onsdag den 12. december 2018

Poesibogen: Folkene bag Ølkassen.dk

For første gang fyldes  poesibogens sider ud af ét femkløver, og ikke hvilket som helst femkløver, næh nej, det her er femkløveret, der står bag Ølkassen.dk. Vi stiller om...

Hvad er jeres ynglingsøl? 
Det er jo et virkelig virkelig svært spørgsmål at svare på, næsten tarveligt at skulle pege på kun én. Vores ynglingsøl og type ændrer sig løbende i takt med at nye kommer til og rykker ved vores præferencer. Vi har været så heldige at få smagt flere af de her næsten ”once in a lifetime” time øl, som f.eks. Dark Lord fra 3 Floyds, Morning Wood fra Funky Buddha, Black Tuesday fra The Bruery m.m. Det er øl, der produceres i f.eks. små mængder og derfor næsten er umulige at få fat i. Det gør det jo også til noget særligt, at man ved det nok er den eneste gang man får lov til at drikke den, så de fleste af dem har meget store stjerner hos os. Men helt kort, og hvis vi skal pege på en lige nu og her, som vi har drukket mere end en gang: 
Søren: "I Wanna Be Your Dog" - Brewdog /Omnipollo. 
Erik: Speedway Stout (Vietnamese Coffee) - AleSmith Brewing Company. 
Lavrans: Gideon's Pancake stack - 3 sons/Omnipollo 
Pjuske: Lizard King - Pipeworks.
Asger: Anagram Maple Blueberry Cheesecake Stout – Dugges/Omnipollo.

Hvad er jeres ynglingsøltype? 
Igen et, for os, meget svært spørgsmål. Den bedste øltype afhænger, for os i hvert fald, meget af situationen. Den bedste øl dag på en varm sommerdag foran grillen i haven kunne sagtens være en NEIPA, mens en Barley Wine eller en Stout sagtens kunne være den bedste en kold efterårsaften. Men igen, skal vi vælge en sådan generelt: 
Lavrans: Pastry Stout og lambic/fruite, så ekstremt som muligt. 
Asger: Selvom jeg hovedsageligt er IPA mand, så vil jeg pege på Stouts lagret på Bourbonfade (hvis jeg kun må vælge én type). Jeg elsker en Stout med god fylde og masser af aroma fra Bourbon og eg. En høj alkoholprocent generer mig ikke, og den er ofte nødvendigt for at få smagen ordenligt frem. Jeg behøver ikke alverdens ingredienser som i adjunct stouts, selvom det også kan være lækkert. 
Pjuske: Imperial Stouts, gerne lidt søde, med kaffe og lagret på Bourbon-fade. 
Erik: Imperial Stouts – allerbedst med masser af kaffe. Men ellers Imperial Stouts uden alt muligt hurlumhej, bare ren og så sort som muligt. Men skinner solen, så er en klassisk IPA den foretrukne. 
Søren: Adjunct Stouts, men de skal stadig være ”tunge”.

Hvad er jeres største øloplevelse? 
I forbindelse med bryggeriet Beavertowns årlige festival "Beavertown Extravaganza" i London, der har Ølkassen.dk med venner i 2017 og 2018 taget en weekendtur til London. Festivallen i sig selv er fantastisk, men vores bedste øloplevelse nummer 1 og 2 er: ”The Beer Mile” - I Bermondsey, syd-øst for London centrum, er der samlet en lang række virkelig gode bryggerier, under jernbanens buer i området. Turen går så fra bryggeri til bryggeri, fra øl til øl. Der er massere af lokale englændere, de tager dog ikke turen rundt, men holder for det meste bare til på deres favoritbryggeri. Inden man har besøgt for mange bryggerier er der også mulighed for en rundvisning, hvis man spørger pænt. Oprindeligt strakte ruten sig over en mil (derfra navnet) men flere og flere er kommet til senere hen. I hver sin ende af ruten ligger henholdsvis Southwark Brewing Company og Fourpour Brewing Co. med bryggerier som The Kernel og Brew By Numbers undervejs. Senest er Cloudwater ved at åbne et tap room også. Uden at der skal gå turist-info i den, så er den her tur helt klart det hele værd.

Hvor køber I jeres øl? 
Vi smager øl rigtig mange steder fra. Udover Beavertown, så tager vi på en del ølmesser rundt omkring både i og uden for Danmark. Så vores største private indkøb ligger helt klart her, og så på en årlig biltur til Belgien for at fylde kælderen op med Westvleteren, Cantillon, Struise osv. Ideen med Ølkassen.dk var at lave en shop hvor vi selv vil drikke/købe alle øllene, hvor alle øllene er fantastiske og hvor man slipper for de middelmådige og til tider direkte dårlige øl. Det har vi faktisk fået gjort, det kommer selvfølgelig hele tiden mere til og det stopper aldrig, men for os er der ellers kun et sted at handle - Ølkassen.dk har jo alle vores ynglingsøl. Vi er ikke selv distributører, så vi køber/handler fast til shoppen hos omkring 25 forskellige distributører.

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 
Diversiteten er så stor, uendelig vel. Der er noget for enhver smag, og der er altid en øl, der passer super godt, lige meget hvilken anledning og hvad man skal. Den som én synes er helt fantastisk, den kan sagtens falde helt ved siden af, hvad andre kan lide. Vi har efterhånden delt en del øl sammen i Ølkassen.dk og selvom vi alle elsker øl, så er det stadig ret tit, at vi en får en øl, der deler os. Ud over den store smagsdiversitet, så er det fantastisk at alle de gode bryggere derude bliver ved med at lege og hele tiden kommer med nye øl – både opskrifter, smage og helt nye øltyper. Så man bliver jo aldrig færdig med at opleve nye øl, og når man elsker øl, er der jo ikke noget bedre. Så helt kort, øl er godt pga. diversiteten og at vi stadigvæk overraskes. Og så er det jo bare super hyggeligt at drikke øl.

mandag den 10. december 2018

Klummen 33: Årets danske bryggeri 2018

Årets bryggeri er blevet kåret og valget er i år faldet på Amager Bryghus, hvilket så betyder, at man har undgået den fadæse det ville være, hvis Thisted Bryghus for fjerde år i træk var blevet kåret som årets bryggeri.

Årets bryggeri 2018 - Top-3 
1. Amager Bryghus - 174 stemmer
2. Ebeltoft Gaardbryggeri - 165 stemmer
3. Thisted Bryghus - 163 stemmer

I år har det været lokalafdelingerne, der har nomineret bryggerierne. Det har (måske) også betydet færre spildstemmer, altså færre stemmer afgivet til bryggerier, der kun har fået en enkelt eller to stemmer. Amager Bryghus har med sine 174 fået 74 stemmer mere end Thisted Bryghus fik da de sejrede sidste år, og cirka dobbelt så mange stemmer som de to første år Thisted Bryghus vandt. Thisted Bryghus er med 163 stemmer ikke langt fra Amager Bryghus i årets kåring og langt over, hvor mange stemmer de fik sidste år. Hvilket igen (måske) vidner om, at stemmerne har været fordelt på et mindre felt. Det er dog også værd at bemærke, at der i år blev afgivet 1123 stemmer mod 826 stemmer sidste år.

Jeg under Amager Bryghus kåringen, ingen tvivl om det. Men jeg kan ikke se, hvad de har gjort i år, de ikke også har gjort de foregående år. Jeg synes også, at Thisted Bryghus fortjener i hvert den ene af deres kåringer, for deres arbejde med og for Ny Nordisk Øl.

Netop begrundelse er en faktor jeg savner i valget af årets bryggeri. Altså, hvad har bryggeriet gjort for at gøre sig fortjent til titlen som årets bryggeri? Som det er nu, der fremstår kåringen mere som en popularitetskonkurrence. I en perfekt verden ville årets bryggeri blive kåret ud fra lille felt af begrundede kandidater. Hvordan feltet skal udvælges, om det skal være muligt at nominere, eller de skal være udvalgt af et panel (eller en kombination) har jeg på stående fod intet bud på.

Selvom jeg hilser forandringerne i årets kåring velkommen, så skal der ske langt mere. Det er stadig tydeligt, at nomineringerne for manges vedkommende har en lokal slagside og årets bryggeri skal ikke kåres fordi det er lokalt eller populært, men fordi det har gjort sig fortjent til det! Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis kåringen skal kunne tages seriøst.

Læs også: Klummen 26: Årets danske bryggeri.

onsdag den 5. december 2018

Vintage: Willemoes Jul 2015

Årgangsjuleøllene fra Willemoes plejer at være det årlige højdepunkt fra Assens Ølfabrik. Det var det i særdeleshed i 2015, hvor årets udgave var en Imperial Porter, der dog ikke vakte nok begejstring i den lokale Fakta til at der kunne meldes udsolgt. Det betød så også, at der i dagene efter jul kunne hamstres øl til 15 kr. flasken. Et par kærkomne billige halvbranderter til de vanligt fattige måneder, der følger i kølvandet på julen, men også en god undskyldning for at smide en stak øl i kælderen, der ville kunne følges i en årrække.

