Der findes bryggerier som jeg, selvom jeg har nærved næsten ingen erfaringer med dem, alligevel agter højt for det de synes at stå for. Et godt bud på et sådant er Kølster, et andet godt bud kunne være Bøgedal. Kølster har jeg desværre aldrig smagt øl fra, mens det er blevet til en enkelt øl fra Bøgedal, og hvilken øl. Sensommeren 2012, Torvehallerne på Nørrebro, mens min kone havde bænket sig og sin sushi mellem de solindhyllede haller, løb jeg spidsrod mellem flere af Torvehallernes spisesteder, og endte op med en menu bestående af økologiske pomfritter, en frisklavet fiskefrikadellemad med hjemmerørt remoulade, og et glas hvedeøl fra Bøgedal. Hvedeøl og en plads i solen, er som regel en blanding, der giver genvej til himlen, tilsat ovenstående menu var det en tur over ovennævnte i Thors karet, med donner und blitzen til følge.
Nu sidder jeg så med en hvedeøl fra Bøgedal tilsat appelsin og korianderfrø, ingredienser der normalt havde fået mig til at ryste opgivende på hovedet, men modsat, hvad jeg ville have gjort med så mange andre øl, så går jeg ind til denne øl og forventer en oplevelse. Så skævt op med hvordan det normalt hænger sammen i min verden, i tilfældet Bøgedal er jeg villig til at kaste mig ud på ukendt vand.
Bøgedals øl kommer i 70cl flasker med en korkprop sat fast med en lille metalhætte og et kunstfærdigt viklet stykke ståltråd på samme måde som man kender det fra champagne flasker. Etiketten er spartansk grænsende til det irriterende, men omvendt en æstetisk nydelse i al sin begrænsede fremtoning. Nu står der godt nok hvede på denne etiket, men tidligere har jeg taget mig selv i at bande højt indvendigt, når den eneste oplysning om øltype på Bøgedals etiketter var et nummer og en tilsætningsliste, der dækkede det, der ikke normalt er nødvendigt for at brygge en øl. Da ståltråden var viklet af poppede proppen af som var flasken en champagne med ambitioner. Efter at have tjekket familien for tilskadekomne, hældte jeg første tår op i et almindeligt vandglas, før jeg kom i tanke om hvedeølsglassene fra Erdinger i skabet. Ikke at det gjorde den store forskel på smagen, men ordnung muss sein.
Når man kigger på glasset ligner øllet noget, der har stået i et afløb lidt for længe, grumset og ugennemsigtigt, men lad ikke dine øjne narre dig, Bøgedal Hvede er en mur af smag. Korianderfrøene kan ikke umiddelbart smages, men appelsinen rammer med det samme. Normalt hader jeg smagen af frugtkurv i hvedeøl, men i tilfældet Bøgedal virker det først som om hvedeøllet står i baggrunden for appelsinsmagen, men det skal vise sig, at hvedeøllet og smagen af appelsin er ligemænd, og det fungerer helt efter planen. Ikke noget med en småsyrlig baggrund, eller lidt citrus, der ligger og klør et sted i smagsbilledet, hvor man ikke kan få en kløpind frem og dæmpe irritationen. Smagen af hvedeøl og appelsin står rankt skulder ved skulder og giver den fuldt blæs. Faktisk er der så meget knald på smagen, at jeg vil anbefale, at man er 2-3 stykker om at dele Bøgedals Hvede, ellers kan man risikere at gå en smule kold i intensiteten. En intensitet baseret på smag alene, 6,8% er pænt for en hvedeøl, men som øl er Bøgedals Hvede virkelig blød og omgængelig, den har bare mere smag end de fleste.
Min begejstring og fascination over denne øl vil næsten ingen ende tage. Jeg ved, at der skulle være en pilsner på trapperne fra Bøgedal, og den virker som et oplagt næste stop på det, der snildt kunne udvikle sig til en kærlighedshistorie af den udødelige slags. Bøgedal gør opmærksom på, at ikke to bryg er ens, så måske er det mere Bøgedal end Bøgedals hvede jeg anbefaler, men anbefaler, det gør jeg.