Viser opslag med etiketten Medicibeers. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Medicibeers. Vis alle opslag

onsdag den 17. april 2013

Det tynde øl: Jacobs Portvinsøl, 6,2%, Medicibeers

Portvinsøl er lige så vidt et begreb som øl er. Der findes et vanvid af ølvarianter, så derfor var det også først da jeg googlede lidt rundt, at jeg fandt ud at Jacobs Portvinsøl dækkede over en stout, hvor for eksempel Jacobs Cognacøl er en guldøl, og når der så også findes romøl, whiskyøl og chili-lakridsøl, så begynder det at virke en kende uoverskueligt, hvad fanden det egentlig er man køber udover det der er tilsat. Jeg købte Jacobs Portvinsøl for at få mere end et indtryk af øl med portvin i forlængelse af Lundings Porter (Ruby Edition) fra Frederiksodde Haandbryggerlaug, der var på programmet i mandags. Der er cirka 1% portvin i Jacobs Portvinsøl, men hvor man med Lundings Porter (Ruby Edition) ikke var i tvivl om, at der var tilsat portvin, så kan min næse slet ikke opfange, at der skulle være portvin i Jacobs Portvinsøl. Det kan smages, men det er ikke en rosinfed sødme, der melder sig, det er mere en sur vinøsitet, der nærmest ligger som et låg over øllen. Havde jeg ikke læst, at Jacobs Portvinsøl skulle være en stout, så havde jeg gættet på, at det var en meget mørk ale jeg sad med. Kulsyremængden er massiv, og den sødme jeg synes går igen de fleste af Medicibeers øl stikker også sit grimme hoved frem her. Når facit skal gøres op, og der skal sættes to streger under facit på bundlinjen, så er min konklusion, at Jacobs Portvinsøl er et ganske uskønt produkt, der ganske enkelt er spild af penge og ikke har nogen eksistensberettigelse overhovedet.

onsdag den 5. december 2012

Det tynde juleøl: Halv & Halv, Bryghuset Refsvindinge/Medici Beer, 7,2%

Man kunne fristes til at kalde Halv & Halv en bastardsbryg, sådan et halvblods blandingsprodukt fra to bryggerier, men eftersom Medicibeers bliver brygget hos Refsvindinge kan man vel godt sige, at de to parter er lovformeligt gift. Produktbeskrivelsen lyder "En blanding af Refsvindinge Julehyg og Jacobs Julebryg. Lagret i 10 måneder. Mørkere, sødere og tilsat mere humle end Julehyg". Netop det søde synes at være et gennemgående træk ved de af Medicibeers øl jeg har prøvet, og også en fordom (måske efterhånden lidt tyndslidt) ved juleøl. Duften er da også diskret sød, og som øllet bliver hældt op i glasset virker den overraskende frisk med en masse knitrende kulsyrebobler og en livlig aktivitet op gennem glasset efter skummet har lagt sig, sådan opleves den dog ikke mens den drikkes. Paradoksalt nok er det første jeg bider mærke i eftersmagen. Ganske diskret, men på samme tid en intens og rendyrket humleeftersmag, der giver øllet noget kant og nerve. Halv & Halv er sådan lidt en øl på det jævne, dermed ikke sagt at den på nogen måde er dårlig. Selve øllet smager ikke af det store, (meget) lidt sødt og lidt udefinerbart krydret, som guld- og juleøl nu engang gør. Det er for Halv & Halv absolut en gevinst med den humlede eftersmag, der hæver den op fra det anonyme, og vil give noget tiltrængt bitter kontrast til julemadens fedme. Omvendt er det en virkelig fin øl til prisen, 6,50 måtte jeg slippe for den på bryggeriet, og jeg føler mig på ingen måde snydt - jeg har betalt langt, langt mere for øl, der var langt, langt værre. 

