Klummen 68: Noget om størrelse og gørelse

Der er ingen tvivl. Jeg får flere idéer til klummer end jeg får skrevet.

Nogle idéer ikke bæredygtige, andre idéer glemmer jeg og så er der dem, hvor jeg ikke helt ved, hvad jeg egentlig vil med dem.

Det her er en blanding af de to sidste og teksten har gemt sig på min bærbares skrivebord siden i sommers, så når jeg i næste afsnit skriver for et par måneder siden, så er vi tilbage i foråret 2023.

For et par måneder siden stødte jeg på en nyhed, hvor der blandt andet stod, at Svaneke Bryghus i 2022 producerede omkring 1.600.000 liter øl. Få dage senere kunne jeg læse, at der i 2023 blev produceret 1.200.000 liter Rød Tuborg.

De to tal har fyldt en del i mit hoved lige siden.

Svaneke Bryghus, et af de store af de små bryggerier, repræsenteret i stort set ethvert supermarked, men deres årlige output er altså kun en tredjedel større end, hvad giganten Carlsberg laver af et af deres mindre sæsonbryg. 

Mindre, fordi jeg ikke tror Rød Tuborg sælger så meget som eksempelvis juleøllene og sæsonbryg, fordi jeg ikke ved, hvad fanden jeg ellers skal kalde Rød Tuborg.

400.000 liter er naturligvis en slat, men lad os for samtalens skyld blive enige om, at det er i samme nabolag.

Et årsværk sat op imod en kuriositet i Carlsbergs produktportefølje, der virker til at have sit eget kultfølge.

Jeg mener, at tallene er værd at tage med, når vi tænker i størrelser, slagkraft, annoncekroner, hyldemeter og alt det andet, der var fremme, da vi i ølkredse for nogle år siden fokuserede meget på kampen mellem de store og små.

Da det nu lukkede Hazy Bear i sensommeren ledte efter investorer, der var drømmen at gå fra en kapacitet på 7.000 liter om måneden til 14.000 liter om måneden – altså fra en årlig produktion på 84.000 liter til 168.000 liter.

Småting i forhold til både Rød Tuborg og Svaneke Bryghus, og langt mindre end den årlige kapacitet på 4.000.000 liter, som Skanderborg Bryghus for eksempel har.

Det må betyde en verden til forskel, når der tælles, hvor mange arbejdstimer, der bruges til at brygge øllet. Til de priser, der kan forhandles på råvarer, til de afsætningsmuligheder, der er.

Når vi taler stordriftsfordele, så tænk på, at i potentiel kapacitet, der er Skanderborg Bryghus cirka 47 gange større end Hazy Bear var.

Tyg lidt på det, genbesøg tallene i det ovenstående og så sæt alt det i forhold til, at Carlsberg i 2021 solgte 11.960.000.000 liter øl verden over på tværs af deres brands.

Supermarkeds-IPAer

Supermarkedsøl! Et ord så skræmmende, at det bør følges af lyn og torden, hysteriske strygere eller en anden passsende gimmick fra de ældre gyserfilm. Et ord, der varsler skuffelser og sekundavarer, og et ord, der fint kan bruges som nedladende beskrivelse, hvis en ”RIGTIG” øl underpræsterer. 

Jeg drikker dem sjældent. Slæber jeg øl med hjem fra supermarkedet, så vil det som regel være når den lokale Netto har Founders eller Laguinitas på tilbud, eller en Limfjordsporter. Alligevel løb min nysgerrighed af med mig for nylig, og jeg fik slæbt mig en IPA med hjem, der skulle vise sig, at være et ganske okay køb prisen taget i betragtning. For prisen er en faktor, selvfølgelig er den det. Der er stadigvæk grænser for, hvor storslået en øl man kan tillade at forvente at et bryggeri kan producere, når udsalgsprisen skal ramme ind under en tyver. 

En øl behøver ikke altid være en udfordrende smagsoplevelse for at vise sit værd. Nogle skal en øl bare gøre det en øl skal gøre og slukke din tørst. Ingen glæde er større end den, at slå hjernen fra og bare køre en øl ned, men så må øllen heller ikke genere – og det synes jeg den gør, hvis den ikke holder et vist niveau. Så gider jeg ikke og er egentlig helst fri. 

