torsdag den 25. august 2016

Klummen 12: Begejstring sælger.

I Søndervig, lige på kanten af stien, der går ned til stranden, hvor grå betonklodser på stribe minder om, at der var engang, hvor tyskerne fyldte i det vestjyske landskab på en lidt anden måde end turisterne gør i dag, der ligger Butik Zanda. Butik Zanda er en butik af den slags, hvor konen træder ind og går rundt og piller lidt ved butikkens indhold af smykker, cremer, tøj og the. Og man selv trisser med ind efter et par minutter, når det alligevel bliver for kedeligt, at betragte trafikken ned mod stranden. Lige dér faldt en af de store markedsføringsmæssige tiører på plads for mig. Begejstring sælger! 

Indehaveren af Butik Zanda slog mig som en flink fyr og en rolig mand, men da jeg trådte ind i butikken, der på det tidspunkt kun var gæstet af min kone, flammede hans øjne op i en grad, at de var en direkte modpol til modløse fornemmelse jeg udstrålede ved tanken om at skulle spilde værdifulde minutter af mit liv omgivet af tørklæder og økologiske cremer. 

”Du har da lyst til at smage et glas øl har du ikke?” – Jo, det havde jeg vel. I et baglokale stod et fadølsanlæg med to haner fra Ugelris Gaardbryggeri og en reol med noget, der godt kunne ligne det komplette sortiment fra bryggeriet. Og så startede der ellers en beretning, der rummede så meget oprigtig begejstring, at jeg nærmest blev blæst ud af butikken igen. 

Butiksejeren viste sig til hverdag at bo tre husnumre fra bryggeriet og ingen tvivl om, at han syntes de havde gang i noget ganske fantastisk. Jeg er heller ikke i tvivl om, at han ikke vidste det store om øl, men begejstring slog erfaring stort i denne omgang. Der blev talt om at brygge med belgisk forbillede, jeg fik at vide, at den anden øl jeg smagte var brygget med wienermalt, der er Østrigs nationalmalt og således blev der tegnet og fortalt. 

Jeg blev budt på Bryggerens Frokostpilsner og Mørk Lager, og som vi stod der og snakkede smagte de forrygende. Jeg ville næppe nogensinde havde gidet investere i øl fra Ugelris Gaardbryggeri, hvis jeg bare var stødt på dem på en butikshylde. Men jeg tog imod tilbuddet om tre øl for hundredekrone, og tænkte, at de kunne serveres til de kommende dages aftensmad i sommerhuset. En rolle de udfyldte ganske fornuftigt. 

Bryggerierne kan nok så fint brygge øl, der vækker begejstring hos slutbrugeren, hvis de altså kan nå frem til dem. Kan man også brygge øl, der på den ene eller måde, om det så er historien eller smagen, kan begejstre dem, der skal sælge det, så man virkelig kommet langt i forhold til at nå frem til dem, der skal drikke dem. Det forklarer på godt og ondt også, hvad man nogle gange kan slippe afsted med at sælge. 

Heldigvis var butiksejerens begejstring ikke bare tomme ord og dækningsløse checks. Selvom han næppe er på Ugelris lønningsliste, så kunne de nu godt stikke ham titlen som månedens medarbejder: Sommeren 2016. En mand som ham er nemlig tæt på uundværlig for et mindre bryggeri.

tirsdag den 23. august 2016

Brewin with idiot: Troubleshooting

Brewing With Idiot er Stovts vej gennem skabelsen af en øl. Afsnit for afsnit kigges der nærmere på ingredienserne, opskriften, begreber m.m. og undervejs skulle jeg gerne blive klogere på det, der gemmer sig bag skabelsen af en øl. Denne gang kigges der på det første batch af øllen.

Hvis man har fulgt med i Brewing with Idiot, så vil man vide, at øllen stødte på flere problemer under sin tilblivelse. Effektiviteten blev ikke den ønskede, og gæringen led under at gæringsspanden levede et turbulent liv, mens gæringen stod på. Det skulle dog blive værre endnu.

Før det blev slemt fik vi dog smagt øllen, der modgangen til trods var blevet ganske vellykket. Velhumlet, balanceret og let at gå til. Jeg savnede dog alkohol, krop og så var der en slagside mod det søde, der skulle rettes op på. I forhold til, at opskriften er blevet til som et kludetæppe af bidrag, og at vi løb ind i flere problemer undervejs, så vil jeg gå så vidt som at sige, at den som udgangspunkt for videre tilretning er virkelig vellykket.

Jeg var naturligvis nysgerrig efter at høre, hvad de forskellige bidragsydere havde at sige til øllen. Planen var at blande deres input med egne tanker, og så rykke opskriften i den retning. Tre flasker blev pakket i tre pakker, og sendt afsted med retning mod henholdsvis Amager Bryghus, Ghost Brewing og Dry & Bitter Brewing Company. Smagsnoterne gjorde dog naller at modtage. Blandt de nævnte noter optrådte kemikalier, terpentin og malingrester. Flaskerne der var sendt ud var inficerede. Man spørger de store om de vil lege, og så sker sådan noget. Den hovedmistænkte er stadig den bottlegun, der blev brugt til at fylde flaskerne, men der er ikke faldet dom og der er ikke blevet foretaget arrestationer.

Der var heldigvis stadig mere på fad, så vi tilrettede opskriften ud fra egne tanker. Målet var mere alkohol og mindre sødme. Det var på tale, at skifte gæren og erstatte den med en mere aggressiv, der efterlod mindre restsukker, men det virkede også voldsomt helt at udrydde et af bidragene. Den tilrettede opskrift kan ses nedenfor. Den blev brygget i løbet af sommerferien, og står i skrivende stund og danner kulsyre. Den burde dog snart kunne testes. 

fredag den 8. juli 2016

Ferielukket!

Klokken er slået industriferie, institutionslukning og meget mere. Det er i hvert fald blevet tid til, at Stovt lader tastatur være tastatur, trækker i bermudashortsene og afsætter et stykke tid til jagten på svaret på det store spørgsmål om, hvor vidt der er andet i livet end øl. Stovt holder med andre ord ferielukket frem til en endnu ikke fastlagt dag i august. 

God sommer, tak fordi du følger med og skulle du have brug for et lille fix ølidioti, så er Stovts Facebookprofil næppe helt så sommerlukket som bloggen.

So long!

torsdag den 7. juli 2016

Klummen 9.1: Er tiden løbet fra Danske Ølentusiaster?

For et par uger siden blev spørgsmålet stillet, hvorvidt tiden var løbet fra Danske Ølentusiaster (DØE). Det affødte en del debat, der naturligt nok havde ben i begge lejre. En debat, der gjorde mig en del klogere på emnet, men på ingen måde ændrer på de anklagepunkter jeg har, der peger i retning af DØE. Jeg har hverken tid eller lyst til at missionere mod DØE, men jeg vil gerne lukke sagen ned fra min side ved at knytte nogle kommentarer til den debat, der er foregået siden det første indlæg. 

Flere steder nævnes det, at i stedet for at brokke mig, så skulle jeg hellere melde mig ind og arbejde for at gennemføre de ændringer jeg ønsker. Andre steder ytres der, at når jeg ikke er medlem, så er tingenes tilstand i DØE en debat jeg slet ikke burde blande mig i. 

Selvfølgelig må jeg blande mig i debatten! Hvis man rent politisk står i opposition til et parti, så er det naturligt at debattere tingene og påpege fejl og mangler for at få folk til at vinde sympati for ens eget standpunkt. Det er sådan det fungerer. Det er sjældent man ser folk melde sig ind i et parti for at ændre på de grundlæggende værdier. 

Problemet er, at ølverdenen herhjemme er et etpartisystem, hvor der desværre ikke eksisterer et alternativ til DØE. Hvilket også kommer til udtryk i den selvforståelse, der ligger bag spørgsmålene om hvorvidt man er inde eller ude. For hvis man ikke er med, så er man ikke med nogle steder. Det er en anden ting, jeg ikke forstår i den igangværende debat. Hvorfor stiller DØE ikke sig selv spørgsmålet, hvorfor der er så stor en portion ølinteresserede, der ikke har interesse i at være medlem af DØE, selvom der ikke findes alternativer? 

Jeg har ikke ondt nogle steder over, hvad der foregår ude i DØEs lokalafdelinger. Jeg vil endda vove den påstand, at hovedparten af DØEs medlemmer er ligeglade med den igangværende debat. For dem handler DØE om samvær og hygge over et par øl. Fred være med det, det er kun godt, at der findes fællesskaber omkring øl. Problemstillingen for mig er stadig, at DØE kalder sig en forbrugerorganisation, og at DØE i forhold til øl har en meget dominerende plads i pressen. Et alternativ til DØE ville ikke skulle opbygges på samme måde som DØE. 

Et alternativ kunne være en rendyrket forbrugerorganisation, eller eventuelt et magasin med en stram redaktionel linje, der godt turde banke i bordet når bryggeriernes output ikke er okay. Og begge skulle have et ønske om at gå bag scenen og se på, hvad der sker derude. Både et magasin og en forbrugerorganisation ville kunne fungere som et alternativt talerør, når der skulle sættes ord på emnet øl. Både i forhold til pressen, men også ord af egen produktion. Og måske, kunne man håbe, at øllets rolle i pressen blev hævet til andet og mere end joviale indslag, hvor hyggen er i højsædet. 

