Supermarkeds-IPAer

Supermarkedsøl! Et ord så skræmmende, at det bør følges af lyn og torden, hysteriske strygere eller en anden passsende gimmick fra de ældre gyserfilm. Et ord, der varsler skuffelser og sekundavarer, og et ord, der fint kan bruges som nedladende beskrivelse, hvis en ”RIGTIG” øl underpræsterer. 

Jeg drikker dem sjældent. Slæber jeg øl med hjem fra supermarkedet, så vil det som regel være når den lokale Netto har Founders eller Laguinitas på tilbud, eller en Limfjordsporter. Alligevel løb min nysgerrighed af med mig for nylig, og jeg fik slæbt mig en IPA med hjem, der skulle vise sig, at være et ganske okay køb prisen taget i betragtning. For prisen er en faktor, selvfølgelig er den det. Der er stadigvæk grænser for, hvor storslået en øl man kan tillade at forvente at et bryggeri kan producere, når udsalgsprisen skal ramme ind under en tyver. 

En øl behøver ikke altid være en udfordrende smagsoplevelse for at vise sit værd. Nogle skal en øl bare gøre det en øl skal gøre og slukke din tørst. Ingen glæde er større end den, at slå hjernen fra og bare køre en øl ned, men så må øllen heller ikke genere – og det synes jeg den gør, hvis den ikke holder et vist niveau. Så gider jeg ikke og er egentlig helst fri. 

Men hvordan er niveauet? Da jeg for nylig var ude og indkøbe til den kommende uge, der greb jeg fem IPAer med hjem fra supermarkedernes hylder for at se, hvilket leje de befinder sig på. Alle var kampagnevarer og må derfor formodes at være leveret i en ikke alt for fjern fortid, men jeg kiggede bevidst ikke på udløbsdato. Af den simple grund, at det nægter jeg at tro, at den almindelige forbruger gør, og så fordi, at det her er de øl, der møder dem ude på hylderne.

Husker jeg det korrekt, så skal en kampagnevare til eksempelvis Kvickly leveres til hovedlageret omkring seks uger før tilbuddet bliver aktuelt. Så jeg gætter på, at superfriske IPAer kommer man aldrig finde som avisvarer rundt om i supermarkederne.

Lottrup - Stone Street – 6,0% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 2 måneder gammel. 

Jeg har smagt Lottrup Stone Street før og været alt andet end begejstret, men det var da den først kom på hylderne rundt omkring. Så den kan have ændret sig flere gange. Der er blevet tilsat grape til Stone Street, farven er brunorange, bitterheden er tung og flad, men bliver ikke hængende i munden. Øllet dufter parfumeret og er ikke læskende, men jeg kunne godt forestille mig, at den var bedre med en rugbrødsmad til – gerne med et stykke salt kødpålæg ovenpå, så øllet får lidt modspil. Men alene er den ikke imponerende. 

Jacobsen – Yakima 6,5% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 8 måneder gammel. 

Yakima har som Stone Street også fået tilsat grape. Farven er orange, og øllen er noget bedre balanceret. Der er frugtige toner i både smag og duft, den bliver dog for parfumeret i længden, og skal som Stone Street have modspil fra noget mad. Dog ikke rugbrød, jeg kunne godt se den som modspil til retter fra det vietnamesiske køkken. 

Albani - Centennial Pale Ale 4,9% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 8 måneder gammel. 

Duften er både blød og sød, og egentlig ganske behagelig, hvis ikke den også havde varslet, hvad der venter når smagsløgene slutter sig til festen. Smagen er sød, med et parfumeret småbittert efterslæb, men Centennial Pale Ale smager alligevel ikke af det store. Trods det, så bliver den alligevel hurtigt for tung i smagen. Den svarer meget godt til min fordomsfulde forestilling om en supermarkeds-IPA, hvor bitterheden er inddæmmet og for megen af malten er karameliseret, for at alle kan være med. 

Skovlyst – Humlebryg 7,0% 

Der er 2 år og 4 måneder til den går på dato, så jeg tør slet ikke tænke på, hvor lang holdbarhed, den har haft som udgangspunkt. 

