Viser opslag med etiketten Humleland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Humleland. Vis alle opslag

tirsdag den 5. januar 2021

Q&A 2021: Humleland

Året er nyt, spørgsmålene er nogenlunde de samme som de plejer, men afspejler tiden vi lever i. Denne gang er det Lene Richter og Michael Alhof fra Humleland, der svarer.

1: Hvordan påvirkede Covid-19 bryggeriet i 2020?
Tjah, når ens største kunde (Hantwerk) bliver tvangslukket af flere omgange…

Vi havde før nedlukningen sat gang i processen med at styrke vores webshop og eksterne salg, men Covid-nedlukningen fik pludselig sat speed på tingene, og vi brugte pludseligt rigtigt meget tid på denne del af vores forretning. Samtidig med, at vi på den måde blev mere synlige for kunderne og at de gæster vi har i baren, var rigtige gode til at støtte Humleland ved at købe øl til hjemmeisolationen. 

Den anden nedlukning 14 dage før jul havde vi gerne været foruden. Vi havde forudset, at julefrokosterne ikke ville blive som vi kender dem, så vi havde bevidst skruet ned for blusset med mængden af fadøl, så det lige ville passe til december måned. Men det holdt så ikke helt alligevel! Men alt i alt må vi sige, at vi er kommet godt igennem året 2020

2: Hvad var det bedste ved 2020 for bryggeriet? 
At vi fik mere gang i udvikling af vores webshop og salg den vej. Det fik også den effekt, at bryggeriet Humleland fik brandet sig lidt mere lokalt. Ikke alle kunder på Hantwerk er klar over, at det rent faktisk er en anden virksomhed, der producerer øllet i hanerne, men det gør ikke så meget så længe de kan lide det de får serveret. 

2020 blev også året, hvor vi valgte at tappe vores øl på dåser. Vi investerede i en dåsetapper for at kunne tappe vores øl med højere hastighed, bedre kvalitet, mindre vægt og de mange andre fordele, der følger med. Vi mistede måske nogle romantiske flaskekunder i svinget, men vi tror på, at det nok skal gavne på andre parametre i fremtiden. 

3: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2021? 
At dyrke vores lokale forankring, styrke vores eksterne salg og øge kapaciteten i vores produktion. Derudover vil vi fortsætte udvidelsen af vores fadlagringsfaciliteter og antallet af fade, hvilket vil give os mulighed for at producere flere øl med en lidt mere eksperimenterende profil. 

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2021?
Mikrobryggerier alle steder bliver konstant dygtigere, og stigende omkostninger i Danmark (som nok ikke bliver mindre efter et 2020) sætter pres på danske bryggerier med hensyn til hvilke øl, det kan betale sig at producere i Danmark. Stilarter som er meget hippe - hazy, dessertstouts og frugtede øl - de er sjove at brygge, men man skal nok lægge sine revisorbriller på hylden inden man gør det. Det kræver nok lidt nytænkning med for eksempel at lave fælles indkøbsaftaler på de mest kostbare råvarer - så man kan opnå lidt stordrift fordele selvom man er lille.

5: Hvem fortjener et skulderklap?
Alle danske bryggerier - det tror vi de trænger til efter et år som 2020 - men helt bestemt også alle de danske ølelskere, som rent faktisk køber dansk produceret øl. De skal alle have en STOR krammer.

Besøg Humlelands webshop her.

(Svarene blev afleveret 30. december)

tirsdag den 1. oktober 2019

Q&A med Martin fra Rowdy Hops

Når årets længste måned viser sit grimme ansigt, så kan man I Ridehuset i Aarhus indlede den med ølfestivalen Rowdy Hops, der fredag den 1. november bliver afholdt over to sessioner. Bag Rowdy Hops står Martin Heebøll Kreutzfeldt og Mads Jordansen. Stovt greb fat i Martin Heebøl Kreutzfeldt for at høre om han var frisk på en hurtig omgang Q&A – det var han. 

