Vintage: Beer Here - Kremlin Crude (2014)

Der var engang, hvor Kremlin Crude fra Beer Here hørte til blandt mine favoritøl.

Kremlin Crude var en 11 % Russian Imperial Stout uden al for megen slinger i valsen. Jeg husker den som en småbrutal størrelse, men jeg kan tage fejl – det er trods alt en del år siden.

Faktisk er det så mange år siden, at jeg har fundet en flaske frem fra kælderen fra 2014. Her otte år senere åbnede jeg den med en forventning om, at løbet var kørt, men det kan jeg indledningsvis ikke helt blive enig med mig selv om det er.

Duften er ikke for lovende. Umiddelbart sød på den måde man får, når de mørke øl begynder at få soya-noter. Der er stadig liv i glasset, og langs kanten ligger der en smal linje af små hvide bobler, der beviser det.

Smagen byder på lys chokolade og masser af lakrids. Duften har efter et par minutter i glasset lagt sig på et leje, hvor den er sød, men mild. Der er i forhold til øllen ikke megen smag. Først sødme, så en kæmpe bølge af lakrids og til sidst en klæg mundfølelse, der ikke er helt heldig.

Ifølge datoen på kapslen, der vil Kremlin Crude kunne holde til 2024. I forhold til, hvordan den smagte engang, der er det en sandhed med modifikationer. Jeg har prøvet øl, der efter otte år var langt mere nedbrudte og udtjente, men dermed ikke sagt, at Kremlin Crude holder fanen højt i dag.

Kremlin Crude årgang 2014 anno 2022 er ikke rigtig skidt. Den er heller ikke rigtigt god. Den er mest af alt en erfaring jeg er blevet rigere, og en påmindelse om, at sort øl sjældent kan holde sig så længe som nogle optimistiske holdbarhedsdatoer gerne vil have dem til.

Åbent hus hos Penyllan

Pressemeddelelse:

Tejn Bryggeri holder åbent hus 
Penyllan bryggeriet på Tejn Havn åbner ny bar og butik inde i bryggeriet og holder i den anledning åbent hus og vil gerne byde på en fadøl.

Der vil være mulighed for at se bryggeriet, snakke med bryggerne og købe øl med hjem. Fra brygplatformen vil der dagen igennem være DJ’s og bands der underholder. Ølspa’en fyldes hvis vejret er til det og hele vejen fra Kødbyen i København kommer Johns Hotdog Deli der sælger sine gourmet hotdogs med tilbehør lavet med Penyllan-øl. Er man ikke til øl er der mulighed for at købe vin og spiritus, samt hjemmelavet tonic og gin fra fad.

”Vi har længe gerne ville udvide vores lille bryggeri med en bar og butik. I Australien, hvor jeg kommer, fra er det almindeligt at mikrobryggerier har såkaldte tap rooms inde i bryggeriet, hvor der er åbent for gæster. Vi håber danskerne vil tage godt imod muligheden for at nyde en øl i de rustikke omgivelser på Tejn Havn” udtaler Jessica Andersen der er brygger og den ene halvdel af parret bag Penyllan. 

Tid og sted Lørdag d. 1. Juni 2019 fra kl. 14 og indtil vi ikke kan mere…
Adresse: Havnevej 8D, Tejn (indgang fra kajkanten)

Link til event.

Vintage: Beer Here - Farlig Wine (2013/2014)

Jeg drikker Barley Wine cirka lige så tit som der indfinder sig skumfester, tequila-shots og stive tissemænd på det lokale nonnekloster (det sker, men ikke nødvendigvis hvert år). Det er fandeme noget sødt stads, men jeg har på et tidspunkt smidt et par stykker i kælderen, og tiden virker så småt moden til, at de igen skal luftes. Farlig Wine fra Beer Here gav jeg en tier for til et ophørsudsalg for nogle år, for siden at stakke den i en papkasse i husets nederste etage. Der befinder den sig ikke mere.

Årgangen har jeg ikke helt styr på, men med et udløb i april 2015 er et godt bud nok, at den er tappet i april 2013 eller 2014. Det er i hvert fald fra en tid før bryggeriet rykkede ind på Bornholm, for den er brygget på De Proef.

Jeg hælder i første omgang kun halvdelen af flasken op, og dét ganske forsigtigt, for på bunden af flasken hvirvler en gedigen gang bundfald rundt. I stuens tiltagende halvmørke er det ikke helt til at se, hvad det er, men gættet går i retning af gærrester.

Smagen er kontant, intens og hænger ved. Desværre er den ikke behagelig. Det er småsurt, som brændt sukker, der er blevet harsk. Men da jeg drikker Barley Wine så sjældent som jeg gør og ikke kan mindes, om jeg har fået Farlig Wine som nogenlunde frisk. Så ved jeg faktisk ikke om smagen ligger i naturligvis forlængelse af, hvordan Farlig Wine smagte dengang. Men det slår mig som en uskøn overbygning på en kraftig Barley Wine. Måske var Farlig Wine bare ikke lagringsegnet, måske er det humlens faden og karakterændring, der skaber ubalance i kraften – måske, måske, hvem ved? Jeg ender i hvert fald med at drikke under halvdelen af flasken, da ubehaget hænger ved.

Efterskrift: Dagen efter kan jeg se, at det meste af flaskens inderside er dækket af en hinde af det jeg formoder er gær? Måske de voldsomme mængder af gærrester i flasken kan forklare øllets ubehagelige karakter. Svaret blæser i vinden.

