Klummen 71: Sponsoreret øl

(Den nedenstående tekst er skrevet til min LinkedIn-profil, men den får nu også et liv som klumme)

Hvordan smager en øl, der koster 999 kroner?

Det spørgsmål kan jeg snart besvare. For flasken på billedet, der er en del af Carlsbergs Signature Alchemy Brew Series, koster tilfældigvis de førnævnte 999 kroner.

At jeg står med den, er et brud på den måde, jeg normalt skriver om øl på.

Skulle du ikke vide det, så har jeg de sidste knap 16 år drevet ølbloggen Stovt, der når den er bedst, er landets mest slagkraftige ølblog og når den er værst, stadig med længder er den mest velskrevne danske ølblog.

Hvad den for tiden ikke er, er landets mest aktive ølblog.

Stovt er simpelt drevet. Der er bloggen, der er en Facebookprofil og der er lige nu 1.332 individer, der følger med.

Det er ikke meget i det store sociale medielandskab, men ganske pænt for en dansksproget ølblog, der hellere forundres over ølbranchen end taler om smagsnuancer.

Jeg har dogmer.

Jeg anmelder for eksempel ikke sponsorerede øl.

Hvorfor?

Fordi det er svært at sige noget grimt om gratis øl.

Fordi jeg gerne vil bevare min integritet.

Fordi jeg ikke vil skylde nogen noget.

Derfor forstår jeg heller ikke hele influencerbranchen, der i mine øjne fremstår som en stak kuraterede reklameblokke, som jeg ikke kan se, hvordan nogen kan have interesse i, men det er en sidebemærkning.

Bliver jeg tilbudt sponsorerede øl, så tilbyder som regel afsenderen at benytte dem i en konkurrence.

Det giver noget til Stovts følgere, det giver omtale til bryggeriet og jeg skal ikke slå krøller på tungen for at balancere mine ord.

Alligevel står jeg på billedet med en sponsoreret øl fra Carlsberg til 999 kroner.

Jeg kunne aldrig finde på, at give 999 kroner for en øl, men jeg var for nysgerrig til at sige nej.

Ingen øl er 999 kroner værd.

Ikke bedømt på smagen alene. Det er ganske enkelt udelukket.

Det interessante ved sådan en flaske er:

• Hvorfor bliver den lavet?
• Hvad retfærdiggør prisen?
• Hvem er den lavet til?

Det bliver de spørgsmål, der kommer til at udgøre udgangspunktet, når der snart skal skrives om den.

Det er langt mere interessant end nogen smagsnote.

I hvert fald for mig.

Og jeg bilder mig ind, at jeg så kan gå fra anmeldelsen af en sponsoreret øl med min integritet i behold.

Klummen 68: Noget om størrelse og gørelse

Der er ingen tvivl. Jeg får flere idéer til klummer end jeg får skrevet.

Nogle idéer ikke bæredygtige, andre idéer glemmer jeg og så er der dem, hvor jeg ikke helt ved, hvad jeg egentlig vil med dem.

Det her er en blanding af de to sidste og teksten har gemt sig på min bærbares skrivebord siden i sommers, så når jeg i næste afsnit skriver for et par måneder siden, så er vi tilbage i foråret 2023.

For et par måneder siden stødte jeg på en nyhed, hvor der blandt andet stod, at Svaneke Bryghus i 2022 producerede omkring 1.600.000 liter øl. Få dage senere kunne jeg læse, at der i 2023 blev produceret 1.200.000 liter Rød Tuborg.

De to tal har fyldt en del i mit hoved lige siden.

Svaneke Bryghus, et af de store af de små bryggerier, repræsenteret i stort set ethvert supermarked, men deres årlige output er altså kun en tredjedel større end, hvad giganten Carlsberg laver af et af deres mindre sæsonbryg. 

Mindre, fordi jeg ikke tror Rød Tuborg sælger så meget som eksempelvis juleøllene og sæsonbryg, fordi jeg ikke ved, hvad fanden jeg ellers skal kalde Rød Tuborg.

400.000 liter er naturligvis en slat, men lad os for samtalens skyld blive enige om, at det er i samme nabolag.

