To Øl CPH lever FRISK øl

BRUS har i sidste uge taget deres nye canning line i brug. I forlængelse af det har To Øl i dag udsendt et nyhedsbrev, hvor de lancerer To Øl CPH. Det er så vidt jeg kan forstå To Øl produceret hos BRUS, der som bekendt er ejet af To Øl. En nyhed i sig selv, men ikke halv så interessant som det andet tiltag, der bliver lanceret i nyhedsbrevet.

To Øl lancerer samtidigt ”Frisk”, der er et fantastisk tiltag, der dykker lige ned i en tidsånd, der dikterer, at frisk øl er kongen. Via en mailingliste får man notifikationer om, hvad der er på vej, man bestiller og dåserne bliver sendt afsted samme dag som de bliver tappet.

Jeg ved ikke om idéen er hugget ude i byen, eller tiltaget er tænkt af To Øl selv, men det er et skarpt skåret koncept, og der er to ting, jeg er helt sikker på. A: Det her tiltag skal nok finde et publikum. B: Vi kommer til at se mere af det her og dét meget hurtigt.

Vil du skrives op til at modtage mails om friske øl fra To Øl CPH, så sker det via dette link.

Stovt glæder sig i denne tid

Julen kryber nærmere, og forleden slap store og små de øl fri, de tænker matcher den forestående højtid. Jeg er ikke den store juleølsfan, men der plejer alligevel at være et par enkelte, der stikker ud i positiv retning og prikker og pirrer min nysgerrighed i en grad, at de bliver købt. Indtil videre er der dog kun tikket en enkelt ind på den liste i år.

Den ære tilfalder: Chocolate Salty Christmas Balls fra Cervisiam. 10% Imperial Stout med kakao, ahornsirup, salt og kanel. Min underbevisthed fortæller mig, at det godt kunne risikere at være godt. Skulle andre ønske at teste min tese af, så kan den bestilles ved Boxbeers.

I mangel på friske nyheder, der glæder jeg mig over, at To Øl har valgt at genudsende Santa Gose F&#% It All, der blev lanceret sidste år. Det er uden sidestykke den bedste Gose, der er undfanget på dansk jord.

Ellers skal Stjernebryg fra Herslev naturligvis fremskaffes (både til nu og til kælderen) og mon ikke de lokale udskænkningssteder byder ind med henholdsvis Hoppy Christmas fra Ugly Duck og JuleIPA fra Beer Here, der topper Stovts liste over humlede juleøl. Der bliver desværre ingen Phister de Noel fra Flying Couch i år. 

På hjemmefronten er der blevet taget juleøl op fra kælderen fra de senere år. Jeg tænker, at der også godt kunne risikere at gemme sig en god oplevelse eller to her. Især glæder jeg mig til den fadlagrede Juleporter fra Det Lille Bryggeri, der til stadighed er den bedste rødvinsfadlagrede øl, der har krydset mine veje. 

Som sagt, jeg er ikke juleølsfan, men jeg tror alligevel på, at det bliver ganske okay i år.

Vintage: To Øl - Goliat (2012)

Goliat fra To Øl er en af de tunge drenge, hvilket også var grunden til, at den i sin tid røg i kælderen. For Goliat viste sig at være et sukkertrip pakket ind i kaffe og ristede noter, der fik mig til at kigge skævt til den indkøbte flaske, der stod tilbage i skabet, efter den var blevet smagt ude i byen. Det er vel omkring fem år siden. 

Denne flaske af Goliat er årgang 2012, og hvis den er blevet tildelt en holdbarhedsdato på fem år, så er den blevet flasket 10. januar 2012. 

Det kan man nu ikke rigtigt smage når man dykker ned i flasken. Kulsyren lever og så meget er kanterne heller ikke blevet filet ned. Og dog! Trods en krop, der ikke rigtigt evner at lægge vægt bag slaget, så sker der meget i hvert eneste indtag af Goliat. Alkoholen er overvældende på den samme gode måde som et glas whisky kan være. Et diskret lammende stik der trækker ud, mens tungen langsomt sitrer og prøver at finde tilbage til sin defaultindstilling. Kaffen, der ville overdøve det hele, hvis ikke bitterheden var blevet trukket ud af ligningen og havde efterladt en uoverstigelig væg af mokkasom de andre indtryk kunne hænge deres portræt op på. Og så dé der lidt udefinerbare rosintunge vinnoter, der leder tankerne hen i retning af portvin. Noter, der har budt kaffen op til dans og nu står som et par, der aldrig har danset sammen før og ikke helt ved, hvem der skal føre. Indledningsvis pinligt, men som tiden går og roen falder på, der finder de melodien og øllen finder hjem. 