Nyt fra Ghost Brewing

Ghost Brewing har annonceret, at de fremover får brygget deres øl på Amager Bryghus. I første omgang er der tale om deres fadøl, men flaskerne vil senere følge. Der er ikke længere ledig kapacitet på det bryggeri, hvor Ghost Brewing ellers har fået brygget deres øl på det seneste. I stedet er det lykkedes at lande en aftale med Amager Bryghus. Amager Bryghus har fået ledig kapacitet efter deres flytning fordi de endnu ikke kan afsætte den forøgede mængde øl, det nu er muligt at produceres i de nye faciliteter. I samme forbindelse efterlyser man nu distributører både inden og udenlands, der kan hjælpe med at afsætte de større batches. De første batches forventes om 4-5 uger. 

De annoncerede fadlagrede Barley Wines fra Ghost Brewing er blevet forsinkede grundet en defekt i pumpeudstyret hos Beer Here, hvor de har ligget på fad, men forventes at blive tilgængelige i løbet af et par uger.

Anmeldelse: Beer Here - Rynkedyr

Etiketten siger Beer Here, kapslen siger Okkara, teksten siger transatlantisk samarbejdsbryg og husker jeg ikke helt skævt, så er Thisted Bryghus også med et sted i ligningen, og Rynkedyr er en Mk. II udgave af Ronkedor, som Beer Here og Thisted Bryghus bryggede sammen for en håndfuld år siden. Det er et lille års tid siden, at Rynkedyr kom til verden. Etiketten opfordrer til enten at drikke den frisk mens humlen sparker, eller stuve den af vejen i en årrække så den kan udvikle sig. Selvom Stovt landede på en smålunken mellemløsning, så er der stadig fint bid fra det bitre. Det til trods så opleves Rynkedyr meget helstøbt, uagtet at det bitre spilles op mod en blød baggrund, der ikke er prangende fyldig. Limfjordsporterreferencen er uundgåelig, der er bare mindre lakrids og mere fløjlshandske. Rynkedyr er behageligt frisk for en øl på 10,4% og lever i kraft af kraften fra humlen, der giver bid og kant til en ellers sød øl. I bund og grund er jeg en tilfreds forbruger, der ikke angrer sit køb af Rynkedyr. Den gør det den skal og gør det godt.

Stovt glæder sig i denne tid

Julen kryber nærmere, og forleden slap store og små de øl fri, de tænker matcher den forestående højtid. Jeg er ikke den store juleølsfan, men der plejer alligevel at være et par enkelte, der stikker ud i positiv retning og prikker og pirrer min nysgerrighed i en grad, at de bliver købt. Indtil videre er der dog kun tikket en enkelt ind på den liste i år.

Den ære tilfalder: Chocolate Salty Christmas Balls fra Cervisiam. 10% Imperial Stout med kakao, ahornsirup, salt og kanel. Min underbevisthed fortæller mig, at det godt kunne risikere at være godt. Skulle andre ønske at teste min tese af, så kan den bestilles ved Boxbeers.

I mangel på friske nyheder, der glæder jeg mig over, at To Øl har valgt at genudsende Santa Gose F&#% It All, der blev lanceret sidste år. Det er uden sidestykke den bedste Gose, der er undfanget på dansk jord.

Ellers skal Stjernebryg fra Herslev naturligvis fremskaffes (både til nu og til kælderen) og mon ikke de lokale udskænkningssteder byder ind med henholdsvis Hoppy Christmas fra Ugly Duck og JuleIPA fra Beer Here, der topper Stovts liste over humlede juleøl. Der bliver desværre ingen Phister de Noel fra Flying Couch i år. 

På hjemmefronten er der blevet taget juleøl op fra kælderen fra de senere år. Jeg tænker, at der også godt kunne risikere at gemme sig en god oplevelse eller to her. Især glæder jeg mig til den fadlagrede Juleporter fra Det Lille Bryggeri, der til stadighed er den bedste rødvinsfadlagrede øl, der har krydset mine veje. 

Som sagt, jeg er ikke juleølsfan, men jeg tror alligevel på, at det bliver ganske okay i år.

Vintage: Beer Here - Kremlin Crude 2012 + 2014

Kremlin Crude er en gammel favorit her på egnen, som dette uddrag af Stovts anmeldelse fra februar 2013 måske vidner om:

”..Duften er der ikke det store at fortælle om, men skummet burde virkelige foamfreaks kunne skrive bøger om - tykt som et panser, og som Rocky nægter det at lægge sig. De første par tåre var skarpe, humlen bed fra sig, men så skete der det, der sker når øl er allerbedst, hjernen koblede sig selv fra og i stedet for at fundere det store over hvad jeg drak, så drak jeg bare glassets indhold, mens tankerne kredsede lidt om gud, konge, fædreland og andre ligegyldigheder. Smagen er brændt, men ikke for brændt, og humlet, men ikke for humlet, og ellers er Kremlin Crude som der står skrevet på etiketten "sort og fed som råolie fra oliefelterne i det Kaspiske hav", eller det vi på Stovt kalder "en elegant øl med nosser". Om den kan anbefales? Skider paven i skoven? Anbefales!”

Af samme grund har der derfor også de senere år boet to årgange af øllen i Stovts underjordiske ølghetto, hvor øllet får lov til at leve en hengemt tilværelse indtil det skal indtages. De to flasker Kremlin Crude er født i henholdsvis 2012 og 2014, så vidt vides de eneste to gange øllet er blevet flasket (og brygget?). Som ovenstående anmeldelsesuddrag måske insinuerer, så er jeg fan. En tung sort øl med kant, det er lige som jeg prædiker, at det skal være, når jeg iklæder mig min præsterobe og forkynder Stovts ord for min menighed. 

