Viser opslag med etiketten Observatoriet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Observatoriet. Vis alle opslag

tirsdag den 19. november 2024

Poesibogen: Kristina Laursen, Øl Biksen

Højt oppe mod nord. Helt oppe i Frederikshavn. Der ligger Øl Biksen. Butikken ejes af Kristina Laursen, der velvilligt har svaret på spørgsmålene i Stovts poesibog.

Udover butikken i Frederikshavn, så kan du besøge Øl Biksens webshop og finde butikken på Facebook.

Hvad er din yndlingsøl?
Uhhh, den er svær. Synes ikke jeg som sådan har én yndlingsøl. Hos os er det nok mere et yndlingsbryggeri. For der er altid øl fra Observatoriet i køleskabet. Ikke en bestemt øl, men et udvalg som skifter lidt i takt med, hvad Simon sender på markedet.

Hvad er din yndlings øltype?
Igen er jeg nok lidt træls, for jeg har ikke en yndlings-øltype. Det kommer nok an på i hvilken sammenhæng jeg skal nyde øllet – tidspunktet, selskab og anledning.

Men når ret skal være ret, er der nok nogle øltyper som jeg er gladere for end andre. Jeg har altid været glad for stouts, og gerne uden adjuncts. Det var det mørke øl, der var starten på min ølrejse, og kærligheden til det hænger ved. Senere kom det syrlige øl til, og det gik også hurtigt hen og blev en af favorit-ølstilarter. Især øl som Wild Ales sætter jeg stor pris på, med deres ofte komplekse smagsindtryk.

Hvor køber du dine øl?
Når øllet ikke kommer fra min egen lille gesjæft, Øl Biksen, så køber jeg gerne øl hos andre danske bottleshops. Og det er et must, når jeg kommer rundt i landet, at besøge forskellige shops, for at finde lækre øl og samle inspiration til egen butik. Jeg handler også gerne direkte hos de danske bryggerier, både på selve bryggeriet eller deres egen webshops.

Hvad er din største øloplevelse?
Den største øloplevelse??? Et stort spørgsmål. Jeg kan ikke komme i tanke om én specifik begivenhed som den største oplevelse. Det største for mig er nok mere det at være blevet en del af branchen.

At opleve, hvordan det har været at blive ”taget imod” - ikke som konkurrent, men som kollega og samarbejdspartner.

At opleve den danske, og til dels også den europæiske ølverden som ”én stor familie”, hvor man vil hinanden det bedste, hjælper hinanden og glædes over andres succeser.

Hvad er det øl kan, siden det er så godt?
Det kan give store oplevelser, både på smag og oplevelser. Øl er mangfoldigt og kan bringe mennesker sammen i et fællesskab. I fællesskabet om øllet, skabes der relationer og venskaber på tværs af alder, køn og landsdele/verdensdele.

Der skabes samtaler over en god øl - både om øllet, men også om alt muligt andet. Og ofte selv om man ikke kender hinanden i forvejen. Tænk bare på hvor mange forskellige mennesker, man taler med som gæst på f.eks. en ølfestival.

mandag den 15. januar 2024

Q&A 2024: Observatoriet

I dag giver Simon Toft fra Observatoriet sit bud på svar til årets Q&A.

1: Hvad var det mest positive i 2023 for bryggeriet?
Jeg synes, jeg har lavet nogle fantastiske øl i år og højnet niveauet betragteligt. Der er kommet flasketapper til, sammen med en hel masse nye tønder og tanke. Jeg har fordoblet kapaciteten og samtidig forbedret kvaliteten. Så det lover rigtigt godt for 2024, hvor jeg kan love at der kommer nogle rigtigt interessante ting ud!

2: Hvad er det for et år, I som bryggeri kigger ind i?
Det er jo en tid hvor mange går konkurs, og jeg forventer ikke at det er slut endnu. Så det bliver et hårdt år for de fleste vil jeg tro. Og der er sikkert for mange også stadig en del økonomisk efterslæb fra Coronaen, hvilket ikke gør det nemmere.

