onsdag den 18. september 2019

Boganmeldelse: Jeff Rice - Craft Obsession – The Social Rhetorics of Beer

Lige så begejstret jeg var for at finde ”Craft Obsession – The Social Rhetorics of Beer” af Jeff Rice til en pris, der var til at betale, lige så begejstret var jeg, da jeg endelig kunne krydse den af som værende læst. 

”Craft Obsession – The Social Rhetorics of Beer” er en fascinerende, lærerig og tung langgaber af en bog. Den er noget af det tørreste og mest navlebeskuende, men til tider også mest interessante jeg har læst. Dele af bogen blev læst af ren stædighed og bogen blev 100% færdiglæst af stædighed. Flere gange måtte jeg læse det samme stykke igen og igen for at få det til at give mening, andre gange endte jeg med at tænke ”skid hul i det” og læste videre. Der bydes ikke på letflydende letlæsning i ”Craft Obsession – The Social Rhetorics of Beer” og det er så som med illustrationerne – det er i høj grad en bog man skal ville for at fuldføre. 

Bogen tager afsæt i Jeff Rices eget liv med øl, og går i høj grad bagom, hvorfor han selv (og andre) gør og har gjort som de gør og har gjort på sociale medier, ved releases og ved trades. Hvorfor taler craft brewing til os? Hvordan fungerer disse communities, hvorfor deltager man i begivenheder og deler billeder fra dem? Hvorfor er det interessant at dele billeder af øl på de sociale medier? Hvilken historiefortælling tager man del i når man deler billeder af øl, fra bryggerier, fra værtshuse og så videre? 

Jeff Rice bliver ved med at vende tilbage til ting han fortalt om tidligere i bogen, og således bevæger fortællingen sig fremad i cirkler, der for hver gang en ny cirkel er blevet beskrevet har rykket sig lidt frem. Det giver mening, men det bliver virkelig analt til tider. Som når han trækker paralleller mellem et billede fra 1844 med titen ”Men Drinking Ale” til hans eget billede af hans glas fra Great American Beer Festival – der er virkelig meget af den slags. 

Jeg er glad for, at jeg fuldendte bogen – selvom jeg ikke mener at mit udbytte af den helt står mål med den indsats jeg måtte yde for at fuldende den. Det afsluttende afsnit om trades er dog blandt bogens mest interessante og bedst skrevne, og fungerer som en fortjent belønning for at fuldende. Er din interesse kun øl, så spring ”Craft Obsession – The Social Rhetorics of Beer” over. Har du en interesse i, hvorfor vi gebærder os som vi gør på nettet, og hvorfor folk gebærder sig som de gør i ølverdenens parallelsamfund, så er ”Craft Obsession – The Social Rhetorics of Beer” måske værd at samle op og bladre igennem. Jeg er glad for at jeg gjorde det, og jeg er glad for at det er overstået.

søndag den 15. september 2019

Brygbrygbrygs dagbog #3

For små 14 dage siden tikkede seneste kapitel af Brygbrygbrygs dagbog in i Stovts inbox. Der lå det godt indtil de røde kinder meldte sig i går og indlægget hurtigst muligt blev lagt. Så derfor: TA-DAH! Mikkel Wind-Pedersen fra Brygbrygbryg har ordet.

"Tilbage i marts lovede vi at vi ville udgive vores første 3 øl. Det skete som bekendt ikke Vi måtte desværre erkende, at det ikke var muligt at få gode etiketter i så små mængder som vi gerne vil have. 

Vores løsning blev at indføre en laboratorieserie i meget begrænsede mængder, helt ned til en enkelt kasse med 24 styk. Vi oplevede en god efterspørgsel på vores andre bryg, og derfor vil vi også gerne kunne brygge lidt større batches af nogle af vores mindre eksperimenterende øl. 

Vi valgte derfor at indkøbe 2 stk. 200 liters gryder, så vi kan brygge mere af gangen. Det er i den store ende for et køkken, men foregår stadig helt med håndkraft. Det tog lidt tid før det nye bryggesetup var på plads, men det var sliddet værd. 

Vi har netop udgivet 3 bryg fra vores hovedlinie: 
Cidric Baeis: Tør cider med skovbær, 106 flasker 
Winona: Chokolade stout, 180 flasker 
Drikbar: Saison med lime, 327 flasker 

Samtidig har vi startet salget af laboratorie øl, hvor de alle har samme label, men påtrykt navn og type. Nogle laboratoriøl bliver solgt i butikker og barer rundt om i landet, andre er kun til salg på bryggeriet. Vi har indtil videre udgivet cirka 15 forskellige, blandt andet: 
Fladpande: Kydret Strong Ale 
Basil Sailor: Barley Wine med blomme og basilikum 
Pirat: Imperial Stout med rom, kaffebønner og vanilje 
Morgenfrisk: Imperial Stout med espresso 
Cidric Spon: Spontangæret cider 
Kiwi Sour: Berliner Weisse med kiwi 

I skrivende stund (4. september - Stovt arbejder ikke så hurtigt for tiden) er vi ombord på færgen til Jylland, hvor vi skal aflevere øl til Best of Beers, Øl2go, Beershoppen, Smagen af Øl og Kvickly Middelfart. Hvis du bor i nærheden, så kig forbi og se hvilke varianter de har. Lige nu står 3 eksperimenterende juleudgivelser og venter på at blive hældt på flasker: Imperial Stout med rom, Imperial Brunkage Stout og en Barley Wine med abrikos. 

I laboratoriet simrer bla. en chokolade-kirsebær Stout og en Imperial Passion Fruit Cheesecake Stout."

onsdag den 11. september 2019

Vintage: Oscar Blues - Ten Fidy 2016

Manner, manner, manner… op fra kælderens dyb trak jeg forleden Ten Fidy fra Oscar Blues op. Et blast from the past, der synes at have været her for evigt, selvom det efterhånden er sjældent jeg støder på den.

En evighed betyder i denne sammenhæng siden 2007, der i ølår svarer til en 4-5 æraer. Meget er i hvert fald sket siden den blev lanceret. I dette tilfælde har Ten Fidy kun været her siden 2016, hvor den blev tappet.

Ten Fidy har en stærkt nostalgisk plads i min hukommelse, den var nemlig en af de første sorte øl jeg helt og holdent forelskede mig i. Jeg kan endda stadig huske, at den stod placeret under vinduet i H.J. Hansen da butikken havde den første gang. Og det er da også ved at være længe siden, at jeg sidst er gået til en øl fra kælderen med så meget spænding i kroppen.

Jeg mindes Ten Fidy som en af de øl, der nærmest var indbegrebet af det motoroliemærkat, der fra tid til anden hæftes på sort øl. Tyktflydende, olieret, massiv og med masser af krop. ”Fully roasted and half baked” står der på kanten af dåsen, og den første del af det udsagn kan der roligt sættes to fede facitstreger under. Smagen er som den perfekte sorte kop kaffe, blottet for bitterhed og med en kontant branket eftersmag.

Alkoholen kan ikke smages til trods for de 10,5% - navnet Ten Fidy er en reference til styrken – og som den står i glasset, tre år gammel, der er Ten Fidy en behagelig, lidt anonym og så alligevel brutal oplevelse. Jeg husker den rundere, blidere og fyldigere – og dét på en måde så ”half baked” udsagnet på dåsens kant gav mening, med en krop som en chokoladekage, der langsomt flyder ud. Hvis alderen har gjort noget, så har den i hvert fald ikke rundet hjørnerne, men det er for lang tiden siden, at jeg sidst har fået den til at jeg kan sige noget fyldestgørende om udgangspunktet.

Ten Fidy er den eneste øl på dåse, der foreløbig har haft taget ophold i min kælder. Når jeg googler på, hvor vidt det er en god idé at kælderlagre øl på dåse, så blæser svarene i vinden. Boblerne på toppen af den just indtagne Ten Fidy var små, tætsiddende og langtidsholdbare, hvad de sjældent er på lagrede øl. Måske et tegn på, at dåser er mere lufttætte end flasker? Hvilket jeg forestiller mig også ændrer måden øllet udvikler sig på. Men som sagt, når jeg googler emnet, så er det ikke mange feltstudier, der er foretaget på området. 

Til gengæld skrives der en del om, at der er grænser for hvor lang tid den coating, der sidder på indersiden af dåsen kan holde før den opløses – men igen, det virker mere som gætværk end egentlige praktiske erfaringer. I en tid, hvor vi ser flere og flere dåseøl – også af de tunge sorte – der kunne det være interessant at blive klogere på. Men med nul dåser i kælderen, der bliver det ikke foreløbigt herfra.

onsdag den 4. september 2019

Boganmeldelse: Dom "Doochie" Cook - "This ain’t the Beer that You’re Used To

Da juni lå lige på kanten til at blive juli, og solen kæmpede med temperaturerne om at stå højest, der leverede vores lokale postbud en af de der brune papkuverter, der emmer af Amazon-indkøb når man som jeg primært bruger Amazon som indkøbscentral for læse- og lyttestof. 

