Anmeldelse: Bøgedal - Sour #1

Bøgedal er et af de bryggerier jeg lidt elsker på afstand. De få gange jeg har fået øl fra bryggeriet, har det altid været en del af en oplevelse, hvor det har fungeret. Jeg elsker de groftskårne etiketter og champagneflaskerne, og det eksklusive og rustikke udtryk bryggeriet har er heldigvis blevet bibeholdt nu hvor bryggeriet har skiftet over til de mindre 375ml flasker. Sour #1 er som navnet antyder den første Sour fra Bøgedal. Fra etiketten kan det fortælles, at første fermentering er foregået på Alegær, anden fermentering er sket på fermenterede brombær og at øllet har fået 10 måneder på egetræsfad. 

Duften er bekendt, men det tog mig lige et par minutter at zone mig ind på det genkendelige, men jeg bliver mindet om at træde ind et sted, hvor der er blevet kværnet kaffe. Og hvor duften af kaffe stadig hænger i luften som det fjerneste af indtryk. Bortset fra at bryggeren måske har indtaget en kop kaffe undervejs, har øllen dog aldrig set skyggen af mokka. Smagen er overraskende. Jeg havde i baghovedet, at dette værende Bøgedals første Sour, så ville noget være for meget på et eller andet punkt, men nej. Lortet balancerer. Det sure er en fin lille diskret note, baseøllen er en diskret lys Ale og man mærker intet til de 7,1% den bærer rundt på. Der er intet overdrevent ved Sour #1, det er en begyndersour om man vil, men den fungerer på alle planer og jeg er begejstret.

Klummen 04: Etiketdesign vs. øl

Jeg havde sidste år en mailudveksling med Kenneth Larsen, der ejer Humlepraxis, efter at jeg i et ølindkøbsstykke på Stovt havde skrevet, at Humlepraxis ”.. har lagt alle kræfter i at skabe en etiket, der er så grim og uindbydende som muligt”. Kenneth blev på ingen måde stødt over min kommentar, men bad om feedback på etiketterne, og om jeg ville komme med nogle eksempler på vellykkede etiketter. 

De tanker jeg gjorde mig dengang, har siden trukket renter i hovedet på mig. For, hvad kendetegner en god etiket og omvendt en dårlig? Spørgsmålet vender tilbage til mig, hver gang jeg står i den lokale Bilka. Her er øludvalget placeret på én reol, der leverer en massiv mængde indtryk. Øl, der i eget selskab virker gennemførte i deres dæmpede og klassiske design, drukner i mængden af flasker og udtryk, mens flasker med kitchede og farvestrålende etiketter skiller sig ud fra mængden. Omvendt ville man andre steder, hvis det er øl, der udstråler kvalitet man går efter, måske ikke vælge flaskerne med pangfarveetiketterne som de første til at ryge i kurven. 

For mig afspejler en god etiket øllet eller bryggeriet. Hvis man kan linke elementerne sammen, så produktet kvalitetsmæssigt afspejler indholdet og genfortæller det indtryk man som bryggeri gerne vil efterlade, så er man kommet langt. 

Et rigtigt godt eksempel er Limfjordsporteren. En klassisk etiket, der benytter sig af farver, der ikke har været moderne siden jeg var barn i slutningen af 70erne og diskret inkorporerer lidt bølger som en hilsen til Limfjorden. Simpel, klassisk, gennemført og alligevel rustik, helt i tråd med hvordan Limfjordsporteren smager. 

Et andet godt eksempel er Amager Bryghus. Sinner series og samarbejdsbryggene, benytter sig alle af tegninger, der har deres egen humor (Smag lige på navnet ”The Great, Big Kentucky Sausage Fest). Hvis man kender lidt til folkene bag, så er det jo også sådan det foregår. Topgennemført, en smule ukonventionelt og ikke uden en vis humor. 

I det jyske finder vi Bøgedal, hvis håndskårne etiketter sidder fantastisk på champagneflaskerne med deres korkpropper. Det er rustikt og indbydende, og ligger i fin forlængelse af den storytelling, der foregår omkring bryggeriet, hvor alt synes som taget ud af et idyllisk præindustrielt univers. 

Endelig er det værd også at kigge over sundet til Sverige. Omnipollo har med deres tryk på flaskerne, lavet øl så lækkert indpakket, at det næsten gør ondt. Det er måske ikke originalt, men der er stadigvæk så få der gør det, at det får Omnipollos øl til at skille sig positivt ud. 

