Klummen 53: Upcycling fra øl

Jeg har i et stykke tid gerne ville skrive om upcycling indenfor øl. Det er en idé, der har rumsteret i mit hoved siden sommerferien. I sidste uge skrev jeg om upcycling til brug i øl. Denne gang vil jeg fokusere på, upcycling af restprodukterne fra øl.

Som i sidste uge tænker jeg, at det er på sin plads, at få på styr på, hvad upcycling er for en størrelse. Derfor denne løse oversættelse af de indledende linjer om ordet fra Wikipedia.

”Upcycling er kreativt genbrug, der omdanner biprodukter, affaldsmaterialer og ellers ubrugelige eller uønskede produkter til nye materialer eller produkter.”

Det er med andre ord brugen af det, der ellers skulle have været smidt ud, til at skabe nyt.

Miljøet har – heldigvis - fået langt større fokus blandt ølproducenterne over de senere år.

Det kan naturligvis diskuteres, om der er tale om egentlig upcycling, når de på Ørbæk Bryggeri opfanger, renser og genanvender CO2 - men det forventes at spare Ørbæk Bryggeri for indkøb af 50.000 kilo CO2 årligt, hvilket svarer til op imod en halv million kroner.

Det kan også diskuteres, om der var tale om egentlig upcycling, da Carlsbergs bryggeri i Fredericia tog deres nye vandgenindvindingsanlæg i brug i maj, der muliggør at procesvandet fra produktionen genanvendes og dermed sænker vandforbruget pr. produceret liter øl fra 2,9 liter til 1,4 liter – men med en forventet besparelse på 500.000.000 liter vand årligt, der taler det sit eget tydelige sprog.

Begge er eksempler fra det sidste års tid, der egentlig var gået under min radar. For når jeg tænker restprodukter, så tænker jeg noget fysisk – og i tilfældet øl, der er det primært masken, der har haft min fokus. CO2 forsvinder op i den blå luft, vand forsvinder ud i kloakken – og ude af øje er måske ude af sind, men jeg er næsten sikker på, at der er mere at hente dér, både i forhold til økonomi og miljø.

Masken er dog stadig det fysiske bevis på, at der er blevet brygget øl. Skal det bortskaffes som skrald, så koster det kroner. Det har de fleste bryggerier luret og derfor har en overflod af dem også en aftale med en lokal landmand, der kommer og henter masken til dyrefoder. Det har flere fordele. Det er godt materiale til de sociale medier, det er for det meste en fleksibel løsning for bryggeriet og i forhold til miljøet, der skal det sjældent transporteres langt og er man heldig, så kan det gå i stedet for soja, majs og andet foder, der er hentet ind fra det store udland.

I en tid, hvor verden åbenbart skriger på produkter med lavere alkoholprocenter, der kan jeg dog ikke forstå, at vi ikke oftere ser masken genbrugt indenfor bryggeriets egne vægge først. Der må være nogle muligheder for at skabe et marked for det, der på udenlandsk hedder small beer. Her genbruges masken og skaber en alkoholsvagere øl. Er udgangspunktet for den første øl kraftigt nok, hvad vi ser en del af i disse dage med både Triple-IPAer og de kraftige, søde Imperial Stouts, der går deres sejrsgang, så ville man måske endda kunne brygge en session-øl på resterne?

Hvis ikke en landmand slæber af med masken, eller der er så meget mask, at landmandsløsningen ikke er relevant, så kræver det også noget logistik, at få sendt masken videre. Der er grænser for, hvor længe en varm og fugtig masse kan ligge.

Og ovenikøbet! Hvis masken skal bruges som ingrediens i et produkt, der produceres kontinuerligt, så kræver det også noget ensartethed. Mange bryggerier synes i dag lidt strengt sat op, nærmest kun, at skyde nyheder afsted. Hvad kan det bruges til, hvis aftageren skal kunne lave et ensartet produkt?

Kort før sommerferien havde Netto et tilbud på Agrain-chips, lavet på bl.a. mask – og af samme grund købte jeg en pose af hver smagsvariant. Ganske gode chips vil jeg gerne indskyde. Lækre, knasende og med et godt bid. Et produkt, hvor brugen af et restprodukt virkelig gav mening.

Jeg gætter forsigtigt på, at den mask, der bliver brugt til chipsene stammer fra produktion af Nørrebro Bryghus’ Bombay IPA. En øl, der produceres så meget af og så ofte, at masken er et ensartet biprodukt, der dermed kan videreforarbejdes til chips uden at der vil opstå de store udsving i resultatet.

Og det er jo fedt, at det kan lade sig gøre.

Men!

Er det i forhold til miljøet en bedre løsning end at servere dem for de lokale køer? Kan det miljømæssigt bedre forsvares, at lave chips på mask end på kartofler? Hvis ikke – går hele idéen så ikke af upcyclingsprocessen? Eller er det nok, hvis det økonomisk er en bedre løsning? Er det nok, at slutproduktet lavet på i dette tilfælde masken, smager godt? Bud på svar er meget velkomne.

Der er flere måder at tage masken i brug på. Jeg så for nyligt en amerikansk artikel, hvor det blev brugt til barley milk og også møbelindustrien har fået øjnene op for restproduktet. Dansk teknologisk institut har kreereret et materiale, der forener plastikaffald og mask eller kafferester – her brugt i en stol, der er designet af Eva Harlou.

Også restlagre af øl kan nu møde en bedre skæbne end kloakken. Vi har set det under lockdown, hvordan fadøl blev forvandlet til håndsprit. Idéen er dog også blevet brugt til indvortes konsum. Hos Fennec Spirits, der er Bad Seed Brewings destilleri, destillerede de en stak fadølskegs, der var ved at gå på dato. Resultatet blev lanceret som en grain brandy.

Der findes utvivlsomt mange, mange flere eksempler på, hvilke upcyclingsmuligheder der er med rester fra ølproduktionen. Nogle kan give en økonomisk besparelse, andre vil mindske belastningen af miljøet – og en del har potentialet til at gøre begge dele. Byd gerne ind i kommentarfeltet, både med tænkte og praktiske eksempler.

Klummen 52: Upcycling til øl

Jeg har i et stykke tid gerne ville skrive om upcycling indenfor øl. Det er en idé, der har rumsteret i mit hoved siden sommerferien. Men for at få på plads, hvad upcycling er for en størrelse, så er det nok på sin plads, at komme med en løs oversættelse af de indledende linjer om ordet fra Wikipedia.

”Upcycling er kreativt genbrug, der omdanner biprodukter, affaldsmaterialer og ellers ubrugelige eller uønskede produkter til nye materialer eller produkter.”

Det er med andre ord brugen af det, der ellers skulle have været smidt ud, til at skabe nyt.

Jeg vil her fokusere på, hvad der kan upcycles til brug i øl – og senere vende tilbage og tage et kig på restprodukterne fra øl og hvad de kan upcycles til.

Tanken er jo fantastisk. Tænk, at der er muligt, at skabe nyt liv og nye produkter ud af, i dette tilfælde fødevarer, der ellers skulle have været kasseret. Noget, der rammer lige ind i tanken om at begrænse brugen af ressourcer, med mulighed for gevinst for både miljø og økonomi.

Men det er ikke en mulighed uden udfordringer!

Lad os kortvarigt skrue tiden et par år tilbage til dengang, hvor alt var tilladt og alt skulle prøves af. Der var ganske enkelt ikke grænser for, hvad der blev puttet i øllene. Meget af det er nok ikke relevant for denne fortælling, men også kager blev der smidt i hobetal af i et utal af (primært) mørke øl. Og det er her, at det begynder at blive interessant.

For bagværk, både brød og kager, der skal kasseres, er der utvivlsomt nok af derude. Tænk, hvor meget bagværk, der ryger fra bagerens udstillingsmontre og i skraldespanden! Tænk, hvor meget ukurant bagværk, der må blive kasseret på de store industrielle bagerier!

Det kunne da sagtens bruges i brygningen af øl. Herhjemme har vi eksempelvis set et samarbejde mellem Jacobsen og bageriet Jalm&B, hvor man brugte brødet fra en stribe forsøgsbagninger til at erstatte dele af malten. Og det danskbaserede bryggeri Brøl arbejder målrettet på at producere øl og andet af overskudsvarer, bl.a. brød.

En mere bryggekyndig end mig vil sikkert kunne pege på flere problemer, men der hvor jeg ser den virkelige udfordring er, at man aldrig som brygger kan vide, hvad man får i hænderne.

