Vintage: Evil Twin - Even More Jesus

Havde jeg fundet denne flaske Even More Jesus fra Evil Twin på en mark, så havde det nok været nødvendigt at få en arkæolog ind over for at vurdere, om der var tale om danefæ.

Det har jeg nu ikke. Jeg fik flasken foræret af den tidligere direktør på Fanø Bryghus, Claus Winther, i sommeren 2018. Som en art klenodie fra dengang, hvor Evil Twin blev brygget på Fanø Bryghus.

Even More Jesus blev første gang brygget i 2012, og jeg gætter på, at denne flaske er af den årgang. Så den er også et vidnesbyrd om tempoet i ølbranchen. Der er næppe mange Evil Twin-drikkere, der i dag er bekendte med, at bryggeriets øl en overgang blev produceret på en ø i Vadehavet, 12 minutters færgefart fra Esbjerg.

Jeg er ikke den store fan af Even More Jesus. Det er for tykt, det er for sødt, det er for meget – til mine smagsløg! Men det er omvendt en øl med lagringspotentiale, så derfor er det naturligvis interessant at smage, hvad der sker for en øl som denne, når den som nu har nået en formodet alder på otte-ni år.

Duften i flasken er sød i en grad, der grænser til det hysteriske. I glasset modererer duften sig, modner en smule og går nu over til noget brændt og sødt røget, der på det nærmeste karamelklistrer sig fast til indersiden af næseborene. Sødmen er der heldigvis kun i duften. Gudskelov!

Smagen af øllen er meget anderledes end jeg husker den. Det er klæbrig engelsk lakrids, der bliver understøttet af en karbonering, der nu kun er der symbolsk, men dog er der. Den er røget uden at være det, den er alt, alt for meget, og så alligevel helt tilpas. Det er et lakridsrodsshot, der har trukket lidt for længe. Det er en tyndbenet fond, hvor kroppen er væk, men smagen har samlet sig. Det er med andre ord intenst.

Det her er ikke den Even More Jesus du køber i butikken, det er noget helt andet, noget langt heftigere og i forhold til mine smagsløg, noget langt mere velsmagende. Trods sød duft, trods manglende krop, trods en smag, der i intensitet minder om en koncentreret bouillonterning, så er det her en af de gange, hvor 1 + 1 + 1 = 2 - og stykket går op.

Men det er fandeme lang tid at vente på, at en øl bliver mere end tålelig.

Bundfald fra flasken.

Vintage: Evil Twin - Even More Jesus (Port BA) 2013

Da jeg sidste sommer gæstede Fanø rendte jeg ind i den nu afgåede direktør for Fanø Bryghus, Claus Winther, der forærede mig fire flasker Evil Twin fra dengang, hvor Evil Twin blev brygget på øen (og på bryggeriet). Blandt flaskerne var Even More Jesus i en udgave, der har været en tur på et portvinsfad før den blev flasket. Lidt roden rundt på nettet kunne datere flasken til marts 2013, hvilket vil sige, at den sov stille ind lige før den rundede de 6 år.

Jeg er ikke den store Even More Jesus fan, hvilket jeg fik afklaret ved en vertikalsmagning for et par år siden. Men det til trods, så tog det ikke lang tid at konstatere, at der var mere ved denne flaske end da jeg smagte udgangspunktet.

Der skulle ikke meget mere end en ophældning til for at få at en indikation af, at der kan være alder i flasken. Bortset fra et par symbolske bobler midt i glasset og en lille farvet krusning da øllet bruser op, viser øllet intet tegn på liv. Duften efterlader trods de 12% heller ikke de store udslag af alkohol, men nogle virkeligt behagelige noter af portvin, der blander sig med øllets mørke, chokoladeagtige ristede udtryk.

Første indtryk af smagen hvirvler rundt som en kugle på en roulette, der ikke ved, hvor den skal lægge sig til hvile. Først lander indtrykket på lakrids, for med det samme at hoppe videre til næste fordybning, der hedder indkogt rødvin med chokolade. Mundfylden er fantastisk – massiv, rund, blidt karboneret og med en intens smag. I bagklogskabens klare lys ville jeg ønske, at jeg havde serveret øllen sammen med noget, for alene er den en (for) voldsom oplevelse. Smagen er dog heldigvis mindre sød og med langt mere karakter end standardudgaven af øllen. I takt med at øllet får lov til at stå, fylder de brændte noter mere og mere, mens fadpræget langsomt træder i baggrunden uden at give slip.

Som oplevelse er Even More Jesus absolut godkendt, men også i overkanten intens til at være en nydelse hele vejen igennem, når man som jeg vælger at drikke den A: Alene og B: Uden at servere den sammen med noget. I selskab med Doves ”The Last Broadcast” gled den dog fint ned på cirka samme tid som pladen varede.

Fem stjerner til Mikkeller Baghaven II

Torsdag d. 24. maj bragte jeg her på Stovt indlægget “5 stjerner til Mikkeller Baghaven” omhandlende nogle givetvis falske kontoer på Untappd, der havde uddelt topkarakterer til øllene fra Mikkeller Baghaven. 

Det udløste flere spørgsmål, mest interessant nok, hvem der kunne have glæde eller gavn af disse falske anmeldelser, men interessant var det naturligvis også, at Jepppe Jarnit-Bjergsø (Evil Twin) gav udtryk for, at det var Mikkeller-ansatte, der stod bag disse anmeldelser.

I et forsøg på, at blive klogere på sagen tog jeg kontakt til de involverede parter for at se om jeg kunne få nogle svar.

