Vintage: Amager Bryghus - King of Kentucky (2014)

King of Kentucky er lige gået. På dato forstås. Tidslinjen for dens levetid havde et slutpunkt, der hed maj 2019 og lige viser klokken midtvejs i juni 2019. Fem års levetid var den blevet sat til, og bedømt på dagen for dens indtagelse, der kunne man fint skrive mindst holdbar til – og så glæde sig over, at det ikke længere hedder bedst før. For peaket, det har den gjort. 

Forhåbningerne var egentlig intakte da jeg hev flasken med op fra kælderen. Etiketten lignede efter nærkontakt med nogle kapsler noget gammelt og slidt, men hvor slidt King of Kentucky stod stadig hen i det uvisse. Jeg drak senest King of Kentucky tilbage i april 2017, hvor den var tæt på den perfekte kælderølsoplevelse. Det er den ikke mere. Dengang var alt i balance, og som sådan fejlede balancen ikke noget i King of Kentucky anno 2019 – den virkede bare hurtigt livstræt og mæt af dage. 

Anmeldelsen af King of Kentucky fra 2017.

Duften havde travlt med at komme af flasken da kapslen blev taget af. Det er vinøst, boozy og sødt – da øllet et halvt minut senere stod i glasset er der nærmest intet til næseborene. Boblerne i glasset havde også travlt med at komme væk. Det prikkede kun symbolsk i ganen – that’s was that. 

Indtrykkene fra de første tåre fra glasset er en fortættet smag – øllet smager skarpt ristet, men uden bitterhed, der er tydelig alkohol, men den bider ikke. Eftersmagen er de ristede noter blandet med blød chokolade, der bliver hængende i det uendelige. Indtil her er alt ganske tilforladeligt. Det er ikke den mesterlige oplevelse fra for 2 år siden, men det er stadig godt selskab til en lørdag aften. 

Oplevelsen døde desværre ud. Det virker til at øllen falder fra hinanden i takt med at den får lov til at stå. Indenfor et kvarter virkede den flad, tynd og vandet. Jeg har hørt om ældre vine, der skal drikkes øjeblikkeligt efter åbning fordi de oxiderer på ingen tid. Jeg ved det ikke, men tænker om denne oplevelse kunne være i familie med det? Der er i hvert fald en verden til forskel på øllen ved åbning og så et kvarter senere. 

King of Kentucky var en af de helt store oplevelser, da jeg fik den for 2 år siden. I denne omgang var den reduceret til et kvarters okay selskab før den valgte at dø mellem hænderne på mig. Sådan kan det (desværre) gå.

Top og bund fra Amager Bryghus

For nylig faldt snakken på Amager Bryghus og favoritter derfra, hvilket udløste en tur ned af Memory Lane i selskab med Untappd og min hukommelses bagkammer. Amager Bryghus har efterhånden været med i mange, mange år og er et godt bud på det danske bryggeri jeg har smagt flest forskellige øl fra. Derfor, frit fra leveren og skudt fra hoften, har jeg hevet disse to lister ud af røven, der henholdsvis repræsenterer toppen og bunden af Amagers output – og du er naturligvis velkommen til at byde ind med dine bud via Facebook. 

Top 3
1. Todd the Axeman
2. Rye King
3. The Clansman
Boblere: Batch 1000, King of Kentucky, Black Nitro

Bund 3 
1. Aronia My Love
2. Black Rainbows
3. Linda the Axegrinder
Boblere: Gay Gondolier, Bees for My Honey, Minor Axident

Åbent hus hos Penyllan

Pressemeddelelse:

Tejn Bryggeri holder åbent hus 
Penyllan bryggeriet på Tejn Havn åbner ny bar og butik inde i bryggeriet og holder i den anledning åbent hus og vil gerne byde på en fadøl.

Der vil være mulighed for at se bryggeriet, snakke med bryggerne og købe øl med hjem. Fra brygplatformen vil der dagen igennem være DJ’s og bands der underholder. Ølspa’en fyldes hvis vejret er til det og hele vejen fra Kødbyen i København kommer Johns Hotdog Deli der sælger sine gourmet hotdogs med tilbehør lavet med Penyllan-øl. Er man ikke til øl er der mulighed for at købe vin og spiritus, samt hjemmelavet tonic og gin fra fad.

”Vi har længe gerne ville udvide vores lille bryggeri med en bar og butik. I Australien, hvor jeg kommer, fra er det almindeligt at mikrobryggerier har såkaldte tap rooms inde i bryggeriet, hvor der er åbent for gæster. Vi håber danskerne vil tage godt imod muligheden for at nyde en øl i de rustikke omgivelser på Tejn Havn” udtaler Jessica Andersen der er brygger og den ene halvdel af parret bag Penyllan. 

Tid og sted Lørdag d. 1. Juni 2019 fra kl. 14 og indtil vi ikke kan mere…
Adresse: Havnevej 8D, Tejn (indgang fra kajkanten)

Link til event.

Vintage: Det Lille Bryggeri - Dark Ale oak aged (2015)

Der var engang, hvor Stovt delte karakter ud når der blev anmeldt øl. Det bliver der ikke rigtigt mere – hverken delt karakterer ud eller anmeldt øl – og så alligevel - for det hænder, at der hives flasker op fra kælderen, der bliver gransket, smagt og vurderet på skrift. I denne anmeldelse tilfalder den skæbne Det Lille Bryggeris Dark Ale, der i 2015 kom i denne oak aged-udgave for at fejre bryggeriets 10 års fødselsdag. Det fører os tilbage til det med karaktererne, for da Stovt anmeldte den almindelige udgave af denne øl blev det til et ganske flot 10-tal.

Med en bedst før dato sat til oktober 2020 gætter jeg på, at øllen i skrivende stund er 3½ år gammel. Det er dog ikke meget, der mærkes til alderen – hverken visuelt, hvor der under ophældning former sig et markant hvidt skum ovenpå den mørke øl, eller under indtagelsen, hvor øllet stadig bobler og prikker, mens alkoholen ganske tydeligt kan smages.

Trods alderen er der masser af kant i glasset, som nævnt synes hverken alkoholen eller karboneringen at være fadet ud, samtidig er der masser af røg i glasset. Alt det er det umiddelbare indtryk, mens der i baggrunden fornemmes noter i retning af brændt portvin, med en let vinøsitet. De to spor kører dog indledningsvist helt separat, men nærmer sig langsomt hinanden i takt med at øllet bliver en smule varmere. De holder dog afstand og når aldrig at omfavne hinanden.

Oplevelsen af Dark Ale Oak Aged er ganske god, men underligt uforløst da øllen ikke bærer præg af at have været gemt væk i et par år. Sådan kan det gå, og vel hellere det, end en lagret øl, der er stået helt af?

Vintage: Amager Bryghus - Smoking Scotsman (2013)

Den sølvfarvede Amager Bryghus-kapsel afslører, at det er et stykke tid siden, at Smoking Scotsman løb af båndet. To ting bemærkes der ved Smoking Scotsman, dels at den med sine 10,2% er ualmindeligt velvoksen for en Wee Heavy, og dels det forrygende navn Smoking (den er røget) Scotsman (en Wee Heavy kaldes også Scotch Ale og så skal alle jer fra de røgfrie generationer lige have med, at Scotsman engang var navnet på nogle fæle cigaretter, der vist primært var forbeholdt de absolut usofistikerede rygere, hvilket så bringer os tilbage til Smoking-delen af navnen). 

Således oplyst kan vi forsætte med at jeg noterer, at jeg har blandede erfaringer med at lagre Wee Heavy i kælderen. Nogle synes ikke at gennemgå de store forandringer, mens andre taber eller vinder en smule, de store udflugter fra udgangspunktet har jeg dog stadig til gode at opleve.

Noget er der dog sket siden Smoking Scotsman så dagens lys i april 2013. Karboneringen er tæt på væk, et par bobler lægger sig pligtskyldigt på overfladen da jeg hælder øllen op, men det er også det. Øllet er kloakvands-hazy på en måde, den næppe så ud da den blev tappet og også smagen har undergået en forvandling.