Hvad bliver der til overs? Hvad bliver ikke solgt? Hvor meget bliver kasseret? Kunne der på forhånd svares på disse spørgsmål, så ville der også blive gjort noget for at reducere mængden af overskudsvarer. Jeg tænker, at det må betyde, at bryggeren – sagt på godt dansk – skal kunne hive en opskrift ud af røven når han/hun ser, hvad der er blevet leveret af bagværk.

Spørgsmålet er så, kan det gøres i en mængde, hvor det i forhold til økonomi, miljø og kvalitet kan betale sig. Eller er det kun på et niveau, hvor belønningen er den gode historie?

Lad os kortvarigt tage en tur sydpå til Svendborgsund Bryghus, hvor der bliver brygget Tøystrup Stout. En 6,8 % Stout, der er lagret på kaffegrums fra Tøystrup Gods, og – indskudt bemærket – en virkelig god øl.

Jeg spurgte Bo Abelgren Ehlers om han ville fortælle, hvor meget kaffegrums, der blev brugt til at lave øllen? Svaret var ét kilo pr. 500 liter øl. Det er ikke meget. På den ene side er genbruget bedre end at kaffegrumsen bare bliver kasseret, på den anden side kan det næppe miljømæssigt opveje den transport, der er af kaffegrumsen mellem bryggeriet og Tøystrup Gods.

Det er vigtigt for mig at indskyde, at Tøystrup Stouts brug af kaffegrums aldrig har været solgt som et bud på upcycling, men som en skør idé udtænkt af kokken på Tøystrup Gods. Med tanke på, hvor mange kopper kaffe, der sælges to go og to stay ude omkring, der er det dog ærgerligt, at det næppe bliver ølbranchen, der tilbyder kaffegrumsen en bedre skæbne end bare at blive slået ud i en sort affaldssæk.

Men er øllet den bedste skæbne for det der upcycles? Ville det ikke give mere mening, at give brødet til eksempelvis Fødevarebanken? Ville det ikke være miljømæssigt mere forsvarligt at bruge kaffegrumsen som kompost? Jo, måske, hvem ved? I forhold til bare at kassere det, der er øllet i hvert fald en bedre skæbne.

Verden er ikke sort/hvid – heldigvis. Eksemplerne i denne tekst er dem min fantasi kunne trylle frem, og så har jeg ikke engang rundet logistikken. Både brød og kaffegrums må have en stærkt begrænset lagertid.

Der er helt sikkert flere idéer og eksempler derude. Byd gerne ind i kommentarfeltet, både med tænkte og praktiske eksempler.

Lagersalg og tre nye øl fra Amager Bryghus

Lørdag d. 25 september er der lagersalg på Amager Bryghus. Samme dag frigiver Amager Bryghus tre nye øl - etiketterne kan du se nedenfor. Og skulle det ikke være nok, så holder deres naboer hos Drikkeriget også åbent den dag, hvor de både holder Zwanze-dag og frigiver Blåbær Lambik.

Læs mere om arrangementet her og om Drikkerigets del her.

Klummen 51: Mere er blevet mere igen

Det er et par år siden, at less lige pludselig blev more. Lige pludselig skulle man som øldrikker forholde sig til begreber som session og session strength, og den tilhørende diskussion om, hvad session egentlig dækkede over.

I det skjulte er jeg sikker på, at både værtshusejerne og bryggerierne klappede i deres hænder, for session-øl med deres lavere styrke betød også, at øldrikkerne kunne nå at få flere øl igennem deres hænder og svælg før virkningen sparkede ind. Flere øl = flere penge.

Som øldrikker var der heller ingen grund til at klage, der kom flere gode bud på markedet – og det var da egentlig en lettelse ikke at skulle føle sig påvirket efter bare to øl.

Less synes dog ikke at være more mere.

Efterhånden er det ved at være mere reglen end undtagelsen, at Imperial Stouts tikker ind omkring de 12 %. Hvor de dengang, da session-bølgen begyndte at rulle lå endog nogle procentpoint lavere.

Double-IPAerne synes også over de senere år, at få mere og mere fat i øldrikkerne. Og når man som jeg, engang imellem sidder og løber indholdet af diverse online ølbutikker igennem, så er det også meget tydeligt, at Triple-IPA efterhånden er ved at være en ting, sådan for alvor.

Også Gose, selvom den vel stadig er en nicheøl, synes at have fået et hak opad i styrke, hvor de for nogle år siden typisk lå på fire komma noget procenter, så synes de fleste af dem efterhånden, at blive brygget til at lande omkring de seks-syv procent.

Mere er altså ved at blive mere igen.

Jeg har ingen entydig konklusion. Øl bevæger sig som så meget andet i bølger. Varianter, tilsætninger, humler m.m. kommer og går. Det vi drikker i dag, er ikke nødvendigvis det vi drikker om et år. Enkelte øl rammer noget rigtigt, og bliver hængende, mange andre bliver sendt på markedet, dels for at fodre nyhedshungeren, men også for enten at hægte sig på en igangværende bølge, eller måske starte den næste.

Selv vil jeg ikke lægge skjul på, at jeg synes tidens typiske Imperial Stouts er nogle stygge, søde størrelser. Og jeg tror, at det er den sødme, der nu siver ud og forurener IPA-genren. Der er en målgruppe derude, der (sagt i al kærlighed) åbenbart helst vil tygge deres øl.

Sådan vil det være indtil den næste bølge ruller ind, så må vi se, hvad den bringer med sig.

Bryggeriloggen 28: Myrki Bryghus

Michael fra Myrki Bryghus har været så flink, at svare på de spørgsmål, der hører bryggeriloggen til. Myrki Bryghus kan følges her.

Bryggeriets navn?

Myrki Mikrobryg

Siden hvornår?

Vi startede i 2019, men har fra maj 2021 fået nye lokaler i noget vi kalder Myrki bryghus.

Fantombryggeri eller ”rigtigt” bryggeri?

Vi er et rigtigt bryggeri. Dog et meget lille rigtigt bryggeri.

Hvem står bag?

Det er mig, Michael Skovsholt Landerholm, som er ejer og brygger.

Hvordan kom det så vidt?

Historien om Myrki Mikrobryg begyndte i 2016, da jeg købte et helt nybegynder-hjemmebrygningssæt. Det blev en fantastisk hvedeøl, og efter det, var jeg helt solgt på at lave øl. Flere og flere venner begyndte at efterspørge øl, så jeg besluttede i 2019 at starte et lille bryggeri.

Jeg var heldig og fandt et lille lokale (6 m2 bryggelokale, plus 15 m2 lager) her i vores by, Mørke, som jeg kunne leje. Ret snart kunne jeg mærke, at jeg skulle have fat i et lidt større lokal, og gerne et sted som vi ejede.

Vi var heldige at finde et hus med mulighed for både bolig og erhverv, meget tæt på letbanestationen her i Mørke. Vi åbnede d. 8 maj 2021 og her har vi 80 m2, med plads til en lille butik/taproom, hvor vi kan afholde ølsmagninger.

Hvad er planen?

Jeg er ingeniør til daglig, men arbejder omkring halv tid med Myrki. Planen fremover er at det fortsat skal være et deltidsprojekt. Vores udfordring lige pt er, at vi konstant har udsolgt, så vi når ikke at få arbejdet et lager op. Vi producerer stadig på de gamle gærtanke på 150 L som vi startede med i 2019, men er lige nu i gang med at kikke på et større bryganlæg på 400 L, og i den forbindelse også større gærtanke.

Vores mål er ikke at producere en masse flasker og komme ud i en masse butikker. Myrki skal mere fokusere på lokale øloplevelser/events, fustager og små batches. Vi er også i gang med at undersøge mulighederne for en mere lokal produktion. F.eks. er vi startet med humlen, hvor vi i år laver test i lokalområdet med humleplanter.

Hvilke øl skal vi forvente?

Vi vil gerne prøve at lave alle slags øl. Vi har i dag en "standard serie" med omkring 10 øl i forskellige genrer. Planen fremover er at lave mere eksperimentelle øl. Jeg glæder mig personligt helt vildt meget til at jeg får tid til at eksperimentere med sour!

Hvad er næste træk?

At øge produktionen er det vigtigste lige pt, og det vi har mest fokus på.

Klummen 50: Men hvor længe? Åh, hvor længe?

 

Tilbage i foråret postede jeg et billede af en IPA fra Hjort Beer, der havde en holdbarhedsdato, der gik langt ud i fremtiden – som i to… to et halvt… år ud i fremtiden.