3: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2024?
Den største udfordring for de fleste craft bryggerier er som jeg ser det, at komme videre fra IPAen. IPAen er ikke så cool mere, den er blevet folkelig og er kommet helt ud i provinsen. Du kan ikke stå og servere en IPA med Citra og Mosaic under endnu et nyt navn, med endnu en ny farvestrålende etiket og forvente, at folk synes, det er fantastisk mere. Så de skal ud og finde nogle nye måder at servere deres craft-øl til hipsterne eller hvad vi nu skal kalde dem nu til dags, på. Jeg ser frem til at se hvad de finder på.

4: Hvilken øl er I mest stolte af at have brygget i 2023, og hvad gør den noget særligt?
Oberon er jo nomineret til årets udgivelse, men jeg er faktisk meget mere stolt af Tableau. Og det er jeg fordi jeg simpelthen mener, at den står for sig selv som øltype - og den fungerer vanvittigt godt. Den er 4,5%, men man ønsker sig slet ikke mere. Og den er kompleks og tropisk, men utroligt drinkable - og så højner den madoplevelsen, når man kombinerer med f.eks. sushi eller lette retter med hvidt kød.
Det er min drøm, at opfinde min egen type øl. Med Tableau synes jeg, at jeg har ramt noget helt fantastisk spændende.

5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap?
Jeg kan stå på en ølfestival nu, og vide, at jeg står fuldstændigt alene i at lave wild ales med det kvalitetsniveau som Observatoriet har. Og det har ikke været nemt, for jeg har opfundet alle mine metoder fra bunden. I år har det føles som om, det virkeligt er lykkedes. Så, jeg skal sgu selv have et skulderklap! Det er absolut ikke særligt jysk at pege på sig selv, men jeg står ved det.

Men skal jeg pege på andre end mig selv, synes jeg, at vi får nogle superseje "nye drenge i klassen", og de bærer passion med ind i branchen. Så jeg giver Stepping Stone og Gamborg drengene et klap også.

torsdag den 3. august 2023

Vintage: Observatoriet - Pollux (2021)

Der blev forleden gravet lidt i kælderen og blandt de udvalgte øl, der vandt en tur i sommerhus, var Pollux fra Observatoriet.

Mine kældererfaringer med sure øl er forholdsvis begrænsede. Det er mit indtryk, at øllene bliver strammet op, når de får lov at stå. Smagen bliver mere stringent, det sure får et renere udtryk. Jeg er stadig ikke nået frem til, om jeg synes det er at foretrække.

Pollux var en af de første tre øl fra observatoriet, der blev sendt på markedet i forsommeren 2021. En maltet størrelse på 5,5 %, der var et blend af to øl, som havde tilbragt ni måneder i foudres og slutteligt tørhumlet med Citra. Holdbarhedsdatoen på flasken var sat til fem år.

I sit udgangspunkt var Pollux en smule parfumeret, let drikkelig, men parfumeret. Utvivlsomt et udslag af Citraen, men også en god grund til at smide den i kælderen. For hvordan udvikler en sur øl sig, der smagsmæssigt bærer så meget præg af en tørhumling, når den kommer i kælderen?

To år senere sidder jeg med et bud på et svar.

Fedme. Masser af fedme. En klar sur note, og så en ellers en fløjlstung, fed øl, der ville stå uendeligt godt til en portion Pad Thai.

Det parfumerede er væk, og er blevet opslugt af øllets krop, der nærmede sig det vulgære. På samme måde som regnvand trækker ned i jorden og gør den blød og medgørlig, så virker det til, at humlens faden ud har lagt et lag til kroppen.

Det var synd, at øllen stod alene, da jeg drak den. For den fortjener i den grad selskab af noget mad. Pad Thai var den første ret, jeg tænkte på. Fed og med en aroma og syrlighed fra limen, der ville matche Pollux perfekt.

