Boganmeldelse: Drink Better Beer, Joshua M. Bernstein

Det er nok at tage munden for fuld, at kalde Drink Better Beer for en samtalebog. Det til trods, at forfatteren Joshua M. Bernstein har talt med en pæn portion mennesker for at kunne sætte bogen sammen. Faktisk har han talt med flere end 100 bryggere, kokke, distributører, bryggeriejere m.m. for at nå frem til bogens cirka 200 sider. 

Ved første øjekast ligner Drink Better Beer en coffee table af den slags, hvor opsætningen er vigtigere end indholdet. Den er rigt illustreret med et væld af små bokse, der rummer fakta og citater. Men! Trods den let glitrede facade, så er den en fornøjelse at læse. 

De mange samtaler er tråden, der væver bogen sammen. Nogle bidragsydere bliver noteret for et enkelt citat, andre får en side, men mere end det er de enkelte personer, der fylder, så er det deres ord og viden der får der fremtrædende plads og det fungerer fremragende. 

 Bogen læses som én lang feel good artikel om øl, men den er mere end bare hyggelæsning, for gennem bidragsydernes ord og viden, der kommer Joshua M. Bernstein langt omkring. Fra distribution og øl som salgsvare, over samspillet med mad, til servering og smagsnuancer. Det hele dækkes. Det betyder også, at der med så mange emner fordelt over 200 rigt illustrerede sider, kun bliver skrabet i overfladen. Men det bliver gjort på en måde, så vi der har prøvet at bladre en ølbog før også får noget ud af det. 

Drink Better Beer er let læst og værd at læse. Den rummer et væld af udtalelser, der vækker eftertanke. Og den føles som en artikel af den slags man er lykkelig for at være faldet over, bare en 200 sider lang én af slagsen. Oplagt til ønskesedlen. Da jeg købte mit eksemplar var den billigst på Books etc.

Årtiets bryggeri 2010-2019

At vi nu står i udkanten af 2019 betyder også, at vi ved afslutningen tiernes årti. Et årti, der på ølfronten har betydet alverden. Hverken tiden eller udviklingen har på noget tidspunkt i de forgangne +3500 dage stået stille. Bryggerier er kommet og gået, tendenser har passeret, more har været more og less har været more, det bitreste bitre har været det vildeste, men er nu sjældent set, det sorte er gået fra tjære til kageefterligninger og det sure er gået fra en uønsket sidegevinst i endnu et sjusket bryg til det mest eftertragtede, der kan erhverves i begrænsede oplag. 

Antallet af bryggerier er eksploderet, og kun et fåtal har været med hele vejen igennem årtiet. For mig er årtiets bryggeri det danske bryggeri, der uden tvivl har betydet mest for mig som øldrikker og for Stovt. 

Det er bryggeriet, der fylder mest i Stovts ølkælder, fordi deres sorte øl er fantastiske at lagre. Det er bryggeriet bag min absolutte yndlings-IPA. Det er et bryggeri, der har bevaret sin integritet i en omskiftelig branche, det er et bryggeri, der igennem årene har leveret ærlige svar og masser af materiale til Stovt og så er det utvivlsomt også bryggeriet jeg har smagt flest øl fra i det forgangne årti, fordi de ganske enkelt har formået at bevare min nysgerrighed. 

Jeg holdt denne tale for dem ved deres 10 års fødselsdag i 2017, og nu kan jeg så fortælle at: 

Amager Bryghus er årtiets bryggeri på Stovt.

Årets bryggeri 2019

Så kom det så vidt. Vi står ved udgangen af året, på kanten af et nyt årti og i den spæde start af årets afsluttende måned. Der er stadig cirka en måned tilbage af året, der snart er gået, hvilket betyder, at det er ved at være tid til at kåre årets det ene og det andet. Der er dog ingen grund til, at tage hele året i brug for at kunne kåre årets bryggeri. 

Årets bryggeri på Stovt har i år manifesteret deres forholdsvis nye brand. Det har de gjort igennem et kontinuerligt højt niveau af øl, ved at synliggøre dem selv og øl via en stadig eksponering igennem samarbejdsbryg og medieomtale, de har arbejdet fremsynet på at sikre dem selv salgskanaler ved at opkøbe foreløbig to barer og så er de en del af en lille dansk bølge, der viser, at moderne øl kan produceres andre steder end i København og opland. 

Og trods, hvad jeg kun kan forestille mig må være en intenst pakket kalender, så har de været yderst imødekommende de gange Stovt har rakt ud til dem med spørgsmål. 

Der er absolut ingen tvivl her på Stovts redaktion:

Åben er årets bryggeri 2019.

Klummen 41: Hvor skal øllet sælges?

I en ikke alt for fjern fortid faldt jeg i snak med den ølansvarlige i en af de lokale vinbutikker. Talen faldt på, at han havde besluttet sig for, at ændre sammensætningen af øludvalget, da det ganske enkelt ikke længere gav økonomisk mening at købe ind for at servicere ølnørderne. 

En interessant og umiddelbar lidt trist udvikling, men jeg skal ikke spille hellig. De fleste af mine ølindkøb foregår efterhånden på nettet og de lokale vinbutikker er i højere grad reduceret til et hurtigt quickfixindkøb, hvis weekenden uventet er kommet tættere på end GLS kan nå at levere. 

Det betyder så umiddelbart færre lokale indkøb af øl fra mig, men omvendt helt sikkert en bedre bundlinje for butikken, der bedre kan servicere de kunder, der blot ønsker ”godt øl” med et for dem bedre, men fra et ølnørdet synspunkt sikkert kedeligere udvalg. 

Igennem det seneste stykke tid er det muligt at bestille online fra flere og flere bryggerier, samtidig med at flere og flere bryggerier åbner deres egne barer. Senest er Åben hoppet med på vognen med bar i eget navn, og i foråret sprang Amager Bryghus med på vognen og fik deres eget taproom, og nu har de så fået ét til – og selvom Amager Bryghus ikke tilbyder salg af deres øl online, så har bryggeriets øludsalg også udvidet deres åbningstid markant og der kan nu købes øl på bryggeriet 6 dage om ugen, hvor det tidligere kun var én (mener jeg, skyd mig gerne, hvis jeg tager fejl). Samtidigt åbner flere og flere bryggerier egne webshops, så deres øl er tilgængelige for de potentielle købere. Intet ondt i det, jeg tror bryggerierne lever i en økonomisk virkelig, hvor det kan være nødvendigt at skabe sine egne salgskanaler. 

Alt det ovenstående handler dels om profilering og dels om at gøre sine varer tilgængelige for kunderne. I et stramt marked, der sikrer man med etablering af egen bar også en salgskanal, der fast har bryggeriets øl på hanerne og samtidigt synliggør ens varemærke for omverdenen. Ligesom man med egen webshop i mindre grad er afhængig af et forhandlernetværk. Og igen, intet ondt i det. 

Samtidig vælter der stadigt flere ølnyheder ind over grænserne, der udbydes i både inden og udenlandske netbutikker, hvor friskhed og nyhedsværdi i høj grad er et salgsparameter. Og øl skal jo drikkes frisk – eller i hvert fald først, så jeg tror mange i det ølnørdede segment slår til når de nye muligheder byder sig til på de virtuelle hylder, i stedet for at kredse som katte om den varme grød hos den lokale ølhandler i håb om at flaskerne på ønskesedlen skulle dukke op der. Altså, det gider jeg da heller ikke selv at gøre, hvis jeg kan klare det med et par klik i stedet. 

Og hvorfor skulle de lokale specialforretninger så gide tage det ind? Tidligere tiders debat har gået på, hvor svært det har for bryggerierne at få hyldeplads. Hvis den nævnte vinbutiks ændrede fokus bliver en del af en tendens (som måske allerede udspiller sig, for hvor tit er man ikke trådt ind i en vinbutik, hvor udvalget i ølsektionen skriger, at afdelingen er der nød mere end lyst), ja så står vi i en situation, hvor hele problematikken om, hvor svært det er at få hyldeplads, begynder at bide sig selv i halen. Den samme problematik kan vel nogenlunde overføres til den svære adgang til hanerne rundt omkring? 

Bryggerierne skal handle på, at det er svært marked at navigere i – og ved at de handler, gør de sig selv mindre attraktive for markedet. Det er et paradoks af den slags, der på handelsskoledansk rummer noget, der hedder en cost/benefit-analyse.

Bryggeriloggen 24: Brylle Bryghus

Fyn har i år fået et nyt bryggeri i form af Brylle Bryghus. Stovt spurgte derfor om de ville udfylde de tomme linjer i bryggeriloggen, svarene finder I herunder.

Bryggeriets navn? 

Brylle Bryghus 

Siden hvornår?

2019 

Fantombryggeri eller ”rigtigt”bryggeri?

Helt klart rigtigt! 

Hvem står bag? 

Brian er bryggeren og driver bryggeriet sammen med sin kone Marie. 

Hvordan kom det så vidt?: 

Brylle Bryghus er resultatet af en 17 år gammel drøm. Lige siden Marie og Brian mødte hinanden var det tydeligt at specialøl var en interesse, de begge delte. Marie havde sit kendskab til øl med fra hendes ophold i udlandet og Brian havde sin viden om specialøl fra kollegiets velassorterede ølkælder. Et perfekt udgangspunkt, der år senere har kastet flere ølrejser og adskillige flasker hjemmebryg af sig. 

Huset for enden af grusvejen, hvor familien flyttede ind for 10 år siden er da også valgt med netop et fremtidigt bryggeri for øje. Brian så potentialet i garage-tilbygningen, og det er netop hér hvor bryggeriet er etableret. Brian har siden da indkøbt udstyr lidt efter lidt. Samtidig har han eksperimenteret med bryg-stilarter og -ingredienser for at finde frem til hans helt egen brygstil, hvor der er fokus på det gode og grundige håndværk. Bryggeriet delte de første smagsprøver ud på Øllets Dag i Odense i 2019 og første flaske med godkendte etiketter blev solgt samme år i oktober. 

Hvad er planen? 