Fra 2015 til 2016 skete der ikke det store, 2017 var øllen blevet behageligt mellow, men til i år virker det som om at kurven er knækket og at øllen har peaket. I forhold til tidligere år er lakridsen blevet mere udtalt som den hænger deroppe i ganen, karboneringen virker blødere og øllen fremstår nu som en behagelig, men lidt sovset øl, der dog bliver lidt for meget i længden og det er blevet en øl, det bedst giver mening at dele.

Der står stadig et par flasker i kælderen, der vil blive hevet op de kommende år. Også selvom øllen har peaket, så bliver det interessant at følge kurven videre ned.

mandag den 3. december 2018

Juleølsmagning

Forleden forestod jeg en hurtigt sammensat ølsmagning som optakt til firmaets julefrokost. Temaet var juleøl, og indkøbene var blevet foretaget blandt de lokale supermarkeder. Der var fire øl på plakaten, der skulle serveres for et tildels ølforskrækket publikum, der normalt ikke bevæger sig langt fra valget mellem almindelig eller classic. Fire øl blev det til. De to kendte jeg, den ene var jeg nysgerrig på at smage og den sidste blev købt lidt ud af det blå.

Santa C fra Ørbæk Bryggeri er øllen jeg ville pege på, hvis jeg blev bedt om, at anbefale en ”klassisk” juleøl. Det er et ukompliceret stykke med øl i form af en Ale (du ved, hvad jeg mener) på 5,8%. Den har den fornødne sødme, men på ingen måde for meget – den er krydret, men ikke for meget – den har fylde, men ikke for meget. Og så går den både til medisteren og andestegen. I selskabet omkring mig blev den da også aftenens klare førstevalg.

Santa Paws fra Brewdog krævede lidt tilløb fra forsamlingen. Hvor der blev hældt flittigt op, da Santa C skulle i glasset, der fik Santa Paws’ mørke farve folk til at stoppe op, når deres glas var blevet en tredjedel fyldt. Santa Paws er en sjov størrelse. En Scotch Ale på 4,5%. Mørk, let røget, en smule spids, men alligevel ganske fyldig i smagen. Efter lidt tilvænning greb folk dog ud efter flaskerne og toppede deres glas op. Jeg ser den mest som et bud på en øl til julefrokostbordet, evt. i et frækt twist, hvor der bliver brugt ristet rugbrød som øllen kan snakke sammen med.

Golden Naked Christmas Ale fra Jacobsen på 7,5% har jeg før set få pæne ord med på vejen og smagningen virkede som en oplagt mulighed for at få den smagt. Den er rund og fyldig med en anstændig sødme, og krydret uden at krydderierne får lov til at tage over. Igen (og undskyld) en i udgangspunktet ganske klassisk juleøl. Sødmen bliver for meget i længden, men jeg tænker, at den vil være oplagt til andestegen. Selskabet var tilfredse, men ikke ovenud begejstrede.

Sidste øl på bordet var Skt. Peter fra Thisted Bryghus. Valgt lidt tilfældigt fra en hylde i Føtex og smagningens absolutte bundskrab. ”Fy for satan” var den meget rammende beskrivelse, der kom fra en af smagningens deltagere. Og flere stemte i. Skt. Peter er en Dubbel med masser af julekrydderier. Eller på almindeligt dansk: En hæslig gang gærsnask med krydderivolumeknappen skruet op på 11. Selv et halvsnaldret selskab løbet tør for andre øl efterlod halvdelen af flaskerne uåbnede.

Juleøl har til tider et omdømme som noget krydret sukkervand, et omdømme jeg også ofte har bidraget til at give det. Og nej, juleøl er ikke længere bare juleøl, men alt som bryggerierne vælger at skrive jul på, men du ved, hvad jeg mener. Men! Skal der juleøl på bordet, synes jeg, at de tre første øl i smagningen gjorde det godt, og buddene fra Ørbæk og Jacobsen falder også fint ind under den klassiske opfattelse af juleøl. Skal der vælges en best in test, publikumsfavorit eller hvad det ellers kan hedde, så er der dømt guldmedalje i retning Ørbæk.

tirsdag den 27. november 2018

Vintage: Stjernebryg (2015) - Herslev Bryghus

Stjernebryg! Hos Stovt er den en af de tilbagevendende glæder, der følger med julen. Stjernebryg anses her på matriklen helt på højde med klejner, and og alt det andet gode, der er at finde i toppen af højtidens kostpyramide. Stjernebryg er for mig den bedste blandt julebryggene derude. Og i en tid, hvor en juleøl stilmæssigt kan dække over, hvad fanden end for én øl, hvor bryggeriet mener der kan printes ”jul” på etiketten, der vil jeg heller ikke tøve med, at smide den i bås med det jeg forbinder med en klassisk juleøl: Stærk, krydret og ikke uden en vis sødme.

Fra kælderen har jeg hentet en årgang 2015 op af Stjernebryg. 2015 var året, hvor styrken på Stjernebryg blev hævet fra 8% til 9%. Ikke en umiddelbar forbedring, da det gav øllen en del mere bid, men når den som dette eksemplar har ligget et par år, så vil jeg vove den påstand, at den tålmodige vinder.

De 3 år har gjort, at alkoholen er dampet noget af både i næse og mund. Smagen fremstår koncentreret, mindre krydret og mindre spids. Det er ikke fordi Stjernebryg i udgangspunktet er voldsomt krydret - den ligger smagsmæssigt et sted mellem en Wee Heavy og flydende brunkagedej, så kan du selv bedømme.

Det klæder den virkelig, at alkoholen er dampet af. Øllen er langt lettere at gå til, samtidig med at smagsoplevelsen lægger sig langt over indeks 100. Jeg har de seneste tre år sat to Stjernebryg i kælderen hvert år, uden at vide om der var lagringspotentiale, men det beviser denne oplevelse i høj grad, at der er.

Stjernebryg anbefales hvert år herfra. Det nye i år er, at jeg nu også uden tøven vil anbefale, at du smider en flaske eller to år i kælderen - så er der også styr på en tidlig julegave til dig selv om et par år.

torsdag den 22. november 2018

Poesibogen: Josh Noel

Jeg har af flere omgange skamrost bogen "Barrel-Aged Stout and Selling Out" af Josh Noel og gør det gerne igen. Ikke mindst i dag, hvor Josh Noel gæster poesibogen.

Stovts anmeldelse af "Barrel-Aged Stout and Selling Out" kan læses her.

What is your favorite beer? 

I'm sure many people quibble over this question and say they just can't give you an answer because there are so many wonderful beers in this world or else they offer an answer clever and non-committal such as "The one in my hand!" But I will do no such thing. I will not equivocate. I will pick a beer — a single beer from all the thousands or millions or perhaps billions of brilliant beers out there in the world. Hmmmmm. Thinking. Hmmmmm. OK! I've got it! Here's my answer ... after some more thinking ... hmmmmmmm ... you know, this is difficult to answer. Hmmmmmmm. Well ... OK ...

What is your favorite beer type? 
The broadest possible answer — which is true — is "fresh beer." I've enjoyed every style with the possible exception of American-style barleywine (the sweet and the bitter just don't match up according to my tastebuds). So anything that's well made and fresh can be an eye-opener so far as I'm concerned. But if I'm drilling down into styles, I'll call it a four-way tie between West Coast IPA that's balanced just right between fruity and bitter, oatmeal stout, bourbon barrel-aged English-style barleywine and altbier, which is difficult to find in a nation of more than 7,000 breweries, but when done right it's just so damn satisfying. Let's make it a five-way tie and toss in lambic. I'm a fan of the funk.

Where do you buy your beer? 
I'm in a fortunate position of not buying a lot of beer right now; I get a lot of samples, which is necessary for my job as beer writer at the Chicago Tribune. When I do buy beer, though, it's almost always at a store with some degree of specialization in beer and I always always always check dates to ensure freshness.

What has been your greatest beer experience? 
One thing I enjoy so much about beer is that it provides endless memorable experience. I can routinely remember what I drank, or my wife drank, from a moment years earlier. It can be far from home or close to home, as grand as sitting along a river on the other side of the globe and getting a great recommendation from a bartender or as mundane as walking into a taproom down the block from my house on a wintry day and delving into a wonderful oatmeal stout.

