Gå i fængsel. Ryk direkte i fængsel, selvom du passerer start indkasserer du ikke 4.000 kr. Til gengæld kan du læse de svar, som Co-Founder Amalie Knage fra Slowburn her kommer med.
1: Hvad var det mest positive i 2023 for bryggeriet?
Det må være, at vi i foråret åbnede vores taproom og biergarten i vores nye space her i det kulturelle samlingspunkt Porten i det tidligere Statsfængsel Vridsløselille, Albertslund!
Vi har altid drømt om at have vores egen bar og give noget tilbage til Vestegnen, hvor der ellers ikke er så mange gode udskænkningssteder.
Det er gået over al forventning og det er vi meget glade og taknemmelige for!
De lokale og alle dem, der holder af Slowburn, har taget godt imod vores forskellige tiltag som f.eks. langbordsmiddage, koncerter, ølsmagninger, oktoberfest, karaoke og metalfestival med Forbrændingen - og vi har virkelig nydt at servere vores øl pivfrisk og skummende direkte ned i løgnhalsen på vores søde gæster!
2: Hvad er det for et år, I som bryggeri kigger ind i?
Nu er vi landet i vores nye lokaler, så i 2024 handler det om at zoome ind på det, vi synes er sjovt og gavner fællesskab og de gode vibes, samtidig med at vi får optimeret og strømlinet vores nye knopskud, så vi sørger for at have overskud til at lægge hjerte og energi i projektet.
Vi skal finde balancen mellem, hvad der giver økonomisk mening og hvad der opbygger og gavner alle de andre aspekter af vores kooperative projekt.
3: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2024?
Craft beer ”revolutionen" fik den brede befolkning til at værdsætte det gode øl fra mikrobryggerierne. For at overleve som branche, så ser vi det som fundamentalt, at vi sørger for at holde kvaliteten af øllet i top, så folk bliver ved med at ville betale lidt ekstra for en lokalt brygget øl.
Vi skal engagere vores publikum med underholdende og oplysende tiltag, der inviterer folk indenfor i bryggeriernes verden, så interessen og passionen bliver holdt i live. Hvis ikke øllet er godt og man har et tilhørsforhold til dem, der brygger og serverer det, så kan man lige så godt drikke en Hof på sofaen.
4: Hvilken øl er I mest stolte af at have brygget i 2023, og hvad gør den noget særligt?
Vores nye barrel aged sour Amalthaea!
I 2022 tog vi en masse forskellige bær (hindbær, taybær, jordbær, solbær og kirsebær) fra bryggerens kolonihave og blandede i en af vores vildgærede øl, der blev lagret på egetræstønder.
Efter 9 måneder blendede vi yderligere med en frisk tønde Seedling inden vi flaskede den.
Den blev udgivet her i december og er virkelig blevet en dejlig sour, som vi er utrolig stolte af.
5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap?
Det gør alle vores kollegaer, som på trods af svære tider økonomisk holder fast på ikke at lukke sig om sig selv, men finder energi og kreative ideer til collabbryg, samarbejder, festivaler, fælles events osv.
Vi tror, det er vigtigt at holde fast i fællesskabet i branchen, hjælpe hinanden og blive ved med at gøre ølbranchen til et innovativt, inkluderende og kreativt erhverv.