Men hvordan er niveauet? Da jeg for nylig var ude og indkøbe til den kommende uge, der greb jeg fem IPAer med hjem fra supermarkedernes hylder for at se, hvilket leje de befinder sig på. Alle var kampagnevarer og må derfor formodes at være leveret i en ikke alt for fjern fortid, men jeg kiggede bevidst ikke på udløbsdato. Af den simple grund, at det nægter jeg at tro, at den almindelige forbruger gør, og så fordi, at det her er de øl, der møder dem ude på hylderne.

Husker jeg det korrekt, så skal en kampagnevare til eksempelvis Kvickly leveres til hovedlageret omkring seks uger før tilbuddet bliver aktuelt. Så jeg gætter på, at superfriske IPAer kommer man aldrig finde som avisvarer rundt om i supermarkederne.

Lottrup - Stone Street – 6,0% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 2 måneder gammel. 

Jeg har smagt Lottrup Stone Street før og været alt andet end begejstret, men det var da den først kom på hylderne rundt omkring. Så den kan have ændret sig flere gange. Der er blevet tilsat grape til Stone Street, farven er brunorange, bitterheden er tung og flad, men bliver ikke hængende i munden. Øllet dufter parfumeret og er ikke læskende, men jeg kunne godt forestille mig, at den var bedre med en rugbrødsmad til – gerne med et stykke salt kødpålæg ovenpå, så øllet får lidt modspil. Men alene er den ikke imponerende. 

Jacobsen – Yakima 6,5% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 8 måneder gammel. 

Yakima har som Stone Street også fået tilsat grape. Farven er orange, og øllen er noget bedre balanceret. Der er frugtige toner i både smag og duft, den bliver dog for parfumeret i længden, og skal som Stone Street have modspil fra noget mad. Dog ikke rugbrød, jeg kunne godt se den som modspil til retter fra det vietnamesiske køkken. 

Albani - Centennial Pale Ale 4,9% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 8 måneder gammel. 

Duften er både blød og sød, og egentlig ganske behagelig, hvis ikke den også havde varslet, hvad der venter når smagsløgene slutter sig til festen. Smagen er sød, med et parfumeret småbittert efterslæb, men Centennial Pale Ale smager alligevel ikke af det store. Trods det, så bliver den alligevel hurtigt for tung i smagen. Den svarer meget godt til min fordomsfulde forestilling om en supermarkeds-IPA, hvor bitterheden er inddæmmet og for megen af malten er karameliseret, for at alle kan være med. 

Skovlyst – Humlebryg 7,0% 

Der er 2 år og 4 måneder til den går på dato, så jeg tør slet ikke tænke på, hvor lang holdbarhed, den har haft som udgangspunkt. 

Indskudt bemærket fra før flasken blev åbnet: Jeg hader den her øl, allerede før den er blevet åbnet. Holdbarhedsdatoen er det første. For det andet står der IPA på etiketten, mens den på Skovlysts hjemmeside er en Double IPA, og så dør jeg i sætningen ”Denne kraftfulde India Pale Ale har jeg brygget i økologisk balance med naturen”. Jeg tror ikke på, at Casper Møller har brygget den til mig, for den er lavet i Østrig. Med mindre han pendler, så har han brygget den lige så lidt til mig, så Claus Meyer har tilberedt min mad, når jeg køber en af hans færdigretter. Men man skal ikke skue hunden på hårene, og måske bliver jeg overvundet af den ”selvsikre humlesmag” som etiketten også omtaler, det er i hvert det der gør den ”…en sand vinder blandt øl entusiaster” – og nu vi er ved det, så er ølentusiaster i ét ord. 

