Närke/Akia - Rättskaffens Rökporter

Hvis jeg siger Närke Kulturbryggeri, så er der nok en fair chance for, at du kommer til at tænke på Stormaktsporter. Stormaktsporter er i hvert alt, hvad jeg kender til det svenske bryggeris output – og den har jeg endda stadig til gode at få smagt.

For nylig dukkede der et samarbejdsbryg op i min lokale ølbutik, hvor Närke Kulturbryggeri var den ene part, og det for mig fuldstændig ukendte svenske bryggeri Akia Brygghus den anden.

Rättskaffens Rökporter stod der på dåsen med en skrifttype, du kan finde et sted mellem gotisk og heavy metal på din computers font-liste. Retfærdighedens Røgporter - ja, hvorfor ikke. Den blev købt.

Der er både røg og rug i opskriften, og 7 % alkohol i resultatet, til dem der tæller.

Det er efterhånden sjældent set med røgmalt. Det bilder jeg mig i hvert fald ind - selvom det virker til, at Rauchbier er ved at få et lille comeback.

Røgmalten dukkede jævnligt op i mørke øl for 10-15 år siden, men det er som at den kombination er gået i glemmebogen. Røgmalten afgav ofte også en underlig sød og klumpet smag til øllen, det var svært ikke at blive lidt træt af.

Heldigvis kan vi glemme sødmen.

I Rättskaffens Rökporter bider røgen, som når vinden vender ved bålet, og både aske og røg står ind i dit ansigt. Egentlig ikke voldsomt, men i ét sekund eller to fylder røgen alt.

Skarp, underspillet og balanceret i forhold til baseøllen, der har kræfter nok at spille med, men vælger ikke at gøre det store væsen af sig.

Øllets krop forstærkes af rugen, der giver yderligere bund.

De ristede noter står klart frem.

Røgen er den klædelige kant.

Balancen er upåklagelig.

Rättskaffens Rökporter er en øl af den slags, du gerne drikker igen.

Alt var dog udsolgt, da jeg vendte tilbage til min lokale ølbutik.

Skulle du støde på den andetsteds, så slå til.

Vintage: Stigbergets - Russian Imperial Stout 2016

Mere end noget andet er Stigbergets bud på en Russian Imperial Stout et billede på, hvor flygtig en størrelse tid er i øllets verden. Da flasken blev forseglet med en kapsel tilbage i 2016 var Stigbergets nogenlunde lige blevet introduceret på det danske marked, som det red ind på via en bølge af lovprisninger (eller som de unge mennesker kalder det: hype). Bryggeriets Russian imperial Stout var den første sorte øl jeg stødte på fra den kant, og trods en lille spinkel krop på 8,3% var den (også) dengang en oplevelse af de bedre. 

For nylig kom dette eksemplar af øllen så op fra kælderens dyb. Kalenderen siger nu 2019, Stigbergets er så langt fra et af de nye navne på markedet længere, men hører nu til blandt de etablerede bryggerier. Som dengang er deres Russian Imperial Stout dog stadig en blød fornøjelse. 

Det er lys chokolade med lidt engelsk lakrids i eftersmagen. Det er et fascinerende clash mellem det søde og kontante. Det kontante i eftersmagen er ikke som jeg husker øllen. Havde det været en velhumlet størrelse, kunne forklaringen have ligget der, men sådan husker jeg den ikke. De to modsætninger spiller dog fint, fint sammen og flasken bliver tømt til bunden. 

Stigbergets Russian Imperial Stout er et supersympatisk bekendtskab, der dog ikke har den store personlighed. Personlighed er dog ikke alt, uanset hvad selvhjælpsbøgerne måtte mene og havde jeg haft flere af denne i kælderen havde jeg ikke tøvet med at finde dem frem nu, for det smagte som om at den peaker nu.

Vintage: Oscar Blues - Ten Fidy 2016

Manner, manner, manner… op fra kælderens dyb trak jeg forleden Ten Fidy fra Oscar Blues op. Et blast from the past, der synes at have været her for evigt, selvom det efterhånden er sjældent jeg støder på den.

En evighed betyder i denne sammenhæng siden 2007, der i ølår svarer til en 4-5 æraer. Meget er i hvert fald sket siden den blev lanceret. I dette tilfælde har Ten Fidy kun været her siden 2016, hvor den blev tappet.

Ten Fidy har en stærkt nostalgisk plads i min hukommelse, den var nemlig en af de første sorte øl jeg helt og holdent forelskede mig i. Jeg kan endda stadig huske, at den stod placeret under vinduet i H.J. Hansen da butikken havde den første gang. Og det er da også ved at være længe siden, at jeg sidst er gået til en øl fra kælderen med så meget spænding i kroppen.

Jeg mindes Ten Fidy som en af de øl, der nærmest var indbegrebet af det motoroliemærkat, der fra tid til anden hæftes på sort øl. Tyktflydende, olieret, massiv og med masser af krop. ”Fully roasted and half baked” står der på kanten af dåsen, og den første del af det udsagn kan der roligt sættes to fede facitstreger under. Smagen er som den perfekte sorte kop kaffe, blottet for bitterhed og med en kontant branket eftersmag.

Alkoholen kan ikke smages til trods for de 10,5% - navnet Ten Fidy er en reference til styrken – og som den står i glasset, tre år gammel, der er Ten Fidy en behagelig, lidt anonym og så alligevel brutal oplevelse. Jeg husker den rundere, blidere og fyldigere – og dét på en måde så ”half baked” udsagnet på dåsens kant gav mening, med en krop som en chokoladekage, der langsomt flyder ud. Hvis alderen har gjort noget, så har den i hvert fald ikke rundet hjørnerne, men det er for lang tiden siden, at jeg sidst har fået den til at jeg kan sige noget fyldestgørende om udgangspunktet.