Indskudt bemærket fra før flasken blev åbnet: Jeg hader den her øl, allerede før den er blevet åbnet. Holdbarhedsdatoen er det første. For det andet står der IPA på etiketten, mens den på Skovlysts hjemmeside er en Double IPA, og så dør jeg i sætningen ”Denne kraftfulde India Pale Ale har jeg brygget i økologisk balance med naturen”. Jeg tror ikke på, at Casper Møller har brygget den til mig, for den er lavet i Østrig. Med mindre han pendler, så har han brygget den lige så lidt til mig, så Claus Meyer har tilberedt min mad, når jeg køber en af hans færdigretter. Men man skal ikke skue hunden på hårene, og måske bliver jeg overvundet af den ”selvsikre humlesmag” som etiketten også omtaler, det er i hvert det der gør den ”…en sand vinder blandt øl entusiaster” – og nu vi er ved det, så er ølentusiaster i ét ord. 

Vi er tilbage i det brunorange. Duften er sød og en smule kemisk, som hvis jeg duftede til en guldøl. Der er tilsat lindeblomst. Jeg måtte google det, men lindeblomst får åbenbart en til at slappe af, så måske det kan lukke ned for den ophidselse jeg har udvist den Humlebryg. Smagen er umiddelbart klassisk gammelskole, med intens bitterhed på en sød bund, men noget tager helt over – lindeblomsten måske. Der er i hvert fald noget, der stikker ud på ubehageligste vis. Klart testens dårligst smagende øl 

Svaneke Bryghus - Laid Back Session IPA 4,8% 

Ved 1 års holdbarhed, cirka 2 måneder gammel 

Uden sammenligning og med klar afstand testens bedste øl. Dejlig ukompliceret, behageligt bitter uden nogen negative udsving. Et super (og billigere og mere miljørigtigt) alternativ til de Pale Ales man i supermarkederne kan finde fra Founders, Laguinitas og Brooklyn Brewery. Lys og ligetil. Et oplagt valg, hvis der skal en sixpack på bordet til en fodboldkamp. Jeg har fået Laid Back Session IPA før, og kommer til at vende tilbage til den igen. Det er ikke nødvendigvis en stor øl, men det er en god øl til når øllen skal spille andenviolin og bare fungere og balancere. 

Egentlig er jeg positiv overrasket over niveauet i testen, selvom der i forhold til mine smagsløg er langt fra vinderen og ned til andenpladsen. Jeg husker supermarkedernes IPAer som grufulde størrelser, men anno 2019 er de kun overvejende undervældende.  

Fodnoter: 

1. Jeg bruger udtrykket parfumeret flere gange, tolk det som en eller flere noter, der er skruet op for i en grad, at øllen ikke fungerer. 

2. Lad os lige snuppe en konspirationsteori. Jeg har flere gange haft en idé om, at IPAer, der er tilsat orangefrugt som i ovenstående tilfælde grape, ikke blot for det tilsat for smagens skyld, men også fordi det overdøver smagen af fadende humle og dermed køber øllet noget ekstra hyldetid. Den idé har de to ovenstående øl med grape ikke ændret på.

Tre sure opstød om fynsk øl

1: Medaljer er stadig en ting, der åbenbart bruges derude når man skal fortælle om sine fortrinligheder. Senest er det Vestfyen Bryghus underlabel Frejdahl, der har trukket to medaljer med hjem fra Meininger’s International Craft Beer Award. Det var tilfældigvis en af de konkurrencer, der også var under behandling i artiklen ”Medaljer: Hæder eller salgsmateriale?” - der blev bragt på Stovt for et par år siden. Lidt er der dog blevet ændret. Dengang havde man et loft på, at max. 40% af de deltagende øl kunne modtage en medalje. Det tal gætter jeg på er blevet modereret ned til 30%, hvilket jeg baserer på, at der er blevet uddelt 327 medaljer til 1090 deltagende øl – altså, der er medaljer til helt præcist 30% af øllene og den andel maxer man fra Meininger’s International Craft Beer Awards side helt ud. Screendumpet er taget fra Bryggeriet Vestfyens LinkedIn-profil, hvilket egentlig blot er en understregning af, at disse medaljer bruges som et salgsværktøj. Det ser også fint ud, og som det er afbilledet, der er der næppe nogen, der skænker det en tanke, at guld og sølv er lig  med anden- og tredjepræmie, da der var en platinmedalje til de 26 øl, der nåede toppen af poppen i de 70 kategorier. 

