Lad os tage snakken om medaljer en gang til!

Medaljer har igennem nogle år været en torn i øjet på Stovt. Emnet har efterhånden også været berørt en del gange siden artiklen ”Medaljer: Hæder eller ære” om Coisbos medaljehøst blev bragt tilbage i januar 2016, men medaljerne er stadig derude. 

I sidste uge bragte Bryggeriet Vestfyen nedenstående opslag – og netop Meininger’s International Craft Beer Award var en af de konkurrencer som Coisbo også høstede medaljer i. Så med udgangspunkt i opslaget tager Stovt nu endnu et kig på begrebet medaljer.

Lad os bare tage matematikken først. 

På Facebook kan det læses, at der var mere end 1.200 deltagende øl i Meininger’s International Craft Beer Award, hvilket betyder, at der var et sted mellem 1201 og 1299 øl i puljen. På hjemmesiden kan det læses, at der var 366 medaljevindere. Der er sat en loft på at maksimalt 30% af øllene kan vinde, så procentdelen af vindere må ligge et sted mellem 30% og 28,18%, der er den procentsats 366 udgør af de maksimale 1299 øl. Med andre ord, har der været medalje til mere end hver fjerde deltagende øl. 

Og med matematikken overstået kan vi gå videre til den rent sproglige del af opslaget. 

Når jeg læser om en guldmedaljevinder, så tænker jeg på #1 i en given konkurrence for sådan plejer det at være, men sådan er det ikke hos Meininger’s International Craft Beer Award, hvor de ypperste deltagere tildeles platin. Tidligere har #1 fået tildelt ”Grand Gold”. Fidusen er dog den samme. Dem der klemmer sig ind på en andenplads, kan kalde sig guldmedaljevindere uden at nogle vil stille yderligere spørgsmålstegn ved, at det skulle dække over andet end en førsteplads. 

Bryggeriet Vestfyen trækker det dog lige en tak længere ud med formuleringen ”dette års guldmedalje”. For der var ikke kun én guldmedalje, faktisk blev der uddelt 197 guldmedaljer ved Meininger’s International Craft Beer Award. Og med 197 guldmedaljer fordelt på 72 kategorier er der også blevet uddelt mere end én guldmedalje pr. kategori.

Medaljefordeling: 

Platin - 31 

Guld - 197 

Sølv - 138 

Også Ørbæk Bryggeri deltog og tog guldmedaljer med hjem. Både Bryggeriet Vestfyen og Ørbæk Bryggeri taler om international anerkendelse i deres opslag om deres nyerhvervede medaljer. Det lyder så fint, men det klinger så hult, for når støvet har lagt sig, så er det omkring hver sjette deltagende øl, der har tager en guldmedalje med hjem, mere end hver fjerde deltagende øl, der tager en medalje med hjem - og det internationale aspekt? Det dækker over en tur over grænsen, men det lyder fandeme godt.

Medaljer er og bliver en salgsgimmick, hvilket også står tydeligt at læse i konkurrencens beskrivelse af sig selv ovenfor. Overskriften lugter så meget mere af kalkulation end konkurrence, at det skriger til himlen - og som der løst oversat står: Medaljen er dealbreakeren, der får kunden til at vælge medaljevinderens øl i stedet for de andre flasker på ølhylderne. Og i sidste ende er det det, der får bryggerierne til at deltage.

Andetsteds på hjemmesiden står det at læse, at medaljevinderne er garanteret omtale, men samtidigt forsikres potentielle deltagere også om, at ikke medaljevindende øl ikke bliver omtalt, eller som jeg læser det ”bare roligt, dårlige resultater bliver mellem os” - med andre ord er der intet at tabe, men med lidt held kan deltageren tage et nyt salgsværktøj med hjem.

Sandheden er stadig, at der er ikke alt der glimter, der er guld.

Juleølsmagning

Forleden forestod jeg en hurtigt sammensat ølsmagning som optakt til firmaets julefrokost. Temaet var juleøl, og indkøbene var blevet foretaget blandt de lokale supermarkeder. Der var fire øl på plakaten, der skulle serveres for et tildels ølforskrækket publikum, der normalt ikke bevæger sig langt fra valget mellem almindelig eller classic. Fire øl blev det til. De to kendte jeg, den ene var jeg nysgerrig på at smage og den sidste blev købt lidt ud af det blå.

Santa C fra Ørbæk Bryggeri er øllen jeg ville pege på, hvis jeg blev bedt om, at anbefale en ”klassisk” juleøl. Det er et ukompliceret stykke med øl i form af en Ale (du ved, hvad jeg mener) på 5,8%. Den har den fornødne sødme, men på ingen måde for meget – den er krydret, men ikke for meget – den har fylde, men ikke for meget. Og så går den både til medisteren og andestegen. I selskabet omkring mig blev den da også aftenens klare førstevalg.

Santa Paws fra Brewdog krævede lidt tilløb fra forsamlingen. Hvor der blev hældt flittigt op, da Santa C skulle i glasset, der fik Santa Paws’ mørke farve folk til at stoppe op, når deres glas var blevet en tredjedel fyldt. Santa Paws er en sjov størrelse. En Scotch Ale på 4,5%. Mørk, let røget, en smule spids, men alligevel ganske fyldig i smagen. Efter lidt tilvænning greb folk dog ud efter flaskerne og toppede deres glas op. Jeg ser den mest som et bud på en øl til julefrokostbordet, evt. i et frækt twist, hvor der bliver brugt ristet rugbrød som øllen kan snakke sammen med.

Golden Naked Christmas Ale fra Jacobsen på 7,5% har jeg før set få pæne ord med på vejen og smagningen virkede som en oplagt mulighed for at få den smagt. Den er rund og fyldig med en anstændig sødme, og krydret uden at krydderierne får lov til at tage over. Igen (og undskyld) en i udgangspunktet ganske klassisk juleøl. Sødmen bliver for meget i længden, men jeg tænker, at den vil være oplagt til andestegen. Selskabet var tilfredse, men ikke ovenud begejstrede.

