Vintage: Hornbeer - Viking Chili Stout (2013)

Da Stovts ølkælder tog sin begyndelse bestod udvalget i kælderen af to typer øl. Dels dem jeg virkelig var nysgerrig på, hvordan ville udvikle sig. Og så dem, der blev smidt i kælderen fordi jeg blev træt af at se dem stå i skabet, ikke helt kunne huske, hvorfor jeg havde købt og ikke havde planer om at drikke foreløbig. Viking Chili Stout hører helt sikker til den sidste af de grupper. Det vil sige: Jeg ved så ganske godt, hvorfor den blev købt. Viking Chili Stout blev kåret som årets danske øl (i den stærke gruppe) i 2013, og købt af samme grund.

Chili i øl er i min bog en af de værste gimmicks derude. En holdning, der uden tvivl er blevet forstærket af min tid som bryggeriarbejder, hvor stedets chiliøl solgte helt horribelt godt, og jeg måtte holde gode miner til slet spil, når kunderne fortalte om dens fortræffeligheder. Læg dertil den sidste testsmagning klokken blodbræk om morgenen før tapningen blev skudt i gang, og du står med et had til chili i øl, der slår ud på alle parametre.

Men! Når nu Viking Chili Stout har holdt sin plads i kælderen indtil for nylig, hvor den blev halet op og sat i køleskabet, så ville det være tosset ikke lige at tage det sidste skridt og smage på den. Fem år er den blevet, og de næste linjer vil nu belyse, om jeg stadig vil betegne den som en fejlinvestering.

Da først øllet er i glasset minder det i hvert fald om øl. Sort krop, moccacremet skumtop og fuldfede gardiner op og ned af glassets kant, da glasset bliver sat i bevægelse. Duften er brændt og sukret. Jeg tænker, at Viking Chili Stout er brygget som sådan en kniv og gaffeløl, der vil kunne serveres i skiver som dessert i mangel af bedre.

Chili er der måske/måske ikke spor af. Det brænder en smule, men det kunne også sagtens være den intense brændte sødme fra øllet. Den har helt sikkert stået for længe. Kroppen er tynd og eftersmagen bliver hængende som en prut, der ikke kan viftes væk. Det er ikke egentlig dårligt, men det her er en øl af den slags, jeg ikke helt kan forlige mig med. En sød og fyldig øl, der vækker samme glæde som udsigten til at skulle spise sig mæt i guldkarameller. Der skal nok være nogen det tiltaler, men klægt er umiddelbart det mest dækkende ord. Chilien er der. I det små. Den gør ikke nogen noget, tværtimod redder den måske lidt af resterne af Viking Chili Stout ved trods alt at give den lidt kant.

Fem år i kælderen er helt sikkert for meget. Etiketten siger mindst holdbar til 2023. Det tror jeg ikke på. Med mindre kurven skifter retning, så er det videre ned af bakke herfra.

Bryggeriloggen 21: Beard Brew

Her på kanten af endnu en movember virker det passende at udfylde endnu en side i bryggeriloggen og præsentere "Beard Brew".

Bryggeriets navn: 

Beard Brew I/S

Siden hvornår: 

Morten har siden 2011 eksperimenteret med vand, malt, humle og gær. De første mange år er der blevet brygget øl over gasblus i først 70 liters gryde, dernæst i et 250 liters kobberkar. Det har altid været analog brygning over gas, med håndholdt si og omrøring hvert 5 minut. Det er her håndværket er blevet lært, erfaringer draget og diverse eksperimenter udført. Og så i 2018 slog Dennis sig til Beard Brew, med hele den grafiske linje og vi gik fra Beard Brew til Beard Brew I/S. 

Fantombryggeri eller ”rigtigt”: 

Efter vi i 2018 er hoppet ud i vores første kommercielle bryg, er vi gået over til at være et private label/kontraktbryggeri. Men vores testbryg, der går under navnet Beard Brew Home Brew, bliver stadig brygget under eget tag. 

Hvem står bag: 

Morten Fogdahl-Wiese og Dennis Mejdal.

Hvordan kom det så vidt: 

Morten er the weird scientist, som ikke er bange for at prøve ting af i bryg-processen for at finde vejen til den gode smag. Dennis er den grafiske maestro, der elsker at smage på god øl. Og da vi var venner i forvejen, så var det ret let at hoppe på drømmen, da muligheden for at slå vores evner sammen pludselig bød sig. 

Hvad er planen: 

At få vores nyeste øl, Beard Brew Imperial IPA, ud i alle krogene og vores navn og brand slået fast, så vi kan få brygget nogle serier af øl, hvor folk virkelig kan finde ud af, hvilket skæg de er til!

Hvilke øl skal vi forvente: 

Der er et skæg til alle! Vores koncept er at brygge 9 forskellige øl - der er ligeså forskellige og komplekse som skægget hos mænd. Er du til den mørke stout, så har vi et stort fuldskæg til dig, er du til den lyse øl, så har vi et fint distinkt overskæg til dig. Vi starter dog ud med vores første kommercielle bryg, en Imperial IPA, som er et velvoksent hvalros-skæg. Robust, maskulint og en kende vovet. 

Hvad er næste træk: 

At du joiner os på Instagram, Facebook og får smagt vores øl! Så skal vi nok få det sjovt sammen.

Anmeldelse: Hoppin' Frog - B.O.R.I.S. BA Maple Whisky

Hvis man i livets store sorte ølbog slår op under afsnittet om Stovts favoritter og retter sin opmærksom på afsnittet om venlige fætre, så vil man meget tæt på topplaceringen finde B.O.R.I.S. fra Hoppin’ Frog. Denne nyklassiske sorte øl er for nogenlunde nyligt kommet i endnu en udgave, der lægger endnu en linje til listen over de i forvejen mange varianter den findes i.

Lad det bare stå klart, jeg er ret glad for B.O.R.I.S. Så da den dukkede op i en BA Maple Whisky-udgave med denne beskrivelse ”This beer was aged in very special and rare maple-staved barrels that once held an iconic Canadian whiskey. It was aged with flavorful amber Canadian maple sap, and maple-toasted oak chips” – så så jeg mig nødsaget til at slå til.

B.O.R.I.S. er en Oatmeal Russian Imperial Stout (heraf O.R.I.S.) der har fået sat et bodacious ind foran. Bodacious er ikke umiddelbart oversætteligt, men betyder noget i retning af, at den er en uimodståelig frækkert, der er svær at holde fingrene fra, hvilket læner sig kraftigt op af sandheden. Den holder 9,4 %, er blød og uimodståelig og som regel almindeligt tilgængelig her i det danske.

Lad os bare starte med konklusionen: Med BA Maple Whisky har Hoppin’ Frog formået at lægge et ekstra lag smørelse i en flaske smøreolie. Jeg er ikke den store fan af dessertøl, og skulle der være andre, der har det på samme måde, men føler sig lidt udenfor flokken, så er B.O.R.I.S. i denne forklædning et oplagt sted at kigge hen. For den går til grænsen, men aldrig over den. Den er blød i stedet for sød, den er ikke vulgært fedladen, men fyldig og balanceret, men den har nu alligevel et lille rosenrødt skær af dessert over sig.

Når øllen er skænket er det ikke meget, der er at hente for næsen. Duften er mild. Lidt kantløs sødme, intet pulserende eller overdøvende, bare et diskret lille hint af, at det næppe er så farligt. I en blindtest ville jeg nok have gættet på, at denne udgave var en smule stærkere end originalen, i hvert fald er førsteindtrykket et pænt alkoholbid, der dog lægger sig uden helt at dø hen. Som sagt, det er smørelse udenpå smørelse. Der er noget fadpræg, der giver en ekstra dimension af fylde og sødme, men alkoholen holder det i skak, så der ikke går farin i den. Og så slog jeg min hjerne fra.

For: Det her er ganske enkelt en vellykket øl, der fortjente min fulde opmærksomhed mens den var i glasset – en opmærksomhed, den ikke skulle dele med et åbent word-dokument og et stigende antal noter. Og sådan blev det. Anbefales herfra.

Årets bryggeri er sandsynligvis lokalt

Det kan ikke smages om en øl er lokal. Alligevel er det åbenbart en kvalitet, der ikke fornægter sig. Danske Ølentusiaster er for tiden i gang med at offentliggøre årets kandidater til årets bryggeri, og ud af de foreløbigt offentliggjorte nomineringer, der er 70% af de afgivne stemmer udpræget lokale. Det vidner om stemmer afgivet mere med hjertet end med hjernen (eller måske snarere smagsløgene), og i min optik om et problem når stemmeprocenten er så lav og mediebevågenheden omkring vinderen er så høj.

