fredag den 13. januar 2017

Vinterhi

Stovt.dk er tilbage i starten af februar. Indtil da svømmer pausefiskene rundt ovre på Facebook.

tirsdag den 3. januar 2017

Nytårstalen 2016

Et nyt år med nye øl og nye øloplevelser er blevet serveret, og selvom ingen helt ved, hvordan det kommer til at smage, så er det med stor nysgerrighed jeg går i gang med det. 

2016 blev i al beskedenhed et ret godt år for Stovt, hvor jeg har oplevet en stor og stigende opmærksomhed i forhold til det, der er blevet postet på siden og på Facebook. Især klummerne, debatten om DØE og udviklingen i Coisbo-sagen trak en del besøgende. Hvilket jeg ser som et tegn på, at der er en nysgerrighed efter anden ølpresse end bare anmeldelser. Jeg vil faktisk gå så vidt som at citere sidste års nytårstale, med den eneste forskel, at årstallet er blevet ændret. 

”Et håb for 2017 er, at Danmark får en bedre ølpresse. Jeg kan blive gul og grøn af misundelse når jeg ser, hvad amerikanske ølblade og blogs kan diske op med af features, analyser, baggrundshistorier, artikler og ikke mindst kritik. Selvfølgelig skal der være plads til bloggenes anmeldelser og de har også deres berettigelse, og selvfølgelig kan Ølentusiasten ikke svinge med hammeren, når de som organisation helst skal kunne gå i seng med alle, men et eller andet sted derude må der sidde en eller flere, der kunne have lyst til at rykke ved noget og have nogle ambitioner på vegne af oplysningsniveauet omkring øl herhjemme.” 

Det store spørgsmål i 2017 er om svenskerne bliver ved med at dominere i den grad de har gjort i 2016. De bedste og mest spændende ting på de danske hylder og haner kom sidste år fra Sverige. Ligger svenskerne yderligere til deres dominans i 2017, eller bliver kampen taget op? Det er ikke fordi dansk øl har ligget på den lade side i 2016, men det er begrænset, hvor mange øl der er kommet på markedet, det har været værd at flippe skråt over og hvor mange nyheder, der har fået en til at whatthefucke. Jeg har et håb om, at det liver lidt op i år. 

Mest spændt er jeg på Amager Bryghus nye lokaler og Alefarm Brewings nye bryganlæg. Jeg håber, at de to bryggerier får det optimale ud af deres investeringer og at vi, der bruger vores lommepenge på øl, får noget valuta for deres penge. 

Den næste måneds tid ligger Stovt.dk øde hen, men vågner op til dåd igen til februar, hvor jeg forhåbentlig kan præsentere et nyt tiltag som jeg selv tror bliver et godt indspark til debat og eftertanke. Indtil da er stadig liv på facebookkontoen. 

Tak til alle, der har gidet følge Stovt, kommenteret her eller Facebook, eller på anden måde brugt tid på de her sort/hvide sider. Tak til alle de mennesker derude, der har gidet bidrage til Bryggeriloggen og Poesibogen, tak til alle, der har taget sig tid til at besvare spørgsmål, tak til de bryggerier, der har inviteret og sponseret. Som altid, hvis der er noget du savner på Stovt, hvis du har opfordringer, idéer, kritik, ris eller ros, så kom med det. Inspiration og stof til eftertanke er altid meget velkommen. 

Tak. 

Martin/Stovt

fredag den 16. december 2016

Årets danske bryggeri 2016

Det var close race, da prisen som årets bedste bryggeri sidste år blev delt ud til Ghost Brewing. Det er mindst lige så tæt i år, men feltet synes mindre. Jeg har svært ved at få øje på det danske bryggeri, der virkelig har gjort noget exceptionelt i år. Jeg synes Alefarm Brewing har bygget fint videre på sidste års titel som årets nye bryggeri, og leveret en stribe gode øl. Jeg synes stadig Amager Bryghus er flagskibet når det gælder dansk øl, og Todd the Axeman er stadig en af de øl jeg køber flest af, men jeg bliver lang i løgene af alle de middelmådige samarbejdsbryg. Jeg synes stadig, at Ghost Brewing leverer fremragende sorte øl, det samme gør Det Lille Bryggeri og det er svært ikke at imponeres over Mikkellers færd ud i verden og så fremdeles. 

Men.. 

Man kan ikke købe sig til sejr og succes her, men paradoksalt nok er det Dry & Bitters indkøb af en tappemaskine, der gør at de løber med titlen som årets danske bryggeri. Dry & Bitter Brewing Company har levet en stille tilværelse i min bevidsthed, hvor de til generel tilfredshed er blevet indkøbt når deres øl har været på kortet rundt omkring. Men med muligheden for at hive deres øl hjem i køleskabet er de blevet et langt mere aktivt valg. Jeg har satan-den-onde-lyneme hevet mange Christian Bale Ale hjem i køleskabet efter at det er blevet en mulighed, og jeg har smagt, hvad der er blevet sat på hylderne af flasker. Og i forlængelse af det, er Dry & Bitter stille og roligt blevet bryggeriet jeg rækker ud efter, hvis alt andet fejler, på flaske såvel som på fad. At vælge Dry & Bitter Brewing Company som årets bryggeri er en anerkendelse af et bryggeri, der måske ikke har de største fagter, men gang på gang på gang laver øl, der leverer varen. Det er sjældent de store, tunge og komplicerede øl man ser fra deres side, men det er IPAer m.m. man gider og det er IPAer m.m. man gider drikke flere af, og nok så vigtigt ikke kløjs i, hvis dagens ølkort ikke indbyder til andet end at bestille den samme øl for fjerde gang i træk.

torsdag den 15. december 2016

Årets nye øl 2016

Årets nye øl bliver knækket i to her på Stovt. Taler vi årets bedste nye øl, så ligger svaret i forlængelse af mandagens svar i kategorien årets udenlandske bryggeri. Narangi fra O/O Brewing tager både guld, sølv og bronze. Det er en IPA som en IPA skal være. Umiddelbar, balanceret og inviterende til mere, eller som min uddybende anmeldelse på Untappd lød: Citrus, ananas, intens, frisk, forrygende. 
Men kategorien hedder årets nye øl, og her er vinderen Beer Geek Limfjordsporter fra Mikkeller/Thisted Bryghus. Jeg mindes ikke hvornår en øl sidst, hvis nogensinde, har formået at skabe så store bølgeskvulp i den lille andedam vi bor i. Et uventet samarbejde mellem to bryggerier, der umiddelbart udspringer fra hver sin ende af ølverdenen, fik det samlede pressekorps til at stimle sammen for at omtale bryggerierne og de to ikoniske øl, der danner basis for det fælles barn. Beer Geek Limfjordsporter er som øl vellykket, men med den indbyggede brist, at den virkelig, virkelig, virkelig ikke bør drikkes frisk. Den skal lige have lov til at trække et par måneder før kapslen ryger, men så får man også en fin øloplevelse, der vel bedst kan beskrives som en federe, ladere og mere lakridsdreven udgave af Limfjordsporteren. Som produkt var den vellykket, som samarbejde var den godt tænkt, som markedsføringsgimmick var den genial og som årets nye øl er den selvskreven. 

Klummen 07: Samarbejde og samarbejdsbryg

tirsdag den 13. december 2016

Årets ølbegivenhed

Årets ølbegivenhed uddeles i år til det bedste, der set fra Stovts synspunkt, er sket i den danske ølverden i det forgange år. Kandidaterne til prisen spænder vidt, fra Dry & Bitter Brewings investering i en flaskemaskine, der gjorde det muligt, at få Christian Bale Ale hjem i køleskabet, over åbningen af Kunstbryggeriet Far & Søns restaurant, der har været længe undervejs og heldigvis er kommet godt fra land, til lanceringen af Beer Geek Limfjordsporter, der skabte bølger af opmærksomhed, der sjældent er set i forbindelse med lanceringen af en øl. 

Prisen jeg står med i hånden beholder jeg dog selv, for årets ølbegivenhed 2016 ifølge Stovt er Stovt! I Stovts nytårstale 2015 udtrykte jeg et håb om en bedre ølpresse. Det har vi ikke fået, men jeg synes, at Stovt har leveret i en grad, at jeg fortjener den her pris. Fra Coisbos medaljehøst, over diskussion om Danske Ølentusiasters berettigelse, til en stribe af klummer om forskellige emner + det løse. Der har været meget på bordet, der har været en masse diskussion og det har været godt og sundt. Tak for prisen, jeg kan ikke sige, at jeg er overrasket, men jeg synes jeg fortjener den.

mandag den 12. december 2016

Årets udenlandske bryggeri 2016

Da sidste års udenlandske bryggeri skulle kåres var finalefeltet en rendyrket svensk affære. Det er ikke anderledes i år. Mens kuverten med vindernavnet famles frem af en kendis, der ikke skulle andet i dag, så kigger de to finalister O/O Brewing og Stigbergets Bryggeri på hinanden, mens Olle, der er halvdelen af O/O Brewing og brygger på Stigbergets Bryggeri mest af alt kigger på sine fødder. 

