Lad os tage snakken om medaljer en gang til!

Medaljer har igennem nogle år været en torn i øjet på Stovt. Emnet har efterhånden også været berørt en del gange siden artiklen ”Medaljer: Hæder eller ære” om Coisbos medaljehøst blev bragt tilbage i januar 2016, men medaljerne er stadig derude. 

I sidste uge bragte Bryggeriet Vestfyen nedenstående opslag – og netop Meininger’s International Craft Beer Award var en af de konkurrencer som Coisbo også høstede medaljer i. Så med udgangspunkt i opslaget tager Stovt nu endnu et kig på begrebet medaljer.

Lad os bare tage matematikken først. 

På Facebook kan det læses, at der var mere end 1.200 deltagende øl i Meininger’s International Craft Beer Award, hvilket betyder, at der var et sted mellem 1201 og 1299 øl i puljen. På hjemmesiden kan det læses, at der var 366 medaljevindere. Der er sat en loft på at maksimalt 30% af øllene kan vinde, så procentdelen af vindere må ligge et sted mellem 30% og 28,18%, der er den procentsats 366 udgør af de maksimale 1299 øl. Med andre ord, har der været medalje til mere end hver fjerde deltagende øl. 

Og med matematikken overstået kan vi gå videre til den rent sproglige del af opslaget. 

Når jeg læser om en guldmedaljevinder, så tænker jeg på #1 i en given konkurrence for sådan plejer det at være, men sådan er det ikke hos Meininger’s International Craft Beer Award, hvor de ypperste deltagere tildeles platin. Tidligere har #1 fået tildelt ”Grand Gold”. Fidusen er dog den samme. Dem der klemmer sig ind på en andenplads, kan kalde sig guldmedaljevindere uden at nogle vil stille yderligere spørgsmålstegn ved, at det skulle dække over andet end en førsteplads. 

Bryggeriet Vestfyen trækker det dog lige en tak længere ud med formuleringen ”dette års guldmedalje”. For der var ikke kun én guldmedalje, faktisk blev der uddelt 197 guldmedaljer ved Meininger’s International Craft Beer Award. Og med 197 guldmedaljer fordelt på 72 kategorier er der også blevet uddelt mere end én guldmedalje pr. kategori.

Medaljefordeling: 

Platin - 31 

Guld - 197 

Sølv - 138 

Også Ørbæk Bryggeri deltog og tog guldmedaljer med hjem. Både Bryggeriet Vestfyen og Ørbæk Bryggeri taler om international anerkendelse i deres opslag om deres nyerhvervede medaljer. Det lyder så fint, men det klinger så hult, for når støvet har lagt sig, så er det omkring hver sjette deltagende øl, der har tager en guldmedalje med hjem, mere end hver fjerde deltagende øl, der tager en medalje med hjem - og det internationale aspekt? Det dækker over en tur over grænsen, men det lyder fandeme godt.

Medaljer er og bliver en salgsgimmick, hvilket også står tydeligt at læse i konkurrencens beskrivelse af sig selv ovenfor. Overskriften lugter så meget mere af kalkulation end konkurrence, at det skriger til himlen - og som der løst oversat står: Medaljen er dealbreakeren, der får kunden til at vælge medaljevinderens øl i stedet for de andre flasker på ølhylderne. Og i sidste ende er det det, der får bryggerierne til at deltage.

Andetsteds på hjemmesiden står det at læse, at medaljevinderne er garanteret omtale, men samtidigt forsikres potentielle deltagere også om, at ikke medaljevindende øl ikke bliver omtalt, eller som jeg læser det ”bare roligt, dårlige resultater bliver mellem os” - med andre ord er der intet at tabe, men med lidt held kan deltageren tage et nyt salgsværktøj med hjem.

Sandheden er stadig, at der er ikke alt der glimter, der er guld.

Vintage: Willemoes Jul 2015

Årgangsjuleøllene fra Willemoes plejer at være det årlige højdepunkt fra Assens Ølfabrik. Det var det i særdeleshed i 2015, hvor årets udgave var en Imperial Porter, der dog ikke vakte nok begejstring i den lokale Fakta til at der kunne meldes udsolgt. Det betød så også, at der i dagene efter jul kunne hamstres øl til 15 kr. flasken. Et par kærkomne billige halvbranderter til de vanligt fattige måneder, der følger i kølvandet på julen, men også en god undskyldning for at smide en stak øl i kælderen, der ville kunne følges i en årrække.

