Anmeldelse: To Øl/Pöhjala - Imperial Ginie

Det er efterhånden meget, meget sjældent, at jeg støder på øl som jeg vil gå igennem ild og vand for at få lov til at prøve, men en a: Imperial, b: fadlagret Gose gik rent ind på den liste. Imperial Ginie er et samarbejdsbryg mellem To Øl og Pöhjala lagret på gintønder fra Kyrö Distillery. 

Førstehåndsindtrykket er dog ikke imponerende. Som enhver halvdyr flaske øl bør være, er kapslen gemt væk under et lag voks. Da flasken skal åbnes går voksen dog af i flager som var det stearin. Da kapslen bliver smidt på bordet falder alt af, det virker… billigt. 

Duften er forholdsvis tung og sød, sammenholdt med den morgenurinsmørkorange farve, der fylder glasset, der fornemmer jeg hurtigt, at Imperial Ginie lander et andet sted end hos de lette, lyse syrlige drops jeg foretrækker når der skal serveres Gose. Imperial Ginie smager af hospital. Ikke kemisk som medicin, men som noget der er blevet insisterende rengjort i kradse sager og så coated med koldpresset æblejuice og karamel. Den giver ingen mening. Det er ikke så horribelt som det lyder, men det giver absolut ingen mening. En fiks idé, der virker på tegnebrættet, men som i virkelighedens verden ikke har nogen gang på jord… og 89,- ud af vinduet.

Vintage: AleSmith - Wee Heavy (2014)

Jeg gætter på, at det var i 2014 jeg købte denne flaske. Drikkeriget havde på en lille sticker sat holdbarhedsdatoen til 1. marts 2015, men ellers bærer flasken ingen antydninger af, hvor gammel den måtte være. Men jeg gætter forsigtigt på, at holdbarhedsdatoen har været sat til et enkelt år og flasken derfor nu må være omkring 3½år gammel. Jeg kan ikke huske, hvor flasken er købt, men jeg husker så meget som at den var købt til umiddelbar indtagelse. Skæbnen ville dog, at Christian Firtals korte flaskeliste havde den på kort tid efter og at det en aften virkede som en god ide, at få en flaske på bordet. Dommen den aften var, at den var for alkoholtung og af samme grund blev den indkøbte flaske forvist til kælderen herhjemme. 

Det er den så ikke længere. Tværtimod har den indfundet på stuebordet, hvor den lige fik lov til at lune sig ved en halv countryplade før der blev åbnet op. Alkoholen har lagt sig, og en brændt sødme jeg vel egentlig godt synes, at kunne mindes, har lagt sig på førstepladsen for dominerende indtryk. Det er ikke sådan helt optimalt, men hele øllen er faldet så meget ned, med alle hjørner rundet, at det fungerer indenfor rammerne af det tilforladelige. 

Mine erfaringer med at lagre Scotch Ale er stadig forholdsvis begrænsede, men den smule jeg har smagt synes at tone alkoholen ned, hvilket klæder øllet. Det er ikke fordi der sker det store, men det fungerer som en langtrukken måde, at tweake øllet en smule i den rigtige retning på. På etiketten til Wee Heavy anbefales det, at man lader øllen stå 6-24 måneder før den serveres, det mindes jeg ikke at have set før. 

For mig virker øllen til at peake nu, en time efter den er blevet åbnet. Temperaturen er lige lun nok, men det kvæler de brændte noter. Det er tung, harsk karamel. Mere sødme end jeg normalt bryder mig om i øl, men det er så tungt pakket ind i alkohol og brændte noter, at det fungerer. Wee Heavy fra Ale Smith bliver aldrig min foretrukne Scotch Ale, men den fungerer trods alt. Efter et par år i kælderen fungerer den endda en smule bedre, men om det overhovedet kan betale sig, at lagre Scotch Ale er jeg endnu ikke nået frem til en endelig holdning til.

Ølabonnement hos Beerbox

Beerbox er et nyt ølabonnementstiltag på det danske marked. Ikke at der er noget nyt i konceptet, der byder på seks øl pr. måned formedelst 229,- og navnet lyder også som noget man har planket ude i byen, men! Beerbox har kørt/kører en kampagne, hvor man i bedste pusherstil får det første fix gratis og kun betaler de 39,- fragten står i. Det virkede på mig som en god handel næsten uanset, hvad posten valgte at efterlade i postboksen til mig, men! Sjældent har jeg åbnet en kasse øl sat sammen  med så uambitiøs en flok øl i. Bedøm selv: 

Refsvindinge – Ale No. 16 

Nørrebro Bryghus – Ravnsborg Rød 

Indslev Bryghus – Spelt Bock 

Paulaner - Hefe-Weissbier 

Ladager Bryghus – Mørk Satan 

Praga – Premium Pils 

Første flaske ude af kassen var Mørk Satan fra Ladager Bryghus, hvilket var det eneste lidt skæve indslag. Resten er som man ser rent supermarkedsøl. Jeg vil slet ikke ligge skjul på, at jeg synes kassens sammensætning er røvsyg, ganske enkelt. Havde jeg smidt 229,- efter ovenstående øl, så ville jeg føle mig bollet et vist sted og dét uden forspil, smørelse og søde ord. 

De første fire på listen står vel normalt til omkring en tyver i butikkerne. Både Paulaner og Nørrebro Bryghus har jeg for nylig spottet på tilbud til 12,-. Sådan kunne man blive ved og udstille, hvor dårlig en handel kassen er. Eneste potentielle kundegruppe jeg ser for Beerbox, hvis det her er niveauet, er folk uden interesse i øl, der bor uden adgang til dagligvarehandel. Jeg hentede min kasse i Fakta, og der kunne jeg i forhold til det tilsendte have udrettet mirakler for de 229,-. 

I en verden, hvor man kan få ølabonnementer i samme prislag hos eksempelvis Boxbeers eller Hopt Shop, der gør det så uendeligt meget bedre, der spår jeg Beerbox en levetid i en underkanten af, hvad man kan forvente for en døgnflue. 

Ny IPA fra Ugly Duck

Ugly Duck har en ny IPA ude. Navnet er Ugly Duck Kinky Cowboy IPA, og den er ifølge bryggeriet en fusion af amerikansk West Coast IPA og New England IPA. Lys og kantet som en West Coast IPA, masser af frugtig bitterhed og uklar/hazy som en New England IPA. Kinky Cowboy holder 6,5% og tager sit navn fra den texanske sanger, politiker, forfatter m.m. Richard ”Kinky” Friedman. Den er humlet med Amarillo og El Dorado. Begge humletyper deler navn med byer i Texas og ud af det sprang idéen om at opkalde den efter Kinky Friedmann. 

Kinky Cowboy er tappet tirsdag i denne uge, kommer i første omgang kun på fad og kan opleves på Copenhagen Beer & Whisky Festival, der starter i dag, samt Christian Firtal i Odense. Flere steder skullle være på vej.

Nyheder fra ølverdenen

Fire små hurtige nyheder. 

- Det er kommet så vidt, at Penyllan Brewery langt om længe sender øl på gaden. Fire styk kommer der og det sker 4. oktober 

- Bryggeriet Djævlebryg er på ud af mørket og har en crowdfundingkampagne i pipelinen. Lige nu kan man på deres Facebook-side stemme om, hvilken øl der skal brygges som den første. 

- Der er intet nyt i at Dunkbar har en pilsnerfestival undervejs til launch 20-21. oktober. Nyt er det, at den nu er oprettet til din virtuelle kalender på Facebook. 

- Hun har været der før, nu er hun tilbage. Marianne Schneider er efter en længere udflugt til Brewski blevet ansat som brygger på Amager Bryghus.

Vintage: Evil Twin - Even More Jesus 2013/2016/2017

Der må have mere Jesus i den forsamlede mængde glas, end jul, påske og Mexico kan byde ind med til sammen. Tre årgange Even More Jesus fra Evil Twin, to flasker og en dåse af nogenlunde frisk aftapning kom på bordet da vi for nylig valgte at bruge en aften på at smage dem op imod hinanden. Den ene flaske var tappet sidste år, mens dåsen var fra i år. Den sidste flaske mente indehaveren var fra et af de første batches, der blev brygget og fra omkring 2013. 

Even More Jesus er en klassisk sød og massiv Imperial Stout fra en tid, hvor sessionøl ikke rigtigt var slået an endnu, og der stadig blev skruet op for alle parametre, når der skulle laves sort øl. Siden er verden heldigvis gået af lave. 

Tre mand udstyret med tre årgange Even More Jesus giver ni glas sort øl på bordet, et i sig selv voldsomt syn, som de stod dér midt på bordet. På papiret er Even More Jesus med sine 12% en oplagt øl at smide i kælderen, og der var da helt sikkert også noget at hente i den ældste flaske. I udgangspunktet er jeg ikke synderligt begejstret for Even More Jesus, det er for tykt og for sødt. Et tåleligt glas øl, men så heller ikke meget mere. 