Lokalafdelingerne og deres nominerede er her listet op. Bedøm selv og kommenter gerne på Stovts Facebookside (de nomineringer jeg ikke mener er udpræget lokale, har jeg fremhævet i kursiv).

• Vejle:  Bøgedal Bryghus 
• Bornholm: Small Batch Brewery
• Kolding: Åben
• Silkeborg: Alefarm
• Thisted: Thisted Bryghus
• Aalborg: Thisted Bryghus
• Køge: Fur Bryghus
• Ringsted: Det Lille Bryggeri
• Frederikssund: Det Lille Bryggeri
• Roskilde: Det Lille Bryggeri
• Birkerød: Ebeltoft Gårdbryggeri
• Skanderborg: Ebeltoft Gårdbryggeri
• Varde: Ølværket
• Østfyn: Brew42 
• Amager: Amager Bryghus
• Odense:  Amager Bryghus

All About Beer lukker

Via Durst erfarede jeg forleden, at det amerikanske ølmagasin All About Beer er lukket ned. Det er virkelig trist. Jeg har personligt haft stor glæde af at læse magasinet den sidste håndfuld år, hvor jeg var fast abonnement. Bladet rummet både en indsigt og dybde i de bragte artikler, som man kun kan drømme om at kunne finde i ølpressen på disse kanter. Og flere af magasinets artikler har fungeret som inspiration til klummer og andet, der har været bragt på Stovt. 

Stovt bragte i 2015 en anmeldelse af bladet, hvor jeg konkluderede: "All About Beer er virkelig et godt blad, der burde tiltale både den inkarnerede og den smånysgerrige øldrikker. Skulle jeg skære antallet af modtagne blade i postkassen ned til et enkelt, så ville det blive All About Beer." Det er så ikke mulig længere.

Lukningen har forståeligt nok vakt en del opmærksomhed, der kan blandt andet læses mere om den her:

- Beervana Blog
- Vinepair
- Celebrator

Klummen 32: Onlinebutikkerne flytter markedet

Det virker på mig, som om der stillet og roligt bliver skruet op for konkurrencen, når det gælder salg af øl online. Kihoskh har opgraderet deres webshop, Boxbeers har lige sænket deres fragtrater og kører hårdt på med tilbud og rabatter, Ølkassen virker til stille og roligt at skrue op for ambitionsniveauet og senest er Køl kommet til.

At der kommer flere spillere på banen er umiddelbart et sundhedstegn, for det må betyde, at der er et marked at slås om. Hvilket så igen må betyde, at interessen for anstændigt øl er derude. Spørgsmålet er så, hvor stort et marked det er, for når jeg laver den halvårlige oprydning i Stovts liste over onlinebutikker, så skal der som regel fjernes et par stykker fra listen. Men det virker til, at de helhjertede forsøg på at drive netbutikker bliver hængende.

Selvom salget af den type øl som disse sider leverer er i umiddelbar vækst, så tror jeg også at udviklingen på den del af markedet kan mærkes på udbuddet i de fysiske butikker. Når du med et klik kan finde de øl og ølnyheder du ønsker, og kun er lidt betalingskortsoplysinger fra at få den seneste aftapning af yndlings-IPAen leveret i nærmeste pakkeshop, så kan det hurtigt blive uinteressant at støve den lokale vinhandels hylder igennem for noget nyt. Her er udbuddet smallere og flowet af nyheder knapt så letflydende som det er i netbutikkerne.

Det er pladebranchen om igen. Da netbutikkerne så dagens lys, der gad folk heller ikke længere rende forgæves i pladebutikkerne for at finde den udgivelse de ledte efter. Det betød, at det for pladebutikkerne blev endnu mindre interessant, at bestille de smalle udgivelser hjem, der i højere grad kræver et bestemt publikum og således indledtes en ond spiral, der betød at der til sidst var fuld fokus på top-20, tilbudsvarer og de sikre sælgere.

Det kommer med stor sandsynlighed også til at ske for de fysiske butikker, der sælger øl. Her tænkes der primært på dem, hvor øl blot er en del af sortimentet. De reelle ølbutikker vil stadig kunne tilbyde et miljø, der ikke kan findes på nettet. Hvor folkene bag disken vil deres varer og ved noget om dem. Lidt som vi ser med tilbageværende pladebutikker i dag. Markedet kommer til at tilpasse sig, det brede og let salgbare vil forblive vidt tilgængeligt, mens der vil blive længere mellem det spændende i de gængse butikker – heldigvis er åbningstiderne på nettet ret imødekommende.

Kalmarunionen indtager Christian Firtal

Kalmarunionen! Ifølge Wikipedia ”… en personalunion mellem kongerigerne Danmark, Norge og Sverige, som blev oprettet i 1397 og varede til 1523”, men ifølge Stovts sociale kalender er det en fællesnordisk tap takeover på Christian Firtal, der går ned fra torsdag d. 18. oktober omkring middagstid til baren lukker lørdag d. 20 oktober.

Hver af de tre dage vil du kunne finde én IPA, én DIPA, én Sour og én Imperial Stout på hanerne fra hvert af de tre deltagende lande, hvilket giver 12 tematiserede øl pr. dag. Bryggerilisterne er ikke 100% på plads endnu, men forvent svenske øl fra O-O Brewing, Omnipollo, Brekeriet, Brewski og All In Brewing. Norge bliver repræsenteret af Lervig, Ægir, Aamundsen og Cervisiam, alt imens vores engang så stolte fædreland blandt andet bliver repræsenteret af Braw, Gamma, Dry & Bitter Brewing og Amager Bryghus.

Som det plejer at være når Christian Firtal ruller en begivenhed ud, så er de gule poletter gangbar mønt. Der bliver smidt stemmesedler i baren, så dagens bedste øl kan kåres og der trækkes én ”bland din egen femmer” blandt dagens stemmer.

Arrangementet kan findes på Facebook her.

Boganmeldelse: “Barrel-Aged Stout and Selling Out” af Josh Noel

Hører du til dem, der gerne vil vide mere om, hvad der sker i ølverdenens motorrum? Eller hører du til blandt de øldrikkere, for hvem indsigt er andet og mere end at kunne navnedroppe det seneste bryggeri, der har taget ”the haze craze” til nye højder? Så er der godt nyt, for Josh Noel har skrevet en bog til dig! Og den er fremragende!!!

“Barrel-Aged Stout and Selling Out” med undertitlen “Goose Island, Anheuser-Busch, and How Craft Beer Became Big Business” er historien om salget af Goose Island til Anheuser-Busch - og den er vanvittigt godt fortalt! Langt hen ad vejen leveres historien som en regulær skønlitterær fortælling, hvilket fungerer glimrende. Du kommer tæt på karaktererne, og du får et godt indblik i relationerne og tankerne bag handlingerne. Efterhånden som handlingen skrider frem skifter bogen langsomt og umærkeligt karakter til et mere faglitterært format, hvilket klæder den mere faktatunge sidste tredjedel af bogen. Bogen giver både indsigt og eftertanke, og ikke mindst et godt indblik i tankesættet hos både John Hall, der grundlægger og sælger Goose Island, men så sandelig også hos Anheuser-Busch, der over den årrække, hvor bogen foregår, overtager en stribe amerikanske craft breweries.

Hvis du vil forstå tankegangen bag ”big beer”, hvis du have en fornemmelse af, hvorfor øl ikke bare er øl, og hvis du vil have stof til eftertanke, så er det her bog-en! Trods cirka 340 sider på engelsk, så er den let læst og overskueligt inddelt. Det er bogen, folkene bag Det Fri Øl burde købe et klassesæt af og fordele blandt bestyrelsesmedlemmerne, så de ved, hvad de er oppe imod. Og det er den vigtigste ølbog, der udkommer i år. Anbefales på det varmeste.

Vintage: Amager Bryghus - Barrel Proof (2014)

Sangen om mit anstrengte forhold til Barley Wine er snart lige så tyndslidt som en flexidisc, men på samme måde som man en sjælden gang kan støde på et anstændigt stykke musik på P3, så kan der i stakken af stygge, stygge Barley Wines også en sjælden gang dukke guld frem.

Barrel Proof er en Barley Wine på 9,5% fra Amager Bryghus, der har levet et liv på Bourbon-fade, før den fik lov til at leve et liv i Stovts kælder i fire år. Den er erhvervet på Amager Bryghus den samme dag som mægtige Todd the Axe Man blev brygget for første gang tilbage i maj 2014.