Fra 2015 til 2016 skete der ikke det store, 2017 var øllen blevet behageligt mellow, men til i år virker det som om at kurven er knækket og at øllen har peaket. I forhold til tidligere år er lakridsen blevet mere udtalt som den hænger deroppe i ganen, karboneringen virker blødere og øllen fremstår nu som en behagelig, men lidt sovset øl, der dog bliver lidt for meget i længden og det er blevet en øl, det bedst giver mening at dele.

Der står stadig et par flasker i kælderen, der vil blive hevet op de kommende år. Også selvom øllen har peaket, så bliver det interessant at følge kurven videre ned.

Tre sure opstød om fynsk øl

1: Medaljer er stadig en ting, der åbenbart bruges derude når man skal fortælle om sine fortrinligheder. Senest er det Vestfyen Bryghus underlabel Frejdahl, der har trukket to medaljer med hjem fra Meininger’s International Craft Beer Award. Det var tilfældigvis en af de konkurrencer, der også var under behandling i artiklen ”Medaljer: Hæder eller salgsmateriale?” - der blev bragt på Stovt for et par år siden. Lidt er der dog blevet ændret. Dengang havde man et loft på, at max. 40% af de deltagende øl kunne modtage en medalje. Det tal gætter jeg på er blevet modereret ned til 30%, hvilket jeg baserer på, at der er blevet uddelt 327 medaljer til 1090 deltagende øl – altså, der er medaljer til helt præcist 30% af øllene og den andel maxer man fra Meininger’s International Craft Beer Awards side helt ud. Screendumpet er taget fra Bryggeriet Vestfyens LinkedIn-profil, hvilket egentlig blot er en understregning af, at disse medaljer bruges som et salgsværktøj. Det ser også fint ud, og som det er afbilledet, der er der næppe nogen, der skænker det en tanke, at guld og sølv er lig  med anden- og tredjepræmie, da der var en platinmedalje til de 26 øl, der nåede toppen af poppen i de 70 kategorier. 

2: Der var en gang gammelmandsbrok godt på vej ud af munden på mig, da jeg på Heartland Festivalens Facebook-side så et opslag, der startede med ordene ”Albani is the epitome of Funen beer culture”. Jeg nåede lige at mumle numådekraftedemelige… før det slog mig, at om jeg vil det eller ej, så er Albani sgu indbegrebet af fynsk øl. Det er åvandet, der løber i de fynske fadølshaner og fynsk øl vil nok til evig tid være forbundet med en O’ense. Så jeg måtte bide mig i læben, før der kom yderligere ord ud af min mund.

Ingen tvivl om, at Heartland er vigtig for Albani når de skal markere sig lokalt. Tuborg sidder på Tinderbox, Carlsberg har taget OB und so weiter, og så må man søge at tilføje fynsk identitet til den smule kultur, der så er tilbage. Det er dog stof til eftertanke, at på en festival, hvor så megen af musikken kan defineres som indie, der er det ikke uafhængige bryggerier, der leverer øllet, men et af de helt store. Det havde virket så meget mere passende, hvis øllet var fra et af de bryggerier, der passer til definitionerne i Det Fri Øl. Men ville nogen af dem kunne være i stand til at løfte opgaven? 

Albanis underlabel Theodor Schiøtz Brewing Co. har brygget en øl til festivalen – ”Heartland Fever” – et lille klassisk eksempel på, at man skal huske at google sine produktnavne før man tager dem i brug. Googler man navnet får man først og fremmest en del hits på Heartland virus, der giver muskelsmerter, diarré, hovedpine og træthed, hvilket meget passende sikkert også er symptomerne, hvis man indtager Heartland Fever nok. 

Heartland Fever er brygget med inspiration fra haverne omkring Egeskov Slot, og er således blevet en IPA med et nordisk twist af stikkelsbær og hyben. Heartland Festivalens eget opslag fortæller om "...flavours from the Egeskov Gardens". Teaservideoen til Heartland Fever er helt oppe på den store klinge. Der er billeder fra haven, fra væksthuset, fra humlehaven, hvor der pilles ved planterne, der smages på en stikling af en art ude i det fri, og er man ikke obs, så kan man hurtigt forledes til at tro, at Heartland Fever er brygget med stikkelsbær og hyben fra Egeskovs have. Eller er det bare mig, der tolker det sådan?

