life. He had a distinct talent, and he had his parents' support to pursue this talent in full. His mom and dad worked extreme hours in their tiny pawnshop to be able to pay for their son’s piano lessons with fellow Polish immigrant Professor Potemkowski. Not only Chopin, but also Dobrzyński, Badarzewska & Wieniawski – Paul worked his way through all the old dudes, and he was damned good at it. But Paul was not happy. He was small in more ways than one – and he was fed up with all the vicious teasing in the shower stalls after gym class. Paul started drifting after school, and one afternoon he found himself inside the Jedynka Dance Hall, not really remembering how he managed to get in. But the colors, the lights, the girls – it was all a revelation to him. And the music – the music of course. So much more alive than what he had been used to with his foul-breathed Polish piano teacher. Within a year Paul was the lead piano player in the club – Chopin had been substituted with Scott Joplin. Formally The Jedynka had Polish management, but everyone knew that Italian godfather Dario Daddano was behind. And between the Italian mobster and the hollow-breasted Polish teenager a strange friendship soon developed. Paul – now also famous for his somewhat exaggerated pant package and his tiny Cobra one shot Derringer – was thus an obvious choice as the first Entertainment Manager when Dario opened a dance club associated with the new Dario & Daddano Brewing Company.

torsdag den 28. september 2017

Anmeldelse: Kissmeyer Easy Kiss + Into the Black

Der sker en del ting på Tværgade her i Odense for tiden. Actionen finder sted inde bag Albanis mure, hvor et nyt microbryggeri er blevet bygget op og så vidt vides også taget i brug. I forbindelse med det er Anders Kissmeyer blevet ansat og Kissmeyer er blevet et brand under Albanifanerne. Siden foråret er der dukket øl fra Kissmeyer op som fadøl på forskellige udvalgte barer. På papiret har nogle af dem pirret til min nysgerrighed, men ikke nok til, at jeg har droppet mine normale hangouts og kastet vejen forbi, hvor de har været at finde. Nu er de så også at finde på flaske. 

Den ene af Odenses ølhandlere har udstyret en hel hylde med Kissmeyer. Jeg greb fat i de to flasker, der umiddelbart ville have størst chance for at ramme mine smagsløg korrekt og tog dem med til kassen. ”Det er altså mere Kissmeyer end det er Albani” betryggede ekspedienten mig med en troværdighed, der virkede tvivlsom. Men købt blev de, og anmeldes skal de. 

Øllene fra Kissmeyer kommer i to serier. Garage-serien, der vist skal ses som standardserien, og så Icons-serien, der er øl fra dengang Kissmeyer bare var Kissmeyer. Jeg valgte en Pale Ale og en sort IPA på henholdsvis 5,5% og 7%. Der var også en session-IPA på hylden, men ellers var stilarterne ikke fra de nabolag, hvor jeg normalt køber ind. 

Eftersom afsenderne er Kissmeyer og Albani, så går jeg til de her øl med visse forventninger, der nok tenderer fordomme. Jeg har aldrig smagt en øl fra Kissmeyer (altså da Kissmeyer bare var Kissmeyer), der har blæst mig ned af stolen. Det har altid været solide øl, tenderende det virkeligt kedelige. Anders Kissmeyer har så vidt huskes også været med til at skabe Albani Schiøtz-serie. Indrømmet, det er ikke meget jeg har smagt fra den, men ud fra de få jeg har smagt, der vælger jeg altså stadigvæk hellere en Albani Classic når jeg frekventerer et af de lokale spillesteder, der har lukket ned for andet øl end Albanis. 