Et eksempel: I de amerikanske ølmedier er emner som arbejdsmiljø, og kvinder og øl begyndt at fylde en del. Øl er nemlig ikke bare noget, der kommer ud af en fadølshane. Det er hårdt, tungt og beskidt arbejde, og det er en drengeklub, der med ankomsten af flere og flere kvinder både på bryggerierne og som kunder er ved at træde ind i mere moderne tider. Jeg har ganske enkelt ikke fantasi til at forestille mig, at den slags emner ville blive taget op i Ølentusiasten. Hvilket er en skam. For DØE har med Ølentusiasten den perfekte kanal ud til ølinteressenterne, men formår ikke, at konvertere det potentiale, der er i bladet om til et slagkraftigt organ. Omvendt, efter at have set hvordan DØE håndterede emnet kvinder og øl ved sidste års Ølfestival, så ved jeg heller ikke om jeg tror, at de er modne nok til at håndtere den slags emner. 

I Hans Peter Jepsens svar til Stovts klumme lister han en række spørgsmål op, som han svarer med ”Hvis ja, så er der behov for DØE. Hvem kan ellers fylde den rolle?”. Det bringer mig tilbage til det med selvforståelsen, det bringer mig tilbage til det med etpartisystemet og det bringer mig frem til den ganske åbenlyse konklusion, at selvom der kun er en mulighed, så er det ikke sikkert at den er god nok. 

Den store falliterklæring er dog de følgende linjer: 

”Vi reagerer i høj grad overfor bryggerier, der brygger øl med kvalitetsproblemer. Men vi er nået frem til, at vi får bedre resultater ved at sige det direkte til bryggerierne, end ved offentlig at kritisere dem”. 

Hvordan kan man som forbrugerorganisation acceptere, at ens medlemmer kommer til at bruge penge på øl, der ikke er okay, når man har mulighed for at sige fra. Hvad vinder man ved ikke at tale højt? Hvis ærinde er det man går? Og hvem er det udover bryggerierne, der vinder noget ved det? 

”Det påstås ofte, at vi skulle have gjort os afhængige af en mindre gruppe af bryggerier. Vi vogter faktisk meget over uafhængighed. Et af udtrykkene for det er, at ingen tillidsfolk må have kommercielle interesser i bryggerier, butikker eller udskænkningssteder”. 

Det er meget fint, men den holder ikke i byretten. Der er smagninger, der skal afholdes, der er bryggeribesøg, der skal arrangeres, der er øl der skal sponseres, der er en tour de biere, der skal have en rute, der er en ølfestival, der skal afholdes. DØE er dybt afhængig af bryggerierne. På papiret uafhængig, men dybt afhængig i en grad, at jeg tror man vil gå langt for at bibeholde forholdet til bryggerierne, også på bekostning af de forbrugere man burde tjene. Det vil være for omkostningsfuldt, at træde bryggerierne over tæerne. 

DØE vil i stort og småt, og på godt og ondt, sikkert forsætte med at blive diskuteret rundt omkring, men dette var de foreløbigt sidste ord i debatten herfra. I hvert fald indtil behovet for at banke i bordet melder sig igen.

onsdag den 6. juli 2016

Klummen 11: Det faste fix

Skru tiden tilbage til midten af firserne. Til en tid, hvor muren stadig stod, krigen var kold og Danmarks Radio havde monopol på sendefladen. Tænd for Tonny Toupe, og vent så på, at Klap-i-Olsen, i skikkelse af Steen Rasmussen, dukker op på Barbar Bar, der dengang, som nu, er beliggende på Østen for Solen, Vesten for Månen 3. Du ved, hvad han vil sige, og som resten af den tv-generation, der husker Wikke/Rasmussens udødelige firser-tv sidder du bare og venter på, at han beder om ”to kolde fra kassen”. 

Stil så om til provinsen. Nærmere betegnet den røde to-familiers murstensvilla, som min mormor og morfar boede i. Her kiggede Kaj Ølmand forbi med jævne mellemrum, og leverede øl fra Svendborg Bryghus og sodavand Fra Ørbæk Bryggeri til døren. Min morfar, Alfred Vejmand, drak Bock. Svendborg Bryghus Pilsner, som jeg ifølge min far skal være glad ikke at være gammel nok til at have haft muligheden for at smage. 

Dengang, bilder jeg mig ind, var en øl bare en øl. Sådan er det sikkert stadig for mange mennesker, men som ølnørd er det ikke altid helt så let. Jeg tager stadigt oftere mig selv i at glane ned over listen af udbudt øl, og messe ”been there, done that”, mens de grå hår pibler frem og bidrager til et endnu mere markeret udtryk i området omkring tindingerne. Jagten på det nye, overgår lysten til et glas godt øl, for der vil uden tvivl være noget på listen, som jeg har fået tidligere og ladet mig begejstre over. Men alligevel bliver jeg kastet ud i en evig jagt på det fix, der kan gøre mig lige så høj som første gang, selvom jeg godt ved, at det kommer aldrig igen. 

I forbindelse med en smagning hørte jeg Christian Skovdal Andersen fra Beer Here udtale, at ølnørder ikke nødvendigvis er et synderligt interessant kundesegment at forfølge når der skal sælges øl. 

Der, hvor pengene er, er hos de ølkøbere, der vender tilbage efter mere af det samme. Med mindre man som nogle bryggerier er i stand til, kan smide en nyhed på gaden hver fjerde time, holde nyhedsviben kørende og fange typer som mig ind. Så er det hos det faste publikum pengene ligger. 

Jeg har trods stor nysgerrig en stribe øl, jeg hellere end gerne vender tilbage til. Og jeg kunne have undgået mange dårlige investeringer i både hel og halvdårlige øl, hvis jeg havde holdt mig til det jeg kendte. Omvendt havde jeg ikke kendt det jeg kendte, hvis ikke min nysgerrighed havde drevet mig til, at smage nyt. Jeg har for længst indset, at jeg aldrig kommer til at støde på en øl, der vil kunne vælte mig bagover som nye øl og uprøvede stilarter kunne engang. Alligevel ville jeg synes det var trist, at skulle kaste håndklædet i ringen og reducere sig selv til én, der kun bestiller ”det sædvanlige” eller det han kender. 

Selvfølgelig har jeg mine go-to øl som jeg gladeligt kan blive ved med at vende tilbage til. Både af lyst, men til tider også af mangel på, ikke på bedre, men på nyt. I en turbulent ølverden, hvor ølnyhederne sprøjtes ud i et rasende tempo, er det rart med fasteholdepunkter. Kunsten er ikke at holde for fast, så kommer man aldrig længere.

mandag den 4. juli 2016

Poesibogen: Rasmus Petrussen, Crate - Beer and Vinyl

I Jægersborgsgade på Nørrebro - gaden der gjorde grød hip igen, der finder man Crate - Beer and Vinyl. En pladebutik, der sælger øl, eller en ølbutik, der sælger plader. Bag disken derinde finder vi Rasmus Petrussen, den ene af butikkens tre bagmænd, og inde i hans hoved finder vi svarene til dagens poesibogsbidrag. Vi stiller om...


Hvad er din yndlingsøl? 

Det er jo et fantastisk spørgsmål at få som garvet ølelsker. Lidt som at svare på hvad sit yndlingsalbum er, men der er helt klart et par der stikker ud. Min yndlingsøl er nok Dude fra Flying Couch. Det er en bundsolid American Pale Ale på 5,5% som jeg aldrig kan få nok af. Jeg arbejder også som DJ og det er en rigtig DJ øl jeg kan sippe hele aftenen uden at blive træt af smagen eller for mærket af mængden. Der er mange andre øl som kan meget mere men overall er denne øl ikke til at komme uden om. Samtidig er det en af mine gode venner der brygger den, og han har altid støttet mig i min færd. Det hjælper nok også lidt på indsnævringen.

Hvad er din yndlingsøltype? 
Min yndlingsøltype er en IPA. Jeg elsker en god tørhumlet sag på 6-7% med en IBU på en 50-70 stykker, der er balanceret i sin brug af humle og malt. Gerne med en lille smule fedme og krop, som man kender det fra Amber Ales eller Red Ales. Det holder hele vejen og det er klart den øltype, der er bedst repræsenteret nede i min butik.

Hvor køber du dine øl? 
Det tæller nok ikke at skrive Crate Beer & Vinyl, da jeg ikke har betalt for en øl dernede nogensinde. Ud over at købe en Latitude 48 IPA i Irma engang imellem, er det nok mest på Ørsted Ølbar jeg køber min øl. Bevares dette er mere som fadøl, men det er klart der jeg oftest køber øl som ikke er i min butik. De har en fantastisk udvalg, og jeg er skolet i øl gennem mit arbejde hos dem i en periode på en fem års tid. Min yndlingsbar i København.

Hvad er din største øloplevelse? 
Jeg husker den første Bryg & Tråd festival, hvor jeg var så heldig at vende plader den sidste nat sammen med min bedste ven. Al øllen var gratis, da det fungerede som et sammenskudsgilde for ølengle og rare mennesker. At kunne drikke små håndbryggede Stouts og dejlige Pale Ales fra nogle af de bedste bryggere i Danmark, samtidig med at jeg fik gulvet til at danse kan kun overgås af en ting... Det var en smuk blanding af øl fra den bedste skuffe og nogle af de sødeste mennesker jeg kan forestille mig. Alt gik op i en højere enhed den aften.