Ten Fidy er den eneste øl på dåse, der foreløbig har haft taget ophold i min kælder. Når jeg googler på, hvor vidt det er en god idé at kælderlagre øl på dåse, så blæser svarene i vinden. Boblerne på toppen af den just indtagne Ten Fidy var små, tætsiddende og langtidsholdbare, hvad de sjældent er på lagrede øl. Måske et tegn på, at dåser er mere lufttætte end flasker? Hvilket jeg forestiller mig også ændrer måden øllet udvikler sig på. Men som sagt, når jeg googler emnet, så er det ikke mange feltstudier, der er foretaget på området. 

Til gengæld skrives der en del om, at der er grænser for hvor lang tid den coating, der sidder på indersiden af dåsen kan holde før den opløses – men igen, det virker mere som gætværk end egentlige praktiske erfaringer. I en tid, hvor vi ser flere og flere dåseøl – også af de tunge sorte – der kunne det være interessant at blive klogere på. Men med nul dåser i kælderen, der bliver det ikke foreløbigt herfra.

Vintage: Samuel Adams - Imperial Stout (2016)

Det er måske lige vovet nok, at smide stemplet ”vintage” efter denne Imperial Stout fra Samuel Adams, men da jeg endnu ikke er begyndt at bruge stemplet ”kælderfyld”, må det nu engang være sådan.

Lad os skrue tiden tilbage til sommeren 2016. Familien havde pakket bilen og gjort klar til at køre retning Fanø. Det eneste der mangler i bilen, er vand til turen. Det bliver købt under et hurtigt pitstop i den lokale Fakta, hvor den ølinteresserede far i familien noterer et display med blandede øl fra det amerikanske Craft Brewery Samuel Adams (for sådan ét er Samuel Adams nemlig, selvom de omsætter for nogenlunde det samme som Royal-Unibrew). I stakken af øl, der bliver faldbudt til 12,95 flasken er også bryggeriets Imperial Stout. Den bliver købt, både til køleskab og til kælder, og det er hér at historien begynder at bide sig selv i halen, for forleden blev den ene af de to flasker i kælderen taget op.

Her virker det passende at ihukomme de vise ord, der er blevet ytret om at gemme øl væk: En dårlig øl bliver ikke bedre af, at komme i kælderen. Og jeg indrømmer gladelig, at den omtalte Imperial Stout fra Samuel Adams ikke var det store sus til at begynde med. Jeg nåede at smage et par stykker dengang, og syntes at de alle som én havde en sær bismag af mint, som var der blevet tilføjet en klat blå Zendium før kapslen blev forseglet.

Her i år 2019 er minten i det mindste væk, men så er der så meget andet at udsætte på øllen. Lad os dog lige få det obligatoriske bloggerbavl om de visuelle indtryk af vejen: Øllet synes nærmest olietyk da den forlader flasken og den mørke, brune væske, hvis den da ikke snarere kommer i brunt mørke kaster sig mod glassets side og efterlader en overflade dækket af små mokkafarvede bobler som et sidste farvel til flaskens hals.

Smagen går i retning af sød kaffe, med en skarp og branket eftersmag, men altså – i det mindste er der ingen mintnoter. Glasset skal ikke tage mange ture op mit hoved før jeg indser, at flasken mest af alt har fungeret som overflødigt kælderfyld. Der er ingen nydelse at hente. Øllet er i de små tre år, der er gået, blevet vandet, smagen går i løbet af et par minutter over til at være entydigt branket og hele oplevelsen er bestemt ikke prangende. Dommen er da også ganske klar: Denne øl har større værdi i pantautomaten end som nydelsesmiddel – og det bliver også den vej det kommer til at gå for den sidste flaske i kælderen, når jeg på et tidspunkt støder på den.

Anmeldelse: Hoppin' Frog - B.O.R.I.S. BA Maple Whisky

Hvis man i livets store sorte ølbog slår op under afsnittet om Stovts favoritter og retter sin opmærksom på afsnittet om venlige fætre, så vil man meget tæt på topplaceringen finde B.O.R.I.S. fra Hoppin’ Frog. Denne nyklassiske sorte øl er for nogenlunde nyligt kommet i endnu en udgave, der lægger endnu en linje til listen over de i forvejen mange varianter den findes i.

Lad det bare stå klart, jeg er ret glad for B.O.R.I.S. Så da den dukkede op i en BA Maple Whisky-udgave med denne beskrivelse ”This beer was aged in very special and rare maple-staved barrels that once held an iconic Canadian whiskey. It was aged with flavorful amber Canadian maple sap, and maple-toasted oak chips” – så så jeg mig nødsaget til at slå til.

B.O.R.I.S. er en Oatmeal Russian Imperial Stout (heraf O.R.I.S.) der har fået sat et bodacious ind foran. Bodacious er ikke umiddelbart oversætteligt, men betyder noget i retning af, at den er en uimodståelig frækkert, der er svær at holde fingrene fra, hvilket læner sig kraftigt op af sandheden. Den holder 9,4 %, er blød og uimodståelig og som regel almindeligt tilgængelig her i det danske.

Lad os bare starte med konklusionen: Med BA Maple Whisky har Hoppin’ Frog formået at lægge et ekstra lag smørelse i en flaske smøreolie. Jeg er ikke den store fan af dessertøl, og skulle der være andre, der har det på samme måde, men føler sig lidt udenfor flokken, så er B.O.R.I.S. i denne forklædning et oplagt sted at kigge hen. For den går til grænsen, men aldrig over den. Den er blød i stedet for sød, den er ikke vulgært fedladen, men fyldig og balanceret, men den har nu alligevel et lille rosenrødt skær af dessert over sig.