Indholdet var da også af bog’ish karakter. For selv om varebetegnelsen hedder en bog, så leder formatet som ”This ain’t the Beer that You’re Used To” kommer i mere tankerne hen på et lækkert magasin, som eksempelvis Groovy, der kan erhverves gratis i landets pladebutikker. 82 sider lugter heller ikke af bogformat, men lad det være, hvad det er – indholdet fejlede ingenting. 

Bogen har undertitlen ”A Beginner’s Guide to Good Beer” – et bogtema, der findes i tusindfold af fortolkninger af derude. Der er dog et twist. Forfatteren Dom ”Doochie” Cook leder Beerkulture, der ”is a lifestyle brand that merges urban culture with beer”. Dom er med andre ord en sort mand, der har taget kampen op for at få flere sorte til at drikke kvalitetsøl. Bogen indvier os blandt andet i hans personlige rejse fra at være en rod fra et kvarter, der lyder som taget ud fra en tilfældig film, hvor fattige sorte i forstæderne er en del af plottet, over et liv som kirkegående ”teetotaler”, til at lande et sted, hvor øllet blev lyset for enden af tunnelen - både som nydelsesmiddel og som karrierevej. 

Den personlige vinkel giver bogen en dybde, det er de færreste ølbøger, der kan byde ind med. Sproget flyder let og ubesværet, selv de obligatoriske stilartsintroduktioner er en fornøjelse at læse, fordi de i stedet for bare at opremse stilarterne, fortæller om stilarterne. For Dom taler til sine læsere når han med en sikker stemme fortæller om øl, stilarterne, hans egne tanker og erfaringer, og det i et sprog, der er let at følge med jævnlige indspark af sætninger, der kunne være taget ud af munden på en tilfældig Samuel L. Jackson-karakter. Jeg mindes ikke at have læst ordene ”dope” og ”fresh” brugt i samme grad i andre ølbøger. 

Det er ikke fordi jeg synes, der er mange nye informationer at komme efter i ”This Ain’t the Beer that You’re Used To”. Men jeg er heller ikke målgruppen. Det er du sikkert heller ikke, men jeg vil alligevel anbefale ”This Ain’t the Beer that You’re Used To” som læsestof. Det er den måske mest sympatiske ølbog jeg har læst, den giver et blik ind bagved en personlig rejse med øl, der næppe minder om hverken din eller min vej hen til at fatte interesse for øl. 

Hvorfor sorte (og andre personer af anden herkomst end kridhvid) ikke fylder mere i den amerikanske ølbranche og i ølbarerne er emner, der med jævne mellemrum dukker artikler op om. Dom prøver at gøre noget ved det. Han skælder ud over, hvorfor det kun er sekundaprodukter, der markedsføres til hans demografi. Og netop hans kamp, hans mission og hans vej dertil hæver bogen op til en anbefaling. Udover at handle om øl er den et indblik i en del af Amerika, jeg selv kender forunderligt lidt til. 

Jeg syntes ”This Ain’t the Beer that You’re Used To” var et supersympatisk bekendtskab, der var hurtigt læst – og som jeg kommer til at læse igen. Bogen får helt sikkert Stovts anbefaletstempel med sig videre ud i verden.

torsdag den 1. august 2019

Klummen 39: Det er slut


Nedenstående klumme blev skrevet 3. juli og var egentlig tænkt til at skulle bringes, når blogdelen af Stovt åbner op igen til september efter en velfortjent sommerferie. Men da emnet p.t. er oppe at vende i en af de danske ølgrupper på Facebook, tænker jeg, at den kunne have sin relevans at bringe nu.

Jeg tog en beslutning før sommeren. Ikke noget, der kommer til at ændre hverken din eller min hverdag det store, bare sådan mere for princippets skyld.

Here goes: Stovt vil ikke længere anmelde sponsorerede øl.

”Hvorfor nu det” kan det så være, at der er nogen, der tænker. Og det spørgsmål vil jeg så forsøge at besvare i denne klumme.

Som ølblogger modtager jeg jævnligt invitationer, tilbud om fribilletter og andet godt i min indbakke. Deriblandt også forespørgsler om hvorvidt jeg kunne tænke mig at modtage øl til anmeldelse. Jeg afslår høfligt det meste. Med invitationer og fribilletter er det så nemt, det meste foregår alligevel udenøs, og jeg har både et arbejde og en familie, der skal passes - samtidig med, at jeg ikke er den store ølfestivalhaj.

Med øllene er det trods alt anderledes, for det er levering til døren. Men! Jeg modtager jo ikke øl fra bryggerierne, bare fordi jeg er en flink fyr. Det er noget for noget – hva’for noget, det bestemmer jeg selvfølgelig helt selv, for Stovt er trods alt min butik, men bryggerierne sender naturligvis deres produkter til mig i håb/forventning om omtale.

Lad mig lige slå fast, så der ikke er nogen tvivl: Jeg er taknemmelig for tilbuddene og jeg peger ikke fingre af bryggerierne, der bare spiller spillet og kæmper  om synlighed i et overfyldt marked! Havde jeg været bryggeriejer, havde jeg sikkert gjort det samme.

At Stovt har en relevans, hvor firmaer mener, at de kan få noget ud af at sende deres produkter til mig kan jeg naturligvis kun bifalde og glæde mig over, men! Det er fandeme svært at sige noget grimt eller ubehageligt ærligt om gratis øl, hvad der med pinagtig tydelighed skinner igennem i mange af de opslag, der bliver bragt med sponsorerede øl.

En del bruger den tilgang, der hedder ikke at sige noget, men blot affotografere flasken og fortælle at i dag drikkes den og den øl, der smager sådan og sådan (ifølge etiketten) og så pænt holde sig fra at sige om det så er godt eller skidt, men! Når de samme øl fra de samme bryggerier dukker op på flere af kanalerne på den forholdsvis begrænsede sendeflade, der er de danske ølblogs. Så fylder de unaturligt meget, troværdigheden dykker derefter og  uanset, hvordan de måtte  smage, så efterlader de en lidt sjov smag i munden.

Jeg har i en tidligere klumme været efter ”Crafted By” og deres brug af livsstilsbloggere, fordi det ganske enkelt blev for tykt, men når andre bryggerier i en periode går igen på de danske ølblogs, er det så så meget anderledes her?

Bare rolig, der skal nok komme øjeblikke, hvor du kan rette din pegefinger i retning af mig og kalde mig en hykler. For der vil komme tilbud om øl, der er for interessante at sige nej til, der vil komme tilbud om rabatter, der er for gode til at sige nej til, der vil komme tilbud om øl, som jeg takker ja til for at kunne bruge til konkurrencer og hvis jeg gæster et bryggeri og får en smagsprøve, der smager åh-så-yummy, skal jeg så ikke omtale det, fordi jeg lavet det ovenstående dogme? Gu’ ska’ jeg da det!

Men anmeldelserne, dem er det slut med.

fredag den 5. juli 2019

Sommerlukket

Blogdelen af Stovt holder vanen tro sommerlukket, men der er stadig liv i Facebookdelen af geschäften. Ellers kig tilbage omkring starten af september - bis dann!

mandag den 1. juli 2019

Amarikaner Day 2019

Så er det på lørdag d. 6. juli fra kl. 10.00 til 17.00 at dette års Amarikaner Day går ned på Amager Bryghus. Vanen tro venter der nye samarbejdsbryg på de ølkrævende masser, der i år kan kan lade sig fornøje af de nedenstående seks nye øl. Læs mere om dagen her.

Ancient Dinosaurs, 5% Dryhopped Kveik Session IPA, Collab w. Half Acre Beer Co, Chicago, Illinois

In today’s world, it is a fact that hype beats tradition. People crave the new, the unknown, the fresh, the hip. Often with little to no good reasoning behind it, other than the fact that they wanna be first responders to trends, to have tried something ‘before it was cool’, and to display variety as a sign of quality, like some childish genitalia size competition. Sadly, this is the reality that dictates our market, meaning either we step it up – quantitatively – or we become obsolete. Breweries struggle with the impossibility of releasing new beers left and right – often resorting to tweaking the same recipes just for the sake of a new label. New brands are seen as cool despite often showing mediocrity, while other quality brands fade into extinction. This is why we have so much respect for Half Acre. They revolutionized the beer scene in Chicago in 2006, and to this day dare brew their old darlings in massive volumes while remaining relevant in an impossibly rapidly changing craft niche. To some, they may seem outdated, old school, or even ancient. To us, they are goddamned heroes. Don’t believe the hype. Old can still be gold. And respect your f%&@ing elders. They may teach you a thing or ten. This is a beer we have proudly collaborated on with Half Acre Beer Company from Chicago, Il, USA. 