2: Der var en gang gammelmandsbrok godt på vej ud af munden på mig, da jeg på Heartland Festivalens Facebook-side så et opslag, der startede med ordene ”Albani is the epitome of Funen beer culture”. Jeg nåede lige at mumle numådekraftedemelige… før det slog mig, at om jeg vil det eller ej, så er Albani sgu indbegrebet af fynsk øl. Det er åvandet, der løber i de fynske fadølshaner og fynsk øl vil nok til evig tid være forbundet med en O’ense. Så jeg måtte bide mig i læben, før der kom yderligere ord ud af min mund.

Ingen tvivl om, at Heartland er vigtig for Albani når de skal markere sig lokalt. Tuborg sidder på Tinderbox, Carlsberg har taget OB und so weiter, og så må man søge at tilføje fynsk identitet til den smule kultur, der så er tilbage. Det er dog stof til eftertanke, at på en festival, hvor så megen af musikken kan defineres som indie, der er det ikke uafhængige bryggerier, der leverer øllet, men et af de helt store. Det havde virket så meget mere passende, hvis øllet var fra et af de bryggerier, der passer til definitionerne i Det Fri Øl. Men ville nogen af dem kunne være i stand til at løfte opgaven? 

Albanis underlabel Theodor Schiøtz Brewing Co. har brygget en øl til festivalen – ”Heartland Fever” – et lille klassisk eksempel på, at man skal huske at google sine produktnavne før man tager dem i brug. Googler man navnet får man først og fremmest en del hits på Heartland virus, der giver muskelsmerter, diarré, hovedpine og træthed, hvilket meget passende sikkert også er symptomerne, hvis man indtager Heartland Fever nok. 

Heartland Fever er brygget med inspiration fra haverne omkring Egeskov Slot, og er således blevet en IPA med et nordisk twist af stikkelsbær og hyben. Heartland Festivalens eget opslag fortæller om "...flavours from the Egeskov Gardens". Teaservideoen til Heartland Fever er helt oppe på den store klinge. Der er billeder fra haven, fra væksthuset, fra humlehaven, hvor der pilles ved planterne, der smages på en stikling af en art ude i det fri, og er man ikke obs, så kan man hurtigt forledes til at tro, at Heartland Fever er brygget med stikkelsbær og hyben fra Egeskovs have. Eller er det bare mig, der tolker det sådan?

3: Det slog mig for nylig, at Munkebo Mikrobryg efter de igen, igen, igen har skiftet produktionssted, denne gang til (så vidt vides) Randers Bryghus, har fået pokkers travlt med at fortælle, at øllet er danskproduceret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er en art forsinket damage control i forhold til bryggeriets tid med bryg i Polen, hvor det ikke helt var til at tyde, hvor øllet var brygget. Eller i forhold til brugen af lokale råvarer, der så absolut ikke var lokale. Interessant er det i hvert fald, hvor vigtigt det nu synes at være at få budskabet ud.

Klummen 21: Lad nu de stakkels ord være

Debatten om, hvad der er specialøl, hvad der er craft beer og hvad der er mikrobryg kører i det små igen, efter at Anders Kissmeyer knyttede ovenstående kommentar til et citat fra Tore Jørgensen fra Herslev Bryghus.

En debat, tiden for længst er løbet fra. Alle udtrykkene er alligevel så udvandede, at det ville omsonst, at gå ind og forsøge, at definere dem nu. Eksempelvis er Anders Kissmeyer ansat som Head of Craft Beer Creation hos Royal Unibrew. Ud fra titlen sidder man da med en fin fornemmelse af, hvad det dækker over. Men som begreb er craft beer tomt herhjemme. Når Craft Beer stadig giver mening i det amerikanske, så er det fordi at et ”craft brewery” forlængst er blevet defineret af Brewers Association, blandt andet ud fra kriterier omhandlende uafhængighed og størrelse. Den maksimale størrelse for et ”craft brewery” er de seneste år løbende blevet rettet til i takt med, at de definerede bryggerier har oplevet stærk fremgang. Bemærk, der står ikke noget om øllets kvalitet, begrebet handler kun om økonomi og kvantitet.

