Thisted Bryghus - Limfjords Juleporter

Juleudgaven af Limfjordsporteren har formået at skille ølvandene som få øl før den.

"Den er for sød, for kunstig, for vaniljet eller slet og ret bare for meget," er de gængse argumenter fra nej-siden.

På ja-siden, hvor jeg holder til, er den en fin bastardudgave af en af de mest ikoniske danske øl.

Væk er lakridsen, alkoholen er pumpet op, og så er der tilsat vanilje og portvin. Det er sådan i grove træk forskellen.

Portvinen gør ikke det store væsen af sig; den er en stram note i baggrunden. Vaniljen kan lugtes, men efterlader et ristet bidrag, der får øllen til at smage lidt mere eksotisk end, hvordan man ellers forestiller sig ting fra Thisted og omegn smager.

Hvis du kender den, smager den meget, som den har gjort de foregående to år.

Det er godt, hvis du er på ja-siden.

Er du på nej-siden, så fisk noget andet ud fra køleskabet.

Half 'n' half

Hvis ikke en half ’n’ half lavet med Høkerbajer og Limfjordsporter er det fineste jyske blandingsprodukt siden Sønderjylland og tyske dåsebajere, så ved jeg ikke, hvad er.

Vi kan også kalde det for den simpleste ølcocktail, der findes.

Og tæt på den billigste. Den kræver ingredienser for omkring 25 kroner – og det er inklusiv pant.

Blandingsforholdet finder du i navnet, men der kan naturligvis leges med blandingsforholdet alt efter smag og temperament. Legen er også noget af det, der gør det sjovt at drikke half ’n’ half.

Blander du halvt af hver i glasset, så får du en sort øl, hvor sødme og bitterhed står frem fra Limfjordsporterens brankede lakridsnoter.

Den virkelige kunst er dog, at få øllet til at tage sig visuelt godt frem. Det kræver, at Høkerbajeren hældes i glasset først, gerne så den skummer. Limfjordsporteren listes så i langs siden af glasset. På den måde får du en sort øl med et kridhvidt skum.

Thisted Bryghus - Limfjords Juleporter

Med tanke på, hvor mange varianter af Limfjordsporteren, der efterhånden er blevet lanceret. Så burde vi have set julevarianten komme ridende ude i horisonten med en forventet ankomst omkring de indledende højtidsøvelser.

Som enhver bokser, der skal tilbage i ringen, der er den >>>sagt med dommedagsstemme<<< ”stærkere end nogensinde før” - 9,2 % alkohol klokker den ind på, hvor hverdagsudgaven kun er på beskedne 7,9 % - og som i Hollywoodfilmene, så gemmer der sig noget sødt inde bag det barske ydre – i dette tilfælde portvin og vanilje.

Belært af efterhånden nogle år som øldrikker, så er både vanilje og portvin røde flag, der burde få mine penge til at blive i lommen og flaskerne til at blive på hylden. Selvfølgelig gjorde de ikke det.

Mine forventninger var en vammel nedsmeltning med overdrevne noter af vinøs sødme. Mit førstehåndsindtryk blev i stedet en øl med brændte noter, hvor duften bragte minder frem om barndommens julebageri, hvor vaniljesukkeret hang som støv i køkkenluften.

Limfjordsporteren i juleklæder er en positiv overraskelse af de store. Den er behageligt underspillet, med klare julenoter, som der alligevel skal ledes efter. Den er ikke så rå og kantet som standardudgaven, men trods det mere brændte udtryk, langt mere rund og indbydende. Det klæder den, at smagen af lakrids er væk. Vanilje opleves primært i duften, og er milevidt fra langt de fleste vaniljeøls langt mere vulgære udtryk. Portvinen kommer primært til udtryk i mundfylden, men gør mere væsen af sig efterhånden som øllen har stået lidt. Igen er det antydningens kunst, der udføres.

Med Limfjordporteren i juleudgave har Thisted Bryghus begået en øl, der godt tåler gentagelse. Både i form af flere flasker før jul og som en relancering næste år.

Klummen 47: Nyt brunt vand i klisterkanalsfamilien

Det er et modigt skridt de har taget oppe i Thisted, hvor de har udvidet Limfjordsporter-familien med Limfjords Ale, der er ved at finde vej ud i butikkerne.

Støt, men sikkert forsætter udbygningen af Limfjords-brandet, der nu ikke længere kun rummer fortolkninger af den ikoniske porter. 

På flaske er der foreløbig kommet den fremragende egetræslagrede variant, den fæle lakridsvariant og whiskyudgaven, der godt nok var begrænset til 20.000 flasker, men som vel kan tænkes at dukke op i en ny variant, hvis samarbejdet med Thy Whisky har vist sig, at være til glæde og gavn for begge parter. Og over dem alle svæver den originale Limfjordsporter stadig og udstråler urørlig ikonstatus som ”øllets gentleman”.

Fælles for dem alle gælder dog, at de alle har været fortolkninger af Limfjordsporteren. Nu er der så trådt en bastard ind i familien, der ikke fører den rene blodlinje videre. Én Brown Ale.

Potentielt farligt, fordi Thisted Bryghus risikerer at udvande deres måske stærkeste brand, men med et stærkt potentiale, fordi en ny øl, der er beslægtet med Limfjordsporteren automatisk vil blive mødt med mere opmærksomhed end, hvis der ”bare” dukkede en ny Brown Ale op fra Thisted Bryghus.

De lyseblå farver på etiketten udstråler ikke den samme rustikke nådesløshed som Limfjordsporterens brune etiket, men nu, hvor jeg endnu ikke har smagt den, der håber jeg stærkt på, at den har noget af den samme saft og kraft, der kendetegner Limfjordsporteren. Hvis ikke, så er der ingen rød tråd fra den ene øl til den anden i serien – og så kan Limfjords Ale hurtigt blive et selvmål.

Både kommercielt og som produkt.

Limfjords Ale kan dog sagtens vise sig at blive en succes – rød tråd eller ej.

Bliver den det, så tror jeg på, at vi ikke har set den sidste udvidelse at Limfjordsfamilien. Det tror jeg nu ikke, at vi har, uanset hvordan det går med Limfjords Ale. Det skal nok komme flere bud på, hvilke stilarter der blive lanceret med et ”Limfjords” først i navnet.

Mit personlige bud er, at det næste skud i bøssen bliver en tjekkisk inspireret pilsner.

Spørgsmålet er dog, hvor meget der kan bygges på før, at den klassiske Limfjordsporter går fra at være en ener, til at være endnu i flokken.

Som ved så meget andet, så har vi svaret til gode et stykke tid endnu.

Klummen 44: Rug på Mulle

Indrømmet, det er nok forkert, at smide den følgende tekst i klummebunken, for det er ikke meget, der bliver taget til eftertanke i de følgende ord.

I højere grad er det følgende en beskeden kærlighedserklæring - ikke til en stilart, ikke til en producent eller til andet, der for alvor kan smides i én boks. Derimod til en ingrediens, der fra tid til andet sniger sig med i opskrifterne og bidrager med den der lidt udefinerbare krydrede note, der står sig godt til ikke alt for heftigt humlede øl, og bidrager til at øllet bliver fyldigt og behageligt blødt. Og nå ja, det er rug jeg taler om. 

Jeg vidste egentlig godt, at jeg havde en ting for rugøl, eller måske snarere rug i øl, for rugøl er så vidt vides ikke en stilart, men bare en praktisk kasse at samle de rugholdige øl i. Den ting blev genopfrisket, da jeg i forsommeren sad på terrassen, der hører til vores kolonihavehus, og tog en Rye Beer fra Kunstbryggeriet Far & Søn op fra den storblomstrede termotaske jeg havde medbragt. 