Egentlig troede jeg, at tiden var løbet fra IPAer med så lange levetider, men efter at være stødt på blandt andet en IPA fra Thisted, der var blevet sat fri fra bryggeriet med en bedst før dato, der lå to år ude i fremtiden, der må jeg sande, at sådan er det ikke.

Øl er en friskvare og IPAer er i særdeleshed en friskvare, så meget har vi da lært. Det gælder i hvert fald for de der pænt humlede varianter, jeg mistænker, at en del af dem, der læser med her, drikker fra tid til anden.

Men! Hvor stor forskel gør det egentlig med den klassiske supermarkeds-IPA. Kan man egentlig smage den store forskel på om en IPA er et halvt eller et helt år gammel? Et år eller to? Jeg er begyndt at tvivle.

Og lad mig lige understrege, jeg taler om den klassiske supermarkeds-IPA. Den der gammelskole, lidt for malttunge, unuancerede bitre størrelse, der åbenbart har en fanbase siden den stadig bliver ved med at dukke op i nye forklædninger.

I de nyere varianter med hvede, der kan jeg ikke forestille mig andet end at kroppen vil falde sammen før de to år er gået, men den klassiske supermarkeds-IPA? Jeg forestiller mig ikke, at de har den store mængde af delikate aromahumler, der hurtigt forsvinder. Så længe bitterheden bevares, så skal det såmænd nok gå.

Hvis dine smagsløg i udgangspunktet er tunet ind på, at en sådan øl smager godt, så tror jeg ikke, at du har din bevidsthed så langt nede i glasset, at du er opmærksom på, hvor vidt der er de store udsving i øllets udtryk.

Tanken har strejfet mig, at deponere en flaske eller to i kælderen, for at se hvordan de smager efter to år, men jeg tror ikke, at det er et eksperiment jeg egentlig selv ville gide følge til dørs.

Om den lange holdbarhedsdato er sat på for at glæde butiksbestyrerne, lagerbestyreren eller hvem det skal glæde, det ved jeg ikke. Som et vink med en vognstang om, at den smagsoplevelse, der venter i flasken ikke er langtidsholdbar – i overført betydning forstås – der kan man måske godt glæde sig, hvis man husker at gå udenom.

Nye øl fra Amager Bryghus til Amagerikanerdag

Den 14. august slår Amager Bryghus portene op til årets Amarkanerdag, der vanen tro byder på en stribe nye øl. 

Nedenfor kan du se etiketterne til de seks øl, der bliver lanceret. 

Personligt imødeser jeg med størst spænding Nosferatu og Sidesplitter, og synes indskudt bemærket, at Sorcerer's Lab etiketterne er noget af det fedeste labeldesign vi har set fra Amager Bryghus.

Læs mere om Amarikanerdag her.

 

Klummen 49: Ferietanker fra Fanø

 

Det var så Fanø nok for i år. Det vil sige: Fanø er et sted, det er svært at få nok af, så fik jeg buddet, så tog jeg gerne afsted igen. Men familien har afmønstret øen, og vanen tro var der øl fra Fanø Bryghus løst fordelt over hele ferien og med i bagagerummet hjem.

 

Der var en håndfuld af bryggeriets nye pilsner, der absolut er værd at gå efter, der var en håndfuld Mango Mussolini, som altid, der var et par stykker af den nye NEIPA It’s Always Sunny on Fanø og sørme om ikke også, der var en håndfuld af Seventeen Hours of Sunlight.

 

Hver og én af de oplistede øl repræsenterer det, som jeg synes er noget af det kendetegnende ved Fanø Bryghus – nemlig drinkability. Det er så befriende ukompliceret, at kaste en øl fra Fanø Bryghus i glasset. For det er aldrig overgjort, men altid afstemt.

 

Med hjem i bagagerummet var også en enkelt flaske af Økuller, der er en fadlagret Imperial Stout lavet i samarbejde med Beer Here. Den er også en slet skjult overgang til nogle af de tanker, som jeg gjorde mig, de gange jeg slog vejen forbi bryggeriet og drak en øl.

 

Fra serveringslokalet på Fanø Bryghus er der panoramaudsigt til selve bryggeriet. Én af de ting, der for mig stikker ud nede i produktionen, er mængden af tønder, der nu til overflod står snorlige arrangeret i et stativ beregnet til netop det formål. Sådan var det ikke for et par år siden. Her stod der højest et par tønder fordelt hist og her.

 

Jeg gætter på, at tøndernes nye orden og tiltagende mængde også er et tegn på, at der er blevet investeret i Fanø Bryghus. Bryggeriet skiftede hænder tilbage i 2018, og forandringen er tydelig. Der er blevet banket en stor udvendig terrasse op, der er blevet lavet et virkelig lækkert og indbydende serveringslokale indendørs og man har formået at skabe nogle rammer, der virkelig gør, at man som gæst godt gider tage en øl til.

 

Tænk, at man kan gå ind og blive mødt af duften fra mæskningen, der er i fuld gang et par meter væk. I mangel af bedre ord, så giver det oplevelsen et præg af autencitet.

 

Det er de synlige forandringer for gæsterne – og når man har gæstet bryggeriet, så tænker man også, at det er money well spent.

 

Når jeg lader mine ferieminder gå den vej, så er det fordi, at der var noget der slog mig.

 

Da opkøbsbølgen var på sit højeste for et par år siden, der blev der talt meget om udvanding af både det ene og det andet. Brand, produkter… you name it. Bevares, helt skæve var de tanker ikke altid, men der var en overgang, hvor penge var et fyord.

 

Når jeg gæster Fanø Bryghus, så ser jeg med al tydelighed de muligheder nye penge også fører med sig. Både til glæde for gæsterne, men så sandelig også de muligheder det giver bryggeriet internt. Det vil sige: Jeg bilder mig ind, at jeg ser det – for jeg ved det reelt set ikke.

 

Der er i hvert fald sket meget på bryggeriet i de år jeg har været feriegæst på Fanø. Men altså, kig forbi og se selv. Både Fanø Bryghus og Fanø kan anbefales et besøg.

Bryggeriloggen 27: Hazy Bear Brewing Co.

Bryggeriets navn?

Hazy Bear Brewing Co.

Siden hvornår?

September 2020

Fantombryggeri eller ”rigtigt”bryggeri? 

Fantombryggeri. Vi brygger næsten alt vores øl i og omkring Aarhus – på nær vores seneste NEIPA, som vi bryggede hos Ølsnedkeren i KBH.

Hvem står bag?

På nuværende tidspunkt er vi fire. Jeppe: Grundlægger, ejer og brygger. Han kommer med en baggrund inden for kommunikation og marketing, men har gennem en passion for vin og øl fundet vej til først hjemmebryg og siden kommerciel produktion. Sofie: Jeppes kæreste, som hjælper til med alt fra sparring til daglig drift. Simon: Medejer, står for online salg og andre tekniske ting. Freja: Art Director, skaber vores visuelle identitet og designer vores labels.

Hvordan kom det så vidt?

Hazy Bear Brewing startede i det herrens år (læs: Corona) 2020. Jeppe havde gået og brygget øl i en længere periode og var kommet til et punkt, hvor produktion i stor skala interesserede ham ekstremt meget. Han opsøgte Michael fra Humleland i Aarhus og begyndte i den ombæring at hjælpe til i bryggeriet og få erfaring med større anlæg. Jeppe fortæller: ”Efter at have brugt en del tid sammen med Michael smagte han noget af mit hjemmebryggede øl. Efter han smagte det, så opfordrede han mig til at springe ud i det professionelt”. Det var hos Humleland, at Hazy Bear Brewing bryggede sit første øl og nu har vi brygget 6 forskellige øl – med mange flere på vej.

Hvad er planen?

Lige så fjollede vi er med vores navne, lige så seriøst tager vi produktet. Vi brygger oplevelser. Der skal vores produkter både noget smagsmæssigt og visuelt. Vi leger rundt i et popkulturelt univers, hvor vi leger med navne og referencer. Det samme gør vi med smagene. Vi elsker at tage almindelige stilarter og kigge på dem gennem en kreativ prisme. Vi er alle fans af traditionelle stilarter, men det er innovationen der driver os. ”Kan den her kombination fungere?”, ”Hvor langt tør vi tage det her koncept ud” er tit nogle af de overvejelser, som danner grundlag for flere af vores øl siger Jeppe. Jeppe har altid været meget fascineret af sin navnebror, Jeppe, fra Evil Twin, som virkelig har vist, at øl kan så meget mere end vi går og tror.

Hvilke øl skal vi forvente?

