Jeg blev i starten af maj spurgt om jeg ville bidrage med en klumme til Ølentusiasten. Det kom der det følgende skriv ud af.
Lad mig stille dig en opgave!
Tænk på et stykke klassisk musik. Der er frit slag. Vælg noget vildt, vælg noget kendt. Måneskinssonaten, Beethovens 9. Symfoni - du har frit valg på alle hylder.
Nu fortæller jeg dig så, at det der kendetegner en god musiker, er vedkommendes evne til at fortolke netop denne komposition.
Tag så et kig på din pladesamling, din playliste eller måske bare over på den kanal du har tunet din radio ind på. For de fleste af jer vil der ikke være nogen sammenhæng mellem de kunstnere du normalt kan lide at lytte til og deres evne til at fortolke det stykke klassiske musik du lige har valgt.
Hvorfor denne indledning? Fordi jeg nu har hørt sætningen ”en god brygger kan kendes på, hvor godt han brygger en pilsner” alt for mange gange. Det er meget muligt, at det er teknisk krævende, men det ændrer ikke på min manglende lyst til at drikke slutproduktet.
Igennem den seneste håndfuld år, har man løbende kunne læse, at i år bliver året, hvor pilsneren får sit comeback. Det har det meste af tiden dog ikke rørt og raget mange andre end bryggere og fagfolk. Og jeg havde det til sidst som landsbyboerne da Peter havde råbet ”ulven kommer” en gang for meget. ”Pilsneren kommer” – jo tak, det har vi hørt før.
Nu er den her dog. Ethvert halvstort mikrobryggeri med respekt for sig selv har minimum én på den faste samvittighed, og lader løbende flere optræde i strømmen af nyheder, hvor de dog stadig er i voldsomt undertal i forhold til mængden af både faste og nye IPAer, hvad de også er på langt de fleste boards rundt omkring på ølbarerne.
Pilsneren er tidens modeøl og bryggernes for tiden mest hypede legeplads.
Det er blevet modreaktionstid.
Vi har været igennem det ekstreme, vi har haft alle tænkelige ting smidt i øllene, vi har forsøgt at pille humlen ud af opskrifterne. Nu skal vi den anden vej. Less is more, og vejen frem er tilbage til de gamle dyder. En smule forudsigeligt, en smule halvkedeligt og måske et lille selvmål af bryggerierne, der får svært ved at lave et produkt, der er så meget bedre end dem de klassiske bryggerier brygger, at det kan retfærdiggøre prisforskellen. Eller hvad?
Der, hvor filmen for alvor knækker for mig er pilsnerdyrkerne, der går forrest i felttoget for pilsnerens comeback med en fanatisme, der minder om en blanding af den blinde afgudsdyrkelse, der kan findes ved en frikirkelig gudstjeneste eller blandt de ungdomspolitiske organisationer på valgaften. Det lugter lidt af en minimalistisk vækkelse og en religiøs genfødsel, når en pilsnerdyrker bedrevidende og slet skjult nedladende taler om moderne øl.
Et eksempel: Jeg har her løseligt oversat, hvad bryggeren Chris Lohring fra Notch Brewing udtaler i bogen Drink Better Beer. ”Craft er ved at blive kvalt af et smalt udvalg af smage og aromaer, der appellerer til den laveste fællesnævner. For hvem kan ikke lide sødt og citrus? Det er de profiler, der dominerer moderne øl, fordi de ganske enkelt er genkendelige. Hvad vælger en 12-årig? Sødt, frugt og slik – og det er ikke langt fra dagens IPAer.”
Eller som Christian Andersen formulerede det i et interview med weekendavisen i efteråret ”Grundene til, at de nye ikke straks kastede sig ud i at brygge pilsner, er to: De ville ikke, fordi de ønskede distance til industrikulturen. Og de kunne ikke.”
Den moderne ølbevægelse var et oprør mod strømmen af ensformig øl med pilsneren som fjende #1, hvor det at de nye bryggerier ville brygge alt andet end pilsnere fyldte langt mere end at de ikke kunne. Og lige så meget fyldte det utvivlsomt, at produktionstiden på en pilsner ville være det dobbelte for et produkt, der ikke ville kunne tjene de samme penge ind.
Selv ser jeg på pilsneren som en ufaglært arbejder, der er blevet overhalet indenom af udviklingen og de muligheder, der er fulgt med al den nye teknik – eller i ølverdenens version, alle de nye stilarter. Et fortidslevn, der ikke er fulgt med tiden, og som derfor ikke helt kan finde sin plads på det moderne arbejdsmarked mere. Og pilsnerdyrkerne? De er en blanding folk, der følger den seneste hype og en flok retroromantikere, der står og mumler i skægget om at alt var bedre i gamle dage. Som om!
Og ja, jeg ved godt, at det er verdens mest udbredte øltype jeg taler om, men det er den ikke de steder, hvor jeg handler øl. Det er den ikke de steder, hvor jeg går ind for at blive tanket op, og det er den ganske enkelt ikke i den afgrænsede virkelighed, jeg bevæger mig rundt i.
Pilsneren kunne forsvinde i morgen uden at det ville røre mig. Men det gør den ikke, for det er stadig den mest solgte øltype. Det rører mig heller ikke, at pilsneren bliver hængende, for ingen tvinger mig til at drikke den.
Pilsneren har såmænd ikke gjort mig noget, det samme havde gjort sig gældende, hvis de ovenstående ord kunne hæftes på hvedeøl, Brown Ale, Bock m.m. Jeg har været der, jeg har smagt det jeg skulle, men det er ikke det jeg gider. Mit ølindtag er blevet tunet ind på mine præferencer, og det ser jeg ingen grund til at ændre på for at kunne følge tidens trends. For uanset, hvad du mener det er, så er pilsnerens comeback en forbipasserende trend, der kommer til at holde lige indtil øldrikkerne får deres næste massepsykose og løber i en ny retning. Det vil jeg godt sætte en Hof på.
Det blev også året hvor vi var sikre på at virksomheden kunne bære min kone Susannes løn og til og med gik jeg d. 1.okt. ned på halv tid på Midtfyns Bryghus for at få bedre tid til Svendborgsund Bryghus. 
