tirsdag den 23. februar 2016

Sort nyt: Det Belgiske Hus opruster

Det er ikke så ofte, at snakken falder på distributionsledet når emnet for samtalen er øl. Men Det Belgiske Hus, der har til huse ikke overdrevent langt herfra, har over det sidste halve år fået nogle navne i stalden, der har gjort det interessant at kigge den vej. Udover De Molen, har det Det Belgiske Hus fået tre svenske bryggerier i hus, nemlig Beerbliotek, Brewski og Brekeriet. Jeg tog fat i Mads Nørgaard fra Det Belgiske Hus for at høre lidt om tankerne bag, og om det er et tilfælde, at tre af de seneste bryggerier de har taget ind er svenske. 
”Vores fokus er ikke rettet specifikt mod bestemte lande, men vi er naturligvis opmærksomme på hvad der sker omkring os. Vores fokus er stadig på at opretholde en harmoni og bredde i vores sortiment. Vi søger bryggerier, der kan med hinanden og samtidig supplerer hinanden. Rent geografisk giver det også fint mening, når vi skal besøge hinanden. Beerbliotek ligger i Göteborg, Brewski i Helsingborg og Brekeriet i Landskrona”.

Brekeriet blev sidste år af Stovt kåret som årets udenlandske bryggeri, ud fra en short list, hvor også Beerbliotek var på. Og Brewski scorer ikke ufortjent en del opmærksomhed på deres frugt IPA’er. Fælles for alle bryggerierne er, at det er bryggerier, der er på vej op og et godt bevis på, at hvor tendensen tidligere var, at de danske bryggerier eksporterede til det svenske marked, så har de svenske bryggerier nu nået en standard, hvor de er blevet interessante for, og konkurrencedygtige på, det danske marked. En udvikling det bliver interessant at følge. Udover de tre svenske bryggerier, har Det Belgiske Hus også taget De Molen ind. Mads forklarer:
”De Molen har givet os et endnu mere omfattende udvalg af mørkt øl. Hvis du har smagt Tsarina Esra, Hemel & Hel, Hel & Verdoemenis, Rasputin eller en af de mange andre verdenklasse øl fra De Molen, så er du slet ikke i tvivl om hvorfor det er en positiv tilføjelse at få dem med på holdet. I over ti år har De Molen været et sted i toppen af listen over verdens bedste bryggerier, og har især markeret sig internationalt med deres sorte øl og arbejde med fadlagring af disse”.

Udefra set, virker de fire bryggerier til at være en forstærkning på enhver sortimentsliste. At prisen på Brekeriets store flasker så samtidigt er faldet markant, efter at de har skiftet distributør, kan jeg kun bifalde.

Det Belgiske Hus: Facebook/Hjemmeside