fredag den 14. januar 2022

Q&A 2022: The Many Worlds Brewing

Tilbage i juni udfyldte Christopher Hower fra The Many Worlds Brewing bryggeriloggen her på Stovt, derfor var også oplagt at spørge om han ville bidrage til årets Q&A - det blev heldigvis et ja.

1: Hvordan påvirkede Covid-19 bryggeriet i 2021?
For os var det ikke rigtig en påvirkning, man kan endda sige, at uden Covid-19 var vi nok ikke startet, da vi gjorde. Vi bryggede vores første kommercielle batch her i sensommeren 2021 og på sin egen underlige måde kickstartede Covid-19 faktisk vores opstart.

Som professionel brygger før jeg startede The Many Worlds, havde jeg brug for at komme ud og stå på egne ben og de lockdowns vi var ude for, gav mig tid til at arbejde på opstarten. Det har dog givet noget usikkerhed i forhold til hvilke formater man skal pakke sin øl i, skal det være fade eller dåser for eksempel? Hvis der kom nye lockdowns ville man ikke brænde inde med fade, men omvendt hvis barerne var åbne ville folk hellere have fade, så på den måde kan det bidrage med lidt usikkerhed.

2: Hvad var det bedste ved 2021 for bryggeriet?
Det var utvivlsomt at brygge og frigive vores første øl. Vi har knapt nok brygget 10 batches til dags dato og de er blevet taget rigtig godt i mod. Vi er stadig ved at optimere vores processer og er ikke engang gået i gang med vores barrel aging-projekt – så fremtiden håber vi er lys!

Kunderne har taget sindssygt godt imod vores øl, og vi har allerede fået sendt øl til udlandet via vores distributør, det er ret fantastisk på bare 6 måneder!

3: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2022?
2022 bliver et meget vigtigt år for os. Så snart økonomien tillader det, begynder vi at fylde træfade med alt fra Imperial Stouts til Wild Ales og meget andet. 2022 tillader forhåbentligt, at vi kan starte et stort barrel aging-projekt. Det har altid været planen at øl, der har ligget på træfade skulle være en hjørnesten i vores bryggeri. Og som bekendt kan det tage år, før de er klar til at blive blendet og pakket, så vi skal i gang så snart som muligt.

Samtidig håber vi på, at kunne tage til en masse festivaler og servere øl til folk i hele verden.

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2022?
I 2021 har vi set en masse prisstigninger på råvarer. Byghøsten i USA var den værste siden år 1900 og i Danmark er maltpriserne steget med næsten 30 % i nogle tilfælde. Klimaforandringer rammer os hårdt, fordi øl i sidste ende er et landbrugsprodukt og vi er så afhængige af vejret og klimaet for at få en god høst. Så jeg tror, at det bliver en stor udfordring at holde priserne på et fornuftigt niveau og samtidig opretholde eller forbedre kvaliteten af øl i branchen.

Jeg synes at bryggerier skal begynde at tage et langt mere alvorligt kig på, hvem de får råvarer fra, samt deres leverandørers processer i forhold til bæredygtighed. Ikke dermed sagt, at der er kæmpe klimasyndere blandt vores leverandører, men vi kan altid gøre et bedre job. Vi arbejder allerede med leverandører og producenter som har et solidt bæredygtighedsprogram og vi vil fortsætte med at lede efter nye.

5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap?
Alle dem, der over det sidste års tid har kæmpet for bedre arbejdsforhold for folk i ølbranchen og har gjort indsigelser mod giftige arbejdsmiljøer og chikane. Det gælder både i Danmark og i udlandet.

Hvis man ikke er i branchen og bare er en normal bargæst eller øl-elsker så kan det virke som en storm i et glas vand, eller en slags angreb fra liberale typer på etablerede virksomheder, men jeg kan bekræfte at have været vidne til og dels være udsat for giftigt arbejdsmiljø i branchen.

Det er virkelig en kamp, der skulle tages og som kommer til at vare ved. Jeg håber, at den opmærksomhed, der har været på arbejdsmiljø og chikane fører til mere diversitet og tolerance. Ingen bør arbejde et sted hvor man bliver udsat for chikane af nogen art.


(Spørgsmålene blev besvaret d. 3. december)