Der er for Stovt slet ingen tvivl om, at hæderen som årets udenlandske bryggeri skal tilfalde et af de to bryggerier. Begge bryggerier har været nye bekendtskaber for mig, og de har begge leveret fortrinlige øloplevelser i absolut topklasse. Pretty Pale Ale og Naranji fra O/O Brewing har gjort stort indtryk, mens GBG, West Coast og Russian Imperial Stout fra Stigbergets Bryggeri har formået at begejstre på samme niveau. Kendelsen er så hårfin, at ikke engang målfoto kan afgøre, men i stedet for at smide to navne op på vinderskamlen, så hiver vi Olle Andersson derop i stedet. Der er intet årets udenlandske bryggeri i denne omgang, til gengæld vil jeg godt overrække Olle Andersson prisen som årets udenlandske brygger for hans markante aftryk i ølverdenen i 2016 og for at gøre det så meget mere indbydende at være øldrikker. Tak Olle, ølåret 2016 havde ikke været det samme uden dig. 
Olle Andersson fotograferet af Portersteken, der i oktober bragte dette fine interview med ham.

mandag den 5. december 2016

Amager Bryghus flytter

I torsdags kom det frem, at Amager Bryghus næste år flytter. I forlængelse af den nyhede, ringede jeg til Morten Valentin Lundsbak, der ejer Amager Bryghus sammen med Jakob Storm, for at få nogle flere detaljer om flytningen. 

Overraskende nok, så er Amager Bryghus nye lokaler med deres 1.400m2 mindre end deres nuværende kælderlokation, men med 7,5m til loftet, så er det muligt, at få plads til gæringstanke af en størrelse, det ikke er fysisk muligt, at have stående i deres nuværende kælderlokale. 

I første omgang udvides tankkapaciteten med seks 60hl tanke, samtidigt med at der trækkes kabler og køling til yderligere seks tanke. Med de første seks tanke udvides Amager Bryghus kapacitet fra de nuværende 400.000l til 600.000l, og når og hvis, der kommer yderligere seks tanke til, så kommer kapaciteten op på 800.000l. Altså en fordobling af den nuværende kapacitet. Det betyder også, at produktionen i første omgang kommer op og køre 15 bryg om ugen, et tal der forøges til 20, hvis der kommer yderligere seks tanke ind, hvilket kan betyde, at der bliver behov for at hente yderligere en brygger ind. 

Man forventer, at tage de nye lokaler i brug omkring maj/juni 2017. Når man påbegynder flytningen vil de nye tanke være installeret. Herefter flytter man tanke og bryganlæg fra den gamle adresse. Fra flytningen påbegyndes, forventes det, at produktionen vil være lukket ned i fire uger. Der vil i tiden op til lukningen blive brygget op af flaskeøl, mens fadøl bliver nedprioriteret i den sidste tid. 
Der er i første omgang ikke økonomi til et nyt bryganlæg, men i de nye lokaler bliver der gjort klart til at installere et på et senere tidspunkt. Morten fortæller, at det i så fald vil blive et bryganlæg på enten 2.500l eller 4.000l, der vil blive tale om. Hvis man på et tidspunkt installerer et nyt bryganlæg, så er det planen at bibeholde det gamle til at producere månedens fadøl, surt, sort til fadlagring og andre eksperimenter på. 

Der flirtes også med tanken om at investere i et dåsetapperi. Morten indrømmer, at han ikke er sikker på, at det danske marked er klar til dåseøl i den prisklasse, men som den idealist han er, så mener han at dåserne kunne blive et seriøst step up til den artwork som Simon Hartvig Daugaard leverer til dem. 

Morten anslår, at man i de nye lokaler kan komme op på en årlig produktion på 2.000.000l, men understreger, at det ikke er et mål i sig selv. Drømmen var egentlig en ny bygning, men da pengene for tiden arbejder bedre for entreprenørerne ved at bygge private boliger, så slog man til da man blev tilbudt de nye lokaler. ”Vi kommer aldrig i nærheden af lignende lokaler herude igen”. Foreløbigt lejer man sig ind, men det er planen, at Amager Bryghus på sigt overtager dem. 

Således ser Amager Bryghus fremtid ud på papiret, om et halvt års tid er den forhåbentligt realiseret ude i virkeligheden også. Personligt ser jeg frem til at se de nye lokaler og hvilke muligheder, det giver bryggeriet.

fredag den 2. december 2016

Interview: Anders Coisbo om afskeden med Coisbo Beer

For en måned siden tikkede der en besked ind på Stovts Facebookside, som jeg ikke lige havde set komme. Det var en invitation fra Anders Coisbo, der bød på en kop kaffe og et indblik i, hvad der er sket i kulissen i sagen om Coisbos konkurs. 

Vi mødtes et par dage senere, hvor Anders lagde kortene på bordet og gav et solidt indblik i hans side af sagen. Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at der var en masse usagt i sagen om konkursen og blev kun bekræftet i denne fornemmelse af vores samtale. Meget blev fortalt, men ikke alt kan genfortælles. 

I udgangspunktet havde Anders Coisbo 60% af ejerskabet i Coisbo, mens Michael Sandal sad på de resterende 40%. Fordelingen blev dog byttet rundt i starten af året. En øget produktion, der ikke var blev fulgt på vejs af et øget salg, havde drænet kassen. Michael Sandal tilbød at skyde flere penge i firmaet mod at han kom til at stå med 60% af ejerskabet. Det havde Anders Coisbo absolut ingen intentioner om at gå med til, men presset blev til sidst for meget. De manglende penge i kassen gjorde, at kreditorerne skulle holdes fra døren, heriblandt flere som der havde været et godt samarbejde med siden Coisbo Beers start. Anders Coisbo forsøgte at købe Michael Sandals anparter, men Michael Sandal ville ikke sælge. Så selvom Anders Coisbo ønskede at stoppe samarbejdet kunne det ikke lade sig gøre. Ifølge Anders Coisbo havde Michael Sandal besluttet sig for, at han ville være den største spiller i Coisbo Beer. Det økonomiske pres gjorde, at Anders Coisbo til sidst accepterede tilbuddet. 

Derefter begynder en nedadgående spiral i samarbejdet mellem Michael Sandal og Anders Coisbo, der kulminerer da Coisbo Beer erklæres konkurs. Siden da er ondt blevet være. Anders fortæller, at det nåede et niveau, hvor han var nødt til at have en bisidder, da han blev interviewet til en artikel i Fyens Stiftstidende, der blev bragt 18. oktober 2016, for ikke at komme til at overtræde nogle usynlige linjer. Han fortæller, hvordan tidligere leverandører har ringet til ham og tjekket op på hans helbred, efter at være blevet fortalt om ikke eksisterende diagnoser, og han fortæller, at det er blevet meldt ud, at han vender tilbage til Coisbo Beer når han er ovenpå igen. Anders understreger, at hans helbred ikke fejler noget og at han ikke vender tilbage til Coisbo Beer - hører man andet, så er det løgn. 

Da boet efter Coisbo Beer blev solgt bød Anders Coisbo på den ene side sammen med en tidligere leverandør, og på den anden side sad Michael Sandal, der i sidste ende vandt budrunden. Dermed var Anders Coisbo endegyldigt ude af firmaet, der bærer hans navn. 

Det oplagte spørgsmål var: hvad så nu? Et spørgsmål, der ikke var et klart svar på da vi mødtes. ”Jeg ved det ikke! Skal jeg tage et job, skal jeg bygge noget nyt op? Der står en investor klar, men jeg ved det ikke”. Den umiddelbare plan var at lande igen som menneske efter en turbulent periode. Siden da har Anders Coisbo fået et job hos Krones, hvor han skal projektere og bygge Steinecker bryghuse i Skandinavien og Baltikum. 

Sideløbende med det nye job starter Anders Coisbo et nyt ølbrand op. Foreløbigt er der blevet brygget en julebryg på opfordring af flere tidligere kunder, der nu har valgt at kappe båndet til Coisbo Beer. Næste øl forventes klar til februar.

torsdag den 1. december 2016

Tre juleøl der holder.

It’s that time of year again. December står for døren, og bliver sandsynligvis stående et stykke tid endnu. Her på Stovt er der ikke nødvendigvis den store begejstring for juleøl, men tre øl har fundet vej til min så-ses-vi-igen liste over juleøl, der skal være så hjerteligt velkomne tilbage. Så hvis tvivlen tager over, og du ikke helt ved  hvor du skal gå hen i din jagt på godt juleøl, så tag  udgangspunkt i disse tre.
Herslev Bryghus - Stjernebryg: For mig er Stjernebryg ju-le-øl-len! Et lille stykke højtidsperfektion, som jeg tale længe og varmt for, men ovenstående klip fra Ølentusiasten, der citerer mig, burde dække det.
Flying Couch - Phister de Noel: En blød og balanceret bamsefar af en juleudskænking. Lidt brændte sukkernoter gør det ud for julekrydderi, ikke at Phister de Noel egentlig er synderligt julet. Fyldig uden at være kraftig, og sød uden at være kvalm. En smukt balanceret øl, der kan hives frem når ungerne er hevet i seng og julelysene brændt ud den 24.
Beer Here - Jule-IPA: Juleøl er heldigvis andet end karamelvand, og juleIPA’er er dukket frem i hobetal de seneste år. Det er dog få, der gør det så godt som Beer Heres udgave. Appelsinskal, let fedme og fin, fin bitterhed. Den perfekte antidosis til al julens sødme, fedt og overflod.

onsdag den 30. november 2016

Klummen 16: Græsset er altid grønnere på den anden side dammen.

