onsdag den 12. juli 2017

onsdag den 5. juli 2017

Poesibogen: Jonas Bæk, Hopster.dk

Hopster.dk er en ny podcast om øl, der foreløbigt er to udsendelser gammel. Min begejstring for projektet er så stor, at poesibogen denne gang er blevet udvidet med et ekstra spørgsmål, hvor Jonas Bæk, der står bag Hopster.dk får lov til at introducere podcasten. Vi stille om..

Hvad er Hopster.dk: 
Hopster.dk er en ny podcast lavet af Jonas Bæk, hvor fokus ligger på historien bag øllet, frem for at anmelde øl og sammenligne øl, for det er der nogle rigtigt gode blogs der gør i forvejen, bl.a. Stovt.dk. Det gør de meget bedre end jeg selv ville kunne gøre. Det som trigger mig, er dem som er formidlere af øllet såsom bryggerierne, brygmestrene, barejere og staff. Det er dem jeg godt kunne tænke mig at få i tale, og det er det jeg prøver på. 

Hvad er din yndlingsøl? 
Det er jo 50.000 kroners spørgsmålet, som jo er så svært at svare på. Med de helt utroligt mange øltyper der er, og endnu flere ølmærker og måder at brygge dem, så rykkes grænsen for min ynglings-øl hele tiden. Men min holdning er, at den bedste øl fås frisk og gerne på fad (fustage) og jeg har en svaghed for den helt originale fadøl, altså det som på engelsk kaldes for ”cask ale” eller ”real ale” som jeg blev introduceret for lidt over 10 år siden. Det er også ret frisk øl, som ikke har så lang holdbarhedstid. Her er mine fortrukne øl ”Harvey’s Porter” fra Harvey’s & Sons, ”London Porter” fra Fuller’s og ”Proper Job” fra St. Austell’s. Alle øl er brygget i England og bruger primært engelsk malt og humle. Men sidstnævnte er ud over at være engelsk, også en IPA, som gør brug af amerikanske humlesorter, så den typiske IPA drikker, vil kunne genkende nogle nuancer i denne øl. Fælles for disse øl er at de skal drikkes frisk fra cask, og her mener jeg at de skal drikkes lige efter at fadet er åbnet, allerede på dag to er der forskel i smagen. Men samtidig er det også øl som du kan drikke en hel aften, uden at din hals snører sig sammen i bitterhed eller at du for kvalme af sødhed. 

Hvad er din yndlingsøltype? 
Jeg er total fan af mørke øl som stouts og portere, men har en svaghed for den tørre pilsner. Jeg er begyndt at få øjnene op for IPA og de nuancer som der er i øllet. 

Hvor køber du dine øl? 
Jeg vil egentligt helts købe mine øl der hvor det er lettest for mig. Jeg går altid en tur forbi ølafdelingen i det lokale supermarked, for at se om der skulle være noget interessant. Det er dog desværre ikke så ofte at jeg støder på de spændende øl, men det hænder. Eksempelvis fandt jeg nogle dåser fra Stone’s i Fakta. Men ellers køber jeg mine øl på nettet og får dem leveret. Jeg bor i et område, hvor der ikke er det store udvalg af specialbutikker, så her kommer nettet ind som værende der hvor jeg køber mine flaskeøl. Mit fortrukne sted er dog på barer, hvor øllet er frisk og i rigelige mænger. Her er mine fortrukne steder Charlie’s Bar i Pilestræde og Lord Nelson i Hyskenstræde begge i centrum af København. Men det nyåbnede Tribeca Ugly Duck pizzaria/ølbar i Københavns nordvestkvarter lover rigtigt godt. 

Største øloplevelse? 
Som nævnt tidligere, er min favoritøl jo cask ale, så det er også i denne genre, at mine to største øloplevelser ligger. Den første cask ale jeg fik var en ”London Porter”, og denne øl har været en favorit lige siden. En ny verden af smage åbnede sig for mig, og jeg var solgt til (engelsk) stanglakrids, da jeg satte skægget i denne øl. Min anden oplevelse, var i januar i 2017, hvor jeg var med mit arbejde i London. Her fandt jeg en snedig lille bar i en gyde – her havde det en anden øl fra St. Austell’s på cask – nemlig ”Tribute Ale” en engelsk pale ale. Jeg har drukket mange ”Tribute Ale’s” igennem tiderne, men denne her var den første cask ale på engelsk jord, og den var så sindsygt frisk at jeg måtte have nogle flere – hurtigt. 

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 
Øl kan samle mennesker. Vi samles om en øl, uanset smag og sted, og så hygger vi. Det kan øl på et helt andet plan en vin kan. Og så kan det smage så ufatteligt godt.

tirsdag den 4. juli 2017

Vintage: Mikkeller Beer Geek Breakfast 2012

Jeg er ikke sikker på om flasken burde have været indleveret som danefæ, det er ikke i hvert fald ikke meget galt, at den serverede flaske Beer Geek Breakfast fra Mikkeller havde alderen til at ryge på museum. Den kom til verden på Nøgne Ø i februar 2012 og var sat til at skulle være bedst før januar 2017. Jeg er ikke fan af så lange holdbarhedsdatoer på mørkt øl, da det er de færreste af dem, der er i stand til stadig for alvor at byde ind efter så lang tid. Det var dog ikke tilfældet her. Trods fem år på bagen virkede flaskens indhold imponerende friskt. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor massivt den må have været humlet da den var pivfrisk. Man fornemmer en let falmen i smagen, men efter fem år er man imponerende langt fra den smag og de noter, der normalt bliver opnået når kælderen har været i brug så længe. Duften er røg, kaffe og efter lidt tid også sødlige noter. Smagen er brændt kaffe serveret med en massiv smagsintensitet, der nærmer sig overkill. En lagret øl af de bedre, selvom den på ingen måde var et studie i de kendetegn jeg normalt forbinder med lagret øl. 

onsdag den 28. juni 2017

Bryggeriloggen 16: Åben


Lidt før Kolding, i nærheden af Lilballe Skov, der har Johannes Karstoft og Philip Hulgaard åbnet bryggeriet Åben. Stovt spurgte om De ville udfylde de blanke linjer i bryggeriloggen, det sagde De heldigvis ja til.

Bryggeriets navn: 
Juridiske navn: Bryggeriet Hulgaard & Karstoft ApS. 
Markedsføres under brandet Åben samt ”Bryggeriet Åben” og ”Åben Bryg”. 

Siden hvornår: 
Juli 2016 

Fantombryggeri eller ”rigtigt”: 
Eget bryganlæg - kapacitet på 600 liter pr. bryg. 

Hvem står bag: 
Johannes Karstoft og Philip Hulgaard 
Hvordan kom det så vidt: 
Historien om bryggeriets tilblivelse kræver en vis baggrundsviden. Johannes og jeg er barndomskammerater og naboer - omend definitionen af nabo på landet er en anden end i byen. 

Johannes er til dagligt landmand og producerer blandt andet den type byg, som anvendes til at bygmalt. Jeg arbejdede for nogle år siden hos et stort revisionskontor i København, men havde brug for lidt luftforandring. Efter en længere rejse til Sydøstasien, hvor vi sad hjemme på sofaen og talte om rejsen med en øl i hånden, så kom vi på den idé, at vi selvfølgelig selv skulle prøver kræfter med faget. Ikke at vi havde særlig forudsætninger herfor, men som følge af vores forkærlighed for godt øl og vores gode venskab, så begyndte vi – som så mange andre – at brygge øl. 