Sidste øl på bordet var Skt. Peter fra Thisted Bryghus. Valgt lidt tilfældigt fra en hylde i Føtex og smagningens absolutte bundskrab. ”Fy for satan” var den meget rammende beskrivelse, der kom fra en af smagningens deltagere. Og flere stemte i. Skt. Peter er en Dubbel med masser af julekrydderier. Eller på almindeligt dansk: En hæslig gang gærsnask med krydderivolumeknappen skruet op på 11. Selv et halvsnaldret selskab løbet tør for andre øl efterlod halvdelen af flaskerne uåbnede.

Juleøl har til tider et omdømme som noget krydret sukkervand, et omdømme jeg også ofte har bidraget til at give det. Og nej, juleøl er ikke længere bare juleøl, men alt som bryggerierne vælger at skrive jul på, men du ved, hvad jeg mener. Men! Skal der juleøl på bordet, synes jeg, at de tre første øl i smagningen gjorde det godt, og buddene fra Ørbæk og Jacobsen falder også fint ind under den klassiske opfattelse af juleøl. Skal der vælges en best in test, publikumsfavorit eller hvad det ellers kan hedde, så er der dømt guldmedalje i retning Ørbæk.

Kommentar: Bryggeriopkøb

Hvis der var noget, der i den skrevne ølpresse fyldte mere end noget andet i 2015, så var det den endeløse strøm af nyheder om opkøb. Det har været både overrumplende og uoverskueligt at betragte udefra, og svaret på spørgsmålet om hvorvidt det er en god eller skidt ting, synes at blafre i vinden alt efter, hvem man spørger.

I sidste ende handler det om penge. Man investerer sine penge, hvor der er flere penge at hente og på et marked, hvor salget af konsumøl er dalende og "Craft Beer" udgør en stadig større markedsandel af ølmarkedet, der sætter de store deres penge i de mindre, for det er her potentialet for vækst pt. ligger.

Mine handelsskoleevner strækker sig ikke til at kunne forklare emnet yderligere, men i min jagt på at forstå, hvad der sker derude er jeg stødt på en stribe kommentarer, der har givet mig en større forståelse for emnet.

Herhjemme har Christian Andersen på Durst kigget på emnet, og givet lidt bud på hvad og hvorfor.

Christian Andersen: De store bryggeriers nytårsforsæt: Opkøb af håndværksbryggerier 

Det bliver spændende, at følge om vi også får de udenlandske tendenser at se herhjemme. Umiddelbart vil jeg mene, at det danske marked er for lille til at være interessant for de store, men omvendt har vi i Norge set Hansa købe sig ind i Austmann og Nøgne Ø. Kommer der et salg, tror jeg, at det bliver en af de store af de små, der har andet at byde på end bare øllet. Jeg tænker at Ørbæk Bryggeri er interessant fordi bryggeriet igennem flere år har haft gode tal, og en eventuel køber vil også få et bryggeri med stor fokus på økologi, et andet marked i vækst. Thisted Bryghus er et andet bud, med både fokus på økologi og terroir, en anden ting, der er oppe i tiden.

Jeg tror, at mange af de bryggerier/brands, der rummer et udviklingspotentiale, der gør dem finansielt interessante, har ejere i en alder, hvor jeg ikke tror De selv er færdige med at se, hvor langt de kan komme med deres firma. Det var min mening, indtil jeg kom i tanke om, at Mikkeller sidste år åbnede op for tanken om investorer (Link: Berlingske Business). Omvendt har Amager Bryghus længe gerne ville ud af kælderen, men virker fokuserede på selv, at være i stand til at finansiere det.

Flere bryggeriejere har efterhånden også nået en alder, hvor fremtiden skal overvejes. Vil det byde på salg, generationsskifter eller lukning af bryggerierne? Det bliver spændende at følge, og spændende om vi kommer til at se bryggeriopkøb her i Danmark.

Alt dette er egentlig skrevet for at nå frem til præsentationen af disse to kommentarer, som jeg på fineste vis synes forklarer, hvad der sker i forbindelse med opkøbene. The Beeroness forklarer, hvorfor vi som forbrugere ikke er glade ved tanken om, at bryggerierne bliver opkøbt af storkapitalen, og Harry Schumacher forklarer, hvorfor bryggerierne gør det. Det er svært anbefalelsesværdig læsning.

The Beeroness: Our Real Issue with Buyouts

Harry Schumacher: It’s The End Of Craft Beer As We Know It

Anmeldelse: Ørbæk Stout, Ørbæk Bryggeri

Navn: Ørbæk Stout

Type: Lakridsstout

Bryggeri: Ørbæk Bryggeri

Alkohol: 7,7%

Beskrivelse: Jeg tror tanken er, at etiketten skal virke classy, men indtil jeg spottede butterflyen troede jeg, at det stribede udtryk var et forsøg på at give flasken et sådan lidt fængsels-badass look, der egentlig ville gå meget godt i den stribe af meget u-ørbæksk udseende serie af øl, som den her lakridsstout udspringer fra.

Indledningsvis er der lidt røg i duften, hvor også lakridsen er at finde, hvis man venter lidt. Øllet er ubehageligt surt i en grad, at jeg mistænker, at dette kunne være en tålakridsstout. I takt med at temperaturen øges, virker øllet mere og mere utilnærmeligt. Første tår var okay, og overraskelsen over at stå med en supermarkedsøl med en god krop satte den indledende øloplevelse i et positivt skær, men så valgte virkeligheden at sætte ind.Lakridsen fylder alt for meget, og ikke som en lækker, tyk fylde, men mere som et altdominerende og uigennemtrængeligt muddertæppe af harskhed, som det er svært at vade igennem.

Selv som deleøl nåede vi ikke til bunds i flasken, det kan så lige op med de par kroner jeg sparede ved at købe den på tilbud. Og når nu øllen i fængselshabitten viste sig ikke at være en tilfredsstillende øloplevelse, så vil jeg vælge at glæde mig over, at have lært at den her her øl behøver jeg ikke købe igen.