Jeg mailede Untappd og vedhæftede via Google Translate et link til indlægget “5 stjerner til Mikkeller Baghaven”. I mailen spurgte jeg ind til, hvordan man hos Untappd forholder sig til potentielt falske anmeldelser som disse. 

I svaret fra Untappd fortæller de, at Untappd selv var blevet opmærksomme på de i indlægget nævnte profiler. Man har hos Untappd konkluderet, at profilerne var falske og kunne kategoriseres som spam. Profilernes anmeldelser er derfor blevet neutraliseret og fjernet fra det samlede gennemsnit på dels de enkelte øl, men også fra den gennemsnitlige rating af Mikkeller Baghaven. 

Svaret fra Untappd fortæller også at anmeldelserne er oprettet af én person. Det tvivler jeg på, at Untappd kan vide, men mit gæt er, at svaret dækker over, at anmeldelserne er blevet oprettet fra én og samme IP-adresse.

Om det er et forsvar for Untappd, eller en understregelse af, at Untappd ikke tager let på sager som disse, så rundes mailen af med ét ”Rest assured though, this kind of activity is not permitted or encouraged on Untappd and if this kind of activity becomes constant further action will be taken against those responsible. We are monitoring this closely.”

Jeg mailede også Jeppe Jarnit-Bjergsø. Jeppe har siden indlægget blev bragt fjernet sit opslag fra Facebook. Da jeg mailer ham, svarer han tilbage med en kort forklaring på hvorfor, men at han ellers ikke ønsker at bidrage eller blive citeret.

For at finde ud af, hvordan man hos Mikkeller Baghaven stiller sig i forhold til anklagerne, skrev jeg til Ehren Schmidt, der er Master Blender hos Mikkeller Baghaven. Dog uden held. Efter et par dages venten sendte jeg den samme forespørgsel til henholdsvis Mikkeller Baghaven og Mikkeller.

"Hi Baghaven

Last week Stovt.dk did a short piece about Jeppe (Evil Twin) pointing out that some of the Untappd reviews of Mikkeller Baghaven was fake. I will do a follow up to that story and I would therefore like to ask if you as a brewery have any comments to that or to Jeppe accusing Mikkeller employees being the ones behind the fake reviews?

Link: http://www.stovt.dk/2018/05/fem-stjerner-til-mikkeller-baghaven.html

All the best

Martin/Stovt.dk"

Forespørgslen blev besvaret af Mikkel Borg-Bjergsø, og efter en kort mailudveksling blev den sidste mail fra hans hånd afsluttet med:

…Eftersom jeg ikke ønsker kontakt med mennesker som dig, der fortsat deltager i og forstærker Jeppes evige hetz mod Mikkeller er du hermed udelukket fra nogesinde at komme på samtlige Mikkeller barer og andre locations samt vores arrangementer som MBCC fremover.

Så må du få stillet din nysgerrighed andre steder.

--- 

Cheers,

Mikkel Borg Bjergsø

Founder & Owner

Geschäftsführer

Mikkeller ApS

Tilbage står stadig spørgsmålet fra det oprindelige indlæg: Hvad sker der? Drengestreger? Russerne igen? Guerilla marketing? En misforstået håndsrækning eller et udlevet had, der skal stille Mikkeller Baghaven i et dårligt lys?

Og ikke mindst, hvem er det er, der vinder noget på disse falske anmeldelser?

Plus et par stykker mere...

Fem stjerner til Mikkeller Baghaven

Ovenstående indlæg var i går aftes at finde på Jeppe Jarnit-Bjergsøs Facebookprofil. Først fangede jeg ikke helt, hvad det gik ud på, men efter at have tjekket en håndfuld af profilerne tegnede der sig et mønster. De fem profiler jeg tjekkede fra listen havde alle anmeldt Mikkeller Baghavens 15 øl til topkarakteren 5. Jeppe Jarnit-Bjergsø lister 12 profilnavne i alt.

Stovt tjekkede følgende:

• Kenneth B.
• Johan S.
• Donna M.
• Jonathon A.
• Billy M.

Det er værd at bemærke, at ingen af profilerne har venner, ingen af profilerne har mere end 20 anmeldelser og alle anmeldelserne synes at være indtastet den 18. maj.

Så hvad sker der?

Drengestreger? Russerne igen? Guerilla marketing? En misforstået håndsrækning eller et udlevet had, der skal stille Mikkeller Baghaven i et dårligt lys? Konspirationsteoretikerer og andre med gode bud er meget velkomne til at byde ind på Stovts Facebookside.

Amager Bryghus og Evil Twin i samarbejde

I et samarbejde mellem Evil Twin Brewing og Amager Bryghus er Hr. Frederiksen på vej i en ny udgave. Samarbejdet er p.t. på tanke på Amager Bryghus og det er endnu uvist, hvornår det ser dagens lys.

Amager Bryghus om øllen:

Hr. Frederiksen var den øl, som satte gang i Amager Bryghus’ eksport til USA. En hyldestøl til en god ven af bryggeriet, som havde knoklet i månedsvis i ferier og fritid for at hjælpe Morten og Jacob, med at få omdannet det gamle Scientology-lager og beskyttelsesrum i Tårnby til en mere fornuftig anvendelse som bryggeri. Øllen blev taget så godt imod, at den en dag for mange år siden pludselig befandt sig på Top 50 over verdens bedste øl på ølanmeldelsessiden Ratebeer. Og så kom efterspørgslen fra USA – og resten er historie, som man vist siger, når man ikke kan finde på andet.