Ingredienser: Vand. Bygmalt: Pilsner, Cara-pils. Hvedemalt. Humle: Columbus, Citra, Simcoe. Gær: Kveik 
Black Rituals, 10% Imperial Stout, Collab w. Voodoo Brewery, Meadville, Pennsylvania

Edgar Allan Poe, journalist and famous writer of many a macabre, gothic tale, was driven close to insanity by grief over his young wife’s untimely death in 1847, aged only 24. Virginia Clemm was a sweet, innocent and very healthy young bride, when Poe married her as a 13-year old. That her health deteriorated within so very few years caused such agony to Poe that he initiated his own private, criminal investigation after her death. It turned out that Marylou Shrew, the lady who tended to Virginia in her sickbed was anything but the compassionate nurse, she pretended to be. After confessing and being brought to trial, she explained in the Philadelphia court, how a jealous ex-lover of Poe, Elizabeth Osgood, had paid her to slowly poison Poe’s young wife, and perform all sorts of daily black rituals of sorcery and witchcraft, constantly encouraged by an eager Miss Osgood. This tonic of poison and evil magic eventually drove Virginia to an early grave. As if plain murder wasn’t enough, the Pennsylvania laws prohibiting any degree of sorcery and spiritualism made the case even graver. The honorable judge presiding had no other option than to sentence both Marylou Shrew and Elizabeth Osgood to lifetime imprisonment for murder and conspiracy to murder. Had they been males they probably would have been hanged by the neck, but instead they both ended their lives in the notorious Eastern State Penitentiary. The conviction of his wife’s murderers seemingly offered Edgar Allan Poe little consolation. His poetry turned even bleaker, even misogynous, and he died less than two years after his beloved Virginia.
This is a collaboration beer made with Voodoo Brewery, Meadville, PA, USA.

Ingredienser: Vand. Bygmalt: Pilsner, Maris Otter, Chocolate, Munich 2, Brown, Cara-munich 2, Cara-amber. Havremalt. Rugmalt: Chocolate rye. Humle: Columbus. Gær: UK-ale
Demon Juice, 7% Dryhopped Hazy IPA, Collab w. Titletown Brewing, Green Bay, Wisconsin

Demon Juice is a beer born out of friendship across borders. Back in 2016 Jacqueline Weycker, out of Green Bay, Wisconsin, was an exchange student in Copenhagen, living with a host family at Amager. Jacqueline – or Jackie – came from a brewing background as back in 1996, her dad, Brent had founded one of the earliest craft breweries back home in Green Bay: Titletown Brewing Co, located in an old train depot registered in the National Register of Historic Places. Knowing her interest in beer and brewing, her Danish host family took her to Amager Bryghus where she immediately became a friend and volunteer pouring beer at a couple of Amager events with the skill and professionalism that only an upbringing in the beer world can give you! In the spring of 2019 Jackie messaged us, telling that she was gonna be back in Europe, this time bringing her whole family on a holiday. We quickly arranged a stop-over in Denmark, this time to make an official collaboration beer between Titletown and Amager. And so it was that on May 13th no less than 5 representatives of the Weycker family, led by Jackie and her dad Brent, came to brew Demon Juice over a breakfast loaded with plenty of danishes. As Amager, like Green Bay, is a proud location for American football, we named the beer with a friendly nod at our very own local football heroes, the Amager Demons. This is a collaboration beer made with Titletown Brewing Company, Green Bay, WI, USA. 

Ingredienser: Vand. Bygmalt: Golden Promise, Cara-pils. Hvedemalt. Havremalt. Humle: Columbus, Citra, Mosaic, Idaho 7, Simcoe. Gær: London Fog.
Peg Puff, 5% Pale Lager, Collab w. Transient Artisan Ales, Bridgman, Michigan

To most of us from the beer scene, working our fingers to the bone is commonplace, to the point where everything else that isn't work-related not only isn't a priority, it also needs to be kept at low maintenance levels. To top that off, exhaustion has turned a lot of us into grumpy old hags, regardless of age. So despite the myth of brewers being party animals (let's face it, most that get to pull that off aren't doing that much lifting), your standard floor worker will often be found wearing flip flops, sweatpants, hair in a bun, non-groomed beard, complaining about achy body parts, having 'supper' at 5PM so as to not interfere with bed time, and making up all sorts of excuses to avoid social situations that would compete with the stamina required for the next grain-out. We are the 'chill and Netflix' folk, the 'if it entails pants or a bra it ain't happening' kinda people, the 'I'm too old for this shit' type, the 'I'm sorry, but I made plans with my dog' gang. Therefore this very beer was created for us 'Peg Puffs', because when all is said and done, we want it simple, we want it easy and we don't wanna overthink it. We just want something we can mindlessly chug while becoming one with the couch. And what better than a no bullshit Lager to do just that? Look up the meaning of ‘Peg Puff’ and if, regardless of your gender, you identify in some way, this beverage might be for you, too. Well, we know it is!
This is a collaboration with the awesome Transient Artisan Ales from Bridgman, MI, USA. 

Ingredienser: Vand. Bygmalt: Pilsner, Rice: Flaked rice. Rugmalt. Humle: Columbus, Saaz, Mosaic, Citra. Gær: German, Czech & Mexican Lager
Sabrotaged, 8% Double Dryhopped Hazy DIPA, Collab w. Marz Community Brewing, Chicago, Illinois

In the dying days of the 3rd Reich in May 1945, a little known race took place between special commandos from the British and the US Army. The goal was to reach the hop growing Hallertau region north of Munich first. You see, in 1943 a small cell from the German resistance – oh yes, it DID exist – targeted the German hop production in a secret sabotage mission. Just prior to the 1943 hop harvest, 15 brave saboteurs attacked the hop fields spraying the ripe hops with a solution consisting mainly of cat pee with added dill and essence of coconut. The idea was to demoralize both the German armed forces and the population in general. No hops would mean a complete halt to all beer production. The sabotage was successful, and for the remains of the war the German hop fields lay fallow, causing all sorts of wild mutations to take place as the hops grew uncontrollably. US president, Harry S. Truman, got word about this through military intelligence. Being a huge IPA fan, he immediately realized the potential for the American hop industry if the US Army could seize these interesting German hop mutations. The British command also heard about the Hallertau incident, but in typical British fashion they arrived late to the party. American special forces had already harvested a massive amount of mutated hop varieties and torched the rest, when the British arrived. So, there you have the explanation why the American hop industry constantly come up with new and exciting hops, while Britain seems forever stuck with East Kent Goldings, Fuggles, Challenger and the like. 

Ingredienser: Vand. Bygmalt: Pale, Maris Otter. Hvedemalt. Humle: Columbus, Sabro, Centennial, Mosaic. Gær: London Fog
Sarah’s Secret, 12% Double Mash Imperial Pastry Stout, Collab w. Bearded Iris Brewing, Nashville, Tennessee

Sarah Bernhardt, maybe the greatest actress in the history of French theater. The quintessence of a femme fatale with her extravagant way of living and her dozens of scandalous affairs. Constantly broke, due to her son’s gambling habit, she would often go away on long world tours simply to gain revenue to continue her flamboyant lifestyle. Such a tour took her to Northern Europe in 1888. However, on this tour Sarah completely disappeared for 14 days, and not even her impresario had any clue of her whereabouts. When Sarah finally reappeared it was obvious that she had gained weight, quite a bit actually, but she utterly refused to talk about what had happened during those two weeks. Only years later the truth was revealed, bit by bit. It turns out that a rich, Danish pastry chef with an affection for the stage had seen Sarah perform at The Royal Danish Theatre. Kasimir Frederiksen fell in love right there on the spot. How he managed to seduce Sarah Bernhard away from the theater is still somewhat shrouded in mystery, since he certainly was not a good looker. But as a pastry chef he was a genius. For those two weeks Sara lived almost entirely off the small but delicious pastry he had named after her, a small wonder in all its simplicity: an almond meringue, filled with a coffee cocoa ganache and dipped in warm, melted chocolate. But after two weeks entirely on this diet even Sarah had had enough and fled the pastry chef’s mansion. They were never to meet again, but the legacy of their rather unusual affair lives on even today in The Sarah Bernhard Cake, a Danish classic. 
This beer is the result of a collaboration with the great folks of Bearded Iris Brewing, Nashville, TN, USA 

Ingredienser: Vand. Bygmalt: Pilsner, Maris Otter, Cara-aroma, Carafa Special 2. Hvedemalt. Havremalt: Flaked Oats. Laktose. Hasselnøddemel. Kakao. Vanillebønner. Humle: Columbus. Gær: US-ale

onsdag den 26. juni 2019

Lad os tage snakken om medaljer en gang til!

