Tre sure opstød om fynsk øl

1: Medaljer er stadig en ting, der åbenbart bruges derude når man skal fortælle om sine fortrinligheder. Senest er det Vestfyen Bryghus underlabel Frejdahl, der har trukket to medaljer med hjem fra Meininger’s International Craft Beer Award. Det var tilfældigvis en af de konkurrencer, der også var under behandling i artiklen ”Medaljer: Hæder eller salgsmateriale?” - der blev bragt på Stovt for et par år siden. Lidt er der dog blevet ændret. Dengang havde man et loft på, at max. 40% af de deltagende øl kunne modtage en medalje. Det tal gætter jeg på er blevet modereret ned til 30%, hvilket jeg baserer på, at der er blevet uddelt 327 medaljer til 1090 deltagende øl – altså, der er medaljer til helt præcist 30% af øllene og den andel maxer man fra Meininger’s International Craft Beer Awards side helt ud. Screendumpet er taget fra Bryggeriet Vestfyens LinkedIn-profil, hvilket egentlig blot er en understregning af, at disse medaljer bruges som et salgsværktøj. Det ser også fint ud, og som det er afbilledet, der er der næppe nogen, der skænker det en tanke, at guld og sølv er lig  med anden- og tredjepræmie, da der var en platinmedalje til de 26 øl, der nåede toppen af poppen i de 70 kategorier. 

2: Der var en gang gammelmandsbrok godt på vej ud af munden på mig, da jeg på Heartland Festivalens Facebook-side så et opslag, der startede med ordene ”Albani is the epitome of Funen beer culture”. Jeg nåede lige at mumle numådekraftedemelige… før det slog mig, at om jeg vil det eller ej, så er Albani sgu indbegrebet af fynsk øl. Det er åvandet, der løber i de fynske fadølshaner og fynsk øl vil nok til evig tid være forbundet med en O’ense. Så jeg måtte bide mig i læben, før der kom yderligere ord ud af min mund.

Ingen tvivl om, at Heartland er vigtig for Albani når de skal markere sig lokalt. Tuborg sidder på Tinderbox, Carlsberg har taget OB und so weiter, og så må man søge at tilføje fynsk identitet til den smule kultur, der så er tilbage. Det er dog stof til eftertanke, at på en festival, hvor så megen af musikken kan defineres som indie, der er det ikke uafhængige bryggerier, der leverer øllet, men et af de helt store. Det havde virket så meget mere passende, hvis øllet var fra et af de bryggerier, der passer til definitionerne i Det Fri Øl. Men ville nogen af dem kunne være i stand til at løfte opgaven? 

Albanis underlabel Theodor Schiøtz Brewing Co. har brygget en øl til festivalen – ”Heartland Fever” – et lille klassisk eksempel på, at man skal huske at google sine produktnavne før man tager dem i brug. Googler man navnet får man først og fremmest en del hits på Heartland virus, der giver muskelsmerter, diarré, hovedpine og træthed, hvilket meget passende sikkert også er symptomerne, hvis man indtager Heartland Fever nok. 

Heartland Fever er brygget med inspiration fra haverne omkring Egeskov Slot, og er således blevet en IPA med et nordisk twist af stikkelsbær og hyben. Heartland Festivalens eget opslag fortæller om "...flavours from the Egeskov Gardens". Teaservideoen til Heartland Fever er helt oppe på den store klinge. Der er billeder fra haven, fra væksthuset, fra humlehaven, hvor der pilles ved planterne, der smages på en stikling af en art ude i det fri, og er man ikke obs, så kan man hurtigt forledes til at tro, at Heartland Fever er brygget med stikkelsbær og hyben fra Egeskovs have. Eller er det bare mig, der tolker det sådan?

3: Det slog mig for nylig, at Munkebo Mikrobryg efter de igen, igen, igen har skiftet produktionssted, denne gang til (så vidt vides) Randers Bryghus, har fået pokkers travlt med at fortælle, at øllet er danskproduceret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er en art forsinket damage control i forhold til bryggeriets tid med bryg i Polen, hvor det ikke helt var til at tyde, hvor øllet var brygget. Eller i forhold til brugen af lokale råvarer, der så absolut ikke var lokale. Interessant er det i hvert fald, hvor vigtigt det nu synes at være at få budskabet ud.

Klummen 24: Folkemængdefinansiering

Crowdfunding er stille og roligt ved at blive en del af den danske ølbranche. Tidligere har blandt andet People Like Us og Vestslesvigsk Bryghus benyttet sig af det, og året ud har Ugly Duck og Bryggeriet Djævlebryg gang i hver deres indsamlingskampagne for at skaffe penge til henholdsvis et surølsprojekt og en genoptagelse af produktionen. 

Crowdfunding er et stærkt markedsføringsværktøj, der giver mulighed for at involvere bryggeriernes kunder i langt højere grad end man normalt vil kunne gøre. Optimalt holder man dem løbende orienteret undervejs gennem projektets løbetid og skaber således en flok oplyste ambassadører for hvad end projekt man er i gang med at finansiere. Dette kræver dog også, at man er i stand til at leve op til den øgede interaktion, og evner at levere de incitamenter støtterne er blevet stillet i udsigt til gengæld for deres økonomiske støtte. 

Jeg støttede både kampagnerne fra People Like Us og Vestslesvigsk Bryghus. Hvor Vestslesvigsk Bryghus udviste god stil og kommunikationsevner hele vejen igennem og rundede af med personlig levering ved døren, der virkede det til, at projektet mere eller mindre døde for People Like Us da deres indsamling nåede slutpunktet. Der fulgte flere måneders forsinkelse i et kommunikativt dødvande før en kasse med seks ens øl dukkede op i stedet for den kasse blandede øl, der var stillet i udsigt. Min interesse for projektet døde dér. 

Seneste skud på den danske crowfundingscene er Coolship Brewing Company som jeg på mange punkter synes er interessant sat op. Når man læser sig igennem salgsteksten på Indiegogo så virker det alt sammen meget bekendt. Er man den mindste smule velbevandret i de danske bryggerier, så tager det heller ikke længe før det går op for én, at det er forhistorien til Munkebo Mikrobryg man sidder og læser. Jeg finder det derfor påfaldende, at navnet Munkebo Mikrobryg ikke optræder nogle steder. For hvad det måtte være værd, så vil bryggeriet i den brede befolkning blandt andet været kendt som tidligere vinder af årets danske øl og årets danske bryggeri. Hvorfor benytter man sig i lanceringen af Coolship Brewing Company så ikke af den synergieffekt man vil kunne opnå ved at koble det nye projekt til Munkebo Mikrobryg? 

