Interview: Kasper Gerdes, Flying Couch

Det er cirka et år siden, at Flying Couch blev herrer i eget hus og rykkede ind under eget tag med Stensbogaards gamle bryganlæg. Jeg greb fat i Kasper Gerdes for at høre, hvordan det første år er gået. 

På Kaspers visitkort står der CEO og medejer, men det er en stillingsbetegnelse med modifikationer, der dækker over både stort og småt. ”Altså, min officielle stilling er CEO, men vi er jo en ret lille biks, så jeg hjælper til, hvor jeg kan på alle områder. Jeg planlægger og kommer med inputs til vores øl, og hjælper til ved brygning og tapning, når der er brug for det, og jeg har tid. Samtidig er jeg bestyrer af Søernes Ølbar, så vi kan holde lønningerne på bryggeriet, så lave som mulige her i starten”. Udover Kasper, så består ejerkredsen bag Flying Couch af Peter Sonne, Michael Aaron, Jannik Sahlholdt og Kim Christiansen. 

Før Flying Couch fik deres eget, bryggede de deres øl hos Nørrebro Bryghus og på Herslev Bryghus. Og det gør de faktisk stadig. Alle deres økologiske varianter, som Dude, Green Velvet, Phister og Dark Matter brygges stadig på Herslev Bryghus, hvor Peter tager ud og brygger dem. 

Normalt kan man forvente, at det er nødvendigt, at rette opskrifter til når man skifter bryganlæg, men indtil videre har det ikke været nødvendigt, da man ganske enkelt ikke har brygget det samme på deres eget bryganlæg som de har hos Nørrebro og Herslev Bryghus. 

I tiden op til, at Flying Couch flyttede Stensbogaards bryganlæg fra Pederstrup til København NV, var man på Fyn og testbrygge på anlægget et par gange og lære det af kende. Kasper mener da heller ikke, at den største udfordring i at få eget udstyr ligger i at lære et nyt anlæg at kende, for Peter har altid selv brygget Flying Couch, uanset om det har været på Nørrebro eller Herslev Bryghus. Han indrømmer dog gerne, at det har krævet blod, sved og en del håndører, at få anlægget op at køre i NV. Samtidigt har det krævet en del tid og energi at justere på anlægget efter flytningen og opsætningen. Som Kasper ser det, ligger den store udfordring nu et andet sted. ”Jeg tror, at de største udfordringer nu bliver, at man kommer til at stå med meget mere ansvar som selvstændigt bryggeri, og kommer til at bruge mange flere timer end man gør på lejet udstyr. Men altså, sådan er det jo med alle nystartede selvstændige firmaer”. 

Selvom Flying Couch ikke er et nystartet bryggeri, så har man stadig kun haft eget bryganlæg i omkring et år. ”Det første år, som herrer i eget hus, er gået herrehurtigt. Det har været et enormt stort stykke arbejde at gøre lokalerne egnet til bryggeri, flytte et bryganlæg og installere det i nye omgivelser. Vi har gjort det meste selv, men også med hjælp fra mange af vores gode venner. Det har været en lærerig proces, med mange udfordringer, hvor alle selvfølgelig ikke er lige sjove, men det er ufatteligt fedt endelig at have et sted, som er vores eget”. 

For nyligt har man øget kapaciteten med tre 20hl combotanke. En udvidelse, der har været planlagt fra starten og gør det muligt, at forøge Flying Couchs produktion, hvilket Kasper er taknemmelig for. ”Udvidelser har været en del af planen fra starten. Det skal dog siges, at det kun har været muligt at gøre, fordi folk fortsat gider drikke vores øl. Denne luksus nyder vi heldigvis godt af. Så længe folk nyder øllet og kvantiteten ikke går udover kvaliteten er det selvfølgelig en plan vi holder fast i. Lokalerne er også tilstrækkeligt store til at udvide yderligere i fremtiden". 

Flying Coach har primært fokus på de humlede varianter. Den øgede kapacitet kommer dog til at give mulighed for, at gøre paletten af udbudte lidt bredere. ”De flere tanke kan give mulighed for at lave sjove eksperimenter som vores cider-øl fusion Snakebite, hvor vi bruger en “cidergær” (det er faktisk en af de 3 strenge fra den nordiske gær), blandet med æblesaft og lagret på calvados fade. Peter er en meget kreativ brygger og har tit nogle sjove og skæve idéer, som vi gerne vil udforske mere. Men det er også vigtigt for os, at lave det meget humlede øl. Det er klart det vi drikker mest selv, og så er det jo heldigvis også ret moderne”. 

Jeg forbinder Flying Couch med København. Det er meget sjældent, at vi ser bryggeriets øl i Odense. For et par år siden forklarede Jannik mig, at så længe øllet kunne afsættes i København, var der ingen grund til at sprede salget. Derfor er det heller ingen overraskelse, at bryggeriet har valgt, at slå sig ned i København. ”Vi har hele tiden haft planen om at slå rod i København. Vi var heldige, at finde passende lokaler NV, som var det område vi var mest hooked på. Vi er en flok drengerøve og synes NV er et fantastisk up and coming område, så vi deltager i de lokale arrangementer og viser ansigt så tit vi kan. Vi har stadig mulighed for en del kapacitetsudvidelse i vores bryggeri, som det er nu. Så der går lang tid før vi bliver for store til at være her. Hvis/når vi løber tør for lagerplads, er det noget, som kan ordnes på andre veje, end at flytte”. Efter udvidelsen og den medfølgende kapacitetsforøgelse er der kommet fokus på at komme bredere ud. Derfor arbejdes der lige nu på, at få bedre distribution i resten af Danmark, og på at få øllet ud over landets grænser.

Poesibogen: Nikolaj Grundtvig, Finsmager

Det er ikke fordi det er øl, der fylder mest på Finsmager, men når man følger Nikolaj Grundtvigs portvinsblog på flere kanaler, så opdager man, at han også har fået smag for øl. Det var grundlag nok til at spørge om han ville bidrage til Poesibogen. Vi stiller om...

Hvad er din yndlingsøl? 

Pyha! Det er jo noget der skifter hele tiden. Det er meget anerledes end den verden jeg normalt bevæger mig i. Jeg har en klar liste over Portvine som jeg til hver en tid gerne ville have liggende i min kælder, hvis økonomien tillod det. Min økonomi kunne sagtens tillade mig, at have en helvedes masse Limfjordsporter på køl, men på en eller anden måde er det sjovere at gå videre til den næste. Der er dog øl, som jeg skal have fat på igen, når der er mulighed for det og jeg tænker der her må være tale om yndlingsøl. Todd The Axeman fra Amager Bryghus er klart en øl, der slog benene væk under mig da jeg fik den første gang. Jeg var endnu mere imponeret anden gang. Kindred Spirits Lactose IPA fra Alefarm er en anden øl, som ligger højt på min liste. Det er fascinerende, at en øl kan dufte og smage af tropiske frugter uden at det er med på ingredienslisten. Portvin kan også smage og dufte af alskens ting, men humle, der kan få øl til at smage tropisk, er tæt på sort magi. Jeg er stadig på vej ind i det mørke øls verden, men indtil videre har Limfjordsporteren overrasket mig positivt. 

Hvad er din yndlingsøltype? 

Lige nu er det IPA og Pale Ales generelt. Det er lidt kedeligt, men jeg er ny i gamet med det seriøse ølnørderi. Da det er IPA, jeg først har kastet min kærlighed på, holder jeg mig indenfor genren, til jeg har en fornemmelse af, hvad der er skidt og kanel. Jeg føler jeg er på vej derhen. Jeg ved, at der ikke er en facitliste, men jeg vil gerne danne mig en klar mening om, hvad der er en god IPA i mine øjne. Det er tydeligt, at mange kan brygge en IPA, der følger bogen og er god at drikke. Jeg leder efter en tand mere kompleksitet og karakter. Det er ikke nemt at brygge en øl man aldrig glemmer. I portvinens verden føler jeg, at der findes mange vine der er uforglemmelige, men portvinens verden er også en helt anden. Mange af skaberne bag vinene når aldrig at drikke deres vine når de er på deres højeste, de dør med andre ord før vinen. Det er store sager. Brygningens kunst skal man heller ikke fornægte, men man kæmper med mange voldsomme faktorer når man arbejder med portvin, hvor tid er en af dem. Jeg synes faktisk de mørke Stout typer var for voldsomme i starten, men jeg har fået smagt nogle flere og det er en øltype, der vinder jo mere man smager. Sure øl kræver stadig tilvænning og Saison øl er jeg ikke helt klog på endnu. Det virker til, at være en øltype med et forskelligartet output. De belgiske øl drak jeg i mine teenageår og jeg husker mange af dem som værende meget voldsomme. Jeg ved mange elsker dem og jeg bliver formentlig klar til dem med tiden. Jeg smagte en enkelt trippel her i weekenden og den vakte min interesse, så det kan være det skal prøves af. 