Som jeg sad der mellem hus, hæk, gyldenris og elefantgræs, der kunne jeg ikke lade være med at savne et stykke smørrebrød med flæskesteg, for hvor havde det dog været en optimal parring til den på en gang milde, men smagsmarkante øl fra Kunstbryggeriet. 

For nylig var jeg der så igen, da jeg fandt Jubilæums Rugøl 2019 fra Herslev Bryghus frem fra skabet. Fyldig, rundet, let vinøs, mildt karboneret og næsten spildt på bare at blive indtaget i mit eget selskab, for hvor ville den dog have stået godt til en kraftfuld simreret eller det klassiske kolde bord. Jubilæums Rugøl 2019 har med sine 11% kraft nok til, at spille op mod både fedt og salt, selv snaps ville den uden de store problemer kunne gøre selskab. 

Jubilæums Rugøl 2019 kan stadig købes fra Herslev Bryghus hjemmeside, så det gjorde jeg (igen), sammen med de andre rugøl, der var på lager i det midtsjællandske. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den kommer til at spille perfekt til juleanden. 

Forleden tog jeg så Thisted Bryghus Rug-øl med hjem fra Netto. Mere kantet, mere spids, mere rugdreven end de andre nævnte, men igen sad jeg og savnede en håndmad med svinekød i en eller anden form. 

For at fuldende opremsningen, fik jeg også fundet en Rye King fra Amager Bryghus frem fra kælderen, for at blive mindet om, hvor god en øl jeg synes den er og… og… og… Jeg har nok gjort mit ærinde klart. Rug i øl kan noget. Noget godt, noget måske en smule overset og noget, der står forbandet godt til det danske køkken. 

For en håndfuld år tilbage gik snakken meget omkring øl og mad i forening. Hvorfor ser vi ikke bedre øludvalg på restauranterne? Und so weiter… Selvom pilsner og lagerøl er de klassiske kort til det danske køkken, så ville en fornuftigt brygget mild rugøl kunne trumfe dem af bordet. En oplagt idé til eksempelvis Jacobsen, der i høj grad synes at være øl brygget til, at skulle kunne gøre sig godt på spisebordet. 

Rug kan sniges ind i alle stilarter, så det måske noget pjat at rose ingrediensen så entydigt. Men brugen af rug efterlader også en rød tråd i øllene, der kan smages. Brugt rigtigt, ville rug være alle tiders afsæt for at skabe en øl til spisebordet, der kunne fungere som den vindræber ølbranchen længe har ønsket, at øllet kunne være. 

Tror jeg. 

Start eventuelt selv i det små og hiv Thisteds Rug-øl med hjem til et stykke ristet rugbrød med flæskesteg, og overvej om der ikke kunne være noget om det.

Klummen 33: Årets danske bryggeri 2018

Årets bryggeri er blevet kåret og valget er i år faldet på Amager Bryghus, hvilket så betyder, at man har undgået den fadæse det ville være, hvis Thisted Bryghus for fjerde år i træk var blevet kåret som årets bryggeri.

Årets bryggeri 2018 - Top-3 
1. Amager Bryghus - 174 stemmer
2. Ebeltoft Gaardbryggeri - 165 stemmer
3. Thisted Bryghus - 163 stemmer

I år har det været lokalafdelingerne, der har nomineret bryggerierne. Det har (måske) også betydet færre spildstemmer, altså færre stemmer afgivet til bryggerier, der kun har fået en enkelt eller to stemmer. Amager Bryghus har med sine 174 fået 74 stemmer mere end Thisted Bryghus fik da de sejrede sidste år, og cirka dobbelt så mange stemmer som de to første år Thisted Bryghus vandt. Thisted Bryghus er med 163 stemmer ikke langt fra Amager Bryghus i årets kåring og langt over, hvor mange stemmer de fik sidste år. Hvilket igen (måske) vidner om, at stemmerne har været fordelt på et mindre felt. Det er dog også værd at bemærke, at der i år blev afgivet 1123 stemmer mod 826 stemmer sidste år.

Jeg under Amager Bryghus kåringen, ingen tvivl om det. Men jeg kan ikke se, hvad de har gjort i år, de ikke også har gjort de foregående år. Jeg synes også, at Thisted Bryghus fortjener i hvert den ene af deres kåringer, for deres arbejde med og for Ny Nordisk Øl.

Netop begrundelse er en faktor jeg savner i valget af årets bryggeri. Altså, hvad har bryggeriet gjort for at gøre sig fortjent til titlen som årets bryggeri? Som det er nu, der fremstår kåringen mere som en popularitetskonkurrence. I en perfekt verden ville årets bryggeri blive kåret ud fra lille felt af begrundede kandidater. Hvordan feltet skal udvælges, om det skal være muligt at nominere, eller de skal være udvalgt af et panel (eller en kombination) har jeg på stående fod intet bud på.

Selvom jeg hilser forandringerne i årets kåring velkommen, så skal der ske langt mere. Det er stadig tydeligt, at nomineringerne for manges vedkommende har en lokal slagside og årets bryggeri skal ikke kåres fordi det er lokalt eller populært, men fordi det har gjort sig fortjent til det! Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis kåringen skal kunne tages seriøst.

Læs også: Klummen 26: Årets danske bryggeri.

Juleølsmagning

Forleden forestod jeg en hurtigt sammensat ølsmagning som optakt til firmaets julefrokost. Temaet var juleøl, og indkøbene var blevet foretaget blandt de lokale supermarkeder. Der var fire øl på plakaten, der skulle serveres for et tildels ølforskrækket publikum, der normalt ikke bevæger sig langt fra valget mellem almindelig eller classic. Fire øl blev det til. De to kendte jeg, den ene var jeg nysgerrig på at smage og den sidste blev købt lidt ud af det blå.

Santa C fra Ørbæk Bryggeri er øllen jeg ville pege på, hvis jeg blev bedt om, at anbefale en ”klassisk” juleøl. Det er et ukompliceret stykke med øl i form af en Ale (du ved, hvad jeg mener) på 5,8%. Den har den fornødne sødme, men på ingen måde for meget – den er krydret, men ikke for meget – den har fylde, men ikke for meget. Og så går den både til medisteren og andestegen. I selskabet omkring mig blev den da også aftenens klare førstevalg.

Santa Paws fra Brewdog krævede lidt tilløb fra forsamlingen. Hvor der blev hældt flittigt op, da Santa C skulle i glasset, der fik Santa Paws’ mørke farve folk til at stoppe op, når deres glas var blevet en tredjedel fyldt. Santa Paws er en sjov størrelse. En Scotch Ale på 4,5%. Mørk, let røget, en smule spids, men alligevel ganske fyldig i smagen. Efter lidt tilvænning greb folk dog ud efter flaskerne og toppede deres glas op. Jeg ser den mest som et bud på en øl til julefrokostbordet, evt. i et frækt twist, hvor der bliver brugt ristet rugbrød som øllen kan snakke sammen med.

Golden Naked Christmas Ale fra Jacobsen på 7,5% har jeg før set få pæne ord med på vejen og smagningen virkede som en oplagt mulighed for at få den smagt. Den er rund og fyldig med en anstændig sødme, og krydret uden at krydderierne får lov til at tage over. Igen (og undskyld) en i udgangspunktet ganske klassisk juleøl. Sødmen bliver for meget i længden, men jeg tænker, at den vil være oplagt til andestegen. Selskabet var tilfredse, men ikke ovenud begejstrede.

Sidste øl på bordet var Skt. Peter fra Thisted Bryghus. Valgt lidt tilfældigt fra en hylde i Føtex og smagningens absolutte bundskrab. ”Fy for satan” var den meget rammende beskrivelse, der kom fra en af smagningens deltagere. Og flere stemte i. Skt. Peter er en Dubbel med masser af julekrydderier. Eller på almindeligt dansk: En hæslig gang gærsnask med krydderivolumeknappen skruet op på 11. Selv et halvsnaldret selskab løbet tør for andre øl efterlod halvdelen af flaskerne uåbnede.