En af forklaringerne kan være den negative presse Munkebo Mikrobryg har fået i forbindelse deres dårlige økonomi, der i sommers truede firmaets fremtid. Indskudt bemærket er det endnu ikke offentligt kendt om man har fået en ny investor ind, men det virker ikke til det. Ifølge en artikel hos Fyens Stiftstidende kommer Coolship Brewing Company til at være uafhængigt af Munkebo Mikrobryg. Med tanke på Munkebo Mikrobrygs dårlige økonomi er det svært ikke at blive ramt af tanken om Coolship Brewing Company er ved at blive kørt i stilling som et nyt bryggeriprojekt for Claus Christensen, hvis og når Munkebo Mikrobryg ikke længere har kapital til at blive drevet videre. 

Incitamenterne hos Coolship Brewing Company er også nogle underlige størrelser. For 65€ (cirka 480dkr) kan man få sit navn på listen over støtter. For de samme penge kan man hos Djævlebryg hente otte Pride of Nekron, og hos Ugly Duck er man en tyver fra at kunne veksle sin støtte til to fadlagrede øl og et medlemskab af First Taste Club. Selv om der selvfølgelig er renhjertede sjæle derude, der ønsker at støtte økonomisk op om projekter for projektet eller projektafsenderens skyld, så bygger crowdfunding primært på en noget for noget filosofi, hvor man får igen i forhold til, hvad man støtter med. 

Skal man have noget igen hos Coolship Brewing Company, så skal man slippe minimum 195€ (Cirka 1.450dkr) for at få fyldt en to-liters growler op ti gange. Det kan man få hos bryggeriet eller hos en af deres ”stations”. Eftersom ingen ved, hvor disse ”stations” kommer til at ligge, så risikerer man hurtigt at komme til at købe katten i sækken, hvis man ikke jævnligt har ærinder på egnen syd for Kerteminde. Hvis støtterne ikke kan komme nemt og bekvemt til deres incitamenter så er der ingen idé i at støtte. Og hvor mange vil gide køre de eksempelvis 15-20km fra Odense og tilbage igen ti gange for at hente øl? 

Hvis en crowdfundingkampagne skal nå i mål, så skal incitamenterne give økonomisk mening for støtterne, der skal føle at de får noget for deres penge. Optimalt skal crowfundingens mål også være opnåeligt. Alle foretrækker at være en del af en succeshistorie. Lige nu er alle de tre igangværende crowdfundingkampagner et stykke fra deres mål. People Like Us nåede heller ikke i mål, mens det lykkedes for Vestslesvigsk Bryghus, der dog også havde det klart laveste mål af de fem kampagner. Hvilket også viser, at der stadig er grænser for, hvor stor en finansiering man kan opnå på denne måde. 

Stovt tror, at vi kommer til at se langt mere crowdfunding i ølverdenen fremover, og byder dem velkomne. Det vil åbne op for nye projekter, og forhåbentligt også bidrage til et øget oplysningsniveau blandt ølforbrugerne, i takt med at flere og flere forhåbentlig støtter op om disse projekter.

Nyheder fra ølverdenen

- Munkebo Mikrobryg bløder penge og der sås nu tvivl om bryggeriets overlevelse.
- Djævlebryg genopstår, crowdfundingkampagne på vej.
- Ghost Brewing lancerer webshop.

To testbryg fra Munkebo Mikrobryg

Jeg fik for nyligt foræret to testbryg fra Munkebo Mikrobryg, der begge skulle dukke op i kommercielle udgaver senere på året. Fælles for dem begge er, at de er brygget på Munkebo Mikrobrygs egen gær. 

Harvest Ale er en mild og parfumeret Ale, der har noter af banan og ananas. I krop og fremtoning en smule om Gyldenkam, Mukebo Mikrobrygs Pale Ale/Weißbier. Selvom humlen er lokalt plukket og burde spille en mere fremtrædende rolle, så virker den underspillet. Måske for at give plads til gæren? Jeg savner lidt bid. Noget mere bitterhumle ville helt sikkert friske øllen op, men som en meget stilfærdig tørstslukker gør den absolut jobbet. 

Stærk Dansk Ale skulle eftersigende være en ny stilart, men jeg har aldrig dyrket stilartsnørderi, så det vil jeg nøjes med at konkludere, at den så nok er. Gæraromaen er intens og i min optik også for intens. Det tog lidt pusten fra mig, at stikke næsen i det der duftede som en dårligt ventileret frugtbutik. Selve øllen er sød som en tynd og floral Barley Wine eller en parfumeret Scotch Ale uden røg og kanter. Jeg savner virkelig noget, der giver gæren modspil, smagen bliver hurtigt en intens omgang mokkakaramelmarmelade. Når det så er sagt, så tror jeg også sagtens, at øllen kan finde sit publikum blandt de mennesker, der har hang til Barley Wine eller de tungere og sødere belgiske øltyper, men de øltyper har aldrig været mig. 

Nu har jeg smagt tre øl lavet med Munkebo Mikrobrygs gær Munkeb0001, og pt. kører bryggeriet en konkurrence op til Ølfestivalen om, hvem der kan brygge den bedste øl. Skulle jeg skyde skarpt fra hoften, så ville jeg tænke, at en APA brygget med en omgang tropisk frugthumle, der kunne indgå i en symbiose med gæren, og så et solidt skud bitterhed så det hele ikke bliver for sovset, ville være vejen frem (også selvom meget humlet øl trækker ned). 

Læs mere om konkurrencen her.

Nyt fra Munkebo Mikrobryg

Før jul fik jeg en pose julegaver fra Munkebo Mikrobryg. Blandt andet en enkelt, der ikke måtte beskues før i år. Udover juleøl og Hjemstavns Ale, indeholdt posen to testbryg, der senere vil blive realiseret som nye øl i Hjemstavns-serien. Hjemstavn Harvest Ale bliver brygget med Humle fra bryggeriets egen humlehave, og bliver derfor brygget i begrænsede mængder og kun sat til salg i bryggeriets gårdbutik. Stærk Dansk Ale er efter sigende en ny stilart, der forventes brygget slut januar, og sat til salg i slutningen af februar.

Øldrinks, del 3: Weissen Sour

De sidste par opslag på Stovt har handlet om øldrinks, og det bliver ikke anderledes i dag. Forrige lørdags eventyr ud i det at mikse drinks med øl når med Weissen Sour en værdig afslutning.

Weissen sour 

6cl whisky 

2cl frisk citronsaft 

7ml sukkersirup 

1cl appelsinmarmelade 

2 splash Angostura Bitter 

6cl hvedeøl 

Alle ingredienser (øl undtaget) shakes med is. Øl og det shakede hældes samtidigt over i et glas med friske isterninger. 