Når man i magasiner som Craft Beer & Brewing og All About Beer læser om europæisk øl, så kan det være svært at genkende det øl, der bliver beskrevet. Tyske pilsnere er indbegrebet er crispyness, belgiske øl er uhyggeligt komplekse og øl fra Bamberg har en historie, der vil få Biblen, Harry Potter og andre historiske gengivelser til at falme. Benovelsen over, at have adgang til disse øl, der ikke er noget særligt på disse kanter, synes næsten lige så stor som den generalisering, der foregår. At smide alle tyske pilsnere op på en piedestal, kan man måske slippe godt fra i det amerikanske, men set fra en kontorstol placeret halvanden times motorvejskørsel fra grænsehandelen, der holder det ikke mange meter. 

Men vi gør det selv! Jeg indrømmer da gerne, at jeg gang på gang går i fælden og køber en amerikansk IPA i forventning om at få en smagsoplevelse af de helt store. Den kommer bare meget sjældent. For der produceres også øl på det jævne i det store humleland vestpå, hvor alt er større. Og de gode øl derfra lider under, at de med transport og toldbehandling kan forventes, at være mellem én og halvanden måned undervejs til distributørens lager. Derfra skal de også finde vej til salgsbrevene, videre ud på butikkernes hylder og der er ovenikøbet ingen garanti for, hvor friske de var, da de begyndte deres rejse. Så går det hurtigere med, at få en øl fra eksempelvis Tårnby ud og stå på den samme hyldeplads. 

Græsset har altid været grønnere på den anden side af åen. Man lever i en forestillingsverden, hvor man drømmer om, at det der er derovre, overgår alt vi har her, og knytter næven i triumf, når man erhverver noget derfra. Men hvor tit lever det op til forventningerne? Forestillingen om, at øl fra den anden side Atlanterhavet skulle være noget særligt lever i bedste velgående på begge sider dammen, men burde den ikke bare begraves? 

Selvfølgelig laves der fantastiske tyske pilsnere, og selvfølgelig begår amerikanerne nogle fantastiske IPA’er, men er de bedre end, hvad der bliver brygget på de breddegrader, der befinder sig på den anden side af dammen? Jeg tvivler. Er der nogen stilart tilbage, der har haft et geografisk afsæt et bestemt sted, der ikke laves lige så godt et andet sted i verden nu? Jeg tvivler. 

Jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere gider betale overpris for amerikansk import, der allerede er ædt op af alder på leveringsdagen, og skulle du være i tvivl, så kører jeg heller ikke over grænsen efter pilsnere. Er oplysningsniveauet i ølverdenen efterhånden ikke så stort, at man burde holde sig for god til at købe middelmådige øl, bare fordi de er fra det amerikanske? Sikkert ikke, men vi burde prøve.

torsdag den 24. november 2016

Bryggeriloggen 12: Skippinge Brewing Co.

Skippinge Brewing Co. er ikke bare et nyt bryggeri, det er også tænkt som et sted, der i samarbejde med Mikkeller, Den Skandinaviske Bryggerhøjskole og LevAs skal skabe beskæftigelse og uddannelse til mennesker med autisme. Efter at have læst om projektet er der uendelig sympati til projektet herfra, og Stovt håber virkelig, at det lykkes at skabe en levedygtig virksomhed. Lars Buch, der er projektleder på bryggeriet tog sig tid til at udfylde Bryggeriloggen.

Bryggeriets navn: Skippinge Brewing Co. 

Siden hvornår: Siden den 07/10/16. 

Fantombryggeri eller ”rigtigt”: Indtil videre er vi et fantombryggeri, men målet er hurtigst muligt at få vores eget. Faktisk går vi i gang på et lille 200L anlæg lige efter nytår. 

Hvem står bag: LevAs Aps. 

Hvordan kom det så vidt: LevAs Aps er en privat virksomhed, der arbejder med unge psykisk sårbare - primært inden for autisme området. Det er vores erfaring at disse unge har meget svært ved at få fodfæste på det danske arbejdsmarked. Derfor har vi længe talt om hvordan vi kunne hjælpe det danske arbejdsmarked med at forstå denne målgruppe. Da vi er så heldige at kende Mikkel fra Mikkeller, spurgte vi ham om han havde lyst til at være med i et projekt, der skal skabe beskæftigelse til den psykisk sårbare målgruppe. Det ville han heldigvis gerne. Mikkeller vil ikke involvere sig økonomisk, men blot hjælpe os med ekspertise, til at komme i gang. Det er en uvurderlig hjælp for, og vi glæder os meget over dette samarbejde. Netop fordi vi gerne vil skabe beskæftigelse til denne målgruppe, vil bryggeriet - når det er klart - ikke blive et fuldautomatisk bryggeri. Meningen er at der skal skabes arbejdspladser, ligefra rengøring over til produktudvikling. Det er utroligt vigtigt at det bliver en "rigtig" virksomhed, og ikke bare noget vi "leger". 

Hvad er planen: Vi har store ambitioner. Vi er i gang med at finde investorer, så vi kan brygge på eget 1000L's anlæg. Så skal der ellers sælges øl til hele verden. Vi har allerede vores første store kunde i hus. Vi er også i gang med at sætte et stort verdensomspændende collaboration-projekt i gang. Det er stadigt lidt hemmeligt, men følg med på vores Facebook for opdateringer. 

Hvilke øl skal vi forvente: Vores første øl er næsten klar. Det er en havre stout på 4,8%. Det næste vi går i gang med bliver en rug saison med palmesukker. Når vi rigtigt kommer i gang, kan man forvente både skøre, men også velkendte og letdrikkelige øl. 

Hvad er næste træk: De første øl, vi har på vej, er kun brygget i små (175L) portioner. Vi vil fra årsskiftet brygge lignende portioner, en til to gange om ugen. I løbet af første halvdel af 2017, skulle vi meget gerne kunne gå i gang med at brygge på vores eget 1000L's anlæg.

tirsdag den 22. november 2016

Øl kan holde sig et år! Eller hvad?

Holdbarhedsdatoen er som regel bedste indikator når man prøver at finde ud af, hvor gammel en øl er. Det kræver dog, at man ved eller kan aflure, hvor lang tid bryggerierne mener levetiden for deres øl er. Ingen er vel i tvivl om, at en IPA smager bedst når den er frisk. Alligevel synes de fleste flaskede varianter at køre med en levetid på ét år, og i nogle groteske tilfælde mere end det. Hvorfor? Svaret skal findes ude på hylderne. 

Hos Abelgren & Ramvad kører man med en holdbarhed på ét år for de humlede øl. Tidligere har bryggeriet haft seks måneders holdbarhed på disse øl, men det har de været nødt til at ændre på. Bo Abelgren forklarer ” Årsagen til at vi har forlænget holdbarheden på de øl, der gerne skulle drikkes friske er, at butikkerne desværre tror, at de køber gammelt øl af mig, når det er nær udløbsdatoen. Andre butikker har givet udtryk for, at der skal være længere holdbarhed på øllene, så de er sikre på at de kan nå at sælge dem”. 

Hos Flying Couch genkender man den problemstilling. Jeg spurgte Kasper Gerdes, hvorfor man har valgt at lade holdbarheden på de humlede flaskeøl være et år. ” Det er jo et spørgsmål om, hvor hurtigt de sælger. Vi vil dog gerne være sikre på, at vi ikke risikerer, at have paller stående på lageret med 1-2 måneders levetid. Så derfor er det også et valg, der er taget fra starten. Flaskerne går også altid via en distributør og de vil gerne have længere lagertid”. 

Problemet i forhold til en ønskelig og ærlig kort holdbarhedsdato ligger altså hos både distributør og detailled. Bo uddyber: ” Jeg oplever, at mange, også ude i butikkerne, ikke ved noget om dette emne. Derfor har butikkerne noget de skal lære, som for eksempel, at gøre en indsats for at få en humlet pale ale solgt indenfor for eksempel det første halve år”. 
Der er god en måde at omgå holdbarhedsdatoproblemet på, nemlig at påføre produktions/tappedato på flasken. Hos Abelgren & Ramvad er det ikke indført endnu, men Bo har overvejelser, der går i den retning. 

”Jeg overvejer at skrive noget i stil med det her på de næste etiketter: Tappet oktober 2016, bedst før oktober 2017. Det giver forbrugeren mulighed for at se friskheden af øllet. Dilemmaet ved at sætte tappedato på er at man som bryggeri risikerer at brænde inde med et parti øl, der bliver fravalgt på grund af tappedatoen. Omvendt vil jeg som brygger heller ikke være stolt af, at sælge en halvkedelig øl der har toppet”. 

Kaspers forklaring understøtter dette: ” Vi har fra starten valgt, at holdbarheden på øllene skulle være ét år, så vi ikke risikerede, at have paller med øl stående, der kun har 1-2 måneders levetid tilbage. Heldigvis, er der begyndt at være mere fokus på produktionsdatoen, som helt sikkert gør, at vi hele tiden overvejer om vi kan sætte mindst holdbar til perioden ned. Men! Folk som går efter brygdatoen, bruger jo dét som mål og ikke sidste salgsdato. Der er mange, som er begyndt at have det som standard på fadene, og man ser det også mere og mere på flasker/dåser. Selvom humlenørderne stadig er et mindre segment, så er det pissefedt, at der kommer mere og mere fokus på både forpakning, opbevaring og alder. Og når det er informationer man selv efterspørger, når man er ude, så giver det selvfølgelig god mening at videregive dem på sine egne produkter”. 

