mandag den 6. maj 2013

Anmeldelse: To Øl - Black Ball

Navn: Black Ball
Type:  Porter
Bryggeri: To Øl
Alkohol: 8%
Etikettekst: Black Ball er en potent porter med mørk cassanade og et ordentlig skud amerikansk humle til at afbalancere den markante og fyldige maltprofil, hvor der findes noter af chokolade, karamel og Svovl. 
Beskrivelse: Bla, bla, bla.. noter af Svovl!? Hvilken heksetændstiksøl er det dog, at To Øl har begået? Det er nu ikke fordi, der er megen heksekedel eller tændstikshoved over duften af Black Ball, der dufter imponerende sødt af karamel. En duft, der bliver endnu mere imponerende når først man har smagt øllet, for selvom sødmen er det første man bemærker når Black Ball ruller hen over tungen, så kan man hurtigt kysse den farvel og sige hej til en skæv variant over temaet røg (og det er så nok dér svovlen kommer ind i billedet). Bag alt dette, er der en skarp humleprofil, der river i tungen og giver kontrast til de fyldige indtryk af røg og sødme. Alligevel virker det ikke helt efter planen, løsdelene klikker ikke helt sammen, og Black Ball virker lidt som et puslespil, hvor brikkerne er blevet tvunget sammen, og nu hvor det er blevet lagt, kan man se, at det ikke danner et samlet billede.
Indkøbt: Voldby Købmandsgaard (33cl, 35,-)
Karakter: 7