Juleøl har til tider et omdømme som noget krydret sukkervand, et omdømme jeg også ofte har bidraget til at give det. Og nej, juleøl er ikke længere bare juleøl, men alt som bryggerierne vælger at skrive jul på, men du ved, hvad jeg mener. Men! Skal der juleøl på bordet, synes jeg, at de tre første øl i smagningen gjorde det godt, og buddene fra Ørbæk og Jacobsen falder også fint ind under den klassiske opfattelse af juleøl. Skal der vælges en best in test, publikumsfavorit eller hvad det ellers kan hedde, så er der dømt guldmedalje i retning Ørbæk.

Anmeldelse: Holder Limfjordsporterens nye holdbarhedsdato?

Limfjordsporteren har i al diskretion for nylig fået ændret sin holdbarhed fra 1½år til 3år. Rent tilfældigt, er det ikke lang tid siden, at jeg sidst var i kælderen og hive en flaske frem, der cirka havde den alder. Den blev indtaget en aften uden at jeg helt var opmærksom på, at jeg havde grebet ud efter noget med alder. Det gav ikke grund til nærmere eftertanke, men oplevelsen var på ingen måde prangende. 

Men! Hvis man hos Thisted Bryghus mener, at Limfordsporteren kan holde sig tre år, så bliver det lige pludselig interessant at dykke ned i kælderens dyb, fiske en cirka tre år gammel flaske frem og se hvordan den smager. Tættest på den ønskede alder var en flaske på 3år og 3 måneder, der derfor blev taget op til nærmere eksamination. Selvom den udvalgte flaske er tre måneder over den nye holdbarhedsgrænse, så vil forskellen ligge så meget i detaljen, at jeg ikke tror det vil i praksis gør den store forskel. 

Duften er intens. Masser af lakrids, der flyder fint sammen med en smule røg og det er ikke her, at vi finder problemet. Smagen derimod. Man smager det med samme. Øllet har fået en sur note, nærmest som var den blevet svøbt i en hinde af balsamico. Tankerne går i retning af oxidering. Hvor en frisk Limfjordsporter kommer med en masse kraft, der føles den her træt og forbitret. Det er surt, det er ikke indbydende og det er ikke umiddelbart noget jeg helt kan forstå man som bryggeri vil stå inde for. Jeg har igennem årene smagt en del ældre Limfjordsportere, og det er en note der går igen i højere eller lavere grad. 

Jeg forstår ikke, at man som bryggeri vil stå inde for det. Den udvikling Limfjordsporteren gennemgår på tre år er ikke til det bedre og jeg mener ikke, at det er fair at lade kunderne betale for et produkt, der bliver så markant ringere. 

Tilbage til halvandet års mindst holdbar til Thisted Bryghus!

Årets nye øl 2016

Årets nye øl bliver knækket i to her på Stovt. Taler vi årets bedste nye øl, så ligger svaret i forlængelse af mandagens svar i kategorien årets udenlandske bryggeri. Narangi fra O/O Brewing tager både guld, sølv og bronze. Det er en IPA som en IPA skal være. Umiddelbar, balanceret og inviterende til mere, eller som min uddybende anmeldelse på Untappd lød: Citrus, ananas, intens, frisk, forrygende. 

Men kategorien hedder årets nye øl, og her er vinderen Beer Geek Limfjordsporter fra Mikkeller/Thisted Bryghus. Jeg mindes ikke hvornår en øl sidst, hvis nogensinde, har formået at skabe så store bølgeskvulp i den lille andedam vi bor i. Et uventet samarbejde mellem to bryggerier, der umiddelbart udspringer fra hver sin ende af ølverdenen, fik det samlede pressekorps til at stimle sammen for at omtale bryggerierne og de to ikoniske øl, der danner basis for det fælles barn. Beer Geek Limfjordsporter er som øl vellykket, men med den indbyggede brist, at den virkelig, virkelig, virkelig ikke bør drikkes frisk. Den skal lige have lov til at trække et par måneder før kapslen ryger, men så får man også en fin øloplevelse, der vel bedst kan beskrives som en federe, ladere og mere lakridsdreven udgave af Limfjordsporteren. Som produkt var den vellykket, som samarbejde var den godt tænkt, som markedsføringsgimmick var den genial og som årets nye øl er den selvskreven. 

Klummen 07: Samarbejde og samarbejdsbryg

Årets ølbegivenhed

Årets ølbegivenhed uddeles i år til det bedste, der set fra Stovts synspunkt, er sket i den danske ølverden i det forgange år. Kandidaterne til prisen spænder vidt, fra Dry & Bitter Brewings investering i en flaskemaskine, der gjorde det muligt, at få Christian Bale Ale hjem i køleskabet, over åbningen af Kunstbryggeriet Far & Søns restaurant, der har været længe undervejs og heldigvis er kommet godt fra land, til lanceringen af Beer Geek Limfjordsporter, der skabte bølger af opmærksomhed, der sjældent er set i forbindelse med lanceringen af en øl. 

Prisen jeg står med i hånden beholder jeg dog selv, for årets ølbegivenhed 2016 ifølge Stovt er Stovt! I Stovts nytårstale 2015 udtrykte jeg et håb om en bedre ølpresse. Det har vi ikke fået, men jeg synes, at Stovt har leveret i en grad, at jeg fortjener den her pris. Fra Coisbos medaljehøst, over diskussion om Danske Ølentusiasters berettigelse, til en stribe af klummer om forskellige emner + det løse. Der har været meget på bordet, der har været en masse diskussion og det har været godt og sundt. Tak for prisen, jeg kan ikke sige, at jeg er overrasket, men jeg synes jeg fortjener den.

Klummen 15: Bryggerierne og supermarkedsøl

Danske Ølentusiaster bragte for nogle uger siden det afbillede opslag. Mikkeller/Thisted Bryghus-samarbejdet Beer Geek Limfjordsporter er blevet prisdumpet i en lokal brugs et sted i det midtjyske. Det er den efterhånden blevet en del steder. Jeg har set den afbilledet til en femmer flasken, og erhvervede mig selv nogenogtyve flasker, da den lokale Føtex trak prisen ned til 15,-. 

Jeg er stødt på Beer Geek Limfjordsporter til 40,- i Fakta og Føtex, mens den lokale Kvickly gerne vil have 50,- for den. Det er i min optik egentlig ikke en voldsom pris for en halv liter god øl. Kigger man isoleret på prisen, så har hverken min lokale Kvickly eller Fakta andre øl i den prisklasse, mens Føtex har et par flasker i det leje. 

Der er intet underligt i at en partivare, der ikke sælger, bliver sat ned. Man kan selvfølgelig argumentere, at en reduktion af prisen til under det halve er et voldsomt prisafslag, men jeg gætter på, at det skal ses som et udtryk for, hvor lidt Beer Geek Limfjordsporter har flyttet sig fra hylderne. Det er i hvert fald mit bud på, hvorfor prisen er blevet dumpet rundt omkring. 

Spørgsmålet er så: har butikkernes indkøbere købt for optimistisk ind i forlængelse af den megen presseomtale, er en tung, sort øl stadig for voldsom en størrelse til det brede ølpublikum, eller kan supermarkederne bare ikke sælge øl i en højere prisklasse? Jeg hælder til, at svaret er det sidste. 

Jeg tror, at for den helt almindelige ølforbruger, der er en halvliters øl købt i supermarkedet til i omegnen af en tyver stadig at regne for en god øl. Det er en specialøl, det er noget særligt og det er noget andet end de pilsnere m.m., der stadig vinder stort når man opgør det i antal hældt over disken. Når det gælder den dedikerede ølforbruger, der ved hvad han (m/k) vil have, så vil jeg vove den påstand, at han (m/k) heller ikke vil opsøge sine ølindkøb i supermarkedet. 