Ølbrygning starter som en interesse og bliver en besættelsen - det kan flere vidst skrive under på - og inden vi så os om, så havde vi brygget så mange øl, at der skulle ske noget nyt. På det tidspunkt startede ideen om at lave et reelt bryggeri - vi har af flere omgange haft lyst til at starte en forretning sammen, men har aldrig fået gjort noget ved det. Her var noget som lå i så nær tilknytning til Johannes erhverv (hvor vi endda selv kunne producere nogle af råvarerne til øllen), og som interesserede os begge inderligt. 

Det betød at vi i juni, knap et år efter at vi startede bryggeriet, kunne åbne dørene til vores bryggeri: “Åben”. 

Vi hylder i alt sin enkelthed Åbenhed, derfor navnet Åben. Værende åbenhed omkring de øl som vi brygger, åbenhed overfor nye ideer og åbenhed over for andre. 

I Danmark har vi ét af verdens største bryggerier og også ét (måske to) af verdens mest anerkendte (mikro)bryggerier. Det er da fantastisk! Samtidigt er vi en af verdens førende landbrugsnationer. 

Vi ønsker med bryggeriet at udbrede kendskabet til øl, ølproduktion samt de bagvedliggende processer: produktion af byg, malt, humle, gær etc., alt det som bruges til at lave øl. 

Vi håber, at vi med tiden kan være med at drive den spændende ølrevolution, som der har været i Danmark de seneste 10 år. Med navnet Åben indikerer vi, at vi modtagelige og lydhøre over for nye ideer og initiativer, og at lige så meget tænker på, hvordan øl kan bruges i andre sammenhænge - f.eks. øl & mad, madmarkeder, ølarrangementer og festivaler. Senest deltog vi på majmarked i Kolding, hvor vi fortalte om, hvordan byg bliver til malt, der så bliver til øl. 

Endeligt så er kendetegnet ved øl, at det typisk nydes sammen i samvær med andre: om det er de gamle venner eller nye bekendtskaber, det er underordnet - øllen binder alle sammen. Hvor mange nye bekendtskaber har vi ikke fået over en dejlig kold øl. Med udgangspunkt heri så tænker vi på åbenhed overfor andre mennesker, bryggerier mv. 

Hvad er planen: 
Fredag d. 9. juni 2017 åbnede vi dørene, hvilket også var første gang, at vi havde gæster i bryggeriet. Bryggeriet er således i dets spæde opstart og planerne er derfor usikre - en ting er dog sikkert, vi vil gerne udbrede kendskabet til vores øl lokalt (det vil sige i Kolding). På sigt håber vi på at kunne åbne vores eget lille ølsted, hvor vi kan sælge vores og andet godt lokalt øl, og dermed være med til at udbrede kendskabet til øl, og de mange små vidunderlige mikrobryggerier, som vi har i Danmark. 

Hvilke øl skal vi forvente: 
Vores primære fokus er på humlede øl, og især de amerikanske af slagsen. Vi bevæger altså os inden for kategorien India Pale Ales (herunder de mindre bitre typer såsom NE-IPA) samt velhumlede Pale Ales. Vi har dog ikke planer om kun at lægge os fast på en øltype, og vi vil efterhånden som vi får prøvet nogle øltyper af udvide sortimentet. 

Hvad er næste træk: 
I de kommende måneder skal vi have bryggeriet op at køre, ud at tale med restaurationer, andre bryggerier og forbrugerne. Vi går en rigtig spændende tid i møde!

torsdag den 22. juni 2017

Bryggeriloggen 15: Sidekick Brewing

Foreløbigt er det blevet til to øl fra Sidekick Brewing, der blev en realitet tidligere i år. Jannik Sahlholdt, der står bag har taget sig tiden til at fylde de tomme huller ud i Stovts bryggerilog.

Bryggeriet navn: Sidekick Brewing.
 
Siden hvornår: Start 2017 . 

Fantombryggeri eller ”rigtigt”: Fantombryggeri. Første øl blev brygget på Brewski i Helsingborg, men bliver fremover brygget hos Braunstein på Køge Havn. 

Hvem står bag: Jannik Sahlholdt. 

Hvordan kom det så vidt: For cirka 14 år siden drak jeg mig til min første deltidsbartjans på Ølbaren, og siden har jeg arbejdet med specialøl det meste af tiden. Jeg har flere gange prøvet at komme væk fra øllet og få mig et ”voksenjob”, men vender altid tilbage til branchen. For nogle år siden accepterede jeg, at øllet er min skæbne, og at det er, hvad jeg brænder for. I slutningen af 2016 endte min deltagelse i det ølprojekt, jeg havde været en del af de sidste cirka fem år. Nogle rigtigt gode venner tog hånd om mig og fik mig til at tro på, at jeg også i fremtiden skulle være en del af branchen. Jens fra Spybrew har været en stor hjælp, både på det personlige plan og med at kunne afprøve ting på hans anlæg i Hvidovre. Marcus fra Brewski gav mig mulighed for at brygge et batch øl på sit bryggeri, selv om han ikke kunne følge med efterspørgslen på sit eget øl. Uden ham var Sidekick nok aldrig kommet i gang. Men en øl gør jo ikke et bryggeri, og uden Claus og Michael fra Braunstein og deres hjælp til fremover at kunne brygge på Køge Havn, så var eventyret hurtigt endt. Nu må tiden vise hvor det ender. 

Hvad er planen: The Mission is Beer og det er også planen. Øl nummer to LL Cool Ale er klar og Juicy Lucy, Sidekicks første øl bliver brygget igen om et par dage. Der er om kort tid en tredje øl på vej. Alle øllene skal sælge både på fad og flasker. I første omgang i Københavnsområdet, da jeg selv leverer det, men på sigt er planen, at det skal rundt i landet og også gerne til udlandet. Jeg har lavet en aftale med Beer Me i Sverige omkring distribution derovre. Og så må resten komme hen af vejen. Hvilke øl skal vi forvente: Første øl var en Session IPA, den næste var en APA og den tredje er planlagt til at blive en IPA. Hvad fremtiden ellers kommer til at byde på er svært at sige, men jeg har en drøm om på sigt at lave en kellerbier og har da også en del andre ideer. 

Hvad er næste træk: Det er at få etableret Sidekick Brewing på markedet og opbygge et netværk af specialbutikker, barer og restauranter, der vil føre øllet. Det lyder megakedeligt, men det er en nødvendig og naturlig del af at opbygge en virksomhed. The Mission is Beer og der er givet ”Order to go”, men missionen er først lige begyndt.

onsdag den 21. juni 2017

Vintage: Beer Here - Kremlin Crude 2012 + 2014

Kremlin Crude er en gammel favorit her på egnen, som dette uddrag af Stovts anmeldelse fra februar 2013 måske vidner om:

”..Duften er der ikke det store at fortælle om, men skummet burde virkelige foamfreaks kunne skrive bøger om - tykt som et panser, og som Rocky nægter det at lægge sig. De første par tåre var skarpe, humlen bed fra sig, men så skete der det, der sker når øl er allerbedst, hjernen koblede sig selv fra og i stedet for at fundere det store over hvad jeg drak, så drak jeg bare glassets indhold, mens tankerne kredsede lidt om gud, konge, fædreland og andre ligegyldigheder. Smagen er brændt, men ikke for brændt, og humlet, men ikke for humlet, og ellers er Kremlin Crude som der står skrevet på etiketten "sort og fed som råolie fra oliefelterne i det Kaspiske hav", eller det vi på Stovt kalder "en elegant øl med nosser". Om den kan anbefales? Skider paven i skoven? Anbefales!”