9,5% er ikke voldsomt for en Barley Wine, og jeg gætter forsigtigt på, at det har været en forholdsvis tør baseøl uden den helt store sødme, der er røget på fade. Som den står nu, der har Barrel Proof en perfekt fylde, den er klart rundet i smagen af tiden på Bourbon-fade, mens tiden i kælderen har filet øllet ned og fjernet enhver form for kant fra alkoholen. Jeg smagte også Barrel Proof sidste år, hvor jeg noterede at den var overraskende bitter – bitterhed er der absolut ingen spor af her et år senere. Smagen er brændt karamel blottet for kant. Rundet, indbydende, balanceret og bragende godt. Det er vist først gang jeg siger dette om en Barley Wine, men jeg ville ønske, at jeg havde én mere på lager.

Vintage: Carlsberg - Gl. Carlsberg Porter (2015)

Etiketten bag på den Gl. Carlsberg Porter, der lige nu står på bordet, fortæller at øllen blev introduceret i 1895 og dermed er den ældste porter i Carlsbergs sortiment. Tager jeg ikke meget fejl, så blev den dog først genintroduceret for nogle år siden. Alt det betyder såmænd heller ikke det store, for det er indholdet af flasken og ikke etiketten bagpå, der skal tale nu. Det betyder heller ikke så meget, at etiketten fortæller at Gl. Carlsberg Porter er en Imperial Stout. Limfjordsporteren er som bekendt også en Double Brown Stout, og således holder de gængst tilgængelige sorte øl sikkert fint gang i diskussionen hos de stilartsinteresserede.

Flasken på bordet er årgang 2015, har 3½ år på bagen og holder 8,2%. Pris og styrkemæssigt er den i samme nabolag som Limfjordsporteren, men som en langtidsinvestering holder den sig ved denne alder bedre end Limfjordsporteren. Indskudt bemærket vil jeg frisk fra hylden dog klart hellere drikke Limfjordsporter, der rummer noget mere kant, kraft og personlighed. Men det indhenter den så også med alderen, hvor den udvikler nogle skæve balsamiconoter og hurtigt synes tyndbenet. Her kommer Gl. Carlsberg Porters mere ordinære udformning den til gode.

3½ år inde i dens livsspand, der er sødmen faldet, karboneringen rundet og alkoholnoterne dæmpet betragteligt. Tilbage står en lidt anonym, men meget venligsindet øl, der byder indenfor til lidt lakridsrod og mørk chokolade. Bitterheden er begrænset og eftersmagen et blødt, nærmest sumpet opkog af de to mest udtalte noter. Alt sammen ganske behageligt.

Gl. Carlsberg Porter er en positiv overraskelse. Især med tanke på udgangspunktet, der har den virkelig foldet sig ud og udlevet sit fulde potentiale (og mere til).

Klummen 31: Mylius og den vestjyske diversitet

For nyligt kom nyheden om, at Mylius-Erichen Bryghus i Hvide Sande var gået konkurs. Den nyhed linkede Stovt til og i ordene, der fulgte med linket, nævner jeg blandt andet, at jeg ikke mener, at det er et stort tab. Der kom et par kommentarer til opslaget, og flere var inde på, at det var et tab for diversiteten i Vestjylland. Det har jeg tænkt, at diskutere med mig selv på de følgende linjer.

Jeg har holdt en del ferier i Hvide Sande i løbet af de senere år. Jeg har smagt en del øl fra Mylius-Erichsen Bryghus, jeg har været på rundvisning på bryggeriet og jeg føler egentlig, at jeg har en god føling med, hvad det var for et output Mylius-Erichen Bryghus havde. Det var lokalt: Ja, men godt: Nej. 

Jeg tror ikke jeg forstår, at det skulle være godt for diversiteten, at der bliver sendt dårlige produkter på markedet. Et standpunkt, der ligger i forlængelse af, at jeg heller ikke mener, at det er et sundhedstegn, at der kom 1622 nye øl på markedet i 2017. Antal og alternativer er ikke en kvalitet i sig selv, hvis kvaliteten på produktet ikke er okay. 

Hvis kvaliteten på øllet ikke er god, så beriger øllet heller ikke med noget, tværtimod så står det i vejen for, at bedre øl kan blive afsat. Men sådan fungerer markedskræfterne, og det er heller ikke dem jeg argumenterer imod her. 

Jeg kan sagtens se, at der går noget identitet tabt når det lokale bryggeri lukker. Ligesom, hvis kroen lukkede. Men hvis kroen har trukket lutter dårlige anmeldelser og sure smileys, hvori består tabet så?

Jeg har ikke smagt øl fra Mylius-Erichen Bryghus, der ikke fik baghjul fra eksempelvis øl fra Jacobsen. Hvad er så værdien ved et lokalt produkt, hvis det industrielle alternativ er bedre? Hvad beriger det så udbuddet med? Altså andet end at det er lokalt. Kast øllen rundt i glasset alt det du vil, stik næsen ned til glasset, lad øllet gang på gang løbe over tungen, og gentag det lige så mange gange du lyster- du kan ikke smage, at det er lokalt. 

Det er selvfølgelig træls, at folkene bag Mylius-Erichsen Bryghus ikke har evnet at løfte opgaven og skabe et alternativ, der er bedre end, hvad de store bryggerier kan levere. Og der findes mange af den slags bryggerier herhjemme. Men med mindre de kan opbygge en fandens god gang storytelling omkring bryggeriets opståen og eksistens, eller skabe en solid lokal kundebase, der ikke er så kritiske med, hvad de putter i munden (eller mere tænkeligt: Ikke ved bedre), så går de den samme skæbne som Mylius-Erichsen Bryghus i møde. 

Et tab? Tjoh, måske den lokale identitet får et par ridser i lakken. Diversiteten? Den brokker sig næppe, så længe det betyder, at den gennemsnitlige kvalitet bliver hævet.

Vintage: Amager Bryghus - Danish Metal (2014)

Det er ikke meget metal, der er finde på de stovtske pladehylder. Dermed ikke sagt, at det mørke og tunge ikke er repræsenteret, men i form af heavy metal – not so much. Det mørke og tunge er til gengæld repræsenteret i overflod nede i kælderen, hvor også Danish Metal fra Amager Bryghus har holdt til siden 2014. Øllen blev til som et samarbejde mellem Amager Bryghus og Jester King, og var en potent, men ganske ligetil Imperial Stout på 10%. Fire år fik den lov til at få på bagen, før den mødte sin skæbne i form af en trio bestående af en oplukker, et glas og undertegnede.

Danish Metal duftede helt uhyggeligt sødt. Sjældent et godt tegn når man er mig, men som øllen fik lov til at folde sig ud, blev jeg vidne til en art omvendt virkelig. Normalt falder øl til ro når de ældes, Danish Metal syntes mere at være i gang med en fuldblods midtlivskrise af den slags der involverer yngre kvinder, moderigtigt tøj og irrationelle valg.

Danish Metal virker ikke fire år gammel. Smagen rummer lakrids og tobak, og har både kant og bid i sig på en måde, der ikke synes forenelig med øllets alder. Det er noget andet end det jeg husker Danish Metal for. Der hviler en klædelig brutalitet over den, hvor tobaksnoterne slår mere og mere igennem, alt imens den luner op igennem de indledende temperaturstigninger. Da de sidste slatter af øllen køres ned, har temperaturen overskredet den anbefalede serveringstemperatur, og tobak og lakrids har måtte vige pladsen for nogle Madeira-noter, der ikke på samme måde scorer point i min bog. Så; Har du tilfældigvis en Danish Metal i kælderen, så er det min klare anbefaling, at starte på den, mens den stadig er kold.

Og det søde i duften? Det holdt sig heldigvis i næsen.

Klummen 30: Indslevs genopstandelse

Jeg kan ikke være den eneste, der er lidt loren ved at Vestfyen har overtaget Indslev Bryggeri og Ugly Duck. Det er selvfølgelig umiddelbart glædeligt, at patienten overlevede selvom respiratoren flatlinede i et par dage, men jeg kan ikke være den eneste, der går og venter på, at menene viser sig.

For Indslev Bryggeri var økonomisk syg, og at genstarte det på eksakt samme måde vil ikke fjerne den manglende rentabilitet. Eller vil den? Et drømmescenarie vil være, at Vestfyens kommer til at give adgang til et bedre distributionsnetværk og måske billigere råvarer. Og i og med at Indslev Bryggeri er købt som konkursbo, vil der også være et negativt økonomisk efterslæb, der ikke længere eksisterer og der derfor ikke skal svares for. Så måske det vil kunne køres videre uden ændringer.