Dåsen fra i år var dagens absolutte nitte. Såvel duft som smag var gennemsyret af alkohol i en grad, at enhver form for eftersmag blev overdøvet af et solidt alkoholburn. Pure rubbish! Man er heller ikke i tvivl om at det er en alkoholholdig væske man sidder med, når der skiftes over til 2016. Men duften er vaniljetonet og fed, mere end den bare river i næsen. Smagen tager udgangspunkt i sød lakrids og alkohol, men i en balance, hvor det samlede udtryk trods alt rummer en lethed og en eftersmag, der rent faktisk smager og ikke bare river og brænder. Personlige præferencer sat til side, så giver øllen fint mening her. Duften fra den ældste flaske er stik mod sædvane mindre intens end 2016, men man kan fint fornemme, at de er i familie. Det kan smages, at den er blevet ældre. I forhold til 2016 er den mere fyldig, mere vinøs og som den får lov til at stå bliver den virkelig, virkelig tyk, og skal til sidst indtages med kniv og gaffel. 

At smage Even More Jesus i tre årgange var en af de mere kuriøse omgange. 2017-udgaven var lysår af elendighed fra de andre, mens 2013 og 2016 trods et par års afstand til hinanden ikke havde voldsomme forskelle at byde på, til trods for at alderen fint skinnede igennem i den ældste flaske.

Interview med Steve Rold, Fanø Bryghus

Da Stovt i starten af juli besøgte Fanø Bryghus blev der også tid til en snak med stedets ene brygger Steve Rold. Igennem Fanø Bryghus historie har der været flere amerikanske bryggere på bryggeriet, lige som man også har set det på eksempelvis Ebeltoft Gaardbryggeri og Herslev Bryghus. Jeg kan ikke sige mig fri for at være nysgerrig efter, hvad det er, der driver en brygger fra et land, hvor ølbranchen er eksploderet, på tværs af både Atlanten og Nordsøen for at brygge øl på en mindre ø ud for Esbjerg. Så jeg spurgte Steve om jeg ikke måtte høre hvordan han var havnet der. 

Historien tager sin begyndelse flere generationer tilbage, hvor Steves forfædre boede her i landet. Efternavnet Rold er det samme Rold som man finder I Rold Skov, og i forlængelse af det har Steve også tidligere besøgt Danmark før han tog hyre på Fanø. Oplevelser han rammer ind med to ord: ”loved it”. Skulle det ikke være nok, så stammer Steve fra Elk Horn. En lille by i Iowa grundlagt af danske udflyttere i starten af 1900-tallet, der stadig værner om danske traditioner. 

Der bor kun 600 mennesker i Elk Horn. Han fortæller, at skulle de eksempelvis i biografen var det ensbetydende med en køretur på en god halv time. Ud fra de oplysninger er Nordby måske slet ikke så langt ude på landet, som det føles i forhold til min egen hverdag. 

Som sådan var Steve ikke utilfreds med sit daværende bryggerjob på Free State Brewing i Kansas, cirka 350km sydpå i forhold til Elk Horn. Han erkender dog, at han var træt at skulle brygge de samme fem øl igen og igen og igen, og at forfremmelse havde lange udsigter. Der var flere andre ansatte med større anciennitet, der stod længere fremme i køen de næste gange, der skulle udpeges en ny headbrewer. Men! Steves planer om at se sig om efter noget andet lå stadig et par år ude i fremtiden, altså indtil han så jobopslaget fra Fanø Bryghus. Hans kones reaktion på opslaget var ”you have to apply”” og jobsamtalen fandt sted da parret var i Danmark på deres bryllupsrejse. 

Steve fik som bekendt jobbet og bor nu på Fanø sammen med hans kone Jessica og deres søn. Jessica er kunstner, men har også lavet en god del af de etiketter, der er kommet fra Fanø Bryghus siden Steve kom til. Blandt andet etiketterne til Mango Mussolini og Malignant Narcissist, der begge parodierer Donald Trump på deres etiketter. Steve runder da også det nuværende politiske klima i USA, da han fortæller om livet uden for USA. Han har allerede understreget, at han ikke har ikke travlt med at vende hjem, men bruger den nuværende præsident til at opridse en tidsramme, hvor han i hvert fald slet ikke har travlt. 

Steve trives med den frihed det giver i høj grad selv at styre arbejdsdagene, han sammenligner bryggeriets Kasper Schultz bryganlæg med at køre Porsche og der er grundet bryganlæggets størrelse plads til at chancer. Man kan i høj grad mærke, at hans tilgang til øl skinner igennem i bryggeriets one of bryg. Det handler om drinkability frem for det ekstreme. En mindre monolog om hans tilgang til øl bliver afsluttet med at Steve retter sig op i stolen og slår armene opgivende ud som for at understrege hans pointe: ”I don’t care if a beer is only 40 IBUs”. 

Ovenstående citat er ikke samtalens sidste ord, men virker som et godt sted at stoppe. Steve kunne ikke vide, hvad han fik da han rejste til Fanø, men som han sidder og fortæller virker han som en mand, der er landet lige der, hvor han gerne ville hen. Og det kan jeg godt forstå, at man vil rejse langt efter.

Anmeldelse: Hoppin' Frog/To Øl - S.S. Stout

Flasken afgiver ikke megen vidnesbyrd om, hvad det er der gør SS Stout skandinavisk inspireret. Der skrives om engelsk og chilensk malt, og belgisk sukker, men det eneste skandinaviske præg i etiketteksten er omtalen af Tobias fra To Øl, så måske han har stået for den skandinaviske inspiration. Øllen er en af mange europæiske samarbejdsbryg som Hoppin’ Frog har lanceret i år, og da der skulle handles var det den der stod som den umiddelbart mest interessante i stakken. Da jeg tidligere på året var til koncert med Karl Blau udtalte han noget i stil med ”I played in Amsterdam last night, don’t know if you consider it Scandinavia”? Så måske er det bare de amerikanske geografiskills, der viser sig i al deres glory og inkluderer Belgien i det skandinaviske fællesskab. 

Det første man bemærker er, at øllen smager langt varmere end den er. Jeg har ingen fornuftig forklaring på fænomenet, men der var bred enighed om det omkring bordet. Duften er svært kandiseret og slår på mit duftbarometer ud som en Quadrupel. Smagen er tyk. Tyk af den der harske sødme man finder i en øl, der ikke er gæret ordentligt ned. Det sure islæt ligger som en film henover øllen og nej, helt korrekt, jeg er ikke imponeret. Godt nok er der i To Øls øl en tendens til slagside mod det søde når de laver sorte øl, men her vælter læsset altså. Voldsomt ristet, voldsomt sød og det sure islæt kan på en god dag måske veksles til det mere venlige ”noter af mørke bær”. 

Havde jeg skabt denne øl som en middagsret, så ville jeg være ked af at navnet væltet lokum var taget.

Danske Ølentusiaster og Det Fri Øl

I sidste uge støttede Danske Ølentusiaster Det Fri Øl - blandt andet med ordene "Vi risikerer, at markedet for specialøl bliver undermineret, når industribryggerierne sætter sig på markedet for specialøl". I denne uge har de uddelt en pris til et af de bryggerier Det Fri Øl er lavet som et forsvar imod. Det er nok meget godt at DØE er en forbrugerorganisation og ikke et taxaselskab, for jeg er ikke helt sikker på, at de selv ved hvor de vil hen.

Stovt på besøg hos Fanø Bryghus

Stovt gæstede i starten af juli Fanø og inviterede i forbindelse med opholdet sig selv på besøg på Fanø Bryghus. Det blev til en rundvisning og en lang og god snak med Claus Winther, der er direktør for Fanø Bryghus, om det at være et bryggeri i et øsamfund, om de mange amerikanske bryggere, der har været igennem stedet og om ønskerne for fremtiden. 

 

Fanø Bryghus er ikke svært at finde. Når ankommer med færgen til Nordby følger man bare vejen og når vejen deler sig i to og valget står mellem Fanø Bad eller Rindby og Sønderho, så holder man til højre i retning af Fanø Bad og står snart foran det gamle elværk, der rummer bryggeriet. 

Da jeg træder ind på bryggeriet kører tappemaskinen, hvad den kommer til at gøre i de fleste af de timer jeg opholder mig på bryggeriet. Stedets to bryggere varetager tapningen, mens to andre medarbejdere går til hånde ved tapningen, mens de også passer deres andre gøremål. Halvanden af bryggeriets lagringstanke skal køres på flaske og da jeg træder ind er det Hvedelyng fra bryggeriets standardsortiment, der arbejdes med. Senere op af formiddagen er det Vadehav, der kommer på flaske og jeg når at smage dem begge mens jeg gæster bryggeriet. 