Hvor køber du dine øl? 

Indtil videre har det været i Odenses butikker som tæller HJ Hansen, Vinens Verden og Vinoble. Har købt en enkelt gang på Mikkellers webshop. 

Hvad er din største øloplevelse? 

Det må nok siges at være ovennævnte IPA. Selvom den måske i nogle øjne er ordinær, så blev jeg også blæst om kuld, da jeg smagte Proper Job fra St Austell på flaske. Den var frisk og læskende, men også bitter. Den føles anderledes selvom den på papiret er som de andre. Jeg har senere prøvet den på cask og her blev jeg skuffet. Jeg tror måske det handler om, at jeg ikke er klar til denne type øl. Ellers er de største øloplevelser opstået, når jeg har fået den rigtige øl på det helt rigtige tidspunkt. Ligesom med andre drikke så bliver en øl bedre, hvis man lige præcis trænger til den og har et godt moment samtidig. Det er måske også derfor, jeg pludselig syntes gevaldigt godt om Coors Light da jeg var på ferie i Florida. Læskende øl, der er tæt på vand, passede fint til den tropiske hede. På den måde har jeg fået et nostalgisk syn på denne øltype, fordi den minder mig om min tur til USA. Det er ikke magisk at drikke en Coors Light i Danmark. Jeg skal til Florida igen næste år, og der har jeg en tur til Cigar City Brewing på tegnebrættet. Der skal noget bedre ølkultur til næste gange, selvom der nok ryger nogle kalorielette øl indenbords uanset. 

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 

Øl er en stor del af dansk kultur og alle har et forhold til øl. Hvor mange synes, at vin er snobbet og fint, så anses øl som noget jordnært. En god øl kan give en god oplevelse og give maden det sidste pift. Øl dækker virkelig også over meget. Der findes ikke mange drikke, der kan slippe afsted med at smage tæt på hvidvin eller kirsebærsaft og samtidig smage fuldstændig anderledes i dennes “originale” form. Selvom vin også har mange facetter så synes jeg øllet er mere ekstremt. Der er noget velkendt og kammeratligt over en øl. Øl er hyggeligt og alle kan forholde sig til det om de kan lide det eller ej. I forhold til vin har øl også meget mere ironi og man tør at gøre mere sindsyge ting med øl. Man skal bare kigge på Omnipollos Facebook. Lige for øjeblikket forsøger de sig med at smide friturestegt kagedej i deres urt. Jeg synes dog tit disse skøre forsøg lyder sjovere end de måske er når man smager, men det stadig fedt at de flytter grænsen mere og mere.

Vintage: Thisted Bryghus, Porter 6

Det var i lørdags præcis fire år siden, at Thisted Bryghus Porter 6 blev anmeldt på Stovt. Dengang kunne man læse følgende på flasken ”Med dens mange malte og humler byder denne porter på en kompleks smagsoplevelse ud over det sædvanlige. Den mørke overgærede porter egner sig særligt godt til mad, hvor den yder perfekt modspil til især kraftige retter. Prøv den også alene, og lad dine smagsløg blive forkælet af denne fløjlsbløde porter”, mens den på Stovt fik følgende ord med på vejen.

”Mage til øregas som denne porters etikettekst skal man lede længe efter. Fløjsblød mig i røven, det her er en herreøl som den kun kan fremstilles et sted glemt af gud, som f.eks. oppe omkring Thisted. Den river og flår, den er sort, krasbørstig og humlet som bare fanden. Den omtalte forkælelse af smagsløgene ville jeg nok have valgt at kalde for en røvfuld af den anden verden, men hver sine lyster. Det er øl som denne, der skiller fårene fra bukkene. Fuldt ud godtaget, foreslås til folk med hår på brystet eller ønske om at få det”. 

Den trak et 8-tal. Det er ikke fordi, at den med sine 7,5% var oplagt kældermateriale, men da jeg tilbage i 2013 skrabede en kasse blandede sorte øl sammen og smed i kælderen, der var den blandt de udvalgte. Den nåede at blive fire år gammel, før vi en aften i den døende sommer gjorde ende på dens skæbne ved at hive hovedet af den og fordele indvoldene i to glas. 

Det var stadig en intens øl! En del lakrids i smagen, men ellers som et mørkt og røget stykke bitterhedsforladt chokolade, hvor der var blevet overdoseret en smule på røgfronten. Der var stadig fuld knald på kulsyren, og det kunne have været interessant, hvordan den havde taget sig ud, hvis den havde været faded noget mere. Som den blev serveret var den både blødere og fyldigere end udgangspunktet, noget jeg tror, der ville være blevet understreget, hvis gassen var gået en smule af ballonen. 

Uden at være et mirakel var den dog ældet pænt og gjorde en ganske god figur. Måske endda en smule bedre end udgangspunktet, hvilket så nok er en tilsnigelse at udtale sig om, da jeg ikke har fået den siden den blev anmeldt første gang. Som en halv times sensommeraftenunderholdning skal der dog ikke lyde nogen klager over dens indsats.

Poesibogen: Jonas Jonasson, Bob Hund

Jeg havde hunden med piben hængende på døren, dengang jeg boede i Vestergade i Svendborg. Den var kommet med som en del af merchandisepakken til Stenåldern Kan Börja, Bob Hunds femte plade. De andre stod allerede på hylden. Hunden flyttede med mig til Odense, men kun pladerne fik lov til at flytte med rundt i byen. Flere er kommet til siden, og på fredag lander så Dødliga Klassiker.

Trods flere års fascination af dette skånske fænomen, så var det først i januar, at jeg fik set Bob Hund live første gang. Skulle der evt. sidde en enkelt derude med en sygeligt god hukommelse, så vil vedkommende kunne fortælle jer andre, at jeg dengang brokkede mig over, at skulle se dem et sted, hvor der kun blev serveret konsumøl, når de i hjemlandet havde fået lavet deres egen udgave af Brewskis Ananasfeber. Nu får de så lavet øl igen. Denne gang hos Warpigs, der i morgen slipper Dansa Efter Min LakritspIPA fri ved et vældigt kallas.

Det bliver i nødt til at have for jer selv i København. Tiden er ikke til det, men netop tiden vil vise om Dansa Efter Min LakritspIPA bliver flasket, så der alligevel bliver mulighed for at smage Bob Hund bajer i provinsen. To ting vil jeg i morgendagens anledning dog gerne byde ind med, først mit bud på mine Bob Hund all time favourites:

Stovts Bob Hund top-5
1. Istället För Musik: Förvirring
2. Skal Du Hänga Mad? Nä!!
3. Harduingetmankandansatill
4. Ett Fall & En Lösning
5. Dansa Efter Min Pipa

 

Og dernæst et poesibogsindlæg med mere stjerneglimmer end Stovt har præsteret før. Fra sin plads bag tangenterne og ud i lyset træder Jonas Jonasson for at besvare Poesibogens fem faste spørgsmål. Vi stiller om..

What is your favorite beer? 

Guiness is my absolute favorite beer. But I really love all beer. There is a beer for every moment. (By the way, my friend Thomas, just came with a organic beer from; Swedish brewery Sigtuna. Mmmmmmm Hoppy and nice!). Guiness however is for every occasion. Cool and refreshing in the summertime, soothing and warming in the wintertime! It has tradition, but always feels young and contemporary. My personal record is 10 pints, without food. I don´t recomend it.

What is your favorite beer type? 

Altough my favorite beer is Guiness, I have to say that lager is my favorite beer type. As a Swede I sampled a lot in Denmark and actually also around the world. And there is a big varity of versions and tastes. Lager must be the most common beertype in the world. There is a reason.

Where do you buy your beer? 

In Sweden we by it at Systembolaget where it is very easy to get hold of different types of beer from all over the world! But my favorite is always a beer in a pub or a bar. Especially with good friends. Beer is best enjoyed with friends!

What has been your greatest beer experience? 

My greatest beer experience, was actually a flop! During a trip to Germany, we came to a beerpub, with 300 different types of beer. I was in heaven, but also a bit distressed. 300 different beers!!! How to choose? So I closed my eyes, opened the beer menu and pointed with my index finger. Then I opened my eyes and saw: cherry beer! Ok! Why not! That is not my favourite beer. So out of 300, I choose cherry beer. I compensated my mistake with a mango beer from Southafrica. Really nice. I would say that my life is a long and good beer experience in it self. Oh my god, so many beers I´ve enjoyed!

What makes beer so great? 