Weissen Sour er en frisk drink. Ikke for sød, ikke for bitter, ikke for sprittet, men ganske enkelt bare virkelig god. Egentlig skal Weissen Sour laves med Bourbon, hvilket nok ville have givet mere sødme og mindre alkohol i forhold til den valgte whisky. Jeg forestiller mig også, at det ville have kunnet give drinken en smule mere fylde, hvilket er drinkens eneste umiddelbare brist, og kunne jeg gøre det om, så havde vi brugt Bourbon og gjort en god drink bedre. 

Ingen tvivl om, at Weissen Sour var aftenens store clou, og beviset på, at man sagtens kan mikse velsmagende drinks med øl. 

Vi nåede, at kaste os ud i endnu en version af Weissen Sour, hvor en del af whiskyen blev erstattet med rom, for at fremelske noget mere sødme, og hvedeøllen, i dette tilfælde Folkvang fra Munkebo Mikrobryg, blev erstattet med en White IPA fra Lervig og tilsat i mindre mængder end før. Resultatet blev en mere citruspræget drink, hvor humlen fra IPA’en stikker sit hoved en smule frem. Der er mere power i glasset, og smagsløgene bliver udfordret en smule mere, men drinken mister samtidigt noget af sin friskhed og umiddelbarhed. 

Af de omtalte drinks er der ingen tvivl om, at Weissen Sour trækker guldmedaljen. Den var den eneste af de tre drinks, der for alvor efterlod et positivt indtryk og den eneste af de tre drinks som jeg for alvor kunne have lyst til at få serveret igen. 

Det var sjovt endelig at få eksperimenteret med øldrinks, og selvom jeg mistænker, at der er halvlangt mellem snapsene, så er det et område med muligheder. Skulle du være blevet inspireret til selv at tage emnet op, så er der en del inspiration at hente på den nu døde blog Beermixology.

Interview: Andrés Furukawa/Macken Bryggeri

Sverige er på vej til at få sig et nyt bryggeri. Det lidt skæve ved det, er at øllet i første omgang brygges i Danmark, nærmere bestemt på Munkebo Mikrobryg. Et billede af to bryggere med ryggen vendt væk fra kameraet fangede min interesse. Eneste like var givet af et nyt svensk bryggeri, og efter at have kørt to og to sammen i det mentale regneark, kunne jeg regne ud, hvem det var, der var begyndt at kontraktbrygge hos Munkebo Mikrobryg. Bryggeriet hedder Macken, og manden bag hedder Andrés Furukawa. Stovt tog en snak med ham. 

Andrés lægger en ny dimension til begrebet nomadebrygger. Han er født og opvokset i Mexico, flyttede siden til Tyskland, hvor han uddannede sig som brygger i Berlin, herefter gik turen til Edinburgh, hvor han tog en Ph.d. i brygning på International Centre for Brewing and Distilling. Undervejs har han arbejdet på bryggerier som Warsteiner, og været brygmester for Lemke Brauerei og Brauhaus Mitte. 

Nu bor han så i Stockholm, hvor det også er planen, at Macken skal have egne faciliteter. Flere af delene til bryggeriet er købt, både bryganlæg og tappemaskine står klar, men det har knebet med at finde den rette lokalitet til bryggeriet, derfor har Andrés i første omgang valgt at få kontraktbrygget. Macken vil i starten have fokus rettet mod ølmarkedet i Stockholm, adspurgt om vi kommer til at se bryggeriets øl i Danmark svarer Andrés, at det kunne være fantastisk, men at alt afhænger af hvordan øllet bliver modtaget og hvordan efterspørgslen bliver. 

Historien om hvordan Andrés endte i Stockholm er en af den slags, der ville gøre sig godt i ugebladene, hvis de nogensinde begyndte, at skrive om mennesker, man gad læse om. 

”Min forbindelse til Sverige stammer fra mine teenageår i de tidlige 90’ere. Jeg var stor fan af svensk dødsmetal, og byttede bånd og var penneven med flere svenske death metal bands, hvoraf flere i dag hører til blandt de klassiske navne i genren. I 2008 kompilerede jeg så en opsamlingsplade, der omfattede adskillige svenske bands. Udgivelsen blev fejret med en todages festival på Kafé 44 i Stockholm i 2009. I forbindelse med det mødte jeg en masse spændende og inspirerende mennesker, og flere af dem hører i dag til blandt mine tætteste venner.”

Andrés interesse i øl tog fart i 1999, mens han læste fødevarekemi på National Autonomous University of Mexico. Hans interesser gik på det tidspunkt mere i retning af hans band end hans studier, og da en strejke lukkede universitetet ned, brød hans frustrationer over ikke at vide, hvad han skulle med sit studie, ud i lys lue. 

”..så en dag inviterede min morfar mig ud på frokost, for at spørge ind til mine fremtidsplaner. Vi drak øl af ølkrus, og efter en tår sagde min morfar ”det ville være fantastisk at vide, hvordan man brygger noget så lækkert”. Det fik brikkerne til at falde på plads for mig. Det var det jeg ville, og det er derfor jeg nu bor i Stockholm for at gennemføre mit drømmeprojekt.” 

Det var en kontakt i Tyskland, der anbefalede Andrés at tage kontakt med Claus Christensen hos Munkebo Mikrobryg. Udover hans formelle kvalifikationer og erfaring, hæfter Andrés sig ved, at Claus er en rar og omgængelig fyr. 

”I adskillige måneder ledte jeg efter det mikrobryggeri i Europa, der passede bedst til mine behov og kunne levere øl i den høje kvalitet jeg sigter efter. Med kvalitet mener jeg et helhedsorienteret syn på kvalitet, og ikke bare øllets smag. Det indebærer produktkontinuitet og en voldsom grad af kontrol. Derfor er jeg glad for, at Claus har en Ph. D., det er de færreste bryggere, der har den grad af formel ekspertise. Det var et af nøglepunkterne for mig, at han er ekspert i gærformering og brygningsrelateret mikrobiologi. Det burde være overflødigt at sige, men jeg føler mig virkelig heldig, at jeg stødte ind i Claus.” 

Navnet Macken er gammelt svensk slang for benzinstationer. Firmaet Mack konstruerede deres første benzinpumpe i 1913, og her hundrede år senere er navnet altså blevet taget op igen. Et hurtigt kig på Mackens logo afslører også, at brændstoftemaet føres helt igennem. 

”Som alle benzinstationer vil vi gerne levere brændstof, bare i form af øl, til at fylde tanken (maven) og hjertet op med. Vores slogan er ”Feel’er up”, hvor vi spiller på udtrykket ”Fill’er up.”

Macken sender indledningsvist tre øl på markedet, Alraune (Belgisk Dubbel), Mistress of Tabboo (Scotch Ale) og Twin IPA (American/Double IPA). Valget af de tre stilarter er ikke grebet ud af det blå. 

