Jacobsen - Cornerstore IPA

Det er helt sikkert først gang.

Det er muligvis også sidste gang.

Hvilket? Spørger du måske utålmodigt.

Sagen er den, at jeg har været i 7-Eleven for at købe en øl.

Det er ikke første gang! Men det er første gang, at jeg målrettet har bevæget mig i 7-Eleven for at finde en ølnyhed.

Det er vist også første gang, at et opslag på LinkedIn har drevet mig på ølkøb.

Sagen er den, at Jacobsen har lavet en øl, hvor de upcycler overskydende pulp fra Frankly Juice. Øllen har fået navnet Cornerstore IPA og sælges kun i 7-Eleven.

Det er ikke fordi jeg bryder mig det store om frugttilsætning i IPA. Spørger du mig, så dræber det friskheden i øllen og giver den en hengemt smag.

Til gengæld er jeg voldsomt fascineret af upcycling-tankegangen i forbinde med øl. Carlsberg har flere gange brugt Jacobsen som afsender på prøveballoner for øl, hvor der er brugt upcyclede restprodukter.

Det er bl.a. omtalt i denne klumme, hvor jeg skriver om upcycling til øl. 

Det er gulerods- og rødbedepulp, der er tilsat Cornerstore IPA. Øllets farve ligger da også ovre i den orange afdeling af farvespektret.

I pressemeddelelsen står der ”Ved at anvende den overskydende pulp i Cornerstore IPA har vi kunnet spare på malten…” - det tænker jeg, er den umiddelbare forklaring på fraværet af krop i øllen.

Fraværet af krop står klart før smagen rammer sanseapparatet og er det umiddelbare førstehåndsindtryk – det er vist også første gang jeg oplever det.

Når det er sagt, så er Cornerstore IPA egentlig en ganske okay øl.

Tynd, lidt anonym, men ingen skæve slagsider i smagen forårsaget af den tilsatte pulp – og ingen overdreven sødme, hvad jeg også frygtede grundet den brugte pulp. Cornerstore IPA er en øl i fin balance, brygget på en idé om upcycling – en tilgang, hvor idéen ofte har været bedre end resultatet.

Står du foran 7-eleven på banegården, så kan du forholdsvis roligt købe to togbajere til turen, hvor der står Cornerstore på dåsen (jeg gav 32 kr. for én, to var på tilbud til 40 kr. - derfor).

Du får ikke blæst sokkerne af, men du får et fint bevis på, at upcycling og øl godt kan gå hånd i hånd.

Klummen 52: Upcycling til øl

Jeg har i et stykke tid gerne ville skrive om upcycling indenfor øl. Det er en idé, der har rumsteret i mit hoved siden sommerferien. Men for at få på plads, hvad upcycling er for en størrelse, så er det nok på sin plads, at komme med en løs oversættelse af de indledende linjer om ordet fra Wikipedia.

”Upcycling er kreativt genbrug, der omdanner biprodukter, affaldsmaterialer og ellers ubrugelige eller uønskede produkter til nye materialer eller produkter.”

Det er med andre ord brugen af det, der ellers skulle have været smidt ud, til at skabe nyt.

Jeg vil her fokusere på, hvad der kan upcycles til brug i øl – og senere vende tilbage og tage et kig på restprodukterne fra øl og hvad de kan upcycles til.

Tanken er jo fantastisk. Tænk, at der er muligt, at skabe nyt liv og nye produkter ud af, i dette tilfælde fødevarer, der ellers skulle have været kasseret. Noget, der rammer lige ind i tanken om at begrænse brugen af ressourcer, med mulighed for gevinst for både miljø og økonomi.

Men det er ikke en mulighed uden udfordringer!

Lad os kortvarigt skrue tiden et par år tilbage til dengang, hvor alt var tilladt og alt skulle prøves af. Der var ganske enkelt ikke grænser for, hvad der blev puttet i øllene. Meget af det er nok ikke relevant for denne fortælling, men også kager blev der smidt i hobetal af i et utal af (primært) mørke øl. Og det er her, at det begynder at blive interessant.

For bagværk, både brød og kager, der skal kasseres, er der utvivlsomt nok af derude. Tænk, hvor meget bagværk, der ryger fra bagerens udstillingsmontre og i skraldespanden! Tænk, hvor meget ukurant bagværk, der må blive kasseret på de store industrielle bagerier!