Vi er tilbage i det brunorange. Duften er sød og en smule kemisk, som hvis jeg duftede til en guldøl. Der er tilsat lindeblomst. Jeg måtte google det, men lindeblomst får åbenbart en til at slappe af, så måske det kan lukke ned for den ophidselse jeg har udvist den Humlebryg. Smagen er umiddelbart klassisk gammelskole, med intens bitterhed på en sød bund, men noget tager helt over – lindeblomsten måske. Der er i hvert fald noget, der stikker ud på ubehageligste vis. Klart testens dårligst smagende øl 

Svaneke Bryghus - Laid Back Session IPA 4,8% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 2 måneder gammel 

Uden sammenligning og med klar afstand testens bedste øl. Dejlig ukompliceret, behageligt bitter uden nogen negative udsving. Et super (og billigere og mere miljørigtigt) alternativ til de Pale Ales man i supermarkederne kan finde fra Founders, Laguinitas og Brooklyn Brewery. Lys og ligetil. Et oplagt valg, hvis der skal en sixpack på bordet til en fodboldkamp. Jeg har fået Laid Back Session IPA før, og kommer til at vende tilbage til den igen. Det er ikke nødvendigvis en stor øl, men det er en god øl til når øllen skal spille andenviolin og bare fungere og balancere. 

Egentlig er jeg positiv overrasket over niveauet i testen, selvom der i forhold til mine smagsløg er langt fra vinderen og ned til andenpladsen. Jeg husker supermarkedernes IPAer som grufulde størrelser, men anno 2019 er de kun overvejende undervældende.  

Fodnoter: 

1. Jeg bruger udtrykket parfumeret flere gange, tolk det som en eller flere noter, der er skruet op for i en grad, at øllen ikke fungerer. 

2. Lad os lige snuppe en konspirationsteori. Jeg har flere gange haft en idé om, at IPAer, der er tilsat orangefrugt som i ovenstående tilfælde grape, ikke blot for det tilsat for smagens skyld, men også fordi det overdøver smagen af fadende humle og dermed køber øllet noget ekstra hyldetid. Den idé har de to ovenstående øl med grape ikke ændret på.

Flere allerede kendte konklusioner om medaljer

Det er igen blevet tid til at kigge på medaljer her på Stovt. Denne gang mere lokalt end normalt, for i starten af oktober blev der i Messecenter Herning afholdt International Food Contest som en del af udstillingen hi Tech & Industry Scandinavia, der én gang årligt fremviser fødevarer og teknik til levnedsmiddelbranchen, men også rummer kåring af ”Danmarks bedste” indenfor de deltagende fødevarekategorier, heriblandt øl. 

Jeg har før haft kig på konkurrencen, men har aldrig fulgt op på det. Det har jeg så valgt at gøre i år, hvor medaljerne begyndte at dukke op i mit LinkedInfeed i takt med at bryggerierne viste deres nyerhvervede metal frem med ros i kommentarsporet til følge. 

International Food Contest er interessant på flere fronter, deriblandt navnet, der må være sat i verden for at lyde af mere end det er, det rummer i hvert fald en grad af selvmodsigelse når et af konkurrencens mål er ”Kåring af Danmarks bedste inden for de deltagende fødevarekategorier”. 

Der var i årets International Food Contest 24 deltagere i kategorien øl, og der blev i år uddelt 24 medaljer i kategorien øl – én til hver af de deltagende øl. 

Noget andet interessant ved International Food Contest er konkurrencens gennemsigtighed, for både point og medaljefordelingen ligger tilgængelig online. Det giver mulighed for et indblik i konkurrencen, som det normalt ikke er muligt at få i andre konkurrencer. 

Af de oplysninger har jeg udledt, at de forskellige medaljer kræver følgende point. 

91-100 point = guldmedalje 

81-90 point = sølvmedalje 

71-80 point = bronzemedalje 

Pointene beregnes som et gennemsnit af de tre pointkategorier øllene tildeles point i:

- Teknisk vurdering 

- Produktets karakteristika 

- Personlige og forbrugerpræferencer. 

Konkurrencens 24 medaljer var fordelt på følgende måde. 

11 guldmedaljer – svarende til 45,83% af medaljerne (inkluderer den award, der blev tildelt til førstepladsen) 

12 sølvmedaljer – svarende til 50% af medaljerne 

1 bronzemedalje – svarende til 4,17% af medaljerne 

Med andre ord, og som tidligere nævnt, medaljer til alle. 