Indtil videre drives bryggeriet ved siden af parrets fuldtidsjobs. Drømmen er at få udvidet bryggeriet med flere lagertanke, så der kan brygges oftere. Hvis efterspørgslen følger med, vil Brian også på sigt kunne arbejde fuld tid i bryggeriet. 

Hvilke øl skal vi forvente: 

I oktober kunne man købe bryggeriets første øl på flaske, en Session Pale Ale. I slutningen af november kommer den næste øl i rækken, en Amber Lager. Senere vil der komme en Citra IPA og en Espresso Stout. Det vil være disse fire varianter, der fokuseres på i starten. Senere vil der komme flere typer og årstidsbryg. 

Hvad er næste træk: 

Bryggeriet er stadig i opstartsfasen og har ikke solgt øl så længe. Så planen er at brygge én gang om måneden indtil videre og arbejde på at udbrede kendskabet til bryggeriet i lokalområdet.

Klummen 40: Øllet og miljøet

I en verden, hvor Greta Thunberg stadig ikke er gammel nok til at gå ind på en bar og bestille en øl, der kunne man godt mistænke, at emnet miljø ikke var nået frem til ølbranchen endnu. Men, hvis du (som jeg) forsøger at holde dig orienteret ud mod det den store ølverden, så vil du nok også have bemærket at miljø med hvad dertil hører af energispild, vandforbrug, logistiksvineri og emballageforurening fylder mere og mere i spalterne rundt om på verdens beersites. 

Jeg har læst mange, rigtigt mange artikler om øl og miljø på det seneste. Som ølforbruger har jeg svært ved at navigere i emnet, for på den ene side vil jeg gerne være en bevidst ølforbruger, mens jeg på den anden side heller ikke vil gå glip af noget. Og skulle jeg være miljøbevidst, så skulle jeg enten droppe øllet eller også skulle jeg reducere mine valgmuligheder til nogle meget kedelige varianter. 

Dog har jeg har så godt som droppet amerikansk øl, for det virker efterhånden som en overflødighed, at skulle hente øl så langt væk fra. Når jeg ser opslag om øl, der er blevet fløjet ind fra USA, så læser jeg dem med en venlig tanke til 80’ernes yuppier, der skulle have kørte de nyligt frigivne Beaujolais Nouveau til Danmark så hurtigt som muligt. En øm gang fråds, der er for mange alternativer til, at burde være nødvendigt – ligesom med amerikansk øl. 

Så jeg prøver at drikke lokalt, med lokalt værende øl fra europæiske bryggerier - men de øl jeg drikker er alligevel for cirka 100% vedkommende lavet med humle, der har taget turen over mindst ét verdenshav for at nå frem til bryggeriet. Det er selvfølgelig ikke ét fedt om man skal transportere det færdige produkt eller kun humlen, men altså, der er mange, lange afstande i ølverdenen. 

Logistikken er én ting, men energiforbruget er også enormt. Tænk, hvad der bruges af strøm for at IPAerne kan holdes kolde hele vejen fra tappeanlæg til dit køleskab - og på at styre temperaturerne under gæringsprocessen. 

En amerikansk artikel fortalte mig for nylig, at gennemsnitligt svarede strømforbruget ved produktionen af mellem 158 og 208 barrels (18.800-24.800 liter) til, hvad en gennemsnitlig amerikansk husstand bruger på et år. Jeg ved faktisk ikke om det er meget i forhold til anden produktion, men det lyder som meget. 

Det lyder også af meget, når en anden artikel fortæller mig, at 75% af vandet brugt på et bryggeri går til spilde. Tænk på, hvor stor en 3000 liters gæringstank er – og tøm så tre tilsvarende tanke ned i kloakken før du tapper øllet. 

De mere faglige artikler om emnet fokuserer meget på, hvor der kan sættes ind i forhold til vandspild og hvordan brugen af vedvarende energi, som eksempelvis solceller, er oplagt, hvis der skal sættes point ind på miljøkarmakontoen – og på sigt trækkes færre penge ud fra budgetkontoen til energiforbruget. 

Eksemplerne i artiklerne virker dog få og spredte, og når jeg tænker på danske eksempler, så har jeg udover en åbenlyst stigende produktion af økologisk øl svært ved at komme i tanke om eksempler på mindre bryggerier, der har gjort tiltag i en mere miljørigtig retning. 

Til gengæld fylder de store koncerner meget på den konto. Både Carlsberg og AB InBev har meldt ud, hvornår de forventer at være overgået til vedvarende energi – Budweisers Superbowl reklame havde endda titlen ”Wind never felt better” og fortalte, at Budweiser nu er brygget på ”wind power”. Carlsberg lancerede også for nyligt prototypen på en papirflaske og brugte ved sommerens festivaler en stor opvaskemaskine, der gjorde det muligt, at genbruge plastikkrusene og dermed minimere spildet. Fik jeg nævnt, at Diageo lige har investeret omkring en milliard kroner på mere energirigtige løsninger på deres afrikanske bryggerier? 

De store bryggerikoncerner har naturligvis også kræfterne til at få fortalt deres historier, de forstår dels i langt højere grad at bruge pr-værdien, ligesom de i kraft at deres størrelser har lettere ved at få deres historier bredt ud – og ret basalt, så har de lettere ved at finde finansieringen til at gå i en mere grøn retning, ligesom de har lettere ved at gå til den langsigtede planlægning. 

Ølverdenen er en del af den virkelige verden, der omgiver den. Det betyder også, at den må forholde sig til verdens tilstand og agere derefter. Du betyder at du som forbruger må foretage nogle valg – og at bryggerierne må yde deres for at nedbringe energiforbruget. Men hvilke valg kan vi foretage os, hvilke tiltag bør gøres og hvem har allerede gjort noget? Kommentarer er meget, meget velkomne på Stovts Facebookside.

Poesibogen: Jens Eiken, forfatter af Den Nøgne Øl

I sidste svarede Christian Andersen på spørgsmål om bogen Den Nøgne Øl, i denne uge udfylder den anden forfatter af bogen, Jens Eiken, Poesibogen på Stovt. Det er Jens med næsen i glasset på det ovenstående billede.

Hvad er din yndlingsøl? 

Jeg har ikke én ynglingsøl men mange og afhænger lidt af anledningen (med venner, hjemme, ude eller til måltidet), sæsonen og tidspunktet. En af mine favoritter som en perlende start kunne være ’Trumer Pils’ – frisk, let frugtig, slank, tilpas bitter med et cremet skum og den stærkere ’Hancock Beer’ til slut. Jeg har altid været en fan af den traditionelle tjekkiske Saaz-humle og de tyske landrace-humler...så er det sagt. For at give et eksempel på ynglingsøl til måltidet - her kan jeg vælge salaten med fx pinjekerner, granatæble, blåbær og et sjat øl-eddike; det kræver en hvedeøl eller en Wit; her er jeg nok lidt for farvet og vælger mange gange den originale Schneider Weisse - TAP 7. Jeg har smagt mange Belgisk inspirerede Wit-øl – Witte fra Ommegang i USA er ret god...

Hvad er din yndlingsøltype?

Pilsneren – grundøllen hvor alt er afklædt og kvaliteten fremstår i al sin strålende glans. Her kræver det sin brygmester, at skære ind til benet og forstå, hvad råvarerne og processen betyder for den færdige smag, mundfylde og duft og vælge med omhu. Pilsneren serveret i et rent, højt, koldt glas er ikke til at modstå. Hvis jeg skulle vælge en anden undergæret øltype, som bare træder i karakter så er det fx den karameliserede Doppelbock (’Celebrator’ fra det tyske Ayinger Privatbrauerie; en dejlig maltet Dobbelbock til desserten).

Hvor køber du dine øl? 

Jeg må heller tilstå, at det bliver lokalt – SuperBrugsen i Fredensborg, Kvickly i Allerød eller Meny i Hørsholm. Sortimentet skifter og jeg finder normalt en god øltype. Ellers køber jeg på nettet eller kører direkte til bryggeriet.

Hvad er din største øloplevelse?

Jeg forstår spørgsmålet men vil svare på en en lidt anden måde; - Oktoberfest i München - for den utraditionelle familiefest. Lære tysk ølskænkning og ølnydelse med manér, da jeg boede 3½ måned på en pub ved Hannen Brauerei i Mönchengladbach, Tyskland.

Da jeg smagte min egen Barley Wine i form af ’Jacobsen Vintage nr 1’ lagret på nye egetræsfade i J.C. Jacobsens gamle underjordiske kælder, udstyret til formålet. Flaskerne blev tappet på små champagneflasker påsat en etiket, tegnet af Frans Kannik og senere drukket på CBS News, som verdens, dengang dyreste øl:  - det var stort.

Da jeg efter lidt tilvænning, lærte at kvalitetsvurdere og til sidst nyde den alkoholfrie maltdrik Vitamalt eller Supermalt fra Ceres og Faxe – nu Royal Unibrew.

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 

Der er så mange øltyper, at vælge imellem og som kan klare enhver anledning. De karameliserede øltper til det stegte kød, de syrlige til salaten, gedeosten og fisken. Bock til den hårde gule ost og Barley Wine til blåskimmelen, der er bare så mage muligheder for at blive rigtig overrasket - på den gode måde.

Vintage: Stigbergets - Russian Imperial Stout 2016

Mere end noget andet er Stigbergets bud på en Russian Imperial Stout et billede på, hvor flygtig en størrelse tid er i øllets verden. Da flasken blev forseglet med en kapsel tilbage i 2016 var Stigbergets nogenlunde lige blevet introduceret på det danske marked, som det red ind på via en bølge af lovprisninger (eller som de unge mennesker kalder det: hype). Bryggeriets Russian imperial Stout var den første sorte øl jeg stødte på fra den kant, og trods en lille spinkel krop på 8,3% var den (også) dengang en oplevelse af de bedre. 

For nylig kom dette eksemplar af øllen så op fra kælderens dyb. Kalenderen siger nu 2019, Stigbergets er så langt fra et af de nye navne på markedet længere, men hører nu til blandt de etablerede bryggerier. Som dengang er deres Russian Imperial Stout dog stadig en blød fornøjelse. 

