Midt mellem tilbud og handlende stod et display med to hvedeøl på. Én variant med citrus og én med mango. Med flaskerne pakket ind i en dækkende plastfolie, men nok mest pakket ind i et koncept så tykt, at der ville kunne skæres skiver af det.
”Vi støtter byens street art” står der øverst på etiketterne, mens to gadekunstnere med deres street art har fået lov til at pryde hver deres etiket. Jeg tænker, at det er meningen at det skal fremstå ungt, men etiketterne ligner mest af alt et samarbejde mellem noget kommunalt og de lokale fagforeninger.
Da jeg forlod SuperBrugsen spejdede jeg forgæves efter Rudkøbings street art, men den gemte sig et andet sted end mellem butikken og parkeringspladsen ved det gamle elværk, hvor vi havde smidt bilen.
Pift dukkede også op i mit LinkedIn-feed. Her var billedmaterialet sat op så det afspejler, sådan som jeg tænker, at Royal Unibrew vil have, at Pift skal ses. Ungt, afslappet, cool.
”…pre-lanceret til en eksklusiv fejring i hjertet af København…” stod der i teksten på LinkedIn. Det er jo fint nok, men som jeg stod og betragtede de andre kunder i Superbrugsen i Rudkøbing, der virkede det ikke som om, at det var eksklusive pre-releases de gik mest op i.
”PIFT er et oplagt alternativ til tunge craft beers…” - lad mig springe brugen af begrebet ”craft beer” over, og spørge om ikke alt er et alternativ til det, det ikke er?
I LinkedIn-teksten bliver øllet blandt andet beskrevet som let, lys og med lav bitterhed, så måske giver det mening at lancere som et alternativ til tunge ”craft beers”, men hvilke tunge ”craft beers”? De sorte og tunge? Eller er den så let og lys, at alt fremstår tungt i sammenligning? Let, lys, lav bitterhed – et oplagt alternativ til øl med smag?
Men min egentlige kritik er denne.
Jeg tror, at Royal Unibrew med Pift har lavet en øl til en målgruppe, der ikke findes. Det kalkuleret lækre look er kvalt i plastik. Street art er en ting absolut ingen interesserer sig for, i hvert fald ikke nok til at danne sin egen lille nichemålgruppe – og slet ikke ude i provinslandets SuperBrugser. Ret mig gerne, hvis jeg tager fejl, men det jeg forbinder med street art i dag er råt, upoleret, genrenedbrydende, leger med omgivelserne og bruger ofte uventede materialet – det er alt det, de überpolerede Pift-etiketter ikke er.
Pift er som mange øl før dem, øl udtænkt af en markedsføringsafdeling og et forsøg, der er dømt til at fejle, fordi det er så gennemkalkuleret, at man glemte at tænke på, om nogen egentlig efterspurgte facit af alle kalkulerne.
