Anmeldelse: Hoppin' Frog - B.O.R.I.S. BA Maple Whisky

Hvis man i livets store sorte ølbog slår op under afsnittet om Stovts favoritter og retter sin opmærksom på afsnittet om venlige fætre, så vil man meget tæt på topplaceringen finde B.O.R.I.S. fra Hoppin’ Frog. Denne nyklassiske sorte øl er for nogenlunde nyligt kommet i endnu en udgave, der lægger endnu en linje til listen over de i forvejen mange varianter den findes i.

Lad det bare stå klart, jeg er ret glad for B.O.R.I.S. Så da den dukkede op i en BA Maple Whisky-udgave med denne beskrivelse ”This beer was aged in very special and rare maple-staved barrels that once held an iconic Canadian whiskey. It was aged with flavorful amber Canadian maple sap, and maple-toasted oak chips” – så så jeg mig nødsaget til at slå til.

B.O.R.I.S. er en Oatmeal Russian Imperial Stout (heraf O.R.I.S.) der har fået sat et bodacious ind foran. Bodacious er ikke umiddelbart oversætteligt, men betyder noget i retning af, at den er en uimodståelig frækkert, der er svær at holde fingrene fra, hvilket læner sig kraftigt op af sandheden. Den holder 9,4 %, er blød og uimodståelig og som regel almindeligt tilgængelig her i det danske.

Lad os bare starte med konklusionen: Med BA Maple Whisky har Hoppin’ Frog formået at lægge et ekstra lag smørelse i en flaske smøreolie. Jeg er ikke den store fan af dessertøl, og skulle der være andre, der har det på samme måde, men føler sig lidt udenfor flokken, så er B.O.R.I.S. i denne forklædning et oplagt sted at kigge hen. For den går til grænsen, men aldrig over den. Den er blød i stedet for sød, den er ikke vulgært fedladen, men fyldig og balanceret, men den har nu alligevel et lille rosenrødt skær af dessert over sig.

Når øllen er skænket er det ikke meget, der er at hente for næsen. Duften er mild. Lidt kantløs sødme, intet pulserende eller overdøvende, bare et diskret lille hint af, at det næppe er så farligt. I en blindtest ville jeg nok have gættet på, at denne udgave var en smule stærkere end originalen, i hvert fald er førsteindtrykket et pænt alkoholbid, der dog lægger sig uden helt at dø hen. Som sagt, det er smørelse udenpå smørelse. Der er noget fadpræg, der giver en ekstra dimension af fylde og sødme, men alkoholen holder det i skak, så der ikke går farin i den. Og så slog jeg min hjerne fra.

For: Det her er ganske enkelt en vellykket øl, der fortjente min fulde opmærksomhed mens den var i glasset – en opmærksomhed, den ikke skulle dele med et åbent word-dokument og et stigende antal noter. Og sådan blev det. Anbefales herfra.

Anmeldelse: Evil Twin - Consumed 15 Today, Diane: All Galaxy

Som sådan elsker jeg jo egentlig alt ved Twin Peaks. Settingen, karaktererne, musikken, stemningen. Det er bare selve serien, jeg ikke kan holde ud at se mere end fem minutter af ad gangen før jeg bliver mæt. Så nu, hvor alle i mit sociale feed synes at have tygget sig igennem de nye afsnit og kommenteret flittigt nok, der må det være på sin plads med lidt ord fra min side om et af de mere åbenlyse spinoffs til serien.

Consumed 15 Today, Diana: All Galaxy er en 7% NE-IPA fra Evil Twin, der nok nærmer sig det bedste stykke øl jeg har fået fra bryggeriet. Den kan allerede under dens tur fra dåse til flaske duftes langt væk, hvilket i dette tilfælde er en god ting. I glasset er den lys gul med grønne toner, hazy og langt mindre indbydende end NE-IPA normalt er at se på. Til gengæld er smagen langt bedre og mere interessant end man normalt oplever for stilen. Ingen overdreven juice, til gengæld en virkelig stramt styret humleprofil. Ingen øl, der dør fed og træt efter et par minutter, til gengæld en øl der lever oplevelsen igennem og leverer en fantastisk mundfylde. Der er topkarakter på alle balanceparametre, og selv om den er godt tøjlet, så fornemmmer jeg en lidt heftigere humleprofil end man normalt oplever i NE-IPA. Og navnet? ”Consumed 15 doughnuts today, Diane. All jelly”. Anbefales. Helt sikkert bedre end serien.

Anmeldelse: 8 IPA'er fra Amager Bryghus

Der er almindelig konsensus omkring det faktum, at hvis man i det danske skal finde et bryggeri, der kan det der med at putte humle i øl, så skal GPS’en instilles på Amager Bryghus, Tårnby. Jeg er enig, og bruger gerne Amager Bryghus som go-to øl, hvis fadølstavlen ikke har andet interessant at byde på. Men er det hele lige godt? Jeg har på det seneste brugt en fandens masse tid på at drikke IPA’er fra Amager Bryghus for at finde svaret på lige præcis det spørgsmål. 