Smagen hopper og danser de første ti minutter efter jeg har skænke op. Det ene øjeblik er det en flad og sød gang maltsjask, det næste er det en kompleks dessertvin. I takt med at øllet varmer op peger pilen dog mere og mere i retning af dessertvinen – en dessertvin i sherry/madeira-familien, med en duft af tørret stenfrugt, med masser af sødme ude i kanterne og med et solidt bid af røg lige midt i smagsoplevelsen.

I takt med at øllet varmer op, stiger kvaliteten af oplevelsen også. Det er intenst, det er interessant og flasken havde været perfekt, hvis dens indhold var blevet fordelt i fem glas og serveret til en heftig karameldessert.

Jeg var ikke mand til at fuldføre flasken alene, men dermed ikke sagt at dette ikke har været en af de mest interessante kælderøl i lange tider. Trods alderen havde den bevaret masser af krop, smagsoplevelsen rummede et væld af nuancer og interessante drejninger og det eneste der egentlig manglede var den omtalte karameldessert.

Klummen 38: Til kvinderne... og så alligevel ikke

Der skal ikke herske tvivl om, at mit yndlingsfag det sidste år af min handelsskoletid var markedsføring. Måske ikke så meget på b-niveau, hvor jeg og resten af min gruppe blev truet med udsmidning efter at have fremlagt et projekt om en fiktiv parfume opkaldt efter et spansk ukvemsord, der kom i en penisformet flacon med en helt unik sprøjtefunktion - det til trods for, at dette var i en tid, hvor Jean Paul Gaultier var på sit højeste.

Så har var der højere til loftet i tilvalgsfaget markedsføring på a-niveau, hvor vi havde et kreativt dream team som undervisere, der bestod af Arne, der senere blev direktør for GOG og Povl, der ejede en andel af tegneseriebutikkerne Comix, der gav os plads til at være de hormonramte skidesprællere vi nu engang var. Uanset niveauet, så var det i de år jeg lærte ord som segmentering og målgrupper, og netop målgrupper er emnet for denne klumme.

Måske du har bemærket det, måske ikke – men i den seneste tid har Crafted By markedsført sig til kvinder på en, tror jeg, ganske tidstypisk facon via sponserede opslag på Facebook. Der bliver i de fire opslag jeg indtil videre har spottet (jeg har desværre kun screendumps af de tre) slået på den foreståede påske, øllet som gaveidé, øllet som den fuldendende gimmick og ikke mindst det personlige præg.

Jeg mindes ikke at have set Carlsberg henvende sig direkte til kvinderne, siden de lancerede Copenhagen for nogle år siden. Copenhagen ramte for snævert og var derfor ikke et levedygtigt produkt. Her markedsfører Carlsberg et allerede eksisterende produkt, men til et mindre udsnit af målgruppen, hvilket som markedsføringsplan giver mere mening end at udvikle, producere, lancere og så målrette et produkt til en mindre målgruppe.

Det jeg finder interessant er, at selvom de sponserede opslag går efter kvinderne som forbrugere, så går de ikke efter kvinderne som slutbrugere. Det er gaveidéen, det er gaven til manden, der har alt og det er det personlige præg på (påske)bordet – til gæsterne.

To af de sponserede indslag linker til bloggere – dels til AnneMetteVoss.dk og dels til JulieVonLyck.dk. Det er fascinerende at se øl blive smidt igennem blogmaskineriet, som emne for sponserede opslag. Julie Von Lyck roser et produkt, som det fremgår hun ikke har smagt – men hun har smagt andre varianter hos sine forældre, læs: hun har heller aldrig købt produktet. Annemette Voss går også uden om smagen, men holder fokus på øllet som det personlige prik over i’et på frokostbordet.

Jeg forstår ikke den type blogs, eller jo, men jeg forstår ikke behovet for at følge dem – jeg er så heller ikke målgruppen. Jeg tænker, at dét at følge den type blogs, må være som at følge én, der sidder som kurator på, hvilke reklamer hun tænker jeg skal se. Der bliver da heller ikke lagt fingre imellem når Julie Von Lyck skriver at ”hun elsker at arbejde med brands, der giver mening for mig og mine læsere”.

Da jeg efter en kort jagt i min kvindelige omgangskreds fandt én, der læser denne type blogs, og fik spurgt, hvorfor hun fulgte dem, var svaret ”inspiration”. Og som inspiration fungerer de ovenstående blogindlæg sandsynligvis ganske fint for den tilsigtede målgrupppe.

Der er sikkert både penge og goder at hente ved den slags omtaler, men ingen troværdighed. Vi ser det også hos ølbloggere, der anmelder sponserede øl. Den gode anmeldelse er ikke troværdig, og den dårlige anmeldelse ender som regel som en produktbeskrivelse i stedet for, hvor indtrykkene bliver erstattet af teknisk data.

Hvad kan vi så lære af det? Jeg ved det ikke, der er ingen morale at komme efter, det er bare sådan det er. Men for 10.000 kroner skal jeg gerne anbefale din øl til påskebordet.

Epilog: Efter at klummen var færdigskrevet dukkede et nyt sponsoreret opslag op i mit Facebook-feed. Det lægger hverken til eller fra ovenstående, men kan findes på Herregaardsdroemmen.dk - hvor du også bør tage dig tid til at læse den sponsorerere bryllupsreceptionsfortælling, det er next level marketing, der batter.

Klummen 37: Skal de kritiske briller på? Probably!

I fredags dukkede der i mit Facebook-feed en annonce op for hjemmesiden A Beer Moment. At der dukker ølrelaterede reklamer op i mit feed er der intet nyt i, men A Beer Moment er absolut værd at kigge nærmere på.

For det kræver bare et klik på om-sektionen, for at læse at økonomisk, der er det en af de store spillere, der står bag siden.

”A Beer Moment bliver produceret og udgivet af en redaktionel uafhængig redaktion. Vi er ejet af contentbureauet OTW og støttet af Carlsberg Denmark A/S.”

At Carlsberg spytter penge i kassen betyder, at det er svært ikke at læse sig igennem uden at have de kritiske briller på, af den slags med høj styrke. For selvom en redaktion er redaktionelt uafhængig, så kan den sagtens have en agenda.

I løbet af de senere år er der i USA dukket flere ølsider op, der er ejet helt eller delvist af AB-Inbev. Stovt har tidligere skrevet om fænomenet i klummen ”Hvem står bag det du læser” - der er værd at kaste et blik på, hvis du vil have opsummeret nogle af problemstillingerne.

På overfladen er det egentlig prisværdigt, at Carlsberg tager skeen i egen hånd og bidrager til ølpressen, for øl er i pressen herhjemme ikke repræsenteret med meget andet end pligtskyldige sæsonølsanmeldelser og rosenrøde firmaportrætter. Egentlig rammer de også godt ind i tidsånden, for hvor mange store firmaer har efterhånden ikke deres egne livsstilslignende magasiner? Og det er prisværdigt, at Carlsberg toner rent flag og lader det fremgå, at de støtter siden - både i bunden af siderne, og i "om" sektion, men der skal alligevel ledes for at finde den oplysning, så jeg vil påstå, at det går de flestes næse forbi.

Screendump fra A Beer Moment.

Læser man op på omtalen af de AB-Inbev-ejede sider, så vil du støde på den strategi, der hedder: At siden ikke blæser ejerbrandet op, men putter den ind i en kontekst, der giver brandet troværdighed. Når du ved det, så stikker det ud, at ”topkokken” Henrik Yde i en artikel om, hvad du bør drikke til asiatisk mad nævner Tuborg som et bud på sin yndlingspilsner, at Carlsberg Jacobsen Vintage dukker op en liste over fem dyre øl i artiklen ”Var det noget med en øl til 34.000 kroner?”, at Carlsberg Nordic er på listen over anbefalelsesværdige alkoholfrie øl, at Carlsberg er nævnt i artiklen om øllets historie og at klummen ”Hvem pokker drikker milkshake-IPA og avocado ale?” er skrevet af en Carlsberg-ansat og så videre...

Måske er det alt sammen helt uskyldigt og tilfældigt, men med de kritiske briller på er det mere end  påfaldende. Andetsteds går det fra det påfaldende til et egentligt freudian slip, da skribenten som stilart næver Saaz Blonde – der ikke er en stilart, men en øl fra Jacobsen.

Screendump fra A Beer Moment.