Indkøbt: Kvickly (50cl, 20,-) 

Karakter: 6

Det tynde øl: Brænde Ale, Meyers Madhus/Ørbæk Bryggeri

I forlængelse af den snak, der har været om Ny Nordisk Øl virkede det oplagt, at gå til kilden når det gælder nordisk terroirafpisning og smage en af de øl, der bærer Claus Meyers navn. 

Brænde Ale er udviklet i samarbejde mellem Meyer og Mike Muphy, der slår sine folder hos Lervig Aktiebryggeri i det norske og brygget og tappet på Ørbæk Bryggeri. Ørbæk Bryggeri virker som et oplagt valg, for selvfølgelig skal Meyers øl laves på et bryggeri med en økologisk profil. Etiketteksten er også så Meyersk, at vandet nærmest driver af den. ”Øllet er brygget med en simpel maltblanding tilsat amerikansk aromahumle, brændenælder, strandkarse og hyldeblomster, høstet midt i juni på Lilleø.” 

Jeg har intet imod Claus Meyer, men engang imellem bliver det næsten for tykt og deri består noget af det elskelige ved ham. Har man set Smag på Danmark vil man måske huske, hvordan han som guide gennem det danske madlandskab, var forestillingen om, hvordan Claus Meyer er, samlet i et koncentrat med 40% mere Claus Meyer end fysisk muligt. Simpel maltprofil, strandkarse, høsttidspunkt og Lilleø – Brænde Ale er lige op af samme allé. 

Brænde Ale er en ret atypisk øl. Der er sødme fra hyldeblomsten, der er noget udefinerbart (strandkarse og brændenælder?) og så er der indtrykket af en blød, lidt fedladen øl, der ikke helt kan stå selv, men som sikkert kunne lave den vildeste positur, hvis den fik lov til at læne sig op af et småtungt sommermåltid. 

Jeg går som regel i en lang bue udenom øl med hyldeblomst, men spillet op mod andre ingredienser, hvor sødmen ikke står alene kan jeg godt se idéen. Jeg har hele tiden tænkt, at hvis alt der er i Ny Nordisk Øl, er at fjolle rundt med at smide lokale afgrøder i øllet, så går det sjove hurtigt af det, sådan forholder det sig heldigvis ikke. Der er mere i det, og jeg synes stadig Ny Nordisk Øl bliver spændende at følge. 

Brænde Ale er et anstændigt, uden at være prangende, bud på, hvordan ingredienslisten fra det nordiske køkken kan smides i øllet på en måde, så det fungerer.

Det tynde øl: Ginger Brew, 4,8%, Ørbæk Bryggeri

Min største anke når det kommer til øl fra Ørbæk Bryggeri, er deres som regel kedelige og anonyme fremtoning. Alligevel mente jeg, at der var et begrundet håb om lys i mørket, da jeg valgte Ginger Brew ud blandt årets Ølfestivalgøl, som en af dem jeg troede kunne noget. 

Ørbæk Bryggeri har vundet priser for deres Ginger Beer, så jeg havde en idé om, at de havde fuldstændig tjek på ingefærinficerede drikkevarer. Det jag af ingefær, der kommer i kølvandet på indtagelsen af Ginger Brew, er da også klart højdepunktet ved en ellers kedelig øl. Selve øllet smager som en flad, sur Pale Ale, som nogen har glemt at smide kulsyre i. Det glemmer man så kortvarigt, når ingefæren kommer ridende henover din tunge som det syvende kavaleri, og redder dine smagsløg fra en kedelig oplevelse. 

Jeg savner noget friskhed og sødme, der kan give modspil til ingefærens friske og stærkt krydrede ridt henover tungen til sidst. Det giver Ginger Brews sure og slatne væsen, så langt fra. Er der retfærdighed til, så bliver dette ikke vinderen af Ølfestivalg 2013.

Sort nyt: Ølfestivalg 2013

Kvickly har igen i år valgt at afholde Ølfestivalg, hvor vinderen bliver en fast del af Kvicklys ølsortiment. Sidste år vandt Svaneke Half n’ Half trods dumpekarakter fra Stovt. 

I år stiller disse kombattanter til valg: 

- Vestfyens Mocha Stout (5,0%) 

- Svaneke Sort Pilsner (4,6%) 

- Pladderballe Szlatmok (4,8%) 

- Ørbæk Ingefærøl (4,8%) 

- Fur American Brown Ale (5,5%) 

- Braunstein Stout (4,5%) 

- Ærø Red Ale (4,8%) 

- De Jyske Bryghuse Ale No1 (5,3%) 

- Indslev Flora Wit (4,4%) 

Af de 9 kandidater er der to, der falder mig i øjnene. Svanekes Sort Pilsner kunne godt risikerer at være god, hvis den er lige så frisk som deres pilsner og Ørbæk Bryggeri har i forvejen prisvindende Ginger Beers på programmet. 

De resterende kandidater er blevet fravalgt enten grundet type eller bryghus, men da Kvickly kører kampagnetilbuddet tre for 45,- valgte jeg at supplere med Ale No1, der på etiketten gav lovning på noget humle. Jeg må melde blankt pas i forhold til, hvad eller hvem De Jyske Bryggerier dækker over, men har kunnet læse mig frem til, at Vejle Bryghus skulle være involveret. Det passer meget godt med, at de også havde en kandidat ved sidste års Ølfestivalg. 

Valget er i gang, må den bedste øl vinde.

Navn: Ørbæk Black

Type: Lakridsstout

Bryggeri: Ørbæk Bryggeri

Alkohol: 4,7%
Etikettekst: Ørbæk Lakridsstout er brygget som en stout, hvor vi udover mørke og fyldige  maltsorter, tilsætter bla. økologisk lakrids. Bryggeriets brygmester har kreeret denne lækre lakridsstout som er brygget efter nye danske traditioner. Denne stout har et cremet og fyldigt skum med en udpræget smag af lakrids. Ørbæk Lakridsstout er velegnet til mange typer mad, eller blot som den er.

