Der blev forleden gravet lidt i kælderen og blandt de udvalgte øl, der vandt en tur i sommerhus, var Pollux fra Observatoriet.
Mine kældererfaringer med sure øl er forholdsvis begrænsede. Det er mit indtryk, at øllene bliver strammet op, når de får lov at stå. Smagen bliver mere stringent, det sure får et renere udtryk. Jeg er stadig ikke nået frem til, om jeg synes det er at foretrække.
Pollux var en af de første tre øl fra observatoriet, der blev sendt på markedet i forsommeren 2021. En maltet størrelse på 5,5 %, der var et blend af to øl, som havde tilbragt ni måneder i foudres og slutteligt tørhumlet med Citra. Holdbarhedsdatoen på flasken var sat til fem år.
I sit udgangspunkt var Pollux en smule parfumeret, let drikkelig, men parfumeret. Utvivlsomt et udslag af Citraen, men også en god grund til at smide den i kælderen. For hvordan udvikler en sur øl sig, der smagsmæssigt bærer så meget præg af en tørhumling, når den kommer i kælderen?
To år senere sidder jeg med et bud på et svar.
Fedme. Masser af fedme. En klar sur note, og så en ellers en fløjlstung, fed øl, der ville stå uendeligt godt til en portion Pad Thai.
Det parfumerede er væk, og er blevet opslugt af øllets krop, der nærmede sig det vulgære. På samme måde som regnvand trækker ned i jorden og gør den blød og medgørlig, så virker det til, at humlens faden ud har lagt et lag til kroppen.
Det var synd, at øllen stod alene, da jeg drak den. For den fortjener i den grad selskab af noget mad. Pad Thai var den første ret, jeg tænkte på. Fed og med en aroma og syrlighed fra limen, der ville matche Pollux perfekt.
Der står endnu en flaske Pollux i kælderen. Der får den lov til at stå lidt endnu, for at se hvad der videre sker.