Det ovenstående kunne bruges som indledningen til en diskussion om, hvad godt øl er og hvor meget en flaske øl skal koste, men jeg vil nøjes med at smide mit eget facit på bordet, og konstatere at der stadig er lang vej til at min definition på godt øl bliver en dagligvare, der kan sælges i dagligvarebutikkerne. 

Som en understregning af det, vil jeg pege fingre i retning af Fakta. De øl fra blandt andet Brewdog, Ugly Dog og Midtfyns Bryghus som de igennem de seneste måneder har udbudt påhæftet ord fra DØE, har alle været sat til salg til 20-40% under, hvad man finder dem til i specialbutikkerne. Gør man det for at trække de dedikerede ølforbrugere ind, eller for at ramme et prisniveau, der stiller den almindelige ølforbruger tilfreds? Igen. Jeg hælder til, at svaret er det sidste. 

For bryggerierne må det være et sats. Er dine varer igennem længere tid, at finde i supermarkederne til priser under, hvad specialhandlerne kan tilbyde dem til. Så er de ikke længere interessante for specialhandlerne. Specialhandlerne kan/vil ikke slås med supermarkederne, og på et marked, hvor der bliver udbudt meget øl, der er det ikke svært at finde alternativer. Supermarkederne er et attraktivt marked for bryggerierne, ingen tvivl om det. Mængden af øl, der potentielt kan afsættes må være tillokkende for enhver bryggeriejer, der vil sit firma det bedste rent økonomisk.  

Hvis vi vender tilbage til udgangspunktet, så kan det selvfølgelig være ligegyldigt, hvis ikke supermarkederne evner at sælge øllet. Jeg tror nu nok, at både Thisted Bryghus og Mikkeller slipper fra prisnedsættelserne uden ridser i lakken. Men!! Hvis et bryggeri fik muligheden og prioriterede supermarkederne over et eksisterende marked hos specialhandlerne, for så at opleve at supermarkederne ikke kunne sælge øllet og sparkede bryggeriet ud igen. Hvor skulle bryggeriet så afsætte sit øl? Det er de færreste specialhandlere, der vil tage et mærke ind, der lugter af supermarkedsøl. 

Hvis udvikling forsætter og specialøllets markedsandel forsætter med at stige, så vil supermarkederne også efterspørge mere øl fra mikrobryggerierne. Men kan supermarkederne afsætte andet end de halvbillige surrogatprodukter de gør nu? Er bryggerierne nødt til at acceptere, at deres udsalgspris bliver dumpet og at deres gamle kernekunder i detailledet derfor siger farvel for at komme ind på supermarkedsmarkedet? Og vil de det? Og skal man som bryggeri tage springet eller lave et subbrand, der passer ind på dette marked? Jeg tror der er flere bryggerier derude, der pt gør sig de tanker.

Vintage: Thisted Bryghus, Porter 6

Det var i lørdags præcis fire år siden, at Thisted Bryghus Porter 6 blev anmeldt på Stovt. Dengang kunne man læse følgende på flasken ”Med dens mange malte og humler byder denne porter på en kompleks smagsoplevelse ud over det sædvanlige. Den mørke overgærede porter egner sig særligt godt til mad, hvor den yder perfekt modspil til især kraftige retter. Prøv den også alene, og lad dine smagsløg blive forkælet af denne fløjlsbløde porter”, mens den på Stovt fik følgende ord med på vejen.

”Mage til øregas som denne porters etikettekst skal man lede længe efter. Fløjsblød mig i røven, det her er en herreøl som den kun kan fremstilles et sted glemt af gud, som f.eks. oppe omkring Thisted. Den river og flår, den er sort, krasbørstig og humlet som bare fanden. Den omtalte forkælelse af smagsløgene ville jeg nok have valgt at kalde for en røvfuld af den anden verden, men hver sine lyster. Det er øl som denne, der skiller fårene fra bukkene. Fuldt ud godtaget, foreslås til folk med hår på brystet eller ønske om at få det”. 

Den trak et 8-tal. Det er ikke fordi, at den med sine 7,5% var oplagt kældermateriale, men da jeg tilbage i 2013 skrabede en kasse blandede sorte øl sammen og smed i kælderen, der var den blandt de udvalgte. Den nåede at blive fire år gammel, før vi en aften i den døende sommer gjorde ende på dens skæbne ved at hive hovedet af den og fordele indvoldene i to glas. 

Det var stadig en intens øl! En del lakrids i smagen, men ellers som et mørkt og røget stykke bitterhedsforladt chokolade, hvor der var blevet overdoseret en smule på røgfronten. Der var stadig fuld knald på kulsyren, og det kunne have været interessant, hvordan den havde taget sig ud, hvis den havde været faded noget mere. Som den blev serveret var den både blødere og fyldigere end udgangspunktet, noget jeg tror, der ville være blevet understreget, hvis gassen var gået en smule af ballonen. 

Uden at være et mirakel var den dog ældet pænt og gjorde en ganske god figur. Måske endda en smule bedre end udgangspunktet, hvilket så nok er en tilsnigelse at udtale sig om, da jeg ikke har fået den siden den blev anmeldt første gang. Som en halv times sensommeraftenunderholdning skal der dog ikke lyde nogen klager over dens indsats.

Klummen 07: Samarbejde og samarbejdsbryg

CBC er just overstået, og har man fulgt med på de sociale medier, så vil man vide, at blandt andet Amager Bryghus, Alefarm Brewing og Dry & Bitter Brewing Company fik lavet samarbejdsbryg med udenlandske bryggerier, der var i byen af ovenstående grund. De bryg er blevet undfanget i forlængelse af, at Mikkeller for halvanden måned siden var ude og spørge, om tiden ikke var løbet fra samarbejdsbryg. At samarbejdsbryg er oppe i tiden, passer som hånd i handske i forhold til de to øl som jeg har gjort mig nogle tanker om på det seneste. 

Mikkeller - The End Of Collaborations As We Know It? 

Mikkellers udmelding, eller spørgsmålstegn om man vil, om hvor vidt tiden er løbet fra samarbejdsbryg, faldt mindre end en uge efter, at Beer Geek Limfjordsporter var blevet varslet i nyhederne. Teksten fra Mikkeller fokuserer meget på det håndsværksmæssige, og det argument der går igen og igen når man taler samarbejdsbryg med bryggerierne. Nemlig, at et samarbejdsbryg er en erfaringsudveksling bryggerne imellem. 

To øl, der er aktuelle for tiden, har begge to navne med i omtalen af produktet. Dels Beer Geek Limfjordsporter, der er et samarbejde mellem Mikkeller og Thisted Bryghus, og dels Jacobsens nye Porter, der benytter sig af røg malt fra Stauning Whisky. Samarbejdet i disse bryg tager ikke så meget udgangspunkt i de håndværksmæssige aspekter, men åbner til gengæld op for nogle markeds og markedsføringsmæssige muligheder. 

For et samarbejde er mere end bare vidensudveksling. Når Dry & Bitter Brewing Company brygger med Hoppin’ Frog og Alefarm Brewing med Drew Fox fra 18th Street Brewery, så er det også en blåstempling for de små, at de store gerne vil lege med dem, i det man må formode, at de ikke gider lege med hvem som helst. Resultatet af det er blandt andet en masse positiv omtale og en øl, der automatisk vil være ekstra interesse omkring. Netop den vinkling, at der er mere at hente end bare det håndværksmæssige, synes jeg er interessant i forhold til samarbejde mellem bryggerier, eller imellem bryggerier og andre. Jeg har kigget på to aktuelle eksempler. 