Det kunne da sagtens bruges i brygningen af øl. Herhjemme har vi eksempelvis set et samarbejde mellem Jacobsen og bageriet Jalm&B, hvor man brugte brødet fra en stribe forsøgsbagninger til at erstatte dele af malten. Og det danskbaserede bryggeri Brøl arbejder målrettet på at producere øl og andet af overskudsvarer, bl.a. brød.

En mere bryggekyndig end mig vil sikkert kunne pege på flere problemer, men der hvor jeg ser den virkelige udfordring er, at man aldrig som brygger kan vide, hvad man får i hænderne.

Hvad bliver der til overs? Hvad bliver ikke solgt? Hvor meget bliver kasseret? Kunne der på forhånd svares på disse spørgsmål, så ville der også blive gjort noget for at reducere mængden af overskudsvarer. Jeg tænker, at det må betyde, at bryggeren – sagt på godt dansk – skal kunne hive en opskrift ud af røven når han/hun ser, hvad der er blevet leveret af bagværk.

Spørgsmålet er så, kan det gøres i en mængde, hvor det i forhold til økonomi, miljø og kvalitet kan betale sig. Eller er det kun på et niveau, hvor belønningen er den gode historie?

Lad os kortvarigt tage en tur sydpå til Svendborgsund Bryghus, hvor der bliver brygget Tøystrup Stout. En 6,8 % Stout, der er lagret på kaffegrums fra Tøystrup Gods, og – indskudt bemærket – en virkelig god øl.

Jeg spurgte Bo Abelgren Ehlers om han ville fortælle, hvor meget kaffegrums, der blev brugt til at lave øllen? Svaret var ét kilo pr. 500 liter øl. Det er ikke meget. På den ene side er genbruget bedre end at kaffegrumsen bare bliver kasseret, på den anden side kan det næppe miljømæssigt opveje den transport, der er af kaffegrumsen mellem bryggeriet og Tøystrup Gods.

Det er vigtigt for mig at indskyde, at Tøystrup Stouts brug af kaffegrums aldrig har været solgt som et bud på upcycling, men som en skør idé udtænkt af kokken på Tøystrup Gods. Med tanke på, hvor mange kopper kaffe, der sælges to go og to stay ude omkring, der er det dog ærgerligt, at det næppe bliver ølbranchen, der tilbyder kaffegrumsen en bedre skæbne end bare at blive slået ud i en sort affaldssæk.

Men er øllet den bedste skæbne for det der upcycles? Ville det ikke give mere mening, at give brødet til eksempelvis Fødevarebanken? Ville det ikke være miljømæssigt mere forsvarligt at bruge kaffegrumsen som kompost? Jo, måske, hvem ved? I forhold til bare at kassere det, der er øllet i hvert fald en bedre skæbne.

Verden er ikke sort/hvid – heldigvis. Eksemplerne i denne tekst er dem min fantasi kunne trylle frem, og så har jeg ikke engang rundet logistikken. Både brød og kaffegrums må have en stærkt begrænset lagertid.

Der er helt sikkert flere idéer og eksempler derude. Byd gerne ind i kommentarfeltet, både med tænkte og praktiske eksempler.

Supermarkeds-IPAer

Supermarkedsøl! Et ord så skræmmende, at det bør følges af lyn og torden, hysteriske strygere eller en anden passsende gimmick fra de ældre gyserfilm. Et ord, der varsler skuffelser og sekundavarer, og et ord, der fint kan bruges som nedladende beskrivelse, hvis en ”RIGTIG” øl underpræsterer. 

Jeg drikker dem sjældent. Slæber jeg øl med hjem fra supermarkedet, så vil det som regel være når den lokale Netto har Founders eller Laguinitas på tilbud, eller en Limfjordsporter. Alligevel løb min nysgerrighed af med mig for nylig, og jeg fik slæbt mig en IPA med hjem, der skulle vise sig, at være et ganske okay køb prisen taget i betragtning. For prisen er en faktor, selvfølgelig er den det. Der er stadigvæk grænser for, hvor storslået en øl man kan tillade at forvente at et bryggeri kan producere, når udsalgsprisen skal ramme ind under en tyver. 

En øl behøver ikke altid være en udfordrende smagsoplevelse for at vise sit værd. Nogle skal en øl bare gøre det en øl skal gøre og slukke din tørst. Ingen glæde er større end den, at slå hjernen fra og bare køre en øl ned, men så må øllen heller ikke genere – og det synes jeg den gør, hvis den ikke holder et vist niveau. Så gider jeg ikke og er egentlig helst fri. 