Hr. Frederiksen skulle blot have været et engangsknald, men endte med at blive signatur-øl for Amager Bryghus. Den er kommet i adskillige versioner på forskellige typer træfade og senest i en blendet version som The Mortician. For at fejre mange års venskab med den rapkæftede tvilling fra Brooklyn, som vi for mange år siden hjalp ud af bleen ved at brygge ”Soft Dookie” til ham, kommer nu Hr. Frederiksen i sin nyeste inkarnation – udviklet i samarbejde med netop Evil Twin, men naturligvis brygget på Amager. Og i ægte Greenpoint hipsterånd er den tunet med vanille, chili og kanel – for sådan ER den ægte Hr. Frederiksen måske, street wise på en på den fede, krydrede måde.

Stovt glæder sig i denne tid

Julen kryber nærmere, og forleden slap store og små de øl fri, de tænker matcher den forestående højtid. Jeg er ikke den store juleølsfan, men der plejer alligevel at være et par enkelte, der stikker ud i positiv retning og prikker og pirrer min nysgerrighed i en grad, at de bliver købt. Indtil videre er der dog kun tikket en enkelt ind på den liste i år.

Den ære tilfalder: Chocolate Salty Christmas Balls fra Cervisiam. 10% Imperial Stout med kakao, ahornsirup, salt og kanel. Min underbevisthed fortæller mig, at det godt kunne risikere at være godt. Skulle andre ønske at teste min tese af, så kan den bestilles ved Boxbeers.

I mangel på friske nyheder, der glæder jeg mig over, at To Øl har valgt at genudsende Santa Gose F&#% It All, der blev lanceret sidste år. Det er uden sidestykke den bedste Gose, der er undfanget på dansk jord.

Ellers skal Stjernebryg fra Herslev naturligvis fremskaffes (både til nu og til kælderen) og mon ikke de lokale udskænkningssteder byder ind med henholdsvis Hoppy Christmas fra Ugly Duck og JuleIPA fra Beer Here, der topper Stovts liste over humlede juleøl. Der bliver desværre ingen Phister de Noel fra Flying Couch i år. 

På hjemmefronten er der blevet taget juleøl op fra kælderen fra de senere år. Jeg tænker, at der også godt kunne risikere at gemme sig en god oplevelse eller to her. Især glæder jeg mig til den fadlagrede Juleporter fra Det Lille Bryggeri, der til stadighed er den bedste rødvinsfadlagrede øl, der har krydset mine veje. 

Som sagt, jeg er ikke juleølsfan, men jeg tror alligevel på, at det bliver ganske okay i år.

Vintage: Evil Twin - Even More Jesus 2013/2016/2017

Der må have mere Jesus i den forsamlede mængde glas, end jul, påske og Mexico kan byde ind med til sammen. Tre årgange Even More Jesus fra Evil Twin, to flasker og en dåse af nogenlunde frisk aftapning kom på bordet da vi for nylig valgte at bruge en aften på at smage dem op imod hinanden. Den ene flaske var tappet sidste år, mens dåsen var fra i år. Den sidste flaske mente indehaveren var fra et af de første batches, der blev brygget og fra omkring 2013. 

Even More Jesus er en klassisk sød og massiv Imperial Stout fra en tid, hvor sessionøl ikke rigtigt var slået an endnu, og der stadig blev skruet op for alle parametre, når der skulle laves sort øl. Siden er verden heldigvis gået af lave. 

Tre mand udstyret med tre årgange Even More Jesus giver ni glas sort øl på bordet, et i sig selv voldsomt syn, som de stod dér midt på bordet. På papiret er Even More Jesus med sine 12% en oplagt øl at smide i kælderen, og der var da helt sikkert også noget at hente i den ældste flaske. I udgangspunktet er jeg ikke synderligt begejstret for Even More Jesus, det er for tykt og for sødt. Et tåleligt glas øl, men så heller ikke meget mere. 

Dåsen fra i år var dagens absolutte nitte. Såvel duft som smag var gennemsyret af alkohol i en grad, at enhver form for eftersmag blev overdøvet af et solidt alkoholburn. Pure rubbish! Man er heller ikke i tvivl om at det er en alkoholholdig væske man sidder med, når der skiftes over til 2016. Men duften er vaniljetonet og fed, mere end den bare river i næsen. Smagen tager udgangspunkt i sød lakrids og alkohol, men i en balance, hvor det samlede udtryk trods alt rummer en lethed og en eftersmag, der rent faktisk smager og ikke bare river og brænder. Personlige præferencer sat til side, så giver øllen fint mening her. Duften fra den ældste flaske er stik mod sædvane mindre intens end 2016, men man kan fint fornemme, at de er i familie. Det kan smages, at den er blevet ældre. I forhold til 2016 er den mere fyldig, mere vinøs og som den får lov til at stå bliver den virkelig, virkelig tyk, og skal til sidst indtages med kniv og gaffel. 

At smage Even More Jesus i tre årgange var en af de mere kuriøse omgange. 2017-udgaven var lysår af elendighed fra de andre, mens 2013 og 2016 trods et par års afstand til hinanden ikke havde voldsomme forskelle at byde på, til trods for at alderen fint skinnede igennem i den ældste flaske.