A good beer, must be bold, have character, have a good name and most important a significant flavour! It can be extreme, smooth or just nice tasting. I think, that every beer must have a brewer that just loves it! With all that said and done. Beer is one of the best social drinks in the world. Not that much alcohol, but a lot of taste. By the way, I always drink beer with food. It´s nice in the morning, lunchtime and of course: night time. I love beer!

Rundvisning på Mylius-Erichsen Bryghus

Hvide Sande er det perfekte sted at forsvinde hen, når man lidt uden for sæsonen ønsker Vesterhav, havnehygge og ro på drengen. Det er en by, der rummer det fornødne og har langt til alt andet, og således det ideelle getaway. Der er dog kommet en ny attraktion i bymidten, efter at Mylius-Erichsen Bryghus har hevet teltpløkkerne op i Ringkøbing og fundet sig et nyt domicil på Auktionsgade i Hvide Sande. Og da der udbydes rundvisninger med indlagt smagning på det nye sted, virkede det næsten uhøfligt ikke lige at kigge forbi når nu jeg var i byen. 

Når du træder in på Mylius-Erichsen Bryghus, så træder du ind på lageret, hvor et par paller flaskeøl synes at være det eneste organiserede blandt en masse rod. Flaskeøllene er dog kommet udenbys fra, da bryggeriet får brygget alt sit flaskeøl i Nibe, men planen og håbet er, at der vil blive indkøbt en flaskemaskine inden årets udløb. 

Vi ankom ti minutter for tidligt til et tomt bryggeri, hvor vores vært endnu ikke var dukket op. Det gjorde han dog få minutter senere, og vi kunne fra vores venteposition på lageret følge med i hans klargøring til smagningen. Øllet blev skænket fra serveringstanke over i plastikkander, hvor de fik lov til at vente sammen med os andre på at rundvisningen skulle gå i gang. 

Det gjorde den, men først da der var gået endnu ti minutter kunne vi hælde øllet fra plastikkanderne over i vores uddelte plastikkrus. Der blev budt velkommen og lagt op til, at første øl nu kunne smages. ”Kan i gætte hvad det det er?”. Mit bud var pilsner. En kedelig, smålunken fladøl af en pilsner! Det skulle vise sig, at være bryggeriets Saison med hyldeblomst. Fuldstændig død og smadret af den elendige behandling øllet havde fået siden det forlod tanken. Sådan var det hele vejen igennem. 

Vores vært var en flink fyr, ingen tvivl der. Og da snakken gik efter rundvisningen og han talte frit, var han også ganske vidende. Men under smagning og rundvisning var han ganske enkelt ikke klædt på til at udfylde jobbet. Han bestred et lignende job hos Stauning Whisky, og trak virkeligt mange tråde på tværs af Ringkøbing Fjord til sin anden arbejdsgiver. Fair nok, han var nystartet i stillingen, men der manglede en basal forståelse at både øl og ølproduktion. At han ikke var blevet klædt rigtigt på er både/og hans skyld. Han kunne vælge, at sætte sig bedre ind i materialet, men det er vel i sidste ende Mylius-Erichsen Bryghus, der er ansvarlig for oplæring af deres ansatte. 

Set i bagklogskabens klare lys er den vare Mylius-Erichsen sælger med deres rundvisninger, heller ikke noget man skal blive klogere af, men mere en undskyldning for at drikke noget øl og foregive, at det er andet og mere end det. Der var rigeligt i kanderne, og havde vi bedt om det, var der sikkert også blevet hentet mere. Det er for 100,- sludder for en sladder med indlagt fadøl. 

Rundvisning er også et stort ord, for alt er mere eller mindre samlet i det samme lokale og kan ses fra der, hvor man bliver stillet til at starte med. Bryganlæg, gæringstanke, lagertanke samlet i en vinkel af under 180 grader i forhold til der, hvor jeg stod. Eneste virkelige pluspoint blev uddelt i maltrummet, hvor vi fik lov til at dufte forskellen på Stauning Whiskys røgmalt og en standard røgmalt (Castle Malting). Forskellen var som forskellen på Grand Canyon og hullet i en dårligt vedligeholdt villavej, og den sødlige røgsmag fra de par korn jeg pillede op af spanden og smagte på blev hængende behageligt længe. 

Vi forlod bryggeriet lidt mere en time ældre, og en fattig oplevelse rigere. På Mylius-Erichsens Facebookside er der med Caps Lock slået til skrevet ”VESTJYLLANDS BILLIGSTE FADØL!”. Sådan som de behandler det, er det rart, at prispolitikken i det mindste er i orden.

Brewing with idiot: Batch II

Brewing With Idiot er Stovts vej gennem skabelsen af en øl. Afsnit for afsnit kigges der nærmere på ingredienserne, opskriften, begreber m.m. og undervejs skulle jeg gerne blive klogere på det, der gemmer sig bag skabelsen af en øl. Denne gang kigges der på det andet batch af øllen. 

Det andet batch af BWI er blevet brygget og flasket. Alt er gået ganske smertefrit med undtagelse af gæringen, der valgte at st

oppe før planlagt. Hvilket har medvirket til, at BWI stadig har en del af den sødme, som jeg gerne ville af med. I forhold til det første batch er humlen heller ikke så fremtrædende, hvilket jeg tilskriver sødmen som jeg tror dækker for den. 

Der er dog et tredje batch på vej, og her erstatter vi gæren WLP0002 (engelsk alegær). Det næste batch bliver ganske enkelt splittet på midten, delt i to og så tester vi opskriften af med henholdsvis US05 (amerikansk alegær) og WLP0007, der har de samme karakteristika som WLP0002, men gærer noget længere ned og forhåbentlig tager livet af restsødmen. 

Jeg bryggede denne udgave af BWI sammen med Bo fra Kunstbryggeriet Far & Søn og bad ham sætte ord på. 

”Da Martin spurgte om jeg ville brygge en øl for ham, sagde jeg straks ja. Mest fordi Martin er utrolig hyggelig og have bryghusbesøg af, og så er der altid en lejlighed til at smage noget øl! At opskriften var lavet, er jeg jo ikke vant til, men da det var fine bryggerier, der havde givet deres bidrag til opskriften tænkte jeg, at det kunne være helt fint. Brygningen forløb fint. Dog havde den en hang til at knække mod den meget søde side, i hvert fald i forhold til det brygsystem jeg kører. Jeg plejer ikke, at bruge så meget krystalmalt. Gæringen stoppede desværre før tid, og øllet kom ikke helt ned på den tørhed den burde. En begrænsning af krystalmalt og skift til en mere tør gær ville pynte på den. Men ellers er det en fin øl, og en pudsig måde at smage de andre bryggeriers DNA på”.

Efterfølgende har jeg delt et par flasker ud for at få noget respons på øllen. 

Anders Andersen, Triplealehead 

"Version 2 af BWI fra Stovt & Friends er landet. I BWI V.02 er humlen, så vidt jeg kan smage, nedtonet. De let piney og blomstrede indslag fra den første har veget pladsen til fordel for lakrids, røg og mere tydelig tobak. Den afsluttende bitterhed binder en behagelig sløjfe på en øl der fremstår mindre frisk og sød, men derimod fyldig og krasbørstig." 

Peter Kirk Christensen, håndbrygger 

”Selvom øllet er cirka seks grader har det svært ved at blive i flasken og øllen virker overkarboneret. Mørk, tung smag, der bliver hængende i munden længe, men på en god måde. Kakao, tobak og lakrids blander sig med en lidt frugtig baggrund, en eller anden lækker eksotisk humlehemmelighed titter lige igennem. God fast bitterhed til at holde det hele lidt i tjek. Alt i alt et godt glas. Ikke dunkbart, som i kom bare med glas nummer to, dertil er øllet for kraftigt, men dejligt drikbart som i sikke et slag i mundhulen”.

Jacob Ludvigsen
"Det er en rigtig fin øl med god fylde uden det bliver for voldsomt. Den har fået en lidt mere sprittet kant end den første, men en behagelig kant. Og let at drikke!".

Jeg synes i udgangspunktet også det er en fin øl, men skal den være helt som jeg vil have den, så skal der stadig rettes til. Det bliver i næste ombæring gæren, der kommer til at stå for skud.

Anmeldelse: Tre styk fra Fanø Bryghus

En del af sommerferien blev for første gang i 25 år tilbragt på Fanø, hvor en del af programmet for ugen var at få smagt øl fra Fanø Bryghus. Egentlig troede jeg, at Fanø Bryghus kun producerede deres standardøl såsom Lynghvede, Stormflod m.m., men udvalget af varianter var noget større end det. En del af forklaringen ligger i, at man har udvidet med en ekstra brygger og nu kan følge med mere end bare efterspørgslen på standardvarianterne. 