Men hvordan er niveauet? Da jeg for nylig var ude og indkøbe til den kommende uge, der greb jeg fem IPAer med hjem fra supermarkedernes hylder for at se, hvilket leje de befinder sig på. Alle var kampagnevarer og må derfor formodes at være leveret i en ikke alt for fjern fortid, men jeg kiggede bevidst ikke på udløbsdato. Af den simple grund, at det nægter jeg at tro, at den almindelige forbruger gør, og så fordi, at det her er de øl, der møder dem ude på hylderne.

Husker jeg det korrekt, så skal en kampagnevare til eksempelvis Kvickly leveres til hovedlageret omkring seks uger før tilbuddet bliver aktuelt. Så jeg gætter på, at superfriske IPAer kommer man aldrig finde som avisvarer rundt om i supermarkederne.

Lottrup - Stone Street – 6,0% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 2 måneder gammel. 

Jeg har smagt Lottrup Stone Street før og været alt andet end begejstret, men det var da den først kom på hylderne rundt omkring. Så den kan have ændret sig flere gange. Der er blevet tilsat grape til Stone Street, farven er brunorange, bitterheden er tung og flad, men bliver ikke hængende i munden. Øllet dufter parfumeret og er ikke læskende, men jeg kunne godt forestille mig, at den var bedre med en rugbrødsmad til – gerne med et stykke salt kødpålæg ovenpå, så øllet får lidt modspil. Men alene er den ikke imponerende. 

Jacobsen – Yakima 6,5% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 8 måneder gammel. 

Yakima har som Stone Street også fået tilsat grape. Farven er orange, og øllen er noget bedre balanceret. Der er frugtige toner i både smag og duft, den bliver dog for parfumeret i længden, og skal som Stone Street have modspil fra noget mad. Dog ikke rugbrød, jeg kunne godt se den som modspil til retter fra det vietnamesiske køkken. 

Albani - Centennial Pale Ale 4,9% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 8 måneder gammel. 

Duften er både blød og sød, og egentlig ganske behagelig, hvis ikke den også havde varslet, hvad der venter når smagsløgene slutter sig til festen. Smagen er sød, med et parfumeret småbittert efterslæb, men Centennial Pale Ale smager alligevel ikke af det store. Trods det, så bliver den alligevel hurtigt for tung i smagen. Den svarer meget godt til min fordomsfulde forestilling om en supermarkeds-IPA, hvor bitterheden er inddæmmet og for megen af malten er karameliseret, for at alle kan være med. 

Skovlyst – Humlebryg 7,0% 

Der er 2 år og 4 måneder til den går på dato, så jeg tør slet ikke tænke på, hvor lang holdbarhed, den har haft som udgangspunkt. 

Indskudt bemærket fra før flasken blev åbnet: Jeg hader den her øl, allerede før den er blevet åbnet. Holdbarhedsdatoen er det første. For det andet står der IPA på etiketten, mens den på Skovlysts hjemmeside er en Double IPA, og så dør jeg i sætningen ”Denne kraftfulde India Pale Ale har jeg brygget i økologisk balance med naturen”. Jeg tror ikke på, at Casper Møller har brygget den til mig, for den er lavet i Østrig. Med mindre han pendler, så har han brygget den lige så lidt til mig, så Claus Meyer har tilberedt min mad, når jeg køber en af hans færdigretter. Men man skal ikke skue hunden på hårene, og måske bliver jeg overvundet af den ”selvsikre humlesmag” som etiketten også omtaler, det er i hvert det der gør den ”…en sand vinder blandt øl entusiaster” – og nu vi er ved det, så er ølentusiaster i ét ord. 

Vi er tilbage i det brunorange. Duften er sød og en smule kemisk, som hvis jeg duftede til en guldøl. Der er tilsat lindeblomst. Jeg måtte google det, men lindeblomst får åbenbart en til at slappe af, så måske det kan lukke ned for den ophidselse jeg har udvist den Humlebryg. Smagen er umiddelbart klassisk gammelskole, med intens bitterhed på en sød bund, men noget tager helt over – lindeblomsten måske. Der er i hvert fald noget, der stikker ud på ubehageligste vis. Klart testens dårligst smagende øl 

Svaneke Bryghus - Laid Back Session IPA 4,8% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 2 måneder gammel 

Uden sammenligning og med klar afstand testens bedste øl. Dejlig ukompliceret, behageligt bitter uden nogen negative udsving. Et super (og billigere og mere miljørigtigt) alternativ til de Pale Ales man i supermarkederne kan finde fra Founders, Laguinitas og Brooklyn Brewery. Lys og ligetil. Et oplagt valg, hvis der skal en sixpack på bordet til en fodboldkamp. Jeg har fået Laid Back Session IPA før, og kommer til at vende tilbage til den igen. Det er ikke nødvendigvis en stor øl, men det er en god øl til når øllen skal spille andenviolin og bare fungere og balancere. 