Når øllen er skænket er det ikke meget, der er at hente for næsen. Duften er mild. Lidt kantløs sødme, intet pulserende eller overdøvende, bare et diskret lille hint af, at det næppe er så farligt. I en blindtest ville jeg nok have gættet på, at denne udgave var en smule stærkere end originalen, i hvert fald er førsteindtrykket et pænt alkoholbid, der dog lægger sig uden helt at dø hen. Som sagt, det er smørelse udenpå smørelse. Der er noget fadpræg, der giver en ekstra dimension af fylde og sødme, men alkoholen holder det i skak, så der ikke går farin i den. Og så slog jeg min hjerne fra.

For: Det her er ganske enkelt en vellykket øl, der fortjente min fulde opmærksomhed mens den var i glasset – en opmærksomhed, den ikke skulle dele med et åbent word-dokument og et stigende antal noter. Og sådan blev det. Anbefales herfra.

Vintage: Sol (2008)

Skal/skal ikke? Det var lidt spørgsmål, der meldte sig, da der under oprydning hos et ældre familiemedlem dukkede en flaske Sol fra 2008 frem (jeg gætter på ét års holdbarhed). 2008 passer sikkert også meget godt med, at det cirka var der jeg sidst smagte en Sol. At der ikke har været behov for det siden taler sit eget tydelige sprog.

Men der stod den altså. I en ukurant 940 ml flaske, der utvivlsomt har haft de samme plads væk fra solen siden den blev købt. Den gennemsigtige flaske afslørede en øl farvet som morgenurin fra en mand på en æblemostdiæt. Den tæt på vulgært orange væske livede op da flasken blev flyttet fra sin faste plads bagerst i skabet og ud i køkkenet. Bundfald i stor stil hvirvlede op, som var flasken et af de julelandskaber fanget i en lille glasboble, der blot kræver et ryst før snestormen er løs.

Hjembragt blev den. Hvorfor spurgte fru Stovt med en hovedrysten, der ikke var til at misforstå, mens jeg gemte ord og vendinger som ”vintage” og ”øllets udvikling”, og i stedet mumlede noget i retning af: ”Du ved…”, mens jeg fik fundet en plads til den i bagagerummet, hvor den kunne stå oprejst. Vel ankommet derhjemme blev et par liter mælk allokeret fra køleskabsdøren, så nyerhvervelsen kunne bevare sin lodrette tilstand.

En flaske Sol er ikke just det jeg først drømmer om, når jeg drømmer om vintageøl. Fundet var ikke en uhørt sjælden hval, der viste sig i vandkanten. Snarere en opsvulmet, halvrådden strandvasker. Og jo, jeg ved godt den er død, men det skal ikke forhindre mig i at finde en pind og prikke til strandvaskeren. Bare for at se, hvad der sker.

Bundfaldet giver den så meget gas på bunden af flasken, da jeg flytter den fra køleskabet, at en af de der fancy kurve man bruger til at skænke fra når man serverer Lambic (er det ikke Lambic?) havde været handy. Det pffft det gav, da kapslen blev lettet, fortalte intet om, at min vintagesol skulle være gået hen og blevet flad. Duften er sådan halvt, hvad man ville forvente hos en Farmhouse Ale, halvt en billig dåsebajer, der er blevet efterladt i sommersolen for at dø. Skummet forsvinder i et forventeligt hurtigt tempo, det samme synes duften at gøre. Der er i hvert ganske hurtigt, ganske lidt tilbage af indtrykkene.

Tilbage er så spørgsmålet om smagen, og egentlig har jeg ikke lyst. For eneste spørgsmål, der skal besvares er om det er slemt eller skidt. Overraskende nok møder øllet min tunge med bobler, af den slags du finder i en danskvand med blid brus, hvor boblerne påvirker smagsløgene mere end smagen fra væsken. Smag er der nærmest ingen af, det er der vist som udgangspunkt heller ikke i en Sol. En smule maltsødme, der forholdsvis hurtigt bliver overdøvet af det ubehag, der melder sig, når man tager en tår af en fadøl, der har fået lov til at stå lidt for længe og blive lidt for varm. Ved anden tår har modet meldt sig og jeg tager en noget større slurk, uden at det ændrer på indtrykket.

Sol er ikke nogen gemmeøl, hvilket næppe kommer som den store overraskelse for nogen. Overraskelsen, hvis der er nogen, er hvor lidt den har ændret sig i forhold til sit udgangspunkt. Men altså, der blev heller ikke drukket ud.

Anmeldelse: Fire gange Gose

Gose er fantastisk. Færdig, basta. Men! Noget er naturligvis bedre end andet. 

Det er ikke første gang Stovt kører en Gose-smagning og det er med god grund. I en ølverden, hvor surt er konge, der er Gose min Prins Knud. Den sande tronfølger! Stovt har hevet en flok arveprinser ned fra hylderne for at se om nogen er mere tronfølgeværdige end andre. Øllen er listet i den rækkefølge de blev smagt i og husk!! Stovt følger 13-skalaen. 