”Det er tre markante valg, baseret på hver af de tre hjørnesten når det kommer til smagsgivere i øl, nemlig gær, malt og humle. Vi vil gerne prøve at ramme en smagspalet, hvor vi kan tilfredsstille den enkelte forbrugers individuelle smagspræferencer. Så hvis du er til bitre og humlede øl skal du dykke ned i en Twin IPA, men hvis du mere er til maltede og frugtagtige komplekse smagsoplevelser, så foreslår jeg, at du griber fat i en Mistress of Taboo eller Alraune.” 

I skrivende stund er de tre øl lige blevet flasket og etiketteret, hvornår de bliver tilgængelige i Stockholmsområdet er endnu uvist. Stovt ønsker Macken og Andrés al mulig god vind med projektet. 

Følg Macken Brygeri på Facebook.

Nedtælling til Pale Ale Festival - #7 Munkebo Mikrobryg

Så er det i morgen, at Pale Ale Festival 2014 tager sin begyndelse. Det betyder også, at Stovts nedtælling til festivalen nærmer sig sin ende. Vi slutter lokalt hos Munkebo Mikrobryg, der har følgende fem nyheder med. Med undtagelse af Festival Pale Ale er alle eksperimenter, der er brygget specielt til Pale Ale Festivalen, og der er kun brygget et enkelt fad, af hver af dem. 

- Gin & Tonic IPA (Enebær IPA) - 7,6%, 82 IBU 

- Dark IPA Lager - 6%, 62 IBU 

- Blueberry Wheat Ale - 5,2%, 20 IBU 

- Festival Pale Ale - 4.6%, 18 IBU 

- Late Hopped Wheat IPA - 6,2%, 70 IBU 

 

Anmeldelse: Valhal, Munkebo Mikrobryg

For cirka to tusind år siden blev en gut lidt yngre end mig selv, smidt op på en samling krydsfinerbrædder og fik sin skæbne slået fast med syvtommersøm. Det skete et sted nede sydpå, og i den tid det tog nyheden at vandre op til vores breddegrader, nåede gutten med den triste skæbne, at blive markedsført i en grad, at der blev skrevet sange om ham og hans fødselsdag blev ensbetydende med gaver til alle. Landesorg passer dog ikke så godt til det danske gemyt, så vi valgte i stedet at festligholde hans endeligt ved at smide et par fridage ind i kalenderen, så det det passer med forårsklargøringen af haven. 

Påsken er så vidt vides den vigtigste af de kristne højtider. Det afholder dog ikke Munkebo Mikrobryg fra at gøre rent bord, og opkalde deres påskebryg efter et efterlivssted fra en anden religion. Sådan! 

Valhal er en single hop Pale Ale, lavet på den for mig ukendte humle Comet. Resultatet er lige så fascinerende som det er ukompliceret, og lige så lige til lækkert læskende, som det er atypisk. Valhal har et hvedeølsfeel, der gør den fyldig, uden at blive klæg og giver mig lyst til at prøve Munkebos Pale Ale/hvedeøls-bastard Gyldenkam igen. I forhold til dens 6% har den masser af krop, og Valhal opleves tør med en minimal antydning af frugt i smagen. Summen af alt det, er en tæt på perfekt forårsøl, der lander på det helt perfekte tidspunkt, nu hvor sæsonen for udendørs øldrikning snart er over os. Anbefales.

Anmeldelse: Gleipner, Munkebo Mikrobryg

Navn: Gleipner

Type: Sort IPA

Bryggeri: Munkebo Mikrobryg

Alkohol: 9,4%
Etikettekst: Nøje udvalgte humlesorter fra Amerika, tilsat mørke malte opnås en lækker balance mellem humlens aroma og maltfylde. Fenrisulven er bundet med kæden Gleipner i en hule i Jotunheim. Der bliver den stående til Ragnarok, hvor den slipper løs og dræber Odin.
Beskrivelse:
Jeg sad bænket på første parket, da Munkebo Mikrobryg for et par uger siden holdt release på Gleipner på Christian Firtal. Og fra min barstol nåede jeg, at konsumere både en og to af dagens hovedperson i halvlitersform. Nu sidder jeg så med Munkebo Mikrobrygs Imperial Black IPA i flaskeform, og lader mig endnu engang rive ud af alle søde dagdrømme, af denne skarpt ristede sorte IPA, der mere end et glas øl, er et basiskursus i den brændte jords taktik, hvor alt er blevet svitset ned til jorden, og intet er det eneste, der efterfølgende er at komme efter. Det er massivt, imponerende, og stjernegodt. I forhold til, hvor intens en smagsoplevelse Gleipner er, så er eftersmagen anderledes dæmpet. Og netop dette spil mellem det korte, intense smagssus, der fader ud i behagligt brændte toner blandet med både en smule sødme og bitterhed, gør at man ikke kører træt i Gleipner. Gleipner fortjener ikke at blive talt ihjel, den skal opleves. Anbefales på det skarpeste.
Indkøbt: Vinoble, Odense (33cl, 35,-)

Karakter: 11

Sort nyt: Pale Ale Festival 2014

Nogle gange får man i bogstaveligste forstand stukket en nyhed i hånden. Således også i går aftes, da det efter release af Munkebo Mikrobrygs mere end fine sorte IPA, Gleipner, blev tid til at ordne mit økonomiske mellemværende med Christian Firtals økonomiafdeling. Som billedet viser, så er Pale Ale Festival 2014 en realitet og datoerne fastlagt. Fire dages humlet folkefest med et uden tvivl massivt line-up af klassikere og nyheder, glæd dig.

 

Læs Stovts stemningsreportage fra Pale Ale Festival 2013 her.

Sort nyt: Munkebo Mikrobryg indtager Odense

Hvis man har hang til Munkebo Mikrobryg, og i øvrigt deler lokalområde med Stovt. Så kan du glæde dig over, at bryggeriet kan opleves på slap line i Odense to gange i denne uge. Torsdag klokken 19.00 slippes Gleipner fri på Christian Firtal, og fredag holder bryggeriet walk-in tasting hos Vinoble i Dalum.

Alstærk revisited

Det ene af de to 13-taller Stovt gennem tiden har uddelt, blev uddelt til Alstærk fra Munkebo Mikrobryg. Dengang en Strong Scotch Ale brygget på Ørbæk Bryggeri, og nu hvor den igen er tilgængelig, naturligvis stadig en Strong Scotch Ale, men denne gang brygget på Munkebo Mikrobryggeri. Alstærk er velkrydret, fyldig og monstrøst behagelig at drikke, og så giver det mig selvfølgelig fred, og ro i sjælen, at vide, at jeg stadig kan stå indenfor den topkarakter, der blev udskænket for mangt en øloplevelse siden. Jeg er blevet sværere at imponere, men Alstærk rammer altså stadig lige, hvor det gør godt. Anbefales (stadigvæk).

