Der var engang. Det virker som den passende indledning til en fortælling, der rummer Willemoes Porter. For for helvede, hvor har jeg drukket mange af den dengang min interesse for øl var i sin spirende fase. Det var en lille brandert i sig selv, og det ofte til en tilbudspris på en tier. Tiderne skiftede dog og mine smagsløg fik fine fornemmelser, der stillede større krav til hvad jeg puttede i munden. En enkelt Willemoes Porter fandt dog vej ned i den første kasse øl jeg satte i kælderen. Udløbsdatoen hed 17. juli 2014, jeg har dog ikke helt styr på hvor lang den forventede levetid er for en Willemoes Porter fra Vestfyens side, men jeg gætter forsigtigt på, at det er en årgang 2013.
Fire år burde en sort omgang imperisk portøl på 9,8% godt kunne klare, men Willemos Porter falder sammen, som jeg ikke kan mindes, at andet jeg har hevet op af kælderen er faldet sammen før. Ikke visuelt, det er flot skum med store bobler, der topper øllen af så længe det står på, men! Smagen af en fire år gammel Willemoes Porter er ren brun sukker. Ingen noter af andet, ingen antydninger af noget, bare en opløsning af brun sukker i vand, der byder ind med nul, nix og absolut intet end det. Jeg har kun prøvet noget lignende en gang før, da jeg smagte Albani 1000 25år efter den var blevet brygget til Odenses 1.000 års fødselsdag. Det var også ren farin og røg. To spor, intet andet. Jeg mistænker, at det har noget med øllets opbygning at gøre. At procenterne er pumpet op med sukker i stedet for malt og øllen derfor efterlades med så lidt krop, at den efter en årrække er klar til svagbørnskoloni. Eneste værdi tilbage i denne øl var panten. Fire år for at kunne hente halvanden krone hjem er dog ikke en del af Stovts fremtidige forretningsplan.