torsdag den 26. maj 2016

Poesibogen: Mads Jørgensen, Fermentoren Aarhus

Fermentoren var den første af de ølbarer, der med samme intensitet som en bibelsk plage er skyllet ind over det Aarhusianske de seneste år. Mads Jørgensen er i følge hans Facebookprofil owner & manager på netop omtalte sted, og det er i kraft af den position, at han i dag får lov til at levere svarene til Stovts poesibog. Vi stiller om...

Hvad er din yndlingsøl? 
Den næste! Det er måske lidt bøvet, men samtidig er det også fjollet, at skulle have en så statisk holdning til én øl, når der nu er så mange gode øl derude.. og der kommer flere til hver dag! Jeg bliver ugentligt forbløffet over hvordan danske og udenlandske bryggerier bliver ved med at rykke sig. Jeg tror, jeg vil blive ved med at lede efter min "yndlingsøl" til den sidste tår jeg tager. Og heldigvis da. Men, hvis du presser mig vil jeg sige at jeg er meget imponeret over den måde som Svenske Omnipollo leger med mundfylde og koncepter på. Det er dejligt skørt og passer lige til mig. Og så er det som regel pissegodt øl 

Hvad er din yndlingsøltype? 
Hmmm. Dem som kender mig fra Fermentoren ved at jeg i lang tid haft en svaghed for Saison. En simpel go-to øl-type, der altid leverer lidt ekstra pga. gæren. Den største forskel de to barer imellem er nok, at jeg nærmest konsekvent altid har haft en Saison på tavlen. Til sommer laver vi også et Saisonevent med en 6-7 Saisoner på fad samtidigt.. Too much?? ;-) Jeg må nok også lige indskyde, at en ugegammel IPA, frisk og balanceret.. Dét er en gudedrik! 

Hvor køber du dine øl? 
Jamen som regel på bar som research. Siden vi åbnede baren har der ikke været megen tid til personlige indkøb. Jeg får desuden rigeligt med øl i det daglige ;-) Men med den nye bottleshop FLASK, der er åbnet i Aarhus, kan det dog godt ske, at jeg begynder at samle til bunke igen. Udvalget ser rigtig godt ud i hvert fald. 

Hvad er din største øloplevelse? 
Min første store oplevelse var Bruxelles til en ølfestival. Men min største øloplevelse.. Den sker en 3-4 gange om året. Nogen gange finder man bare sig selv siddende med et pragtværk af en øl og kan ikke forstå hvordan noget kan smage så godt.. Det er en oplevelse og en wow-følelse jeg jager konstant og noget som jeg tænker enhver ølnørd kan nikke genkendende til 

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 
Jamen den der Wow oplevelse når man sidder med en rigtig god kop øl. Og så fungerer øl jo også som socialt smøremiddel. Det hele bliver lidt sjovere med med et par bajere indenbords. Men vigtigst er nok den brede variation i smag som øl kan tilbyde og som jeg ikke har set i andre drikke. Farve, mundfylde, alkoholstyrker, tilsætninger..etc Der er ikke så mange dogmer indenfor craft beer. Og det passer mig rigtig godt!

tirsdag den 24. maj 2016

Klummen 08: Albani Mosaic IPA

12. april lagde Albani fra land på Facebook med den første teaser for deres nye øl. Det blev til et par opslag mere brugende antydningens kunst, før bryggeriet 8. maj løftede sløret for, at indholdet i flasken var Albani Mosaic IPA.

Der er i sig selv intet nyt i, at der kommer en ny IPA på markedet. Med det tempo, der for tiden lanceres nye øl i, vil det knap nok være en tilsnigelse at sige, at det sker dagligt. Der hvor jeg ser nybruddet, og grunden til, at Albani Mosaic IPA fik mig til at stoppe op, er at den er sendt ud som en Albani-øl, hvilket jeg synes er interessant.

Indtil nu er IPA fra de store/større bryggerier blevet sendt ud i verden fra de underliggende brands som eksempelvis: Schiøtz (Albani), Lottrup (Ceres) eller Carlsbergs Brewmasters Collection, men denne gang står der altså Albani på flasken.

Jeg tolker det således, at grænsen mellem, hvad der er specialøl og hvad der ”bare” er øl langsomt bliver udvisket. Man har været vant til, at mærker som Carlsberg, Tuborg, Royal og Albani har haft en Pilsner, en Classic og så en stribe sæsonbryg og guldøl, plus det løse.

Nu er turen så kommet til, at IPA skal inddrages som en standardøl. Nybruddet er på den ene side ikke større end at Royal har en Brown Ale i sortimentet, flere har mørke øl og Tuborg forsøgte sig tilbage i 2002 med at lancere en Tuborg Classic Hvede, men på den anden side, så læner alle disse øltyper sig op af noget klassisk, hvor IPA’en om noget vel er eksponenten for det der sker ude i moderne ølverden pt.

Jeg tog fat i Jesper Larsen, der er Brand Manager for Craft & Regional Beer hos Royal Unibrew for at høre hvad deres tanker om Albani Mosaic IPA er.

Vores analyser viser, at der efterhånden er kommet så mange typer af specialøl, at forbrugerne søger efter faste holdepunkter i kategorien. Det er netop, hvad der er sket med IPA. De fleste forbrugere ser IPA som en specialøl, men de har samtidig en ret præcis idé om, hvad de får, når de køber en øl af IPA-typen – også hvis de ikke har smagt den før. Den er blevet fast holdepunkt i specialøljunglen, om man vil. 

Vi har lavet en Albani IPA, fordi vi synes, at IPA-typen passer rigtig godt til Albani-bryggeriet og dets historie, og fordi vi kan se, at forbrugerne i stigende grad efterspørger IPA. Vi har simpelthen fået rigtig mange henvendelser både på Facebook og i andre sammenhænge fra Albani-fans, der gerne vil have en IPA fra Albani. 

Selv ser vi helt klart den nye Albani IPA som en specialøl, men det er selvfølgelig op til den enkelte.

En Albani specialøl? Men tanken om, at der i et broget og svært overskueligt marked kunne være brug for et fast holdepunkt når det gælder IPA, er nok ikke helt skæv.

Der har længe ikke været noget specielt ved specialøl, og lanceringen af Albani Mosaic IPA kunne være et skridt i retning af, at vi afvikler ordet specialøl og i stedet bare snakker om øl og lader de enkelte øltyper snakke for sig selv uden at smide dem ned i en overflødig boks. Man kunne håbe.

torsdag den 19. maj 2016

Anmeldelse: Abelgren & Ramvad 7

Da vi i sommers fyldte en stationcar og drog afsted mod Ristinge på det sydlige Langeland, hvor en af landets bedste strande fylder søsiden, mens man inde på land kan finde Abelgren & Ramvads bryggeriidyl i en gammel firlænget gård, der var det ikke min plan, at Abelgren & Ramvad 7 skulle få lov til at pynte i skabet så længe, men det gjorde den i en grad, at den gik et lille halvt års tid over dato. 

Abelgren & Ramvad holder korte holdbarhedsdatoer på deres øl. Et halvt år helt præcist. Tanken er at øl er en friskvare, men mon ikke også frygten for oxidering spiller ind, når der gøres brug af korkpropper? Sidste år dannede Abelgren & Ramvad 7 grundlag for et interview med Bo Abelgren om fadlagring, øllet har nemlig tilbragt tid på et fad fra Stauning Whisky. 

Der skulle en papegøjetang til at få proppen vristet fri fra flaskehalsens greb. Et problem jeg jævnligt synes, at jeg støder på med propforseglede øl. Måske Stelton skulle udvide deres samfundshjælper/proptrækker sortiment med en papegøjetang i matpoleret stål, så stram og tidsløst designet, som alle deres andre aggregater? Men afproppet blev den. 
Ude af flasken holder øllet en fin mørkebrun farve og et fornuftigt skum. Indledningsvist er karboneringen lidt til den heftige side, men med 70cl i flasken og 10,7% på etiketten ender det med, at der er rigelig tid til at den kan bruse af. Det første indtryk er lakridsrod, ikke på et vulgært lakridsniveau, men hvor andre har en overtone af kaffe eller chokolade, synes det at være lakridsroden, der her tager føringen. Lidt efter lidt træder noter af pibetobak frem. Lidt mere krop havde måske pyntet, for med sine 10,7% er det absolut ikke en bombastisk øl, men omvendt giver den middelfyldige krop også øllet en friskhed og lethed, der gør, at man ikke går kold i den. 

Jeg skulle lede en del efter fadpræget, og det tog halvandet glas før jeg kunne placere det. Et sprittet præg i ganen, som jeg indledningsvis mistænke var en spirende oxidering, stod langsomt klarere og klarere frem og viste, hvad det virkelig var. Jeg tror man har gjort ret i ikke, at lade det fylde mere. 