Der står endnu en flaske Pollux i kælderen. Der får den lov til at stå lidt endnu, for at se hvad der videre sker.

tirsdag den 4. januar 2022

Q&A 2022: Observatoriet

Ikke nok med, at Observatoriet blev årets bryggeri på Stovt i 2021 - Simon Toft derfra har også svaret på spørgsmål i årets Q&A. 

1: Hvordan påvirkede Covid-19 bryggeriet i 2021?
Jeg valgte at bruge første halvdel af 2021 på at gentænke min grafiske identitet, og forberede mig på en forhåbentligt bedre anden halvdel. Og ja, ligesom alle andre havde jeg ikke noget salg af fadøl før sommeren. Men heldigvis er Observatoriet et fleksibelt projekt, og man kan sige at øllet bare har brugt et par måneder ekstra på træfade.

2: Hvad var det bedste ved 2021 for bryggeriet?
Det absolut bedste var at opleve den kvalitet jeg fik ud af mine nye foudres. Det var virkeligt over forventning. Jeg tror de fleste der har smagt "Pollux" og "Castor" vil give mig ret i at det er noget virkeligt lækkert øl.

Udover at jeg selv er tilfreds, kan jeg også se at folk virkeligt tager godt imod det der er kommet siden sommeren, og nogle af Untappd ratingerne har været skyhøje. Og selvom jeg ikke personligt bruger ratings, så betyder det bare rigtigt meget når man skal sælge fadøl til ølbarer.

3: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2022?
Jeg får flere nye foudres hjem, så jeg kommer til at bruge en masse tid på at få dem op at køre, og fyldt med godt øl. Men mest af alt bliver det at holde det høje niveau, og gøre det endnu bedre end i 2021.

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2022?
Coronasituationen er jo det nemme svar. Den vil nok stadig diktere retningen, og man må forblive fleksibel.

Men udover det synes jeg at det vigtigste må være at bryggeriejerne derude husker at tænke over hvilke forhold de byder dem selv og deres ansatte. Det har været det vilde vesten af vækst de sidste 15 år, og man er nødt til at stoppe op en gang imellem og spørge sig selv: Er det fedt, det jeg har gang i? Er jeg glad? Er mine medarbejdere tilfredse?

5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap?
Alle de ølbarer og bryggerier som beholdt deres ansatte under nedlukningerne, selvom det var økonomisk hårdt og super stressende at sidde med indberetninger om lønkompensation m.m, og som måske endda i perioder måtte lægge ud for løn til medarbejderne før kompensationerne blev udbetalt.
I har sgu fortjent en klapsalve!

Man kunne også i disse tider, hvor der er snak om sexisme i ølbranchen få lyst til at give et skulderklap til dem, der opfører sig ordentligt i den henseende, men lad os være ærlige og sige at den slags bør vi ikke klappe hinanden på skulderen for - for det bør jo være normalen, ikke?

Webshop.

(Spørgsmålene blev besvaret d. 1. december 2021)

torsdag den 30. december 2021

Årets bryggeri 2021

I sommers tog jeg en beslutning om, at jeg ville være bedre til at få smagt øl fra de nye danske bryggerier, der til stadighed dukker op – en beslutning, der også kan aflæses i valget af årets bryggeri.

For da familien Stovt kørte hjem fra den årlige sommerferie på Fanø, der røg der øl fra flere nyere bryggerier i kurven, da vi gjorte planlagt holdt ved Kvickly i Middelfart. Efter ferien fulgte en flytning, og godt placeret i en stol på vores nye vinterterrasse, der stiftede jeg for første gang bekendtskab med øl fra Observatoriet, der er årets bryggeri 2021 på Stovt.

Blume kaldte jeg ”…både en fin og fremragende øloplevelse” da jeg omtalte den på Stovts Facebookside, og oplevelsen gjorde mig så nysgerrig på mere fra Observatoriet, at der snart blev handlet ind.

Jeg har siden bl.a. smagt Castor og Pollux, der begge fastholdt min begejstring for og nysgerrighed på Observatoriet. Øllene ligger umiddelbart i den lettere ende af det sure - let tilgængelige, let parfumerede og med en umiddelbarhed over dem, der gør dem til et oplagt gatewaydrug for dem, der vil dykke ned i det sure øl.

