lørdag den 9. februar 2013

Via Beerticker kan man læse at Ole Madsen i Ekstra Bladet har haft fingrene i den nyligt udsendte Støckelserie fra Vestfyens. Hans karaktergivning giver god mening i forhold til den oplevelse jeg har haft med de fire øl. Bortset fra hvedeøllen som jeg oplevede som en frugtsur omgang, så får man noget for pengene når man køber en halv liter pale ale, mild ale eller sweet stout. Mild ale er en kende anonym, men fuldt ud godkendt, derimod er sweet stout en gedigen overraskelse, der er behagelig og rund, og blottet for bitterhed, der ofte findes i de tynde stouts. På samme piedestal som sweet stout bør sættes kan man placere pale ale, der er læskende, ligetil og en fin repræsentant for udtrykket value for money. I den lokale Kvickly står øllene til en 10,- stykket, men har været sat på tilbud til 7,-. Uanset hvilken af priserne man giver bliver man dog ikke snydt.