Et årsværk sat op imod en kuriositet i Carlsbergs produktportefølje, der virker til at have sit eget kultfølge.

Jeg mener, at tallene er værd at tage med, når vi tænker i størrelser, slagkraft, annoncekroner, hyldemeter og alt det andet, der var fremme, da vi i ølkredse for nogle år siden fokuserede meget på kampen mellem de store og små.

Da det nu lukkede Hazy Bear i sensommeren ledte efter investorer, der var drømmen at gå fra en kapacitet på 7.000 liter om måneden til 14.000 liter om måneden – altså fra en årlig produktion på 84.000 liter til 168.000 liter.

Småting i forhold til både Rød Tuborg og Svaneke Bryghus, og langt mindre end den årlige kapacitet på 4.000.000 liter, som Skanderborg Bryghus for eksempel har.

Det må betyde en verden til forskel, når der tælles, hvor mange arbejdstimer, der bruges til at brygge øllet. Til de priser, der kan forhandles på råvarer, til de afsætningsmuligheder, der er.

Når vi taler stordriftsfordele, så tænk på, at i potentiel kapacitet, der er Skanderborg Bryghus cirka 47 gange større end Hazy Bear var.

Tyg lidt på det, genbesøg tallene i det ovenstående og så sæt alt det i forhold til, at Carlsberg i 2021 solgte 11.960.000.000 liter øl verden over på tværs af deres brands.

Klummen 62: Du drikker vel ikke øl for miljøets skyld?

Tag lige et kig på denne reklame: link.

Øl som en genvej til at redde miljøet?!

Indrømmet, da jeg første gang havde set reklamen, der var jeg overbevist om, at det var Carlsberg, Bryggeriforeningen eller en lignende pengepung, der stod bag. For reklamen lugter langt væk af greenwashing. Hele reklamen er så tommetyk, at jeg fik mumlet et ”what the fuck” da jeg så, at det var miljøorganisationen Oxfam, der stod bag.

Mere end noget andet, så sælger reklamen øl på at være miljørigtigt. Sandhedsværdien i postulatet ”øl er nemlig den mindst klimabelastende alkohol” er både-og. Det uddybende svar er, at det afhænger af, hvor I verden du befinder dig. I hvert fald, hvis du spørger Google.

Men der er forskel på, at være det mest miljørigtige produkt og egentlig miljørigtigt. Selvom der i disse år gøres mange tiltag, og jeg bilder mig ind, at vi med Carlsbergs bryggeri i Fredericia her i landet har et af de bryggerier, hvor der mest målrettet arbejdes med miljøet, så er øl stadig ikke miljørigtigt.

Der er vi ikke endnu.

Det har stadig en nyhedsværdi, når der laves nye miljøtiltag på bryggeriet i Fredericia og vi skal ikke længere tilbage end 2021, da Svaneke Bryghus som det første bryggeri i Danmark begyndte at producere CO2-neutralt. Der er stadig lang vej til at øl er et miljørigtigt produkt, men der arbejdes heldigvis flere steder i den retning. Senest er Nørrebro Bryghus kommet med en udmelding om, at der arbejdes på en mere miljørigtig profil. Så måske en dag.

Tilbage til reklamen.

Hovedpersonen Thomas hyldes for at være en rigtig ”Ecoist” fordi han vælger øl - øl til 10 kr. flasken.

Thomas er ikke miljøbevidst, han har bare valgt det bedste tilbud – en tilgang, der vidt og bredt koster dyrt på miljøkontoen, når kunder skal vælge varer og vælger det billigste frem for det bedste.

Jeg håber reklamen har et pantmærke, så den kan blive returneret og smeltet om til en ny og mere brugbar version. For denne udgave holder ikke.

Q&A 2020: Carlsberg

Igen i år starter Stovt året op med en rask omgang Q&A, hvor de medvirkende bryggerier indsendte deres svar da 2019 var ved at blive til 2020. Denne gang er det den nye administrerende direktør for Carlsberg Danmark Peter Haahr, der leverer svarene.

1: Hvad var det bedste ved 2019 for bryggeriet?