Men!

Det er alligevel med en underlig smag i munden, at jeg betragter det genopståede bryggeri. Selvfølgelig er der hele big beer-tingen, der skræmmer, men er Vestfyens reelt big beer? Vestfyens er i hvert fald discountøl, eller hvis jeg skal flink, så er deres specialøl produceret til de prisbevidste.

I forhold til Vestfyens størrelse, der tror jeg nu ikke Indslev Bryggeri er blev købt for at skulle producere discountøl. Det vil ikke være rentabelt i forhold til, hvad de selv vil kunne gøre det for. De to brands Indslev Bryggeri og Ugly Duck rammer heller ikke umiddelbart ned steder i sortimentet, hvor Vestfyens i forvejen er overrepræsenteret. Men min frygt er, at det ikke bare bliver business as usual.

Kunne man ikke godt forestille sig, at Ugly Duck-øllene fik pillet en smule ved opskrifterne, så de ville ramme et prisleje, der gjorde dem nemmere at afsætte til supermarkederne, som jeg gætter på er Vestfyens foretrukne slagmark. Eller hvis man bibeholder specialbutikkerne som salgskanal for Ugly Duck, så trække dem ned, hvor de kan fungere som et modtræk til eksempelvis Kissmeyer-øllene fra Royal Unibrew, men så igen: Vil specialbutikkerne have øl, der nu reelt bliver produceret af Vestfyens? Spørgsmålene er mange, og kun tiden har svarene. Jeg håber det bedste, men frygter det værste og tror ikke på at alting bliver som før, men hvem ved.

Nogle døde vender tilbage – nogle som zombier og en enkelt af dem som frelseren. Tiden vil vise, hvad vi ender med at stå overfor.

Anmeldelse: Sort øl fra Flying Couch

Det tager tid med sort øl. Fra de er blevet erhvervet til de finder vej til et glas, der går der som regel et par måneder. For det tager tid med sort øl. Det mest boozy skal lige have lov til at fordampe og øllen falde en smule ned før jeg synes, der er noget ved at drikke dem.

Således også med Dark Matter og Ice Storm, de to sorte udspil Flying Couch smed på gaden midt i juleølssæsonen. Den ene som afløser for den ellers fænomenale Phister de Noel, men begge vist mere som bud på solide vinterøl end egentlige juleøl.

Den milde af de to er Black Ice, der med sine 9,5% folder sig ud som en rund, mild og rolig Imperial Stout, der ikke slår de store vilde slag med halen, men som en trofast gammel hund er blødt og trygt selskab. Lidt mere bund havde klædt den, måske via en større udskrift på humlekontoen, der kunne have givet lidt mere punch. Et ankepunkt, der går igen ved Dark Matter.

9% tung slår Dark Matter måske knap så hårdt som Black Ice, til gengæld viser den i langt højere grad tænder. Førsteindtrykket er ristede noter. Hårdt ristede noter. Virkelig hårdt ristede noter. De bløder dog op i takt med at øllen får varmen, men vi er i den mere krasbørstige afdeling for soya, hvis der skal sættes ord på Dark Matter.

Som sagt mener jeg, at begge øl savner lidt bund, hvad evt. en smule mere humle kunne bidrage med, men omvendt udelukker jeg ikke, at deres smag er tænkt sådan, med tanke på, at det er øl lanceret op til julehandlen, der sjældent sættes i søen for at rive folks smagsløg rundt. Det til trods er det et par fine og vellykkede øl – også udenfor sæsonen.

Nekrolog (måske): Indslev Bryggeri

Det kan virke voldsomt at skrive nekrologen når patienten endnu ikke er afgået ved døden, men uden at være hverken læge eller økonom, så mistænker jeg, at prognosen for Indslev Bryggeri ikke er god. Sidste chance for at fremskaffe den fornødne kapital er sat til slutningen af næste uge, men med et efterslæb af røde tal, der frygter jeg, at løbet er kørt.

Indslev Bryggeri og især Ugly Duck har fyldt rigtigt meget på Stovt. Og igennem årene har bryggeriet udvist stor venlighed og imødekommende når jeg er kommet med forespørgsler og spørgsmål. Derfor forbander jeg også nyheden om Indslev Bryggeris konkurs langt ind i helvede. Siden Ugly Ducks fødsel har adressen ude på Store Landevej rummet Fyns i min optik bedste bryggeri, hvor man har fået at skabe gode øl, følge med tiden og især de senere år, at skabe nogle IPAer, der gav baghjul til det meste: Pale Ryeder, Kinky Cowboy m.m.

Der er sikkert flere grunde til, at det er endt her. Pilen for hvedeølssalg mistænker jeg ikke har været opadgående de senere år, og det prisleje Indslevs Bryggeris øl lå i, er den samme tyvekrone som de store bryggeriers mikrobryg ligger i. Ugly Duck syntes også at have et famlende år for et par tilbage, hvor det ikke helt virkede til, at man vidste, hvad man ville med brandet, men det kom man da i den grad efter.

Måske er Indslev Bryggeri det første markante offer på det danske marked for de store bryggeriers indtog i mikrobryg-segmentet? Deres hvedeøl har i høj grad skulle slås om de samme hyldemeter som dem ude i butikkerne. Måske har det været for smalt med et brand kun med hvedeøl? Måske var den nye serie med både APA, IPA og Blonde, der blev lanceret i forsommeren, et tegn på det? Måske var Ugly Duck bare godt, men ikke salgbart? Måske? Måske? Måske?

Konkursen kan der desværre sættes et udråbstegn efter. Selvfølgelig håber jeg at helten på den hvide hest (og med den store pengepung) kommer ridende i sidste sekund og redder, men jeg tror det er tvivlsomt. Måske bliver bryggeriet solgt som en samlet pakke og noget nyt blomstrer op. Måske skilles bryggeriet ad og stumper, udstyr og andet ryger hver deres vej.

Jeg kommer til at savne Indslev Bryggeri, og jeg kommer til at savne Anders Busse Rasmussen som figur, hvis det betyder hans exit fra branchen. I et miljø og en branche, hvor ingen rigtigt taler højt og udgangspunktet er, at alle er venner, der evnede han, at bidrage med holdninger, at turde tale folk imod og at tale lige ud af posen. Det vil blive savnet.

Fingrene er krydsede lidt endnu for at det skal lykkes, hvis ikke, så tak til Indslev Bryggeri og folkene derude – I gjorde en forskel på den danske ølscene.

Vintage: Beer Here - Farlig Wine (2013/2014)

Jeg drikker Barley Wine cirka lige så tit som der indfinder sig skumfester, tequila-shots og stive tissemænd på det lokale nonnekloster (det sker, men ikke nødvendigvis hvert år). Det er fandeme noget sødt stads, men jeg har på et tidspunkt smidt et par stykker i kælderen, og tiden virker så småt moden til, at de igen skal luftes. Farlig Wine fra Beer Here gav jeg en tier for til et ophørsudsalg for nogle år, for siden at stakke den i en papkasse i husets nederste etage. Der befinder den sig ikke mere.

Årgangen har jeg ikke helt styr på, men med et udløb i april 2015 er et godt bud nok, at den er tappet i april 2013 eller 2014. Det er i hvert fald fra en tid før bryggeriet rykkede ind på Bornholm, for den er brygget på De Proef.

Jeg hælder i første omgang kun halvdelen af flasken op, og dét ganske forsigtigt, for på bunden af flasken hvirvler en gedigen gang bundfald rundt. I stuens tiltagende halvmørke er det ikke helt til at se, hvad det er, men gættet går i retning af gærrester.

Smagen er kontant, intens og hænger ved. Desværre er den ikke behagelig. Det er småsurt, som brændt sukker, der er blevet harsk. Men da jeg drikker Barley Wine så sjældent som jeg gør og ikke kan mindes, om jeg har fået Farlig Wine som nogenlunde frisk. Så ved jeg faktisk ikke om smagen ligger i naturligvis forlængelse af, hvordan Farlig Wine smagte dengang. Men det slår mig som en uskøn overbygning på en kraftig Barley Wine. Måske var Farlig Wine bare ikke lagringsegnet, måske er det humlens faden og karakterændring, der skaber ubalance i kraften – måske, måske, hvem ved? Jeg ender i hvert fald med at drikke under halvdelen af flasken, da ubehaget hænger ved.

Efterskrift: Dagen efter kan jeg se, at det meste af flaskens inderside er dækket af en hinde af det jeg formoder er gær? Måske de voldsomme mængder af gærrester i flasken kan forklare øllets ubehagelige karakter. Svaret blæser i vinden.