Goliat smager ikke længere som en irish coffee, hvor nogen både glemte flødeskummet og at sige stop, da der skulle skovles farin i koppen. Den er modnet uden at have mistet pusten. Jeg synes stadig, at den er for meget, men den er ikke mere for meget end at det bliver udlignet af alle de kvaliteter tiden har fået frem i den. Jeg endte med at føle, at jeg stod og kunne betragte det hele lidt udefra fordi de supertunge, supersøde Imperial Stouts ikke lige er min hjemmebane, men der er blevet tilføjet så mange lag til øllen, at den er begyndt at ligne noget jeg kunne finde hjem i. En både god og interessant oplevelse, der igen beviser, at det giver god mening at smide øl i kælderen. 

Anmeldelse: To Øl/Pöhjala - Imperial Ginie

Det er efterhånden meget, meget sjældent, at jeg støder på øl som jeg vil gå igennem ild og vand for at få lov til at prøve, men en a: Imperial, b: fadlagret Gose gik rent ind på den liste. Imperial Ginie er et samarbejdsbryg mellem To Øl og Pöhjala lagret på gintønder fra Kyrö Distillery. 

Førstehåndsindtrykket er dog ikke imponerende. Som enhver halvdyr flaske øl bør være, er kapslen gemt væk under et lag voks. Da flasken skal åbnes går voksen dog af i flager som var det stearin. Da kapslen bliver smidt på bordet falder alt af, det virker… billigt. 

Duften er forholdsvis tung og sød, sammenholdt med den morgenurinsmørkorange farve, der fylder glasset, der fornemmer jeg hurtigt, at Imperial Ginie lander et andet sted end hos de lette, lyse syrlige drops jeg foretrækker når der skal serveres Gose. Imperial Ginie smager af hospital. Ikke kemisk som medicin, men som noget der er blevet insisterende rengjort i kradse sager og så coated med koldpresset æblejuice og karamel. Den giver ingen mening. Det er ikke så horribelt som det lyder, men det giver absolut ingen mening. En fiks idé, der virker på tegnebrættet, men som i virkelighedens verden ikke har nogen gang på jord… og 89,- ud af vinduet.

Anmeldelse: Hoppin' Frog/To Øl - S.S. Stout

Flasken afgiver ikke megen vidnesbyrd om, hvad det er der gør SS Stout skandinavisk inspireret. Der skrives om engelsk og chilensk malt, og belgisk sukker, men det eneste skandinaviske præg i etiketteksten er omtalen af Tobias fra To Øl, så måske han har stået for den skandinaviske inspiration. Øllen er en af mange europæiske samarbejdsbryg som Hoppin’ Frog har lanceret i år, og da der skulle handles var det den der stod som den umiddelbart mest interessante i stakken. Da jeg tidligere på året var til koncert med Karl Blau udtalte han noget i stil med ”I played in Amsterdam last night, don’t know if you consider it Scandinavia”? Så måske er det bare de amerikanske geografiskills, der viser sig i al deres glory og inkluderer Belgien i det skandinaviske fællesskab. 

Det første man bemærker er, at øllen smager langt varmere end den er. Jeg har ingen fornuftig forklaring på fænomenet, men der var bred enighed om det omkring bordet. Duften er svært kandiseret og slår på mit duftbarometer ud som en Quadrupel. Smagen er tyk. Tyk af den der harske sødme man finder i en øl, der ikke er gæret ordentligt ned. Det sure islæt ligger som en film henover øllen og nej, helt korrekt, jeg er ikke imponeret. Godt nok er der i To Øls øl en tendens til slagside mod det søde når de laver sorte øl, men her vælter læsset altså. Voldsomt ristet, voldsomt sød og det sure islæt kan på en god dag måske veksles til det mere venlige ”noter af mørke bær”. 

Havde jeg skabt denne øl som en middagsret, så ville jeg være ked af at navnet væltet lokum var taget.

Fire nyheder fra ølverdenen

En kort nyhedsrunde. Afsked synes at have været nøgleordet i det københavnske ølmiljø den seneste uges tid, og det bliver spændende at se, hvor og hvis de nævnte navne dukker op igen. For at det hele ikke skal blive for trist tager vi også lige en virkelig spændende nyhed fra Sverige.