De nye, lækre øl, vi har lanceret i år. Jeg synes især Jacobsens pHresh & Sour er spændende. Den har en frisk rabarberagtig aroma, der til de flestes overraskelse ikke er skabt ved tilsætninger, men ved brug af forskellige mikroorganismer. På mange måder er denne øl et symbol på det nye Husbryggeriet Jacobsen, der kommer til at blive endnu mere nysgerrige og prøve grænser af sammen med Laboratoriet. 

Jeg er også ret stolt af Carlsberg Humle, som er udviklet med humleolie. Modtagelsen var ret overbevisende, ligesom Carlsberg 1883 blev godt modtaget i 2016. Det bekræfter, at folk er villige til at prøve nyt, og det er en vigtig lære og noget af det bedste, når jeg ser tilbage på 2019. 

Skal jeg nævne kun én begivenhed, bliver det nok Carlsbergs nye Snap Pack forpakning. Vi lancerede forpakningen i januar, og selvom det kun er en test, tror jeg, at vi har ramt rigtigt med Snap Pack og de andre miljøforbedrende initiativer.

2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2020?

For mit eget vedkommende bliver det at sætte mig i sadlen, når Søren Brinck stopper her 1. januar, men jeg kender forretningen ganske godt, og de sidste år har jeg mulighed for at sætte mit præg på forretningen sammen med mine kollegaer. Et af de vigtigste tiltag næste år bliver opførelsen af vores vandrensningsanlæg i Fredericia, der skal halvere vandforbruget og genbruge 90% af al spildevand og med tiden skaleres til andre markeder, hvor vand er en knap ressource. Det er vi meget glade for at få lov at teste i Fredericia.

3: Hvor meget øl producerede I i 2019 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2020?

Det svarer vi ikke på, men jeg forventer, at vi brygger samme mængde øl næste år. Måske lidt mere fordi 2020 er jo et fodbold år, og vi kommer til at stå i spidsen for en kæmpe fodboldfest for landsholdet, som Carlsberg jo har sponsoreret siden 1978.

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2020?

Vi skal være relevante og blive ved med at udvikle gode øl, som folk kan lide, og som de bliver positivt overraskede over. Det gælder især alkoholfrie øl. Jeg vil gerne have, at 2020 bliver de alkoholfrie øls helt store år. Vi kommer til at gøre vores for, at det sker, og har flere nylanceringer på vej.

5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap?

DTU Bryghus fordi de ligesom vores eget Laboratorium i Valby har fokus på at minimere ressourceanvendelse og udvikle nye bæredygtige processer og produkter. Jeg vil gerne række hånden frem og fortælle, at de er velkomne til at kontakte mig med gode ideer for bæredygtighed skabes bedst i partnerskab. Bæredygtighed er ikke nødvendigvis en god forretning på den korte bane, men på den lange bane tror vi på det her. De unge skal vide, at Carlsberg lytter til deres klimabekymringer.

Klummen 40: Øllet og miljøet

I en verden, hvor Greta Thunberg stadig ikke er gammel nok til at gå ind på en bar og bestille en øl, der kunne man godt mistænke, at emnet miljø ikke var nået frem til ølbranchen endnu. Men, hvis du (som jeg) forsøger at holde dig orienteret ud mod det den store ølverden, så vil du nok også have bemærket at miljø med hvad dertil hører af energispild, vandforbrug, logistiksvineri og emballageforurening fylder mere og mere i spalterne rundt om på verdens beersites. 

Jeg har læst mange, rigtigt mange artikler om øl og miljø på det seneste. Som ølforbruger har jeg svært ved at navigere i emnet, for på den ene side vil jeg gerne være en bevidst ølforbruger, mens jeg på den anden side heller ikke vil gå glip af noget. Og skulle jeg være miljøbevidst, så skulle jeg enten droppe øllet eller også skulle jeg reducere mine valgmuligheder til nogle meget kedelige varianter. 