Abelgren & Ramvad 7 er slet ikke det samme monster, som eksempelvis den serie af Black Beast Ghost Brewing havde ladet indtage Stauning fade, og sendte på markedet cirka samtidig. Den er sin egen. Den benytter sig af antydningens kunst i stedet for at overfalde sanserne. Det var ikke en øl jeg ville parre med mad, men i stedet ville jeg lade den spille op mod et glas Young Rye fra Stauning Whisky, og lade den diskrete note fra fadpræget spille op mod den mere intense alkoholoplevelse i whiskyglasset. 
Der står også en Abelgren & Ramvad 7 i kælderen, der tror jeg ikke den skal stå i lang. Den smager virkelig fint nu, og risikoen for at lade den stå for lang tid gider jeg ikke løbe med så fin en øl. Det tog en times tid at tømme flasken, og jeg var efterfølgende behagligt tilfreds med oplevelsen, der holdt et højt niveau hele flasken igennem. 

Efterhånden har jeg fået smagt over en håndfuld øl fra Abelgren & Ramvad, og bortset fra lidt startvanskeligheder, så holder de et godt og højt niveau, hvor man ikke udfordrer ekstremerne, men laver øl, de fleste vil kunne gå til, uden at kvaliteten ofres på den konto. Som det er nu, laves der cirka et bryg om måneden, hvilket ikke er meget. Når man har smagt øllene fra Abelgren & Ramvad, kunne man godt ønske sig, at Bo Abelgren fik lov til at brygge godt øl lidt oftere.

onsdag den 18. maj 2016

Klummen 07: Samarbejde og samarbejdsbryg

CBC er just overstået, og har man fulgt med på de sociale medier, så vil man vide, at blandt andet Amager Bryghus, Alefarm Brewing og Dry & Bitter Brewing Company fik lavet samarbejdsbryg med udenlandske bryggerier, der var i byen af ovenstående grund. De bryg er blevet undfanget i forlængelse af, at Mikkeller for halvanden måned siden var ude og spørge, om tiden ikke var løbet fra samarbejdsbryg. At samarbejdsbryg er oppe i tiden, passer som hånd i handske i forhold til de to øl som jeg har gjort mig nogle tanker om på det seneste. 


Mikkellers udmelding, eller spørgsmålstegn om man vil, om hvor vidt tiden er løbet fra samarbejdsbryg, faldt mindre end en uge efter, at Beer Geek Limfjordsporter var blevet varslet i nyhederne. Teksten fra Mikkeller fokuserer meget på det håndsværksmæssige, og det argument der går igen og igen når man taler samarbejdsbryg med bryggerierne. Nemlig, at et samarbejdsbryg er en erfaringsudveksling bryggerne imellem. 

To øl, der er aktuelle for tiden, har begge to navne med i omtalen af produktet. Dels Beer Geek Limfjordsporter, der er et samarbejde mellem Mikkeller og Thisted Bryghus, og dels Jacobsens nye Porter, der benytter sig af røg malt fra Stauning Whisky. Samarbejdet i disse bryg tager ikke så meget udgangspunkt i de håndværksmæssige aspekter, men åbner til gengæld op for nogle markeds og markedsføringsmæssige muligheder. 

For et samarbejde er mere end bare vidensudveksling. Når Dry & Bitter Brewing Company brygger med Hoppin’ Frog og Alefarm Brewing med Drew Fox fra 18th Street Brewery, så er det også en blåstempling for de små, at de store gerne vil lege med dem, i det man må formode, at de ikke gider lege med hvem som helst. Resultatet af det er blandt andet en masse positiv omtale og en øl, der automatisk vil være ekstra interesse omkring. Netop den vinkling, at der er mere at hente end bare det håndværksmæssige, synes jeg er interessant i forhold til samarbejde mellem bryggerier, eller imellem bryggerier og andre. Jeg har kigget på to aktuelle eksempler. 
Beer Geek Limfjordsporter 
Samarbejdet mellem Thisted Bryghus og Mikkeller har allerede skabt massiv omtale, hvilket også må forventes når man parrer de måske to mest ikoniske sorte øl på det danske marked. Det virker også som lidt af et clash, når det lokalt forankrede, men bredt distribuerede Thisted Bryghus med over 100års historie på bagen, teamer op med Mikkeller, der er et strålende bud på, hvor langt man kan komme når man skruer en moderne ølvirksomhed sammen. 

Udover den allerede skabte opmærksomhed, så tror jeg, at begge bryggerier vil opleve, at de bliver eksponeret for et nyt ølkøbende publikum. Jeg tror ikke nødvendigvis, at den almindelige Thisted Bryghus kunde er dykket særligt dybt ned i det udbud, der findes af øl i dag, men omvendt ønsker vedkommende mere end bare den gængse konsumpilsner. For en del af dem vil mødet med navnet Mikkeller pirre til nysgerrigheden. Omvendt har Thisted Bryghus med lokale råvarer og økologi gang i så mange spændende ting, der er oppe i tiden, at de vil ramme ind i nogle af de værdier, der passer til det mere moderne Mikkellerpublikum. Med lidt held, så kan samarbejdet med Mikkeller også åbne op for opmærksomhed fra udlandet, en ting som Thisted Bryghus ikke lægger skjul på, at man er interesseret i. 

Spørgsmålet melder sig i forlængelse af Beer Geek Limfjordsporter også om Thisted Bryghus med tiden kommer med flere spinoffs på Limfjordsporteren? Sidste år blev Limfjordsporteren lanceret i en lakridsudgave, og nu samarbejdsbrygget med Mikkeller. Har man nordenfjords opdaget, at man kan tjene ekstra penge på et så stærkt varemærke som Limfjordsporteren, ved at nytænke den? Og kan man blive ved med, at lancere nye udgaver af den, uden at pille ved originalens ikonstatus? Svaret kan man finde hos Beer Geek Breakfast, der efterhånden er blevet lanceret i flere varianter end almindeligt dødelige kan tælle til. 
Jacobsen Porter 
I den nyligt lancerede Porter fra Jacobsen er der brugt røgmalt fra Stauning Whisky, hvilket man ikke burde være i tvivl om, hvis man ser reklamen for øllen. Her er der ikke tale om et samarbejde mellem to bryggerier, men tale om noget så simpelt som et råvareindkøb. Det er i bund og grund ikke interessant, men jeg tager virkelig hatten af, for den måde man har formået at bruge hinanden på. 

Jeg vil vove den påstand, at for den almindelige forbruger, der er Jacobsen pænt oppe i den høje ende af skalaen når det gælder øl. Det er pænt pakket ind, og markedsføringen emmer af klasse. At linke en af Jacobsens øl til Stauning Whisky, der har fået en masse positiv presse på det seneste, er virkelig godt tænkt. At man bruger røgmalt, der er tiltænkt whiskyproduktion vil på den almindelige forbruger uden tvivl tilføre porteren et touch af kvalitet. Porteren virker udefra set som et gennemtænkt produkt, for det er ikke bare en tilfældig whiskyrøgmalt man har brugt, det er en danskproduceret røgmalt fra et dansk whiskydestilleri, som mange vil have hørt noget positivt om på det seneste. Det er point lige ind på troværdighedskontoen til Jacobsen. 

Jeg vil næsten også vove den påstand, at det er Stauning Whisky, der vinder mest ved samarbejdet. Stauning Whisky står over for en periode, hvor de skal udvide markant, og i den forbindelse gør det ikke noget, at genkendelsesgraden i forhold til navnet Stauning Whisky ryger gevaldigt i vejret. Jeg tror, at ved at få brandet Stauning Whisky eksponeret via samarbejdet med Jacobsen, der rammer man lige ind i et kundesegment, hvor der er en stor chance for, at man fra tid til anden også køber whisky. 
Da jeg sidste år interviewede Alex Højrup Munch fra Stauning Whisky om, hvad de fik ud af, at levere tønder til bryggerier, der var svaret ”eksponering og synergi”. Det er det helt samme, der gør sig gældende her. Eksponeringen er tydelig, og Jacobsen er slet ikke et dårligt brand at blive sat i bås med, når man bliver omtalt. Set med mine øjne, der er det her samarbejde et af de bedst tænkte, jeg meget længe har oplevet.