Det er få steder, hvor det ikke virker, når Amager går til gryderne og koger humlede øl, og lad os da bare få Orange Crush, som jeg synes er den sløjeste i flokken af vejen som det første. Orange Crush er et samarbejdsbryg mellem Cigar City og Amager Bryghus, lavet i optakten til CBC for et par år siden. Den er tung af en øl på 5%, samtidigt er den fyldigt sur og bitter og hænger i munden. Den tilsatte appelsinskal bidrager til eller understøtter en ugidelig bitterhed, der giver den et oldschool præg af gammel. En anonym øl, der forsvinder og ikke noget jeg ville gide bestille igen.

Bedre står det til med Arctic Sunstone, et samarbejdsbryg med Three Floyds, der så lyset det samme år som Orange Crush. Arctic Sunstone er en let og mild bælleøl på 6%, der holder en pokkers masser blomster i sit udtryk, hvilket vist hedder florale noter, når man anmelder øl. Dette gælder både smag og duft, eller boquet, hvis vi skal holde den kørende i anmeldertermer. Det hele bindes sammen af et diskret efterbid af bitterhed. En undervurderet lille perle blandt de amarkanske øl.

En anden af de lettere er Kåååd, der springer frem som en trold fra en æske, hvert forår. Som Arctic Sunstone holder den 6%, men som øl holder den ikke helt samme niveau. Det er en frisk og let øl, dog med for megen bitterhed til min smag. Selvom jeg er flintrende humleblind, så fornemmer jeg Amarillo, der har den der markante skarpe og florale bitterhed, som jeg synes står frem i Kåååd. En let drikkelig øl, man snildt kan tage to af, men tag den i mangel i bedre og ikke for personligheden, for den mangler der noget af i denne småanonyme øl.

Sidste år tog Amager Bryghus på tur i det Svenske og lavede en stribe samarbejdsbryg. Blandt dem var Building Bridges, der blev til i samarbejde med Oppigårds. Øllen er præget af en let krop, tropisk duft og en tung bitterhed, der ikke helt falder i min smag. Den bliver i længden lige massiv nok, er smagsmæssigt en oplevelse på det jævne og hører nok til blandt de øl, der ikke bliver i sortimentet til evig tid.

Skal du kaste et håndtegn efter Wookie, så vær sikker på, at det er et vestkystet et af slagsen. Denne intenst bitre, sødmefyldte og fyldige Westcoast IPA tenderer en Double IPA. Til trods for de florale toner, så er den en tung, sød og bitter omgang. Og helt klart for tung i forhold til mine præferencer, men fordi den holder sin sti ren og ikke stikker så meget ud, så står den distancen og bliver reddet fra, at jeg svinger Double IPA-øksen. Jeg er ikke, og bliver næppe aldrig Double IPA-fan.

Batch 1003 fra Amager Bryghus blev lanceret som Batch 1000, og var en gamechanger, der i den grad fik de fleste med en mening om øl til at agere kingmakere og udråbe Batch 1000 til det største siden velcro og skiveskåret brød. Intensiteten er i top, alligevel flyder Batch 1000 let som gletchervand. Mundfylden er 110% og selvom der er skruet massivt op for bitterheden, så er balancen helt sublim. Humlen bliver hængende i alle hjørner af mundtøjet længe efter flasken er tømt, og Batch 1000 er en af de sjældne øl, der ikke bare smager af en fandens masse, men også af mere.

Det er sikkert lettest, at elske de børn, hvor man har været med til undfangelsen. Og jeg var der da Todd the Axeman blev smidt i gryderne for først gang. Der tegner sig nemlig en tendens til, at de bedste øl Amager Bryghus har produceret ved de forgangne års CBC-samarbejdsbryg, er dem, hvor jeg har været til stede: Todd the Axeman, Ziquic and the Hero Twins og The Dank Dane. Med tanke på, hvor mange øl jeg gennem tiden har købt til anmeldelse, så er der noget bizart over, at et mesterstykke som Todd the Axeman aldrig har fået en anmeldelse med på vejen, selvom den er blevet købt mere end tit. Todd the Axeman er hazy med et godt grapebid. Underspillet, balanceret, forfriskende og på alle leder og kanter en stygt godt øl.

Karakterer:
Orange Crush - 7
Arctic Sunstone - 9
Kåååd – 8
Building Bridges – 7
Wookie - 9
Envy - 9
Batch 1000 - 11
Todd the Axeman - 13

Anmeldelse: Gose m.m.

Egentlig var planen, at samle en stribe Gose til en temaanmeldelse, men Coral Seas fra To Øl/Buxton faldt uheldigvis ud af skabet, ned i en taske, op af tasken, ned på en oplukker og videre ned i to glas et par dage før smagningen, så i stedet for et rendyrket Gose-tema, så bliver det et Gose-tema med en enkelt gæsteoptræden. 

Lad os da bare starte med the odd one out. Kentucky Uncommon er et samarbejdsbryg mellem Lervig Aktiebryggeri og To Øl, baseret på maltprofilen til Kentucky Bourbon og et skud mælkesyrebakterier. Idéen med at hugge maltprofilen er god, men resultatet fungerer desværre ikke i praksis. Den cloudy as fuck brunlige øl, der bliver skænket i glasset er håbløst overkarboneret i en grad, at alle nuancer drukner i brus. Senere, da boblerne var blevet trætte og gået hjem, står det klart, at det ikke kun er deres skyld, at Kentucky Uncommon ikke er et hit. Det sure stikker i alle retninger, muligvis fordi det ikke har noget at læne sig op af. Jeg savner ganske enkelt smag, og derfor er det sidste ord jeg skrev mine noter også lig med den dom jeg hæfter på Kentucky Uncommon: Kedelig. 