Dog har jeg har så godt som droppet amerikansk øl, for det virker efterhånden som en overflødighed, at skulle hente øl så langt væk fra. Når jeg ser opslag om øl, der er blevet fløjet ind fra USA, så læser jeg dem med en venlig tanke til 80’ernes yuppier, der skulle have kørte de nyligt frigivne Beaujolais Nouveau til Danmark så hurtigt som muligt. En øm gang fråds, der er for mange alternativer til, at burde være nødvendigt – ligesom med amerikansk øl. 

Så jeg prøver at drikke lokalt, med lokalt værende øl fra europæiske bryggerier - men de øl jeg drikker er alligevel for cirka 100% vedkommende lavet med humle, der har taget turen over mindst ét verdenshav for at nå frem til bryggeriet. Det er selvfølgelig ikke ét fedt om man skal transportere det færdige produkt eller kun humlen, men altså, der er mange, lange afstande i ølverdenen. 

Logistikken er én ting, men energiforbruget er også enormt. Tænk, hvad der bruges af strøm for at IPAerne kan holdes kolde hele vejen fra tappeanlæg til dit køleskab - og på at styre temperaturerne under gæringsprocessen. 

En amerikansk artikel fortalte mig for nylig, at gennemsnitligt svarede strømforbruget ved produktionen af mellem 158 og 208 barrels (18.800-24.800 liter) til, hvad en gennemsnitlig amerikansk husstand bruger på et år. Jeg ved faktisk ikke om det er meget i forhold til anden produktion, men det lyder som meget. 

Det lyder også af meget, når en anden artikel fortæller mig, at 75% af vandet brugt på et bryggeri går til spilde. Tænk på, hvor stor en 3000 liters gæringstank er – og tøm så tre tilsvarende tanke ned i kloakken før du tapper øllet. 

De mere faglige artikler om emnet fokuserer meget på, hvor der kan sættes ind i forhold til vandspild og hvordan brugen af vedvarende energi, som eksempelvis solceller, er oplagt, hvis der skal sættes point ind på miljøkarmakontoen – og på sigt trækkes færre penge ud fra budgetkontoen til energiforbruget. 

Eksemplerne i artiklerne virker dog få og spredte, og når jeg tænker på danske eksempler, så har jeg udover en åbenlyst stigende produktion af økologisk øl svært ved at komme i tanke om eksempler på mindre bryggerier, der har gjort tiltag i en mere miljørigtig retning. 

Til gengæld fylder de store koncerner meget på den konto. Både Carlsberg og AB InBev har meldt ud, hvornår de forventer at være overgået til vedvarende energi – Budweisers Superbowl reklame havde endda titlen ”Wind never felt better” og fortalte, at Budweiser nu er brygget på ”wind power”. Carlsberg lancerede også for nyligt prototypen på en papirflaske og brugte ved sommerens festivaler en stor opvaskemaskine, der gjorde det muligt, at genbruge plastikkrusene og dermed minimere spildet. Fik jeg nævnt, at Diageo lige har investeret omkring en milliard kroner på mere energirigtige løsninger på deres afrikanske bryggerier? 

De store bryggerikoncerner har naturligvis også kræfterne til at få fortalt deres historier, de forstår dels i langt højere grad at bruge pr-værdien, ligesom de i kraft at deres størrelser har lettere ved at få deres historier bredt ud – og ret basalt, så har de lettere ved at finde finansieringen til at gå i en mere grøn retning, ligesom de har lettere ved at gå til den langsigtede planlægning. 

Ølverdenen er en del af den virkelige verden, der omgiver den. Det betyder også, at den må forholde sig til verdens tilstand og agere derefter. Du betyder at du som forbruger må foretage nogle valg – og at bryggerierne må yde deres for at nedbringe energiforbruget. Men hvilke valg kan vi foretage os, hvilke tiltag bør gøres og hvem har allerede gjort noget? Kommentarer er meget, meget velkomne på Stovts Facebookside.

Klummen 37: Skal de kritiske briller på? Probably!

I fredags dukkede der i mit Facebook-feed en annonce op for hjemmesiden A Beer Moment. At der dukker ølrelaterede reklamer op i mit feed er der intet nyt i, men A Beer Moment er absolut værd at kigge nærmere på.