Interview: Alex Højrup Munch om tønder, fadlagring og ølverdenen
Interview: Alex Højrup Munch om produktion af malt på Stauning Whisky

Uanset størrelsen af samarbejdet, så bør man benytte sig af navnet på samarbejdspartneren, hvis det kan give noget. Har man som bryggeri fået fat i de helt rigtige tønder, så er øllet lige pludselig ikke bare fadlagret, men fadlagret på eksempelvis 23år gamle egetræstønder fra ”indsæt det helt rigtige destillerinavn”. Og det er de, fordi det er langt mere interessant for forbrugeren og som historie. Når Humlepraxis i Nørre Snede i deres nye kaffeporter benytter sig af kaffe fra Nørre Snede Kafferisteri, så er det også fordi det giver mening for begge virksomheder. Begge får måske deres navn ud til nye potentielle kunder og der er en historie i det samarbejde, der er langt bedre end hvis øllen havde fået en omgang Gevalia. 

Tiden er muligvis løbet fra samarbejdsbryg, men så sandelig ikke fra samarbejde, om det så er bryggerier imellem eller ej.

tirsdag den 17. maj 2016

Brewing with idiot #2: Malt

Brewing With Idiot er Stovts vej gennem skabelsen af en øl. Afsnit for afsnit kigges der nærmere på ingredienserne, opskriften, begreber m.m. og undervejs skulle jeg gerne blive klogere på det, der gemmer sig bag skabelsen af en øl. Denne gang kigges der på malt. 

Intro 

Første stop på vejen til at få brygget en øl til Stovt var at få styr på maltprofilen. Jeg har af flere omgange udråbt Ghost Brewing til Danmarks bedste sortølsbryggeri, og de var også mit valg som sidste års bedste danske bryggeri, så det virkede naturligt, at forhøre mig hos dem. 

Det tog mindre end 24 timer fra jeg sendte min forespørgsel, til Morten Kristoffersen, den ene halvdel af Ghost Brewing, havde sendt mig maltprofilen til en Imperial Porter. Ifølge Morten skulle nedenstående maltprofil give en middelfyldig krop og en middel til kraftig maltaroma med noter af karamel, chokolade og lakrids, og med karakter af tørret frugt. 

Et af de steder, hvor der har været et dogme for opskriften, har været alkoholprocenten. Jeg ville gerne lande på mellem 7-10%. Det har Morten så taget udgangspunkt i, da han sammensatte maltprofilen.  
Opskrift 

Som i enhver anden opskrift, så har man også i ølopskrifter en ingrediensliste man arbejder ud fra. Når vi kigger på opskriften, kan vi se, at der skal bruges seks malttyper til øllen. Pale Malten udgør cirka to-tredjedele af malten, og er det man kalder basismalt. Så er der Caramunich og Caramel/crystalmalt, der begge er karamelmalte, Smoked Malt, der naturligvis er en røget malt og endelig Chokolate og Black Malt, der begge er ristede malte. 
Efter de forskellige malttyper dukker forkortelsen EBC (European Brewery Convention) op. EBC er en måleenhed man bruger til at måle farve med. Jo højere tal, jo mørkere øl. Måleenheden kan bruges til både malt og øl. Basismalten ligger omkring 6 og Black Malten ligger på 1300, så opskriften spænder vidt. De ristede malte behøver dog ikke at udgøre en særlig stor procentdel for at farve igennem og gøre øllen mørk. Man kan se, at programmet forventer, at lande på en EBC mellem 59-79, hvilket er pænt mørkt. 

I toppen af opskriften støder man på ordet efficiency, der direkte kan oversættes til effektivitet. Det sukker, der er i malten udgør 100%. Effektiviteten er hvor stor en del af sukkeret man forventer at kunne trække ud. Variablerne her kan eksempelvis være mæsketemperatur, maltens kvalitet eller hvordan malten er blevet kværnet. Tæt på står der All Grain, hvilket dækker over, at sukkeret i brygget kommer fra malten og ikke maltekstrakt.  

Mæsketemperaturen fremgår ikke af opskriften, men den er på 69 grader. Mæsketemperaturen er temperaturen på det vand som malten bliver kastet i når der skal brygges. Temperaturen kan variere, alt efter personlige præferencer, og hvordan man ønsker øllen skal ende. Den meget forsimplede variant er, at hvis man mæsker ind ved 63-64 grader så får man en tør øl, mens en mæsketemperatur på 68-69 grader giver en sødere og mere fyldig øl. Dette skyldes, at man ved lavere temperaturer frigør mere forgærbart sukkert fra malten, mens man ved højere temperaturer frigør mindre forgærbart sukkert fra malten, hvilket betyder, at øllet opnår en hvis restsødme ved de højere temperaturer. 

Jeg spurgte Morten, hvorfor han lige præcis havde valgt, at mæsketemperaturen skulle være på 69 grader. ”Det er jo et religionsspørgsmål hvordan maltene vælges, og ligeledes med mæsketemperaturen. Det går jo i korte træk ud p, at få nedbrudt stivelsen til sukker - og om 66, 67 eller 69 grader der er den rigtige, kan jeg ikke sige dig, men her er det et slump jeg bruger, mens andre måske vil bruge 68 grader”. 

Således skulle de fleste af maltudtrykkene i opskriften gerne være rundet, næste gang kigger jeg nærmere på humlen. 

onsdag den 11. maj 2016

Poesibogen: Kenneth Kristensen, Flask

I sidste uge bragte Stovt et interview med Kenneth Kristensen fra Aarhus nyåbnede ølbutik Flask. Jeg spurgte om nu, hvor han alligevel havde pennen på papiret ikke lige kunne svare på de fem uungåelige spørgsmål i Poesibogen. Intet problem lød svaret. Vi stiller om..

Hvad er din yndlingsøl? 
Det kan jeg sgu nok ikke rigtig svare på, tror jeg. Men heldigvis for dét da – for det er jo et udtryk for, at der er rigtig mange, rigtig gode øl derude. Og derudover, så veksler det selvfølgelig også meget, hvad for noget øl, jeg lige har mest lyst til på det givne tidspunkt. 

Hvad er din yndlingsøltype? 
Igen et spørgsmål, der er, hvis ikke umuligt, så i hvert fald meget svært at svare på, fordi der på tværs af typerne er meget forskellige kvaliteter, som passer til forskellige situationer og anledninger. Men skulle jeg hive én øltype frem, som jeg nærmest altid kan drikke, er det nok IPA’en – men den type i sig selv kommer jo også i et væld af former. Men altså, sure og sorte øl – og alle de komplekse afskygninger, som de to kategorier kommer i – står også rigtig højt på listen. 

Hvor køber du dine øl? 
Altså, jeg går generelt en del ud, og inden for bare de sidste to år har Århus jo virkelig rykket sig enormt både på udbud og kvalitet af øl. Det accelererede vel for alvor med åbningen af Fermentoren, og siden er Mikkeller og Mig & Ølsnedkeren jo også kommet til. Plus, at der er Cockney Pub, Fairbar og Studenterbaren. Så de forskellige barer frekventerer jeg en del, og så ellers hvor jeg bare lige falder over noget, jeg gerne vil have. Og hvis jeg er udenbys forsøger jeg også altid lige at komme forbi et sted med god øl. Det kan både være på barer og i bottle shops. Jeg var fx i Hamborg tilbage i november, hvor jeg var forbi en fremragende bottle shop, der hed Beyond Beer, hvorfra jeg endte med nærmest at slæbe mig selv halvt ihjel, da jeg trissede tilbage mod hotellet, fordi de havde en del ting, som ikke var tilgængelige i Århus. 

Hvad er din største øloplevelse? 
Hmm, det ved jeg sgu ikke. Men altså, det er da helt sikkert én af de øl, hvor jeg er blevet udfordret i min egen forståelse af, hvad øl er, hvad det kan, og hvordan det kan skrues sammen. Hvis man skal sende lidt skud ud til nogle danskere, så synes jeg fx at To Øls ’Rødgrød Med Fløde’ hører til et sted i de kategorier. Noget af det mest danske, vi kan komme på – rødgrød med fløde, altså – og hvordan de har formået at transformere det over i en IPA, og samtidig komplet naile smagen af rødgrød med fløde. Den øl er lige mindblowing for mig hver gang jeg får den, og bestemt én som jeg godt synes, at vi i patriotismens navn kan være stolte af. 

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 
Først og fremmest kan det jo bare smage helt vildt godt. Samtidig lever vi så selvfølgelig i et land, hvor vi, når vi mødes i sociale sammenhænge, ofte lige får en øl eller to, så øllet er jo også et så velsignet produkt, at det for os er forbundet med masser af gode minder, og dermed vel nærmest instinktivt trigger en masse endorfiner i vores hjerner, når vi drikker det.

mandag den 9. maj 2016

Interview: Patrick Dawson om The Beer Geek Handbook

Patrick Dawson, ølskribent og forfatter til “Vintage Beer”, som stadig er den klart bedste bog om øl jeg har læst, barsler med nyt. The Beer Geek Handbook er allerede udkommet i USA, og bliver tilgængelig i Europa fra juni. Bogen er en indførsel i ølnørdernes dos and don’ts, leveret med en humoristisk vinkel og mulighed for at lære undervejs. Jeg benyttede mig af lejligheden til at lave en hurtig Q&A med Patrick Dawson. 

