"Jeg har meget forståelse for de små skrantende steder, der ligger der. Og jeg har et vågent blik for, at meget af det, der var kvaliteterne ved Udkantsdanmark, er ved at miste sine kvaliteter. Originalerne bliver til dem, der sidder oppe ved Brugsen og spørger min datter, om ikke hun giver et slag fisse. Det, der før havde en lunhed og varme over sig, er væk. Nogle bliver også psykopater, fordi de lever uden berøring med den tilværelse, de er i. De sidder og ser deres lortefjernsyn i deres miserable huse. De har 10 hunde hver. Der er en traurighed over det, for det peger ingen steder hen."
Således faldt ordene fra Hans Edward Nørregaard-Nielsen i forbindelse med en bogudgivelse for et par år siden. Udkantsdanmark er i dette tilfælde Limfjorden. Det nordenfjords, kvadratkilometerne nord for vandet, der har givet Limfjordsporteren sit navn blev landsdelen, der som den første kunne købe Allan Olsens plade ”Jøwt”, mens resten af landet led under et slemt handelsembargo, der først blev brudt flere uger senere.
Såvel Limfjordsporteren, som Allan Olsens pladekarriere startede deres virke ude i offentligheden i 1989. Og uden at vide det, vil jeg påstå, at Limfjordsporteren, som i tilfældet ”Jøwt”, ikke var tilgængelig for det ganske land i starten af dens levetid.
Begge er resultatet af én mands lyst til at gøre lige præcis dét. Limfjordsporteren fandt først sin endelige form i 1997, efter at brygger Peter Klemmensen i en årrække havde rettet til og trukket fra. ”Jøwt” blev lanceret med en Vendsysseltour. Begge dele er så noget man gør fordi man kan det, fordi man vil det og fordi det oppe i knolden giver mening. Rendyrket con amore. At verden så vælger at se lyset i éns idé må betragtes som en, i begge tilfælde, velfortjent bonus.
Jøwt er god. Virkelig god. I sin lancering genial, men måske ikke et mesterværk som Limfjordsporteren. Her havde det givet mere mening, at trække paralleller til Jern, hvis indspilning i disse dage fejrer 20 års fødselsdag. Jern udkom i 1996, året før Limfjordsporteren fandt sin endelige form. Det vil jeg også mene, at Allan Olsen gjorde med Jern, selvom han næppe vil bryde sig om, at blive sat i bås. Men sproget var blevet hvæsset. Sangene blev hævet fra at være mere end bare storytelling, der blev mellem linjerne stukket til tidens selvfedme, og der blev åbnet for grænserne, med indtryk, der skuede langt ud over egen navle.
Jeg har nydt den luksus,
at kunne rejse gennem fattigdom én masse
fra Ganges over Vesterbros slum
på min egen form for nas
(Wir Will Ein Danmark)
I mine knapt ti år som pladehandler mindes jeg ikke på noget tidspunkt, at have solgt en Allan Olsen plade til en kvinde, hvor den ikke har, skulle pakkes ind. Og selv om jeg er så fandens karrig med at smide øl ind i kønskvoter og des lige, så kan man vel godt omtale Limfjordsporteren som en herreøl. ”Den smager af værtshus og cigaretter” var dommen, den ene gang jeg forsøgte at servere Limfjordsporter for en kvinde, der ikke vidste, hvad der kom i glasset. Og selvom jeg som ikkeryger undgår de brune værtshuse, så har både Limfjordsporteren og Allan Olsen noget i deres udtryk, som man på samme måde må indordne sig under. En del af prisen på de små værtshuse er røgen i luften, lungerne og tøjet når du går hjem. Det har et snit af noget antiautoritært over sig, der ikke er for alle. Det er noget folkeligt, der ikke er for flertallet, men som de, der nu engang nyder godt af Allan Olsens musik, Limfjordporterens smag eller det brune værtshus atmosfære, til hver en tid vil hylde.
Der er noget stoisk og sindigt over både Allan Olsens musik og Limfjordsporteren. En manen til eftertanke, der giver sig selv. En tyngde, der trykker bremseklodserne ned, og i en tid med trends og tendenser, der skifter i en evig flimren, hvor folk jager de nye sandheder og sundheder, noget trygt tilrøget og uforanderligt, der ville kunne stille selv Svend Brinkmann tilfreds.
Så hvorfor jage det nyeste sort?
Fra Barcelona til Nørreport
(Det nyeste sort)
Allan Olsen top-3:
3. Rolig Rolex
Limfjordsporter top-3:
1. Stor fad
2. Lille fad
3. 33cl flaske