2013 revisited #2

Andet opsamlingheat fra 2013 er et tilbageblik på de mange flinke bryggere og bryggeriejere, der tog sig tid til at veksle et par ord med Stovt. I ukronologisk rækkefølge havde jeg fornøjelsen af at snakke med følgende:

- Kunstbryggeriet Far & Søn 

- Aarup Bryghus 

- Nordic Brewing Co. 

- Munkebo Mikrobryg 

- Stronzo 

- Kongebryg

- Abelgren & Ramvad

- Ø-Bryg

- Beer Here

- Det Gale Bryggeri

De fire første øl fra Munkebo Mikrobryg

Stovt har tidligere anmeldt Gleipner og Alstærk, de to eneste udspil fra Munkebo Mikrobryg, til UG med kryds og slange. Nu er mikrobrygget blevet stort nok til at få eget værelse, og har overtaget Stensbogaard Bryghus faciliteter i Pederstrup, hvorfra de første fire bryg netop er blevet sluppet.

Jeg kvier mig lidt ved de stilarter, der bliver sluppet i første portion. Hvedeøl kan være både hit og shit, kombinationen af Pale Ale og hvedeøl lyder helt frækt, en engelsk Pale Ale behøver ikke være en god nyhed, men helt slemt er det, at Munkebo Mikrobrygs juleøl er en belgisk hvede, der i min verden er tæt på det værste af det værste.

I uprioriteret rækkefølge faldt indtrykkene således ud:

Folkvang, Bayersk Weissbier, 5%.

Der er masser af mundfylde i Munkebo Mikrobrygs bud på en sydtysk hvedeøl, og masser af sødme. Normalt når jeg drikker hvedeøl, er det som sommerøl, men det er ikke helt det, jeg har i glasset nu. Folkvang er en udpræget dameøl, der nok skal finde sit publikum. En øl, til de der sarte nips, der bilder sig, at de ikke kan lide øl, fordi de aldrig har fået serveret andet end Tuborg. De skal ikke være bange for den mindste smule bitterhed i den her. IBU’en er noteret til at være otte, hvis det er en trykfejl, så er den overbevisende. En udmærket øl, men jeg vil stadig foretrække en Erdinger. 8 

Gyldenkam, Pale Ale/Weissbier, 5,2% 

Noget af det jeg savner i Folkvang, er at finde i Gyldenkam. Sødmen er stadig til stede, men den er blevet skubbet i baggrunden til fordel for en diskret humlebitterhed, der giver en langt mere forfriskende øl, med en for mig, langt mere indbydende smag. Duften er fantastisk og øllet har en lækkert cremet konsistens. Gyldenkam bliver et hit når klokken igen slår sommer. Det er en let og ubesværet øl, der slukker tørsten på fineste vis. 9 (pil op, hvis solen skinner)

Hermod, English Pale Ale, 5,6% 

Brun farve har aldrig gjort noget godt for øl, og således også med denne engelske Pale Ale, der smager mere rustent end godt er. En metallisk smag af karamel dominerer, og det er endda den mere forsonlige side af Hermod. Det her er slet, slet ikke mig. 6

Jolner, Belgisk julehvede, 5,1%

Belgisk hvedeøl er tæt på mit skræmmebillede af hvor slemt øl kan gøres, så tilgiv mig, hvis det ikke er superlativer og topkarakterer, der hives op af hatten her. Efter en dyb indånding og et lille tilløb mødes mine smagsløg af en skarp smag af noget, jeg ikke helt kan dechifrere, men det er lige meget, for det er stadig belgisk hvedeøl, der er i glasset. Det ville ikke være fair, at forsøge at smide en karakter efter Jolner. Stod det til mig burde belgiskinspireret hvedeøl brænde i helvede til evig tid, det er bare så fandens svært at sætte ild til. -

Jeg glæder mig til de mere potente øl fra Munkebo Mikrobryg kommer på markedet, og ser også frem til de sorte pilsnere, der er blevet varslet. Ovenstående karakter skal i høj grad ses i det lys, at mine personlige præferencer ligger et stykke fra, hvad Munkebo Mikrobrygs markedsudvalg har ment det var bedst at smide på markedet først. Håndværksmæssigt er der ikke noget at udsætte på øllet.

Sort nyt: Etiketterne klar fra Munkebo Mikrobryg

Munkebo Mikrobryg har her til aften offentliggjort etiketterne til deres kommende øl. Første udslip fra bryggeriet bliver Jólner, en belgisk julehvede. Såvel Alstærk, som Gleipner har tidligere trukket høje karakterer hos Stovt, og naturligvis glædes jeg ved, at se flere sorte varianter i det kommende udvalg. Det var etiketterne, så mangler vi bare øllet. (Klik på etiketterne for at læse beskrivelserne af de enkelte øl).

Sort nyt: Munkebo Mikrobryg

Munkebo Mikrobryg har her til aften udsendt nedenstående pressemeddelelse om bryggeriets forestående lancering:

 Endnu et stort skridt fremad for Fynsk øl 

Fynsk fremadstormende brygmester vender hjem fra Bayern og starter familiebryghus 

Fyn har de sidste 15 år vist sig som den førende landsdel udi kunsten med at brygge ypperlige velsmagende øl. De fynske bryggerier har både nationalt og internationalt høstet den ene toppris efter den anden. Nu starter der et nyt og innovativt kapitel i den danske bryggerihistorie. Claus Lund fra Stensbogaard Bryghus og Claus Christensen fra Munkebo Mikrobryg har besluttet at Munkebo Mikrobryg starter med leje ledigt kapacitet hos Stensbogaard i Pederstrup og i 2014 forventes det at brygudstyret flyttes til Munkebo og et ejerskifte er en realitet. 

Claus Christensen er nyligt vendt hjem til Danmark efter at have arbejdet som headbrewmaster på det rebelske sydtyske bryghus Camba Bavaria. At Claus havnede i de naturskønne omgivelser i Alperne startede med at direktøren for det tyske bryggeri Markus Lohner besøgte Danske Ølentusiasters Ølfestival i Valby og ved en tilfældighed fik lov til at smage noget af det gode øl fra Munkebo. Markus Lohner spottede med det samme det store potentiale, der var tilstede i den unge dansker og tilbød ham på stedet et job som brygmester i Bayern. Det er så vidt vides første gang at en person fra den danske brygverden er blevet engageret til at styre et bryghus i Tyskland og så som brygmester - en stilling som normalt er forbeholdt folk med mange års bryggeruddannelse bag sig. 