Jeg skal naturligvis ikke fælde dom før jeg har smagt øllet, men lad mig så i stedet kigge i min krystalkugle og komme med en spådom. Jeg forventer, at dette er øl brygget til det brede flertal. Øl man ikke skal kunne skære sig på, men som harmløst kan glide ned. Mit gæt er at Pale Alen fremstår orange, rundet og malttung, sådan lidt oldschool på den ufede måde om man vil. Den sorte IPA gætter jeg på vil fremstå sød og en smule vandet da den ikke er humlet ordentligt igennem og malten derfor kommer til at fungere som smagsgiver på en måde, der ikke er hensigtsmæssig fordi der ikke opnås balance. De to øl har ved anmeldelsen en alder på henholdsvis en måned og tre uger, så de burde fremstå nogenlunde som de var tiltænkt. 
Easy Kiss, Pale Ale, 5,5% 
Det første point på fordomskontoen hives hurtigt hjem, da bobler og skum har fundet vej til toppen og efterladt en orange øl under det hvide låg. At øllet er forholdsvist frisk kan smages. Humlen gør mere væsen af sig end forventet, men trækker tankerne tilbage til en tid, hvor bitterhed stod over aroma. Der er blandt andet brugt Comet i Easy Kiss. En humle jeg ikke er den store fan af, den har for mig en spøjs smag og duft af lime, hvilket skinner igennem og stikker upassende ud fra helhedsoplevelsen, især i duft og eftersmag. Easy Kiss kræver modspil, det er ikke en øl til terrassen, græsslåningen eller 3 hurtige til happy hour. Den skal have noget mad, for ikke at blive for tung. I bund og grund som forventet, men alligevel med en smule mere bid end forventet. 
Into the Black, Black IPA, 7,0% 
Umiddelbart er Into the Black skåret ganske fint, den er pænt fyldig og efterlader en lang ristet eftersmag, der først peaker efter lidt. Inden da når den forbi en lidt spøjs frugtig note, der også kan duftes, hvis man gider stikke næsen nær glasset. Det spiller dog ikke helt. Der mangler noget balance, humleprofilen overdøver (stik modsat forventet) kroppen, hvilket måske med tiden vil udligne sig efterhånden som humlen fader. Slutoplevelsen bliver dog på det jævne, der mangler noget personlighed, noget tyngde, noget rytme eller andet, der ville kunne få det til at spille. 

De to testede øl fra Kissmeyer er på ingen måde dårlige, men de er næppe heller brygget med tankerne på mig. Der bliver søgt ind mod midten og de er næppe sat i verden for at rykke alt op med roden og bygge det op igen. De ligger lysår over eksempelvis Schiøtz-serien, hvilket heller ikke kræver en egentlig indsats. Til 30,- flasken bliver man ikke snydt, men jeg vil give mig selv ret i så meget af min spådom omkring dem, at jeg ikke ser nogen grund til at dykke dybere ned i Kissmeyers repetoire.

onsdag den 27. september 2017

Genudsendelse fra Amager Bryghus - nu på fad

Tidligere på året slap Amager Bryghus de tre fødselsdagsøl i deres Mobster Series Cody the Crooked Cop, Marianna The Moody Milf og Dario the Dark Don fri. De dukker nu op igen under nye dæknavne efter at have været under vidnebeskyttelse i friske bourbon-fade fra Barton destilleriet. Øllene frigives ved et arrangement på bryggeriet den 9. december, men etiketterne kan allerede nu beskues her på Stovt.
Cristopher The Crimson Crooner, Bourbon barrel-aged Barley Wine, 11%.
Christophe Clairville was born in a very modest New Orleans home in the Vieux Carré, the old French part of town. It didn’t take long before his family realized, that he was born with the kind of voice that could turn any hardcore atheist into believing that there may be a God after all. Without really wanting to, Christophe became the undisputed star of the youth choir in his local St. Mary’s Assumption Church. That boy could really sing. Christophe's voice was the kind that would attract attention anywhere. And although he certainly didn’t do anything to attract female interest, it came to him anyways. His natural good looks weren't exactly working against him either. Years later, during prohibition, when Christophe was the star of the Crescent City Lounge & Ballroom, it is said that he was the first male crooner to experience having female panties or knickers thrown at him on the stage. Even as a grown man that kind of behavior would make Christophe blush, a circumstance he never managed to hide. But his crimson cheeks just made him even more adorable in the eyes of his female admirers. From as far away as Chicago fans came to enjoy his show – a clientele mostly consisting of mobsters who could afford the expensive journey. Even Marianna Daddano, the wife of the undisputed Chicago godfather Dario Daddano, totally lost it when Christophe crooned his way straight into her heart. So years later, when her husband – now a law abiding beer manufacturer – reopened his re-licensed nightclub, it was only natural that Christophe, now Cristopher, was the leading act – and he would continue to be so for many years to come.
Maureen the Maverick Moonshiner, Bourbon barrel-aged Imperial Stout, 12%.
If someone had predicted, during Maureen McAlister’s childhood in Pigeon Forge, Tennessee, that she would end up on the wrong side of the law, everyone would have laughed out loud. Maureen was a sweet and only child out of a mighty fine family of distillers. Maureen’s dad having specialized in a very popular Black Walnut Liquor – a drink much fancier and dearer than whiskey. However, when prohibition came in 1920 the McAlister distillery went bankrupt within 6 months. The shame was too much for Maureen’s parents who ended their penniless lives with the last two bullets they could afford. Maureen, now a young lady, fled her hometown, carrying her family liquor recipe book as her only luggage, determined to make a living from distilling and to carry on the family tradition. Maureen ended up in the woods of Dubois County, Indiana, much closer to the prominent Chicago market. Nicknamed the wettest county, homemade liquor flowed through Dubois just like the Patoka River. A recluse for more than ten years, some called Maureen a mad woman because she would always greet visitors with the barrel of her shotgun. However, there was nothing mad about her moonshine, and its reputation for impeccable quality would even reach the absolute top of the Chicago Outfit, Dario Daddano. When prohibition ended and Dario opened his craft brewery Daddano & Dadolnikov Brewing Company – now on the right side of the law – he sent a search team to Dubois County on a mission to bring Maureen McAlister in. That’s how a woman ended up as the barrel master of Chicago’s first craft brewery.
Patrizio the Persuasive Peacemaker, Bourbon barrel-aged Old Ale, 10,5%.
As a boy growing up in small-town Saugatuck, Michigan, Patrizio Paccioretti always dreamt of bigger things and bigger places. Chicago – just across the lake – particularly occupied the boy’s mind. Local girls constantly suggested that he should invite them out for dances at the Big Pavilion, but girls meant nothing to him. His only real interest was intense target practice in the nearby dunes with the huge Colt Peacemaker he had inherited from his ex-cavalry grandad. And he ended up an excellent shot. This bullseye perfection and his Colt were about the only things he brought with him, when he finally moved to Chicago. Everybody took him for an Italian, but in reality his roots were Swiss. But the Italian name and his notoriety with a gun eventually landed him the job as the personal bodyguard for local top mobster Dario Daddano. The sight alone of Patrizio and his Peacemaker arriving in his grand Cadillac V8 would usually do the job – he was very much a man who came with a reputation. In reality however, Patrizio had never shot anything bigger than a rat; maybe it was his Swiss roots that made him want to keep it that way. Patrizio's love for Doppio Malto brews made it an easy choice for him to accept the position as Head of Security, when his boss opened Daddano & Dadolnikov Brewing Co. in 1934. The first, the best and now also the safest craft brewery in Chicago.

