
Ørbæk Bryggeri har sendt lakridsstouten Ørbæk Black på markedet, og melder sig derfor i koret af bryggerier, der har fået lakridsstout på programmet. Svaneke Bryghus har deres Liquorice Stout lavet i samarbejde med Johan Bülow, og Midtfyns Bryghus laver Black Liquorice Stout i samarbejde med Black Lakrids i Kolding. Ørbæks bud er dog klart den mest alkoholfattige af de tre, med sine kun 4,7%. Hvorvidt den delvise navnelighed med Midtfyns Bryghus lakridsstout skyldes et tilfælde eller er fordi Ørbæk Bryggeri også får leveret fra Black Lakrids, melder historien intet om.
"Ørbæk Lakridsstout er brygget som en stout, hvor vi udover mørke og fyldige maltsorter, tilsætter bla. økologisk lakrids. Bryggeriets brygmester har kreeret denne lækre lakridsstout som er brygget efter nye danske traditioner. Denne stout har et cremet og fyldigt skum med en udpræget smag af lakrids. Ørbæk Lakridsstout er velegnet til mage typer mad, eller blot som den er"