Som forbruger er man nødt til selv at være vågen, og holde øje med de datoer, der gemmer sig på øllene for at være sikker på, at man får det bedst mulige produkt. Men i takt med at flere og flere bryggerier skriver produktionsdatoen på deres øl, og oplysningsniveauet stiger, så kommer det forhåbentligt til at betyde, at urealistiske holdbarhedsdatoer bliver en saga blot. Kasper rammer det afslutningsvis helt rigtigt da han forklarer: ”..det er en udvikling man som bryggeri er nødt til at følge med i, hvis man skal kunne forblive interessant, og det er en udvikling som rent faktisk giver bedre produkter til kunderne”.

torsdag den 17. november 2016

Vintage: Bells Expedition Stout

Kort før klokken slog sommer fik Mikkeller et parti øl fra Bells Brewery hjem. Øllene blev først solgt via Mikkellers egen bottle shop og cirka samtidigt med lanceringen dér, blev de distribueret ud til resten af landet. Her i den centrale del af landet fik en af de lokale butikker tre varianter på hylderne, blandt andet Bells Expedition Stout, der er en 10,5% Russian Imperial Stout. 

Nyheden om, at der var Bells på hylderne fik Alex fra Rock on Beer til at fælde en lille vemodig tår, da Bells stammer Michigan lige som han selv gør. Det fik ham også til at huske, at der i et af hans mange skabe med øl, stod et par ældre årgange af øllen, hvilket gjorde det oplagt, at vi skulle have gang i en vertikalsmagning. 
Tre årgange Bells Expedition Stout kom på bordet. Smidt på flaske i henholdsvis september 2011, march 2013 og november 2015. Med tanke på, hvor megen forskel vi oplevede da vi smagte os igennem tre årgange af Amager Bryghus Double Black Mash, så skulle der være gode muligheder for en lignende oplevelse her. 

Jeg havde ikke smagt Bells Expedition Stout før, men udgangspunktet er en forholdsvis sød og næsten olieret tung sort øl, der godt kunne virke til at have lagringspotentiale. 

Efter at have skænket øllene op i tre identiske glas, starter et ræs for at se i hvilket glas det mokkabrune skum hurtigst dør ud. Svaret er ikke uventet, at jo ældre øl, jo hurtigere er skummet væk. Næsen flyttes efterfølgende på skift fra glas til glas. 2015 har ikke den store duft, til gengæld har både 2011 og 2013 masser af sødme og vanilje. 2013 dufter mest markant, indtrykkene er mere subtile i 2011. 

2015 er næsten for voldsom i smagen. Masser af sødme, og samtidigt tung og massiv. Det hele bindes sammen af en pokkers masse kaffe, der lige nøjagtigt gør, at helhedsindtrykket ikke bliver for sødt. 2013 er en smule mere dæmpet, men med klare vaniljenoter. Der dæmpes yderligere ned i 2011, hvor vaniljen nu virkelig træder frem. 
I takt med, at øllene får lov til at stå og varme en smule op, forsvinder næsten al duften fra 2011. Til gengæld er der masser af mokka, vanilje og brændt sukker, at finde i 2013 og 2015. 

I smagen er 2015 blevet noget mere balanceret, med klare mokkanoter. 2013 er blevet mere fuldkroppet, sødmen holder en renere tone og er blevet mindre dominerende. 2011 er en yderligere dæmpet udgave af 2013, der balancerer virkelig fint. 

Jeg tror, at jeg vil pege på 2011 som en forsigtig favorit. Udgangspunktet er lige i overkanten sødt til min smag, og det irriterer mig derfor også, at jeg nåede at købe to flasker til kælderen inden smagningen. Med tanke på den udvikling øllene gennemgår kunne det måske være interessant, at lade dem stå markant længere end de smagte og se, hvad der sker. Eller måske bare bytte dem til noget andet.

tirsdag den 8. november 2016

Klummen 15: Bryggerierne og supermarkedsøl


Danske Ølentusiaster bragte for nogle uger siden det afbillede opslag. Mikkeller/Thisted Bryghus-samarbejdet Beer Geek Limfjordsporter er blevet prisdumpet i en lokal brugs et sted i det midtjyske. Det er den efterhånden blevet en del steder. Jeg har set den afbilledet til en femmer flasken, og erhvervede mig selv nogenogtyve flasker, da den lokale Føtex trak prisen ned til 15,-. 

Jeg er stødt på Beer Geek Limfjordsporter til 40,- i Fakta og Føtex, mens den lokale Kvickly gerne vil have 50,- for den. Det er i min optik egentlig ikke en voldsom pris for en halv liter god øl. Kigger man isoleret på prisen, så har hverken min lokale Kvickly eller Fakta andre øl i den prisklasse, mens Føtex har et par flasker i det leje. 

Der er intet underligt i at en partivare, der ikke sælger, bliver sat ned. Man kan selvfølgelig argumentere, at en reduktion af prisen til under det halve er et voldsomt prisafslag, men jeg gætter på, at det skal ses som et udtryk for, hvor lidt Beer Geek Limfjordsporter har flyttet sig fra hylderne. Det er i hvert fald mit bud på, hvorfor prisen er blevet dumpet rundt omkring. 

Spørgsmålet er så: har butikkernes indkøbere købt for optimistisk ind i forlængelse af den megen presseomtale, er en tung, sort øl stadig for voldsom en størrelse til det brede ølpublikum, eller kan supermarkederne bare ikke sælge øl i en højere prisklasse? Jeg hælder til, at svaret er det sidste. 
Jeg tror, at for den helt almindelige ølforbruger, der er en halvliters øl købt i supermarkedet til i omegnen af en tyver stadig at regne for en god øl. Det er en specialøl, det er noget særligt og det er noget andet end de pilsnere m.m., der stadig vinder stort når man opgør det i antal hældt over disken. Når det gælder den dedikerede ølforbruger, der ved hvad han (m/k) vil have, så vil jeg vove den påstand, at han (m/k) heller ikke vil opsøge sine ølindkøb i supermarkedet. 

Det ovenstående kunne bruges som indledningen til en diskussion om, hvad godt øl er og hvor meget en flaske øl skal koste, men jeg vil nøjes med at smide mit eget facit på bordet, og konstatere at der stadig er lang vej til at min definition på godt øl bliver en dagligvare, der kan sælges i dagligvarebutikkerne. 

Som en understregning af det, vil jeg pege fingre i retning af Fakta. De øl fra blandt andet Brewdog, Ugly Dog og Midtfyns Bryghus som de igennem de seneste måneder har udbudt påhæftet ord fra DØE, har alle været sat til salg til 20-40% under, hvad man finder dem til i specialbutikkerne. Gør man det for at trække de dedikerede ølforbrugere ind, eller for at ramme et prisniveau, der stiller den almindelige ølforbruger tilfreds? Igen. Jeg hælder til, at svaret er det sidste. 
For bryggerierne må det være et sats. Er dine varer igennem længere tid, at finde i supermarkederne til priser under, hvad specialhandlerne kan tilbyde dem til. Så er de ikke længere interessante for specialhandlerne. Specialhandlerne kan/vil ikke slås med supermarkederne, og på et marked, hvor der bliver udbudt meget øl, der er det ikke svært at finde alternativer. Supermarkederne er et attraktivt marked for bryggerierne, ingen tvivl om det. Mængden af øl, der potentielt kan afsættes må være tillokkende for enhver bryggeriejer, der vil sit firma det bedste rent økonomisk.  

Hvis vi vender tilbage til udgangspunktet, så kan det selvfølgelig være ligegyldigt, hvis ikke supermarkederne evner at sælge øllet. Jeg tror nu nok, at både Thisted Bryghus og Mikkeller slipper fra prisnedsættelserne uden ridser i lakken. Men!! Hvis et bryggeri fik muligheden og prioriterede supermarkederne over et eksisterende marked hos specialhandlerne, for så at opleve at supermarkederne ikke kunne sælge øllet og sparkede bryggeriet ud igen. Hvor skulle bryggeriet så afsætte sit øl? Det er de færreste specialhandlere, der vil tage et mærke ind, der lugter af supermarkedsøl. 

Hvis udvikling forsætter og specialøllets markedsandel forsætter med at stige, så vil supermarkederne også efterspørge mere øl fra mikrobryggerierne. Men kan supermarkederne afsætte andet end de halvbillige surrogatprodukter de gør nu? Er bryggerierne nødt til at acceptere, at deres udsalgspris bliver dumpet og at deres gamle kernekunder i detailledet derfor siger farvel for at komme ind på supermarkedsmarkedet? Og vil de det? Og skal man som bryggeri tage springet eller lave et subbrand, der passer ind på dette marked? Jeg tror der er flere bryggerier derude, der pt gør sig de tanker.

fredag den 4. november 2016

Boxbeers åbner distribution

Der er gang i den hos Boxbeers. For nyligt udvidede man forretningen med online vinhandlen Vineristen, og nu åbner man så op for distribution. 

Boxbeers Distribution vil have fokus på friskt øl. Fra pressemeddelelsen ” Vores ambition er at hente øl hjem efter behov. Vi vil have noget på lager, men en vores ideer i Boxbeers Distribution er, at vi skal levere det friskeste øl overhovedet muligt. Vores bryggerier ligger tæt på os så vi kan få det hjem på få dage – ergo vil vi sende prislister ud og så bestille hos bryggerierne. Bryggerierne vi samarbejder med er meget glade for denne filosofi, de ønsker – lige som os – at danske kunder skal have friskt øl”. 