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 
Jeg er ikke religiøs med det at arbejde i ølverdenen. For mig er øl blot en usandsynlig god og næsten uundværlig partner at have når jeg mødes med venner og familie i godt selskab. Øllen er med som en trofast partner til mange af de ting jeg elsker i verden. Ofte blandes det med musik, skønne mennesker og en fridag dagen efter på en solskinsdag krydret med en stemning af ingen bekymringer i verden. Det kan godt lade sig gøre uden øl, men det er lige så meget lettere når jeg har en kold fantastisk fadøl med.

torsdag den 30. juni 2016

Interview: Jesper Larsen om Albanis nye bryggeri

Fyens Stiftstidende løftede i sidste uge sløret for, at Albani er ved at bygge et nyt mikrobryggeri op. Jeg tog kontakt til Jesper Larsen, der er ansvarlig for specialøl hos Albani for at høre nærmere om det nye bryggeri. 

Det nye bryggeri bliver beliggende på Albanis nuværende adresse på Albanigade i Odense, hvor det får sit eget hjørne af det gamle bryggeri. Foreløbigt skal lokalerne klargøres til det, men det forventes, at man påbegynder installationen af det nye bryganlæg i januar 2017 og kan åbne op i april 2017. 

Jeg spørger Jesper, hvilken størrelse bryggeriet kommer til at få, men bliver med et venligt grin afvist. Når man opererer i den størrelse som Albani gør, så holder mig kortene tæt ind på kroppen så længe man kan når det gælder planlagt produktion. 

Jesper fortæller, at det nye bryggeri er en naturlig videreudvikling i den proces, der blev startet da Royal-Unibrew sidste år lancerede specialøllene Schiøtz og Lottrup. Det er planen, at der skal brygges Schiøtz og Lottrup på det nye anlæg, sammen med andre nye typer specialøl. Anlæggets størrelse kommer til at give en fleksibiletet, der er optimal i forhold til produktionen af Royal-Unibrews specialøl. 

Jeg nævner, at udviklingen bevæger sig fra konsumøl mod specialøl, og spørger Jesper om det nye bryggeri kan sættes ind i den ligning. Svaret er ja. Det nye bryggeri skal helt sikkert ses som et signal om, at Royal-Unibrew gerne vil rykke sig og være med til at drive væksten for specialøllet. Som udviklingen er nu, er der ingen tegn på, at den stopper. 

Der er stadig flere spørgsmålstegn, der først kan besvares når bryggeriet kommer tættere på, at blive realiseret. Det står dog klart, at bryggeriet også skal bruges til at blive vist frem. Der er på Albani en stor efterspørgsel på rundvisninger, smagninger m.m. og det er en efterspørgsel, det nye bryggeri også skal hjælpe med at indfri. Jesper forklarer, at det med det nye bryggeri også bliver muligt at komme tættere på brygprocessen, end man kan inde på ”hovedbryggeriet”. Ligesom, at det er planen, at der skal kunne afholdes foredrag og events i de nye lokaler. 

En af de mere interessante oplysninger, er at der på det nye bryggeri skal serveres øl for gæsterne, der ikke er ude i handelen. Altså testbryg, der skal testes af på et publikum. En ting man blandt andet kender fra de amerikanske bryggeriers brewpubs, hvor nye opskrifter testes af før de eventuelt realiseres på flaske. Jesper mener ikke, at de nye lokaler vil komme til at fungere som værtshus, men han siger, at offentligheden vil få rigtig mange muligheder for at besøge mikrobryggeriet til flere forskellige typer af arrangementer. 

Foreløbigt må vi vente og se. Fortsættelse følger i starten af 2017.

onsdag den 29. juni 2016

Klummen 10: Ølvalg

Det er åbenbart forbrugerne, der skal bestemme, hvilke øl supermarkederne har på hylderne. Ballet blev åbnet, da Kvickly for en lille håndfuld år siden lancerede deres Ølfestivalg. Konceptet er simpelt. Kunderne vælger deres favorit blandt syv-otte øl brygget til lejligheden, og vinderen bliver en del af Kvicklys faste sortiment. 

Coop sendte idéen videre til Fakta, der siden efteråret 2015 har afholdt flere mindre ølvalg med kun tre kombattanter. Den første af disse blev vundet af Grunge IPA fra Svaneke Bryghus, der vandt retten til at blive et tilbagevendende efterårsbryg. 

Nu er det så Meny, der springer på vognen i forbindelse med deres madfestival-kampagne og lader deres kunder vælge mellem fire øl, hvor vinderen får fast plads i Menus sortiment. 
Man forstår også godt, hvorfor idéen er fænget an. Lad mig tage udgangspunkt i Kvicklys Ølfestivalg, der er den største og mest gennemførte af de tre. 

Dryssede man de syv øl, der i Kvicklys tilfælde deltager i årets udgave, ud over året, så kunne man slet ikke skabe samme interesse for dem. Men som samlet pakke taler de stærkt til et bestemt kundesegment. Det pirrer folks nysgerrighed at ville prøve det nye af, og vil man deltage i demokratiet, er der ingen vej udenom at teste alle syv deltagere af. Det kan man også sagtens, for køber man dem alle, er prisen ikke meget over en hundredekrone. 

For Kvickly er det først og fremmest en stærk kampagne til ølpublikummet, der både involverer kunderne og understreger, at Kvickly tager øllet seriøst. Samtidigt får man en indikation om, hvilken af øllene, der tiltaler kunderne mest. Den vindende øl kan sælges som ølfestivalgsvinder, hvilket for kommende kunder antyder, at der er tale om et sikkert køb, for andre har allerede sagt god for den. 

Samtidigt er konkurrencen også en gevinst for bryggerierne. Man kan få mulighed for at teste nye varianter af, eller for de mindre udviklingsorienterede bryggerier, give en sine eksisterende, mindre profilerede øl en chance for at finde et publikum. Grundet konkurrencens omfang, er man på forhånd sikret et pænt salg af den medvirkende øl, og vinder man, har man fået et ny produkt, der i en tid frem er sikret afsætning. Læg dertil den profilering det giver, at optræde synligt i samtlige Kvicklybutikker, deres kataloger og den omtale konkurrencen afføder. 
Interessen for Kvicklys Ølfestivalg er selvfølgelig afhængig af hvor mange lignende konkurrencer man ser. COOP har selv valgt, at lade et lignende koncept gå videre til Fakta, og umiddelbart ligner Menys ølvalg en engangshædelse. Tog alle supermarkeder idéen op, ville den drukne når interessen skulle fordeles. 

Man kan så diskutere om en sådan konkurrence gør noget godt for øllet. De evige argumenter fra debatten om det er bedre, at folk drikker supermarkedsspecialøl kontra konsumøl, eller om det er en bjørnetjeneste i forhold til at lære folk, at drikke godt øl, vil helt sikkert dukke op. Og med undtagelse af Grunge IPA fra Svaneke Bryghus, der vandt den første af Faktas konkurrencer, så kan jeg da heller ikke mindes, at have smagt en konkurrenceøl, der gjorde det store indtryk. 

Der, hvor jeg synes, at konkurrencen trods alt har sin ølpromoverende styrke er, at der før konkurrencen helt sikkert har foregået en form for koordinering, der sikrer at konkurrencen ikke kommer til at bestå af eksempelvis syv hvedeøl. Det sikrer også en smule variation i de udbudte øl, hvor folk måske vil komme til at støde på øltyper, de ikke har smagt før. Således er man om ikke andet sikret et lille bump opad på læringskurven.

tirsdag den 28. juni 2016

Brewing with idiot #5: Brygget

Brewing With Idiot er Stovts vej gennem skabelsen af en øl. Afsnit for afsnit kigges der nærmere på ingredienserne, opskriften, begreber m.m. og undervejs skulle jeg gerne blive klogere på det, der gemmer sig bag skabelsen af en øl. Denne gang kigges der på tilblivelsen af øllen.
Efter at have brygget øllen, blev den sendt ud til blandt andet de bryggerier, der havde leveret lag til opskriften. Tanken var, at få noget feedback, således at opskriften kunne blive rettet til i retning af et mere færdigt produkt. Da der er flere ting man skal have for øje når man vurderer sådan en øl, fik jeg Alex fra Rock on Beer, som jeg havde brygget første batch med, til at skrive notater til brygdagen:

The recipe had to be rescaled for my brewing setup and to get to the desired volume of 25 litres. Water was a 60/40 split of RO and Odense municipal water. PH buffer/stabilizer was used in the mash but no other water chemistry adjustments were made. Mash in was successful at 68-69 degrees and the mash was left to rest for 90 minutes. Due to lower than expected efficiency and possible mistake when refactoring the recipe, ended up with a much lower pre-boil gravity than expected. Extended boil time to 90 minutes to try and regain some of those lost points. Ended up 8 points under target OG with wort going into the fermenter.
Fermentation was done with white labs 002 English Ale yeast. A 1.5 litre starter at high kreusen was pitched into the wort. Due to a failure in the temperature control of the fermentation area, fermentation happened at a much lower than ideal temperature. Ambient temperature in the room was 15 C while in the insulated fermentation chamber it would likely be 16-17. My ideal temperature would have been 19-20 C. Even with the low temperature the beer was down to 1.020 in just over a week of primary fermentation. This was the estimate in the recipe, though due to lower than expected OG I had hoped to get it slightly lower. I roused the yeast and set the fermenter in a much warmer area but was only able to bring the gravity down to 1.019. 
The beer has a nice body and sweetness due to the high finishing gravity and presence of unfermented sugars. This is nicely balanced out by the high IBU level from the hops. I think with a slightly higher ABV this FG would actually be perfect. As of now it gives the illusion of a much bigger beer then the 5.8-ish ABV. If I brewed it again I would perhaps cut the dark malt from the mash and do a cold steep to boost efficiency. Adjustments to the recipe to make sure the desired OG is reached with a target ABV of high 6 to low 7. I think because of the fractured nature of the recipe coming in, many of the faults here come down to operator error in recipe inputting and scaling. In the end though it turned into a nice drinkable beer that I would with minor modifications brew again.

mandag den 27. juni 2016

Øllene til årets Amarikanerdag

På lørdag holder Amager Bryghus deres årlige Amarikanerdag på bryghuset, hvor de vanen tro lancerer en hel stribe samarbejdsbryg. Fem bliver det til, men hvis sol, måne og stjerner står rigtigt ryger totalen op på seks. Det kommer alt sammen an på om Granny with a Gun bliver klar til tapning i denne uge.

Hvis du vil vide, hvad der er i vente, så kan du klikke ind på Facebookeventet her og studere etiketterne til årets udgivelser herefter.

Rundvisning på Stauning Whisky.

Jeg nægter at tro, at det rent fysisk er muligt, at komme ret meget længere væk fra alting her i landet, end man gør når man besøger Stauning Whisky. Vores udgangspunkt var endda bare fra den anden side Ringkøbing Fjord, men når vant er vant til at bo klos op og ned af en befærdet gade, så er det intense fravær af anden trafik, der præger landevejene ud mod Stauningvej 38 en skræmmende størrelse.
På Stauning Whisky tilbydes der guidede ture rundt på destilleriet på dansk og tysk. Vi valgte den danske variant, i selskab med fem herrer fra det nordjyske og et cyklende ægtepar, der først landede langt inde i rundvisningen. Det betød så også en gennemsnitsalder, der gjorde min far til den næstyngste i selskabet, men den beskedne selskabsstørrelse, gjorde også at vi alle sammen fik det hele med. 
Vores guide rundt, flashede et navneskilt, hvor hun var blevet tildelt titlen ”storyteller”. En ganske passende beskrivelse, for umiddelbart havde hun intet tilhørsforhold til produktionen, men var ansat til at fortælle historien om Stauning Whisky. Hvor De kommer fra, hvor De er på vej hen, hvad vi smagte og hvordan det bliver til. Nogenlunde nyansat var hun også, men hun havde ikke spildt tiden. Der var styr på fakta, der var tjek på historierne og det var fandeme en fornøjelse, at følge rundt i hælene på hende i en times tid. 
Undervejs fik vi set malteriet, tørreriet, destilleriet, smagt på spritten lige efter første og anden destillering, set gæringsrummet, set hvor tønderne bor og jeg fik dækket mit hovedformål, nemlig at få styr på, hvor man drejer i en anden retning, i forhold til når man laver øl. 
Man kan købe rundvisningen med eller uden en smagning, hvor man smager Stauning Whiskys tre standardvarianter. . Med koster det 150,- og inkluderer 3x1cl Stauning Whisky. Det er helt klart den ekstra hundredekrone værd i forhold til den halvtredser det koster uden smagsprøver. 
Jeg er svært begejstret for både Young Rye, hvor alkoholen brænder i kæberne længe efter indtagelse, og Peated, der har en eftersmag, der synes at vare lige så lang tid, som turen til Stauning Whisky gjorde. Endelig smager man som den gode, men mere bløde mellemvare, Traditional, der leverer varen, men ikke helt holder de andres niveau. Løst bedømt på de tilstedeværende til smagningen, var der dog præferenceforskelle, så smag og behag spiller (naturligvis) også ind. 
Turen rundt på destilleriet var lige så afslappet, som den var informativ. Jeg vil vove den påstand, at uanset om man gik ind vidende alt eller intet om whisky, så ville man gå derfra en god oplevelse rigere. Der er fandens langt at køre, men jeg lover, at det turen værd. Anbefales.

torsdag den 23. juni 2016

Anmeldelse: Clown Shoes


Da Boxbeers for et stykke tid siden blev leveringsdygtige i Clown Shoes, var det samtidigt første gang, at jeg stødte på bryggeriet i almindelig størrelse flasker. Derfor virkede det økonomisk forsvarligt, at give sig til at lære bryggeriet bedre at kende. Fire flasker blev købt, drukket og vurderet. 

Første Clown Shoes i glasset var Tramp Stamp. En belgisk IPA. Der er få ting, der kan tage glæden ved øl fra mig, som ordet belgisk. Havde jeg set, at Tramp Stamp var en belgisk IPA, så havde jeg aldrig bestilt den, men der sad vi, den og jeg, og holdt en stirrekonkurrence som jeg vandt da jeg tog livet af flasken. Tramp Stamp er en noget anonym, men dog fornuftigt balanceret øl, der har den der ulidelige spidse smag af belgisk gær, og en eftersmag der bare bliver tykkere og tykkere. Duften bliver også ædt af gæraroma, men det hele holder sig på det tålelige plan fordi det ikke bliver overgjort. Begejstringen er dog til at overskue. 

Mange af de samme ord går igen ved Galactica IPA. En balanceret, men noget kedelig og anonym øl, med for megen karamel. Eneste bemærkelsesværdige feature ved denne øl er, at de 8% den holder ikke mærkes. En so-so øl, der går 13 på dusinet af. 

Klart bedste øl af de fire er Chocolate Sombrero, en mexican-style Chocolate Style. Skulle man være i tvivl om, hvad mexican-style betyder, så betyder det åbenbart, at der er chili i den. Chocolate Sombrero er tilgængelig og balanceret, men bliver lidt tyk i eftersmagen som den står. Chilien stikker ikke ud, men kan kun anes i munden, hvilket er et lille mesterligt træk, der binder øllen fint sammen. Bitterhed er der ingen af, til gengæld fornemmer man en smule ristet kakao. 

Tilbage er så Blaecorn Unicorn, der var tænkt som det store scoop. 12,5% russisk imperie Stout, i en bombe af en flaske. For meget til én, og mere end rigeligt til to skulle det vise sig. Det anonyme går igen, og så ellers indtrykket af en fed, lad øl, der hænger i mundgardinerne for resten af pengene. Masser af sødme, lidt brændte noter, muligvis fra noget mørk sukker. Ikke egentlig dårlig, absolut ikke prangende, mest af alt bare kedelig. 

Clown Shoes synes at være en fis i en hatæske. Det er længe siden jeg sidst har siddet med en flok øl så gennemsnitlige og kedelige, ikke fordi der er noget at udsætte på dem som sådan, de var bare så personlighedsforladte som de kommer. Heldigvis var der Chocolate Sombrero som positivt udslag, men øl fra Clown Shoes bliver ikke noget jeg gider betale for igen. 

Karakterer:
Tramp Stamp - 6 
Galactica – 7  
Chocolate Sombrero – 9 
Blaecorn Unicorn - 8

tirsdag den 21. juni 2016

Anmeldelse: 8 IPA'er fra Amager Bryghus

Der er almindelig konsensus omkring det faktum, at hvis man i det danske skal finde et bryggeri, der kan det der med at putte humle i øl, så skal GPS’en instilles på Amager Bryghus, Tårnby. Jeg er enig, og bruger gerne Amager Bryghus som go-to øl, hvis fadølstavlen ikke har andet interessant at byde på. Men er det hele lige godt? Jeg har på det seneste brugt en fandens masse tid på at drikke IPA’er fra Amager Bryghus for at finde svaret på lige præcis det spørgsmål. 

Det er få steder, hvor det ikke virker, når Amager går til gryderne og koger humlede øl, og lad os da bare få Orange Crush, som jeg synes er den sløjeste i flokken af vejen som det første. Orange Crush er et samarbejdsbryg mellem Cigar City og Amager Bryghus, lavet i optakten til CBC for et par år siden. Den er tung af en øl på 5%, samtidigt er den fyldigt sur og bitter og hænger i munden. Den tilsatte appelsinskal bidrager til eller understøtter en ugidelig bitterhed, der giver den et oldschool præg af gammel. En anonym øl, der forsvinder og ikke noget jeg ville gide bestille igen.

Bedre står det til med Arctic Sunstone, et samarbejdsbryg med Three Floyds, der så lyset det samme år som Orange Crush. Arctic Sunstone er en let og mild bælleøl på 6%, der holder en pokkers masser blomster i sit udtryk, hvilket vist hedder florale noter, når man anmelder øl. Dette gælder både smag og duft, eller boquet, hvis vi skal holde den kørende i anmeldertermer. Det hele bindes sammen af et diskret efterbid af bitterhed. En undervurderet lille perle blandt de amarkanske øl.