Af samme grund har der derfor også de senere år boet to årgange af øllen i Stovts underjordiske ølghetto, hvor øllet får lov til at leve en hengemt tilværelse indtil det skal indtages. De to flasker Kremlin Crude er født i henholdsvis 2012 og 2014, så vidt vides de eneste to gange øllet er blevet flasket (og brygget?). Som ovenstående anmeldelsesuddrag måske insinuerer, så er jeg fan. En tung sort øl med kant, det er lige som jeg prædiker, at det skal være, når jeg iklæder mig min præsterobe og forkynder Stovts ord for min menighed. 
Som antydet ovenfor, så er duften ikke det største kapitel i bogen om Kremlin Crude, af samme grund er der heller ikke den store margen forskellen mellem duften af de to øl kan bevæge sig på, og forskellen er da også minimal. Lidt lakrids, lidt tørrede figner und das ist alles. Noten af tørret frugt accelerer dog i 2012-udgaven mens den får lov at stå.

2014-udgaven er blødt karboneret. Øllen er også blød og tilgængelig, med let røg og tørret frugt i noteret i notefeltet, mens smagen af bitter chokolade giver den en perfekt afstemt kant. 2012-udgaven har langt mere smag, og er langt, langt, langt mere bitter. Humlen kan i den grad stadig smages, der er brændte kanter og en del lakrids. Jeg mistænker lidt, at opskriften er blevet rettet til imellem de to bryg. Jeg glemte at notere det, men de er så vidt huskes begge brygget på De Proef, så det er ikke fordi brygningen er blevet rykket, at forskellen er så udtalt. Man kan sagtens smage, at de går i samme retning, men forskellen er markant, og det er ikke forskellen i alder, der spiller ind her.

Begge øl smager stadig virkelig godt. Jeg vil ikke sige, at de har vundet det store på at blive lagret. Det er nok snarere lidt sangen om gyngerne og karrusellerne, hvor noget er vundet, noget er tabt, karakteren på øllet blevet ændret en smule, men den karakter de får uddelt står uændret tilbage. Der står endnu et sæt Kremlin Crude i kælderen, jeg vil krydse fingre for, at Beer Here får brygget et nyt batch snarest, så de to kan blive smagt op imod en frisk udgave.

mandag den 19. juni 2017

Nyheder fra ølverdenen

- Jesus fra Beerbay har besøgt det gamle bibellager på Amager og interviewet Henrik Papsø om dette og hint. 
- Norske Godt I Glasset har et kort interview med Kjetil Jikiun, der er trådt ud af Nøgne Ø og startet på en frisk i det græske. 
- Sidekick Brewing holder i morgen releasefest for LL Cool Ale, der bliver den anden øl i bryggeriets diskografi. Det går ned på Bootleggers Craft Beer Bar. 
- Hvis du har et par timer til overs tæt på hele tiden, så er det måske dig, der skal overtage Ølbutikken. Der søges en interesseret til at føre Istedgades originale ølmekka videre.

torsdag den 15. juni 2017

Amager Bryghus: Nye øl til Amarikanerdag 2017 pt. II

Amager Bryghus holder vanen tro Amarikanerdag i starten af juli, og i år er begivenheden velsignet med hele otte nye øl. Stovt præsenterede forleden de første fire af dem, her kommer de sidste fire.
Minor Axident: Imperial IPA 8% 
On the canned American version of this collaboration beer, Sam Cruz – the head honcho of our collaboration partner Against The Grain – babbles on for ages about the name Minor Axident, how it has no meaning and so on. Well Sam, after lines upon lines of insults from you, it has become clear to us, that the Minor Axident here was to even collaborate with you guys for a third time. Actually, we’re inclined to call it a major axident. However, we forgive you and we understand you. Having your lack of appetite exposed on the first beer we brewed together “The Great, Big Kentucky Sausage Fest” and then being humiliated in arm wrestling not once, not twice, but a dozen times. We understand your bitterness and we forgive you, Sam. We’ll be the bigger person here, and we meet your sarcasm and bitterness with nothing but peace, love…… and this wonderfully hoppy collaboration. Come visit again Sam. Bring Jerry. Bring Adam - and bring a case of Pappy VW. It’s time to rejoice in true happiness. Amen.
Piping Up For Peace: Dry-hopped Mosaic Single Hop Session IPA 4,5% 
Hailing out of Little Village, Chicago, and with a strict Irish background, the MacDunnes had been patriots since the day the first family member set her foot on American soil. Male MacDunnes had been volunteering for every war they possibly could. So, the day that young Garret turned 18 it was both expected and with a natural pride that he enlisted to fight for his country in the Vietnam war as part of the 1st Battalion, 9th Marines. As a private he was hailed through some of the fiercest battles of the war: Khe Sanh, Hamburger Hill, the Tet Offensive you name it – Garret was there. Wounded several times but strictly alive unlike many of his fighting compadres. Actually, he’d lost so many that his battalion was nicknamed “The Walking Dead” due to their extreme casualty rate. When Garret returned to Chicago after three years in hell, he was utterly disillusioned and soon became a very outspoken voice against the war. He was a prominent member of the anti-war movement, and taking up music he was famous for his long concerts for peace played on a mobile organ with a distinct Ray Manzarek inspiration. Part of his fame could clearly be attributed to the strange fact that he would always perform without pants, due to a severe skin rash he brought home from the war. This collaboration beer made with one of Chicago’s finest craft breweries is named in honor of this true American patriot and peace activist.
SigteBroad: Dry-hopped New England-style IPA 6,8%
Once Amager Bryghus and Trillium Brewing Co. had decided to do a beer together, some investigative brewer research started on both sides of the Atlantic. Trillium main man Jean Claude Tetreault (JC) came across the name of an old Danish type of bread called “Sigtebrød”, and we decided to aim for a beer with mostly the same ingredients as in this old style of bread. However, we wouldn’t be Amager if we didn’t dig a little deeper into the matter. It appears that the word “sigte” – in English “to aim” - can be taken back to the Viking era, where a “Sigtebrød” would be baked very hard as a substitute for a traditional longbow in areas where wood was scarce or even absent. After the victorious battle the Viking could then toast their bread bow on a traditional Anglo Saxon toaster. Illustrations of this bread bow have been found in several places in Ireland and Scotland, but not until recently did the confused archaeologists realize, what exactly was going on. Several hundred years later, Danish settlers in Minnesota brought the old Viking bread with them, and it soon gained widespread popularity. Also the bakery girls of blonde, Danish descent selling the bread, became popular to an extreme degree, and local Minnesotans soon nicknamed them “sigte broads” for their good looks. In some areas the baker even had to arm his sigte broads with a traditional Danish long knife to dishearten the most intrusive young, male bread costumers. All very weird, but indeed very true. This is a collaboration beer made with Trillium Brewing Co., Boston MA, USA
The Mortician: Imperial Stout 10,5%
Throughout the 18th century The Alistair Smythe Burial and Cremation Company had a thriving business based in Hempstead, Long Island NY. Immigrants brought in illness and disease galore, and personal hygiene was still not really regarded as anything other than a waste of time. Let’s be honest, people died like flies and the Smythe morticians had their hands full taking care of the dead. But with the 19th century approaching things were starting to change. Everyone who met the new owner – Alistair’s oldest son Walter - described him as the perfect mortician, compassionate and caring. But only Walter knew the blood red reality of the company accounts. The Long Islanders had started using soap, the roads were getting paved and even the immigrants seemed healthier. People simply didn’t die at the rate they used to. Walter, being a practical man, realized he had to make his own customers. Soon he had formed a band of nighttime gravediggers who would raid fresh graves and dump the corpses from a row boat in the narrow channels south of Oceanside. For years, the local police wondered about the numerous dead bodies that washed ashore on Parsonage Island and The East Channel Islands. But since they were impossible to identify and apparently missed by no-one the police quietly closed the case. Walter Smythe died a rich man, famed for his abilities with a row boat. A model citizen, and a much respected mortician. This is a collaboration beer made with Barrier Brewing Co., Oceanside NY, USA.