Der findes mange konkurrencer derude, hvor et givent antal point eller en given karakter er lig med en medalje, der modsvarer karaktererne/pointene. Nogle vælger så kun at uddele medaljer til en given procentdel af de medaljeberettede, for ikke at udvande deres konkurrence. Men det er flere gange set, at den skillelinje bliver sat så højt som ved at eksempelvis maksimalt 40% af de deltagende øl kan få medalje, og så har udvandingen allerede fundet sted – i min optik forstås. 

Jeg foretrækker helt klart den mere klassiske guld til førstepladsen, sølv til andenpladsen og bronze til tredjepladsen. Tre medaljer, that’s it. Jeg vil endda kunne leve med, at øllene er delt ind i underkategorier. Det er stadig mere gennemskueligt. 

Lad os prøve at kigge nærmere på den ene bronzemedalje, der er blevet uddelt til Don’t Worry Hemp Ale fra Svaneke Bryghus. Den fik en bronzemedalje ud af de 74 point den blev tildelt. De 74 point var et gennemsnit af disse point: 

Teknisk vurdering – 88 point 

Produktets karakteristika - 74 point 

Personlige og forbrugerpræferencer – 61 

Hvilket jeg mener lyder som et teknisk vellykket produkt, som ingen rigtigt kan lide. 

Når jeg i mit hoved løber forskellige skalaer igennem, hvor topmålet er 100, så er der ingen af dem, hvor 74 ikke er en middelmådig karakter, der dækker over et måske okay, men meget langt fra prangende resultat. 

Man kan desværre for producenterne ikke vifte en middelmådig pointscore foran forbrugerne og  på den måde skabe positiv opmærksomhed, med mindre man kalder det middelmådige resultat for noget andet. De fleste forbrugere ved heldigvis, at en bronzemedalje er lig med en tredjeplads og at en tredjeplads er en flot placering. Så hvis du kalder det middelmådige resultat for en bronzemedalje, så får du en helt anden reaktion. 

Det ovenstående eksempel udstiller på fineste vis i hvor høj grad medaljer er at stikke forbrugerne blår i øjnene. At det på International Food Contests hjemmeside så hedder ”Styrkelse af den faglige stolthed gennem bedømmelse, præmiering og hyldest” – det ændrer ikke på, at det er bullshit.

Anmeldelse: Grunge IPA, Svaneke Bryghus

Fakta har skudt gang i et miniølvalg, uden tvivl inspireret af storebror Kvicklys ølfestivalg. Disse demokratiske processer rummer sjældent de store kandidater, men med en sort IPA i feltet, kunne jeg alligevel ikke dy mig for at teste valgets mørkeste kandidat.

Med mindre bryggeriet mener, at man kan smage templets forbandelse, så hedder det altså "indie".

Det er Svaneke Bryghus, der har brygget den sorte IPA ”Grunge IPA” på 6,0%, og resultatet er imponerende godt. Smagen er lækkert brændt, bitterheden fyldig, eftersmagen bliver hængende behageligt længe og øllen emmer af friskhed. Et hurtigt kig på bedst før datoen, der siger 10. august 2016, antyder også at øllen er mindre end 14 dage gammel. Supermarkedsøl imponerer sjældent, men når de gør, så fortjener de lige så meget applaus som alle de andre. Bedømt på min oplevelse med Grunge IPA i går aftes, så er den et scoop til de 12,- Fakta vil have for den.

Anmeldelse: American Pale Ale, 4,8%, Svaneke Bryghus

Dagens kleine anmeldelse, ligger fint i forlængelse af gårsdagens opremsning af nyheder på Kvicklys hylder. Udover de nævnte fra De Jyske Bryghuse, er der også kommet en mørk hvedeøl fra Indslev på hylderne, samt en American Pale Ale fra Svaneke Bryghus.

Jeg har haft fingrene i sidstnævnte, der er en let tilgængelig, grænsende til det tynde, øl med en udpræget maltet profil. Indledningsvis er der masser af bobler i glasset, men det dør hurtigt ud, og i takt med at det sker, bliver American Pale Ale smagsmæssigt en tung omgang, der kræver en smule vilje at klemme ned. Det er egentlig ikke en dårlig øl, men den er omvendt svær at hidse sig op over. Den virker dog frisk, og kan med fordel prøves nu, hvor den stadig er nogenlunde friskbrygget.