Anmeldelse: "It Takes Two to Tonka"

Mens solen stod på sit højeste og sommeren gjorde sit for at vise, hvor hedt der egentlig er i helvede. Der modtog jeg via en mellemmand en flaske dobbeltmæsket Imperial Stout brygget med vanilje og tonkabønner. Afsenderen hed Martin Klausen, flaskens indhold var brygget hos Herodes Brygklub, alkoholprocenten sagde 13,8% og den samlede pakke var navngivet ”It Takes Two to Tango”. Den blev siden gemt til efteråret kunne anes i vejret, og forleden syntes det at være nu.

13,8% - det er tungt! Og vanilje – det er ikke just med til at gøre den lettere. Jeg er ikke fan af hverken de helt tunge sorte stouts eller den kagetrend, der synes at rulle igennem den sorte ølverden. Det er nu engang lettere at give feedback når man er på hjemmebane. Forhåndsindtrykket af øllen placerer den på udebane. Og med spilleretning op af bakke.

Det er ikke meget skum, der afgives da jeg hælder øllen op. Duften er til gengæld markant og lovende. Umiddelbart rummer duften ingen sødme, hvilket så absolut taler til øllets fordel. Vanilje kan jeg heller ikke fange. Duften er markant. Jeg tænker, at det er tonkabønnerne, som jeg faktisk ikke helt ved, hvordan burde dufte. Congobajere har jeg en del erfaring med. Tonkabajere – not so much. Men duften er helstøbt, markant og skærer lige til kanten af, hvor aromatisk en øl kan være.

Der er smæk på smagen. Alkoholen brænder under et tykt lag af sort sovs, krydret med et tykt lag tonkabønner (gætter jeg på det er). Vanilje er der ikke meget af, men en chokolade’ish moccasauce synes at være smurt tykt på. Det er uvant første gang det smages, men anden gang ruller hele spektret sig ud og der er dømt nydelse. Jeg tror en udgave af ”It Takes Two to Tango” med kaffe kunne være det vildeste.

Jeg er ret begejstret. Ikke kun af høflighed, men ”It Takes Two to Tango” holder. Den hænger lidt i eftersmagen, hvor det hele bliver hængende lige længe nok, og det i en halvdød udgave. Kaffe eller et skud ekstra humle kunne være et bud. Men! Mens det står på, er der fest med alt godt fra dessertafdelingen. Uden at det er dessertøl, der bliver serveret. Og tak for det.

Øl med sidevogn - Pt. 2ish

Jeg truede engang med at whiskyen nu skulle til at gøre sit indtog på Stovt og lavede så efterfølgende ét enkelt indlæg, hvor jeg spillede en whisky op mod en Double IPA fra Gamma Brewing. Det var et ganske fint eksperiment, som jeg gerne har ville gøre efter, men der er en tendens til, at jeg enten sætter mig med en øl eller et glas whisky. Så indtil nu er det blevet ved tanken. 

Pt. Har jeg en 15 års Springbank stående i skabet, som jeg halvvejs igennem flasken stadig ikke helt ved om jeg er gode venner med. Havde den været en øl, så havde jeg beskrevet den som malttung. Masser af krop, lidt røg, lidt omklamrende fyldig og en smule for meget alkohol. Men. Nogle gange gør den jobbet alligevel. 

Jeg har tænkt, at hvis den skulle sættes op mod en øl, så ville en Wee Heavy være oplagt. Karakteristikaene er tæt på de samme og det kunne være interessant at se om de hæver eller ophæver hinanden når de står sammen. Valget faldt på Margaret of Denmark fra Fanø Bryghus. Margaret of Denmark har et præg af tørret stenfrugt, der giver den et lidt fruity og sødt indtryk, og er måske knap så røget som andre Wee Heavys. 

På papiret er de to elementer dog tæt på at være et match. I virkelighedens verden måske knap så meget. Der er for meget punch i whiskyen, den overdøver ganske enkelt alle indtrykkene fra Margaret of Denmark. Den bærer også sine 46% udenpå jakken. Lidt vand i whiskyen havde måske dæmpet den, men min foretrukne tilgang til whisky pt er at skænke den og lade den stå en lille halv time før jeg rører den. Det virker som om det får de heftigste alkoholnoter til at fordufte, men bevarer intensiteten. Noget der let dør lidt ud, hvis man tilsætter vand – især hvis det ikke doseres rigtigt. 

Efter lidt famlen blev begge glas tømt. Hver for sig. Når samspillet ikke rigtigt fungerer, må man lade dem optræde som solister. Og det klarede de begge to til godkendt. Som duo var der dog ikke meget at hente. Jeg hælder stadig til min egen hjemmespundne teori om, at DIPA er det bedste medspiller til et glas whisky. Malttung og med et solidt humlespark, der giver noget intensitet, der godt nok ikke kan konkurrere med whiskyen, men bringer de to indenfor rækkevidde.

Danmarks største Collab: Interview med Julie Maria Christensen

Lørdag den 28. juli stak 22 bryggerier og 2 leverandører hovederne sammen hos Dry & Bitter i Gørløse for at skabe Danmarks største collab. I den forbindelse tog bagkvinden Julie Maria Christensen en snak med Munchies om Idéen. Stovt spurgte Julie om hun ville uddybe nogle af svarene en smule. Det takkede hun heldigvis ja til.

Læs interviewet med Munchies her. 

Når jeg læser interviewet så sidder jeg med en fornemmelse af, at der både er det os og dem du snakker om blandt mikrobryggerierne, men at du gerne vil styrke et sammenhold i forhold til det os og dem, der er mellem de store og de små bryggerier.

”Dem og os”-tingen jeg snakker om, handler egentlig om, at jeg synes mange bryggerier kører et løb mod et mål, som ofte er at ”get in with the cool kids club”, som i høj grad består af hype og festivaler rundt omkring. Det er super fedt for et brand at komme bredt ud og få anerkendelse. Men jeg mener også, at man skal huske på, at det i sidste ende handler om kvalitet. Hvis vi skal blive dygtigere og få bedre kvalitet over det brede felt i Danmark, så bliver vi nødt til at arbejde sammen om det, lære af hinanden og dele den viden, vi opnår. Så kan vi løfte hele Danmarks ølscene og virkelig trumfe i resten af verden, som et førende land indenfor øl – både i forhold til hype OG på kvalitet. Her taler jeg om mikrobryggerierne imellem. Jeg mener ikke nødvendigvis, at vi skal arbejde tættere sammen med de store spillere som Carlsberg, Tuborg og Royal. Men jeg afviser heller ikke muligheden for et samarbejde. Det kan være det bliver en del af en fremtidig agenda, jeg forholder mig dog en smule skeptisk ved tanken.

Du taler i interviewet om noget fnidder. Det kunne være interessant at høre lidt bagom, hvad du mener det fnidder består i og hvad du mener det udspringer af.

Fnidder vil jeg lade stå som fnidder her. Hele tanken bag collab’et er jo netop at få det stoppet – så de er ingen idé i at jeg skriver om det. Så er jeg jo selv med til at holde det kørende.

Jeg bliver træt og ked af, når jeg føler at nogen forsøger at skade andres ry i branchen. Jeg kan godt komme med et eksempel på det, uden at flamme det op igen; Baghaven-gate synes jeg fik latterligt meget opmærksomhed, og det irriterede mig, at vi ikke er bedre i den her branche, end at sådan en åndssvag historie får så meget opmærksomhed. Alle havde en mening om det, og det værste var, at det eneste brugbare i den historie, var det eneste, der ikke blev talt om; at Untappd er en svær størrelse, fordi den både tages seriøs af forbrugere og barejere, men samtidig kan bruges som et våben mod et bryggeri. Det synes jeg er et problem, der havde været interessant at tale om. Men som med alting kom det til at skulle handle om Jeppe og Mikkel – og jeg mener bare; give it a friggin’ rest. Sladder er sladder, men kan vi ikke tale om ting med indhold i stedet?

Hvorfor er samarbejde er så vigtigt lige nu?

Samarbejde er altid vigtigt. Især i en lille branche! Det er også vigtigt lige nu, fordi vi hele tiden skal forbedre os, for at beholde vores høje trin på rangstien som ølland. I takt med at forbrugeren bliver mere dannet udi øldrikning, der skal vores bryggerier også opdatere deres teknikker og systemer, så de kan blive ved med at tilfredsstille og imponere forbrugeren. Vi skal passe på at vores tid ikke kun går på at skabe hype om vores brand, men have kvaliteten med som den vigtigste spiller. Den kvalitetsbevidsthed kan skabe en endnu større stolthed omkring det vi laver, og vi kan give hinanden et klap på skulderen, fordi vi alle sammen opper os og får noget fantastisk ud af vores samarbejde. Det er jeg vild med. Vi skal være fans af hinanden! Kærlighed er nøglen!