Egentlig er jeg positiv overrasket over niveauet i testen, selvom der i forhold til mine smagsløg er langt fra vinderen og ned til andenpladsen. Jeg husker supermarkedernes IPAer som grufulde størrelser, men anno 2019 er de kun overvejende undervældende.  

Fodnoter: 

1. Jeg bruger udtrykket parfumeret flere gange, tolk det som en eller flere noter, der er skruet op for i en grad, at øllen ikke fungerer. 

2. Lad os lige snuppe en konspirationsteori. Jeg har flere gange haft en idé om, at IPAer, der er tilsat orangefrugt som i ovenstående tilfælde grape, ikke blot for det tilsat for smagens skyld, men også fordi det overdøver smagen af fadende humle og dermed køber øllet noget ekstra hyldetid. Den idé har de to ovenstående øl med grape ikke ændret på.

Juleølsmagning

Forleden forestod jeg en hurtigt sammensat ølsmagning som optakt til firmaets julefrokost. Temaet var juleøl, og indkøbene var blevet foretaget blandt de lokale supermarkeder. Der var fire øl på plakaten, der skulle serveres for et tildels ølforskrækket publikum, der normalt ikke bevæger sig langt fra valget mellem almindelig eller classic. Fire øl blev det til. De to kendte jeg, den ene var jeg nysgerrig på at smage og den sidste blev købt lidt ud af det blå.

Santa C fra Ørbæk Bryggeri er øllen jeg ville pege på, hvis jeg blev bedt om, at anbefale en ”klassisk” juleøl. Det er et ukompliceret stykke med øl i form af en Ale (du ved, hvad jeg mener) på 5,8%. Den har den fornødne sødme, men på ingen måde for meget – den er krydret, men ikke for meget – den har fylde, men ikke for meget. Og så går den både til medisteren og andestegen. I selskabet omkring mig blev den da også aftenens klare førstevalg.

Santa Paws fra Brewdog krævede lidt tilløb fra forsamlingen. Hvor der blev hældt flittigt op, da Santa C skulle i glasset, der fik Santa Paws’ mørke farve folk til at stoppe op, når deres glas var blevet en tredjedel fyldt. Santa Paws er en sjov størrelse. En Scotch Ale på 4,5%. Mørk, let røget, en smule spids, men alligevel ganske fyldig i smagen. Efter lidt tilvænning greb folk dog ud efter flaskerne og toppede deres glas op. Jeg ser den mest som et bud på en øl til julefrokostbordet, evt. i et frækt twist, hvor der bliver brugt ristet rugbrød som øllen kan snakke sammen med.

Golden Naked Christmas Ale fra Jacobsen på 7,5% har jeg før set få pæne ord med på vejen og smagningen virkede som en oplagt mulighed for at få den smagt. Den er rund og fyldig med en anstændig sødme, og krydret uden at krydderierne får lov til at tage over. Igen (og undskyld) en i udgangspunktet ganske klassisk juleøl. Sødmen bliver for meget i længden, men jeg tænker, at den vil være oplagt til andestegen. Selskabet var tilfredse, men ikke ovenud begejstrede.

Sidste øl på bordet var Skt. Peter fra Thisted Bryghus. Valgt lidt tilfældigt fra en hylde i Føtex og smagningens absolutte bundskrab. ”Fy for satan” var den meget rammende beskrivelse, der kom fra en af smagningens deltagere. Og flere stemte i. Skt. Peter er en Dubbel med masser af julekrydderier. Eller på almindeligt dansk: En hæslig gang gærsnask med krydderivolumeknappen skruet op på 11. Selv et halvsnaldret selskab løbet tør for andre øl efterlod halvdelen af flaskerne uåbnede.