Første stop på det planlagte Gosetrip, bliver ligeledes en øl fra To Øl. Gose To Hollywood er en Gose brygget med appelsiner og det kan lugtes. Blandet med det sure giver det en særegen og gennemtrængende duft. I forhold til mine præferencer indenfor Gose, så mangler Gose to Hollywood salt. Den bider ikke nok fra sig, så slutproduktet bliver et lidt for parfumeret mix af Grapejuice, appelsinjuice og surt. Jeg er ikke fan. 

Før temaet udvikler sig til noget, der kunne ligne et vendetta i retning af To Øl, så skal det lige indskydes, at Coral Seas var en virkelig positiv oplevelse. 

Videre til Sverige, hvor Omnipollo har begået Bianca – en Mango Lassi Gose brygget med mangopuré. Det er heller ikke fordi der er det store bid i Bianca, til gengæld balancerer den uendeligt godt. Trods navn og indhold, tænker jeg, at det lille tropiske knæk Bianca har, går i retning af ananas. Bianca er et let og forfriskende mesterværk af en Gose, der ikke kan anbefales nok. 

Lad den første være den sidste. Første gang jeg smagte Gose var det Westbrook Gose og den står for mig stadig som moderskibet når det gælder Gose. Intenst sur, masser af salt og alligevel næsten naturtrodsende rund i smagen. Det er stop and go, som det skal være når det gælder Gose. Drikke, stoppe fordi salten bremser indtaget, drikke mere fordi salten gør dig tørstig. Det er helt perfekt. 

Karakterer:

Kentucky uncommon: 7 

Gose to Hollywood: 7 

Bianca: 11 

Westbrook Gose: 11

Anmeldelser: Mikkeller Beer Geek x4

 

Familien Beer Geek er efterhånden så vidt så vidtforgrenet, at selv det største forsamlingshus ikke ville kunne rumme en familiefest for denne del af Mikkellerslægten. Vi nøjedes derfor også med at invitere fire af medlemmerne indenfor, da vi en aften besluttede os for ved selvsyn, at få styr på en del af serien. 

Udgangspunktet blev standardudgaven af Beer Geek Breakfast (7,5%), der næppe er så bjergtagende i dag, som den var den gang den første gang blev sluppet fri. Det er kant og kaffe, med et let røgvedhæng. Kaffen har et fladt, surt ”filterkaffe, der har stået for længe” præg over sig, som jeg synes man jævnligt støder på, og det falder ikke i min smag. Dens manglende fylde giver den til gengæld noget råt, som trækker op. Alle den sorte øls karakteristika får lov til at stikke mere ud, når det ikke er pakket ind i en sovsetyk væske. Beer Geek Breakfast er stadig en øl over middel, men ikke meget. 

Jeg har elsket Beer Geek Cocoa Shake (12,12%)siden jeg første gang fik den serveret på Carlsens Kvarter. Det er en af de få øl, hvor jeg er bange for at komme indtage det hele via næsen, for den har en aroma så fuldfed og perfekt, at den giver mig lyst til at få frysetørret øllen, hakket resultatet op til pulver og så ellers gå i gang med at få bane efter bane kørt op i næsen som var det sort sne. Beer Geek Cocoa Shake er fuldfed og massiv, som sad man med et glas flydende chokoladeis. Det er ikke en øl man sidder og sipper, det er en øl, hvor grådigheden efter at smage mere får lov at tage over, så den bliver kørt ned i tre slurke som var den en Cocio. Det er motorolie man har formået at koge et helt års kakaoproduktion ned i, men hvor der stadig er plads til, at en røget sødme får lov til at hænge under ganen i eftersmagen. Det er perfektion, det er hvad det er.

Beer Geek Dessert (11%) er brygget med kakao og vanilje, og holder også Beer Geek fanen højt. Den skulle dog helt sikkert have været drukket før Beer Geek Cocoa Shake, da den ikke helt pakker det samme punch. Duften er vaniljeparfumeret og passer meget godt til dette lækkert tyktflydende ølekko af en milkshake, som Beer Geek Dessert er. Vaniljen balancerer ikke helt med kakaoen, der er til gengæld skruet op for eftersmagen, der bliver hængende behageligt længe. Gennemført lækker øl, men i sammenligning med Beer Geek Cocoa Shake bliver den den lille. 

Sidste servering ved aftenens familiefest var Beer Geek Breakfast BA Cherry Wine (7,5%), der uden filter gjorde det meget klart, at det var på tide at komme hjem. Man bliver mødt af en besynderlig steril duft, der bringer tankerne hen på et tandlægebesøg med indlagt lattergas. Smagen er ikke meget bedre. Jeg slås stadig med at finde ud af om den var underlig eller forfærdelig. En intens syrlighed overdøver alt i en grad, at det nærmest hviner i ganen. Det blev til en stribe små sip af glasset inden jeg indså, at denne øl ikke er egnet til indvortes brug. 