For det kræver bare et klik på om-sektionen, for at læse at økonomisk, der er det en af de store spillere, der står bag siden.

”A Beer Moment bliver produceret og udgivet af en redaktionel uafhængig redaktion. Vi er ejet af contentbureauet OTW og støttet af Carlsberg Denmark A/S.”

At Carlsberg spytter penge i kassen betyder, at det er svært ikke at læse sig igennem uden at have de kritiske briller på, af den slags med høj styrke. For selvom en redaktion er redaktionelt uafhængig, så kan den sagtens have en agenda.

I løbet af de senere år er der i USA dukket flere ølsider op, der er ejet helt eller delvist af AB-Inbev. Stovt har tidligere skrevet om fænomenet i klummen ”Hvem står bag det du læser” - der er værd at kaste et blik på, hvis du vil have opsummeret nogle af problemstillingerne.

På overfladen er det egentlig prisværdigt, at Carlsberg tager skeen i egen hånd og bidrager til ølpressen, for øl er i pressen herhjemme ikke repræsenteret med meget andet end pligtskyldige sæsonølsanmeldelser og rosenrøde firmaportrætter. Egentlig rammer de også godt ind i tidsånden, for hvor mange store firmaer har efterhånden ikke deres egne livsstilslignende magasiner? Og det er prisværdigt, at Carlsberg toner rent flag og lader det fremgå, at de støtter siden - både i bunden af siderne, og i "om" sektion, men der skal alligevel ledes for at finde den oplysning, så jeg vil påstå, at det går de flestes næse forbi.

Screendump fra A Beer Moment.

Læser man op på omtalen af de AB-Inbev-ejede sider, så vil du støde på den strategi, der hedder: At siden ikke blæser ejerbrandet op, men putter den ind i en kontekst, der giver brandet troværdighed. Når du ved det, så stikker det ud, at ”topkokken” Henrik Yde i en artikel om, hvad du bør drikke til asiatisk mad nævner Tuborg som et bud på sin yndlingspilsner, at Carlsberg Jacobsen Vintage dukker op en liste over fem dyre øl i artiklen ”Var det noget med en øl til 34.000 kroner?”, at Carlsberg Nordic er på listen over anbefalelsesværdige alkoholfrie øl, at Carlsberg er nævnt i artiklen om øllets historie og at klummen ”Hvem pokker drikker milkshake-IPA og avocado ale?” er skrevet af en Carlsberg-ansat og så videre...

Måske er det alt sammen helt uskyldigt og tilfældigt, men med de kritiske briller på er det mere end  påfaldende. Andetsteds går det fra det påfaldende til et egentligt freudian slip, da skribenten som stilart næver Saaz Blonde – der ikke er en stilart, men en øl fra Jacobsen.

Screendump fra A Beer Moment.

Det er meget muligt, at redaktionen er redaktionelt uafhængig, men Carlsberg, en anden dansk ølproducent og alle deres afstikkere fylder så imponerende meget på A Beer Moments sider, at det næppe er et tilfælde. Det ligner nærmest en synergisamarbejde, hvor Carlsberg låner credibility mod at den anden får bredere omtale.

Måske læser jeg A Beer Moment forkert, måske overfortolker jeg i en grad, hvor jeg ikke ser, at A Beer Moment er uskyldsren som nyfalden sne, men jeg har virkelig svært ved at læse A Beer Moment uden at se en variant af udtrykket ”som Fanden læser Bibelen” skrevet med meterhøj flammeskrift.

Vintage: Carlsberg - Gl. Carlsberg Porter (2015)

Etiketten bag på den Gl. Carlsberg Porter, der lige nu står på bordet, fortæller at øllen blev introduceret i 1895 og dermed er den ældste porter i Carlsbergs sortiment. Tager jeg ikke meget fejl, så blev den dog først genintroduceret for nogle år siden. Alt det betyder såmænd heller ikke det store, for det er indholdet af flasken og ikke etiketten bagpå, der skal tale nu. Det betyder heller ikke så meget, at etiketten fortæller at Gl. Carlsberg Porter er en Imperial Stout. Limfjordsporteren er som bekendt også en Double Brown Stout, og således holder de gængst tilgængelige sorte øl sikkert fint gang i diskussionen hos de stilartsinteresserede.