Anmeldelse: Evil Twin - Consumed 15 Today, Diane: All Galaxy

Som sådan elsker jeg jo egentlig alt ved Twin Peaks. Settingen, karaktererne, musikken, stemningen. Det er bare selve serien, jeg ikke kan holde ud at se mere end fem minutter af ad gangen før jeg bliver mæt. Så nu, hvor alle i mit sociale feed synes at have tygget sig igennem de nye afsnit og kommenteret flittigt nok, der må det være på sin plads med lidt ord fra min side om et af de mere åbenlyse spinoffs til serien.

Consumed 15 Today, Diana: All Galaxy er en 7% NE-IPA fra Evil Twin, der nok nærmer sig det bedste stykke øl jeg har fået fra bryggeriet. Den kan allerede under dens tur fra dåse til flaske duftes langt væk, hvilket i dette tilfælde er en god ting. I glasset er den lys gul med grønne toner, hazy og langt mindre indbydende end NE-IPA normalt er at se på. Til gengæld er smagen langt bedre og mere interessant end man normalt oplever for stilen. Ingen overdreven juice, til gengæld en virkelig stramt styret humleprofil. Ingen øl, der dør fed og træt efter et par minutter, til gengæld en øl der lever oplevelsen igennem og leverer en fantastisk mundfylde. Der er topkarakter på alle balanceparametre, og selv om den er godt tøjlet, så fornemmmer jeg en lidt heftigere humleprofil end man normalt oplever i NE-IPA. Og navnet? ”Consumed 15 doughnuts today, Diane. All jelly”. Anbefales. Helt sikkert bedre end serien.

Vintage: Evil Twin - Imperial Biscotti Break 2013 + 2016

Det var en nyklassiker af de større, der kom i spil da vi for nyligt hev Evil Twins Imperial Biscotti Break op af kælderen i en 2013-udgave og satte den i stævne med 2016 udgaven af samme øl. Lad det være sagt med det samme: Imperial Biscotti Break er en øl, hvis succes jeg forstår nul, niks og nada af. Den er skræmmende sød og tæt på umulig at tygge sig igennem. Det er en øl af den slags, hvor jeg mistænker at ingen rigtigt har lyst til at indtage rollen som drengen, der peger og siger, at kejseren ikke har tøj på. 2016-udgaven er så intenst sød, at det nærmer sig det harske. Sødmen har følgeskab af en frugtig eftersmag med et diskret syrligt bid. Duften er fed og vaniljetonet, og meget ulig hvordan det plejer at være når man spiller forskellige årgange øl op mod hinanden, så er det den yngste af de to øl, der har den mest intense duft. 2013-udgaven vinder på at være falmet og dermed ramme knap så meget op i de røde felter på smagsbarometeret. Jeg havde virkelig set frem til denne smagning, men står fuldstændig af på Imperial Biscotti Break. Vi drak Imperial Doughnut Break ved samme lejlighed, og den gik forholdsvis rent hjem. Men det her..  fuck this shit.

Tre til kælderen

De fleste af de øl, der er nævnt i gårsdagens klumme, er enten enkeltflasker eller øl, der løbende er sat i kælderen for på et senere tidspunkt, at muliggøre vertikale smagninger. Inden for de sidste par uger har jeg dog indkøbt en håndfuld af tre forskellige øl for at have nogle øl til kælderen, der kan følges over en årrække. Alle tre er købt på tilbud, det skal ikke være nogen hemmelighed. To af dem tror jeg på vil udvikle sig fint, mens jeg er lidt mere skeptisk med den sidste.

Willemoes Jul 2015.

Det årlige julesærbryg fra Willemoes var sidste år en porter på 8% tilsat julens krydderier og lakrids, hvor kun lakridsen for alvor skinnede igennem. Jeg forventer mig ikke mirakler af denne øl, men til 15,- flasken i den lokale Fakta var den en billig mulighed for et eksperiment til kælderen. Øllen er voldsomt karboneret i en grad, at alle nuancer og smagsindtryk bliver visket ud, og her tror jeg, at der kan hentes noget, når den om et par år har tabt pusten. Måske den ikke alt for imponerende krop også vil vinde lidt i takt med, at den får lov til at stå, men det er mere en gisning.

Dark Horse – Scotty Karate.

En Scotch Ale på 9,75%, der rummer alle de træk jeg kan lide ved Scotch Ale. Brændt karamel, minimal røg, antydning af tørrede frugter og masser af alkohol. Jeg tror, at den over tiden vil den få et mere mildt udtryk, hvor især alkoholens dominans træder i baggrunden, og de tørrede frugter måske træder lidt frem. Jeg har absolut ingen erfaringer med lagrede Scotch Ales, så jeg er ret spændt på den her.

Evil Twin – Christmas Eve at a New York City Hotel Room.

Den eneste af de tre øl, jeg ikke har fået smagt endnu. Baseret på Triplealeheads anmeldelse tør jeg dog godt tro på, at den har potentiale. Hvis øllen er, som tunge øl fra Evil Twin er flest, så vil den også have noget krop at stå imod med, hvad dens 10% også antyder. Sødme, krop, kaffe og røg er ikke et dårligt. Jeg skal selv have den smagt, men mit bud er, at hvis den lever op til at være den øl jeg tror den er, så kan den udvikle sig til, at blive en gedigen olietyk oplevelse om et par år.

Anmeldelse: Yin & Yang, Evil Twin

Navn: Yin & Yang

Bryggeri: Evil Twin

Alkohol: 10%

Beskrivelse: I en verden, hvor ready to drink-produkter truer med at oversvømme markedet, der er det rart, at nogle bryggerier tør tage kampen op, og selv mikse deres drinks. Således har Evil Twin valgt at mikse deres IIPA Yang med deres Imperial Stout Yin, med bastarden Yin & Yang til følge. Yin & Yang har fået skrevet Imperial Black & Tan i beskæftigelsesfeltet på sit CV, og kan vel med rette betegnes som luksusudgaven af det, der på godt dansk hedder en half n’ half.