Det tyske bryggeri er blevet verdenskendt på at arbejde meget eksperimenterende og at udfordre det tyske ”reinheitsgebot” med at brygge stilarter både fra Belgien, England og Amerika. Claus blev direkte headhuntet til at komme med input udefra og for at lære de unge tyske bryggere op i at brygge andet end tysk øl og optimere deres sortiment. Selvom den tyske direktør ønskede at forlænge ansættelsen til at blive permanent hos Camba, har Claus fastholdt at ville vende tilbage til Danmark og udnytte sit kreative talent ved at starte sit eget bryghus op. 

At Claus Christensen arbejder med øl kommer ikke fra fremmede. Hans fynske farmor bryggede øl til hans farfar på deres hyggeligt husmandssted og hun havde lært at brygge øl af hendes mor som var så efterspurgt som brygger at hun rejste rundt på de sydfynske gårde og bryggede for dem når det skulle være ekstra god. Den store familie er klar på at hjælpe så både fætter og kusiner hjælper med at give deres ekspertise til familiebryghuset, så man må sige at det har været ”brygget” op til dette øjeblik i flere generationer. 

Claus Christensen har en baggrund både som forsker på Københavns Universitet og salgschef hos et lille fynsk firma og udrustet med både en kandidatgrad i biologi og en Ph.d. i sundhedsvidenskab. I den sparsomme fritid, som universitetsstudiet i København tillod, brugte han sin biologiske lærdom til at udforske de finere nuancer udi kunsten at brygge øl. At det var en god investering vidner 21 medaljer på 4 år om. Medaljerækken tæller både danske og skandinaviske mesterskaber - ja, der er sågar oven i købet et fynsk mesterskab. 

Bryghuset i Pederstrup kan rumme begge bryghuse til at begynde med, men forventes at blive flyttet til Munkebo i løbet af 2014, når de rigtige lokaler er fundet og en kapital er opbygget. Produktionen vil efterhånden blive udvidet med større udstyr fra tyske Braukon/Camba. Bryghuset er af ægte bayersk design, er på 13,5 hl og da der kan tappes automatisk over 1000 flasker i timen, så er der masser af godt kvalitets øl på vej. 

Det gode øl fra Munkebo bliver at finde i udvalgte specialbutikker over hele landet fra omkring November-december via Det Belgiske Hus som landsdækkende distributør.

Man må sige, at han har det i blodet. Hans farmor bryggede øl til hans farfar på Østfyn, hans oldemor bryggede øl på Sydfyn, og selv har han normalt til huse på Nordfyn, men har taget et halvt år ud af kalenderen for at arbejde på Camba Bavaria i Bayern og dygtiggøre sig yderligere. Stovt har snakket med Claus Christensen fra Munkebo Mikrobryg. 

De to gange Stovt har anmeldt Munkebo Mikrobryg, har det udløst henholdsvis en bindestreg og det eneste 13-tal, der indtil videre er blevet uddelt. Bindestregen gik til Gleipner, en sort IPA brygget i samarbejde med Midtfyns Bryghus, en øl jeg ikke anede, hvad ben jeg skulle stå på i forhold til, men en øl, der rykkede markant ved min tilgang til øl. Jeg har fået den flere gange siden, og i dag kunne bindestregen let erstattes med et 11-tal. 13-tallet gik til Alstærk, en skotsk ale, der som Gleipner væltede mig omkuld i min opfattelse af, hvad øl skal og kan. Mellem jul og nytår tog Stovt en kammerat i hånden og deltog i en afskedssmagning på Carlsens Kvarter, hvor Claus præsenterede en stribe af de prøvebryg han havde begået. En på flere måder opløftende og berusende oplevelse, der bekræftede at Claus fra Munkebo Mikrobryg har fat i den lange ende. 

Egentlig er Claus fra en gård ved Billund, men en karriere som landmand lå ikke i kortene. Han havde set sin far arbejde fra 05-20 hver eneste dag uden at have tid til familien, og derfor faldt valget i stedet på en boglig uddannelse. Efter et år i livgarden tog han til Haderslev, hvor han både fik en HF og mødte sin kone efter en svingom på det lokale diskotek. Haderslev blev siden afløst af biologilinjen på Københavns Universitet, og da det var fuldbragt syv år senere begyndte Claus at arbejde på Panum Instituttet, hvor han havde skrevet sit speciale. Et år som forskningsassistent senere havde han sparet penge nok sammen til et ph.d.-studium, der blev forsvaret i 2011. 

Siden jeg første gang læste det, har jeg tænkt, at det var atypisk at fuldføre en ph.d. og så vælge at blive brygger, men sådan hænger virkeligheden ikke sammen. 

”Det er ikke atypisk. En almindelig brygmester er enten kemiingeniør eller farmaceut, der ligesom en biologuddannelse tager fem-seks år. Her kan man så bygge ovenpå med en brygmesteruddannelse, der tager cirka halvandet år, hvor jeg i stedet valgte at bygge oven på med en ph.d. som tog tre år. Det er meget lig hinanden, en traditionel brygmester er lidt stærkere i kemi end jeg er, men til gengæld er jeg stærkere i biokemi og biologi, og biologi er lige præcis hvad gæring er.” 

Og hvad giver hans uddannelse så Claus i forhold til at brygge? 

”Min forskning på Københavns Universitet gik ud på at bruge gær til at producere recombinante proteiner og oprense dem til at bestemme deres interaktioner, hvor ølproduktion bruger gær til at producere alkohol og andre kemiske forbindelser til at skabe smag som banan, nelliker eller hindbær m.m. Det er meget tæt på hinandens områder.” Efter sin ph.d. arbejdede Claus som salgs- og marketingschef for et firma i Odense, der solgte enzymer til forskningsbrug. 

Efter et års tid skiftede Claus den stilling ud med et job som brygmester hos Midtfyns Bryghus i Brobyværk. Her stoppede han kort før jul sidste år, og i starten af januar sagde han så farvel til kone og tre børn for i et halvt år for som muligvis den første dansker, der er blevet ansat som tysk brygmester, at hellige sig dygtiggørelsen af sin bryggerkunst hos Camba Bavaria. Når man forlader kone og tre børn i et halvt år, så er det alvor, og Claus har da også udtalt at jobbet som brygmester hos Camba Bavaria er en chance af den slags man kun får en gang i livet og at han det som en slags udstationering. Planen er, at når Claus til sommer vender hjem, så bliver Munkebo Mikrobryg startet op som fuldtidsprojekt. 

Claus har brygget siden 2007. ”Jeg havde en makker i Aalborg, som bryggede lidt selv og det lød ret interessant, så nysgerrig som jeg er, måtte jeg prøve det. Jeg fik snakket lidt med ham og fik mødt nogle af gutterne fra Odense Håndbryggerlaug, som viste mig et par tricks. Jeg har altid været klar på en Slots Pilsner, men efterhånden som jeg fik arbejdet mig ind i øllets verden, fandt jeg ud af, at der findes meget mere end Slots Pilsner derude. Fremtiden blev grundlagt første gang jeg smagte en Imperial Stout, en Black Lager eller en Doppelbock, det var alt for spændende til at lade være med at læse alt om brygning og få smagt så mange forskellige øl som muligt og få brygget de stilarter, der var svære at købe i Danmark.” 