Jeg finder Claus på bryggeriets kontor, der nok er synligt udefra, men som på bryggeriet er gemt væk i et hjørne bag en lang snæver gang, tapperum og andet. Selvom der er højt til loftet når man træder ind på Fanø Bryghus, så skal man ikke se sig meget omkring før man erfarer at stedet er en overflod af kringelkroge, og at hver en kvadratmeter er taget i brug. 

Malten er stakket væk under loftet, lige inden for hovedindgangen er et Kasper Schultz bryganlæg klemt op i hjørnet. Tre gæringstanke står modsat bryganlægget på den anden side gangen ind til tappemaskinen, og er yderligere klemt inde bag en håndfuld fade, der rummer noget sort, noget surt og en Quadrupel. På den anden side den brede gang, der skærer igennem bryggeriet og rummer en blanding af bar, bottleshop og lager, der finder man kælderen, hvor stedets ni 2000l lagringstanke må trække maven ind for at kunne være der. Ovenpå på den er der et serveringsområde til smagninger og de der dage, hvor udeservering besværliggøres af vejret. Det er her vi efter turen rundt slår os ned og udveksler spørgsmål og svar. 

Fanø Bryghus genindtrådte i min bevidsthed da jeg sidste år gæstede øen for første gang i 25år. I mit hoved bestod bryggeriets sortiment af en stribe standardbryg, der måske nok var tilforladelige, men som ikke trak de store overskrifter. Ud over dem skulle det dog vise sig, at bryggeriet har et sideløbende sortiment, der i højere grad følger med tidens toner i form af Berliner Weisse, NE IPA med mere. Baseret på de erfaringer jeg har gjort med øllene på egen krop er fællesnævneren, at det er meget umiddelbare og let drikkelige øl. Jeg tog i hvert fald en pæn portion begejstring for bryggeriet med mig hjem sidste år, tildelte bryggeriet prisen som årets positive overraskelse i slutningen af året og valgte som optakt til årets ferie at kontakte bryggeriet og høre om De havde lyst til besøg. 

Som jeg snakker med Claus, kan jeg dog høre, at min billede af bryggeriets sortiment ikke er grebet helt ud af det blå. Der har været perioder med lav produktivitet, hvor standardsortimentet har fyldt hele produktionen. Det er også der den primære efterspørgsel ligger, eksempelvis udgør Vadehav sammen med Fanø Rav de meste solgte øl fra bryggeriet. Øllene ud over standardsortimentet bliver til i samarbejde med bryggerne, der får lov til at byde ind med, hvad idéer og ønsker de har. 

I Odense kan man en sjælden gang imellem opleve øl fra Fanø Bryghus på hanerne hos Christian Firtal, men ellers er det ikke meget man ser til bryggeriet. Derfor er et af mine forberedte spørgsmål også, hvor Fanø Bryghus afsætter sit øl henne. Claus stiller en lidt groft skåret fordelingsnøgle op, der fortæller, at en fjerdedel af øllet bliver solgt på Fanø, en fjerdedel i Esbjerg og omegn og en fjerdedel fordeles til resten af landet. Især Københavnsområdet har man fået godt fat i. 

Den sidste fjerdedel dækker eksporten. Her er det især Norge og Frankrig, der tager fra. Det franske salg varetages af en fyr, der efter at have afsluttet universitet var i praktik hos bryggeriet i er par uger. Da han vendte tilbage til Frankrig fastholdt man kontakten og spurgte efter et stykke tid om han kunne have lyst til at importere Fanø Bryghus til det franske, og det kunne han. Den tidligere praktikant ejer i dag et ølimportfirma og har for nylig åbnet egen bar i Paris. Salget til det franske har ført mange overvældende oplevelser med sig, som Claus rundhåndet deler ud af mens vi sidder ved bordet. Pt. arbejdes der på at få en fod indenfor på det tyske og det italienske marked. I Italien har man været i gang siden november sidste år, i Tyskland går man og afventer distributøren, men det skulle falde på plads først på efteråret.  

Jeg har på mit papir skrevet sætningen ”den der lever stille lever godt”. Det er ikke meget man ser til bryggeriet på de sociale medier, og helt skævt går det, hvis man klikker ind på bryggeriets hjemmeside, hvor afsnittet om bryggeriet er underskrevet Claus og Ryan. Bryggeriets tidligere brygger Ryan Witter-Merithew forlod Fanø Bryghus i slutningen af 2012. ”Det handler om tid” forklarer Claus kort. Det er ikke viljen, der mangler, men bryggeriet har en størrelse, hvor man er nødt til at prioritere opgaverne benhårdt, fordi der ikke er råd til den ekstra mand, der ville kunne få tingene til at hænge sammen. Man har dog for nylig fået en ny fuldtidsansat, der blandt andet gerne skulle kunne aflaste Claus, så han får mere tid til den type opgaver. Skal der en ny mand ind, så skal der udvides. Der er plads til at bygge et lager ude bagved, hvilket ville frigøre den tid man nu bruger på at hente øl på bryggeriets lagre ude i byen. Den smule lager bryggeriet har nu minder mest af alt om en carport og det er både en upraktisk og ufleksibel løsning. Produktionen vil man også gerne øge med en ekstra tank, så man kan få noget mere øl igennem systemet. Der er idéer og ønsker nok på tegnebrættet, der er bare ikke sat datoer på.  

Førnævnte Ryan Witter-Merithew er bare en af flere amerikanske bryggere, der har været igennem bryggeriet. Lige for tiden er det Steve Rold og Ryan Brei, der rører i gryderne, men det er mere tilfældigt end bevidst at bryggeriet har fået et amerikansk præg blandt bryggerne. Da jeg spørger ind til det får jeg at vide, at søger man efter en brygger i Europa, så er der en høj procentdel af lykkeriddere blandt ansøgerne, mens hvis man søger i USA får man langt mere kvalificerede ansøgere, der er bedre uddannede og har mere erfaring. I bund og grund handler det dog om tilfældigheder, men ikke desto mindre tilfældigheder, der nu har gentaget sig af et par omgange. 

Mens vi snakker er der blevet åbnet for bryggeriets bar og flaskesalg, hvilket giver en stille, men vedvarende trafik ind gennem bryggeriets fordør. Mange skal bare have en enkelt øl og/eller et par øl til senere på dagen. Få bliver hængende længe selvom det selvfølgelig sker. Bryggeriets bar skal mest af alt ses som en præsentation af bryggeriet. Åbningstiderne, der siger slut sidst på eftermiddagen fortæller da også tydeligt, at man ikke har nogen interesse i at drive værtshus. Vi lander på emnet, hvordan det er at drive et bryggeri på en ø. Og det bliver det emne i løbet af vores snak, der kommer til at mane mest til eftertanke. 

Helt lavpraktisk er der det faktum, at det er dyrere. Det koster cirka det samme, at få fragtet en palle øl til Esbjerg Havn, som det koster at få den videre derfra og til København. Men så er der også det sociale, det lokale samarbejde og de positive associationer. For navnet Fanø er positivt ladet, og forbindes af de fleste med sommer og ferie. Endvidere er øen en del af Nationalpark Vadehavet, hvilket man på bryggeriet har valgt at bruge aktivt. Alle flasker er udstyret med nationalparkens logo. 

Og så er der det med det sociale. Når man skal arbejde så tæt sammen som man gør i en trods alt mindre virksomhed som Fanø Bryghus, og samtidig befinder sig på en ø, hvor man er i et lille tæt miljø, så er det sociale nødt til at fungere. Claus bander her mere end på noget andet tidspunkt i samtalen, for at understrege alvoren i det. Ingen tvivl om, at det er en prioritet når man finder nyt personale. 

Der sælges kun øl i bryggeriets bar og bottleshop. ”Flere har spurgt os, hvorfor vi ikke serverer mad. Det kunne vi da også sagtens, hvis vi inddrog lejligheden, der hører til bryggeriet, men sæsonen er kort, og vi ville komme til at stå i en situation, hvor vi ville være konkurrenter til dem, som vi skal leve af at sælge til”. Man fornemmer hurtigt, at det ikke er aktuelt at udvide madvaretilbuddet på bryggeriet til meget mere end de tre varianter af chips man pt kan få. Sæsonen er kort på en ø som Fanø, men i forbindelse med at færgepriserne uden for højsæsonen er blevet sænket, der håber man at se flere turister uden for sommerperioden. Claus fortæller om, hvor svært det er, at få tingene til at hænge økonomisk sammen for restauratørerne når sæsonen er så begrænset som den er, men han virker til at øjne et håb for, at de sænkede færgepriser kan være med til at ændre på det. 