How did the idea for this book come about? And how long has it been on its way? 
The book was actually the idea of my publisher, Storey. They published a book back in the 80's called the Preppy Handbook, a tongue-in-cheek guide to living the upper crust lifestyle, and had the idea to do something similar with the beer geek lifestyle. They offered up the idea to me and I liked it. This beery world we all live in is quite funny and it was fun to poke a bit of semi-satirical fun at it. I first started writing it back in 2014, and it was certainly a bit difficult keeping up with all the changes occurring daily in the beer world these last few years.
Does the world need an users guide to becoming a beer geek (and is there more to it than growing a beard?)? 
Need? Ha, the world could probably keep turning with out it, but hopefully it could provide a little insight to those first getting into beer, and maybe give a couple chuckles to some of the seasoned beer geeks like yourself. The book is not a technical one at all, just more observations of how all us beer geeks obsess about beer in just about every aspect of our lives. 

Humour is rarely seen in the beer world. Why use this approach to the book’s subject? 
To be honest, I don't think there is any other way to do it! When you talk about people camping out for beer releases, or hand bottling rare beers in bathrooms, the humor becomes a bit inevitable.
Who do you think will benefit from book? 
People that are curious to learn more about the beer world, or could die hard beergeeks also benefit from reading it? On the surface the book is for people just getting into the beer scene, but I hope that die hard beer geeks could pick it up and find a good amount of humor in it. 

And finally what will be your next book project? 
I don't know. Just sort of catching my breath now. You have any ideas?! 

The Beer Geek Handbook kan allerede bestilles fra Amazon.com til omkring 120,- og med op til en måneds leveringstid (vælg Amazon som sælger). Alternativt kan man vente til den udkommer i juni og se, hvad den kommer til at koste på disse kanter.

onsdag den 4. maj 2016

Amager Bryghus - Nye samarbejdsbryg på vej

Vanen tro bruger Amager Bryghus dagene op til CBC på, at brygge samarbejdsbryg. I år brydes rutinen dog en smule fra, hvordan det er foregået den seneste par år. Kun to øl bliver brygget med gæster udefra i dagene op til CBC, mens resten af årets samarbejdsbryg tidligere er blevet brygget i anden sammenhæng.

Siden ”Todd - The Axeman” blev brygget er Todds kone Linda stoppet hos Surly, men sammen med Todd og Linda Haug brygger Amager Bryghus ”Linda – The Axegrinder”, der bliver en 10-11% Oaked Imperial Red IPA. Grundet de ovenstående omstændigheder bliver der dog ikke tale om et officielt samarbejdsbryg med Surly. 

Egentlig var det planen, at Amager Bryghus skulle have lavet et samarbejdsbryg med Wicked Weed, men de har meldt afbud til CBC. Opskriften ligger dog klar og forventes, at skulle brygges på et senere tidspunkt. I stedet træder Fonte Flora fra North Carolina til. Der er endnu ikke sat navn på samarbejdsbrygget, men det bliver en blød IPA omkring de 6-7% med vægten lagt på aromaen frem for bitterheden. 
I denne uge brygger Morten og Jacob med Forest & Main, der holder til uden for Philadelphia. Resultatet skulle gerne blive en Grisette på mellem 4-5%. Forest & Main har deres egen gærkultur, som kommer med retur til Amager. Hvis det lykkes at opformere den, så bliver øllen også brygget på Amager og forhåbentlig klar til Amarikaner-dag. 

Årets Amarikaner-dag bliver afholdt 2. juli. Foruden de ovenstående øl, så bliver følgende samarbejdsbryg, oprindeligt brygget i USA frigivet: 

Darkest of Suns (Stillwater) - Spiced Black Saison
Swole Mole (Three Floyds) - Dry-hopped Imperial Pilsner (udkommet hos Three Floyds i USA som Swole Patrol) 
Game Of Arms (Cigar City) - Imperial Licorice Porter (udkommet hos Cigar City i USA som Top Roll) 

Til Amarikaner-dag får Amager Bryghus et par fade af den originale Top Roll hjem.

tirsdag den 3. maj 2016

Brewing with idiot #1: Introduktion

For et par måneder siden dukkede ovenstående foto op på Stovts Facebookprofil med ordlyden ”Et nyt Stovtprojekt tager sin begyndelse”. Projektet havde da egentlig været i gang ganske længe, for idéen til det dukkede op i slutningen af sidste sommer og siden gik tiden så med, at få de indledende detaljer på plads. Idéen er egentlig ganske simpel: Stovt skal brygge en øl! 

Projektet er på ingen måde tænkt som en udførlig guide til brygning, men undervejs er det mit håb, at jeg selv, og de der måtte læse med derude, får lidt bedre styr på nogle af de udtryk, måleenheder og variabler, der er når man brygger. 

Eftersom jeg kun har været bisidder ved brygninger er mine forudsætninger for selv at kunne skrue en opskrift sammen lig nul. Derfor har jeg været ude i byen og fået strikket en lagkage sammen, forstået således, at maltprofilen har jeg fået fra en brygger, den har en anden brygger så lagt en humleprofil ovenpå og til sidst har en tredje brygger så smidt gærglasur på værket. 

Det vil næppe være nogen overraskelse, at resultatet bliver en sort øl. Ønsket da jeg leverede min forespørgsel hos bryggeren, der leverede maltprofilen, var en sort øl på 7-10%. Da jeg bad om gær udtrykte jeg et ønske om intet vildt og intet belgisk. Det er de dogmer, der har været, resten har været op til bryggerne. 

Øllen er som det indledningsvist blev antydet blevet brygget. Planen er at der vil dukke indlæg op om malten, humlen og gæren, måske om brygdagen, men helt sikkert når øllen er færdig og der skal troubleshootes, hvad virkede, hvad virkede ikke og hvad skal vi have rettet til før vi brygger den igen. 

I sidste ende skulle der så gerne brygges den endegyldige udgave af øllen, som jeg håber vil kunne bringes ud til folket på den ene eller anden måde. Vi snakker ikke et kommercielt release, men måske vi må låne en fadølshane ude i byen et sted. Det tager vi til den tid, indtil videre er det bare mig, der tænker højt. Øllet skulle jo også helst være noget, der er værd at servere. 

Arbejdstitlen er Brewing with idiot, afsenderen bliver Horrible People plus bidragsyderne og det kommer til at dukke op i tide og utide på Stovt fra nu af og til jeg ikke gider mere. 

Stay tuned.

mandag den 2. maj 2016

Interview: Kenneth Kristensen, Flask.

 
På onsdag åbner Flask op i Nørregade i Aarhus. Når jeg har gæstet Aarhus, har jeg i efterhånden nogen år savnet en butik med et ordentligt udvalg. Jeg håber for både min egen og de lokales skyld, at Flask kan blive, der fylder det tomrum ud. Jeg greb i Kenneth Kristensen, den ene af de tre bag butikken, for at høre, hvad vi kan forvente os. 

Eftersom Aarhus set med fynske øjne i den grad synes at tørste efter et sted med et ordentlig øludvalg, kunne man frygte, at det er fordi kundeunderlaget ikke er på plads, hvilket de sidste par års ølbarsindtog modsiger. Så jeg spurgte Kenneth om de tror på, at der er et marked for en rendyrket ølbutik i Aarhus. 

”Ja, det tror vi bestemt. Interessen for øl i Danmark er jo generelt rigtig stor, og den virker til på glædelig vis kun at være støt stigende – og særligt inden for ”craftbeer”, eller hvad man nu vil kalde det. Men hvor mulighederne i Århus er rigtig gode for at gå på bar og drikke det, jamen, så er de ikke helt så prangende på butiksniveau. 

Jovist, man kan få en del i Århus, men der er ikke noget sted, hvor det er samlet og præsenteret på den måde, som vi gerne vil gøre det. Og særligt præsentationen af øllet er vigtig for os. Jeg mener – der er jo nærmest ikke det supermarked i landet, som ikke har minimum fem hyldemeter med øl, men det er ved Gud ikke alt sammen, der er lige godt. Og som forbruger er man helt overladt til sig selv – uden vejledning og service. Netop dimensionen med kyndig vejledning tror vi, at mange godt kunne ønske sig.

