Viser opslag med etiketten Vestslesvigsk Bryghus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vestslesvigsk Bryghus. Vis alle opslag

mandag den 4. december 2017

Klummen 24: Folkemængdefinansiering

Crowdfunding er stille og roligt ved at blive en del af den danske ølbranche. Tidligere har blandt andet People Like Us og Vestslesvigsk Bryghus benyttet sig af det, og året ud har Ugly Duck og Bryggeriet Djævlebryg gang i hver deres indsamlingskampagne for at skaffe penge til henholdsvis et surølsprojekt og en genoptagelse af produktionen. 

Crowdfunding er et stærkt markedsføringsværktøj, der giver mulighed for at involvere bryggeriernes kunder i langt højere grad end man normalt vil kunne gøre. Optimalt holder man dem løbende orienteret undervejs gennem projektets løbetid og skaber således en flok oplyste ambassadører for hvad end projekt man er i gang med at finansiere. Dette kræver dog også, at man er i stand til at leve op til den øgede interaktion, og evner at levere de incitamenter støtterne er blevet stillet i udsigt til gengæld for deres økonomiske støtte. 

Jeg støttede både kampagnerne fra People Like Us og Vestslesvigsk Bryghus. Hvor Vestslesvigsk Bryghus udviste god stil og kommunikationsevner hele vejen igennem og rundede af med personlig levering ved døren, der virkede det til, at projektet mere eller mindre døde for People Like Us da deres indsamling nåede slutpunktet. Der fulgte flere måneders forsinkelse i et kommunikativt dødvande før en kasse med seks ens øl dukkede op i stedet for den kasse blandede øl, der var stillet i udsigt. Min interesse for projektet døde dér. 

Seneste skud på den danske crowfundingscene er Coolship Brewing Company som jeg på mange punkter synes er interessant sat op. Når man læser sig igennem salgsteksten på Indiegogo så virker det alt sammen meget bekendt. Er man den mindste smule velbevandret i de danske bryggerier, så tager det heller ikke længe før det går op for én, at det er forhistorien til Munkebo Mikrobryg man sidder og læser. Jeg finder det derfor påfaldende, at navnet Munkebo Mikrobryg ikke optræder nogle steder. For hvad det måtte være værd, så vil bryggeriet i den brede befolkning blandt andet været kendt som tidligere vinder af årets danske øl og årets danske bryggeri. Hvorfor benytter man sig i lanceringen af Coolship Brewing Company så ikke af den synergieffekt man vil kunne opnå ved at koble det nye projekt til Munkebo Mikrobryg? 

En af forklaringerne kan være den negative presse Munkebo Mikrobryg har fået i forbindelse deres dårlige økonomi, der i sommers truede firmaets fremtid. Indskudt bemærket er det endnu ikke offentligt kendt om man har fået en ny investor ind, men det virker ikke til det. Ifølge en artikel hos Fyens Stiftstidende kommer Coolship Brewing Company til at være uafhængigt af Munkebo Mikrobryg. Med tanke på Munkebo Mikrobrygs dårlige økonomi er det svært ikke at blive ramt af tanken om Coolship Brewing Company er ved at blive kørt i stilling som et nyt bryggeriprojekt for Claus Christensen, hvis og når Munkebo Mikrobryg ikke længere har kapital til at blive drevet videre. 

Incitamenterne hos Coolship Brewing Company er også nogle underlige størrelser. For 65€ (cirka 480dkr) kan man få sit navn på listen over støtter. For de samme penge kan man hos Djævlebryg hente otte Pride of Nekron, og hos Ugly Duck er man en tyver fra at kunne veksle sin støtte til to fadlagrede øl og et medlemskab af First Taste Club. Selv om der selvfølgelig er renhjertede sjæle derude, der ønsker at støtte økonomisk op om projekter for projektet eller projektafsenderens skyld, så bygger crowdfunding primært på en noget for noget filosofi, hvor man får igen i forhold til, hvad man støtter med. 

Skal man have noget igen hos Coolship Brewing Company, så skal man slippe minimum 195€ (Cirka 1.450dkr) for at få fyldt en to-liters growler op ti gange. Det kan man få hos bryggeriet eller hos en af deres ”stations”. Eftersom ingen ved, hvor disse ”stations” kommer til at ligge, så risikerer man hurtigt at komme til at købe katten i sækken, hvis man ikke jævnligt har ærinder på egnen syd for Kerteminde. Hvis støtterne ikke kan komme nemt og bekvemt til deres incitamenter så er der ingen idé i at støtte. Og hvor mange vil gide køre de eksempelvis 15-20km fra Odense og tilbage igen ti gange for at hente øl? 
Hvis en crowdfundingkampagne skal nå i mål, så skal incitamenterne give økonomisk mening for støtterne, der skal føle at de får noget for deres penge. Optimalt skal crowfundingens mål også være opnåeligt. Alle foretrækker at være en del af en succeshistorie. Lige nu er alle de tre igangværende crowdfundingkampagner et stykke fra deres mål. People Like Us nåede heller ikke i mål, mens det lykkedes for Vestslesvigsk Bryghus, der dog også havde det klart laveste mål af de fem kampagner. Hvilket også viser, at der stadig er grænser for, hvor stor en finansiering man kan opnå på denne måde. 

