Musik har fyldt uhyggeligt meget i mit liv. Fra præteenageårene, hvor Bravo og Mix troligt blev købt, over teenageårenes hits og opsamlinger, til et voksenliv, hvor min pladesamling på et tidspunkt passerede 5.000 enheder, og jeg tilbragte 10 år bag disken i forskellige pladebutikker, alt imens jeg, bare for også at prøve den del af branchen af, ejede min egen lillebitte pladebutik på nettet og havde mit eget bette pladeselskab, der nåede op på otte udgivelser. Tre engelske musikblade blev troligt købt hver måned, nye udgivelser skulle helst erhverves på udgivelsesdagen, og hvis de udkom i versioner lavet i begrænset oplag, så brød helvede løs, hvis det ikke var til at få fat i den version.
Da jeg i min sommerferie gik rundt blandt Saturn i Hamburgs gigantiske udvalg af musik, og på må og få bladrede lidt i vinylerne og tilbudscd’erne, uden at finde noget, der kunne hidse mig op til at finde Visakortet frem, kunne jeg godt se, at den fest var ovre. Og så alligevel ikke. På samme ferie løb jeg byen på tværs, i jagten på ølbutikker, og scannede hylderne for uundværligheder. Ikke ulig, hvordan jeg tidligere har været villig til at gå langt for at nå frem til diverse pladebutikker, og her har scannet pladekasserne for mulige indkøb.
Jeg tror øllet tiltaler mange af os, der tidligere har givet den som pladesamlere. Musikmarkedet i dag bløder, og i takt med at pladebutikkerne er døet ud, og komforten ved at bestille sine nyindkøb på nettet har taget over, alt imens charmeforladt download og streaming har indtaget en dominerende rolle, så er mit kærlighedsforhold til branchen bragt ned fra den syvende himmel til et mere jordnært plan.
Men øl kan ikke downloades, og så meget af det, der var det fede ved at støve plader op, kan overføres direkte til det at købe øl. En støvet øl i en provinsbutik, kan være det største score, fordi den ikke længere kan opdrives, ligesom jeg tidligere har gjort mange gode pladekup i det midtjyske, fordi mine daværende præferencer ikke kunne sælges derude, og derfor langsomt, men sikkert blev sat ned til bundpriser. Følelsen af den slags køb er stadig den samme: de her folk aner ikke, hvad de går glip af.
Ølverdenen er noget snævrere end pladebranchen, men lighederne er mange, og dem, der har opdaget det, er rent markedsføringsmæssigt røget i førertrøjen. Eksempelvis Mikkeller har været gode til at spille på mange af de ting, der får pladefans til se rødt og drømme sødt, og lever med deres limited releases og evne til at gøre mange af deres udgivelser eksklusive, højt på de samme kræfter, der fik typer som mig til at bruge mange skillinger på vinylsingler i begrænsede oplag, uanfægtet at man allerede ejer a-siden, og b-siden skulle have været skrottet på idéplanet.
Idéen med at holde releasearrangementer kunne være tyvstjålet fra pladebranchen, og ølbranchen har taget også taget dem til sig i stor stil, hvad vi for ganske nylig så med Ølbutikkens release af Cantillion Blåbær. Omtale, profilering, lang kø, et produkt, andre nu vil slå ihjel for, og mere jordnært, et produkt, man kun skal bruge lagerplads på i et minimum af tid. Prereleasekoncerter, plader der kun sælges til koncertene, det er den samme sang på nye flasker.
Man kan endda argumentere, at broderfejden mellem Mikkel Mikkeller og Jeppe Evil Twin minder betænkeligt meget om fejden brødrene Gallagher fra Oasis, men ellers tjener samme gavnlige formål for begge parter, nemlig at holde gryden i kog rent opmærksomhedsmæssigt.
Og så er der jagten, fællesskabet, glæden ved at have smagt/hørt noget før alle andre, de bedrevidende typer, de urokkelige stakler, der stadig tror, at belgisk øl/Pink Floyd er det bedste denne verden har skabt, og provinstyperne, der tror, at Nephew/supermarkedsspecialøl er cutting edge. Der er navlebeskuerne, der tænker mere i om øllet er brygget true to style, end om det er godt, det er den samme type mennesker, der i musikkens verden bruger argumentet ”det er dygtige musikere”. Og så vildgærstyperne, der ville være fanget i et fusionsjazzhelvede, hvis deres ølpassion blev omsat til toner.
Øl er den nye musik, det er gamle rutiner på nye flasker, og en ny jagtmark. Det er to verdener, hvor den flydende kan lære alverden af de rytmiske, og så er de to verdener, der går virkelig godt i spænd med hinanden.