Karakterer 

Beer Geek Breakfast: 9 

Beer Geek Cocoa Shake: 13 

Beer Geek Dessert: 10 

Beer Geek Breakfast BA Cherry Wine: 5

Fire at følge i 2016.

2016 gemmer sig et sted henne i den kommende weekend, og det er tid til at udpege et par steder, hvor jeg tror det bliver interessant, at følge med i året, der kommer. De fleste af dem har optrådt i Bryggeriloggen i løbet af 2015, og det sidste er efterhånden ved at blive et fast indslag i Stovts spalter.

Og lad da bare den sidste blive den første. Kunstbryggeriet Far & Søn er efterhånden blevet køreklart nede i deres svendborgensiske baggårdsidyl. Det er ingen hemmelighed, at Bo, der driver værket dernede, er på Stovts personlige venneliste, og jeg forventer da også at se den øl vi lavede sammen i bryggeriets sortiment bærende Stovts navn. Bo besidder en legesyge og nysgerrrighed, der blandet i øllet gør, at vi kan forvente interessante ting dernedefra. Får man chancen skal man prøve Farmhouse Ale, tørhumlet Lager eller en af de Ny Nordisk Øl, der er under udvikling.

I efteråret gennemførte Vestslesvigsk Bryghus en crowdfunding-kampagne med henblik på at inddrive midler til at opgradere brygudstyret og til erhvervelse af træfade til fadlagring. Kampagnen gik forrygende, og der blev inddrevet 157% af de ønskede 50.000,-. Hvad det kommer til at betyde for Vestslesvigsk Bryghus er svært at sige, men nyt og bedre udstyr giver typisk mulighed for mere og bedre øl. Vestslesvigsk Bryghus producerer kun spontangæret øl, hvilket giver dem deres egen niche på det danske ølmarked.

Da Jessica Jenkins tilbage i marts mailede mig Penyllans bidrag til Bryggeriloggen, var min reaktion fåååååårk, hvor lyder det fedt det her. Bryggeriet har fat i noget nær alt, der er oppe i tiden: lokale ingredienser, fadlagring og sure sager. Ud over Jessica står også Christian Skovdal bag, et navn de fleste ølmennesker vil nikke genkendende til. De første øl forventes klar til april/maj, hvor lette/svære de bliver at få fat i er en hver mands gæt, men kom helvede eller højt vand, smages det skal de.

Sidste navn på listen er Alefarm Brewing, Stovts valg som årets nye bryggeri i 2015. Andreas Skytt Larsen har gjort det godt i bryggeriets første leveår, og med hans nye lokaler kommer nye muligheder, som jeg har en stor forventning om at han indfrier. For nyligt blev der åbnet for tilmeldinger til The Farmer’s Barrel Beer Club, der giver adgang til øl, merchandise og rabatter. Et spændende tiltag, som jeg har meldt mig til.

Årets nye øl 2015: Batch 1000, Amager Bryghus

At kåre årets øl er en nobrainer så stor, at det næsten virker omsonst, at tage sig tid til at uddele den. Og her et par dage på forkant med kåringen tør jeg godt vove den påstand, at Stovt ikke bliver det eneste sted, hvor den trækker guld. Havde den skulle hedde det, den formelt blev lavet som, så skulle den have heddet Batch 1003, men navnet blev Batch 1000 og der er flydt en del batches af det intense mesterværk gennem kogekarret på Amager siden den blev lanceret i foråret. I Batch 1000 har skruet helt op for humlen, i en ligetil IPA på 6,5%. Smagen er intens og langt ud over det forventelige, men i en fin yin/yang-symmetri, hvor alt balancerer selvom alle parametre på forstærkeren er skruet op på 11. 

Etikettekst: Der er i sandhed løbet meget øl gennem tankene, siden Amager Bryghus slog porten op i april 2007. Tankene er blevet flere, VI er blevet flere og - indrømmet - så er vi måske nok også blevet lidt rundere. Men det er kun fordi, vi har det godt og prøvesmager grundigt på øllet! Nu har vi brygget og smagt os helt frem til batch # 1000, og det vil vi gerne fejre med en af de øltyper, som vi ved, at mange er glade for: en saftig og humledryppende IPA med amerikansk inspiration. Der er humle alle vegne i Batch 1000, en slags under mæskning og kogning, to andre i whirlpoolen og så tre forskellige under både første og anden tørhumling. Tak for støtten til jer alle gennem årene her i betonhelvedet i Tårnby - vi var her ikke i dag uden jer. Ingredienser: Vand. Bygmalt: Pilsner, Munich, Melanoidin. Humle: Herkules, Amarillo, Chinook, Simcoe, Citra, Mosaic, Sorachi, Centennial. Gær. US-ale

Årets udenlandske bryggeri: Brekeriet

Når jeg scroller ned igennem årets Untappd-indtjekninger, så er der ikke megen tvivl om, at årets udenlandske bryggeri for mit vedkommende skal findes i det svenske. Der er tre oplagte kandidater, og selvom alle tre året igennem har været leveringsdygtige i øl med et højt bundniveau, der har givet gode, og til tider fantastiske oplevelser, så er mit valg er faldet på det af de tre bryggerier jeg har fået langt de færreste øl fra. 