Var ølbranchen virkelig sjovere for 11 år siden?

Ølbranchen var ikke nødvendigvis sjovere for 11 år siden – men den var en anden. Alt var nyt og spændende og aldrig prøvet før. Det var fedt at være med i. Vi har det stadig sjovt, men vi er blevet meget dygtigere end dengang. Og det forpligter.

Interview: Tim Rose (Brooklyn Brewery)

Tidligere på året skiftede Tim Rose jobbet som brygger på Herslev Bryghus ud med et job som brygger hos Brooklyn Brewery på den anden side Atlanten. Her, et lille halvt års tid senere, virker det oplagt, at høre hvordan det går på den anden side dammen og hvorfor det var på tide at vende tilbage til U.S.A.?

”Efter over fem år i Danmark opstod der en jobmulighed, der gav mig mulighed for at bruge min kandidatgrad i brygvidenskab og arbejde kreativt med mit fag. Så jeg besluttede, at flytte tilbage til staterne. Jeg mener stadig, at craft beer i U.S.A. er foran de fleste andre steder i verden, så jeg valgte at se bort fra det politiske miljø og i stedet fokusere på at brygge. Det har naturligvis også den fordel, at jeg er tættere på min familie og der er færre udfordringer nu, hvor jeg ikke længere er en udlænding. Til gengæld er det et bryggeri med gode forbindelser til Skandinavien”.

Selvom Brooklyn Brewery med sin kapacitet på 100.000 hektoliter årligt (10 millioner liter) i følge Tim ikke er et megastort bryggeri, så er der alligevel en størrelsesmæssig forskel på det og så de seneste bryggerier han har arbejdet på i Danmark. ”Det er lidt mere ”back to normal” i forhold til min uddannelse og de store bryggerier jeg var i praktik på undervejs. Den største forskel mellem et lille bryggeri og et stort er automatisering. Vi er på Brooklyn Brewery cirka 80% automatiserede, hvilket giver os mere tid og energi til at fokusere på kvalitet, udvikling og at lave konsistente øl (at de forskellige batches af den samme ligner hinanden).

Tim er ansat hos Brooklyn Brewery som brygger/cellar man. Som brygger sørger man for, at skabe den gode urt, hele vejen fra malt til den er i gæringstanken. Som cellar man har man ansvaret for alt det andet, der hører til jobbet. Fra Stovvt gættee der på, at på de fleste danske mikrobryggerier, der dækker jobbet som brygger også over de ansvarsområder, der hører til jobbet som cellar man. Jobbet dækker alt fra tørhumling af øllet, til centrifugering og filtrering, samt rens af tankene. Og videre over småreparationer af produktionsudstyret i samarbejde med maskinmesteren, til kvalitetskontrol i laboratoriet.

Jeg spørger Tim, om det er fordel eller ulempe, at have en danske bryggeruddannelse i baghånden, når man søger job i U.S.A. ”Danmark er kendt for, at have en god bryggeruddannelse, men jeg synes personligt også, at det er godt at have noget international erfaring, om man så er brygger eller ej”.

Endelig er der kun tilbage, at spørge om der er noget Tim savner fra den danske ølscene? ”Jeg kunne ret godt lide, at Danmark og den danske ølscene ikke var særlig stor. Det gav en god koncentration af passionerede steder og mennesker, især i København”.

Vintage: Sol (2008)

Skal/skal ikke? Det var lidt spørgsmål, der meldte sig, da der under oprydning hos et ældre familiemedlem dukkede en flaske Sol fra 2008 frem (jeg gætter på ét års holdbarhed). 2008 passer sikkert også meget godt med, at det cirka var der jeg sidst smagte en Sol. At der ikke har været behov for det siden taler sit eget tydelige sprog.

Men der stod den altså. I en ukurant 940 ml flaske, der utvivlsomt har haft de samme plads væk fra solen siden den blev købt. Den gennemsigtige flaske afslørede en øl farvet som morgenurin fra en mand på en æblemostdiæt. Den tæt på vulgært orange væske livede op da flasken blev flyttet fra sin faste plads bagerst i skabet og ud i køkkenet. Bundfald i stor stil hvirvlede op, som var flasken et af de julelandskaber fanget i en lille glasboble, der blot kræver et ryst før snestormen er løs.

Hjembragt blev den. Hvorfor spurgte fru Stovt med en hovedrysten, der ikke var til at misforstå, mens jeg gemte ord og vendinger som ”vintage” og ”øllets udvikling”, og i stedet mumlede noget i retning af: ”Du ved…”, mens jeg fik fundet en plads til den i bagagerummet, hvor den kunne stå oprejst. Vel ankommet derhjemme blev et par liter mælk allokeret fra køleskabsdøren, så nyerhvervelsen kunne bevare sin lodrette tilstand.

En flaske Sol er ikke just det jeg først drømmer om, når jeg drømmer om vintageøl. Fundet var ikke en uhørt sjælden hval, der viste sig i vandkanten. Snarere en opsvulmet, halvrådden strandvasker. Og jo, jeg ved godt den er død, men det skal ikke forhindre mig i at finde en pind og prikke til strandvaskeren. Bare for at se, hvad der sker.

Bundfaldet giver den så meget gas på bunden af flasken, da jeg flytter den fra køleskabet, at en af de der fancy kurve man bruger til at skænke fra når man serverer Lambic (er det ikke Lambic?) havde været handy. Det pffft det gav, da kapslen blev lettet, fortalte intet om, at min vintagesol skulle være gået hen og blevet flad. Duften er sådan halvt, hvad man ville forvente hos en Farmhouse Ale, halvt en billig dåsebajer, der er blevet efterladt i sommersolen for at dø. Skummet forsvinder i et forventeligt hurtigt tempo, det samme synes duften at gøre. Der er i hvert ganske hurtigt, ganske lidt tilbage af indtrykkene.

Tilbage er så spørgsmålet om smagen, og egentlig har jeg ikke lyst. For eneste spørgsmål, der skal besvares er om det er slemt eller skidt. Overraskende nok møder øllet min tunge med bobler, af den slags du finder i en danskvand med blid brus, hvor boblerne påvirker smagsløgene mere end smagen fra væsken. Smag er der nærmest ingen af, det er der vist som udgangspunkt heller ikke i en Sol. En smule maltsødme, der forholdsvis hurtigt bliver overdøvet af det ubehag, der melder sig, når man tager en tår af en fadøl, der har fået lov til at stå lidt for længe og blive lidt for varm. Ved anden tår har modet meldt sig og jeg tager en noget større slurk, uden at det ændrer på indtrykket.

Sol er ikke nogen gemmeøl, hvilket næppe kommer som den store overraskelse for nogen. Overraskelsen, hvis der er nogen, er hvor lidt den har ændret sig i forhold til sit udgangspunkt. Men altså, der blev heller ikke drukket ud.

Ferielukket

Vanen tro lukker blogdelen af Stovt ned og Stovt hopper på bussen ud i ferielandet. Det betyder ikke totalt shut down, på Faceboook er der stadig åbent for Stovts hurlumhejhus, hvis nogen skulle have abstinenser.

Bis dannn.

Fem stjerner til Mikkeller Baghaven II

Torsdag d. 24. maj bragte jeg her på Stovt indlægget “5 stjerner til Mikkeller Baghaven” omhandlende nogle givetvis falske kontoer på Untappd, der havde uddelt topkarakterer til øllene fra Mikkeller Baghaven. 

Det udløste flere spørgsmål, mest interessant nok, hvem der kunne have glæde eller gavn af disse falske anmeldelser, men interessant var det naturligvis også, at Jepppe Jarnit-Bjergsø (Evil Twin) gav udtryk for, at det var Mikkeller-ansatte, der stod bag disse anmeldelser.

I et forsøg på, at blive klogere på sagen tog jeg kontakt til de involverede parter for at se om jeg kunne få nogle svar.

Jeg mailede Untappd og vedhæftede via Google Translate et link til indlægget “5 stjerner til Mikkeller Baghaven”. I mailen spurgte jeg ind til, hvordan man hos Untappd forholder sig til potentielt falske anmeldelser som disse. 