Beer Geek Limfjordsporter 

Samarbejdet mellem Thisted Bryghus og Mikkeller har allerede skabt massiv omtale, hvilket også må forventes når man parrer de måske to mest ikoniske sorte øl på det danske marked. Det virker også som lidt af et clash, når det lokalt forankrede, men bredt distribuerede Thisted Bryghus med over 100års historie på bagen, teamer op med Mikkeller, der er et strålende bud på, hvor langt man kan komme når man skruer en moderne ølvirksomhed sammen. 

Udover den allerede skabte opmærksomhed, så tror jeg, at begge bryggerier vil opleve, at de bliver eksponeret for et nyt ølkøbende publikum. Jeg tror ikke nødvendigvis, at den almindelige Thisted Bryghus kunde er dykket særligt dybt ned i det udbud, der findes af øl i dag, men omvendt ønsker vedkommende mere end bare den gængse konsumpilsner. For en del af dem vil mødet med navnet Mikkeller pirre til nysgerrigheden. Omvendt har Thisted Bryghus med lokale råvarer og økologi gang i så mange spændende ting, der er oppe i tiden, at de vil ramme ind i nogle af de værdier, der passer til det mere moderne Mikkellerpublikum. Med lidt held, så kan samarbejdet med Mikkeller også åbne op for opmærksomhed fra udlandet, en ting som Thisted Bryghus ikke lægger skjul på, at man er interesseret i. 

Spørgsmålet melder sig i forlængelse af Beer Geek Limfjordsporter også om Thisted Bryghus med tiden kommer med flere spinoffs på Limfjordsporteren? Sidste år blev Limfjordsporteren lanceret i en lakridsudgave, og nu samarbejdsbrygget med Mikkeller. Har man nordenfjords opdaget, at man kan tjene ekstra penge på et så stærkt varemærke som Limfjordsporteren, ved at nytænke den? Og kan man blive ved med, at lancere nye udgaver af den, uden at pille ved originalens ikonstatus? Svaret kan man finde hos Beer Geek Breakfast, der efterhånden er blevet lanceret i flere varianter end almindeligt dødelige kan tælle til. 

Jacobsen Porter 

I den nyligt lancerede Porter fra Jacobsen er der brugt røgmalt fra Stauning Whisky, hvilket man ikke burde være i tvivl om, hvis man ser reklamen for øllen. Her er der ikke tale om et samarbejde mellem to bryggerier, men tale om noget så simpelt som et råvareindkøb. Det er i bund og grund ikke interessant, men jeg tager virkelig hatten af, for den måde man har formået at bruge hinanden på. 

Jeg vil vove den påstand, at for den almindelige forbruger, der er Jacobsen pænt oppe i den høje ende af skalaen når det gælder øl. Det er pænt pakket ind, og markedsføringen emmer af klasse. At linke en af Jacobsens øl til Stauning Whisky, der har fået en masse positiv presse på det seneste, er virkelig godt tænkt. At man bruger røgmalt, der er tiltænkt whiskyproduktion vil på den almindelige forbruger uden tvivl tilføre porteren et touch af kvalitet. Porteren virker udefra set som et gennemtænkt produkt, for det er ikke bare en tilfældig whiskyrøgmalt man har brugt, det er en danskproduceret røgmalt fra et dansk whiskydestilleri, som mange vil have hørt noget positivt om på det seneste. Det er point lige ind på troværdighedskontoen til Jacobsen. 

Jeg vil næsten også vove den påstand, at det er Stauning Whisky, der vinder mest ved samarbejdet. Stauning Whisky står over for en periode, hvor de skal udvide markant, og i den forbindelse gør det ikke noget, at genkendelsesgraden i forhold til navnet Stauning Whisky ryger gevaldigt i vejret. Jeg tror, at ved at få brandet Stauning Whisky eksponeret via samarbejdet med Jacobsen, der rammer man lige ind i et kundesegment, hvor der er en stor chance for, at man fra tid til anden også køber whisky. 

Da jeg sidste år interviewede Alex Højrup Munch fra Stauning Whisky om, hvad de fik ud af, at levere tønder til bryggerier, der var svaret ”eksponering og synergi”. Det er det helt samme, der gør sig gældende her. Eksponeringen er tydelig, og Jacobsen er slet ikke et dårligt brand at blive sat i bås med, når man bliver omtalt. Set med mine øjne, der er det her samarbejde et af de bedst tænkte, jeg meget længe har oplevet.

Interview: Alex Højrup Munch om tønder, fadlagring og ølverdenen
Interview: Alex Højrup Munch om produktion af malt på Stauning Whisky

Uanset størrelsen af samarbejdet, så bør man benytte sig af navnet på samarbejdspartneren, hvis det kan give noget. Har man som bryggeri fået fat i de helt rigtige tønder, så er øllet lige pludselig ikke bare fadlagret, men fadlagret på eksempelvis 23år gamle egetræstønder fra ”indsæt det helt rigtige destillerinavn”. Og det er de, fordi det er langt mere interessant for forbrugeren og som historie. Når Humlepraxis i Nørre Snede i deres nye kaffeporter benytter sig af kaffe fra Nørre Snede Kafferisteri, så er det også fordi det giver mening for begge virksomheder. Begge får måske deres navn ud til nye potentielle kunder og der er en historie i det samarbejde, der er langt bedre end hvis øllen havde fået en omgang Gevalia. 

Tiden er muligvis løbet fra samarbejdsbryg, men så sandelig ikke fra samarbejde, om det så er bryggerier imellem eller ej.

Kommentar: Bryggeriopkøb

Hvis der var noget, der i den skrevne ølpresse fyldte mere end noget andet i 2015, så var det den endeløse strøm af nyheder om opkøb. Det har været både overrumplende og uoverskueligt at betragte udefra, og svaret på spørgsmålet om hvorvidt det er en god eller skidt ting, synes at blafre i vinden alt efter, hvem man spørger.

I sidste ende handler det om penge. Man investerer sine penge, hvor der er flere penge at hente og på et marked, hvor salget af konsumøl er dalende og "Craft Beer" udgør en stadig større markedsandel af ølmarkedet, der sætter de store deres penge i de mindre, for det er her potentialet for vækst pt. ligger.

Mine handelsskoleevner strækker sig ikke til at kunne forklare emnet yderligere, men i min jagt på at forstå, hvad der sker derude er jeg stødt på en stribe kommentarer, der har givet mig en større forståelse for emnet.

Herhjemme har Christian Andersen på Durst kigget på emnet, og givet lidt bud på hvad og hvorfor.

Christian Andersen: De store bryggeriers nytårsforsæt: Opkøb af håndværksbryggerier 

Det bliver spændende, at følge om vi også får de udenlandske tendenser at se herhjemme. Umiddelbart vil jeg mene, at det danske marked er for lille til at være interessant for de store, men omvendt har vi i Norge set Hansa købe sig ind i Austmann og Nøgne Ø. Kommer der et salg, tror jeg, at det bliver en af de store af de små, der har andet at byde på end bare øllet. Jeg tænker at Ørbæk Bryggeri er interessant fordi bryggeriet igennem flere år har haft gode tal, og en eventuel køber vil også få et bryggeri med stor fokus på økologi, et andet marked i vækst. Thisted Bryghus er et andet bud, med både fokus på økologi og terroir, en anden ting, der er oppe i tiden.

Jeg tror, at mange af de bryggerier/brands, der rummer et udviklingspotentiale, der gør dem finansielt interessante, har ejere i en alder, hvor jeg ikke tror De selv er færdige med at se, hvor langt de kan komme med deres firma. Det var min mening, indtil jeg kom i tanke om, at Mikkeller sidste år åbnede op for tanken om investorer (Link: Berlingske Business). Omvendt har Amager Bryghus længe gerne ville ud af kælderen, men virker fokuserede på selv, at være i stand til at finansiere det.