Man må formode, at mikrobryg er det der brygges på mikrobryggerier!? Modsat de andre begreber, så er et mikrobryggeri sprogligt defineret, og det som et ”lille bryggeri hvor der fremstilles øl i forholdsvis små mængder og ofte efter traditionelle metoder”. Men lille i forhold til hvad og hvor mange bryggerier kan du nævne, hvor der brygges efter utraditionelle metoder? Det er en tom formulering, der ikke kan overføres til noget brugbart.

Personligt mener jeg, at definitionen på en specialøl i dag er alt der ikke er en pilsner, men samtidig sagtens kan være en pilsner, hvis det ikke lige er en discount eller konsumpilsner. En anden ølnørd fortalte mig fornylig om fredagsbaren på hans job, hvor en kvinde havde antydet, at Albanis 1859 var en stærk omgang (5,2%), og var blevet mødt med svaret ”..det er fordi det er en specialøl, de kan godt være lidt kraftigere!”. En øl man ser knap så ofte, der ikke umiddelbart er en pilsner = specialøl. Specialølshylden er der, hvor du stiller flaskerne, der ikke står Tuborg, Carlsberg, Albani og lignende på. Det er det specialøl er blevet til, og som det andet er det hult klingende.

På falderebet synes jeg også ordet håndbrygget skal rundes. Det dukker også jævnligt op som noget særligt fint. Det falder nok ind i en tankerække, hvor håndbryg lugter af håndværk, håndlavet og andre fænomener, hvor den skabende kraft manuelt udøver sit håndværk. Er det bedre? Næh! Et moderne bryganlæg, der giver mulighed for at styre stort set alt, vil til hver en tid ramme tættere på det ønskede slutprodukt. Så kan det godt være, at computerstyring og mekanisering ikke lugter helt så salgsgasromantisk, men det giver bedre produkter.

I den efterfølgende debat til ovenstående citat rammer Per Nielsen hovedet på sømmet da han blandt andet skriver ”… At Royal Unibrew (og andre) bruger udtrykket Craft Beer, er bare en anprisning på linje med luksusleverpostej.” Den linje burde bryggerier tage til sig og arbejde ud fra. Det ville gøre alting nemmere, for hvad en luksusøl er, har skattevæsnet allerede defineret for os.

Klummen 17: Albanis nye mikrobryggeri

Under overskriften ”nyt øl til maj” skriver Fyens Stiftstidende om den forestående lancering af Albanis nye mikrobryggeri, der ifølge brandmanager for specialøl hos Albani, Jesper Larsen, bliver ”..et sted, hvor vi kan iscenesætte vores øl. Et sted, hvor folk kan komme ind og få en oplevelse, smage vores øl og få den rigtige fortælling i de rigtige omgivelser.”

Fyens Stiftstidende: Nyt øl til maj: Albani bygger nyt mikrobryggeri

Det er uden tvivl et fornuftigt træk af Albani i en tid, hvor interessen for specialøl er i fremgang, og hvor Odense så småt er begyndt at markere sig gastronomisk. Og det er såmænd heller ikke fordi der skal dvæles det store ved stedet. Jeg håber, at få mulighed for at se det når det åbner, og mistænker, at det bliver et byggeri man i den grad kan stå ved.

Lige nu er jeg dog mere nysgerrig efter om det nye mikrobryggeri i det små kan gå hen og blive en game-changer for den fynske ølbranche. Den nye virkelighed bliver, at vi kommer til at have et nyt bryggeri placeret centralt i Fyns største by, hvor man kommer til at tilbyde rundvisninger og ølsmagninger. Ydelser, der bidrager til bundlinjerne ude omkring på de fynske bryggerier. Og det tror jeg vil kunne mærkes derude!