En anden af de lettere er Kåååd, der springer frem som en trold fra en æske, hvert forår. Som Arctic Sunstone holder den 6%, men som øl holder den ikke helt samme niveau. Det er en frisk og let øl, dog med for megen bitterhed til min smag. Selvom jeg er flintrende humleblind, så fornemmer jeg Amarillo, der har den der markante skarpe og florale bitterhed, som jeg synes står frem i Kåååd. En let drikkelig øl, man snildt kan tage to af, men tag den i mangel i bedre og ikke for personligheden, for den mangler der noget af i denne småanonyme øl.

Sidste år tog Amager Bryghus på tur i det Svenske og lavede en stribe samarbejdsbryg. Blandt dem var Building Bridges, der blev til i samarbejde med Oppigårds. Øllen er præget af en let krop, tropisk duft og en tung bitterhed, der ikke helt falder i min smag. Den bliver i længden lige massiv nok, er smagsmæssigt en oplevelse på det jævne og hører nok til blandt de øl, der ikke bliver i sortimentet til evig tid.
Skal du kaste et håndtegn efter Wookie, så vær sikker på, at det er et vestkystet et af slagsen. Denne intenst bitre, sødmefyldte og fyldige Westcoast IPA tenderer en Double IPA. Til trods for de florale toner, så er den en tung, sød og bitter omgang. Og helt klart for tung i forhold til mine præferencer, men fordi den holder sin sti ren og ikke stikker så meget ud, så står den distancen og bliver reddet fra, at jeg svinger Double IPA-øksen. Jeg er ikke, og bliver næppe aldrig Double IPA-fan.

Batch 1003 fra Amager Bryghus blev lanceret som Batch 1000, og var en gamechanger, der i den grad fik de fleste med en mening om øl til at agere kingmakere og udråbe Batch 1000 til det største siden velcro og skiveskåret brød. Intensiteten er i top, alligevel flyder Batch 1000 let som gletchervand. Mundfylden er 110% og selvom der er skruet massivt op for bitterheden, så er balancen helt sublim. Humlen bliver hængende i alle hjørner af mundtøjet længe efter flasken er tømt, og Batch 1000 er en af de sjældne øl, der ikke bare smager af en fandens masse, men også af mere.

Det er sikkert lettest, at elske de børn, hvor man har været med til undfangelsen. Og jeg var der da Todd the Axeman blev smidt i gryderne for først gang. Der tegner sig nemlig en tendens til, at de bedste øl Amager Bryghus har produceret ved de forgangne års CBC-samarbejdsbryg, er dem, hvor jeg har været til stede: Todd the Axeman, Ziquic and the Hero Twins og The Dank Dane. Med tanke på, hvor mange øl jeg gennem tiden har købt til anmeldelse, så er der noget bizart over, at et mesterstykke som Todd the Axeman aldrig har fået en anmeldelse med på vejen, selvom den er blevet købt mere end tit. Todd the Axeman er hazy med et godt grapebid. Underspillet, balanceret, forfriskende og på alle leder og kanter en stygt godt øl.

Karakterer:
Orange Crush - 7
Arctic Sunstone - 9
Kåååd – 8
Building Bridges – 7
Wookie - 9
Envy - 9
Batch 1000 - 11
Todd the Axeman - 13

tirsdag den 14. juni 2016

Brewing with idiot #4: Gær

Brewing With Idiot er Stovts vej gennem skabelsen af en øl. Afsnit for afsnit kigges der nærmere på ingredienserne, opskriften, begreber m.m. og undervejs skulle jeg gerne blive klogere på det, der gemmer sig bag skabelsen af en øl. Denne gang kigges der på gær. 

Intro 

Med malt og humle af vejen skal der findes en gær til øllen. Gær er for mig den klart mindst sexede del af øl. Jeg har det meget svært ved øltyper, hvor gæren dominerer for meget. Af henholdsvis praktiske og præferencemæssige hensyn blev valget af gærtypen underlagt et par dogmer, således at den ikke endte med enten vildgær eller belgisk gær. 

Jeg tog kontakt til Søren Parker Wagner, der står bag Dry & Bitter Brewing. Jeg har efterhånden smagt en del af bryggeriets øl, og synes de holder en god standard. Jeg har dog ikke smagt andre mørke øl fra Dry & Bitter Brewing end et par fadlagrede udgaver af Affluence. Alligevel turde jeg godt tage chancen, og Søren sprang på projektet med det samme. Jeg fik sendt den del af opskriften, der var klar afsted og fik dette svar retur: 

Nu har jeg kigget på opskriften og besluttet mig for en gær, nemlig WLP002 - English Ale. Med de mørke malte og den relativt agressive humle profil tænker jeg vi skal bruge en gær der binder de to elementer sammen men uden at vi ender med en for tør øl hvor bitterheden bliver for dominerende. Med WLP002 får vi en lavere forgæringsgrad og et mere frugtigt præg fra gæren der vil være med til at give øllet balance”. 

White Labs officielle beskrivelse af gæren er denne: ”A classic ESB strain from one of England's largest independent breweries. This yeast is best suited for English style ales including milds, bitters, porters, and English style stouts. This yeast will leave a beer very clear, and will leave some residual sweetness”. 

At gæren har en lav forgæringsgrad, hænger sammen med den “residual sweetness”, der omtales i beskrivelsen. Det betyder, at gæren ikke omsætter alt sukkeret til alkohol, men efterlader noget, der så afgiver noget sødme. Det betyder også, at den ønskede alkoholprocent på mellem 7-10%, ender i den lave ende på omkring 7%. 
Opskrift 

Gærdelen af opskriften handler primært om forkortelser: FG, OG og SG. OG dækker over ”original gravity”, der er øllets massefylde før gæringen, hvilket vil sige, hvor meget forgærbart sukker, der er i øllet før gæringen (Hvilket er en halv sandhed, for for eksempel laktose (mælkesukker) vil også bidrage til en højere OG, men det er ikke forgærbart). 

Når man måler massefylden/sukkermængden efter gæringen, så hedder det FG ”final gravity”. Via de to tal kan man udregne øllets forventede alkoholprocent. SG ”specific gravity” dækker over øllets massefylde/sukkerfylde på et hvilket som helst givent tidspunkt. 

Så når man kigger ned over tallene, så kan man se, at systemet har udregnet, at ud fra de indtastede oplysninger, så er øllets OG 1.072(Est Original Gravity). Pre Boil SG er 1.053. Pre Boil er før man koger humlen med. Den er lavere end OG, men mens det koger fordamper vandet og sukkeret består, derfor stiger massefylden. Est Final Gravity er 1.026, hvilket er restsukkeret efter gæringen. Manuelt har vi så indtastet den målte OG 1.046. Det er en del lavere end forventet, hvilket skal tillægges en meget lav effektivitet fra malten, hvor et eller andet er gået galt. 

Således skulle de tre af de væsentlige ingredienser i øl gerne være rundet, der kommer ikke et afsnit om vand, selvom det ikke skal undervurderes. Øllen blev brygget og er blevet smagt af flere, så næste gang kigger jeg nærmere på reaktionerne og hvad der eventuelt skal ændres i opskriften.

søndag den 12. juni 2016

Svar til "Klummen 09: Er tiden løbet fra Danske Ølentusiaster"

I forbindelse med den seneste tids diskussion om DØE inviterede jeg Hans Peter Jepsen, landsnæstformand for Danske Ølentusiaster til at tage til genmæle og det har han takket ja til, og leveret nedenstående indlæg. Har man ikke fulgt debatten, så kan man med fordel læse Klummen 09: Er tiden løbet fra Danske Ølentusiaster og den debat, der fulgte her, her og her.

Fra Hans Peter Jepsen:

Stovt.dk klummen "Klummen 09: Er tiden løbet fra Danske Ølentusiaster" gav anledning til en del debat. Da der blev efterlyst en reaktion fra landsbestyrelsen, kunne jeg ikke lade være med at blande mig. Det gav så anledning til, jeg blev inviteret til at skrive et indlæg her. Tak for det. Det gør jeg gerne. Måske skulle jeg præsentere mig. Jeg er næstformand for DØE og har siddet i landsbestyrelsen siden 2010. Jeg bor i Sønderborg, hvor jeg var lokalformand fra 2003 til 2012.

Men lige på og hårdt. Her er, hvad jeg skrev på Facebook. Det kan nok læses, selvom det var en kommentar til en kommentar, og derfor revet ud af sin sammenhæng:

"... Vi er heller ikke helt tilfredse med vores forening.

Misforstå mig ikke. Vi synes, at vi gør de rigtige ting, men at vi gør for lidt.

Det er jo for os alle frivilligt og ulønnet arbejde og tiden er knap. At holde en forening på vores størrelse kørende, kræver sit, så der bliver ikke så meget tid til det udadvendte, som vi kunne ønske.

Så alle, der vil være med til at højne øllets status i Danmark må gerne give et nap med.

Mht forbrugerpolitik ved vi at vi har et efterslæb og derfor har vi netop igangsat revision af vores forbrugerpolitiske program og forventer at vedtage et nyt til generalforsamlingen til marts. Processen vil forhåbentlig give grundlag for diskussioner og aktiviteter. Det er i hvert fald blevet tydeligt for mig, at især et spørgsmål vil kunne give diskussion: Skal vi som forbrugerpolitisk forening arbejde for lavere priser på øl eller skal vi ikke?
"

Jeg skal nok komme tilbage til de enkelte punkter.