Stovt tror, at vi kommer til at se langt mere crowdfunding i ølverdenen fremover, og byder dem velkomne. Det vil åbne op for nye projekter, og forhåbentligt også bidrage til et øget oplysningsniveau blandt ølforbrugerne, i takt med at flere og flere forhåbentlig støtter op om disse projekter.

mandag den 15. februar 2016

Kort nyt

Ifølge jungletrommerne på Facebook, så har Ugly Duck samarbejdsbrygget med Fanø Bryghus, hvilket gerne skulle blive til en Vanilla Schwartzbier. Samme sted kunne man se, at Amager Bryghus har en ny fadlagret Imperial Stout på vej, der har tilbragt noget tid på Jamesonfade. Mikkel Borg Bjergsøe har givet et interview til Bierversuche, hvor man blandt andet kan blive klogere på årets CBC. Vestslesvigsk Bryghus har åbnet op for en ny omgang crowdfunding, der gerne skulle give råd til en håndfuld spanske rødvinsdfade, modydelsen er ikke overraskende øl. Endelig har Euroman et interview med folkene bag Himmeriget, der blandt andet er ejet af Jeppe Jarnit-Bjergsø. 

Og sporten...

mandag den 28. december 2015

Fire at følge i 2016.

2016 gemmer sig et sted henne i den kommende weekend, og det er tid til at udpege et par steder, hvor jeg tror det bliver interessant, at følge med i året, der kommer. De fleste af dem har optrådt i Bryggeriloggen i løbet af 2015, og det sidste er efterhånden ved at blive et fast indslag i Stovts spalter.

Og lad da bare den sidste blive den første. Kunstbryggeriet Far & Søn er efterhånden blevet køreklart nede i deres svendborgensiske baggårdsidyl. Det er ingen hemmelighed, at Bo, der driver værket dernede, er på Stovts personlige venneliste, og jeg forventer da også at se den øl vi lavede sammen i bryggeriets sortiment bærende Stovts navn. Bo besidder en legesyge og nysgerrrighed, der blandet i øllet gør, at vi kan forvente interessante ting dernedefra. Får man chancen skal man prøve Farmhouse Ale, tørhumlet Lager eller en af de Ny Nordisk Øl, der er under udvikling.

I efteråret gennemførte Vestslesvigsk Bryghus en crowdfunding-kampagne med henblik på at inddrive midler til at opgradere brygudstyret og til erhvervelse af træfade til fadlagring. Kampagnen gik forrygende, og der blev inddrevet 157% af de ønskede 50.000,-. Hvad det kommer til at betyde for Vestslesvigsk Bryghus er svært at sige, men nyt og bedre udstyr giver typisk mulighed for mere og bedre øl. Vestslesvigsk Bryghus producerer kun spontangæret øl, hvilket giver dem deres egen niche på det danske ølmarked.

Da Jessica Jenkins tilbage i marts mailede mig Penyllans bidrag til Bryggeriloggen, var min reaktion fåååååårk, hvor lyder det fedt det her. Bryggeriet har fat i noget nær alt, der er oppe i tiden: lokale ingredienser, fadlagring og sure sager. Ud over Jessica står også Christian Skovdal bag, et navn de fleste ølmennesker vil nikke genkendende til. De første øl forventes klar til april/maj, hvor lette/svære de bliver at få fat i er en hver mands gæt, men kom helvede eller højt vand, smages det skal de.

Sidste navn på listen er Alefarm Brewing, Stovts valg som årets nye bryggeri i 2015. Andreas Skytt Larsen har gjort det godt i bryggeriets første leveår, og med hans nye lokaler kommer nye muligheder, som jeg har en stor forventning om at han indfrier. For nyligt blev der åbnet for tilmeldinger til The Farmer’s Barrel Beer Club, der giver adgang til øl, merchandise og rabatter. Et spændende tiltag, som jeg har meldt mig til.

onsdag den 11. februar 2015

Bryggeriloggen: Vestslesvigsk Bryghus Aps

Så er det blevet tid til andet indlæg i Stovts nye, store satsning "Bryggeriloggen". Denne gang trækker vi ned til det sønderjyske og gæster Bylderup-Bov, hvor vi finder Vestslesvigsk Bryghus, der har været i gang cirka et års tid. Her har indehaver og brygger Hans Lautrup Nørgaard været så venlig at besvare Bryggeriloggens spørgsmål.
Hans Lautrup Nørgaard
Bryggeriets navn:
Vestslesvigsk Bryghus Aps.
Siden hvornår:
Selskabet blev stiftet 1/1 2014 og det første bryg blev sat over 25/3 2014.
Fantombryggeri eller ”rigtigt”:
Der brygges i eget bryggeri.
 
Hvem står bag:
Hans Lautrup Nørgaard
Hvordan kom det så vidt:
Jeg har boet i Lille, Nordfrankrig, fra 2000 til 2003. I denne periode arbejdede jeg i Bruxelles og nød områdets rige ølkultur. Jeg har efterfølgende brygget i køkkenet siden 2006 og smådrømt om at starte et rigtigt bryggeri - og tog så skridtet sidste år!
 
Hvad er planen:
Bryggeriet skal i første omgang vokse så det kan bære en lønnet halvtidsstilling.
Hvilke øl skal vi forvente:
Vestslesvigsk har specialiseret sig i spontangæret øl. Har man én gang vænnet smagsløgene til den tørre/syrlige karakter er man solgt, jeg var i hvert tilfælde!
 
Hvad er næste træk:
Der er en spontangæret rugøl på vej! Herudover er en MEGET lokal øl på vej til den traditionsrige og årligt tilbagevendende byfest i Løgumkloster - Klostermærken!