Juleøl har til tider et omdømme som noget krydret sukkervand, et omdømme jeg også ofte har bidraget til at give det. Og nej, juleøl er ikke længere bare juleøl, men alt som bryggerierne vælger at skrive jul på, men du ved, hvad jeg mener. Men! Skal der juleøl på bordet, synes jeg, at de tre første øl i smagningen gjorde det godt, og buddene fra Ørbæk og Jacobsen falder også fint ind under den klassiske opfattelse af juleøl. Skal der vælges en best in test, publikumsfavorit eller hvad det ellers kan hedde, så er der dømt guldmedalje i retning Ørbæk.

Klummen 14: Carlsberg - I salute you!

Tilbage i starten af september blev jeg inviteret til historisk ølsmagning hos Carlsberg. Anledningen var præsentationen af Carlsbergs genbryg af deres lagerøl fra 1883 med indlagt let forplejning og rundvisning på det gamle Carlsberg. Kalenderen sagde nej, men jeg har alligevel taget mig tid til at læse op på produktet. 

Lad det være sagt med det samme, jeg er svært begejstret! Og det er jeg vel at mærke uden at have smagt øllen. Der er så mange lag i lanceringen af denne øl, der er så fantastisk gennemtænkt og gennemført, at min indre markedsføringsmand får svedige håndflader bare ved tanken. Når jeg ser billeder af flasken, så har jeg svært ved at mindes, at have set så formidabelt stilet en indpakning. 

Etiketten er holdt i dæmpede toner og har et bevidst og meget flot udført retrolook. Flasken er lukket med korkprop og forseglet med papir og metaltråd. Flaskerne er heller ingen tilfældighed. Holmegaardflasker, fremstillet som tro kopier af de flasker Carlsberg brugte for 140år siden. Holmegaard, der har leveret ølflasker til Carlsberg siden 1850’erne og som prikken over i’et er der i pressemeddelelsen også sat navn på de to glaspustere, der har fremstillet flaskerne. 

Djævlen er i detaljen og her er alle detaljerne på plads. Egetræsfadet øllet har ligget på, er ikke bare et egetræsfad. Det er lavet med træ fra Baltikum, som dengang. Og fadet er ikke bare lavet af en bødker, men lavet af en tredjegenerationsbødker efter oprindelige teknikker. Det er storytelling af høj klasse. 

Sådan forsætter det. Malten er håndmaltet, der er sat terroir på, hvor kornet er opdyrket, vandets mineralbalance er genskabt fra dengang. Alt det evner Carlsberg at fortælle sammen historien om, hvordan man har fundet og opdyrket den oprindelige gær. Hvis ikke projektet havde været så storslået, så havde der været smurt alt for tykt på. 

En almindelig øllancering ville slet ikke kunne bære denne informationsmængde, men Carlsberg slipper om det fordi rebrewprojektet er så gennemført og grandiøst, at det er svært ikke at blive blæst væk af, hvor gennemtænkt det er. 

Det er ikke planen, at øllen skal ud i den kommercielle handel. Et stærkt træk synes jeg, der bidrager til den eksklusivitet, der tegner sig som en aura omkring projektet. At noget så stort sat op er utilgængeligt i butikkerne giver rebrewprojektet den rette profil. 

Men hvorfor så gøre det? 

Storytelling og markedsføring! I en tid, hvor det går vanvittigt stærkt i ølbranchen og man knap nok kan komme frem for nye bryggerier og nye stilarter, der træder Carlsberg frem og fortæller på fineste vis historien om, hvordan det hele startede. Man iklæder brandet Carlsberg en relevans og en ikonstaus, der emmer af historiens vingesus. En Carlsbergøl er ikke bare en øl, det er mange, mange års historie og udvikling. Jeg tror det var det Carlsberg satte sig for at fortælle, da de iværksatte det projekt. Og jeg synes de er lykkedes med det. 

Der er på Jacobsen blevet brygget en ny udgave af øllen, hvor der er ændret på blandt andet malten og fermenteringen. Den ligner også en million. Sådan en har jeg stående på mit skrivebord mens jeg skriver. Den kommer heller ikke i handelen herhjemme, men kan i stærkt begrænset omfang erhverves i England, hvor den kommer til at koste 13£. Flasken på mit skrivebord skal på et eller andet tidspunkt drikkes. Jeg har egentlig ikke andre forventninger end at den smager af øl, det er også lige meget. Den har allerede gjort sit job og fortalt sin historie.