Jeg er kæmpefan af Yin, mindre fan af Yang, men deres fælles barn mikser forældrenes kvaliteter i en grad, at Yin & Yangs fødsel burde have sin egen højtid. Yin & Yang er fuld effekt. Masser af humlefylde, men stadigt overraskende blød og frisk i en grad, jeg ikke kan mindes andre sorte øl være i nærheden af. I en blindtest ville jeg aldrig have gættet på de påskrevne 10%, men nok snarere trukket mit svar ned i omegnen af de 7%. Øllet har en let rugbrødssødme, der giver det perfekte modspil til de groft skårne kanter. Eftersmagen holder længe, og er helt perfekt med let brændte noter og engelsk lakrids. Jeg købte Yin & Ying med lunkne forventninger, men har genkøbt den af flere omgange med forventningens glæde stående ud af begge ender. Fantastisk øl, intet mindre.

Indkøbt: Bestofbeers.dk (33cl, 40,-)

Karakter: 11

Anmeldelse: Come Again, Evil Twin/Buxton Brewery

Come Again er noget så logiktrodsende som et tværatlantisk dansk/engelsk samarbejde mellem Evil Twin og Buxton Brewery (at det ikke er tværvesterhavsk, skyldes naturligvis at den onde dublet er fortrukket til de fries land). Come Again er en 4,7% Sour Pale Ale brygget på blandt andet hvede og havre. 

Duften afslører ikke det store. En smule syrlighed blander sig med lidt blød melon. Smagen er indledningsvist intenst syrlig med en eftersmag af død humle. Øllen er i skrivende stund ni måneder gammel, så det er ikke utænkelig, at det er tilfældet. Jeg synes syrligheden overdøver resten af øllen, og at resultatet ikke helt harmonerer, men hvis målet har været at skabe en godt syrlig øl med fornuftig humlebitterhed, så er man kommet i mål. Har man forsøgt at skabe en fornuftigt bitter øl, med en syrlig kant, så er resultat ikke til bestået. Come Again? Jeg tror det faktisk ikke!

Poesibogen: Allan Jonassen, Specialøl Bjerringbro - Meny

En af de mere synlige ølhandlere på Facebook, er ølafdelingen i Meny i Bjerringbro, der gemmer sig mellem Viborg og Århus. Bag butikkens ølafdeling står Allan Jonassen, der har været så venlig, at skrive sine tanker om øl ned i Stovts Poesibog. Vi stiller om..

Hvad er din yndlingsøl? 

Det er næsten altid dødt løb mellem 3 Fonteinen Oude Geuze og Orval. Orval fører 45-39 lige i øjeblikket.

Hvad er din yndlingsøltype? 

Det er meget blandet, Jeg har ikke nogen decideret yndlingsøltype. Jeg er både til fede Imperial Stouts og ferske IPA'er. Jeg har naturligvis en forkærlighed for belgiske øl, og elsker også en god Quadrupel. Og så er der jo også de spontangærede osv. osv, men jeg kan ikke låse mig fast på nogen yndling. 

Hvor køber du dine øl? 

Det er meget bredt. Det sidste stykke tid har jeg været vidt omkring, både i nord, syd, øst og vest. Generelt handler jeg meget i Voldby Købmandsgaard, lidt i Salling i Århus (selvom jeg synes den er blevet kedelig). Jeg har forældre i Nordjylland, så når jeg er der forbi, plejer jeg altid at kigge forbi Vinspecialisten Ålborg. Og så elsker jeg at være forbi Vera og Det Bette Ølhus i Ålbæk, det er så hyggeligt. Og så handler jeg også ved mig selv.

Hvad er din største øloplevelse? 

Alt for mange til at nævne. På det seneste har jeg genopdaget, hvor meget jeg holder af IPA'er, og hvor heldige vi er herhjemme. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at Amager Bryghus hører til blandt mine yndlinge på den front. Batch 1000, Building Bridges, Arizona Beast og International Men of Mystery er nogle af de bedste IPA'er, jeg har smagt i år. Og så det første batch af Hopkings American IPA, som var super tropisk frugtjuice, den blæste mig bagover!! 

Ellers kunne det være: De Struise Black Albert. I det hele taget det meste af hvad De Struise laver! Alesmith Old Numbskull Bourbon Barrel Aged, Rochefort 10, 8 og 6, Anchor Brewing Co. Old Foghorn, Chimay 2004, Laguinats Hop Stoopid, Port Brewing Hop 15, Hoppin' Frog Mean Manalishi, Alesmith IPA, Cantillon Fou Foune, Goose Island Bourbon County Brand Stout, De Dolle Stille Nacht, Alesmith Speedway Stout, Evil Twin Even More Jesus, Mikkeller Beer Geek Brunch Weasel, Westbrook Brewing Mexican Cake og jeg kunne blive ved. 

Alt fra 3 Fonteinen, og naturligvis Orval i alle dens forskellige aldersstadier. Men alt i alt, kun en dråbe i havet. Mange er ikke blevet nævnt og mange sikkert også glemt. 

Hvad kan øl siden det er så godt? 