Observatoriet er kun omkring de to år gammelt, så jeg tror faktisk, at vi stadig har det bedste til gode fra Simon Tofts hænder, hvilket jeg allerede glæder mig til.

Lige nu er det min plan fremadrettet, at stille mig forrest i køen, når der varsles nyt fra de kanter. For jeg tænker, at med en virtuel pokal, hvor der står årets bryggeri på Stovt 2021, der bliver der rift om øllene fra Observatoriet fremadrettet.

mandag den 11. januar 2021

Q&A 2021: Observatoriet

Året er nyt, spørgsmålene er nogenlunde de samme som de plejer, men afspejler tiden vi lever i. Denne gang er det Simon Toft fra Observatoriet, der leverer svarene. 

1: Hvordan påvirkede Covid-19 bryggeriet i 2020? 
Fadølssalget blev jo ramt under første nedlukning, så jeg lagde stilen om til dåseøl, og fik en super distributør på i form af Flaneur Liquids. Det var held i uheld kan man sige! For det er fedt at lave dåser, og Niels er en god mand at være på hold med. Han har slidt i det for at lave nogle fede online tastings! 

2: Hvad var det bedste ved 2020 for bryggeriet? 
Det har været den superdejlige modtagelse mit øl har fået. Der har været rigtigt gode tilbagemeldinger fra folk både indenfor og udenfor branchen. Og jeg blev jo også nomineret til årets bryggeri helt uden at smøre nogen! Tak til Horsens DØE afdeling! 

3: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2021? 
For mig er det altid det samme. Jeg følger min egen vision, så på den måde bliver det som det altid er: Jeg søger efter en form for perfektion i både kvalitet i øllet, men også i mit arbejdsliv. Det hele skal hænge sammen. 

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2021? 
Jeg må sige, at jeg krummer simpelthen tæer når jeg ser craftscenen i den der julekalender, det er simpelthen det mest fordummende koncept jeg længe har set. Men jeg forstår jo sagtens, hvorfor man siger ja til det, det er slet ikke det, og kudos for at have opnået det. Men det er nu, at craft-scenen har kvalitet og hype nok til at komme ud til hele Danmark, så vil det kunne lade sig gøre at få en NEIPA ud til Hr og Fru Danmark i den rådne banan? Og vil de købe den igen? Kan craft-scenen rent faktisk komme lige så langt ud som en Anarkist eller en Kissmeyer? Spændende tider. 

Men jeg tror, at jeg vil opfordre mine kollegaer til at tænke indad også. Synes du egentlig, at det her er sjovt? Og hvad er succeskriteriet? Er det penge? Eller har du et andet mål med at drive bryggeri? Og hvornår er du tilfreds? 

5: Hvem fortjener et skulderklap? 
Martin og Tobias fra Bryggeriet Ølsnedkeren! De to har fundet deres helt egen stil, og de sælger øl som aldrig før. Det er en fornøjelse at følge. Og lidt ude af karakter har Ølsnedkeren jo simpelthen fået en flagskibs-øl i form af Karl Smart. Det havde jeg ikke set komme. Men det er jo også en rigtigt hidsig stift. 

Men jeg vil faktisk også, igen lidt ude af karakter give mig selv et lille klap på skulderen for Observatoriet. For jeg synes at jeg har stablet et fedt bryggeri på benene, som laver skidegodt øl. Og jeg er glad og tilfreds med den tid jeg putter i det. Det er da rart! 

Honorary mention: Philip fra Åben. Jeg mistænker ham dog for at være indeni Duracell-kaninen. Så da der kan stilles spørgsmål ved fair play er jeg er nødt til at nævne ham til sidst.

