Mere end noget andet er Stigbergets bud på en Russian Imperial Stout et billede på, hvor flygtig en størrelse tid er i øllets verden. Da flasken blev forseglet med en kapsel tilbage i 2016 var Stigbergets nogenlunde lige blevet introduceret på det danske marked, som det red ind på via en bølge af lovprisninger (eller som de unge mennesker kalder det: hype). Bryggeriets Russian imperial Stout var den første sorte øl jeg stødte på fra den kant, og trods en lille spinkel krop på 8,3% var den (også) dengang en oplevelse af de bedre.
For nylig kom dette eksemplar af øllen så op fra kælderens dyb. Kalenderen siger nu 2019, Stigbergets er så langt fra et af de nye navne på markedet længere, men hører nu til blandt de etablerede bryggerier. Som dengang er deres Russian Imperial Stout dog stadig en blød fornøjelse.
Det er lys chokolade med lidt engelsk lakrids i eftersmagen. Det er et fascinerende clash mellem det søde og kontante. Det kontante i eftersmagen er ikke som jeg husker øllen. Havde det været en velhumlet størrelse, kunne forklaringen have ligget der, men sådan husker jeg den ikke. De to modsætninger spiller dog fint, fint sammen og flasken bliver tømt til bunden.
Stigbergets Russian Imperial Stout er et supersympatisk bekendtskab, der dog ikke har den store personlighed. Personlighed er dog ikke alt, uanset hvad selvhjælpsbøgerne måtte mene og havde jeg haft flere af denne i kælderen havde jeg ikke tøvet med at finde dem frem nu, for det smagte som om at den peaker nu.