Øl kan nogle ting sammen med mad, som vin ikke kan, på grund af de famøse bobler. En ting som ofte går tabt i et supermarked, hvor der næsten altid er mest fokus på vinafdelingen. Ellers synes jeg, at øl er et produkt som har en stor variation i både smag og duft, og der er altid en kombination man aldrig har prøvet før. Mulighederne er endeløse. For mit vedkommende kan øl noget i min mund og hals som jeg ikke får på samme måde med f.eks. vin. Øl kan både være tørstslukkende og kompleks på en og samme tid. Og øl krummer ikke i sengen.

Sort vinyl og øl: Spids Nøgenhat/Evil Twin

I dag er det fire år siden, at et massivt skybrud skyllede ind over landet. Fyldte kældre, oversvømmede kloakkerne, druknede inventar og gav forsikringsbranchen grå hår i hovedet. 

Blandt de steder, der fik regnen at mærke var Ølbutikken. Og til minde om de øl, der måtte lade livet, bryggede Evil Twin Hop Flood. 

”On a beautiful summer night in July while peaceful Danes rocked at Roskilde Festival and sipped wine in their picturesque summer retreats, an apocalyptic tidal surge flooded the famous Ølbutikken in Copenhagen and drowned thousands of precious beer – Hop Flood is a bitter tribute to the heroic bottles that didn’t make it.” 

Samme nat spillede Spids Nøgenhat en magisk koncert på Roskilde Festivalens Pavilion Junior-scene, ti år efter deres debutplade ”En Mærkelig Kop Te” blev udsendt, og før det (næsten)folkelige gennembrud meldte sig med ”Lolland Falster”. Jeg var der ikke selv, men et par dage senere fik jeg via en mellemmand en optagelse af koncerten, som siden er blevet skamhørt. Dele af koncerten dukkede også op på livepladen ”De Sidste Her På Jorden”, der også siden har været flittig gæst på huset pladespiller. Jeg kan blive ved med at vende tilbage til syren, kærligheden og den intensitet, der er blevet fanget på optagelserne. 

Helt samme intensitet rummer Hop Flood ikke, men af en Amber Ale at være, er den en positiv overraskelse af den slags, man godt kan vende tilbage til. Humlen bider pænt fra sig, og mere end det sødtunge sjask jeg normalt forbinder med en Amber Ale, så går tankerne mere i retning af en rustik Double IPA, der ikke er sat i verden for at dominere. 

Et mesterlig koncert og en gedigen øl, ikke skidt gået af en smule regnvand. 

Spids Nøgenhats koncert fra Roskilde Festival 2011 kan downloades her.

Ølindkøb: Bestofbeers.dk

Efter at have været væk i et stykke tid, er Yin fra Fra Evil Twin atter tilgængelig på det danske marked (det kan også godt være, at jeg bare ikke har ledt godt nok), men da der åbenbart eksisterer en handelsblokade mellem Evil Twin og området omkring Odense, så så jeg mig nødsaget til at handle andetsteds. Svaret blev Bestofbeers.dk, der er ølafdelingen af Vinspecialisten i Aalborg.

 

Min ordre blev placeret sent torsdag aften. Fredag morgen landede der en ordrebekræftelse, og tirsdag blev øllene leveret. Jeg havde bestilt 13 flasker, og de var hver og én pakket ind i bobleplast, og fordelt i to rødvinskasser.

 

Prismæssigt er der intet at udsætte på Bestofbeers.dk, med mindre man ønsker at købe Willemoes. Det meste ligger på de forventelige butikspriser, med enkelte afstikkere i den dyre ende. Mikkellers Nelson Sauvin koster eksempelvis 196,-, den er set her i byen til 160,-. Men det er i småtingsafdelingen.

 

Hjemmesiden er overskuelig og designet således at alle kan være med, og at ingen mister overblikket grundet spraglet grafik eller andet nonsens. Vælg landet du ønsker øl fra, vælg bryggeriet, og værsgo, så er udvalget fra det pågældende bryggeri serveret.

Ud over Yin, bestilte jeg Yin & Yang, der er en Black & Tan bestående af halvt Yin og halvt Yang. Fra Evil Twin blev det også til I Love You With My Stout, mens det fra Mikkeller blev til kakaoudgaven af Beer Geek Breakfast, der ganske enkelt er fantastisk. Fall of Man fra to Øl havde jeg ikke hørt om før, men den røg også i indkøbskurven, sammen med Backwoods Bastard fra Founders, der er en Scotch Ale og derfor nærmest selvskrevet til at blive købt med. Rye King fra Amager Bryghus havde jeg glemt alt om eksisterede, og endelig blev det til Pirat Bomb fra Prarie.

 

Bestofbeers er leveringsdygtige i et bredt udvalg, der også rummer også en del spændende indslag fra USA. Der kommer jævnligt nyt til, hvilket man evt. kan følge på Facebook. Jeg er glad for mit indkøb, priserne og leveringstiden, og vender sandsynligvis også tilbage efter mere på et tidspunkt.

Klummen 01: Nye tider, nye toner

Musik har fyldt uhyggeligt meget i mit liv. Fra præteenageårene, hvor Bravo og Mix troligt blev købt, over teenageårenes hits og opsamlinger, til et voksenliv, hvor min pladesamling på et tidspunkt passerede 5.000 enheder, og jeg tilbragte 10 år bag disken i forskellige pladebutikker, alt imens jeg, bare for også at prøve den del af branchen af, ejede min egen lillebitte pladebutik på nettet og havde mit eget bette pladeselskab, der nåede op på otte udgivelser. Tre engelske musikblade blev troligt købt hver måned, nye udgivelser skulle helst erhverves på udgivelsesdagen, og hvis de udkom i versioner lavet i begrænset oplag, så brød helvede løs, hvis det ikke var til at få fat i den version. 