Her stopper vi. Efter et par timer i hinandens selskab runder vi samtalen, og jeg sætter mig udenfor og venter på at tappemaskinen får fyldt flasker færdig for i dag, så jeg kan komme til at snakke med Steve Rold om det at rejse over Atlanten for at brygge øl på en lille ø. 

 

Anmeldelse: Bøgedal - Sour #1

Bøgedal er et af de bryggerier jeg lidt elsker på afstand. De få gange jeg har fået øl fra bryggeriet, har det altid været en del af en oplevelse, hvor det har fungeret. Jeg elsker de groftskårne etiketter og champagneflaskerne, og det eksklusive og rustikke udtryk bryggeriet har er heldigvis blevet bibeholdt nu hvor bryggeriet har skiftet over til de mindre 375ml flasker. Sour #1 er som navnet antyder den første Sour fra Bøgedal. Fra etiketten kan det fortælles, at første fermentering er foregået på Alegær, anden fermentering er sket på fermenterede brombær og at øllet har fået 10 måneder på egetræsfad. 

Duften er bekendt, men det tog mig lige et par minutter at zone mig ind på det genkendelige, men jeg bliver mindet om at træde ind et sted, hvor der er blevet kværnet kaffe. Og hvor duften af kaffe stadig hænger i luften som det fjerneste af indtryk. Bortset fra at bryggeren måske har indtaget en kop kaffe undervejs, har øllen dog aldrig set skyggen af mokka. Smagen er overraskende. Jeg havde i baghovedet, at dette værende Bøgedals første Sour, så ville noget være for meget på et eller andet punkt, men nej. Lortet balancerer. Det sure er en fin lille diskret note, baseøllen er en diskret lys Ale og man mærker intet til de 7,1% den bærer rundt på. Der er intet overdrevent ved Sour #1, det er en begyndersour om man vil, men den fungerer på alle planer og jeg er begejstret.

Anmeldelse: Alefarm/Northern Monk - Peach Farmhouse Ale + Blueberry Wild Ale

Det sæt øl, der nok har fyldt mest I mit ølfeed på det seneste er samarbejdet mellem Alefarm og Northern Monk, der har begået to øl sammen i Northern Monks Patron Projects serie. Jeg havde på forhånd størst tiltro til Blueberry Wild Ale, og lad mig da også bare med det samme skyde Peach Farmhouse Ale ned og konkludere, at den for mig smager som en Dubbel, lugter som en Dubbel, ligner en Dubbel og er lige så kedelig som en Dubbel. 

Umiddelbart er det den samme duft, der står op fra glasset efter Blueberry Wild Ale er blevet skænket. Det er så også den samme gær, der er blevet brugt (WLP565). Langsomt blender der sig nogle bærnoter ind, der dog skal mande sig gevaldigt op for bare at få lov til at spille andenviolin. Et øjeblik sidder jeg med den tanke, at det er Peach Farmhouse Ale igen tilsat et skud Ribena. Smagen er tæt på medicinsk og i min optik fylder gæren alt, alt, alt for meget i begge øl. Indrømmet! Med Saisongær på spil er vi også ude, hvor jeg normalt ikke engang gider tjekke om jeg kan bunde, men Alefarm har så mange gange før leveret øl i stilarter jeg normalt ikke kan og vil, hvor jeg er blevet overvældet af resultatet. Ikke her. To skuffelser af de store, og to øl jeg ikke tror på blev som man forventede da de var på tegnebrættet.

Poesibogen: Ronny Karlsson, Beernews.se

I en tid, hvor Svensk øl snart er mere interessant at følge end dansk, der er Beernews.se blevet en uundværlig kilde til at følge med i, hvad der sker på den anden side Øresund. Jeg spurgte Ronny Karlsson om han kunne have lyst til at bidrage til poesibogen. Der var intet han hellere ville. Vi stiller om..

What is your favorite beer? 

This is so hard to answer, almost impossible. There are so many great beers out there and great beers in so many different styles. But if I have to answer with one beer, I do pick Alesmith Speedway Stout – Vietnamese Coffee. 

What is your favorite beer type? 

I used to say Imperial Stout here and maybe I still do. But I do like many of the New England-IPAs that have come out on the market lately as well. 

Where do you buy your beer? 

Mainly at Systembolaget, not that many options in Sweden. But I also like to buy beers at the bars around Järntorget in Göteborg, and while travelling to California. 

What has been your greatest beer experience? 

It has to be last years Alesmith Speedway Grand Prix at the brewery in San Diego. The Grand Prix means you buy tickets to an event where they release 16 new versions of their Speedway Stout. Long but great day... 

What makes beer so great? 

The complexity, beer can taste in so many ways. But I also think the whole community adds to it. There are so many great people working with beer.

Klummen 23: Det Fri Øl

I torsdags blev det fri øls manifest offentliggjort og delt af en stribe af de bryggerier, der støtter op om initiativet. Om initiativet er direkte inspireret af det amerikanske ”independent craft brewer seal” skal jeg lade være usagt, men ingen tvivl om, at der for tiden er et behov for at skille sig ud fra de store spillere på markedet. 

Manifestet kan her læses i sin helhed, sammen med den følgetekst det er blevet lagt op sammen med på Herslev Bryghus Facebookside: 

Støt op om DET FRI ØL! 

Forbrugerne fortjener det bedste og mest mangfoldige øludvalg på barer, restauranter og i butikkerne. Desværre er det blevet en kamp for små og mellemstore bryggerier at fastholde deres position, da de store tilbyder "pakkeløsninger" med både specialøl og industriøl til kunderne. De ønsker at styre markedet, at købe sig til det. 

I modsætning hertil kan vi tilbyde kvalitetsøl brygget af mennesker på håndværksbryggerier i Danmark. Derfor har vi i samarbejde med kolleger fra andre små og mellemstore bryggerier som fx Hornbeer og Herslev Bryghus formuleret Det Fri Øls manifest. Mere end 20 danske craft/håndværks-bryggere har tilsluttet sig på 3 dage. Toneangivende bryggerier som har skabt det vi har nu. Vi har en bevægelse. 

Vi vil bevare og udvikle kvaliteten hos de danske bryggerier. Det Fri Øl er en nødvendig frihedskamp. Nogen ville kalde det en overlevelseskamp. 

DET FRI ØLS MANIFEST: 

1. Som brygger stræber du efter, at forbrugeroplysningen om en øl skal være ærlig, præcis og udførlig. Det gælder i forhold til råvarer, produktionssted, tappested, øllets navn, bryggeriets navn og beskrivelse af smagsprofil. 

2. Som brygger er du uafhængig af andre bryggerier og ærlig og tydelig om ejerforholdene for dit bryggeri. 

3. Som brygger arbejder du for mangfoldighed og innovation indenfor branchen. 

4. Som brygger elsker du godt øl og ønsker udbredelsen af det gode øl. Du bakker derfor op om fri og fair adgang til markedet sammen med andre bryggere. Eksklusivaftaler med barer, restauranter, festivaler, etc. bør derfor ikke forekomme. 

5. Som brygger må sponsorering og markedsføringstilskud af events, venues, barer, restauranter, etc. ikke medføre krav om at udelukke produkter fra andre bryggerier. 

6. Som brygger sætter du dit navnetræk på etiketten på flasken og fustagen som en garanti for, at øllet er brygget efter principperne for Det Fri Øl. 

7. Som brygger stræber du efter at dele viden, erfaring og inspiration med kollegaer. 

8. Som brygger forpligter du dig til at vedligeholde og udvikle øllets sprog, så det bliver så nuanceret som muligt. 

Jeg har stor sympati for idéen om at synliggøre det uafhængige, og jeg har stor forståelse for, at man ønsker at kunne opstille nogle retningslinjer, der gør det muligt at frasortere de ølbrands, der hører under de store bryggerier og bryggerier som Skovlyst, Munkebo Mikrobryg og andre bryggerier, der gennem tiden har været lidt for kreative med deres storytelling, men som jeg ser det, så er der for megen varm luft og for lidt slagkraft i manifestet og den tilhørende opslagstekst til at det får den fornødne virkning. 

Som forbruger hæfter jeg mig først og fremmest ved, at der ikke stilles krav til kvaliteten. Sætningen ”du kan ikke smage uafhængighed” er flere gange dukket op i forbindelse med AB-Inbev med fleres amerikanske opkøb, men den rummer en stor sandhed. Og det er for mig et af de store problemer med manifestet, ”Det Fri Øl” giver mig inden garantier for kvaliteten. 

Derfor bliver jeg også irriteret over denne sætning i indledningen ”…kvalitetsøl brygget af mennesker på håndværksbryggerier i Danmark”. 