Flasken på bordet er årgang 2015, har 3½ år på bagen og holder 8,2%. Pris og styrkemæssigt er den i samme nabolag som Limfjordsporteren, men som en langtidsinvestering holder den sig ved denne alder bedre end Limfjordsporteren. Indskudt bemærket vil jeg frisk fra hylden dog klart hellere drikke Limfjordsporter, der rummer noget mere kant, kraft og personlighed. Men det indhenter den så også med alderen, hvor den udvikler nogle skæve balsamiconoter og hurtigt synes tyndbenet. Her kommer Gl. Carlsberg Porters mere ordinære udformning den til gode.

3½ år inde i dens livsspand, der er sødmen faldet, karboneringen rundet og alkoholnoterne dæmpet betragteligt. Tilbage står en lidt anonym, men meget venligsindet øl, der byder indenfor til lidt lakridsrod og mørk chokolade. Bitterheden er begrænset og eftersmagen et blødt, nærmest sumpet opkog af de to mest udtalte noter. Alt sammen ganske behageligt.

Gl. Carlsberg Porter er en positiv overraskelse. Især med tanke på udgangspunktet, der har den virkelig foldet sig ud og udlevet sit fulde potentiale (og mere til).

Klummen 14: Carlsberg - I salute you!

Tilbage i starten af september blev jeg inviteret til historisk ølsmagning hos Carlsberg. Anledningen var præsentationen af Carlsbergs genbryg af deres lagerøl fra 1883 med indlagt let forplejning og rundvisning på det gamle Carlsberg. Kalenderen sagde nej, men jeg har alligevel taget mig tid til at læse op på produktet. 

Lad det være sagt med det samme, jeg er svært begejstret! Og det er jeg vel at mærke uden at have smagt øllen. Der er så mange lag i lanceringen af denne øl, der er så fantastisk gennemtænkt og gennemført, at min indre markedsføringsmand får svedige håndflader bare ved tanken. Når jeg ser billeder af flasken, så har jeg svært ved at mindes, at have set så formidabelt stilet en indpakning. 

Etiketten er holdt i dæmpede toner og har et bevidst og meget flot udført retrolook. Flasken er lukket med korkprop og forseglet med papir og metaltråd. Flaskerne er heller ingen tilfældighed. Holmegaardflasker, fremstillet som tro kopier af de flasker Carlsberg brugte for 140år siden. Holmegaard, der har leveret ølflasker til Carlsberg siden 1850’erne og som prikken over i’et er der i pressemeddelelsen også sat navn på de to glaspustere, der har fremstillet flaskerne. 

Djævlen er i detaljen og her er alle detaljerne på plads. Egetræsfadet øllet har ligget på, er ikke bare et egetræsfad. Det er lavet med træ fra Baltikum, som dengang. Og fadet er ikke bare lavet af en bødker, men lavet af en tredjegenerationsbødker efter oprindelige teknikker. Det er storytelling af høj klasse. 

Sådan forsætter det. Malten er håndmaltet, der er sat terroir på, hvor kornet er opdyrket, vandets mineralbalance er genskabt fra dengang. Alt det evner Carlsberg at fortælle sammen historien om, hvordan man har fundet og opdyrket den oprindelige gær. Hvis ikke projektet havde været så storslået, så havde der været smurt alt for tykt på. 

En almindelig øllancering ville slet ikke kunne bære denne informationsmængde, men Carlsberg slipper om det fordi rebrewprojektet er så gennemført og grandiøst, at det er svært ikke at blive blæst væk af, hvor gennemtænkt det er. 

Det er ikke planen, at øllen skal ud i den kommercielle handel. Et stærkt træk synes jeg, der bidrager til den eksklusivitet, der tegner sig som en aura omkring projektet. At noget så stort sat op er utilgængeligt i butikkerne giver rebrewprojektet den rette profil. 

Men hvorfor så gøre det? 