Men lad mig først reformulere spørgsmålet i overskriften lidt:

Er der behov for Danske Ølentusiaster?
--------------------------------------

Er der behov for, at de danske ølforbrugere har en formuleret forbrugerpolitik, som der bliver arbejdet for? Hvis ja, så er der behov for DØE. Hvem kan ellers fylde den rolle?

Er der behov for, at der gøres en organiseret indsats for at højne øllets status i Danmark. Vel at mærke en indsats, der ikke er drevet af kommercielle interesser (producenter eller forhandlere)?  Hvis ja, så er der behov for DØE. Hvem ellers...?

Er der behov for at gøre ølforbrugerne mere kyndige? Hvis ja.....

Er der behov for, at give anti-alkohol-kampagnerne et kvalificeret modspil, som ikke kan mistænkes for at være båret af kommercielle interesser? Hvis ja....

Jeg kunne nævne en del flere punkter. Mit svar er, at der er behov for Danske Ølentusiaster.

Jeg kan næsten høre kommentaren fra en del af jer: "Ja, sådan formuleret er der behov for DØE. Men DØE gør det altså ikke godt nok".

Jeg kan sagtens følge kritikken. Selvom jeg synes, at vi gør meget, og det vi gør er rigtigt.

Jeg vælger at tolke meget af den kritik af DØE, der er fremkommet her og på Facebook i de sidste par uger, som at man er blevet skuffet i sine forventninger til DØE. Dvs at der behov for DØE, men at DØE ikke gør det godt nok.

Og så er det, at jeg tænker. Hvis DØE skal gøre det bedre, så skal DØE ikke tales ned, men styrkes, så opgaverne kan løftes bedre. Jo flere, der giver et nap med, des stærkere er vi.

Der er plads til alle, der vil være med til at højne øllets status.

Vores vision: Godt øl til danskerne
-----------------------------------

Inden jeg kommer til forbrugerpolitikken lige par ord om vores grundlag.

Helt grundlæggende er der jo vores formålsparagraf, der danner grundlaget. Interesserede kan finde den som paragraf 2 her.

I slutningen af nul'erne var der en diskussion i DØE om, at vi havde opnået det, som vi var sat i verden for. Det fik os til at vedtage en ti-års vision for øllets status i Danmark, som vi gav titlen "Godt øl til danskerne". Den kan du finde her. Har du ikke læst den, så foreslår jeg, at du bruger to minutter på at læse den.

Centralt i de seneste to ugers debat har været spørgsmålet om vi skal fokusere på elitære/udfordrende øl eller på at få en større del af danskerne til at åbne øjnene for øllets mangfoldighed.

Her fokuserer visionen vel mest på det sidste. Man kan sige, at vi sigter mere på de 15-30% af befolkningen, der er åbne for at stifte bekendtskab med øllets mangfoldighed, end på de 1-2%, der er klar til de elitære/udfordrende øl.

Det betyder ikke, at vi mener, der en modsætning mellem eliten og bredden. Tværtimod, de understøtter hinanden og er en forudsætning for at de hver især kan udvikle sig.

Os, der holder af de elitære/udfordrende/find-dit-eget-ord øl, skal huske den rejse i øllets verden, som vi hver især har været på. Hvis jeg for små tyve år siden, da min øl-rejse begyndte, som det første havde smagt nogle af de øl, som jeg finder mest spændende i dag, i stedet for Hof, som jeg drak normalt, så var jeg nok løbet skrigende bort, og sagt, at jeg ville blive ved min Hof.


Forbrugerpolitikken
-------------------

I DØEs 50 lokalafdelinger foregår der et stort og spændende arbejde. Alle steder gør man en stor indsats for at præsentere mangfoldigheden i øllets verden. De udfordrende øl er også på programmet. Lokalafdelingerne er præget af stor ølentusiasme. Til gengæld er forbrugerpolitik ikke noget, der tænder i lokalafdelingerne. Det overlades til landsbestyrelsen.

Jeg medgiver vores kritikere, at vi gør for lidt på det forbrugerpolitiske område. Men vi gør dog noget.

Vores indsats på pantområdet er vist kendt og behøver ikke uddybelse.

I det seneste år er vi begyndt at sætte fokus på, at øl i de gastromiske uddannelser har en paria-status i forhold til vin. Vi arbejder overfor politikere og de ansvarlige faglige udvalg for at love og regler ændres på dette område, samtidig med at vi understøtter aktiviteter, der højner øllets status, på uddannelserne til kokke og tjenere.

Gennem vores medlemskab af den europæiske ølforbrugerorginisation EBCU har vi sat fokus på, at der kommer bedre informationer på øl-etiketterne. Det har medvirket til bryggeriernes europæiske organisation Brewers of Europe frivilligt har forpligtiget sig at overholde EUs regler for mærkning af fødevarer. Regler, som alkoholiske drikke, i øjeblikket er undtaget fra.

Men vi vil gerne gøre mere. Som en start er vi startet på at revidere vores forbrugerpolitik. Vores nuværende, som er fra 2006, kan du finde her.

Det er planen, at afløseren skal vedtages på vores generalforsamling til marts efter forudgående diskussion i vores forening. Jeg ser gerne, at der også kommer en offentlig diskussion her, på Facebook og andre steder.

Så kom gerne med bud på, hvad en ølforbrugerpolitik år 2016 skal indeholde.

Rettelse af nogle misforståelser
--------------------------------

Lad mig til slut prøve at rette et par af de misforståelser, der er nævnt i klummen.

Vi er ikke blevet hængende i belgiske og tyske øl. Det illustreres vel bedst ved at se på vinderne af "Årets danske ølnyhed" gennem årene. Ingen af vinderne er af tysk type og kun meget få belgiske.

Vi reagerer i høj grad overfor bryggerier, der brygger øl med kvalitetsproblemer. Men vi er nået frem til, at vi får bedre resultater ved at sige det direkte til bryggerierne, end ved offentlig at kritisere dem.

Det påstås ofte, at vi skulle have gjort os afhængige af en mindre gruppe af bryggerier. Vi vogter faktisk meget over uafhængighed. Et af udtrykkene for det er, at  ingen tillidsfolk må have kommercielle interesser i bryggerier, butikker eller udskænkningssteder.

Tak for ordet.


Hans Peter Jepsen
landsnæstformand for Danske Ølentusiaster

onsdag den 8. juni 2016

Kommentar til Politikens anmeldelse af Spontan

Et af fokusområderne når man taler om øl for tiden, synes at være parring af øl og mad. En af kæphestene her på Stovt, er hvordan pressen går til øllet. Politikens anmeldelse af Spontan, To Øls nye Restaurant, er et godt eksempel på, at der stadig er lang vej. Hvis førstnævnte mission skal lykkes, så kræver det, at pressen bliver bedre opdraget til opgaven og vælger at tage den seriøst.


Jeg vil finde to anklagende fingre frem til at starte med. Den ene skal pege på den redaktør, der har valgt at sende Joakim Grundahl på Spontan. Det er for så vidt okay, at Joakim vælger en vinmenu, når hans følgesvend vælger en ølmenu. Og sikkert et fornuftigt valg, da han tydeligvis ikke ved noget om øl. Den virkelige katastrofe indtræder dog først, da det står klart, at det gør hans ølkyndige ven heller ikke.

Den anden finger skal pege på oplysningsniveauet i anmeldelsen. For når det står så klart, at ingen af de udsendte har den store basale viden om øl, så ville det være rart, at få sat noget mere info på de indtagne øl.

Den første anklagende finger finder sin tilståelse i slutningen af anmeldelsen. 

”…min gæsts prøvelser ud i specialbryg afsluttede med et brag. En belgisk dessertøl, Oude Krieks Cuvee Rene, som var en spontangæret øl tilført kirsebær. Vi var forbløffede og talte i munden på hinanden. Den smager af girafpels! Den smager decideret af abe! Gedebur! Det er en burøl med en vanvittig bitterhed! Måske den værste øl, vi havde smagt i vores korte liv med specialøl.”

Prøvelser og et kort liv med specialøl!? Eller måske snarere en manglende modenhed og indsigt i forhold til den stillede opgave. Ingen tvivl, Sours er acquired taste og ovenstående beskrivelse er nok ganske typisk for førstegangsoplevelsen af Sours, men jeg forventer, at en anmelder, uanset genre, besidder en indsigt i det emne, han arbejder med. Denne beskrivelse fortæller mig, at han ikke er opgaven moden, og desværre ikke har allieret sig med en medspiser, der er.

Når man så læser tilbage op igennem anmeldelsen og igen fanger beskrivelserne ”Jeg syntes, den smagte af en flad pærecider. Lidt sjasket, som om den er blandet op med vand” og "...en flad drik med en gæret, lidt sur frugtsmag og en aroma af hø og salt". Så ville det have været rart, at vide hvilken øl/øltype selskabet havde indtaget, for om ikke andet, at kunne putte den pædagoiske mine på, og med et overbærende blik fortælle dem, at sådan er det altså meningen, at det skal smage.

Jeg synes ikke, at Politiken kan være denne anmeldelse bekendt. Hverken overfor deres læsere eller overfor Spontan. Det er ikke at tage øllet seriøst, at medbringe en ”ølglad gæst”, der måske nok er glad for øl, men som helt åbenlyst mangler en basal viden om emnet, ligesom anmelderen. 