3: Det slog mig for nylig, at Munkebo Mikrobryg efter de igen, igen, igen har skiftet produktionssted, denne gang til (så vidt vides) Randers Bryghus, har fået pokkers travlt med at fortælle, at øllet er danskproduceret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er en art forsinket damage control i forhold til bryggeriets tid med bryg i Polen, hvor det ikke helt var til at tyde, hvor øllet var brygget. Eller i forhold til brugen af lokale råvarer, der så absolut ikke var lokale. Interessant er det i hvert fald, hvor vigtigt det nu synes at være at få budskabet ud.

Stovt glæder sig i denne tid

Julen kryber nærmere, og forleden slap store og små de øl fri, de tænker matcher den forestående højtid. Jeg er ikke den store juleølsfan, men der plejer alligevel at være et par enkelte, der stikker ud i positiv retning og prikker og pirrer min nysgerrighed i en grad, at de bliver købt. Indtil videre er der dog kun tikket en enkelt ind på den liste i år.

Den ære tilfalder: Chocolate Salty Christmas Balls fra Cervisiam. 10% Imperial Stout med kakao, ahornsirup, salt og kanel. Min underbevisthed fortæller mig, at det godt kunne risikere at være godt. Skulle andre ønske at teste min tese af, så kan den bestilles ved Boxbeers.

I mangel på friske nyheder, der glæder jeg mig over, at To Øl har valgt at genudsende Santa Gose F&#% It All, der blev lanceret sidste år. Det er uden sidestykke den bedste Gose, der er undfanget på dansk jord.

Ellers skal Stjernebryg fra Herslev naturligvis fremskaffes (både til nu og til kælderen) og mon ikke de lokale udskænkningssteder byder ind med henholdsvis Hoppy Christmas fra Ugly Duck og JuleIPA fra Beer Here, der topper Stovts liste over humlede juleøl. Der bliver desværre ingen Phister de Noel fra Flying Couch i år. 

På hjemmefronten er der blevet taget juleøl op fra kælderen fra de senere år. Jeg tænker, at der også godt kunne risikere at gemme sig en god oplevelse eller to her. Især glæder jeg mig til den fadlagrede Juleporter fra Det Lille Bryggeri, der til stadighed er den bedste rødvinsfadlagrede øl, der har krydset mine veje. 

Som sagt, jeg er ikke juleølsfan, men jeg tror alligevel på, at det bliver ganske okay i år.

Vintage: Willemoes Porter 2013

Der var engang. Det virker som den passende indledning til en fortælling, der rummer Willemoes Porter. For for helvede, hvor har jeg drukket mange af den dengang min interesse for øl var i sin spirende fase. Det var en lille brandert i sig selv, og det ofte til en tilbudspris på en tier. Tiderne skiftede dog og mine smagsløg fik fine fornemmelser, der stillede større krav til hvad jeg puttede i munden. En enkelt Willemoes Porter fandt dog vej ned i den første kasse øl jeg satte i kælderen. Udløbsdatoen hed 17. juli 2014, jeg har dog ikke helt styr på hvor lang den forventede levetid er for en Willemoes Porter fra Vestfyens side, men jeg gætter forsigtigt på, at det er en årgang 2013. 

Fire år burde en sort omgang imperisk portøl på 9,8% godt kunne klare, men Willemos Porter falder sammen, som jeg ikke kan mindes, at andet jeg har hevet op af kælderen er faldet sammen før. Ikke visuelt, det er flot skum med store bobler, der topper øllen af så længe det står på, men! Smagen af en fire år gammel Willemoes Porter er ren brun sukker. Ingen noter af andet, ingen antydninger af noget, bare en opløsning af brun sukker i vand, der byder ind med nul, nix og absolut intet end det. Jeg har kun prøvet noget lignende en gang før, da jeg smagte Albani 1000 25år efter den var blevet brygget til Odenses 1.000 års fødselsdag. Det var også ren farin og røg. To spor, intet andet. Jeg mistænker, at det har noget med øllets opbygning at gøre. At procenterne er pumpet op med sukker i stedet for malt og øllen derfor efterlades med så lidt krop, at den efter en årrække er klar til svagbørnskoloni. Eneste værdi tilbage i denne øl var panten. Fire år for at kunne hente halvanden krone hjem er dog ikke en del af Stovts fremtidige forretningsplan.