Det er meget muligt, at redaktionen er redaktionelt uafhængig, men Carlsberg, en anden dansk ølproducent og alle deres afstikkere fylder så imponerende meget på A Beer Moments sider, at det næppe er et tilfælde. Det ligner nærmest en synergisamarbejde, hvor Carlsberg låner credibility mod at den anden får bredere omtale.

Måske læser jeg A Beer Moment forkert, måske overfortolker jeg i en grad, hvor jeg ikke ser, at A Beer Moment er uskyldsren som nyfalden sne, men jeg har virkelig svært ved at læse A Beer Moment uden at se en variant af udtrykket ”som Fanden læser Bibelen” skrevet med meterhøj flammeskrift.

Vintage: Ugly Duck - Rye Porter (2015)

Jeg har haft stor glæde af den kasse Rye Porter jeg fik foræret fra Ugly Duck for et par år siden. Øllene så dagens lys i marts 2015, og jeg fik kassen foræret omtrent da de gik på dato i september 2016. Siden da har jeg med jævne mellemrum tjekket ind og set til, hvordan Rye Porterne har smagt og hvordan de har udviklet sig. Det har mere eller mindre været en fryd siden jeg fik kassen overdraget og indtil nu, men nu virker det til, at tiden i en alder af fire år er ved at løbe fra dem.

Rye Porter er, når man piller den af hylden i butikken, en øl med en forholdsvis markant smag, lidt spids om du vil og med et ganske pænt præg fra rugen. Som tiden går og øllet langsomt mildnes, der smager den dog mere og mere som en rundet brunkagedejsporter – og det er ment som en ros. Én blød og velkommende øl, med et rundt og velsmagende præg af bløde krydderier. Det spidse gik af øllen omkring toårsalderen og siden da har alt været godt, altså indtil nu.

Smagen af en lagret sort øl, der er ved at falde sammen er en vandet affære. Branket og vandet. Og smagen af den seneste Rye Porter jeg har indtaget, er derfor også langt mere markant end de mange Rye Portere, der har ført op til denne. Helt sikkert har den uventede skarpe smag også spillet negativt ind på min oplevelse, da jeg forventede noget andet, men smagsoplevelsen jeg blev efterladt med, var ikke det store sus, heller ikke med overraskelsesfaktoren.

Egentlig er Rye Porter ikke helt kraftig nok til at blive smidt i kælderen. Lærebøgerne siger minimum 8%, hvis en øl skal gemmes af vejen, etiketten på Rye Porter siger 7,8%. Der kan naturligvis være udsving i alkoholstyrken på brygget i begge retninger. Selvfølgelig skal de resterende Rye Portere smages, dels for at se om det virkelig er forfaldet, der har sat ind, dels for at se, hvad der sker på den anden side smertegrænsen for holdbarheden. Noget siger mig dog, at endestationen er nået. Turen hertil har dog været helt forrygende.

Brygbrygbrygs dagbog #02

I midten af december blev Stovt kontaktet af Brygbrygbryg, der for tiden er ved at sætte deres eget fysiske bryggeri i søen. Spørgsmålet var ganske simpelt: Kunnne Stovt tænke sig at følge opbygningen af deres nye bryggeri fra sidelinjen? Svaret var ja! Formatet bliver en stribe dagbogsudtag, der med ujævne mellem kommer til at tikke på faxen i Stovts forkontor. I dag kommer andet kapitel. Mikkel Wind-Pedersen fra Brygbrygbryg har ordet.

Som vi skrev sidst, så brugte vi januar på at få det gamle badelokale gjort klar til ølbrygning. Noget af tiden er gået med at få godkendelser og tilladelser til at producere et produkt, der både er en fødevare, men samtidig indeholder alkohol. Heldigvis gik det efter planen.

I løbet af februar fik vi testet lokalet med nogle meget små batches af tre Imperial Stouts. Vi har brygget “Dr. Chai”, som er en meget krydret Chai inspireret Imperial Stout på 9%, den benhårde “Skull Fracture” på 9% med blodappelsin og svesker, samt en 10,5% tyk sag brygget med store mængder rug. Nu skal de stå et par uger og vil derefter blive udgivet.

Vi vil rigtig gerne holde det på et eksperimenterende niveau, og derfor er det hele lavet i køkkenstilen, hvor vi har fire mindre gryder. I de første tre batches har vi kun brugt vores to 25 liters gryder, så begge batches er i særdeles begrænsede oplag på 62 stk. 33cl flasker.

Til at afprøve vores “køkken” har vi også brygget med alle fire gryder og får cirka 80 liter urt. Fordi vi nu har gode muligheder for langtidsgæring, har vi brygget 3 forskellige øl med the, træ og brettanomyces. De står nu og hygger sig bagerst i lokalet og er forhåbentlig klar i slutningen af året.

Imens har vi været forbi Hoppe.Beer og brygge en helt særlig version af vores hindbær-øl og vores rabarber-øl. Disse to øl er brygget til baren 1420 og kan købes til releasepartyet den 30. marts, hvor vi deltager og er klar til en snak om øl og andet godt.

Læs første kapitel fra Brygbrygbrygs dagbog her.

Klummen 36: Kissmeyer og brøleaberne

I en artikel som Danske Ølentusiaster bragte for et par uger siden stillede overskriften spørgsmålet ”Sejler Kissmeyer under falsk flag?” – og det er faktisk et virkelig et godt spørgsmål!

Læs artiklen hos DØE her.

Spørgsmålet dukkede op i forlængelse af Kissmeyers lancering af deres tre nye IPAer, der for nogenlunde nyligt er blevet lanceret i dåser prydet af sprællevende farver og et moderne design, der ligner så meget andet af det, der er ungt og hipt på ølmarkedet lige nu.

Sejler Kissmeyer så under falsk flag? Tjah hvordan skulle Kissmeyer kunne det? Så vidt jeg ved er der ingen, der har patent på hverken de stilarter af øl, der er i dåserne eller den retning designet er trukket i! Verden er nu engang sådan indrettet, at markedet bevæger sig hen, hvor man forventer, at pengene ligger gemt. Så at et større bryggeri nu sender en serie af tre farverigt designede IPAer på markedet kan næppe komme bag på nogen. Indskudt bemærket, så forestil dig lige ramaskriget, hvis et mindre bryggeri blev anklaget af et af de store bryggerier for at have lavet en pilsner, eller et labeldesign, der mindede lidt for meget om en industriøl?

Læser man kommentarsektionerne igennem under DØEs deling af artiklen på Facebook, og der, hvor artiklen trækker sin udgangspunkt fra, så er fronten ganske forventeligt skarpt delt op. Med den ene side besat af glade forbrugere, der ikke kan forstå, hvorfor folket ikke bare er taknemmeligt for tre nye øl i et fornuftigt prisleje – og overfor dem står et lidt større kor af brøleaber, der med én stemme ikke kan gøre det klart nok, at de ikke ville gide kneppe Kissmeyers nye øl med en anden mands pik. Kommentarer, der er lige så forventelige og lige så unuancerede som de er uinteressante.

Kissmeyer sejler med disse tre øl i den samme båd, som så mange andre producenter af de varer vi finder i supermarkedet gør. Lad os lige snakke bacon et øjeblik…

Danske grise, bedre dyrevelfærd, røget over bøgeflis, navnet Gaardliv og så den indpakningspapirbrune farve, der er valgt til emballagen… Som forbruger køber man ubevidst idéen om at man her står med noget andet end et industriprodukt – og således også med Kissmeyers tre nye øl. Jeg tror såmænd gerne, at både Gaardliv og Kissmeyer-produkterne er bedre (men også dyrere) end de produkter din lokale brugsuddeler har placeret dem ved siden af. Men jeg ved også godt, at hvis jeg vil have det ypperlige, så er det ikke i supermarkedet, jeg skal finde det. Det ved forbrugeren også godt, men derfor går der alligevel mange glade og tilfredse kunder igennem supermarkedernes kasselinjer hver dag, der er fint tilfredse med deres indkøb og ikke har noget behov for noget bedre og vildere, hverken når talen falder på øl eller bacon. Et faktum, der synes glemt i debatten.

Men er det så forkert, at Kissmeyer vælger at sejle under craft-flaget? Det kommer an på, hvad der menes. For der findes ingen dansk definition af craft indenfor ølverdenen. Så egentlig er det bare et tomt prædikat som Kissmeyer stempler på deres øl - og tomme ord er der så rigeligt af på begge sider af fronten. 