I tanken har vi lige nu en Imperial Stout, som skal have en god røvfuld kaffe fra et Københavnsk risteri som vi collabber med - plus en masse kakaonibs. Den ene halvdel kommer direkte på dåse og den anden del kommer på Stauning Rye Whisky fade. Derudover kan man se frem til mere humlejuice, eksperimentende stilarter og lidt surt.

Hvad er næste træk?

Vi har konstant fokus på de gode råvarer og vil fortsætte med at brygge de lækreste øl i Aarhus. Vi er så taknemmelig for den store interesse og alle dem som støtter op om vores projekt. Vi har en drøm om at kunne brygge på vores eget anlæg engang i en nærmere fremtid, så vi kører videre og bliver ved med at vise, at Hazy Bear Brewing vil sætte Aarhus på det moderne øl-landkort.

Øllene fra Hazy Bear Brewing Co. Kan købes via deres hjemmeside.

Bryggeriloggen 26: The Many Worlds Brewing

Bryggeriets navn?

The Many Worlds Brewing

Siden hvornår?

Vi brygger første batch professionelt her i Juli 2021 men har kørt tests og forsøg siden 2018 som forberedelse til de øl vi vil lave.

Fantombryggeri eller ”rigtigt”bryggeri?

Vi er et ”rigtigt” bryggeri. Vi lejer tid på udstyr, men brygger selv og står for alt i processen selv, det er kritisk vigtigt hvis man vil lave det bedste produkt muligt.

Hvem står bag?

The Many Worlds Brewing er startet af Christopher Hower, jeg er brygger på Brus og for To Øl (også i To Øl City) til dagligt. Der stopper jeg dog for at kunne starte The Many Worlds. Derudover arbejder jeg deltid for Mikkeller Baghaven, hvor jeg brygger og hjælper med diverse opgaver. Jeg har været professionel brygger i mere end 4 år og har været hjemmebrygger i mere end 10 år.

Hvordan kom det så vidt?

Det er en ret lang historie for at være ærlig. Jeg bryggede mit første batch øl tilbage i 2004 da jeg studerede ”levnedsmiddel og proces” i gymnasiet. Det smagte forfærdeligt, men det var godt nok til at kunne analysere med gaskromatografi og andre spændende videnskabelige processer, som var en del af eksamensprojektet. Siden den gang har jeg hjemmebrygget lidt løst indtil for cirka 6 år siden, hvor jeg købte mit eget udstyr.

Tiden gik og jeg begyndte at arbejde på ølbarer i København, særligt Taphouse og Ølbaren. Jeg havde altid en drøm om at have mit eget bryggeri en dag, men jeg vidste, at jeg ville have erfaring fra et rigtigt bryggeri før jeg ville gøre det.

Jeg fik et job bag baren på Brus på Nørrebro, hvor jeg havde tæt kontakt med bryggerne og begyndte at lære alt hvad jeg kunne. Jeg tog mit hjemmebryg med til bryggerne og fik feedback og stillede spørgsmål. Så kom dagen, hvor jeg kunne få et job i bryggeriet på Brus. Indlæringskurven var nærmest lodret og det var et meget hektisk miljø, men det var værdifuld viden.

Jeg startede som en ”cellarperson” dvs. en som laver CIP på tanke, kommer øl på fade, tørhumler osv. Derefter blev jeg assistentbrygger og derefter brygger. Jeg arbejdede også ude i To Øl City som er et af de mest avancerede craft-bryggerier i norden med et fuldautomatisk 80 hL BrauKon anlæg. I starten af 2021 fik jeg mulighed for at brygge på et anlæg, der mindede meget om det vi har på Brus i forhold til konstruktion og jeg vidste, at det var den mulighed jeg havde ventet på.

I al den tid jeg har hjemmebrygget, har det været med henblik på at blive professionel brygger, så alle opskrifter jeg lavede, var med henblik på at lave store batches og efterligne de processer man bruger på stor skala.

Det var ekstremt vigtigt at jeg kunne have 100% kontrol over processerne hvor jeg skulle brygge. Det vil sige vandbehandling, kontrol med gær, kontrol med opløst ilt, køleopbevaring af færdigpakket øl osv.

En af bryggeriets hovedfilosofier er kompromisløs jagt på kvalitet.

Hvad er planen?

Vi starter med at brygge på udstyr vi lejer tid på, men så hurtigt som muligt vil vi gerne have vores eget udstyr og lokaler. Vi starter med at fokusere på dåser og fade til de bedste barer rundt om i landet og måske udlandet.

Så hurtigt som muligt vil vi fylde forskellige fade med Imperial Stout samt forskellige typer mixed fermentation øl, så de kan få så lang tid i kontakt med træet som muligt før vi frigiver dem.

I fremtiden kunne et taproom også være fedt!!!

Hvilke øl skal vi forvente?

Hazy IPA’s er en stil jeg personligt er meget glad for og som jeg har brugt meget lang tid på at brygge og eksperimentere med, så den stil kommer til at spille en stor rolle i bryggeriet.

Derefter vil der være stor fokus på barrel aged Imperial Stouts og mixed fermentation øl af forskellig slags.

Mjød kommer også på tale senere hen.

Til november tager jeg 2 uger til Cantillon i Belgien for at være i praktik. Forhåbentligt længe nok til at lære nok til at starte et spontangæringsprojekt på længere sigt.

Hvad er næste træk?

Den første øl vi frigiver, kommer til at hedde The Fourth Astronaut. Det er en hazy Double IPA på 8.4%. Det er en øl, jeg har brygget mere end 20 gange på lille skala, så det har vi store forhåbninger til. Den kommer til at være brygget med Citra, BRU-1 og Nelson Sauvin.

Label artworket er lavet af Dean McKeever som laver labels til blandt andet Tree House og Vitamin Sea i USA.

Vi kommer den på dåse og fade til udvalgte barer til at starte med. Forhåbentligt kan vi holde et fedt releaseparty et sted i København, men det bliver annonceret når vi har en nærmere dato.

Vintage: Fanø Bryghus - Red Wedding 2018

Blank indrømmelse: Jeg var solgt fra første gang jeg smagte Red Wedding, der var en af den slags øloplevelser, hvor man bagefter står tilbage uden forbehold, men med et lille lumsk smil på læben. Det var en solskinsdag i sommeren 2018, på Fanø Bryghus, hvor jeg havde sneget mig til en fritime fra familien. Og det er den samme øl, der her er i glasset. 

Egentlig er der ikke meget, der taler for at Red Wedding skulle falde i min smag. Den er lavet med lactose og har siden været en tur på rødvinsfade. Det første, lactosen, er en uskik – uanset hvad! Det andet, rødvinsfadet, er en øvelse, der sjældent går godt. 

Flertallet af mine oplevelser med rødvinsfadlagret øl, har ikke været til den gode side. Og med tanke på, hvor meget rødvin, der produceres her på kontinentet – så ville vi også se langt flere rødvinsfadlagrede sorte øl, hvis det virkelig var noget, der fangende folk. Fadene burde i hvert fald være til at få fat i – men nej. De dukker op en gang imellem som kuriositeter, og så er det det. 

Kaffen skal vi heller ikke glemme, for det er der også tilsat Red Wedding. Det er jeg dog anderledes begejstret for i sort øl. Sort kaffe, ja tak. Kaffe med mælk, nej tak. Kaffe med mælk og en rødvinschaser – are you kidding me? Yuk! Men det fungerer her. 

Øllen er svært sort, fyldig og absolut ikke uden sødme. Den er ikke, hverken nu, hvor den har knapt 3 år på bagen eller som frisk øl, et inferno af livlige bobler. Den er sløv og tilbagelænet. Derfor er det også livsnødvendigt, at rødvinen giver den en lille dose syre, der gør, at den ikke bevæger sig hen i pastry stout-land, der af et eller anden grund er blevet en attraktion. 

For at holde den på afstand af det søde, for at lokken syren frem og for give den et frisk præg, så vil jeg også anbefale at servere den forholdsvis kølig. I takt med at flasken blev tømt, stod det mig meget klart, at jeg klart foretrak den kold’ish. I de lavere temperaturer har den kant og smager af mere, mens den forsumper en kende i retning af det anonyme i takt med at den nærmere sig stuetemperatur. 

Red Wedding holder stadig – også efter et par år i kælderen. Det er ikke lang tid siden, at årets udgave blev lanceret, så du kan sagtens nå at købe to stk. af 2021-udgaven. Én til nu og én til senere.

Vintage: Amager Bryghus - Green, Green Banshee 2016

Da Green, Green Banshee i sin tid blev lanceret, der var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle købe en ekstra til kælderen. Green, Green Banshee var intet sympatisk bekendtskab – faktisk var den nærmest vulgært intens og sprittet fra fadlagringen.