Beskrivelse: Som tidligere omtalt har Ørbæk Bryggeri meldt sig i koret af bryggerier, der har valgt at have en lakridsstout i sortimentet. Jeg har hverken smagt Svaneke eller Midtfyns Bryghus bud på genren, så det er en genredebut det her. Mest af alt har jeg hæftet mig ved den lave alkoholprocent, der for en stout typisk indikerer en masse bitterhed i smagen. Det, og så den røgede duft gav et tidligt varsel om at Ørbæk Black kunne blive en ganske kras sag. Det er den ikke. Røgen i duften er sød og diskret som en blanding af min morfars pibetobak og hans menthollakridser i de små grønne æsker, der stadig kan duftes her tyve år senere når der bliver sparket til de rette steder i hukommelsen. Det er den samme menthollakrids jeg synes, at jeg kan smage i Ørbæk Black. En sød, men alligevel intens lakridssmag, der mere synes at fylde mundhulen end kunne smages bagerst på tungen, klæbe sig til ganen eller andre af de mere gængse steder, hvor smagen kan finde på at samle sig. Det kan sagtens smages, at der ikke er megen alkohol i Ørbæk Black, og der er også langt til en fyldig øloplevelse. Efter første tår tænkte jeg at lakridsjuice med kulsyre var en ganske passende beskrivelse, men det rammer bedre at sammenligne den med saftevand, der er blevet tyndet lidt for meget op og hvor smagen har lagt sig som en hinde på øllet. Ørbæk Black er for mig en mere speciel end god øloplevelse, jeg er ikke helt sikker på jeg forstår, hvad det er man har villet opnå med denne øl. Hvis det skal give mening at kaste lakrids i øllet, så skal der langt mere saft, kraft og fylde i sammen med lakridsen.

Indkøbt: Kvickly (50cl, 20,-)

Karakter: 6

Hvis udflugten til whiskymesse i Fredericia havde været en handelsskoleopgave, så havde afsnittet om segment og målgruppe været det lettest skrevne nogensinde. For i den flok, der stod og ventede på de to busser, der skulle flytte os til lige på den anden side af Lillebæltsbroen var det ikke mange, der ikke var hankøn og i aldersgruppen 30-40år.

Jeg ville aldrig selv have brugt på 295,- på at komme ind og smage whisky, men forelagt muligheden at komme med som sidevogn hos en kammerat, der havde vundet billetterne, tog det ikke lang tid at sige ja. Mit forhold til whisky strækker sig til, at jeg godt kan lide det, men ikke dyrker det. Jeg har to fornuftige flasker stående på hylden, men det tommetykke støvlag på dem afslører, hvor sjældent de tages i brug.

Derfor var jeg indledningsvis på forholdsvis bar bund i forhold til, hvad der skulle smages i løbet af dagen, men jeg lagde mig forholdsvis hurtigt fast på, at der skulle smages fra de fire danske destillerier og da det viste sig, at der også var en svensk whiskyproducent tilstede, blev de også tilføjet listen.

Som enhver anden messe skulle whiskymessen vise sig at være et gedemarked, men i stedet for udestuer, solcelleanlæg og hvad man normalt stuver sammen i en messehal, så var fokus lagt på whisky, med afstikkere indenfor hatte, oliventræer, lakrids og pølser. Især slagteren syntes at have kronede dage, men i takt med at folk fik hevet smagsprøver indenbords virkede det også til at flere og flere syntes at det at gå med hat var den bedste idé siden skiveskåret brød. Engang imellem er det utroligt, hvad folk hellere vil have end penge.

Brugerbillede fra Whiskymessens facebookgruppe

 Efter at have tilbragt alt for lang tid i køen til en pølsevogn, der led under et misforhold mellem udbud og efterspørgsel og været blevet væk fra min følgesvend i det mylder af mennesker, der bliver skabt når omkring 2.500 personer i løbet af en dag vil smage whisky, blev vi enige om at gå i retning af hallens ene hjørne, hvor de danske destillerier var blevet placeret på rad og række.

Nyborg Distillery 
Første stop blev Nyborg Distillery, der hører under Ørbæk Bryggeri. Navnet har levet en lidt omtumlet tilværelse, og var en overgang Ørbæk Distillery, men da destilleriet skal have adresse i nogle gamle DSB bygninger i Nyborg, er navnet faldet på Nyborg Distillery, der nok også er en kende lettere at udtale, hvis deres produkter skulle finde vej til den anden side af grænsen. Vi fik en introduktion til destilleriet af Allan Poulsen, der er brygmester på Ørbæk Bryggeri og dagens første udskænkning blev Isle of Fionia Cask no. 1 (2009). Med andre ord det første whisky Nyborg Distillery har smidt på flaske. Prisen var også derefter. 100,- for et glas var klart i overkanten i forhold til de oplevelser, der fulgte senere på dagen især når man som jeg kun har én bekendt, der ville kunne være imponeret af at jeg havde smagt den, og han stod ved siden af mig med et tilsvarende glas. Isle of Fionia Cask no. 1 (2009) var en heftig oplevelse med masser af intensitet. Sprit en masse, lidt jern i smagen og selvom der blev tilsat et par dråber vand, stadig en voldsom oplevelse.

Stauning
Ikke mange meter til den ene side holdt Stauning til. Stauning blev startet op i 2005, og begyndte at producere kommercielt i 2009. Her fik vi Peated 2nd Edition serveret af en jysk motormund, der snildt ville have kunnet givet baghjul til kræmmerne på Hammel Hestemarked. Whiskyen var destilleret i 2009, og smidt på flaske i år. Det mest bemærkelsesværdige ved whiskyen var duften. Den duftede præcis som det dufter på et høloft, hvor støvet fra halmen hænger i luften. I forhold til oplevelsen med Isle of Fionia virkede Peated 2nd Edition som et langt mere færdigt produkt. Stadig kraftigt sprittet, men langt, langt blødere i smagen. Tilsat et par dråber vand blev den ultrarund, men var alligevel stadig godt sprittet – kontrasterne spillede dog godt sammen, og med tanke på, hvor ung en whisky Peated 2nd Edition er, så var det en imponerende oplevelse.