Men craft betyder håndværk, så er håndværket i orden? Altså, hvis man har lavet den øl man har tilstræbt at lave ud fra de råvarer prisrammen udstikker, at man har til rådighed, så ja. Men om det betyder, at det nødvendigvis er et bedre udført stykke håndværk end hvad du finder i en Grøn Tuborg eller en Westvletern 12, så nej. Ordet craft i den danske ølverden er intet andet end en salgsgimmick. Så hvis Kissmeyer sejler under craft-flaget, så er det fordi de selv har tegnet et.

Når jeg betragter debatter som denne, er det sgu lidt som at betragte en flok legende unger, når en mobset spire vræler ”Jeg havde den først”. Ja, det havde du, men nu leger de andre også med den, så du må enten lege bedre end dem eller finde på noget andet nyt at lege, hvis du vil bevare din plads her på legepladsen, for sådan er reglerne nu engang – om du vil det eller ej. 

Klummen 35: For fanden altså Norge

De senere år har øl fra de andre nordiske lande fyldt mere og mere på de danske ølhylder. Først kom der en svensk bølge, og siden stødte også nordmændene til da Cervisiam, Lervig, Amundsen med flere gjorde deres indtog i de danske butikker. Måske vi kommer til at se mere til de norske bryggerier fremover, for de norske bryggerier har fået en påmindelse om at afholde sig fra at bruge de sociale medier til promovering af deres øl i Norge – og derved fået sværere ved at gøre opmærksom på deres nyheder, produkter m.m. – og derved fået sværere ved at afsætte deres varer på hjemmemarkedet.

For uddybning og baggrund læs denne artikel hos Ølportalen. 

Det har forståeligt nok bragt sindene i kog og ført til en del skriverier hos de norske bryggerier og på de norske ølsites, og jeg har da også set flere danske ølskribenter omtalen misæren. I forvejen virker de norske regler for øl og omtale ualmindeligt rigide, med denne ”stramning” (stramning sat i anførselstegn, da reglerne åbenbart har været gældende siden 2015) virker de ganske enkelt nedbrydende for bryggeriernes virke. Begrebet tekniske handelshindringer bruges som regel når der tales handel over grænserne. Her virker det til, at de norske myndigheder har sat sig for at gå imod en branche i vækst indenfor landets egne grænser. 

Der kan være mange grunde til de norske myndigheder ønsker at lægge låg på bryggeribranchens muligheder for at kommunikere deres budskaber ud – formynderi, folkesundhed m.m. - men ét er reklamer og billboards man uforvarende kan støde på, noget andet er de sociale medier, hvor man trods alt skal gøre en frivillig indsats for at kunne følge med i bryggeriernes gøren og laden. 

Ølverdenen er i dag et community, hvor bryggeriernes virke på de sociale medier er en stor del af deres profilering og markedsføring udadtil. Det er trist, at de norske bryggerier ikke længere har den mulighed indenlands. Set fra Danmark er der mange regler i den norske ølbranche, der virker oldnordiske og formynderiske – med denne stramning grænser det nu til det nedbrydende. Godt nok har Norge Johannes Thingnes Bø, til gengæld har vores bryggerier talefrihed – og jeg tror ikke at jeg vil bytte.

For yderligere info om sagen læs denne artikel hos Brewolution.

Vintage: Samuel Adams - Imperial Stout (2016)

Det er måske lige vovet nok, at smide stemplet ”vintage” efter denne Imperial Stout fra Samuel Adams, men da jeg endnu ikke er begyndt at bruge stemplet ”kælderfyld”, må det nu engang være sådan.

Lad os skrue tiden tilbage til sommeren 2016. Familien havde pakket bilen og gjort klar til at køre retning Fanø. Det eneste der mangler i bilen, er vand til turen. Det bliver købt under et hurtigt pitstop i den lokale Fakta, hvor den ølinteresserede far i familien noterer et display med blandede øl fra det amerikanske Craft Brewery Samuel Adams (for sådan ét er Samuel Adams nemlig, selvom de omsætter for nogenlunde det samme som Royal-Unibrew). I stakken af øl, der bliver faldbudt til 12,95 flasken er også bryggeriets Imperial Stout. Den bliver købt, både til køleskab og til kælder, og det er hér at historien begynder at bide sig selv i halen, for forleden blev den ene af de to flasker i kælderen taget op.

Her virker det passende at ihukomme de vise ord, der er blevet ytret om at gemme øl væk: En dårlig øl bliver ikke bedre af, at komme i kælderen. Og jeg indrømmer gladelig, at den omtalte Imperial Stout fra Samuel Adams ikke var det store sus til at begynde med. Jeg nåede at smage et par stykker dengang, og syntes at de alle som én havde en sær bismag af mint, som var der blevet tilføjet en klat blå Zendium før kapslen blev forseglet.

Her i år 2019 er minten i det mindste væk, men så er der så meget andet at udsætte på øllen. Lad os dog lige få det obligatoriske bloggerbavl om de visuelle indtryk af vejen: Øllet synes nærmest olietyk da den forlader flasken og den mørke, brune væske, hvis den da ikke snarere kommer i brunt mørke kaster sig mod glassets side og efterlader en overflade dækket af små mokkafarvede bobler som et sidste farvel til flaskens hals.

Smagen går i retning af sød kaffe, med en skarp og branket eftersmag, men altså – i det mindste er der ingen mintnoter. Glasset skal ikke tage mange ture op mit hoved før jeg indser, at flasken mest af alt har fungeret som overflødigt kælderfyld. Der er ingen nydelse at hente. Øllet er i de små tre år, der er gået, blevet vandet, smagen går i løbet af et par minutter over til at være entydigt branket og hele oplevelsen er bestemt ikke prangende. Dommen er da også ganske klar: Denne øl har større værdi i pantautomaten end som nydelsesmiddel – og det bliver også den vej det kommer til at gå for den sidste flaske i kælderen, når jeg på et tidspunkt støder på den.

Fem, der er værd at følge

Hvor skal du gå hen, hvis du vil være lidt klogere på alt det der omkranser øl? I en verden, der byder på alt for mange ligegyldige Instagram-opslag og holdningsløse anmeldelser, der kan det være svært at finde frem til nogen, det giver noget at følge. Jeg har samlet fem af mine personlige favoritter nedenfor. Tilføjelser til listen er meget velkomne på Facebook. 

1. Josh Noel (Facebook) – udover at være forfatter til sidste års bedste ølbog ”Barrel-Aged Stout and Selling Out”, så skriver Josh Noel også artikler om øl for Chicago Tribune, som han linker til via sin Facebookprofil. Hans navn er en garanti for godt læsestof. 

2. Good Beer Hunting (Facebook) – Det er her, du finder nogle af de bedst skrevne artikler om øl, der er derude - plus podcast, hvis du er til den slags. Verdens bedste ølsite? 

3. Craft Brewing Business (Faceboook) – Det bliver meget tørt nogle gange, når Craft Brewing Business går I dybden med artikler om ny lovgivning og bryggeudstyr, du ikke vidste, der fandtes. Men! Der er nogle seriøse guldkorn imellem, der er uvurderlig læsning, hvis du vil forstå, hvad der sker bag scenen i branchen 

4. Brewer’s Association (LinkedIn) – Den amerikanske brancheorganisation for de uafhængige amerikanske bryggerier er svær at komme udenom. Nogle af indslagene skal læsses med de kritiske briller, da organisationen selvfølgelig har et mål og sigte med at promovere de uafhængige bryggerier, men organisationen kommer med masser af baggrundsinfo til dem, der gerne vil forstå nogle af sammenhængene bag bryggerierne.

5. Dugges Bryggeri (LinkedIn) – Udover at promovere deres bryggeri, så linker Dugges også til en del gode artikler om tidens strømninger i ølverdenen. Det er ikke en overflod af links, der bliver posted, men det er interessant at se, hvad et bryggeri finder interessant/relevant. 

Boganmeldelse: John Holl - "Drink Beer, Think Beer"

John Holl, redaktør på Craft Beer & Brewing og tidligere redaktør på All About Beer, begik i efteråret bogen ”Drink Beer, Think Beer”, der blev bestilt mere eller mindre i samme øjeblik jeg erfarede, at den eksisterede. John Holl er nemlig værd at læse, når han i sine artikler beretter og fortæller. Jeg følte mig da også i godt selskab gennem bogen, men mere end en berigende forelæsning, der blev det til en omgang hyggesnak fra din yndlingsonkel, jovist er du i godt selskab, men samtalen bliver aldrig rigtigt interessant.

