I forlængelse af den snak, der har været om Ny Nordisk Øl virkede det oplagt, at gå til kilden når det gælder nordisk terroirafpisning og smage en af de øl, der bærer Claus Meyers navn.
Brænde Ale er udviklet i samarbejde mellem Meyer og Mike Muphy, der slår sine folder hos Lervig Aktiebryggeri i det norske og brygget og tappet på Ørbæk Bryggeri. Ørbæk Bryggeri virker som et oplagt valg, for selvfølgelig skal Meyers øl laves på et bryggeri med en økologisk profil. Etiketteksten er også så Meyersk, at vandet nærmest driver af den. ”Øllet er brygget med en simpel maltblanding tilsat amerikansk aromahumle, brændenælder, strandkarse og hyldeblomster, høstet midt i juni på Lilleø.”
Jeg har intet imod Claus Meyer, men engang imellem bliver det næsten for tykt og deri består noget af det elskelige ved ham. Har man set Smag på Danmark vil man måske huske, hvordan han som guide gennem det danske madlandskab, var forestillingen om, hvordan Claus Meyer er, samlet i et koncentrat med 40% mere Claus Meyer end fysisk muligt. Simpel maltprofil, strandkarse, høsttidspunkt og Lilleø – Brænde Ale er lige op af samme allé.
Brænde Ale er en ret atypisk øl. Der er sødme fra hyldeblomsten, der er noget udefinerbart (strandkarse og brændenælder?) og så er der indtrykket af en blød, lidt fedladen øl, der ikke helt kan stå selv, men som sikkert kunne lave den vildeste positur, hvis den fik lov til at læne sig op af et småtungt sommermåltid.
Jeg går som regel i en lang bue udenom øl med hyldeblomst, men spillet op mod andre ingredienser, hvor sødmen ikke står alene kan jeg godt se idéen. Jeg har hele tiden tænkt, at hvis alt der er i Ny Nordisk Øl, er at fjolle rundt med at smide lokale afgrøder i øllet, så går det sjove hurtigt af det, sådan forholder det sig heldigvis ikke. Der er mere i det, og jeg synes stadig Ny Nordisk Øl bliver spændende at følge.
Brænde Ale er et anstændigt, uden at være prangende, bud på, hvordan ingredienslisten fra det nordiske køkken kan smides i øllet på en måde, så det fungerer.