onsdag den 14. juni 2017

Vintage: Evil Twin - Imperial Biscotti Break 2013 + 2016



Det var en nyklassiker af de større, der kom i spil da vi for nyligt hev Evil Twins Imperial Biscotti Break op af kælderen i en 2013-udgave og satte den i stævne med 2016 udgaven af samme øl. Lad det være sagt med det samme: Imperial Biscotti Break er en øl, hvis succes jeg forstår nul, niks og nada af. Den er skræmmende sød og tæt på umulig at tygge sig igennem. Det er en øl af den slags, hvor jeg mistænker at ingen rigtigt har lyst til at indtage rollen som drengen, der peger og siger, at kejseren ikke har tøj på. 2016-udgaven er så intenst sød, at det nærmer sig det harske. Sødmen har følgeskab af en frugtig eftersmag med et diskret syrligt bid. Duften er fed og vaniljetonet, og meget ulig hvordan det plejer at være når man spiller forskellige årgange øl op mod hinanden, så er det den yngste af de to øl, der har den mest intense duft. 2013-udgaven vinder på at være falmet og dermed ramme knap så meget op i de røde felter på smagsbarometeret. Jeg havde virkelig set frem til denne smagning, men står fuldstændig af på Imperial Biscotti Break. Vi drak Imperial Doughnut Break ved samme lejlighed, og den gik forholdsvis rent hjem. Men det her..  fuck this shit.

tirsdag den 13. juni 2017

Amager Bryghus: Nye øl til Amarikanerdag 2017 pt. I

Amager Bryghus holder vanen tro Amarikanerdag i starten af juli, og i år er begivenheden velsignet med hele otte nye øl. Stovt præsenterer her de første fire.
Bees For My Honey: Rye Braggot 9%
One great thing about the craft beer world is how erratic it can be. To be completely honest, until just recently we had never even heard of Hermit Thrush Brewery – simply pronouncing their name proved a major challenge for most of us! But one day – out of the blue – we received an email from Joan Bulzacchelli and Victoria Banerjee from the brewing crew at Hermit Thrush, asking if they could join in on a brewing day at Amager since they were travelling Europe – half in private, half to visit breweries. As we only have the deepest respect for Vermont breweries we suggested turning the brewing day into an actual collaboration day, and a recipe was developed via email with one of the brewery’s masterminds Christophe Gagne. Bees For My Honey is a tribute to a product that is local to both breweries, a wonderful product that we both hold in high regard: honey! And it’s also a tribute to those wonderful buzzing little aviators called the honey bees. A friendly lil creature we have been taking for granted for way too long, only to realize that they seem to be abandoning us in recent years. We can’t blame them, but when honey becomes a scarce product, it may be too late to invite them back, because they just may have found a safer haven without pesticides and pollution. Save the bees – we need ‘em!! This is a collaboration beer made with Hermit Thrush Brewery, Brattleboro VT, USA.
Going Old School: Dry-hopped West Coast IPA 7,5%
These days it appears that trends in the craft beer world come and go faster than ever before. Beer drinkers with a fresh Untappd account will claim to be experts in craft only two months after advocating to anybody, who’d care to listen, that PBR was the hottest thing since beer floats. And they WILL demand new stuff, will insist on the lazy and dried out brewers to get their act together. And so we do…. Let’s talk IPAs. We’ve had the red ones, the white ones and the black ones. And now we hardly remember those styles anymore. At the moment it’s all about the haze, that lovely juicy haze. It’s great, it’s amazing, it’s wonderful. And in spite of all the bitching above, it is truly inspiring to be challenged, to be kept sharp. But then again, sometimes it’s also such a relief to return to a beer that you really feel for, a beer that has dug its own cavity in your heart. To a true hophead’s brewery like Amager such a beer is a West Coast IPA – a style that was itself new and innovative quite some years ago. So juicy and hop forward, with hops that bite. And when Jeff Bagby came by our brewery for a collaboration, it was a no brainer that a West Coast IPA should be born. Jeff with a past at Stone and Pizza Port and a hand in some of the juiciest IPAs out of California. Bagby Beer Company and Amager share the love for those potent hop bombs, and we’re not even ashamed to admit it. This is a collaboration beer made with Bagby Beer Company, Oceanside CA, USA.
Bordello Bandits: Dry-hopped India Pale Strong Lager 6,3%
It’s been said that Kentucky is one of only two American states to contain no natural gold deposits. None at all. However, 200 years ago, the local folks didn’t know this or they simply disagreed. Gold or not, in the year if 1812 a regular gold rush hit the small settlement of Bellevue, right on the Ohio River in Northern Kentucky. Within a fortnight, Bellevue outgrew neighboring boomtown Cincinnati just across the river. And with the steady influx of prospectors and no real plan of where to settle them, the town turned into a Klondike-like mess with cheap entertainment and even cheaper bordellos. But in spite of being cheap, word of the actual high quality of these bordellos spread far and wide, soon attracting a much less desired customer group known as the Night Riders or the Bordello Bandits. Most came from as far as Mexico, in horse gangs as big as 30 riders. Within just a few hours such a gang of bandits could ravage a fully equipped bordello in the middle of the night, causing rack and ruin. These racketeers would enjoy the pleasures of the establishment, but leave without paying a penny. According to much later historians this is where and when the desperate call for “The Great Southern Wall” was first heard from the citizens of the young state. A call to keep the Bordello Bandits back in Mexico where they belonged. This is all a great story, but is it also true at all? Well, due to the most recent trends in American society fact or fiction seems to be in equal regard. So, to hell with it – drink up and be merry, before the Bordello Bandits return. This beer is a collaboration with Ei8ht Ball Brewing, Bellevue KY, USA.
Mandarina Man: Tropical IPA 8%
Peter Prescott was born the youngest of 7 boys, son of a fruit picker in an orchard not far from Asheville in 19th century North Carolina. Not only was he last in line when the one daily meal was served, he was also small and weak. Peter soon realized that in order to survive he had to find his calories elsewhere. Fallen mandarins and mangos from the thousands of orchard trees became his salvation – quite literally. Peter calculated that most days 95% of his nutrition came from those fruits. And luckily Peter liked fruits. However, in his puberty things started to change for Peter. While his peers developed acne, Peter also had excrescences growing on his skin. Those were not pimples though, but small branches that would set ripe fruit during the night. Most annoying were the ones that grew out of his ears. Medicinal experts found Peter’s case very interesting, but lost interest as soon as they realized that no money would cover their interest. So Peter continued to wake up with branches sticking out from his body, and every now and then the pattern would be broken with an additional mango taking two days to be ripened out of his belly button. Peter was not a good orchard worker, weak as he was and fighting his daily abnormities. So when P.T. Barnums travelling circus passed through Asheville in 1860, Peter’s dad said a quick goodbye and sold him to Barnum’s side show for as little as 50 dollars. Peter however didn’t really mind and became famous as the Mandarina Man in many US states. Some claim he was even more famous than fellow English freak The Elephant Man. Later Peter married his long time love ‘The bearded lady” but the couple never had any children. Which might also have proven complicated. This is a collaboration beer made with Wicked Weed Brewing, Asheville NC, USA.