Tre til kælderen

De fleste af de øl, der er nævnt i gårsdagens klumme, er enten enkeltflasker eller øl, der løbende er sat i kælderen for på et senere tidspunkt, at muliggøre vertikale smagninger. Inden for de sidste par uger har jeg dog indkøbt en håndfuld af tre forskellige øl for at have nogle øl til kælderen, der kan følges over en årrække. Alle tre er købt på tilbud, det skal ikke være nogen hemmelighed. To af dem tror jeg på vil udvikle sig fint, mens jeg er lidt mere skeptisk med den sidste.

Willemoes Jul 2015.

Det årlige julesærbryg fra Willemoes var sidste år en porter på 8% tilsat julens krydderier og lakrids, hvor kun lakridsen for alvor skinnede igennem. Jeg forventer mig ikke mirakler af denne øl, men til 15,- flasken i den lokale Fakta var den en billig mulighed for et eksperiment til kælderen. Øllen er voldsomt karboneret i en grad, at alle nuancer og smagsindtryk bliver visket ud, og her tror jeg, at der kan hentes noget, når den om et par år har tabt pusten. Måske den ikke alt for imponerende krop også vil vinde lidt i takt med, at den får lov til at stå, men det er mere en gisning.

Dark Horse – Scotty Karate.

En Scotch Ale på 9,75%, der rummer alle de træk jeg kan lide ved Scotch Ale. Brændt karamel, minimal røg, antydning af tørrede frugter og masser af alkohol. Jeg tror, at den over tiden vil den få et mere mildt udtryk, hvor især alkoholens dominans træder i baggrunden, og de tørrede frugter måske træder lidt frem. Jeg har absolut ingen erfaringer med lagrede Scotch Ales, så jeg er ret spændt på den her.

Evil Twin – Christmas Eve at a New York City Hotel Room.

Den eneste af de tre øl, jeg ikke har fået smagt endnu. Baseret på Triplealeheads anmeldelse tør jeg dog godt tro på, at den har potentiale. Hvis øllen er, som tunge øl fra Evil Twin er flest, så vil den også have noget krop at stå imod med, hvad dens 10% også antyder. Sødme, krop, kaffe og røg er ikke et dårligt. Jeg skal selv have den smagt, men mit bud er, at hvis den lever op til at være den øl jeg tror den er, så kan den udvikle sig til, at blive en gedigen olietyk oplevelse om et par år.

Sort nyt: Willemoes Jubilæumsbryg

Willemoes fylder i år 10 år, og det fejrer underafdelingen af Vestfyens ved at sende en Imperial Brown Ale i handlen i denne uge. Jubilæumsbrygget kommer i en fikst designet papæske, indeholdende en af de samme 66cl flasker, som man også får Willemoes Jul i. Hele herligheden koster omkring 30,- i COOPs butikker.

Pressemeddelelsen, med yderligere beskrivelse af øllen kan læses her.

Juleøl: Willemoes Jul 2013, Vestfyen

Det er efterhånden blevet til et par stykker af Willemoes Jul 2013. Med et flaskeindhold på 66cl og en jævnlig tilbudspris på omkring 25,-, er det en fornuftig portionsstørrelse, til en billig penge. Willemoes Jul 2013 skal dog ikke kun købes for sin pris/indhold-ratio alene. Den smager ganske udemærket. Chokoladesød, let skarp, med masser af smag, men ikke så meget mundfylde eller raffinement. Den tilsatte whisky virker en kende overdoseret, eller alternativt skulle man have valgt en mere rund og blød whisky, der kunne have filet de værste kanter af det samlede resultat ned. Summen af det samlede resultat er dog større end de enkelte dele. Der er noget charmerende over en øl som denne, der i bund og grund er en grov omgang, hvor brikkerne ikke helt passer sammen. Jeg har svært ved at finde julen i flasken, men med sine 8,5% og 66cl handler det måske mere om, at det her er øllen, hvis man drikker for, at glemme, at julen står for døren. Jeg vil dog langt hellere have Willemoes Jul 2013 med til bords end nogen juleøl fra et af de større danske bryggerier. Køb den, hvis du ser den på tilbud. 25,- for en lille julebrandert er ikke, at kimse af.