tirsdag den 26. september 2017

Vintage: Hornbeer - The Fundamental Blackhorn 2012

Et levn fra den første kasse øl jeg smed i kælderen, da lagret øl skulle til at være en ting. Fem år gammel er den blevet, og jeg har ikke smagt den siden jeg smed den i kælderen. Jeg husker The Fundamental Blackhorn som værende for meget for mine dengang sikkert sartere smagsløg. Dengang var de tunge, mørke øl sødere, mens der de senere år er blevet skruet op for humlen. Måske var The Fundamental Blackhorn forud for sin tid, jeg husker den i hvert fald som gedigent humlet og etiketten nævner da også noget om 120 IBU i den engelske del af teksten. 

Fem år senere er det et virkelig fyldigt glas øl, der bliver serveret. Øllen er over de fem år ældet på den måde, som man håber øl gider gøre. The Fundamental Blackhorns blanding af alkohol og gammel humle river pænt, men bliver pakket ind i velour af øllets efter årene cremede konsistens. Smagen er alkohol, mørk chokolade og sød lakrids, blødt pakket ind. Der er et solidt punch gemt i glasset, men handskerne er trods alt på. Det er sådan her man håber på, at alle flaskerne i kælderen ville gide udvikle sig, men som det desværre sjældent sker. The Fundamental Blackhorn viser hvordan det kan og bør gøres.

torsdag den 21. september 2017

Anmeldelse: To Øl/Pöhjala - Imperial Ginie

Det er efterhånden meget, meget sjældent, at jeg støder på øl som jeg vil gå igennem ild og vand for at få lov til at prøve, men en a: Imperial, b: fadlagret Gose gik rent ind på den liste. Imperial Ginie er et samarbejdsbryg mellem To Øl og Pöhjala lagret på gintønder fra Kyrö Distillery. 

Førstehåndsindtrykket er dog ikke imponerende. Som enhver halvdyr flaske øl bør være, er kapslen gemt væk under et lag voks. Da flasken skal åbnes går voksen dog af i flager som var det stearin. Da kapslen bliver smidt på bordet falder alt af, det virker… billigt. 