Mit valg som årets udenlandske bryggeri er Brekeriet. De øl jeg har igennem 2015 har smagt fra dem, har været med til at udvide horisonten i min ølverden, fået mig til at udbryde ”holy shit”, gjort mig nysgerrig på mere og givet mig lyst til at kaste penge efter deres lækkert indpakkede flasker, selvom de rummer stilarter jeg normalt ikke ville give mig i kast med. De evner at skabe øl, der kombinerer det sure med det tilgængelige, uden at der gås på kompromis og jeg sidder tilbage med en nysgerrighed efter og en lyst til mere fra Brekeriet. 

Stovtanmeldelser af Brekeriet:

- Sour White

- Whisky Sour Rye

Årets nye bryggeri 2015: Alefarm Brewing

I starten af maj var jeg efter et besøg på Amager Bryghus forbi så godt som alle ølrelaterede destinationer på Vesterbro, og deriblandt Fermentoren, hvor jeg for første gang fik smagt øl fra Alefarm Brewing. Bryggeriet havde allerede to måneder tidligere optrådt i Stovts Bryggeriloggen, og i kraft af sin storytelling og måde at formidle bryggeriets opstart på, havde Andreas Skytt Larsen smittet mig med et svært tilfælde af nysgerrighed. Favorite Pastime levede op til forventningerne, og i Stovts anmeldelse af samme drog jeg konklusionen 

”Som øl er Favorite Pastime spot on, som første øl fra et nyt bryggeri er den fucking imponerende og som kandidat til Stovts liste over anbefalede øl er den selvskreven. Det er skidegodt det her, kom med noget mere!”. 

Jeg har efterfølgende smagt flere af Alefarms andre øl, og har til trods for, at de ikke har ramt ned i mine normale stilartspræferencer, så synes jeg, at bryggeriet har holdt en høj standard hele vejen igennem. Læg dertil, at Andreas Skytt Larsen er gået professionelt til opgaven med at brande bryggeriet, både ved hjælp af virkeligt lækre etiketter, men så sandelig også i form af en Facebookprofil, der har formået at fortælle historien om bryggeriets opstart uden brug af store ord og armbevægelser, men igennem en velafbalanceret storytelling, der har fortalt det den skulle, og så ladet øllet og den fortjente medvind sige resten. 

Ingen tvivl herfra, Alefarm Brewing er Stovts valg som årets nye bryggeri. 

Årets danske bryggeri: Ghost Brewing

Den for mig absolut sværeste kategori at sætte et navn på i år, har for mig været årets danske bryggeri. Mange har gjort det godt, nye er kommet til og har imponeret, men ingen har for alvor formået at trække fra feltet, så årets vinder er fundet efter en massespurt. Her er jeg nået frem til den konklusion, at jeg tager hatten af for Ghost Brewing, og beder dem træde op på præmiepodiets øverste trin. 

Jeg har af flere omgange udpeget og udråbt Ghost Brewing til at være Danmarks bedste sortølsbryggere. Kombinationen af min forkærlighed for det sorte, og Ghost Brewings evne til at brygge det, har gjort, at jeg mere end ved nogle andre bryggerier har fået små trækninger, når Ghost Brewing har varslet, at de sender en ny sort øl på gaden. Det er den samme fornemmelse, som den jeg fik, når der tilbage i de fysiske mediers tid kom ny single fra en af de grupper, jeg gik efter at eje alt med. Roen i sjælen bliver ikke genoprettet før øllen eller pladen er i hus, og det er en fornøjelse, at der er et bryggeri derude, der kan give en mand på katastrofekurs mod de 40 følelsen af at være en fanboy igen.

Ghost Brewing sendte en del sort på gaden i 2015, løst opremset blev det til: Darkest Moon, Black Magic Vanilla Sky, Black Octopus, King Kegwa og ikke mindst Black Beast fadlagret i fem varianter, og hver og en var værd at gå efter. Lige nu har Ghost Brewing ikke noget sted at brygge, men læser jeg det nylige interview i Sort Mælk korrekt, så falder der en aftale på plads i løbet af 2016. Indtil da må de hygge sig med, at være årets danske bryggeri på Stovt.

Anmeldelse: Prarie Artisan Ales, Pirate Bomb

Ingen tvivl om at chiliøl er lig antikrist, men undtagelsen, der bekræfter reglen og rent ølmæssigt er parallellen til ham den langhårede, der slog armene ud og fik smidt et par brædder i nakken er Prarie Bomb fra Prarie Artisan Ales. Jeg drak Pirate Bomb i går, der er den romfadlagrede variant af samme. Rommen gør ikke noget godt for øllen, men selv den fede malibusødme den drysser ned over bomben kan ikke pille ved, at det stadig er en god øl. Prarie/Pirate Bomb er massiv som bare fanden, tætpakket som et overdådigt vakuum, der holder kaffen og de hårdt ristede toner nede, mens chilien brænder mildt, men ikke upassende, i eftersmagen, som en passende påmindelse om, hvor vild en øl man drikker. Det er en af de øl man skal unde sig selv, hvis man får muligheden. Anbefales.