Derudover kommer vi også til at føre en del øl, der aldrig før har været tilgængelige i Aarhus. Det satser vi da bestemt også på, at folk vil tage godt imod”.
Kenneth Kristensen
Der står tre mand bag Flask. Kenneth Kristensen, Martin Christensen og Mikael Juul Larsen. Alle med en baggrund fra Voxhall, hvorfra de kender hinanden fra deres arbejde som henholdsvis booker, markedsføringsanvarlig og baransvarlig. På forhånd har de meldt ud, at der vil være fokus på personlig betjening og kundevejledning, men kan man overleve på gamle købmandsdyder? 

”Der er jo en kæmpe, kæmpe verden af øl derude. Rigtigt mange vil nok endda sige, at den er decideret uoverskuelig. Med gamle købmandsdyder, eller hvad vi skal kalde det, vil vi gerne hjælpe vores kunder med at navigere rundt, og skubbe dem i retning af de smagsindtryk de søger, og også gerne hen til smagsindtryk, som de slet ikke anede de søgte, eller vidste fandtes inden for øllens verden”. 

Hvis man skal kunne navigeres rundt, så skal der også være noget, at navigere rundt i blandt. Så jeg forsætter spørgetimen med at forhøre mig, om der kommer fokus på noget bestemt i Flask, eller om udvalget bliver en blandet landhandel. 

”Det eneste fokus, der som sådan bliver, er godt øl. Og inden for det gode øl bliver det så en slags blandet landhandel, som du siger. Der vil dansk, belgisk, amerikansk; bittert, surt og sort. Og alt derimellem, både hvad angår geografi og smag. 

Men! Vi vil gerne slå et slag for både frisk øl og øl på dåse. Det friske øl, fordi øl bare smager så meget bedre, når det er frisk – særligt det humlede. Og dåsen vil vi gerne slå et slag for, fordi den præserverer øllen bedre, end en flaske gør – igen, særligt når vi snakker humlede øl. 

Og så bliver servicen, og hjælpen til at navigere vores kunder rundt i sortimentet, det vel nok altoverskyggende fokus for os. Så alle kan nyde det øl, der passer allerbedst til deres ønsker”. 
Og udvalgets størrelse? 

”Egentlig er det ikke udvalgets størrelse, der for os er mest interessante. For vores rammer er slet ikke store nok til at det giver mening, at vi skal måle os på mængden i vores udvalg. Vores fokus er kvaliteten af og dynamikken i udvalget. Dels skal udvalget jo, som jeg har nævnt, være godt, og dels skal det også være meget omskifteligt. Hvis man kommer forbi den 1. i måneden og igen den 14. i samme måned, jamen, så skulle der på hylderne den 14. gerne være en del nye ting, som ikke var der den 1. 

Og endelig: Er det en butik for alle, eller mest for nørderne? 

”Det er en butik for alle – også nørderne. Som vi ser det behøves det ene såmænd ikke at udelukke det andet. Det er vigtigt for os, at alle kan føle sig hjemme i butikken, og altid kan finde noget, som de gerne vil have. Men vi håber virkelig også, at kunne være med til at åbne nye døre for de folk, der ikke er nørder”. 

 Flask åbner på onsdag. Følg Flask på Facebook, eller kig forbi Nørregade 40, 8000 Aarhus C.

tirsdag den 26. april 2016

Pale Ale Festival 2016

Femte til ottende maj går årets Pale Ale Festival på Christian Firtal ned. Fire dage med humlede øl i alle afskygninger og den eneste ølfestival jeg kan prale af, at have været til mere en enkelt gang. I sidste uge satte jeg mig ned med en danskvand og Thilde, der til dagligt huserer bag baren, og tog en snak om årets festival. 

Den gode nyhed er, at har man svært ved omstilling, så bliver man ikke udfordret det store i år. Mange af årets ændringer ligger i den praktiske afdeling, men der kommer alligevel til at ske små nye tiltag. Antallet af haner i teltet, bliver udvidet til 12, således, at der er 32 haner i spil. Der bliver i år kun sessionskift fredag og lørdag, til gengæld er programmet udvidet med en BBQ søndag. Poletsystemet forsætter som man kender det, og inspireret af andre festivaler indfører man i år vandposter, hvor man kan skylle glas. 

Der bliver i år brygget to øl specielt til Pale Ale Festival. Fra Amager Bryghus kommer Springtime in Tårnby, der udover at plagiere Carl Nielsen, er en Session IPA på 4,8%. Fra Ugly Duck kommer Obama, en APA på 4,8%, brygget med Magnum, Mosaic og El Dorado humle. Obama vandt ved det fynske mesterskab i håndbryg, og bag opskrifter står blandt andet Stefan Jørgensen, der arbejder som bartender på Christian Firtal. 

Christian Firtal har bevidst valgt, at skære i antallet af særbryg, da de tidligere har fyldt godt på ølkortet i tiden, der fulgte Pale Ale Festivalen. Til gengæld har det gjort det muligt, at bestille langt mere varieret ind i år. Der er bestilt over 100 forskellige øl ind, blandt andet kan man glæde sig til øl fra AleSmith, Brew By Numbers og Prarie Artisan Ales.

onsdag den 20. april 2016

Vintage: Det Lille Bryggeri - Barrel Aged Imperial Stout 2011

Sidste sommer parkerede jeg diskret en lånt stationcar foran Det Lille Bryggeris lokaler i Bringstrup, og valsede ind i Den Lille Gårdbutik for at købe øl. Det besøg havde jeg næppe fået lov til, hvis vi havde vist, hvor meget vejarbejde der lå forude og at det ville betyde, at vi ikke nåede frem til det bryllup vi var på vej til i tide. Men jeg fik mine øl, og forleden gjorde jeg has på det mest kuriøse af mine indkøb. 

Blandt øllene jeg købte var en fadlagret Imperial Stout, brygget i februar 2011 og flasket på min 35 års fødselsdag den 6. september samme år. Det vil sige, at den nærmer sig de fem år på flaske, og det vil samtidigt sige, at jeg så må nærme mig de 40. Det stod dog hurtigt klart, at minimum én af os har peaket. I ølsammenhæng er jeg ikke så nervøs for at fylde 40. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der derude på de danske bryggerier planlægges særbryg og fadaftapninger i Stovts navn og ære, der kommer til at køre sorte temauger på de bedste af landets udskænkningssteder og at Amager opkalder månedens øl september 2016 efter Stovt anser jeg for en selvfølge. Min ven i flasken har dog udspillet sin rolle. 

Fem år er helt pænt for en øl, og med det in mente, at fadlagrede øl skal man ikke lagre for længe, så er det rigtig helt pænt lang tid for en øl, at opholde sig i flasken. Der var dog håb, da den blev åbnet. Et diskret pffft antydede, at livet ikke helt var sivet ud, hvilket ikke kunne ses, da øllet blev overført til flasken. Et antal bobler, der ville kunne tælles på to hænder, var alt der brød øllets overflade. 

Duften var behageligt fadpræget, men overtoner af alkohol og let vanilje. Med tanke på, at øllet har ligget på et Laphroaig-fad, så var det en lille overraskelse, at der ikke var røg at spore. Smagen rummede ristede noter, lidt røg og al for megen sødme. Balancen var på godt dansk fucked. Det kan være alderen, det kan være oxidering og det kan egentlig være lige meget. Det var klæbrigt og kedeligt, og blev ikke bedre af, at karboneringen nu kun var en del af øllets forhistorie. 
Det er ikke noget, der skal peges fingre af, for øllen kan have været ganske fin i sit udgangspunkt, og så alligevel. På etiketten kan man læse ”Øllen kan nydes nu eller gemmes mange år frem i tiden”. Er fire et halvt år mange år? Øllen skulle helt sikkert have været drukket tidligere, og helt sikkert også før jeg købte den. Så er det okay, at formulere holdbarhedsdatoen således? Lige så vel, som der i den ene ende af skalaen fokuseres på, at nogle typer øl ikke kan drikkes friske nok, så burde man i den anden ende af skalaen indse, at ikke alt øl kan holde i evigheder. 

Der er en del øl i kategorien sort og tungt, der er udstyret med en holdbarhed på fem år. Det er bare tit, at det ikke holder. Det vil ikke afholde mig fra, at blive ved med at lege med at smide øl i kælderen, men man får på flere måder en dårlig smag i munden, når man som forbruger køber en vare, der ifølge etiketten stadig kan holde, men som i virkelighedens verden ikke holder vand. Det er en tanke jeg har gjort mig før, og et tilfælde, at det lige er Det Lille Bryggeri, der skal stå skoleret, men skulle der nu være en enkelt brygger derude, der læser med, så overvej det lige!

torsdag den 14. april 2016

Poesibogen: Simon Kirkegaard, Hopdaddydk

Et sted i Kronjylland, hvor partnerbytte synes, at trække de største overskrifter i sportssektionen, der trisser Simon Kirkegaard rundt og kalder sig Hopdaddydk på Instagram. Her anmelder han øl, og nu har han også taget sit virke over på Facebook. Jeg spurgte pænt om han kunne tænke sig, at besvare spørgsmålene i Stovts Poesibog, og fik et ja retur. Vi stiller om..