Som antydet ovenfor, så er duften ikke det største kapitel i bogen om Kremlin Crude, af samme grund er der heller ikke den store margen forskellen mellem duften af de to øl kan bevæge sig på, og forskellen er da også minimal. Lidt lakrids, lidt tørrede figner und das ist alles. Noten af tørret frugt accelerer dog i 2012-udgaven mens den får lov at stå.

2014-udgaven er blødt karboneret. Øllen er også blød og tilgængelig, med let røg og tørret frugt i noteret i notefeltet, mens smagen af bitter chokolade giver den en perfekt afstemt kant. 2012-udgaven har langt mere smag, og er langt, langt, langt mere bitter. Humlen kan i den grad stadig smages, der er brændte kanter og en del lakrids. Jeg mistænker lidt, at opskriften er blevet rettet til imellem de to bryg. Jeg glemte at notere det, men de er så vidt huskes begge brygget på De Proef, så det er ikke fordi brygningen er blevet rykket, at forskellen er så udtalt. Man kan sagtens smage, at de går i samme retning, men forskellen er markant, og det er ikke forskellen i alder, der spiller ind her.

Begge øl smager stadig virkelig godt. Jeg vil ikke sige, at de har vundet det store på at blive lagret. Det er nok snarere lidt sangen om gyngerne og karrusellerne, hvor noget er vundet, noget er tabt, karakteren på øllet blevet ændret en smule, men den karakter de får uddelt står uændret tilbage. Der står endnu et sæt Kremlin Crude i kælderen, jeg vil krydse fingre for, at Beer Here får brygget et nyt batch snarest, så de to kan blive smagt op imod en frisk udgave.

Tre juleøl der holder.

It’s that time of year again. December står for døren, og bliver sandsynligvis stående et stykke tid endnu. Her på Stovt er der ikke nødvendigvis den store begejstring for juleøl, men tre øl har fundet vej til min så-ses-vi-igen liste over juleøl, der skal være så hjerteligt velkomne tilbage. Så hvis tvivlen tager over, og du ikke helt ved  hvor du skal gå hen i din jagt på godt juleøl, så tag  udgangspunkt i disse tre.

Herslev Bryghus - Stjernebryg: For mig er Stjernebryg ju-le-øl-len! Et lille stykke højtidsperfektion, som jeg tale længe og varmt for, men ovenstående klip fra Ølentusiasten, der citerer mig, burde dække det.

Flying Couch - Phister de Noel: En blød og balanceret bamsefar af en juleudskænking. Lidt brændte sukkernoter gør det ud for julekrydderi, ikke at Phister de Noel egentlig er synderligt julet. Fyldig uden at være kraftig, og sød uden at være kvalm. En smukt balanceret øl, der kan hives frem når ungerne er hevet i seng og julelysene brændt ud den 24.

Beer Here - Jule-IPA: Juleøl er heldigvis andet end karamelvand, og juleIPA’er er dukket frem i hobetal de seneste år. Det er dog få, der gør det så godt som Beer Heres udgave. Appelsinskal, let fedme og fin, fin bitterhed. Den perfekte antidosis til al julens sødme, fedt og overflod.

Bryggeriloggen 06: Penyllan

Jeg er stor fan af Christian Skovdal Andersen, så når han er med til at starte nyt op spidser jeg ører. Efter at have læst, hvad hans partner in crime Jessica Jenkins svarede til Bryggerieloggens spørgsmål, så er jeg fuldstændig blæst bagover i begejstring. Det lyder simpelthen så pissecool, det de har gang i.

The brewery's name:

Penyllan

 

When was it started:

About 11 days ago (besvaret 03-03-2015) we signed the paperwork to purchase the building in Tejn that the brewery will be housed in but the actual work on it started after we moved to Bornholm in May 2014. Since then we have been sourcing ingredients, making contacts and looking for a perfect location for the brew house. We started test brewing in September last year and are looking forward to getting the actual beers out there.

 

Real brewery or "contract brewery":

Real Brewery. We have tanks, equipment, bottles and barrels arriving every day.

 

Who is behind the brewery:

Jessica Jenkins and Christian Skovdal Andersen. Jessica is one of the main force behind Australia's first gourmet restaurant with a beer in focus, as well as co-owner of Boneyard Brewing in Melbourne, Australia. Christian is a familiar face in the Danish brewing scene, where he runs the internationally renowned beer brand, Beer Here.

 

How did it come to this:

When we moved to the island we fell in love with the people, the area, the food culture and the produce and we wanted to contribute to it with something that hasn't been done before. We wanted to create a range of beers that aren't readily available in today's market featuring as many local ingredients as possible. We sourced some that are already grown here, some farmed and some foraged in the wild but have also collaborated with people over here to grow things that aren't as yet available and will be grown specifically for our beers. Also, with the combination of the two of us and our different backgrounds we think we can create a pretty special product.

 

What is the plan:

At the moment we have capacity for 100,000 litres per year. And I think we will leave it as that for a while. The plan is to export from the very beginning. We already have several interested distributers around the world which is very exciting. Once we get the brewery up and running we will start doing tours and tastings. From there we will be opening a tap room where people can come drink and hopefully also eat food specially chosen to match the beer. In our barrel room we will be starting at 20-30 person private dining room. It will be for special tastings or dinners to show people how incredible beer can be with food. We will also be having a small store on the premises where people can come and purchase the beers and other produce that we will be creating here.