I svaret fra Untappd fortæller de, at Untappd selv var blevet opmærksomme på de i indlægget nævnte profiler. Man har hos Untappd konkluderet, at profilerne var falske og kunne kategoriseres som spam. Profilernes anmeldelser er derfor blevet neutraliseret og fjernet fra det samlede gennemsnit på dels de enkelte øl, men også fra den gennemsnitlige rating af Mikkeller Baghaven. 

Svaret fra Untappd fortæller også at anmeldelserne er oprettet af én person. Det tvivler jeg på, at Untappd kan vide, men mit gæt er, at svaret dækker over, at anmeldelserne er blevet oprettet fra én og samme IP-adresse.

Om det er et forsvar for Untappd, eller en understregelse af, at Untappd ikke tager let på sager som disse, så rundes mailen af med ét ”Rest assured though, this kind of activity is not permitted or encouraged on Untappd and if this kind of activity becomes constant further action will be taken against those responsible. We are monitoring this closely.”

Jeg mailede også Jeppe Jarnit-Bjergsø. Jeppe har siden indlægget blev bragt fjernet sit opslag fra Facebook. Da jeg mailer ham, svarer han tilbage med en kort forklaring på hvorfor, men at han ellers ikke ønsker at bidrage eller blive citeret.

For at finde ud af, hvordan man hos Mikkeller Baghaven stiller sig i forhold til anklagerne, skrev jeg til Ehren Schmidt, der er Master Blender hos Mikkeller Baghaven. Dog uden held. Efter et par dages venten sendte jeg den samme forespørgsel til henholdsvis Mikkeller Baghaven og Mikkeller.

"Hi Baghaven

Last week Stovt.dk did a short piece about Jeppe (Evil Twin) pointing out that some of the Untappd reviews of Mikkeller Baghaven was fake. I will do a follow up to that story and I would therefore like to ask if you as a brewery have any comments to that or to Jeppe accusing Mikkeller employees being the ones behind the fake reviews?

Link: http://www.stovt.dk/2018/05/fem-stjerner-til-mikkeller-baghaven.html

All the best

Martin/Stovt.dk"

Forespørgslen blev besvaret af Mikkel Borg-Bjergsø, og efter en kort mailudveksling blev den sidste mail fra hans hånd afsluttet med:

…Eftersom jeg ikke ønsker kontakt med mennesker som dig, der fortsat deltager i og forstærker Jeppes evige hetz mod Mikkeller er du hermed udelukket fra nogesinde at komme på samtlige Mikkeller barer og andre locations samt vores arrangementer som MBCC fremover.

Så må du få stillet din nysgerrighed andre steder.

--- 

Cheers,

Mikkel Borg Bjergsø

Founder & Owner

Geschäftsführer

Mikkeller ApS

Tilbage står stadig spørgsmålet fra det oprindelige indlæg: Hvad sker der? Drengestreger? Russerne igen? Guerilla marketing? En misforstået håndsrækning eller et udlevet had, der skal stille Mikkeller Baghaven i et dårligt lys?

Og ikke mindst, hvem er det er, der vinder noget på disse falske anmeldelser?

Plus et par stykker mere...

Klummen 29: Tanker om Det Fri Øl

Godt nok er fornemmelsen dér, at der sker ting og sager i motorrummet på Det Fri Øl, men det store udbrud lader stadig vente på sig. Men de første trækninger er begyndt at vise sig.

For nylig kom den første øletiket forsynet med Det Fri Øls logo på markedet. Og således træder vi nu ind i en periode, hvor de bryggerier, der støtter op om Det Fri Øl, også søger og sørger for at synliggøre deres uafhængighed. Det er samme fremgangsmåde som i USA, hvor man også har taget et logo med ordlyden ”independent craft” i brug på flaskerne.

Første afsender herhjemme er Bryggeri Skovlyst, og jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke har fået en øl derfra siden før bryggeriet blev delt op i to. Lad mig formulere mig diplomatisk og sige, at det aldrig blev til en prangende oplevelse fra den kant. Og lad mig blot være ærlig og sige, at jeg tvivler på, at det er blevet bedre. Det er derfor også en god anledning til at hive et af de kritikpunkter frem, der har været brugt en del af blandt andet de bryggerier, der står udenfor det amerikanske ”independent craft”, men som jeg også selv havde fat i da Det Fri Øl blev lanceret: Man kan ikke smage uafhængighed. At et bryggeri er uafhængigt er ingen garanti for et godt produkt.

I USA er man ved at gå endnu længere med mærkningen og vil nu også til at sætte mærket på ølbutikker, der støtter op om ”independent craft”. Den idé har jeg til gengæld svært ved at se blive overført til danske forhold. Udvalget af ølbutikker er ganske enkelt for smalt. Hvilke kriterier, der ligger bag mærkningen er jeg ikke klar over, men i Danmark kan vi vel bryde ølbutikkerne op i fire kategorier.

Supermarkederne: Det vil næppe kunne forsvares at give mærket til et af de supermarkeder, der byder ind med en god ølafdeling af den simple grund, at de samtidigt sælger masser af øl fra de store bryggerier.

Bryggeriejede ølbutikker: Både Mikkeller og To Øl/Brus har deres egne ølbutikker, men kan man tildele mærket til butikker ejet af bryggerier, der ikke støtter op om Det Fri Øl?

Vinbutikker: Tilbage er så vinbutikkerne. Hvor mange af dem kan være med? Skal det være bevidst, at man støtter op? Ville man kunne få mærket, hvis man eksempelvis lagerfører Kissmeyer (Royal-Unibrew) som eksempelvis Vinspecialistens butikker fører? Eller Founders? Eller…

Ølbutikker: Tilbage er så de rene ølbutikker, både de fysiske og onlinevarianterne, og det er ikke mange. Og her vil spørgsmålet om bevidsthed og lagerførte varer også spille ind.

Og så er der barerne. Igen er en del ejet af bryggerier, der ikke aktivt støtter Det Fri Øl. Andre sælger også de vanlige konsumøl. Ville Carlsens Kvarter her i Odense eksempelvis kunne få tildelt et mærke når de også langer Odense, Tuborg og Carlsberg over disken? Og så er der resten, og igen, det er ikke mange. Og igen melder der sig spørgsmålet om, hvad kriterierne skal være.

Men har de, der ville kunne få tildelt et Det Fri Øl mærke som bar eller butik overhovedet en interesse i at kunne få det? Vil det overhovedet rykke ved noget? Er antallet af anstændige ølsteder ikke så fåtallige, at man som bevidst ølforbruger bare går efter de steder, hvor man kan få det man søger? I stedet for at støtte op om en ideologi.

Jeg er virkelig spændt på, hvad Det Fri Øl kommer til at byde ind med i løbet af de næste måneder, hvor det er varslet, at der bliver blæst til kamp mod markedsføringsbidrag og eksklusiv aftaler. Jeg er også spændt på om de kan få yderligere opbakning. I skrivende stund er det ca. 50 ud af ca. 200 danske bryggerier (25%), der står bag Det Fri Øl. Hvor det i USA er over 3.400 bryggerier ud af ca. 6.400 bryggerier (53%), der har taget ”independent craft” mærket til sig. Indrømmet, amerikanerne har været i gang i længere tid, men 25% synes ikke at være en prangende tilslutning. Især bemærker man fraværet af mange af de københavnsk baserede bryggerier, hvilket kunne være interessant at få belyst hvorfor.

Jeg følger Det Fri Øl med spænding, og er spændt på, om de kan rykke ved noget. Det bliver vi sandsynligvis klogere på over de næste måneder.

Bryggeriloggen 20: Kasper Brew Co.

Kasper Brew Co. slipper deres første øl Haze of the Rising Sun fri på Bootleggers i morgen. Og alt imens du tæller ned eller varmer op til det, så kan du blive klogere på det treenige bryggeri lige her og lige nu. Vi stiller om...

Bryggeriets navn:

Kasper Brew Co. Siden hvornår: De spæde spadestik begyndte tilbage i oktober 2017, hvor vi begyndte at brygge øl sammen i CC's (Casper) køkken. Den første øl, kaldet Haze of the Rising Sun, ser dagens lys på Bootleggers d 30. maj. Der er tale om en New England IPA på 5,2% tørhumlet med rigelige mængder Citra.

Fantombryggeri eller ”rigtigt”:

Den ene Kasper er tidligere brygger hos Herslev Bryghus, hvor vi har fået lov at låne tankplads. Vi sætter dog en stor ære i selv at brygge vores øl, så vi hælder mest til at kalde os et kontraktbryggeri.