Trolden 
Jeg havde håbet, at Trolden havde medbragt et par af deres øl. Jeg har tidligere haft gode oplevelser med deres mørke øl, men nej. Der ville ellers have været god plads til det i deres stand, for udover en disk med to whiskyfade og et par flyers på, var der ikke meget at komme efter. Michael Svendsen, der står bag Trolden (tidligere Troldhede Bryghus), var dog et både imødekommende og sympatisk bekendtskab, og fortalte, for hvad der næppe var hverken første eller sidste gang den dag, historien om, hvad Trolden Distillery har gang i. Fra bag det ene whiskyfad hev han en lille patentpropsflaske frem, og skænkede dagens mindste smagsprøve. Intet galt i det, for prisen var gratis, og jeg tror ikke der var det store at dele ud af. Flaskens indhold havde kun ligget 10 måneder på nogle nedslebne bourbonfade fra Speyside. Ingen tvivl om at det var et ufærdigt produkt vi havde i glasset, mere end nogle af de foregående var det en sprittet oplevelse, men ind bag det sprittede og det ufærdige kunne man fornemme noget sødme, som jeg gætter på stammer fra bourbonfadet og endvidere potentialet til en ganske behagelig smagsoplevelse når det engang kommer så vidt. En af dagens mere interessante oplevelser.

Brugerbillede fra Whiskymessens facebookgruppe

Braunstein
Det sidste af de danske destillerier var Braunstein, hvor jeg nåede både at smage både 13:1 og deres ølsnaps. Hvis jeg fangede det rigtigt og husker korrekt, så dækker 13:1 over at flasken er tappet i 2013 og er første aftapning. 13:1 havde ligget på sherryfade, og fremstod mere færdig end hvad de andre danske destillerier diskede op med. Jeg syntes at kunne fornemme anis og rust i smagen. Rust/jern/blod-smagen gik igen i alle de danske whiskyer. Jeg kan kun mindes enkelte gange før, hvor jeg har tænkt, at det smagte en smule som om mine gummer var begyndt at bløde, men det var en gennemgående fornemmelse ved de danske whiskyer. Braunsteins ølsnaps var virkelig en behagelig oplevelse. 38% og lagret på kastaniefade var den virkelig mild, og gjorde alle fordomme man måtte have om snaps til skamme. Den findes åbenbart i flere varianter, men jeg er ret sikker på at det var byg-udgaven jeg smagte. Anbefales på det varmeste. Jeg havde eller forsvoret, at skulle købe noget whisky med hjem, men Braunstein tilbød et kit med 5 af deres varianter hældt på 3cl reagensglas. Genialt til en mand som mig, der aldrig vil finde igennem en hel flaske whisky, og til 150,- et rendyrket røverkøb.

Mackmyra 
Messens svenske indslag var Mackmyra, der har eksisteret siden 1999. De distribueres i Danmark af Valora Trade, der også har den danske distribution af Four Roses, Underberg og andre mindre lødige spiritusmærker på samvittigheden. Jeg smagte først Skog, der står i omegnen af en tusindkrone for en flaske. Det var en absolut godkendt oplevelse, indbydende og rund, og gik fint uden vand. Og så var jeg nødt til at smage Vit Hund uden helt at vide, hvad det var, men navnet og en indpakning, hvor flasken stod i en brun papirspose prikkede så meget til min nysgerrighed, at jeg var nødt til at gøre forsøget. Vit Hund skulle vise sig at være råsprit, det vil sige, havde det ligget på fade længe nok var det blevet til whisky, men det her var tappet langt tidligere. For at en whisky skal kunne kaldes en whisky skal den have ligget mindst 3år og holde en alkoholprocent på ikke under 40%. Vit Hund blev foreslået som et alternativ til snaps eller bitter, og der burde den nok kunne finde et publikum. Langt fra så skarp som snaps, men omvendt langt mindre krydret end bitter. Et raffineret spark spiritus om man vil, jeg var grundet smag og indpakning svært fristet til at tage en flaske med under armen.

Brugerbillede fra Whiskymessens facebookgruppe

 Kombinationen af spiritus, larm og det faktum, at vi vadede en forholdsvis stor messehals betongulv tyndt begyndte så småt at sætte spor. En frankfurter med brød, og dagens eneste fadøl blev udset som menu. Pølselogistikken fejlede endnu engang, og igen stod den på køoplevelse før et af de mere basale behov kunne dækkes. Udover sult, havde også træthed meldt sig og vi rykkede tilbage ind i hallen, og fandt et bord, hvor vi kunne indtage en kop kaffe. Dagens uden sidestykke bedste investering. Mens vi sad i andægtig stilhed var der tid til at tage et godt kig rundt på omgivelserne. Klokken var ved at nærme sig 16, flere steder sad der folk og sov, mens andre åbenbart var blevet ramt af noget uro på balancenerven, begge dele tiltagende tendenser, hvor kurverne først toppede senere på dagen.

Kaffen viste sig at være en rendyrket genfødsel, og da vi rejste os var det med fornyet mod på at få smagt noget mere. Min ønskeseddel for dagen var blevet indfriet, så jeg lagde mig i kølvandet på min kammerat og vi begav os mod Mac Y’s stand, hvor det for hans vedkommende blev til indkøb af en flaske 17års BenRiach Solstice Heavily Peated Port Finish og for mit eget vedkommende to gratis smagsprøver fra BenRiach, begge af ret forglemmelig karakter.

Hos Interbrands Wines & Spirits Denmark blev det til smagsprøver på Bunnahabhain 12års, der var udmærket, men anonym – Bunnahabhain Toiteach, der var dagens klart mest røgede indslag og absolut godkendt, og endelig Tullibardine 500 Sherry Finish, der først havde ligget på bourbonfade og siden var blevet omstukket til sherryfade. En virkelig god, mild og tæt på feminin whisky, der gav minder om Balvenies Doublewood.