Det er lys chokolade med lidt engelsk lakrids i eftersmagen. Det er et fascinerende clash mellem det søde og kontante. Det kontante i eftersmagen er ikke som jeg husker øllen. Havde det været en velhumlet størrelse, kunne forklaringen have ligget der, men sådan husker jeg den ikke. De to modsætninger spiller dog fint, fint sammen og flasken bliver tømt til bunden. 

Stigbergets Russian Imperial Stout er et supersympatisk bekendtskab, der dog ikke har den store personlighed. Personlighed er dog ikke alt, uanset hvad selvhjælpsbøgerne måtte mene og havde jeg haft flere af denne i kælderen havde jeg ikke tøvet med at finde dem frem nu, for det smagte som om at den peaker nu.

Q&A med Christian Andersen, forfatter til "Den Nøgne Øl"

I morgen, d. 7. november udkommer Christian Andersens bog ”Den Nøgne Øl” på forlaget Turbine. Bogen er skrevet i samarbejde med Jens Eiken og målet med bogen er at sætte pilsneren tilbage på øldrikkernes dagsorden. Over 380 sider går de bag om pilsneren via anmeldelser, interviews, opskrifter m.m. 

I forbindelse med udgivelsen har Stovt trængt Christian Andersen op i et hjørne og aftvunget ham svarene til den nedenstående Q&A. 

1. Hvor stammer din fascination af pilsneren fra/hvad er det den kan, som andre stilarter ikke kan?

Underspillet nydelse. Jeg finder behag i nuancer. God is in the detail. Pilsneren er for mig en grundøl, en referenceøl. Du kan smage, hvad drikken er lavet af. Her bliver dine smagsløg nulstillet efter fx noget smadrevand af en NEIPA. Pilsneren er med sine kerneværdier understatement og balance uden for våbenkapløbet af mersmag og bryggernes tivoli af aromaer, som i al for lang tid har sat dagsordenen i ølrevolutionen. 

2. Da du præsenterede bogen for mig, der skrev du både, at den vil skabe debat og andetsteds, at du måtte tage de slag, der fulgte med. Hvad er det du udfordrer? 

Den nøgne øl typeinddeler fx pilsneren – i to hovedtyper (tjekkisk og tysk) samt 17 undertyper, herunder bl.a. ’den hurtige pilsner’ kölsch – ja, en overgæret type øl. Jeg tror, at fx inddelingen af pilsner familien i typer kan vække til debat. Mon ikke også, at en brygger eller to vil reagere på kapitlet om dansk pilsner i bogen, ”Dansk pilsner findes ikke”. Bogen er styret af smag, ikke af dogmer. Det vil sikkert også støde nogen. 

3. Der kommer en øl i forbindelse med bogen, vil du fortælle om den? 

På Herslev Bryghus brygger vi pilsneren Plzener, som er en af bogen 10 opskrifter på pilsner. Andre er fx Brut Pilsner og Mousse Pilsner. Om kort tid går brygger Mads Olsen, Herslev, og Jens Eiken, brygmester og forfatter til bogens tekniske dele plus opskrifterne, i gang med gulvmalt, Saaz og dekoktion i Herslev. Opskriften er et forsøg på, måske lidt uoriginalt, at genskabe den originale pilsner fra 1842. Uropskriften er ikke tilgængelig, men vi støtter os til den bedste kilde: Bogen Pilsner-Bier (1929) af den østrigske professor Eduard Jalowetz. 

4. Pilsneren synes de senere at være kommet længere frem på scenen, men det er samtidig en stilart, der virkelig deler vandene og skaber debat – har du et bud på hvorfor? 

Uvidenhed, fordomme. Pilsner er altså andet end Corona og Heineken – eller, for den sags skyld, alibi-pilsneren Høker Bajer fra Hancock. Der burde være plads til en ædel pilsner i IPA ghettoen, som nogle ølbarer har forvandlet sig til. Jeg forstår godt antipatien mod pilsneren hos de mange nye bryggere. Der var mere oprør i at brygge alt muligt andet end pilsner, mere revolution. Og måske en kuriøs detalje: De nye bryggere var næppe i stand til at brygge den nøgne øl pilsneren. 

5. Sammensætningen af bogen med interviews, opskrifter og anmeldelser virker meget klassisk. Er der brug for flere af denne slags bøger om øl? 

Læseren vil opleve en personlig bog. En bog med holdning. Der findes ingen bøger hverken på dansk eller internationalt, som beskriver pilsneren så indgående og originalt som denne bog. Der er en del ekstra gaver i bogen, fx et nyudviklet smageskema. Udover de sædvanlige issues såsom duft, udseende, etc. er der følgende tre tilføjelser: 

• Det væsentligste ved øllen - Det glemmer man ofte, ikke? 
• Rytme – begyndelse, midte, finish, eftersmag. Hvordan er øllens rytme fordelt på de fire udviklingstrin.
• Forbedringspotentiale – ja, ligeud: Kom med et forslag til at gøre øllen endnu bedre. Måske et trin i smageskemaet for den mere øvede tunge.

Supermarkeds-IPAer

Supermarkedsøl! Et ord så skræmmende, at det bør følges af lyn og torden, hysteriske strygere eller en anden passsende gimmick fra de ældre gyserfilm. Et ord, der varsler skuffelser og sekundavarer, og et ord, der fint kan bruges som nedladende beskrivelse, hvis en ”RIGTIG” øl underpræsterer. 

Jeg drikker dem sjældent. Slæber jeg øl med hjem fra supermarkedet, så vil det som regel være når den lokale Netto har Founders eller Laguinitas på tilbud, eller en Limfjordsporter. Alligevel løb min nysgerrighed af med mig for nylig, og jeg fik slæbt mig en IPA med hjem, der skulle vise sig, at være et ganske okay køb prisen taget i betragtning. For prisen er en faktor, selvfølgelig er den det. Der er stadigvæk grænser for, hvor storslået en øl man kan tillade at forvente at et bryggeri kan producere, når udsalgsprisen skal ramme ind under en tyver. 

En øl behøver ikke altid være en udfordrende smagsoplevelse for at vise sit værd. Nogle skal en øl bare gøre det en øl skal gøre og slukke din tørst. Ingen glæde er større end den, at slå hjernen fra og bare køre en øl ned, men så må øllen heller ikke genere – og det synes jeg den gør, hvis den ikke holder et vist niveau. Så gider jeg ikke og er egentlig helst fri. 

Men hvordan er niveauet? Da jeg for nylig var ude og indkøbe til den kommende uge, der greb jeg fem IPAer med hjem fra supermarkedernes hylder for at se, hvilket leje de befinder sig på. Alle var kampagnevarer og må derfor formodes at være leveret i en ikke alt for fjern fortid, men jeg kiggede bevidst ikke på udløbsdato. Af den simple grund, at det nægter jeg at tro, at den almindelige forbruger gør, og så fordi, at det her er de øl, der møder dem ude på hylderne.

Husker jeg det korrekt, så skal en kampagnevare til eksempelvis Kvickly leveres til hovedlageret omkring seks uger før tilbuddet bliver aktuelt. Så jeg gætter på, at superfriske IPAer kommer man aldrig finde som avisvarer rundt om i supermarkederne.

Lottrup - Stone Street – 6,0% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 2 måneder gammel. 

Jeg har smagt Lottrup Stone Street før og været alt andet end begejstret, men det var da den først kom på hylderne rundt omkring. Så den kan have ændret sig flere gange. Der er blevet tilsat grape til Stone Street, farven er brunorange, bitterheden er tung og flad, men bliver ikke hængende i munden. Øllet dufter parfumeret og er ikke læskende, men jeg kunne godt forestille mig, at den var bedre med en rugbrødsmad til – gerne med et stykke salt kødpålæg ovenpå, så øllet får lidt modspil. Men alene er den ikke imponerende. 

Jacobsen – Yakima 6,5% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 8 måneder gammel. 

Yakima har som Stone Street også fået tilsat grape. Farven er orange, og øllen er noget bedre balanceret. Der er frugtige toner i både smag og duft, den bliver dog for parfumeret i længden, og skal som Stone Street have modspil fra noget mad. Dog ikke rugbrød, jeg kunne godt se den som modspil til retter fra det vietnamesiske køkken. 

Albani - Centennial Pale Ale 4,9% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 8 måneder gammel. 

Duften er både blød og sød, og egentlig ganske behagelig, hvis ikke den også havde varslet, hvad der venter når smagsløgene slutter sig til festen. Smagen er sød, med et parfumeret småbittert efterslæb, men Centennial Pale Ale smager alligevel ikke af det store. Trods det, så bliver den alligevel hurtigt for tung i smagen. Den svarer meget godt til min fordomsfulde forestilling om en supermarkeds-IPA, hvor bitterheden er inddæmmet og for megen af malten er karameliseret, for at alle kan være med. 

Skovlyst – Humlebryg 7,0% 

Der er 2 år og 4 måneder til den går på dato, så jeg tør slet ikke tænke på, hvor lang holdbarhed, den har haft som udgangspunkt. 

Indskudt bemærket fra før flasken blev åbnet: Jeg hader den her øl, allerede før den er blevet åbnet. Holdbarhedsdatoen er det første. For det andet står der IPA på etiketten, mens den på Skovlysts hjemmeside er en Double IPA, og så dør jeg i sætningen ”Denne kraftfulde India Pale Ale har jeg brygget i økologisk balance med naturen”. Jeg tror ikke på, at Casper Møller har brygget den til mig, for den er lavet i Østrig. Med mindre han pendler, så har han brygget den lige så lidt til mig, så Claus Meyer har tilberedt min mad, når jeg køber en af hans færdigretter. Men man skal ikke skue hunden på hårene, og måske bliver jeg overvundet af den ”selvsikre humlesmag” som etiketten også omtaler, det er i hvert det der gør den ”…en sand vinder blandt øl entusiaster” – og nu vi er ved det, så er ølentusiaster i ét ord. 