Medaljer har igennem nogle år været en torn i øjet på Stovt. Emnet har efterhånden også været berørt en del gange siden artiklen ”Medaljer: Hæder eller ære” om Coisbos medaljehøst blev bragt tilbage i januar 2016, men medaljerne er stadig derude. 

I sidste uge bragte Bryggeriet Vestfyen nedenstående opslag – og netop Meininger’s International Craft Beer Award var en af de konkurrencer som Coisbo også høstede medaljer i. Så med udgangspunkt i opslaget tager Stovt nu endnu et kig på begrebet medaljer.
Lad os bare tage matematikken først. 

På Facebook kan det læses, at der var mere end 1.200 deltagende øl i Meininger’s International Craft Beer Award, hvilket betyder, at der var et sted mellem 1201 og 1299 øl i puljen. På hjemmesiden kan det læses, at der var 366 medaljevindere. Der er sat en loft på at maksimalt 30% af øllene kan vinde, så procentdelen af vindere må ligge et sted mellem 30% og 28,18%, der er den procentsats 366 udgør af de maksimale 1299 øl. Med andre ord, har der været medalje til mere end hver fjerde deltagende øl. 

Og med matematikken overstået kan vi gå videre til den rent sproglige del af opslaget. 

Når jeg læser om en guldmedaljevinder, så tænker jeg på #1 i en given konkurrence for sådan plejer det at være, men sådan er det ikke hos Meininger’s International Craft Beer Award, hvor de ypperste deltagere tildeles platin. Tidligere har #1 fået tildelt ”Grand Gold”. Fidusen er dog den samme. Dem der klemmer sig ind på en andenplads, kan kalde sig guldmedaljevindere uden at nogle vil stille yderligere spørgsmålstegn ved, at det skulle dække over andet end en førsteplads. 

Bryggeriet Vestfyen trækker det dog lige en tak længere ud med formuleringen ”dette års guldmedalje”. For der var ikke kun én guldmedalje, faktisk blev der uddelt 197 guldmedaljer ved Meininger’s International Craft Beer Award. Og med 197 guldmedaljer fordelt på 72 kategorier er der også blevet uddelt mere end én guldmedalje pr. kategori.

Medaljefordeling: 
Platin - 31 
Guld - 197 
Sølv - 138 
Også Ørbæk Bryggeri deltog og tog guldmedaljer med hjem. Både Bryggeriet Vestfyen og Ørbæk Bryggeri taler om international anerkendelse i deres opslag om deres nyerhvervede medaljer. Det lyder så fint, men det klinger så hult, for når støvet har lagt sig, så er det omkring hver sjette deltagende øl, der har tager en guldmedalje med hjem, mere end hver fjerde deltagende øl, der tager en medalje med hjem - og det internationale aspekt? Det dækker over en tur over grænsen, men det lyder fandeme godt.
Medaljer er og bliver en salgsgimmick, hvilket også står tydeligt at læse i konkurrencens beskrivelse af sig selv ovenfor. Overskriften lugter så meget mere af kalkulation end konkurrence, at det skriger til himlen - og som der løst oversat står: Medaljen er dealbreakeren, der får kunden til at vælge medaljevinderens øl i stedet for de andre flasker på ølhylderne. Og i sidste ende er det det, der får bryggerierne til at deltage.

Andetsteds på hjemmesiden står det at læse, at medaljevinderne er garanteret omtale, men samtidigt forsikres potentielle deltagere også om, at ikke medaljevindende øl ikke bliver omtalt, eller som jeg læser det ”bare roligt, dårlige resultater bliver mellem os” - med andre ord er der intet at tabe, men med lidt held kan deltageren tage et nyt salgsværktøj med hjem.

Sandheden er stadig, at der er ikke alt der glimter, der er guld.

torsdag den 20. juni 2019

Vintage: Amager Bryghus - King of Kentucky (2014)

King of Kentucky er lige gået. På dato forstås. Tidslinjen for dens levetid havde et slutpunkt, der hed maj 2019 og lige viser klokken midtvejs i juni 2019. Fem års levetid var den blevet sat til, og bedømt på dagen for dens indtagelse, der kunne man fint skrive mindst holdbar til – og så glæde sig over, at det ikke længere hedder bedst før. For peaket, det har den gjort. 

Forhåbningerne var egentlig intakte da jeg hev flasken med op fra kælderen. Etiketten lignede efter nærkontakt med nogle kapsler noget gammelt og slidt, men hvor slidt King of Kentucky stod stadig hen i det uvisse. Jeg drak senest King of Kentucky tilbage i april 2017, hvor den var tæt på den perfekte kælderølsoplevelse. Det er den ikke mere. Dengang var alt i balance, og som sådan fejlede balancen ikke noget i King of Kentucky anno 2019 – den virkede bare hurtigt livstræt og mæt af dage. 


Duften havde travlt med at komme af flasken da kapslen blev taget af. Det er vinøst, boozy og sødt – da øllet et halvt minut senere stod i glasset er der nærmest intet til næseborene. Boblerne i glasset havde også travlt med at komme væk. Det prikkede kun symbolsk i ganen – that’s was that. 

Indtrykkene fra de første tåre fra glasset er en fortættet smag – øllet smager skarpt ristet, men uden bitterhed, der er tydelig alkohol, men den bider ikke. Eftersmagen er de ristede noter blandet med blød chokolade, der bliver hængende i det uendelige. Indtil her er alt ganske tilforladeligt. Det er ikke den mesterlige oplevelse fra for 2 år siden, men det er stadig godt selskab til en lørdag aften. 

Oplevelsen døde desværre ud. Det virker til at øllen falder fra hinanden i takt med at den får lov til at stå. Indenfor et kvarter virkede den flad, tynd og vandet. Jeg har hørt om ældre vine, der skal drikkes øjeblikkeligt efter åbning fordi de oxiderer på ingen tid. Jeg ved det ikke, men tænker om denne oplevelse kunne være i familie med det? Der er i hvert fald en verden til forskel på øllen ved åbning og så et kvarter senere. 

King of Kentucky var en af de helt store oplevelser, da jeg fik den for 2 år siden. I denne omgang var den reduceret til et kvarters okay selskab før den valgte at dø mellem hænderne på mig. Sådan kan det (desværre) gå.

tirsdag den 4. juni 2019

Top og bund fra Amager Bryghus

For nylig faldt snakken på Amager Bryghus og favoritter derfra, hvilket udløste en tur ned af Memory Lane i selskab med Untappd og min hukommelses bagkammer. Amager Bryghus har efterhånden været med i mange, mange år og er et godt bud på det danske bryggeri jeg har smagt flest forskellige øl fra. Derfor, frit fra leveren og skudt fra hoften, har jeg hevet disse to lister ud af røven, der henholdsvis repræsenterer toppen og bunden af Amagers output – og du er naturligvis velkommen til at byde ind med dine bud via Facebook

Top 3
1. Todd the Axeman
2. Rye King
3. The Clansman
Boblere: Batch 1000, King of Kentucky, Black Nitro

Bund 3 
1. Aronia My Love
2. Black Rainbows
3. Linda the Axegrinder
Boblere: Gay Gondolier, Bees for My Honey, Minor Axident

torsdag den 23. maj 2019

Åbent hus hos Penyllan

Pressemeddelelse:

Tejn Bryggeri holder åbent hus 
Penyllan bryggeriet på Tejn Havn åbner ny bar og butik inde i bryggeriet og holder i den anledning åbent hus og vil gerne byde på en fadøl.

Der vil være mulighed for at se bryggeriet, snakke med bryggerne og købe øl med hjem. Fra brygplatformen vil der dagen igennem være DJ’s og bands der underholder. Ølspa’en fyldes hvis vejret er til det og hele vejen fra Kødbyen i København kommer Johns Hotdog Deli der sælger sine gourmet hotdogs med tilbehør lavet med Penyllan-øl. Er man ikke til øl er der mulighed for at købe vin og spiritus, samt hjemmelavet tonic og gin fra fad.

”Vi har længe gerne ville udvide vores lille bryggeri med en bar og butik. I Australien, hvor jeg kommer, fra er det almindeligt at mikrobryggerier har såkaldte tap rooms inde i bryggeriet, hvor der er åbent for gæster. Vi håber danskerne vil tage godt imod muligheden for at nyde en øl i de rustikke omgivelser på Tejn Havn” udtaler Jessica Andersen der er brygger og den ene halvdel af parret bag Penyllan. 