 

What kind of beers should we expect:

Our focus is on mixed cultures, open fermentation, local ingredients and aging on wood. We are starting with about 150 barrels from all over the world that have previously had wine, cognac, whiskey, champagne and a range of other delicious liquids in them. Some of the beer will spend up to three years in barrels. There will be funky, sour, bitter and smooth beers in the range. We are creating a range of beers to pair with food though they will obviously be beautiful to drink by themselves as well.

 

What's the next move:

Well, seeing we just got the building we have walls to knock down and walls to fix up, equipment to arrive and install and general beautifying of the place. Really we just need to get beers in barrels as soon as possible so we can hopefully have something available by May.

Anmeldelse: 4,7% fra Beer Here

Beer Here har en kronisk holdeplads på min top-5 over danske bryggerier, primært parkeret der med gode argumenter som Kremlin Krude, Hoptilicus og Nordic Rye. Alt sammen alkoholtungtvejende argumenter. Spørgsmålet slog mig derfor, om de alkoholsvagere argumenter ville kunne parkere Beer Here lige så overbevisende.

 

Selvfølgelig kan de ikke det, jeg foretrækker mit øl halvheftigt, men hev alligevel Wicked Wheat og Lupulus ned fra hylden, for at se om ikke det kunne tænkes, at Beer Heres to 4,7% kandidater kunne være bud på, hvad jeg skal lave næste sommer, når vejret atter byder på høj sol, kølig skygge og naturlig tørst.

 

Wicked Wheat er som navnet antyder en hvedeøl. Cloudy lysgul, uigennemskuelig, og pumpet op med Citra-humle for at kunne vise kløer. Den er også en sjov størrelse, hvor en blød sødme titter frem inde bag det citronvandsbitre øl. Den fremstår en smule vandet, fordi kroppen ikke helt kan følge med humlemængden, men on the bright side er den frisk, indbydende og let at køre ned.

 

Lupulus er som taget ud af øllets abc. En no-nonsense Pale Ale, der rummer rigelig mængder humle og en behagelig kulsyre, der resulterer i en perfekt afstemt øl. Det er sådan en øl, hvor en fadøl bliver til flere, fordi den er svær at køre træt i, og med et alkoholindhold, der gør at man også kan finde sine snørebånd efter en håndfuld. Den vil jeg godt kaste et anbefaletstempel efter.

Det tynde øl: Angry Hops, 8%, Beer Here

Når jeg kigger på etiketten til dobbelt IPA'en Angry Hops fra Beer Here og ser den vrede kænguru, der gør det ud som dekoration, så er min første tanke ”hvornår helvede kommer Edge Brewing Project i dansk distribution”? Som Christian Skovdal Andersen fan følger jeg nysgerrigt med i, hvad han foretager sig på den anden side af jordkloden, hvor han sammen med Adam Betts, der vist også fungerer som australsk importør af Beer Here, har gang i et (virker det til) spændende bryggeprojekt. Indtil videre blæser svaret i vinden. 

Angry Hops er ikke så hidsig som navnet antyder. Det første indtryk, der kommer ud af flasken, er en lidt bekymrende parfumeret blomsterduft, der dog ikke slår smagen ud af kurs. Angry Hops er en rigtig madøl med en markant smag, der er fyldig uden at være overdrevent bitter. En bitterhed, der går i retning af grape. Den fungerer også fint, hvis dit ølindtag bare er et spørgsmål om at slukke tørsten, eller forkæle smagsløgene en smule. Angry Hops bliver dog lige tyk nok til sidst, når den flader ud. En udmærket øl, fra et fantastisk fantombryggeri. Lidt under standard i forhold til andre gode oplevelser fra Beer Here, men stadig til den gode side.

Anmeldelse: Harwood, Beer Bere

Navn: Harwood

Type: Brown Porter 
Bryggeri: Beer Here 
Alkohol: 9,4% 
Beskrivelse: Harwood er en behagelig Porter, med en markant snert af mørk sukker. I forhold til andre øl fra Beer Here er Harwood dog lige blød og behagelig nok. Ikke at der noget galt i det, men den dør lidt ved forhåbningernes alter når man mindes andre stjernestunder i selskab med øl fra Beer Here. Den brændte smag som sukkeret efterlader i øllet er det første, der møder én når man tilslutter glasset mundtøjet. Med den følger en god mundfylde og en tilbagelænet øloplevelse, der er fuldt ud tilfredsstillende, men alligevel en kende for anonym.
Indkøbt: Vinens Verden (50cl, 49,-)

Karakter: 8

2013 revisited #2

Andet opsamlingheat fra 2013 er et tilbageblik på de mange flinke bryggere og bryggeriejere, der tog sig tid til at veksle et par ord med Stovt. I ukronologisk rækkefølge havde jeg fornøjelsen af at snakke med følgende:

- Kunstbryggeriet Far & Søn 

- Aarup Bryghus 

- Nordic Brewing Co. 

- Munkebo Mikrobryg 

- Stronzo 

- Kongebryg

- Abelgren & Ramvad

- Ø-Bryg

- Beer Here

- Det Gale Bryggeri

Det tynde øl: Nordic Rye Ale, Beer Here

Til trods for, at jeg er stor fan af det Christian Skovdal Andersen går og blander sammen i gryderne, så er det lang tid siden jeg sidst har haft Beer Here i glasset. Nordic Rye Ale, med inspiration hentet fra godtøl, var dog så atypisk et indslag på hylden, at min opmærksomhed vågnede op og stak min indre Beer Here fanboy en albue i ribbene og spurgte om det ikke var hans tur til at betale.