Hvad er din yndlingsøl? 
Den er svær! Men det må nok være, Imperial Stout fra Midtfyns Bryghus. Det er en klassisk Russian Imperial Stout med masser, af fylde og smag. Og så fås den fast i Kvickly, så den er til at komme i nærheden af! Det er ikke nødvendigvis den bedste øl jeg har smagt. Men det er en solid, pissegod øl. Den har dog også en speciel plads hos mig, da det er den første rigtige specialøl jeg smagte.

Hvad er din yndlingsøltype? 
Jeg har altid været glad for yderlighederne. Så selvfølgelig er jeg stor fan af både en velhumlet IPA og en kraftig, stor Imperial Stout. Men hvis jeg endelig skal fremhæve én genre. Så må jeg pege mod den almægtige Double IPA. En velbrygget IPA kan så meget forskelligt. For mig findes findes der intet bedre end en varm sommeraften og en kølig, velskænket IPA.

Største øloplevelse? 
Den er svært! Men den øl der står klarest i min hukommelse må være Hop Craic XXXXIPA fra Amerikanske Moylan´s Brewery. Den holder 10,4% ABV. Og en IBU på 100. Jeg smagte den mere eller mindre tilfældigt, efter en smagning.

Hvor køber du dine øl? 
Jeg køber for det meste mine øl hos Vinspecialisten i Randers. Mest af alt fordi det er, det nærmeste sted, at købe gode øl. Jeg handler dog også i Prima Beer i Hobro, ind imellem. Da de har et absurd stort (og lækkert) udvalg, fra hele verden.

Hvad er det øl kan som gør det så godt? 
Øl kan det hele. Det kan samle mennesker, det kan passe til alle lejligheder og alle former for mad. Øl er super enkelt at gå til. Og samtidig har det en fantastisk kompleksitet og alsidighed. Øl er ganske enkelt guds gave til mennesket.

tirsdag den 12. april 2016

Klummen 06: Håndbajerens endeligt.

Da jeg genstartede Stovt for halvandet år siden genlød mantraet ”man skal aldrig blive for fin til en håndbajer” længe i mit hoved. Tanken var, at uanset, hvor meget godt øl, der blev smagt i processen med at skrive indlæg til Stovt, så skulle der stadig være plads til en ukompliceret konsumøl indtaget direkte fra beholderen. Jeg tror på, at man også kan finde gourmetkokkene ved pølsemanden udenfor kontortid, så hvorfor skulle en stadigt tiltagende interesse for godt øl, så stå i vejen for stadig, at kunne glædes ved øllets svar på den røde pølse? 

I dag er det kun et hult ekko af mantraet, der runger i mit hoved. Stille og roligt er lysten til at drikke de pilsnere og classic, der typisk tilbydes ude omkring blevet lige så tynd som smagen i det omtalte øl. Hvis jeg er ude og spise med min kone, er det, der var den vanlige store fadøl, for længst blevet erstattet med cola eller isvand, og det falder mig forunderligt let, at melde mig som den, der kører bilen hjem. Skal jeg hænge ud i et mere maskulint selskab, så går jeg i noget nær panik, hvis beværtningen vi træder ind på ikke er leveringsdygtige i andet end i et udvalg fra Royal Unibrew eller Carlsberg. 

Selvfølgelig kan jeg klemme eksempelvis en Carlsberg ned, hvis det er, hvad der er, men hvis ikke der er koncert, værtshusbesøg eller andet, hvor en smule tipsyness er godt i forhold til den planlagte agenda på programmet, så siger jeg efterhånden hellere nej. I forhold til den mangfoldighed af muligheder, der er derude og som jeg har været så heldig, at smage en brøkdel af, så smager den typiske konsumøl efterhånden som for tyndt blandet saftevand i forhold til det brede udvalg af langt bedre muligheder, der heldigvis bliver stadigt mere bredt tilgængelige. 

Det er ikke pilsnerens skyld, at jeg har så svært ved at gide håndbajeren. Der findes masser af fine eksempler på denne stilart, men lige netop automattænkningen ved at drikke en øl til maden, ved besøget, ved hvad som helst, bare fordi man bliver budt. Den er jeg gået helt væk fra. 

Jeg gider ikke nøjes. Heller ikke for at holde på kutymen og de uskrevne sociale normer. Jeg bliver ikke tørstig nok af at slå græs til at gide en dåsebajer hjembragt fra grænseregionen, og så vil jeg slet ikke begynde at komme ind på, hvor fjernt det ligger mig, at drikke discountøl.

onsdag den 6. april 2016

Årgangssmagning: Amager Bryghus - Double Black Mash 2014/2015/2016

Double Black Mash fra Amager Bryghus er udover at være en pokkers stærk sort øl, også et godt bevis på, hvor tåbeligt ølnørderi engang imellem kan være. Da Double Black Mash (DBM) blev sendt på gaden i 2014, kunne det ikke gå stærkt nok med at få fingre i den. En kurer, der alligevel skulle fra København og vestover med tog, blev chartret til at køre forbi Ølbutikken og købe en flaske med. Da kureren ramte Odense, stod jeg klar på banegården og tog imod min flaske. Den flaske blev der først taget hul på ved aftenens smagning. 

Tre Flasker DBM fra henholdsvis årgang 2014, 2015 og 2016 blev sat på bordet, og fik lov til at stå en tyve minutters tid før kapslerne blev hevet af. Med en alkoholprocent på 12% ville det hurtigt komme til at ligne et dårligt maskeret selvmord selv at gå i gang med dem, så jeg havde inviteret Anders fra TripleAlehead og Alex fra Rock on Beer til kigge forbi og tage del i smagningen. Øllet blev serveret i nogle solide vandglas fra Ikea, den eneste mulighed her i husholdningen, hvis der skal findes ni ens glas frem. Og jeg synes det hørte til oplevelsen, at alle deltog på helt lige kår. 
Jeg anmeldte DBM tilbage i 2013, hvor den (så vidt huskes) kom på markedet: 

Dobbeltmæskning skulle efter sigende være en bitch, at give sig i kast med. Derfor må man også formode, at når man vælger at gå igennem det dobbelte besvær for stadig kun at frembringe en enkelt øl, så må det give noget ekstra til øllet siden man gider. Det gør det også! En passende reklametekst til Double Black Mash kunne lyde ”nu med op til 50% ekstra brutal i glasset” og den brutalitet leveres tungt og bastant. Det her er øllets svar på at sidde over for Samuel L. Jackson i Pulp Fiction, der hvor han meget høfligt beder om at få sin pung tilbage, og første tår er der, hvor han siger ”it’s the one that says bad motherfucker”. Du kan sagtens se at manden er en totalt cool bad ass, og det er svært ikke at trække vejret lidt nervøst af frygt for hvad der sker, hvis du træder ved siden af. 

Hvad smager den så af? Det korte svar er ”meget”. Det er en heftig omgang, at tygge sig igennem, for lige så blød og cremet konsistensen er, lige så luremineret er indholdet. Hvis jeg holdt mig til gængse termer, så ville jeg kalde det en humlet omgang, med tendens til lidt røg, men det dækker det slet ikke. Det er som richterskalaen, hvor hver gang man hopper et trin op, så tidobles effekten og vi er så mange trin oppe af stigen, at det ville gøre voldsomt ondt at falde ned. 

Det her er noget af det mest brutale sorte øl jeg kan mindes, at være stødt på. En oplagt deleøl, eller man kan som mig lige knappe de to øverste skjorteknapper op, skyde brysthåret frem og tage det som en mand. Lidt for meget af det gode, men med trykket lagt på god. 

Bortset fra, at jeg i dag ikke synes, at DBM er voldsomt humlet, så står essensen af det ovenstående til troende. Opsummeret, så er det en øl med smæk på. 
At der er forskel på øllene kan ses allerede da øllet er skænket. Skummet i 2016 eller et par grader mere brunt end skummet i 2015, mens skummet i 2014 er ikke eksisterende udover et par bobler, der nærmest skamfuldt klynger sig til glassets kant før de går i sig selv. 

Når man smager sig igennem forskellige årgange, eller bare forskellige bryg, af en øl, så skal man huske på, at der som regel vil være små udsving i smagen. Det er altså ikke alderen alene, der nødvendigvis er udslagsgivende for forskellen i smagen. 