What makes beer so great? 
The previous question answers this question: because it is experience. Most things we consume are afterthoughts. Beer is rarely an afterthought. It bonds us. It sears memories. It warms and relaxes us. It tastes damn good.

onsdag den 21. november 2018

Fire nye fra Amager Bryghus

8. december slipper Amager Bryghus disse fire nye øl fri på bryggeriet - se arrangementet på Facebook.
Billie The Butcher 7% - Dobbelt tørhumlet Hazy IPA 
It is amazing how much one can get away with by having a pretty face and a moist snout. As the owner of one of Belgium's best beer bars, Billie may come across as a handsome and distinguished gentleman, but do not be fooled! Behind all that floof and soft ears lies a dark secret. While ”Jack, The Ripper”, had a thing for sex workers, “Billie, the Butcher”, will lure beer tickers in with a damn fine tap and bottle selection only to spike their drinks and have his way with anyone that shows more interest in rating than in drinking and having a good time. His knives are as sharp as his contempt for those who have forgotten the spirit of sharing brews and laughs among friends, and dare you having a printed evaluation chart or a yellow screen glowing through your phone and you shall experience first-hand (or maybe hands first!) the blade, the blood, the pain. Much like Untappd badges, this sadistic little fucknugget collects his own trophies, and word on the street is he has even created his own app to rate dismemberments, called 'AmpuRate'. Try and tick this brew at his home and you may just become another score among many.
Buffalo Burlesque, 11% Imperial Stout – 8 mdr på Bordeaux rødvinsfade.
When Anne Peabody was adopted from the orphanage in 1872, by a white, Christian family in the Wyoming small-town of Meeteetse, it wasn’t exactly written in the stars that years later she would end up a burlesque star in Paris. Many small-town folks whispered about how her jet black hair clearly indicated native blood, but Anne’s parents turned a deaf ear to such talk. Unfortunately for the Peabodys, Anne also turned a deaf ear to the gospel that her parents so eagerly tried to teach her. Although a respectful child, Anne simply couldn’t keep her mind on all that Jesus mumbo-jumbo. She wandered off. In the beginning for hours, but as she grew older she’d stay out in the wilderness for days. Persistent rumors claimed she had been seen talking to wild buffalo on the plains. Her parents had long stopped being surprised. So when Anne disappeared for good one day, it somehow came expected. Under her bed her parents found a newspaper clipping about a so-called Wild West Show in nearby Casper, but when they got there Anne had already moved on with her new boss Buffalo Bill. Her abilities as a buffalo whisper combined with a distinct star quality made her the jewel of the show. Several years of touring took her around the world, but when an admirer invited her into the newly opened Moulin Rouge variety in Paris, she felt an immediate attraction to the stage. A stage that soon had to be severely reinforced when Anne introduced her glamour solo show The Buffalo Burlesque. A show like nothing ever seen before in Paris.
Cobras Fumadoras - 11% Barley Wine med mørk agavesirup og kanel – derefter 6 mdr på mexicanske mezcalfade. 
We know it may sound weird, but smoking cobras is actually a thing. These extraordinary and very rare snakes can be found in the rain forests of the Southern Mexican state of Oaxaca. First sightings of this odd smoking behavior were made by Spanish conquistadores more than 400 years ago. And back then the Spanish reported that the cobra snakes were simply smoking a cheap brand of cigarettes from the local grocery store. Modern historians have been very reluctant to believe these early reports of abnormal snake behavior, and in many cases the reports have been attributed to the conquistadores experimenting with early attempts at producing hallucinogenic spirits, such as very primitive Mezcal. However, to this day, the reports of smoking cobras have continued to flourish, although modern generations of snakes seem to have developed a much more refined taste in tobacco. According to the most recent sightings, it seems that the Oaxaca cobras will touch nothing but only the best brands in Cuban cigars. In some parts of the rain forest, left over piles of cigar butts and cigar bands are actually becoming an environmental challenge. But a confusing one since cobras are also an endangered species. The local government has set up a program of wildlife consultants trying to educate the cobras to a more environment friendly behavior. The result of this effort has yet to be seen.
Cobras Fumantes - 11% Barley Wine med mørk agavesirup, kanel samt hårdtristet mexicansk kaffe – derefter 6 mdr på mexicanske mezcalfade. 
As already mentioned on the Cobras Fumadores bottle label, smoking cobras have been an established part of the fauna in Southern Mexico for several hundred years. And yes, we DO mean a cobra snake with a huge Cuban cigar in its mouth. However, exactly how the snakes picked up this unhealthy habit, has been a mystery to herpetologists (snake spotters) ever since this line of science was created. But the mystery doesn’t stop here - actually it just keeps expanding. Within the last fifty years a new sort of cobra sighting has started to appear. Coffee workers in the state of Minas Gerais in Brazil – more than 5.000 kilometres from Oaxaca, the home of the original smoking cobras - claim that cobras are sighted almost every day in the coffee fields, proudly basking in the sun with their head raised. To complicate things these coffee snakes seem somewhat different. The majestic Cuban cigar preferred by the Mexican cobras, is substituted by a huge, fat reefer. According to local experts the aroma clearly suggests that the ganja is of local origin. And even more disturbing, the Cobras are also sipping coffee – not half-assed Mexican Café de olla, but good, strong Brazilian coffee. Will there be anything stopping these clever cobras? We fear that there may be many more future chapters to this story…

mandag den 19. november 2018

Bryggeriloggen 22: Bicycle Brewing

 
Jeg stødte først for nylig på Bicycle Brewing Copenhagen, der åbenbart har huseret på Østerbro siden i sommers. Det blev fulgt op med en invitation til at bidrage til Bryggeriloggen, et ja og svarene, der kan læses her. 

Bryggeriets navn:
Bicycle Brewing Copenhagen

Siden hvornår:
Bicycle Brewing was founded by Alex and Kristina Kunigenas (a husband and wife brewing team) in 2016. Beer making had long been an active interest for us, but after returning to Copenhagen from a 12 month round-the-world trip in 2016, we decided to finally turn our passion into a business. We had been tossing the idea around for a while but it took visiting 44 different breweries, from Trappist breweries in Belgium, to craft breweries in Europe, Southeast Asia, Australia, New Zealand, and North, Central and South America, to inspire us to make our own (if small) contribution to the world of craft beer. And so Bicycle Brewing was born.

We spent just over 2 years working on Bicycle as a side project, brewing test batches on our 200 liter equipment, perfecting recipes, and hosting occasional tastings and events. Then, in June 2018, Alex left his job as a department manager at Danske Bank after 14 years in the financial sector to take the next step with the business, opening our bar and tasting room in Østerbro on June 29, 2018.

Fantombryggeri eller ”rigtigt”:
At Bicycle, we brew all of our beer on-site at in 150-200l batches. For us, our beer, our bar and our brewing craft are all closely tied together. Freshness is a key part of our philosophy, so the fact that there is less than 4 meters distance from brewery to glass is a key point of pride for us.
Hvem står bag:
Alex, originally from Berkeley, California, and Kristina, born and raised in Copenhagen.

Hvordan kom det så vidt:
Alex started home brewing in 1999 in his San Francisco kitchen and introduced Kristina to the hobby in 2004. Together, we have been brewing and designing recipes for over 14 years that combine our passion for both US and European beer traditions.

Hvad er planen:
Right now, we are focused on brewing the very best beer that we can, and serving it fresh on tap at our tasting room every weekend. While we are always considering ways to expand the business and share our love of beer and brewing with more people, at this point, we are happy to enjoy the process and take it slowly.

Hvilke øl skal vi forvente:
We brew 3-4 times per month and put a new beer on tap every 2-3 weeks. Our most recent release was a winter beer, "Cherry Maple Christmas" (an amber ale flavored with cherry, maple syrup, cinnamon and vanilla), with Handlebar IPA (golden colored Cascade and Mosaic IPA) and Broken Spoke Blonde Ale (Belgian blonde) coming soon. We have around 10 core recipes at Bicycle, but adjust them over time based on what ingredients are available, feedback from customers, and our own changing taste. In addition, we regularly brew test batches (typically available in bottles), and are always searching for new flavors and experimenting with different yeast and hops.

Hvad er næste træk:
Come join us for a beer at Ålborggade 20 in Copenhagen (16-22 every Thursday, Friday and Saturday) or find out more at bikebrewing.com, or bicyclebrewingcopenhagen on Facebook and Instagram.

onsdag den 31. oktober 2018

Vintage: Hornbeer - Viking Chili Stout (2013)

Da Stovts ølkælder tog sin begyndelse bestod udvalget i kælderen af to typer øl. Dels dem jeg virkelig var nysgerrig på, hvordan ville udvikle sig. Og så dem, der blev smidt i kælderen fordi jeg blev træt af at se dem stå i skabet, ikke helt kunne huske, hvorfor jeg havde købt og ikke havde planer om at drikke foreløbig. Viking Chili Stout hører helt sikker til den sidste af de grupper. Det vil sige: Jeg ved så ganske godt, hvorfor den blev købt. Viking Chili Stout blev kåret som årets danske øl (i den stærke gruppe) i 2013, og købt af samme grund.

Chili i øl er i min bog en af de værste gimmicks derude. En holdning, der uden tvivl er blevet forstærket af min tid som bryggeriarbejder, hvor stedets chiliøl solgte helt horribelt godt, og jeg måtte holde gode miner til slet spil, når kunderne fortalte om dens fortræffeligheder. Læg dertil den sidste testsmagning klokken blodbræk om morgenen før tapningen blev skudt i gang, og du står med et had til chili i øl, der slår ud på alle parametre.

Men! Når nu Viking Chili Stout har holdt sin plads i kælderen indtil for nylig, hvor den blev halet op og sat i køleskabet, så ville det være tosset ikke lige at tage det sidste skridt og smage på den. Fem år er den blevet, og de næste linjer vil nu belyse, om jeg stadig vil betegne den som en fejlinvestering.