Han pungede ud, og tak for det. Nordic Rye Ale er virkelig god. Som en frokostøl på steroider, med uhyggeligt meget smag, der ikke kammer over eller svinger for meget ud til nogen sider, men bare fylder og glæder. Smagen er tør og kontant, med masser af maltfylde og en kende særpræg i retning af lakridsrod og sødmeforladt karamel. Så vidt jeg erindrer, er dette den første øl jeg får med rugmalt, der ikke er i den sorte afdeling, men hvis det jeg smager, er særpræget fra brugen af rugmalt, så er det langt fra sidste gang, tværtimod så er jagten på flere varianter hermed sat i gang.

Jeg har endnu ikke haft grund til at løfte pegefingre af Beer Here, og det bliver heller ikke jeg begynder på det. Nordic Rye Ale kalder mere på en knyttet næve løftet i vejret i triumf. Anbefales.

Interview: Christian Skovdal Andersen

Der gik ikke mange minutter fra, at Christian Firtal her i Odense havde slået muligheden for at hilse på Eddie Szweda, Anders Kissmeyer og Christian Skovdal Andersen op på deres Facebookvæg, til jeg havde krydstjekket min kalender for andre aftaler og sendt en mail til Christian for at høre om han i den forbindelse kunne lokkes til at tage en snak med Stovt. Det ville han gerne. 

Selve arrangementet startede i en mild variant af kaos, Eddie måtte af ukendte årsager udeblive, Anders havde fået låst sine nøgler inde på den ene af Midtfyns Bryghus pt. to lokaliteter og ti minutter forsinket stod Christian alene og uden øl fra hverken Beer Here, Kissmeyer Beer & Brewing eller Midtfyns Bryghus. En tur i Vinens Verden senere var kommunikationssvigtet fikset, og mens de fremmødte ventede på at isvandet gjorde deres for at øllene kom ned på den rigtige temperatur, fik jeg prikket Christian på skulderen og spurgt om vi skulle bruge ventetiden på noget fornuftigt. 

Normalt har jeg en ganske god idé om, hvad jeg vil snakke med folk om, før jeg tager kontakt til dem. I tilfældet Christian Skovdal Andersen skød jeg fra hoften ud fra en idé om, at manden bag Ølfabrikken og Beer Here, der begge har stået bag flere af mine personlige favoritøl nok skulle være en snak værd. Det var først da jeg googlede ned i hans fortid, at jeg fandt ud af, at Christian var en guldgrube af gode historier. 

Starten 

Historien begynder i 2004, da Christian sammen med sin forretningspartner Martin Larsen beslutter sig for at brygge øl på hobbyplan. Bryganlægget de får indkøbt har dog en størrelse, der gør det nødvendigt at installere det i laden på Martins forældres gård. At Ølfabrikken året efter både bliver kåret som årets bryggeri, og deres porter bliver kåret til årets ølnyhed af Danske Ølentusiaster, taler noget om hvor hurtigt det efterfølgende gik, men med til historien hører det også, at det var Christian og Martins computerfirma, der holdt dem økonomisk gående i starten, hvor Ølfabrikken kæmpede med inficeret øl, men modsat mange mikrobryggerier på den tid, aldrig sendte dårligt øl på markedet. 

Halvdelen af Ølfabrikken bliver i 2007 solgt til Gourmetbryggeriet, da Ølfabrikken efterhånden har fået brug for større kapacitet end hvad laden kan tilbyde. Martin følger ikke med over i det nye selskab, og efterhånden som kompromiserne hober sig op vælger Christian også at træde ud. Christian fortæller, at det var meningen, at det så skulle det være slut med øl. Han fik sig et job, der ikke havde noget bryggebranchen at gøre, men efter et halvt års tid var der alligevel noget, der trak i ham, og i 2008 tog han kontakt til Herslev Bryghus, hvor det var meningen han bare ville brygge et enkelt bryg. Det var tanken, at Beer Here skulle være et hobbyprojekt, men her fem år senere er det ene hobbyprojekt, blevet til flere bryggerier, med Beer Here som det største. 

Christian tager sig tid til et par spørgsmål og svar mellem sine præsentationer af Dark Hops og Hopfix. Vi forsætter da hans præsentationer er overståede, men tier pænt stille, mens Anders Kissmeyer fortæller om først sin Honey Porter og siden Dobbelt IPA’en Stockholm Syndrome. Midtfyns Bryghus bliver repræsenteret med Gunners Ale og deres Russian Imperial Stout, der skylles ned af de cirka 15 fremmødte uden uddybende kommentarer fra en brygger. Ved siden af den stadige strøm af smagsprøver står mit pintglas med Nelson Sauvin fra Ugly Duck, og netop den humlesort spiller en stor rolle hos Beer Here. 