I den tid har Claus vundet det, der vel bedst kan beskrives som en god røvfuld medaljer, fordelt over stilarter som hvedeøl, sort pilsner, IPA og krydderøl. 21 medaljer er det blevet til, inkluderende et fynsk, et skandinavisk og to danske mesterskaber. Han har dog overladt det til andre at konkurrere efter at han i 2012 begyndte at arbejde som brygmester. 

De to øl, der har været kommercielt tilgængelige fra Munkebo Mikrobryg har begge haft relation til ovenstående konkurrencer. Egentlig var det med en mørk hvedeøl, at Claus blev fynsk mester i håndbryg, hvor han vandt retten til at brygge sin øl på Midtfyns Bryghus, alligevel endte han med at brygge den sorte IPA Gleipner i stedet. Gleipner bliver en af de øl, der kommer til at optræde i Munkebo Mikrobrygs sortiment, hvor den blandt andet får en storebror i form af den noget mere humlede Imperial India Pale Ale Slejpner, som Claus vandt både Danmarks- og de skandinaviske mesterskaber i håndbryg med. Historien om Slejpner starter med endnu et mesterskab og en tur til Carlsberg. 

”Ved mit første Danmarksmesterskab i 2008 var en del af præmien, at brygge 200 liter på Carlsbergs lille bryghus; Jacobsens testanlæg. Jeg valgte, at brygge 200 liter Imperial India Pale Ale, en stilart som teknikkerne ikke havde prøvet før. De var mest vant til lavprocent- og letdrikkelige øl, hvilket en Imperial India Pale Ale på 10% med en teoretisk humlebitterhed på 263 IBU ikke ligefrem er. De kiggede lidt mærkeligt på mig og spurgte om jeg var helt frisk i hovedet at ville putte så meget humle i én øl, mit svar var, at jeg havde det fint, men at jeg godt kan lide at drikke øl, der smager at noget og hvis jeg ville havde et glas vand så tog jeg en Carlsberg. Det grinte vi så lidt af og gik i gang med at brygge Slejpner. Den blev efterfølgende serveret ved Carlsbergs egen stand ved European Beer Festival 2009 hvor flere sagde at det var den bedste pale ale på festivallen, selvom flere undrede sig lidt over, at den kom fra Carlsberg.” 

Nogen vil nok bemærke, at den nordiske mytologi er et gennemgående tema i øllenes navne. Gleipner var den tråd fenrisulven stod bundet med, Sleipner var Odins sorte hingst, og endelig var Alstærk den ene af de heste, der trak solen over himlen. Navnene er valgt ud fra en fra en blanding af marketingshensyn og historisk interesse. ”Jeg har altid interesseret mig for historie og syntes at det er interessant at læse om hvordan vores forfædre opfattede verden. Den nordiske mytologi er vores fælles historie og må ikke glemmes, så en kort tekst om et eller andet fra vores nordiske baggrund, kan være interessant for folk at læse hvis det holdes i baggrunden og ikke er for fremtrædende og jo mere folk interesserer sig for et produkt, jo bedre vil de huske det til næste gang. Desuden er Fyn og området omkring Munkebo fyldt med minder om den tid. Der er gravhøje overalt, og Ladbyskibet blev fundet lige på den anden side af Kerteminde Fjord. En anden ting er, at det er nemmere for kunder at genkende et produkt, hvis der er en farve eller et tema, som går igen på etiketten. ” 

I dag arbejder Claus så for Camba Bavaria, der som navnet antyder ligger i Bayern, eller mere præcist i Truchlaching mellem München og Salzburg. At han overhovedet endte ved Campa Bavaria skyldtes at bryggeriet af omveje, havde fået fat på noget af øllet fra Munkebo Mikrobryg, og det faldt altså så meget i smag, at man endte med at headhunte Claus til en stilling som brygmester. Opstarten var intens, der var en ny hverdag der skulle bygges op, sproget skulle læres og også den lokale dialekt, der var et nyt brygsystem at sætte sig ind i, og så har tyskerne med deres Reinheitsgebot deres egen måde at brygge på. 

”Jeg har været vant til den engelske og den amerikanske måde at brygge på. Den tyske er lidt anderledes da man ikke kan få hjælp til at klare øllet op med alger eller må tilsætte andet til øllet som vi normalt gør i Danmark. Hernede i Bayern er det kun vand, gær, humle og malt man bygge øl af. Ristet byg er faktisk ikke tilladt da det ikke er malt, så de bruger ristet malt i stedet. Der er en grund til at de tyske bryggere er så gode til deres arbejde, hvis de vil have en øl til at smage af kirsebær, kan de ikke bare komme kirsebær i øllet som man kan i Danmark, men må arbejde med gæren og fermenteringsteknik til at få fremelsket smagen af kirsebær som de har gjort siden Reinheitsgebot blev vedtaget i 1516. Jeg har været vant til at arbejde med krydderier i lang tid, men kan sagtens arbejde på samme måde som de gør det i Tyskland. Det er superlækkert, at arbejde på et niveau, hvor min baggrund i biologi og proteinkemi kan bruges i hverdagen til at styre gæren i den retning som man gerne vil have den til.” 

Tilbage i Danmark står brygudstyret og venter på at blive taget i brug når Claus til juli vender hjem. Planen er at bryggeriet senere skal have til huse på en af de lokale herregårde. Der har været dialog med flere herregårde, og lige nu forhandles der med den ene om hvorvidt Claus må lave lokalerne om, og om kommunen vil give de rette tilladelser. Der er stadig meget, der skal falde på plads, men Claus krydser fingre, for i hans øjne er atmosfæren på herregården perfekt til at brygge øl i. 

Rent teknisk kommer Munkebo Mikrobryg til at bestå af et 1.300 liters udstyr som består af mash kettle, mash tun, wort kettle og whirlpool, hvor der kan brygges cirka 4.000 liter dagligt, og det automatiske flaske- og etiketteudstyr kan klare 1000 flasker i timen når behovet kommer derop og når der bliver tanke til det. De mange liter og flasker kommer efter planen til at fordele sig over 17 øltyper, der dækker over lavprocent pale ales, nogle velhumlede amerikanske Imperial India Pale Ale, stærke øl med masser af karakter som den skotske ale Alstærk, masser af belgiske øl som Triple, Blonde og Wit, franske øl som Biére de Garde og masser af tyske bock og weizen. Med andre ord, et bredt sortiment til enhver smag. 