Storytelling og markedsføring! I en tid, hvor det går vanvittigt stærkt i ølbranchen og man knap nok kan komme frem for nye bryggerier og nye stilarter, der træder Carlsberg frem og fortæller på fineste vis historien om, hvordan det hele startede. Man iklæder brandet Carlsberg en relevans og en ikonstaus, der emmer af historiens vingesus. En Carlsbergøl er ikke bare en øl, det er mange, mange års historie og udvikling. Jeg tror det var det Carlsberg satte sig for at fortælle, da de iværksatte det projekt. Og jeg synes de er lykkedes med det. 

Der er på Jacobsen blevet brygget en ny udgave af øllen, hvor der er ændret på blandt andet malten og fermenteringen. Den ligner også en million. Sådan en har jeg stående på mit skrivebord mens jeg skriver. Den kommer heller ikke i handelen herhjemme, men kan i stærkt begrænset omfang erhverves i England, hvor den kommer til at koste 13£. Flasken på mit skrivebord skal på et eller andet tidspunkt drikkes. Jeg har egentlig ikke andre forventninger end at den smager af øl, det er også lige meget. Den har allerede gjort sit job og fortalt sin historie.

Anmeldelse: Coffee Mint Stout, Jacobsen

Navn: Jacobsen Coffee Mint Stout 
Type: Sweet Stout

Bryggeri: Jacobsen

Alkohol: 7,5%

Beskrivelse: Jacobsens kaffe-mint Stout er i afdelingen for så skæve smagssammensætninger, at det ville virke trodsigt, hvis man ikke blev nysgerrig efter at smage den. Det vejledende prisskilt på en hundredekrone har dog givet nysgerrigheden så meget modspil, at nysgerrigheden ikke blev indfriet, men da den lokale Bilka hev prisen ned på mere spiselige 59,95,- slog jeg til i et anfald af forbigående forhåbninger.

Kaffen i øllet stammer fra Riccos Kaffebar, der så vidt jeg kan forstå holder til i de samme bygninger som Jacobsen, så det har været let for Jacobsen at finde frem til dem, til gengæld er det svært at finde kaffen i Jacobsens Coffee Mint Stout. Halvvejs igennem øllen begynder den at dukke frem i stød, sådan: now you see it, now you don’t agtigt. Jeg mistænker, at det er minten, der overdøver kaffen. Minten smager mest i retning af jern og blod, og ender mere som et irritationsmoment end en klar note. Undervejs synes jeg også at kunne smage portvin, muligvis et udslag af mintens jern/blod-smag.

Det hele er dog pakket ind i en indbydende blød karbonering tilsat en lækkert fyldig øl, der heldigvis ikke smager så sødt som den dufter. Så selvom smagen til tider virker som noget rod, så er det en anstændig hyggeøl, som man kan koble hjernen fra til og skylle ned uden de store problemer. Havde jeg ikke vist, hvad den kostede og fået den fulde pris at vide undervejs, er jeg dog sikker på, at jeg havde fået den galt i halsen.

Indkøbt: Bilka (70cl, 60,-) 

Karakter: 7

Anmeldelse: Carlsberg, Brewmasters Collection

Carlsbergs Brewmasters Collection er kolossens forsøg på at skabe et gatewaydrug, der skal lede de fortabte pilsnerfår bort fra det tynde øls sti og ind i himmerig, hvor øl har smag og er så meget mere end blot endnu en måde, at blive fuld på. Eller måske vil Carlsberg bare høste nogle ekstra lommepenge, nu hvor cirka hver tiende spenderede ølkrone bliver brugt på specialølshylderne. Indskudt bemærket, går der af den krone allerede en 25øre i Carlsbergs sparegris. 

Tre varianter er det blevet til, en Irish Red Ale, der blev frasorteret allerede i indkøbsprocessen, og så en Steam Beer og en IPA, der blev sluppet fri fra deres firpakker for at jeg ikke skulle stå tilbage med en flok skuffende dåser når jeg var færdig med at flirte med de første to. Det var fra Carlsbergs side på forhånd meldt ud, at smagen i øllene var dæmpet så alle kunne være med, hvilket på samme måde som romantisk komedie betyder skodfilm, i mit hoved hurtigt blev oversat til kedeligt konsumøl. 