Hvis jeg skulle komme med tre bud på bryggerier, hvor jeg ikke synes, at etiketterne er vellykkede, så ville jeg pege på Humlepraxis, Syndikatet og Gudenådalens. 

Det havde været så dejligt nemt, hvis jeg bare skulle svare på, hvorfor jeg synes Syndikatets etiketter er grimme, fordi der er der slet ingen tvivl om, at det er de der tegneseriefigurer, der ligner noget, der er stukket af fra en fejlslagen ungdomskampagne fra slut 90’erne, der gør det for mig. Når jeg ser på en øletiket, så tænker jeg, at den på en eller anden måde også afspejler noget af tankegangen, der er bag øllet. I hvert fald når det kommer til mindre bryggerier, hvor den samme person ofte er ind over de fleste af arbejdsgangene. 

Når jeg ser på Humlepraxis etiketter, så synes jeg mest af alt, at det ligner noget, der hurtigt er blevet smidt sammen i Word. En ramme, en kæk skrifttype, en indsat billedfil og et gennemgående vandmærke. Min tanke er så, at hvis der ikke skal mere til at stille personen/bryggeriet bag tilfreds, gælder den samme kvalitetskontrol så også for øllet, skal der så heller ikke mere til at stille afsenderen tilfreds? Etiketdesignet er dog ikke grebet ud af den blå luft. Der ligger en dobbelthed i navnet HumlepraXis, der peger i retning af arbejdet med humle, og manden bag HumlepraXis Kenneth Larsens mangeårige meditationspraksis. I etikettens vandmærke er der flettet et mantra ind, der peger på meditationsdelen. Ordet HumlepraXis har en hældning på 5,6grader, så det svarer til alkoholprocenten i de fleste af øllene i Hærvejsserien. Og sådan kunne man blive ved, men et er teori og et andet er praksis, og hvad der måske har fungeret på papiret, fungerer her ikke ude i virkeligheden. 

Endelig, så ligner Gudenådalens simpelt opsatte etiketter med deres uforståelige farvevalg, noget der er brygget til et forsamlingshus i en glemt del af Jylland, hvor kalenderåret stadig starter med de tre cifre 1, 9 og 8. De er kitchede på en måde, som ingen retrobølge nogensinde vil samle op. Jeg tænker, at tanken har været et simpelt og stilsikkert design, men selvom operationen til dels lykkes, så døde patienten en smertefuld død. 

Man kan lave nok så godt øl. Hvis man ikke evner at pakke det ind, så det vækker forbrugernes interesse, så har man tabt meget på forhånd. I et marked, der udvider og udvikler sig hurtigt, kan man alt for hurtigt drukne i mængden af bryggerier, nye som gamle, hvis man ikke forstår at pakke sine varer ordentligt ind. Tag eventuelt selv i Bilka og se efter.

Juleaftensøl

Juleaften bød på to øl, der begge var sat til side til lejligheden. Såvel Kølster, som Bøgedal har jeg kun haft i huset en enkelt gang før, men begge har udmærket sig ved at være leveringsdygtige i gode oplevelser.

Kølsters Julebryg 2011 er en halvmørk Ale tappet i september 2011, og har altså haft to år til at udvikle sig til noget stort og godt. På etiketten hedder holdbarhedsdatoen minimum fem år, men de to år den har stået, har mere taget livet af den end pustet nyt liv i den. Den forholdsvis alkoholfattige Ale på 6,5% er gået hel kold på kulsyre, og den flade oplevelse får ikke modspil fra noget krop, og denne julebryg er for tynd til at undvære kulsyren. Krydderierne (nellikker, koriander,kardemomme, kanel, pomerans, syltet appelsinskræl, lakridsrod, stjerneanis, muskatblomme, vanilje) står stadig klart igennem, og er indledningsvist ganske indbydende, men virker hurtigt voldsomt overdoserede. Julebryg har en absolut ikke klædelig bismag, som var den brygget med vildgær. Det er den ikke, så jeg lurer på om den har været inficeret. Det skulle have været så godt, og jeg havde glædet mig til at servere Julebryg 2011 for min far, der elsker øl med sødme. Men vi opgav halvvejs og hældte resten i vasken.

Bøgedal 351 var ligeledes en mørk juleøl brygget med appelsin og muscovadosukker. Jeg lavede en klar rookiefejl ved at servere den alt for koldt, men efterhånden som de 30.000 lys på julebordet fik varmet den op, åbnede både duft og smag sig. Indledningsvis var den rigeligt spids i smagen, og den brændte sødme fra sukkeret gjorde den til et ret skævt match til juleanden, men som øl alene bedømt på at være en øl, var den fantastisk. Den brændte sødme fyldte klart mest, men man kunne subtilt og godt gemt fornemme appelsin i smagen. Duften stod klart igennem, og jeg sad med en behagelig fornemmelse af at sidde med en raffineret, og dog ganske ligetil øl.