- Håndværksbryggerier er med al sandsynlighed en oversættelse af det amerikanske craft brewery, men kan ikke oversættes direkte, da amerikanerne har defineret, hvad et craft brewery er. Det er aldrig sket herhjemme, og håndværksbryggeri bliver derfor et fint, men tomt og udefineret ord som alle i bund og grund kan tage til sig. Også de store. Hvis man vil tages seriøst som afsender, så må man også definere, hvem man er og inden for hvilke rammer man arbejder i forhold til størrelse, ejerforhold og andet. Som det er nu kan alle melde sig under fanerne 

- Ordene ”brygget af mennesker” er et fint sprogligt greb, der skaber billedet af alternativet værende et industrielt produkt, men spørg dig selv om eksempelvis de store amerikanske craft breweries laver dårligt øl? For her vil man mange steder finde bryggerier, der er så moderniserede og gennemindustrialiserede som de kan blive. 

- Hvad er kvalitetsøl? Rent bryggeteknisk er jeg ikke i tvivl om, at man finder færre udsving hos Carlsberg og Royal-Unibrews subbrands end man gør hos mikrobryggerierne. Det er muligt, at mange af øllene fra Lottrup, Schiøtz, Semper Ardens m.m. ikke er synderligt spændende, men har man ikke langt hen af vejen skabt det bedst mulige produkt i forhold til den pris øllet skal sælges til? Og omvendt, så har jeg personligt siddet en del gange med en øl fra et uafhængigt bryggeri, der ikke var pengene værd i forhold til den kvalitet, eller havde fejl som man ikke finder hos de stores subbrands. 

Jeg kan sagens se, hvor man vil hen med de indledende ord, men de forplumret af det samme mudder, som også præger manifestet. Essensen af manifestet kan koges ned til følgende punkter 

- De store træder ind på vores marked. 

- Vi må ikke komme ind på deres marked. 

Og så er det en måde at tage afstand til dé mindre bryggerier, hvis markedsføring har efterladt et andet indtryk end realiteterne. 

Ingen tvivl om, at mikrobryggerierne har et kæmpe problem med at de store bryggerier står i vejen for, at de kan komme ind på barer, caféer, supermarkeder, festivaler, koncertsteder m.m. Og det er fint, at man kommer med en programerklæring, hvor man i bund og grund siger ”vi vil ikke stå i vejen for hinanden”. Det løser bare ikke problemet, for det er ikke mikrobryggerierne, der i denne sammenhæng står i vejen for mikrobryggerierne. Manifestet synliggør muligvis problemstillingen, men omvendt er det nok en beskeden skare, der har interesse i manifestet og de er i forvejen klar over problemstillingen. 

Det ovenstående er kernen i den gordiske knude man forsøger at løsne op for med manifestet, derfor synes jeg også, at det er synd manifestet skal fyldes med tomme ord. 

Ejerforhold? Er det kun i forhold til større bryggerier? For ellers venter et større oplysningsarbejde. Kør eventuelt selv et par bryggerier igennem på virk.dk, hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener. 

Hvad er konsekvensen, hvis man ikke arbejder for mangfoldighed og innovation? Hvad dækker det over? Og hvornår klapper fælden? 

Hvad sker der hvis du ikke stræber efter vidensdeling? Hvad dækker det over? Og hvornår klapper fælden? 

Hvad sker der, hvis man ikke lever op til den forpligtigelse man har til at vedligeholde og udvikle øllets sprog? Hvor mange nye ølord skal man levere årligt for at leve op til de forpligtigelser? Og hvad dækker det egentlig over? Og hvornår klapper fælden? 

Jeg synes det er en skam, at de punkter er kommet med. Jeg ser idéen, men de er håbløst og vagt formuleret og står i vejen for det egentlige budskab. 

Jeg spår, at manifestet ikke kommer til at ændre på noget. Skal der ske noget, så skal man gribe fat i de store pangord fra nyhederne, som taskforce og lobbyarbejde. Det er benhårdt benarbejde der venter og der er ingen vej udenom. Hvis nødvendigt, så må man slå sig sammen og i fællesskab købe sig adgang til barer, caféer, supermarkeder, festivaler, koncertsteder m.m. Eller distributørerne må begynde at agere stærkere på de markeder. Det vil dog stadig kræve, at de store bryggerier giver lov, for de vil altid have muligheden for at byde over. Og meget skal ske, hvis de ikke i sidste ende vedbliver med at være de økonomisk stærkeste, der gerne spiller med musklerne for at stå i vejen. 

Manifestet tager udgangspunkt i noget vigtigt, derfor synes jeg, at det er synd, at det er så dårligt udført. Der skal meget mere til, hvis man vil vække gehør. Mine fingre er krydsede for, at der er mere på vej.

Pilsnerfestival på Dunkbar

Dunkbar inviterer 20-21. oktober til Pilsnerfestival. Denne weekend vil være dedikeret til tjekkiske pilsnere, der får lov til at flyde frit fra stedets ti haner. Endnu er langt fra alle detaljer på plads, men Stovt greb fat i Stefan Lund Jørgensen fra Dunkbar, for bare at blive lidt klogere på, hvad der kommer til at ske. 

”I bund og grund er idéen til Pilsnerfestival opstået, fordi vi er rasende glade for de tjekkiske lagerstilarter. Og som alle andre, der går meget op i noget, så har vi også en interesse i, at fortælle om og dele vores begejstring. Det er det vi prøver at gøre med vores Pilsnerfestival. Egentlig burde vi nok have kaldt det Lagerfestival, der er mere korrekt, men Pilsnerfestival klinger lidt bedre. 

På sin vis er det ret paradoksalt, at vi nu føler behov for at overbevise øldrikkerne om lagerens fortræffeligheder. I årevis har folk med lidt ølinteresse gået i en lang bue udenom de stilarter, fordi de ikke var interessante. Alt har handlet om tropisk plumresaft og fadlagrede Stouts med alverdens tilsætninger. Bevares, dem kan vi også lide, men vi skal sgu også værne om den lille smule ølkultur der stadig findes i Europa. 

Vi håber selvfølgelig at se en masse mennesker i den weekend, og vi skal nok opdatere løbende, efterhånden som vi får bekræftelser fra de forskellige bryggerier der deltager. Vi glæder os urimeligt meget!”

Anmeldelse: Herslev/Flying Couch - HayDude

Na na na nananana
Nananana
HayDude!

Jeg har solgt for mange eksemplarer af Beatles #1 til helt at kunne værdsætte Beatles nogensinde igen, men når nu musikken ikke helt forslår, så er det helt fint, at der kan dryppe linjer ud af diskografien og ned i øllets store navnebog. 

HayDude er så vidt vides et half n’ half blend af Herslevs Hø Øl og Flying Couchs Dude tilsat en ekstra tørhumling. Blandingen fungerer imponerende godt. Som tiden foreskriver så går smagen i retning af juice, og lander i en blanding af en gedigent bitter multifrugtjuice og saften fra en dåse ananasskiver. Det er let og lyst, uden at det bliver sessiontyndt. Der er god balance mellem juice og det sure, og det hele virker meget ligetil. Det kikser dog lidt i eftersmagen, hvor det sure bliver hængende lidt for længe og lidt for insisterende til at helhedsoplevelsen går rent hjem. 

Et rustikt glas øl, der udfordrer en smule, hvis man er til den slags, mens om også sagtens kan drikkes for, hvad den er. Hvilket er en fin, fin IPA med syrlige noter.

Poesibogen: Rene Henriksen, Malt og Humle

Endnu en dansk ølblog har set dagens lys. The new kid on the block hedder ”Malt og Humle” og er bestyret af Rene Henriksen, der på bloggen præsenterer sig selv som hjemmebrygger, medlem af Kolding Bryglaug, mangeårigt medlem af Danske Ølentusiaster og som værende på den anden side 12.500 anmeldelser på Ratebeer. Rene har været så venlig at besvare poesibogens fem spørgsmål. Vi stiller om..

Hvad er din yndlingsøl?

Närke Kaggen Stormaktsporter. Endelig en øl, der levede op til sin hype. Det er lykkedes mig at få den 5 gange i forskellige årgange og magen til balance og perfektion har jeg simpelthen ikke smagt andet sted. Hver eneste element deri passer perfekt til de øvrige elementer og intet er overflødigt. Den eneste øl, som jeg nogensinde har givet 5/5 på Ratebeer (og altså gjort det 5 gange).

Hvad er din yndlingsøltype? 

Saison. Der er en utrolig spændvidde i Saison. Duponts klassikere gøres endnu mere friske med tørhumling, italienerne gør næsten stilen til sin egen og jeg håber inderligt, at Grisette er vejen frem for øl i de lave alkoholprocenter. Og så passer Saison godt til det danske vejr som en hverdagsøl, synes jeg.