Foreløbigt har man 11 bryggerier i stalden, hvor især Stigbergets stikker ud som en glædelig nyhed på det danske ølmarked. Mange af de andre bryggerier vil kunne genkende fra Boxbeers webshop. Indtil videre distribuerer Boxbeers: Stigbergets (Sverige), Electric Nurse (Sverige), Nerd Brewing (Sverige), Bevog (Østrig), Northern Monk (England), Tempest Brew Co (Skotland), Buddelship (Tyskland), Heidenpeters , (Tyskland), Uiltje (Holland),Ritterguts (Tyskland) og Tommie Sjef (Holland).

torsdag den 3. november 2016

Poesibogen: Bo og Fabian, Kunstbryggeriet Far & Søn

Bo og Fabian, eller Far & Søn om man vil, huserer normalt hos Kunstbryggeriet Far & SØn i Svendborg. I dag slapper de dog lidt af, for at tage sig tid til at husere i Poesibogen på Stovt. Vi stiller om...

Hvad er din yndlingsøl?
Søn: Heineken. Verdens bedste pilsner.
Far: Det er så her de fleste forventer et eller andet hipstersmart West Coast IPA dobbelt et eller andet, men det er så svært et spørgsmål, for alle tidspunkter har sin øl. En stout til frokost, ville aldrig gå i min verden, men serveret klokkken 22 foran et bål med en god ven, så kan den trække det hele op. Men hvis jeg skal sige noget, jeg ofte vender tilbage til, så er det noget så lavpandet som Wiibroe årgangsøl! Det skyldes flere faktorer. Dels, er jeg født i Helsingør (bryggeriets oprindelsessted) og så stod jeg i 1988 på Helsingør havn og så bryggeriets sidste skorsten blive sprængt væk. Og så er det en øl, der gør arbejdet. Min verden er fyldt op med alle mulige slags øl, og sommetider vil jeg egentlig gerne have et ordentligt, hurtigt alkoholbid efter arbejde. Der gør den sig godt iskold med sine 10,5%. Min Far, altså FarFar, bor stadigvæk i Helsingør, og når vi snakker i telefon sammen om aftenen, så deler vi gerne en Årgang. Han på Helsingør havn og jeg på Svendborg havn. Så snakker vi om livet og de ting vi render rundt og laver. Han er ligesom mig eller omvendt…

Hvad er din yndlingsøltype?
Søn: Helt klart IPA. Jeg er ligesom den, frisk og sprød…
Far: Skal jeg virkelig vælge? Hvis jeg endte på en øde ø og der drev en palle øl i land, så ville jeg vælge tør Barley Wine, hvis det var en kold Ø, og Kölsch hvis det var en varm Ø.

Hvor køber du dine øl?
Søn: Stjæler dem fra Far.
Far: I kiosken! Resten brygger jeg selv, får foræret eller prøver til alverdens ølsmagninger.

Hvad er din største øloplevelse?
Søn: Da min Far forærede mig 10 rammer Heineken, og håbede jeg ville få nok af dem. Men han er lidt naiv den gamle mand. Heineken er stadigvæk min favorit.
Far: Da jeg bryggede med syltede figner og Hvidstilket eg røget over æblegrene. Den øl blev egentlig starten på, at jeg nok burde lave et bryggeri. Men Limfjordsporter fra første batch, smagt 25 år efter var også en kæmpe oplevelse og alle de gange jeg har været pink til CBC, og… der er så mange ting. Men størst er nok, når vi i vores restaurant laver mad, der passer perfekt til øllet, eller øllet passer perfekt til maden. Folk går derfra med et stort smil på læberne og en smagsoplevelse rigere, der føler jeg at det hele går sammen i noget stort.

Hvad er det øl kan siden det er så godt?
Søn: Det smager bare godt og pynter vildt til maden.
Far: Øl er utrolig komplekst. Der er flere stilarter end vin. Bevares, jeg kan også godt lide vin, men smagspaletten af øl er så meget større og når den så bliver rodet sammen med mad, kunst, poesi, musik etc. Så kan det noget som er helt glemt. Der havde ikke levet mennesker på den nordlige halvkugle hvis det ikke havde været for øl. Tænk på hvor mange historier der er blevet fortalt, mens der er blevet drukket øl. Det er det øllet kan. Det smører tungen til historiefortælling og skaber bånd på kryds af alt.

tirsdag den 1. november 2016

Vintage: Ugly Duck - Rye Porter/Imperial Vanilla Coffee Porter 2013

I det herrens år 2013 forsvandt to øl fra Ugly Duck ind i det mørke, der er Stovts ølkælder. Først for nylig så de dagens lys igen. De lignede sig selv, men folk der kendte dem siger, at de har forandret sig. 

Rye Porter og Imperial Vanilla Coffee Porter fra Ugly Duck var noget af det første jeg smed i kælderen da jeg begyndte at eksperimentere med at lagre øl. Selvom tre år i mørket ikke er voldsomt, så burde det være nok til at spore en vis forandring. 

Imperial Vanilla Coffee Porter synes ikke at være lagringsegnet. Den er blevet mere mellow og dæmpet i forhold til udgangspunktet, men det er som om kaffen og vaniljen ikke helt kan blive enige om, hvad de skal. Det udligner sig en smule mens øllen står, men mest af alt virker den som en øl brygget med kaffe tilsat noget af det gyselige sirup man fra tid til anden bliver tilbudt at få i koppen. Det er ubalanceret uden at være egentlig dårligt, men det store sus udebliver. 

Helt anderledes står det derimod til med Rye Porter. Skal man være helt stringent, så er den med sine 7,8% ikke egnet til lagring, men virkeligheden taler et helt andet sprog. Rye Porter er i udgangspunktet en forholdsvis groft skåret øl, man godt kan stikke sig en smule på. Efter tre år i kælderen åbenbarer den sig dog med en kæmpe mundfylde spækket med kaffe og letbrændte noter. Eftersmagen er et solidt skud mokka og mørk chokolade blottet for bitterhed, der langsomt fader ud. Karboneringen er behageligt tilstedeværende og hele oplevelsen er bjergtagende, men samtidig meget ukompliceret og ukompleks. 

Ovenstående flaske Rye Porter kommer til at stå som et af årets helt store øloplevelser. En behagelig, fyldig og venlig øl, der med sin voldsomme transformation virkelig overraskede positivt. Der står én til i kælderen. Jeg overvejer om den ikke burde afvikles mens den peaker.

torsdag den 27. oktober 2016

Interview: Megan Hennesy (Jameson) om samarbejdet med Amager Bryghus og andre bryggerier.

I midten af maj måned skrev Stovt om samarbejdsbryg, blandt andet med udgangspunkt i et par atypiske samarbejder. Fjorten dage senere lancerede Amager Bryghus Green, Green Banshee, et samarbejde mellem bryggeriet og Jameson Whisky. Amager Bryghus er dog ikke det eneste bryggeri Jameson har samarbejdet med. Jeg tog fat i Megan Hennesy fra Jameson for at høre mere om, hvad De har gang i. 


Jameson Whisky bliver produceret på Middleton Destilleriet, ikke langt fra Cork i det sydlige Irland. Hvis man vil have en ide om, hvilken størrelse man har med at gøre, så prøv lige at tygge på de her to tal. Destilleriet importerer 140.000 Bourbonfade årligt, og har pt. 1.300.000 fade whisky liggende. Trods størrelsen og verdensomspændende distribution, så startede Jamesons samarbejde med bryggerier alligevel ganske lokalt. 

”The collaboration between craft brewers and Jameson was born out of a conversation a while back between one of Jameson’s Distillers, Dave Quinn, and his friend Shane Long. Shane is a local brewer at the Franciscan Well Brewery located in Cork, Ireland. The brewery is only twelve miles from the Midleton Distillery where Jameson Irish whiskey is distilled.” 


Samarbejdet blev en succes og lagde grobund for samarbejdet med Amager Bryghus og det samarbejde man pt. har med syv amerikanske bryggerier, hvor Great Divide og Cycle Brewing nok er de mest kendte på disse kanter. 

Jeg spørger Megan, hvordan man hos Jameson udvælger de bryggerier man ønsker at samarbejde med. Til min overraskelse behøves bryggerierne ikke engang at have et eksisterende fadlagringsprogram. Det handler om noget så uncorporate som ægthed og arbejdstilgang. 

”In Denmark, quite simply Amager Bryghus makes amazing craft beer. Similar to Jameson, they are dedicated to craftsmanship, quality, and creativity. They don’t hesitate to make bold decisions when they feel this is worth it, and taking those moves can make their beers even more interesting. Jameson Irish whiskey values “real” people - which means honest, hard-working, plain spoken and genuine people. The guys out in Amager Bryghus are top of their game for craft beer not only in Scandinavia but around the world, but if you go out there with an Irish coffee and some pastries, they will take time out of their busy day to chat. That is what makes a great collaboration and why we decided to work together”. 
I forbindelse med samarbejdet udtalte direktør for Amager Bryghus Morten Lundsbak til Fødevarewatch "Det, der tændte os rigtig meget, var muligheden for at få helt friske fade. Lige så snart de havde tømt fadene for deres indhold, så kunne de sende dem dagen efter. Fadene skal helst være tomme i så kort tid som overhovedet muligt, inden øllet kommer på, for det giver mere smag. Det var simpelthen ild på bålet for den indre ølnørd".  

Megan uddyber ”The quality of the barrels is extremely important. The barrels should arrive to the brewery in perfect condition and the whiskey should have been freshly emptied from the barrels. The idea is that the brewery can start filling the barrels straight away. This allows for the whiskey left in the casks to start working into the brew”. 

Tilbage står så spørgsmålet, hvorfor Jameson involverer sig med bryggerier. Ikke overraskende handler svaret om markedsføring. 