Duften er forholdsvis tung og sød, sammenholdt med den morgenurinsmørkorange farve, der fylder glasset, der fornemmer jeg hurtigt, at Imperial Ginie lander et andet sted end hos de lette, lyse syrlige drops jeg foretrækker når der skal serveres Gose. Imperial Ginie smager af hospital. Ikke kemisk som medicin, men som noget der er blevet insisterende rengjort i kradse sager og så coated med koldpresset æblejuice og karamel. Den giver ingen mening. Det er ikke så horribelt som det lyder, men det giver absolut ingen mening. En fiks idé, der virker på tegnebrættet, men som i virkelighedens verden ikke har nogen gang på jord… og 89,- ud af vinduet.

tirsdag den 19. september 2017

Vintage: AleSmith - Wee Heavy (2014)

Jeg gætter på, at det var i 2014 jeg købte denne flaske. Drikkeriget havde på en lille sticker sat holdbarhedsdatoen til 1. marts 2015, men ellers bærer flasken ingen antydninger af, hvor gammel den måtte være. Men jeg gætter forsigtigt på, at holdbarhedsdatoen har været sat til et enkelt år og flasken derfor nu må være omkring 3½år gammel. Jeg kan ikke huske, hvor flasken er købt, men jeg husker så meget som at den var købt til umiddelbar indtagelse. Skæbnen ville dog, at Christian Firtals korte flaskeliste havde den på kort tid efter og at det en aften virkede som en god ide, at få en flaske på bordet. Dommen den aften var, at den var for alkoholtung og af samme grund blev den indkøbte flaske forvist til kælderen herhjemme. 

Det er den så ikke længere. Tværtimod har den indfundet på stuebordet, hvor den lige fik lov til at lune sig ved en halv countryplade før der blev åbnet op. Alkoholen har lagt sig, og en brændt sødme jeg vel egentlig godt synes, at kunne mindes, har lagt sig på førstepladsen for dominerende indtryk. Det er ikke sådan helt optimalt, men hele øllen er faldet så meget ned, med alle hjørner rundet, at det fungerer indenfor rammerne af det tilforladelige. 

Mine erfaringer med at lagre Scotch Ale er stadig forholdsvis begrænsede, men den smule jeg har smagt synes at tone alkoholen ned, hvilket klæder øllet. Det er ikke fordi der sker det store, men det fungerer som en langtrukken måde, at tweake øllet en smule i den rigtige retning på. På etiketten til Wee Heavy anbefales det, at man lader øllen stå 6-24 måneder før den serveres, det mindes jeg ikke at have set før. 

For mig virker øllen til at peake nu, en time efter den er blevet åbnet. Temperaturen er lige lun nok, men det kvæler de brændte noter. Det er tung, harsk karamel. Mere sødme end jeg normalt bryder mig om i øl, men det er så tungt pakket ind i alkohol og brændte noter, at det fungerer. Wee Heavy fra Ale Smith bliver aldrig min foretrukne Scotch Ale, men den fungerer trods alt. Efter et par år i kælderen fungerer den endda en smule bedre, men om det overhovedet kan betale sig, at lagre Scotch Ale er jeg endnu ikke nået frem til en endelig holdning til.

fredag den 15. september 2017

Ølabonnement hos Beerbox

Beerbox er et nyt ølabonnementstiltag på det danske marked. Ikke at der er noget nyt i konceptet, der byder på seks øl pr. måned formedelst 229,- og navnet lyder også som noget man har planket ude i byen, men! Beerbox har kørt/kører en kampagne, hvor man i bedste pusherstil får det første fix gratis og kun betaler de 39,- fragten står i. Det virkede på mig som en god handel næsten uanset, hvad posten valgte at efterlade i postboksen til mig, men! Sjældent har jeg åbnet en kasse øl sat sammen  med så uambitiøs en flok øl i. Bedøm selv: 

Refsvindinge – Ale No. 16 
Nørrebro Bryghus – Ravnsborg Rød 
Indslev Bryghus – Spelt Bock 
Paulaner - Hefe-Weissbier 
Ladager Bryghus – Mørk Satan 
Praga – Premium Pils 

Første flaske ude af kassen var Mørk Satan fra Ladager Bryghus, hvilket var det eneste lidt skæve indslag. Resten er som man ser rent supermarkedsøl. Jeg vil slet ikke ligge skjul på, at jeg synes kassens sammensætning er røvsyg, ganske enkelt. Havde jeg smidt 229,- efter ovenstående øl, så ville jeg føle mig bollet et vist sted og dét uden forspil, smørelse og søde ord. 
De første fire på listen står vel normalt til omkring en tyver i butikkerne. Både Paulaner og Nørrebro Bryghus har jeg for nylig spottet på tilbud til 12,-. Sådan kunne man blive ved og udstille, hvor dårlig en handel kassen er. Eneste potentielle kundegruppe jeg ser for Beerbox, hvis det her er niveauet, er folk uden interesse i øl, der bor uden adgang til dagligvarehandel. Jeg hentede min kasse i Fakta, og der kunne jeg i forhold til det tilsendte have udrettet mirakler for de 229,-. 