Anderson Valley – The Kimmie, The Yink and the Holy Gose Ale 4,2% 

Det er et hårdt udlæg fra Anderson Valley. Topklassisk Gose. Duften er intens, men øllet er let og lige i øjet. Det her er en Gose som den skal være. Let, lige til og med tilpas meget saltet modhage på til at det ikke bare ryger lige ned i løgneren. Jeg har ladet mig fortælle, at i United States of America, der koster en sixpack af denne øl én 12 dollars penge, og tanken om, at det for mindre end 80dkr ville kunne lade sig gi’ sig, at slæbe en gavmild håndfuld af The Kimmie, The Yink and the Holy Gose Ale med i kolonihaven på en varm sommerdag, så saltbalancen kan opretholdes, er så noget jeg snildt kan få mange, lange vinteraftener til at gå med. (10)

Brew By Numbers – 18/04 4,3% 

Fra det londonske byder Brew By Numbers ind med deres bud på en Gose. En mere fed og flad variant, hvor alt som sådan sidder, hvor det skal, men alligevel bliver lidt småtrist undervejs. 18/04 kommer i én 70cl flaske og det er så absolut i overkanten for en øl som denne. Efterhånden som øllet luner en smule op, der stikker den af på flere forskellige parametre og balancen falder så småt fra hinanden. Et okay bud på en begynder-Gose, men så heller ikke mere. (8) 

Prairie – Flare 5,4% 

Der er dømt sceneskift med Praries bud på en Gose. Duften er tæt på ikke eksisterende, hvor de andre er noget mere insisterende med deres sure punch. En smule karameliseret æble og that’s it. Farven på øllet ligger ikke langt fra en Classic, så man kan næsten gætte, at der er karamel i farvandet. Og så er der smagen: Oversaltet, ubalanceret, sødlig og så noget udefinerbart, der nok er det tilsatte appelsin. Det fungerer ikke og det kommer det aldrig til. Nyd farverne på etiketten og lad den stå. (5) 

Founders – Green Zebra 4,6% 

En duft, der blander surt og vandmelon kræver tilvænning, det er ikke fordi det egentlig lugter dårligt, det sure og det meget søde går bare ikke helt hånd i hånd, det er mere som når en fyraftenstræt forælder slæber af med sit ulvetimetrætte barn, uden at man helt kan bedømme, hvem der hiver i hvem. Green Zebra er brygget med vandmelon og det kan den-onde-hyleme smages. Det sure med det søde, det er kuriøst og udmærket, det gør ikke en kat fortræd, det kan sagtens drikkes, men superophidsende er det ikke. (8)

Anmeldelse: Nerdbrewing - Extends Oak Aged Imperial Oatmeal Stout – Carrot Cake Edition

Get your freak on messede Missy Elliot i starten af årtusindet, og din freak er lige hvad du får på i gulerodskageudgaven af Extends. Jeg har glædet mig stygt meget til at smage den her øl. Nerdbrewing har tidligere været voldsomt overbevisende og gulerodskage er ikke en spise, der skal gå mange gange rundt om min seng før jeg får krummer på pudevåret. 

Duften bringer faktisk tankerne i retning af gulerodskage. Det vil jeg med det samme gerne indrømme næppe havde strejfet mig, hvis ikke der havde stået ”Carrrot Cake Edition” på etiketten, men godt nudget på vej af ordene midt på flasken, så kunne min underbevidsthed godt se det. Smagen er en let skizofren labyrint af tvetydige indtryk. Mest af alt er øllen massivt sød og det skygger for de andre indtryk, men der viser sig et mønster. Første indtryk er i få sekunder gulerodskage’ish (og igen uden tvivl nudget godt på vej af ordene på etiketten), så går oplevelsen over i to spor, hvor man har mørkt øl på den ene side og den tilsatte gulerodsjuice på den anden, for til sidst at kulminere i oplevelsen af en massivt sød tynd øl med klare lakridsnoter, der efterlader en krydret smag og brændende fornemmelse i eftersmagen. 

Jeg er ikke imponeret. Det kan jeg se på Untappd at de fleste andre, der har prøvet øllen er. Det synes jeg er værd at tage med, for jeg tror at det beror sig på to faktorer. Jeg er ikke til overdrevent søde Imperial Stouts eller søde øl generelt for den sags skyld. Mere interessant er det, at jeg mistænker at øllen ældes fuldstændig uharmonisk og ganske hurtigt. Det er muligt, at øllen har været god frisk, men som jeg oplever den, så stikker gulerodsjuicen fuldstændig af og står ud af fra den samlede oplevelse. Som man eksempelvis også kan opleve med øl tilsat vanilje, når de når et stykke hen. Det er mit bud. Dags dato er Extends Carrot Cake Edition i hvert fald ikke i nærheden af at være de 100,- værd jeg slap for den.

Bliv klogere på opkøb

Der har været skrevet urimeligt meget om overtagelser siden Wicked Weed blev solgt til AB-InBev for nylig. Ikke alt har været lige interessant at læse, og en del går i cirkler, men jeg har forsøgt at finde en stribe artikler frem, der på hver deres måde belyser problematikkerne i forbindelse med dens slags salg.

Good Beer Hunting – Watch the Hands, Not the Cards 

Skrevet af Chris Herron, der har arbejdet for flere af de store. Et godt indblik i deres tankegang og hvordan de arbejder.

Craftbeer.com – What ”selling out” is Actually About

En ældre artikel flere medier har fundet frem igen, der giver et fint indblik i, hvad der sker når man sælger. 

Draftmag – What it’s like to work for a brewery that ”sold out”

En anonym insiderfortælling, om hvordan det er at arbejde på et bryggeri, der er blevet solgt til det store (Er jeg den eneste, der synes det går fra plausibelt til megen rosenrødt efterhånden som man kommer igennem teksten?). 