Tønden 
Dagens sidste stop gemte også på dagens største oplevelser. Igen dukkede navnet Bunnahabhain op, denne gang i form af en 32års aftapning, destilleret i 1979 og smidt på flaske i 2011. Dagens uden sidestykke bedste oplevelse, virkelig mættet med smag og med en duft af den anden verden. Det glas gav blod på tanden, og blev fulgt op af en Strathisla 1967, en 41års Speysidewhisky, der duftede af mynte og fremstod virkelig elegant, men slet ikke var så mættet af smag som whiskyen fra Bunnahabhain. Dog stadig en gigant oplevelse. Dagens sidste glas blev en 24års Bowmore 1982, der på enhver anden dag havde været et brag af et glas, men desværre druknede lidt i oplevelsen af de to foregående.

Brugerbillede fra Whiskymessens facebookgruppe.

 Vi trak os tilbage til et par stole og kunne se folk defilere forbi på deres vej mod udgangen. Udover whisky, blev der slæbt på Innis & Gunn øl til den store guldmedalje, hvorfor folk så end har syntes det var interessant at købe det med hjem til samme pris som man giver for det i butikkerne. Gigantbranderter var der nok af, og fred være med det, der sad også stadig folk og sov rundt omkring, og hele hallen emmede af at noget af et gilde nu var ved at være slut.

Bortset fra pølselogistik og alt for få siddepladser, virkede messen velorganiseret, men tæt på overbesøgt. Bliver jeg inviteret gratis med igen, siger jeg ikke nej. Jeg lærte et par småting i løbet af dagen, men det var primært hver mand for sig selv, og man skal ikke forvente at kunne føre lange uddybende samtaler om produkter, det var der ganske enkelt alt for travlt til.

De seks timer vi var i hallen var i overkanten for mig, jeg kunne sagtens have fået smagt det jeg ville og styret min nysgerrighed på den halve tid. Med min beskedne interesse for whisky havde jeg heller aldrig betalt 295,- for en entrebillet, slet ikke når der dertil skulle lægges transport og udgifter til smagsprøver. Bevares man kunne være gået direkte efter de gratis smagsprøver, men hvad er idéen i at køre for at smage alt det på det jævne, når man er omgivet af potentielt store whiskyoplevelser. Alt det skal læses ud fra, at min whiskyinteresse som sagt ikke er af de større. Personligt synes jeg whisky kræver en vis grad af fordybelse, ro til eftertanke og roen til at måle whiskyen op med sig selv før og efter man har puttet et par dråber vand i glasset. Den ro får man ikke stående, med folk hængende på nakken, der også gerne vil frem og smage, men det er spillets præmisser når det foregår i en messehal.

Som planlagt fik jeg hjembragt  den på dagen lancerede whiskyølserie fra Ørbæk Bryggeri fra gårsdagens whiskymesse i Fredericia, og så kunne jeg ikke stå for reagensglaskittet fra Braunstein.

Bock-tema

Bock Beer, 7,8%, Ørbæk Bryggeri

Rent geografisk er der ikke langt fra gårsdagens besøg på Refsvindinge Bryggeri og til dagens bock, der kommer fra Ørbæk Bryggeri, et par kilometer derfra. Til gengæld er der et stykke mellem førstehåndsindtrykket på de to. Hvor HP Bock boblede dovent i vanlig Refsvindinge stil, så bobler, knitrer og knaser det livligt mens jeg skænker Ørbæks Bock Beer i glasset. Smagen er også en anden, skarpere, mere krydret, og mindre tilgængelig end den øl jeg drak i går. Ørbæks Bock Beer bliver ikke en øl jeg køber igen, den fylder for meget i munden og klæber sig fast bagest på tungen og i ganen. Forstå mig ret, Bock Beer er ikke en egentlig dårlig øl, blev den sat foran mig, havde jeg ikke tænkt det store, men bare drukket den på autopilot, på samme måde som jeg så ofte gør med store fadøl fra de store bryggerier. Den er både tørstslukkende og indtaget i de rette mængder, berusende, så den opfylder egentlig de kriterier jeg stiller til øl, når jeg eksempelvis er til koncert eller på stadion, men når jeg smager efter og sammenligner med gårsdagens øl, så er det ikke en øl jeg behøver få igen. 

Det tynde øl: Weissbier, 5%, Ørbæk Bryggeri

Sådan en mandag aften som den i dag, hvor snestormsvarslet stadig gælder og udsatte egne allerede har fået at føle, hvad naturen har fået lyst til at smide i hovedet på os, selvom kalenderen siger forår, der har jeg ladet mig friste af køleskabets eneste strejf af sommer. Hvedeøl er sommerøl. Læskende, letdrikkeligt, ikke for alkoholheftigt og oplagt til udendørs servering på dage, hvor solen slår sig løs. Ørbæks bud på en hvedeøl er så absolut et hæderligt et af slagsen, og lever fint op til ovenstående smøre af gode grunde til at drikke hvedeøl. Skal jeg drikke hvedeøl, så er et de vigtigste kvalitetskriterier øllet skal overholde, at enhver form for citrus i smagen skal holdes på et absolut minimum, varianterne der smager af sur frugtcocktail hører ingen steder hjemme, altså hvis man spørger mig. Ørbæk Weissbier holder sig nogenlunde indenfor rammerne, minimalt for meget til den sure side, men stadig i den bedre halvdel. Den er også en smule tung i betrækket, jeg synes den mangler noget lethed, men er ikke sikker på at alle er enige. Mit gæt er at flere vil sætte pris på fylden og den diskrete citrus i smagen, men ikke mig. Jeg foretrækker hvedeøl, der er helt ukompliceret og synes for eksempel at en ganske almindelig Erdinger er en fantastisk øl. Ørbæk Weissbier burde tiltale de fleste, selvom den er en kende anonym. Den har smag og personlighed nok til at hæve sig over, at være mere end bare godkendt, men er ikke så kompleks, at den skræmmer nogen væk. En fornuftig hvedeøl fra den bedre del af det brede midterfelt.