Da jeg i min sommerferie gik rundt blandt Saturn i Hamburgs gigantiske udvalg af musik, og på må og få bladrede lidt i vinylerne og tilbudscd’erne, uden at finde noget, der kunne hidse mig op til at finde Visakortet frem, kunne jeg godt se, at den fest var ovre. Og så alligevel ikke. På samme ferie løb jeg byen på tværs, i jagten på ølbutikker, og scannede hylderne for uundværligheder. Ikke ulig, hvordan jeg tidligere har været villig til at gå langt for at nå frem til diverse pladebutikker, og her har scannet pladekasserne for mulige indkøb. 

Jeg tror øllet tiltaler mange af os, der tidligere har givet den som pladesamlere. Musikmarkedet i dag bløder, og i takt med at pladebutikkerne er døet ud, og komforten ved at bestille sine nyindkøb på nettet har taget over, alt imens charmeforladt download og streaming har indtaget en dominerende rolle, så er mit kærlighedsforhold til branchen bragt ned fra den syvende himmel til et mere jordnært plan. 

Men øl kan ikke downloades, og så meget af det, der var det fede ved at støve plader op, kan overføres direkte til det at købe øl. En støvet øl i en provinsbutik, kan være det største score, fordi den ikke længere kan opdrives, ligesom jeg tidligere har gjort mange gode pladekup i det midtjyske, fordi mine daværende præferencer ikke kunne sælges derude, og derfor langsomt, men sikkert blev sat ned til bundpriser. Følelsen af den slags køb er stadig den samme: de her folk aner ikke, hvad de går glip af. 

Ølverdenen er noget snævrere end pladebranchen, men lighederne er mange, og dem, der har opdaget det, er rent markedsføringsmæssigt røget i førertrøjen. Eksempelvis Mikkeller har været gode til at spille på mange af de ting, der får pladefans til se rødt og drømme sødt, og lever med deres limited releases og evne til at gøre mange af deres udgivelser eksklusive, højt på de samme kræfter, der fik typer som mig til at bruge mange skillinger på vinylsingler i begrænsede oplag, uanfægtet at man allerede ejer a-siden, og b-siden skulle have været skrottet på idéplanet. 

Idéen med at holde releasearrangementer kunne være tyvstjålet fra pladebranchen, og ølbranchen har taget også taget dem til sig i stor stil, hvad vi for ganske nylig så med Ølbutikkens release af Cantillion Blåbær. Omtale, profilering, lang kø, et produkt, andre nu vil slå ihjel for, og mere jordnært, et produkt, man kun skal bruge lagerplads på i et minimum af tid. Prereleasekoncerter, plader der kun sælges til koncertene, det er den samme sang på nye flasker. 

Man kan endda argumentere, at broderfejden mellem Mikkel Mikkeller og Jeppe Evil Twin minder betænkeligt meget om fejden brødrene Gallagher fra Oasis, men ellers tjener samme gavnlige formål for begge parter, nemlig at holde gryden i kog rent opmærksomhedsmæssigt. 

Og så er der jagten, fællesskabet, glæden ved at have smagt/hørt noget før alle andre, de bedrevidende typer, de urokkelige stakler, der stadig tror, at belgisk øl/Pink Floyd er det bedste denne verden har skabt, og provinstyperne, der tror, at Nephew/supermarkedsspecialøl er cutting edge. Der er navlebeskuerne, der tænker mere i om øllet er brygget true to style, end om det er godt, det er den samme type mennesker, der i musikkens verden bruger argumentet ”det er dygtige musikere”. Og så vildgærstyperne, der ville være fanget i et fusionsjazzhelvede, hvis deres ølpassion blev omsat til toner. 

Øl er den nye musik, det er gamle rutiner på nye flasker, og en ny jagtmark. Det er to verdener, hvor den flydende kan lære alverden af de rytmiske, og så er de to verdener, der går virkelig godt i spænd med hinanden.

Navn: Auld Yin

Type: (fadlagret) Imperial Taiji Stout

Bryggeri: Evil Twin Brewing

Alkohol: 12%
Etikettekst: First came a toasted smug called Yin followed by a hoppy fella called Yang. Let me introduce Auld Yin – a wrinkly more experienced take on youngster Yin. 9 months in the company of a insightful, complex whiskey cask made a pretty interesting spin on this imperial taiji taste adventure. Aye