Good Beer Hunting - From the Gutters to the High End — How Wicked Weed Grew Like One 

En artikel om salget af Wicked Weed, der også rummer en vigtig påmindelse om, at Wicked Weed kun er, hvor de er, fordi der allerede var investorer udefra involveret. Hvilket også rejser spørgsmålet. Hvis ansigterne udadtil kun var minoritetsejere, havde de så noget at sige i forhold til salget?

The Full Pint - The Full Pint Podcast EP 40 – May AB-InBev Shenanigans (Podcast)

Fin podcast, der i den første halvdel af programmet kommer godt rundt om emnet.

Fire nyheder fra ølverdenen

En kort nyhedsrunde. Afsked synes at have været nøgleordet i det københavnske ølmiljø den seneste uges tid, og det bliver spændende at se, hvor og hvis de nævnte navne dukker op igen. For at det hele ikke skal blive for trist tager vi også lige en virkelig spændende nyhed fra Sverige.

- Tobias Emil Jensen forlader To Øl.
- Morten Valentin Ejlertsen forlader Ølbutikken.
- Andreas Pedersen forlader Amager Bryghus.
- O/O Brewing åbner eget bryggeri.

Poesibogen: O/O Brewing

En sjælden gang imellem dukker der rå doser hype op derude, der ikke bare er varm luft, men rummer en masse velfortjent opmærksomhed, der går i retning af folk, der producerer noget forbandet godt øl. Et af de tilfælde er O/O Brewing i Göteborg, der brugte fire år på at konvertere den gamle ejendomsmæglerlæresætning ”beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” til noget, der var brugbart når man ejer et bryggeri, og derfor nu starter hver morgen med gruppekram og kampråbet ”drinkability, drinkability, drinkability”. Sådan forestiller jeg mig i hvert fald, at det er foregået. To ting er sikre. A: O/O Brewing var noget af det bedste, der dukkede op på det danske ølmarked i 2016, B: Olof og Olle har bidraget til Stovts Poesibog. Vi stiller om:

What is your favorite beer? 

Our favorite beer(s) are Pilsner Urquell (Olof) and London Porter (Olle). Porter is the origin of our interest in beers and London Porter is the most balanced one I've had so far. Just the right alcohol percentage and great aroma and taste. Same goes for Urquell, drinkability at its best. 

What is your favorite beer type? 

Our favorite beer type is (Olof) Pilsner and lower alcohol pale ales, where the focus is drinkability and balance. For Olle it is Porter and aromatic hoppy beers. 

Where do you buy your beer? 

In Sweden we only have Systembolaget , however our favourite water hole in Gothenburg is The Rover. 

What has been your greatest beer experience? 

My (Olof) greatest beer experience was road tripping in Vermont, visiting great breweries. Olle, for me it was Cantillons Quintessence in Belgium a couple of years ago. Both experiences where great eye openers. 

What makes beer so great? 

For the both of us it is the versatility and the sociable aspect of it. It is great for all occasions. It is also the perfect balance between, sweet, bitterness and sour, very few beverages possess all these qualities.

Årets udenlandske bryggeri 2016

Da sidste års udenlandske bryggeri skulle kåres var finalefeltet en rendyrket svensk affære. Det er ikke anderledes i år. Mens kuverten med vindernavnet famles frem af en kendis, der ikke skulle andet i dag, så kigger de to finalister O/O Brewing og Stigbergets Bryggeri på hinanden, mens Olle, der er halvdelen af O/O Brewing og brygger på Stigbergets Bryggeri mest af alt kigger på sine fødder. 

Der er for Stovt slet ingen tvivl om, at hæderen som årets udenlandske bryggeri skal tilfalde et af de to bryggerier. Begge bryggerier har været nye bekendtskaber for mig, og de har begge leveret fortrinlige øloplevelser i absolut topklasse. Pretty Pale Ale og Naranji fra O/O Brewing har gjort stort indtryk, mens GBG, West Coast og Russian Imperial Stout fra Stigbergets Bryggeri har formået at begejstre på samme niveau. Kendelsen er så hårfin, at ikke engang målfoto kan afgøre, men i stedet for at smide to navne op på vinderskamlen, så hiver vi Olle Andersson derop i stedet. Der er intet årets udenlandske bryggeri i denne omgang, til gengæld vil jeg godt overrække Olle Andersson prisen som årets udenlandske brygger for hans markante aftryk i ølverdenen i 2016 og for at gøre det så meget mere indbydende at være øldrikker. Tak Olle, ølåret 2016 havde ikke været det samme uden dig. 

Olle Andersson fotograferet af Portersteken, der i oktober bragte dette fine interview med ham.

Vintage: Bells Expedition Stout

Kort før klokken slog sommer fik Mikkeller et parti øl fra Bells Brewery hjem. Øllene blev først solgt via Mikkellers egen bottle shop og cirka samtidigt med lanceringen dér, blev de distribueret ud til resten af landet. Her i den centrale del af landet fik en af de lokale butikker tre varianter på hylderne, blandt andet Bells Expedition Stout, der er en 10,5% Russian Imperial Stout. 

Nyheden om, at der var Bells på hylderne fik Alex fra Rock on Beer til at fælde en lille vemodig tår, da Bells stammer Michigan lige som han selv gør. Det fik ham også til at huske, at der i et af hans mange skabe med øl, stod et par ældre årgange af øllen, hvilket gjorde det oplagt, at vi skulle have gang i en vertikalsmagning. 

Tre årgange Bells Expedition Stout kom på bordet. Smidt på flaske i henholdsvis september 2011, march 2013 og november 2015. Med tanke på, hvor megen forskel vi oplevede da vi smagte os igennem tre årgange af Amager Bryghus Double Black Mash, så skulle der være gode muligheder for en lignende oplevelse her. 