Green, Green Banshee var resultatet af et samarbejde mellem Amager Bryghus og Jameson, og havde fået sig en tur på friske Jameson-fade, der slet ikke var friske for de havde tidligere været brugt til Bourbon og sherry, men de var frisktømte om ikke andet, hvis jeg husker historien korrekt.

Jeg interviewede i forbindelse med samarbejdet Megan Hennesy fra Jameson, et interview, der kan læses her. 

Her i maj måned er det fem år siden releasen, og jeg tænkte derfor, at det var tid til at undersøge om Green, Green Banshee havde fået skruet ned for intensiteten og op for nuancerne. Det har den, men den kan stadig slå fra sig. Faktisk er den lidt af en mundfuld med sin vanvittige mundfylde.

Selve øllet er sort som satans egen eyeliner. Den smule brune skum, der skabes ved skænkning forsvinder i et tempo, hvor man tænker, at det ved, hvad der gemmer sig i dybet og derfor bare skal væk Der er dog stadig liv nok under overfladen til, at det ikke bliver den rene sovseservering.

Trods små fem år i kælderen har den stadig masser af bid og turen på whiskyfad står klart og tydeligt frem. I første omgang tolkede jeg det som noter af røg, men det er whiskyen, der viser tænder. Idéen om, at fadlagring runder øl gælder ikke nødvendigvis, når der tages whiskyfade i brug. Men så er det godt, at tiden kan bidrage.

Som øloplevelse hører Green, Green Banshee til i det-var-lige-godt-satans-klassen. Det er lidt som at drikke en krydsning mellem en indforstået joke og en hemmelighed – og i selskab med den seneste plade fra Arab Strap, der fik oplevelsen et ekstra twist af fuldendthed.

Følger du Stovt, og måske især for tiden, hvor de fleste indlæg på blogdelen er anmeldelse af vintageøl. Så vil du måske have spurgt dig selv, om der ikke er en overrepræsentation af øl fra Amager Bryghus blandt de vintageanmeldelserne. Det er er der, og Green, Green Banshee er et godt eksempel på hvorfor. Øllene fra Amager Bryghus ældes fantastisk og jeg har og har haft en langt højere succesrate med kælderoplevelserne fra Amager Bryghus end noget andet bryggeri. Skal du starte en ølkælder op, så vil jeg anbefale at starte med øl fra Amager Bryghus – så simpelt er det.

Klummen 48: Hvalernes exit

Jeg købte i sidste uge to Stormaktsportere. Det er en af de øl, der stod på min bucket list længe – altså, dengang jeg havde sådan en. En øl, jeg aldrig troede, at jeg skulle komme i nærheden af. Men! Nu lykkedes det så, en del år efter at jeg var holdt med at drømme søde drømme om den. Var den samme øl blevet lanceret i dag, så havde jeg næppe kastet hverken tid, penge eller opmærksomhed efter den.

Det fik mig til at fundere lidt over begrebet hvaler.

Du ved, svært tilgængelige øl. Typisk øl, der kun brygges en gang om året, fadlagrede øl og andet, der af en eller anden grund ikke bliver lavet i store mængder – og som kommer på markedet med buket hype i røven til en efterspørgsel, der er større end udbuddet.

For, findes de mere?

Selvfølgelig har folk, deres personlige hvaler. Øl de målrettet går efter. Men er de mere bredt eftertragtede hvaler, er de ikke skubbet ud i periferien.

Jeg mener, at svaret er ja.

Her er fire strøtanker om hvorfor.

Lad os tage et kig på Dark Lord fra Three Floyds. Den ville jeg fandeme gerne smage, dengang den var billedet på en uopnåelig øl. Da jeg så havde smagt den, der blev jeg ramt af et wtf-moment. For Dark Lord er intet særligt, den er blot endnu en øl. En ting som jeg tror er ved at gå op for de fleste øldrikkere. For enhver øl er blot endnu en øl, og i en verden, hvor der går 13 på dusinet af bryggerier, der vil der altid være noget, der kan gå i stedet for. Derfor er det unikke ikke særligt unikt mere.

Bourbon County Stout fra Goose Island er en anden hvalklassikker. Goose Island blev som bekendt opkøbt af Anheuser-Busch og siden gik der inflation i produktionen af Bourbon County Stout. Produktionen er blevet mangedoblet – og der er igennem årene kommet et utal af varianter af Stouten, lige som der eksempelvis er kommet en Bourbon County Brand Barley Wine. Med andre ord, bryggerierne går efter indtjeningen, øger produktionen og udvander på den måde hvalen indefra.

I forlængelse af det første punkt, så tror jeg også at hype og retorik spiller ind. Bryggeriernes måde at kommunikere på er gudskelov modnet igennem årene. Hvor alle øl engang var monsters og et spil på FOMO, der er det blevet dagligdag i kommunikation. Det er den gamle kommunikationsklassiker om igen, at når alt er noget særligt, så er intet noget særligt. Det har øldrikkerne også lært.

Vi har for nyligt set Amager Bryghus lancere flere fadlagrede øl i ret begrænsede mængder, der kun har været til salg på bryggeriet. Oplagt hvalmateriale, men sidst jeg så en video af bryggeributikkens udvalg, der var de stadig på lager. Det nægter jeg at tro, at de også havde været for en håndfuld år siden.

Det er gået, og går, hamrende hurtigt i øllets verden. At en øl ikke længere kan blive hevet op på en piedestal, bare fordi den kommer i et begrænset antal, det ser jeg som et modningstegn. Og når det er sagt, så glæder jeg mig til at smage Stormaktsporteren.

Vintage: Amager Bryghus - Double Black Mash 2016

Én af de ting jeg har lært i mit job som tekstforfatter er, at noget af det bedste man kan slå på er aktualitet.

Derfor virkede det oplagt, at grave en Double Black Mash årgang 2016 op fra kælderen og sætte et par ord på den, når nu Double Black Mash årgang 2021 bliver lanceret på Amager Bryghus på lørdag.

I må forstå, at det var simplere tider dengang. Double Black Mash kom kun i én variant, det vil sige etiketten kom kun i én farvesammensætning. Gråtoner naturligvis, for sådan var det da far var en lille pige.

Nu er der kun minderne tilbage. Og så den tomme flaske på bordet - og minderne om den. På én front tør jeg dog godt love, at årets Double Black Mash ikke adskiller sig fra årgang 2016. Flaskens indhold kommer til at være dundersort.

Da jeg åbnede flasken var der ikke så meget som antydningen af et lille pffft. Lidt liv var der dog tilbage i flasken, men boblerne i glasset var nærmest væk før de var kommet. Til gengæld var der masser af fedme i glasset, der var kaffe i glasset og der var noget, der tenderede et uendeligt mørke i glasset. Hvad der heldigvis ikke var, var sødme.

Meget mere er der egentlig ikke at sige om den. Double Black Mash anno 2016 er mørk og tung som november. Men hvis du sidder godt, og pickuppen lige er sat i pladens rille, så findes der ikke noget så tilbagelænet og storslået som en novemberdag.

Double Black Mash er en øl uden drama, men med volumeknappen næsten i bund. Den toner dog så rent igennem, at det er muligt at klare langt mere af denne kraftudladning end tilsvarende forsøg. En stille og roligt, uendeligt god oplevelse.

Svar på "Øl er noget rod"

Onsdag d. 31. marts postede Christian Andersen på sin blog Durst.nu indlægget ”Øl er noget rod”.

Indlægget rummer seks argumenter for at ølsalget er faldende, og når jeg læser det, så er jeg ganske sikker på, at ingen af de seks argumenter ville kunne finde vej til en top-6 over grunde til at ølsalget falder. Så dette indlæg er mit svar på Christian Andersens indlæg.

Indlægget ”Øl er noget rod” kan læses her.

Salget af øl er faldende – og gudskelov for det. At salget er halveret over de sidste 50 år vil jeg heller ikke stille spørgsmålstegn ved. Men i de seks afsnit Christian Andersen stiller op, der tager de fleste afsæt i craft beer-verdenen og som han selv skriver andetsteds, så udgør salget af ”specialøl” ikke mere end cirka 10 % af det danske ølmarked. Dermed udhuler han selv flere af de punkter han stiller op.

1. Øllets identitet flyder

2. Øl er blevet for mærkeligt

3. Øl har lav status

4. Bundniveauet falder for industriøllet

5. Ingredienserne

6. Bryggeriernes mudrede profil

Jeg vil for eksempel argumentere for, at punkterne 1, 2, 5 og 6 i Christian Andersens indlæg kun giver mening, hvis man befinder sig i en craft beer-boble – og de to sidste argumenter tvivler jeg på har betydning for de, der drikker Tuborg og lignende med velbehag.