Tid og sted Lørdag d. 1. Juni 2019 fra kl. 14 og indtil vi ikke kan mere…
Adresse: Havnevej 8D, Tejn (indgang fra kajkanten)

Link til event.

onsdag den 15. maj 2019

Vintage: Det Lille Bryggeri - Dark Ale oak aged (2015)

Der var engang, hvor Stovt delte karakter ud når der blev anmeldt øl. Det bliver der ikke rigtigt mere – hverken delt karakterer ud eller anmeldt øl – og så alligevel - for det hænder, at der hives flasker op fra kælderen, der bliver gransket, smagt og vurderet på skrift. I denne anmeldelse tilfalder den skæbne Det Lille Bryggeris Dark Ale, der i 2015 kom i denne oak aged-udgave for at fejre bryggeriets 10 års fødselsdag. Det fører os tilbage til det med karaktererne, for da Stovt anmeldte den almindelige udgave af denne øl blev det til et ganske flot 10-tal.

Med en bedst før dato sat til oktober 2020 gætter jeg på, at øllen i skrivende stund er 3½ år gammel. Det er dog ikke meget, der mærkes til alderen – hverken visuelt, hvor der under ophældning former sig et markant hvidt skum ovenpå den mørke øl, eller under indtagelsen, hvor øllet stadig bobler og prikker, mens alkoholen ganske tydeligt kan smages.

Trods alderen er der masser af kant i glasset, som nævnt synes hverken alkoholen eller karboneringen at være fadet ud, samtidig er der masser af røg i glasset. Alt det er det umiddelbare indtryk, mens der i baggrunden fornemmes noter i retning af brændt portvin, med en let vinøsitet. De to spor kører dog indledningsvist helt separat, men nærmer sig langsomt hinanden i takt med at øllet bliver en smule varmere. De holder dog afstand og når aldrig at omfavne hinanden.

Oplevelsen af Dark Ale Oak Aged er ganske god, men underligt uforløst da øllen ikke bærer præg af at have været gemt væk i et par år. Sådan kan det gå, og vel hellere det, end en lagret øl, der er stået helt af?

tirsdag den 30. april 2019

Vintage: Amager Bryghus - Smoking Scotsman (2013)

Den sølvfarvede Amager Bryghus-kapsel afslører, at det er et stykke tid siden, at Smoking Scotsman løb af båndet. To ting bemærkes der ved Smoking Scotsman, dels at den med sine 10,2% er ualmindeligt velvoksen for en Wee Heavy, og dels det forrygende navn Smoking (den er røget) Scotsman (en Wee Heavy kaldes også Scotch Ale og så skal alle jer fra de røgfrie generationer lige have med, at Scotsman engang var navnet på nogle fæle cigaretter, der vist primært var forbeholdt de absolut usofistikerede rygere, hvilket så bringer os tilbage til Smoking-delen af navnen). 

Således oplyst kan vi forsætte med at jeg noterer, at jeg har blandede erfaringer med at lagre Wee Heavy i kælderen. Nogle synes ikke at gennemgå de store forandringer, mens andre taber eller vinder en smule, de store udflugter fra udgangspunktet har jeg dog stadig til gode at opleve.

Noget er der dog sket siden Smoking Scotsman så dagens lys i april 2013. Karboneringen er tæt på væk, et par bobler lægger sig pligtskyldigt på overfladen da jeg hælder øllen op, men det er også det. Øllet er kloakvands-hazy på en måde, den næppe så ud da den blev tappet og også smagen har undergået en forvandling.
Smagen hopper og danser de første ti minutter efter jeg har skænke op. Det ene øjeblik er det en flad og sød gang maltsjask, det næste er det en kompleks dessertvin. I takt med at øllet varmer op peger pilen dog mere og mere i retning af dessertvinen – en dessertvin i sherry/madeira-familien, med en duft af tørret stenfrugt, med masser af sødme ude i kanterne og med et solidt bid af røg lige midt i smagsoplevelsen.

I takt med at øllet varmer op, stiger kvaliteten af oplevelsen også. Det er intenst, det er interessant og flasken havde været perfekt, hvis dens indhold var blevet fordelt i fem glas og serveret til en heftig karameldessert.

Jeg var ikke mand til at fuldføre flasken alene, men dermed ikke sagt at dette ikke har været en af de mest interessante kælderøl i lange tider. Trods alderen havde den bevaret masser af krop, smagsoplevelsen rummede et væld af nuancer og interessante drejninger og det eneste der egentlig manglede var den omtalte karameldessert.

tirsdag den 16. april 2019

Klummen 38: Til kvinderne... og så alligevel ikke

Der skal ikke herske tvivl om, at mit yndlingsfag det sidste år af min handelsskoletid var markedsføring. Måske ikke så meget på b-niveau, hvor jeg og resten af min gruppe blev truet med udsmidning efter at have fremlagt et projekt om en fiktiv parfume opkaldt efter et spansk ukvemsord, der kom i en penisformet flacon med en helt unik sprøjtefunktion - det til trods for, at dette var i en tid, hvor Jean Paul Gaultier var på sit højeste.

Så har var der højere til loftet i tilvalgsfaget markedsføring på a-niveau, hvor vi havde et kreativt dream team som undervisere, der bestod af Arne, der senere blev direktør for GOG og Povl, der ejede en andel af tegneseriebutikkerne Comix, der gav os plads til at være de hormonramte skidesprællere vi nu engang var. Uanset niveauet, så var det i de år jeg lærte ord som segmentering og målgrupper, og netop målgrupper er emnet for denne klumme.
Måske du har bemærket det, måske ikke – men i den seneste tid har Crafted By markedsført sig til kvinder på en, tror jeg, ganske tidstypisk facon via sponserede opslag på Facebook. Der bliver i de fire opslag jeg indtil videre har spottet (jeg har desværre kun screendumps af de tre) slået på den foreståede påske, øllet som gaveidé, øllet som den fuldendende gimmick og ikke mindst det personlige præg.
Jeg mindes ikke at have set Carlsberg henvende sig direkte til kvinderne, siden de lancerede Copenhagen for nogle år siden. Copenhagen ramte for snævert og var derfor ikke et levedygtigt produkt. Her markedsfører Carlsberg et allerede eksisterende produkt, men til et mindre udsnit af målgruppen, hvilket som markedsføringsplan giver mere mening end at udvikle, producere, lancere og så målrette et produkt til en mindre målgruppe.

Det jeg finder interessant er, at selvom de sponserede opslag går efter kvinderne som forbrugere, så går de ikke efter kvinderne som slutbrugere. Det er gaveidéen, det er gaven til manden, der har alt og det er det personlige præg på (påske)bordet – til gæsterne.
To af de sponserede indslag linker til bloggere – dels til AnneMetteVoss.dk og dels til JulieVonLyck.dk. Det er fascinerende at se øl blive smidt igennem blogmaskineriet, som emne for sponserede opslag. Julie Von Lyck roser et produkt, som det fremgår hun ikke har smagt – men hun har smagt andre varianter hos sine forældre, læs: hun har heller aldrig købt produktet. Annemette Voss går også uden om smagen, men holder fokus på øllet som det personlige prik over i’et på frokostbordet.

Jeg forstår ikke den type blogs, eller jo, men jeg forstår ikke behovet for at følge dem – jeg er så heller ikke målgruppen. Jeg tænker, at dét at følge den type blogs, må være som at følge én, der sidder som kurator på, hvilke reklamer hun tænker jeg skal se. Der bliver da heller ikke lagt fingre imellem når Julie Von Lyck skriver at ”hun elsker at arbejde med brands, der giver mening for mig og mine læsere”.

Da jeg efter en kort jagt i min kvindelige omgangskreds fandt én, der læser denne type blogs, og fik spurgt, hvorfor hun fulgte dem, var svaret ”inspiration”. Og som inspiration fungerer de ovenstående blogindlæg sandsynligvis ganske fint for den tilsigtede målgrupppe.

Der er sikkert både penge og goder at hente ved den slags omtaler, men ingen troværdighed. Vi ser det også hos ølbloggere, der anmelder sponserede øl. Den gode anmeldelse er ikke troværdig, og den dårlige anmeldelse ender som regel som en produktbeskrivelse i stedet for, hvor indtrykkene bliver erstattet af teknisk data.

Hvad kan vi så lære af det? Jeg ved det ikke, der er ingen morale at komme efter, det er bare sådan det er. Men for 10.000 kroner skal jeg gerne anbefale din øl til påskebordet.