Jeg havde ikke smagt Bells Expedition Stout før, men udgangspunktet er en forholdsvis sød og næsten olieret tung sort øl, der godt kunne virke til at have lagringspotentiale. 

Efter at have skænket øllene op i tre identiske glas, starter et ræs for at se i hvilket glas det mokkabrune skum hurtigst dør ud. Svaret er ikke uventet, at jo ældre øl, jo hurtigere er skummet væk. Næsen flyttes efterfølgende på skift fra glas til glas. 2015 har ikke den store duft, til gengæld har både 2011 og 2013 masser af sødme og vanilje. 2013 dufter mest markant, indtrykkene er mere subtile i 2011. 

2015 er næsten for voldsom i smagen. Masser af sødme, og samtidigt tung og massiv. Det hele bindes sammen af en pokkers masse kaffe, der lige nøjagtigt gør, at helhedsindtrykket ikke bliver for sødt. 2013 er en smule mere dæmpet, men med klare vaniljenoter. Der dæmpes yderligere ned i 2011, hvor vaniljen nu virkelig træder frem. 

I takt med, at øllene får lov til at stå og varme en smule op, forsvinder næsten al duften fra 2011. Til gengæld er der masser af mokka, vanilje og brændt sukker, at finde i 2013 og 2015. 

I smagen er 2015 blevet noget mere balanceret, med klare mokkanoter. 2013 er blevet mere fuldkroppet, sødmen holder en renere tone og er blevet mindre dominerende. 2011 er en yderligere dæmpet udgave af 2013, der balancerer virkelig fint. 

Jeg tror, at jeg vil pege på 2011 som en forsigtig favorit. Udgangspunktet er lige i overkanten sødt til min smag, og det irriterer mig derfor også, at jeg nåede at købe to flasker til kælderen inden smagningen. Med tanke på den udvikling øllene gennemgår kunne det måske være interessant, at lade dem stå markant længere end de smagte og se, hvad der sker. Eller måske bare bytte dem til noget andet.

Anmeldelse: Clown Shoes

Da Boxbeers for et stykke tid siden blev leveringsdygtige i Clown Shoes, var det samtidigt første gang, at jeg stødte på bryggeriet i almindelig størrelse flasker. Derfor virkede det økonomisk forsvarligt, at give sig til at lære bryggeriet bedre at kende. Fire flasker blev købt, drukket og vurderet. 

Første Clown Shoes i glasset var Tramp Stamp. En belgisk IPA. Der er få ting, der kan tage glæden ved øl fra mig, som ordet belgisk. Havde jeg set, at Tramp Stamp var en belgisk IPA, så havde jeg aldrig bestilt den, men der sad vi, den og jeg, og holdt en stirrekonkurrence som jeg vandt da jeg tog livet af flasken. Tramp Stamp er en noget anonym, men dog fornuftigt balanceret øl, der har den der ulidelige spidse smag af belgisk gær, og en eftersmag der bare bliver tykkere og tykkere. Duften bliver også ædt af gæraroma, men det hele holder sig på det tålelige plan fordi det ikke bliver overgjort. Begejstringen er dog til at overskue. 

Mange af de samme ord går igen ved Galactica IPA. En balanceret, men noget kedelig og anonym øl, med for megen karamel. Eneste bemærkelsesværdige feature ved denne øl er, at de 8% den holder ikke mærkes. En so-so øl, der går 13 på dusinet af. 

Klart bedste øl af de fire er Chocolate Sombrero, en mexican-style Chocolate Style. Skulle man være i tvivl om, hvad mexican-style betyder, så betyder det åbenbart, at der er chili i den. Chocolate Sombrero er tilgængelig og balanceret, men bliver lidt tyk i eftersmagen som den står. Chilien stikker ikke ud, men kan kun anes i munden, hvilket er et lille mesterligt træk, der binder øllen fint sammen. Bitterhed er der ingen af, til gengæld fornemmer man en smule ristet kakao. 

Tilbage er så Blaecorn Unicorn, der var tænkt som det store scoop. 12,5% russisk imperie Stout, i en bombe af en flaske. For meget til én, og mere end rigeligt til to skulle det vise sig. Det anonyme går igen, og så ellers indtrykket af en fed, lad øl, der hænger i mundgardinerne for resten af pengene. Masser af sødme, lidt brændte noter, muligvis fra noget mørk sukker. Ikke egentlig dårlig, absolut ikke prangende, mest af alt bare kedelig. 

Clown Shoes synes at være en fis i en hatæske. Det er længe siden jeg sidst har siddet med en flok øl så gennemsnitlige og kedelige, ikke fordi der er noget at udsætte på dem som sådan, de var bare så personlighedsforladte som de kommer. Heldigvis var der Chocolate Sombrero som positivt udslag, men øl fra Clown Shoes bliver ikke noget jeg gider betale for igen. 

Karakterer:

Tramp Stamp - 6 

Galactica – 7  

Chocolate Sombrero – 9 

Blaecorn Unicorn - 8

Anmeldelse: Tre fra Brewdog

Brewdog gjorde comeback på det danske marked sidste år, de One Pint overtog distribution af det skotske bryggeri. Det betød også comeback på hylderne til Punk IPA, hvilket i Stovts ydmyge mening er en god ting. Det var dog tre andre mere eller mindre humlede Brewdogvarianter jeg tog under armen og drog hjem med. 