”Drink Beer, Think Beer” lander mellem to stole, for den vil gerne give indsigt, men samtidigt henvender den sig til folk, der er nye i øllets verden. Og det bliver sgu lidt ferskt, når man har drukket øl i nogle år. Det indledende kapitel om det moderne øls indtog er ganske interessant for både store og små, men i det efterfølgende afsnit om øllets fire hovedingredienser bliver det hele en smule for lyserødt når John skal sælge varen og udpensle nuancerne.

John Holl har en forholdsvis romantisk tilgang til øllet, og lider også under det fænomen som ofte opleves i amerikansk ølskriveri, at Europæisk øl åbenbart er en uendeligt fascinerende kilde af uberørt tradition, hvert bryggeri har sit eget helt særlige glas, der ALDRIG er sådan et stakbart pintshaker-glas, eller hvad filan de hedder, stilarterne brygges helt historisk korrekt og lignende bavl, der måske nok passer på nogle bryggerier, men skyder pænt ved siden af tingenes virkelige tilstand.

Således bølger bogen frem og tilbage. Du bliver lidt klogere, når du læser afsnittet om at smage på øl, men tilsvarende dummere når John Holl lommefilosoferer om livet på barstolen og hvor flaskerne kommer fra.

Bogen er skrevet som en introduktion til øllets verden, derfor vrider jeg mig, når jeg læser det følgende: ”How can we appreciate the latest IPA craze – be it hazy New England, or the dark-malt-forward black IPA – or whatever is coming next if we don’t appreciate the beers that came well before, going back to the original Bass All from Burton upon Trent, or even earlier”. At du som øldrikker kun kan nyde øl, når du kan sætte det I en historisk kontekst er en gang ekskluderende bulllshit, der hiver øl op på en piedestal, hvor den intet har at gøre. Det er som at sige, at du kun kan nyde musik, hvis du har indgående kendskab til The Beatles – og selvom The Beatles var et vigtigt skridt i den moderne musiks udvikling, så er det meget, meget langt fra ophidsende at lytte til det i dag. Bull-shit!

Men! Alligevel er du i godt selskab bogen igennem. John Holl skriver i et levende, nærmest talende sprog, der gør at den ene side tager den anden. Og om ikke andet, så er bogen en god undskyldning for lige at få opfrisket sine standpunkter i forhold til øl. For John Holl har meninger undervejs, til tider lidt fortænkte og fortærskede, men han resonerer godt.

På en af de sidste sider rammer han endda lige ind i ét mine af synspunkter: Øl er bare øl. ”In the end it comes down to giving the consumer what they want. If it’s a beer that’s been launched into space, great. If it’s one for folks who run marathons, you got it. If it’s the beer you’re convinced is just crazy-bananas good because you stayed in line all night long to get it directly from the source, fantastic. The main thing to remember is that it’s just beer. It was never meant to be the all-encompassing giver and taker of life. It is just supposed to be beer”.

Du dør ikke, hvis du ikke får læst “Drink Beer, Think Beer”, men har du et par timer til overs, så er den fin nok at få under bæltet, men nogen stor bog, det er den ikke.

Vintage: Evil Twin - Even More Jesus (Port BA) 2013

Da jeg sidste sommer gæstede Fanø rendte jeg ind i den nu afgåede direktør for Fanø Bryghus, Claus Winther, der forærede mig fire flasker Evil Twin fra dengang, hvor Evil Twin blev brygget på øen (og på bryggeriet). Blandt flaskerne var Even More Jesus i en udgave, der har været en tur på et portvinsfad før den blev flasket. Lidt roden rundt på nettet kunne datere flasken til marts 2013, hvilket vil sige, at den sov stille ind lige før den rundede de 6 år.

Jeg er ikke den store Even More Jesus fan, hvilket jeg fik afklaret ved en vertikalsmagning for et par år siden. Men det til trods, så tog det ikke lang tid at konstatere, at der var mere ved denne flaske end da jeg smagte udgangspunktet.

Der skulle ikke meget mere end en ophældning til for at få at en indikation af, at der kan være alder i flasken. Bortset fra et par symbolske bobler midt i glasset og en lille farvet krusning da øllet bruser op, viser øllet intet tegn på liv. Duften efterlader trods de 12% heller ikke de store udslag af alkohol, men nogle virkeligt behagelige noter af portvin, der blander sig med øllets mørke, chokoladeagtige ristede udtryk.

Første indtryk af smagen hvirvler rundt som en kugle på en roulette, der ikke ved, hvor den skal lægge sig til hvile. Først lander indtrykket på lakrids, for med det samme at hoppe videre til næste fordybning, der hedder indkogt rødvin med chokolade. Mundfylden er fantastisk – massiv, rund, blidt karboneret og med en intens smag. I bagklogskabens klare lys ville jeg ønske, at jeg havde serveret øllen sammen med noget, for alene er den en (for) voldsom oplevelse. Smagen er dog heldigvis mindre sød og med langt mere karakter end standardudgaven af øllen. I takt med at øllet får lov til at stå, fylder de brændte noter mere og mere, mens fadpræget langsomt træder i baggrunden uden at give slip.

Som oplevelse er Even More Jesus absolut godkendt, men også i overkanten intens til at være en nydelse hele vejen igennem, når man som jeg vælger at drikke den A: Alene og B: Uden at servere den sammen med noget. I selskab med Doves ”The Last Broadcast” gled den dog fint ned på cirka samme tid som pladen varede.

Brygbrygbrygs dagbog #01

I midten af december blev Stovt kontaktet af Brygbrygbryg, der for tiden er ved at sætte deres eget fysiske bryggeri i søen. Spørgsmålet var ganske simpelt: Kunnne Stovt tænke sig at følge opbygningen af deres nye bryggeri fra sidelinjen? Svaret var ja! Og formatet bliver en stribe dagbogsudtag, der med ujævne mellem kommer til at tikke på faxen i Stovts forkontor. Mikkel Wind-Pedersen fra Brygbrygbryg har ordet.

"I BrygBrygBryg har vi indtil nu brygget hjemme i vores køkkener og så kontraktbrygget hos Hoppe.Beer når vi ville producere noget til at sælge. Det har fungeret rigtig godt, men vi har haft lyst til at gøre mange flere af vores eksperimenter tilgængelige. Både for at få feedback på vores forsøg, men også fordi vi har mødt mange, der synes lige præcis den slags meget eksperimenterende bryg er spændende. Naturligvis er det et nichemarked, så det kan ikke økonomisk lade sig gøre at brygge så små mængder, der skal ud til så smalt et publikum.

Men i december var vi så heldige at finde et egnet lokale i Skovlunde og i det kan vi indrette os og brygge så små batches som vi ønsker. Vi har i forbindelse med vores hjemmebryg anskaffet en del forskellige gryder og bryggesystemer så vi kan brygge 5 forskellige bryg på samme tid. Den totale mængde bliver i nærheden af 150 liter, men med mulighed for at dele det op.

Vores søde udlejer var så flink at give os adgang til lokalet midt i december, og der var rigeligt at tage fat på. Lokalet har tidligere fungeret som badeområde for fabriksarbejdere, så det var ikke ligefrem klart til at brygge i. Men vi startede hårdt ud, med en plan og en forventning om at være klar til at brygge i starten af januar 2019. Desværre gik ikke alt som planlagt og vi blev forsinket af et kraniebrud! Vi satte tempoet lidt ned, men fortsatte arbejdet i hele januar og er så småt ved at være på plads til at brygge de første mini-bryg i februar. Vi har virkelig savnet at brygge noget kulsort Stout, så vores “Skull Fracture” Stout bliver snart brygget i de nye lokaler.

Samtidig med at vi brygger mini-batches på vores egne anlæg så samarbejder vi stadig med Hoppe.Beer og fans af vores sours kan godt begynde at planlægge en tur til København - lørdag d. 30. marts får 1420 i Griffenfeldsgade eksklusive særudgaver af Annika og Nanna på fad."

