onsdag den 5. december 2018

Vintage: Willemoes Jul 2015

Årgangsjuleøllene fra Willemoes plejer at være det årlige højdepunkt fra Assens Ølfabrik. Det var det i særdeleshed i 2015, hvor årets udgave var en Imperial Porter, der dog ikke vakte nok begejstring i den lokale Fakta til at der kunne meldes udsolgt. Det betød så også, at der i dagene efter jul kunne hamstres øl til 15 kr. flasken. Et par kærkomne billige halvbranderter til de vanligt fattige måneder, der følger i kølvandet på julen, men også en god undskyldning for at smide en stak øl i kælderen, der ville kunne følges i en årrække.

Fra 2015 til 2016 skete der ikke det store, 2017 var øllen blevet behageligt mellow, men til i år virker det som om at kurven er knækket og at øllen har peaket. I forhold til tidligere år er lakridsen blevet mere udtalt som den hænger deroppe i ganen, karboneringen virker blødere og øllen fremstår nu som en behagelig, men lidt sovset øl, der dog bliver lidt for meget i længden og det er blevet en øl, det bedst giver mening at dele.

Der står stadig et par flasker i kælderen, der vil blive hevet op de kommende år. Også selvom øllen har peaket, så bliver det interessant at følge kurven videre ned.