Navn: Liquorice Stout

Type: Lakridsstout

Bryggeri: Svaneke Bryghus

Alkohol: 6%
Etikettekst: Håndværk, tradition, nytænkning og kvalitet. Lakrids by Johan Bülow og Svaneke Bryghus hånd i hånd. Men smag selv. Smid den op i et champagneglas og lad skummet gøre den endnu smukkere. Skum stærkt, stolt og vedholdende. Nyd den alene. Eller sammen med andre. Nyd den alene eller sammen med mad, der ikke er bange for at blive sagt imod.
Beskrivelse:  Jeg købte Liquorice Stout, da sort lakridsøl begyndte at vælte ud fra de danske bryggerier, og truede med at blive det nye store. Siden har den så fristet en stille tilværelse i et skab, men nu er tiden så kommet til, at få smagt om den gør sig bedre end konkurrenterne. Ørbæk Black burde i hvert fald ikke udgøre den store konkurrence, Midtfyns Bryghus bud på genren fik jeg aldrig smagt og Det Lille Bryghus Lakridsporter er jeg blevet overvældet af et par gange, uden at få sat ord på det. Først og fremmest håber jeg at Liquorice Stout er bedre end etiketteksten, der er et helvede i stop and go tekst, eller muligvis bare verdens værste haikudigt.

Øllet er mørkebrunt, skummet hvidt og en masse gærrester sikrer et visuelt liv i glasset, og minder mig om, at jeg for pokker skal have lært at lagre mine ufiltrerede øl oprejst. Duft er der ikke meget af. Lidt lakrids, lidt røg, lidt humle, alt sammen i antydning, uden at nogen af delene tager føringen. "Diskret aroma" ville nok være ordvalget, hvis jeg forsøgte at sælge noget.

Selve øllet er en positiv overraskelse, nok mest i kraft af min frygt/forventning om en øl, der ville minde om Black fra Ørbæk bryggeri. Liquorice Stout er heldigvis langt mindre vandet, har mere smag og virker en del mere helstøbt. Der er indledningsvist rigeligt kulsyre, men den dør hurtigt ud og den smule, der bliver tilbage, giver tilpas med liv til en øl, der næppe tåler at gå helt flad. Smagen er mild og helstøbt, med tilpas med lakrids i ganen. Alligevel kan jeg ikke helt hidse mig op over Liquorice Stout. Der mangler noget pondus, noget særpræg og en smule personlighed havde heller ikke gjort noget. I forhold til forlægget en fin øl, i forhold til Black fra Ørbæk Bryghus en fremragende øl, i forhold til Det Lille Bryggeris Lakridsporter en bleg kopi, men alt i alt en godkendt øl, jeg dog næppe kommer til at købe igen.
Indkøbt: H.J. Hansen (50cl, ca. 45,-)

Karakter: 7

Det tynde øl: Sort Pilsner, 4,6%, Svaneke Bryghus

Svaneke Sort Pilsner er min favorit i Ølfestivalg 2013. Det blev jeg enig med mig selv om, da jeg så årets kandidater og funderede lidt over udvalget, mens jeg vejede kombinationen af øltyper og bryggerier op mod hinanden. 

Rødlig Pilsner havde nok været et mere passende navn, for der er langt fra øllets farve og til øllets navn. Måske har markedsføringsafdelingen hos Svaneke Bryghus fundet ud af, at sort sælger bedre end rød. I så fald, har de da i det mindste bidraget med mere end ordgejl. 

For tager du din Sort Pilsner fra Svaneke Bryghus og vender den 180grader, så du har frit udsyn til bagsideetiketten, så vil du mellem logoet øverst og selve etiketteksten et par centimeter nede bemærke to små afsnit, på to linjer hver. I den første står der ”En slank pilsner i mørkt svøb er humlen ved det hele”, i den anden ”Sort som natten, men frisk som morgenen”. Hvorfor? Det lyder mest af alt som slogans fra 80’erne, der allerede dengang var lidt til den kitschede side. Måske Svaneke skulle overveje, at droppe svanen og erstatte den med en hjort i en skovsø i stedet, hvis De føler behov for at forsætte ud af den tangent. 