Uden at have nogen som helst data til at understøtte det, så tør jeg godt antyde, at de fleste ølsmagninger på bryggerierne ude omkring afholdes for folk, der ikke nødvendigvis går det store på i øl, men som kommer til dem som en del af en flok fra et firma eller forening, der skal have en positiv og letfordøjelig oplevelse. Det tror jeg bliver tillokkende for mange at gøre hos Albani. De kommer dels til at have faciliteter, der muliggør ting man ikke kan på andre bryggerier. Samtidigt er stedet centralt beliggende, det er i gåafstand af restauranterne i Odense centrum og vil for mange have færre logistiske udfordringer i forhold til, at man efter endt smagning ikke skal finde hjem fra Lars Tyndskids marker.

Mit bud er, at der vil komme til at mangle nogle indtægtsposter i regnskaberne ude omkring. Dermed ikke sagt, at Albani kommer til at støvsuge ølsmagningsmarkedet for kunder, men i ølbranchen, hvor overskuddene i årsregnskaberne sjældent er i Joakim von And størrelsen, der tror jeg, at deres tilstedeværelse bliver synlig på bundlinjerne rundt omkring. Samtidigt kommer de øvrige bryggerier til at mangle den profilering og eksponering det giver, at få folk ind og smage på øl, og de misser muligheden for at skabe nye ambassadører for deres brand. Alt det er jeg sikker på, den eneste variabel er i hvilken størrelsesorden det kommer til at ske.

Interview: Jesper Larsen om Albanis nye bryggeri

Fyens Stiftstidende løftede i sidste uge sløret for, at Albani er ved at bygge et nyt mikrobryggeri op. Jeg tog kontakt til Jesper Larsen, der er ansvarlig for specialøl hos Albani for at høre nærmere om det nye bryggeri. 

Det nye bryggeri bliver beliggende på Albanis nuværende adresse på Albanigade i Odense, hvor det får sit eget hjørne af det gamle bryggeri. Foreløbigt skal lokalerne klargøres til det, men det forventes, at man påbegynder installationen af det nye bryganlæg i januar 2017 og kan åbne op i april 2017. 

Jeg spørger Jesper, hvilken størrelse bryggeriet kommer til at få, men bliver med et venligt grin afvist. Når man opererer i den størrelse som Albani gør, så holder mig kortene tæt ind på kroppen så længe man kan når det gælder planlagt produktion. 

Jesper fortæller, at det nye bryggeri er en naturlig videreudvikling i den proces, der blev startet da Royal-Unibrew sidste år lancerede specialøllene Schiøtz og Lottrup. Det er planen, at der skal brygges Schiøtz og Lottrup på det nye anlæg, sammen med andre nye typer specialøl. Anlæggets størrelse kommer til at give en fleksibiletet, der er optimal i forhold til produktionen af Royal-Unibrews specialøl. 

Jeg nævner, at udviklingen bevæger sig fra konsumøl mod specialøl, og spørger Jesper om det nye bryggeri kan sættes ind i den ligning. Svaret er ja. Det nye bryggeri skal helt sikkert ses som et signal om, at Royal-Unibrew gerne vil rykke sig og være med til at drive væksten for specialøllet. Som udviklingen er nu, er der ingen tegn på, at den stopper. 

Der er stadig flere spørgsmålstegn, der først kan besvares når bryggeriet kommer tættere på, at blive realiseret. Det står dog klart, at bryggeriet også skal bruges til at blive vist frem. Der er på Albani en stor efterspørgsel på rundvisninger, smagninger m.m. og det er en efterspørgsel, det nye bryggeri også skal hjælpe med at indfri. Jesper forklarer, at det med det nye bryggeri også bliver muligt at komme tættere på brygprocessen, end man kan inde på ”hovedbryggeriet”. Ligesom, at det er planen, at der skal kunne afholdes foredrag og events i de nye lokaler. 

En af de mere interessante oplysninger, er at der på det nye bryggeri skal serveres øl for gæsterne, der ikke er ude i handelen. Altså testbryg, der skal testes af på et publikum. En ting man blandt andet kender fra de amerikanske bryggeriers brewpubs, hvor nye opskrifter testes af før de eventuelt realiseres på flaske. Jesper mener ikke, at de nye lokaler vil komme til at fungere som værtshus, men han siger, at offentligheden vil få rigtig mange muligheder for at besøge mikrobryggeriet til flere forskellige typer af arrangementer. 