Vi er tilbage i det brunorange. Duften er sød og en smule kemisk, som hvis jeg duftede til en guldøl. Der er tilsat lindeblomst. Jeg måtte google det, men lindeblomst får åbenbart en til at slappe af, så måske det kan lukke ned for den ophidselse jeg har udvist den Humlebryg. Smagen er umiddelbart klassisk gammelskole, med intens bitterhed på en sød bund, men noget tager helt over – lindeblomsten måske. Der er i hvert fald noget, der stikker ud på ubehageligste vis. Klart testens dårligst smagende øl 

Svaneke Bryghus - Laid Back Session IPA 4,8% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 2 måneder gammel 

Uden sammenligning og med klar afstand testens bedste øl. Dejlig ukompliceret, behageligt bitter uden nogen negative udsving. Et super (og billigere og mere miljørigtigt) alternativ til de Pale Ales man i supermarkederne kan finde fra Founders, Laguinitas og Brooklyn Brewery. Lys og ligetil. Et oplagt valg, hvis der skal en sixpack på bordet til en fodboldkamp. Jeg har fået Laid Back Session IPA før, og kommer til at vende tilbage til den igen. Det er ikke nødvendigvis en stor øl, men det er en god øl til når øllen skal spille andenviolin og bare fungere og balancere. 

Egentlig er jeg positiv overrasket over niveauet i testen, selvom der i forhold til mine smagsløg er langt fra vinderen og ned til andenpladsen. Jeg husker supermarkedernes IPAer som grufulde størrelser, men anno 2019 er de kun overvejende undervældende.  

Fodnoter: 

1. Jeg bruger udtrykket parfumeret flere gange, tolk det som en eller flere noter, der er skruet op for i en grad, at øllen ikke fungerer. 

2. Lad os lige snuppe en konspirationsteori. Jeg har flere gange haft en idé om, at IPAer, der er tilsat orangefrugt som i ovenstående tilfælde grape, ikke blot for det tilsat for smagens skyld, men også fordi det overdøver smagen af fadende humle og dermed køber øllet noget ekstra hyldetid. Den idé har de to ovenstående øl med grape ikke ændret på.

Flere allerede kendte konklusioner om medaljer

Det er igen blevet tid til at kigge på medaljer her på Stovt. Denne gang mere lokalt end normalt, for i starten af oktober blev der i Messecenter Herning afholdt International Food Contest som en del af udstillingen hi Tech & Industry Scandinavia, der én gang årligt fremviser fødevarer og teknik til levnedsmiddelbranchen, men også rummer kåring af ”Danmarks bedste” indenfor de deltagende fødevarekategorier, heriblandt øl. 

Jeg har før haft kig på konkurrencen, men har aldrig fulgt op på det. Det har jeg så valgt at gøre i år, hvor medaljerne begyndte at dukke op i mit LinkedInfeed i takt med at bryggerierne viste deres nyerhvervede metal frem med ros i kommentarsporet til følge. 

International Food Contest er interessant på flere fronter, deriblandt navnet, der må være sat i verden for at lyde af mere end det er, det rummer i hvert fald en grad af selvmodsigelse når et af konkurrencens mål er ”Kåring af Danmarks bedste inden for de deltagende fødevarekategorier”. 

Der var i årets International Food Contest 24 deltagere i kategorien øl, og der blev i år uddelt 24 medaljer i kategorien øl – én til hver af de deltagende øl. 

Noget andet interessant ved International Food Contest er konkurrencens gennemsigtighed, for både point og medaljefordelingen ligger tilgængelig online. Det giver mulighed for et indblik i konkurrencen, som det normalt ikke er muligt at få i andre konkurrencer. 

Af de oplysninger har jeg udledt, at de forskellige medaljer kræver følgende point. 

91-100 point = guldmedalje 

81-90 point = sølvmedalje 

71-80 point = bronzemedalje 

Pointene beregnes som et gennemsnit af de tre pointkategorier øllene tildeles point i:

- Teknisk vurdering 

- Produktets karakteristika 

- Personlige og forbrugerpræferencer. 

Konkurrencens 24 medaljer var fordelt på følgende måde. 

11 guldmedaljer – svarende til 45,83% af medaljerne (inkluderer den award, der blev tildelt til førstepladsen) 

12 sølvmedaljer – svarende til 50% af medaljerne 

1 bronzemedalje – svarende til 4,17% af medaljerne 

Med andre ord, og som tidligere nævnt, medaljer til alle. 

Der findes mange konkurrencer derude, hvor et givent antal point eller en given karakter er lig med en medalje, der modsvarer karaktererne/pointene. Nogle vælger så kun at uddele medaljer til en given procentdel af de medaljeberettede, for ikke at udvande deres konkurrence. Men det er flere gange set, at den skillelinje bliver sat så højt som ved at eksempelvis maksimalt 40% af de deltagende øl kan få medalje, og så har udvandingen allerede fundet sted – i min optik forstås. 

Jeg foretrækker helt klart den mere klassiske guld til førstepladsen, sølv til andenpladsen og bronze til tredjepladsen. Tre medaljer, that’s it. Jeg vil endda kunne leve med, at øllene er delt ind i underkategorier. Det er stadig mere gennemskueligt. 

Lad os prøve at kigge nærmere på den ene bronzemedalje, der er blevet uddelt til Don’t Worry Hemp Ale fra Svaneke Bryghus. Den fik en bronzemedalje ud af de 74 point den blev tildelt. De 74 point var et gennemsnit af disse point: 

Teknisk vurdering – 88 point 

Produktets karakteristika - 74 point 

Personlige og forbrugerpræferencer – 61 

Hvilket jeg mener lyder som et teknisk vellykket produkt, som ingen rigtigt kan lide. 

Når jeg i mit hoved løber forskellige skalaer igennem, hvor topmålet er 100, så er der ingen af dem, hvor 74 ikke er en middelmådig karakter, der dækker over et måske okay, men meget langt fra prangende resultat. 

Man kan desværre for producenterne ikke vifte en middelmådig pointscore foran forbrugerne og  på den måde skabe positiv opmærksomhed, med mindre man kalder det middelmådige resultat for noget andet. De fleste forbrugere ved heldigvis, at en bronzemedalje er lig med en tredjeplads og at en tredjeplads er en flot placering. Så hvis du kalder det middelmådige resultat for en bronzemedalje, så får du en helt anden reaktion. 

Det ovenstående eksempel udstiller på fineste vis i hvor høj grad medaljer er at stikke forbrugerne blår i øjnene. At det på International Food Contests hjemmeside så hedder ”Styrkelse af den faglige stolthed gennem bedømmelse, præmiering og hyldest” – det ændrer ikke på, at det er bullshit.

Bryggeriloggen 23: Norbæk Gaardbryggeri

Bryggeriloggen er tilbage, denne gang med Norbæk Gårdbryggeri, der holder til i Elev nord for Aarhus. Her har Emil fra bryggeriet været så venlig at svare på bryggeriloggens faste spørgsmål.

Bryggeriets navn: 

Norbæk Gårdbryggeri 

Siden hvornår: 

2018 

Fantombryggeri eller ”rigtigt”: 

Rigtigt 

Hvem står bag: 

Bag bryggeriet er de tre drenge Valdemar, Victor og Emil, som har dedikeret deres sabbatår til at brygge øl. De er alle 19 år. 

Hvordan kom det så vidt: 

Det hele startede med tanken om, at det ville være fedt at lave sine egne øl. Efter at have eksperimenteret med nogle forskellige stilarter besluttede drengene sig for at fokusere på at lave spontanfermenterede øl inspireret af den belgiske Lambic tradition. De fik så muligheden for at bygge et bryggeri på en gård i Elev. 

De fik en god ven fra gymnasiet til at illustrere deres labels. Ideen var at holde stilen ren, enkel og samtidig genkendelig med en simpel blomst på en hvid baggrund.

'Gennembrudet' kom ved det første spontangærede batch, der kom i to partier: Aronia Spontan Blend og Wild Ale Blend. Mikrobatchene på omkring 40 flasker sammenlagt, blev solgt til et nytårsrelease på Mikkellerbar. I takt med at de udvidede deres produktion begyndte de at etablere kontakt til bottleshops og ølbarer i Aarhus. Samtidig lavede de aftaler med danske økologiske producenter af malt og gær. De ønskede at holde produktet lokalt og økologisk. 

Hvad er planen: 

Norbæk Gårdbryggeri har længe været under ombygning, men står klar fra 2020, hvor produktionen øges til 500 liter pr. batch med en samlet startkapacitet på 6000 liter. De mange nye øl skal afsættes til udvalgte bottleshops og ølbarer i Danmarks største byer. På sigt skal øllene også eksporteres til London, Berlin og andre europæiske storbyer. 

Hvilke øl skal vi forvente: 

Det primære fokus bliver at lave spontanfermenterede, sour ales og sour blends. Men da nogle af øllene lagres op til flere år, kommer der også til at blive lavet øl, som Grisettes og Saisons, som kan færdigproduceres inden for en kortere tidsramme. Ingen øltyper kan udelukkes og der kommer til at blive eksperimenteret med mange forskellige stilarter. 

Hvad er næste træk: 

På nuværende tidspunkt er udvidelserne stadigvæk i gang, men til december, når bryggeriet står klar og temperaturen er faldet, begynder drengene at brygge nye spontanfermenterede øl. Ellers er de bare klar til at servere en masse gode øl i 2020.

Vintage: Ghost Brewing – Midnight Oil (2016)

Midnight Oil fra Ghost Brewing er i bund og grund wellness på flaske. Flasket i starten af 2016 og siden da med jævne mellemrum trukket op af Stovts kælder som en påmindelse om alt, der er godt ved sort øl og kælderlagring.

Trods alderen bider Midnight Oil stadig fra sig. Humlebiddet er stadig gedigent og svæver over alle de andre indtryk som den dominerende kraft, der ikke er bleg for at give med pisken, hvis sødmen eller kaffen stikker næsen for langt frem. Egentlig kaffesmag er der ikke, men det stikker ud, at Midnight Oil smager som god kaffe lugter. Et indtryk, der ligger og gemmer sig inderst i mundhulen. Sødmen er der, men er behageligt diskret. Biddet fylder mest, og får det til at summe i tungen længe efter indtagelsen.

