tirsdag den 30. januar 2024

Q&A 2024: Kolding Gaardbryggeri

Fra det familieejede Kolding Gaardbryggeri er det den ene af ejerne Nanna Grønbæk, der har sat pennen til papiret.

1: Hvad var det mest positive i 2023 for bryggeriet?
2023 var året, hvor vi lavede den “store” investering og fik bygget bryggeriet ind i den ene længe på gården.

Derudover fik vi opgraderet vores gærtanke og tappeanlæg, hvilket har gjort, at vi har effektiviseret store dele af bryggeprocessen. Det betyder, at vi i dag har et mere moderne bryggeri med en markant større bryggekapacitet og nogle omgivelser, hvor vi kan vokse, hvis det bliver nødvendigt.

2: Hvad er det for et år, I som bryggeri kigger ind i?
Vi kigger ind i et år, hvor vi vil værne om vores nuværende kunder og forsøge at få flere med på vognen. Vi er bevidste om, at markedet er presset, så vi holder lidt igen med yderligere investeringer indtil vi ser, hvor markedet lander.

3: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2024?
Vi tror, at det bliver at finde en balancegang mellem kostpriser på råvarer og prisen ud til forbrugeren. Vi forsøger at holde vores priser på et konkurrencedygtigt niveau, hvilket betyder, at vi nok i en periode må kigge ind i en mindre dækningsgrad på vores produkter.

Hvis vi kun kigger på vores egen situation, så håber vi på en god høst i år, så vi kan sikre bygmalten til næste års produktion.

Sidste års høst blev ramt af tørke, hvilket selvfølgelig har betydning for vores maltbygproduktion.

4: Hvilken øl er I mest stolte af at have brygget i 2023, og hvad gør den noget særligt?
Evergreen - vores pilsner.

Det kan måske lyde kedeligt, at vi er mest stolte af noget så simpelt som en pilsner. Men det er en stilart, der virkelig sætter store krav til bryggeprocessen og råvarerne, da de mindste fejl som regel kan smages.

Derfor var vi også utroligt stolte af, at vi er lykkedes med at brygge en pilsner på 100 % vores egen bygsort (evergreen), som vi har fået håndmaltet.

Produktet blev en super crisp pilsner med en virkelig lækker maltsmag. Med til historien hører også, at man vil kunne smage høstens kvalitet fra år til år, ligesom med vin, da vi jo er afhængige af, at vi får en god høst på gården.

5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap?
Der er så mange ildsjæle rundt omkring spisebordene, som hver dag kæmper for, at udfordre diverse onkler, tanter, fædre og mødre med diverse danske specialøl!