Foreløbigt må vi vente og se. Fortsættelse følger i starten af 2017.

Klummen 08: Albani Mosaic IPA

12. april lagde Albani fra land på Facebook med den første teaser for deres nye øl. Det blev til et par opslag mere brugende antydningens kunst, før bryggeriet 8. maj løftede sløret for, at indholdet i flasken var Albani Mosaic IPA.

Der er i sig selv intet nyt i, at der kommer en ny IPA på markedet. Med det tempo, der for tiden lanceres nye øl i, vil det knap nok være en tilsnigelse at sige, at det sker dagligt. Der hvor jeg ser nybruddet, og grunden til, at Albani Mosaic IPA fik mig til at stoppe op, er at den er sendt ud som en Albani-øl, hvilket jeg synes er interessant.

Indtil nu er IPA fra de store/større bryggerier blevet sendt ud i verden fra de underliggende brands som eksempelvis: Schiøtz (Albani), Lottrup (Ceres) eller Carlsbergs Brewmasters Collection, men denne gang står der altså Albani på flasken.

Jeg tolker det således, at grænsen mellem, hvad der er specialøl og hvad der ”bare” er øl langsomt bliver udvisket. Man har været vant til, at mærker som Carlsberg, Tuborg, Royal og Albani har haft en Pilsner, en Classic og så en stribe sæsonbryg og guldøl, plus det løse.

Nu er turen så kommet til, at IPA skal inddrages som en standardøl. Nybruddet er på den ene side ikke større end at Royal har en Brown Ale i sortimentet, flere har mørke øl og Tuborg forsøgte sig tilbage i 2002 med at lancere en Tuborg Classic Hvede, men på den anden side, så læner alle disse øltyper sig op af noget klassisk, hvor IPA’en om noget vel er eksponenten for det der sker ude i moderne ølverden pt.

Jeg tog fat i Jesper Larsen, der er Brand Manager for Craft & Regional Beer hos Royal Unibrew for at høre hvad deres tanker om Albani Mosaic IPA er.

”Vores analyser viser, at der efterhånden er kommet så mange typer af specialøl, at forbrugerne søger efter faste holdepunkter i kategorien. Det er netop, hvad der er sket med IPA. De fleste forbrugere ser IPA som en specialøl, men de har samtidig en ret præcis idé om, hvad de får, når de køber en øl af IPA-typen – også hvis de ikke har smagt den før. Den er blevet fast holdepunkt i specialøljunglen, om man vil. 

Vi har lavet en Albani IPA, fordi vi synes, at IPA-typen passer rigtig godt til Albani-bryggeriet og dets historie, og fordi vi kan se, at forbrugerne i stigende grad efterspørger IPA. Vi har simpelthen fået rigtig mange henvendelser både på Facebook og i andre sammenhænge fra Albani-fans, der gerne vil have en IPA fra Albani. 

Selv ser vi helt klart den nye Albani IPA som en specialøl, men det er selvfølgelig op til den enkelte.”

En Albani specialøl? Men tanken om, at der i et broget og svært overskueligt marked kunne være brug for et fast holdepunkt når det gælder IPA, er nok ikke helt skæv.

Der har længe ikke været noget specielt ved specialøl, og lanceringen af Albani Mosaic IPA kunne være et skridt i retning af, at vi afvikler ordet specialøl og i stedet bare snakker om øl og lader de enkelte øltyper snakke for sig selv uden at smide dem ned i en overflødig boks. Man kunne håbe.

2013 revisited #1

Første tilbageblik på 2013 bevæger sig ikke udover Odenses bygrænse. Christian Firtal optræder i tre ud af de fem tilbageblik, der her lines op. Tilbage i maj lagde Christian Firtal vanen tro hus til deres Pale Ale Festival, jeg var forbi af to omgange. Også Øllets Dag blev afsluttet på Christian Firtal , og endelig lagde jeg min kærlighed på bordet og forfattede et hyldestskrift til stedet, hvor jeg helst indtager mit øl. I løbet af året var jeg også forbi Cadenhead's Whisky Shop til en walk in tasting.  Sidste skud i den lokale 2013 kanon var årets nok mest atypiske ølindtag. Nemlig indtagelsen af en Albani 1000 fra 1988.