California Steam Beer kan jeg dog ikke sige mig fri for at have været en smule nysgerrig for at prøve. En lidt overset stilart, der gør det godt om sommeren. I Carlsbergs brygmestersamlings version, er den blevet til en rund, maltet størrelse, uden den store bitterhed, der har antydningen af sødme, og af samme grund nok skal gøre sig godt i Ale 16 segmentet blandt ølkøberne. 

India Pale Ale fra samme serie lover ikke for godt, da den først er blevet skænket. Ravfarven antyder, at malten fylder godt i smagen, og jo, den overtrumfer humlen totalt. Overraskende nok, og den ros skal de have, så er det lykkedes Carlsberg, at skabe en øl, der dufter lækkert indbydende af humle, det er bare en skam, at de ikke fik det med i smagen. 

Fælles for begge øl, er indtrykket af et par anonyme dåser, der ikke rigtigt har noget på hjerte, og som jeg har svært ved at se et publikum til. Til en tier pr dåse, er literprisen ikke langt fra de halvliterflasker, der normalt kan erhverves for omkring det dobbelte, og trods alt ser ud af noget mere, og for selv de tyndestes vedkommende smager af mere. Har man smagt bare en smule godt øl, så vil man ikke blive imponeret af Carlsbergs seneste påfund. Det samme tror jeg kommer til at gælde for de pilsnerdrikkere som serien er målrettet mod. Selv ville jeg nok også foretrække en Hof.

Carlsberg Crown - ti år senere

Da Mary Donaldson i 2004 valgte at gifte sig med vores kronprins og blive til fru Frederik André Henrik Christian, så tænkte Carlsberg, at de ville peppe den folkelige førfest lidt op ved at smide en guldøl på gaden, som der er tradition for at gøre ved enhver højtid - et kongeligt bryllup naturligvis ingen undtagelse. Udgangspunktet for Carlsberg Crown var en guldøl på 6,5%, der smagsmæssigt skulle lede tankerne hen på champagne. Humlen var ligesom bruden hentet hjem fra Tasmanien, og lillebror Jokke havde leveret en del af den bygmalt, der blev brugt under brygningen. Således blev op til flere ringe sluttet.

Som det var tilfældet med Albani 1000, som jeg smagte i efteråret, så er denne flaske også hentet fra mine forældres kælder. Trods ti år på bagen, så er der imponerende nok stadig kulsyre i flasken. Øllet fremstår tyndt og klart. Duften bringer tankerne i retning af en godt sur cider, et indtryk der går tydeligt igen i smagen. Humlen er der ikke længere spor af, men de samme whiskynoter som der optrådte i Albani 1000 tjekker også ind på listen over indtryk.

Det er ofte hit n’ miss når man smager øl, der har fået lov til at lagre. Selvom Carlsberg Crown smagsmæssigt ikke er den store oplevelse, så er det alligevel interessant at opleve, hvordan øl udvikler sig når det får lov til at blive i flasken i ti år, og selvom Carlsberg Crown ikke nødvendigvis er bedre i dag, så er mine penge på, at den er en langt mere interessant oplevelse nu, end for ti år siden.

På opfordring vil Stovt de næste mange fredage køre en budgetspecial, med fokus på de billigere varianter af det sorte øl, som man kan opstøve i supermarkederne og andre steder.

Det billige øl: Carls Porter, 7,8%, Carlsberg

I mit hoved var Carls Porter en spids oplevelse, hvor den brændte malt havde taget fuldstændig styring med smagen, men her huskede jeg helt forkert. Faktisk er Carls Porter en overraskende behagelig oplevelse, hvor det øllens cremede konsistens er tæt på at skabe en fuldendt helhed når den bliver spillet op mod de ristede nuancer. Carls Porter er let sød, med en underspillet chokoladesmag, der gør den til et oplagt valg, hvis man vil introducere portere til uprøvede individer. Dens milde karakter burde også gøre den oplagt til madlavning. Et fornuftigt køb til prisen.

Karakter: 8