Ved Rowdy Hops kan der smages øl fra: Northern Monk (UK), Flying Couch Brewing (DK), Gamma Brewing Company (DK), Fanø Bryghus (DK), Founders Brewing Co. (USA), Alefarm Breving (DK), Mad Scientist (HU), ÅBEN (DK), FrauGruber (DE), Wizard Brewing (SE), Omnipollo (SE), Ebeltoft Gårdbryggeri (DK), Humleland (DK), Agile Brewing (DK), Brokreacja (PL), Ziemia Obiecana (PL), Cloudwater (UK), Siren Craft Brew (UK), Lervig (NO), Amundsen Brewery (NO), Stone Brewing (US), Copenhagen Mead Company (DK), Tidens Farver X Evil Twin Brewing (DK) m.fl.

Du kan læse mere om Rowdy Hops her, følge eventet her og købe billetter her.

Først og fremmest, er der brug for flere ølfestivaler? 
Det er et glimrende spørgsmål! Set på verdensplan, tænker jeg der er mange festivaler, men set lokalt i Århus er der et marked. Det har de festivaler, der er blevet holdt de seneste år vist. Det der i min optik mangler er kvalitet. En professionel tilgang til udvælgelse af deltagende bryggerier og generelt setup omkring afviklingen. Jeg har savnet, at der var en kritisk tilgang til det øl der blev serveret. Jeg synes i den grad der er et behov for mere kvalitet i ølfestivalerne. 

Hvad har I som de andre ikke har? 
 Forhåbentlig det, der er nævnt i det først spørgsmål. En sal fyldt med djævelsk godt øl, serveret professionelt i et setup, der skaber de optimale forhold for at alle får en god oplevelse. En ølfestival skal, vigtigst af alt være velsmagende. Der skal være kvalitet i hanerne og det skal serveres på en måde så øllet kommer til sin ret. Derudover skal det også være hyggeligt. Langt de fleste, der gæster en festival vil gerne stå og hyggesnakke, undgå for lange køer og have en positiv oplevelse. Det vil vi gøre alt vi kan for at eksekvere så gæster og udstillere bagefter har haft en god oplevelse. 

Hvad skal folk forvente? 
 At øllet ikke er inkluderet i billetten! Det er super vigtigt for os at få ud. Det er nemlig vigtigt for at alle får den gode oplevelse som er vores klare pejlemærke. Derudover øl af virkelig høj kvalitet. Vi er så heldige at bryggerier fra både ind og udland allerede her det første år har så stor tiltro til os som arrangører og det setup vi har lavet, at vi har kunnet vælge og vrage. Det har dog også været hårdt, for at sige nej til bryggerier, som jeg egentlig mener fortjener en stand er ikke sjovt. 

Kommer der en ny festival, hvis første gang bliver en succes? 
Helt sikkert. Svaret er et højt rungende ja!

tirsdag den 7. juli 2015

Anmeldelse: US-Trip#2, Humleland

Jeg kan ikke rigtigt stå for Humlelands små buttede flasker, og når etiketten så samtidigt lokker med en sort IPA, så slår jeg til. Salgsteksten lokker med ”En lækker kraftig Sort IPA voldhumlet med Amerikansk Columbus, Simcoe og Amarillo. Tørhumlet med Citra og Sorachie Ace i store mængder”, og flasken skal der heller ikke mere end lige åbnes før man kan dufte Soriachihumlens velsignet ækle tilstedeværelse. Udover en spøjs tone af indestængt mint, så dufter US-Trip#2 friskt og indbydende. 

Indledende har øllen en meget markant lakridssmag, der dog passerer, og det næste jeg er en øllets bløde krop, der er meget chokoladerundet. Humlen er markant, men øllets hop burn ligger skævt og lige oven i alt det brændte, der dukker til sidst i eftersmagen. Øllets krop og humlens bitterhed kan ikke rigtigt arbejde sammen, bitterheden ligger som et lag ovenpå den bløde krop. 