Flere bryggeriejere har efterhånden også nået en alder, hvor fremtiden skal overvejes. Vil det byde på salg, generationsskifter eller lukning af bryggerierne? Det bliver spændende at følge, og spændende om vi kommer til at se bryggeriopkøb her i Danmark.

Alt dette er egentlig skrevet for at nå frem til præsentationen af disse to kommentarer, som jeg på fineste vis synes forklarer, hvad der sker i forbindelse med opkøbene. The Beeroness forklarer, hvorfor vi som forbrugere ikke er glade ved tanken om, at bryggerierne bliver opkøbt af storkapitalen, og Harry Schumacher forklarer, hvorfor bryggerierne gør det. Det er svært anbefalelsesværdig læsning.

The Beeroness: Our Real Issue with Buyouts

Harry Schumacher: It’s The End Of Craft Beer As We Know It

Sort vinyl og øl: Allan Olsen/Limfjordsporter

"Jeg har meget forståelse for de små skrantende steder, der ligger der. Og jeg har et vågent blik for, at meget af det, der var kvaliteterne ved Udkantsdanmark, er ved at miste sine kvaliteter. Originalerne bliver til dem, der sidder oppe ved Brugsen og spørger min datter, om ikke hun giver et slag fisse. Det, der før havde en lunhed og varme over sig, er væk. Nogle bliver også psykopater, fordi de lever uden berøring med den tilværelse, de er i. De sidder og ser deres lortefjernsyn i deres miserable huse. De har 10 hunde hver. Der er en traurighed over det, for det peger ingen steder hen."

Således faldt ordene fra Hans Edward Nørregaard-Nielsen i forbindelse med en bogudgivelse for et par år siden. Udkantsdanmark er i dette tilfælde Limfjorden. Det nordenfjords, kvadratkilometerne nord for vandet, der har givet Limfjordsporteren sit navn blev landsdelen, der som den første kunne købe Allan Olsens plade ”Jøwt”, mens resten af landet led under et slemt handelsembargo, der først blev brudt flere uger senere.

Såvel Limfjordsporteren, som Allan Olsens pladekarriere startede deres virke ude i offentligheden i 1989. Og uden at vide det, vil jeg påstå, at Limfjordsporteren, som i tilfældet ”Jøwt”, ikke var tilgængelig for det ganske land i starten af dens levetid.

Begge er resultatet af én mands lyst til at gøre lige præcis dét. Limfjordsporteren fandt først sin endelige form i 1997, efter at brygger Peter Klemmensen i en årrække havde rettet til og trukket fra. ”Jøwt” blev lanceret med en Vendsysseltour. Begge dele er så noget man gør fordi man kan det, fordi man vil det og fordi det oppe i knolden giver mening. Rendyrket con amore. At verden så vælger at se lyset i éns idé må betragtes som en, i begge tilfælde, velfortjent bonus.

Jøwt er god. Virkelig god. I sin lancering genial, men måske ikke et mesterværk som Limfjordsporteren. Her havde det givet mere mening, at trække paralleller til Jern, hvis indspilning i disse dage fejrer 20 års fødselsdag. Jern udkom i 1996, året før Limfjordsporteren fandt sin endelige form. Det vil jeg også mene, at Allan Olsen gjorde med Jern, selvom han næppe vil bryde sig om, at blive sat i bås. Men sproget var blevet hvæsset. Sangene blev hævet fra at være mere end bare storytelling, der blev mellem linjerne stukket til tidens selvfedme, og der blev åbnet for grænserne, med indtryk, der skuede langt ud over egen navle.

Jeg har nydt den luksus, 

at kunne rejse gennem fattigdom én masse 

fra Ganges over Vesterbros slum 

på min egen form for nas 

 (Wir Will Ein Danmark)

I mine knapt ti år som pladehandler mindes jeg ikke på noget tidspunkt, at have solgt en Allan Olsen plade til en kvinde, hvor den ikke har, skulle pakkes ind. Og selv om jeg er så fandens karrig med at smide øl ind i kønskvoter og des lige, så kan man vel godt omtale Limfjordsporteren som en herreøl. ”Den smager af værtshus og cigaretter” var dommen, den ene gang jeg forsøgte at servere Limfjordsporter for en kvinde, der ikke vidste, hvad der kom i glasset. Og selvom jeg som ikkeryger undgår de brune værtshuse, så har både Limfjordsporteren og Allan Olsen noget i deres udtryk, som man på samme måde må indordne sig under. En del af prisen på de små værtshuse er røgen i luften, lungerne og tøjet når du går hjem. Det har et snit af noget antiautoritært over sig, der ikke er for alle. Det er noget folkeligt, der ikke er for flertallet, men som de, der nu engang nyder godt af Allan Olsens musik, Limfjordporterens smag eller det brune værtshus atmosfære, til hver en tid vil hylde.

Der er noget stoisk og sindigt over både Allan Olsens musik og Limfjordsporteren. En manen til eftertanke, der giver sig selv. En tyngde, der trykker bremseklodserne ned, og i en tid med trends og tendenser, der skifter i en evig flimren, hvor folk jager de nye sandheder og sundheder, noget trygt tilrøget og uforanderligt, der ville kunne stille selv Svend Brinkmann tilfreds.

Så hvorfor jage det nyeste sort? 

Fra Barcelona til Nørreport 

(Det nyeste sort) 

Allan Olsen top-3:

1. Balladen om Rosa

2. Wir will ein Danmark

3. Rolig Rolex

Limfjordsporter top-3:

1. Stor fad

2. Lille fad

3. 33cl flaske

Interview: Alex Højrup Munch (Stauning Whisky) om tønder, fadlagring og ølverdenen.

Igennem de seneste måneder har det ene bryggeri efter det andet, sendt øl lagret på fade fra Stauning på markedet. Foreløbigt har Ikast Mikrobryg, Thisted Bryghus, Abelgren & Ramvad og Ghost Brewing lanceret deres øl, og flere kommer til at følge. Stovt tog en snak med Alex Højrup Munch, der er direktør for Stauning Whisky. Om malt, tønder og Stauning Whiskys relationer til ølbranchen. 

Venlig, som han undervejs i interviewet skulle vise sig at være, havde Alex inviteret mig til at kigge forbi Stauning Whisky, men da der er langt fra Odense til Ringkøbing Fjord, blev det i stedet til en telefonsamtale en mandag morgen. Fadlagring er efterhånden blevet så stor en del af ølbranchen, at jeg synes det kunne være interessant at høre hvordan leddet før bryggerierne behandler deres tønder når de udfører deres primære funktion. 

Jeg startede med det mest basale spørgsmål tænkeligt. Hvordan opbevares tønderne? På Stauning er der et mål om at bruge så friske tønder som muligt, for at bevare mest mulig smag i dem. Alligevel kan tønderne godt risikere at skulle ligge lidt og vente på at blive taget i brug. Det foregår udendørs, udsat for vind og vejr, og hvis vejret ikke formår at vande tønderne, så gør man det manuelt. Idéen bag dette, er at tønderne for guds skyld ikke må tørre ud. Tørrer tønderne ud, risikerer man at de lækker. 

Da Stauning Whisky startede op, lå der ikke de store tanker bag opbevaringen af tønderne. De blev opbevaret i den garage, der hørte til det nedlagte slagteri, hvor destilleriet startede op. Under en kongres i USA faldt Alex i snak med manden, der er ansvarlig for fadene på Jim Beam, og lærte via samtale med ham, at den utætte garage hjemme i Vestjylland gav whiskyen i tønderne noget nær de optimale betingelser at udvikle sig under. 