Største øloplevelse?

Ratebeer European Summer Gathering i Plzen. Muligheden for at smage Pilsner Urquell direkte fra træfade i kælderen (og bare det at se kælderen og få hele historien) var fantastisk. Også at få lov til at smage forsøgsbryg hos Urquell - både Stout og rugøl - var rigtig spændende. Det var også første gang, jeg smagte "rigtig" tjekkisk pilsner - blandt andet fra Koutsky - i deres fantastiske cheesy og egentlig lidt skumle brewpub . Bør nok også retteligt nævne en fantastisk første festival hos De Molen. Det var dæleme også sjovt.

Hvor køber du dine øl? 

Beershoppen I Kolding fordi det er byens bedste udvalg og fordi man skal støtte de små. Kvickly i Middelfart fordi det bare er et uhyrligt udvalg i et supermarked. Så køber jeg ind i Belgien så ofte som muligt - enten selv eller via venner, som er taget derned. Jeg benytter også diverse webshops rundt om i hele Europa. Hvad er det øl kan siden det er så godt? Øl kan samle folk på en måde som meget lidt andet kan. Jeg har mødt utroligt mange fantastiske mennesker gennem mit kendskab til øl. Bryggere, bryggeriejere, barejere, ølentusiaster, øl-ratere, øl-skribenter mfl. Og det er kun set fra mit synspunkt. Øl kan også bringe folk tættere over hækken, i familien og i mange andre sammenhænge

Anmeldelse: Evil Twin - Consumed 15 Today, Diane: All Galaxy

Som sådan elsker jeg jo egentlig alt ved Twin Peaks. Settingen, karaktererne, musikken, stemningen. Det er bare selve serien, jeg ikke kan holde ud at se mere end fem minutter af ad gangen før jeg bliver mæt. Så nu, hvor alle i mit sociale feed synes at have tygget sig igennem de nye afsnit og kommenteret flittigt nok, der må det være på sin plads med lidt ord fra min side om et af de mere åbenlyse spinoffs til serien.

Consumed 15 Today, Diana: All Galaxy er en 7% NE-IPA fra Evil Twin, der nok nærmer sig det bedste stykke øl jeg har fået fra bryggeriet. Den kan allerede under dens tur fra dåse til flaske duftes langt væk, hvilket i dette tilfælde er en god ting. I glasset er den lys gul med grønne toner, hazy og langt mindre indbydende end NE-IPA normalt er at se på. Til gengæld er smagen langt bedre og mere interessant end man normalt oplever for stilen. Ingen overdreven juice, til gengæld en virkelig stramt styret humleprofil. Ingen øl, der dør fed og træt efter et par minutter, til gengæld en øl der lever oplevelsen igennem og leverer en fantastisk mundfylde. Der er topkarakter på alle balanceparametre, og selv om den er godt tøjlet, så fornemmmer jeg en lidt heftigere humleprofil end man normalt oplever i NE-IPA. Og navnet? ”Consumed 15 doughnuts today, Diane. All jelly”. Anbefales. Helt sikkert bedre end serien.

Nyheder fra ølverdenen

- Munkebo Mikrobryg bløder penge og der sås nu tvivl om bryggeriets overlevelse.
- Djævlebryg genopstår, crowdfundingkampagne på vej.
- Ghost Brewing lancerer webshop.

Poesibogen: Jonas Bæk, Hopster.dk

Hopster.dk er en ny podcast om øl, der foreløbigt er to udsendelser gammel. Min begejstring for projektet er så stor, at poesibogen denne gang er blevet udvidet med et ekstra spørgsmål, hvor Jonas Bæk, der står bag Hopster.dk får lov til at introducere podcasten. Vi stille om..

Hvad er Hopster.dk: 

Hopster.dk er en ny podcast lavet af Jonas Bæk, hvor fokus ligger på historien bag øllet, frem for at anmelde øl og sammenligne øl, for det er der nogle rigtigt gode blogs der gør i forvejen, bl.a. Stovt.dk. Det gør de meget bedre end jeg selv ville kunne gøre. Det som trigger mig, er dem som er formidlere af øllet såsom bryggerierne, brygmestrene, barejere og staff. Det er dem jeg godt kunne tænke mig at få i tale, og det er det jeg prøver på. 

Hvad er din yndlingsøl? 

Det er jo 50.000 kroners spørgsmålet, som jo er så svært at svare på. Med de helt utroligt mange øltyper der er, og endnu flere ølmærker og måder at brygge dem, så rykkes grænsen for min ynglings-øl hele tiden. Men min holdning er, at den bedste øl fås frisk og gerne på fad (fustage) og jeg har en svaghed for den helt originale fadøl, altså det som på engelsk kaldes for ”cask ale” eller ”real ale” som jeg blev introduceret for lidt over 10 år siden. Det er også ret frisk øl, som ikke har så lang holdbarhedstid. Her er mine fortrukne øl ”Harvey’s Porter” fra Harvey’s & Sons, ”London Porter” fra Fuller’s og ”Proper Job” fra St. Austell’s. Alle øl er brygget i England og bruger primært engelsk malt og humle. Men sidstnævnte er ud over at være engelsk, også en IPA, som gør brug af amerikanske humlesorter, så den typiske IPA drikker, vil kunne genkende nogle nuancer i denne øl. Fælles for disse øl er at de skal drikkes frisk fra cask, og her mener jeg at de skal drikkes lige efter at fadet er åbnet, allerede på dag to er der forskel i smagen. Men samtidig er det også øl som du kan drikke en hel aften, uden at din hals snører sig sammen i bitterhed eller at du for kvalme af sødhed. 

Hvad er din yndlingsøltype? 

Jeg er total fan af mørke øl som stouts og portere, men har en svaghed for den tørre pilsner. Jeg er begyndt at få øjnene op for IPA og de nuancer som der er i øllet. 

Hvor køber du dine øl? 

Jeg vil egentligt helts købe mine øl der hvor det er lettest for mig. Jeg går altid en tur forbi ølafdelingen i det lokale supermarked, for at se om der skulle være noget interessant. Det er dog desværre ikke så ofte at jeg støder på de spændende øl, men det hænder. Eksempelvis fandt jeg nogle dåser fra Stone’s i Fakta. Men ellers køber jeg mine øl på nettet og får dem leveret. Jeg bor i et område, hvor der ikke er det store udvalg af specialbutikker, så her kommer nettet ind som værende der hvor jeg køber mine flaskeøl. Mit fortrukne sted er dog på barer, hvor øllet er frisk og i rigelige mænger. Her er mine fortrukne steder Charlie’s Bar i Pilestræde og Lord Nelson i Hyskenstræde begge i centrum af København. Men det nyåbnede Tribeca Ugly Duck pizzaria/ølbar i Københavns nordvestkvarter lover rigtigt godt. 

Største øloplevelse? 

Som nævnt tidligere, er min favoritøl jo cask ale, så det er også i denne genre, at mine to største øloplevelser ligger. Den første cask ale jeg fik var en ”London Porter”, og denne øl har været en favorit lige siden. En ny verden af smage åbnede sig for mig, og jeg var solgt til (engelsk) stanglakrids, da jeg satte skægget i denne øl. Min anden oplevelse, var i januar i 2017, hvor jeg var med mit arbejde i London. Her fandt jeg en snedig lille bar i en gyde – her havde det en anden øl fra St. Austell’s på cask – nemlig ”Tribute Ale” en engelsk pale ale. Jeg har drukket mange ”Tribute Ale’s” igennem tiderne, men denne her var den første cask ale på engelsk jord, og den var så sindsygt frisk at jeg måtte have nogle flere – hurtigt. 

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 

Øl kan samle mennesker. Vi samles om en øl, uanset smag og sted, og så hygger vi. Det kan øl på et helt andet plan en vin kan. Og så kan det smage så ufatteligt godt.

Vintage: Mikkeller Beer Geek Breakfast 2012

Jeg er ikke sikker på om flasken burde have været indleveret som danefæ, det er ikke i hvert fald ikke meget galt, at den serverede flaske Beer Geek Breakfast fra Mikkeller havde alderen til at ryge på museum. Den kom til verden på Nøgne Ø i februar 2012 og var sat til at skulle være bedst før januar 2017. Jeg er ikke fan af så lange holdbarhedsdatoer på mørkt øl, da det er de færreste af dem, der er i stand til stadig for alvor at byde ind efter så lang tid. Det var dog ikke tilfældet her. Trods fem år på bagen virkede flaskens indhold imponerende friskt. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor massivt den må have været humlet da den var pivfrisk. Man fornemmer en let falmen i smagen, men efter fem år er man imponerende langt fra den smag og de noter, der normalt bliver opnået når kælderen har været i brug så længe. Duften er røg, kaffe og efter lidt tid også sødlige noter. Smagen er brændt kaffe serveret med en massiv smagsintensitet, der nærmer sig overkill. En lagret øl af de bedre, selvom den på ingen måde var et studie i de kendetegn jeg normalt forbinder med lagret øl. 