Halvvejs igennem flasken har øllen stået åben en halv times tid og indtrykkene begynder så småt at smelte sammen til noget, der er større end de enkelte komponenter. Da Midnight Oil var frisk havde den også masser af fylde, men ikke megen eftersmag. Nu har den begge dele.

Fra den var frisk og til nu, der har Midnight Oil fra Ghost Brewing været mesterlig, hver gang jeg har smagt den. Jeg har smagt den med et års mellemrum, og dens udvikling har været en lang og sløv glidende bevægelse uden udsving mod bunden. Der er én flaske tilbage i kælderen, der bliver knappet op om et års tid – jeg ser ingen grund til, at den ikke også skulle være mesterlig til den tid.

Stovts kældererfaringer

Her på Stovts hovedkontor har der efterhånden været gemt øl væk i kælderen i en del år. Siden sommeren 2013 har jeg sat øl ned i husstandens kælderrum for at se, hvad der kom ud i den anden ende, når der var gået noget tid. I starten var det et tilfældigt sammensurium af øl, der røg derned, men som tiden er gået er jeg blevet mere og mere bevidst om, hvad der bliver gemt væk.

Googler du rundt på nettet, så er der mange tips og råd til hvad, hvilke og hvordan man lagrer øl. Jeg forsøger her, at liste nogle af mine egne erfaringer op, så de er lette at gå til og bruge, skulle du have lyst til at gemme øl af vejen.

Mine kældererfaringer med øl handler primært om sorte øl, med få afstikkere til Scotch Ale, Barley Wine og Quadrupel. Der er derfor ikke det store at hente her, hvis dine lyster går i retning af det sure. Jeg gemmer ikke øl under 8% og erfaringsmæssigt synes jeg først, at det for alvor bliver godt, hvis øllet passerer de 9% - læs derfor det nedenstående med afsæt i Imperial Stouts og lignende over 9%.

1. Sorte øl skal lagres!

Jeg mener ikke nødvendigvis, at alt sort øl skal smides i kælderen for ikke at se dagens lys igen før nogle år senere, men jeg stiller uforstående overfor folk, der eksempelvis når Amager Bryghus holder deres releaseevents gladelig stikker en topkarakter ud til en ny sort øl. Der er så meget at hente ved bare at lade den stå en måned. Alkoholen fylder langt mindre i smagsspektret og nuancerne får lov til at træde frem. En god sort øl kan virkelig være en sensuel helkropsoplevelse, og i den sammenligning, der er en helt frisk sort øl som en uventet omgang fisting uden forspil eller smørelse. Hver sin lyst, men med et par ugers tålmodighed kan man få en langt mere givende og langt mindre brutal oplevelse.

2. Jo mere er ikke jo bedre

Det er helt sikkert SoMe-venligt, at kunne vise en flaske frem fra totusind-og-engang-i-nullerne, hvis ikke før. Det er dog sjældent godt. Øllet går langsomt i opløsning, falder fra hinanden, bliver tyndere og jo længere øllet står, jo mere udtalt bliver det. Der er helt sikkert et niveau af personlig smag i det her, men jeg synes, at øllet bliver mindre tilnærmeligt i takt med at oxideringen for alvor sparker ind. Mit sweet spot for en lagret øl ligger omkring de 3-4-5 år alt efter styrke, ved Barley Wine en smule højere. Her har nedbrydningen endnu ikke taget fart eller overhånd, men alkoholen smages langt mindre, nye nuancer træder frem og det smelter sammen i en helstøbt oplevelse.

3. Vælg rene øl - 1

Når en øl får alder, så nedbrydes den langsomt. Smider du øl i kælderen med tilsætningsstoffer i – her tænkes der ikke på E-numre, men kaffe, chili, vanilje o.s.v. – så nedbrydes disse komponenter sjældent i samme tempo som øllen. Det betyder, at du har stor risiko for, at stå med en øl i ubalance, hvor for eksempel vaniljen overdøver resten af øllen, eller eksempelvis chilien helt er forsvundet, så du står med en øl, der mangler en vigtig smagskomponent. 

4. Vælg rene øl – 2 

Vil du alligevel lagre øl med tilsætningsstoffer, så gå i en laaaaang bue uden om øl med skumfiduser. De øl jeg har haft i kælderen, hvor der har været brugt skumfiduser (fra blandt andet Omnipollo og Amager Bryghus) har haft katastrofale udfald. Uden undtagelse er de endt med at smage som et kemisk biprodukt, med en bismag af brændt plastik. Skumfiduser i kælderøl er no go! 

5. Tro ikke på holdbarhedsdatoen 

Det ser så fint ud, når bryggerierne sætter lange holdbarhedsdatoer på deres sorte øl – og tilsvarende mystisk, når der kun er sat en holdbarhedsdato på et år på. Tag det hele med et gran salt. Jævnfør det ovenstående Jo mere er ikke jo bedre-afsnit, så er det langt fra alle øl, der kan holde sig 10 år – heller ikke selvom det står på etiketten. Vær især opmærksom på øl, hvor der er brugt sukker ved brygningen. De har ikke helt den krop som deres alkoholprocent antyder og bliver derfor hurtigt tyndbenede.

Nogle bryggerier holder slavisk deres holdbarhedsdato kort, det betyder dog ikke at en sort øl med en holdbarhedsdato på eksempelvis et år ikke kan lagres. Nogle bryggere vil gerne have at folk smager øllen, som den var tiltænkt at den skulle smage – og at de derfor ikke skal lagres. Jeg husker en artikel, hvor en brygger fra Against the Grain i store ord talte imod at lagre deres øl, da det ikke var sådan de var tiltænkt at skulle smage. Jeg mener, at det svarer til at en kok bliver fornærmet over, at der er sat salt og peber frem på bordet.

6. Smag først 

Jeg køber så godt som altid to eksemplarer af de øl, der skal i kælderen. Én til umiddelbart forbrug og én til lagring. Ved at kende udgangspunktet lærer man lettere om den forandring øllet undergår i kælderen, det gør det lettere at vælge øl til kælderbrug. Smager en øl helt fantastisk første gang du drikker den, så er der ingen grund til at gemme den væk og sætte en god smagsoplevelse på spil – for du ved aldrig helt hvordan øllen udvikler sig, det vil altid være et (kvalificeret) gæt.

Vil du være klogere på emnet, så vil jeg anbefale dig, at du investerer i bogen ”Vintage Beer” af Patrick Dawson, der er en fantastisk indføring i emnet og er en af de bedste ølbøger derude.

Q&A med Martin fra Rowdy Hops

Når årets længste måned viser sit grimme ansigt, så kan man I Ridehuset i Aarhus indlede den med ølfestivalen Rowdy Hops, der fredag den 1. november bliver afholdt over to sessioner. Bag Rowdy Hops står Martin Heebøll Kreutzfeldt og Mads Jordansen. Stovt greb fat i Martin Heebøl Kreutzfeldt for at høre om han var frisk på en hurtig omgang Q&A – det var han. 

Ved Rowdy Hops kan der smages øl fra: Northern Monk (UK), Flying Couch Brewing (DK), Gamma Brewing Company (DK), Fanø Bryghus (DK), Founders Brewing Co. (USA), Alefarm Breving (DK), Mad Scientist (HU), ÅBEN (DK), FrauGruber (DE), Wizard Brewing (SE), Omnipollo (SE), Ebeltoft Gårdbryggeri (DK), Humleland (DK), Agile Brewing (DK), Brokreacja (PL), Ziemia Obiecana (PL), Cloudwater (UK), Siren Craft Brew (UK), Lervig (NO), Amundsen Brewery (NO), Stone Brewing (US), Copenhagen Mead Company (DK), Tidens Farver X Evil Twin Brewing (DK) m.fl.

Du kan læse mere om Rowdy Hops her, følge eventet her og købe billetter her.

Først og fremmest, er der brug for flere ølfestivaler? 

Det er et glimrende spørgsmål! Set på verdensplan, tænker jeg der er mange festivaler, men set lokalt i Århus er der et marked. Det har de festivaler, der er blevet holdt de seneste år vist. Det der i min optik mangler er kvalitet. En professionel tilgang til udvælgelse af deltagende bryggerier og generelt setup omkring afviklingen. Jeg har savnet, at der var en kritisk tilgang til det øl der blev serveret. Jeg synes i den grad der er et behov for mere kvalitet i ølfestivalerne. 

Hvad har I som de andre ikke har? 

 Forhåbentlig det, der er nævnt i det først spørgsmål. En sal fyldt med djævelsk godt øl, serveret professionelt i et setup, der skaber de optimale forhold for at alle får en god oplevelse. En ølfestival skal, vigtigst af alt være velsmagende. Der skal være kvalitet i hanerne og det skal serveres på en måde så øllet kommer til sin ret. Derudover skal det også være hyggeligt. Langt de fleste, der gæster en festival vil gerne stå og hyggesnakke, undgå for lange køer og have en positiv oplevelse. Det vil vi gøre alt vi kan for at eksekvere så gæster og udstillere bagefter har haft en god oplevelse. 

Hvad skal folk forvente? 

 At øllet ikke er inkluderet i billetten! Det er super vigtigt for os at få ud. Det er nemlig vigtigt for at alle får den gode oplevelse som er vores klare pejlemærke. Derudover øl af virkelig høj kvalitet. Vi er så heldige at bryggerier fra både ind og udland allerede her det første år har så stor tiltro til os som arrangører og det setup vi har lavet, at vi har kunnet vælge og vrage. Det har dog også været hårdt, for at sige nej til bryggerier, som jeg egentlig mener fortjener en stand er ikke sjovt. 

Kommer der en ny festival, hvis første gang bliver en succes? 

Helt sikkert. Svaret er et højt rungende ja!