Da først øllet er i glasset minder det i hvert fald om øl. Sort krop, moccacremet skumtop og fuldfede gardiner op og ned af glassets kant, da glasset bliver sat i bevægelse. Duften er brændt og sukret. Jeg tænker, at Viking Chili Stout er brygget som sådan en kniv og gaffeløl, der vil kunne serveres i skiver som dessert i mangel af bedre.

Chili er der måske/måske ikke spor af. Det brænder en smule, men det kunne også sagtens være den intense brændte sødme fra øllet. Den har helt sikkert stået for længe. Kroppen er tynd og eftersmagen bliver hængende som en prut, der ikke kan viftes væk. Det er ikke egentlig dårligt, men det her er en øl af den slags, jeg ikke helt kan forlige mig med. En sød og fyldig øl, der vækker samme glæde som udsigten til at skulle spise sig mæt i guldkarameller. Der skal nok være nogen det tiltaler, men klægt er umiddelbart det mest dækkende ord. Chilien er der. I det små. Den gør ikke nogen noget, tværtimod redder den måske lidt af resterne af Viking Chili Stout ved trods alt at give den lidt kant.

Fem år i kælderen er helt sikkert for meget. Etiketten siger mindst holdbar til 2023. Det tror jeg ikke på. Med mindre kurven skifter retning, så er det videre ned af bakke herfra.

mandag den 29. oktober 2018

Bryggeriloggen 21: Beard Brew

Her på kanten af endnu en movember virker det passende at udfylde endnu en side i bryggeriloggen og præsentere "Beard Brew".

Bryggeriets navn: 
Beard Brew I/S

Siden hvornår: 
Morten har siden 2011 eksperimenteret med vand, malt, humle og gær. De første mange år er der blevet brygget øl over gasblus i først 70 liters gryde, dernæst i et 250 liters kobberkar. Det har altid været analog brygning over gas, med håndholdt si og omrøring hvert 5 minut. Det er her håndværket er blevet lært, erfaringer draget og diverse eksperimenter udført. Og så i 2018 slog Dennis sig til Beard Brew, med hele den grafiske linje og vi gik fra Beard Brew til Beard Brew I/S. 

Fantombryggeri eller ”rigtigt”: 
Efter vi i 2018 er hoppet ud i vores første kommercielle bryg, er vi gået over til at være et private label/kontraktbryggeri. Men vores testbryg, der går under navnet Beard Brew Home Brew, bliver stadig brygget under eget tag. 

Hvem står bag: 
Morten Fogdahl-Wiese og Dennis Mejdal.
Hvordan kom det så vidt: 
Morten er the weird scientist, som ikke er bange for at prøve ting af i bryg-processen for at finde vejen til den gode smag. Dennis er den grafiske maestro, der elsker at smage på god øl. Og da vi var venner i forvejen, så var det ret let at hoppe på drømmen, da muligheden for at slå vores evner sammen pludselig bød sig. 

Hvad er planen: 
At få vores nyeste øl, Beard Brew Imperial IPA, ud i alle krogene og vores navn og brand slået fast, så vi kan få brygget nogle serier af øl, hvor folk virkelig kan finde ud af, hvilket skæg de er til!

Hvilke øl skal vi forvente: 
Der er et skæg til alle! Vores koncept er at brygge 9 forskellige øl - der er ligeså forskellige og komplekse som skægget hos mænd. Er du til den mørke stout, så har vi et stort fuldskæg til dig, er du til den lyse øl, så har vi et fint distinkt overskæg til dig. Vi starter dog ud med vores første kommercielle bryg, en Imperial IPA, som er et velvoksent hvalros-skæg. Robust, maskulint og en kende vovet. 

Hvad er næste træk: 
At du joiner os på Instagram, Facebook og får smagt vores øl! Så skal vi nok få det sjovt sammen.

onsdag den 24. oktober 2018

Anmeldelse: Hoppin' Frog - B.O.R.I.S. BA Maple Whisky

Hvis man i livets store sorte ølbog slår op under afsnittet om Stovts favoritter og retter sin opmærksom på afsnittet om venlige fætre, så vil man meget tæt på topplaceringen finde B.O.R.I.S. fra Hoppin’ Frog. Denne nyklassiske sorte øl er for nogenlunde nyligt kommet i endnu en udgave, der lægger endnu en linje til listen over de i forvejen mange varianter den findes i.

Lad det bare stå klart, jeg er ret glad for B.O.R.I.S. Så da den dukkede op i en BA Maple Whisky-udgave med denne beskrivelse ”This beer was aged in very special and rare maple-staved barrels that once held an iconic Canadian whiskey. It was aged with flavorful amber Canadian maple sap, and maple-toasted oak chips” – så så jeg mig nødsaget til at slå til.

B.O.R.I.S. er en Oatmeal Russian Imperial Stout (heraf O.R.I.S.) der har fået sat et bodacious ind foran. Bodacious er ikke umiddelbart oversætteligt, men betyder noget i retning af, at den er en uimodståelig frækkert, der er svær at holde fingrene fra, hvilket læner sig kraftigt op af sandheden. Den holder 9,4 %, er blød og uimodståelig og som regel almindeligt tilgængelig her i det danske.

Lad os bare starte med konklusionen: Med BA Maple Whisky har Hoppin’ Frog formået at lægge et ekstra lag smørelse i en flaske smøreolie. Jeg er ikke den store fan af dessertøl, og skulle der være andre, der har det på samme måde, men føler sig lidt udenfor flokken, så er B.O.R.I.S. i denne forklædning et oplagt sted at kigge hen. For den går til grænsen, men aldrig over den. Den er blød i stedet for sød, den er ikke vulgært fedladen, men fyldig og balanceret, men den har nu alligevel et lille rosenrødt skær af dessert over sig.

Når øllen er skænket er det ikke meget, der er at hente for næsen. Duften er mild. Lidt kantløs sødme, intet pulserende eller overdøvende, bare et diskret lille hint af, at det næppe er så farligt. I en blindtest ville jeg nok have gættet på, at denne udgave var en smule stærkere end originalen, i hvert fald er førsteindtrykket et pænt alkoholbid, der dog lægger sig uden helt at dø hen. Som sagt, det er smørelse udenpå smørelse. Der er noget fadpræg, der giver en ekstra dimension af fylde og sødme, men alkoholen holder det i skak, så der ikke går farin i den. Og så slog jeg min hjerne fra.

For: Det her er ganske enkelt en vellykket øl, der fortjente min fulde opmærksomhed mens den var i glasset – en opmærksomhed, den ikke skulle dele med et åbent word-dokument og et stigende antal noter. Og sådan blev det. Anbefales herfra.

tirsdag den 23. oktober 2018

Årets bryggeri er sandsynligvis lokalt

Det kan ikke smages om en øl er lokal. Alligevel er det åbenbart en kvalitet, der ikke fornægter sig. Danske Ølentusiaster er for tiden i gang med at offentliggøre årets kandidater til årets bryggeri, og ud af de foreløbigt offentliggjorte nomineringer, der er 70% af de afgivne stemmer udpræget lokale. Det vidner om stemmer afgivet mere med hjertet end med hjernen (eller måske snarere smagsløgene), og i min optik om et problem når stemmeprocenten er så lav og mediebevågenheden omkring vinderen er så høj.

Lokalafdelingerne og deres nominerede er her listet op. Bedøm selv og kommenter gerne på Stovts Facebookside (de nomineringer jeg ikke mener er udpræget lokale, har jeg fremhævet i kursiv).

  • Vejle:  Bøgedal Bryghus 
  • Bornholm: Small Batch Brewery
  • Kolding: Åben
  • Silkeborg: Alefarm
  • Thisted: Thisted Bryghus
  • Aalborg: Thisted Bryghus
  • Køge: Fur Bryghus
  • Ringsted: Det Lille Bryggeri
  • Frederikssund: Det Lille Bryggeri
  • Roskilde: Det Lille Bryggeri
  • Birkerød: Ebeltoft Gårdbryggeri
  • Skanderborg: Ebeltoft Gårdbryggeri
  • Varde: Ølværket
  • Østfyn: Brew42 
  • Amager: Amager Bryghus
  • Odense:  Amager Bryghus

fredag den 19. oktober 2018

All About Beer lukker

Via Durst erfarede jeg forleden, at det amerikanske ølmagasin All About Beer er lukket ned. Det er virkelig trist. Jeg har personligt haft stor glæde af at læse magasinet den sidste håndfuld år, hvor jeg var fast abonnement. Bladet rummet både en indsigt og dybde i de bragte artikler, som man kun kan drømme om at kunne finde i ølpressen på disse kanter. Og flere af magasinets artikler har fungeret som inspiration til klummer og andet, der har været bragt på Stovt. 

Stovt bragte i 2015 en anmeldelse af bladet, hvor jeg konkluderede: "All About Beer er virkelig et godt blad, der burde tiltale både den inkarnerede og den smånysgerrige øldrikker. Skulle jeg skære antallet af modtagne blade i postkassen ned til et enkelt, så ville det blive All About Beer." Det er så ikke mulig længere.

