Viser opslag med etiketten The Many Worlds Brewing. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten The Many Worlds Brewing. Vis alle opslag

fredag den 14. januar 2022

Q&A 2022: The Many Worlds Brewing

Tilbage i juni udfyldte Christopher Hower fra The Many Worlds Brewing bryggeriloggen her på Stovt, derfor var også oplagt at spørge om han ville bidrage til årets Q&A - det blev heldigvis et ja.

1: Hvordan påvirkede Covid-19 bryggeriet i 2021?
For os var det ikke rigtig en påvirkning, man kan endda sige, at uden Covid-19 var vi nok ikke startet, da vi gjorde. Vi bryggede vores første kommercielle batch her i sensommeren 2021 og på sin egen underlige måde kickstartede Covid-19 faktisk vores opstart.

Som professionel brygger før jeg startede The Many Worlds, havde jeg brug for at komme ud og stå på egne ben og de lockdowns vi var ude for, gav mig tid til at arbejde på opstarten. Det har dog givet noget usikkerhed i forhold til hvilke formater man skal pakke sin øl i, skal det være fade eller dåser for eksempel? Hvis der kom nye lockdowns ville man ikke brænde inde med fade, men omvendt hvis barerne var åbne ville folk hellere have fade, så på den måde kan det bidrage med lidt usikkerhed.

2: Hvad var det bedste ved 2021 for bryggeriet?
Det var utvivlsomt at brygge og frigive vores første øl. Vi har knapt nok brygget 10 batches til dags dato og de er blevet taget rigtig godt i mod. Vi er stadig ved at optimere vores processer og er ikke engang gået i gang med vores barrel aging-projekt – så fremtiden håber vi er lys!

Kunderne har taget sindssygt godt imod vores øl, og vi har allerede fået sendt øl til udlandet via vores distributør, det er ret fantastisk på bare 6 måneder!

3: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2022?
2022 bliver et meget vigtigt år for os. Så snart økonomien tillader det, begynder vi at fylde træfade med alt fra Imperial Stouts til Wild Ales og meget andet. 2022 tillader forhåbentligt, at vi kan starte et stort barrel aging-projekt. Det har altid været planen at øl, der har ligget på træfade skulle være en hjørnesten i vores bryggeri. Og som bekendt kan det tage år, før de er klar til at blive blendet og pakket, så vi skal i gang så snart som muligt.

Samtidig håber vi på, at kunne tage til en masse festivaler og servere øl til folk i hele verden.

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2022?
I 2021 har vi set en masse prisstigninger på råvarer. Byghøsten i USA var den værste siden år 1900 og i Danmark er maltpriserne steget med næsten 30 % i nogle tilfælde. Klimaforandringer rammer os hårdt, fordi øl i sidste ende er et landbrugsprodukt og vi er så afhængige af vejret og klimaet for at få en god høst. Så jeg tror, at det bliver en stor udfordring at holde priserne på et fornuftigt niveau og samtidig opretholde eller forbedre kvaliteten af øl i branchen.

Jeg synes at bryggerier skal begynde at tage et langt mere alvorligt kig på, hvem de får råvarer fra, samt deres leverandørers processer i forhold til bæredygtighed. Ikke dermed sagt, at der er kæmpe klimasyndere blandt vores leverandører, men vi kan altid gøre et bedre job. Vi arbejder allerede med leverandører og producenter som har et solidt bæredygtighedsprogram og vi vil fortsætte med at lede efter nye.

5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap?
Alle dem, der over det sidste års tid har kæmpet for bedre arbejdsforhold for folk i ølbranchen og har gjort indsigelser mod giftige arbejdsmiljøer og chikane. Det gælder både i Danmark og i udlandet.

Hvis man ikke er i branchen og bare er en normal bargæst eller øl-elsker så kan det virke som en storm i et glas vand, eller en slags angreb fra liberale typer på etablerede virksomheder, men jeg kan bekræfte at have været vidne til og dels være udsat for giftigt arbejdsmiljø i branchen.

Det er virkelig en kamp, der skulle tages og som kommer til at vare ved. Jeg håber, at den opmærksomhed, der har været på arbejdsmiljø og chikane fører til mere diversitet og tolerance. Ingen bør arbejde et sted hvor man bliver udsat for chikane af nogen art.


(Spørgsmålene blev besvaret d. 3. december)

torsdag den 10. juni 2021

Bryggeriloggen 26: The Many Worlds Brewing

Bryggeriets navn?
The Many Worlds Brewing

Siden hvornår?
Vi brygger første batch professionelt her i Juli 2021 men har kørt tests og forsøg siden 2018 som forberedelse til de øl vi vil lave.

Fantombryggeri eller ”rigtigt”bryggeri?