I løbet af ferieugen fik jeg smagt en del af sortimentet, og fik også handlet nogle flasker med hjem. Overordnet set virker fokus hos Fanø Bryghus på at brygge øl, der ikke går på kompromis, men omvendt ikke er voldsomt intense. Og dog, hver gang batchnummeret rammer de hundrede, så brygger man en imperialudgave af en af de eksisterende øl. 

Jeg har sorteret i de smagte øl, og kastet nogle ord efter tre af de bedste. 

Hull and Oats bærer en kæk lille leg med ord som navn, eftersom øllen er brygget med Melon Hull og havre på ingredienslisten, har man ladet den halvt om halvt opkalde efter en gruppe fra en tid, hvor overskæg ikke var en synd. Hull and Oats er en Cream Ale, en af de kedeligste øltyper denne verden har set, men Hull and Oats er samtidigt nok det bedste bud indenfor genren, som jeg har smagt. Den er brygget til at blive drukket grådigt, og er fyldig, cremet, let syrlig, frugtig og med et fint lille humlebid. Var der den her type øl på fadølshanerne rundt omkring i stedet for konsumpilsner, så ville verden være et bedre sted at leve. 

I Fanøs Berliner Weisse kan man virkelige fornemme, hvordan behovet for intensitet ikke skal stå i vejen for det at brygge en god øl. Deres Berliner Weisse er underspillet med en god fylde og dæmpet syrlighed, men smager af nok til at det ikke bliver for kedeligt. Let at drikke, tilgængelig uden at være tam, på ingen måde overgjort, men til gengæld en Berliner Weisse jeg ville gide drikke flere af i streg, og det er ikke noget, der sker hver dag. 

Det var dog deres Hoppy Porter, der for alvor fik mit smil frem. Et balanceret og afstemt stykke med sort, der har en mærkbar humlebitterhed i eftersmagen. Der er lakrids i smagen, uden at det bliver for meget. Der er god gang i kulsyren, hvilket gør den let i kroppen og let at drikke grådigt. Bundsolid øl

Karakterer: 

Hull and Oats - 9 

Berliner Weisse – 9 

Hoppy Porter – 9 

Alle af de anmeldte øl var halvlitersflasker til lige over 30 kroner stykket. En absolut godkendt pris for noget absolut godkendt øl, der gerne måtte få bredere distribution herhjemme.

Ølselskabet, nystartet dansk ølforening

Danmark er ved at få en ny ølforening. Ølselskabet er en udbrydergruppe fra Danske Ølentusiasters Frederiksbergafdeling, dannet af Christian Skovgaard Hansen & Erik Larsen, der indtil for nylig har fungeret som henholdsvis næstformand og formand i lokalafdelingen. Planen er, at Ølselskabet skal blive et alternativ til Danske Ølentusiaster, i den forbindelse tog Stovt en snak med Erik Larsen om den nye forening.

I det materiale Erik sendte mig om den nystartede forening, beskriver han tre af de mål som Ølselskabet vil arbejde hen imod.

1. Etablering af en landsdækkende ølforbrugerforening, finansieret via medlemskontingenter og evt. annonceindtægter.

2. Etablering af salgsplatform med tilhørende lokaler til hhv. smagninger, lager og håndbrygger aktiviteter, finansieret via salg af øl, merchandise m.v. online.

3. Etablering af bryg faciliteter med kapacitet for optil eks. 300L pr. bryg og gerne med 2-3 mindre bryganlæg. Alle som skal kunne udlejes til bryg, og på sigt finansieret af indtægterne herfra. På sigt være med til at finansiere lokaler og andre bryg aktiviteter.

Med udgangspunkt i dem kvitterede jeg med en stak spørgsmål, så vi kan blive klogere på, hvad Ølselskabet er for en størrelse.

Hvorfor har i følt et behov for, at bryde med Danske Ølentusiaster og skabe et alternativ?

Danske Ølentusiaster har haft monopol siden 1998. De har gjort rigtig meget rigtig godt. Men det vi har oplevet igennem de seneste 10 år er at der ikke sker det store, Danske Ølentusiaster er blevet en forening som vi ikke længere kan identificerer os med. En forening som mange rundt omkring definerer som foreningen for de halvfede gamle mænd der drikker øl. Vi har i Danske Ølentusiaster-regi selv arbejdet for at ændre image og muligheder, men er desværre blevet mødt af en total mangel på forandrings- og omstillingsparathed.

Hvordan vil Ølselskabet komme til at adskille sig fra Danske Ølentusiaster?

Ølselskabet arbejder for at blive et alternativ til Danske Ølentusiaster. En forening drevet af medlemmer for medlemmer. Vi ønsker en større sammenhæng imellem vores medlemmer og andre aktører herunder bryggerier, importører, producenter m.fl. Det vigtigste er, at vi ikke er bange for at samarbejde med økonomiske interessenter som kan være med til at bidrage positivt til Ølselskabets medlemmers gavn. Vi ønsker ikke en tung organisation, men vil hellere satse på at skabe fede øloplevelser for de mange rundt omkring i landet. Vi vil som en væsentligt del af vores virke tilbyde kvalitetsøl i form af smagekasser, men også som løssalg, til vores medlemmer til medlemsvenlige priser, så man som medlem reelt får noget ud af sit medlemskab.

Fortæl noget mere om salgsplatformen.

Umiddelbart lægger vi vores kræfter i onlineverdenen, og derfor kommer vi heller ikke til at tilbyde et firefarvet glittet medlemsblad med forældede nyheder. Vi satser i stedet for på lækre nyhedsbreve skabt af medlemmerne for medlemmerne og ikke af selvudnævnte smagsdommere. Alle vores aktiviteter, produkter, smagninger, events m.m. vil blive markedsført via Ølselskabet.dk

I virker til også gerne, at ville have fokus på håndbryg?

Fokus på håndbryg, og fokus på mad, partnere og organisationer som i fællesskab med Ølselskabet vil sætte råvarekundskab i fokus er en af de vigtige faktorer i vores virke. Vi forestiller os, at tilbyde faciliteter til at alle medlemmer med interesse for at brygge selv, vil have mulighed for at komme et sted, og her enten lære at brygge eller at brygge i større skala end derhjemme, på anlæg op til 300 liter. Samtidigt, da vi jo desværre ikke kan have disse anlæg i alle byer, vil vi i samarbejde med gode kræfter tilbyde kvalitetsudstyr og råvarer til alle med interesse for håndbryg og brygning generelt. Vi forventer også et langt større fokus på samspillet imellem øl og mad og her vil vi bestemt satse på øget bevågenhed.

Er det planen, at Ølselskabet skal være en forbrugerforening eller en interesseforening?

Ølselskabet bliver en forening for medlemmer med interesse for godt øl og for brygning heraf. Det bliver en forening som vil arbejde for medlemmernes umiddelbare interesser og ikke satse på at skulle drive politik i diverse udvalg nationalt og internationalt. Vi vil formodentlig ligge nogenlunde lunt imellem forbrugerforeningen og interesseforeningen.

Og endeligt, skal Ølselskabet blive lige så stort som DØE?

Om vi skal være lige så store som DØ? Her fristes jeg jo til at spørge om størrelsen målt i nuværende antal medlemmer eller i velmagtsdagene. En forening, der har mistet over 20.000 medlemmer på små 20 år (nuværende medlemsnummer – oplyst antal medlemmer på ale.dk) har da en udfordring, og det har Ølselskabet også som ny aktør. Men for os er det ikke et spørgsmål om at være størst, da vi mener der er plads til 2 foreninger, men det er i høj grad et spørgsmål om at være ”bedst” eller med andre ord mest interessant for sine medlemmer og samarbejdspartnere. Ølselskabet skal vokse organisk, dog med forskellige tiltag vi håber kan accepteres på en stiftende generalforsamling.

Ølselskabet holder stiftende generalforsamling 12. september. Vil man vide mere om Ølselskabet kan man følge dem på Facebook.

Et hurtigt kig på Nordic Beer Challenge

I forlængelse af det kig Stovt tog på medaljer i ølverdenen i foråret, synes det oplagt at tage et kig på medaljefordelingen til Nordic Beer Challenge, hvor præmierne blev uddelt i forbindelse med den nyligt afviklede Copenhagen Beer & Whisky Festival. 

180 øl stillede til start, hvoraf de 45 trak sig ud med en eller anden form for medalje, hvilket omregnet betyder, at 25% af de opstillede øl fik udleveret en skifteramme med et fint diplom i. Det er på ingen måde så grelt som nogle af de eksempler, der optræder i artiklen ”Medaljer: Hæder eller salgsmateriale?”, men 25% er stadig en meget stor andel!