Lukningen har forståeligt nok vakt en del opmærksomhed, der kan blandt andet læses mere om den her:
- Beervana Blog
- Vinepair
- Celebrator

tirsdag den 16. oktober 2018

Klummen 32: Onlinebutikkerne flytter markedet

Det virker på mig, som om der stillet og roligt bliver skruet op for konkurrencen, når det gælder salg af øl online. Kihoskh har opgraderet deres webshop, Boxbeers har lige sænket deres fragtrater og kører hårdt på med tilbud og rabatter, Ølkassen virker til stille og roligt at skrue op for ambitionsniveauet og senest er Køl kommet til.

At der kommer flere spillere på banen er umiddelbart et sundhedstegn, for det må betyde, at der er et marked at slås om. Hvilket så igen må betyde, at interessen for anstændigt øl er derude. Spørgsmålet er så, hvor stort et marked det er, for når jeg laver den halvårlige oprydning i Stovts liste over onlinebutikker, så skal der som regel fjernes et par stykker fra listen. Men det virker til, at de helhjertede forsøg på at drive netbutikker bliver hængende.

Selvom salget af den type øl som disse sider leverer er i umiddelbar vækst, så tror jeg også at udviklingen på den del af markedet kan mærkes på udbuddet i de fysiske butikker. Når du med et klik kan finde de øl og ølnyheder du ønsker, og kun er lidt betalingskortsoplysinger fra at få den seneste aftapning af yndlings-IPAen leveret i nærmeste pakkeshop, så kan det hurtigt blive uinteressant at støve den lokale vinhandels hylder igennem for noget nyt. Her er udbuddet smallere og flowet af nyheder knapt så letflydende som det er i netbutikkerne.

Det er pladebranchen om igen. Da netbutikkerne så dagens lys, der gad folk heller ikke længere rende forgæves i pladebutikkerne for at finde den udgivelse de ledte efter. Det betød, at det for pladebutikkerne blev endnu mindre interessant, at bestille de smalle udgivelser hjem, der i højere grad kræver et bestemt publikum og således indledtes en ond spiral, der betød at der til sidst var fuld fokus på top-20, tilbudsvarer og de sikre sælgere.

Det kommer med stor sandsynlighed også til at ske for de fysiske butikker, der sælger øl. Her tænkes der primært på dem, hvor øl blot er en del af sortimentet. De reelle ølbutikker vil stadig kunne tilbyde et miljø, der ikke kan findes på nettet. Hvor folkene bag disken vil deres varer og ved noget om dem. Lidt som vi ser med tilbageværende pladebutikker i dag. Markedet kommer til at tilpasse sig, det brede og let salgbare vil forblive vidt tilgængeligt, mens der vil blive længere mellem det spændende i de gængse butikker – heldigvis er åbningstiderne på nettet ret imødekommende.

fredag den 12. oktober 2018

Kalmarunionen indtager Christian Firtal

Kalmarunionen! Ifølge Wikipedia ”… en personalunion mellem kongerigerne Danmark, Norge og Sverige, som blev oprettet i 1397 og varede til 1523”, men ifølge Stovts sociale kalender er det en fællesnordisk tap takeover på Christian Firtal, der går ned fra torsdag d. 18. oktober omkring middagstid til baren lukker lørdag d. 20 oktober.

Hver af de tre dage vil du kunne finde én IPA, én DIPA, én Sour og én Imperial Stout på hanerne fra hvert af de tre deltagende lande, hvilket giver 12 tematiserede øl pr. dag. Bryggerilisterne er ikke 100% på plads endnu, men forvent svenske øl fra O-O Brewing, Omnipollo, Brekeriet, Brewski og All In Brewing. Norge bliver repræsenteret af Lervig, Ægir, Aamundsen og Cervisiam, alt imens vores engang så stolte fædreland blandt andet bliver repræsenteret af Braw, Gamma, Dry & Bitter Brewing og Amager Bryghus.

Som det plejer at være når Christian Firtal ruller en begivenhed ud, så er de gule poletter gangbar mønt. Der bliver smidt stemmesedler i baren, så dagens bedste øl kan kåres og der trækkes én ”bland din egen femmer” blandt dagens stemmer.

Arrangementet kan findes på Facebook her.

onsdag den 10. oktober 2018

Boganmeldelse: “Barrel-Aged Stout and Selling Out” af Josh Noel

Hører du til dem, der gerne vil vide mere om, hvad der sker i ølverdenens motorrum? Eller hører du til blandt de øldrikkere, for hvem indsigt er andet og mere end at kunne navnedroppe det seneste bryggeri, der har taget ”the haze craze” til nye højder? Så er der godt nyt, for Josh Noel har skrevet en bog til dig! Og den er fremragende!!!

“Barrel-Aged Stout and Selling Out” med undertitlen “Goose Island, Anheuser-Busch, and How Craft Beer Became Big Business” er historien om salget af Goose Island til Anheuser-Busch - og den er vanvittigt godt fortalt! Langt hen ad vejen leveres historien som en regulær skønlitterær fortælling, hvilket fungerer glimrende. Du kommer tæt på karaktererne, og du får et godt indblik i relationerne og tankerne bag handlingerne. Efterhånden som handlingen skrider frem skifter bogen langsomt og umærkeligt karakter til et mere faglitterært format, hvilket klæder den mere faktatunge sidste tredjedel af bogen. Bogen giver både indsigt og eftertanke, og ikke mindst et godt indblik i tankesættet hos både John Hall, der grundlægger og sælger Goose Island, men så sandelig også hos Anheuser-Busch, der over den årrække, hvor bogen foregår, overtager en stribe amerikanske craft breweries.

Hvis du vil forstå tankegangen bag ”big beer”, hvis du have en fornemmelse af, hvorfor øl ikke bare er øl, og hvis du vil have stof til eftertanke, så er det her bog-en! Trods cirka 340 sider på engelsk, så er den let læst og overskueligt inddelt. Det er bogen, folkene bag Det Fri Øl burde købe et klassesæt af og fordele blandt bestyrelsesmedlemmerne, så de ved, hvad de er oppe imod. Og det er den vigtigste ølbog, der udkommer i år. Anbefales på det varmeste.

mandag den 1. oktober 2018

Vintage: Amager Bryghus - Barrel Proof (2014)

Sangen om mit anstrengte forhold til Barley Wine er snart lige så tyndslidt som en flexidisc, men på samme måde som man en sjælden gang kan støde på et anstændigt stykke musik på P3, så kan der i stakken af stygge, stygge Barley Wines også en sjælden gang dukke guld frem.

Barrel Proof er en Barley Wine på 9,5% fra Amager Bryghus, der har levet et liv på Bourbon-fade, før den fik lov til at leve et liv i Stovts kælder i fire år. Den er erhvervet på Amager Bryghus den samme dag som mægtige Todd the Axe Man blev brygget for første gang tilbage i maj 2014.

9,5% er ikke voldsomt for en Barley Wine, og jeg gætter forsigtigt på, at det har været en forholdsvis tør baseøl uden den helt store sødme, der er røget på fade. Som den står nu, der har Barrel Proof en perfekt fylde, den er klart rundet i smagen af tiden på Bourbon-fade, mens tiden i kælderen har filet øllet ned og fjernet enhver form for kant fra alkoholen. Jeg smagte også Barrel Proof sidste år, hvor jeg noterede at den var overraskende bitter – bitterhed er der absolut ingen spor af her et år senere. Smagen er brændt karamel blottet for kant. Rundet, indbydende, balanceret og bragende godt. Det er vist først gang jeg siger dette om en Barley Wine, men jeg ville ønske, at jeg havde én mere på lager.

torsdag den 20. september 2018

Vintage: Carlsberg - Gl. Carlsberg Porter (2015)

Etiketten bag på den Gl. Carlsberg Porter, der lige nu står på bordet, fortæller at øllen blev introduceret i 1895 og dermed er den ældste porter i Carlsbergs sortiment. Tager jeg ikke meget fejl, så blev den dog først genintroduceret for nogle år siden. Alt det betyder såmænd heller ikke det store, for det er indholdet af flasken og ikke etiketten bagpå, der skal tale nu. Det betyder heller ikke så meget, at etiketten fortæller at Gl. Carlsberg Porter er en Imperial Stout. Limfjordsporteren er som bekendt også en Double Brown Stout, og således holder de gængst tilgængelige sorte øl sikkert fint gang i diskussionen hos de stilartsinteresserede.

Flasken på bordet er årgang 2015, har 3½ år på bagen og holder 8,2%. Pris og styrkemæssigt er den i samme nabolag som Limfjordsporteren, men som en langtidsinvestering holder den sig ved denne alder bedre end Limfjordsporteren. Indskudt bemærket vil jeg frisk fra hylden dog klart hellere drikke Limfjordsporter, der rummer noget mere kant, kraft og personlighed. Men det indhenter den så også med alderen, hvor den udvikler nogle skæve balsamiconoter og hurtigt synes tyndbenet. Her kommer Gl. Carlsberg Porters mere ordinære udformning den til gode.