Verden forandrer sig. Heldigvis! Da jeg i det meste af 90’erne passede et fritidsjob og et enkelt år på fuld tid som arbejdsdreng/arbejdsmand på det lokale teglværk, der fik jeg et indblik i, hvordan alkohol og arbejdskulturen plejede et usundt forhold til hinanden.

Harry havde altid to øl i sit net når han mødte ind klokken seks. Og gik til købmanden overfor fabrikken når den åbnede klokken syv. Så godt som alle drak øl til frokostpausen halv ni, igen til pausen kvart over ti og igen til middag klokken 12. Flere af gaffeltruckchaufførerne kom til arbejde på cykel, da de ikke ville være i stand til at køre bil inden for den af loven udstukne promillegrænse når de kørte hjem. Til trods for, at de dagen igennem balancerede tonstunge laste i flere meters højde. Og så blev der ved dagens afslutning også drukket fyraftensøl.

Jeg kom alle steder på fabrikken – og alle steder på fabrikken stod der tomme flasker. Selv ved kasseføderen, hvor leret blev smidt ned med en gummiged og ført ind til maskinerne på fabrikken. Vi taler en monstrøst støvet betonkælder fyldt op med en tung maskine, der larmende førte tonsvis af ler frem på et larvebæltelignende bånd. Alle steder blev taget i brug når der skulle drikkes øl.

Jeg er overbevist om, at teglværket ikke var noget særsyn i forhold til alkoholkultur på arbejdspladsen dengang. En kultur, der heldigvis kun tolereres på de færreste arbejdspladser i dag. I takt med at denne form for dagligdags alkoholkultur er ved at sygne hen, der har vi også set mange værtshuse forsvinde. Og igen, det er ikke en udvikling jeg ser som negativ.

Konkurrencesituationen er også en anden i dag. Vinen har gået sin sejrsgang ved middagsbordene – igen en udvikling jeg nødig ville være foruden. Hverdagsvin var uhørt for 50 år siden og udbuddet ville næppe kunne fylde flere sider i weekendens tilbudsaviser som det gør i dag. Rent statistisk, så er forbruget i dag seks gange større end for 50 år siden og dobbelt så stort som for 30 år siden. Og heldigvis for det, jeg ville da nødig skulle undvære et glas Riesling på terrassen.

Og så er der de stakkels teenagere, der skulle tygge sig igennem sig igennem sure, bitre øl for at få en buzz på. De er også så privilegerede i dag, at de i stedet kan få farverigt sukkervand med procenter. Om det er en positiv udvikling kan diskuteres, men at de vælger øllet fra kan de fleste nok forstå.

Synet på alkohol som et dagligdags fænomen har heldigvis ændret sig markant over de sidste år – og der er kommet langt, langt flere muligheder når man skal vælge, hvad man vil hælde i sit glas – heldigvis.

Alligevel forbliver øllet den danske nationaldrik, fordi den nu engang er den sociale smørelse, der binder venner og naboer sammen. Ordet håndbajer siger det hele – for den er lige ved hånden, og der vil den være førstevalget længe endnu.

Vintage: Evil Twin - Even More Jesus

Havde jeg fundet denne flaske Even More Jesus fra Evil Twin på en mark, så havde det nok været nødvendigt at få en arkæolog ind over for at vurdere, om der var tale om danefæ.

Det har jeg nu ikke. Jeg fik flasken foræret af den tidligere direktør på Fanø Bryghus, Claus Winther, i sommeren 2018. Som en art klenodie fra dengang, hvor Evil Twin blev brygget på Fanø Bryghus.

Even More Jesus blev første gang brygget i 2012, og jeg gætter på, at denne flaske er af den årgang. Så den er også et vidnesbyrd om tempoet i ølbranchen. Der er næppe mange Evil Twin-drikkere, der i dag er bekendte med, at bryggeriets øl en overgang blev produceret på en ø i Vadehavet, 12 minutters færgefart fra Esbjerg.

Jeg er ikke den store fan af Even More Jesus. Det er for tykt, det er for sødt, det er for meget – til mine smagsløg! Men det er omvendt en øl med lagringspotentiale, så derfor er det naturligvis interessant at smage, hvad der sker for en øl som denne, når den som nu har nået en formodet alder på otte-ni år.

Duften i flasken er sød i en grad, der grænser til det hysteriske. I glasset modererer duften sig, modner en smule og går nu over til noget brændt og sødt røget, der på det nærmeste karamelklistrer sig fast til indersiden af næseborene. Sødmen er der heldigvis kun i duften. Gudskelov!

Smagen af øllen er meget anderledes end jeg husker den. Det er klæbrig engelsk lakrids, der bliver understøttet af en karbonering, der nu kun er der symbolsk, men dog er der. Den er røget uden at være det, den er alt, alt for meget, og så alligevel helt tilpas. Det er et lakridsrodsshot, der har trukket lidt for længe. Det er en tyndbenet fond, hvor kroppen er væk, men smagen har samlet sig. Det er med andre ord intenst.

Det her er ikke den Even More Jesus du køber i butikken, det er noget helt andet, noget langt heftigere og i forhold til mine smagsløg, noget langt mere velsmagende. Trods sød duft, trods manglende krop, trods en smag, der i intensitet minder om en koncentreret bouillonterning, så er det her en af de gange, hvor 1 + 1 + 1 = 2 - og stykket går op.

Men det er fandeme lang tid at vente på, at en øl bliver mere end tålelig.

Bundfald fra flasken.

Klummen 47: Nyt brunt vand i klisterkanalsfamilien

Det er et modigt skridt de har taget oppe i Thisted, hvor de har udvidet Limfjordsporter-familien med Limfjords Ale, der er ved at finde vej ud i butikkerne.

Støt, men sikkert forsætter udbygningen af Limfjords-brandet, der nu ikke længere kun rummer fortolkninger af den ikoniske porter. 

På flaske er der foreløbig kommet den fremragende egetræslagrede variant, den fæle lakridsvariant og whiskyudgaven, der godt nok var begrænset til 20.000 flasker, men som vel kan tænkes at dukke op i en ny variant, hvis samarbejdet med Thy Whisky har vist sig, at være til glæde og gavn for begge parter. Og over dem alle svæver den originale Limfjordsporter stadig og udstråler urørlig ikonstatus som ”øllets gentleman”.

Fælles for dem alle gælder dog, at de alle har været fortolkninger af Limfjordsporteren. Nu er der så trådt en bastard ind i familien, der ikke fører den rene blodlinje videre. Én Brown Ale.

Potentielt farligt, fordi Thisted Bryghus risikerer at udvande deres måske stærkeste brand, men med et stærkt potentiale, fordi en ny øl, der er beslægtet med Limfjordsporteren automatisk vil blive mødt med mere opmærksomhed end, hvis der ”bare” dukkede en ny Brown Ale op fra Thisted Bryghus.

De lyseblå farver på etiketten udstråler ikke den samme rustikke nådesløshed som Limfjordsporterens brune etiket, men nu, hvor jeg endnu ikke har smagt den, der håber jeg stærkt på, at den har noget af den samme saft og kraft, der kendetegner Limfjordsporteren. Hvis ikke, så er der ingen rød tråd fra den ene øl til den anden i serien – og så kan Limfjords Ale hurtigt blive et selvmål.

Både kommercielt og som produkt.

Limfjords Ale kan dog sagtens vise sig at blive en succes – rød tråd eller ej.

Bliver den det, så tror jeg på, at vi ikke har set den sidste udvidelse at Limfjordsfamilien. Det tror jeg nu ikke, at vi har, uanset hvordan det går med Limfjords Ale. Det skal nok komme flere bud på, hvilke stilarter der blive lanceret med et ”Limfjords” først i navnet.

Mit personlige bud er, at det næste skud i bøssen bliver en tjekkisk inspireret pilsner.

Spørgsmålet er dog, hvor meget der kan bygges på før, at den klassiske Limfjordsporter går fra at være en ener, til at være endnu i flokken.

Som ved så meget andet, så har vi svaret til gode et stykke tid endnu.

Klummen 46: Den hårde seltzer kommer

Hvis 2020 var noget, så var det ikke ”year of the lager”, det var ”year of the hard seltzer” – i hvert bedømt på de amerikanske medier, hvor der er blevet skrevet stolpe op og stolpe ned om det fermenterede sukkervand, der også så småt er ved at snige sig ind på de danske hylder.