Medaljer: Hæder eller salgsmateriale? 

Nordic Beer Challenge har haft en målsætning om, at 24% af de tilmeldte øl skulle have medalje, hvilket man har ramt meget godt. Men man skal stadigvæk huske på, at de deltagende øl alle er blevet tilmeldt, således at feltet kun består af øl som producenterne/importørerne har haft et ønske om skulle deltage i konkurrencen. Der er derfor ingen garantier for, at konkurrencen er en konkurrence mellem de bedste øl, men derimod blot en konkurrence mellem de øl som producenterne/importørerne har haft lyst til at betale for at stille op. 

Når man skuer ned over listen af vindere, kan man også uden at træde nogen over tæerne konkludere, at det ikke er det stærkeste vinderfelt denne verden nogensinde har set. Indskudt bemærket, så er det også påfaldende, at der går to måneder fra indleveringsfrist til øllene skal smages, når friskhed nu engang er et parameter for flere stilarter. 

Der hverken kan eller skal laves nogle nye konklusioner på ølkonkurrencer efter Nordic Beer Challenge. En medalje fra en ølkonkurrence er stadig et markedsføringsværktøj, du kan være næsten sikker på at få stukket i hånden, hvis bare du stiller op med nok øl til konkurrencerne.

Ny ølbar i Odense

Sommeren over har Odense fået en sværm af nye vinbarer, men nu hvor sommeren går på hæld, synes der endelig at ske noget på ølfronten. I starten af oktober bliver Odense nemlig beriget med en ny ølbar.

Navnet på stedet bliver Dunkbar, beliggenheden bliver Jernbanegade 24 og bag baren står to velkendte ansigter, nemlig Peter Pagh og Stefan Lund Jørgensen, der begge er involverede i Howling Monkey og har stået bag baren på Christian Firtal.

Dunkbar bliver udstyret med 10 fadølshaner ud fra en less is more tankegang, hvor man hellere vil være kræsne med, hvad der kommer på hanerne end at have kedeligt fyldøl og øl, der får lov til at stå og blive gammelt og kedeligt på kortet. Det skal ikke forstås således, at man er snobbede i forhold til, hvad der kommer på hanerne. Som Peter formulerede det ”så er der intet i vejen med at tage eksempelvis en Founders All Day IPA ind, så længe den er frisk”. Kan hanerne ikke fyldes op med tilfredsstillende indhold, så vil man også hellere lade hanen stå tom end smide et fad på, bare for at smide noget på.

Udover de ti haner, er det planen at opbygge et ølkort med fokus især det sorte og det sure øl.

Der kommer ikke til at blive serveret hverken spiritus eller vin, til gengæld får man to haner med cocktails på fad.

Foreløbigt står lokalet ribbet for interiør, så der ikke noget at se, men man går efter at skabe en moderne udseende ølbar, der fremstår lysere og mere moderne end det gængse værtshus. Der kommer til at blive 35-40 siddepladser i lokalet. I kælderen er der et lokale, der skal bruges til smagninger og arrangementer, som i tilfælde af pres også kan åbnes op og bruges som floodgate, hvis man har brug for 20 ekstra pladser. Åbningstiderne bliver til 23 i hverdagen, og til 01 i weekenden. Der er endnu ikke fastsat en åbningsdag, men går alt efter planen bliver det primo oktober.

Klummen 12: Begejstring sælger.

I Søndervig, lige på kanten af stien, der går ned til stranden, hvor grå betonklodser på stribe minder om, at der var engang, hvor tyskerne fyldte i det vestjyske landskab på en lidt anden måde end turisterne gør i dag, der ligger Butik Zanda. Butik Zanda er en butik af den slags, hvor konen træder ind og går rundt og piller lidt ved butikkens indhold af smykker, cremer, tøj og the. Og man selv trisser med ind efter et par minutter, når det alligevel bliver for kedeligt, at betragte trafikken ned mod stranden. Lige dér faldt en af de store markedsføringsmæssige tiører på plads for mig. Begejstring sælger! 

Indehaveren af Butik Zanda slog mig som en flink fyr og en rolig mand, men da jeg trådte ind i butikken, der på det tidspunkt kun var gæstet af min kone, flammede hans øjne op i en grad, at de var en direkte modpol til modløse fornemmelse jeg udstrålede ved tanken om at skulle spilde værdifulde minutter af mit liv omgivet af tørklæder og økologiske cremer. 

”Du har da lyst til at smage et glas øl har du ikke?” – Jo, det havde jeg vel. I et baglokale stod et fadølsanlæg med to haner fra Ugelris Gaardbryggeri og en reol med noget, der godt kunne ligne det komplette sortiment fra bryggeriet. Og så startede der ellers en beretning, der rummede så meget oprigtig begejstring, at jeg nærmest blev blæst ud af butikken igen. 

Butiksejeren viste sig til hverdag at bo tre husnumre fra bryggeriet og ingen tvivl om, at han syntes de havde gang i noget ganske fantastisk. Jeg er heller ikke i tvivl om, at han ikke vidste det store om øl, men begejstring slog erfaring stort i denne omgang. Der blev talt om at brygge med belgisk forbillede, jeg fik at vide, at den anden øl jeg smagte var brygget med wienermalt, der er Østrigs nationalmalt og således blev der tegnet og fortalt. 

Jeg blev budt på Bryggerens Frokostpilsner og Mørk Lager, og som vi stod der og snakkede smagte de forrygende. Jeg ville næppe nogensinde havde gidet investere i øl fra Ugelris Gaardbryggeri, hvis jeg bare var stødt på dem på en butikshylde. Men jeg tog imod tilbuddet om tre øl for hundredekrone, og tænkte, at de kunne serveres til de kommende dages aftensmad i sommerhuset. En rolle de udfyldte ganske fornuftigt. 

Bryggerierne kan nok så fint brygge øl, der vækker begejstring hos slutbrugeren, hvis de altså kan nå frem til dem. Kan man også brygge øl, der på den ene eller måde, om det så er historien eller smagen, kan begejstre dem, der skal sælge det, så man virkelig kommet langt i forhold til at nå frem til dem, der skal drikke dem. Det forklarer på godt og ondt også, hvad man nogle gange kan slippe afsted med at sælge. 

Heldigvis var butiksejerens begejstring ikke bare tomme ord og dækningsløse checks. Selvom han næppe er på Ugelris lønningsliste, så kunne de nu godt stikke ham titlen som månedens medarbejder: Sommeren 2016. En mand som ham er nemlig tæt på uundværlig for et mindre bryggeri.

Brewing with idiot: Troubleshooting

Brewing With Idiot er Stovts vej gennem skabelsen af en øl. Afsnit for afsnit kigges der nærmere på ingredienserne, opskriften, begreber m.m. og undervejs skulle jeg gerne blive klogere på det, der gemmer sig bag skabelsen af en øl. Denne gang kigges der på det første batch af øllen.

Hvis man har fulgt med i Brewing with Idiot, så vil man vide, at øllen stødte på flere problemer under sin tilblivelse. Effektiviteten blev ikke den ønskede, og gæringen led under at gæringsspanden levede et turbulent liv, mens gæringen stod på. Det skulle dog blive værre endnu.

Før det blev slemt fik vi dog smagt øllen, der modgangen til trods var blevet ganske vellykket. Velhumlet, balanceret og let at gå til. Jeg savnede dog alkohol, krop og så var der en slagside mod det søde, der skulle rettes op på. I forhold til, at opskriften er blevet til som et kludetæppe af bidrag, og at vi løb ind i flere problemer undervejs, så vil jeg gå så vidt som at sige, at den som udgangspunkt for videre tilretning er virkelig vellykket.

Jeg var naturligvis nysgerrig efter at høre, hvad de forskellige bidragsydere havde at sige til øllen. Planen var at blande deres input med egne tanker, og så rykke opskriften i den retning. Tre flasker blev pakket i tre pakker, og sendt afsted med retning mod henholdsvis Amager Bryghus, Ghost Brewing og Dry & Bitter Brewing Company. Smagsnoterne gjorde dog naller at modtage. Blandt de nævnte noter optrådte kemikalier, terpentin og malingrester. Flaskerne der var sendt ud var inficerede. Man spørger de store om de vil lege, og så sker sådan noget. Den hovedmistænkte er stadig den bottlegun, der blev brugt til at fylde flaskerne, men der er ikke faldet dom og der er ikke blevet foretaget arrestationer.