mandag den 12. juni 2017

Klummen 22: Fakta, Stone, ølpriser og specialbutikkernes udvalg

Debatten om supermarkedsøl er blevet tidens varmeste kartoffel efter at Fakta for nyligt annoncerede fire varianter af Stones IPAer på tilbud til 18 kroner stykket. Tilbuddet udspringer af det samarbejde, der er mellem Danske Ølentusiaster, Tid Til Øl og Fakta. Stovt mener på ingen måde, at det samarbejde er formålstjenesteligt i forhold til at skubbe folks ølvaner i den rigtige retning, men det bliver en anden dag, at det skal rundes. For i dag skal det handle om, hvem der sælger øllet og til hvilke priser.

Når jeg stiller mig op foran ølhylderne i den lokale Kvickly, så er der én øl jeg gider købe og det er Limfjordsporteren. Jeg gider ikke betale for de øl fra Ørbæk, Svaneke, Vestfyens m.m. der udbydes på hylderne. Det jeg forbinder med supermarkedsøl er en tam og middelmådig omgang, det ikke er værd at bruge penge på. Hvis jeg bare skal bruge et hurtigt ølfix, så ville jeg elske, hvis der var Stone på hylderne.

Og det tror jeg, der kommer nu!

Måske ikke hele tiden, måske ikke i Kvickly, men med slagtilbuddet i Fakta, der tror jeg også, at Stones danske distributør har valgt en ny retning i forhold til salgskanal. Og det forstår jeg godt. Fakta har over 400 butikker i Danmark. Hvis jeg har forstået det ret, så har hver butik modtaget én kasse af hver af de fire varianter til tilbuddet. Lav selv regnestykket, hvor meget øl det er og sæt så det tal op i forhold til, hvor mange specialbutikker, der tager Stone ind og hvor meget de sælger af det.

Stone kommer til at gå den samme vej som man har set øl fra Sierra Nevada, Founders, Brewdog m.m. gå. Alle har de øl i sortimentet, der nu stort set er overtaget af supermarkederne. For nylig er Punk IPA blevet fast vare i mange supermarkeder til en jævnlig tilbudspris på 30 kroner for en 66cl flaske, og det er den samme pris som man giver for én 33cl flaske ude i specialbutikkerne.

Specialbutikkerne skal selvfølgelig reagere ved at pille de omtalte øl ud af deres sortiment, eventuelt hele bryggeriets sortiment og finde noget andet interessant at sætte på hylderne i stedet. Jeg har stået i butik i rigtigt mange år, og man oplever jævnligt, at de store lige pludselig har varer fra ens sortiment som slagtilbud. Der er ikke det store andet at gøre end at rette ind, komme videre, finde nye varer de store ikke har og holde fast i sin service, sin viden og evnen til at formidle sine varer. For det er i sidste ende det, der skal få butikken til at overleve.

Lige så vel som jeg elsker at gå på jagt i specialbutikkernes udvalg, lige så glad er jeg for at se disse bryggerier på supermarkedernes tilbudshylder når jeg engang imellem bare vil have en øl, der smager nogenlunde anstændigt og ikke koster en krig. Og med de kvantum de nævnte bryggerier er i stand til at levere, der er supermarkederne nu engang bare et mere interessant marked. Importøren/distributøren skal sørge for omsætning til sit firma, og det gør han nu engang bedst ved at sælge masser af varer.
En ting er når supermarkederne underbyder specialhandlerne. Hvad når det er bryggerierne selv? I To Øls webshop sælges bryggeriets øl til noget der ligner 25% under markedsprisen. Hvilken interesse har specialbutikkerne i at føre dem, når de nu også fås væsentligt billigere andetsteds? Er det anderledes når det er bryggeriet selv og ikke en supermarkedskæde, der er afsender? Er det manglende respekt for forhandlerledet, at To Øl vælger at underbyde butikkerne, eller er det en del af en bevidst strategi om via lave priser selv at blive den største forhandler af egne øl? Eller er det måske bare ønsket om, at sælge sine øl til en god pris til kunderne, der er faldet uheldigt ud i forhold til andre forhandlere af To Øl? Jeg tvivler på det sidste.

Ingen tvivl om at pris er et parameter når det gælder øl. Og indenfor slutprisens rammer, der skal både bryggerierne, distributørerne og butikkerne finde ud af hvordan de bedst tjener penge. Og vi skal som forbrugere selvfølgelig støtte op om specialbutikkerne, der vil det gode øl, uden at nogen skal få ondt i røven over, at man vælger at gå på tilbudsjagt i Fakta. Stone er død for specialbutikkerne, lad os komme videre.

torsdag den 8. juni 2017

Svar på gæsteklumme 02 fra Christian Andersen, Danske Ølentusiaster

Stovt har modtaget et svar til dagens gæsteklumme fra Christian Andersen, der sidder i landsbestyrelsen for Danske Ølentusiaster.

Danske forbrugere af øl er meget forskellige fra hinanden. 

Forbrugere af øl spænder fra den almindelige nysgerrige forbruger til den radikaliserede ølentusiast. 

Den almindelige nysgerrige forbruger køber sine øl, hvor han eller hun kan komme til det, også i specialforretninger, men især i supermarkederne. 

Den radikaliserede ølentusiast, som jeg indimellem tilhører gruppen af, køber sig nærmest fattig i den nyeste nye øl fra det heldigvis stigende antal forhandlere af craft, herunder Brygshoppen i Kolding. 

Danske Ølentusiaster, i hvis landsbestyrelse jeg er medlem, er meget bevidste om diversiteten blandt øldrikkerne, men vi vil så gerne have flere forbrugere til at prøve nye varianter, nye kvaliteter. 

Men hvordan gør man egentlig det? 

Vi vil jo nødigt have, at en nybegynder udi øllets verden bliver banket bagover af en DIPA. 