Nok om det. 

Selve øllen er der ikke det store at udsætte på. Frisk og humlet, masser af brændte toner, en smule sødme, ikke det store på bitterhedskontoen, men en fuldfed smagsoplevelse, som måske ikke helt var det jeg havde forventet, men som så absolut er godkendt. Jeg havde forestillet mig, at Sort Pilsner ville læne sig mere op af Svaneke Bryghus Pilsners tjekkiske forbillede, men den har noget mere mundfylde og er langt fra så skarpt humlet som de tjekkiske varianter. Lidt mere friskhed havde ellers klædt Sort Pilsner, den sætter sig lidt rigeligt i ganen. 

Af de tre øl jeg har smagt fra årets Ølfestivalgudvalg, ender Sort Pilsner på en delt førsteplads med Ale No1 fra De Jyske Bryghuse

Sort nyt: Ølfestivalg 2013

Kvickly har igen i år valgt at afholde Ølfestivalg, hvor vinderen bliver en fast del af Kvicklys ølsortiment. Sidste år vandt Svaneke Half n’ Half trods dumpekarakter fra Stovt. 

I år stiller disse kombattanter til valg: 

- Vestfyens Mocha Stout (5,0%) 

- Svaneke Sort Pilsner (4,6%) 

- Pladderballe Szlatmok (4,8%) 

- Ørbæk Ingefærøl (4,8%) 

- Fur American Brown Ale (5,5%) 

- Braunstein Stout (4,5%) 

- Ærø Red Ale (4,8%) 

- De Jyske Bryghuse Ale No1 (5,3%) 

- Indslev Flora Wit (4,4%) 

Af de 9 kandidater er der to, der falder mig i øjnene. Svanekes Sort Pilsner kunne godt risikerer at være god, hvis den er lige så frisk som deres pilsner og Ørbæk Bryggeri har i forvejen prisvindende Ginger Beers på programmet. 

De resterende kandidater er blevet fravalgt enten grundet type eller bryghus, men da Kvickly kører kampagnetilbuddet tre for 45,- valgte jeg at supplere med Ale No1, der på etiketten gav lovning på noget humle. Jeg må melde blankt pas i forhold til, hvad eller hvem De Jyske Bryggerier dækker over, men har kunnet læse mig frem til, at Vejle Bryghus skulle være involveret. Det passer meget godt med, at de også havde en kandidat ved sidste års Ølfestivalg. 

Valget er i gang, må den bedste øl vinde.

Navn: Den Udødelige Hest

Type: Baltic Porter

Bryggeri: Svaneke Bryghus

Alkohol: 7,2%
Etikettekst: Vores ”Hest” har sit ophav i en svensk vise: Stenbryderen Kalle Wahlgren må drikke sig mod til for at give sin gamle, udtjente hest et slag for panden; så den må finde fred. Dog uden held: Næste morgen står hesten der igen – lige så levende. Vores Baltic Porter er heller ikke til at slå ihjel; velhumlet, sort og stærk som den er. Der er ”vrinsk” i. Undergæret. Alc. 7,2 % vol.

Beskrivelse: Den Udødelige Hest blev første gang omtalt på Stovt helt tilbage i april 2009, og jeg må indrømme, at jeg har ledt lige siden. Det lykkedes så endelig for et par måneder siden, at opstøve et eksemplar af øllen, og siden er jeg stødt på krikken det ene sted efter det andet. Det er paradoksalt, at jeg efter at have ledt så længe er kommet til at lade mindst holdbar datoen overskride med to måneder, men sorte øl kan som regel tåle lidt ekstra flaskelagring, så med det lille forbehold, at anmeldte eksemplar altså er gået to måneder over tiden, er der ingen grund til at udskyde udskænkningen længere. Duften fra flasken er en diskret blanding af røg og humle, med en klar slagside til det røgede og brændte. Det brændte går igen i smagen, og leverer et førstehåndsindtryk så røget som et afkog af bål og brand, serveret i en blød øl, hvor kulsyren underspiller sin rolle, og kun lige er der (indskudt bemærkning: jeg tænker lidt, om gassen er gået af ballonen fordi flasken har stået for længe, men det virker). Røgen hober sig op i munden, og siver kun langsomt ud af eftersmagen når der kommer nyt ind og bidrager den kontrastfyldte sødme, der også gemmer sig i Den Udødelige Hest, sammen med noget chokolade, der er optræder allerbagerst på scenen. Det klædte øllet at komme et par grader højere op end køleskabskold, men modsat så mange andre sorte øl med klare brændte nuancer synes jeg ikke, at jeg oplevede Den Udødelige Hest som bitter da den var allerkoldest. Jeg lurede lidt på at anbefale øllen som dessertøl, det kort vil jeg ikke spille, men som sidevogn til et stykke helt mørkt chokolade tror jeg vi har et tæt på perfekt match. Den Udødelige Hest er helt sikkert værd at lede efter, og det på den baggrund helt sikkert træls, at man som fynbo skal udenøs for at finde den.