Klummen 34: Der findes desværre ikke et alternativ

Det var så det. Dryanuary, hvid januar og hvad ellers den alkoholfrie start på året er blevet kaldt rundt omkring, er nu overstået. Nogen stod imod, nogen skar ned og andre lod det bare fare. Personligt tror jeg ikke helt på fremgangsmåden, jeg tænker, at det er som med slankekure, og at det tabte nok skal blive indhentet, når perioden er omme. Ingen tvivl om at det er sundt med fokus på for meget drikkeri, men indtager man for meget, så er det en større eller mindre, men i hvert fald ordentlig omlægning der skal til og ikke kun en måneds tørke.

Den meget omtale af årets hidtil tørreste måned har dog også betydet en masse fokus på alkoholfrie øl, hvilket er fint. Der er mange steder, tidspunkter og lejligheder, hvor er et alkoholfrit alternativ til vanedrikkeriet er mere end velkomment. Der er dog én detalje, jeg endnu ikke har forstået - og her kommer jeg frem til min pointe - alkoholfrie øl smager ikke godt! Jovist, der er sket meget siden det alkoholfrie alternativ hed NAB og lugtede langt væk af antabus, men er alkoholfri øl ikke noget, der drikkes i mangel af bedre, fordi det lugter lidt af the real deal, selvom det i bund og grund ikke er andet end et tredje- eller fjerderangsalternativ til en god øl?

Jeg har efterhånden smagt nogle stykker af de alkoholfrie alternativer, og jeg er endnu ikke stødt på én, jeg hellere ville drikke end en danskvand - eller for den sags skyld, én der smagte bedre end tilforladelig. Og tilforladeligt er bare ikke godt nok! Senest var det Don’t Worry Julebryg fra Svaneke Bryghus, der stod på bordet da familien samledes i det sydfynske for at fejre, at det nu var to dage siden juleaften. Masser af smag, men mest smagte den som et for stærkt blandet glas ristet malt saftevand end en egentlig øl.

Skal der absolut øl på bordet? Er behovet for en øl til maden, til fodboldkampen, til koncerten m.m. (når man ikke må drikke) så stærkt, at man pinedød vil drikke hvad som helst, bare der står øl på flasken? Mere end et alkoholfrit alternativ tror jeg, at de alkoholfries øl fremgang er et symptom på en syg alkoholkultur, hvor det er svært at frigøre sig fra vaner og traditioner. Men uanset hvad de er, så smager de ikke godt – og ja, jeg vil altså hellere have en danskvand.

Q&A 2019: Fanø Bryghus

Som det var tilfældet sidste år, så starter Stovt det nye år op med en runde Q&A til en stribe danske bryggerier. Denne gang er det Steve Rold fra Fanø Bryghus, der leverer svarene. 

1: What was the best in 2018 for the brewery? 

I think the best thing for Fanø Bryghus in 2018 was the sale of the brewery to a group of local businessmen. For the last few years Fanø had been kind of left twisting in the wind when it came to ownership support and this new group of owners have a genuine interest in supporting both Fanø the brewery and Fanø the island. It has been a truly refreshing change and I think outsiders will really start to see the results in 2019.

2: What is the most important thing for the brewery in 2019? 

There is a lot to be excited about in the coming year at Fanø. We are set to complete a relatively large brewery expansion by April, more than doubling the size of our taproom, and giving us additional brewery space to grow production for the next several years. Through all that we also have a goal of increasing the number of specialty releases coming out of the brewery, so fans of the brewery can look for a few more new beers being released every month or so.

3: How much beer did you produce in 2018 and will you produce more or less in 2019? 

After growing about 20% in production each year for three years in a row we made a conscience effort to slow things down just a bit. This was a result of multiple factors: the protracted sale of the brewery and staffing changes certainly figured into it but mostly we wanted reduce our back-stock in an effort to ensure that the beer we have out on the market is as fresh as it can possibly be. As a result our sales growth in 2018 was still around 15% but we will be entering 2019 with our inventory at its leanest it has been since I arrived on Fanø and we are excited for what the new year has in store.

4: What will be the biggest challenge for the Danish breweries in 2019? 

All things considered, it would seem that after the year the Danish brewing industry had in 2018 the biggest challenge for all Danish breweries in 2019 will be continuing to make strong internal decision that will ensure the future security of their business. With a lot of new brewery openings and a few surprise closures and acquisitions the craft segment of the brewing industry here is starting to mature and making sound business decisions will be more important than ever before.

5: Who was Denmark's best brewery in 2018? 

I’m a terrible person to ask that. With two kids under two and a brewery to run, I so rarely make it off of the island and get to experience the full range of what’s being made across the country. The handful of breweries sitting at the top of the craft pyramid in Denmark have continued to make exceptional beer and I’m reading/hearing a lot of good things about most of the newer breweries around the country as well.

6: What was the best Danish beer in 2018? 

Probably some super hazy, fruited, dessert New England IPA.

Q&A 2019: Det Lille Bryggeri

Som det var tilfældet sidste år, så starter Stovt det nye år op med en runde Q&A til en stribe danske bryggerier. Denne gang er det René Hansen fra Det Lille Bryggeri, der leverer svarene.

1: Hvad var det bedste ved 2018 for bryggeriet? 

 Mange gode ting er sket. Men for mig er det, at det nye bryggeri gang på gang viser høj kvalitet og at der kommer gode øl ud i den anden ende. Derudover har jeg taget skridtet og sagt mit sikre fuldtidsarbejde op, og så igen i år gang på gang at være nævnt positivt i forbindelse med mit øl. 

2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2019? 

Forsætte arbejdet med at producere spændende øl, være nytænkende og levere gode stabile produkter, derudover vil der også komme mere øl på fad. Jeg har købt Hornsbeers gamle tappemaskine som i starten af det nye år vil få debut på Det Lille Bryggeri. Håber også på, at flere fadlagrede øl vil komme på gaden og flere blive lagt på fade. 

3: Hvor meget øl producerede I i 2018 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2019? 

Cirka 60.000 liter øl i 2018, forventer en lille stigning i 2019 

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2019? 

 Jeg kan ikke svare for alle andre bryggerier, men jeg tror der vil komme en større debat om kvalitet frem for kvantitet. At det lokale øl ikke nødvendigvis er det bedste og derfor håber jeg fokus i 2019 kommer til at omhandle kvalitet af produkterne. Overbevise danskerne at godt øl gerne må koste penge. Hører ofte at en øl er for dyr, men meget sjældent det samme om vin. Fulgte med i en debat der opstod da Penyllan Brewery frigav nogle af deres øl. Mange var overrasket over prisen. Det er stadigvæk en stor udfordring for bryggerierne at fortælle at øl godt kan og må koste det samme som vin. Tror at mange af mine kollegaer (inklusiv mig selv) har indset at Danske ølentuasiaster ikke er til hjælp der, de kæmper mere for rabat aftaler og gode tilbud i Fakta m.m. 

5: Hvem var Danmarks bedste bryggeri i 2018?

Det Lille Bryggeri, at jeg nævner mig selv bør vel ikke være overraskende, men jeg vil også gerne pege på lidt andre bryggerier: Amager Bryghus, Flying Couch, Dry and Bitter og flere andre har været meget positive for mig. 

6: Hvad var den bedste danske øl i 2018? 

Har langt fra smagt alle nyheder. Min egen favorit er Blod, Sved & Tårer fra Det Lille Bryggeri. Amager Bryghus og Flying Couch har jo endnu engang gjort det helt fantastisk både på den bitre side men også deres sorte øl samt utallige samarbejdsbryg.

Q&A 2019: Riis Bryghus

Som det var tilfældet sidste år, så starter Stovt det nye år op med en runde Q&A til en stribe danske bryggerier. Denne gang er det Jan Riis Sørensen fra Riis Bryghus, der giver svar på tiltale.

1. Hvad var det bedste ved 2018 for bryggeriet?

Efter en benhård opstart i efteråret 2017 i nye lokaler og med nyt og større bryganlæg, fik vi stærkt hjulpet af gode venner skabt et fantastisk bryggeri med et hyggeligt tap room midt i Nykøbing F. Folk har efterhånden fået øjnene op for, at det ikke er helt skidt at nyde en god kop øl på stedet, hvor det bliver produceret. På øllets dag modtog vi af DØE Lokalafdeling Maribo, DØE’s lokale ølpris, som vi er meget stolte af.

2. Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2019?

At få forbedret vores produktionsapparat, ikke mindst på tappesiden. Vi vil gerne udvide vores tap room med et par haner til “månedens bryg” og gæstehaner til noget af alt det gode øl, som kollegaerne producerer rundt omkring i landet. Vi skal “lege” noget mere og turde bevæge os lidt på kanten af vores comfort zone.

3. Hvor meget øl producerede I i 2018 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2019?

Cirka 7.000 liter, hvilket er alt for lidt, men taget i betragtning at alt er sket i weekenderne, er det vel egentlig ok for et lille nanobryggeri. Vi forventer en pæn stigning i produktionen, men det er for tidligt at spå om hvor meget.

4. Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2019?

De store har fået øjnene op for et stigende marked for “craft beer” og med helt anden kapital i ryggen, kan de stå meget stærkere end de små. Og at lade være med at falde for fristelsen til kun at brygge det øl, som ligger i top 5 på Ratebeer, men i stedet bevare jordforbindelsen og brygge det øl, som man selv bedst kan lide.

5. Hvem var Danmarks bedste bryggeri i 2018?

Dem er der mange af. Det der gør vores branche unik er, at vores øl kan stå side om side i butikkerne, at vi kan hjælpe og støtte hinanden. Det ser man ikke i ret mange andre brancher.

6. Hvad var den bedste danske øl i 2018?

Jeg tror ikke der er nogen, der kan svare på det. Det hele afhænger af konteksten og dem man nyder den med.

To nye øl fra Fanø Bryghus

Fanø Bryghus har to nye øl på vej, dels Three Graces, der en belgisk Tripel og dels Gorm the Old, der er en Imperial Chocolate Stout brygget med lactose og siden lagret med vaniljebønner og kakaonibs. Begge øl skulle eftersigende være flasket og klar til at komme i butikkerne.

 

Q&A 2019: Bad Seed Brewing

Som det var tilfældet sidste år, så starter Stovt det nye år op med en runde Q&A til en stribe danske bryggerier. Denne gang er det Fredrik Hector Schmidt fra Bad Seed Brewing, der leverer svarene.

1: Hvad var det bedste ved 2018 for bryggeriet? 

At komme i gang med at brygge på eget bryggeri. Det har været en drøm for mig, lige siden jeg begyndte hjemme i køkkenet, og 2018 har i høj grad været et år præget af ufattelige mængder hårdt arbejde, hvor jeg hver dag er blevet bragt et skridt tættere på drømmen - selv om der også var dage, hvor jeg blev rykket to skridt tilbage. At stå i slutningen af 2018 og drikke et glas Debut Pilsner - første øl jeg producerede på eget bryggeri - var et meget, meget stort øjeblik.

2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2019? 

Det bliver at finde et godt fodfæste i produktionen, i dagligdagen og i det økonomiske. Der er ikke andre end mig på lønningslisten, så det giver lidt økonomisk frirum til at tage tingene i et tempo, der tillader at øllet bliver så godt som overhovedet muligt - det er det, som vi kommer til at arbejde allerhårdest for i 2019.

3: Hvor meget øl producerede I i 2018 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2019? 

I 2018 var der en lille nedgang i produktionen fra 20.000 liter i 2017 til 14.000 liter i 2018, hvilket skyldes at jeg skruede lidt ned for tempoet på kontrakt-bryggene, imens jeg arbejde med at starte eget bryggeri. Nogle ville se alarmklokker, så snart der ikke er vækst, men jeg ser det som noget jeg kan være stolt over, at jeg trods en hård og lang opstart med utallige udfordringer og lange dage, har kunne producere, sælge og distribuere 14.000 liter øl, selv imens jeg åbnede eget bryggeri.

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2019? 

For mit vedkommende bliver udfordringen er forblive relevant i en verden, hvor alting går stærkt, og trends hurtigt skifter. Der er så meget godt øl i udlandet, at danske bryggerier kan blive pressede - pressede til konstant at blive bedre, og måske endda på et tidspunkt være et skridt foran, fremfor et skridt bagefter.

5: Hvem var Danmarks bedste bryggeri i 2018? 

Her vil jeg fremhæve Ebeltoft Gårdbryggeri, Gamma og Flying Couch. Alle laver fortræffelige humlede øl, men Ebeltoft tager måske det længste strå, fordi de breder sig ud over ganske mange stilarter, og gør det rigtig godt med stort set alt, hvad de laver. Især deres lagers.

6: Hvad var den bedste danske øl i 2018? 

Jeg tror min årets øl skal deles ud på flere forskellige øl, som har det til fælles, at de er lyse, undergærede øl - en trend som jeg håber bider sig fast i Danmark. Ingen nævnt, ingen glemt - men hvor er det dejligt med mere god lager.

Q&A 2019: Åben

Som det var tilfældet sidste år, så starter Stovt det nye år op med en runde Q&A til en stribe danske bryggerier. Denne gang er det Åben, der leverer svarene.

1: Hvad var det bedste ved 2018 for bryggeriet?
2018 har været et skelsættende år for Åben. Da vi åbnede dørene til bryggeriet i juni 2017, havde vi ikke troet, at vi kunne stå her i dag. Projektet startede som en hobby (med en ambition om at blive et ”professionelt” bryggeri en dag) og 2018 har båret præg af denne transformation fra ”hobby” til ”professionelt” bryggeri. Vi kan kun takke alle dem (og det er ikke så få) som har hjulpet os, givet os råd og drukket vores øl. Det bedste ved 2018 har været den pæne opbakning, vi har fået – vi håber på lige så meget i 2019.

2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2019?I modsætning til sidste år, hvor vi sagde: ”Vi skal finde et ståsted på markedet, få udbygget vores salgskanaler og ikke mindst opgraderet vores udstyr, så vi kan producere mere og endnu bedre øl. Vi går lige nu og kigger på nogle flere tanke til bryggeriet”. Så skal vi i år særligt se på udlandet og blive mere synlige med Åben til events m.v. Vi håber også på, at kunne starte et BA-program, da vi har fået ledig kapacitet. Og så overvejer vi også at lave noget mix-fermentation. Der kan ske mange spændende ting!

3: Hvor meget øl producerede I i 2018 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2019?Vi producerede cirka 35.000 liter i 2018, og vi håber, på at kunne fordoble dette i 2019. Vi har i december 2018 modtaget fire nye 20 hl CCV’s fra ZIP Technologies, som øger vores kapacitet med en faktor 3 (og forhåbentligt også kvaliteten på grund af den automatiske styring).

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2019?Med flere og flere bryggerier samtidig med at de store mikrobryggerier bliver større og større, så tror vi, at der vil være et øget prispres, og vi tror at vi vil se, at enkelte bryggerier går konkurs eller bliver opkøbt. Vi ser også, at de store sætter sig hårdere på ”craft beer”-markedet. I vores optik handler det om at finde et ståsted og producere smagsfuldt kvalitets-øl til en konkurrencedygtigt pris. Det bliver sværere og sværere at starte et bryggeri medmindre man laver noget ”særligt” – altså arbejder indenfor en niche (dette mener vi er positivt for kvaliteten, så alle ikke laver alt fra pilsner til NEIPA, men fokusere på det de er gode til).

5: Hvem var Danmarks bedste bryggeri i 2018?
6: Hvad var den bedste danske øl i 2018?
Vi er utroligt stolte af at være en del af en branche som er præget af venskabelighed, hvor dørene for det meste står åbne. I stedet for at udnævne et enkelt bryggeri, så mener vi at en sådan anerkendelse bør gå til de danske mikrobryggerier i forening. Vi håber, at det kan fortsætte sådan.

Q&A 2019: BRAW

Som det var tilfældet sidste år, så starter Stovt det nye år op med en runde Q&A til en stribe danske bryggerier. Denne gang er det Julie Maria Christensen fra Braw, der leverer svarene.

1: Hvad var det bedste ved 2018 for bryggeriet?

Det bedste var helt klart at vi åbnede BRAW Bar i kælderen på Ryesgade 3. Et super hyggeligt samlingspunkt, hvor både vores egne og vores gode kollegaers øl kan smages på de 21 haner. Brewer’s Dodgeball Brawl var også et fantastisk arrangement, men det var nok det bedste, der skete for hele branchen, ikke kun for os.