Bryggeriloggen 16: Åben

Lidt før Kolding, i nærheden af Lilballe Skov, der har Johannes Karstoft og Philip Hulgaard åbnet bryggeriet Åben. Stovt spurgte om De ville udfylde de blanke linjer i bryggeriloggen, det sagde De heldigvis ja til.

Bryggeriets navn: 

Juridiske navn: Bryggeriet Hulgaard & Karstoft ApS. 

Markedsføres under brandet Åben samt ”Bryggeriet Åben” og ”Åben Bryg”. 

Siden hvornår: 

Juli 2016 

Fantombryggeri eller ”rigtigt”: 

Eget bryganlæg - kapacitet på 600 liter pr. bryg. 

Hvem står bag: 

Johannes Karstoft og Philip Hulgaard 

Hvordan kom det så vidt: 

Historien om bryggeriets tilblivelse kræver en vis baggrundsviden. Johannes og jeg er barndomskammerater og naboer - omend definitionen af nabo på landet er en anden end i byen. 

Johannes er til dagligt landmand og producerer blandt andet den type byg, som anvendes til at bygmalt. Jeg arbejdede for nogle år siden hos et stort revisionskontor i København, men havde brug for lidt luftforandring. Efter en længere rejse til Sydøstasien, hvor vi sad hjemme på sofaen og talte om rejsen med en øl i hånden, så kom vi på den idé, at vi selvfølgelig selv skulle prøver kræfter med faget. Ikke at vi havde særlig forudsætninger herfor, men som følge af vores forkærlighed for godt øl og vores gode venskab, så begyndte vi – som så mange andre – at brygge øl. 

Ølbrygning starter som en interesse og bliver en besættelsen - det kan flere vidst skrive under på - og inden vi så os om, så havde vi brygget så mange øl, at der skulle ske noget nyt. På det tidspunkt startede ideen om at lave et reelt bryggeri - vi har af flere omgange haft lyst til at starte en forretning sammen, men har aldrig fået gjort noget ved det. Her var noget som lå i så nær tilknytning til Johannes erhverv (hvor vi endda selv kunne producere nogle af råvarerne til øllen), og som interesserede os begge inderligt. 

Det betød at vi i juni, knap et år efter at vi startede bryggeriet, kunne åbne dørene til vores bryggeri: “Åben”. 

Vi hylder i alt sin enkelthed Åbenhed, derfor navnet Åben. Værende åbenhed omkring de øl som vi brygger, åbenhed overfor nye ideer og åbenhed over for andre. 

I Danmark har vi ét af verdens største bryggerier og også ét (måske to) af verdens mest anerkendte (mikro)bryggerier. Det er da fantastisk! Samtidigt er vi en af verdens førende landbrugsnationer. 

Vi ønsker med bryggeriet at udbrede kendskabet til øl, ølproduktion samt de bagvedliggende processer: produktion af byg, malt, humle, gær etc., alt det som bruges til at lave øl. 

Vi håber, at vi med tiden kan være med at drive den spændende ølrevolution, som der har været i Danmark de seneste 10 år. Med navnet Åben indikerer vi, at vi modtagelige og lydhøre over for nye ideer og initiativer, og at lige så meget tænker på, hvordan øl kan bruges i andre sammenhænge - f.eks. øl & mad, madmarkeder, ølarrangementer og festivaler. Senest deltog vi på majmarked i Kolding, hvor vi fortalte om, hvordan byg bliver til malt, der så bliver til øl. 

Endeligt så er kendetegnet ved øl, at det typisk nydes sammen i samvær med andre: om det er de gamle venner eller nye bekendtskaber, det er underordnet - øllen binder alle sammen. Hvor mange nye bekendtskaber har vi ikke fået over en dejlig kold øl. Med udgangspunkt heri så tænker vi på åbenhed overfor andre mennesker, bryggerier mv. 

Hvad er planen: 

Fredag d. 9. juni 2017 åbnede vi dørene, hvilket også var første gang, at vi havde gæster i bryggeriet. Bryggeriet er således i dets spæde opstart og planerne er derfor usikre - en ting er dog sikkert, vi vil gerne udbrede kendskabet til vores øl lokalt (det vil sige i Kolding). På sigt håber vi på at kunne åbne vores eget lille ølsted, hvor vi kan sælge vores og andet godt lokalt øl, og dermed være med til at udbrede kendskabet til øl, og de mange små vidunderlige mikrobryggerier, som vi har i Danmark. 

Hvilke øl skal vi forvente: 

Vores primære fokus er på humlede øl, og især de amerikanske af slagsen. Vi bevæger altså os inden for kategorien India Pale Ales (herunder de mindre bitre typer såsom NE-IPA) samt velhumlede Pale Ales. Vi har dog ikke planer om kun at lægge os fast på en øltype, og vi vil efterhånden som vi får prøvet nogle øltyper af udvide sortimentet. 

Hvad er næste træk: 

I de kommende måneder skal vi have bryggeriet op at køre, ud at tale med restaurationer, andre bryggerier og forbrugerne. Vi går en rigtig spændende tid i møde!

Bryggeriloggen 15: Sidekick Brewing

Foreløbigt er det blevet til to øl fra Sidekick Brewing, der blev en realitet tidligere i år. Jannik Sahlholdt, der står bag har taget sig tiden til at fylde de tomme huller ud i Stovts bryggerilog.

Bryggeriet navn: Sidekick Brewing.

 

Siden hvornår: Start 2017 . 

Fantombryggeri eller ”rigtigt”: Fantombryggeri. Første øl blev brygget på Brewski i Helsingborg, men bliver fremover brygget hos Braunstein på Køge Havn. 

Hvem står bag: Jannik Sahlholdt. 

Hvordan kom det så vidt: For cirka 14 år siden drak jeg mig til min første deltidsbartjans på Ølbaren, og siden har jeg arbejdet med specialøl det meste af tiden. Jeg har flere gange prøvet at komme væk fra øllet og få mig et ”voksenjob”, men vender altid tilbage til branchen. For nogle år siden accepterede jeg, at øllet er min skæbne, og at det er, hvad jeg brænder for. I slutningen af 2016 endte min deltagelse i det ølprojekt, jeg havde været en del af de sidste cirka fem år. Nogle rigtigt gode venner tog hånd om mig og fik mig til at tro på, at jeg også i fremtiden skulle være en del af branchen. Jens fra Spybrew har været en stor hjælp, både på det personlige plan og med at kunne afprøve ting på hans anlæg i Hvidovre. Marcus fra Brewski gav mig mulighed for at brygge et batch øl på sit bryggeri, selv om han ikke kunne følge med efterspørgslen på sit eget øl. Uden ham var Sidekick nok aldrig kommet i gang. Men en øl gør jo ikke et bryggeri, og uden Claus og Michael fra Braunstein og deres hjælp til fremover at kunne brygge på Køge Havn, så var eventyret hurtigt endt. Nu må tiden vise hvor det ender. 

Hvad er planen: The Mission is Beer og det er også planen. Øl nummer to LL Cool Ale er klar og Juicy Lucy, Sidekicks første øl bliver brygget igen om et par dage. Der er om kort tid en tredje øl på vej. Alle øllene skal sælge både på fad og flasker. I første omgang i Københavnsområdet, da jeg selv leverer det, men på sigt er planen, at det skal rundt i landet og også gerne til udlandet. Jeg har lavet en aftale med Beer Me i Sverige omkring distribution derovre. Og så må resten komme hen af vejen. Hvilke øl skal vi forvente: Første øl var en Session IPA, den næste var en APA og den tredje er planlagt til at blive en IPA. Hvad fremtiden ellers kommer til at byde på er svært at sige, men jeg har en drøm om på sigt at lave en kellerbier og har da også en del andre ideer. 

Hvad er næste træk: Det er at få etableret Sidekick Brewing på markedet og opbygge et netværk af specialbutikker, barer og restauranter, der vil føre øllet. Det lyder megakedeligt, men det er en nødvendig og naturlig del af at opbygge en virksomhed. The Mission is Beer og der er givet ”Order to go”, men missionen er først lige begyndt.