 US-Trip#2 er en god øl, der dog aldrig letter for alvor og til sidst bliver lige sovset nok.

mandag den 12. maj 2014

Nedtælling til Pale Ale Festival 2014 - #4 Humleland

Stovt forsætter nedtællingen til Pale Ale Festival 2014 og har grebet i Michael fra Humleland for at få ham til at fortælle, om de nyheder bryggeriet har med til festivalen.

Premiereøl i Odense - brygget til Pale Ale Festivalen og har ikke været udskænket før


Den Tropiske Session 4.5 % - Session Hvede IPA - IBU 47 
Lige dele Pale Ale malt og Hvedemalt danner maltbunden til den lette hvede IPA. Humlet med Columbus, Calypso, Citra og Galaxy.

Den Tyske Mandarin 4.5 % - Session IPA - IBU 45 
Latehopped session IPA med tysk Mandarina Bavaria humle. En datter af Cascade humlen med frugtig aroma af mandarin og citrus.

BælleSæsonen 5.8 % - Saison - IBU 24 
Frugtig fransk sæson humlet med Australsk Galaxy og Amerikansk Belma der giver noter af ananas, melon og jordbær.

Disse 2 bryg er nye fra Humleland men har sandsynligvis været skænket på en bar i København inden festivalen.
Den Skallede Citron 5.8 % - Amerikansk Wheat - IBU 21 
Indisk koriander bombe med Szechuan peber og "tørhumlet" med frisk citron og appelsinskal. Humlet med Nelson Sauvin, Galaxy og Citra

Nelson i Normandiet 7.2 % - Fransk Saison - IBU 26 
Saison voldhumlet med New Zealandsk Nelson Sauvin humle. Krydret med ingefær, peber, stjerneanis, frisk citron og appelsinskal. Tørhumlet med Nelson Sauvin og Galaxy

Disse 2 øl er nogle vi har lavet før men Chaufføren er ændret i både malt, humle, gær og procent. Det Gule Akvarium er i den originale version - smager ligesom DM vinderen fra 2012. Første gang den er tilgængelig kommercielt.
 Chaufføren 3.5 % - Amerikansk Blond Ale - IBU 23 
Drikkevenlig og let humlet med Falcorners Flight. Humlen er et blend af Citra, Simcoe, Sorachi Ace sammen med eksperimental humler fra det Nordvestlige USA.

Det Gule Akvarium 5.3 % - Amerikansk Pale Ale - IBU 33 
”The Original” Det Gule Akvarium brygget i Humlelændernes bryggeri i Risskov. Her er muligheden for at smage en friskbrygget version af det akvarium som vandt DM i håndbryg 2012. Humlet med Nelson Sauvin og Galaxy

Det er på nuværende tidspunkt uvist om den når at blive klar til festivalen - vi håber det. Har været brygget i forskellige versioner over årene som håndbrygger og udskænket på festivaler, men første gang den er kommercielt tilgængelig.

GranFætteren 7.0 % - Dansk IPA
Humlet med Kohatu, Simcoe og Cascade. Store mængder friske granskud fra det midtjyske tilsat under kogningen. Tørhumlet med Cascade.

torsdag den 5. december 2013

Det tynde øl: Det Gule Akvarium, 5,5%, Humleland

Det Gule Akvarium fra Humleland er mit andet forsøg på at komme ind på livet af det Aarhusiansk baserede sigøjnerbryggeri. Første forsøg var Humlelands anden Pale Ale, Århus Ø, der endte sine dage i håndvasken da jeg var kommet halvvejs igennem flasken. Samme fornemmelse har jeg allerede med Det Gule Akvarium efter at have nippet til glasset et par gange. Den smager kort fortalt som en konsumpilsner smager, hvis man lige har renset bisserne af med en Zendiumfyldt tandbørste. Den er skarp i smagen på en ganske ubehagelig måde, der synes overdøvet med noget kunstigt. Måske er det mig, der stadig ikke mestrer at drikke humlet øl, måske er Det Gule Akvarium bare en dårlig øl. Jeg synes ét, Allbeer er af en anden mening, svaret er et sted derude.