- Tobias Emil Jensen forlader To Øl.
- Morten Valentin Ejlertsen forlader Ølbutikken.
- Andreas Pedersen forlader Amager Bryghus.
- O/O Brewing åbner eget bryggeri.

Kommentar til Politikens anmeldelse af Spontan

Et af fokusområderne når man taler om øl for tiden, synes at være parring af øl og mad. En af kæphestene her på Stovt, er hvordan pressen går til øllet. Politikens anmeldelse af Spontan, To Øls nye Restaurant, er et godt eksempel på, at der stadig er lang vej. Hvis førstnævnte mission skal lykkes, så kræver det, at pressen bliver bedre opdraget til opgaven og vælger at tage den seriøst.

Politikens anmeldelse: "Kaviaren’ var så syrlig, at vi lignede spædbørn med citroner i munden"

Jeg vil finde to anklagende fingre frem til at starte med. Den ene skal pege på den redaktør, der har valgt at sende Joakim Grundahl på Spontan. Det er for så vidt okay, at Joakim vælger en vinmenu, når hans følgesvend vælger en ølmenu. Og sikkert et fornuftigt valg, da han tydeligvis ikke ved noget om øl. Den virkelige katastrofe indtræder dog først, da det står klart, at det gør hans ølkyndige ven heller ikke.

Den anden finger skal pege på oplysningsniveauet i anmeldelsen. For når det står så klart, at ingen af de udsendte har den store basale viden om øl, så ville det være rart, at få sat noget mere info på de indtagne øl.

Den første anklagende finger finder sin tilståelse i slutningen af anmeldelsen. 

”…min gæsts prøvelser ud i specialbryg afsluttede med et brag. En belgisk dessertøl, Oude Krieks Cuvee Rene, som var en spontangæret øl tilført kirsebær. Vi var forbløffede og talte i munden på hinanden. Den smager af girafpels! Den smager decideret af abe! Gedebur! Det er en burøl med en vanvittig bitterhed! Måske den værste øl, vi havde smagt i vores korte liv med specialøl.”

Prøvelser og et kort liv med specialøl!? Eller måske snarere en manglende modenhed og indsigt i forhold til den stillede opgave. Ingen tvivl, Sours er acquired taste og ovenstående beskrivelse er nok ganske typisk for førstegangsoplevelsen af Sours, men jeg forventer, at en anmelder, uanset genre, besidder en indsigt i det emne, han arbejder med. Denne beskrivelse fortæller mig, at han ikke er opgaven moden, og desværre ikke har allieret sig med en medspiser, der er.

Når man så læser tilbage op igennem anmeldelsen og igen fanger beskrivelserne ”Jeg syntes, den smagte af en flad pærecider. Lidt sjasket, som om den er blandet op med vand” og "...en flad drik med en gæret, lidt sur frugtsmag og en aroma af hø og salt". Så ville det have været rart, at vide hvilken øl/øltype selskabet havde indtaget, for om ikke andet, at kunne putte den pædagoiske mine på, og med et overbærende blik fortælle dem, at sådan er det altså meningen, at det skal smage.

Jeg synes ikke, at Politiken kan være denne anmeldelse bekendt. Hverken overfor deres læsere eller overfor Spontan. Det er ikke at tage øllet seriøst, at medbringe en ”ølglad gæst”, der måske nok er glad for øl, men som helt åbenlyst mangler en basal viden om emnet, ligesom anmelderen. 

Skal øl nogensinde have en chance for at komme op på siden af vin, når vi taler parring med mad. Så kræver det blandt andet, at pressen får styr på det basale, tager emnet seriøst og hæver oplysningsniveauet. Ovenstående er et klart eksempel på, at der er vi ikke endnu.

Anmeldelse: Gose m.m.

Egentlig var planen, at samle en stribe Gose til en temaanmeldelse, men Coral Seas fra To Øl/Buxton faldt uheldigvis ud af skabet, ned i en taske, op af tasken, ned på en oplukker og videre ned i to glas et par dage før smagningen, så i stedet for et rendyrket Gose-tema, så bliver det et Gose-tema med en enkelt gæsteoptræden. 