“Launching the “Green Green Banshee” stout along with Amager Bryghus is not a big scale first step into the craft beer market for Jameson, as it is was a limited production. We consider this project as a way to diversify a bit our marketing activations in a new unexpected way, working along with an industry very different from Pernod Ricard usual partners. It’s an exciting way to get even closer to our Danish consumers by bringing them something new. But in saying that, the current American trend to match craft beer with a sip of Jameson is a reality that we don’t ignore, and we definitely feel a potential for this trend to land and develop in Denmark. In that case, Jameson would be ready for it, and would have already gained some legitimacy and experience by running the HOPS project with Amager Bryghus”. 

Så vidt vides er der endnu ikke planlagt nye samarbejder mellem Jameson og andre danske bryggerier.

tirsdag den 18. oktober 2016

Klummen 14: Carlsberg - I salute you!

Tilbage i starten af september blev jeg inviteret til historisk ølsmagning hos Carlsberg. Anledningen var præsentationen af Carlsbergs genbryg af deres lagerøl fra 1883 med indlagt let forplejning og rundvisning på det gamle Carlsberg. Kalenderen sagde nej, men jeg har alligevel taget mig tid til at læse op på produktet. 

Lad det være sagt med det samme, jeg er svært begejstret! Og det er jeg vel at mærke uden at have smagt øllen. Der er så mange lag i lanceringen af denne øl, der er så fantastisk gennemtænkt og gennemført, at min indre markedsføringsmand får svedige håndflader bare ved tanken. Når jeg ser billeder af flasken, så har jeg svært ved at mindes, at have set så formidabelt stilet en indpakning. 
Etiketten er holdt i dæmpede toner og har et bevidst og meget flot udført retrolook. Flasken er lukket med korkprop og forseglet med papir og metaltråd. Flaskerne er heller ingen tilfældighed. Holmegaardflasker, fremstillet som tro kopier af de flasker Carlsberg brugte for 140år siden. Holmegaard, der har leveret ølflasker til Carlsberg siden 1850’erne og som prikken over i’et er der i pressemeddelelsen også sat navn på de to glaspustere, der har fremstillet flaskerne. 

Djævlen er i detaljen og her er alle detaljerne på plads. Egetræsfadet øllet har ligget på, er ikke bare et egetræsfad. Det er lavet med træ fra Baltikum, som dengang. Og fadet er ikke bare lavet af en bødker, men lavet af en tredjegenerationsbødker efter oprindelige teknikker. Det er storytelling af høj klasse. 

Sådan forsætter det. Malten er håndmaltet, der er sat terroir på, hvor kornet er opdyrket, vandets mineralbalance er genskabt fra dengang. Alt det evner Carlsberg at fortælle sammen historien om, hvordan man har fundet og opdyrket den oprindelige gær. Hvis ikke projektet havde været så storslået, så havde der været smurt alt for tykt på. 

En almindelig øllancering ville slet ikke kunne bære denne informationsmængde, men Carlsberg slipper om det fordi rebrewprojektet er så gennemført og grandiøst, at det er svært ikke at blive blæst væk af, hvor gennemtænkt det er. 

Det er ikke planen, at øllen skal ud i den kommercielle handel. Et stærkt træk synes jeg, der bidrager til den eksklusivitet, der tegner sig som en aura omkring projektet. At noget så stort sat op er utilgængeligt i butikkerne giver rebrewprojektet den rette profil. 
Men hvorfor så gøre det? 

Storytelling og markedsføring! I en tid, hvor det går vanvittigt stærkt i ølbranchen og man knap nok kan komme frem for nye bryggerier og nye stilarter, der træder Carlsberg frem og fortæller på fineste vis historien om, hvordan det hele startede. Man iklæder brandet Carlsberg en relevans og en ikonstaus, der emmer af historiens vingesus. En Carlsbergøl er ikke bare en øl, det er mange, mange års historie og udvikling. Jeg tror det var det Carlsberg satte sig for at fortælle, da de iværksatte det projekt. Og jeg synes de er lykkedes med det. 

Der er på Jacobsen blevet brygget en ny udgave af øllen, hvor der er ændret på blandt andet malten og fermenteringen. Den ligner også en million. Sådan en har jeg stående på mit skrivebord mens jeg skriver. Den kommer heller ikke i handelen herhjemme, men kan i stærkt begrænset omfang erhverves i England, hvor den kommer til at koste 13£. Flasken på mit skrivebord skal på et eller andet tidspunkt drikkes. Jeg har egentlig ikke andre forventninger end at den smager af øl, det er også lige meget. Den har allerede gjort sit job og fortalt sin historie.

tirsdag den 11. oktober 2016

Bryggeriloggen 11: Kunstbryggeriet Far & Søn

Følger man Stovt, så er Kunstbryggeriet Far & Søn en gammel nyhed, men det var først her i sommer, at bryggeriet åbnede op som rigtigt bryggeri, og det endda med egen restaurant tilknyttet. Men intet nyt bryggeri er et rigtigt bryggeri før de har bidraget til Bryggeriloggen. Så Stovt spurgte, og Bo Rino svarede.

Bryggeriets navn: Kunstbryggeriet Far & Søn

Siden hvornår: December 2010

Fantombryggeri eller ”rigtigt”: Eget bryggeri. Småt, men det er min fuldtidsbeskæftigelse.

Hvem står bag: Helle Skovgaard Jørgensen, administrerende direktør. Søn, Fabian Norup, kok og smagsudvikler. Far, Bo Rino “fungere” & brygger.

Hvordan kom det så vidt: Ja, det burde Stovt jo egentlig vide! Der skete det, at under min leg og jagt på nye smagsgivere, så spurgte du, om jeg ikke kunne lave en øl, der mindede om pibetobak. Nu har snus jo tidligere været brugt i øl og er også blevet forbudt, så udfordringen var ret spændende. Jeg valgte straks figner og koldrøg et hvidstilket egebræt over æblegrene. Det røg naturligvis i gærspanden og gav en smuk bund i den mørke øl, der kom til at hedde Stovt.dk. Øllet blev fantastisk og ”mod min vilje” blev den delt rundt til flere ølnørder og bloggere. Der blev taget rigtig godt imod den og det blev faktisk den første øl, jeg godt kunne tænke mig at lave igen. Så folk omkring mig opfordrede mig voldsomt til, om jeg ikke skulle lave et bryggeri og komme i gang. Så det er den øl, der er skyld i, at jeg har et bryggeri i dag. Uden den havde jeg nok stadigvæk bare fedtet rundt i mit skurvognsbryggeri.


Hvad er planen: Egentlig og fortsætte som vi allerede gør med vores kombineret bryggeri & restaurant. Kombinationen er eminent. Det er fantastisk og kunne sætte sit præg på hele smagsoplevelsen. Vi er en virksomhed der går ind for organisk vækst, så når vi tjener 10,- så bruger vi de seks på at udvikle og forbedre. Så vi vækster og får os selv med. Vi er meget tro mod vores DNA, eller det vi er blevet til.

Hvilke øl skal vi forvente: Vi har et problem med at begrænse os, så lidt af alt. Vi har 6 faste på kortet og så laves der minimum 4 nye forsøg pr måned. Men jeg er ret bidt fast i NNØ og brugen af alternative smagsgivere. Det er væsentlig sjovere end endnu en IPA…

Hvad er næste træk: Søn overtage køkkenet fuldtid 1 oktober 2016. Det frigøre mig til at kunne brygge 3 gange så meget som nu. Reelt er det den største satsning i virksomheden, han kommer med et a la´carte kort med 6 retter, plus det løse, der skifter hver måned og jeg skal bare brygge nyt øl til dem. Vi er begge to kreative krølhoveder og det er skønt og have Helle til at styre firmaet. Vi gør alle det vi er bedst til og syntes er sjovest. Det tror vi kan smages.

fredag den 7. oktober 2016

Klummen 13: Coisbo, penge udefra og the new normal.

Følger man Stovt på Facebook, vil man måske have bemærket, at Coisbos konkurs har fået en del opmærksomhed fra min side. Det er ikke tilfældigt, at jeg vælger at give den sag opmærksomhed. Udadtil er ølverdenen nok præget af et image med hygge, samvær, råvarer, håndværk og passionerede bryggere og ejere, der gladeligt repræsenterer deres produkter. Men! Det er stadig forretninger, der skal drives og kreere nok penge til at løn, husleje med mere kan betales.

Kigger man ud i den store verden, så er det der fylder mest i ølverdenen pt. den uendelige strøm af opkøb og investereringer i bryggerierne derude. I kølvandet på den følger debatten om, hvilke konsekvenser det har for bryggerierne, for deres medarbejdere og for deres produkter. Jeg er indtil videre ikke stødt på eksempler, hvor penge udefra har haft konsekvenser for et bryggeri i en grad, at den skrevne presse har reageret voldsomt på det.

Link: It-millionær: - Jeg overtager hele Coisbo Beer
Link: Rydder op i bryghus: Hovedaktionær begærer Coisbo Beer konkurs 

Coisbo kunne dog være et eksempel på dette. I de artikler, der har været bragt på Fyens.dk er der så meget usagt, at man kun kan gisne om det virkelige hændelsesforløb. Mest af alt lyder Michael Sandals erhvervelse af firmaet som et ”hostile takeover” af den slags man kun hører om i amerikanske film, der udspiller sig på Wall Street. Men er det det? Var Coisbo gået konkurs alligevel, hvis ikke Michael Sandal havde begæret den? Hvad har ført op til konkursen? Har den været planlagt hele vejen siden han trådte ind som investor i Coisbo? Der er så meget usagt i den historie, at intet gæt synes for vildt. Er det den skruppelløse investor, der kynisk sparker grundlæggeren ud – eller er det et nødvendigt træk for at firmaet kan overleve, efter at grundlæggeren har fejlet i forhold til at skabe en bæredygtig forretning? Helt sikkert er det dog, at denne overtagelse er et billede på nye økonomiske tider i ølbranchen.