Tidsrejse: Albani 1000, 25år senere.

I sommers bragte jeg tre øl med hjem fra mine forældres kælder, hvor de havde stået en mindre menneskealder på den grønne reol nede ved siden af kummefryseren. Nu sidder vi så to mænd og glor på jubilæumsbrygget, der blev sendt på gaden af Albani i forbindelse med Odenses 1000 års fødselsdag i 1988. Jeg boede i det sydfynske dengang, men Morten, der også sidder og glor på flasken, var odenseaner og opsummerer perioden i sætningen ”det var Trine Dyrholm det hele”.

Mine forventninger til Albani 1000 er lig nul. Jeg har ikke den store tiltro til at der skulle være den store oplevelse at hente i en 25år gammel guldøl uden styrkeangivelse, men når nu chancen har budt sig, så ville det være en skam, at lade den gå til spilde.

Den eneste lyd, der melder sig da kapslen frigøres fra flasken er en smule knasen fra den folie, der indhyller kapslen. Kulsyre er der intet af, den er sikkert feset ud sammen med grunge, Buffalosko og Poul Kjøllers revival tilbage i 90’erne engang, men mens den smule luft, der har været indespærret i flasken de sidste 25år blander sig med nutiden står det klart, at der om ikke andet stadig er duftindtryk tilbage i flasken.

Fra flaskens hals står en røget duft af guldøl op, men da øllen har stået et minuts tid i glasset har duften skiftet karakter, og står nu op af glasset som en stereogengivelse af farin og varm whisky, hvor hvert indtryk har fået stillet sin egen kanal til rådighed. Der er kun de to indtryk, ingen knas på linjen med noter og fornemmelser, bare to skarpt optrukne indtryk, så tydeligt separerede, at Berlinmuren kunne have været bygget mellem dem op til flere gange. Det dufter så fantastisk, at det næsten er smukt.

Det mildner luften lidt i fordel til det vores smagsløg skal udsættes for, alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at være lidt utryg ved hele oplevelsen. Igen er det farinen og whiskyen, der tager førersædet og dét helt klart med farinen i overhalingsbanen. Farinen smager en smule brændt, mens whiskyen gemmer sig en smule i skyggen. Det er absolut ikke så ringe som først forventet, alene det, at øllen stadig kan drikkes, er et stort skridt i den rigtige retning. Da lettelsen har lagt sig, og øllen bliver smagt for det den egentlig smager af, er det dog ikke det store sus vi sidder med i glasset. Den skarpe opdeling af smagsindtrykkene, der går igen fra duften, gør det samlede indtryk spøjst og kunstigt.

For lige at få lukket helt ned for nysgerrigheden tager jeg et par sip mere af glasset, før vi bliver enige om, at behovet for at smage mere Albani 1000 er udtømt. Som et lille ølnørdet kuriosum var det absolut interessant at smage Albani 1000, det havde selvfølgelig været langt mere interessant, hvis vi havde kendt udgangspunktet. Som smagsoplevelse, var det ikke den vilde oplevelse. Duften var fantastisk, men duft alene gør det ikke.

Ud med det gamle og ind med det nye. Resterne af Albani 1000 hældes i vasken og nye øl hentes med ind i stuen, hvor samtalen forsætter med udgangspunkt i Trine Dyrholm. Vidste Morten for eksempel, at Thomas Risell, der senere blev fast tourbassist for Love Shop var med på Trine Dyrholms debutplade, og at vi har en fælles bekendt, der et par år senere slæbte Trine Dyrholm med hjem fra Boogies? Det vidste Morten ikke, og således blev han både en øloplevelse og et par linjer til hans indre Trine Dyrholm faktabox rigere.

Jeg er gammel nok til at have prøvet, at arbejde på fabrik i en tid før der blev indført alkoholpolitik på stedet. De historier jeg kan knytte til det emne blegner nok i forhold til de historier, der må have udspillet sig på bryggerierne. Jeg kunne dog ikke lade være med at grine, da jeg stødte på afbillede øl, jeg desværre ikke kan datosætte. At have en øl kun til internt brug det er noget, der hører en anden tid til