Klummen 07: Samarbejde og samarbejdsbryg

CBC er just overstået, og har man fulgt med på de sociale medier, så vil man vide, at blandt andet Amager Bryghus, Alefarm Brewing og Dry & Bitter Brewing Company fik lavet samarbejdsbryg med udenlandske bryggerier, der var i byen af ovenstående grund. De bryg er blevet undfanget i forlængelse af, at Mikkeller for halvanden måned siden var ude og spørge, om tiden ikke var løbet fra samarbejdsbryg. At samarbejdsbryg er oppe i tiden, passer som hånd i handske i forhold til de to øl som jeg har gjort mig nogle tanker om på det seneste. 

Mikkeller - The End Of Collaborations As We Know It? 

Mikkellers udmelding, eller spørgsmålstegn om man vil, om hvor vidt tiden er løbet fra samarbejdsbryg, faldt mindre end en uge efter, at Beer Geek Limfjordsporter var blevet varslet i nyhederne. Teksten fra Mikkeller fokuserer meget på det håndsværksmæssige, og det argument der går igen og igen når man taler samarbejdsbryg med bryggerierne. Nemlig, at et samarbejdsbryg er en erfaringsudveksling bryggerne imellem. 

To øl, der er aktuelle for tiden, har begge to navne med i omtalen af produktet. Dels Beer Geek Limfjordsporter, der er et samarbejde mellem Mikkeller og Thisted Bryghus, og dels Jacobsens nye Porter, der benytter sig af røg malt fra Stauning Whisky. Samarbejdet i disse bryg tager ikke så meget udgangspunkt i de håndværksmæssige aspekter, men åbner til gengæld op for nogle markeds og markedsføringsmæssige muligheder. 

For et samarbejde er mere end bare vidensudveksling. Når Dry & Bitter Brewing Company brygger med Hoppin’ Frog og Alefarm Brewing med Drew Fox fra 18th Street Brewery, så er det også en blåstempling for de små, at de store gerne vil lege med dem, i det man må formode, at de ikke gider lege med hvem som helst. Resultatet af det er blandt andet en masse positiv omtale og en øl, der automatisk vil være ekstra interesse omkring. Netop den vinkling, at der er mere at hente end bare det håndværksmæssige, synes jeg er interessant i forhold til samarbejde mellem bryggerier, eller imellem bryggerier og andre. Jeg har kigget på to aktuelle eksempler. 

Beer Geek Limfjordsporter 

Samarbejdet mellem Thisted Bryghus og Mikkeller har allerede skabt massiv omtale, hvilket også må forventes når man parrer de måske to mest ikoniske sorte øl på det danske marked. Det virker også som lidt af et clash, når det lokalt forankrede, men bredt distribuerede Thisted Bryghus med over 100års historie på bagen, teamer op med Mikkeller, der er et strålende bud på, hvor langt man kan komme når man skruer en moderne ølvirksomhed sammen. 

Udover den allerede skabte opmærksomhed, så tror jeg, at begge bryggerier vil opleve, at de bliver eksponeret for et nyt ølkøbende publikum. Jeg tror ikke nødvendigvis, at den almindelige Thisted Bryghus kunde er dykket særligt dybt ned i det udbud, der findes af øl i dag, men omvendt ønsker vedkommende mere end bare den gængse konsumpilsner. For en del af dem vil mødet med navnet Mikkeller pirre til nysgerrigheden. Omvendt har Thisted Bryghus med lokale råvarer og økologi gang i så mange spændende ting, der er oppe i tiden, at de vil ramme ind i nogle af de værdier, der passer til det mere moderne Mikkellerpublikum. Med lidt held, så kan samarbejdet med Mikkeller også åbne op for opmærksomhed fra udlandet, en ting som Thisted Bryghus ikke lægger skjul på, at man er interesseret i. 

Spørgsmålet melder sig i forlængelse af Beer Geek Limfjordsporter også om Thisted Bryghus med tiden kommer med flere spinoffs på Limfjordsporteren? Sidste år blev Limfjordsporteren lanceret i en lakridsudgave, og nu samarbejdsbrygget med Mikkeller. Har man nordenfjords opdaget, at man kan tjene ekstra penge på et så stærkt varemærke som Limfjordsporteren, ved at nytænke den? Og kan man blive ved med, at lancere nye udgaver af den, uden at pille ved originalens ikonstatus? Svaret kan man finde hos Beer Geek Breakfast, der efterhånden er blevet lanceret i flere varianter end almindeligt dødelige kan tælle til. 