Epilog: Efter at klummen var færdigskrevet dukkede et nyt sponsoreret opslag op i mit Facebook-feed. Det lægger hverken til eller fra ovenstående, men kan findes på Herregaardsdroemmen.dk - hvor du også bør tage dig tid til at læse den sponsorerere bryllupsreceptionsfortælling, det er next level marketing, der batter.

mandag den 8. april 2019

Klummen 37: Skal de kritiske briller på? Probably!

I fredags dukkede der i mit Facebook-feed en annonce op for hjemmesiden A Beer Moment. At der dukker ølrelaterede reklamer op i mit feed er der intet nyt i, men A Beer Moment er absolut værd at kigge nærmere på.

For det kræver bare et klik på om-sektionen, for at læse at økonomisk, der er det en af de store spillere, der står bag siden.

A Beer Moment bliver produceret og udgivet af en redaktionel uafhængig redaktion. Vi er ejet af contentbureauet OTW og støttet af Carlsberg Denmark A/S.

At Carlsberg spytter penge i kassen betyder, at det er svært ikke at læse sig igennem uden at have de kritiske briller på, af den slags med høj styrke. For selvom en redaktion er redaktionelt uafhængig, så kan den sagtens have en agenda.

I løbet af de senere år er der i USA dukket flere ølsider op, der er ejet helt eller delvist af AB-Inbev. Stovt har tidligere skrevet om fænomenet i klummen ”Hvem står bag det du læser” - der er værd at kaste et blik på, hvis du vil have opsummeret nogle af problemstillingerne.

På overfladen er det egentlig prisværdigt, at Carlsberg tager skeen i egen hånd og bidrager til ølpressen, for øl er i pressen herhjemme ikke repræsenteret med meget andet end pligtskyldige sæsonølsanmeldelser og rosenrøde firmaportrætter. Egentlig rammer de også godt ind i tidsånden, for hvor mange store firmaer har efterhånden ikke deres egne livsstilslignende magasiner? Og det er prisværdigt, at Carlsberg toner rent flag og lader det fremgå, at de støtter siden - både i bunden af siderne, og i "om" sektion, men der skal alligevel ledes for at finde den oplysning, så jeg vil påstå, at det går de flestes næse forbi.
Screendump fra A Beer Moment.
Læser man op på omtalen af de AB-Inbev-ejede sider, så vil du støde på den strategi, der hedder: At siden ikke blæser ejerbrandet op, men putter den ind i en kontekst, der giver brandet troværdighed. Når du ved det, så stikker det ud, at ”topkokken” Henrik Yde i en artikel om, hvad du bør drikke til asiatisk mad nævner Tuborg som et bud på sin yndlingspilsner, at Carlsberg Jacobsen Vintage dukker op en liste over fem dyre øl i artiklen ”Var det noget med en øl til 34.000 kroner?”, at Carlsberg Nordic er på listen over anbefalelsesværdige alkoholfrie øl, at Carlsberg er nævnt i artiklen om øllets historie og at klummen ”Hvem pokker drikker milkshake-IPA og avocado ale?” er skrevet af en Carlsberg-ansat og så videre...

Måske er det alt sammen helt uskyldigt og tilfældigt, men med de kritiske briller på er det mere end  påfaldende. Andetsteds går det fra det påfaldende til et egentligt freudian slip, da skribenten som stilart næver Saaz Blonde – der ikke er en stilart, men en øl fra Jacobsen.
Screendump fra A Beer Moment.
Det er meget muligt, at redaktionen er redaktionelt uafhængig, men Carlsberg, en anden dansk ølproducent og alle deres afstikkere fylder så imponerende meget på A Beer Moments sider, at det næppe er et tilfælde. Det ligner nærmest en synergisamarbejde, hvor Carlsberg låner credibility mod at den anden får bredere omtale.

Måske læser jeg A Beer Moment forkert, måske overfortolker jeg i en grad, hvor jeg ikke ser, at A Beer Moment er uskyldsren som nyfalden sne, men jeg har virkelig svært ved at læse A Beer Moment uden at se en variant af udtrykket ”som Fanden læser Bibelen” skrevet med meterhøj flammeskrift.

onsdag den 3. april 2019

Vintage: Ugly Duck - Rye Porter (2015)

Jeg har haft stor glæde af den kasse Rye Porter jeg fik foræret fra Ugly Duck for et par år siden. Øllene så dagens lys i marts 2015, og jeg fik kassen foræret omtrent da de gik på dato i september 2016. Siden da har jeg med jævne mellemrum tjekket ind og set til, hvordan Rye Porterne har smagt og hvordan de har udviklet sig. Det har mere eller mindre været en fryd siden jeg fik kassen overdraget og indtil nu, men nu virker det til, at tiden i en alder af fire år er ved at løbe fra dem.

Rye Porter er, når man piller den af hylden i butikken, en øl med en forholdsvis markant smag, lidt spids om du vil og med et ganske pænt præg fra rugen. Som tiden går og øllet langsomt mildnes, der smager den dog mere og mere som en rundet brunkagedejsporter – og det er ment som en ros. Én blød og velkommende øl, med et rundt og velsmagende præg af bløde krydderier. Det spidse gik af øllen omkring toårsalderen og siden da har alt været godt, altså indtil nu.

Smagen af en lagret sort øl, der er ved at falde sammen er en vandet affære. Branket og vandet. Og smagen af den seneste Rye Porter jeg har indtaget, er derfor også langt mere markant end de mange Rye Portere, der har ført op til denne. Helt sikkert har den uventede skarpe smag også spillet negativt ind på min oplevelse, da jeg forventede noget andet, men smagsoplevelsen jeg blev efterladt med, var ikke det store sus, heller ikke med overraskelsesfaktoren.

Egentlig er Rye Porter ikke helt kraftig nok til at blive smidt i kælderen. Lærebøgerne siger minimum 8%, hvis en øl skal gemmes af vejen, etiketten på Rye Porter siger 7,8%. Der kan naturligvis være udsving i alkoholstyrken på brygget i begge retninger. Selvfølgelig skal de resterende Rye Portere smages, dels for at se om det virkelig er forfaldet, der har sat ind, dels for at se, hvad der sker på den anden side smertegrænsen for holdbarheden. Noget siger mig dog, at endestationen er nået. Turen hertil har dog været helt forrygende.

onsdag den 27. marts 2019

Brygbrygbrygs dagbog #02

I midten af december blev Stovt kontaktet af Brygbrygbryg, der for tiden er ved at sætte deres eget fysiske bryggeri i søen. Spørgsmålet var ganske simpelt: Kunnne Stovt tænke sig at følge opbygningen af deres nye bryggeri fra sidelinjen? Svaret var ja! Formatet bliver en stribe dagbogsudtag, der med ujævne mellem kommer til at tikke på faxen i Stovts forkontor. I dag kommer andet kapitel. Mikkel Wind-Pedersen fra Brygbrygbryg har ordet.

Som vi skrev sidst, så brugte vi januar på at få det gamle badelokale gjort klar til ølbrygning. Noget af tiden er gået med at få godkendelser og tilladelser til at producere et produkt, der både er en fødevare, men samtidig indeholder alkohol. Heldigvis gik det efter planen.
I løbet af februar fik vi testet lokalet med nogle meget små batches af tre Imperial Stouts. Vi har brygget “Dr. Chai”, som er en meget krydret Chai inspireret Imperial Stout på 9%, den benhårde “Skull Fracture” på 9% med blodappelsin og svesker, samt en 10,5% tyk sag brygget med store mængder rug. Nu skal de stå et par uger og vil derefter blive udgivet.

Vi vil rigtig gerne holde det på et eksperimenterende niveau, og derfor er det hele lavet i køkkenstilen, hvor vi har fire mindre gryder. I de første tre batches har vi kun brugt vores to 25 liters gryder, så begge batches er i særdeles begrænsede oplag på 62 stk. 33cl flasker.

Til at afprøve vores “køkken” har vi også brygget med alle fire gryder og får cirka 80 liter urt. Fordi vi nu har gode muligheder for langtidsgæring, har vi brygget 3 forskellige øl med the, træ og brettanomyces. De står nu og hygger sig bagerst i lokalet og er forhåbentlig klar i slutningen af året.

Imens har vi været forbi Hoppe.Beer og brygge en helt særlig version af vores hindbær-øl og vores rabarber-øl. Disse to øl er brygget til baren 1420 og kan købes til releasepartyet den 30. marts, hvor vi deltager og er klar til en snak om øl og andet godt.

Læs første kapitel fra Brygbrygbrygs dagbog her.

mandag den 25. marts 2019

Klummen 36: Kissmeyer og brøleaberne

I en artikel som Danske Ølentusiaster bragte for et par uger siden stillede overskriften spørgsmålet ”Sejler Kissmeyer under falsk flag?” – og det er faktisk et virkelig et godt spørgsmål!