For at whiskyen kan udvikle sig optimalt er tønderne nødt til at blive udsat for temperatursvingninger, for eksempel ved at de kan følge årets gang ude i det fri. Den gamle hullede garage gav dermed optimale betingelser for whiskyen, ved i høj grad at være påvirkelig af temperaturenes udsving og samtidigt have en stor luftgennemstrømning. Det er der taget højde for på Stauning Whiskys nye lager, der befinder sig i en træhal. Taget er sort, for at sikre højere temperaturer i sommerhalvåret, mens trækonstruktionen sikrer, at temperaturerne kommer ned i vinterhalvåret. Ifølge Alex udvikler whiskyen sig meget langsomt, hvis ikke den udsættes for temperatursvingninger, da temperatursvingerne sikrer en hurtigere modning. 

Som en bonus fortæller Alex, at man på de store destillerier opbevarer tønderne i så mange lag, at man er nødt til at køre et rotationsprincip for at sikre et ensartet produkt, da de øverste lag ellers vil blive udsat for en væsentligt højere gennemsnitstemperatur end de laveste. Hos Stauning Whisky opbevares tønderne kun i tre lag, og man har derfor valgt at se bort fra denne praksis. 

Der produceres tre typer whisky hos Stauning Whisky: Young Rye, Peated og Traditional. Af samme grund benytter man sig af tre typer barrels hos Stauning. Sherryfade, Bourbonfade og nye fade lavet af Missouri Whiteoak. Bourbonfadene kommer fra Makers Mark, mens sherryfadene kommer fra forskellige leverandører, blandt andet Pedro Ximenez. Når fadene modtages, tjekkes de visuelt og duftmæssigt før de tages i brug, for at sikre at kvaliteten er i orden. Stauning Whisky bruger kun friske fade, og fadene bruges kun én gang for at trække mest mulig smag ud af dem, og sikre den optimale kvalitet til slutproduktet. Noget Alex ubevidst understreger, ved at gentage det flere gange.

Et af de spørgsmål jeg havde på blokken, som jeg var mest nysgerrig efter at høre svaret på var, hvad Stauning får ud af at sælge deres barrels videre. Er det en måde, at kapitalisere på det, der i bund og grund er et biprodukt af whiskyproduktionen, nemlig tønderne, eller stikker der mere bag? Alex forklarer, at det handler om profilering og synergi. Den pris Stauning Whisky betaler for tønderne, er det de bliver solgt videre til. ”Priserne på tønder derude er jo…” siger Alex som start på en sætning, der aldrig bliver fuldendt. 

Når bryggerierne derimod vælger at lægge deres øl på fadene fra Stauning whisky, så får Stauning Whisky også deres navn ud, når flaskerne kommer på hylderne rundt omkring. Derfor få man også et nej, hvis man som menigmand er på jagt efter en flot regnvandsbeholder til haven i form af en whiskytønde fra Stauning. For selv om pengene kan være de samme, så er der ikke noget at hente ved at have tønden stående i Hr. Jensens have. Og efterspørgslen er der, i en grad, hvor det har været nødvendigt at oprette ventelister til fadene. 

Senest har man sendt partier af fade afsted til Nørrebro Bryghus og Fanø Bryghus, og mange flere bryggerier får med tiden nok glæde af fadene fra Stauning Whisky. Indtil videre må de dog stille sig i køen.

Anmeldelse: Limfjordsporter (fadlagret, Stauning Whisky), Thisted Bryghus

Growlerfænomenet er aldrig helt slået igennem i DK, men i lille skala muliggjorde princippet om at tappe fadøl på flaske, at jeg uden selv at være tilstede kunne komme til at smage den øl jeg var mest nysgerrig efter at smage på årets ølfestival. Øllen var naturligvis den fadlagrede udgave af Limfjordsporteren, der har ligget nogle måneder på fade fra Stauning Whisky.

 

Øllet blev leveret til mig i en flaske med patentprop. Tappet lørdag eftermiddag på ølfestivalen, og indtaget søndag aften i Odense. Derfor var jeg også lettet, da det gav et ganske anstændigt pop da patentproppen røg af. En smule af karboneringen var nok gået af, ellers også var den fadlagrede udgave mildere karboneret end flaskeudgaven. Umuligt at vide, når man ikke har smagt den frisktappet, men den gik ikke død i den time jeg tilbragte med den.

 

Allerede i duften er forskellen tilstede. En udtalt røg, der sender et vink i retning af den 25år gamle udgave jeg smagte i en ikke alt for fjern fortid, var det første indtryk, der meldte sig. Langt federe end den duft, der kommer fra standardudgaven, men trods ikke fadlagringen ikke overdrevent intens.

Øllet virker til at have fået mere krop af fadlagringen, eller måske er det den milde karboneringen, der får det til at virke sådan. Røgen fra duften var også tilstede i smagen, mindre spids end i standardudgaven, men som i duften, langt federe end den man finder i standardudgaven. Der var et markant chokoladepræg, og en tørhed i eftersmagen, der gjorde, at man nærmest kunne fornemme når indtrykkene forlod munden.

 

Alle indtrykkene var meget subtile, der var ikke rigtigt noget, der for alvor stak ud. Det undrede mig indledningsvist, men jeg nåede frem til den konklusion, at de fade, der er blevet leveret fra Stauning nok ikke mere end lige er nået over Whiskygrænsen, og derfor ikke har holdt på deres tidligere indhold i mere end tre år, og af samme grund nok heller ikke har haft den samme mængde smag at give af. Samtidigt var det vist heller ikke mange måneder, at øllet fik på fadene, så at indtrykkene fungerer i det underliggende er ikke så underligt.

 

Når det er sagt, så fungerede den fadlagrede Limfjordsporter forbilledligt. Det er ingen hemmelighed, at jeg er svært forelsket i originaludgaven af Limfjordsporteren, hvilket måske/måske ikke farver mit syn en smule, men den fadlagrede variant balancerer fortrinligt. Der er skruet ned for tjære og døde sømænd, og op for chokolade, sødme og krop. Resultatet er virkelig, virkelig godt, nærmest smukt. Forbilledligt rundet af et diskret fadpræg, diskret præget af fadlagringen og tonet ned i forhold til originalen. Eneste anke ved denne øl, er at der ikke er mere af den.

Klummen 04: Etiketdesign vs. øl

Jeg havde sidste år en mailudveksling med Kenneth Larsen, der ejer Humlepraxis, efter at jeg i et ølindkøbsstykke på Stovt havde skrevet, at Humlepraxis ”.. har lagt alle kræfter i at skabe en etiket, der er så grim og uindbydende som muligt”. Kenneth blev på ingen måde stødt over min kommentar, men bad om feedback på etiketterne, og om jeg ville komme med nogle eksempler på vellykkede etiketter. 

De tanker jeg gjorde mig dengang, har siden trukket renter i hovedet på mig. For, hvad kendetegner en god etiket og omvendt en dårlig? Spørgsmålet vender tilbage til mig, hver gang jeg står i den lokale Bilka. Her er øludvalget placeret på én reol, der leverer en massiv mængde indtryk. Øl, der i eget selskab virker gennemførte i deres dæmpede og klassiske design, drukner i mængden af flasker og udtryk, mens flasker med kitchede og farvestrålende etiketter skiller sig ud fra mængden. Omvendt ville man andre steder, hvis det er øl, der udstråler kvalitet man går efter, måske ikke vælge flaskerne med pangfarveetiketterne som de første til at ryge i kurven. 

For mig afspejler en god etiket øllet eller bryggeriet. Hvis man kan linke elementerne sammen, så produktet kvalitetsmæssigt afspejler indholdet og genfortæller det indtryk man som bryggeri gerne vil efterlade, så er man kommet langt. 

Et rigtigt godt eksempel er Limfjordsporteren. En klassisk etiket, der benytter sig af farver, der ikke har været moderne siden jeg var barn i slutningen af 70erne og diskret inkorporerer lidt bølger som en hilsen til Limfjorden. Simpel, klassisk, gennemført og alligevel rustik, helt i tråd med hvordan Limfjordsporteren smager. 