3½ år inde i dens livsspand, der er sødmen faldet, karboneringen rundet og alkoholnoterne dæmpet betragteligt. Tilbage står en lidt anonym, men meget venligsindet øl, der byder indenfor til lidt lakridsrod og mørk chokolade. Bitterheden er begrænset og eftersmagen et blødt, nærmest sumpet opkog af de to mest udtalte noter. Alt sammen ganske behageligt.

Gl. Carlsberg Porter er en positiv overraskelse. Især med tanke på udgangspunktet, der har den virkelig foldet sig ud og udlevet sit fulde potentiale (og mere til).

tirsdag den 18. september 2018

Klummen 31: Mylius og den vestjyske diversitet

For nyligt kom nyheden om, at Mylius-Erichen Bryghus i Hvide Sande var gået konkurs. Den nyhed linkede Stovt til og i ordene, der fulgte med linket, nævner jeg blandt andet, at jeg ikke mener, at det er et stort tab. Der kom et par kommentarer til opslaget, og flere var inde på, at det var et tab for diversiteten i Vestjylland. Det har jeg tænkt, at diskutere med mig selv på de følgende linjer.

Jeg har holdt en del ferier i Hvide Sande i løbet af de senere år. Jeg har smagt en del øl fra Mylius-Erichsen Bryghus, jeg har været på rundvisning på bryggeriet og jeg føler egentlig, at jeg har en god føling med, hvad det var for et output Mylius-Erichen Bryghus havde. Det var lokalt: Ja, men godt: Nej. 

Jeg tror ikke jeg forstår, at det skulle være godt for diversiteten, at der bliver sendt dårlige produkter på markedet. Et standpunkt, der ligger i forlængelse af, at jeg heller ikke mener, at det er et sundhedstegn, at der kom 1622 nye øl på markedet i 2017. Antal og alternativer er ikke en kvalitet i sig selv, hvis kvaliteten på produktet ikke er okay. 

Hvis kvaliteten på øllet ikke er god, så beriger øllet heller ikke med noget, tværtimod så står det i vejen for, at bedre øl kan blive afsat. Men sådan fungerer markedskræfterne, og det er heller ikke dem jeg argumenterer imod her. 

Jeg kan sagtens se, at der går noget identitet tabt når det lokale bryggeri lukker. Ligesom, hvis kroen lukkede. Men hvis kroen har trukket lutter dårlige anmeldelser og sure smileys, hvori består tabet så?

Jeg har ikke smagt øl fra Mylius-Erichen Bryghus, der ikke fik baghjul fra eksempelvis øl fra Jacobsen. Hvad er så værdien ved et lokalt produkt, hvis det industrielle alternativ er bedre? Hvad beriger det så udbuddet med? Altså andet end at det er lokalt. Kast øllen rundt i glasset alt det du vil, stik næsen ned til glasset, lad øllet gang på gang løbe over tungen, og gentag det lige så mange gange du lyster- du kan ikke smage, at det er lokalt. 

Det er selvfølgelig træls, at folkene bag Mylius-Erichsen Bryghus ikke har evnet at løfte opgaven og skabe et alternativ, der er bedre end, hvad de store bryggerier kan levere. Og der findes mange af den slags bryggerier herhjemme. Men med mindre de kan opbygge en fandens god gang storytelling omkring bryggeriets opståen og eksistens, eller skabe en solid lokal kundebase, der ikke er så kritiske med, hvad de putter i munden (eller mere tænkeligt: Ikke ved bedre), så går de den samme skæbne som Mylius-Erichsen Bryghus i møde. 

Et tab? Tjoh, måske den lokale identitet får et par ridser i lakken. Diversiteten? Den brokker sig næppe, så længe det betyder, at den gennemsnitlige kvalitet bliver hævet.

onsdag den 12. september 2018

Vintage: Amager Bryghus - Danish Metal (2014)

Det er ikke meget metal, der er finde på de stovtske pladehylder. Dermed ikke sagt, at det mørke og tunge ikke er repræsenteret, men i form af heavy metal – not so much. Det mørke og tunge er til gengæld repræsenteret i overflod nede i kælderen, hvor også Danish Metal fra Amager Bryghus har holdt til siden 2014. Øllen blev til som et samarbejde mellem Amager Bryghus og Jester King, og var en potent, men ganske ligetil Imperial Stout på 10%. Fire år fik den lov til at få på bagen, før den mødte sin skæbne i form af en trio bestående af en oplukker, et glas og undertegnede.

Danish Metal duftede helt uhyggeligt sødt. Sjældent et godt tegn når man er mig, men som øllen fik lov til at folde sig ud, blev jeg vidne til en art omvendt virkelig. Normalt falder øl til ro når de ældes, Danish Metal syntes mere at være i gang med en fuldblods midtlivskrise af den slags der involverer yngre kvinder, moderigtigt tøj og irrationelle valg.

Danish Metal virker ikke fire år gammel. Smagen rummer lakrids og tobak, og har både kant og bid i sig på en måde, der ikke synes forenelig med øllets alder. Det er noget andet end det jeg husker Danish Metal for. Der hviler en klædelig brutalitet over den, hvor tobaksnoterne slår mere og mere igennem, alt imens den luner op igennem de indledende temperaturstigninger. Da de sidste slatter af øllen køres ned, har temperaturen overskredet den anbefalede serveringstemperatur, og tobak og lakrids har måtte vige pladsen for nogle Madeira-noter, der ikke på samme måde scorer point i min bog. Så; Har du tilfældigvis en Danish Metal i kælderen, så er det min klare anbefaling, at starte på den, mens den stadig er kold.

Og det søde i duften? Det holdt sig heldigvis i næsen.

tirsdag den 11. september 2018

Klummen 30: Indslevs genopstandelse

Jeg kan ikke være den eneste, der er lidt loren ved at Vestfyen har overtaget Indslev Bryggeri og Ugly Duck. Det er selvfølgelig umiddelbart glædeligt, at patienten overlevede selvom respiratoren flatlinede i et par dage, men jeg kan ikke være den eneste, der går og venter på, at menene viser sig.

For Indslev Bryggeri var økonomisk syg, og at genstarte det på eksakt samme måde vil ikke fjerne den manglende rentabilitet. Eller vil den? Et drømmescenarie vil være, at Vestfyens kommer til at give adgang til et bedre distributionsnetværk og måske billigere råvarer. Og i og med at Indslev Bryggeri er købt som konkursbo, vil der også være et negativt økonomisk efterslæb, der ikke længere eksisterer og der derfor ikke skal svares for. Så måske det vil kunne køres videre uden ændringer.

Men!

Det er alligevel med en underlig smag i munden, at jeg betragter det genopståede bryggeri. Selvfølgelig er der hele big beer-tingen, der skræmmer, men er Vestfyens reelt big beer? Vestfyens er i hvert fald discountøl, eller hvis jeg skal flink, så er deres specialøl produceret til de prisbevidste.

I forhold til Vestfyens størrelse, der tror jeg nu ikke Indslev Bryggeri er blev købt for at skulle producere discountøl. Det vil ikke være rentabelt i forhold til, hvad de selv vil kunne gøre det for. De to brands Indslev Bryggeri og Ugly Duck rammer heller ikke umiddelbart ned steder i sortimentet, hvor Vestfyens i forvejen er overrepræsenteret. Men min frygt er, at det ikke bare bliver business as usual.

Kunne man ikke godt forestille sig, at Ugly Duck-øllene fik pillet en smule ved opskrifterne, så de ville ramme et prisleje, der gjorde dem nemmere at afsætte til supermarkederne, som jeg gætter på er Vestfyens foretrukne slagmark. Eller hvis man bibeholder specialbutikkerne som salgskanal for Ugly Duck, så trække dem ned, hvor de kan fungere som et modtræk til eksempelvis Kissmeyer-øllene fra Royal Unibrew, men så igen: Vil specialbutikkerne have øl, der nu reelt bliver produceret af Vestfyens? Spørgsmålene er mange, og kun tiden har svarene. Jeg håber det bedste, men frygter det værste og tror ikke på at alting bliver som før, men hvem ved.

Nogle døde vender tilbage – nogle som zombier og en enkelt af dem som frelseren. Tiden vil vise, hvad vi ender med at stå overfor.

tirsdag den 4. september 2018

Anmeldelse: Sort øl fra Flying Couch

Det tager tid med sort øl. Fra de er blevet erhvervet til de finder vej til et glas, der går der som regel et par måneder. For det tager tid med sort øl. Det mest boozy skal lige have lov til at fordampe og øllen falde en smule ned før jeg synes, der er noget ved at drikke dem.

Således også med Dark Matter og Ice Storm, de to sorte udspil Flying Couch smed på gaden midt i juleølssæsonen. Den ene som afløser for den ellers fænomenale Phister de Noel, men begge vist mere som bud på solide vinterøl end egentlige juleøl.

Den milde af de to er Black Ice, der med sine 9,5% folder sig ud som en rund, mild og rolig Imperial Stout, der ikke slår de store vilde slag med halen, men som en trofast gammel hund er blødt og trygt selskab. Lidt mere bund havde klædt den, måske via en større udskrift på humlekontoen, der kunne have givet lidt mere punch. Et ankepunkt, der går igen ved Dark Matter.