Anmeldelse: Yin & Yang, Evil Twin

Navn: Yin & Yang

Bryggeri: Evil Twin

Alkohol: 10%

Beskrivelse: I en verden, hvor ready to drink-produkter truer med at oversvømme markedet, der er det rart, at nogle bryggerier tør tage kampen op, og selv mikse deres drinks. Således har Evil Twin valgt at mikse deres IIPA Yang med deres Imperial Stout Yin, med bastarden Yin & Yang til følge. Yin & Yang har fået skrevet Imperial Black & Tan i beskæftigelsesfeltet på sit CV, og kan vel med rette betegnes som luksusudgaven af det, der på godt dansk hedder en half n’ half.

Jeg er kæmpefan af Yin, mindre fan af Yang, men deres fælles barn mikser forældrenes kvaliteter i en grad, at Yin & Yangs fødsel burde have sin egen højtid. Yin & Yang er fuld effekt. Masser af humlefylde, men stadigt overraskende blød og frisk i en grad, jeg ikke kan mindes andre sorte øl være i nærheden af. I en blindtest ville jeg aldrig have gættet på de påskrevne 10%, men nok snarere trukket mit svar ned i omegnen af de 7%. Øllet har en let rugbrødssødme, der giver det perfekte modspil til de groft skårne kanter. Eftersmagen holder længe, og er helt perfekt med let brændte noter og engelsk lakrids. Jeg købte Yin & Ying med lunkne forventninger, men har genkøbt den af flere omgange med forventningens glæde stående ud af begge ender. Fantastisk øl, intet mindre.

Indkøbt: Bestofbeers.dk (33cl, 40,-)

Karakter: 11

Anmeldelse: Ends of the Earth, Beerbliotek

At Beerbliotek er kommet i dansk distribution har vist sig at være en af de bedste ølnyheder længe. Bundsolide sorte øl, og indbydende IPA’er bliver sendt med Stena Line over Kattegat fra bryggeriets hjemby Göteborg til de danske butikker, hvor de må gøre livet surt for flere af vores lokale bryggerier. For det er meget let, at vælge Beerblioteks øl, der ikke er for dyre og har en gennemsnitlig kvalitet, der ligger et godt stykke over gennemsnittet, hvilket profilmæssigt ikke er helt ulig Ugly Duck. 

Ends of the Earth ændrer ikke ved det billede. Der er dømt tørstknuser fra første indtag. På en varm sommerdag ville en stor fad af denne ikke overleve fem minutter, hvis det var dagens første servering. Smagen er rundet bitter, med en smule melon og tropisk frugt. Alt harmonerer. Karbonering sidder lige i skabet, med masser af liv, men tilpas dæmpet til at øllet glider let ned, hvilket harmonerer perfekt med den tilpas fyldige krop. Fin og ukompliceret øl. Anbefales.

Anmeldelse: Favorite Pastime, Alefarm Brewing

Nogle gange er det bedst, at være diskret. Så da jeg skulle mødes med Andreas Skytt Larsen for at få overrakt et eksemplar af hans nystartede bryggeri Alefarm Brewings første flaskeøl Favorite Pastime, valgte vi at gøre det på et diskret kælderværtshus på Nørrebro, opkaldt efter ejeren, hans venner og noget ler. Overrækningen skete et par dage efter, at jeg i udkanten af Kødbyen havde smagt selvsamme øl på fad på Fermentoren, og været ganske begejstret over, hvor vellykket det første bryg fra Alefarm Brewing var blevet. 

Visuelt er den også en fryd. Etiketten er holdt i et lækkert og stilrent design, og følger man Alefarm Brewing på Facebook er det svært ikke at glædes over, hvor gennemført og rolig en historiefortælling bryggeriet gør brug af. Andre kunne lære noget her. 

Etiketten beskriver Favorite Pastime på følgende made ”Favorite Pastime is a rustic sessionable hoppy pale ale brewed with wheat and oats then dry hopped with heaps of juicy american hops. Packed with tropical fruity goodness, this pale ale might end up being one of your new favorite pastimes”. 

Netop ordet rustik er jeg glad for optræder på etiketten, for Favorite Pastime er sin egen, på en ganske jordnær, knapt skævvreden måde. Den er perfekt afstemt, let drikkelig, nem at få lyst til mere af og generelt bare en øl af den type man krydser fingre for er på hanerne, når solen skinner og den lokale skal frekventeres. Favorite Pastime har mere krop end de fleste IPA/Pale Ales omkring de 5,5%, hvilket bidrager en del til både det let drikkelige, men også giver noget substans, der binder indtrykkene sammen. Humlen er meget tilstedeværende, men lagt på et niveau, hvor bitterheden ikke dominerer og de tropiske frugter, som salgstalen nævner, lige præcis balancerer på den rigtige side af den knivsæg, der hedder massivt tilstede uden at gå i overkill. 

Som øl er Favorite Pastime spot on, som første øl fra et nyt bryggeri er den fucking imponerende og som kandidat til Stovts liste over anbefalede øl er den selvskreven. Det er skidegodt det her, kom med noget mere!

Favorite Pastime kan blandt andet købes hos Boxbeers.

Anmeldelse: Rye King, Amager Bryghus

Navn: Rye King

Type: Letrøget Rugstout

Bryggeri: Amager Bryghus

Alkohol: 7,7%

Beskrivelse: Rye King blev oprindeligt brygget for en håndfuld år siden sammen med John Laffler fra Goose Island, nu har Amager Bryghus så begået den endnu engang. Jeg fik aldrig prøvet den oprindelige udgave, men kan vist ganske sindsroligt konstatere, at det har været ventetiden værd, at kunne krydse den af listen.