En kasse kælderkolde #2

Jeg begyndte for nyligt at fylde i en kasse med henblik på at deponere den i vores kælder og lade tiden gøre ting ved flaskernes indhold. Det projekt er nu fuldbragt. Jeg efterlyste på Stovts Facebookside  forslag til, hvad der skulle med i kassen - Bl.a.  Ugly Duck, Willemoes, Westbrook og Hornbeer er kommet med på den konto. Tak for buddene. Den endelige kælderkasse kom til at se således ud, m.h.t. dato er noteret i parantes, hvor muligt.

Midtfyns Bryghus – X-Porter (10-04-2015) 

Amager Bryghus – Xiquic and the Hero Twins (09-2018) 

Lagunitas – Imperial Stout (?) 

Amager Bryghus – Gnädige Frau (06-2018) 

Thisted Bryghus – Porter (21-02-2014) 

Westbrook – Mexican Cake (?) 

Willemoes Porter (17-07-2014) 

Midtfyns Bryghus – Imperial Stout (25-07-2015) 

Hornbeer – The Fundemental Blackhorn (08-09-2022) 

Midtfyns Bryghus – Bryg #0999 Bourbon (05-09-2018) 

Midtfyns Bryghus – Bryg #0997 Lakrids/Fennikel (03-09-2018) 

Thisted Bryghus – Limfjordsporter (21-07-2014) 

Ugly Duck – Putin (15-04-2015) 

Wiibroe – Porter (12-05-18)

To Øl – Goliat (10-01-17)

Sort nyt: Willemoes sender sort juleøl på gaden

Bryggeriet Vestfyen har sendt følgende pressemeddelelse på gaden.

Willemoes Jul 2013, med et ekstra twist 

For ottende gang er det velkendte ølmærke Willemoes klar med en ny og spændende jule-årgangsbryg; Willemoes Jul (i år) 2013. Denne 66 centiliters årgangsøl, som hvert år brygges efter en ny opskrift, vil som altid blive solgt i et begrænset antal i månederne op mod jul. 

Sidste år brød man med den selvskabte ’tradition’ og afveg fra julebrygsnormen, da man bryggede en forfriskende Indian Pale Ale, i stedet for som de tidligere seks år at brygge en Barley Wine. Og i år er der nye overraskelser på vej. 

Brygmester Christoph Behnke har valgt at forsætte sin vej væk fra den tidligere Barley Wine-rille og har i stedet brygget en Baltisk Porter med smag af kaffe, mørk chokolade, lakrids og mørke frugter. Bryggen langtidslagret på mellemristet egetræ og til sidst tilsat en single malt whisky fra det skotske højland! ”Whiskyen dominerer på ingen måde smagen” - forsikrer brygmesteren ”- den tilfører blot et ekstra twist og er samtidig med til at fremhæve øllens frugtagtige noter”.

Sort nyt: Ølfestivalg 2013

Kvickly har igen i år valgt at afholde Ølfestivalg, hvor vinderen bliver en fast del af Kvicklys ølsortiment. Sidste år vandt Svaneke Half n’ Half trods dumpekarakter fra Stovt. 

I år stiller disse kombattanter til valg: 

- Vestfyens Mocha Stout (5,0%) 

- Svaneke Sort Pilsner (4,6%) 

- Pladderballe Szlatmok (4,8%) 

- Ørbæk Ingefærøl (4,8%) 

- Fur American Brown Ale (5,5%) 

- Braunstein Stout (4,5%) 

- Ærø Red Ale (4,8%) 

- De Jyske Bryghuse Ale No1 (5,3%) 

- Indslev Flora Wit (4,4%) 

Af de 9 kandidater er der to, der falder mig i øjnene. Svanekes Sort Pilsner kunne godt risikerer at være god, hvis den er lige så frisk som deres pilsner og Ørbæk Bryggeri har i forvejen prisvindende Ginger Beers på programmet. 

De resterende kandidater er blevet fravalgt enten grundet type eller bryghus, men da Kvickly kører kampagnetilbuddet tre for 45,- valgte jeg at supplere med Ale No1, der på etiketten gav lovning på noget humle. Jeg må melde blankt pas i forhold til, hvad eller hvem De Jyske Bryggerier dækker over, men har kunnet læse mig frem til, at Vejle Bryghus skulle være involveret. Det passer meget godt med, at de også havde en kandidat ved sidste års Ølfestivalg. 