Hvem står bag:

Casper Christensen, Kasper Krogager og Kasper Wendelboe

Hvordan kom det så vidt:

For omtrent et års tid siden, befandt vi os alle bag baren på Bootleggers, hvor snakken om at brygge nogle øl så småt startede. Hurtigt stod opskrifterne i kø for at komme i kedlen og blive afprøvet, men det tog længere tid at komme frem til et endeligt mål, da vi ville være helt sikre på at produktet også kunne følge vores ønsker til en høj kvalitet. Med baggrund som bartender, barchef og brygger, vil vi så nødig sende noget halvhjertet på gaden.

Hvad er planen:

Det er måske det oftest stillede spørgsmål i vores lille trekløver. Vi har ændret kursen mange gange undervejs, men der syntes nu alligevel altid at være samme mål i sigte; vi skal brygge nogle fucking gode øl og have det sjovt mens vi gør det!

Hvilke øl skal vi forvente:

De fleste opskrifter ligger stadig på teststadiet, men med vores første release lige rundt om hjørnet, er det ingen hemmelighed at vi er glade for humle. Der vil fortsat blive justeret på vores kommende Red Ale, Golden Ale, Brown Ale. Det må gerne have lidt kant og sparke lidt til den gængse opfattelse. Vi har flere gange stillet os selv spørgsmålet, om Red Ale kan blive sexet igen... 

Hvad er næste træk:

Fortsætte med at teste og blive klogere.

Nyt øl fra Ugly Duck slippes fri lørdag

Ugly Duck Brewing Co. har i morgen release på tre øl hos Mikkeller Bar & Bottle Shop i Odense. Det bliver to øl på fad og en enkelt på flaske.

• Ugly Duck Pale Ale 5% - Bliver tappet i dag, brygget med Mandarina Bavaria, Rakau og Simcoe.
• Ginger Sour 5,2% - Hvedeøl med ingefær. Har fået seks måneders sekundær fermentering med vildgær og mælkesyrebakterier på rødvinsfad.
• White Rabbit Still Alive 7,5% - White IPA flaskegæret med Brettanomyces bruxellensis. Upasteuriseret. 

Der åbnes op klokken 12 og begivenheden findes på Facebook her.

Fem stjerner til Mikkeller Baghaven

Ovenstående indlæg var i går aftes at finde på Jeppe Jarnit-Bjergsøs Facebookprofil. Først fangede jeg ikke helt, hvad det gik ud på, men efter at have tjekket en håndfuld af profilerne tegnede der sig et mønster. De fem profiler jeg tjekkede fra listen havde alle anmeldt Mikkeller Baghavens 15 øl til topkarakteren 5. Jeppe Jarnit-Bjergsø lister 12 profilnavne i alt.

Stovt tjekkede følgende:

• Kenneth B.
• Johan S.
• Donna M.
• Jonathon A.
• Billy M.

Det er værd at bemærke, at ingen af profilerne har venner, ingen af profilerne har mere end 20 anmeldelser og alle anmeldelserne synes at være indtastet den 18. maj.

Så hvad sker der?

Drengestreger? Russerne igen? Guerilla marketing? En misforstået håndsrækning eller et udlevet had, der skal stille Mikkeller Baghaven i et dårligt lys? Konspirationsteoretikerer og andre med gode bud er meget velkomne til at byde ind på Stovts Facebookside.

Tre sure opstød om fynsk øl

1: Medaljer er stadig en ting, der åbenbart bruges derude når man skal fortælle om sine fortrinligheder. Senest er det Vestfyen Bryghus underlabel Frejdahl, der har trukket to medaljer med hjem fra Meininger’s International Craft Beer Award. Det var tilfældigvis en af de konkurrencer, der også var under behandling i artiklen ”Medaljer: Hæder eller salgsmateriale?” - der blev bragt på Stovt for et par år siden. Lidt er der dog blevet ændret. Dengang havde man et loft på, at max. 40% af de deltagende øl kunne modtage en medalje. Det tal gætter jeg på er blevet modereret ned til 30%, hvilket jeg baserer på, at der er blevet uddelt 327 medaljer til 1090 deltagende øl – altså, der er medaljer til helt præcist 30% af øllene og den andel maxer man fra Meininger’s International Craft Beer Awards side helt ud. Screendumpet er taget fra Bryggeriet Vestfyens LinkedIn-profil, hvilket egentlig blot er en understregning af, at disse medaljer bruges som et salgsværktøj. Det ser også fint ud, og som det er afbilledet, der er der næppe nogen, der skænker det en tanke, at guld og sølv er lig  med anden- og tredjepræmie, da der var en platinmedalje til de 26 øl, der nåede toppen af poppen i de 70 kategorier. 

2: Der var en gang gammelmandsbrok godt på vej ud af munden på mig, da jeg på Heartland Festivalens Facebook-side så et opslag, der startede med ordene ”Albani is the epitome of Funen beer culture”. Jeg nåede lige at mumle numådekraftedemelige… før det slog mig, at om jeg vil det eller ej, så er Albani sgu indbegrebet af fynsk øl. Det er åvandet, der løber i de fynske fadølshaner og fynsk øl vil nok til evig tid være forbundet med en O’ense. Så jeg måtte bide mig i læben, før der kom yderligere ord ud af min mund.

Ingen tvivl om, at Heartland er vigtig for Albani når de skal markere sig lokalt. Tuborg sidder på Tinderbox, Carlsberg har taget OB und so weiter, og så må man søge at tilføje fynsk identitet til den smule kultur, der så er tilbage. Det er dog stof til eftertanke, at på en festival, hvor så megen af musikken kan defineres som indie, der er det ikke uafhængige bryggerier, der leverer øllet, men et af de helt store. Det havde virket så meget mere passende, hvis øllet var fra et af de bryggerier, der passer til definitionerne i Det Fri Øl. Men ville nogen af dem kunne være i stand til at løfte opgaven? 

Albanis underlabel Theodor Schiøtz Brewing Co. har brygget en øl til festivalen – ”Heartland Fever” – et lille klassisk eksempel på, at man skal huske at google sine produktnavne før man tager dem i brug. Googler man navnet får man først og fremmest en del hits på Heartland virus, der giver muskelsmerter, diarré, hovedpine og træthed, hvilket meget passende sikkert også er symptomerne, hvis man indtager Heartland Fever nok. 

Heartland Fever er brygget med inspiration fra haverne omkring Egeskov Slot, og er således blevet en IPA med et nordisk twist af stikkelsbær og hyben. Heartland Festivalens eget opslag fortæller om "...flavours from the Egeskov Gardens". Teaservideoen til Heartland Fever er helt oppe på den store klinge. Der er billeder fra haven, fra væksthuset, fra humlehaven, hvor der pilles ved planterne, der smages på en stikling af en art ude i det fri, og er man ikke obs, så kan man hurtigt forledes til at tro, at Heartland Fever er brygget med stikkelsbær og hyben fra Egeskovs have. Eller er det bare mig, der tolker det sådan?

3: Det slog mig for nylig, at Munkebo Mikrobryg efter de igen, igen, igen har skiftet produktionssted, denne gang til (så vidt vides) Randers Bryghus, har fået pokkers travlt med at fortælle, at øllet er danskproduceret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er en art forsinket damage control i forhold til bryggeriets tid med bryg i Polen, hvor det ikke helt var til at tyde, hvor øllet var brygget. Eller i forhold til brugen af lokale råvarer, der så absolut ikke var lokale. Interessant er det i hvert fald, hvor vigtigt det nu synes at være at få budskabet ud.

To Øl CPH lever FRISK øl

BRUS har i sidste uge taget deres nye canning line i brug. I forlængelse af det har To Øl i dag udsendt et nyhedsbrev, hvor de lancerer To Øl CPH. Det er så vidt jeg kan forstå To Øl produceret hos BRUS, der som bekendt er ejet af To Øl. En nyhed i sig selv, men ikke halv så interessant som det andet tiltag, der bliver lanceret i nyhedsbrevet.

To Øl lancerer samtidigt ”Frisk”, der er et fantastisk tiltag, der dykker lige ned i en tidsånd, der dikterer, at frisk øl er kongen. Via en mailingliste får man notifikationer om, hvad der er på vej, man bestiller og dåserne bliver sendt afsted samme dag som de bliver tappet.

Jeg ved ikke om idéen er hugget ude i byen, eller tiltaget er tænkt af To Øl selv, men det er et skarpt skåret koncept, og der er to ting, jeg er helt sikker på. A: Det her tiltag skal nok finde et publikum. B: Vi kommer til at se mere af det her og dét meget hurtigt.

Vil du skrives op til at modtage mails om friske øl fra To Øl CPH, så sker det via dette link.