Jacobsen Porter 

I den nyligt lancerede Porter fra Jacobsen er der brugt røgmalt fra Stauning Whisky, hvilket man ikke burde være i tvivl om, hvis man ser reklamen for øllen. Her er der ikke tale om et samarbejde mellem to bryggerier, men tale om noget så simpelt som et råvareindkøb. Det er i bund og grund ikke interessant, men jeg tager virkelig hatten af, for den måde man har formået at bruge hinanden på. 

Jeg vil vove den påstand, at for den almindelige forbruger, der er Jacobsen pænt oppe i den høje ende af skalaen når det gælder øl. Det er pænt pakket ind, og markedsføringen emmer af klasse. At linke en af Jacobsens øl til Stauning Whisky, der har fået en masse positiv presse på det seneste, er virkelig godt tænkt. At man bruger røgmalt, der er tiltænkt whiskyproduktion vil på den almindelige forbruger uden tvivl tilføre porteren et touch af kvalitet. Porteren virker udefra set som et gennemtænkt produkt, for det er ikke bare en tilfældig whiskyrøgmalt man har brugt, det er en danskproduceret røgmalt fra et dansk whiskydestilleri, som mange vil have hørt noget positivt om på det seneste. Det er point lige ind på troværdighedskontoen til Jacobsen. 

Jeg vil næsten også vove den påstand, at det er Stauning Whisky, der vinder mest ved samarbejdet. Stauning Whisky står over for en periode, hvor de skal udvide markant, og i den forbindelse gør det ikke noget, at genkendelsesgraden i forhold til navnet Stauning Whisky ryger gevaldigt i vejret. Jeg tror, at ved at få brandet Stauning Whisky eksponeret via samarbejdet med Jacobsen, der rammer man lige ind i et kundesegment, hvor der er en stor chance for, at man fra tid til anden også køber whisky. 

Da jeg sidste år interviewede Alex Højrup Munch fra Stauning Whisky om, hvad de fik ud af, at levere tønder til bryggerier, der var svaret ”eksponering og synergi”. Det er det helt samme, der gør sig gældende her. Eksponeringen er tydelig, og Jacobsen er slet ikke et dårligt brand at blive sat i bås med, når man bliver omtalt. Set med mine øjne, der er det her samarbejde et af de bedst tænkte, jeg meget længe har oplevet.

Interview: Alex Højrup Munch om tønder, fadlagring og ølverdenen
Interview: Alex Højrup Munch om produktion af malt på Stauning Whisky

Uanset størrelsen af samarbejdet, så bør man benytte sig af navnet på samarbejdspartneren, hvis det kan give noget. Har man som bryggeri fået fat i de helt rigtige tønder, så er øllet lige pludselig ikke bare fadlagret, men fadlagret på eksempelvis 23år gamle egetræstønder fra ”indsæt det helt rigtige destillerinavn”. Og det er de, fordi det er langt mere interessant for forbrugeren og som historie. Når Humlepraxis i Nørre Snede i deres nye kaffeporter benytter sig af kaffe fra Nørre Snede Kafferisteri, så er det også fordi det giver mening for begge virksomheder. Begge får måske deres navn ud til nye potentielle kunder og der er en historie i det samarbejde, der er langt bedre end hvis øllen havde fået en omgang Gevalia. 

Tiden er muligvis løbet fra samarbejdsbryg, men så sandelig ikke fra samarbejde, om det så er bryggerier imellem eller ej.

Svar til "Carlsberg satser på svinedyr øl til Michelin-restauranter"

Nedenstående er et hurtigt svar og en stribe støtanker i forlængelse af denne artikel på Børsens hjemmeside. Den bør læses før du går i gang med nedenstående. 

Der bliver virkeligt sparket med træskostøvler i Carlsbergs udmelding om, at de vil have Jacobsen ind på landets Michelinrestauranter. Det er brutalt og naivt på en og samme tid. Prisen er skruet op, umiddelbart ikke med andet formål, end at det økonomisk skal kunne betale sig, at sælge øl til maden. 

”…øllen naturligvis i høj grad skal sælges på grund af smagen, men især også grundet snobeffekten.” 

Snobeffekt? 

”Tricket, som vinen har lavet, er, at den er startet fra toppen med paver, grever og baroner, som har haft råd til at drikke den siden tidernes morgen. Det har fået så meget snobeffekt, at selv bryggeriarbejdere nu drikker vin. Den effekt vil vi også gerne opnå med den her særlige type øl”. 