Indkøbt: Bornholmerbutikken, Torvehallerne (50cl, 40,-)

Karakter: 9

Via Beerticker:

Retro Half n’ Half fra Svaneke Bryghus fik flest stemmer i Kvickly’s Ølfestivalg. Bliver nu fast øl i Kvickly’s sortiment. 12 specialøl fra danske bryggerier, brygget specielt til Kvickly’s Ølfestivalg, var med i afstemningen. Top tre i afstemningen, der startede i maj og sluttede 6. august: 

1. Svaneke Bryghus Retro Half n’ Half (1826 stemmer) 

2. Ørbæk Bryggeri Ørbæk Sommer Bryg (1133 stemmer) 

3. Thisted Bryghus Bryggerens Weisse Dunkel (1033 stemmer) 

Her på bloggen viser en hurtig rundspørge blandt den involverede en stærkt faldende tiltro til demokratiet, og at den danske øl åbenbart er et fesent bornholmsk blandingsprodukt.

Navn: Retro

Type: Half n' half

Bryggeri: Svaneke Bryghus

Alkohol: 5%
Etikettekst: Retro half n' half er rødlig-sort i farven og har et cremefarvet skum. Duften præges af blide ristenuancer. Mild, sødmefuld og ikke uden en vis krop ligger denne inspirerede øl godt i munden. Smagen karakteriseres af ristet brød, en anelse karamel og balancerende humle.

Beskrivelse: Der var engang, hvor porteren var noget man blandede op med snart sagt hvad som helst. Pilsner, citronvand, you name it. Jeg har ikke alderen til det, men jeg skal ikke sige mig fri for fra tid til anden at bestille en half n' half, helst blandet så opskriften hedder to-tredjedele porter og en del pilsner. Sådan kan jeg lide den, og sådan forbeholder jeg mig ret til at få den serveret, selvom det er en smule fra både navn og opskrift. Når den skænkes rigtigt frisker kulsyren fra pilsneren porteren op, og resultatet er som regel en allerhelvedes flot kridhvid skumkrone, der nægter at dø hen placeret på toppen af en øl, der stadig er kulsort. I dag er sidste dag i Kvicklys ølvalg, og Svanekes bidrag til dysten er en flasket udgave af denne retroklassiker. Noget har de gjort rigtigt, for skummet er tæt på hvidt, og bliver stående usædvanligt længe. Det er fint nok, men er ét fedt når smagen halter efter. Førstehåndsindtrykket er en tynd gang maltsirup, der ikke helt ved, hvad det vil. Det ved de brændte nuancer heller ikke, de er der, dog mest i eftersmagen, men smager ikke rigtigt af det store. Retro er blottet for al den power man får i en velskænket fadudgave af dette blandingsprodukt, og den smager af tæt på ingenting. I min barndom sagde min mor altid, at hvis det ikke smager af noget, så smager det da i hvert fald ikke grimt. Nu ved jeg hun ikke har ret. Retro bliver ikke bare dumpet, den blev for det meste af flaskens vedkommende hældt ud i vasken. Jeg har haft mange gode øloplevelser fra Svaneke Bryghus, det her var absolut ikke en af dem. Jeg vil gå så vidt som at sige, at bryggeren skylder mine smagsløg en undskyldning og mig en tyver.

Indkøbt: Kvickly (50cl, 20,-)

Karakter: 03