 

At drikke Rye King er som at give sin tunge tæsk med et nittebælte. Det er en fuldfed, hyggebrutal og raffineret rå øl efter mit hoved. Kropsmæssigt afstemt afdæmpet, fyldig men på ingen måde tyk. Man mødes af en subtil røgduft og så tager tingene ellers fart. Rye King er voldhumlet i virkelig heftig grad. Det kan lugtes, og i smagen er der et fint brændt efterslæb af humle. Uden at trække gardiner, hænger den fantastiske masser-af-humle-i-mørk-øl brændte smag i munden længe efter øllet er væk.

 

Det her er ganske enkelt pissegodt. Rye King er et rustikt ølmesterværk, der glider fløjlslet ned. Jeg er næsten ked af at være gift, for jeg tror sgu jeg har forelsket mig. Anbefales.

Indkøbt: Bestofbeers.dk (50cl, ,-) 

Karakter: 11

Anmeldelse: Dark n' Hoppy, Ghost Brewing

Navn: Dark n' Hoppy

Type: Black IPA

Bryggeri: Ghost Brewing

Alkohol: 7,5%
Beskrivelse: ”Mit første møde med Ghost Brewing var Black Beast, bryggeriets Imperial Stout, der faldt overordentligt godt i smag. Siden da har jeg smagt flere af Ghost Brewings humlede varianter, der alle har gjort det godt, uden at det dog er blevet dokumenteret her på siden. Nu er tiden så inde til, at åbne op for næste sorte kapitel fra Ghost Brewing.

Dark n’ Hoppy er navnet, der står skrevet med sølv på den sorte etiket, og samtidigt en ganske dækkende beskrivelse af flaskens indhold. Den sorte IPA er under et tykt skum affødt af en mild overkarbonering, den mørkeste brun tænkelig. Og som den står i glasset, med halvt øl og halvt cremefarvet skum, har den en indbydende kontrast i farver, der skal vise sig ikke kun, at være en fryd for øjet.

Øllet er skarpt skåret. Det brændte og det bitre fletter sig sammen til et simpelt samlet udtryk, og øllet fremstår endimensionel, med en klar tone stående ud, der er så ren og uforfalsket, at den er umulig ikke at elske. Alt synes at gå op i en højere enhed. En minimal sødme runder det bitre udtryk, og en branket eftersmag bliver hængende længe uden at trække gardiner. Det er forfriskende så ukompliceret Dark n’ Hoppy er, og jeg er ganske enkelt begejstret.

Det her er en sort IPA lige efter mit hoved. Kontant, med en god ristet profil, der spiller sammen med bitterhed, og uden en gennemtrængende sødme. Dark n’ Hoppy ryger direkte ind på Stovts liste over anbefalede øl.
Indkøbt: YNWA Beer Shop (33cl, 35,-) 
Karakter: 11

Anmeldelse: Black Beast, Ghost Brewing

Navn: Black Beast

Type: Imperial Stout

Bryggeri: Ghost Brewing

Alkohol: 11%
Beskrivelse: Black Beast lyder mest af alt som enten et end-of-level-monster fra et mørkt platformspil, eller som en overdådig dildo. Den sidste af valgmulighederne er tættest på det, der helst skulle være sandheden, for giver man en øl et navn, så mørkt og monstrøst, så skal den denondehyleme også have nosserne til at kunne bære det.

Indpakningen bærer mørket ganske fint, diskrete bogstaver i sølvprint på en sort baggrund, der centralt og tæt på skjult, bærer Ghost Brewings logo i en mørk grå ikke mange nuancer fra den sorte baggrund. Også i glasset er mørket gennemført. Øllet er sort, skummet mokkafarvet og cremet, og der siver en behagelig duft af røg op fra glassset. Røgen går igen i smagen og blander sig med en bitterhed som den man finder i et stykke mørkt chokolade med et kakaoindhold oppe i de høje procenter. Der mangler lidt mundfylde (så meget for den overdådige dildoreference), men det bliver til fulde opvejet af, hvor lettilgængelig Black Beast. Ingen tvivl om, at det er en herreøl, der både rummer tjære og død sømand, men det er en meget nådig en af slagsen. Halvvejs igennem flasken er jeg virkelig begejstret, med 20 minutter fra køleskabsdøren blev åbnet til servering virker det også til at jeg har ramt serveringstemperaturen lige i bullseye.

Den sidste halvdel af øllen fylder mere i takt med at boblerne flader ud, og jeg bilder mig ind, at bitterheden falder, mens alle de kradse værdier man finder i en øl som denne står klart frem, men i nuancer censureret til et niveau, der nærmer sig det børnevenlige.

Der mangler noget vildskab for at øl og navn er et fuldbyrdet match, men det ændrer ikke på, at Black Beast er et forrygende stykke øl, der langt hen af vejen er som skåret ud af min egen ydmyge opfattelse af, hvor øllets DNA bedst kan kombineres. Anbefales.
Indkøbt: YNWA Bottle Shop, Kolding (33cl, 35,-) 
Karakter: 10

Anmeldelse: 4,7% fra Beer Here

Beer Here har en kronisk holdeplads på min top-5 over danske bryggerier, primært parkeret der med gode argumenter som Kremlin Krude, Hoptilicus og Nordic Rye. Alt sammen alkoholtungtvejende argumenter. Spørgsmålet slog mig derfor, om de alkoholsvagere argumenter ville kunne parkere Beer Here lige så overbevisende.