Øl på dåse fra Bad Seed Brewing

Rygtet vil vide, at der i dag bliver tappet dåser hos Bad Seed Brewing. Fire styks er der på vej og der slippes cirka 900 44cl dåser af hver fri fra bryggeriet lørdag 5. oktober i tidsrummet 12.00-15.00 – altså nu på lørdag. Læs mere om arrangementet her.

Som det ofte er tilfældet hos Bad Seed Brewing, så er der skjult flere musikalske referencer i navnene. Haze Oddity sender skud ud i retning af et af de musikalske højdepunkter i David Bowies karriere, mens Can og Neu er gået på strandhugst i krautrocken for at finde deres navne. I tilfældet Can er der også lånt heftigt på den grafiske side – se længere nede.

Good Morning, Vietnam: 8,3% Stout med laktose of vietnamesisk kaffe - en lækker og fyldig sag med masser af noter af kaffe, chokolade, vanilje og lakrids.  

Haze Oddity: 5,0% Hazy Session IPA - endnu en frugtig sag - denne gang i en let og lækker udgave udelukkende med Citra-humle.

Neu Pilsner: 5,0% klassisk tysk pilsner brygget med masser af kærlighed - knivskarp, frisk, blomstret og velbalanceret. Hvis du synes pilsner er kedeligt, kan du godt tro om igen!

CAN IPA: 6,0% New England IPA - en super frugtig og kraftig IPA med Mosaic og Idaho 7 humle. Og skulle nogen ikke kende det visuelle forlæg, så se her ➜

Vintage: Amager Bryghus - Dario the Dark Don (2017)

Hold nu op!

Indrømmet, jeg skænkede denne øl mens dagen så småt var ved at gå på hæld og solens stråler var døende, men hold da op – indholdet af flasken med Dario the Dark Don var nådesløst sort at se på. Mørkere end det mørkeste Jylland, og mere dunkel end udsigterne for klimaet.

Mine forventninger til Dario the Dark Don var ganske solide. Den blev for nyligt fisket op fra kælderen, da min nysgerrighed alligevel blev for meget. Der står flere flasker af den dernede og egentlig er det måske at slække lige lovligt meget på tøjlerne, at kalde den for vintage – for det er ikke mere end 2½ år siden den kom på flaske, men jeg tænker, at der kommer flere anmeldelser af den over de kommende år og så kan den lige så godt ryge i den rigtige boks fra starten. 

Dario the Dark Don er en dobbeltmæsket Imperial Stout fra Amager Bryghus. De dobbeltmæskede Imperial Stouts synes så småt at snige sig ind på en placering som en af bryghusets specialiteter og ikke et ondt ord om det herfra, tværtimod ventes de med spænding hver gang det sker. 

Før jeg får smagt mødes min næse af en duft, der synes næsten lige så nådeløs som mørket i glasset. Fik en flaske soya og et pund muscovadosukker et bastardbarn sammen, så ville det være sådan hér at ungens blefyld ville lugte. Da jeg efter første tår betragtede de gardiner øllet havde efterladt langs glassets sider, så var det heller ikke meget galt, at konsistensen var af samme tyktflydende skafning som det blefyld en spæd efterlader i sin første Libero. Men det var så langt fra det rene lort det hele. 

Smagen var en kæberasler af de større: Intenst brændt, nærmest branket uden antydning af bløde former og rundede hjørner, som 2½ år i kælderen normalt ville give en sort øl. Med andre ord, så var smagen lige så nådesløs som farven indledningsvis indikerede. Jeg tror, at jeg brugte lidt over en time på at drikke Dario the Dark Don. I den tid den stod og hev luft og lune indenbords, der trådte sødmen frem i duften og smagen tog et sving i retning af lakridsrod - dopet, steroidfyldt, testosteronpumpet lakridsrod, der fint passede til soyadelen af duften. 

Dario the Dark Don var en oplevelse. Ikke en fuldendt oplevelse, men en insisterende, fascinerende og overrumplende en af slagsen, der bliver taget med som noget, der er værd at huske. Jeg spår at soyanoterne vil tage til lidt endnu, og så vil øllen ellers falde ind på en bane, der ligger langt mere i tråd med et balanceret helhedstryk. Jeg tænker, at vi ses om 1½ år igen.

Boganmeldelse: Jeff Rice - Craft Obsession – The Social Rhetorics of Beer

Lige så begejstret jeg var for at finde ”Craft Obsession – The Social Rhetorics of Beer” af Jeff Rice til en pris, der var til at betale, lige så begejstret var jeg, da jeg endelig kunne krydse den af som værende læst. 

”Craft Obsession – The Social Rhetorics of Beer” er en fascinerende, lærerig og tung langgaber af en bog. Den er noget af det tørreste og mest navlebeskuende, men til tider også mest interessante jeg har læst. Dele af bogen blev læst af ren stædighed og bogen blev 100% færdiglæst af stædighed. Flere gange måtte jeg læse det samme stykke igen og igen for at få det til at give mening, andre gange endte jeg med at tænke ”skid hul i det” og læste videre. Der bydes ikke på letflydende letlæsning i ”Craft Obsession – The Social Rhetorics of Beer” og det er så som med illustrationerne – det er i høj grad en bog man skal ville for at fuldføre. 

Bogen tager afsæt i Jeff Rices eget liv med øl, og går i høj grad bagom, hvorfor han selv (og andre) gør og har gjort som de gør og har gjort på sociale medier, ved releases og ved trades. Hvorfor taler craft brewing til os? Hvordan fungerer disse communities, hvorfor deltager man i begivenheder og deler billeder fra dem? Hvorfor er det interessant at dele billeder af øl på de sociale medier? Hvilken historiefortælling tager man del i når man deler billeder af øl, fra bryggerier, fra værtshuse og så videre? 

Jeff Rice bliver ved med at vende tilbage til ting han fortalt om tidligere i bogen, og således bevæger fortællingen sig fremad i cirkler, der for hver gang en ny cirkel er blevet beskrevet har rykket sig lidt frem. Det giver mening, men det bliver virkelig analt til tider. Som når han trækker paralleller mellem et billede fra 1844 med titen ”Men Drinking Ale” til hans eget billede af hans glas fra Great American Beer Festival – der er virkelig meget af den slags. 

Jeg er glad for, at jeg fuldendte bogen – selvom jeg ikke mener at mit udbytte af den helt står mål med den indsats jeg måtte yde for at fuldende den. Det afsluttende afsnit om trades er dog blandt bogens mest interessante og bedst skrevne, og fungerer som en fortjent belønning for at fuldende. Er din interesse kun øl, så spring ”Craft Obsession – The Social Rhetorics of Beer” over. Har du en interesse i, hvorfor vi gebærder os som vi gør på nettet, og hvorfor folk gebærder sig som de gør i ølverdenens parallelsamfund, så er ”Craft Obsession – The Social Rhetorics of Beer” måske værd at samle op og bladre igennem. Jeg er glad for at jeg gjorde det, og jeg er glad for at det er overstået.

Brygbrygbrygs dagbog #3

For små 14 dage siden tikkede seneste kapitel af Brygbrygbrygs dagbog in i Stovts inbox. Der lå det godt indtil de røde kinder meldte sig i går og indlægget hurtigst muligt blev lagt. Så derfor: TA-DAH! Mikkel Wind-Pedersen fra Brygbrygbryg har ordet.

"Tilbage i marts lovede vi at vi ville udgive vores første 3 øl. Det skete som bekendt ikke Vi måtte desværre erkende, at det ikke var muligt at få gode etiketter i så små mængder som vi gerne vil have. 

Vores løsning blev at indføre en laboratorieserie i meget begrænsede mængder, helt ned til en enkelt kasse med 24 styk. Vi oplevede en god efterspørgsel på vores andre bryg, og derfor vil vi også gerne kunne brygge lidt større batches af nogle af vores mindre eksperimenterende øl. 

Vi valgte derfor at indkøbe 2 stk. 200 liters gryder, så vi kan brygge mere af gangen. Det er i den store ende for et køkken, men foregår stadig helt med håndkraft. Det tog lidt tid før det nye bryggesetup var på plads, men det var sliddet værd. 

Vi har netop udgivet 3 bryg fra vores hovedlinie: 

Cidric Baeis: Tør cider med skovbær, 106 flasker 

Winona: Chokolade stout, 180 flasker 

Drikbar: Saison med lime, 327 flasker 

Samtidig har vi startet salget af laboratorie øl, hvor de alle har samme label, men påtrykt navn og type. Nogle laboratoriøl bliver solgt i butikker og barer rundt om i landet, andre er kun til salg på bryggeriet. Vi har indtil videre udgivet cirka 15 forskellige, blandt andet: 

Fladpande: Kydret Strong Ale 

Basil Sailor: Barley Wine med blomme og basilikum 

Pirat: Imperial Stout med rom, kaffebønner og vanilje 

Morgenfrisk: Imperial Stout med espresso 

Cidric Spon: Spontangæret cider 

Kiwi Sour: Berliner Weisse med kiwi 

I skrivende stund (4. september - Stovt arbejder ikke så hurtigt for tiden) er vi ombord på færgen til Jylland, hvor vi skal aflevere øl til Best of Beers, Øl2go, Beershoppen, Smagen af Øl og Kvickly Middelfart. Hvis du bor i nærheden, så kig forbi og se hvilke varianter de har. Lige nu står 3 eksperimenterende juleudgivelser og venter på at blive hældt på flasker: Imperial Stout med rom, Imperial Brunkage Stout og en Barley Wine med abrikos. 

I laboratoriet simrer bla. en chokolade-kirsebær Stout og en Imperial Passion Fruit Cheesecake Stout."

Vintage: Oscar Blues - Ten Fidy 2016

Manner, manner, manner… op fra kælderens dyb trak jeg forleden Ten Fidy fra Oscar Blues op. Et blast from the past, der synes at have været her for evigt, selvom det efterhånden er sjældent jeg støder på den.

En evighed betyder i denne sammenhæng siden 2007, der i ølår svarer til en 4-5 æraer. Meget er i hvert fald sket siden den blev lanceret. I dette tilfælde har Ten Fidy kun været her siden 2016, hvor den blev tappet.