Lad os da bare starte med the odd one out. Kentucky Uncommon er et samarbejdsbryg mellem Lervig Aktiebryggeri og To Øl, baseret på maltprofilen til Kentucky Bourbon og et skud mælkesyrebakterier. Idéen med at hugge maltprofilen er god, men resultatet fungerer desværre ikke i praksis. Den cloudy as fuck brunlige øl, der bliver skænket i glasset er håbløst overkarboneret i en grad, at alle nuancer drukner i brus. Senere, da boblerne var blevet trætte og gået hjem, står det klart, at det ikke kun er deres skyld, at Kentucky Uncommon ikke er et hit. Det sure stikker i alle retninger, muligvis fordi det ikke har noget at læne sig op af. Jeg savner ganske enkelt smag, og derfor er det sidste ord jeg skrev mine noter også lig med den dom jeg hæfter på Kentucky Uncommon: Kedelig. 

Første stop på det planlagte Gosetrip, bliver ligeledes en øl fra To Øl. Gose To Hollywood er en Gose brygget med appelsiner og det kan lugtes. Blandet med det sure giver det en særegen og gennemtrængende duft. I forhold til mine præferencer indenfor Gose, så mangler Gose to Hollywood salt. Den bider ikke nok fra sig, så slutproduktet bliver et lidt for parfumeret mix af Grapejuice, appelsinjuice og surt. Jeg er ikke fan. 

Før temaet udvikler sig til noget, der kunne ligne et vendetta i retning af To Øl, så skal det lige indskydes, at Coral Seas var en virkelig positiv oplevelse. 

Videre til Sverige, hvor Omnipollo har begået Bianca – en Mango Lassi Gose brygget med mangopuré. Det er heller ikke fordi der er det store bid i Bianca, til gengæld balancerer den uendeligt godt. Trods navn og indhold, tænker jeg, at det lille tropiske knæk Bianca har, går i retning af ananas. Bianca er et let og forfriskende mesterværk af en Gose, der ikke kan anbefales nok. 

Lad den første være den sidste. Første gang jeg smagte Gose var det Westbrook Gose og den står for mig stadig som moderskibet når det gælder Gose. Intenst sur, masser af salt og alligevel næsten naturtrodsende rund i smagen. Det er stop and go, som det skal være når det gælder Gose. Drikke, stoppe fordi salten bremser indtaget, drikke mere fordi salten gør dig tørstig. Det er helt perfekt. 

Karakterer:

Kentucky uncommon: 7 

Gose to Hollywood: 7 

Bianca: 11 

Westbrook Gose: 11

Anmeldelse: Kwas Alfa, To Øl/Pinta

To Øl har for en stund valgt at leve på polsk med Pinta under undfangelsen af Kwas Alfa, deres fælles barn, der ifølge navneregisteret bærer betegnelsen Sour Rye Pale Ale og personnummeret 4,3%. Skal man tro beskrivelsen, så er det den første Sour lavet i Polen, hvilket gør den til endnu en fodnote i den store bog om ligegyldig ølinfo.

Kwas Alfas farve går i retning af ufiltreret koldpresset æblemost, og efter det indledende skum har lagt sig, anes der kun lige et par hvide streger på toppen, der giver den uklare væske et præg af noget, der ikke nødvendigvis er egnet til menneskeføde. Det er Kwas Alfa dog så absolut. Det sure (mælkesyrebakterie) fylder fint fremme i ganen, der er masser af krop for så alkoholsvag en øl og syrligheden bringer tankerne tilbage til den førnævnte koldpressede æblemost. Kwas Alfa fremstår homogen og balanceret, den smule humlebitterhed, der kan smages, har et præg af tropiske frugter og klæder helheden. For så let og lys en øl er Kwas Alfa ganske tung, og mere end den sommerøl den på papiret er, tror jeg den vil klæde den del af efteråret, hvor mørket endnu ikke har fået overtaget.

Ølindkøb: Bestofbeers.dk

Efter at have været væk i et stykke tid, er Yin fra Fra Evil Twin atter tilgængelig på det danske marked (det kan også godt være, at jeg bare ikke har ledt godt nok), men da der åbenbart eksisterer en handelsblokade mellem Evil Twin og området omkring Odense, så så jeg mig nødsaget til at handle andetsteds. Svaret blev Bestofbeers.dk, der er ølafdelingen af Vinspecialisten i Aalborg.

 

Min ordre blev placeret sent torsdag aften. Fredag morgen landede der en ordrebekræftelse, og tirsdag blev øllene leveret. Jeg havde bestilt 13 flasker, og de var hver og én pakket ind i bobleplast, og fordelt i to rødvinskasser.