9% tung slår Dark Matter måske knap så hårdt som Black Ice, til gengæld viser den i langt højere grad tænder. Førsteindtrykket er ristede noter. Hårdt ristede noter. Virkelig hårdt ristede noter. De bløder dog op i takt med at øllen får varmen, men vi er i den mere krasbørstige afdeling for soya, hvis der skal sættes ord på Dark Matter.

Som sagt mener jeg, at begge øl savner lidt bund, hvad evt. en smule mere humle kunne bidrage med, men omvendt udelukker jeg ikke, at deres smag er tænkt sådan, med tanke på, at det er øl lanceret op til julehandlen, der sjældent sættes i søen for at rive folks smagsløg rundt. Det til trods er det et par fine og vellykkede øl – også udenfor sæsonen.

torsdag den 30. august 2018

Nekrolog (måske): Indslev Bryggeri

Det kan virke voldsomt at skrive nekrologen når patienten endnu ikke er afgået ved døden, men uden at være hverken læge eller økonom, så mistænker jeg, at prognosen for Indslev Bryggeri ikke er god. Sidste chance for at fremskaffe den fornødne kapital er sat til slutningen af næste uge, men med et efterslæb af røde tal, der frygter jeg, at løbet er kørt.

Indslev Bryggeri og især Ugly Duck har fyldt rigtigt meget på Stovt. Og igennem årene har bryggeriet udvist stor venlighed og imødekommende når jeg er kommet med forespørgsler og spørgsmål. Derfor forbander jeg også nyheden om Indslev Bryggeris konkurs langt ind i helvede. Siden Ugly Ducks fødsel har adressen ude på Store Landevej rummet Fyns i min optik bedste bryggeri, hvor man har fået at skabe gode øl, følge med tiden og især de senere år, at skabe nogle IPAer, der gav baghjul til det meste: Pale Ryeder, Kinky Cowboy m.m.

Der er sikkert flere grunde til, at det er endt her. Pilen for hvedeølssalg mistænker jeg ikke har været opadgående de senere år, og det prisleje Indslevs Bryggeris øl lå i, er den samme tyvekrone som de store bryggeriers mikrobryg ligger i. Ugly Duck syntes også at have et famlende år for et par tilbage, hvor det ikke helt virkede til, at man vidste, hvad man ville med brandet, men det kom man da i den grad efter.

Måske er Indslev Bryggeri det første markante offer på det danske marked for de store bryggeriers indtog i mikrobryg-segmentet? Deres hvedeøl har i høj grad skulle slås om de samme hyldemeter som dem ude i butikkerne. Måske har det været for smalt med et brand kun med hvedeøl? Måske var den nye serie med både APA, IPA og Blonde, der blev lanceret i forsommeren, et tegn på det? Måske var Ugly Duck bare godt, men ikke salgbart? Måske? Måske? Måske?

Konkursen kan der desværre sættes et udråbstegn efter. Selvfølgelig håber jeg at helten på den hvide hest (og med den store pengepung) kommer ridende i sidste sekund og redder, men jeg tror det er tvivlsomt. Måske bliver bryggeriet solgt som en samlet pakke og noget nyt blomstrer op. Måske skilles bryggeriet ad og stumper, udstyr og andet ryger hver deres vej.

Jeg kommer til at savne Indslev Bryggeri, og jeg kommer til at savne Anders Busse Rasmussen som figur, hvis det betyder hans exit fra branchen. I et miljø og en branche, hvor ingen rigtigt taler højt og udgangspunktet er, at alle er venner, der evnede han, at bidrage med holdninger, at turde tale folk imod og at tale lige ud af posen. Det vil blive savnet.

Fingrene er krydsede lidt endnu for at det skal lykkes, hvis ikke, så tak til Indslev Bryggeri og folkene derude – I gjorde en forskel på den danske ølscene.

onsdag den 29. august 2018

Vintage: Beer Here - Farlig Wine (2013/2014)

Jeg drikker Barley Wine cirka lige så tit som der indfinder sig skumfester, tequila-shots og stive tissemænd på det lokale nonnekloster (det sker, men ikke nødvendigvis hvert år). Det er fandeme noget sødt stads, men jeg har på et tidspunkt smidt et par stykker i kælderen, og tiden virker så småt moden til, at de igen skal luftes. Farlig Wine fra Beer Here gav jeg en tier for til et ophørsudsalg for nogle år, for siden at stakke den i en papkasse i husets nederste etage. Der befinder den sig ikke mere.

Årgangen har jeg ikke helt styr på, men med et udløb i april 2015 er et godt bud nok, at den er tappet i april 2013 eller 2014. Det er i hvert fald fra en tid før bryggeriet rykkede ind på Bornholm, for den er brygget på De Proef.

Jeg hælder i første omgang kun halvdelen af flasken op, og dét ganske forsigtigt, for på bunden af flasken hvirvler en gedigen gang bundfald rundt. I stuens tiltagende halvmørke er det ikke helt til at se, hvad det er, men gættet går i retning af gærrester.

Smagen er kontant, intens og hænger ved. Desværre er den ikke behagelig. Det er småsurt, som brændt sukker, der er blevet harsk. Men da jeg drikker Barley Wine så sjældent som jeg gør og ikke kan mindes, om jeg har fået Farlig Wine som nogenlunde frisk. Så ved jeg faktisk ikke om smagen ligger i naturligvis forlængelse af, hvordan Farlig Wine smagte dengang. Men det slår mig som en uskøn overbygning på en kraftig Barley Wine. Måske var Farlig Wine bare ikke lagringsegnet, måske er det humlens faden og karakterændring, der skaber ubalance i kraften – måske, måske, hvem ved? Jeg ender i hvert fald med at drikke under halvdelen af flasken, da ubehaget hænger ved.

Efterskrift: Dagen efter kan jeg se, at det meste af flaskens inderside er dækket af en hinde af det jeg formoder er gær? Måske de voldsomme mængder af gærrester i flasken kan forklare øllets ubehagelige karakter. Svaret blæser i vinden.

tirsdag den 28. august 2018

Anmeldelse: "It Takes Two to Tonka"

Mens solen stod på sit højeste og sommeren gjorde sit for at vise, hvor hedt der egentlig er i helvede. Der modtog jeg via en mellemmand en flaske dobbeltmæsket Imperial Stout brygget med vanilje og tonkabønner. Afsenderen hed Martin Klausen, flaskens indhold var brygget hos Herodes Brygklub, alkoholprocenten sagde 13,8% og den samlede pakke var navngivet ”It Takes Two to Tango”. Den blev siden gemt til efteråret kunne anes i vejret, og forleden syntes det at være nu.

13,8% - det er tungt! Og vanilje – det er ikke just med til at gøre den lettere. Jeg er ikke fan af hverken de helt tunge sorte stouts eller den kagetrend, der synes at rulle igennem den sorte ølverden. Det er nu engang lettere at give feedback når man er på hjemmebane. Forhåndsindtrykket af øllen placerer den på udebane. Og med spilleretning op af bakke.

Det er ikke meget skum, der afgives da jeg hælder øllen op. Duften er til gengæld markant og lovende. Umiddelbart rummer duften ingen sødme, hvilket så absolut taler til øllets fordel. Vanilje kan jeg heller ikke fange. Duften er markant. Jeg tænker, at det er tonkabønnerne, som jeg faktisk ikke helt ved, hvordan burde dufte. Congobajere har jeg en del erfaring med. Tonkabajere – not so much. Men duften er helstøbt, markant og skærer lige til kanten af, hvor aromatisk en øl kan være.

Der er smæk på smagen. Alkoholen brænder under et tykt lag af sort sovs, krydret med et tykt lag tonkabønner (gætter jeg på det er). Vanilje er der ikke meget af, men en chokolade’ish moccasauce synes at være smurt tykt på. Det er uvant første gang det smages, men anden gang ruller hele spektret sig ud og der er dømt nydelse. Jeg tror en udgave af ”It Takes Two to Tango” med kaffe kunne være det vildeste.

Jeg er ret begejstret. Ikke kun af høflighed, men ”It Takes Two to Tango” holder. Den hænger lidt i eftersmagen, hvor det hele bliver hængende lige længe nok, og det i en halvdød udgave. Kaffe eller et skud ekstra humle kunne være et bud. Men! Mens det står på, er der fest med alt godt fra dessertafdelingen. Uden at det er dessertøl, der bliver serveret. Og tak for det.

onsdag den 22. august 2018

Øl med sidevogn - Pt. 2ish

Jeg truede engang med at whiskyen nu skulle til at gøre sit indtog på Stovt og lavede så efterfølgende ét enkelt indlæg, hvor jeg spillede en whisky op mod en Double IPA fra Gamma Brewing. Det var et ganske fint eksperiment, som jeg gerne har ville gøre efter, men der er en tendens til, at jeg enten sætter mig med en øl eller et glas whisky. Så indtil nu er det blevet ved tanken. 