(Svarene blev afleveret 7. december 2020)

torsdag den 30. januar 2020

Nyt bryggeri: Observatoriet

Nyt bryggeri i Voerladegård 

Navnet Simon Toft vil nok klinge bekendt for nogle, men skal du have en reminder, så var det Simon, der startede Ølsnedkeren tilbage i 2012. Nu starter Simon så et nyt bryggeri op. Navnet bliver Observatoriet og fokus bliver sure øl. 

Følg Observatoriet på Facebook her

Observatoriet er Simons eget projekt, og der er ingen ansatte ud over ham selv. Planen er foreløbig, at få 3-5 øl i fast sortiment, plus et varierende antal sæsonøl. 

Første øl fra Observatoriet er klar. Meget passende er navnet blevet ”Prolog” og den holder 5,5 % og en IBU på 20. Den har først gæret med en Kölsch-gær på ståltanke, for derefter at ligge på træfad med Brettanomyces og Lactobacilus. Afslutningsvis er den blevet tørhumlet med Cascade og har fået tilsat paradisfrø. 

Simon har eksperimenteret med surt øl siden Ølsnedkeren blev grundlagt, men grundet frygten for krydskontaminering blev disse øl valgt fra, da Ølsnedkeren åbnede i nye lokaler i Broup. I forlængelse af det opstod drømmen om, at kunne åbne et bryggeri med fokus på hver sin øltype. 

Ølsnedkeren åbnede i 2018 deres lokaler i Borup, meget af 2019 gik med at klargøre Observatoriet i et gammelt slagteri i Voerladegård, der ligger mellem Skanderborg og Silkeborg. Og nu er den første øl fra Observatoriet så klar. 

Siden åbningen af Ølsnedkeren tilbage i 2012 har Simon vidst, at han ville væk fra København igen en dag. Han bor nu i Gl. Rye, der ligger mindre end 10 kilometer fra Voerladegård, og da der allerede var klinker på væggene i det gamle slagteri, lå det lige for, at starte bryggeriet dér. 

Simon forklarer ”som brygger er det for mig forbundet med stor fascination, at disse vilde gærtyper ikke opfører sig som almindeligt domesticeret ølgær gør. Og det, der gør arbejdet med de vilde gærtyper ekstra spændende er, at observere, hvordan øllet opfører sig, mens det ligger på fade og i foudres. For til sidst, at skulle sig frem til et unikt og velsmagende produkt”. Planen er, at der ved nogle af øllene efter gæringen skal tilføjes et ekstra touch i form af tørhumling eller en tertiær gæring med årstidens frugter. 

Der vil blive brygget mellem 900-1400 liter pr. batch. Foreløbigt er 30 træfade i størrelsen 200-400 liter kørt i stilling til opstarten af bryggeriet, til marts er det planen, at der bliver leveret to foudres fra en bødker, én i egetræ og én i akacietræ. Primærgæringen kommer dog både til at foregå på ståltanke og træfade med en en udomesticeret kultur af saccharomyces og Brettanomyces som primær gærtype. 

Simon går efter at have selvopretholdende gær og bakteriekulturer i bryghuset, der skal sætte sit præg på øllet og give det en selvstændig identitet. Den sekundære fermentering bliver med Brettanomyces på fadene. Dertil kommer en proces, hvor der indgår mælkesyrebakterier. Der koges ikke på produktet efterfølgende, så bakterierne kan leve videre. 

Øllet tappes foreløbigt kun på 30 liters kegs, men Simon udelukker ikke, at der støder dåser til på et senere tidspunkt. Øllet distribueres over hele landet, men indenfor en radius af 50 kilometer (Bl.a. Aarhus, Horsens, Silkeborg, Skanderborg) kan øllet leveres CO2-frit på Cargocykel ved ordrer på 2-4 kegs. 

Bryggeriet distribuerer indledningsvis selv, da Simon gerne vil ud og se kunderne i øjnene. På sigt kan det dog godt tænkes, at øllet på Sjælland skal leveres sammen med Ølsnedkerens øl.

Er du nysgerrig på, at smage øl fra Observatoriet, så kig forbi Mig & Ølsnedkerens fødseldag i den kommende weekend, hvor Prolog burde dukke op på en af hanerne.