 

Prismæssigt er der intet at udsætte på Bestofbeers.dk, med mindre man ønsker at købe Willemoes. Det meste ligger på de forventelige butikspriser, med enkelte afstikkere i den dyre ende. Mikkellers Nelson Sauvin koster eksempelvis 196,-, den er set her i byen til 160,-. Men det er i småtingsafdelingen.

 

Hjemmesiden er overskuelig og designet således at alle kan være med, og at ingen mister overblikket grundet spraglet grafik eller andet nonsens. Vælg landet du ønsker øl fra, vælg bryggeriet, og værsgo, så er udvalget fra det pågældende bryggeri serveret.

Ud over Yin, bestilte jeg Yin & Yang, der er en Black & Tan bestående af halvt Yin og halvt Yang. Fra Evil Twin blev det også til I Love You With My Stout, mens det fra Mikkeller blev til kakaoudgaven af Beer Geek Breakfast, der ganske enkelt er fantastisk. Fall of Man fra to Øl havde jeg ikke hørt om før, men den røg også i indkøbskurven, sammen med Backwoods Bastard fra Founders, der er en Scotch Ale og derfor nærmest selvskrevet til at blive købt med. Rye King fra Amager Bryghus havde jeg glemt alt om eksisterede, og endelig blev det til Pirat Bomb fra Prarie.

 

Bestofbeers er leveringsdygtige i et bredt udvalg, der også rummer også en del spændende indslag fra USA. Der kommer jævnligt nyt til, hvilket man evt. kan følge på Facebook. Jeg er glad for mit indkøb, priserne og leveringstiden, og vender sandsynligvis også tilbage efter mere på et tidspunkt.

Anmeldelse: To Øl/Omnipollo, Brewmance

Brewmance, et navn, der nærmest emmer af Brokeback Mountain på flaske. En øl undfanget efter en svedig omgang one on one mellem Omnipollo og To Øl. Tre måneder på Bourbonfade, og med honning fra et hipt Stockholmsk honningeri. Oh yes, det hele er så rigtigt, at det næsten gør ondt, der hvor det burde gøre godt.

 

Øllen har stået stakket væk inde i skabet de sidste to år og ventet på det rigtige øjeblik, der aldrig rigtigt kom, og derfor endte med at blive en allerede glemt Champions League-kamp.

 

Den første tanke, der slår mig, er, at øllet ikke har den fedme, jeg normalt forbinder med fadlagret øl. Kulsyren er minimal, og smagen går i retning af stærk kaffe blottet for bitterhed, en smule sødme og en eftersmag, der bliver hængende, brændt, men behagelig.

 

Noget er dog ikke helt som det skal være. Indledende tænker jeg, at Brewmance virker vandet og mangler fylde, til trods for smagsmæssigt at være jævnt massiv. Enten er smagen gået tabt, eller livskraften langsomt fadet ud af flasken over de to år den har tilbragt i mit ølskab. Mere sandsynligt, så har Brewmance aldrig været en stor øl, eller nok mest sandsynligt, så har øllet raget noget til sig, der ikke burde have fundet vej i flasken. Øllets udtryk er i hvert fald så ubehageligt sumpet, at det ikke giver mening at forsøge, at tvinge mere ned.

 

Ærgerligt, og spild af plads. Det er desværre rent gætværk om denne Brewmance ville haft det bedre af at komme ud af skabet tidligere.

Poesibogen: Kasper Ledet (Labeldesigner, To Øl)

For nylig var det Simon Hartvig Daugaard, der tegner etiketter for Amager Bryghus, som gæstede Poesibogen. Nu begynder der, at tegne sig et mønster, for i dag er det Kasper Ledet, labeldesigner for To Øl, der indtager den varme stol og svarer på spørgsmål om hans forhold til øl. Vi stiller om.

Hvad er din yndlingsøl? 

Før jeg startede som designer hos To Øl vidste jeg ikke ret meget om øl. Jeg er vokset op lige ved siden af Carlsberg på vesterbro så jeg har altid haft et blødt punkt for en Hof (jeg bliver vel nok halshugget af ølkendere for at sige det) ellers er To Øls Sort Mælk en så ekstrem øl at man ikke kan lade være at holde af den. Limfjords Porter er nu også en gammel favorit. 

Hvad er din yndlingsøltype? 