torsdag den 18. oktober 2012

Det tynde øl: Mørk hvedeøl, Medicibeers, 7,5%
Det tynde øl har være forbi Medicibeers for henholdsvis en og tre uger siden, og foreløbig står der 1-1 i kampen mellem den godkendte og den skuffende øloplevelse. I forhold til min forestilling om hvordan hvedeøl skal være, hvad der i mit univers er en øl jeg knap nok evner at hælde op uden at skummet af flere omgange lægger sig så tungt og tykt, at det tager halve timer før der kan hældes videre op, der er Medicibeers variant af en mørk hvedeøl af en ganske anden type. Der var ikke det mindste spor af skum. Da øllet var kommet i glasset lignede det mere en classic serveret i et hvedeølsglas, der havde stået længe nok til at blive flad. Jeg har vist tidligere nævnt at min mor altid sagde, at hvis det ikke smager af noget, så smager det i det mindste ikke grimt. Det passer helt godt på Medicibeers mørke hvedeøl. Efter at have smagt og kigget vantro på glasset lidt tid spurgte jeg min ellers ikke øldrikkende kone om hun gad smage på øllet. Hendes ordvalg var "tyndbenet" og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Der er hverken smag eller duft at komme efter, til trods for at mørk hvedeøl holder 7,5%, der er ret massivt for en hvedeøl. Jeg aner ikke, hvad jeg skal konkludere udover, at jeg næppe deler smagsløg med Jacob Medici. Øllene fra hans bryggeri smager ikke af det store, sådan er der måske nogen, der kan lide det. Selv tror jeg at jeg vil lade stillingen forblive 1-1 og gå uforløst videre. Ud fra det bedømte trekløver kan jeg ikke se mig selv give penge for en øl fra Medicibeers igen.

torsdag den 11. oktober 2012

Det tynde øl: Jacobs Gyldne Classic, Medicibeers, 7,4%

For fjorten dage siden var det Jacobs Ale Stovt havde kig på, men nu skruer vi op for alkoholindtaget og kigger nærmere på Jacobs Gyldne Classic, der umiddelbart virker som en mørk classic type øl, men med en alkoholprocent som en guldøl, og et noget mere intenst smagsindtryk end en classic. Jeg er langt mere positivt stemt over Jacobs Gyldne Classic end jeg var overfor deres ale. Den er umiddelbart langt mere homogen, og fremstår som en blanding mellem en Ale 16 og en belgisk triple, med det søde fra sidstnævnte, og det mørke maltede fra den første. Jeg tror de fleste vil kunne forlige sig med det harmløse indtryk man får af øllen, selvom den med sit alkoholindhold af guldølsstyrke er en ulv i fåreklæder, der nok skal kunne bringe en enkelt eller to på glatis. Jeg forstår ikke helt valget af navn, men genvandt noget af den nysgerrighed i forhold til Medicibeers som Jacobs Ale havde pillet fra mig.

torsdag den 27. september 2012

Det tynde øl: Jacobs Ale, Medicibeers, 5,7%
Lad os lige få en ting af vejen. Medicibeers lyder som et firma, der eksperimenterer med viagra i øl som en genvej udenom ølpik og andre øl/farmaceutika kombinationer, der ikke tåler dagens lys. Den mere indbydende introduktion til bryggeriet er en tidligere ansat på Bryggeriet Vestfyen, der nu er gået sine egne vegne og får brygget sit øl hos Refsvindinge.. og i øvrigt bærer efternavnet Medici. Alen er en mørk størrelse på 5,7%, der med sit tæt på hvide skum i stærk kontrast til øllets mørkebrune farve leverer et indbydende førstehåndsindtryk. Både i smag og duft er indtrykket gæret, klart stærkest i duften, men det toner også frem i smagen, muligvis fordi de to sanser er så tæt forbundet. Jeg ved ikke helt om det er en dårlig ting. Øllet dufter som der gør når jeg cykler forbi Albani på en af de slemme dage, mens smagen er sød uden at det kammer over, let maltet, minimalt ristet og mest af alt tam. Fik jeg den her øl serveret ville jeg ikke klage, men omvendt er det ikke en jeg piller ned fra hylden næste gang jeg støder på den.