Pt. Har jeg en 15 års Springbank stående i skabet, som jeg halvvejs igennem flasken stadig ikke helt ved om jeg er gode venner med. Havde den været en øl, så havde jeg beskrevet den som malttung. Masser af krop, lidt røg, lidt omklamrende fyldig og en smule for meget alkohol. Men. Nogle gange gør den jobbet alligevel. 

Jeg har tænkt, at hvis den skulle sættes op mod en øl, så ville en Wee Heavy være oplagt. Karakteristikaene er tæt på de samme og det kunne være interessant at se om de hæver eller ophæver hinanden når de står sammen. Valget faldt på Margaret of Denmark fra Fanø Bryghus. Margaret of Denmark har et præg af tørret stenfrugt, der giver den et lidt fruity og sødt indtryk, og er måske knap så røget som andre Wee Heavys. 

På papiret er de to elementer dog tæt på at være et match. I virkelighedens verden måske knap så meget. Der er for meget punch i whiskyen, den overdøver ganske enkelt alle indtrykkene fra Margaret of Denmark. Den bærer også sine 46% udenpå jakken. Lidt vand i whiskyen havde måske dæmpet den, men min foretrukne tilgang til whisky pt er at skænke den og lade den stå en lille halv time før jeg rører den. Det virker som om det får de heftigste alkoholnoter til at fordufte, men bevarer intensiteten. Noget der let dør lidt ud, hvis man tilsætter vand – især hvis det ikke doseres rigtigt. 

Efter lidt famlen blev begge glas tømt. Hver for sig. Når samspillet ikke rigtigt fungerer, må man lade dem optræde som solister. Og det klarede de begge to til godkendt. Som duo var der dog ikke meget at hente. Jeg hælder stadig til min egen hjemmespundne teori om, at DIPA er det bedste medspiller til et glas whisky. Malttung og med et solidt humlespark, der giver noget intensitet, der godt nok ikke kan konkurrere med whiskyen, men bringer de to indenfor rækkevidde.

torsdag den 16. august 2018

Danmarks største Collab: Interview med Julie Maria Christensen

Lørdag den 28. juli stak 22 bryggerier og 2 leverandører hovederne sammen hos Dry & Bitter i Gørløse for at skabe Danmarks største collab. I den forbindelse tog bagkvinden Julie Maria Christensen en snak med Munchies om Idéen. Stovt spurgte Julie om hun ville uddybe nogle af svarene en smule. Det takkede hun heldigvis ja til.

Læs interviewet med Munchies her

Når jeg læser interviewet så sidder jeg med en fornemmelse af, at der både er det os og dem du snakker om blandt mikrobryggerierne, men at du gerne vil styrke et sammenhold i forhold til det os og dem, der er mellem de store og de små bryggerier.
”Dem og os”-tingen jeg snakker om, handler egentlig om, at jeg synes mange bryggerier kører et løb mod et mål, som ofte er at ”get in with the cool kids club”, som i høj grad består af hype og festivaler rundt omkring. Det er super fedt for et brand at komme bredt ud og få anerkendelse. Men jeg mener også, at man skal huske på, at det i sidste ende handler om kvalitet. Hvis vi skal blive dygtigere og få bedre kvalitet over det brede felt i Danmark, så bliver vi nødt til at arbejde sammen om det, lære af hinanden og dele den viden, vi opnår. Så kan vi løfte hele Danmarks ølscene og virkelig trumfe i resten af verden, som et førende land indenfor øl – både i forhold til hype OG på kvalitet. Her taler jeg om mikrobryggerierne imellem. Jeg mener ikke nødvendigvis, at vi skal arbejde tættere sammen med de store spillere som Carlsberg, Tuborg og Royal. Men jeg afviser heller ikke muligheden for et samarbejde. Det kan være det bliver en del af en fremtidig agenda, jeg forholder mig dog en smule skeptisk ved tanken.

Du taler i interviewet om noget fnidder. Det kunne være interessant at høre lidt bagom, hvad du mener det fnidder består i og hvad du mener det udspringer af.
Fnidder vil jeg lade stå som fnidder her. Hele tanken bag collab’et er jo netop at få det stoppet – så de er ingen idé i at jeg skriver om det. Så er jeg jo selv med til at holde det kørende.
Jeg bliver træt og ked af, når jeg føler at nogen forsøger at skade andres ry i branchen. Jeg kan godt komme med et eksempel på det, uden at flamme det op igen; Baghaven-gate synes jeg fik latterligt meget opmærksomhed, og det irriterede mig, at vi ikke er bedre i den her branche, end at sådan en åndssvag historie får så meget opmærksomhed. Alle havde en mening om det, og det værste var, at det eneste brugbare i den historie, var det eneste, der ikke blev talt om; at Untappd er en svær størrelse, fordi den både tages seriøs af forbrugere og barejere, men samtidig kan bruges som et våben mod et bryggeri. Det synes jeg er et problem, der havde været interessant at tale om. Men som med alting kom det til at skulle handle om Jeppe og Mikkel – og jeg mener bare; give it a friggin’ rest. Sladder er sladder, men kan vi ikke tale om ting med indhold i stedet?

Hvorfor er samarbejde er så vigtigt lige nu?
Samarbejde er altid vigtigt. Især i en lille branche! Det er også vigtigt lige nu, fordi vi hele tiden skal forbedre os, for at beholde vores høje trin på rangstien som ølland. I takt med at forbrugeren bliver mere dannet udi øldrikning, der skal vores bryggerier også opdatere deres teknikker og systemer, så de kan blive ved med at tilfredsstille og imponere forbrugeren. Vi skal passe på at vores tid ikke kun går på at skabe hype om vores brand, men have kvaliteten med som den vigtigste spiller. Den kvalitetsbevidsthed kan skabe en endnu større stolthed omkring det vi laver, og vi kan give hinanden et klap på skulderen, fordi vi alle sammen opper os og får noget fantastisk ud af vores samarbejde. Det er jeg vild med. Vi skal være fans af hinanden! Kærlighed er nøglen!

Var ølbranchen virkelig sjovere for 11 år siden?
Ølbranchen var ikke nødvendigvis sjovere for 11 år siden – men den var en anden. Alt var nyt og spændende og aldrig prøvet før. Det var fedt at være med i. Vi har det stadig sjovt, men vi er blevet meget dygtigere end dengang. Og det forpligter.

tirsdag den 14. august 2018

Interview: Tim Rose (Brooklyn Brewery)

Tidligere på året skiftede Tim Rose jobbet som brygger på Herslev Bryghus ud med et job som brygger hos Brooklyn Brewery på den anden side Atlanten. Her, et lille halvt års tid senere, virker det oplagt, at høre hvordan det går på den anden side dammen og hvorfor det var på tide at vende tilbage til U.S.A.?

”Efter over fem år i Danmark opstod der en jobmulighed, der gav mig mulighed for at bruge min kandidatgrad i brygvidenskab og arbejde kreativt med mit fag. Så jeg besluttede, at flytte tilbage til staterne. Jeg mener stadig, at craft beer i U.S.A. er foran de fleste andre steder i verden, så jeg valgte at se bort fra det politiske miljø og i stedet fokusere på at brygge. Det har naturligvis også den fordel, at jeg er tættere på min familie og der er færre udfordringer nu, hvor jeg ikke længere er en udlænding. Til gengæld er det et bryggeri med gode forbindelser til Skandinavien”.

Selvom Brooklyn Brewery med sin kapacitet på 100.000 hektoliter årligt (10 millioner liter) i følge Tim ikke er et megastort bryggeri, så er der alligevel en størrelsesmæssig forskel på det og så de seneste bryggerier han har arbejdet på i Danmark. ”Det er lidt mere ”back to normal” i forhold til min uddannelse og de store bryggerier jeg var i praktik på undervejs. Den største forskel mellem et lille bryggeri og et stort er automatisering. Vi er på Brooklyn Brewery cirka 80% automatiserede, hvilket giver os mere tid og energi til at fokusere på kvalitet, udvikling og at lave konsistente øl (at de forskellige batches af den samme ligner hinanden).

Tim er ansat hos Brooklyn Brewery som brygger/cellar man. Som brygger sørger man for, at skabe den gode urt, hele vejen fra malt til den er i gæringstanken. Som cellar man har man ansvaret for alt det andet, der hører til jobbet. Fra Stovvt gættee der på, at på de fleste danske mikrobryggerier, der dækker jobbet som brygger også over de ansvarsområder, der hører til jobbet som cellar man. Jobbet dækker alt fra tørhumling af øllet, til centrifugering og filtrering, samt rens af tankene. Og videre over småreparationer af produktionsudstyret i samarbejde med maskinmesteren, til kvalitetskontrol i laboratoriet.

Jeg spørger Tim, om det er fordel eller ulempe, at have en danske bryggeruddannelse i baghånden, når man søger job i U.S.A. ”Danmark er kendt for, at have en god bryggeruddannelse, men jeg synes personligt også, at det er godt at have noget international erfaring, om man så er brygger eller ej”.

Endelig er der kun tilbage, at spørge om der er noget Tim savner fra den danske ølscene? ”Jeg kunne ret godt lide, at Danmark og den danske ølscene ikke var særlig stor. Det gav en god koncentration af passionerede steder og mennesker, især i København”.