Det kommer jo lidt an på hvad anledningen er. Hvis det f.eks. er til mad eller man går efter smagsoplevelsen er jeg glad for IPA eller Porter. Til fest er min gamle ven Hof at foretrække, altså en helt normal pilsner. 

Hvor køber du dine øl? 

Som designer hos To Øl er jeg jo ret godt forsynet med specialøl. Ellers er det noget så jordnært som et supermarked eller værtshus der står for leverancen. 

Hvad er din største øloplevelse? 

På cocktailbaren Mikropolis smagte jeg cocktails med øl i. Jeg har aldrig tænkt på at man kunne gøre det. Det smagte virkeligt godt og brugen af øl gav faktisk god mening sådan rent smagsmæssigt. 

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 

Altså man bliver jo fuld af det og det kan jo være ganske herligt. Når det kommer til specialøl er det fedt at der ikke er så mange konventioner, det er jo en relativt ny ting. Smagen kan variere enormt meget så det er spændende at åbne en ny ukendt øl. Når jeg designer labels til To Øls flasker er det også fedt at der ikke er så fasttømrede ideer om hvordan en specialøl skal se ud. Der er langt færre konventioner end hvis man f.eks designede vinetikketer.

Anmeldelse: To Øl, Black Ball Ballistics

Navn: Black Ball Ballistics

Type: Fadlagret Imperial Stout

Bryggeri: To Øl

Alkohol: 8%
Etikettekst: Black Ball Ballistics is a portent porter, brewed with dark cassanade sugar, chocolate-, and caramel malts, aged on old sherry and cognac barrels and balanced with a nice shot of american hops.
Beskrivelse: To Øl Black Ball Ballistics er et indkøb af den slags, hvor jeg har noteret mig, at der har stået en ny sort øl på hylden og pr refleks taget den med hjem. Det var derfor også først da den stod på bordet, at det gik op for mig, at Black Ball Ballistics er en fadlagret udgave af Black Ball som jeg ikke var voldsomt begejstret for, men øl er før vokset af at få en tur på den lukkede fadafdeling i et par måneder, så måske. Fadlagringen er foregået på en blanding af sherry- og cognacfade, hvilket jeg før start har lidt svært ved at forestille mig, hvordan fungerer i praksis.

At drikke Black Ball Ballistics blev et stykke i to akter, hvor det første var småkedeligt og hurtigt overstået. Røg i duften, mørkt sukker i øllet, ikke det store spor af cognac, men sherryen i form af en diskret sød vinøsitet var til at smage. Det vinøse blev hængende i eftersmagen, hvor det mørke sukker dukker op igen og de to udkæmper en kamp mellem det underspillede og det buldrende. Tæppe for, akt overstået og i pausen kan vi så stå i foyeren og diskutere, at det da ikke var meget vi fik for de penge.

Der blinkede ingen røde lamper før anden akt, der langsomt sneg sig ind på mig. For efter at have konstateret, at Black Ball Ballistics var en småkedelig størrelse, så tog min hjerne imponerende nok over og begyndte at filosofere lidt. Jeg bekender mig, når det kommer til sort øl, helst til de helt voldsomme bulderbasser, der brager og rager op over alt det andet med deres store flasker og tocifede alkoholprocenter. Med sine 8% er det ikke fordi Black Ball Ballistics er kedelig på den front, men det er ikke helt, hvor det skal være. Jeg kunne dog ikke lade være med, at sidde og blive imponeret over, at en øl, der trods alt rummede så meget, kunne være så underspillet og diskret i alle sine udtryk. En af de ting jeg kan lide ved de sorte øl, er at indtrykkene bliver placeret i knytnæveform lige mellem øjnene på én, men Black Ball Ballistics laver i stedet snigeren. Det gav mere og mere mening, og mit syn på Black Ball Ballistics ændrede sig fra et ”øl på den jævne” stempel til et ”du er en stille gut, men en ret raffineret fætter” klistermærke som flasken kan få klasket på skulderen når den skal herfra.

Indkøbt: Vinoble, Dalum (37,5cl, 69,-)

Karakter: 9

Ølindkøb: Vinoble, Dalumvej

En del af mine ølindkøb foregår i Vinoble på Dalumvej, dels fordi de har et af (hvis ikke) byens bedste udvalg, dels fordi stedets førstemand er en flink fyr, der altid er god for en plathed eller to. Således også gårsdagens indkøb af øl fra To Øl og Mikkeller. Noget kunne nu tyde på, at der snart bliver endnu mere grund til, at rykke ølindkøbene væk fra centrum. Ølafdelingen er nemlig blevet rykket op på butikkens førstesal, hvor den får endnu mere plads at boltre sig på. Mere om det når projektet er færdiggjort.