Ten Fidy har en stærkt nostalgisk plads i min hukommelse, den var nemlig en af de første sorte øl jeg helt og holdent forelskede mig i. Jeg kan endda stadig huske, at den stod placeret under vinduet i H.J. Hansen da butikken havde den første gang. Og det er da også ved at være længe siden, at jeg sidst er gået til en øl fra kælderen med så meget spænding i kroppen.

Jeg mindes Ten Fidy som en af de øl, der nærmest var indbegrebet af det motoroliemærkat, der fra tid til anden hæftes på sort øl. Tyktflydende, olieret, massiv og med masser af krop. ”Fully roasted and half baked” står der på kanten af dåsen, og den første del af det udsagn kan der roligt sættes to fede facitstreger under. Smagen er som den perfekte sorte kop kaffe, blottet for bitterhed og med en kontant branket eftersmag.

Alkoholen kan ikke smages til trods for de 10,5% - navnet Ten Fidy er en reference til styrken – og som den står i glasset, tre år gammel, der er Ten Fidy en behagelig, lidt anonym og så alligevel brutal oplevelse. Jeg husker den rundere, blidere og fyldigere – og dét på en måde så ”half baked” udsagnet på dåsens kant gav mening, med en krop som en chokoladekage, der langsomt flyder ud. Hvis alderen har gjort noget, så har den i hvert fald ikke rundet hjørnerne, men det er for lang tiden siden, at jeg sidst har fået den til at jeg kan sige noget fyldestgørende om udgangspunktet.

Ten Fidy er den eneste øl på dåse, der foreløbig har haft taget ophold i min kælder. Når jeg googler på, hvor vidt det er en god idé at kælderlagre øl på dåse, så blæser svarene i vinden. Boblerne på toppen af den just indtagne Ten Fidy var små, tætsiddende og langtidsholdbare, hvad de sjældent er på lagrede øl. Måske et tegn på, at dåser er mere lufttætte end flasker? Hvilket jeg forestiller mig også ændrer måden øllet udvikler sig på. Men som sagt, når jeg googler emnet, så er det ikke mange feltstudier, der er foretaget på området. 

Til gengæld skrives der en del om, at der er grænser for hvor lang tid den coating, der sidder på indersiden af dåsen kan holde før den opløses – men igen, det virker mere som gætværk end egentlige praktiske erfaringer. I en tid, hvor vi ser flere og flere dåseøl – også af de tunge sorte – der kunne det være interessant at blive klogere på. Men med nul dåser i kælderen, der bliver det ikke foreløbigt herfra.

Boganmeldelse: Dom "Doochie" Cook - "This ain’t the Beer that You’re Used To

Da juni lå lige på kanten til at blive juli, og solen kæmpede med temperaturerne om at stå højest, der leverede vores lokale postbud en af de der brune papkuverter, der emmer af Amazon-indkøb når man som jeg primært bruger Amazon som indkøbscentral for læse- og lyttestof. 

Indholdet var da også af bog’ish karakter. For selv om varebetegnelsen hedder en bog, så leder formatet som ”This ain’t the Beer that You’re Used To” kommer i mere tankerne hen på et lækkert magasin, som eksempelvis Groovy, der kan erhverves gratis i landets pladebutikker. 82 sider lugter heller ikke af bogformat, men lad det være, hvad det er – indholdet fejlede ingenting. 

Bogen har undertitlen ”A Beginner’s Guide to Good Beer” – et bogtema, der findes i tusindfold af fortolkninger af derude. Der er dog et twist. Forfatteren Dom ”Doochie” Cook leder Beerkulture, der ”is a lifestyle brand that merges urban culture with beer”. Dom er med andre ord en sort mand, der har taget kampen op for at få flere sorte til at drikke kvalitetsøl. Bogen indvier os blandt andet i hans personlige rejse fra at være en rod fra et kvarter, der lyder som taget ud fra en tilfældig film, hvor fattige sorte i forstæderne er en del af plottet, over et liv som kirkegående ”teetotaler”, til at lande et sted, hvor øllet blev lyset for enden af tunnelen - både som nydelsesmiddel og som karrierevej. 

Den personlige vinkel giver bogen en dybde, det er de færreste ølbøger, der kan byde ind med. Sproget flyder let og ubesværet, selv de obligatoriske stilartsintroduktioner er en fornøjelse at læse, fordi de i stedet for bare at opremse stilarterne, fortæller om stilarterne. For Dom taler til sine læsere når han med en sikker stemme fortæller om øl, stilarterne, hans egne tanker og erfaringer, og det i et sprog, der er let at følge med jævnlige indspark af sætninger, der kunne være taget ud af munden på en tilfældig Samuel L. Jackson-karakter. Jeg mindes ikke at have læst ordene ”dope” og ”fresh” brugt i samme grad i andre ølbøger. 

Det er ikke fordi jeg synes, der er mange nye informationer at komme efter i ”This Ain’t the Beer that You’re Used To”. Men jeg er heller ikke målgruppen. Det er du sikkert heller ikke, men jeg vil alligevel anbefale ”This Ain’t the Beer that You’re Used To” som læsestof. Det er den måske mest sympatiske ølbog jeg har læst, den giver et blik ind bagved en personlig rejse med øl, der næppe minder om hverken din eller min vej hen til at fatte interesse for øl. 

Hvorfor sorte (og andre personer af anden herkomst end kridhvid) ikke fylder mere i den amerikanske ølbranche og i ølbarerne er emner, der med jævne mellemrum dukker artikler op om. Dom prøver at gøre noget ved det. Han skælder ud over, hvorfor det kun er sekundaprodukter, der markedsføres til hans demografi. Og netop hans kamp, hans mission og hans vej dertil hæver bogen op til en anbefaling. Udover at handle om øl er den et indblik i en del af Amerika, jeg selv kender forunderligt lidt til. 

Jeg syntes ”This Ain’t the Beer that You’re Used To” var et supersympatisk bekendtskab, der var hurtigt læst – og som jeg kommer til at læse igen. Bogen får helt sikkert Stovts anbefaletstempel med sig videre ud i verden.

Klummen 39: Det er slut

Nedenstående klumme blev skrevet 3. juli og var egentlig tænkt til at skulle bringes, når blogdelen af Stovt åbner op igen til september efter en velfortjent sommerferie. Men da emnet p.t. er oppe at vende i en af de danske ølgrupper på Facebook, tænker jeg, at den kunne have sin relevans at bringe nu.

Jeg tog en beslutning før sommeren. Ikke noget, der kommer til at ændre hverken din eller min hverdag det store, bare sådan mere for princippets skyld.

Here goes: Stovt vil ikke længere anmelde sponsorerede øl.

”Hvorfor nu det” kan det så være, at der er nogen, der tænker. Og det spørgsmål vil jeg så forsøge at besvare i denne klumme.

Som ølblogger modtager jeg jævnligt invitationer, tilbud om fribilletter og andet godt i min indbakke. Deriblandt også forespørgsler om hvorvidt jeg kunne tænke mig at modtage øl til anmeldelse. Jeg afslår høfligt det meste. Med invitationer og fribilletter er det så nemt, det meste foregår alligevel udenøs, og jeg har både et arbejde og en familie, der skal passes - samtidig med, at jeg ikke er den store ølfestivalhaj.

Med øllene er det trods alt anderledes, for det er levering til døren. Men! Jeg modtager jo ikke øl fra bryggerierne, bare fordi jeg er en flink fyr. Det er noget for noget – hva’for noget, det bestemmer jeg selvfølgelig helt selv, for Stovt er trods alt min butik, men bryggerierne sender naturligvis deres produkter til mig i håb/forventning om omtale.

Lad mig lige slå fast, så der ikke er nogen tvivl: Jeg er taknemmelig for tilbuddene og jeg peger ikke fingre af bryggerierne, der bare spiller spillet og kæmper  om synlighed i et overfyldt marked! Havde jeg været bryggeriejer, havde jeg sikkert gjort det samme.

At Stovt har en relevans, hvor firmaer mener, at de kan få noget ud af at sende deres produkter til mig kan jeg naturligvis kun bifalde og glæde mig over, men! Det er fandeme svært at sige noget grimt eller ubehageligt ærligt om gratis øl, hvad der med pinagtig tydelighed skinner igennem i mange af de opslag, der bliver bragt med sponsorerede øl.

En del bruger den tilgang, der hedder ikke at sige noget, men blot affotografere flasken og fortælle at i dag drikkes den og den øl, der smager sådan og sådan (ifølge etiketten) og så pænt holde sig fra at sige om det så er godt eller skidt, men! Når de samme øl fra de samme bryggerier dukker op på flere af kanalerne på den forholdsvis begrænsede sendeflade, der er de danske ølblogs. Så fylder de unaturligt meget, troværdigheden dykker derefter og  uanset, hvordan de måtte  smage, så efterlader de en lidt sjov smag i munden.

Jeg har i en tidligere klumme været efter ”Crafted By” og deres brug af livsstilsbloggere, fordi det ganske enkelt blev for tykt, men når andre bryggerier i en periode går igen på de danske ølblogs, er det så så meget anderledes her?

Bare rolig, der skal nok komme øjeblikke, hvor du kan rette din pegefinger i retning af mig og kalde mig en hykler. For der vil komme tilbud om øl, der er for interessante at sige nej til, der vil komme tilbud om rabatter, der er for gode til at sige nej til, der vil komme tilbud om øl, som jeg takker ja til for at kunne bruge til konkurrencer og hvis jeg gæster et bryggeri og får en smagsprøve, der smager åh-så-yummy, skal jeg så ikke omtale det, fordi jeg lavet det ovenstående dogme? Gu’ ska’ jeg da det!

Men anmeldelserne, dem er det slut med.

Sommerlukket

Blogdelen af Stovt holder vanen tro sommerlukket, men der er stadig liv i Facebookdelen af geschäften. Ellers kig tilbage omkring starten af september - bis dann!