Læs artiklen hos DØE her.

Spørgsmålet dukkede op i forlængelse af Kissmeyers lancering af deres tre nye IPAer, der for nogenlunde nyligt er blevet lanceret i dåser prydet af sprællevende farver og et moderne design, der ligner så meget andet af det, der er ungt og hipt på ølmarkedet lige nu.

Sejler Kissmeyer så under falsk flag? Tjah hvordan skulle Kissmeyer kunne det? Så vidt jeg ved er der ingen, der har patent på hverken de stilarter af øl, der er i dåserne eller den retning designet er trukket i! Verden er nu engang sådan indrettet, at markedet bevæger sig hen, hvor man forventer, at pengene ligger gemt. Så at et større bryggeri nu sender en serie af tre farverigt designede IPAer på markedet kan næppe komme bag på nogen. Indskudt bemærket, så forestil dig lige ramaskriget, hvis et mindre bryggeri blev anklaget af et af de store bryggerier for at have lavet en pilsner, eller et labeldesign, der mindede lidt for meget om en industriøl?

Læser man kommentarsektionerne igennem under DØEs deling af artiklen på Facebook, og der, hvor artiklen trækker sin udgangspunkt fra, så er fronten ganske forventeligt skarpt delt op. Med den ene side besat af glade forbrugere, der ikke kan forstå, hvorfor folket ikke bare er taknemmeligt for tre nye øl i et fornuftigt prisleje – og overfor dem står et lidt større kor af brøleaber, der med én stemme ikke kan gøre det klart nok, at de ikke ville gide kneppe Kissmeyers nye øl med en anden mands pik. Kommentarer, der er lige så forventelige og lige så unuancerede som de er uinteressante.

Kissmeyer sejler med disse tre øl i den samme båd, som så mange andre producenter af de varer vi finder i supermarkedet gør. Lad os lige snakke bacon et øjeblik…
Danske grise, bedre dyrevelfærd, røget over bøgeflis, navnet Gaardliv og så den indpakningspapirbrune farve, der er valgt til emballagen… Som forbruger køber man ubevidst idéen om at man her står med noget andet end et industriprodukt – og således også med Kissmeyers tre nye øl. Jeg tror såmænd gerne, at både Gaardliv og Kissmeyer-produkterne er bedre (men også dyrere) end de produkter din lokale brugsuddeler har placeret dem ved siden af. Men jeg ved også godt, at hvis jeg vil have det ypperlige, så er det ikke i supermarkedet, jeg skal finde det. Det ved forbrugeren også godt, men derfor går der alligevel mange glade og tilfredse kunder igennem supermarkedernes kasselinjer hver dag, der er fint tilfredse med deres indkøb og ikke har noget behov for noget bedre og vildere, hverken når talen falder på øl eller bacon. Et faktum, der synes glemt i debatten.

Men er det så forkert, at Kissmeyer vælger at sejle under craft-flaget? Det kommer an på, hvad der menes. For der findes ingen dansk definition af craft indenfor ølverdenen. Så egentlig er det bare et tomt prædikat som Kissmeyer stempler på deres øl - og tomme ord er der så rigeligt af på begge sider af fronten. 

Men craft betyder håndværk, så er håndværket i orden? Altså, hvis man har lavet den øl man har tilstræbt at lave ud fra de råvarer prisrammen udstikker, at man har til rådighed, så ja. Men om det betyder, at det nødvendigvis er et bedre udført stykke håndværk end hvad du finder i en Grøn Tuborg eller en Westvletern 12, så nej. Ordet craft i den danske ølverden er intet andet end en salgsgimmick. Så hvis Kissmeyer sejler under craft-flaget, så er det fordi de selv har tegnet et.

Når jeg betragter debatter som denne, er det sgu lidt som at betragte en flok legende unger, når en mobset spire vræler ”Jeg havde den først”. Ja, det havde du, men nu leger de andre også med den, så du må enten lege bedre end dem eller finde på noget andet nyt at lege, hvis du vil bevare din plads her på legepladsen, for sådan er reglerne nu engang – om du vil det eller ej. 

torsdag den 21. marts 2019

Klummen 35: For fanden altså Norge

De senere år har øl fra de andre nordiske lande fyldt mere og mere på de danske ølhylder. Først kom der en svensk bølge, og siden stødte også nordmændene til da Cervisiam, Lervig, Amundsen med flere gjorde deres indtog i de danske butikker. Måske vi kommer til at se mere til de norske bryggerier fremover, for de norske bryggerier har fået en påmindelse om at afholde sig fra at bruge de sociale medier til promovering af deres øl i Norge – og derved fået sværere ved at gøre opmærksom på deres nyheder, produkter m.m. – og derved fået sværere ved at afsætte deres varer på hjemmemarkedet.

For uddybning og baggrund læs denne artikel hos Ølportalen

Det har forståeligt nok bragt sindene i kog og ført til en del skriverier hos de norske bryggerier og på de norske ølsites, og jeg har da også set flere danske ølskribenter omtalen misæren. I forvejen virker de norske regler for øl og omtale ualmindeligt rigide, med denne ”stramning” (stramning sat i anførselstegn, da reglerne åbenbart har været gældende siden 2015) virker de ganske enkelt nedbrydende for bryggeriernes virke. Begrebet tekniske handelshindringer bruges som regel når der tales handel over grænserne. Her virker det til, at de norske myndigheder har sat sig for at gå imod en branche i vækst indenfor landets egne grænser. 

Der kan være mange grunde til de norske myndigheder ønsker at lægge låg på bryggeribranchens muligheder for at kommunikere deres budskaber ud – formynderi, folkesundhed m.m. - men ét er reklamer og billboards man uforvarende kan støde på, noget andet er de sociale medier, hvor man trods alt skal gøre en frivillig indsats for at kunne følge med i bryggeriernes gøren og laden. 

Ølverdenen er i dag et community, hvor bryggeriernes virke på de sociale medier er en stor del af deres profilering og markedsføring udadtil. Det er trist, at de norske bryggerier ikke længere har den mulighed indenlands. Set fra Danmark er der mange regler i den norske ølbranche, der virker oldnordiske og formynderiske – med denne stramning grænser det nu til det nedbrydende. Godt nok har Norge Johannes Thingnes Bø, til gengæld har vores bryggerier talefrihed – og jeg tror ikke at jeg vil bytte.

For yderligere info om sagen læs denne artikel hos Brewolution.

tirsdag den 12. marts 2019

Vintage: Samuel Adams - Imperial Stout (2016)

Det er måske lige vovet nok, at smide stemplet ”vintage” efter denne Imperial Stout fra Samuel Adams, men da jeg endnu ikke er begyndt at bruge stemplet ”kælderfyld”, må det nu engang være sådan.

Lad os skrue tiden tilbage til sommeren 2016. Familien havde pakket bilen og gjort klar til at køre retning Fanø. Det eneste der mangler i bilen, er vand til turen. Det bliver købt under et hurtigt pitstop i den lokale Fakta, hvor den ølinteresserede far i familien noterer et display med blandede øl fra det amerikanske Craft Brewery Samuel Adams (for sådan ét er Samuel Adams nemlig, selvom de omsætter for nogenlunde det samme som Royal-Unibrew). I stakken af øl, der bliver faldbudt til 12,95 flasken er også bryggeriets Imperial Stout. Den bliver købt, både til køleskab og til kælder, og det er hér at historien begynder at bide sig selv i halen, for forleden blev den ene af de to flasker i kælderen taget op.

Her virker det passende at ihukomme de vise ord, der er blevet ytret om at gemme øl væk: En dårlig øl bliver ikke bedre af, at komme i kælderen. Og jeg indrømmer gladelig, at den omtalte Imperial Stout fra Samuel Adams ikke var det store sus til at begynde med. Jeg nåede at smage et par stykker dengang, og syntes at de alle som én havde en sær bismag af mint, som var der blevet tilføjet en klat blå Zendium før kapslen blev forseglet.

Her i år 2019 er minten i det mindste væk, men så er der så meget andet at udsætte på øllen. Lad os dog lige få det obligatoriske bloggerbavl om de visuelle indtryk af vejen: Øllet synes nærmest olietyk da den forlader flasken og den mørke, brune væske, hvis den da ikke snarere kommer i brunt mørke kaster sig mod glassets side og efterlader en overflade dækket af små mokkafarvede bobler som et sidste farvel til flaskens hals.