Anmeldelse: By Udder Means, To Øl

Navn: By Udder Means

Type: Milk Stout

Bryggeri: To Øl

Alkohol: 7%
Beskrivelse:
Udover det kække ordspil i navnet, er det ikke meget, der gør sig positivt bemærket ved To Øls mælkestout. En småklæg brændt sødme gør sit for ikke at blive druknet totalt ud af det intenst ristede indtryk øllen giver. By Udder Means når flere steder på smagsbarometeret op i det røde felt, blandt andet når det kommer til ristede dundertoner, men alligevel fremstår den som en halvflad oplevelse, der gør modstand når den sidste halvdel skal skylles ned.
Indkøbt: H.J. Hansen (33cl, ca. 40,-)

Karakter: 7

Kælderkolde juleøl

Det hedder sig vist, at dårligt øl ikke bliver bedre af at lagre. Alligevel gør jeg forsøget med Jule Mælk fra To Øl og Til, Fra, Via 2013 fra Mikkeller. Jeg fik Jule Mælk fra To Øl på fad i går aftes, og må blankt erkende, at den for mig mest af alt smagte som en blanding af et portvinsbiprodukt dopet op på koncentreret rosinsaft og al for megen sprit. Jeg tror, at et par år i kælderen vil kvæle noget af spritten, men til gengæld intensivere rosinsaften. Jeg tvivler på, at det bliver rigtigt godt, men det er forsøget værd. 

Jeg har i år investeret i Til, Fra, Via i både 2012 og 2013 udgaverne. Jeg fik 2013-udgaven forleden, og endte med at hælde et stykke over halvdelen ud. På Facebook beskrev en af Stovts følgere 2011-udgaven som sublim, men 2012-udgaven som "ret rå og sprittet". Det var også min oplevelse af 2013 udgaven, så 2012 udgaven ryger i kælderen med håb om, at kanterne bliver slebet ned.

Anmeldelse: To Øl, Black Malts & Body Salts

Navn: Black Malts & Body Salts

Type: Black IIPA

Bryggeri: To Øl

Alkohol: 9,9%

Beskrivelse: Den har kigget skuffet på mig op til flere gange fra køleskabets dyb, men siden den røg ind på hylden mellem grøntsagsskuffen og hylden med ketchup, sennep og andre af livets nødvendigheder, er det ikke lykkedes den, at skubbe sig op i toppen af min behovspyramide, og således finde vej ud i virkeligheden og ned i et glas. Før nu.

I forhold til det forventede er denne sorte IIPA på alt andet end symbolske 9,9 % et blødt lille kæledyr man kan klø lidt bag ørerne. Alt er afstemt til perfektion. Kaffen og den ristede malt stikker dig i tungen lige før den samlede oplevelse sætter et plaster på. Eftersmagen hænger behageligt i munden, mundfylden er fantastisk, og selvom jeg mistænker, at mange vil tænke, at denne øl faktisk har kløer og ikke er bleg for at bruge dem, så er den i min verden en blød lille mundfylder.

Jeg måske håbet på lidt mere kæberasleri. Det havde klædt Black Malts & Body Salts, hvis den havde langet lidt lussinger ud, og haft et par gran af ubehagelig over sig, men nej. Det ændrer dog ikke på, at Black Malts & Body Salts rocker godt igennem og fortjener al mulig held, lykke og salgssucces på sin vej, og at du, hvis din karma er til det om et par inkarnationer, fortjener en øl så god som den her. Anbefales. 

Indkøbt: H.J.Hansen (33cl)

Karakter: 10

En kasse kælderkolde #2

Jeg begyndte for nyligt at fylde i en kasse med henblik på at deponere den i vores kælder og lade tiden gøre ting ved flaskernes indhold. Det projekt er nu fuldbragt. Jeg efterlyste på Stovts Facebookside  forslag til, hvad der skulle med i kassen - Bl.a.  Ugly Duck, Willemoes, Westbrook og Hornbeer er kommet med på den konto. Tak for buddene. Den endelige kælderkasse kom til at se således ud, m.h.t. dato er noteret i parantes, hvor muligt.

Midtfyns Bryghus – X-Porter (10-04-2015) 

Amager Bryghus – Xiquic and the Hero Twins (09-2018) 

Lagunitas – Imperial Stout (?) 