Duften afslører forskelle, der skal vise sig at kunne overføres næsten direkte til smagen. 2016 er i duften og i sammenligning med de ældre varianter forholdsvis tam og udskiller kun en let duft af chokolade. Hos 2015 fornemmer man karamel, alkohol og et let fadpræg. 2014 vil jeg med hånden på hjertet gerne indrømme, at jeg bedømt på duften alene ville kunne overbevises uden problemer om, at den havde ligget på Bourbonfade. 

Det ville jeg også kunne overbevises om efter at have smagt den. 2014 har et klart fadpræg, er virkelig rundet perfekt, kulsyren er visuelt væk, men kan fornemmes og alkoholen brænder på tungen. Det er helt fantastisk. Når det gælder lagring af øl, så taler man om, at en øl kan toppe flere gange undervejs. Hvis man ikke har tålmodighed til at vente længere, eller ikke tør satse på at DBM peaker igen, så server roligt DBM 2014 nu, hvis du har en liggende, for den er helt perfekt. 

2016 smagte forventeligt, men bedre end jeg mindes den. Alkohol, tyngde, røg og mere brændt end bitter. En imponerende tung øl. 2015 havde en smule vaniljepræg i smagen, var sødere og havde en off-flavour jeg ikke helt kunne placere. Ikke en fejl, men skyldtes måske snarere, at øllen havde nået et punkt i sin udvikling, hvor der ikke helt var balance. 2015 og 2016 mindede meget om hinanden, mens 2014 var markant mere olieret og intens. 

Det er mig en kilde til evig fascination, at smage øl op mod tidligere inkarnationer. Og med en øl som DBM, hvor forskellene mellem den ældste og de yngre er ganske markant, er det en helt igennem forrygende oplevelse. 2014 er også et godt bevis på, hvorfor det giver mening at lagre øl. Den har gennemgået en tydelig udvikling, og jeg har været så heldig, at flasken er blevet åbnet på det rette tidspunkt. 

DBM er en god øl, og åbenbart endnu bedre efter to år. Det tog en times tid at erfare, og et par år at nå frem til. Det havde jeg ikke været foruden. 

lørdag den 2. april 2016

Sort nyt: Ny IBAPA fra Ghost Brewing

Der er kommet en sort nyhed fra Ghost Brewing. Følger man Stovt, vil man vide, at sorte øl fra Ghost Brewing altid er en omtale værd. Kan blandt andet købes hos Boxbeers.

onsdag den 30. marts 2016

Penyllan: Interview med Jessica Jenkins

Det er cirka et år siden, at Penyllan svarede på spørgsmål i Bryggeriloggen. Siden da er det ikke meget man har hørt fra det bornholmske bryggeri, men hvis lyden af jungletrommerne taler sandt, så går der ikke længe inden de første øl fra Penyllan ser dagens lys. Det burde være grund nok til at gribe fat i Jessica Jenkins, og høre hvordan det står til på Havnevej i Tejn på Bornholm. 

”Det sidste år har været ret fantastisk. Indtil videre har vi lavet 80 bryg i bryggeriet, og når man tænker på, at vi fik bygningen i februar sidste år, og gik i gang med at brygge i juni, så synes jeg, at vi med tanke på, at vi kun er to, har gjort det ret godt. Christian (Skovdal Andersen) og jeg har det sjovt med at arbejde sammen. Jeg er ret bossy, og vil gerne have gjort tingene på bestemte måder, så det har han skulle vænne sig til. Stakkels Mand”. 
Den smule indtryk man kan få af Penyllan, når man kigger på deres mildest talt spartanske hjemmeside er at Penyllan fokuserer på ”…locally sourced ingredients, mixed culture beers fermented and aged in wood”, men hvad kan vi egentlig forvente os fra Penyllan? Faste øl? Enkeltstående øl? Og hvilke stilarter? Jessica Forklarer: “Vi har brygget stakkevis af stilarter, gamle og nye, rene, funky og sure, så vores tønderum er efterhånden fyldt op nu. Der er sour Ales med og uden humle, rent spontangærede øl, soured Imperial Stout, belgisk inspireret Barley Wine, sour Pale Ale, Brett-IPA, skandinavisk Farmhouse Ale osv. Alt sammen på fade. Vi har også en del fade med frugt i – lokale blåbær, brombær og vilde blommer.

Det har altid været vigtigt for mig, at bruge så mange lokale produkter som muligt. Især når vi nu bor her på øen, hvor der vokser så mange fantastiske afgrøder. Vi bruger lokalt dyrket korn og hø fra landmænd rundt om på øen, og vi har et netværk af lokale, der leverer blåbær, hindbær, brombær, stikkelsbær og havtorn til os, og også svampe, som vi eksperimenter med at bruge til at bitre øllet.

I forhold til vores Sours, så er idéen, at vi smager, hvad vi har og ud fra det vælger en stribe opskrifter som vi så arbejder ud fra. Helst vil vi gerne have en kerne på tre øl, som vi kan toppe op og bruge til blending. Det vil betyde, at de over tid virkelig vil kunne udvikle sig i smag, dybde og surhed. Vi prøver at langtidsplanlægge, så jeg tror ikke vi kommer til at frigive mange sours til at starte med. De har brug for tid til at blive det jeg gerne vil have dem til at blive. 

Og som en lille bonus er der kommet styr på husgæren. ”Vi har passet og plejet en gærkultur, som vi fangede under vores æbletræ sidste sommer. Den er frugtagtig, overraskende ren selv ved høj temperatur og gærer helt i bund, hvis vi giver den lov. Den smager ikke som noget jeg har smagt før, og ud fra beskrivelser som jeg har læst, så mistænker jeg, at den er i tæt familie med den originale bornhomske kveik-gær, der døde ud i sidste århundrede, hvor øl blev kommercialiseret på øen”. 
Siden jeg første gang hørte om Penyllan, har jeg været nysgerrig efter at smage, om øllet lever op til de skyhøje forventninger, jeg i hvert fald selv har til det. Derfor var jeg også lidt nervøs for svaret, da jeg spurgte med hensyn til distribution. ”Når det gælder distribution, så ser vi i øjeblikket på et par muligheder, men jeg tror vi ender med at distribuere direkte fra bryggeriet. Vi har fået flere internationale distributører på plads, der vil sørge for, at brandet Penyllan bliver distribueret i udlandet især Australien (Jessica er australier). Det bliver mig, der kommer til at repræsentere firmaet det meste af tiden, men fremadrettet skal vi nok bruge nogen, der er mere centralt placeret, for når vi med vores nuværende kapacitet brygger fire-fem gange om ugen, så er jeg nødt til at være på bryggeriet en stor del af tiden”. 
At starte et bryggeri op forestiller jeg mig kræver sit, og uden at jeg har spurgt ind til det, runder Jessica den brygmæssige side af sagen og fortæller om, hvordan opstarten er gået. 

”I og med, at vi bruger det samme udstyr til både vores almindelige øl og vores ”beskidte” øl, så er vi på bryggeriet superopmærksomme på renlighed og sanitet. Vi er da også virkeligt stolte af, at vi endnu ikke har mistet et bryg på grund af infektion endnu. Desværre mistede vi et par batches i sommers fordi åben fermentering og bananfluer ikke helt går hånd i hånd. 

Vi har bygget bryggeriet op uden investeringer udefra, så vi har en pokkers masse genbrugsudstyr, som betyder, at tingene nogle gange driller. Men fordi systemet er supersimpelt og næsten totalt manuelt, så er der ikke meget, der kan bryde sammen, hvilket er rart. Men det betyder så også, at meget af arbejdet foregår manuelt, men vi elsker det. Håndtapning og etikettering er blevet min nye meditation”. 
Som et sidste spørgsmål, får jeg sneget ind om alt er gået som forventet det seneste års tid. I et nystartet firma kan man være næsten sikker på, at svaret er nej. 

 ”Som forventet? Aldrig! Hver gang vi laver en plan, som vi mener er gennemtænkt, så går der et eller andet galt. Egentlig burde vi bare droppe enhver form for planlægning, men det er svært at lægge fra sig, når man som jeg helst vil have tingene planlagt ned i mindste detalje. Men eftersom vi arbejder med et levende produkt, så er vi nødt til at arbejde uden om problemerne. Hvis noget ikke er klar når vi har regnet med det, eller omvendt er klar for tidligt, så er vi bare nødt til at indrette vores tidsplan efter det. Det er en af glæderne ved at have et bryggeri. Men når det er sagt, så er vi utroligt glade for, hvordan det går. Vi har lige udvidet med fire nye gæringstanke, der var fyldt op inden, der var gået en uge. Vi har også ansat vores første medarbejder, en australsk brygger, der har taget en del af presset fra vores skuldre, hvilket er fantastisk”. 