Der er kollektiv småfnisen brygger og blogger imellem, da Christian begynder sin fortælling med ”Det begyndte under den store humlekrise i 07/08..”. Stovt kender til Cubakrisen, oliekrisen og den igangværende krise, men humlekrisen for en håndfuld år siden er et ubeskrevet blad, der kort sagt handler om et humlelager i Yakima, USA der selvantændte, og et marked, der reagerede ved at hamstre med eksplosive prisstigninger til følge på udvalgte humlesorter. Nød lærer som bekendt nøgen brygger at vride sig, så i stedet for at betale overpris, kom Christian i tanke om den New Zealandske humlesort Nelson Sauvin, som han var stødt på til en messe i Finland, og valgte at basere sin katteserie på den. Katteserien var en serie øl, brygget ud fra det dogme, at øllet skulle være på 4,7% og humlen skulle være Nelson Sauvin. Der var planlagt ti, men blev kun lanceret fire, da resten af markedet også opdagede Nelson Sauvins kvaliteter og udbud og efterspørgsels-mekanismen sendte prisen på Nelson Sauvin i vejret. Det nåede dog at blive til red ale (Fat Cat), sort IPA (Black Cat), hvedeøl (White Cat) og endnu en red ale (Dead Cat, der dog er brygget med Simcoe). 

Udlandet 

 

50% af det øl Beer Here producerer eksporteres til udlandet, og Christian bevæger sig da også jævnligt udenfor landets grænser i øl-øjemed. Mest omtalt har nok været hans flytning til Sydafrika i slutningen af 2009. Christian forklarer, at der skulle ske noget. I Sydafrika etablerede Christian Bierwerk, et bryggeri, der i høj grad bar præg af de lokale råvarer og som stadig eksisteter i dag. Både Christian og Bierwerk har dog forladt Sydafrika, 

”Det var hele tiden meningen, at vi kun skulle være afsted i et par måneder”. 

Christian er flyttet til Frederiksberg, og Bierwerks øl brygges i dag i Namibia. Trods det geografiske udgangspunkt, sælges langt det meste af øllet fra Bierwerk i dag i Europa, og kun en minimal andel lokalt. Næste skud på stammen fra Bierwerk bliver en porter, der forventes lanceret i løbet af maj. 

En anden nyskabelse fra Christians hånd, har været samarbejdsbrygget Caterpillar med Brewfist i Italien, en øl, der også har fundet vej til Stovts liste over anbefalede øl. Beer Heres italienske importør var træt af, at han konstant måtte melde udsolgt af de mere humlede varianter i Beer Heres sortiment, så han foreslog Christian, at de lavede et samarbejdsbryg, så han selv kunne skrue op og ned for produktionen af en humlet Beer Here øl. Christian kalder selv Caterpillar for en lykkelig fejltagelse. 

”Caterpillar skulle have været Hopfix, som der licensbrygges på Brewfist. Heldigvis fik vi en stuck mash på grund af mængden af rug og effektiviteten blev en del mindre end normalt for Hopfix. Derfor endte vi med at lave en lettere øl med en anden humleprofil.” 

Endelig har Christian for ganske nylig startet nomadebryggeriet Edge Brewing Project op sammen med Adam Betts fra sin australske importør Northdown. De to har tidligere samarbejdet om hvedeøllen Victoria’s Secret og Cool Hops, en ”Australian lager”, men nu kommer der gang i et mere permanent samarbejde. Christian forklarer, at det har sine egne lavpraktiske grunde, at det lige blev i Australien, at han starter noget nyt op. 

 

”Min kæreste er australier, så vi er her alligevel et par gange om året”. 

Foreløbig er Victoria’s Secret og Cool Hops på sortimentslisten, sammen med blandt andet endnu en hvedeøl, nemlig Rakau NZ Wheat, og som det var tilfældet med Bierwerk, så benytter også Edge Brewing Project sig i høj grad af lokale råvarer. En signatur, der går igen fra Bierwerk. Hvorfor er det så vigtigt med lokale råvarer? 

”Grunden til at jeg syntes det er vigtigt med de brands er at de, modsat Beer Here, sælges på at de er brygget i henholdsvis Afrika og Australien. Samtidig så bilder jeg mig ind at der også er nogle smagsmæssigt interessante ting ved forskellige regioners råvarer. Det viser sig for eksempel i brugen af rooibos te i Bierwerk Saison og de unikke australske humletyper i Edge produkterne.” 

Adam Betts har andetsteds udtalt, at øllet fra Edge Brewing Project bliver kompromisløst. Både han selv og Christian har et andet bryggeri i ryggen til at skabe en indkomst for dem, så de skal i første omgang ikke tænke i volume eller popularitet, men har friheden til at brygge, hvad de vil, hvornår de vil. 

Filosofien 

Afslutningsvis får jeg stillet Christian et ganske kringlet spørgsmål, med en helt fantastisk mængde bisætninger, men hvor kernen er, at når han nu var med da den danske ølbølge startede, og stadig er med, hvad tror han så det kommer til at kræve, at være med i fremtiden. 

”Det tør jeg sgu ikke svare på (tænkepause), men jeg tror det handler om at finde sin niche. Jeg prøver at brygge, hvad jeg selv godt kan lide, uden at tage kommercielle hensyn. Jeg skal selv kunne stå inde for det, derfor tog det mig fire år at finde en opskrift på en Imperial Stout, jeg selv kunne lide.” (Den omtalte Imperial Stout er Kremlin Crude, der også er på Stovts liste over anbefalede øl). 

Jeg når lige at tænke, at det udefra set virker til at virke, det med selv at skulle kunne stå inde for det, både i tilfældet Ølfabrikken, men også med Beer Here. 

”Nej, jeg bliver sgu lige nødt til at nævne en fiasko!” 

Og Christian beretter om Infant Øl, hans bud på en ikke alt for sød hvidtøl, der faldt helt til jorden. 