Sort nyt:

Der er dukket et par ganske interessante sorte ølnyheder op på Fyn i den seneste uges tid. I forbindelse med deres SORT temauge, havde Christian Firtal i Odense to fynske verdensnyheder på hanerne. Ugly Duck leverede Rolfert, en imperial stout på 10%, mens Midtfyns Bryghus præsenterede Lindholm Porter, en røget porter på 7,1%. Jeg nåede at smage Lindholm Porter, men på et tidspunkt, hvor mine smagsløg så småt var ved at være bedøvede, og den eneste smagsnote jeg kunne notere mig var at den gled problemfrit ned. Jeg gætter på at Lindholm Porter er lig med den øl Thomas Lindholm Lassen vandt de Fynske Mesterskaber i Håndbryg 2012 med, en del af præmien var muligheden for at brygge vinderøllen på Midtfyns Bryghus, og mon ikke præmien er blevet indløst.

Ørbæk Bryggeri har sendt lakridsstouten Ørbæk Black på markedet, og melder sig derfor i koret af bryggerier, der har fået lakridsstout på programmet. Svaneke Bryghus har deres Liquorice Stout lavet i samarbejde med Johan Bülow, og Midtfyns Bryghus laver Black Liquorice Stout i samarbejde med Black Lakrids i Kolding. Ørbæks bud er dog klart den mest alkoholfattige af de tre, med sine kun 4,7%. Hvorvidt den delvise navnelighed med Midtfyns Bryghus lakridsstout skyldes et tilfælde eller er fordi Ørbæk Bryggeri også får leveret fra Black Lakrids, melder historien intet om.

"Ørbæk Lakridsstout er brygget som en stout, hvor vi udover mørke og fyldige maltsorter, tilsætter bla. økologisk lakrids. Bryggeriets brygmester har kreeret denne lækre lakridsstout som er brygget efter nye danske traditioner. Denne stout har et cremet og fyldigt skum med en udpræget smag af lakrids. Ørbæk Lakridsstout er velegnet til mage typer mad, eller blot som den er"

Navn: Ørbæk Porter

Type: Porter

Bryggeri: Ørbæk Bryggeri

Alkohol: 7%
Etikettekst: Ørbæk Porter er en mørk og fyldig øl med et cremet og fyldigt skum med en behagelig eftersmag af kaffe og chokolade. Ørbæk Porter er velegnet til mange typer mad, men vi kan specielt anbefale den til ost, skaldyr- og fiskeretter samt desserter. 

Beskrivelse: Ørbæk Bryggeris bud på en porter er en forholdsvis anonym sag, der samtidigt lever op til sin varedeklaration, for der er rigeligt af i hvert fald kaffen i både smag og duft, og skummet har ikke travlt med at komme ned når først øllet er hældt op. Jeg er stødt på Ørbæks porter flere gange, men har hver gang lurepasset fordi jeg på forhånd ikke helt havde de store forventninger til den. Nu lykkedes det så at finde den til en fornuftig pris, og så kunne jeg lige så godt slå til og få det overstået. Mine forventninger og det jeg har i glasset lige nu stemmer godt overens, og det er svært at skrive meget om. Pænt med kulsyre, mere kaffe end chokolade, lidt kaffesur eftersmag og det er vel nærmest det. Ikke noget, der kan træde nogen over tæerne, ikke noget der kan få folk op af stolene. Jeg kan ikke lade være med at blive en smule nostalgisk, og tænke på dengang, hvor jeg syntes at Ørbæk Bryggeri var spændende, nu tænker jeg snarer at de har fundet et kedeligt leje, hvor tingene godt nok fungerer, men hvor der bliver spillet en trist omgang skomager bliv ved din læst. Helt elendigt er det så alligevel ikke, for Ørbæk laver også Dunkel, og det er 110% den man skal vælge frem for deres bud på en porter, hvis man får lyst til en sort øl dernedefra.

Indkøbt: Gastro (50cl, 27,-)

Karakter: 7

Det tynde øl kommer udelukkende til at beskæftige sig med juleøl året ud, endnu ved jeg ikke hvor langt omkring Stovt når, men skal man ud og proviantere, så er følgende fire juleøl hermed anbefalet.

- Santa C, juleale fra Ørbæk Bryggeri

- Fam. Ølgaard's Jul, Ølgaard

- Jule Ale, Thisted Bryghus

- Stjernebryg, Herslev Bryghus

Ørbæk Bryggeri, Dunkel, 5%, Netto 20,- 

Etikettekst: Ørbæk Dunkel er brygget som en let drikkelig øl i stil med den tyske schwarzbier. Det er en mørk frisk og fyldig øl, som vi brygger med mørke malttyper og undergær. Den har smagstoner af ristede malte, Velegnet til det meste mad, let som krydret, Vi anbefaler servering i et pilsnerglas ved 5-8 grader. 

Beskrivelse: Når man skænker Dunkel op forstår man navnet, for Dunkel er mere dunkel end egentlig schwarz. Skummet er tæt, og tæt på hvidt i en farvemæssig stærk kontrast til selve øllet. Jeg siger ikke for meget, hvis jeg antyder at Dunkel er en flot øl at se på når først den er skænket. Når jeg nævner det, er det fordi det er lang tid siden, at jeg har tænkt over, at det visuelle fra tid til anden også spiller ind når der kommer øl på bordet. I tilfældet Dunkel går den visuelle nydelse direkte i smagsløgene, for modsat oplevelsen med Raasteds bud på en schwarzbier, så er Ørbæks forsøg ud i genren et hit. For en sjælden gangs skyld stemmer etiketteksten også overens med øllet. Dunkel er frisk, forfalder ikke til det søde, og de ristede malte overtager ikke kontrollen med øllen, som man eksempelvis oplever det med billige stouts. Jeg kan sagtens se Dunkel serveret til mad, og ville ikke tøve to sekunder med at bringe den på banen som et bud på drikkelse til en solid simreret.Godkendt og anbefalet.