This. Is. Lager. er Brewdogs bud på en pilsner. Ifølge salgsteksten er den humlet med ti gange så meget humle som en industriel pilsner. Den er da også fornuftigt bitter, og bringer tankerne i retning af de tjekkisk inspirerede pilsnere, der som regel har et lille fint bittert bid. This. Is. Lager. fremstår lidt tyndbenet gul, og mener i fremtoning paradoksalt nok om en industriel pilsner. I forhold til, hvad der ellers findes af pilsnere, så virker det tosset at betale 29,- for en øl, der godt nok er behageligt let og ligetil, men omvendt på ingen måde er et særligt inspirerende bekendtskab. 

Så er der mere bund i IPA’en Jack Hammer, der leverer en svulmende bitterhed, god mundfylde, fyldig smag og lang eftersmag. Det lyder ganske indbydende, men der er intet modspil til bitterheden, så Jack Hammer bliver en endimensionel omgang aromaforladt bitterhed. Den type øl har sine fans, men jeg hører ikke til den gruppe og karakteren bliver derefter. 

Hop Fiction er den bedste af de tre, uden at begejstringen tager overhånd. Pale Alen er en ukompliceret omgang afstemt bitterhed og tropiske noter, der kan drikkes uden de store tanker. Den forekommer mig med sin hårde karbonering og tynde krop en kende industriel, men det er måske bare fordomme. Hop Fiction er en anstændig hverdagsøl, hvor prisen ikke følger øllets værdi. Jeg har jævnligt købt Brewdog uden at tænke det store over det, andet end at det er ganske fornuftige øl, som bryggeriet begår. Så jeg er selv lidt overrasket over, at karaktererne ikke blev højere. Måske er det et tilfælde, at jeg lige har ramt tre skæverter, måske er Brewdog bare ikke mere interessant. Det er i hvert fald noget jeg vil være opmærksom på fremover. 

Karakterer: 

This. Is. Lager. – 7 

Jack Hammer – 7 

Hopfiction – 8

Sort nyt: Det Belgiske Hus opruster

Det er ikke så ofte, at snakken falder på distributionsledet når emnet for samtalen er øl. Men Det Belgiske Hus, der har til huse ikke overdrevent langt herfra, har over det sidste halve år fået nogle navne i stalden, der har gjort det interessant at kigge den vej. Udover De Molen, har det Det Belgiske Hus fået tre svenske bryggerier i hus, nemlig Beerbliotek, Brewski og Brekeriet. Jeg tog fat i Mads Nørgaard fra Det Belgiske Hus for at høre lidt om tankerne bag, og om det er et tilfælde, at tre af de seneste bryggerier de har taget ind er svenske. 

”Vores fokus er ikke rettet specifikt mod bestemte lande, men vi er naturligvis opmærksomme på hvad der sker omkring os. Vores fokus er stadig på at opretholde en harmoni og bredde i vores sortiment. Vi søger bryggerier, der kan med hinanden og samtidig supplerer hinanden. Rent geografisk giver det også fint mening, når vi skal besøge hinanden. Beerbliotek ligger i Göteborg, Brewski i Helsingborg og Brekeriet i Landskrona”.

Brekeriet blev sidste år af Stovt kåret som årets udenlandske bryggeri, ud fra en short list, hvor også Beerbliotek var på. Og Brewski scorer ikke ufortjent en del opmærksomhed på deres frugt IPA’er. Fælles for alle bryggerierne er, at det er bryggerier, der er på vej op og et godt bevis på, at hvor tendensen tidligere var, at de danske bryggerier eksporterede til det svenske marked, så har de svenske bryggerier nu nået en standard, hvor de er blevet interessante for, og konkurrencedygtige på, det danske marked. En udvikling det bliver interessant at følge. Udover de tre svenske bryggerier, har Det Belgiske Hus også taget De Molen ind. Mads forklarer:

”De Molen har givet os et endnu mere omfattende udvalg af mørkt øl. Hvis du har smagt Tsarina Esra, Hemel & Hel, Hel & Verdoemenis, Rasputin eller en af de mange andre verdenklasse øl fra De Molen, så er du slet ikke i tvivl om hvorfor det er en positiv tilføjelse at få dem med på holdet. I over ti år har De Molen været et sted i toppen af listen over verdens bedste bryggerier, og har især markeret sig internationalt med deres sorte øl og arbejde med fadlagring af disse”.

Udefra set, virker de fire bryggerier til at være en forstærkning på enhver sortimentsliste. At prisen på Brekeriets store flasker så samtidigt er faldet markant, efter at de har skiftet distributør, kan jeg kun bifalde.

Det Belgiske Hus: Facebook/Hjemmeside

Tre til kælderen

De fleste af de øl, der er nævnt i gårsdagens klumme, er enten enkeltflasker eller øl, der løbende er sat i kælderen for på et senere tidspunkt, at muliggøre vertikale smagninger. Inden for de sidste par uger har jeg dog indkøbt en håndfuld af tre forskellige øl for at have nogle øl til kælderen, der kan følges over en årrække. Alle tre er købt på tilbud, det skal ikke være nogen hemmelighed. To af dem tror jeg på vil udvikle sig fint, mens jeg er lidt mere skeptisk med den sidste.

Willemoes Jul 2015.

Det årlige julesærbryg fra Willemoes var sidste år en porter på 8% tilsat julens krydderier og lakrids, hvor kun lakridsen for alvor skinnede igennem. Jeg forventer mig ikke mirakler af denne øl, men til 15,- flasken i den lokale Fakta var den en billig mulighed for et eksperiment til kælderen. Øllen er voldsomt karboneret i en grad, at alle nuancer og smagsindtryk bliver visket ud, og her tror jeg, at der kan hentes noget, når den om et par år har tabt pusten. Måske den ikke alt for imponerende krop også vil vinde lidt i takt med, at den får lov til at stå, men det er mere en gisning.