Stor tak til Jessica for at give en stribe fantastiske svar på en stribe løst formulerede spørgsmål. Min nysgerrighed efter, at få smagt øl fra Penyllan er ikke blevet mindsket efter at have hørt mere om det jeg synes er et af de (på papiret) mest spændende nye bryggerier i lang tid.
Fotos: Michael Sejer/Penyllans Facebook

tirsdag den 22. marts 2016

Kommentar: Bryggeriopkøb

Hvis der var noget, der i den skrevne ølpresse fyldte mere end noget andet i 2015, så var det den endeløse strøm af nyheder om opkøb. Det har været både overrumplende og uoverskueligt at betragte udefra, og svaret på spørgsmålet om hvorvidt det er en god eller skidt ting, synes at blafre i vinden alt efter, hvem man spørger.

I sidste ende handler det om penge. Man investerer sine penge, hvor der er flere penge at hente og på et marked, hvor salget af konsumøl er dalende og "Craft Beer" udgør en stadig større markedsandel af ølmarkedet, der sætter de store deres penge i de mindre, for det er her potentialet for vækst pt. ligger.

Mine handelsskoleevner strækker sig ikke til at kunne forklare emnet yderligere, men i min jagt på at forstå, hvad der sker derude er jeg stødt på en stribe kommentarer, der har givet mig en større forståelse for emnet.

Herhjemme har Christian Andersen på Durst kigget på emnet, og givet lidt bud på hvad og hvorfor.


Det bliver spændende, at følge om vi også får de udenlandske tendenser at se herhjemme. Umiddelbart vil jeg mene, at det danske marked er for lille til at være interessant for de store, men omvendt har vi i Norge set Hansa købe sig ind i Austmann og Nøgne Ø. Kommer der et salg, tror jeg, at det bliver en af de store af de små, der har andet at byde på end bare øllet. Jeg tænker at Ørbæk Bryggeri er interessant fordi bryggeriet igennem flere år har haft gode tal, og en eventuel køber vil også få et bryggeri med stor fokus på økologi, et andet marked i vækst. Thisted Bryghus er et andet bud, med både fokus på økologi og terroir, en anden ting, der er oppe i tiden.
Jeg tror, at mange af de bryggerier/brands, der rummer et udviklingspotentiale, der gør dem finansielt interessante, har ejere i en alder, hvor jeg ikke tror De selv er færdige med at se, hvor langt de kan komme med deres firma. Det var min mening, indtil jeg kom i tanke om, at Mikkeller sidste år åbnede op for tanken om investorer (Link: Berlingske Business). Omvendt har Amager Bryghus længe gerne ville ud af kælderen, men virker fokuserede på selv, at være i stand til at finansiere det.

Flere bryggeriejere har efterhånden også nået en alder, hvor fremtiden skal overvejes. Vil det byde på salg, generationsskifter eller lukning af bryggerierne? Det bliver spændende at følge, og spændende om vi kommer til at se bryggeriopkøb her i Danmark.

Alt dette er egentlig skrevet for at nå frem til præsentationen af disse to kommentarer, som jeg på fineste vis synes forklarer, hvad der sker i forbindelse med opkøbene. The Beeroness forklarer, hvorfor vi som forbrugere ikke er glade ved tanken om, at bryggerierne bliver opkøbt af storkapitalen, og Harry Schumacher forklarer, hvorfor bryggerierne gør det. Det er svært anbefalelsesværdig læsning.

torsdag den 17. marts 2016

Anmeldelse: Tre fra Brewdog

Brewdog gjorde comeback på det danske marked sidste år, de One Pint overtog distribution af det skotske bryggeri. Det betød også comeback på hylderne til Punk IPA, hvilket i Stovts ydmyge mening er en god ting. Det var dog tre andre mere eller mindre humlede Brewdogvarianter jeg tog under armen og drog hjem med. 

This. Is. Lager. er Brewdogs bud på en pilsner. Ifølge salgsteksten er den humlet med ti gange så meget humle som en industriel pilsner. Den er da også fornuftigt bitter, og bringer tankerne i retning af de tjekkisk inspirerede pilsnere, der som regel har et lille fint bittert bid. This. Is. Lager. fremstår lidt tyndbenet gul, og mener i fremtoning paradoksalt nok om en industriel pilsner. I forhold til, hvad der ellers findes af pilsnere, så virker det tosset at betale 29,- for en øl, der godt nok er behageligt let og ligetil, men omvendt på ingen måde er et særligt inspirerende bekendtskab. 

Så er der mere bund i IPA’en Jack Hammer, der leverer en svulmende bitterhed, god mundfylde, fyldig smag og lang eftersmag. Det lyder ganske indbydende, men der er intet modspil til bitterheden, så Jack Hammer bliver en endimensionel omgang aromaforladt bitterhed. Den type øl har sine fans, men jeg hører ikke til den gruppe og karakteren bliver derefter. 

Hop Fiction er den bedste af de tre, uden at begejstringen tager overhånd. Pale Alen er en ukompliceret omgang afstemt bitterhed og tropiske noter, der kan drikkes uden de store tanker. Den forekommer mig med sin hårde karbonering og tynde krop en kende industriel, men det er måske bare fordomme. Hop Fiction er en anstændig hverdagsøl, hvor prisen ikke følger øllets værdi. Jeg har jævnligt købt Brewdog uden at tænke det store over det, andet end at det er ganske fornuftige øl, som bryggeriet begår. Så jeg er selv lidt overrasket over, at karaktererne ikke blev højere. Måske er det et tilfælde, at jeg lige har ramt tre skæverter, måske er Brewdog bare ikke mere interessant. Det er i hvert fald noget jeg vil være opmærksom på fremover. 

Karakterer: 
This. Is. Lager. – 7 
Jack Hammer – 7 
Hopfiction – 8

mandag den 14. marts 2016

Kommentar: Bryggerierne og pressen

Screendump fra Fyens.dk
I forlængelse af Stovts artikel om medaljer i ølbranchen, faldt jeg over et eksempel på, hvor lidt der egentlig skal til for som bryggeri at få positiv opmærksomhed fra pressen:


Her kommer pressen til at fungere som en nyttig idiot, der forholdsvis ukritisk viderebringer resultatet fra en lokal ølsmagning. Folkene i Vestjysk Ølkultur er sikkert en flok flinke mennesker, men hvis man tager et kig på de øl som de har udvalgt til deres smagning, så er det ikke det skarpeste felt, der nogensinde har stillet til start. Det i sig selv gør naturligvis gevinsten til en skrabet størrelse.

Noget andet er vinklingen. Overskriften hedder ”Hæder til..” og her vælger journalisten, at tage udgangspunkt i den førsteplads som Mors Påske Stout tog hjem. At Mørk Påskebryg tog den femte ud af seks pladser bliver en biting. Journalisten kunne også have valgt tilgangen, der hed ”Refsvindinges påskeøl dumper i test”, men det vælger han ikke at gøre. Journalistik om øl er sjældent kritisk, tilgangen tager som regel udgangspunkt i det joviale aspekt, at øl er noget man mødes om og hygger sig med. Den kritiske tilgang er forbeholdt business-siderne.
Screendump fra Selskab for Vestjysk Ølkulturs facebookgruppe.
De, der er stødt på overskriften, men bare har scrollet videre, vil underbevidst have fået serveret et budskab om Refsvindinges øls fortræffeligheder, som vil ligge i baghovedet på dem næste gang de står ved ølhylden. En klar gevinst i form af gratis reklame for Refsvindinge, endda med en troværdig afsender i form af Fyens Stiftstidende.

Moralen i det ovenstående er dels, at man skal tage ting med et gran salt og naturligvis læse mere end bare overskriften. Men også en påmindelse om, at øl er et godt emne, der kan findes spalteplads til i aviserne. Det skal bryggerierne selvfølgelig udnytte til at få brandet sig selv, fortalt deres gode historier og skabt en højere genkendelsesgrad og hvad der ellers findes at handelsskoleudtryk derude, der kan styrkes via positiv omtale.

Selvfølgelig skal historierne have relevans og nyhedsværdi, og det kan man snildt diskutere om ovenstående historie har. Men historien lander lige ned midt i det lokale publikum, som er de fleste mindre bryggeriers kernekunder. Hvis de kunder via historier om hæder, eksporteventyr og andet kan blive styrket i, at deres lokale øl er noget ganske særligt, så vil det i sidste ende også kunne aflæses på bundlinjen.