Skal øl nogensinde have en chance for at komme op på siden af vin, når vi taler parring med mad. Så kræver det blandt andet, at pressen får styr på det basale, tager emnet seriøst og hæver oplysningsniveauet. Ovenstående er et klart eksempel på, at der er vi ikke endnu.

tirsdag den 7. juni 2016

Ny importør: Hop Touch

Nogle vil kende Kasper Wendelboe som manden bag bloggen Humulus Lupulus, andre vil kende ham som barchef på Banksia og nu kan man så komme til at kende Kasper som manden bag Hop Touch.
Hop Touch er Kaspers nye ølimportfirma, der netop har lagt fra land. 

Tankerne om at starte egen import havde ulmet allerede før jeg tog stillingen som barchef, men da den slags også tager tid, blev planerne sat på pause og importen måtte vente lidt. Stille og roligt gik dagene lidt nemmere, rutinerne blev sat i spil og importen kom tilbage på tegnebrættet. 

Da Adam Betts (bryggeren bag Edge Brewing Project i Melbourne, Australien) blev inviteret til Amager Bryghus for at brygge en øl, var tiden moden. Når nu man sidder på tronen som barchef på Banksia, der tager udgangspunkt i det australske køkken og gode bryggerier, fristes man nærmest til at bruge banale idiomer som fod i hose”. 
Øllene blev afsat til en aften på Banksia under titlen ”A Danish/Australian Love Story”, hvor der også var øl fra Amager Bryghus på hanerne. Foreløbigt er det kun fadøl, der har været ude fra Hop Tocuh, men adspurgt om han kommer til at tage flasker ind, svarer Kasper: ”Jeg har allerede fået flasker med på sendingen fra Edge Brewing Project, og afventer nu en dom fra Dansk Retursystem. Hvorvidt der fremover kommer flasker i sortimentet fra Hop Touch afhænger af om de har tænkt sig at arbejde med eller imod mig”. 

Foreløbigt er Hop Touch bare en nebengeschäft for Kasper, der er glad og tilfreds for sit job hos Banksia. ”Jeg lader tingene gå deres gang og så kan vi altid se hvor Hop Touch er henne om et års tid. Nu, hvor den tunge formalia er på plads, er det nærmest kun egne ambitioner og økonomien, der sætter grænserne”. 

Og synes man Kaspers projekt er spændende, så kan man glæde sig over, at der allerede er mere på vej. 

Jeg arbejder på højtryk for at få nogle ting hjem fra Cloudwater i Manchester. Desværre er reglerne utroligt kringlede på begge sider af Nordsøen. Mest fordi jeg ikke har mit eget lager, men der anes heldigvis en løsning i horisonten, så vi kan blive klar til at sætte deres øl på fad. Med lidt Aarhusiansk held i sprøjtet kan indbyggerne i smilets by også få lov at nyde lækre humlede og mørke sager fra Cloudwater. Skridtet herefter er stadig under udarbejdelse, men der kigges både mod Italien, Spanien og Polen…”.

Følg Hop Touch via Facebook her.

onsdag den 1. juni 2016

Klummen 09: Er tiden løbet fra Danske Ølentusiaster

I sidste uge stillede Jeppe Jarnit-Bjergsøe spørgsmålet om tiden var løbet fra Danske Ølentusiaster. Opslaget blev delt på Stovts Facebookside, og der kom en del input til emnet. Siden har såvel spørgsmål som svar rumlet i hovedet på mig: For er tiden løbet fra Danske Ølentusiaster? 

Jeg er ikke medlem af Danske Ølentusiaster (DØE), og det har jeg heller aldrig været, for jeg ser intet, der for mig kan retfærdiggøre den udgift et medlemskab er. DØE har eksisteret i cirka 18 år, og har uden tvivl bidraget meget til udviklingen af ølkulturen herhjemme, men når jeg ser på DØE anno 2016, så ser jeg en forening, der ikke synes, at rokke sig ud af stedet. 

Da specialøllene begyndte at flyde herhjemme, var det i høj grad det belgiske og det tyske, der var tilgængeligt. Siden er der sket meget, men det synes jeg ikke man kan se hos DØE. En af mine klareste fordomme om DØE er, at man ikke har fulgt med udviklingen i forhold til, hvad markedet tilbyder og hvor mange øldrikkeres præferencer ligger i dag. Det man dyrker er bagudstræbende, man accepterer, for at dække bredt, det middelmådige og man er endt i en status quo, der nærmest virker ekskluderende i forhold til dem, der vil andet og mere. 
For nylig viste TV-Syd et klip fra DØE i Horsens, der holdt en trappist-ølsmagnning. Her så man en flok herrer med en gennemsnitsalder et stykke over min, der sad og søbede den og det joviale aspekt af øllet, som pinedød synes, at skulle være udgangspunktet i det meste øljournalistik var gennemtrængende og vi lærte at ”kendere vil gå så langt som til at kalde det her verdens bedste øl”.

Et lidt over to minutter langt, næsten perfekt eksempel på mine fordomme omkring DØE, men også et af problemerne med DØE. Nemlig at de er øllets talsmænd i Danmark, og nej, jeg kan ikke svare på hvor pressen ellers skulle gå hen, og nej det er ikke Danske Ølentusiasters skyld, at pressen kommer til dem, men når man som ølforbruger synes, at deres budskab er forfejlet, så er det svært ikke at bekymre sig på deres pressemonopol. 

Pressedelen fraregnet, så kunne al den ovenstående kritik også være ligegyldig, hvis DØE var en klub, hvor man mødtes og drak øl. Men første linje i DØEs beskrivelse af DØE lyder: ” Danske Ølentusiaster er en uafhængig forbrugerorganisation”. Det forpligter! 

Jeg ser intet, der retfærdiggør, at DØE kalder sig en forbrugerorganisation. Jeg ser ingen kritisk presse fra DØE, og jeg mindes ikke at have læst artikler med kritisk fokus i Ølentusiasten (returpant fraregnet). Der er rigeligt med emner at tage op, men det sker ikke. Jeg travede igennem marts og april måned på DØEs Facebookside og så ikke en eneste nyhed med kritisk indhold, eller oplæg til en eneste debat. Indholdet er en blanding af videreformidling af nyheder og ligegyldigheder. 

Det virker på mig som om DØE ikke tør tage et opgør, der kan risikere at støde bryggerierne. Som et eksempel: Der er bryggerier derude, der har sendt mange øl på markedet, der er overkarbonerede, der er bryggerier derude, der har haft en slagside af inficerede øl. Hvorfor tør man ikke råbe vagt i gevær og sige: Kære medlemmer, disse bryggerier gør det ikke godt nok, og kære bryggerier: Hvordan kan i være bekendt, at sende produkter på markedet, der ikke er gode nok? 

Min mistanke er, at man er så afhængig af bryggerierne til smagninger og Ølfestivalen, at man ikke tør risikere noget. Den slags er okay i en ølklub, men er man en forbrugerorganisation så forpligter det. For det kan til tider være svært at lure om DØE tjener sine egne eller forbrugernes interesse. Eksempelvis ser jeg ikke Copenhagen Beer Celebration eller nyheden om Fermentoren’s Flying Circus omtalt nogle steder på DØEs Facebookside. Er det et tilfælde, eller er det for at beskytte DØEs eget produkt Ølfestivalen? 

Når jeg ser på, hvad DØE sender ud, så synes jeg ikke, at de tjener øllets sag. Der er en klar slagside i retning af de mellemstore bryggerier, vækstlaget og udviklingen dyrkes ikke nok og man fejler totalt som forbrugerorganisation. Som organisation virker DØE til at trænge til en gennemtrængende modernisering og finde ud af, hvad de synes deres rolle skal være. 

Set udefra er DØE en gammelmandsklub, der ikke evner at forny sig. Og det kan snildt være det problem, der bider sig selv i halen, at netop fordi DØE har et støvet image, så har de mere moderne ølforbrugere ingen interesse i at melde sig ind og rykke foreningen i en anden retning. Hvilket både er trist og et problem. 

Jeg tror, at DØE skal til at arbejde hårdt på, at finde ud af hvordan de vil træde ind i nutiden, og så synes jeg, at DØE enten skal holde op med at kalde sig en forbrugerorganisation, eller begynde at tage det ansvar, der følger med det ord.

tirsdag den 31. maj 2016

Brewing with idiot #3: Humle

Brewing With Idiot er Stovts vej gennem skabelsen af en øl. Afsnit for afsnit kigges der nærmere på ingredienserne, opskriften, begreber m.m. og undervejs skulle jeg gerne blive klogere på det, der gemmer sig bag skabelsen af en øl. Denne gang kigges der på humle. 

Intro 

Med maltprofilen på plads er det næste skridt, at få styr på hvilken humle, der skal i øllen. Skal den underspilles, så malt og eventuelt gær træder mere frem i smagsbilledet, eller skal der skrues op, så smagsløgene får uddelt håndmadder fra både de ristede malte og humlen. 

Når det gælder humle, så er der et sted i Danmark, der som en ledestjerne lyser lidt stærkere end alle andre. Så der blev taget kontakt til Amager Bryghus førerbunker i Tårnby, og svaret tilbage var heldigvis positivt. 