Der var heldigvis stadig mere på fad, så vi tilrettede opskriften ud fra egne tanker. Målet var mere alkohol og mindre sødme. Det var på tale, at skifte gæren og erstatte den med en mere aggressiv, der efterlod mindre restsukker, men det virkede også voldsomt helt at udrydde et af bidragene. Den tilrettede opskrift kan ses nedenfor. Den blev brygget i løbet af sommerferien, og står i skrivende stund og danner kulsyre. Den burde dog snart kunne testes. 

Klummen 9.1: Er tiden løbet fra Danske Ølentusiaster?

For et par uger siden blev spørgsmålet stillet, hvorvidt tiden var løbet fra Danske Ølentusiaster (DØE). Det affødte en del debat, der naturligt nok havde ben i begge lejre. En debat, der gjorde mig en del klogere på emnet, men på ingen måde ændrer på de anklagepunkter jeg har, der peger i retning af DØE. Jeg har hverken tid eller lyst til at missionere mod DØE, men jeg vil gerne lukke sagen ned fra min side ved at knytte nogle kommentarer til den debat, der er foregået siden det første indlæg. 

Flere steder nævnes det, at i stedet for at brokke mig, så skulle jeg hellere melde mig ind og arbejde for at gennemføre de ændringer jeg ønsker. Andre steder ytres der, at når jeg ikke er medlem, så er tingenes tilstand i DØE en debat jeg slet ikke burde blande mig i. 

Selvfølgelig må jeg blande mig i debatten! Hvis man rent politisk står i opposition til et parti, så er det naturligt at debattere tingene og påpege fejl og mangler for at få folk til at vinde sympati for ens eget standpunkt. Det er sådan det fungerer. Det er sjældent man ser folk melde sig ind i et parti for at ændre på de grundlæggende værdier. 

Problemet er, at ølverdenen herhjemme er et etpartisystem, hvor der desværre ikke eksisterer et alternativ til DØE. Hvilket også kommer til udtryk i den selvforståelse, der ligger bag spørgsmålene om hvorvidt man er inde eller ude. For hvis man ikke er med, så er man ikke med nogle steder. Det er en anden ting, jeg ikke forstår i den igangværende debat. Hvorfor stiller DØE ikke sig selv spørgsmålet, hvorfor der er så stor en portion ølinteresserede, der ikke har interesse i at være medlem af DØE, selvom der ikke findes alternativer? 

Jeg har ikke ondt nogle steder over, hvad der foregår ude i DØEs lokalafdelinger. Jeg vil endda vove den påstand, at hovedparten af DØEs medlemmer er ligeglade med den igangværende debat. For dem handler DØE om samvær og hygge over et par øl. Fred være med det, det er kun godt, at der findes fællesskaber omkring øl. Problemstillingen for mig er stadig, at DØE kalder sig en forbrugerorganisation, og at DØE i forhold til øl har en meget dominerende plads i pressen. Et alternativ til DØE ville ikke skulle opbygges på samme måde som DØE. 

Et alternativ kunne være en rendyrket forbrugerorganisation, eller eventuelt et magasin med en stram redaktionel linje, der godt turde banke i bordet når bryggeriernes output ikke er okay. Og begge skulle have et ønske om at gå bag scenen og se på, hvad der sker derude. Både et magasin og en forbrugerorganisation ville kunne fungere som et alternativt talerør, når der skulle sættes ord på emnet øl. Både i forhold til pressen, men også ord af egen produktion. Og måske, kunne man håbe, at øllets rolle i pressen blev hævet til andet og mere end joviale indslag, hvor hyggen er i højsædet. 

Et eksempel: I de amerikanske ølmedier er emner som arbejdsmiljø, og kvinder og øl begyndt at fylde en del. Øl er nemlig ikke bare noget, der kommer ud af en fadølshane. Det er hårdt, tungt og beskidt arbejde, og det er en drengeklub, der med ankomsten af flere og flere kvinder både på bryggerierne og som kunder er ved at træde ind i mere moderne tider. Jeg har ganske enkelt ikke fantasi til at forestille mig, at den slags emner ville blive taget op i Ølentusiasten. Hvilket er en skam. For DØE har med Ølentusiasten den perfekte kanal ud til ølinteressenterne, men formår ikke, at konvertere det potentiale, der er i bladet om til et slagkraftigt organ. Omvendt, efter at have set hvordan DØE håndterede emnet kvinder og øl ved sidste års Ølfestival, så ved jeg heller ikke om jeg tror, at de er modne nok til at håndtere den slags emner. 

I Hans Peter Jepsens svar til Stovts klumme lister han en række spørgsmål op, som han svarer med ”Hvis ja, så er der behov for DØE. Hvem kan ellers fylde den rolle?”. Det bringer mig tilbage til det med selvforståelsen, det bringer mig tilbage til det med etpartisystemet og det bringer mig frem til den ganske åbenlyse konklusion, at selvom der kun er en mulighed, så er det ikke sikkert at den er god nok. 

Den store falliterklæring er dog de følgende linjer: 

”Vi reagerer i høj grad overfor bryggerier, der brygger øl med kvalitetsproblemer. Men vi er nået frem til, at vi får bedre resultater ved at sige det direkte til bryggerierne, end ved offentlig at kritisere dem”. 

Hvordan kan man som forbrugerorganisation acceptere, at ens medlemmer kommer til at bruge penge på øl, der ikke er okay, når man har mulighed for at sige fra. Hvad vinder man ved ikke at tale højt? Hvis ærinde er det man går? Og hvem er det udover bryggerierne, der vinder noget ved det? 

”Det påstås ofte, at vi skulle have gjort os afhængige af en mindre gruppe af bryggerier. Vi vogter faktisk meget over uafhængighed. Et af udtrykkene for det er, at ingen tillidsfolk må have kommercielle interesser i bryggerier, butikker eller udskænkningssteder”. 

Det er meget fint, men den holder ikke i byretten. Der er smagninger, der skal afholdes, der er bryggeribesøg, der skal arrangeres, der er øl der skal sponseres, der er en tour de biere, der skal have en rute, der er en ølfestival, der skal afholdes. DØE er dybt afhængig af bryggerierne. På papiret uafhængig, men dybt afhængig i en grad, at jeg tror man vil gå langt for at bibeholde forholdet til bryggerierne, også på bekostning af de forbrugere man burde tjene. Det vil være for omkostningsfuldt, at træde bryggerierne over tæerne. 

DØE vil i stort og småt, og på godt og ondt, sikkert forsætte med at blive diskuteret rundt omkring, men dette var de foreløbigt sidste ord i debatten herfra. I hvert fald indtil behovet for at banke i bordet melder sig igen.

Klummen 11: Det faste fix

Skru tiden tilbage til midten af firserne. Til en tid, hvor muren stadig stod, krigen var kold og Danmarks Radio havde monopol på sendefladen. Tænd for Tonny Toupe, og vent så på, at Klap-i-Olsen, i skikkelse af Steen Rasmussen, dukker op på Barbar Bar, der dengang, som nu, er beliggende på Østen for Solen, Vesten for Månen 3. Du ved, hvad han vil sige, og som resten af den tv-generation, der husker Wikke/Rasmussens udødelige firser-tv sidder du bare og venter på, at han beder om ”to kolde fra kassen”. 

Stil så om til provinsen. Nærmere betegnet den røde to-familiers murstensvilla, som min mormor og morfar boede i. Her kiggede Kaj Ølmand forbi med jævne mellemrum, og leverede øl fra Svendborg Bryghus og sodavand Fra Ørbæk Bryggeri til døren. Min morfar, Alfred Vejmand, drak Bock. Svendborg Bryghus Pilsner, som jeg ifølge min far skal være glad ikke at være gammel nok til at have haft muligheden for at smage. 

Dengang, bilder jeg mig ind, var en øl bare en øl. Sådan er det sikkert stadig for mange mennesker, men som ølnørd er det ikke altid helt så let. Jeg tager stadigt oftere mig selv i at glane ned over listen af udbudt øl, og messe ”been there, done that”, mens de grå hår pibler frem og bidrager til et endnu mere markeret udtryk i området omkring tindingerne. Jagten på det nye, overgår lysten til et glas godt øl, for der vil uden tvivl være noget på listen, som jeg har fået tidligere og ladet mig begejstre over. Men alligevel bliver jeg kastet ud i en evig jagt på det fix, der kan gøre mig lige så høj som første gang, selvom jeg godt ved, at det kommer aldrig igen. 

I forbindelse med en smagning hørte jeg Christian Skovdal Andersen fra Beer Here udtale, at ølnørder ikke nødvendigvis er et synderligt interessant kundesegment at forfølge når der skal sælges øl. 

Der, hvor pengene er, er hos de ølkøbere, der vender tilbage efter mere af det samme. Med mindre man som nogle bryggerier er i stand til, kan smide en nyhed på gaden hver fjerde time, holde nyhedsviben kørende og fange typer som mig ind. Så er det hos det faste publikum pengene ligger. 