Talen slår over i småsnak, og falder på kundegrupper. På den ene side kan Christian ikke lave sine øl til priser, så de er interessante for supermarkederne, omvendt bemærker han også at hardcore ølnørder ikke er et interessant publikum, da de hele tiden er på vej videre mod den næste oplevelse. 

”Det bedste er når man kan vise den almindelige forbruger, hvor meget en øl kan.” 

Anders Kissmeyer støder til os, og det virker som et passende sted at stoppe. 

Christian Skovdal Andersen, udlandsfarende brygger, og en svært sympatisk fyr, har talt.

Det tynde øl: Caterpillar, 5,8%, Beer Heer/Brewfist

En forholdsvis nyfunden kærlighed til humlesorten Nelson Sauvin, der stammer fra New Zealand, kombineret med en etiket, der lovede rigelige mængder New Zealandsk humle, og så det faktum, at denne pale ale halvt om halvt er et produkt af Beer Here fik mig til at veksle min nysgerrighed med en flaske øl og en dankortsbon på et par-og-tredive kroner. Det er dog ikke Nelson Sauvin, der er brugt i Caterpillar, men derimod Motueka og Columbus-humle. Jeg er ikke humlenørd, så jeg skal ikke kunne sige, hvad forskel det helt præcis burde give, men resultatet giver smæk for skillingen og kontant afregning ved kasse et. Indtil nu har jeg  kun prøvet de sorte øl fra Beer Here, og hver gang er det samme oplevelse af kompromisløs råhed, der har henført mig i en ren ekstase af begejstring. Derfor havde jeg også ventet en på siden af hovedet, når jeg nu kastede mig ud i at prøve kræfter med en i udgangspunktet forholdsvis humlet øltype, hvor Beer Here var involveret, men lussingen udeblev. Caterpillar sniger sig ind på én. Der kommer ikke det store kick til at starte med, men med et bliver din mund suget tør, og det eneste du kan mærke i din mund, er den bane ned over din tunge, hvor øllet er løbet og smagen har lagt sig som en friskhøvlet bane på et stykke ubehandlet træ. På et lidt mere ligetil ølanmelderdansk, er Caterpillar en tør pale ale, blottet for unødvendige dyk i frugtskålen og med en virkelig behagelig kulsyremængde, der balancer fornemt mellem det dovne og det friske. Det skal nævnes, at Caterpillar er et samarbejdsbryg mellem Beer Here og Brewfist, et forholdsvis nyt italiensk bryggeri, men det er min glæde over øl fra Beer Here, der bliver lagt et par alen til, sådan kan verden være så uretfærdig en gang imellem. Værd at bemærke er også etiketten, der ligner et stillbillede fra hvordan det havde set ud, hvis det var en brygger, der havde lavet en animeret video til Jefferson Airplanes "White Rabbit". Endelig skal det bemærkes, at Caterpillar ryger direkte ind på Stovts liste over anbefalede øl.

Navn: Kremlin Crude

Type: Russian imperial stout

Bryggeri: Beer Here

Alkohol: 10%

Etikettekst: Dekadent stout inspireret af de stærke britiske øl der i 1800 tallet blev eksporteret til det russiske hof. Sort og fed som råolie fra oliefelterne i det Kaspiske hav domineret af lakrids, brændt sukker og krydret humle.

Beskrivelse: Det er vel overflødigt endnu engang at tage turen igennem fortællingen om, at det er Christian Skovdal Andersen, der står bag Beer Here, al den kompromisløshed jeg synes der klæber sig til hans navn og hvor meget jeg savner kaffeporteren fra Ølfabrikken. I stedet vil jeg hellere fokusere på den nådesløshed som jeg forbinder med øllene fra Beer Here. I efteråret var Stovt forbi S.O.D. og det var en intens oplevelse, for nylig var det Dark Hops, der var i glasset og det var en intens oplevelse, og emnet for dagens forelæsning ser umiddelbart ud til at være endnu et kapitel i en serie om intense oplevelser, der gerne må blive ved med at køre mange år endnu. Duften er der ikke det store at fortælle om, men skummet burde virkelige foamfreaks kunne skrive bøger om - tykt som et panser, og som Rocky nægter det at lægge sig. De første par tåre var skarpe, humlen bed fra sig, men så skete der det, der sker når øl er allerbedst, hjernen koblede sig selv fra og i stedet for at fundere det store over hvad jeg drak, så drak jeg bare glassets indhold, mens tankerne kredsede lidt om gud, konge, fædreland og andre ligegyldigheder. Smagen er brændt, men ikke for brændt, og humlet, men ikke for humlet, og ellers er Kremlin Crude som der står skrevet på etiketten "sort og fed som råolie fra oliefelterne i det Kaspiske hav", eller det vi på Stovt kalder "en elegant øl med nosser". Om den kan anbefales? Skider paven i skoven? Anbefales!

Indkøbt: Vinens Verden (50cl, ca.50,-)

Karakter: 10 (pil op)

Tirsdag den 15. januar sneg Stovt sig til ølentusiasternes januarsmagning på Carlsens Kvarter, der havde den uimodståelige overskrift ”det sorte øl”. Det blev på en gæstebillet, da et medlemskab af DØE aldrig er blevet indløst. Ud fra den udleverede liste kunne jeg se, at jeg var bekendt med halvdelen af de otte øl det pænt fyldt lokale skulle igennem. I hukommelsen svingede de fra det forglemmelige, over det acceptable til det formidable. Lokalformanden præsenterede hver enkelt øl igennem aftenen, og kunne have skåret en halv time af aftenen, hvis han ikke hele tiden var stoppet midt i sine sætninger. Da han fortalte om, hvor de forskellige øl var indkøbt henne ramte helt rigtigt med ordene ”ølindkøbsmulighederne er ikke hvad de har været i Odense”, selv savner jeg i hvert fald en bestemt ølsælger i en bestemt butik, der altid sikrede at det nye og spændende var på hylderne. Jeg er slet ikke i tvivl om at lokalformanden hentydede til det samme. 