Valget er i gang, må den bedste øl vinde.

Via Beerticker kan man læse at Ole Madsen i Ekstra Bladet har haft fingrene i den nyligt udsendte Støckelserie fra Vestfyens. Hans karaktergivning giver god mening i forhold til den oplevelse jeg har haft med de fire øl. Bortset fra hvedeøllen som jeg oplevede som en frugtsur omgang, så får man noget for pengene når man køber en halv liter pale ale, mild ale eller sweet stout. Mild ale er en kende anonym, men fuldt ud godkendt, derimod er sweet stout en gedigen overraskelse, der er behagelig og rund, og blottet for bitterhed, der ofte findes i de tynde stouts. På samme piedestal som sweet stout bør sættes kan man placere pale ale, der er læskende, ligetil og en fin repræsentant for udtrykket value for money. I den lokale Kvickly står øllene til en 10,- stykket, men har været sat på tilbud til 7,-. Uanset hvilken af priserne man giver bliver man dog ikke snydt.

Vestfyens Bryggeri lancerer til januar den nye ølserie Støckel:

Serien består af i alt fire forskellige øl; en Weissbier, en Pale Ale, en Mild Ale og en Sweet Stout – alle med en alkoholprocent på mellem 4,4 og 4,8. ”Vores Willemoes-øl, som mange er meget glade for, er samtidig også kendt for at bestå af relativt stærke øl – som mange andre specialøl. Derfor har vi på opfordring fra Coop lavet fire mildere specialøl, som vil blive solgt under navnet Støckel. Her er der kredset ligeså meget for kvaliteten og detaljerne, men alkoholprocenten er betydeligt lavere”, fortæller salgsdirektør Martin Fisker. ”Vi ser også en tendens til, at trenden inden for specialøl netop går den vej, altså at øllet bliver noget mildere”

Læs hele nyheden på Vestfyens Bryggeris hjemmeside her.

Det tynde juleøl: Willemoes Julebryg, Bryggeriet Vestfyen, 7,5%

Willemoes Julebryg er hvad jeg trods bedre vidende forbinder med julebryg. En alkoholkraftig, gumpetung øl, der er alt for krydret og sød i sit udtryk. En guldøl med sæsonetiket, og ikke meget mere end det. Altså, den kan da stadig drikkes, og hvis beruselse er målet, så er den med sine 7,5% et godt bud på din bedste ven den aften. Måske virker den bedre hvis den bliver serveret sammen med julemad, men når den står alene som øloplevelse og intet andet, så er den absolut ikke det store sus.

Via Beerticker kan det læses, at Stovts foretrukne mad-, hverdags- og husholdningsporter "Willemoes Porter" har fået maksimale 6 stjerner i Ekstra Bladet. Da Stovt for 3½ år siden omtalte den var ordlyden denne:

"Dette er virkelig en udemærket øl! Og samtidigt den første øl omtalt her på bloggen, der i den grad formår at overraske positivt. En ting er egelagrede øl i begrænsede og nummerede oplag til en ublu literpris, men at en øl, der næppe helt tilfældigt dukkede frem, da ølboomet var på sit højeste, som en del af en ny produktlinje fra et discountbryggeri på denne måde formår at behage, det overrasker mig. Omvendt har Vestfyen de sidste par år også brygget flere af Refsvindinges øl, efter at Refsvindinge selv måtte opgive at følge med efterspørgslen på deres øl, og i bund og grund er det at lave en øl vel ikke meget andet end at følge en opskrift, men stadigvæk! Kort fortalt smager Willemoes Porter som en fattigmandsudgave af en Limfjordsporter på fad, fattigmands fordi den ikke helt har samme tyngde og raffinesse som Limfjordsporteren, det ville klæde den at være en smule mere tyktflydende. På den anden side er det første gang, at jeg har kunnet omtale en porter som værende forfriskende, Willemoes Porter glider ganske simpelt lige ned, og slukker tørsten på behageligste vis, en evne de færreste øl på 9,8% kan prale af, og så kan det næsten være det samme med raffinessen og mangel på samme".