Smagen går i retning af sød kaffe, med en skarp og branket eftersmag, men altså – i det mindste er der ingen mintnoter. Glasset skal ikke tage mange ture op mit hoved før jeg indser, at flasken mest af alt har fungeret som overflødigt kælderfyld. Der er ingen nydelse at hente. Øllet er i de små tre år, der er gået, blevet vandet, smagen går i løbet af et par minutter over til at være entydigt branket og hele oplevelsen er bestemt ikke prangende. Dommen er da også ganske klar: Denne øl har større værdi i pantautomaten end som nydelsesmiddel – og det bliver også den vej det kommer til at gå for den sidste flaske i kælderen, når jeg på et tidspunkt støder på den.

tirsdag den 5. marts 2019

Fem, der er værd at følge

Hvor skal du gå hen, hvis du vil være lidt klogere på alt det der omkranser øl? I en verden, der byder på alt for mange ligegyldige Instagram-opslag og holdningsløse anmeldelser, der kan det være svært at finde frem til nogen, det giver noget at følge. Jeg har samlet fem af mine personlige favoritter nedenfor. Tilføjelser til listen er meget velkomne på Facebook. 

1. Josh Noel (Facebook) – udover at være forfatter til sidste års bedste ølbog ”Barrel-Aged Stout and Selling Out”, så skriver Josh Noel også artikler om øl for Chicago Tribune, som han linker til via sin Facebookprofil. Hans navn er en garanti for godt læsestof. 

2. Good Beer Hunting (Facebook) – Det er her, du finder nogle af de bedst skrevne artikler om øl, der er derude - plus podcast, hvis du er til den slags. Verdens bedste ølsite? 

3. Craft Brewing Business (Faceboook) – Det bliver meget tørt nogle gange, når Craft Brewing Business går I dybden med artikler om ny lovgivning og bryggeudstyr, du ikke vidste, der fandtes. Men! Der er nogle seriøse guldkorn imellem, der er uvurderlig læsning, hvis du vil forstå, hvad der sker bag scenen i branchen 

4. Brewer’s Association (LinkedIn) – Den amerikanske brancheorganisation for de uafhængige amerikanske bryggerier er svær at komme udenom. Nogle af indslagene skal læsses med de kritiske briller, da organisationen selvfølgelig har et mål og sigte med at promovere de uafhængige bryggerier, men organisationen kommer med masser af baggrundsinfo til dem, der gerne vil forstå nogle af sammenhængene bag bryggerierne.

5. Dugges Bryggeri (LinkedIn) – Udover at promovere deres bryggeri, så linker Dugges også til en del gode artikler om tidens strømninger i ølverdenen. Det er ikke en overflod af links, der bliver posted, men det er interessant at se, hvad et bryggeri finder interessant/relevant. 

tirsdag den 26. februar 2019

Boganmeldelse: John Holl - "Drink Beer, Think Beer"

John Holl, redaktør på Craft Beer & Brewing og tidligere redaktør på All About Beer, begik i efteråret bogen ”Drink Beer, Think Beer”, der blev bestilt mere eller mindre i samme øjeblik jeg erfarede, at den eksisterede. John Holl er nemlig værd at læse, når han i sine artikler beretter og fortæller. Jeg følte mig da også i godt selskab gennem bogen, men mere end en berigende forelæsning, der blev det til en omgang hyggesnak fra din yndlingsonkel, jovist er du i godt selskab, men samtalen bliver aldrig rigtigt interessant.

”Drink Beer, Think Beer” lander mellem to stole, for den vil gerne give indsigt, men samtidigt henvender den sig til folk, der er nye i øllets verden. Og det bliver sgu lidt ferskt, når man har drukket øl i nogle år. Det indledende kapitel om det moderne øls indtog er ganske interessant for både store og små, men i det efterfølgende afsnit om øllets fire hovedingredienser bliver det hele en smule for lyserødt når John skal sælge varen og udpensle nuancerne.

John Holl har en forholdsvis romantisk tilgang til øllet, og lider også under det fænomen som ofte opleves i amerikansk ølskriveri, at Europæisk øl åbenbart er en uendeligt fascinerende kilde af uberørt tradition, hvert bryggeri har sit eget helt særlige glas, der ALDRIG er sådan et stakbart pintshaker-glas, eller hvad filan de hedder, stilarterne brygges helt historisk korrekt og lignende bavl, der måske nok passer på nogle bryggerier, men skyder pænt ved siden af tingenes virkelige tilstand.

Således bølger bogen frem og tilbage. Du bliver lidt klogere, når du læser afsnittet om at smage på øl, men tilsvarende dummere når John Holl lommefilosoferer om livet på barstolen og hvor flaskerne kommer fra.

Bogen er skrevet som en introduktion til øllets verden, derfor vrider jeg mig, når jeg læser det følgende: ”How can we appreciate the latest IPA craze – be it hazy New England, or the dark-malt-forward black IPA – or whatever is coming next if we don’t appreciate the beers that came well before, going back to the original Bass All from Burton upon Trent, or even earlier”. At du som øldrikker kun kan nyde øl, når du kan sætte det I en historisk kontekst er en gang ekskluderende bulllshit, der hiver øl op på en piedestal, hvor den intet har at gøre. Det er som at sige, at du kun kan nyde musik, hvis du har indgående kendskab til The Beatles – og selvom The Beatles var et vigtigt skridt i den moderne musiks udvikling, så er det meget, meget langt fra ophidsende at lytte til det i dag. Bull-shit!

Men! Alligevel er du i godt selskab bogen igennem. John Holl skriver i et levende, nærmest talende sprog, der gør at den ene side tager den anden. Og om ikke andet, så er bogen en god undskyldning for lige at få opfrisket sine standpunkter i forhold til øl. For John Holl har meninger undervejs, til tider lidt fortænkte og fortærskede, men han resonerer godt.

På en af de sidste sider rammer han endda lige ind i ét mine af synspunkter: Øl er bare øl. ”In the end it comes down to giving the consumer what they want. If it’s a beer that’s been launched into space, great. If it’s one for folks who run marathons, you got it. If it’s the beer you’re convinced is just crazy-bananas good because you stayed in line all night long to get it directly from the source, fantastic. The main thing to remember is that it’s just beer. It was never meant to be the all-encompassing giver and taker of life. It is just supposed to be beer”.

Du dør ikke, hvis du ikke får læst “Drink Beer, Think Beer”, men har du et par timer til overs, så er den fin nok at få under bæltet, men nogen stor bog, det er den ikke.

onsdag den 13. februar 2019

Vintage: Evil Twin - Even More Jesus (Port BA) 2013

Da jeg sidste sommer gæstede Fanø rendte jeg ind i den nu afgåede direktør for Fanø Bryghus, Claus Winther, der forærede mig fire flasker Evil Twin fra dengang, hvor Evil Twin blev brygget på øen (og på bryggeriet). Blandt flaskerne var Even More Jesus i en udgave, der har været en tur på et portvinsfad før den blev flasket. Lidt roden rundt på nettet kunne datere flasken til marts 2013, hvilket vil sige, at den sov stille ind lige før den rundede de 6 år.

Jeg er ikke den store Even More Jesus fan, hvilket jeg fik afklaret ved en vertikalsmagning for et par år siden. Men det til trods, så tog det ikke lang tid at konstatere, at der var mere ved denne flaske end da jeg smagte udgangspunktet.

Der skulle ikke meget mere end en ophældning til for at få at en indikation af, at der kan være alder i flasken. Bortset fra et par symbolske bobler midt i glasset og en lille farvet krusning da øllet bruser op, viser øllet intet tegn på liv. Duften efterlader trods de 12% heller ikke de store udslag af alkohol, men nogle virkeligt behagelige noter af portvin, der blander sig med øllets mørke, chokoladeagtige ristede udtryk.

Første indtryk af smagen hvirvler rundt som en kugle på en roulette, der ikke ved, hvor den skal lægge sig til hvile. Først lander indtrykket på lakrids, for med det samme at hoppe videre til næste fordybning, der hedder indkogt rødvin med chokolade. Mundfylden er fantastisk – massiv, rund, blidt karboneret og med en intens smag. I bagklogskabens klare lys ville jeg ønske, at jeg havde serveret øllen sammen med noget, for alene er den en (for) voldsom oplevelse. Smagen er dog heldigvis mindre sød og med langt mere karakter end standardudgaven af øllen. I takt med at øllet får lov til at stå, fylder de brændte noter mere og mere, mens fadpræget langsomt træder i baggrunden uden at give slip.

Som oplevelse er Even More Jesus absolut godkendt, men også i overkanten intens til at være en nydelse hele vejen igennem, når man som jeg vælger at drikke den A: Alene og B: Uden at servere den sammen med noget. I selskab med Doves ”The Last Broadcast” gled den dog fint ned på cirka samme tid som pladen varede.