Vintage: Beer Here - Kremlin Crude 2012 + 2014

Kremlin Crude er en gammel favorit her på egnen, som dette uddrag af Stovts anmeldelse fra februar 2013 måske vidner om:

”..Duften er der ikke det store at fortælle om, men skummet burde virkelige foamfreaks kunne skrive bøger om - tykt som et panser, og som Rocky nægter det at lægge sig. De første par tåre var skarpe, humlen bed fra sig, men så skete der det, der sker når øl er allerbedst, hjernen koblede sig selv fra og i stedet for at fundere det store over hvad jeg drak, så drak jeg bare glassets indhold, mens tankerne kredsede lidt om gud, konge, fædreland og andre ligegyldigheder. Smagen er brændt, men ikke for brændt, og humlet, men ikke for humlet, og ellers er Kremlin Crude som der står skrevet på etiketten "sort og fed som råolie fra oliefelterne i det Kaspiske hav", eller det vi på Stovt kalder "en elegant øl med nosser". Om den kan anbefales? Skider paven i skoven? Anbefales!”

Af samme grund har der derfor også de senere år boet to årgange af øllen i Stovts underjordiske ølghetto, hvor øllet får lov til at leve en hengemt tilværelse indtil det skal indtages. De to flasker Kremlin Crude er født i henholdsvis 2012 og 2014, så vidt vides de eneste to gange øllet er blevet flasket (og brygget?). Som ovenstående anmeldelsesuddrag måske insinuerer, så er jeg fan. En tung sort øl med kant, det er lige som jeg prædiker, at det skal være, når jeg iklæder mig min præsterobe og forkynder Stovts ord for min menighed. 

Som antydet ovenfor, så er duften ikke det største kapitel i bogen om Kremlin Crude, af samme grund er der heller ikke den store margen forskellen mellem duften af de to øl kan bevæge sig på, og forskellen er da også minimal. Lidt lakrids, lidt tørrede figner und das ist alles. Noten af tørret frugt accelerer dog i 2012-udgaven mens den får lov at stå.

2014-udgaven er blødt karboneret. Øllen er også blød og tilgængelig, med let røg og tørret frugt i noteret i notefeltet, mens smagen af bitter chokolade giver den en perfekt afstemt kant. 2012-udgaven har langt mere smag, og er langt, langt, langt mere bitter. Humlen kan i den grad stadig smages, der er brændte kanter og en del lakrids. Jeg mistænker lidt, at opskriften er blevet rettet til imellem de to bryg. Jeg glemte at notere det, men de er så vidt huskes begge brygget på De Proef, så det er ikke fordi brygningen er blevet rykket, at forskellen er så udtalt. Man kan sagtens smage, at de går i samme retning, men forskellen er markant, og det er ikke forskellen i alder, der spiller ind her.

Begge øl smager stadig virkelig godt. Jeg vil ikke sige, at de har vundet det store på at blive lagret. Det er nok snarere lidt sangen om gyngerne og karrusellerne, hvor noget er vundet, noget er tabt, karakteren på øllet blevet ændret en smule, men den karakter de får uddelt står uændret tilbage. Der står endnu et sæt Kremlin Crude i kælderen, jeg vil krydse fingre for, at Beer Here får brygget et nyt batch snarest, så de to kan blive smagt op imod en frisk udgave.

Nyheder fra ølverdenen

- Jesus fra Beerbay har besøgt det gamle bibellager på Amager og interviewet Henrik Papsø om dette og hint. 

- Norske Godt I Glasset har et kort interview med Kjetil Jikiun, der er trådt ud af Nøgne Ø og startet på en frisk i det græske. 

- Sidekick Brewing holder i morgen releasefest for LL Cool Ale, der bliver den anden øl i bryggeriets diskografi. Det går ned på Bootleggers Craft Beer Bar. 

- Hvis du har et par timer til overs tæt på hele tiden, så er det måske dig, der skal overtage Ølbutikken. Der søges en interesseret til at føre Istedgades originale ølmekka videre.

Amager Bryghus: Nye øl til Amarikanerdag 2017 pt. II

Amager Bryghus holder vanen tro Amarikanerdag i starten af juli, og i år er begivenheden velsignet med hele otte nye øl. Stovt præsenterede forleden de første fire af dem, her kommer de sidste fire.

Minor Axident: Imperial IPA 8% 

On the canned American version of this collaboration beer, Sam Cruz – the head honcho of our collaboration partner Against The Grain – babbles on for ages about the name Minor Axident, how it has no meaning and so on. Well Sam, after lines upon lines of insults from you, it has become clear to us, that the Minor Axident here was to even collaborate with you guys for a third time. Actually, we’re inclined to call it a major axident. However, we forgive you and we understand you. Having your lack of appetite exposed on the first beer we brewed together “The Great, Big Kentucky Sausage Fest” and then being humiliated in arm wrestling not once, not twice, but a dozen times. We understand your bitterness and we forgive you, Sam. We’ll be the bigger person here, and we meet your sarcasm and bitterness with nothing but peace, love…… and this wonderfully hoppy collaboration. Come visit again Sam. Bring Jerry. Bring Adam - and bring a case of Pappy VW. It’s time to rejoice in true happiness. Amen.

Piping Up For Peace: Dry-hopped Mosaic Single Hop Session IPA 4,5% 

Hailing out of Little Village, Chicago, and with a strict Irish background, the MacDunnes had been patriots since the day the first family member set her foot on American soil. Male MacDunnes had been volunteering for every war they possibly could. So, the day that young Garret turned 18 it was both expected and with a natural pride that he enlisted to fight for his country in the Vietnam war as part of the 1st Battalion, 9th Marines. As a private he was hailed through some of the fiercest battles of the war: Khe Sanh, Hamburger Hill, the Tet Offensive you name it – Garret was there. Wounded several times but strictly alive unlike many of his fighting compadres. Actually, he’d lost so many that his battalion was nicknamed “The Walking Dead” due to their extreme casualty rate. When Garret returned to Chicago after three years in hell, he was utterly disillusioned and soon became a very outspoken voice against the war. He was a prominent member of the anti-war movement, and taking up music he was famous for his long concerts for peace played on a mobile organ with a distinct Ray Manzarek inspiration. Part of his fame could clearly be attributed to the strange fact that he would always perform without pants, due to a severe skin rash he brought home from the war. This collaboration beer made with one of Chicago’s finest craft breweries is named in honor of this true American patriot and peace activist.

SigteBroad: Dry-hopped New England-style IPA 6,8%

Once Amager Bryghus and Trillium Brewing Co. had decided to do a beer together, some investigative brewer research started on both sides of the Atlantic. Trillium main man Jean Claude Tetreault (JC) came across the name of an old Danish type of bread called “Sigtebrød”, and we decided to aim for a beer with mostly the same ingredients as in this old style of bread. However, we wouldn’t be Amager if we didn’t dig a little deeper into the matter. It appears that the word “sigte” – in English “to aim” - can be taken back to the Viking era, where a “Sigtebrød” would be baked very hard as a substitute for a traditional longbow in areas where wood was scarce or even absent. After the victorious battle the Viking could then toast their bread bow on a traditional Anglo Saxon toaster. Illustrations of this bread bow have been found in several places in Ireland and Scotland, but not until recently did the confused archaeologists realize, what exactly was going on. Several hundred years later, Danish settlers in Minnesota brought the old Viking bread with them, and it soon gained widespread popularity. Also the bakery girls of blonde, Danish descent selling the bread, became popular to an extreme degree, and local Minnesotans soon nicknamed them “sigte broads” for their good looks. In some areas the baker even had to arm his sigte broads with a traditional Danish long knife to dishearten the most intrusive young, male bread costumers. All very weird, but indeed very true. This is a collaboration beer made with Trillium Brewing Co., Boston MA, USA

The Mortician: Imperial Stout 10,5%

Throughout the 18th century The Alistair Smythe Burial and Cremation Company had a thriving business based in Hempstead, Long Island NY. Immigrants brought in illness and disease galore, and personal hygiene was still not really regarded as anything other than a waste of time. Let’s be honest, people died like flies and the Smythe morticians had their hands full taking care of the dead. But with the 19th century approaching things were starting to change. Everyone who met the new owner – Alistair’s oldest son Walter - described him as the perfect mortician, compassionate and caring. But only Walter knew the blood red reality of the company accounts. The Long Islanders had started using soap, the roads were getting paved and even the immigrants seemed healthier. People simply didn’t die at the rate they used to. Walter, being a practical man, realized he had to make his own customers. Soon he had formed a band of nighttime gravediggers who would raid fresh graves and dump the corpses from a row boat in the narrow channels south of Oceanside. For years, the local police wondered about the numerous dead bodies that washed ashore on Parsonage Island and The East Channel Islands. But since they were impossible to identify and apparently missed by no-one the police quietly closed the case. Walter Smythe died a rich man, famed for his abilities with a row boat. A model citizen, and a much respected mortician. This is a collaboration beer made with Barrier Brewing Co., Oceanside NY, USA.