De store har fanget det. Carlsberg har allerede lanceret hard seltzer i et par smagsvarianter under deres Somersby brand, og Royal-Unibrew er på vej med deres version, hvis den ikke allerede er blevet lanceret.

I den lokale bottle shop har jeg også spottet bud på Hard Seltzer fra Omnipollo og Evil Water (Evil Twin), og for nylig meldte Amager Bryghus ud, at de også kommer med deres bud på genren. Godt nok som et bryg i begrænsede mængder, men lur mig om ikke det er testballon, der sendes op for at se om der blæser lune vinde omkring hard seltzer som en mulig udvidelse af sortimentet.

De væksttal, der kan læses for hard seltzer som produktgruppe på den anden side dammen er så voldsomme, at de vil kunne få enhver budgetansvarlig til at knibe en håbefuld tåre. Især i disse Covid-tider. Spørgsmålet er om de tal vil kunne kopieres til danske forhold - og er der en åbning for en ny produktkategori til de mindre danske bryggerier?

Blandt salgsargumenterne for hard seltzers er et lavere kalorieindhold, men vi har i Danmark ikke tradition for alkohol med lavt kalorieindhold som de har i USA med deres light-øl, som Bud Light, Busch Light, Millers Lite osv. Så findes det marked overhovedet i Danmark, eller kan det skabes?

Et andet salgsargument er ønsket om at kunne tilbyde et glutenfrit alternativ, men igen – i USA har langt flere bryggerier deres egen/egne bar(er), hvor det er fantastisk, at kunne sælge et glutenfrit alternativ af egen produktion med bedre dækningsbidrag til følge.

Oplagt ville det være, at spille hard seltzer ud som et alternativ til Bacardi Breezer, Mokai, Somersby og hvad de ellers hedder. Her kan de store bryggerier godt lege med i priskategorien, men har målgruppen til disse produkter interesse i at betale mere for et (måske) mere håndlavet produkt? Jeg tvivler stærkt på, at det er her, at de mindre bryggerier kan finde et kundeunderlag for deres bud på hard seltzer.

Men hvem er så målgruppen?

Kan et bryggeri opnå den samme hype omkring en ny hard seltzer, som det kan omkring en ølnyhed?

Første gang - måske, når bryggeridyrkerne lige skal se giraffen

Anden gang - tvivlsomt.

Selvfølgelig vil man kunne sælge hard seltzer. Som et ikke øl-alternativ på ølbarerne, når de ellers åbner igen. Som ready to drink. Som… hvad fanden ved jeg.

Men, hvor meget kan man sælge af det? Nok til, at tage det ind som en fast del af bryggeriets sortiment? Nok til at det kan afhælpe de Covid-ramte salgstal? Nok til at satse på det?

Måske.

Jeg er ret sikker på, at vi får svaret i år.

Vintage: Indslev Bryggeri - Sort Hvede 2013

Udløbsdatoen kunne allerede skrives i datid, da Mike, der dengang arbejdede for Indslev Bryggeri, forærede mig flasken med Sort Hvede. Der fulgte en kommentar med, at jeg qua mine eksperimenter med at lagre øl i kælderen måske kunne få noget sjov ud af den. 

Med en udløbsdato i februar 2014, tænker jeg at det ovenstående har fundet sted senere i 2014. Og mon ikke øllen er blevet flasket et års tidligere, altså i 2013 og derfor er omkring otte år nu? 

Det er også mest med tanke på en anderledes oplevelse, at flasken nu bliver åbnet. Med sine 6,5 % er den på papiret slet ikke kraftig nok til at have lagringspotentiale - og hvedeøl er generelt ikke et hit til kælderbrug. Der skyldes blandt andet nogle estere, der ikke er særligt langtidsholdbare og nogle hvedeproteinerne, der heller ikke er egnet til lagring. 

Bliver det en oplevelse efter bogen, så er det en tynd og smagløs øl, der venter. 

Det er en del år siden jeg sidst har drukket Sort Hvede. Jeg husker den som værende i den søde ende af de sorte øl – og som en ganske ordinær øl. 

Det er også en del år siden, at jeg sidst har fået en hvedeøl, men jeg er næppe den eneste, der har brugt hvedeøllen som gateway drug til noget andet end bare pilsnerøllet. I selskab med Fosters, Budweiser og lignende var hvedeøllene fra Franziskaner og/eller Paulaner nogle af de første importøl, jeg bemærkede på Faktas tilbudshylder. Hvedeøllene kunne noget dengang. De var et skub ud i den store vide ølverden, der så sidenhen bare er blevet større og større – og i takt med det er hvedeøllene kommet længere og længere væk. Bare ikke lige nu, hvor en aldrende en af slagsen skal testes. 

Duften er sød. Nærmest ikke til stede, men sød. Grundet øllets mørke farve er det svært rent visuelt at bedømme, hvor afpillet kroppen er. Skudt fra hoften gætter jeg på, at denne aldrende Sort Hvede er mere gennemsigtig end normalt – men det er et gæt. 

Krop er der intet af, smagen har også komprimeret sig til delelementer af det, der var engang. Det er ikke engang værd at tale noter, for det er i bund og grund bare harskt karamelvand. Og det er ikke noget jeg hverken kan, vil eller lyster, at drikke en hel flaske af. Alene eftersmagen er som at vågne uden at have haft tid til tandbørstningen aftenen før. 

Men det er sjovt at smage en øl som denne, det er interessant, det er fascinerende. Det giver noget at vide, hvad der sker ude på den anden side af den sunde fornuft. At trække en hverdagsøl som denne ud i ekstremerne, ved at lade den vente i knap og nap otte år. 

Så tak til Mike for tanken for alle de år siden.

Q&A 2021: Det Lille Bryggeri

Året er nyt, spørgsmålene er nogenlunde de samme som de plejer, men afspejler tiden vi lever i. Denne gang kommer er det René Hansen fra Det Lille Bryggeri, der svarer. 

1: Hvordan påvirkede Covid-19 bryggeriet i 2020? 

Covid-19 har påvirket Det Lille Bryggeri på utroligt mange måder. Det har været et meget hårdt år, som har krævet meget sved på panden. Jeg har hele tiden skulle forholde mig til nye situationer og udmeldinger. Finde nye salgskanaler og alternative løsninger på rigtige mange områder. Når det så er sagt/skrevet, må jeg også erkende at noget af det enorme arbejde, der er lagt i 2020 ikke kommer dårligt igen. Jeg fik mit øl rundt i hele Danmark via min egen ølbil, jeg fik nye små forhandlere og fik synliggjort mig via en masse virtuelle smagninger. 

2: Hvad var det bedste ved 2020 for Bryggeriet? 

Opbakningen og den feedback jeg får på det arbejde, jeg går og laver i dagligdagen. Dette er ikke kun lokalt, men fra folk i hele Danmark. Det sluttede jo også af med, at jeg blev kåret til Årets Bryggeri 2020 af Danske Ølentusiaster. 

3: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2021? 

Det bliver helt sikkert, at kunne navigere i kaos. Vi har en konstant usikkerhed omkring os, hvordan skal jeg takle den verden vi er i, prøve at forudse hvad næste step er. Derudover fortsat at være synlig, komme rundt i Danmark med mit øl, få afholdt en masse smagninger samt fortsat brygge øl af højeste kvalitet med en masse nyheder og spændende projekter. 

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2021? 

De danske bryggerier står som resten af verdens bryggerier med store udfordringer og en uvished om fremtiden. Det er og bliver ikke nemt at forudse hvornår og hvordan det hele åbner op. Det betyder, at de strategier man laver pludselig er kortsigtede og man skal være omstillingsparat. 

5: Hvem fortjener et skulderklap? 

Jeg har utrolig mange, jeg gerne vil give et skulderklap. Men uden min familie og venner var jeg ikke, hvor jeg er i dag. Jeg har haft mange hjælpende hænder igennem året for at kunne løse opgaverne ved at have et bryggeri med tilhørende butik. Derudover arbejdes der på ny hjemmeside, og dem der hjælper der fortjener også et skulderklap, samt Wordenskjolds Ølklub, som har hjulpet med at afvikle en masse virtuelle ølsmagninger. 

Til sidst vil jeg takke mine kollegaer for godt sammenhold og for at bevare optimismen i en hård og svær tid.

Bestil øl fra Det Lille Bryggeri her.

Q&A 2021: Fanø Bryghus

Året er nyt, spørgsmålene er nogenlunde de samme som de plejer, men afspejler tiden vi lever i. Denne gang er det Steve Rold fra Fanø Bryghus, der svarer. 