I Danske Ølentusiater har vi bl.a. indgået et samarbejde med Fakta. Hver fjerde uge sælger Fakta tre øl, som er udvalgt af Danske Ølentusiaster i skikkelse af de udmærkede personer Poul Erik Deichmann og Martin Neve, også kendt som Tid Til Øl. Derudover anmelder Poul Erik og Martin øl til Faktas hjemmeside og til udvalgte hyldeforkanter. 

Fakta har 400 butikker. Deres ugentlige tilbudsavis udkommer i 1,6 mio. eksemplarer. Besøgstallet for Faktas hjemmeside er jeg ikke opdateret med, men mon ikke et par forbrugere læser den. 

Der er med andre ord tale om et ambitiøst pædagogisk projekt fra Danske Ølentusiaster. 

Den primære hensigt er på sigt at konvertere den almindelige nysgerrige forbruger af øl til ølentusiast. 

Hvis ikke Danske Ølentusiaster ikke også skulle samarbejde om godt øl til danskerne med supermarkederne, som står for det med afstand største salg af øl, ville foreningen nærmest svigte sin mission. 

At foreningens samarbejde med Fakta, som sælger ”vores” øl hver fjerde uge skulle medføre, at ølbutikker fra Gedser over Kolding til Skagen, skulle lide økonomisk under det, går over min fantasi. 

Nu kender jeg desværre ikke René Christoffersen fra Brygshoppen og hans talent for købmandsskab, men at han skulle returnere sine øl fra Stone, fordi Stone for en kort bemærkning er ”i seng med fjenden”, virker uigennemtænkt. 

Jeg er sikker på, at mange ølentusiaster fra Kolding og omegn, ikke mindst medlemmer af Danske Ølentusiaster, med glæde ville lægge vejen forbi Brygshoppen og købe sig fattige i Stone og andre gode øl fra den bette butik, når de har fået smag fra Stone, Orval, Mikkeller/Thisted, Belhaven, som forbrugerne har været så heldige at få en smagsprøve på for en kort bemærkning i Fakta.

Gæsteklummen 02: René Christoffersen (Beershoppen) - DØE, TTØ og Fakta

Gæsteklummen er tilbage. Denne gang med en kommentar til Danske Ølentusiaster, Tid Til Øl og Faktas ølsamarbejde fra René Christoffersen fra Beershoppen i Kolding. René har bedt Stovt understrege, at det er hans egen holdning og ikke butikkens.
Der har været en del opstandelse, angående Danske Ølentusiaster (DØE), Tid Til Øl (TTØ) og Faktas samarbejde om at bringe øl til folket. Jeg ser det nærmere som om de er på vej ud på et skråplan. 

Set fra et forbrugersynspunkt, er det selvfølgelig fantastisk, at kunne købe verdensklasse-IPA til 18 kroner dåsen. Ser man derimod på det fra et forhandlersynspunkt, er jeg ikke så sikker på succesen. Hvis den almindelige forbruger vænnes til, at kunne købe øl som eksempelvis Stone til priser, der ligger cirka 40% under butikspriserne, så tror jeg ikke kunderne vil flokkes til de små ølbutikker for at købe dem til normal udsalgspris når tilbuddet er væk. 

Problemet er, at hvor en lille forhandler som Beershoppen i Kolding måske køber 4-6 kasser ad gangen, der kan discountsupermarkederne aftage langt større mængder, og presse importørerne og bryggerierne langt hårdere på priserne. 

Jeg bliver irriteret, når jeg ser at Fakta sælger Stone IPA, som jeg synes er en klasseøl, til 18 kroner dåsen. Det er stort set vores indkøbspris. Hvis den tendens fortsætter, kan jeg ikke se, hvordan de små ølhandlere kan blive ved med at eksistere. 

Hvis meningen er, at DØE, TTØ og Fakta vil introducere den ”almindelige” øldrikker til lidt bedre øl, så mener jeg, at det er den forkerte vej at gå. Jeg mener ikke, at det vil skabe et større ølsalg i det lange løb. Er prisen først presset ned på discountniveau, så tror jeg, at det bliver svært at få den op i et rentabelt niveau igen. 

Det vil i det lange løb få indflydelse på den danske brygscene. Hos Beershoppen elsker vi at finde nye danske bryggerier, og føre dem i butikken. Det ved jeg, at der også er andre butikker rundt om i landet, der gør. Hvis de små butikker forsvinder, vil de små bryggerier ikke længere have et eksternt sted at sælge deres øl. Det vil ramme mange små bryggerier hårdt. 

Derfor mener jeg ikke man skal presse prisen, men i stedet sælge god øl til en fair pris. Det vil gavne alle mere i den sidste ende. Vi har i hvert fald returneret de sidste fire kasser Stone vi har modtaget, og forventer ikke at føre dem i butikken igen foreløbig.

onsdag den 7. juni 2017

Whisky: Gamma Brewing Ionize Double IPA vs. Glenturret 10yo

Det lugter måske lidt klichéfyldte filmscener det der med at kombinere øl og whisky, og der er da også krøbet mange dårlige actionfilm og westerns under huden på mig over årene, hvor ”a beer and a shot of whisky” er blevet bestilt af en machotype af den slags som tiden for længst er løbet fra. Men jeg har i et stykke tid tænkt på om det overhovedet giver mening at spille de to maltbaserede drikkevarer op mod hinanden. Kan de noget sammen? Eller vil indtrykkene fra dem stå i vejen for hinanden? Det er noget jeg vil prøve at eksperimentere med det næste stykke tid.

I dagens forsøg vil jeg lade en Ionize Double IPA fra Gamma Brewing byde et glas Glenturret 10yo op til dans. Glenturret er, hvis man ikke kender den, en fin husholdningswhisky, der ikke gør det store væsen af sig. Forholdsvis blød med et fint, forholdsvis diskret alkoholbid og en snert af grønne æbler. Ionize er ikke i den tunge ende af Double IPAer, den er frisk, hvilket gør den forfriskende bitter samtidig med, at den ikke er sindssvagt malttung. Det er længe siden, at jeg sidst har drukket Double IPA, og den er en positiv overraskelse af de større.

Video review: Ralfy - Glenturret 10yo

Jeg er ikke den store Double IPA-fan, det bliver for mig som oftest noget malttungt klister, men netop det malttunge tænker jeg vil kunne komplementere den rette whisky, der ikke buldrer og brager for meget med røg, alkohol med mere, men har en mere dæmpet profil med lidt frugtige noter. Og det er i det nabolag man finder Glenturret.
Hvad gør de så for hinanden?

Når jeg drikker Ionize først og skyller efter med en tår Glenturret, så oplever jeg at eftersmagen fra Ionize bliver forlænget, samtidig med at alkoholbidet fra Glenturret nærmest dør ud. Der kommer en frugtig eftertackling af smagsregisteret, der på en dårlig dag ville kunne give rent rødt, men som på dagen kun udløser en advarsel. Men det virker! Det fungerer godt sammen og de to elementer tilføjer en ekstra dimension til hinanden. Ingen tvivl om, at whiskyen ikke skulle have været meget kraftigere for at læsset ville vælte. Eftersom Ionize var en ubekendt, så har jeg været heldig, at begge komponenter var i den mildere ende. En kraftigere Double IPA ville måske have gjort et bedre job, og ville sandsynligvis også kunne danse med en kraftigere whisky.