Dark Horse – Scotty Karate.

En Scotch Ale på 9,75%, der rummer alle de træk jeg kan lide ved Scotch Ale. Brændt karamel, minimal røg, antydning af tørrede frugter og masser af alkohol. Jeg tror, at den over tiden vil den få et mere mildt udtryk, hvor især alkoholens dominans træder i baggrunden, og de tørrede frugter måske træder lidt frem. Jeg har absolut ingen erfaringer med lagrede Scotch Ales, så jeg er ret spændt på den her.

Evil Twin – Christmas Eve at a New York City Hotel Room.

Den eneste af de tre øl, jeg ikke har fået smagt endnu. Baseret på Triplealeheads anmeldelse tør jeg dog godt tro på, at den har potentiale. Hvis øllen er, som tunge øl fra Evil Twin er flest, så vil den også have noget krop at stå imod med, hvad dens 10% også antyder. Sødme, krop, kaffe og røg er ikke et dårligt. Jeg skal selv have den smagt, men mit bud er, at hvis den lever op til at være den øl jeg tror den er, så kan den udvikle sig til, at blive en gedigen olietyk oplevelse om et par år.

Årets udenlandske bryggeri: Brekeriet

Når jeg scroller ned igennem årets Untappd-indtjekninger, så er der ikke megen tvivl om, at årets udenlandske bryggeri for mit vedkommende skal findes i det svenske. Der er tre oplagte kandidater, og selvom alle tre året igennem har været leveringsdygtige i øl med et højt bundniveau, der har givet gode, og til tider fantastiske oplevelser, så er mit valg er faldet på det af de tre bryggerier jeg har fået langt de færreste øl fra. 

Mit valg som årets udenlandske bryggeri er Brekeriet. De øl jeg har igennem 2015 har smagt fra dem, har været med til at udvide horisonten i min ølverden, fået mig til at udbryde ”holy shit”, gjort mig nysgerrig på mere og givet mig lyst til at kaste penge efter deres lækkert indpakkede flasker, selvom de rummer stilarter jeg normalt ikke ville give mig i kast med. De evner at skabe øl, der kombinerer det sure med det tilgængelige, uden at der gås på kompromis og jeg sidder tilbage med en nysgerrighed efter og en lyst til mere fra Brekeriet. 

Stovtanmeldelser af Brekeriet:

- Sour White

- Whisky Sour Rye

Anmeldelse: Sour White, Brekeriet

Trecifrede prisskilte på øl kræver sit af øllet for at retfærdiggøre, men efter at have haft en mindre åbenbaring i selskab med Rye Whisky Sour fra Brekeriet, så skulle der mere end en større udskrivning til for at afholde mig fra at prøve flere øl fra Brekeriet. Valget faldt på Sour White, en sur hvedeøl på 5% tilsat både brett og mælkesyre. 

Brekeriets indpakningen i stor flaske med en påklistret stilren sort/hvid etiket er som taget ud af afsnittet om, hvorfor ”keep it simple stupid” princippet tit virker bedre end for mange lag og tanker. Flaskens indpakning er nærmest monumental, og det visuelle førstehåndsindtryk udstikker da også forhåndsgarantier om at der er noget ganske særligt i vente. 

I glasset ligner Sour White ananasjuice. Cloudy og tykt gul. Med skummet af vejen ligner den smule hvide, der er tilbage oven på øllet smeltet vaniljeis. Det overrasker derfor heller ikke, at øllets konsistens er fed. Indledningsvis fornemmer man mælkesyren i duften, men den fader ud og i stedet er det en duft af melon og nyslået græs, der tager over. Senere toner en let gylleagtig duft frem, der bringer minder om en barndom på landet. 

Smagen rammer som et bredt piskeslag henover tungen, ingen snerren, ingen skarpe hug, men heller ingen tvivl om at man er blevet ramt. Fedmen hænger ved, og blandt alt det sure virker Sour White nærmest salt. Eftersmag er der ingen af. Smagen er der når pisken rammer, og så er den væk igen. 

Jeg kan godt mærke, at jeg stadig er surølsnewbie, for jeg fattes ord i forhold til, at kunne beskrive, hvad Sour White egentlig smager af. Men den er god, og klart blandt det bedste sure øl jeg har smagt. Ikke så god som Rye Whisky Sour fra samme bryggeri, men god og det trecifrede prisskilt skræmmer mig ikke fra at tage endnu en omgang Brekeriet på et senere tidspunkt.

Anmeldelse: Prarie Artisan Ales, Pirate Bomb

Ingen tvivl om at chiliøl er lig antikrist, men undtagelsen, der bekræfter reglen og rent ølmæssigt er parallellen til ham den langhårede, der slog armene ud og fik smidt et par brædder i nakken er Prarie Bomb fra Prarie Artisan Ales. Jeg drak Pirate Bomb i går, der er den romfadlagrede variant af samme. Rommen gør ikke noget godt for øllen, men selv den fede malibusødme den drysser ned over bomben kan ikke pille ved, at det stadig er en god øl. Prarie/Pirate Bomb er massiv som bare fanden, tætpakket som et overdådigt vakuum, der holder kaffen og de hårdt ristede toner nede, mens chilien brænder mildt, men ikke upassende, i eftersmagen, som en passende påmindelse om, hvor vild en øl man drikker. Det er en af de øl man skal unde sig selv, hvis man får muligheden. Anbefales.