tirsdag den 27. august 2013

Det tynde øl: Ginger Brew, 4,8%, Ørbæk Bryggeri

Min største anke når det kommer til øl fra Ørbæk Bryggeri, er deres som regel kedelige og anonyme fremtoning. Alligevel mente jeg, at der var et begrundet håb om lys i mørket, da jeg valgte Ginger Brew ud blandt årets Ølfestivalgøl, som en af dem jeg troede kunne noget. 

Ørbæk Bryggeri har vundet priser for deres Ginger Beer, så jeg havde en idé om, at de havde fuldstændig tjek på ingefærinficerede drikkevarer. Det jag af ingefær, der kommer i kølvandet på indtagelsen af Ginger Brew, er da også klart højdepunktet ved en ellers kedelig øl. Selve øllet smager som en flad, sur Pale Ale, som nogen har glemt at smide kulsyre i. Det glemmer man så kortvarigt, når ingefæren kommer ridende henover din tunge som det syvende kavaleri, og redder dine smagsløg fra en kedelig oplevelse. 

Jeg savner noget friskhed og sødme, der kan give modspil til ingefærens friske og stærkt krydrede ridt henover tungen til sidst. Det giver Ginger Brews sure og slatne væsen, så langt fra. Er der retfærdighed til, så bliver dette ikke vinderen af Ølfestivalg 2013.