Aftenen lagde ud med porter og stout fra Sierra Nevada, der skulle illustrere forskellen på to forskellige brygmetoder – begge var dog i min bog ganske forglemmelige. Så kom der Founders Porter på bordet, der var aftenens vinder i kategorien etiketdesign, men ellers mest af alt slog mig som en dessertøl med masser af chokolade. En af aftenens vindere, og en overraskelse af de større for jeg huskede den markant anderledes, var Fru Frederiksen fra Amager Bryghus, der med sin markante humle og brændte smag var mildt intens og et glædeligt gensyn. Både Fru og Hr. Frederiksen skal derfor også hurtigst muligt erhverves igen, så de kan smages ordentligt – de 10cl der kom i smageglassene forslog som en skrædder i helvede. 

Ugly Duck Rye Porter har Stovt anmeldt til et ottetal tidligere, og indtrykket af en udmærket, men tam øl, holder jeg fast i. Beer Heres Dark Hops var som forventet intens, men omvendt meget rundt humlet, og aftenens eneste sorte ipa, og overraskede mig også positivt. Tilbage var Lost Abbey Serpents Stout, som blev omtalt i Stovts tidligste dage. Jeg huskede den som forrygende, men på aftenen virkede den alt, alt for sød og ganske anonym i forhold til minderne. iStout fra 8Wired var i første omgang også anonym, men da ballet var slut og folk gik mod døren stod der stadig en flaske af den på vores bord, som jeg huggede broderparten af, og da den havde skyllet smagen af resten af aftenen væk forstod jeg hvorfor jeg i efteråret kaldte den ”..en imperial stout lige efter bogen”. Fin øl, men i en prisklasse, hvor der er bedre alternativer. Indtrykket af aftenens udvalg var på det jævne, jeg er nok mest til det tunge og onde, hvor lokalformanden trak mod det amerikanske og humlede, men fair nok. Det er også derfor øl er så godt, der er plads til uenighed.

Navn: SoD

Type: Porter
Bryggeri: Beer Here

Alkohol: 7,5%

Beskrivelse: Det er sjældent, at Stovt går så meget i dybden med en øl, men indenfor de sidste 36 timer har jeg fået SoD serveret på fad, flaske og som den sorte del i en half n' half. Flasken blev indtaget som aftenøl derhjemme, mens de to fadoplevelser var fordelt ganske uskyldigt over to eftermiddage. Uskyld er ellers ikke det første man tænker på når man stifter bekendtskab med SoD, mine tanker gik mere i retning af "nåhr, så det er det Satan putter på sine cornflakes om morgenen" og det skulle ikke undre mig om jeg har ret. SoD kom på markedet så sent som i juni, og skal man tage det ene bud der er derude i cyberspace for gode varer, så er navnet en forkortelse af South of Denmark. Hvorfor, kan jeg ikke svare på, men indtil jeg fandt svaret tænkte jeg på hardcore trash rockerne i Stormtroopers of Death, der forkortede deres navn på samme måde. Navnet havde været passende, for som med deres "musik" så skal man i tilfældet SoD have en høj tolerancetærskel i forhold til det intense. Umiddelbart minder SoD om porteren 6 fra Thisted Bryghus, og selvom jeg på den ene side vil argumentere for at SoD er en mere intens øl, så vil jeg med den anden påstå, at SoD er langt mere rundet. Jeg vil holde fast i det sidste, for der er langt mere smagsoplevelse i SoD end i Porter 6, der ganske enkelt bare er brutal. Havde jeg smagt dem ved siden af hinanden ville jeg have kunnet skrive stolpe op og ned om forskellen på fadudgaven og den i flaske, men som jeg sidder her med flaskeudgaven, må jeg erkende at det ville være gisninger og selvbedrag at påstå at jeg kunne huske forskellen. Fadugaven smager sandsynligvis bedst, men flasken fejler intet. SoD var et hit i half n' half. Matematisk ulogisk fortrækker jeg min half n' half med to-tredjedele porter, denne var serveret som opskriften foreskriver og derfor en kende tynd til min smag, men SoD giver noget punch og med den friskhed og ekstra kulsyre pilsnerdelen (i dette tilfælde en Høkerbajer) giver, har man en killerkombination. Jeg tøver ikke med at give SoD et anbefaletstempel med hjem, det er næppe en øl for alle, men er man lidt til den kradsbørstige side, så er SoD et hit.

Indkøbt: Vinens Verden (50cl, 48,-)/Christian 4tal (50cl, 58,-)

Karakter: 10

Følgende nyhed er sakset fra Beerticker.

Beer Here Kremlin Crude (10%): Russian Imperial Stout.

"A decadent stout, inspired by the special British ales exported to the Russian Court, during the 18th century. It is black and viscous like crude oil from the oil fields in the Caspian Sea. The flavor is dominated by dark notes of burnt sugar, spicy hops and smokiness from peaked malt."

Lanceres ved Høkeren fredag den 31. august kl. 16