Stovt glæder sig i særdeleshed til at Alstærk bliver tilgængelig igen, men med tanke på den stribe prøvebryg, der blev serveret til Claus afskedssmagning på Carlsens Kvarter glæder jeg mig også til at stifte yderligere bekendtskab med, hvad jeg allerede ved bliver flere nye personlige favoritter. Forhåbningerne om, og tiltroen til at Munkebo Mikrobryg nok skal blive en succes er skyhøj fra min side, og Stovt ønsker Claus held og lykke med projektet.

Mellem jul og nytår var Claus Christensen fra Munkebo Mikrobryg vært for en lille afskedsseance afholdt på Carlsens Kvarter, hvor interesserede kunne dukke op, hilse på og smage et udvalg af testbryg, samt Gleipner og Alstærk, der begge er gode bekendte af Stovt. 

Indledningsvis smagte vi portere med henholdsvis Laphroig og rom tilsat, umiddelbart smagte varianten med rom mig bedst, men jeg syntes at begge led under at være alt for kulsyreholdige. Vejen førte også forbi en framboise, der slet, slet, slet ikke var noget for mig. Mere interessant  var det at smage Munkebo Mikrobrygs bud på en pilsner, der var en vellykket og pænt humlet variant af slagsen. Herefter fulgte aftenens mest kuriøse indslag, der var en Brettanomyces porter, altså en porter lavet på vildgær, hvor vildgæren går ind og fungerer som smagsgiver. I sin præsentation af øllen lagde Claus Christensen fra Munkebo Mikrobryg vægt på, hvor meget det rykkede ved smagsoplevelsen, og han havde ret. Det var en så atypisk smagsoplevelse, at det var svært at placere den som god eller dårlig, men så absolut en oplevelse det var værd at tage med. Aftenens klare højdepunkt var de to bocks, der kom på bordet til nogenlunde sidst. Munkebo Mikrobrygs dobbeltbock blev serveret af Claus Christensen som en af hans specialiteter, og det har han ret i. Smagsmæssigt var den ikke langt fra at være i familie med Alstærk, og jeg vil gå så vidt som at kalde den den bedste bock jeg har smagt. Kort efter kom der en 15,5 % eisbock på bordet, der var en heftig storebror til dobbeltbocken og så absolut også mere end godkendt. 

Alle aftenens øl blev serveret ved stuetemperatur med hurtig udskiftning mellem øllene og uden for meget i glassene, så det var svært at danne sig et tilbundsgående indtryk af de forskellige øl, jeg vil heller ikke udelukke at enkelte i kampens hede er faldet ud af hukommelsen. Med undtagelse af framboisen håber jeg dog, at de alle finder vej til ølmarkedet på et tidspunkt, så der bliver mulighed for at lære dem bedre at kende.

Juleaftensdag var en god dag for ølinteresserede at læse Fyens Stiftstidende. Udover artiklen om Midtfyns Bryghus var der også nedenstående interview med Claus Christensen fra Munkebo Mikrobryg. Stovt håber på et senere tidspunkt, at kunne bringe vores eget interview med Claus. Tekst af Klaus Knakkergaard.

4. januar rejser Claus Christensen fra Munkebo til det sydligste Tyskland, hvor et bryggeri venter på sin nye brygmester. 

Forestil dig at smage på øl dagen lang. Forestil dig, at det sker på et bryggeri, hvor øllen er brygget efter din egen opskrift, udstyret er i absolut topklasse, omgivelserne er historiske og smukke – og så får du ovenikøbet penge for herlighederne. En drøm for mange. Også for 37-årige Claus Christensen fra Munkebo, men for hans vedkommende går præcis denne drøm snart i opfyldelse. 4. januar sætter han sig et nattog på vej mod drømmejobbet. Turen tager 11 timer, destinationen er Truchtlaching i det sydligste Tyskland – 20 minutter fra Alperne mellem München og Salzburg. Her ligger bryggeriet Camba Barvaria, der 7. januar får ny, dansk brygmester. 

- Jeg glæder mig helt vildt. Det er en chance, man kun får én gang i livet – derfor var jeg også nødt til at sige ja, fortæller Claus Christensen. 

Men det var ikke et job, han ubetinget kunne takke ja til. Konsekvenserne er, at han i lange perioder ikke kan se sin familie – sin hustru og tre døtre, der bliver boende i Munkebo. Det betyder også, at han måtte forlade stillingen som brygmester på Midtfyns Bryghus. 

- Lad mig sige det sådan, at jeg er glad for at der findes Skype. Selvfølgelig bliver det hårdt ikke at se familien så ofte – faktisk forsøger jeg ikke at tænke så meget på det for ikke at blive alt for ked af det, forklarer han. Men min hustru ved godt, at det her er en chance, jeg kun får én gang i livet, og derfor synes hun også, jeg skal tage af sted. 

Af samme årsag bliver Claus Christensen ikke i Tyskland i mere end et halvt år – måske et helt, selv om stillingen er ubegrænset. 

- Så jeg ser det lidt, som hvis jeg var en soldat, der skulle udstationeres. Her har jeg så ovenikøbet muligheden for at se min familie med mellemrum. 

At Claus overhovedet skal af sted skyldes hans håndbryg, der siden 2007 har indbragt ham to titler som Danmarksmester og en som den bedste i Skandinavien. På ølfestivalen i Valby fik en gruppe tyske ”øl-sommelier” fingre og gane i det hjemmebryggede øl, og deres varme anbefalinger endte i det sydlige Tyskland, hvor Camba Bavaria slog til og headhuntede Claus Christensen. 

- Det typisk, at de tyske brygmestre kommer til Danmark. Jeg har aldrig hørt om det modsatte – så jeg tror, det er første gang i historien, der sker, siger Claus Christensen med stolthed i stemmen. 

Og han har noget at have stoltheden i. For det er blandt verdens bedste bryggere, at han nu skal gøre sig gældende – og forsøge at lære fra sig. 

- I Tyskland var det en gang bestemt ved lov, at det eneste man måtte brygge med, var malt, humle, gær og vand. De fire ting skulle man justere på, hvis man ville ændre smagen, forklarer Claus Christensen. Den tradition har hængt ved. Det gør de tyske bryggere vanvittigt dygtige, men de skal også have lidt hjælp til at komme i gang med at bruge krydderier, som vi er gode til herhjemme. Det bliver én af mine opgaver dernede, siger brygmesteren. 

Til det får Claus Christensen noget af det bedste udstyr i verden. Bryggeriet er nemlig ejet af virksomheden Braukon, der producerer udstyr til bryggerier. 

- Når jeg kan vinde mesterskaber med øl lavet i mine gryder derhjemme, hvad kan jeg så ikke lave på det udstyr dernede.