Jeg har trods stor nysgerrig en stribe øl, jeg hellere end gerne vender tilbage til. Og jeg kunne have undgået mange dårlige investeringer i både hel og halvdårlige øl, hvis jeg havde holdt mig til det jeg kendte. Omvendt havde jeg ikke kendt det jeg kendte, hvis ikke min nysgerrighed havde drevet mig til, at smage nyt. Jeg har for længst indset, at jeg aldrig kommer til at støde på en øl, der vil kunne vælte mig bagover som nye øl og uprøvede stilarter kunne engang. Alligevel ville jeg synes det var trist, at skulle kaste håndklædet i ringen og reducere sig selv til én, der kun bestiller ”det sædvanlige” eller det han kender. 

Selvfølgelig har jeg mine go-to øl som jeg gladeligt kan blive ved med at vende tilbage til. Både af lyst, men til tider også af mangel på, ikke på bedre, men på nyt. I en turbulent ølverden, hvor ølnyhederne sprøjtes ud i et rasende tempo, er det rart med fasteholdepunkter. Kunsten er ikke at holde for fast, så kommer man aldrig længere.

Poesibogen: Rasmus Petrussen, Crate - Beer and Vinyl

I Jægersborgsgade på Nørrebro - gaden der gjorde grød hip igen, der finder man Crate - Beer and Vinyl. En pladebutik, der sælger øl, eller en ølbutik, der sælger plader. Bag disken derinde finder vi Rasmus Petrussen, den ene af butikkens tre bagmænd, og inde i hans hoved finder vi svarene til dagens poesibogsbidrag. Vi stiller om...

Hvad er din yndlingsøl? 

Det er jo et fantastisk spørgsmål at få som garvet ølelsker. Lidt som at svare på hvad sit yndlingsalbum er, men der er helt klart et par der stikker ud. Min yndlingsøl er nok Dude fra Flying Couch. Det er en bundsolid American Pale Ale på 5,5% som jeg aldrig kan få nok af. Jeg arbejder også som DJ og det er en rigtig DJ øl jeg kan sippe hele aftenen uden at blive træt af smagen eller for mærket af mængden. Der er mange andre øl som kan meget mere men overall er denne øl ikke til at komme uden om. Samtidig er det en af mine gode venner der brygger den, og han har altid støttet mig i min færd. Det hjælper nok også lidt på indsnævringen.

Hvad er din yndlingsøltype? 

Min yndlingsøltype er en IPA. Jeg elsker en god tørhumlet sag på 6-7% med en IBU på en 50-70 stykker, der er balanceret i sin brug af humle og malt. Gerne med en lille smule fedme og krop, som man kender det fra Amber Ales eller Red Ales. Det holder hele vejen og det er klart den øltype, der er bedst repræsenteret nede i min butik.

Hvor køber du dine øl? 

Det tæller nok ikke at skrive Crate Beer & Vinyl, da jeg ikke har betalt for en øl dernede nogensinde. Ud over at købe en Latitude 48 IPA i Irma engang imellem, er det nok mest på Ørsted Ølbar jeg køber min øl. Bevares dette er mere som fadøl, men det er klart der jeg oftest køber øl som ikke er i min butik. De har en fantastisk udvalg, og jeg er skolet i øl gennem mit arbejde hos dem i en periode på en fem års tid. Min yndlingsbar i København.

Hvad er din største øloplevelse? 

Jeg husker den første Bryg & Tråd festival, hvor jeg var så heldig at vende plader den sidste nat sammen med min bedste ven. Al øllen var gratis, da det fungerede som et sammenskudsgilde for ølengle og rare mennesker. At kunne drikke små håndbryggede Stouts og dejlige Pale Ales fra nogle af de bedste bryggere i Danmark, samtidig med at jeg fik gulvet til at danse kan kun overgås af en ting... Det var en smuk blanding af øl fra den bedste skuffe og nogle af de sødeste mennesker jeg kan forestille mig. Alt gik op i en højere enhed den aften.

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 

Jeg er ikke religiøs med det at arbejde i ølverdenen. For mig er øl blot en usandsynlig god og næsten uundværlig partner at have når jeg mødes med venner og familie i godt selskab. Øllen er med som en trofast partner til mange af de ting jeg elsker i verden. Ofte blandes det med musik, skønne mennesker og en fridag dagen efter på en solskinsdag krydret med en stemning af ingen bekymringer i verden. Det kan godt lade sig gøre uden øl, men det er lige så meget lettere når jeg har en kold fantastisk fadøl med.

Interview: Jesper Larsen om Albanis nye bryggeri

Fyens Stiftstidende løftede i sidste uge sløret for, at Albani er ved at bygge et nyt mikrobryggeri op. Jeg tog kontakt til Jesper Larsen, der er ansvarlig for specialøl hos Albani for at høre nærmere om det nye bryggeri. 

Det nye bryggeri bliver beliggende på Albanis nuværende adresse på Albanigade i Odense, hvor det får sit eget hjørne af det gamle bryggeri. Foreløbigt skal lokalerne klargøres til det, men det forventes, at man påbegynder installationen af det nye bryganlæg i januar 2017 og kan åbne op i april 2017. 

Jeg spørger Jesper, hvilken størrelse bryggeriet kommer til at få, men bliver med et venligt grin afvist. Når man opererer i den størrelse som Albani gør, så holder mig kortene tæt ind på kroppen så længe man kan når det gælder planlagt produktion. 

Jesper fortæller, at det nye bryggeri er en naturlig videreudvikling i den proces, der blev startet da Royal-Unibrew sidste år lancerede specialøllene Schiøtz og Lottrup. Det er planen, at der skal brygges Schiøtz og Lottrup på det nye anlæg, sammen med andre nye typer specialøl. Anlæggets størrelse kommer til at give en fleksibiletet, der er optimal i forhold til produktionen af Royal-Unibrews specialøl. 

Jeg nævner, at udviklingen bevæger sig fra konsumøl mod specialøl, og spørger Jesper om det nye bryggeri kan sættes ind i den ligning. Svaret er ja. Det nye bryggeri skal helt sikkert ses som et signal om, at Royal-Unibrew gerne vil rykke sig og være med til at drive væksten for specialøllet. Som udviklingen er nu, er der ingen tegn på, at den stopper. 

Der er stadig flere spørgsmålstegn, der først kan besvares når bryggeriet kommer tættere på, at blive realiseret. Det står dog klart, at bryggeriet også skal bruges til at blive vist frem. Der er på Albani en stor efterspørgsel på rundvisninger, smagninger m.m. og det er en efterspørgsel, det nye bryggeri også skal hjælpe med at indfri. Jesper forklarer, at det med det nye bryggeri også bliver muligt at komme tættere på brygprocessen, end man kan inde på ”hovedbryggeriet”. Ligesom, at det er planen, at der skal kunne afholdes foredrag og events i de nye lokaler. 

En af de mere interessante oplysninger, er at der på det nye bryggeri skal serveres øl for gæsterne, der ikke er ude i handelen. Altså testbryg, der skal testes af på et publikum. En ting man blandt andet kender fra de amerikanske bryggeriers brewpubs, hvor nye opskrifter testes af før de eventuelt realiseres på flaske. Jesper mener ikke, at de nye lokaler vil komme til at fungere som værtshus, men han siger, at offentligheden vil få rigtig mange muligheder for at besøge mikrobryggeriet til flere forskellige typer af arrangementer. 

Foreløbigt må vi vente og se. Fortsættelse følger i starten af 2017.

Klummen 10: Ølvalg

Det er åbenbart forbrugerne, der skal bestemme, hvilke øl supermarkederne har på hylderne. Ballet blev åbnet, da Kvickly for en lille håndfuld år siden lancerede deres Ølfestivalg. Konceptet er simpelt. Kunderne vælger deres favorit blandt syv-otte øl brygget til lejligheden, og vinderen bliver en del af Kvicklys faste sortiment. 

Coop sendte idéen videre til Fakta, der siden efteråret 2015 har afholdt flere mindre ølvalg med kun tre kombattanter. Den første af disse blev vundet af Grunge IPA fra Svaneke Bryghus, der vandt retten til at blive et tilbagevendende efterårsbryg. 

Nu er det så Meny, der springer på vognen i forbindelse med deres madfestival-kampagne og lader deres kunder vælge mellem fire øl, hvor vinderen får fast plads i Menus sortiment. 

Man forstår også godt, hvorfor idéen er fænget an. Lad mig tage udgangspunkt i Kvicklys Ølfestivalg, der er den største og mest gennemførte af de tre. 