 

Selvfølgelig kan de ikke det, jeg foretrækker mit øl halvheftigt, men hev alligevel Wicked Wheat og Lupulus ned fra hylden, for at se om ikke det kunne tænkes, at Beer Heres to 4,7% kandidater kunne være bud på, hvad jeg skal lave næste sommer, når vejret atter byder på høj sol, kølig skygge og naturlig tørst.

 

Wicked Wheat er som navnet antyder en hvedeøl. Cloudy lysgul, uigennemskuelig, og pumpet op med Citra-humle for at kunne vise kløer. Den er også en sjov størrelse, hvor en blød sødme titter frem inde bag det citronvandsbitre øl. Den fremstår en smule vandet, fordi kroppen ikke helt kan følge med humlemængden, men on the bright side er den frisk, indbydende og let at køre ned.

 

Lupulus er som taget ud af øllets abc. En no-nonsense Pale Ale, der rummer rigelig mængder humle og en behagelig kulsyre, der resulterer i en perfekt afstemt øl. Det er sådan en øl, hvor en fadøl bliver til flere, fordi den er svær at køre træt i, og med et alkoholindhold, der gør at man også kan finde sine snørebånd efter en håndfuld. Den vil jeg godt kaste et anbefaletstempel efter.

Anmeldelse: Djævlebryg - Nekron Stout

Navn: Nekron Stout

Type: Stout

Bryggeri: Djævlebryg

Alkohol: 8,5%
Etikettekst: En tilbagelænet affære. Sådan kan man godt beskrive oplevelsen 'Nekron'. Et diskret røgpræg fra både bøge- og tørverøget malt udgør bunden. I midten fylder en let karamelsødme og alkoholens vinøsitet. De ristede malte og umaltet byg giver indtryk af kaffe, chokolade og ristet rugbrød. Humlens moderate bitterhed blander sig villigt med hele herligheden. Nekron kan nydes alene men er også en god ledsager til kraftigere mad.

Beskrivelse: Jeg går fordringsløs til Nekron Stout, for hvis jeg har fået den før, så er vi langt tilbage, at hukommelsen er sat ud af spil, og hvis jeg har læst noget om den, efter at Djævlebryg genrejste sig som fugl Phønix, så er det også gået glemt.

Gærkagen i bunden af flasken afslører indirekte, at Nekron Stout fra Djævlebryg er udsprunget af ølkedlerne på det nu r.i.p.pede Stronzo i Gørløse, men med lidt gelinde ophældning lykkedes det alligevel at få det meste til at blive siddende i flaskens røvstykke.

Nekron Stout skal vise sig at være en blid kæmpe. Ukompliceret at gå til, men ganske omfattende i både smag og tyngde. Det fyldige blev opvejet af små bløde bobler, og den sødme, der også skulle vise sig at være et af karakteristikaene, blev aldrig klæg eller trak gardiner i munden. Sødmen og fylden var spillet perfekt op mod et svært brændt indtryk, og en eftersmag af røg, der ikke gad gå hjem.

Uden at overspille det mindste er Nekron Stout et solidt stykke bredt gangbart ølhåndværk, der traver direkte ind på Stovts liste over anbefalede øl.

Indkøbt: Vinens Verden (35,-, 33cl)

Karakter: 10

Anmeldelse: Valhal, Munkebo Mikrobryg

For cirka to tusind år siden blev en gut lidt yngre end mig selv, smidt op på en samling krydsfinerbrædder og fik sin skæbne slået fast med syvtommersøm. Det skete et sted nede sydpå, og i den tid det tog nyheden at vandre op til vores breddegrader, nåede gutten med den triste skæbne, at blive markedsført i en grad, at der blev skrevet sange om ham og hans fødselsdag blev ensbetydende med gaver til alle. Landesorg passer dog ikke så godt til det danske gemyt, så vi valgte i stedet at festligholde hans endeligt ved at smide et par fridage ind i kalenderen, så det det passer med forårsklargøringen af haven. 

Påsken er så vidt vides den vigtigste af de kristne højtider. Det afholder dog ikke Munkebo Mikrobryg fra at gøre rent bord, og opkalde deres påskebryg efter et efterlivssted fra en anden religion. Sådan! 

Valhal er en single hop Pale Ale, lavet på den for mig ukendte humle Comet. Resultatet er lige så fascinerende som det er ukompliceret, og lige så lige til lækkert læskende, som det er atypisk. Valhal har et hvedeølsfeel, der gør den fyldig, uden at blive klæg og giver mig lyst til at prøve Munkebos Pale Ale/hvedeøls-bastard Gyldenkam igen. I forhold til dens 6% har den masser af krop, og Valhal opleves tør med en minimal antydning af frugt i smagen. Summen af alt det, er en tæt på perfekt forårsøl, der lander på det helt perfekte tidspunkt, nu hvor sæsonen for udendørs øldrikning snart er over os. Anbefales.