Det Tynde øl: Hvede, 6,8%, Bøgedal

Der findes bryggerier som jeg, selvom jeg har nærved næsten ingen erfaringer med dem, alligevel agter højt for det de synes at stå for. Et godt bud på et sådant er Kølster, et andet godt bud kunne være Bøgedal. Kølster har jeg desværre aldrig smagt øl fra, mens det er blevet til en enkelt øl fra Bøgedal, og hvilken øl. Sensommeren 2012, Torvehallerne på Nørrebro, mens min kone havde bænket sig og sin sushi mellem de solindhyllede haller, løb jeg spidsrod mellem flere af Torvehallernes spisesteder, og endte op med en menu bestående af økologiske pomfritter, en frisklavet fiskefrikadellemad med hjemmerørt remoulade, og et glas hvedeøl fra Bøgedal. Hvedeøl og en plads i solen, er som regel en blanding, der giver genvej til himlen, tilsat ovenstående menu var det en tur over ovennævnte i Thors karet, med donner und blitzen til følge. 

Nu sidder jeg så med en hvedeøl fra Bøgedal tilsat appelsin og korianderfrø, ingredienser der normalt havde fået mig til at ryste opgivende på hovedet, men modsat, hvad jeg ville have gjort med så mange andre øl, så går jeg ind til denne øl og forventer en oplevelse. Så skævt op med hvordan det normalt hænger sammen i min verden, i tilfældet Bøgedal er jeg villig til at kaste mig ud på ukendt vand. 

Bøgedals øl kommer i 70cl flasker med en korkprop sat fast med en lille metalhætte og et kunstfærdigt viklet stykke ståltråd på samme måde som man kender det fra champagne flasker. Etiketten er spartansk grænsende til det irriterende, men omvendt en æstetisk nydelse i al sin begrænsede fremtoning. Nu står der godt nok hvede på denne etiket, men tidligere har jeg taget mig selv i at bande højt indvendigt, når den eneste oplysning om øltype på Bøgedals etiketter var et nummer og en tilsætningsliste, der dækkede det, der ikke normalt er nødvendigt for at brygge en øl. Da ståltråden var viklet af poppede proppen af som var flasken en champagne med ambitioner. Efter at have tjekket familien for tilskadekomne, hældte jeg første tår op i et almindeligt vandglas, før jeg kom i tanke om hvedeølsglassene fra Erdinger i skabet. Ikke at det gjorde den store forskel på smagen, men ordnung muss sein. 

Når man kigger på glasset ligner øllet noget, der har stået i et afløb lidt for længe, grumset og ugennemsigtigt, men lad ikke dine øjne narre dig, Bøgedal Hvede er en mur af smag. Korianderfrøene kan ikke umiddelbart smages, men appelsinen rammer med det samme. Normalt hader jeg smagen af frugtkurv i hvedeøl, men i tilfældet Bøgedal virker det først som om hvedeøllet står i baggrunden for appelsinsmagen, men det skal vise sig, at hvedeøllet og smagen af appelsin er ligemænd, og det fungerer helt efter planen. Ikke noget med en småsyrlig baggrund, eller lidt citrus, der ligger og klør et sted i smagsbilledet, hvor man ikke kan få en kløpind frem og dæmpe irritationen. Smagen af hvedeøl og appelsin står rankt skulder ved skulder og giver den fuldt blæs. Faktisk er der så meget knald på smagen, at jeg vil anbefale, at man er 2-3 stykker om at dele Bøgedals Hvede, ellers kan man risikere at gå en smule kold i intensiteten. En intensitet baseret på smag alene, 6,8% er pænt for en hvedeøl, men som øl er Bøgedals Hvede virkelig blød og omgængelig, den har bare mere smag end de fleste. 

Min begejstring og fascination over denne øl vil næsten ingen ende tage. Jeg ved, at der skulle være en pilsner på trapperne fra Bøgedal, og den virker som et oplagt næste stop på det, der snildt kunne udvikle sig til en kærlighedshistorie af den udødelige slags. Bøgedal gør opmærksom på, at ikke to bryg er ens, så måske er det mere Bøgedal end Bøgedals hvede jeg anbefaler, men anbefaler, det gør jeg.