Der er mange følelser og relationer involveret i den danske ølbranche, også økonomisk. Var ovenstående sket i eksempelvis et teleselskab var det næppe mange, der havde løftet et øjenbryn. Jeg har en klar idé om, at folk tit køber øl ud fra en relation med bryggeriet. Man støtter lokalt, man kender ejeren, man har været til smagning, man har besøgt bryggeriet. Det er en faktor jeg ikke tror man skal undervurdere. Derfor er spørgsmålet også om brandet Coisbo kan føres videre, når det ikke er Anders Coisbo, der står bag? Hvor meget vejer hans manglende tilstedeværelse ind?

Netop blandingen af relationer og økonomi giver også nogle muligheder for bryggerierne derude. Eksempelvis har Midtfyns Bryghus pt. åbent for nye aktietegninger og det er et skoleeksempel på, hvordan man kan udnytte disse relationer. En B-aktie koster 2.100,- og udløser disse goder:

- Hver B-aktie giver indehaveren ret til at møde personligt på selskabets generalforsamlinger.
- Hver B-aktie giver indehaveren 1 stemme på selskabets generalforsamling.
- B-aktionærer får mindst 15 % rabat på køb af øl (til eget forbrug) i forhold til bryggeriets normale lagersalgspriser
- B-aktionærer får 10 % rabat på rundvisninger og ølsmagninger.
- Hvert år udtrækkes et aktielod, som udløser en gratis rundvisning på bryggeriet for op til 20 personer. Lodtrækningen finder sted på generalforsamlingen.

Stemmen kan man ikke bruge til noget, da A-aktierne alligevel styrer det hele. Husker jeg korrekt er aktionærprisen på en kasse øl 300,- sat op imod normalprisen 390,-. Hvilket vil sige, at det først er når du køber kasse nummer 24 at din investering går i plus, hvis du da ikke benytter dig af rabatten på rundvisning eller ølsmagning, der vil sænke antallet af ølkasseindkøb det kræver at gå i plus, men kræve en større smagning for at rykket antallet markant. Med alt det taget ud af ligningen står man tilbage med en blanding af en stående invitation til den årlige generalforsamling og en lodseddel.

Hvorfor køber man så en aktie i et firma, der har leveret underskud fire ud af de sidste fem år, hvor der ifølge de seneste regnskaber er brug for stram likviditetsstyring, for ikke at nævne de andre regnskabsmæssige kommentarer, der for økonomiske lægfolk ikke inviterer til at købe aktier. Fordi man øjner chancen for at gøre en god investering? Nej! Det gør man for at udbygge de relationer man har til bryggeriet, for at blive en dybere del af det fællesskab, der omkranser et bryggeri. Det er et køb gjort med hjertet, ikke hjernen. For aktien som investeringsobjekt er ganske ubrugelig.

Den danske ølbranche er ikke stor. Går man lidt op i øl har man med stor sandsynlighed mødt flere bryggere, bryggeriejere og besøgt flere bryggerier. Øl er hyggeligt, men megen af fokussen på den foregår i en uvirkelighed, hvor man tit overser den økonomiske virkelighed. Derfor virker det også voldsomt når et bryggeri som Coisbo bliver overtaget og grundlæggeren står tilbage og ytrer sig om at måtte give slip på livsværk og at ikke alle kampe kan vindes.

Når man ikke kender historien bag, er det svært ikke at føle sympati med ham. Har man fulgt Coisbo, har man drukket Coisbo, så er det Anders Coisbo man har relationen til og så er det sgu synd for ham. I hvert fald så længe, at historien bag ikke er fortalt. Nu vil tiden vise om Coisbo kan drives videre uden manden, der bærer firmaets navn. Måske? Måske har man erkendt, at det kan man ikke og satser i stedet på firmaets andet brand Undercover. Det er kun den nye ejer, der ved, hvad der kommer til at ske.

Jeg tror dog, at det er helt sikkert, at vi kommer til at se flere eksempler på dette fremover. De penge, der nu træder ind i ølverdenen vil have noget retur og det er ikke øl og hygge, men afkast. Rentabilitet bliver new normal for dem, der trækker penge ind udefra, med mindre man altså evner at sælge lodsedler til overpris.

mandag den 3. oktober 2016

Vintage: Fanø Bryghus, Beer Geek Slumber Party 2012 + 2016

Selvom etiketten er blevet ændret, så var motivet genkendeligt da jeg under familieferien til Fanø stødte på Beer Geek Slumber Party. En øl oprindeligt undfanget efter en havefest på Fanø i 2012, hvor bryggeriet havde samlet en masse ølnørder til et solidt ølindtag. Opskriften blev undfanget i løbet af aftenen, og tog et par timer at finde dagen efter, men øllen blev brygget og det er så blevet igen. Således lød historien i hvert fald da jeg købte min flaske på bryggeriet. 

Vel hjemme på Fyn skulle det vise sig, at der befandt sig en af de originale flasker længere nede af vejen. Så bevæbnet med de to årgange indtog vi baghaven for at måle dem op mod hinanden. 

Beer Geek Slumber Party er en Quadrupel, og jeg er ikke Quadrupel-fan. Det er noget sødt stads som fanden har skabt. Faktisk tror jeg at fanden har været inde over skabelsen af de fleste belgiske stilarter, men det er nogle tanker til et andet tidspunkt. 

Vi fik fundet matchende glas frem, og simultanskænket vores to øl, så der også kunne nørdes visuelle ligheder og forskelle. Det synes overflødigt at nævne, men med fire år på bagen til originalen, var der mere og et mere vedholdende skum på toppen af 2016-udgaven, da serveringen blev bragt til ende. Mere interessant var den store farveforskel. Hvor indholdet af den nye flaske var sort, var 2012-udgaven holdt i en fin mørkebrun farve. Alkoholindholdet havde også fået et nøk op, fra 10% i 2012 til 10,7%, måske en indikator på, at opskriften er blevet fintunet siden den sidst var i brug. 

Duften var også som taget fra to verdener, hvor den ældre Beer Geek Slumber Party var en indbydende blanding af grape og mørkt sukker, var den nye et næseslag med en knytnæve formet som gær. Svært uindbydende, når man som mig synes, at gær som dominerende smagsgiver sjældent er godt. 

At øllene var søde, er nok ikke nogen overraskelse. I 2012-udgaven stod såvel sødme som noterne skarpt defineret. 2016-udgaven var en noget mere fyldig smagsoplevelse, hvor noterne flød ud og ind mellem hinanden og var svære at adskille. Over dem alle svævede dog nogle tydelige sherrynoter. Heldigt for øllen gav den intense gærduft ikke udslag i smagsoplevelsen. Som den fik lov til at stå, virkede den også til at samle sig, så smagen blev mindre diffus. 

Jeg er stadig ikke Quadrupel-fan, jeg tømte ikke engang mine glas. Alligevel var det meget interessant, at smage de to øl op mod hinanden, og skulle jeg nogensinde finde på at konvertere, så ligger der en ekstra flaske i kælderen jeg kan gå i krig med.

tirsdag den 27. september 2016

Interview: Kasper Gerdes, Flying Couch

Det er cirka et år siden, at Flying Couch blev herrer i eget hus og rykkede ind under eget tag med Stensbogaards gamle bryganlæg. Jeg greb fat i Kasper Gerdes for at høre, hvordan det første år er gået. 
På Kaspers visitkort står der CEO og medejer, men det er en stillingsbetegnelse med modifikationer, der dækker over både stort og småt. ”Altså, min officielle stilling er CEO, men vi er jo en ret lille biks, så jeg hjælper til, hvor jeg kan på alle områder. Jeg planlægger og kommer med inputs til vores øl, og hjælper til ved brygning og tapning, når der er brug for det, og jeg har tid. Samtidig er jeg bestyrer af Søernes Ølbar, så vi kan holde lønningerne på bryggeriet, så lave som mulige her i starten”. Udover Kasper, så består ejerkredsen bag Flying Couch af Peter Sonne, Michael Aaron, Jannik Sahlholdt og Kim Christiansen. 

Før Flying Couch fik deres eget, bryggede de deres øl hos Nørrebro Bryghus og på Herslev Bryghus. Og det gør de faktisk stadig. Alle deres økologiske varianter, som Dude, Green Velvet, Phister og Dark Matter brygges stadig på Herslev Bryghus, hvor Peter tager ud og brygger dem. 