Når jeg drikker Glenturret først så fremstår Ionize noget gumpetung og faded. Det er som om alkoholen fra Glenturret skygger for det Ionize byder ind med. Det er ganske enkelt bemærkelsesværdigt, hvor stor en forskel det gør, hvad man drikker først. Skal man eksperimentere, så er jeg efter denne omgang ikke i tvivl om, at man skal lade whiskyen følge øllet.

Øl og whisky kan noget sammen. Ingen tvivl dér! Men allerede efter dette første eksperiment er jeg ret bevidst om, at der skal gøres nogle tanker om, hvad man kombinerer, for ikke at risikere, at elementerne ikke stikker helt af i forhold til hianden. Og så alligevel. Måske de to elementer kan få nye ting frem i hinanden, hvis man sætter et lucky punch ind og sammensætter det forkerte helt rigtigt.

Én ting er sikkert: det her skal undersøges nærmere.

To ting er faktisk sikre, for der er heller ingen tvivl om, at Ionize er en af de bedste Double IPAer jeg er stødt på.

fredag den 2. juni 2017

Første flaskeøl fra Sidekick Brewing

Meget snart kan man for første gang få Sidekick Brewing sender LL Cool Ale på gaden. LL Cool Ale bliver en 5,5% APA, brygget som en hyldest til Jens Lynge Larsen, der står bag Spybrew. Øllen forventes tappet på torsdag (8. juni) og forventes ude i butikkerne hurtigst muligt derefter.

onsdag den 31. maj 2017

Klummen 21: Lad nu de stakkels ord være

Debatten om, hvad der er specialøl, hvad der er craft beer og hvad der er mikrobryg kører i det små igen, efter at Anders Kissmeyer knyttede ovenstående kommentar til et citat fra Tore Jørgensen fra Herslev Bryghus.

En debat, tiden for længst er løbet fra. Alle udtrykkene er alligevel så udvandede, at det ville omsonst, at gå ind og forsøge, at definere dem nu. Eksempelvis er Anders Kissmeyer ansat som Head of Craft Beer Creation hos Royal Unibrew. Ud fra titlen sidder man da med en fin fornemmelse af, hvad det dækker over. Men som begreb er craft beer tomt herhjemme. Når Craft Beer stadig giver mening i det amerikanske, så er det fordi at et ”craft brewery” forlængst er blevet defineret af Brewers Association, blandt andet ud fra kriterier omhandlende uafhængighed og størrelse. Den maksimale størrelse for et ”craft brewery” er de seneste år løbende blevet rettet til i takt med, at de definerede bryggerier har oplevet stærk fremgang. Bemærk, der står ikke noget om øllets kvalitet, begrebet handler kun om økonomi og kvantitet.
Man må formode, at mikrobryg er det der brygges på mikrobryggerier!? Modsat de andre begreber, så er et mikrobryggeri sprogligt defineret, og det som et ”lille bryggeri hvor der fremstilles øl i forholdsvis små mængder og ofte efter traditionelle metoder”. Men lille i forhold til hvad og hvor mange bryggerier kan du nævne, hvor der brygges efter utraditionelle metoder? Det er en tom formulering, der ikke kan overføres til noget brugbart.

Personligt mener jeg, at definitionen på en specialøl i dag er alt der ikke er en pilsner, men samtidig sagtens kan være en pilsner, hvis det ikke lige er en discount eller konsumpilsner. En anden ølnørd fortalte mig fornylig om fredagsbaren på hans job, hvor en kvinde havde antydet, at Albanis 1859 var en stærk omgang (5,2%), og var blevet mødt med svaret ”..det er fordi det er en specialøl, de kan godt være lidt kraftigere!”. En øl man ser knap så ofte, der ikke umiddelbart er en pilsner = specialøl. Specialølshylden er der, hvor du stiller flaskerne, der ikke står Tuborg, Carlsberg, Albani og lignende på. Det er det specialøl er blevet til, og som det andet er det hult klingende.

På falderebet synes jeg også ordet håndbrygget skal rundes. Det dukker også jævnligt op som noget særligt fint. Det falder nok ind i en tankerække, hvor håndbryg lugter af håndværk, håndlavet og andre fænomener, hvor den skabende kraft manuelt udøver sit håndværk. Er det bedre? Næh! Et moderne bryganlæg, der giver mulighed for at styre stort set alt, vil til hver en tid ramme tættere på det ønskede slutprodukt. Så kan det godt være, at computerstyring og mekanisering ikke lugter helt så salgsgasromantisk, men det giver bedre produkter.
I den efterfølgende debat til ovenstående citat rammer Per Nielsen hovedet på sømmet da han blandt andet skriver ”… At Royal Unibrew (og andre) bruger udtrykket Craft Beer, er bare en anprisning på linje med luksusleverpostej.” Den linje burde bryggerier tage til sig og arbejde ud fra. Det ville gøre alting nemmere, for hvad en luksusøl er, har skattevæsnet allerede defineret for os.

onsdag den 24. maj 2017

Klummen 20: Hvem står bag det du læser

Før vi starter så klik over på Oct.co og kig lidt rundt. En hjemmeside jeg personligt synes er både og indbydende og lækkert sat op, med en del artikler jeg umiddelbart gerne vil dykke ned i. Når du har snuset nok rundt, så prøv at klikke videre over på The Beer Necessities. Hjemmesiden er lidt mere knoklet i sit design, og artiklerne stikker måske knap så dybt, men sidder man alligevel og keder sig, så er der læsestof nok til at slå tiden ihjel med.

Nu kommer den vigtige del i form af spørgsmålet til 64.000 kroner: spottede du problemet med de to sider?

???

Svaret er, at begge sider er delvist ejet af underafdelinger til AB-InBev! Med mindre man tager sig til at læse ”about”-sektionen, så er det ikke umiddelbart noget, der skinner igennem, og næppe noget man ville mistænke.

I en verden, hvor ”fake news” er blevet et udtryk man hører så godt som hver dag, der er det skræmmende at tænke på, at vi nu også er nået dertil, hvor man skal tænke sig godt om når man læser nyheder om noget så jordnært som øl. For er der andet i det du læser end én nyhed, én anmeldelse, én omtale? I det jeg har læst på de to sider, der var der ikke umiddelbart noget, der fik alarmklokkerne til at ringe, og det er nok det, der bør få alarmklokkerne til at ringe.

Der skal ikke herske tvivl om, at det ikke er for sjov at AB-InBev spytter penge i disse sider. Der er selvfølgelig en underliggende agenda. Et sted nævnte, at hvis man gennemgik de forskellige lister over barer, der var værd at besøge, IPAer, der var værd at drikke osv., så ville man nok nå frem til, at bryggerier i AB-InBevs fold er overrepræsenterede. Tonny Russo hos Brew Studs rammer bulls eye og opsummerer det helt perfekt i sætningen ”.. there is a really slow sea-change underway from “drink this particular beer” to drink any kind of craft beer”. Mit eget fokus er på alt det, der ikke bliver skrevet. Flere sider, hvor der ikke er negativ fokus på opkøbene kan være en vigtig modpol til al den negative presse som opkøbene får fra de forskellige ølmedier, der er derude.

