Navn: Auld Yin
Type: (fadlagret) Imperial Taiji Stout
Alkohol: 12%
Etikettekst: First came a toasted smug called Yin followed by a hoppy fella called Yang. Let me introduce Auld Yin – a wrinkly more experienced take on youngster Yin. 9 months in the company of a insightful, complex whiskey cask made a pretty interesting spin on this imperial taiji taste adventure. Aye
Etikettekst: First came a toasted smug called Yin followed by a hoppy fella called Yang. Let me introduce Auld Yin – a wrinkly more experienced take on youngster Yin. 9 months in the company of a insightful, complex whiskey cask made a pretty interesting spin on this imperial taiji taste adventure. Aye
Beskrivelse: Original/normaludgaven af Yin trak sig fra eksamensbordet med et 11tal tildelt af censor Stovt fra livets store skole, da den i august sidste år var oppe ved det grønne klæde. Nu sidder jeg så overfor den fadlagrede version af samme øl som det er svært ikke at have skyhøje forventninger til. Jeg troede efter at have smagt Yin, at Evil Twin skulle blive min soulmate når det kom til øl, men der har ikke rigtigt været højdepunkter siden Yin var på bordet. Oplevelsen af Yin blev opsummeret i linjerne "Yin er smagen af en portvin fra helvede, der er blevet gennemkneppet af
en flammekster. Brændt (som bare satan), vinøs (som bare satan), sød men
besk, kompleks, men simpel som et slag i ansigtet, den er med andre ord
helt forrygende." Auld Yin er noget rundere, men virker ikke synderligt fadpræget. Der er kulsyre nok til at der kommer lidt skum på toppen, og det prikker en smule på tungen, men ikke mere end det, dog mere end man normalt oplever hos fadlagrede øl. Jeg higer og søger efter de rette ord at sætte på duften, der er tung nok til at man kan blive kvalt i den, men samtidigt så rund som selve Auld Yin - brændt karamel kunne være et bud, der i mangel af bedre er det jeg vælger at smide på bordet. Det brændte går igen i øllet, kulsyren giver øllen bid så den næsten virker en kende chilikrydret, til gengæld er det søde kørt helt i baggrunden, som en statist, der er uundværlig for scenen, men hverken har replikker eller skal andet end at stå med ryggen til. Nu er otte måneder lang tid når man skal sammenligne øl, men hvor Yin var en Motörheadkoncert, der er Auld Yin en ung Bob Dylan, der med ord og en akustisk guitar alene kan lægge en generation for sine fødder. Selvom jeg ejer flere plader med Dylan end Motörhead, så er det alligevel øllets svar på den massivt støjende trio, der går sejrrigt ud af head to head konkurrencen. Jeg havde nok forventet, at Auld Yin var mere ekstrem end det er tilfældet, det skal der såmænd nok også være flere, der synes den er, men jeg havde håbet/troet/drømt om mere. Auld Yin er alligevel værd, at gå på opdagelse i, hvor man med Yin får hele smagsspektret smidt i hovedet på en gang, så går man med Auld Yin rundt i en tåge, og har svært ved at genkende indtrykkene når man støder på dem, hvad der gør det endnu mere tilfredsstillende når beskrivelserne melder sig. Anbefales.
Indkøbt: Ølbutikken (33cl, 66,-)
Karakter: 10