Ølindkøb: Ørbæk Bryggeri

Bortset fra en enkelt rundkørsel er de 5 kilometer mellem Bryggeriet Refsvindinge og Ørbæk Bryggeri lige ud af landevejen, og hvis de ikke allerede har gjort det, så kunne de overveje om en fælles indsats for at trække ølturister ikke kunne give lidt på kistebunden. For selvom stederne er placeret i og omkring hver deres landsby, så er der under 10km til nærmeste motorvejsafkørsel, og hvis Ørbæk Bryggeri eventuelt startede med at holde fredagsåbent, så de kunne få kunder fra weekendtrafikken, hvorfor skulle det så ikke kunne give noget? Blot en tanke! 

Selv startede jeg med at stryge forbi de røde murstensbygninger, der rummer bryggeriet, for mere stikker bryggeriet heller ikke ud i landskabet. Med bilen vendt, og siden parkeret fik jeg spottet døren ind til bryggeriets butik, der ikke er gjort meget for at synliggøre. Omgivelserne i bryggeriets gård er ellers ganske hyggelige, med en gammel rød landbrugsvogn sat frem til at opsamle restprodukter fra brygningen, og store vinduer i bygningerne, så man kan kigge ind til dels produktionen, dels deres barlokale, som jeg gætter på bliver brugt til ølsmagninger. 

Butikken er også fin med flaskerne sat op på købmandsreoler, men når det er sagt, så tror jeg uden at fornærme nogen, at jeg vil banke i bordet og sige, at den kunne trænge til en overhaling udført af en butiksvant. Hylderne var tæt på tomme, der var eksempelvis ikke Fynsk Forår i butikken, og selvfølgelig kan det tænkes, at der har været travlt i løbet af den mandag, hvor mit besøg var, men det var påfaldende så uindbydende det gjorde det lille butikslokale. Prisskiltningen var flere steder mangelfuld, så jeg endte med at købe øl i en forventning om at de nok var billigere end, hvis de skulle købes i butikker, og ja, selvfølgelig kunne jeg have spurgt, men med andre kunder i butikken havde det været nemmere med en ordentlig skiltning. Endelig så var kun butiksdelen af lokalet oplyst, der var intet lys bag disken, hvilket gjorde at hele lokalet fremstod smådunkelt. 

Ørbæk Bryggeri har også gang i en spiritusproduktion, som det udefra virker til at være en prioritet for dem. Derfor kan jeg heller ikke forstå, at den del af sortimentet skulle gemmes væk i halvmørket bag disken. Frem i lyset med flaskerne. Jeg havde næppe købt noget af det, men ville da gerne have stillet min nysgerrighed og set lidt på flaskerne med fingrene. Udover øl og spiritus, var der også Ørbæk Bryggeris Naturfrisk produkter på hylderne, til endda overordentligt venlige priser. Jeg klager heller ikke over priserne for øl, 36,- for en 75cl Vinterbryg er godkendt, 50,- for deres lagrede Barley Wine var også ok, mens 13,- for en 33cl øl er i overkanten. 

Jeg fik stillet min nysgerrighed, og var glad for at komme forbi Ørbæk Bryggeri. Ekspedienten var flink og rar, og svarede beredvilligt på de få spørgsmål jeg havde. Butikslokalet er fint, men kunne let gøres så meget mere indbydende, men prisniveauet for en almindelig øl er alligevel for høj til at tror, at det er noget jeg gider køre efter, men er jeg alligevel på de kanter, så kigger jeg gerne ind igen. Om ikke andet, så for at købe Naturfrisk til min kone. 

Ørbæk Bryggeri

Assensvej 38

5853 Ørbæk

Det tynde øl: Kors Øøll, Ørbæk Bryggeri, 7,5%

Etiketteksten er den rene historietime, og det er heller ikke helt skævt når det står skrevet sådan, for Kors Øøll er et samarbejde mellem Nyborg Slot Ørbæk Bryggeri. Forsøget på at genskabe/fortolke det øl, der blev drukket når folk blev optaget i Johanniterordenen, er sødt så det hviner i tænderne og vil umiddelbart tiltale de folk, der enten er til de mere alkoholtunge belgiske øl eller til hvedeøl med citrustoner. De folk er ikke mig, og jeg gav hurtigt op i forhold til den oprindelig om at tømme flasken. Uden at støde nogen vil jeg godt kalde det en dameøl, for med dens sødme og dæmpede smag burde den kunne falde i smag hos det segment, der ellers ikke er til øl. Til eller i kraftig efterårsmad burde den også kunne gøre sig godt (hvis man vel at mærke kan lide den).

Navn: Dark Ale

Type: Dark Ale
Bryggeri: Brew Cat

Alkohol: 4,5%
Etikettekst: Brew Cat Dark Ale er en mørk overgæret øl, brygget efter gamle engelske traditioner. Brew Cat Dark Ale er en mørk lækker øl, med et cremet og fyldigt skum. Brew Cat Dark Ale kan serveres til mange typer mad, men er særligt velegnet til kødretter og ost eller blot som den er. Brew Cat Dark Ale nydes kølig eller let tempereret.

Beskrivelse: Brew Cat er lig med Ørbæk Bryggeri, og dækker foreløbig over en serie på tre øl. Denne, en IPA og Golden Ale. Ørbæk har lavet mange træffere gennem årene, så da jeg stødte på denne i Netto kom den hurtigt med hjem og på køl, så min nysgerrighed over hvad Ørbæks nye billigserie kan, kunne blive stillet. Førstehåndsindtrykket er desværre også det billige, øllet dufter gæret, og smagen er mest tungen ud af vinduet med et mikroskopisk hint af bitter og brændt. Skummet var skideflot, men da det havde lagt sig, var det så som så med liv i øllet. On the brught side, så er det en øl det er let at  hælde og få af vejen, så man kan komme videre til den næste. Prisen gør at den ikke dumper. 

Indkøbt: Netto (50cl, 10,-)

Karakter: 6