Amarikaner Day 2019

Så er det på lørdag d. 6. juli fra kl. 10.00 til 17.00 at dette års Amarikaner Day går ned på Amager Bryghus. Vanen tro venter der nye samarbejdsbryg på de ølkrævende masser, der i år kan kan lade sig fornøje af de nedenstående seks nye øl. Læs mere om dagen her.

Ancient Dinosaurs, 5% Dryhopped Kveik Session IPA, Collab w. Half Acre Beer Co, Chicago, Illinois

In today’s world, it is a fact that hype beats tradition. People crave the new, the unknown, the fresh, the hip. Often with little to no good reasoning behind it, other than the fact that they wanna be first responders to trends, to have tried something ‘before it was cool’, and to display variety as a sign of quality, like some childish genitalia size competition. Sadly, this is the reality that dictates our market, meaning either we step it up – quantitatively – or we become obsolete. Breweries struggle with the impossibility of releasing new beers left and right – often resorting to tweaking the same recipes just for the sake of a new label. New brands are seen as cool despite often showing mediocrity, while other quality brands fade into extinction. This is why we have so much respect for Half Acre. They revolutionized the beer scene in Chicago in 2006, and to this day dare brew their old darlings in massive volumes while remaining relevant in an impossibly rapidly changing craft niche. To some, they may seem outdated, old school, or even ancient. To us, they are goddamned heroes. Don’t believe the hype. Old can still be gold. And respect your f%&@ing elders. They may teach you a thing or ten. This is a beer we have proudly collaborated on with Half Acre Beer Company from Chicago, Il, USA. 

Ingredienser: Vand. Bygmalt: Pilsner, Cara-pils. Hvedemalt. Humle: Columbus, Citra, Simcoe. Gær: Kveik 

Black Rituals, 10% Imperial Stout, Collab w. Voodoo Brewery, Meadville, Pennsylvania

Edgar Allan Poe, journalist and famous writer of many a macabre, gothic tale, was driven close to insanity by grief over his young wife’s untimely death in 1847, aged only 24. Virginia Clemm was a sweet, innocent and very healthy young bride, when Poe married her as a 13-year old. That her health deteriorated within so very few years caused such agony to Poe that he initiated his own private, criminal investigation after her death. It turned out that Marylou Shrew, the lady who tended to Virginia in her sickbed was anything but the compassionate nurse, she pretended to be. After confessing and being brought to trial, she explained in the Philadelphia court, how a jealous ex-lover of Poe, Elizabeth Osgood, had paid her to slowly poison Poe’s young wife, and perform all sorts of daily black rituals of sorcery and witchcraft, constantly encouraged by an eager Miss Osgood. This tonic of poison and evil magic eventually drove Virginia to an early grave. As if plain murder wasn’t enough, the Pennsylvania laws prohibiting any degree of sorcery and spiritualism made the case even graver. The honorable judge presiding had no other option than to sentence both Marylou Shrew and Elizabeth Osgood to lifetime imprisonment for murder and conspiracy to murder. Had they been males they probably would have been hanged by the neck, but instead they both ended their lives in the notorious Eastern State Penitentiary. The conviction of his wife’s murderers seemingly offered Edgar Allan Poe little consolation. His poetry turned even bleaker, even misogynous, and he died less than two years after his beloved Virginia.

This is a collaboration beer made with Voodoo Brewery, Meadville, PA, USA.

Ingredienser: Vand. Bygmalt: Pilsner, Maris Otter, Chocolate, Munich 2, Brown, Cara-munich 2, Cara-amber. Havremalt. Rugmalt: Chocolate rye. Humle: Columbus. Gær: UK-ale

Demon Juice, 7% Dryhopped Hazy IPA, Collab w. Titletown Brewing, Green Bay, Wisconsin

Demon Juice is a beer born out of friendship across borders. Back in 2016 Jacqueline Weycker, out of Green Bay, Wisconsin, was an exchange student in Copenhagen, living with a host family at Amager. Jacqueline – or Jackie – came from a brewing background as back in 1996, her dad, Brent had founded one of the earliest craft breweries back home in Green Bay: Titletown Brewing Co, located in an old train depot registered in the National Register of Historic Places. Knowing her interest in beer and brewing, her Danish host family took her to Amager Bryghus where she immediately became a friend and volunteer pouring beer at a couple of Amager events with the skill and professionalism that only an upbringing in the beer world can give you! In the spring of 2019 Jackie messaged us, telling that she was gonna be back in Europe, this time bringing her whole family on a holiday. We quickly arranged a stop-over in Denmark, this time to make an official collaboration beer between Titletown and Amager. And so it was that on May 13th no less than 5 representatives of the Weycker family, led by Jackie and her dad Brent, came to brew Demon Juice over a breakfast loaded with plenty of danishes. As Amager, like Green Bay, is a proud location for American football, we named the beer with a friendly nod at our very own local football heroes, the Amager Demons. This is a collaboration beer made with Titletown Brewing Company, Green Bay, WI, USA. 

Ingredienser: Vand. Bygmalt: Golden Promise, Cara-pils. Hvedemalt. Havremalt. Humle: Columbus, Citra, Mosaic, Idaho 7, Simcoe. Gær: London Fog.

Peg Puff, 5% Pale Lager, Collab w. Transient Artisan Ales, Bridgman, Michigan

To most of us from the beer scene, working our fingers to the bone is commonplace, to the point where everything else that isn't work-related not only isn't a priority, it also needs to be kept at low maintenance levels. To top that off, exhaustion has turned a lot of us into grumpy old hags, regardless of age. So despite the myth of brewers being party animals (let's face it, most that get to pull that off aren't doing that much lifting), your standard floor worker will often be found wearing flip flops, sweatpants, hair in a bun, non-groomed beard, complaining about achy body parts, having 'supper' at 5PM so as to not interfere with bed time, and making up all sorts of excuses to avoid social situations that would compete with the stamina required for the next grain-out. We are the 'chill and Netflix' folk, the 'if it entails pants or a bra it ain't happening' kinda people, the 'I'm too old for this shit' type, the 'I'm sorry, but I made plans with my dog' gang. Therefore this very beer was created for us 'Peg Puffs', because when all is said and done, we want it simple, we want it easy and we don't wanna overthink it. We just want something we can mindlessly chug while becoming one with the couch. And what better than a no bullshit Lager to do just that? Look up the meaning of ‘Peg Puff’ and if, regardless of your gender, you identify in some way, this beverage might be for you, too. Well, we know it is!

This is a collaboration with the awesome Transient Artisan Ales from Bridgman, MI, USA. 

Ingredienser: Vand. Bygmalt: Pilsner, Rice: Flaked rice. Rugmalt. Humle: Columbus, Saaz, Mosaic, Citra. Gær: German, Czech & Mexican Lager

Sabrotaged, 8% Double Dryhopped Hazy DIPA, Collab w. Marz Community Brewing, Chicago, Illinois

In the dying days of the 3rd Reich in May 1945, a little known race took place between special commandos from the British and the US Army. The goal was to reach the hop growing Hallertau region north of Munich first. You see, in 1943 a small cell from the German resistance – oh yes, it DID exist – targeted the German hop production in a secret sabotage mission. Just prior to the 1943 hop harvest, 15 brave saboteurs attacked the hop fields spraying the ripe hops with a solution consisting mainly of cat pee with added dill and essence of coconut. The idea was to demoralize both the German armed forces and the population in general. No hops would mean a complete halt to all beer production. The sabotage was successful, and for the remains of the war the German hop fields lay fallow, causing all sorts of wild mutations to take place as the hops grew uncontrollably. US president, Harry S. Truman, got word about this through military intelligence. Being a huge IPA fan, he immediately realized the potential for the American hop industry if the US Army could seize these interesting German hop mutations. The British command also heard about the Hallertau incident, but in typical British fashion they arrived late to the party. American special forces had already harvested a massive amount of mutated hop varieties and torched the rest, when the British arrived. So, there you have the explanation why the American hop industry constantly come up with new and exciting hops, while Britain seems forever stuck with East Kent Goldings, Fuggles, Challenger and the like. 

Ingredienser: Vand. Bygmalt: Pale, Maris Otter. Hvedemalt. Humle: Columbus, Sabro, Centennial, Mosaic. Gær: London Fog

Sarah’s Secret, 12% Double Mash Imperial Pastry Stout, Collab w. Bearded Iris Brewing, Nashville, Tennessee

Sarah Bernhardt, maybe the greatest actress in the history of French theater. The quintessence of a femme fatale with her extravagant way of living and her dozens of scandalous affairs. Constantly broke, due to her son’s gambling habit, she would often go away on long world tours simply to gain revenue to continue her flamboyant lifestyle. Such a tour took her to Northern Europe in 1888. However, on this tour Sarah completely disappeared for 14 days, and not even her impresario had any clue of her whereabouts. When Sarah finally reappeared it was obvious that she had gained weight, quite a bit actually, but she utterly refused to talk about what had happened during those two weeks. Only years later the truth was revealed, bit by bit. It turns out that a rich, Danish pastry chef with an affection for the stage had seen Sarah perform at The Royal Danish Theatre. Kasimir Frederiksen fell in love right there on the spot. How he managed to seduce Sarah Bernhard away from the theater is still somewhat shrouded in mystery, since he certainly was not a good looker. But as a pastry chef he was a genius. For those two weeks Sara lived almost entirely off the small but delicious pastry he had named after her, a small wonder in all its simplicity: an almond meringue, filled with a coffee cocoa ganache and dipped in warm, melted chocolate. But after two weeks entirely on this diet even Sarah had had enough and fled the pastry chef’s mansion. They were never to meet again, but the legacy of their rather unusual affair lives on even today in The Sarah Bernhard Cake, a Danish classic. 

This beer is the result of a collaboration with the great folks of Bearded Iris Brewing, Nashville, TN, USA 

Ingredienser: Vand. Bygmalt: Pilsner, Maris Otter, Cara-aroma, Carafa Special 2. Hvedemalt. Havremalt: Flaked Oats. Laktose. Hasselnøddemel. Kakao. Vanillebønner. Humle: Columbus. Gær: US-ale