Jeg tror aldrig, at jeg har sat tænderne i et glas vin fordi det var en drik for grever og baroner. Det samme gælder øl. Hvad end man drikker, så må det formodes, at man drikker det af lyst og i restaurantsammenhæng med henblik på, at komplementere retten man har stående foran sig. Uden at være synderligt restaurantkyndig, vil jeg mene, at den gode tjeners rolle er at hjælpe gæsten med at udvælge drikkevarer, der netop komplementerer maden. 

Det er meget få fadlagrede øl på den anden side 10%, jeg kan komme i tanke om, der ville komplementere et måltid, eller fungere som en subtil sidevogn, hvis rolle bare er, at understøtte måltidets kvaliteter. Selvfølgelig alt efter fadlagringen, men som regel er dette meget kraftige øl, der kommer med en masse bulder og brag. Til dessert? Helt sikkert en mulighed! Til en tallerkenfuld gode råvarer tilberedt for at fremhæve de enkeltes smage og kvaliteter? Jeg kan ikke se det fungere! 

At øllet så oven i købet ikke skal have en holdbarhedsdato, fordi det er fadlagret, konflikter også med den gængse betragtning, at man skal være varsom med at lagre fadlagret øl. (Se evt. denne artikel fra Craft Beer & Brewing) 

Det der irriterer mig mest ved artiklen er, at Jacobsen synes at gå fuldstændig hen over hovedet på både tjenerne og slutbrugernes ønsker. Vi vil lave dette produkt til dette segment, færdig. Hvis det ikke lykkedes, så er det sommeliererne der er låste! Jeg håber og tror, at sommelierer kan tænke selv, og selvstændigt vælger en vare grundet dens kvaliteter og muligheder, ikke fordi de bliver dunket i hovedet af Jacobsen. 

Når jeg læser artiklen, så lyder det for mig som noget, der er udtalt af markedsføringsafdelingen og ikke af brygmesteren. Hvis det er sådan her, at Jacobsen ønsker at arbejde med mad & øl, så synes jeg det er håbløst uelegant. At ville sælge noget på snobeffekten lyder som lige så dumt som når man sælger lyserøde champagneflasker og spiritusflasker smurt ind i similisten til overpris i VIP-loungen på et provinsdiskotek. Hvis missionen lykkedes for dem, så er det et fald fra Michelinstjernerne i min måde, at anskue restauranterne på.

Anmeldelse: Coffee Mint Stout, Jacobsen

Navn: Jacobsen Coffee Mint Stout 
Type: Sweet Stout

Bryggeri: Jacobsen

Alkohol: 7,5%

Beskrivelse: Jacobsens kaffe-mint Stout er i afdelingen for så skæve smagssammensætninger, at det ville virke trodsigt, hvis man ikke blev nysgerrig efter at smage den. Det vejledende prisskilt på en hundredekrone har dog givet nysgerrigheden så meget modspil, at nysgerrigheden ikke blev indfriet, men da den lokale Bilka hev prisen ned på mere spiselige 59,95,- slog jeg til i et anfald af forbigående forhåbninger.

Kaffen i øllet stammer fra Riccos Kaffebar, der så vidt jeg kan forstå holder til i de samme bygninger som Jacobsen, så det har været let for Jacobsen at finde frem til dem, til gengæld er det svært at finde kaffen i Jacobsens Coffee Mint Stout. Halvvejs igennem øllen begynder den at dukke frem i stød, sådan: now you see it, now you don’t agtigt. Jeg mistænker, at det er minten, der overdøver kaffen. Minten smager mest i retning af jern og blod, og ender mere som et irritationsmoment end en klar note. Undervejs synes jeg også at kunne smage portvin, muligvis et udslag af mintens jern/blod-smag.

Det hele er dog pakket ind i en indbydende blød karbonering tilsat en lækkert fyldig øl, der heldigvis ikke smager så sødt som den dufter. Så selvom smagen til tider virker som noget rod, så er det en anstændig hyggeøl, som man kan koble hjernen fra til og skylle ned uden de store problemer. Havde jeg ikke vist, hvad den kostede og fået den fulde pris at vide undervejs, er jeg dog sikker på, at jeg havde fået den galt i halsen.

Indkøbt: Bilka (70cl, 60,-) 

Karakter: 7