Normalt kan man forvente, at det er nødvendigt, at rette opskrifter til når man skifter bryganlæg, men indtil videre har det ikke været nødvendigt, da man ganske enkelt ikke har brygget det samme på deres eget bryganlæg som de har hos Nørrebro og Herslev Bryghus. 
I tiden op til, at Flying Couch flyttede Stensbogaards bryganlæg fra Pederstrup til København NV, var man på Fyn og testbrygge på anlægget et par gange og lære det af kende. Kasper mener da heller ikke, at den største udfordring i at få eget udstyr ligger i at lære et nyt anlæg at kende, for Peter har altid selv brygget Flying Couch, uanset om det har været på Nørrebro eller Herslev Bryghus. Han indrømmer dog gerne, at det har krævet blod, sved og en del håndører, at få anlægget op at køre i NV. Samtidigt har det krævet en del tid og energi at justere på anlægget efter flytningen og opsætningen. Som Kasper ser det, ligger den store udfordring nu et andet sted. ”Jeg tror, at de største udfordringer nu bliver, at man kommer til at stå med meget mere ansvar som selvstændigt bryggeri, og kommer til at bruge mange flere timer end man gør på lejet udstyr. Men altså, sådan er det jo med alle nystartede selvstændige firmaer”. 
Selvom Flying Couch ikke er et nystartet bryggeri, så har man stadig kun haft eget bryganlæg i omkring et år. ”Det første år, som herrer i eget hus, er gået herrehurtigt. Det har været et enormt stort stykke arbejde at gøre lokalerne egnet til bryggeri, flytte et bryganlæg og installere det i nye omgivelser. Vi har gjort det meste selv, men også med hjælp fra mange af vores gode venner. Det har været en lærerig proces, med mange udfordringer, hvor alle selvfølgelig ikke er lige sjove, men det er ufatteligt fedt endelig at have et sted, som er vores eget”. 

For nyligt har man øget kapaciteten med tre 20hl combotanke. En udvidelse, der har været planlagt fra starten og gør det muligt, at forøge Flying Couchs produktion, hvilket Kasper er taknemmelig for. ”Udvidelser har været en del af planen fra starten. Det skal dog siges, at det kun har været muligt at gøre, fordi folk fortsat gider drikke vores øl. Denne luksus nyder vi heldigvis godt af. Så længe folk nyder øllet og kvantiteten ikke går udover kvaliteten er det selvfølgelig en plan vi holder fast i. Lokalerne er også tilstrækkeligt store til at udvide yderligere i fremtiden". 
Flying Coach har primært fokus på de humlede varianter. Den øgede kapacitet kommer dog til at give mulighed for, at gøre paletten af udbudte lidt bredere. ”De flere tanke kan give mulighed for at lave sjove eksperimenter som vores cider-øl fusion Snakebite, hvor vi bruger en “cidergær” (det er faktisk en af de 3 strenge fra den nordiske gær), blandet med æblesaft og lagret på calvados fade. Peter er en meget kreativ brygger og har tit nogle sjove og skæve idéer, som vi gerne vil udforske mere. Men det er også vigtigt for os, at lave det meget humlede øl. Det er klart det vi drikker mest selv, og så er det jo heldigvis også ret moderne”. 

Jeg forbinder Flying Couch med København. Det er meget sjældent, at vi ser bryggeriets øl i Odense. For et par år siden forklarede Jannik mig, at så længe øllet kunne afsættes i København, var der ingen grund til at sprede salget. Derfor er det heller ingen overraskelse, at bryggeriet har valgt, at slå sig ned i København. ”Vi har hele tiden haft planen om at slå rod i København. Vi var heldige, at finde passende lokaler NV, som var det område vi var mest hooked på. Vi er en flok drengerøve og synes NV er et fantastisk up and coming område, så vi deltager i de lokale arrangementer og viser ansigt så tit vi kan. Vi har stadig mulighed for en del kapacitetsudvidelse i vores bryggeri, som det er nu. Så der går lang tid før vi bliver for store til at være her. Hvis/når vi løber tør for lagerplads, er det noget, som kan ordnes på andre veje, end at flytte”. Efter udvidelsen og den medfølgende kapacitetsforøgelse er der kommet fokus på at komme bredere ud. Derfor arbejdes der lige nu på, at få bedre distribution i resten af Danmark, og på at få øllet ud over landets grænser.

torsdag den 22. september 2016

Poesibogen: Nikolaj Grundtvig, Finsmager

Det er ikke fordi det er øl, der fylder mest på Finsmager, men når man følger Nikolaj Grundtvigs portvinsblog på flere kanaler, så opdager man, at han også har fået smag for øl. Det var grundlag nok til at spørge om han ville bidrage til Poesibogen. Vi stiller om...

Hvad er din yndlingsøl? 
Pyha! Det er jo noget der skifter hele tiden. Det er meget anerledes end den verden jeg normalt bevæger mig i. Jeg har en klar liste over Portvine som jeg til hver en tid gerne ville have liggende i min kælder, hvis økonomien tillod det. Min økonomi kunne sagtens tillade mig, at have en helvedes masse Limfjordsporter på køl, men på en eller anden måde er det sjovere at gå videre til den næste. Der er dog øl, som jeg skal have fat på igen, når der er mulighed for det og jeg tænker der her må være tale om yndlingsøl. Todd The Axeman fra Amager Bryghus er klart en øl, der slog benene væk under mig da jeg fik den første gang. Jeg var endnu mere imponeret anden gang. Kindred Spirits Lactose IPA fra Alefarm er en anden øl, som ligger højt på min liste. Det er fascinerende, at en øl kan dufte og smage af tropiske frugter uden at det er med på ingredienslisten. Portvin kan også smage og dufte af alskens ting, men humle, der kan få øl til at smage tropisk, er tæt på sort magi. Jeg er stadig på vej ind i det mørke øls verden, men indtil videre har Limfjordsporteren overrasket mig positivt. 

Hvad er din yndlingsøltype? 
Lige nu er det IPA og Pale Ales generelt. Det er lidt kedeligt, men jeg er ny i gamet med det seriøse ølnørderi. Da det er IPA, jeg først har kastet min kærlighed på, holder jeg mig indenfor genren, til jeg har en fornemmelse af, hvad der er skidt og kanel. Jeg føler jeg er på vej derhen. Jeg ved, at der ikke er en facitliste, men jeg vil gerne danne mig en klar mening om, hvad der er en god IPA i mine øjne. Det er tydeligt, at mange kan brygge en IPA, der følger bogen og er god at drikke. Jeg leder efter en tand mere kompleksitet og karakter. Det er ikke nemt at brygge en øl man aldrig glemmer. I portvinens verden føler jeg, at der findes mange vine der er uforglemmelige, men portvinens verden er også en helt anden. Mange af skaberne bag vinene når aldrig at drikke deres vine når de er på deres højeste, de dør med andre ord før vinen. Det er store sager. Brygningens kunst skal man heller ikke fornægte, men man kæmper med mange voldsomme faktorer når man arbejder med portvin, hvor tid er en af dem. Jeg synes faktisk de mørke Stout typer var for voldsomme i starten, men jeg har fået smagt nogle flere og det er en øltype, der vinder jo mere man smager. Sure øl kræver stadig tilvænning og Saison øl er jeg ikke helt klog på endnu. Det virker til, at være en øltype med et forskelligartet output. De belgiske øl drak jeg i mine teenageår og jeg husker mange af dem som værende meget voldsomme. Jeg ved mange elsker dem og jeg bliver formentlig klar til dem med tiden. Jeg smagte en enkelt trippel her i weekenden og den vakte min interesse, så det kan være det skal prøves af. 

Hvor køber du dine øl? 
Indtil videre har det været i Odenses butikker som tæller HJ Hansen, Vinens Verden og Vinoble. Har købt en enkelt gang på Mikkellers webshop. 

Hvad er din største øloplevelse? 
Det må nok siges at være ovennævnte IPA. Selvom den måske i nogle øjne er ordinær, så blev jeg også blæst om kuld, da jeg smagte Proper Job fra St Austell på flaske. Den var frisk og læskende, men også bitter. Den føles anderledes selvom den på papiret er som de andre. Jeg har senere prøvet den på cask og her blev jeg skuffet. Jeg tror måske det handler om, at jeg ikke er klar til denne type øl. Ellers er de største øloplevelser opstået, når jeg har fået den rigtige øl på det helt rigtige tidspunkt. Ligesom med andre drikke så bliver en øl bedre, hvis man lige præcis trænger til den og har et godt moment samtidig. Det er måske også derfor, jeg pludselig syntes gevaldigt godt om Coors Light da jeg var på ferie i Florida. Læskende øl, der er tæt på vand, passede fint til den tropiske hede. På den måde har jeg fået et nostalgisk syn på denne øltype, fordi den minder mig om min tur til USA. Det er ikke magisk at drikke en Coors Light i Danmark. Jeg skal til Florida igen næste år, og der har jeg en tur til Cigar City Brewing på tegnebrættet. Der skal noget bedre ølkultur til næste gange, selvom der nok ryger nogle kalorielette øl indenbords uanset. 

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 
Øl er en stor del af dansk kultur og alle har et forhold til øl. Hvor mange synes, at vin er snobbet og fint, så anses øl som noget jordnært. En god øl kan give en god oplevelse og give maden det sidste pift. Øl dækker virkelig også over meget. Der findes ikke mange drikke, der kan slippe afsted med at smage tæt på hvidvin eller kirsebærsaft og samtidig smage fuldstændig anderledes i dennes “originale” form. Selvom vin også har mange facetter så synes jeg øllet er mere ekstremt. Der er noget velkendt og kammeratligt over en øl. Øl er hyggeligt og alle kan forholde sig til det om de kan lide det eller ej. I forhold til vin har øl også meget mere ironi og man tør at gøre mere sindsyge ting med øl. Man skal bare kigge på Omnipollos Facebook. Lige for øjeblikket forsøger de sig med at smide friturestegt kagedej i deres urt. Jeg synes dog tit disse skøre forsøg lyder sjovere end de måske er når man smager, men det stadig fedt at de flytter grænsen mere og mere.