I en verden, hvor man kan få ølabonnementer i samme prislag hos eksempelvis Boxbeers eller Hopt Shop, der gør det så uendeligt meget bedre, der spår jeg Beerbox en levetid i en underkanten af, hvad man kan forvente for en døgnflue. 

torsdag den 14. september 2017

Ny IPA fra Ugly Duck

Ugly Duck har en ny IPA ude. Navnet er Ugly Duck Kinky Cowboy IPA, og den er ifølge bryggeriet en fusion af amerikansk West Coast IPA og New England IPA. Lys og kantet som en West Coast IPA, masser af frugtig bitterhed og uklar/hazy som en New England IPA. Kinky Cowboy holder 6,5% og tager sit navn fra den texanske sanger, politiker, forfatter m.m. Richard ”Kinky” Friedman. Den er humlet med Amarillo og El Dorado. Begge humletyper deler navn med byer i Texas og ud af det sprang idéen om at opkalde den efter Kinky Friedmann. 

Kinky Cowboy er tappet tirsdag i denne uge, kommer i første omgang kun på fad og kan opleves på Copenhagen Beer & Whisky Festival, der starter i dag, samt Christian Firtal i Odense. Flere steder skullle være på vej.

tirsdag den 12. september 2017

Nyheder fra ølverdenen


Fire små hurtige nyheder. 
- Bryggeriet Djævlebryg er på ud af mørket og har en crowdfundingkampagne i pipelinen. Lige nu kan man på deres Facebook-side stemme om, hvilken øl der skal brygges som den første
- Der er intet nyt i at Dunkbar har en pilsnerfestival undervejs til launch 20-21. oktober. Nyt er det, at den nu er oprettet til din virtuelle kalender på Facebook

Vintage: Evil Twin - Even More Jesus 2013/2016/2017

Der må have mere Jesus i den forsamlede mængde glas, end jul, påske og Mexico kan byde ind med til sammen. Tre årgange Even More Jesus fra Evil Twin, to flasker og en dåse af nogenlunde frisk aftapning kom på bordet da vi for nylig valgte at bruge en aften på at smage dem op imod hinanden. Den ene flaske var tappet sidste år, mens dåsen var fra i år. Den sidste flaske mente indehaveren var fra et af de første batches, der blev brygget og fra omkring 2013. 

Even More Jesus er en klassisk sød og massiv Imperial Stout fra en tid, hvor sessionøl ikke rigtigt var slået an endnu, og der stadig blev skruet op for alle parametre, når der skulle laves sort øl. Siden er verden heldigvis gået af lave. 

Tre mand udstyret med tre årgange Even More Jesus giver ni glas sort øl på bordet, et i sig selv voldsomt syn, som de stod dér midt på bordet. På papiret er Even More Jesus med sine 12% en oplagt øl at smide i kælderen, og der var da helt sikkert også noget at hente i den ældste flaske. I udgangspunktet er jeg ikke synderligt begejstret for Even More Jesus, det er for tykt og for sødt. Et tåleligt glas øl, men så heller ikke meget mere. 

Dåsen fra i år var dagens absolutte nitte. Såvel duft som smag var gennemsyret af alkohol i en grad, at enhver form for eftersmag blev overdøvet af et solidt alkoholburn. Pure rubbish! Man er heller ikke i tvivl om at det er en alkoholholdig væske man sidder med, når der skiftes over til 2016. Men duften er vaniljetonet og fed, mere end den bare river i næsen. Smagen tager udgangspunkt i sød lakrids og alkohol, men i en balance, hvor det samlede udtryk trods alt rummer en lethed og en eftersmag, der rent faktisk smager og ikke bare river og brænder. Personlige præferencer sat til side, så giver øllen fint mening her. Duften fra den ældste flaske er stik mod sædvane mindre intens end 2016, men man kan fint fornemme, at de er i familie. Det kan smages, at den er blevet ældre. I forhold til 2016 er den mere fyldig, mere vinøs og som den får lov til at stå bliver den virkelig, virkelig tyk, og skal til sidst indtages med kniv og gaffel. 