Dryssede man de syv øl, der i Kvicklys tilfælde deltager i årets udgave, ud over året, så kunne man slet ikke skabe samme interesse for dem. Men som samlet pakke taler de stærkt til et bestemt kundesegment. Det pirrer folks nysgerrighed at ville prøve det nye af, og vil man deltage i demokratiet, er der ingen vej udenom at teste alle syv deltagere af. Det kan man også sagtens, for køber man dem alle, er prisen ikke meget over en hundredekrone. 

For Kvickly er det først og fremmest en stærk kampagne til ølpublikummet, der både involverer kunderne og understreger, at Kvickly tager øllet seriøst. Samtidigt får man en indikation om, hvilken af øllene, der tiltaler kunderne mest. Den vindende øl kan sælges som ølfestivalgsvinder, hvilket for kommende kunder antyder, at der er tale om et sikkert køb, for andre har allerede sagt god for den. 

Samtidigt er konkurrencen også en gevinst for bryggerierne. Man kan få mulighed for at teste nye varianter af, eller for de mindre udviklingsorienterede bryggerier, give en sine eksisterende, mindre profilerede øl en chance for at finde et publikum. Grundet konkurrencens omfang, er man på forhånd sikret et pænt salg af den medvirkende øl, og vinder man, har man fået et ny produkt, der i en tid frem er sikret afsætning. Læg dertil den profilering det giver, at optræde synligt i samtlige Kvicklybutikker, deres kataloger og den omtale konkurrencen afføder. 

Interessen for Kvicklys Ølfestivalg er selvfølgelig afhængig af hvor mange lignende konkurrencer man ser. COOP har selv valgt, at lade et lignende koncept gå videre til Fakta, og umiddelbart ligner Menys ølvalg en engangshædelse. Tog alle supermarkeder idéen op, ville den drukne når interessen skulle fordeles. 

Man kan så diskutere om en sådan konkurrence gør noget godt for øllet. De evige argumenter fra debatten om det er bedre, at folk drikker supermarkedsspecialøl kontra konsumøl, eller om det er en bjørnetjeneste i forhold til at lære folk, at drikke godt øl, vil helt sikkert dukke op. Og med undtagelse af Grunge IPA fra Svaneke Bryghus, der vandt den første af Faktas konkurrencer, så kan jeg da heller ikke mindes, at have smagt en konkurrenceøl, der gjorde det store indtryk. 

Der, hvor jeg synes, at konkurrencen trods alt har sin ølpromoverende styrke er, at der før konkurrencen helt sikkert har foregået en form for koordinering, der sikrer at konkurrencen ikke kommer til at bestå af eksempelvis syv hvedeøl. Det sikrer også en smule variation i de udbudte øl, hvor folk måske vil komme til at støde på øltyper, de ikke har smagt før. Således er man om ikke andet sikret et lille bump opad på læringskurven.

Brewing with idiot #5: Brygget

Brewing With Idiot er Stovts vej gennem skabelsen af en øl. Afsnit for afsnit kigges der nærmere på ingredienserne, opskriften, begreber m.m. og undervejs skulle jeg gerne blive klogere på det, der gemmer sig bag skabelsen af en øl. Denne gang kigges der på tilblivelsen af øllen.

Efter at have brygget øllen, blev den sendt ud til blandt andet de bryggerier, der havde leveret lag til opskriften. Tanken var, at få noget feedback, således at opskriften kunne blive rettet til i retning af et mere færdigt produkt. Da der er flere ting man skal have for øje når man vurderer sådan en øl, fik jeg Alex fra Rock on Beer, som jeg havde brygget første batch med, til at skrive notater til brygdagen:

The recipe had to be rescaled for my brewing setup and to get to the desired volume of 25 litres. Water was a 60/40 split of RO and Odense municipal water. PH buffer/stabilizer was used in the mash but no other water chemistry adjustments were made. Mash in was successful at 68-69 degrees and the mash was left to rest for 90 minutes. Due to lower than expected efficiency and possible mistake when refactoring the recipe, ended up with a much lower pre-boil gravity than expected. Extended boil time to 90 minutes to try and regain some of those lost points. Ended up 8 points under target OG with wort going into the fermenter.

Fermentation was done with white labs 002 English Ale yeast. A 1.5 litre starter at high kreusen was pitched into the wort. Due to a failure in the temperature control of the fermentation area, fermentation happened at a much lower than ideal temperature. Ambient temperature in the room was 15 C while in the insulated fermentation chamber it would likely be 16-17. My ideal temperature would have been 19-20 C. Even with the low temperature the beer was down to 1.020 in just over a week of primary fermentation. This was the estimate in the recipe, though due to lower than expected OG I had hoped to get it slightly lower. I roused the yeast and set the fermenter in a much warmer area but was only able to bring the gravity down to 1.019. 

The beer has a nice body and sweetness due to the high finishing gravity and presence of unfermented sugars. This is nicely balanced out by the high IBU level from the hops. I think with a slightly higher ABV this FG would actually be perfect. As of now it gives the illusion of a much bigger beer then the 5.8-ish ABV. If I brewed it again I would perhaps cut the dark malt from the mash and do a cold steep to boost efficiency. Adjustments to the recipe to make sure the desired OG is reached with a target ABV of high 6 to low 7. I think because of the fractured nature of the recipe coming in, many of the faults here come down to operator error in recipe inputting and scaling. In the end though it turned into a nice drinkable beer that I would with minor modifications brew again.

Øllene til årets Amarikanerdag

På lørdag holder Amager Bryghus deres årlige Amarikanerdag på bryghuset, hvor de vanen tro lancerer en hel stribe samarbejdsbryg. Fem bliver det til, men hvis sol, måne og stjerner står rigtigt ryger totalen op på seks. Det kommer alt sammen an på om Granny with a Gun bliver klar til tapning i denne uge.

Hvis du vil vide, hvad der er i vente, så kan du klikke ind på Facebookeventet her og studere etiketterne til årets udgivelser herefter.

Rundvisning på Stauning Whisky.

Jeg nægter at tro, at det rent fysisk er muligt, at komme ret meget længere væk fra alting her i landet, end man gør når man besøger Stauning Whisky. Vores udgangspunkt var endda bare fra den anden side Ringkøbing Fjord, men når vant er vant til at bo klos op og ned af en befærdet gade, så er det intense fravær af anden trafik, der præger landevejene ud mod Stauningvej 38 en skræmmende størrelse.

På Stauning Whisky tilbydes der guidede ture rundt på destilleriet på dansk og tysk. Vi valgte den danske variant, i selskab med fem herrer fra det nordjyske og et cyklende ægtepar, der først landede langt inde i rundvisningen. Det betød så også en gennemsnitsalder, der gjorde min far til den næstyngste i selskabet, men den beskedne selskabsstørrelse, gjorde også at vi alle sammen fik det hele med. 

Vores guide rundt, flashede et navneskilt, hvor hun var blevet tildelt titlen ”storyteller”. En ganske passende beskrivelse, for umiddelbart havde hun intet tilhørsforhold til produktionen, men var ansat til at fortælle historien om Stauning Whisky. Hvor De kommer fra, hvor De er på vej hen, hvad vi smagte og hvordan det bliver til. Nogenlunde nyansat var hun også, men hun havde ikke spildt tiden. Der var styr på fakta, der var tjek på historierne og det var fandeme en fornøjelse, at følge rundt i hælene på hende i en times tid. 

Undervejs fik vi set malteriet, tørreriet, destilleriet, smagt på spritten lige efter første og anden destillering, set gæringsrummet, set hvor tønderne bor og jeg fik dækket mit hovedformål, nemlig at få styr på, hvor man drejer i en anden retning, i forhold til når man laver øl. 

Man kan købe rundvisningen med eller uden en smagning, hvor man smager Stauning Whiskys tre standardvarianter. . Med koster det 150,- og inkluderer 3x1cl Stauning Whisky. Det er helt klart den ekstra hundredekrone værd i forhold til den halvtredser det koster uden smagsprøver. 

Jeg er svært begejstret for både Young Rye, hvor alkoholen brænder i kæberne længe efter indtagelse, og Peated, der har en eftersmag, der synes at vare lige så lang tid, som turen til Stauning Whisky gjorde. Endelig smager man som den gode, men mere bløde mellemvare, Traditional, der leverer varen, men ikke helt holder de andres niveau. Løst bedømt på de tilstedeværende til smagningen, var der dog præferenceforskelle, så smag og behag spiller (naturligvis) også ind. 

Turen rundt på destilleriet var lige så afslappet, som den var informativ. Jeg vil vove den påstand, at uanset om man gik ind vidende alt eller intet om whisky, så ville man gå derfra en god oplevelse rigere. Der er fandens langt at køre, men jeg lover, at det turen værd. Anbefales.