Vi er et ”rigtigt” bryggeri. Vi lejer tid på udstyr, men brygger selv og står for alt i processen selv, det er kritisk vigtigt hvis man vil lave det bedste produkt muligt.

Hvem står bag?
The Many Worlds Brewing er startet af Christopher Hower, jeg er brygger på Brus og for To Øl (også i To Øl City) til dagligt. Der stopper jeg dog for at kunne starte The Many Worlds. Derudover arbejder jeg deltid for Mikkeller Baghaven, hvor jeg brygger og hjælper med diverse opgaver. Jeg har været professionel brygger i mere end 4 år og har været hjemmebrygger i mere end 10 år.
Hvordan kom det så vidt?
Det er en ret lang historie for at være ærlig. Jeg bryggede mit første batch øl tilbage i 2004 da jeg studerede ”levnedsmiddel og proces” i gymnasiet. Det smagte forfærdeligt, men det var godt nok til at kunne analysere med gaskromatografi og andre spændende videnskabelige processer, som var en del af eksamensprojektet. Siden den gang har jeg hjemmebrygget lidt løst indtil for cirka 6 år siden, hvor jeg købte mit eget udstyr.

Tiden gik og jeg begyndte at arbejde på ølbarer i København, særligt Taphouse og Ølbaren. Jeg havde altid en drøm om at have mit eget bryggeri en dag, men jeg vidste, at jeg ville have erfaring fra et rigtigt bryggeri før jeg ville gøre det.

Jeg fik et job bag baren på Brus på Nørrebro, hvor jeg havde tæt kontakt med bryggerne og begyndte at lære alt hvad jeg kunne. Jeg tog mit hjemmebryg med til bryggerne og fik feedback og stillede spørgsmål. Så kom dagen, hvor jeg kunne få et job i bryggeriet på Brus. Indlæringskurven var nærmest lodret og det var et meget hektisk miljø, men det var værdifuld viden.

Jeg startede som en ”cellarperson” dvs. en som laver CIP på tanke, kommer øl på fade, tørhumler osv. Derefter blev jeg assistentbrygger og derefter brygger. Jeg arbejdede også ude i To Øl City som er et af de mest avancerede craft-bryggerier i norden med et fuldautomatisk 80 hL BrauKon anlæg. I starten af 2021 fik jeg mulighed for at brygge på et anlæg, der mindede meget om det vi har på Brus i forhold til konstruktion og jeg vidste, at det var den mulighed jeg havde ventet på.

I al den tid jeg har hjemmebrygget, har det været med henblik på at blive professionel brygger, så alle opskrifter jeg lavede, var med henblik på at lave store batches og efterligne de processer man bruger på stor skala.

Det var ekstremt vigtigt at jeg kunne have 100% kontrol over processerne hvor jeg skulle brygge. Det vil sige vandbehandling, kontrol med gær, kontrol med opløst ilt, køleopbevaring af færdigpakket øl osv.

En af bryggeriets hovedfilosofier er kompromisløs jagt på kvalitet.

Hvad er planen?
Vi starter med at brygge på udstyr vi lejer tid på, men så hurtigt som muligt vil vi gerne have vores eget udstyr og lokaler. Vi starter med at fokusere på dåser og fade til de bedste barer rundt om i landet og måske udlandet.

Så hurtigt som muligt vil vi fylde forskellige fade med Imperial Stout samt forskellige typer mixed fermentation øl, så de kan få så lang tid i kontakt med træet som muligt før vi frigiver dem.

I fremtiden kunne et taproom også være fedt!!!

Hvilke øl skal vi forvente?
Hazy IPA’s er en stil jeg personligt er meget glad for og som jeg har brugt meget lang tid på at brygge og eksperimentere med, så den stil kommer til at spille en stor rolle i bryggeriet.

Derefter vil der være stor fokus på barrel aged Imperial Stouts og mixed fermentation øl af forskellig slags.

Mjød kommer også på tale senere hen.

Til november tager jeg 2 uger til Cantillon i Belgien for at være i praktik. Forhåbentligt længe nok til at lære nok til at starte et spontangæringsprojekt på længere sigt.

Hvad er næste træk?
Den første øl vi frigiver, kommer til at hedde The Fourth Astronaut. Det er en hazy Double IPA på 8.4%. Det er en øl, jeg har brygget mere end 20 gange på lille skala, så det har vi store forhåbninger til. Den kommer til at være brygget med Citra, BRU-1 og Nelson Sauvin.

Label artworket er lavet af Dean McKeever som laver labels til blandt andet Tree House og Vitamin Sea i USA.

Vi kommer den på dåse og fade til udvalgte barer til at starte med. Forhåbentligt kan vi holde et fedt releaseparty et sted i København, men det bliver annonceret når vi har en nærmere dato.