Brewing With Idiots videre skæbne blev lagt i hænderne på Andreas Pedersen, Amager Bryghus norske bryggerassistent, der efter at have gransket opskriften bidrog med følgende humleprofil. 

Summit: 40 gram, 60 min 
Summit: 20 gram, 5 min 
Chinook: 20 gram, 5 min 

Jeg spurgte ind til, hvad Andreas tænkte, da han så opskriften: “En godt ristet porter med et let røgpræg”, og spurgte videre, hvad han tænkte, at humleprofilen skulle kunne: ”Enkel kogetid og humleprofil for ikke at overdøve det ristede præg. Humlen kommer til at give et let krydret præg med lidt fyrrenåle som jeg synes passer godt i mørk øl. Tanken er, at humlen skal komplementere malten frem for at stikke ud”. 

Opskrift 

Der skal som nævnt bruges to humletyper i opskriften. De har naturligvis, hver deres karakteristika. Ifølge BrewWiki er det for Summit: Citrus (appelsin, mandarin, grapefrugt)og for Chinook: Fyrretræ, harpiks, krydret, mild citrus. Så når Andreas taler om et ” let krydret præg med lidt fyrrenåle”, så er det naturligvis ud fra sin erfaring og kendskab til disse to humlesorter, at han drager denne konklusion. 

Når man kigger i opskriften, vil man efter humletypen bemærke en procentsats. I tilfældet Chinook er den på 13% og for Summit 17%. Denne procentsats dækker over alphasyren. Alphasyren er et bitterstof, der findes i humleplanten og jo højere procentsats, jo mere bitterstof. Summit kan rumme op til 19% alphasyre, og er i toppen af skalaen, hvor eksempelvis Saaz i bunden ligger mellem 3-4,5% alphasyre. Så både Summit og Chinook hører til blandt de kraftigere. 

Humlen tilsættes urten, som er den væske man har, når man har kogt sukkeret ud af malten og fjernet malten, der nu er blevet til mæsk. 

En ting er styrken, en anden ting, hvordan og hvor meget man bruger af humlen. At mængden af humle, der bliver brugt er en variabel, giver sig selv, men hvor længe humlen får lov til at koge med spiller også ind. Man kan i humleprofilen se, at der optræder to forskellige kogetider. Den humle, der får lov til, at koge med i 60 minutter kaldes bitterhumle, den afgiver ikke så megen smag, men masser af bitterhed. Humlen der koger med i 5 minutter kaldes aromahumle, og afgiver ikke den store bitterhed, men til gengæld en del smag og aroma. Derudover findes der blandt andet smagshumle, der koger med i omkring 15 minutter og efterlader både smag og aroma, samt tørhumling, der tilsættes efter gæringen og primært bidrager med aroma. 

Selvom humlen kun koger med i en time, så kan man i opskriften se, at den samlede kogetid er 90 minutter. Man koger altså urten før man tilsætter humlen. Humleporten.dk giver denne ret gode forklaring ” Urtkogning bør startes uden humle: Først steriliseres urten de første ca. fem minutter, hvorpå det tager ca. 10 minutter yderligere at få standset enzymaktiviteten i urten. Derpå yderligere ca. 15 minutter er for at eliminere tannin, hvilket bør ske inden der tilsættes humle, da harpiksen fra humlen ellers har tendens til at binde sig på de store proteiner og bundfælde”. 

Ud fra kogetid, mængde af humle og alphasyre kan man beregne IBU’en. IBU fortæller dig, hvor bitter en øl er og ikke, hvor humlet øllen er. Selvom det er let at trække paralleller, så dækker humlen over langt mere end bare bitterhed, der er også både smag og aroma, der skal tages i betragtning. 

Således skulle de fleste af humleudtrykkene i opskriften gerne være rundet, næste gang kigger jeg nærmere på gæren.

Læs tidligere afsnit af Brewing with idiot her.

mandag den 30. maj 2016

Fermentoren's Flying Circus

Hvis man ikke har fanget nyheden endnu, så lancerer folkene bag Fermentoren: Fermentoren’s Flying Circus til efteråret i weekenden, hvor september bliver til oktober. En ølfestival med et cirkustema afholdt i en skatehal, hvor gøglet kan det blive? Jeg tog fat i Søren Parker Wagner for at høre, hvad vi har i vente. 

Hele ideen bag vores festival er, at tage den gode stemning og det gode øl som vi synes Fermentoren repræsenterer og skalere det op i et langt større format. Vi ønsker, at kombinere de bedste øl i verden med løssluppen stemning, god musik, fantastisk mad og prøve, at vise ølverden fra en langt mindre selvhøjtidelig side”.

Fermentoren’s Flying Circus kommer de to dage festivalen varer, til at køre fire sessions ikke ulig som man kender det fra CBC. Hver session med plads til 800 gæster. Der er inviteret 25 bryggerier, og foreløbigt er blandt andet Alefarm Brewing, Penyllan, Evil Twin, Flying couch, Against the Grain og Beavertown Brewery offentliggjort.
Det kulinariske islæt kommer til at køre fokus på street food, og der er dialog i gang med forskellige food trucks og jo, Johns Hotdog Deli kommer også til at være på plads. Musikalsk er der både heavy og etiopisk jazz i vente, og det virker umiddelbart til, at tilgangen til at lave en ølfestival er mindre konservativ end, hvad man ellers ser. 

 ”Når dagens sessions er overstået åbnes dørene op, og festivalen omdannes klokken 22 til en slags Fermentoren natklub med fest til den lyse morgen. Vi ønsker med Fermentoren’s Flying Circus, at favne bredt og samtidig have en fest. Det er blandt andet derfor, at vi har valgt Copenhagen Skatehal som location. Vi følte, at den lidt skæve indretning med ramper, rails og så videre ville være ideel! Og så er der et stort udendørsareal, hvilket vi uden tvivl også vil gøre god brug af”. 

Der er foreløbig kun planlagt en enkelt festival, men forelagt om det skal være en årligt tilbagevendende begivenhed afviser Søren ikke noget. ”Vi tester vandene denne gang men det er klart noget vi vil gøre igen hvis der er bred opbakning”.

Billetterne til hver enkelt session kommer til at koste 350,- stykket, entre til den efterfølgende natklubsdel bliver 50,-.

Følg Fermentoren's Flying Circus på Facebook - Side/Event.

torsdag den 26. maj 2016

Poesibogen: Mads Jørgensen, Fermentoren Aarhus

Fermentoren var den første af de ølbarer, der med samme intensitet som en bibelsk plage er skyllet ind over det Aarhusianske de seneste år. Mads Jørgensen er i følge hans Facebookprofil owner & manager på netop omtalte sted, og det er i kraft af den position, at han i dag får lov til at levere svarene til Stovts poesibog. Vi stiller om...

Hvad er din yndlingsøl? 
Den næste! Det er måske lidt bøvet, men samtidig er det også fjollet, at skulle have en så statisk holdning til én øl, når der nu er så mange gode øl derude.. og der kommer flere til hver dag! Jeg bliver ugentligt forbløffet over hvordan danske og udenlandske bryggerier bliver ved med at rykke sig. Jeg tror, jeg vil blive ved med at lede efter min "yndlingsøl" til den sidste tår jeg tager. Og heldigvis da. Men, hvis du presser mig vil jeg sige at jeg er meget imponeret over den måde som Svenske Omnipollo leger med mundfylde og koncepter på. Det er dejligt skørt og passer lige til mig. Og så er det som regel pissegodt øl 

Hvad er din yndlingsøltype? 
Hmmm. Dem som kender mig fra Fermentoren ved at jeg i lang tid haft en svaghed for Saison. En simpel go-to øl-type, der altid leverer lidt ekstra pga. gæren. Den største forskel de to barer imellem er nok, at jeg nærmest konsekvent altid har haft en Saison på tavlen. Til sommer laver vi også et Saisonevent med en 6-7 Saisoner på fad samtidigt.. Too much?? ;-) Jeg må nok også lige indskyde, at en ugegammel IPA, frisk og balanceret.. Dét er en gudedrik! 

Hvor køber du dine øl? 
Jamen som regel på bar som research. Siden vi åbnede baren har der ikke været megen tid til personlige indkøb. Jeg får desuden rigeligt med øl i det daglige ;-) Men med den nye bottleshop FLASK, der er åbnet i Aarhus, kan det dog godt ske, at jeg begynder at samle til bunke igen. Udvalget ser rigtig godt ud i hvert fald. 

Hvad er din største øloplevelse? 
Min første store oplevelse var Bruxelles til en ølfestival. Men min største øloplevelse.. Den sker en 3-4 gange om året. Nogen gange finder man bare sig selv siddende med et pragtværk af en øl og kan ikke forstå hvordan noget kan smage så godt.. Det er en oplevelse og en wow-følelse jeg jager konstant og noget som jeg tænker enhver ølnørd kan nikke genkendende til 

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 
Jamen den der Wow oplevelse når man sidder med en rigtig god kop øl. Og så fungerer øl jo også som socialt smøremiddel. Det hele bliver lidt sjovere med med et par bajere indenbords. Men vigtigst er nok den brede variation i smag som øl kan tilbyde og som jeg ikke har set i andre drikke. Farve, mundfylde, alkoholstyrker, tilsætninger..etc Der er ikke så mange dogmer indenfor craft beer. Og det passer mig rigtig godt!