Beskrivelse: Original/normaludgaven af Yin trak sig fra eksamensbordet med et 11tal tildelt af censor Stovt fra livets store skole, da den i august sidste år var oppe ved det grønne klæde. Nu sidder jeg så overfor den fadlagrede version af samme øl som det er svært ikke at have skyhøje forventninger til. Jeg troede efter at have smagt Yin, at Evil Twin skulle blive min soulmate når det kom til øl, men der har ikke rigtigt været højdepunkter siden Yin var på bordet. Oplevelsen af Yin blev opsummeret i linjerne "Yin er smagen af en portvin fra helvede, der er blevet gennemkneppet af en flammekster. Brændt (som bare satan), vinøs (som bare satan), sød men besk, kompleks, men simpel som et slag i ansigtet, den er med andre ord helt forrygende." Auld Yin er noget rundere, men virker ikke synderligt fadpræget. Der er kulsyre nok til at der kommer lidt skum på toppen, og det prikker en smule på tungen, men ikke mere end det, dog mere end man normalt oplever hos fadlagrede øl. Jeg higer og søger efter de rette ord at sætte på duften, der er tung nok til at man kan blive kvalt i den, men samtidigt så rund som selve Auld Yin - brændt karamel kunne være et bud, der i mangel af bedre er det jeg vælger at smide på bordet. Det brændte går igen i øllet, kulsyren giver øllen bid så den næsten virker en kende chilikrydret, til gengæld er det søde kørt helt i baggrunden, som en statist, der er uundværlig for scenen, men hverken har replikker eller skal andet end at stå med ryggen til. Nu er otte måneder lang tid når man skal sammenligne øl, men hvor Yin var en Motörheadkoncert, der er Auld Yin en ung Bob Dylan, der med ord og en akustisk guitar alene kan lægge en generation for sine fødder. Selvom jeg ejer flere plader med Dylan end Motörhead, så er det alligevel øllets svar på den massivt støjende trio, der går sejrrigt ud af head to head konkurrencen. Jeg havde nok forventet, at Auld Yin var mere ekstrem end det er tilfældet, det skal der såmænd nok også være flere, der synes den er, men jeg havde håbet/troet/drømt om mere. Auld Yin er alligevel værd, at gå på opdagelse i, hvor man med Yin får hele smagsspektret smidt i hovedet på en gang, så går man med Auld Yin rundt i en tåge, og har svært ved at genkende indtrykkene når man støder på dem, hvad der gør det endnu mere tilfredsstillende når beskrivelserne melder sig. Anbefales.   

Indkøbt: Ølbutikken (33cl, 66,-)

Karakter: 10

Navn: The talented Mr. Orangutan

Type: Stout

Bryggeri: Evil Twin

Alkohol: 5,8% 

Etikettekst: He has proportionally longer arms than others, recognisable by his reddish-brown hair, among the most intelligent primates and uses a variety of really sophisticated tools. But what makes him so gifted and very sought after is his notorious ability to maintain deviously capable, deliver something unpredictable and always perform with a curious mind of a five year old. 

Beskrivelse: Jeg vidste på forhånd at det var en dødssejler overhovedet at bestille The talented Mr. Orangutan, men min nysgerrighed løb af med mig. Abeøllen er en stout med tilsat appelsin og den blev bestilt uden forventninger for hele den del af ølverdenen, der rummer frugtøl, øl med frugt, Kriek, Framboise og hvedeøl med syrlige citrustoner kunne for min skyld blive skibet af til fjerne destinationer uden at jeg ville føle andet end en lettelse. Når jeg alligevel bestilte en øltur på monkey class så er det fordi Evil Twin har vagt min nysgerrighed og fordi at det på disse kanter er om at gribe chancen når bryggeriets øl når frem til vores afkrog af verden. Duften af The talented Mr. Orangutan var mere duften af appelsinjuice end af øl. Smagen bar også stærkt præg af at der var tilsat appelsin, men blandt os der delte øllen blev der hurtigt enighed om, at det tilsatte smagte mere i retning af grape end appelsin, smagen gik i retning af det sure med en bitter røget eftersmag. Øllen havde en del kulsyre, der slet ikke passede til den sure smag. Da det sidste løb ud af glasset var øllen blevet intenst sur, men samtidigt noget mere afrundet i smagen i forhold til da den blev hældt, jeg gætter på at mindre kulsyre spillede ind her. Om ikke andet var The talented Mr. Orangutan en på opleveren, nogle ting skal bare prøves.

Indkøbt: Carlsens Kvarter (50cl, ?,-)

Karakter: 6

Navn: Ashtray Heart

Type: Smoked imperial stout

Bryggeri: Evil Twin

Alkohol: 8,9% 
Etikettekst: Amazingly rich, seductively dark and smoking good. Yes a real heartbreaker. We recommend only the truly skillful, heavyweight beer champions to battle this awfully addictive and overpowering smoked Stout. Careful this is the real deal with a minor Placebo effect. 

Beskrivelse: Duften af Ashtray Heary udsendte stærke røgsignaler om at dette var en øl for mig, og den intense røgduft fra flasken sendte mig 14 dage tilbage, hvor der var røget porter på menuen. Duftmæssigt er Ashtray Heart en mildere variant af Huguenotten fra Frederiksodde Haandbryggerlaug, kraftigt røget, men slet ikke på samme niveau. Kulsyren har de også til fælles, begge bobler og syder det bedste de har lært når de bliver hældt op, og som i tilfældet for 14 dage siden synes jeg også at kulsyren står i vejen for at Ashtray Heart kan folde sig helt ud. Smagen er kaffe, chokolade, en sød tendens mod det sure, og en fandens masse røg, der for alvor sparker ind i eftersmagen, hvor den sætter sig bagerst i munden. Jeg synes ikke Ashtray Heart fungerer, røgen og kulsyren spiller ikke sammen, og det sur/søde trækker i en helt tredje retning. Der er ellers røg nok i Ashtray Heart til at den potentielt kunne være ganske potent, men det sure og i særdeleshed det søde gør Ashtray Heart til en småfesen oplevelse, der ikke ved hvilket ben den skal stå på.

Indkøbt: Ølbutikken (33cl, 49,-)

Karakter: 8

Evil Twin melder nu, at deres 12% imperial stout Even More Jesus er på vej i udgaver lagret på både borubon- og portvinsfade, der er dog ikke sat tidspunkt på hvornår de lander i butikkerne, eller om de overhovedet bliver til at få her til lands.

Evil Twin blev for nyligt anmeldt på bloggen Pints and Panels, sådan skal en ølanmeldelse laves.