Det er helt sikkert en glidebane, at disse hjemmesider er kommet til. Et eller andet sted er der ikke noget nyt i den type medie. Mange detailhandlere har deres eget blad: Magasin, COOP m.fl., men her er det synligt, hvem afsenderen er og du er ikke i tvivl om, at de blandt artiklerne prøver at sælge dig noget.

Det er dog ikke alle, der gider lege med. Og det har givet en del opmærksomhed, at bryggeriet Beachwood meget klart har sagt fra i forhold til en artikel, der er blevet udgivet om bryggeriet på The Beer Necessities. Den slags sigen nej tak til gratis omtale er nødvendigt, hvis det skal blive klart, hvilke medier man ikke bør lege med. Det kommer dog næppe til at stoppe dem, for der er muligheder nok til at skabe indhold til en ølhjemmeside uden at man nødvendigvis behøver at involvere bryggerierne.

Det er åbenbart blevet med øl som det er med trafikken: Man skal huske at kigge sig for.

onsdag den 17. maj 2017

Bliv klogere på opkøb

Der har været skrevet urimeligt meget om overtagelser siden Wicked Weed blev solgt til AB-InBev for nylig. Ikke alt har været lige interessant at læse, og en del går i cirkler, men jeg har forsøgt at finde en stribe artikler frem, der på hver deres måde belyser problematikkerne i forbindelse med dens slags salg.

Good Beer Hunting – Watch the Hands, Not the Cards 
Skrevet af Chris Herron, der har arbejdet for flere af de store. Et godt indblik i deres tankegang og hvordan de arbejder.

En ældre artikel flere medier har fundet frem igen, der giver et fint indblik i, hvad der sker når man sælger. 

En anonym insiderfortælling, om hvordan det er at arbejde på et bryggeri, der er blevet solgt til det store (Er jeg den eneste, der synes det går fra plausibelt til megen rosenrødt efterhånden som man kommer igennem teksten?). 

En artikel om salget af Wicked Weed, der også rummer en vigtig påmindelse om, at Wicked Weed kun er, hvor de er, fordi der allerede var investorer udefra involveret. Hvilket også rejser spørgsmålet. Hvis ansigterne udadtil kun var minoritetsejere, havde de så noget at sige i forhold til salget?

Fin podcast, der i den første halvdel af programmet kommer godt rundt om emnet.

mandag den 15. maj 2017

Seks nye øl fra Syndikatet

Syndikatet sprøjter øl ud i disse dage. Havfruen og Baristaen blev sluppet fri i sidste uge. De fire andre bliver sendt ud i denne uge. Alle de nye øl vil kunne smages på Ølfestivalen i denne uge.
 

tirsdag den 9. maj 2017

Klummen 19: Fucking sellouts

Sidste uge fik nyhederne om, at Wicked Weed var blevet opkøbt af Anheuser-Busch InBev og at Lagunitas havde overdraget den anden halvdel af firmaet til Heineken mit Facebook-feed til at eksplodere. Endnu to bryggerier er nu ejet af store penge og en blanding af udbrud som ”sellouts” og ”WTF?” røg til tops på kommentarhitlisterne. 

Jeg må erkende, at jeg har svært ved at hidse mig op. En manglende ophidselse, der nok primært skyder i retning af Lagunitas. Jeg læste ”So you want to start a brewery – The Lagunitas Story” forrige år, og den er i bund og grund én lang økonomisk klagesang. At bogen i den næste reviderede udgave (skulle den komme), nu ender med, at Tony Magee vælger at indløse en formodentlig kæmpe check efter alle de kvaler han har gennemgået, er lige så overraskende som den lykkelige slutning i en feel good Hollywoodfilm. 

Mere interessant er salget af Wicked Weed, der har trukket større udbrud og overskrifter, blandt andet fordi Jester King efterfølgende offentligt har meldt ud, at de for det første ikke længere vil forhandle øllene derfra og for det andet trækker sig fra et fælles barrel blending projekt de to bryggerier havde gang i. Og de er ikke de eneste, for flere andre bryggerier er nu også sprunget fra samarbejde med Wicked Weed. 

Det er dels forståeligt, dels værd at applaudere, at man som bryggeri udviser integritet nok til at trække sig fra et samarbejde med en partner, der nu er ejet af et firma, der modarbejder de interesser man selv har. Og man skal ikke være i tvivl om, at Anheuser-Busch InBev gør, hvad de kan for at stå i vejen og besværliggøre hverdagen for konkurrenterne. 

I en branche, hvor relationerne er så tætte, må det kræve nosser at gå ud og offentligt slå hånden af en tidligere tæt samarbejdspartner. Samtidigt er jeg ikke i tvivl om, at det også er en kalkuleret handling, der har til formål at understrege, at Jester King ikke har i sinde at sælge ud, hvilket også stiller bryggeriet stærkere hos den kundegruppe, der efter salget nu siger farvel til Wicked Weed og skal finde et nyt sted, at bruge deres lommepenge. 

Når det er sagt, så synes jeg ikke, at man skal pege fingre af de bryggerier, der vælger at sælge ud. Mere eller mindre samstemmende hører man fra sælgerne, at salgene handler om muligheden for vækst og om at indfri ambitioner, det ellers ikke ville være muligt at indfri. At man har ambitioner gør ikke nødvendigvis én til en sellout. Da Ulrik Laursen i karrierens efterår skiftede OB ud med FCK for at skifte til en større arena, der blev hans hus og bil thrashet og han blev omdøbt til Ulrik Ludersøn og mødt med had på Odense Stadion. Når man shamer de bryggerier, der sælger ud, så er det den samme primitive fodboldmentalitet, der gør sig gældende, gudskelov under mere civiliserede former. 

Cirka samtidig med, at nyhederne om de seneste salg ramte i sidste uge, sad jeg og læste et gammelt interview med Roseanne Cash lavet i perioden omkring hendes fars (Johnny Cash) død. Om hvor meget had hun blev udsat for, da hun brød fra countrynormerne, om hvordan folk synes hun bragte vanære over sin fars minde og hvor meget hun mente, at de mennesker kunne ”go to Hell” fordi de følte, at hun skulle leve op til deres idé om, hvem hun var og skulle være. Et godt eksempel på, at man ikke skal lade sig fange ind af og begrænse sig af sit eget miljøs kodeks. Man skal følge sin egne drømme, ambitioner og overbevisninger, ikke andres, og det er uanset om man vil bryde ud af Jehovas Vidner, skifte til et konkurrerende hold eller sælge sit bryggeri. 

Vi skal ikke dømme, for bryggeriejerne har ret til at ville mere, men når vi står ved hylderne i butikkerne og ved barerne ude i verden, så er vi i vores fulde ret til at agere som forbrugere og vælge til og fra i forhold til vores overbevisninger, og hvem og hvilken tilgang til øllet vi gerne vil støtte økonomisk. Når butikker, distributører og barer skal købe øl ind, så er de i deres fulde ret til at vælge til og fra i forhold til deres overbevisninger, og hvem og hvilken tilgang til øllet de gerne vil støtte økonomisk. Og når bryggerierne skal vælge legekammerater, så er de i deres fulde ret til at vælge til og fra i forhold til deres overbevisninger, og hvem og hvilken tilgang til øllet de gerne vil støtte associeres med.