Amager Bryghus – Gnädige Frau (06-2018) 

Thisted Bryghus – Porter (21-02-2014) 

Westbrook – Mexican Cake (?) 

Willemoes Porter (17-07-2014) 

Midtfyns Bryghus – Imperial Stout (25-07-2015) 

Hornbeer – The Fundemental Blackhorn (08-09-2022) 

Midtfyns Bryghus – Bryg #0999 Bourbon (05-09-2018) 

Midtfyns Bryghus – Bryg #0997 Lakrids/Fennikel (03-09-2018) 

Thisted Bryghus – Limfjordsporter (21-07-2014) 

Ugly Duck – Putin (15-04-2015) 

Wiibroe – Porter (12-05-18)

To Øl – Goliat (10-01-17)

Anmeldelse: To Øl - Black Ball

Navn: Black Ball

Type:  Porter

Bryggeri: To Øl

Alkohol: 8%
Etikettekst: Black Ball er en potent porter med mørk cassanade og et ordentlig skud amerikansk humle til at afbalancere den markante og fyldige maltprofil, hvor der findes noter af chokolade, karamel og Svovl. 
Beskrivelse: Bla, bla, bla.. noter af Svovl!? Hvilken heksetændstiksøl er det dog, at To Øl har begået? Det er nu ikke fordi, der er megen heksekedel eller tændstikshoved over duften af Black Ball, der dufter imponerende sødt af karamel. En duft, der bliver endnu mere imponerende når først man har smagt øllet, for selvom sødmen er det første man bemærker når Black Ball ruller hen over tungen, så kan man hurtigt kysse den farvel og sige hej til en skæv variant over temaet røg (og det er så nok dér svovlen kommer ind i billedet). Bag alt dette, er der en skarp humleprofil, der river i tungen og giver kontrast til de fyldige indtryk af røg og sødme. Alligevel virker det ikke helt efter planen, løsdelene klikker ikke helt sammen, og Black Ball virker lidt som et puslespil, hvor brikkerne er blevet tvunget sammen, og nu hvor det er blevet lagt, kan man se, at det ikke danner et samlet billede.

Indkøbt: Voldby Købmandsgaard (33cl, 35,-)

Karakter: 7

Navn: Sort Mælk "Døden er en mester fra Tyskland"

Type: Whisky barrel aged imperial milk stout

Bryggeri: To øl

Alkohol: 13,1%

Beskrivelse: Verden ville være et bedre sted, hvis der var flere øl som denne, der ville i hvert fald være færre skuffelser når man åbnede en øl. Sort Mælk har stået på hylden siden jeg i sensommeren sidste år købte den på Islands Brygge, og det er nærmest med ærefrygt, at jeg åbner flasken, for jo mere jeg har kigget på den skriggule etiket og det fortrinlige navn, jo mere er jeg blevet overbevist om at dette udspil fra To Øl er noget ganske særligt. Sort Mælk er så absolut også en formidabel øl, dog uden at være mesterlig, men omvendt skåret ud fra den ølskabelon jeg når jeg er mest urokkelig mener at alle øl bør skæres efter, nemlig olietyk, tung og uigennemtrængelig sort i farven. Der er vaniljesødme i duften, fra fadlagringen formoder jeg, men fadlagringen har omvendt ikke gjort Sort Mælk for flad, hvad jeg synes man lidt for ofte oplever ved fadlagring. Tværtimod har Sort Mælk lige tilpas kulsyre til at den bider en smule, og frisker den i udgangspunktet tunge øl op. Det er en sød røgsmag, der er det gennemgående tema i Sort Mælk, men sødmen hviner ikke og røgen dominerer på ingen måde. Alle smagsindtryk ved Sort Mælk er nærmest ydmyge, det sagt, selvom jeg tror folk, der ikke gør sig i tungt øl til hverdag vil opleve Sort Mælk som værende ganske kras. På pladsen, hvor Sort Mælk før stod, har jeg smidt ærefrygten op, for den skal jeg ikke bruge igen. Sort Mælk er en god øl, og en anbefaling værd, uden at den ryger i "anbefaler" kategorien. Til prisen er det ikke en øl jeg ville vælge at vende tilbage til. Stillet foran mig til fri afbenyttelse, skulle jeg til gengæld gerne være grådig.

Indkøbt: Toft Vin, Islands Brygge (33cl, 79,-)

Karakter: 9 (pil op)