1: How did Covid-19 affect the brewery in 2020? 

Where to start… As a brewery that subsists largely on tourism and local island sales we were almost crippled by the nation-wide shutdown and border closings early in the year. While the cancelation of large gatherings and festivals was the right call from a heath and safety standpoint it was still a real kick in the pants for a brewery like ours that counts on providing a large portion of our yearly production to the dozens of concerts and festivals that are hosted on Fanø and the surrounding area each year. 

Throughout the first few months almost all of our staff was furloughed and our production slowed and shifted away from our standard releases and moved towards stronger beers that were designed for longer cellaring times. We just felt this was the best way to keep the brewery active until we had a clearer picture of just how the year would be unfolding. 

2: What was the best thing about 2020 for the brewery? 

Without a doubt it was the way that the Danish people responded and supported the brewery both during the shutdown and the weeks and months that followed. We were absolutely flooded with calls and emails from people either wanting to order our beer or just to know what they could do to help us. Once the brewery taproom was able to open again under the new restrictions we were completely humbled not only by the amount of people that made the trip out to have a beer with us but also by how understanding each person was about following the new guidelines. Almost every day this summer we had a line of people down the street waiting patiently to visit the taproom. That just isn’t something that happens on Fanø. 

3: What will be most important for the brewery in 2021? 

Even though the real answer is probably Covid related (how the world continues to deal with it and how those reactions trickle down to our part of the world) I’m going with something less depressing. The most important thing for our brewery in 2021 will be managing our production numbers and continue to work out the details of our growth. In August of 2020 we were able to install three new fermentation vessels and eight serving tanks for our taproom. This has put us in a great position to increase our production and better supply the rest of the country once it has opened again and we are looking forward to that challenge. 

4: What is the biggest challenge that the Danish breweries are facing in 2021? 

Again, the obvious answer seems to be how each brewery is able to individually navigate the pandemic and successfully come out on the other side. Covid is likely to take a large chuck out of everyone’s year once again and each brewery will have to bounce back against a unique set of obstacles and challenges. 

5: Who deserves a pat on the back? 

I would say that the people at Royal Unibrew / Theodor Schiøtz Brewing Co. / Anarkist Beer & Food Lab deserve recognition for their continued “Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning” series. When the first one launched it was a nice distraction for a lot of people in the country. Each tasting has been a great way to support a handful of Danish breweries you might not normally have the chance to check out. It also seems to have provided a clever socially distanced template which several breweries have since followed. No small amount of work goes into setting those tasting up which is evident in the final result. If you haven’t tried one yet I highly recommend them.

Q&A 2021: Amager Bryghus

Året er nyt, spørgsmålene er nogenlunde de samme som de plejer, men afspejler tiden vi lever i. Denne gang er det Henrik Papsø fra Amager Bryghus, der svarer.

1: Hvordan påvirkede Covid-19 bryggeriet i 2020?
2020 har virkelig været en roller coaster for Amager Bryghus. Som altid var starten på året langsom, men netop som vi skulle til at geare op til foråret og pumpe fadøl ud til barerne, blev vi ramt af Corona-hammeren. Normalt er ca. 50% af vores produktion fadøl, og det marked forsvandt overnight. Som i fuldkommen. Og det samme gjorde næsten al eksport, for nedlukningerne ramte jo store dele af verden samtidig. Så i løbet af en uge, mistede vi vel omkring 70% af vores omsætning. Det var noget af et chok, og en intern nødplan blev iværksat, hvori forlængede kreditter bl.a. blev forhandlet på plads og en hjemsendelse af et par medarbejdere blev nødvendigt for en periode. Heldigvis hjalp folketingets hjælpepakker nok til, at vi kunne beholde skindet på næsen. Da restriktionerne så gradvist blev løftet hen over sommeren, stod vi så til gengæld i den paradoksale situation, at ALLE ville have øl – og det naturligvis samtidigt. Pludselig kom der ordrer, også fra udenlandske kunder, som vi ikke havde hørt fra i årevis. Og lige der i et par måneder kunne vi have solgt alt øl to gange – mindst. Men det var med at nyde de gode tider, for som alle ved, så varede de ikke ved, og året endte i endnu en runde nedlukninger med de konsekvenser, det nu har.

Heldigvis er Amager Bryghus et velkonsolideret bryggeri, som ikke så let bliver væltet af pinden. Vi agerer økonomisk konservativt, så der stod heldigvis ikke et kobbel af bidske kreditorer parat til at flå halsen op på os. Derfor er vi her endnu, og det har vi til hensigt at blive ved med at være.

2: Hvad var det bedste ved 2020 for bryggeriet?
De døde perioder under Coronaen har givet os tid til at indkøre vores nye dåsetapper i ro og mag. Det betød, at vi havde nye og friske dåser klar netop som efterspørgslen satte ind igen. Og her kunne vi konstatere, at det nye format var populært fra day one – godt hjulpet på vej af vores illustrators - Simon Hartvig Daugaards – markante streg, som gør sig endnu bedre på den større flade, som dåserne tilbyder.

Et andet projekt, som vi fik bedre tid til, var vores fadlagrede øl, som vi fik kælet lidt ekstra for, hvilket virkelig gav pay-off i en særdeles positiv modtagelse fra kunderne, både af den nye Outlaws-serie, og så ikke mindst årets udgave af Double Black Mash og de nye varianter heraf. Bourbon-udgaven af DBM er lige nu den næstbedst ratede danske øl på Untappd – ever. Og beerbloggers.dk udnævnte serien til årets danske øludgivelse. Så det er da lidt af en tillids- og kærlighedserklæring.

Allerbedste oplevelse var dog, at bryghusets bedste støtter, rykkede endnu tættere om bryggeriet. Selv om vores release-arrangementer blev knastørre salgsdage blottet for hygge og smagsprøver, så kom der stadig mange mennesker. Og mange af dem sagde direkte, at de havde taget den lidt større tegnebog med, alene for at støtte os i svære tider. Også i bryghusshoppen til daglig er kunderne blevet flere og hyppigere. Og mange af dem er uhyre bevidste forbrugere, som ved at ingen virksomhed overlever hårde tider uden kundegrundlag. Det har været fantastisk og hjertevarmende at opleve en så direkte støtte. Vi har fantastiske privatkunder – og tak for dem!

3: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2021?
Normalt håber man jo på vækst og bedre tider, men konkret her og nu, så må barometeret være sat på overlevelse. Mange har haft en naiv opfattelse af, at ved nytår 2021, så forsvandt alle udfordringer som ved et trylleslag og verden blev igen smuk og rar. Lad os sige det, så det ikke kan misforstås: også 2021 bliver op ad bakke, og der skal virkelig knokles igennem for føden og for overlevelsen. Den benhårde konkurrencesituation i branchen er jo stort set uændret, og selv om nogle få bryggerier er bukket under, så vil situationen også EFTER coronaen være, at ølverdenen er karakteriseret ved ekstrem overkapacitet på et marked, hvor producenterne efter vores opfattelse er alt, alt for optimistiske med hensyn til, hvor meget specialølsmarkedet vækster – og i hvilken fart. Og dem som vi små skal stjæle markedsandele fra har altså nogle helt, helt anderledes markedsføringsbudgetter, hvor vi bare slet ikke kan være med. Og med et stort set åbent marked er, vore konkurrenter jo ikke bare danske bryggerier. Det er hele verden, hvor den samme overoptimisme tilsyneladende hersker.

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2021?
Se også spm. 3 – vores udfordring er den samme for de fleste andre bryggerier. Vi er glade for at kunne overleve ved den størrelse, vi har nu. Mange bryggerier, som har investeret i ekstrem ny kapacitet vil løbe ind i store udfordringer, hvis fuld udnyttelse af kapaciteten er den forretningsmodel, som deres overlevelse er baseret på. Vi ser allerede nu såkaldte mikrobryggerier smide produkter på markedet til noget, der ligner de rene dumpingpriser i ren desperation over bare at have noget i tankene.

5: Hvem fortjener et skulderklap?
Det gør vores solide og uhyre trofaste bagland, som bliver ved med at købe Amager, fordi de ved, at vi sjældent skuffer dem. Som målrettet går efter vores produkter på butikshylderne eller som gang på gang tropper op i al slags vejr og gider stå i kø på bryghuset, når vi frigiver nye øl. De som forstår, at et lille bryghus overlever ikke på ros alene, der skal omsætning i kassen. Lokalpatriotismen er stærk på Amager, og det er i sandhed noget vi oplever og er dybt taknemmelige for.