At smage Even More Jesus i tre årgange var en af de mere kuriøse omgange. 2017-udgaven var lysår af elendighed fra de andre, mens 2013 og 2016 trods et par års afstand til hinanden ikke havde voldsomme forskelle at byde på, til trods for at alderen fint skinnede igennem i den ældste flaske.

torsdag den 7. september 2017

Interview med Steve Rold, Fanø Bryghus

Da Stovt i starten af juli besøgte Fanø Bryghus blev der også tid til en snak med stedets ene brygger Steve Rold. Igennem Fanø Bryghus historie har der været flere amerikanske bryggere på bryggeriet, lige som man også har set det på eksempelvis Ebeltoft Gaardbryggeri og Herslev Bryghus. Jeg kan ikke sige mig fri for at være nysgerrig efter, hvad det er, der driver en brygger fra et land, hvor ølbranchen er eksploderet, på tværs af både Atlanten og Nordsøen for at brygge øl på en mindre ø ud for Esbjerg. Så jeg spurgte Steve om jeg ikke måtte høre hvordan han var havnet der. 

Historien tager sin begyndelse flere generationer tilbage, hvor Steves forfædre boede her i landet. Efternavnet Rold er det samme Rold som man finder I Rold Skov, og i forlængelse af det har Steve også tidligere besøgt Danmark før han tog hyre på Fanø. Oplevelser han rammer ind med to ord: ”loved it”. Skulle det ikke være nok, så stammer Steve fra Elk Horn. En lille by i Iowa grundlagt af danske udflyttere i starten af 1900-tallet, der stadig værner om danske traditioner. 

Der bor kun 600 mennesker i Elk Horn. Han fortæller, at skulle de eksempelvis i biografen var det ensbetydende med en køretur på en god halv time. Ud fra de oplysninger er Nordby måske slet ikke så langt ude på landet, som det føles i forhold til min egen hverdag. 

Som sådan var Steve ikke utilfreds med sit daværende bryggerjob på Free State Brewing i Kansas, cirka 350km sydpå i forhold til Elk Horn. Han erkender dog, at han var træt at skulle brygge de samme fem øl igen og igen og igen, og at forfremmelse havde lange udsigter. Der var flere andre ansatte med større anciennitet, der stod længere fremme i køen de næste gange, der skulle udpeges en ny headbrewer. Men! Steves planer om at se sig om efter noget andet lå stadig et par år ude i fremtiden, altså indtil han så jobopslaget fra Fanø Bryghus. Hans kones reaktion på opslaget var ”you have to apply”” og jobsamtalen fandt sted da parret var i Danmark på deres bryllupsrejse. 
Steve fik som bekendt jobbet og bor nu på Fanø sammen med hans kone Jessica og deres søn. Jessica er kunstner, men har også lavet en god del af de etiketter, der er kommet fra Fanø Bryghus siden Steve kom til. Blandt andet etiketterne til Mango Mussolini og Malignant Narcissist, der begge parodierer Donald Trump på deres etiketter. Steve runder da også det nuværende politiske klima i USA, da han fortæller om livet uden for USA. Han har allerede understreget, at han ikke har ikke travlt med at vende hjem, men bruger den nuværende præsident til at opridse en tidsramme, hvor han i hvert fald slet ikke har travlt. 

Steve trives med den frihed det giver i høj grad selv at styre arbejdsdagene, han sammenligner bryggeriets Kasper Schultz bryganlæg med at køre Porsche og der er grundet bryganlæggets størrelse plads til at chancer. Man kan i høj grad mærke, at hans tilgang til øl skinner igennem i bryggeriets one of bryg. Det handler om drinkability frem for det ekstreme. En mindre monolog om hans tilgang til øl bliver afsluttet med at Steve retter sig op i stolen og slår armene opgivende ud som for at understrege hans pointe: ”I don’t care if a beer is only 40 IBUs”. 

Ovenstående citat er ikke samtalens sidste ord, men virker som et godt sted at stoppe. Steve kunne ikke vide, hvad han fik da han rejste til Fanø, men som han sidder og fortæller virker han som en mand, der er landet lige der, hvor han gerne ville hen. Og det kan jeg godt forstå, at man vil rejse langt efter.