Et andet godt eksempel er Amager Bryghus. Sinner series og samarbejdsbryggene, benytter sig alle af tegninger, der har deres egen humor (Smag lige på navnet ”The Great, Big Kentucky Sausage Fest). Hvis man kender lidt til folkene bag, så er det jo også sådan det foregår. Topgennemført, en smule ukonventionelt og ikke uden en vis humor. 

I det jyske finder vi Bøgedal, hvis håndskårne etiketter sidder fantastisk på champagneflaskerne med deres korkpropper. Det er rustikt og indbydende, og ligger i fin forlængelse af den storytelling, der foregår omkring bryggeriet, hvor alt synes som taget ud af et idyllisk præindustrielt univers. 

Endelig er det værd også at kigge over sundet til Sverige. Omnipollo har med deres tryk på flaskerne, lavet øl så lækkert indpakket, at det næsten gør ondt. Det er måske ikke originalt, men der er stadigvæk så få der gør det, at det får Omnipollos øl til at skille sig positivt ud. 

Hvis jeg skulle komme med tre bud på bryggerier, hvor jeg ikke synes, at etiketterne er vellykkede, så ville jeg pege på Humlepraxis, Syndikatet og Gudenådalens. 

Det havde været så dejligt nemt, hvis jeg bare skulle svare på, hvorfor jeg synes Syndikatets etiketter er grimme, fordi der er der slet ingen tvivl om, at det er de der tegneseriefigurer, der ligner noget, der er stukket af fra en fejlslagen ungdomskampagne fra slut 90’erne, der gør det for mig. Når jeg ser på en øletiket, så tænker jeg, at den på en eller anden måde også afspejler noget af tankegangen, der er bag øllet. I hvert fald når det kommer til mindre bryggerier, hvor den samme person ofte er ind over de fleste af arbejdsgangene. 

Når jeg ser på Humlepraxis etiketter, så synes jeg mest af alt, at det ligner noget, der hurtigt er blevet smidt sammen i Word. En ramme, en kæk skrifttype, en indsat billedfil og et gennemgående vandmærke. Min tanke er så, at hvis der ikke skal mere til at stille personen/bryggeriet bag tilfreds, gælder den samme kvalitetskontrol så også for øllet, skal der så heller ikke mere til at stille afsenderen tilfreds? Etiketdesignet er dog ikke grebet ud af den blå luft. Der ligger en dobbelthed i navnet HumlepraXis, der peger i retning af arbejdet med humle, og manden bag HumlepraXis Kenneth Larsens mangeårige meditationspraksis. I etikettens vandmærke er der flettet et mantra ind, der peger på meditationsdelen. Ordet HumlepraXis har en hældning på 5,6grader, så det svarer til alkoholprocenten i de fleste af øllene i Hærvejsserien. Og sådan kunne man blive ved, men et er teori og et andet er praksis, og hvad der måske har fungeret på papiret, fungerer her ikke ude i virkeligheden. 

Endelig, så ligner Gudenådalens simpelt opsatte etiketter med deres uforståelige farvevalg, noget der er brygget til et forsamlingshus i en glemt del af Jylland, hvor kalenderåret stadig starter med de tre cifre 1, 9 og 8. De er kitchede på en måde, som ingen retrobølge nogensinde vil samle op. Jeg tænker, at tanken har været et simpelt og stilsikkert design, men selvom operationen til dels lykkes, så døde patienten en smertefuld død. 

Man kan lave nok så godt øl. Hvis man ikke evner at pakke det ind, så det vækker forbrugernes interesse, så har man tabt meget på forhånd. I et marked, der udvider og udvikler sig hurtigt, kan man alt for hurtigt drukne i mængden af bryggerier, nye som gamle, hvis man ikke forstår at pakke sine varer ordentligt ind. Tag eventuelt selv i Bilka og se efter.

Limfjordsporter årgang 2005

Nogle vil huske, at jeg i starten af året havde fornøjelsen af at smage en Limfjordsporter fra det første bryg, der blev lavet af den. Nu er det via et øludsalg på Det Lille Bryggeri og en mellemmand lykkedes at få fingre i to flasker med udløbsdato 23. november 2005. Etiketterne har helt sikkert set bedre dage, men fingrene er krydsede for at indholdet er i fin form. Indtil videre er de to flasker stuvet af vejen i skabet og venter på en passende lejlighed.

Anmmeldelse: Limfjordsporter, årgang 1989

Som flasken står der på bordet, er det som at se sit livs kærlighed gennem et jomfrueligt slør, 25år efter at hans/hendes dyd forsvandt og aldrig siden blev set. Det der står på bordet, er så vidt vides Limfjordsporteren som den blev, da den første gang blev flasket så tidligt på året i 1989, at de sidste nytårsraketter endnu ikke var landet.

 

At skulle tage kapslen af flasken føles næsten som helligbrøde. Som at træde ind i et gravkammer. Jovist gør man det for, at kunne bidrage til historien og dokumentere sine fund, men når seglet først er brudt, så er der ingen vej tilbage. Og måske er der intet at komme efter. Det er risikoen. Måske vader man bare rundt i det, der skulle være forblevet uberørt.

 

25år er en pæn alder for en øl, der ikke engang sådan for alvor er alkoholtung. Jeg læste for nylig, at man ikke skal gøre forsøg med at lagre øl under 8%. Med sine 7,9% undertræder Limfjordsporteren lige netop denne grænse. Holdbarhedsdatoen hedder februar 1990, så denne øl skulle på papiret have været bedst, da de mennesker, der nu så småt begynder at planlægge deres sølvbryllup, blev gift.  

Det er fandeme lang tid! Derfor bliver jeg også overrasket, da der lyder et lille diskret swusj, i det kapslen frigøres fra flasken. Man åbner en flaske for at se om der stadig er liv, og det første man hører er et hjerteslag. At der efter et kvart århundrede stadig er spor af bobler under overfladen er imponerende, eller måske bare pisseheldigt. Jeg har fået langt yngre vintageøl, der var stendøde. Så jeg er behageligt overrasket over, at der er liv under overfladen.

 

Duften fra glasset er alkoholtung og rummer masser af vådt træ, som var det et stykke sort med barrel aged i tykke skiver, der var blevet taget ud af madpakken. Det er duft, der er noget ulig den, der kommer når man åbner en flaske Limfjordsporter. Til trods for, at opskriften på Limfjordsporter først blev fastlagt i 1996, så tillægger jeg mere tiden skylden for det anderledes sanseindtryk, end jeg gør opskriftsændringerne.

Da jeg skænker øllen, er der et minimalt skum, der hurtigt dør ud. Som øllet passerer tungen, kan jeg dog mærke, at der stadig er lidt bobler i øllet. Førstehåndsindtrykket er sødt og en smule vandet, men med et efterskyl af røg af en anden verden, der dog desværre går over i en lidt småsur eftersmag. Ingen tvivl om, at Limfjordsporter vintage 1989 har peaket, men den er langt fra så over the hill, som andre øl jeg fået fra denne generation. Røgen forbliver dominerende og tilstedeværende, men desværre består også det vandede indtryk. Stille og roligt kommer der mere og mere chokolade frem i smagen.

 

Som de sidste spor af kulsyren toner ud, træder det vandede virkelig frem. Det samme gør en sødme, der efterlader den sidste del af øllet med noter af mælkechokolade og piberøg.

 

Og så var den væk. Et lille stykke kulturhistorie erhvervet ved et svineheld for en tier. Enhver Limfjordsporterelskers våde drøm, og kilden til det, der som oftest er det bedste ølvalg nede i det lokale supermarked. På ingen måde den bedste øloplevelse jeg har haft, men alligevel en af de største.