2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2019?

Det vi satser på i 2019 og som vi ikke har gjort så meget før, er helt klart at deltage ved nogle super fede ølfestivaller både i DK og rundt omkring i verden.

3: Hvor meget øl producerede I i 2018 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2019?

Lige omkring 76.000 liter i 2018 og målet er omkring 80.000 i 2019.

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2019?

Friskhed. Meget få danske bryggerier og barer har fokus på cold chain. Det er et vigtigt fokus at have for at kunne sikre høj kvalitet, men det skaber også stor konkurrence bryggerierne imellem hele tiden at kunne tilbyde de friskeste produkter på markedet. Det er godt for øldrikkeren, men også svært for bryggerierne at følge med på.

5: Hvem var Danmarks bedste bryggeri i 2018?

Baghaven laver fantastiske øl, og er på mange måder noget af det mest spændende vi har i DK pt. Gamma har også rykket sig meget det sidste år, og laver nogle rigtig gode ting. Og så er der Åben som er stormet frem med lækre NEIPA’er i hele 2018.

6: Hvad var den bedste danske øl i 2018?

Det er jo umuligt at svare på. MEN jeg vil fremhæve Stan the Man pilsner fra os selv – den reneste og klareste ufiltrerede, økologiske pilsner jeg har smagt i DK. Og så må jeg også nævne Gift From Demeter fra Baghaven, som er en utrolig elegant øl.

Q&A 2019: Svendborgsund Bryghus

Som det var tilfældet sidste år, så starter Stovt det nye år op med en runde Q&A til en stribe danske bryggerier. Denne gang er det Bo Abelgren Ehlers fra Svendborgsund Bryghus, der kommer med svarene.

1: Hvad var det bedste ved 2018 for bryggeriet? 

Vi åbnede jo i 2018. Og det bedste har været lokalbefolkningens opbakning til vores bryggeri. Vi oplever at folk oprigtigt er interesserede i, at det går bryggeriet godt. Og vi kan heldigvis meddele, at det gør det! Vi skylder en stor tak. 

2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2019? 

I 2019 bliver det vigtigste for Susanne og jeg at få arbejdsliv og familieliv i balance. Vi er lidt i minus på familiekontoen, men det er vi meget opmærksomme på. Vi vidste, at 2018 ville blive et arbejdsår, hvor vi skulle skabe og etablere Svendborgsund Bryghus. Vi begynder at have styr på vores koncept, vi kan se at det virker og alt er ikke nyt længere. Med andre ord: Vores maskine er ved at være smurt til og vi glæder os til 2019. 

3: Hvor meget øl producerede I i 2018 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2019? 

Jeg er ikke helt sikker, når jeg sidder her bag iPad’en, men det må blive i omegnen af 20.000 l. Hvor langt det meste er solgt direkte fra bryggeriet/butikken. Vi kommer helt sikkert til at producere mere. Hvor meget ved jeg ikke. 

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2019? 

Den største udfordring for de danske bryggerier er, at der er så mange og det presser markedet. Så det enkelte bryggeri kan ikke bare producere noget godt øl og så læne sig tilbage og regne med at det bliver solgt. Hvert bryggeri må finde, eller for fleres vedkomne, genfinde eller nyopfinde sig selv – og på en måde finde veje og koncepter, der kan laves penge på. 

5: Hvem var Danmarks bedste bryggeri i 2018? 

6: Hvad var den bedste danske øl i 2018? 

Danmarks bedste bryggeri, jeg ved det ikke! Jeg har været så dybt begravet i vores eget bryggeri, at jeg ikke har haft tid til at kigge så meget ud, og heller ej smage så mange forskellige nye øl. Så jeg føler mig ikke kompetent til at svare på de to sidste spørgsmål, sorry. Jeg ved vi er blevet indstillet til årets bryggeri. Det er da fedt og tak for det skulderklap. Endnu et bevis på at de lokale vil os det godt. Vi vinder den nok ikke i år. Men i 2019 er vi totalt klar på at sætte endnu mere aftryk på den danske ølscene. (Svendborgsund Bryghus afleverede deres svar før årets bryggeri 2018 var blevet offentliggjort)

Q&A 2019: Sidekick Brewing

Som det var tilfældet sidste år, så starter Stovt det nye år op med en runde Q&A til en stribe danske bryggerier. I dag er det Jannik Sahlholdt fra Sidekick Brewing, der fordeler sine svar med løs hånd. 

1. Hvad var det bedste ved 2018 for bryggeriet?

Det var samarbejdet med Braunstein, hvor jeg får brygget mit øl.

2. Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2019?

Det er at få brygget mere øl og flere typer samt udbygge netværket af barer og butikker, der sælger vores øl.

3: Hvor meget øl producerede I i 2018 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2019?

Vi producerede ikke nok øl i 2018. Blandt andet fordi min mor fik kræft og døde i foråret. Det har haft stor indvirkning på driften. Vi skal lave mere øl i 2019.

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2019?

At markedet ikke vokser lige så hurtigt som tilgangen af ny brygkapacitet og nye bryggerier.

5. Hvem var Danmarks bedste bryggeri i 2018?

Det ved jeg ikke. Jeg har ikke haft overskud til at følge med i alt, der er sket i Danmark på ølscenen i år.

6. Hvad var den bedste danske øl i 2018?

Det er det samme med den bedste øl. Men samtidig så er det 30 år siden i år, at den første Limfjordsporter blev tappet. Det er jo så vild at den stadig holder, som en af Danmark bedste øl i dag. En Craft Beer fra før ordet var opfundet!

Q&A 2019: Hoppe.beer

Som det var tilfældet sidste år, så starter Stovt det nye år op med en runde Q&A til en stribe danske bryggerier. Denne gang er det Fredrik Hoppe fra Hoppe.beer, der leverer svarene. 

1: Hvad var det bedste ved 2018 for bryggeriet? 

Det lykkedes mig at udvikle en masse nye øl som jeg er ret glad for selv, uden blot at proppe en ny humle i. 

2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2019? 

Flere forhandlere og outlets, specialbarer og flaskesalg. Hvis projektet skal lykkedes, så skal der mere øl igennem. 

3: Hvor meget øl producerede I i 2018 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2019? 

Lidt under 15000 liter, så 20000 ville være et sundt og realistisk mål. Det er ikke store mængder, men sådan er det når man insisterer på at have et bredt udvalg. 

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2019? 

Puha, der er mange. Jeg vil nævne to, som faktisk hænger sammen. A: Fadøl til specialbarer. Det bliver hårdere og hårdere at få øl ind som lille producent, der er dels rigtig mange om buddet, men importører og eksklusivaftaler er dræbende for os små. B: Sub-brands. De store eller halvstore bryggerier har i 2018 virkelig skruet op for det de kalder craft beer, og barerne (og butikkerne) drukner i sub-brands, som med deres store bryggeri i ryggen kan producere, reklamere, distribuere og sælge deres øl langt mere effektivt og billigt end vi små nogensinde ville kunne gøre os håb om. Hvis man ønsker at små bryggerier som mit skal eksistere på barer og i flaskesortimenter, så er det i sidste ende op til kunderne at sætte sig ind i, hvem der er hvem, og forhåbentlig støtte op om det som rent faktisk er craft beer, og fravælge det som ikke er. Hvis prisen på import-IPAen i Fakta, er den primære faktor for kunden, så er det mit gæt at Danmark igen om få år er tilbage til 80erne med valget mellem to øl: Carlsberg eller Tuborg. 

5: Hvem var Danmarks bedste bryggeri i 2018? 

Jeg får slet ikke smagt alt det øl, der findes derude, så det er et virkelig svært spørgsmål, men hvis jeg skal se på koncept og 'ånd', så kan jeg ikke nævne andre end Penyllan. Jessica gør alt det jeg elsker ved ølbrygningen, men på en større skala end jeg selv kan. Hun bruger tønder og et andet utroligt, og undervurderet element, tid, til at skabe helt unikke øl, og heldigvis er der folk som har fået øjnene op for værdien af dette. Hands down Penyllan<3

6: Hvad var den bedste danske øl i 2018? 

Som med #5 svært når jeg ikke kommer nok rundt, men jeg må sige at Ebeltoft har imponeret mig med øl indenfor min yndlingskategori, nemlig Saison.